Øvelse i troen ud fra Kristi kærlighed i dødskampen

Jesu nåde er min vinding.

Se, Herre Jesus, hvor uret jeg gør din lidelse: mit hjerte ængstes, og min sjæl er meget bedrøvet, fordi mine gerninger ikke er der, og der ikke er nogen fortjenester ved hånden, skønt dog din lidelse er min handling og dine gerninger mine fortjenester. Jeg gør din lidelse uret, for skønt den er mere end tilstrækkelig, søger jeg endnu ængsteligt et tillæg af mine egne gerninger. Hvis jeg fandt retfærdighed i mig selv, ville din retfærdighed intet gavne mig, eller jeg ville i hvert fald ikke længes så stærkt efter den; kræver jeg lovens gerninger, vil jeg blive fordømt af loven. Men jeg ved, at jeg ikke længere er under loven, men under nåden (Rom 6,14). Jeg har levet et fortabt liv; jeg har syndet, hellige Fader, mod himlen og er ikke værd at kaldes din søn (Luk 15,21); dog vil du ikke afvise at kalde mig din tjener. Lad ikke, beder jeg, din lidelses allerhelligste frugt blive mig nægtet; lad ikke dit blod blive ufrugtbart, men lad det bære frugt ved at befri min sjæl. Altid har mine synder levet i kødet; lad dem nu endelig, beder jeg, dø med mig. Altid indtil nu har mit kød hersket over mig; lad nu endelig ånden sejre. Lad det ydre menneske overgives til forrådnelse og orme, så det indre kan stige frem til herlighed. Altid indtil nu har jeg fulgt Djævelens tilskyndelser; lad ham nu endelig, beder jeg, blive knust under mine fødder (Rom 16,20). Satan står parat og anklager mig, men han har intet i mig; dødens skikkelse forskrækker mig, men døden skal blive enden på mine synder og begyndelsen på et helligt liv. Nu endelig skal jeg kunne behage dig fuldkomment, min Gud; nu endelig skal jeg blive grundfæstet i godhed og dyd. Satan skræmmer mig med mine synder, men lad ham anklage ham, som tog mine svagheder på sig, ham, som Herren slog for mine synders skyld (Es 53,4). Min gæld er meget stor, og jeg kan intet betale af den; men jeg stoler på min kautionists rigdom og godhed: lad ham, som gik i borgen for mig, gøre mig fri; lad ham, som tog min gæld på sig, betale for mig. Jeg har syndet, Herre, og mine synder er mange og alt for store; dog vil jeg ikke begå den allergrueligste synd at beskylde dig for løgn, du som med ord og gerninger og med ed bevidner, at der er gjort fyldest for mine misgerninger. Jeg frygter ikke mine synder, for du er min retfærdighed; jeg frygter ikke min uvidenhed, for du er min visdom (1 Kor 1,30); jeg frygter ikke døden, for du er mit liv (Joh 14,6); jeg frygter ikke vildfarelser, for du er min sandhed; jeg frygter ikke forrådnelsen, for du er min opstandelse (Joh 11,25); jeg frygter ikke dødens smerter, for du er min glæde; jeg frygter ikke dommens strenghed, for du er min retfærdighed.

Lad din nådes og din livgivende trøsts dug dryppe ned i min sjæl, der tørrer ind. Min ånd tørrer ind, men snart skal den juble i dig; mit kød sygner hen og visner, men snart skal det spire igen; jeg må gå i forrådnelse, men du vil udfri mig af forrådnelsen, for du har udfriet mig af alt ondt. Du har skabt mig; hvordan skulle dine hænders værk kunne gå i opløsning? Du har forløst mig fra alle fjender; hvordan skulle én eneste død kunne få overmagten? Dit legeme og dit blod og alt dit, ja, dig selv har du givet for min frelse; hvordan skulle døden kunne holde fast på det, som er forløst med så kostbar en løsesum (λύτρον)? Du er retfærdigheden, Herre Jesus; mine synder skal ikke få magt over dig. Du er livet og opstandelsen; min død skal ikke få magt over dig. Du er Gud; Satan skal ikke få magt over dig. Du har givet mig din Ånd som pant (2 Kor 1,22); det roser jeg mig af, det jubler jeg over, og jeg tror helt fast og uden den mindste tvivl, at jeg skal få lov at gå ind til Lammets bryllup (Åb 19,7). Du er min bryllupsdragt, kæreste brudgom, du som jeg iklædte mig i dåben (Gal 3,27); du skal dække min nøgenhed, og på denne kostbare og smukke dragt vil jeg ikke sy nogen lap af min egen retfærdighed; for hvad er menneskets retfærdighed andet end en uren klud (Es 64,5)? Hvordan skulle jeg så vove at sy denne afskyelige klud på din allerkostbareste retfærdigheds dragt? I denne dragt vil jeg træde frem for dit ansigt i din dom, når du skal dømme jorderige med retfærdighed og retvished (ApG 17,31). I denne dragt vil jeg træde frem for dit ansigt i dit himmelske rige; denne dragt skal skjule min skam og min vanære, så ingen i al evighed mere skal mindes den. Dér skal jeg stå herlig og hellig for dit ansigt, og dette mit kød, dette mit legeme, skal iklædes den saligste herlighed, en herlighed, der varer ved og aldrig i al evighed skal dø hen. Kom, Herre Jesus, og lad den, der elsker dig, sige: Kom (Åb 22,20)!