Trøst for den angrende ud fra Kristi lidelse

Kristi kors er vores krone.

Alle de frommes ære er i vanæren ved Herrens lidelse. Alle de frommes hvile er i vores Frelsers sår. Vores liv er i hans død, vores ære i hans ophøjelse. Hvor stor er din barmhjertighed, himmelske Fader, almægtige Gud! Af mig selv kunne jeg krænke dig, men af mig selv kunne jeg ikke forsone dig med mig; derfor forsoner du mig med dig selv i Kristus. Se da, hellige Gud, på kødets hemmelighed, og forlad mit køds skyld. Se på, hvad den gode Søn har udstået, og glem, hvad den onde tjener har gjort. Mit kød har udfordret dig til vrede; lad Kristi kød, beder jeg, bøje dig til barmhjertighed. Stort er det, min uretfærdighed fortjener, men langt større er det, min Forløsers kærlighed har fortjent; stor er min uret, men meget større er min Forløsers retfærdighed. For så meget som Gud er højere end mennesket, så meget er min ondskab ringere end hans godhed, både i art og i omfang. Alt, hvad jeg er, er dit, fordi du har skabt det; giv, at det også helt må være dit i kærlighed. Du, som får mig til at bede (Matt 7,7), lad mig også få; du giver mig at søge, giv mig også at finde; du lærer mig at banke på, så luk da op for mig, når jeg banker. Fra dig har jeg længslen; lad mig også fra dig få, hvad jeg beder om. Fra dig har jeg viljen; lad mig også fra dig få at fuldbringe det (Fil 2,13).

Hellige Gud, retfærdige dommer, hvis mine synder skjules (Sl 32,3), er de uhelbredelige; hvis de ses, er de afskyelige; de brænder mig med smerte, men endnu mere forskrækker de mig med frygt. Hold ikke, beder jeg, så sand en barmhjertighed tilbage, hvor du ser så sand en elendighed. Stor er den synd, du finder her; lad din nåde være endnu større og rigere. Hellige Fader, udøs ikke, beder jeg, din vrede over mig, da du jo for mine synders skyld har slået din Søn. Hellige Jesus, fri mig fra Guds vrede, du som bar den i dig selv på korset for min skyld. Hellige Ånd, beskyt mig med din trøst mod Guds vrede, du som i evangeliet har forkyndt barmhjertighed for de angrende og sønderknuste. Hellige Gud, retfærdige dommer, jeg finder intet sted, hvortil jeg kan flygte fra din vredes ansigt. Stiger jeg op til himlen, er du der; stiger jeg ned i dødsriget, se, da er du der; tager jeg morgenrødens vinger og bor ved havets yderste grænse, også dér vil din hånd lede mig, og din højre hånd gribe mig (Sl 139,7–10). Til Kristus vil jeg derfor flygte og skjule mig i hans sår. O barmhjertige Gud, se på din Søns legeme, der er såret over det hele, og se ikke på mine synders sår; lad din Søns blod rense mig fra alle syndens pletter (1 Joh 1,7); hør hans brændende bønner, som han har frembåret for dig for de udvalgtes frelse (Joh 17,9).

Hellige Gud, retfærdige dommer, mit liv forskrækker mig; for når det gennemgås omhyggeligt, viser det sig helt igennem at være enten synd eller ufrugtbarhed; og hvis der ses nogen frugt i det, er den enten skinhellig eller ufuldkommen eller på en eller anden måde fordærvet, så den kan undlade at behage dine øjne eller endda mishage dem. Sandelig, hele mit liv er enten i synd og fordømmeligt eller ufrugtbart og foragteligt. Men hvorfor skiller jeg det ufrugtbare fra det fordømmelige? Er det ufrugtbart, er det i hvert fald fordømmeligt; for ethvert træ, som ikke bærer god frugt, skal kastes i ilden (Matt 3,10); ikke alene det træ overgives til ilden, som bærer dårlig frugt, men også det, som ingen frugt bærer. Bukkene, der er stillet ved dommerens venstre side (Matt 25,32), forskrækker mig – ikke fordi de havde gjort noget ondt, men fordi de intet godt havde gjort: de gav ikke de sultne mad og ikke de tørstige drikke. O du tørre og unyttige træ, der fortjener den evige ild! Hvad vil du svare på den dag, når der af dig kræves regnskab, ned til hvert øjeblik, for al den tid, du fik at leve i: hvordan du har brugt den? Ikke et hår skal gå tabt af hovedet, ikke et øjeblik af tiden. O, hvilken trængsel! På den ene side synderne, der anklager, på den anden retfærdigheden, der forskrækker; nedenunder gaber helvedes frygtelige afgrund, ovenover er dommeren vred; indeni brænder samvittigheden, udenfor brænder verden. Den retfærdige bliver knap frelst (1 Pet 4,18); hvorhen skal en synder, der er fanget på den måde, vende sig? At skjule sig vil være umuligt, at træde frem uudholdeligt. Hvorfra skal da min sjæls frelse komme, hvorfra rådet? Hvem er det, der kaldes det store råds engel (Es 9,5)? Det er Jesus; han er selv den dommer, i hvis hænder jeg skælver. Ånd lettet op, o sjæl, fortvivl ikke! Håb på ham, du frygter; flygt til ham, du flygtede fra. Jesus Kristus, for dette dit navns skyld, gør med mig efter dit navn; se til mig elendige, der påkalder dit navn. Lukker du mig ind i din barmhjertigheds vide favn, bliver den ikke snævrere for min skyld. Det er sandt, Herre: min samvittighed har fortjent fordømmelse, og min anger slår ikke til som fyldestgørelse; men det er vist, at din barmhjertighed overgår enhver krænkelse. På dig, Herre, stoler jeg; jeg skal aldrig i evighed blive til skamme!