Om menneskevordelsens hemmeligheder

Kristi vugge stråler.

Lad os et øjeblik vende vores tanker bort fra det timelige og betragte hemmelighederne ved Herrens fødsel. Guds Søn steg ned fra himlen til os, for at vi skulle få barnekår (Gal 4,4–5). Gud bliver menneske, for at mennesket kan få del i guddommelig nåde og natur (2 Pet 1,4). Kristus ville fødes ved verdens aften for at vise, at menneskevordelsens velgerninger ikke angår dette nærværende liv, men det evige. Han ville fødes på den fredelige Augustus' tid, han, som skabte fred mellem menneskeslægten og Gud. Han ville fødes på en tid, da Israel var i trældom, han, som er sit folks sande befrier og hævner. Han ville fødes under en fremmed herskers styre, eftersom hans rige ikke var af denne verden (Joh 18,36). Han fødes af en jomfru for at vise, at han kun undfanges og fødes i hjerterne hos dem, som er åndelige jomfruer (2 Kor 11,2), det vil sige dem, hvis sind hverken hænger ved verden eller ved Djævelen, men ved Gud i én Ånd. Han fødes ren og hellig for at hellige vores urene og besmittede fødsel. Han fødes af en jomfru, der var trolovet med en mand, til ære for ægteskabet, som Gud har indstiftet. Han fødes i nattens mørke, han, som var verdens sande lys, der oplyser mørket. Han lægges i en krybbe, han, som er vores sjæls sande føde. Han fødes mellem oksen og æslet for at føre menneskene, som ved synden var blevet lig kvæget, tilbage til deres oprindelige værdighed. Han fødes i Betlehem, det vil sige Brødhuset, han, som bragte den rigeste føde af guddommelige velgerninger med sig. Han er sin moders førstefødte og eneste søn på jorden, han, som efter sin guddommelige natur er Faderens førstefødte og enestefødte i himlen. Han fødes fattig og uden midler (2 Kor 8,9) for at vinde os de himmelske rigdomme. Han fødes i en ringe stald for kvæg for at føre os ind i det himmelske hofs paladser. Budbringeren om så stor en velgerning sendes fra himlen, for ingen på jorden forstod dens storhed. Himmelske gaver har med rette også en himmelsk budbringer. Englenes hærskarer glæder sig, for på grund af Guds Søns menneskevordelse kan de få os til fæller i deres salighed. Hyrderne får først dette store under at vide, for den sande hyrde for sjælene var kommet for at føre de fortabte får tilbage på vejen. Til de foragtede og ringe forkyndes så stor en glæde, for ingen kan få del i den, uden at han mishager sig selv i sine egne øjne. Denne fødsel forkyndes for dem, der våger ved hjorden, for ikke de, der snorker i deres synder, men de, hvis hjerte våger mod Gud, får del i så stor en gave. Den himmelske hærs kor jubler, det kor, som havde været ynkeligt bedrøvet over vores første faders skyld. Herligheden hos den Herre og Konge, hvis ringhed menneskene foragtede på jorden, viser sig i himlen. Englen byder dem at lægge frygten bort, for født var den, som skulle fjerne enhver grund til frygt. Glæde forkyndes fra himlen, for født var al glædes ophav og giver. Glæde befales, for fjendskabet mellem Gud og mennesker, enhver sorgs årsag, var fjernet. Gud gives ære i det højeste, den ære, som vores første fader ville rane ved sin ulovlige overtrædelse af budet. Ved denne fødsel er sand fred vundet, for før var menneskene Guds fjender, før var deres egen samvittighed imod dem, før var de i strid med sig selv og med hinanden. Sand fred er givet jorden igen, for den er overvundet, som holdt os fanget.

Lad også os gå med hyrderne hen til Kristi krybbe, det vil sige kirken, så finder vi dette lille barn svøbt i klæderne, det vil sige i Den Hellige Skrift. Lad også os med Maria, Herrens hellige moder, gemme ordene om så stor en hemmelighed og stadig gennemtænke dem i daglig ihukommelse. Lad os med vores røst stemme i med englene, der synger for, og takke, som det sig hør og bør, for så stor en velgerning. Lad os juble og glæde os med hele den himmelske hær. For når englene glæder sig så meget for vores skyld, hvor meget mere skal vi da ikke glæde os, vi, for hvem dette barn er født og givet (Es 9,5)! Når israelitterne løftede deres røst og jublede, da pagtens ark blev ført til dem (2 Sam 6,16), den ark, som var et forbillede og en skygge af Herrens menneskevordelse, hvor meget mere skal vi da ikke fryde os, vi, til hvem Herren selv er steget ned i vores kød, som han har antaget. Når Abraham glædede sig, da han så Herrens dag (Joh 8,56) og Herren viste sig for ham i en menneskeskikkelse, som han for en tid havde antaget, hvad skal vi da ikke gøre, nu da han har forenet vores natur med sig i et evigt og uopløseligt bånd! Lad os her undre os over Guds umådelige godhed: da vi ikke kunne stige op til ham, ville han selv stige ned til os. Lad os undre os over Guds umådelige magt: af to ting, der står hinanden så fjernt som muligt, nemlig den guddommelige og den menneskelige natur, kunne han skabe den inderligste enhed, så at nu én og samme er Gud og menneske. Lad os undre os over Guds umådelige visdom: han kunne finde en vej til vores forløsning, da hverken engle eller mennesker så nogen vej. Det uendelige gode var krænket; en uendelig fyldestgørelse krævedes. Mennesket havde krænket Gud; af mennesket krævedes fyldestgørelsen. Men et menneske kunne hverken yde en uendelig fyldestgørelse, ej heller kunne der gøres fyldest for den guddommelige retfærdighed uden en uendelig pris. Derfor blev Gud menneske, for at både den, der havde syndet, kunne gøre fyldest, og den, der var uendelig, kunne betale en uendelig pris. Lad os undre os over denne forbløffende forening af den guddommelige retfærdighed og barmhjertighed, som ingen skabning kunne finde på, før Gud åbenbarede den, og som ingen fuldt kan fatte, efter at den er åbenbaret. Lad os undre os over dette, ikke granske det med nysgerrighed; lad os længes efter at skue ind i det, selv om vi ikke fatter det hele; lad os hellere bekende vores uvidenhed end ville fornægte Guds magt.