Om det åndelige ægteskab mellem Kristus og sjælen

Jesus, sjælenes brudgom.

«Jeg vil trolove mig med dig for evigt» (Hos 2,21), siger Kristus til den troende sjæl. Kristus ville være til stede ved det bryllup (Joh 2,2), der blev holdt i Kana i Galilæa, for at vise, at han var kommet til verden for et åndeligt bryllups skyld. Glæd dig højt i Herren, og fryd dig, troende sjæl, i din Gud, som har iført dig frelsens klæder og hyller dig i retfærdighedens kappe som en brud, der er prydet med smykker (Es 61,10). Glæd dig over brudgommens ære, glæd dig over brudgommens skønhed, glæd dig over brudgommens kærlighed. Hans ære er den største, for han er sand Gud, priset i evighed (Rom 9,5)! Hvor stor er da ikke denne skabnings – den troende sjæls – værdighed, når Skaberen selv vil trolove sig med den! Hans skønhed er den største, for han er den skønneste blandt menneskenes børn (Sl 45,3), ja, de så hans herlighed, en herlighed som den enestefødtes fra Faderen (Joh 1,14); hans ansigt skinnede som solen, hans klæder var som sne (Matt 17,2); ynde er også udgydt over hans læber (Sl 45,3); han er kronet med herlighed og ære (Sl 8,6). Hvor stor en barmhjertighed er det da ikke, at den højeste skønhed ikke finder det under sin værdighed at udvælge sig en sjæl, der er vansiret af syndens pletter, til brud! På brudgommens side den højeste majestæt, på brudens side den største svaghed; på brudgommens side den højeste ynde, på brudens side den største vanskabthed; og dog er brudgommens kærlighed til bruden endnu større end brudens kærlighed til denne højt ærede og skønneste brudgom.

Se din brudgoms umådelige kærlighed, troende sjæl: kærligheden drog ham fra himlen ned til jorden, bandt ham til søjlen, naglede ham til korset, lukkede ham inde i graven og drog ham ned i dødsriget. Hvem har gjort alt dette, om ikke kærligheden til bruden? Men vores hjerte er tungere end sten og bly, når båndet af så stor en kærlighed ikke drager det op til Gud, skønt det først drog Gud ned til menneskene. Bruden var nøgen (Ez 16,22) og kunne ikke føres så nøgen ind i himmerigets kongelige palads; han iførte hende selv frelsens og retfærdighedens klæder (Es 61,10). Da hun lå svøbt i syndernes snavsede kjortel og ondskabens skammeligste pjalter, gav han hende skinnende, hvidt, fint linned at klæde sig i. Det fine linned er de helliges retfærdighed (Åb 19,8); den klædning er den retfærdighed, som brudgommen selv har vundet ved sin død og lidelse. Jakob arbejdede i fjorten år for at få Rakel til brud (1 Mos 29,27); Kristus udholdt i næsten fireogtredive år sult, tørst, kulde, fattigdom, vanære, hån, lænker, piskeslag, gallens bitterhed, døden og korset for at kunne berede og vinde sig den troende sjæl til brud. Samson drog ned og søgte sig en brud blandt filistrene, et folk, der var dømt til undergang (Dom 14,3); Guds Søn steg ned og udvalgte sig en brud blandt mennesker, der var fordømte og hjemfaldne til den evige død. Brudens slægt var den himmelske Faders fjende, men han forsonede den med Faderen ved sin bitreste lidelse. Bruden lå trampet ned i sit blod (Ez 16,22), kastet hen på jorden; men han vaskede hende med dåbens vand og rensede hende i det helligste bad (Ef 5,26); han rensede brudens blod med sit eget blod, for Guds Søns blod renser fra al synd (1 Joh 1,7). Bruden var snavset og vansiret; men han salvede hende med olie (Ez 16,9), det vil sige med barmhjertighed og nåde. Bruden var ikke klædt med ære; men han gav hende armbånd og øreringe (Ez 16,11) og smykkede hende med dyder og Helligåndens mange gaver. Bruden var såre fattig og havde intet at give som pant; derfor efterlod han hende Åndens pant (Ef 1,14), og han tog af hende kødet som pant og førte det med op til himlen. Bruden var udhungret, men han gav hende fint mel, honning og olie at spise (Ez 16,19); med sit eget kød og blod nærer han hende til det evige liv. Bruden er trodsig og bryder ofte ægteskabets troskab, hun bedriver utugt med verden og Djævelen; men af sin umådelige kærlighed tager brudgommen hende atter til nåde, så tit hun i sand omvendelse vender tilbage til ham.

Erkend, troende sjæl, så mange og så store tegn på en uendelig kærlighed; elsk, troende sjæl, hans kærlighed, som af kærlighed til dig steg ned i jomfruens moderliv. Vi bør elske ham så meget mere end os selv, som han er større, han, der gav sig selv hen for os; hele vores liv skal formes efter ham, som af kærlighed til os gjorde sig selv helt lig os. Med rette regnes den for den mest utaknemmelige, der ikke elsker den, som elsker ham; hvor højt skal vi da ikke elske ham, som af kærlighed til os så at sige glemte sin majestæt. Salig den sjæl, som ved dette åndelige ægteskabs bånd er forenet med Kristus; trygt og frimodigt tilegner den sig alle Kristi velgerninger, ligesom en hustru ellers i ægteskabet stråler i sin mands glans.

Men del i dette salige og åndelige ægteskab får vi alene ved troen, som der står skrevet: «Jeg vil trolove mig med dig i tro» (Hos 2,22). Troen poder os som grene ind i Kristus, det åndelige vintræ (Joh 15,5), så vi drager liv og saft af ham; og ligesom de, der lever i ægteskab, ikke længere er to, men ét kød (Matt 19,6), sådan bliver de, der ved troen holder sig til Herren, én ånd med ham (1 Kor 6,17), for ved troen bor Kristus i vores hjerter (Ef 3,17). Er denne tro sand, er den virksom ved kærlighed (Gal 5,6). Ligesom præsterne i Det Gamle Testamente skulle tage jomfruer til hustru (3 Mos 21,13–14), sådan forener den himmelske præst sig åndeligt med en jomfru, som holder sig uberørt og uplettet af Djævelens, verdens og sit eget køds favntag. Gør os værdige, Kristus, til engang at blive ført ind til Lammets bryllup (Åb 19,7)! Amen.