Om menneskevordelsens frelsende frugt

Kristi forløsning være dig kær.

«Jeg forkynder jer en stor glæde» (Luk 2,10), siger englen ved vores Frelsers fødsel. Den er i sandhed stor, ja større, end menneskelig forstand kan fatte. Det største onde var, at vi holdtes fanget under Guds vrede, under Djævelens magt, under den evige fordømmelse; et endnu større onde var det, at menneskene enten ikke kendte disse største onder eller var ligeglade med dem. Men nu forkyndes der os en stor glæde, for han var kommet til verden, som skulle befri os fra alle disse onder. Lægen kom til de syge, forløseren til de fangne, vejen til de vildfarne, livet til de døde, frelsen til de fordømte. Ligesom Moses blev sendt af Herren (2 Mos 3,10) for at befri Israels folk fra trældommen i Egypten, sådan blev Kristus sendt af Faderen for at forløse hele menneskeslægten fra fangenskabet under Djævelen. Ligesom duen, da jorden var tørret efter syndfloden, bragte en lille olivenkvist til Noas ark (1 Mos 8,11), sådan kom Kristus til verden for at forkynde fred og menneskeslægtens forsoning med Gud. Med rette glæder vi os derfor og venter os store ting af Guds barmhjertighed. Han, som elskede os så højt, mens vi endnu var fjender (Rom 5,8), at han ikke fandt det under sin værdighed at optage vores natur i guddommens inderligste favntag, hvad skulle han nægte dem, som ved fællesskabet i kødet er forenet med ham? Hvem har nogen sinde hadet sit eget kød (Ef 5,29)? Hvordan skulle da denne højeste og uendelige barmhjertighed kunne støde os fra sig, nu da vi har fået del i hans natur?

Hvem kan nå denne hemmeligheds storhed med sin tanke, for slet ikke at tale om med ord? Her er den højeste ophøjethed og den dybeste ringhed, her er den højeste magt og den største svaghed, her er den højeste majestæt og den største skrøbelighed. Hvad er mere ophøjet end Gud og ringere end mennesket? Hvad er mægtigere end Gud og svagere end mennesket? Hvad er mere herligt end Gud og skrøbeligere end mennesket? Men den højeste magt fandt en vej til at forene dette, da den højeste retfærdighed krævede, at en sådan forening var nødvendig. Hvem kan også fatte denne hemmeligheds storhed? En ligeværdig og uendelig pris krævedes for menneskets krænkelse, for mennesket havde vendt sig bort fra det uendelige gode, nemlig Gud. Men hvad kunne være ligeværdigt med den uendelige Gud? Derfor tager den uendelige retfærdighed så at sige af sig selv en pris, der er lig med den selv, og Gud Skaberen lider i kødet, for at skabningens kød ikke skal lide i evighed. Det uendelige gode var krænket; ingen kunne træde imellem uden en mellemmand med uendelig magt. Men hvad er uendeligt ud over Gud? Derfor forsonede Gud selv verden med sig selv (2 Kor 5,19), Gud selv bliver mellemmand, Gud selv har forløst menneskeslægten med sit blod (ApG 20,28).

Hvem kan fatte denne hemmeligheds storhed? Den højeste Skaber var krænket, og skabningen bekymrede sig ikke om at formilde ham og blive forsonet med ham; den samme, som var krænket, antager skabningens kød og bliver forsoner. Mennesket havde forladt Gud og vendt sig til Guds fjende, Djævelen; men den samme, som var forladt, opsøger omsorgsfuldt den, der forlod ham, og indbyder ham atter i største godhed til sig. Mennesket var gået bort fra det uendelige gode og faldet ned i det uendelige onde, men det samme uendelige gode betaler en uendelig løsesum og befrier skabningen fra det uendelige onde. Er det ikke en uendelig barmhjertighed, der overgår al menneskets endelige forstand og tanke? Vores natur er blevet mere herliggjort ved Kristus, end den var vanæret ved Adams synd; vi har fået mere igen i Kristus, end vi mistede i Adam; synden var blevet stor, men den guddommelige nåde blev overstrømmende. I Adam mistede vi uskylden, i Kristus fik vi den fulde retfærdighed (Rom 5,18). Lad andre beundre Guds magt, endnu mere beundringsværdig er Guds godgørenhed, skønt magt og barmhjertighed i Gud er lige store, nemlig begge uendelige. Lad andre beundre skabelsen, jeg vil hellere beundre forløsningen, skønt både skabelsen og forløsningen er en gerning af uendelig kraft. Det er stort at skabe et menneske, som intet som helst har fortjent, eftersom det endnu ikke var til; endnu større synes det at være at forløse et menneske, som har fortjent det onde, og at påtage sig at gøre fyldest for dets skyld. Det er underfuldt, at vores kød og vores ben er dannet for os af Gud; endnu mere underfuldt er det, at Gud selv ville blive kød af vores kød og ben af vores ben (Ef 5,30).

Min sjæl, vær taknemmelig mod din Gud, som skabte dig, da du endnu ikke var til, som forløste dig, da du var fordømt for syndens skyld, og som har beredt dig, der ved troen holder dig til Kristus, himmelske glæder!