Om de frommes åndelige måltid

Hvad er Gud for sjælen? Lys, lægedom, føde.

Den allernådigste Gud har gjort et stort festmåltid i stand (Luk 14,16), men man må bringe sultne hjerter med til det. Den, der ikke smager, fornemmer ikke det himmelske måltids sødme; den, der ikke sulter, smager ikke. At tro på Kristus er at gå til det himmelske måltid; men ingen kan tro undtagen den, der erkender sine synder og i sandhed bliver sønderknust og angrer. Anger er sjælens åndelige sult, tro er dens åndelige spise.

Gud gav israelitterne manna i ørkenen, englenes brød (2 Mos 16,4; Sl 78,25); ved dette måltid i den nye pagt giver Gud os den himmelske manna, nemlig sin nåde, syndernes forladelse, ja, sin Søn, englenes Herre. Kristus er det sande himmelske brød, som steg ned fra himlen for at give verden liv (Joh 6,51). Den, der er mæt af svinenes skulper, det vil sige af denne verdens lækkerier, længes ikke efter denne sødme. Det ydre menneske fornemmer ikke, hvad der er sødt for det indre; Gud giver sin manna i ørkenen, det vil sige dér, hvor al jordisk føde og al jordisk trøst er taget fra sjælen. De, der havde taget sig en hustru, ville ikke komme (Luk 14,20); de kyske jomfruer, det vil sige de sjæle, der hverken hænger ved Djævelen gennem synder eller ved verden gennem dens lyster, kommer til dette måltid. «Jeg har trolovet jer med én mand som en ren jomfru» (2 Kor 11,2), siger apostlen. Vores sjæl må ikke hengive sig til åndeligt ægteskabsbrud, for at Gud kan indgå et åndeligt ægteskab med den. De, der var optaget af lysten til at se deres mark, nægtede at komme (Luk 14,18); de, der elsker denne verdens fornøjelser, stræber ikke efter den himmelske sødme. Længslen er sjælens fod; vores sjæl går ikke til dette hemmelighedsfulde måltid, hvis den ikke længes, og en sjæl, der er fyldt med denne verdens trøst, kan ikke længes efter den himmelske sødme. Da den rige unge mand (Matt 19,22) hørte, at han for Kristi skyld måtte forlade den rigdom, som hans sjæl hang ved, gik han bedrøvet bort; den himmelske Elisa (2 Kong 4,3–4), Kristus, hælder ikke den himmelske sødmes olie i, medmindre alle karrene først er tomme; Guds kærlighed går ikke ind i sjælen, medmindre egenkærligheden og kærligheden til verden først går ud. Hvor vores skat er, dér er vores hjerte (Matt 6,21); har du verden som din skat, er dit hjerte i verden. Kærligheden har en forenende kraft: elsker du jorden, er du forenet med jorden. Kærligheden har en forvandlende kraft: elsker du verden, bliver du verdslig; elsker du himlen, bliver du himmelsk. De, der køber okser og driver handel, kommer ikke til Kristus (Luk 14,19). De, der med deres hjerte hænger ved rigdom (Sl 62,11), søger ikke de himmelske rigdomme; de jordiske rigdomme fylder sjælens længsel med et falsk skin af tilstrækkelighed, så den ikke søger sin sande tilstrækkelighed, som fuldt ud mætter begæret, i Gud. Al jordisk rigdom består i skabninger, i sølv, guld, bygninger, jord og kvæg; men ingen skabning mætter i sandhed vores sjæl, for den er mere værd end alle skabninger; de er jo alle skabt til dens brug. Hvor svage skabningerne er til at opfylde og mætte vores længsler, ses i døden, hvor alle skabninger forlader os. Det er underligt, at vi hænger så fast ved skabningerne, når de hænger så løst og ustadigt ved os. Da Adam vendte sig bort fra Guds trøst og søgte sin glæde i træet til kundskab om godt og ondt, blev han drevet ud af paradiset (1 Mos 3,24): vender vores sjæl sig fra Gud til skabningerne, mister den den himmelske trøst og holdes helt borte fra livets træ.

Men hvad bliver der så tilbage for dem, der ringeagter dette måltid? Verden forgår (1 Joh 2,17; 1 Kor 7,31) og alle, der hænger ved den; skabningerne forgår og alle, der har sat deres håb til dem. Den himmelske Fader sværger, at de ikke skal smage måltidet, de, der foretrækker okser, marker og hustruer, det vil sige alt jordisk, frem for det himmelske måltids sødme (Luk 14,24). Efter aftensmåltidet bliver der ikke dækket op med mere mad; når Kristus er forsømt, er der ingen hjælp tilbage. De, der har foragtet det, skal straffes med evig sult og leve i evigt mørke; de, der ikke ville høre Kristus kalde: «Kom til mig, I, som er trætte og bærer byrder» (Matt 11,28), skal en dag høre ham befale: «Gå bort, I forbandede, til den evige ild» (Matt 25,41). Sodomitterne blev fortæret af ild, da de nægtede at komme, skønt de ved Lots prædiken var kaldet til dette måltid (1 Mos 19,24): den guddommelige vredes ild, som varer evigt, skal fortære dem, der ringeagtede dette måltid, da de blev kaldet ved evangeliet. Mens de jomfruer, hvis lamper manglede olie, nølede, da brudgommen kom, blev døren lukket (Matt 25,10): de, hvis hjerter ikke i denne verden er fyldt med Helligåndens olie, vil Kristus ikke lade gå ind til sin glæde, men for dem lukkes tilgivelsens dør, barmhjertighedens dør, trøstens dør, håbets dør, nådens dør, de gode gerningers dør.

Der er desuden et indre kald fra Kristus; salig den, der hører det! Kristus banker ofte på vores hjertes dør med hellige længsler, andægtige suk og fromme tanker; salig den, der lukker op for ham, når han banker (Åb 3,20)! Så snart du mærker en hellig længsel efter den himmelske nåde i dit hjerte, så vid for vist, at Kristus banker på dit hjerte; luk ham ind, så han ikke går forbi, og så han ikke siden selv lukker sin barmhjertigheds dør for dig. Så snart du mærker en lille flamme af fromme betragtninger i dit hjerte, så vid, at den er tændt af den guddommelige kærligheds glød, det vil sige af Helligånden; nær og plej den flamme, så den vokser til en kærlighedens ild. Vogt dig, at du ikke slukker Ånden og hindrer Herrens værk (1 Thess 5,19). Den, der ødelægger Herrens tempel, skal mærke hans strenge dom (1 Kor 3,17). Herrens tempel er vores hjerte: det ødelægger den, som nægter at give plads til Helligånden, når han kalder i det indre ved Ordet. I den gamle pagt kunne profeterne høre Herren tale i deres indre (2 Pet 1,21); i den nye pagt mærker alle sandt fromme disse indre tilskyndelser og drag fra Helligånden. Salige er alle, der hører og følger!