Om den frelsende delagtighed i Kristi legeme og blod

Kristi kød er livets kilde.

«Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, skal leve evigt,» siger Kristus (Joh 6,54). Det er i sandhed en stor velgerning af vores Frelser, at han ikke alene har påtaget sig vores kød og ført det op til den himmelske herligheds trone, men også nærer os med sit legeme og blod til evigt liv. O frelsende fryd for sjælen! O længselsfuldt ønskede måltid! O himmelske englespise! Skønt englene (1 Pet 1,12) længes efter at skue ind i denne store hemmelighed, har han dog ikke antaget engle, men Abrahams sæd (Hebr 2,16); vores Frelser er nærmere os, end han er englene selv, for vi har kendt hans kærlighed deraf, at han har givet os af sin Ånd (1 Joh 4,13), og ikke alene af sin Ånd, men også af sit legeme og blod. For således siger Sandheden om nadverens brød og vin (Matt 26,26–28): «Dette er mit legeme, dette er mit blod.» Hvordan skulle Herren kunne glemme dem, som han har forløst med sit legeme og blod, og som han har nært med sit legeme og blod? Den, der spiser Kristi kød og drikker hans blod, bliver i Kristus og Kristus i ham (Joh 6,56).

Derfor undrer det mig ikke meget, at hårene på vores hoved er talt (Matt 10,30), at vores navne er skrevet i himlen (Luk 10,20), at vi er tegnet i Herrens hænder (Es 49,16) og bæres i hans skød og moderliv (Es 46,3): for vi næres af Kristi legeme og blod. Stor er sandelig vores sjæles værdighed, når de næres af den kostbare løsesum (λύτρον) for deres forløsning. Stor er også vores legemers værdighed, for de er boliger for sjæle, som er forløst ved Kristi legeme og mættet med Kristi legeme, de er Helligåndens templer og hele den allerhelligste treenigheds bolig. Det kan ikke ske, at de bliver i graven, når de er blevet nært med vores Herres legeme og blod. Dette er de voksnes føde; vi spiser den, men vi forvandler den ikke til vores legeme; vi forvandles til den. Vi er Kristi lemmer, vi får liv af hans Ånd og næres af hans legeme og blod. Dette er det brød, som stiger ned fra himlen og giver verden liv; spiser nogen af det, skal han aldrig sulte (Joh 6,33). Dette er nådens og barmhjertighedens brød; den, der spiser det, smager og ser, hvor god Herren er (Sl 34,9), og modtager af hans fylde nåde på nåde (Joh 1,16). Dette er livets brød, ikke alene levende, men også levendegørende (Joh 6,58); spiser nogen af det, skal han leve evigt. Dette brød steg ned fra himlen, og det er ikke alene himmelsk, men gør også dem himmelske, som spiser det til frelse og i Ånden; de skal være himmelske, for de skal ikke dø, men oprejses på den yderste dag. Men de skal oprejses, ikke til dom – for den, der spiser af dette brød, kommer ikke til dom, ikke til fordømmelse, for der er ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus (Rom 8,1) – men til liv og frelse. For den, der spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har liv i sig og skal leve ved Kristus (Joh 6,53.57). Hans kød er sand mad, hans blod er sand drik (Joh 6,55). Lad os derfor mættes, ikke af vores gerningers, men af Herrens føde; lad os beruses, ikke af vores eget hus' overflod, men af Herrens (Sl 36,9).

Her er livets sande kilde; den, der drikker af dens vand, i ham skal det blive en kilde med vand, der springer frem til evigt liv (Joh 4,14). «Alle I tørstende, kom til vandet, og I, som ingen penge har, skynd jer, køb og spis» (Es 55,1). Lad de tørstende komme; kom også du, min tørstende sjæl, som syndernes hede plager. Mangler du fortjenesters sølv, så skynd dig så meget mere: når du mangler fortjenester, så skynd dig så meget ivrigere til Kristi fortjeneste. Skynd dig derfor, og køb uden penge. Her er Kristi og sjælens kammer; synderne må ikke skræmme dig bort fra det, men fortjenester må heller ikke komme ind i det. Men hvad skulle vores fortjenester vel være? «De vejer sølv af for det, der ikke er brød, og giver deres arbejde for det, der ikke mætter,» siger profeten. Vores arbejde mætter ikke, og Guds nåde købes ikke for fortjenesters sølv. Hør derfor, min sjæl, og spis det gode, så skal du fryde dig over det fede (Es 55,2). Disse ord er ånd og liv (Joh 6,63) og det evige livs ord: «Velsignelsens bæger er fællesskab med Kristi blod; brødet, som vi bryder, er delagtighed i Herrens legeme» (1 Kor 10,16). Vi holder os til Herren; derfor er vi én ånd med ham (1 Kor 6,17). Vi forenes med ham, ikke alene ved fællesskab i naturen, men også ved delagtighed i hans legeme og blod. Jeg siger derfor ikke med jøderne: «Hvordan kan han give os sit kød at spise?» (Joh 6,52), men udbryder snarere: Hvordan Herren dog giver os sit kød at spise og sit blod at drikke! Jeg gransker ikke hans magt, men undrer mig over hans velvilje. Jeg udforsker ikke hans majestæt, men tilbeder hans godhed. Nærværet tror jeg, men måden, han er nærværende på, kender jeg ikke; at det er det allernærmeste og inderligste, ved jeg for vist. Vi er lemmer på hans legeme, kød af hans kød og ben af hans ben (Ef 5,30); han bor selv i os og vi i ham.

Min sjæl længes efter at synke ned i betragtningen af dette dybeste dyb; med hvilke ord den skal udtrykke eller forklare denne godhed, har den endnu ikke fundet, men den står ganske overvældet, når den ser den store nåde i Herren og herligheden hos de salige.