Studiebibelen

📚 Hellige betragtninger · Johann Gerhard, 1606

Om nadverens hemmelighed

📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold

At undre sig, ikke at grunde, er den sande visdom.

I Herrens hellige nadver stilles en hemmelighed frem for os, som er ærefrygtindgydende og på alle måder skal tilbedes; her er den guddommelige nådes skat og skatkammer. Vi ved, at Gud plantede livets træ (1 Mos 2,9), hvis frugt skulle bevare vores første forældre og deres efterkommere i den lykkelige udødelighed, de var skabt med; i paradiset stod også træet til kundskab om godt og ondt; men netop det, som Gud havde givet dem til frelse og liv og til at øve sig i lydighed, blev anledning til død og fordømmelse, da de elendige fulgte Satans lokkemad og deres egne lyster. Her er derimod det sande livets træ gjort rede, det søde træ (Ez 47,12; Åb 22,2), hvis blade er til lægedom og frugt til frelse; dets sødme tager al bitterhed bort, både fra al ulykke og selv fra døden. Israelitterne fik manna (2 Mos 16,15), for at de skulle næres med himmelsk føde; her er det sande manna, som kom ned fra himlen for at give verden liv; her er det himmelske brød og englenes føde, og den, som spiser af det, skal aldrig sulte (Joh 6,35.51). Israelitterne havde pagtens ark og sonedækket, hvor de kunne høre Herren tale mund til mund (2 Mos 25,21–22); her er den sande pagtens ark, Kristi allerhelligste legeme, hvori alle videns, erkendelsens og visdommens skatte er skjult (Kol 2,3); her er det sande sonedække i Kristi blod (Rom 3,25), som gør, at vi er elsket i den elskede (Ef 1,6). Og han taler ikke blot til os ved indre trøst, men bor i os; han nærer os ikke med himmelsk manna, men med sig selv. Her er i sandhed himlens port og englenes stige (1 Mos 28,12); for er himlen større end han, som er i himlen? Er himlen tættere forenet med Gud end kødet og den antagne menneskenatur? Himlen er ganske vist Guds trone (Es 66,1), men på Kristi antagne natur hviler Helligånden (Es 11,2). Gud er i himlene, men i Kristus bor guddommens fylde (Kol 2,9). Sandelig, stort og ufejlbart er dette pant på vores frelse: noget større kunne han ikke give; for hvad er større end han selv? Hvad er så tæt forenet med ham som hans menneskenatur, der er optaget i den saligste treenigheds fællesskab og gjort til skatkammer for de himmelske goder? Hvad er så tæt knyttet til ham som kød og blod? Men med denne sandt himmelske næring styrker han os, elendige små orme, og gør os delagtige i sin natur – hvordan så ikke også i sin nåde? Hvem har nogen sinde hadet sit eget kød (Ef 5,29)? Hvordan skulle Herren da kunne foragte os, som han nærer med sit kød og sit blod? Hvordan skulle han kunne glemme dem, som han har givet sit legeme som pant? Hvordan skulle Satan kunne kaste os omkuld, når vi styrkes med himmelsk føde, så vi ikke svigter i kampen?

Kristus holder os kære, fordi han har købt os dyrt; han holder os kære, fordi han nærer os med det, der er kært og kostbart; han holder os kære, fordi vi er hans kød og lemmer (Ef 5,30). Dette er det ene lægemiddel mod alle åndelige sygdomme, dette er udødelighedens lægemiddel (τῆς ἀθανασίας φάρμακον); for hvilken synd er så stor, at Guds hellige kød ikke soner den? Hvilken synd er så stor, at Kristi levendegørende kød ikke helbreder den? Hvad fører så sikkert til døden, at det ikke tages bort ved Guds Søns død? Hvilke af Djævelens pile er så dødbringende, at de ikke slukkes i denne den guddommelige nådes kilde? Hvilken plet på samvittigheden er så stor, at dette blod ikke renser den? For israelitterne var Herren til stede i skyen og ilden (2 Mos 13,21); men her er ikke en sky til stede, men retfærdighedens sol selv (Mal 3,20), vores sjæles lys; her mærkes ikke den guddommelige vredes ild, men kærlighedens glød, og han viger ikke fra os, men tager bolig hos os (Joh 14,23).

Vores første forældre blev ført ind i paradiset (1 Mos 2,8), den duftende og liflige have, et forbillede på den evige salighed, så de, mindet om Guds godhed, skulle vise deres Skaber den lydighed, de skyldte ham. Se, her er mere end paradiset; for her mættes skabningen med Skaberens kød. Med Guds Søns blod renses den angrende samvittighed, med Kristi legeme næres lemmerne på Kristus, hovedet, med guddommelige og himmelske retter bespises den troende sjæl. Guds hellige kød, som englene tilbeder i personens enhed, som ærkeenglene ærer, magterne skælver for og kræfterne beundrer, det bliver vores åndelige føde. Lad himlen glæde sig og jorden juble (Sl 96,11), men endnu mere den troende sjæl, som så store og så herlige gaver skænkes.

Hellige betragtninger (Johann Gerhard, 1606) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Meditationes sacrae ad veram pietatem excitandam (Jena 1606), efter Christian Mayers udgave (Nördlingen 1864, public domain), afskrevet fra sidebillederne fra Universitäts- und Landesbibliothek Sachsen-Anhalt og kontrolleret mod udgaven 1672. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.