Studiebibelen

📚 Hellige betragtninger · Johann Gerhard, 1606

Om dåbens frugter

📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold

Den hellige dåb er et bad.

Husk, troende sjæl, den store nåde, Gud har vist dig i dåbens frelsende bad. Dåben er genfødslens bad (Tit 3,5); derfor er den, der er dyppet i dåbens bad, ikke længere helt i den kødelige fødsels gamle tilstand, men fordi han er født af Gud, nemlig af vand og Ånd (Joh 3,5), er han også Guds barn, og fordi han er barn, er han også arving til den evige salighed (Rom 8,17). Som den evige Fader ved Kristi dåb lod denne røst lyde: «Dette er min elskede Søn» (Matt 3,17), sådan antager han alle, der tror og bliver døbt, som sine børn. Ligesom Helligånden ved Kristi dåb viste sig i en dues skikkelse, sådan er han også til stede ved vores dåb og giver den kraft; ja, han gives også de troende ved dåben og virker nye tilskyndelser i dem, så de er kloge som slanger og uskyldige som duer (Matt 10,16). Som det var ved skabelsen, sådan er det også ved vores genfødsel. Ved den første skabelse rugede Herrens Ånd (1 Mos 1,2) over vandene og gav dem livskraft; sådan er Helligånden også til stede i dåbens vand og gør det til et frelsende middel til vores genfødsel. Vores Frelser Kristus ville selv døbes for at bevidne, at vi ved dåben bliver gjort til hans lemmer. Ofte giver man hovedet lægemiddel, for at legemets andre lemmer skal blive raske; vores åndelige hoved er Kristus; han tog dåbens lægemiddel på sig til frelse for sit hemmelighedsfulde legeme. Under den gamle pagt sluttede Gud ved omskærelsen pagt med sit folk (1 Mos 17,11); sådan bliver vi under den nye pagt ved dåben optaget i Guds pagt (Kol 2,11–12), for dåben er trådt i omskærelsens sted. Den, der er i Guds pagt, skal derfor ikke frygte Djævelens anklage. I dåben iklæder man sig Kristus (Gal 3,27); derfor siges det om de hellige, at de har gjort deres klæder hvide i Lammets blod (Åb 7,14). Kristi fuldkomne retfærdighed er den smukkeste klædning; den, der er iklædt denne klædning, skal derfor ikke frygte syndens plet.

I Jerusalem var der en dam ved Fåreporten (Joh 5,2–4); på en bestemt tid steg en engel ned i den og satte vandet i bevægelse, og den, der først steg ned i den, efter at vandet var kommet i bevægelse, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dåbens vand er den dam, som helbreder os for al syndens sygdom, når Helligånden stiger ned i det og sætter det i bevægelse med Kristi blod, han som blev et offer for os, ligesom man også fordum vaskede offerdyrene i denne dam i Jerusalem. Ved Kristi dåb åbnedes himlene (Matt 3,16); sådan åbnes også himlens dør ved vores dåb. Ved Kristi dåb var hele den hellige treenighed til stede; sådan er den også til stede ved vores dåb; og således modtager troen i det forjættelsesord, der er knyttet til vandets element, Faderens nåde, som antager os som børn, Sønnens fortjeneste, som renser, og Helligåndens kraft, som genføder. Farao og hele hans hær druknede i Det Røde Hav, mens israelitterne gik frelst og uskadt igennem (2 Mos 14,28); sådan drukner hele lasternes hær i dåben, og de troende når frelst frem til den forjættede arv i himmeriget. Derfor er dåben også det glashav (Åb 4,6), som Johannes så; gennem den, som gennem et glas, trænger retfærdighedens sols glans ind i vores sind; og dette hav var foran Lammets trone. Lammets trone er kirken, hvor alene den hellige dåbs nåde findes. Profeten Ezekiel så (Ez 47,1) vand strømme ud fra templet, som gjorde alt levende og helbredte det; i Guds åndelige tempel, det vil sige kirken, vælder dåbens frelsende vande stadig frem, og i deres dyb kastes vores synder (Mika 7,19); alt, hvad denne strøm kommer til, skal blive helbredt og leve. Dåben er en åndelig syndflod, hvor alt syndens kød drukner; den urene ravn, det vil sige Djævelen, flyver ud, mens duen, det vil sige Helligånden, flyver ned og bringer sindene olivenbladet, det vil sige fred og ro. Husk derfor, troende sjæl, denne meget store nåde, som er vist dig i dåben, og sig Gud den tak, du skylder ham.

Men jo rigere den nåde er, som er givet os ved dåben, desto omhyggeligere må vi vogte de gaver, vi har fået. Vi er begravet med Kristus ved dåben til døden, for at vi, ligesom Kristus er oprejst fra de døde til Faderens herlighed, også skal vandre i et nyt liv (Rom 6,4). Vi er blevet raske; lad os derfor ikke synde mere, så der ikke sker os noget værre (Joh 5,14); vi har iklædt os Kristi retfærdighed, den langt kostbareste klædning; lad os derfor ikke tilsøle den med syndens pletter. Vores gamle menneske er korsfæstet og død i dåben; lad derfor det nye menneske leve; vi er genfødt og fornyet i vores sinds ånd i dåben (Ef 4,23); lad derfor ikke kødet herske over Ånden! Det gamle er forbi, se, alt er blevet nyt (2 Kor 5,17); lad derfor ikke kødets gamle væsen få overtaget over Åndens nye; vi er blevet Guds børn ved den åndelige genfødsel; lad os derfor leve et liv, der er en sådan Fader værdigt; vi er blevet Helligåndens tempel; lad os derfor berede en så stor gæst en kær bolig; vi er optaget i Guds pagt; lad os derfor vogte os for at gå i Djævelens sold og således falde ud af pagtens nåde.

Virk alt dette i os, du velsignede treenighed; du ene Gud, som har givet så stor en nåde i dåben, giv os også at blive bestandige i så stor en nåde!

Hellige betragtninger (Johann Gerhard, 1606) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Meditationes sacrae ad veram pietatem excitandam (Jena 1606), efter Christian Mayers udgave (Nördlingen 1864, public domain), afskrevet fra sidebillederne fra Universitäts- und Landesbibliothek Sachsen-Anhalt og kontrolleret mod udgaven 1672. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.