Om kirkens værdighed

Kirken er Kristi brud.

Tænk på, fromme sjæl, hvor stor en velgerning Gud har gjort dig ved at kalde dig ind i sin kirkes fællesskab. «Én er min elskede,» siger brudgommen i Højsangen (Højs 6,9); virkelig én, for kun én sand og rettroende kirke er Kristi elskede brud. Uden for Kristi legeme er Kristi Ånd ikke; men den, der ikke har Kristi Ånd, tilhører ham ikke (Rom 8,9); og den, der ikke tilhører Kristus, kan ikke få del i det evige liv. Uden for Noas ark måtte alle omkomme i syndfloden (1 Mos 7,21): uden for kirkens åndelige ark styrtes alle i evig undergang. Den får ikke Gud til Fader i himlen, som ikke har kirken til mor her på jorden.

Tænk på, fromme sjæl, at der hver dag farer mange tusind sjæle ned i helvede, fordi de er uden for kirkens skød; det er ikke naturen, der har skilt dig fra dem, men alene den barmhjertige Guds nåde. Da Egypten var hyllet i et mørke, man kunne føle, var der kun lys hos israelitterne (2 Mos 10,23): sådan er der kun lys i kirken, lyset fra erkendelsen af Gud. De, der er uden for kirken, går fra uvidenhedens mørke i dette liv over til den evige fortabelses mørke i det kommende liv. Den, der ikke er en del af den stridende kirke, bliver aldrig en del af den triumferende kirke; for disse ting hænger inderligt sammen: Gud, Ordet, troen, Kristus, kirken og det evige liv.

Guds hellige kirke er mor, jomfru og brud. Hun er mor, for hver dag føder hun Gud åndelige børn; hun er jomfru, for hun holder sig uberørt af Djævelens og verdens favntag; hun er brud, for Kristus har trolovet sig med hende i en evig pagt og givet hende Ånden som pant. Kirken er det skib (Matt 8,23), som bærer Kristus og hans disciple og til sidst fører os i havn i den evige salighed; kirken sejler, udrustet med troens ror, med lykkelig fart over denne verdens hav, med Gud som styrmand og englene som roere, og den bærer alle de helliges kor; midt i den er korsets frelsende træ rejst som mast, og på det hænger den evangeliske tros sejl, så den, når Helligånden blæser, føres frem til den evige hviles tryghed. Kirken er den vingård (Matt 21,33; Es 5,2), som Gud har plantet på denne verdens mark, vandet med sit blod, omgivet med en hæk af englenes beskyttelse, i hvilken han har bygget lidelsens vinperse, og fra hvilken han har fjernet sten og anstødsstene. Kirken er den kvinde, der er klædt i solen (Åb 12,1), for hun er iført Kristi retfærdighed; månen træder hun under fødder, for hun ringeagter det jordiske, som er underlagt mange forandringer.

Betragt, fromme sjæl, kirkens høje værdighed, og sig Gud den tak, du skylder ham. Store er ganske vist Guds velgerninger i kirken, men de ligger ikke åbent for alle; hun er en lukket have og en forseglet kilde (Højs 4,12); ingen ser den lukkede haves skønhed uden den, der er i den: sådan erkender ingen disse kirkens høje velgerninger uden den, der selv er i den. Kristi brud er sort udadtil, men smuk indadtil (Højs 1,5); for al kongedatterens herlighed er indvendig (Sl 45,14). Dette skib rystes af forfølgelsernes mange storme (Matt 8,24); denne vinstok bindes op og rejses, og når den beskæres, vokser den (Joh 15,2); denne kvinde efterstræbes på mange måder af selve helvedes drage (Åb 12,7). Kirken er en smuk lilje (Højs 2,1), men dog blandt torne. Kirken er en meget smuk have, men først når trængslernes nordenvind blæser igennem den, strømmer dens vellugt ud. Kirken er Guds datter, men meget forhadt af verden; hun venter en himmelsk arv, derfor må hun leve som fremmed i denne verden; som fremmed trænges hun, i trængslen tier hun, i tavsheden er hun stærk, i styrken sejrer hun. Kirken er en åndelig mor, men hun må stå ved korset (Joh 19,25), ligesom også Maria, af hvem Kristus blev født ind i denne verden, stod ved korset. Kirken er en palme, for under trængslernes og anfægtelsernes vægt vokser den så meget desto mere.

Tænk på kirkens værdighed, fromme sjæl, og vogt dig for at gøre noget, der er hende uværdigt. Kirken er mor; vogt dig derfor for at foragte hendes røst; hun er mor; derfor skal du altid hænge ved hendes bryster. Kirkens bryster er Ordet og sakramenterne. Kirken er jomfru; er du da hendes sande barn, så hold dig fra verdens favntag; du er et lem på den jomfruelige kirke, se til, at du ikke prostituerer jomfruelige lemmer og bedriver hor med Djævelen ved synder. Kirken og enhver from sjæl er Kristi brud; hun skal derfor vogte sig for at holde sig til Satan. Du er Kristi brud, se til, at du ikke mister Helligåndens pant, som er givet dig; du er Kristi brud, bed uophørligt om, at brudgommen må skynde sig og føre dig ind til det himmelske bryllup. Men brudgommen kommer i den falske trygheds nat (Matt 25,6); våg derfor, så brudgommen ikke, når han kommer, finder dig sovende og lukker den evige frelses dør for dig; lad din tros olie lyse, så du ikke ved brudgommens komme må savne den forgæves. Du sejler i skibet, se til, at du ikke styrter dig i verdens hav, før du når i havn; du sejler i skibet (Matt 8,24), bed om, at det ikke må blive opslugt af trængslernes storme og anfægtelsernes bølger. Du er kaldet ind i Herrens vingård (Matt 20,1), se til, at du arbejder flittigt; lad tanken på denaren lette dagens arbejde. Du er Herrens vingård; skær de unyttige ranker bort, kødets ufrugtbare gerninger, og regn hele dit livs tid for beskæringstid. Du er en gren på den sande vinstok, Kristus (Joh 15,1); se til, at du bliver i ham og bærer megen frugt, for den gren, som ikke bærer frugt, tager den himmelske vingårdsmand bort, og den, som bærer frugt, renser han, så den bærer mere. Du har iført dig Kristus ved troen (Gal 3,27) og er klædt i retfærdighedens sol (Mal 3,20); se til, at du træder månen (Åb 12,1), det vil sige alt det jordiske, under fødder og regner alt for ringe i sammenligning med de evige goder.

O gode Jesus, du, som har ført os ind i den stridende kirke, før os engang også ind i den triumferende!