Om at stræbe efter kyskhed

Et kyskt sind er Kristi brudeseng.

Den, der vil være en sand Kristi discipel, må stræbe efter den hellige kyskhed. Den allernådigste Gud er et kyskt og rent sind; ham skal du påkalde med kyske bønner. En vis mand (Berossos fra Kaldæa) har sagt, at legemets kyskhed og sjælens hellighed er gudsfrygtens og lykkens to nøgler. Bevares legemet ikke rent og ubesmittet af utugt, kan sjælen næppe blive brændende i bøn. Vores legeme er Helligåndens tempel (1 Kor 6,19); med den største iver må vi vogte os for at besmitte denne Helligåndens hellige bolig. Vores lemmer er Kristi lemmer (1 Kor 6,15); vi må vogte os for at tage Kristi lemmer og gøre dem til en skøges lemmer. Lad os ved troen og kyskheden holde os til Herren (1 Kor 6,17), så vi bliver én ånd med ham; lad os ikke holde os til en skøge, så vi ikke bliver ét legeme med hende (1 Kor 6,16). Sodomitterne, der brændte af lyst, blev slået af Herren med blindhed (1 Mos 19,11), både legemlig og åndelig; den samme straf rammer endnu i dag de urene mennesker. Sodomitternes lyster blev straffet med svovl og ild, der faldt ned fra himlen (1 Mos 19,24); sådan vil Gud med evig ild antænde denne onde lysts glød hos de utugtige; denne ild slukkes ikke, men røgen fra pinslerne stiger op i al evighed (Åb 14,11). Udenfor, det vil sige uden for det himmelske Jerusalem, er hundene (Åb 22,15), det vil sige urene og liderlige mennesker. Kristus har vasket os med sit dyrebare blod i dåben; med den største iver må vi vogte os for at besmitte os med urene lyster. Med naturen selv som vejleder skammer de ugudelige sig ved at begå sådanne skændigheder for menneskers øjne, og alligevel skammer de sig ikke ved at begå dem for Guds og englenes øjne. Ingen vægge hindrer Guds øjne, der er klarere end solen (Sir 23,19), ingen kroge udelukker de hellige engles nærvær, intet skjulested fjerner samvittighedens indre vidnesbyrd. Det er forunderligt, at vellystens brand så at sige stiger op til himlen, mens dens stank dog stiger ned til helvede. Denne korte nydelse vil føde en evig smerte; det, der fryder, varer et øjeblik, det, der piner, varer evigt; kort er utugtens nydelse, evig er den utugtiges straf. Lad mindet om den korsfæstede korsfæste dit kød i dig; lad mindet om helvede slukke begærets glød i dig; lad angerens tårer slukke lystens brand i dig. Lad gudsfrygten nagle dit kød fast, så den kødelige kærlighed ikke bedrager dig. Tænk på, at lystens begær er fuldt af angst og vanvid, dens handling fuld af vederstyggelighed og vanære, og dens udgang fuld af fortrydelse og skam. Se ikke på det smigrende ansigt, Djævelen viser, når han lokker til lyst, men på den stikkende hale, han viser, når han trækker sig bort. Tænk ikke på nydelsens korthed, men snarere på fordømmelsens evighed. Elsk kundskaben om Skrifterne, så vil du ikke elske kødets laster. Hav altid noget arbejde for, så fristeren altid finder dig optaget, når han kommer. David bedrog han, da han var ledig (2 Sam 11,2); Josef kunne han ikke bedrage, mens han passede sin tjeneste (1 Mos 39,9).

Tænk på døden, der hver time står for døren for alle, så vil du let foragte al kødets lyst. Elsk mådehold, så vil du let overvinde det onde begær. En mave, der er hed af vin, skummer hurtigt over i lyst; i overdådighed kommer kyskheden i fare; nærer du altså dit kød med umådelig overdådighed, nærer du din egen fjende. Kødet skal næres, så det tjener, og tæmmes, så det ikke bliver hovmodigt. Tænk på den yderste doms rædsel, så vil du let slukke lystens glød. Hjerternes skjulte tanker skal åbenbares (1 Kor 4,5), hvor meget mere de gerninger, der er begået i det skjulte! Der skal aflægges regnskab for unyttige ord (Matt 12,36); hvor meget mere for smudsige ord! Der skal aflægges regnskab for smudsige ord; hvor meget mere for urene gerninger! Så langt dit liv har været, så lang skal anklagen være; så mange synder du har begået, så mange anklagere skal der være. De tanker, der hos os er blevet billige af vane, skal ikke forblive uundersøgte. Hvad gavner det da, at din utugt en tid skjules for mennesker, når den på dommens dag skal åbenbares for alles øjne? Hvad gavner det at undslippe den jordiske dommers domstol, når du dog ikke kan undslippe den himmelske Dommers domstol? Denne Dommer kan du ikke bestikke med gaver, for han er den mest retfærdige Dommer; du kan ikke bøje ham med bønner, for han er den strengeste Dommer; du kan ikke flygte ud af hans område og hans retskreds, for han er den mægtigste Dommer; du kan ikke narre ham med tomme undskyldninger, for han er den viseste Dommer; du kan ikke appellere den afsagte og forkyndte dom, for han er den højeste Dommer; dér vil der være sandhed i undersøgelsen, nøgenhed i offentliggørelsen og strenghed i fuldbyrdelsen.

Lad derfor, du sjæl, der er hengiven til Gud, denne Dommers rædsel altid stå dig for øje; så vil lystens glød ikke bedrage dig. Vær kærlighedens rose, ydmyghedens viol og kyskhedens lilje; lær ydmyghed af Kristus, din brudgom (Matt 11,29), lær også kyskhed af ham. Stor er kyskhedens værdighed, for den er helliget i Kristi legeme; stor er kyskhedens værdighed, for den får mennesket til at leve i kødet hinsides kødet. Ligesom intet er ringere end at blive overvundet af kødet, sådan er intet herligere end at overvinde kødet. Man skal ikke kun fly den ydre utugt, men også de urene tanker, for Gud er ikke kun dommer over de ydre handlinger, men også over de indre tanker. Ofte skades fromheden ved ansigtet, ofte skades kyskheden ved øjnene; hør, hvad Sandheden siger: «Den, der ser på en kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet utugt med hende» (Matt 5,28). Så svær kampen her er, så herlig vil sejren være. Det er svært at slukke lystens brand; den pirrer de halvvoksne, sætter de unge i brand og plager de gamle og affældige; den foragter ikke hytterne og viger ikke tilbage for paladserne. Men så svært det er at kæmpe her, så prisværdigt vil det være at sejre. De første tilskyndelser skal straks slukkes, og man må ikke give denne flamme næring med onde tanker. Apostlen mener, at man skal stå imod alle laster, men over for utugten påbyder han ikke kamp, men flugt: «Flygt fra utugt», siger han (1 Kor 6,18). For ligesom en fremmed, der under skin af enfoldighed kommer som tigger for at bedrage os, går igen, hvis vi ikke lukker ham ind; men lader vi ham komme ind, bliver han gæst, samler kræfter og bliver til sidst, hvis vi giver efter, herre i huset; sådan trænger det onde begærs tilskyndelser sig på hos os; smigrer vi dem ikke, går de igen. Vil du ikke, at denne fjende skal herske over dig, så tag ikke imod ham i dit hjertes hus.

Bevar os, Gud, i sjælens hellighed og legemets kyskhed!