Om den yderste dom

Hav ærefrygt for Kristi domstol.

Faderen dømmer ikke nogen, men har givet hele dommen til Sønnen (Joh 5,22). Jeg ved, Herre Jesus, at når du kommer som alles strenge dommer, vil du drage menneskers skjulte gerninger, ord og tanker frem i lyset (1 Kor 4,5). Ovenover vil den strenge Dommer være, nedenunder det åbne helvede; indeni den nagende samvittighed, udenfor den brændende ild; til højre synderne, der anklager, til venstre dæmonerne, der skræmmer; de gode engle vil være der og drive mig bort fra himlen, og de onde vil trække mig ned i helvede.

Herre Jesus, hvem skal jeg flygte til i denne min nød? Jeg frygter for alle mine gerninger (Job 9,28), for jeg ved, at du ikke skåner nogen, der synder. Dér vil jeg stå mellem tid og evighed; tiden er forbi, og evighedens uendelige vidder ligger endnu foran. De onde ånder vil gøre krav på deres gerninger: alt det onde, de har tilskyndet til, vil de fremlægge i denne strengeste dom for at trække sjælen med sig som deres følgesvend til pinslerne. Hele himlens hær skal visne, og himlene skal rulles sammen som en bog; hele deres hær skal falde af, som bladet falder af vinstokken og figentræet (Es 34,4). Solen skal blues, og månen skal skamme sig (Es 24,23). Hvis nu disse dine hænders gerninger, som aldrig har gjort noget ondt, flygter fra dit åsyn, hvordan kan så jeg, en elendig synder, træde frem for dit ansigt? Himlenes himle er ikke rene for dig (Job 15,15–16); hvordan da jeg, den elendige, som drikker uret som vand? Hvis den retfærdige knap bliver frelst, hvor skal så synderen vise sig (1 Pet 4,18)? Hvor skal jeg da flygte hen, hvem skal jeg vende mig til, om ikke til dig, Herre? Du skal være dommer over mine synder, du, som døde for mine synder. For Faderen dømmer ikke nogen, men har overgivet hele dommen til Sønnen (Joh 5,22). Faderen har overgivet dommen til Sønnen, men Sønnen er til gengæld blevet overgivet for vore synders skyld (Rom 4,25). For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn (Joh 3,16), ikke for at han skulle dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Hvordan vil du da dømme mig, Herre Jesus, når du er sendt af Faderen, for at jeg skal frelses ved dig? Du har fuldbragt din Faders vilje i alt; hvordan skulle du da ikke fuldbringe den ved at frelse mig, den elendige? Det er ikke din Faders vilje, at en eneste af disse små skal gå fortabt (Matt 18,14). Også jeg er lille for dit åsyn, lille også for mine egne øjne; for hvad er jeg (1 Mos 18,27) andet end støv og aske? Og ikke blot støv og aske, men også alt for lille og ringe, når det gælder at vokse i fromhed. Fuldbring derfor din Faders vilje på mig, den lille.

Du er kommet, Jesus, for at frelse det, som var fortabt (Matt 18,11); hvordan skulle du da kunne dømme den, der længes efter at blive frelst? Mine synder vil anklage mig og kræve dommerens strenge dom, men du har overført mine synder på dig selv; du bærer verdens synder bort (Joh 1,29), hvordan da ikke også mine? Hvordan skulle du fordømme mig for mine synder, du, som er død for dem? Du er død for hele verdens synder (1 Joh 2,2), hvordan da ikke også for mine? Ja, Herre Jesus, hvis du havde villet dømme mig strengt, hvad skulle da have tvunget dig til at stige ned fra himlen i kødet, i døden, på korset? Dæmonerne vil anklage mig og kræve af min sjæl de gerninger, de har tilskyndet til. Men denne verdens fyrste er dømt, og han har intet i dig (Joh 16,11; 14,30). Hvis han intet har i dig, så sandelig heller ikke i mig; for jeg tror på dig, Herre; derfor bliver du i mig og jeg i dig (Joh 14,23). Han vil anklage mig, din ven, han vil anklage mig, din bror, han vil anklage mig, den evige Faders højtelskede søn. Hvordan skulle du da dømme din ven, din bror og din søn strengt? Moses vil anklage mig ved den dom; han vil kalde mig forbandet, fordi jeg ikke har holdt alt det, der står skrevet i lovens bog (5 Mos 27,26). Men du, Kristus, er blevet en forbandelse for mig for at befri mig fra lovens forbandelse (Gal 3,13). Forbandet vil jeg være for Moses, men velsignet for dig, for jeg længes efter at høre denne røst (Matt 25,34): «Kom, I velsignede, tag min Faders rige i eje.» Moses vil anklage mig; men du vil ikke anklage mig hos Faderen, ja, du vil gå i forbøn for mig (Rom 8,34). Derfor frygter jeg ikke Moses' forbandelse, for du har taget hans gældsbrev bort, som var imod mig (Kol 2,14). De fordømte vil anklage mig og råbe, at jeg er skyldig i samme skyld. Jeg indrømmer det, Herre Jesus: skylden forbinder mig med dem; men erkendelsen af denne skyld og den frelsende kundskab om dig skiller mig fra dem. Den, der hører dit ord og tror ham, som har sendt dig, har evigt liv og kommer ikke til dom (Joh 5,24). Jeg hører dit ord, Herre, og tror på dig med en svag tro, men dog med tro. Jeg tror, Herre, men hjælp min vantro (Mark 9,24). Jeg tror, Herre, men giv mig mere tro (Luk 17,5). Selv om jeg ikke er fri for alle de fordømtes synder, vil du dog befri mig fra den ene: vantroen, Herre.

Alle disse anklagere skræmmer mig, men du, Dommer, rejser mig op. Faderen har overgivet dig hele dommen (Joh 5,22) og givet alt i dine hænder (Matt 11,27), men til gengæld har han overgivet dig for os alle (Rom 8,32); og du har selv givet dig hen for kirken for at hellige den og rense den ved vandbadet i ordet (Ef 5,25–26). Hvordan skulle du dømme dem med streng dom, for hvem du har givet dig hen i døden, ja, døden på et kors (Fil 2,8)? Dit eget kød vil du ikke hade; vi er lemmer på dit legeme, af dit kød og af dine ben (Ef 5,29–30).