Om længslen efter det evige liv

Mit sind, se altid opad!

Fromme sjæl, du skal ikke elske det liv, der flygter, men hellere det, der bliver. Stig i længsel derop, hvor der er ungdom uden alderdom, liv uden død, glæde uden sorg, rige uden forandring. Fryder skønhed dig, så skal de retfærdige skinne som solen (Matt 13,43); hurtighed eller styrke, så skal de udvalgte blive som Guds engle (Matt 22,30); et langt og sundt liv, så er der dér sund evighed og evig sundhed; mæthed, så skal de udvalgte mættes, når Herrens herlighed viser sig (Sl 17,15); vellyd, så synger englenes kor dér sammen uden ende; ren fryd, så vil Gud beruse sine med en strøm af fryd (Sl 36,9); visdom, så vil Guds egen visdom vise sig for dem; venskab, så vil de elske Gud mere end sig selv og hinanden som sig selv, og Gud vil elske dem mere, end de elsker sig selv. Fryder enighed dig, så vil alle dér have én vilje; magt, så vil alt være let for de udvalgte; intet vil de ønske, som de ikke kan; men de vil intet ønske, uden hvad Gud vil, at de skal ville og ønske. Fryder ære og rigdom dig, så vil Gud sætte sine tro tjenere over meget (Matt 25,23); sand tryghed, så vil de være lige så sikre på, at dette gode aldrig og på ingen måde vil mangle dem, som de vil være sikre på, at de ikke af egen vilje vil miste det, at Gud, som elsker dem, ikke vil tage det fra dem, der elsker ham, mod deres vilje, og at intet, der er mægtigere end Gud, vil skille Gud og dem mod deres vilje. Alt, hvad de udvalgte kan ønske, finder de dér, for de skuer ansigt til ansigt (1 Kor 13,12) ham, som er alt. Det livs goder er så store, at de ikke kan måles, så mange, at de ikke kan tælles, så kostbare, at de ikke kan vurderes; dér vil der være evig sundhed for legemerne, den højeste renhed for sjælene, overflod af herlighed og guddommelig fryd, evigt fællesskab med englene og de hellige og en forunderlig klarhed over legemerne. De udvalgte vil glæde sig over det dejlige sted, som de skal eje; over det glade fællesskab, som de skal herske i; over legemets forherligelse, som de skal have; over verden, som de har foragtet; over helvede, som de er undsluppet. Den mindste krone i det evige liv vil være mere værd end tusind verdener, for den er uendelig, mens de alle er endelige. Dér er der heller ingen misundelse at frygte over ulige klarhed, for kærlighedens enhed vil herske i alle; på grund af denne højeste kærlighed vil alt, hvad der tilfalder én af de udvalgte, fylde de andre med lige så stor glæde, som om det var givet dem selv. Der er intet større gode i himlen og på jorden end Gud. Derfor kan der heller ikke være nogen større og mere fuldkommen glæde end at se Gud og eje Gud; derfor vil det at se Gud blot et eneste øjeblik overgå alle glæder; for vi skal se Gud i sig selv, Gud i os og os i Gud.

På dette livs vej har vi Kristus hos os, men skjult under Ordets og sakramenternes slør, og vi kender ham ikke ved åbenbar viden; i det kommende liv skal vi skue ham ansigt til ansigt, når han deler den evige mætheds brød ud til os; ligesom disciplene ikke kendte Kristus på vejen, men først i herberget (Luk 24,31), da han brød brødet for dem. Det himmelske Jerusalem har intet tempel bygget med hænder, hverken sol eller måne, for dets tempel er Gud i evighed, dets lys og lampe (Åb 21,22). Troen skal afløses af skuen, håbet af besiddelse, kærligheden af fuldkommen nydelse. Da Salomos tempel blev bygget, hørte man ikke lyden af økse og hammer (1 Kong 6,7); således mærkes hverken straf eller trængsel i det himmelske Jerusalem, for dette tempels byggemateriale, nemlig de åndelige sten (1 Pet 2,5), er allerede gjort i stand forud i verden gennem trængsler. Dronningen, der kommer til Salomo (1 Kong 10,1–2), er sjælen, der stræber mod Kristus i det himmelske Jerusalem; den går ind med et stort følge af hellige engle, med guld og ædelsten af mange slags dyder; den vil undre sig over Kong Kristi visdom og over tjenernes orden, det vil sige englenes og de helliges, over bordets retter, det vil sige den evige vederkvægelses fylde, over klædernes kostbarhed, det vil sige legemernes forherligelse, over husets skønhed, det vil sige det himmelske palads' storhed, over ofrene, det vil sige de mange lovsange til Gud; forbløffet vil den bekende, at den ikke kunne tro det, som den nu ser med egne øjne.

Lad derfor den troende sjæl rejse sig og betragte de goder, der er beredt for den; derhen skal ånden rettes, hvor den engang skal gå. I tiden skal man stræbe derhen, hvor man engang skal blive i evigheden. Den, der ikke længes efter at gå ind til sin Herres herlighed, skal ikke komme ind i den. Du håber engang at træde frem for Guds ansigt; derfor må du stræbe efter hellighed, for han er selv hellig (3 Mos 11,45). Du venter at få fællesskab med de himmelske engle; se da til, at du ikke ved dine synder driver deres tjeneste bort fra dig. Du håber på det evige; hvorfor længes du da så stærkt efter det timelige? Du søger den kommende by; hvorfor længes du da efter et blivende sted her (Hebr 13,14)? Du længes efter at komme til Kristus; hvorfor frygter du da døden? Det er den, der ikke vil gå til Kristus, der frygter døden. Du længes efter at gå ind i det himmelske Jerusalem; hvorfor besmitter du dig da med så mange og så store synder, når der dog står skrevet, at intet urent skal komme ind i det (Åb 21,27)? Du længes efter engang at nyde livets træ (Åb 22,2); grib da først i dette liv ved den sande tro Kristus, det sande livets træ, for der står skrevet: «Salige er de, som vasker deres klæder i Lammets blod (Åb 7,14), så de får ret til livets træ og går ind ad portene til byen» (Åb 22,14). Udenfor er hundene og troldmændene (Åb 22,15); vogt dig derfor for utugt; udenfor er morderne, vogt dig derfor for vrede; udenfor er afgudsdyrkerne, vogt dig derfor for griskhed; udenfor er løgnerne, vogt dig derfor for al syndens ondskab. Hvis du længes efter at komme ind til Lammets bryllup, så læng efter brudgommens komme. Ånden og bruden siger (Åb 22,17): «Kom!» Hvis du ikke har Åndens pant (Ef 1,14), ham, ved hvem du kan råbe, at Herren må komme, vil brudgommen aldrig føre dig ind til det himmelske bryllup. Du er ikke bruden, hvis du ikke længes efter brudgommens komme. Du vil have en plads i den nye himmel og den nye jord (Åb 21,1); hvorfor klynger du dig da til disse gamle? Du vil få del i Skaberen; hvorfor klynger du dig da til de fattige skabninger? Du venter en bygning fra Gud (2 Kor 5,1), et hus, der ikke er bygget med hænder, et evigt hus i himlene; hvorfor længes du da ikke efter, at det jordiske hus, som vi bor i her, bliver nedbrudt? Du længes efter at blive overklædt; hvorfor sørger du da ikke for, at du ikke findes nøgen?

Hvis den hellige treenighed ikke i dette liv bor i dit hjerte ved nåden, vil den aldrig bo i dig i det kommende ved herligheden; hvis du ikke i dette liv smager begyndelsen til den evige salighed, vil du aldrig få dens fulde fuldendelse.