Kapitel 12. Kristi to stande

Grundlaget for skelnen

1. Hvad bygger skelnen mellem Kristi stande på?

Meddelelsen af de guddommelige egenskaber begyndte med den personlige forening, dvs. allerede ved undfangelsen af den menneskelige natur. Alligevel blev de ikke straks taget i brug. Der skal tværtimod tydeligt skelnes mellem to perioder: én, hvor deres virksomhed gennem den menneskelige natur i vid udstrækning blev holdt tilbage, og en anden, hvor den udøves fuldt ud. Den første kaldes fornedrelsens stand, den anden ophøjelsens stand.

2. Hvor stammer betegnelserne fra?

Fil 2,8–9: «Han ydmygede sig selv.» «Gud har også højt ophøjet ham.»

Modsætningen i kirkens latin mellem status exinanitionis og status exaltationis bygger på vers 7 og 9. I vers 7 gengiver Vulgata det græske … med semet ipsum exinanivit, dvs. «gjorde sig selv tom» eller «gjorde sig selv til intet». Den første stand er altså ordret en «tømningens» eller «selvopgivelsens» stand.

Fornedrelsen: hvilken natur den angår

3. Udsiges fornedrelsen eller tømningen om den guddommelige eller om den menneskelige natur?

Ingen af dem uden personen. Den guddommelige person blev fornedret – ikke efter eller i den guddommelige natur, men efter og i den menneskelige natur.

Ikke det samme som menneskevordelsen

4. Men er fornedrelsen ikke det samme som menneskevordelsen?

På ingen måde. For Guds Søn forblev menneske, efter at fornedrelsen var forbi.

5. Faldt de ikke sammen i deres begyndelse?

Jo, men menneskevordelsen var blivende, mens fornedrelsen var midlertidig. Menneskevordelsen rummer i sig selv ganske vist en nedladelse, men ingen fornedrelse. Dog indebar den måde at blive menneske på, som Guds Søn valgte, en fornedrelse. Derfor lærer vi, at fornedrelsen forudsætter menneskevordelsen, og at den er en stand hos det menneskevordne Ord, Logos i kødet (logos ensarkos), ikke Logos uden kød (logos asarkos).

6. Hvorfor benægter vi, at fornedrelsen angik den guddommelige natur?

Fordi Gud ikke kan fornedres i sin egen natur. Han antog den menneskelige natur netop for i denne natur at kunne erfare alt det, som fornedrelsen indebar.

Ikke en skjulen

7. Men kunne fornedrelsen eller tømningen ikke blot være en skjulen (krypsis) af den meddelte magt?

At Gud skjuler sig i skyer og mørke eller i et utilgængeligt lys, omtales intetsteds som en selvtømning eller selvfornedrelse.

Lærestedet

8. Hvilket skriftsted er lærestedet (sedes doctrinae) om Kristi stande?

Fil 2,5–11.

Fil 2,5–11 forklaret led for led

9. Forklar den første del af dette skriftsted.

Dette dybe teologiske afsnit står, kan vi sige, næsten i forbifarten midt i en meget direkte praktisk formaning. I vers 3 formanes filipperne til ikke at gøre noget ud fra bevæggrunde, der kunne fremme deres egen ære eller æren for et parti eller en fraktion, som nogen måtte høre til. I stedet skal de «med ydmyghed anse hinanden for højere end sig selv». For at give dette eftertryk anføres Kristi eksempel. I stedet for at gøre krav på den fulde ære, der tilkom ham, holdt han den helt i baggrunden. Hans højeste bevæggrund var de faldne menneskers frelse og oprejsning. Det, der beskrives, er Jesus i hans menneskelighed, sådan som han levede blandt sine medmennesker, tilsyneladende uden tanke for sig selv (for det er betydningen af kenosis), optaget af andres vel. «I skal iblandt jer tænke det samme som også var i Kristus Jesus, som var i Guds skikkelse og ikke regnede det at være Gud lig for noget, han skulle gribe efter» (v. 5–6).

10. Hvad betyder da «Guds skikkelse»?

Det peger ikke på en tilstand før menneskevordelsen, men på en tilstand, der efter det, vi har lært (kap. 11, spm. 43–49), blev ved med at bestå gennem hele den periode, hvor han også havde «en tjeners skikkelse» (v. 7). Det var den menneskevordne Kristus, som havde været og blev ved med at være i Guds skikkelse.

«Mange tiltager sig formasteligt ’Guds skikkelse’ uden at ’være i’ den. Det gør Djævelen, Antikrist og Adams børn. Gud og alle engle og hellige, ja, selv deres egen samvittighed regner det for rov. Men Kristus var i den og havde den af selve sin natur. For ham var det intet rov at gøre krav på den, for han regnede den for sin egen naturlige ejendom» (Luther).

Modsætningen er mellem virkelig at eje den guddommelige majestæt og herlighed og at gribe efter den, sådan som de gør, der ikke har ret til den.

11. Hvad betyder «tømte sig selv»?

Det betyder, at han ikke gjorde sig gældende eller stillede denne majestæt og herlighed til skue. Modsætningen er mellem de andre, som af «tom ære» hele tiden praler af det, de ikke ejer, og Jesus, som ligesom en fyrste, der færdes inkognito blandt sine undersåtter, afholder sig fra at udøve det, han virkelig ejer.

12. Forklar «en tjeners skikkelse».

Det er bestemt ikke den menneskelige natur, for den er ophøjet til Guds højre hånd, efter at tjenerskikkelsen er lagt af. Det betyder derimod, at «han ikke søgte sin egen ære og sit eget gode, men vort gavn og vor frelse. Det var en villig tjeneste, påtaget af egen drift, til gavn for andre. En sådan tjeneste er ubeskrivelig, fordi tjeneren og slaven ikke er nogen anden end den ubeskrivelige person, der er den evige Gud, som alle engle og alle skabninger tjener» (Luther, Erlangerudgaven 8,160).

Matt 20,28: «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene.»

Luk 22,27: «Jeg er iblandt jer som den, der tjener.»

13. «Og blev lige med mennesker.»

Ligesom andre mennesker blev han undfanget og født, var et barn og voksede i visdom og vækst, var en israelit blandt andre israelitter, en galilæer blandt andre galilæere, en fattig bonde blandt andre fattige bønder, uden noget ydre kendetegn, der skilte ham ud fra de andre.

14. «Og da han viste sig i skikkelse som et menneske.»

Dette henviser til, at den tilstand, som det foregående led indførte, varede ved.

«Han oplevede det samme som ethvert andet menneske: han spiste, drak, sov, vågnede, gik, stod, sultede, tørstede, frøs, svedte, blev træt, arbejdede, klædte sig, havde tag over hovedet og bad – alt sammen ligesom andre» (Luther).

15. «Ydmygede han sig selv.»

Det vil sige: han gjorde og led det, som ville have været en fornedrelse, også hvis han ikke havde været andet end et menneske.

«Han gjorde endnu mere og blev ringere end alle mennesker, bøjede sig ned under dem og tjente dem med den højeste tjeneste ved at give sit legeme og sit liv for os» (Luther).

16. «Og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.»

Fornedrelsen bliver dybere. Den stiger ned trin for trin. Lovens Herre bliver underlagt dens mindste og yderste krav. Livets Fyrste dør, og hans død er ikke en almindelig død, men korsets skammelige død (Gal 3,13).

Definition

17. Hvordan defineres da fornedrelsens stand?

Det er den stand, hvor den guddommelige person efter sin antagne menneskelige natur afholder sig fra den fulde brug af de guddommelige egenskaber, som blev meddelt i den personlige forening.

18. Hvorfor indskrænkes dette med ordene «efter sin antagne menneskelige natur»?

Fordi det kun er gennem denne natur, at han kan fornedres og ophøjes. Guds Søn kunne være kommet til jorden som menneske med en herliggjort menneskenatur, sådan som den vil vise sig på dommens dag. Men fornedrelsen består i, at han holdt en sådan meddelt herlighed tilbage.

19. Hvorfor begrænses det med ordet «fulde»?

Fordi han af og til gjorde sig gældende, fx ved sine undere og ved sit sejrsindtog i Jerusalem.

Hvilke egenskaber det især angår

20. Hvilke særlig fremtrædende guddommelige egenskaber blev ikke udøvet fuldt ud?

Almagten.

For havde han udøvet den, kunne han ikke have lidt for vore synder. Med et blik viste han sin magt, og den skare soldater, der var sendt ud for at gribe ham, faldt til jorden. Men straks holdt han igen med den, overgav sig og satte sit liv til – det liv, som ingen kunne tage fra ham (Joh 10,18).

Alvidenheden.

Han vidste ikke, hvornår dommens dag skulle komme (Matt 24,36).

Allestedsnærværelsen.

Joh 11,15: «For jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der.»

At han ejer alle ting.

2 Kor 8,9: «Han blev fattig for jeres skyld, da han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.»

Matt 8,20: «Menneskesønnen har ikke et sted, hvor han kan lægge sit hoved.»

Varighed

21. Hvor længe varede fornedrelsens stand?

Fra undfangelsens første øjeblik til det sidste øjeblik i graven. Ordene i Fil 2,8 «ja, døden på et kors» angiver den yderste grænse, og de omfatter naturligvis ikke blot selve handlingen, men også den tilstand, der fulgte efter.

Trin: undfangelse og fødsel, omskærelse, barndom, synligt liv blandt mennesker, lidelse, død, begravelse.

22. Hvilke forskellige trin regnes op?

Undfangelse og fødsel, omskærelse, barndom, synligt liv blandt mennesker, lidelse, død og begravelse.

23. Hvordan viser fornedrelsen sig i undfangelsen og fødslen?

Fornedrelsen i undfangelsen udtrykkes i Te Deum:

«Da du påtog dig at befri mennesket, skyede du ikke Jomfruens skød.»

Fornedrelsen i fødslen ses i hans mors og fødestedets fattigdom.

24. Hvad står der på spil i striden om trosbekendelsens artikel «undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria»?

«De, der benægter, at Gudmennesket blev født af Jomfru Maria, vil altid også drage Kristi præeksistens og guddom i det hele taget i tvivl og dermed også foreningen og forsoningen mellem Gud og menneske i ham. De, der ikke vil lade den nye fødsel stå uanfægtet, hvor et andet stammenneske ved et skabende indgreb sættes ind i den gamle menneskenatur, betragter kristendommen i det hele taget blot som menneskehedens fuldendelse og ikke som dens fornyelse. De kender kun til en gradvis forbedring af mennesket, men slet intet til den nye skabning i Kristus Jesus» (Sartorius, Divine Love, s. 138 ff.).

25. Hvordan viser fornedrelsen sig i omskærelsen?

Den var den højtidelige handling, hvorved Kristus formelt erklærede og påtog sig forpligtelsen til at opfylde hele loven på menneskets vegne, og

«… hvorved Gud Fader tog lovens uudholdelige åg af menneskeslægten og lagde det på sin menneskevordne Søn.»

«For i betragtning af sin egen person var han ikke under loven; men ved omskærelsen blev han stillet under loven for os» (Gerhard).

Gal 5,3: «Jeg vidner igen for ethvert menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele loven.»

Rom 2,25: «Omskærelsen gavner ganske vist, hvis du praktiserer loven.»

26a. Hvordan i hans barndom?

Han levede i en foragtet landsby blandt rå naboer og i snævre og trange omgivelser. Han blev foragteligt kaldt «en nazaræer» af de mere dannede i sin slægt og sit folk. Han var lydig mod Maria og Josef, skønt han var deres Herre (Luk 2,51). Han lærte Josefs håndværk og arbejdede med sine egne hænder for at tjene til livets ophold (Mark 6,3), og han fandt sig endda i uretfærdige og hårde irettesættelser (Luk 2,48).

26b. Hvordan i hans synlige liv blandt mennesker?

Besvaret ovenfor, spm. 15.

27. Hvordan i hans lidelse?

I videste forstand omfatter den alle de trængsler og sorger, han udholdt: hans fristelse i ørkenen (Matt 4; se kap. 11, spm. 25), modstandernes bagtalelser, forhånelser og rænker (Matt 12,24; Joh 7,1; 8,6; 9,12.16), sult, tørst, træthed, fattigdom osv. Det begyndte med barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten. I snævrere forstand er det den yderste lidelse, som han gennemgik helt ved slutningen af sit liv (Matt 20,18–19).

28. Var hans lidelser kun legemlige?

De ramte både sjæl og legeme. Han led, da han så dem forud (Luk 12,50), og især da krisen nærmede sig (Luk 22,44; Matt 26,38; Mark 14,33). Jødernes utaknemmelighed, Judas’ forræderi, disciplenes fejhed, Peters fornægtelse, de falske anklager og soldaternes og pøbelens hån og fornærmelser – alt dette slog ham dybe sår.

29. Hvad var højdepunktet i disse lidelser?

Følelsen af Guds vrede, som kom til udtryk i klagen over, at han var forladt.

Matt 27,46: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?»

Alligevel blev dette mildnet af ordet «min». Det viser, at han under den tilsyneladende adskillelse inderst inde var sig sin forening og sit fællesskab med Gud bevidst. Dette ord var «et vidnesbyrd om hans sejrende tro, der bestod prøven i den yderste dødskamp» (von Oettingen).

30. Hvordan adskilte denne lidelse sig fra det, andre har udholdt, så den blev endnu stærkere?

Han bar verdens synder (Joh 1,29). Andre bliver styrket og trøstet af visheden om Kristi medlidenhed og stedfortrædende lidelser. Han mødte stormen i hele dens raseri alene, bortset fra den trøst, som hans forening med Faderen og Ånden gav ham.

31. Hvad med hans legemlige lidelser?

Ingen del af hans legeme gik fri. Det dvæler Paul Gerhardts salme «O hoved, højt forhånet» og Bernhards «Salve caput cruentatum» [Hil dig, blodige hoved] ved. «Torne gennemborer det guddommelige hoved; bleghed, spyt og blod skæmmer hans ansigt; hans øjne er nær ved at sprænges af fjendernes knytnæver; slag efter slag falder på hans kinder; hans ører pines af gruelige gudsbespottelser og hån; et kys trykkes på hans mund som tegn på forræderi; lænker binder hans hænder, og nagler gennemborer dem og ligeså hans fødder; hans skuldre tynges af korset; hans ryg, bryst og arme sønderrives af svøben; hans tunge pines af tørst og af myrraens bitterhed; hans side gennembores af et spyd; hele hans legeme, der allerede er ét eneste sår, strækkes og pines på korset» (Quenstedt).

32. Hvad skal man især lægge mærke til ved disse lidelser?

De blev ikke blot tilsyneladende udholdt, men var sande og virkelige (Es 53,4). De blev båret frivilligt, ikke under tvang eller med magt (Hebr 10,7). De skete ikke tilfældigt, men efter en guddommelig plan (ApG 2,23; 4,28).

33. Hvad indebar Kristi død?

At den naturlige forening mellem hans sjæl og legeme blev opløst, men ikke foreningen mellem den guddommelige og den menneskelige natur.

34. Hvad betyder Kristi ord, da han døde: «Det er fuldbragt» (Joh 19,30)?

At alle profetier er opfyldt med hans død; at den ceremonielle lovs forbilleder og skygger er nået til deres ende; at det værk, som han efter Guds evige rådslutning var sendt til jorden for at udføre, endelig er fuldført; at alle de straffe, der var fastsat for synden og synderne, er udholdt; at hans fjenders raseri mod ham og hans folk har nået sin grænse; og frem for alt, at forløsningen nu er fuldbragt. «Derfor er det sonoffer, som Kristus bragte for os på korsets alter, ikke ufuldkomment eller utilstrækkeligt eller kun halvt opnået, men fuldkomment, fuldstændigt og absolut» (Gerhard i «Harmonien»).

Hebr 10,14: «For ved ét offer har han for altid ført dem, som helliges, til fuldendelse.»

(Se også kap. 14, spm. 14–16.)

35. Hvilken betydning havde Kristi begravelse?

Den bevidnede, at hans død var virkelig, og den helligede graven som de troendes hvilested.

Ophøjelsen: definition

36. Definér ophøjelsens stand.

Det er den stand, hvor Kristus efter sin menneskelige natur fuldt ud udøver de egenskaber, der er meddelt den fra den guddommelige natur.

37. Har den trin eller grader?

Ja. I den henseende ligner den fornedrelsens stand. Definitionen gælder strengt taget kun dens højdepunkt (1 Kor 15,27–28), selv om den relativt set er sand allerede på det allerførste trin eller den allerførste grad.

Hvornår den begyndte

38. Hvornår begyndte ophøjelsens stand?

Med levendegørelsen, det vil sige sjælens og legemets forening i graven.

39. Hvilken forskel er der mellem bekendelserne på dette punkt?

Den reformerte kirke regner «nedfarten til helvede» til fornedrelsen; den lutherske kirke regner den, som vi skal se, for ophøjelsens første trin.

Lærestedet (sedes doctrinae)

40. Hvad afgør denne forskel?

Det, at den lutherske kirke regner 1 Pet 3,18–19 for lærestedet (sedes doctrinae), mens den reformerte kirke regner ApG 2,27 for lærestedet.

41. Hvorfor mener vi ikke, at det sidste skriftsted handler om nedfarten?

Fordi skriftstedets sande betydning er, som den amerikanske reviderede oversættelse (A. R. V.) gengiver den:

«Du vil ikke overlade min sjæl til Hades»,

ikke «i Hades», som man har mistolket det, men «til Hades». Tanken er:

«Min sjæl skal ikke overgives til dødens magt.» Her er ingen henvisning til nogen «nedfart».

42. Hvad træder tydeligt frem i 1 Pet 3,18–19? Det, at nedfarten skete efter «levendegørelsen», det vil sige efter at sjæl og legeme var forenet igen.

«Han blev dræbt i kødet, men blev gjort levende i ånden; i den rejste han hen og forkyndte for ånderne i fængslet.»

Bekendelsens udsagn

43. Hvordan definerer bekendelsen denne artikel? Den er formuleret med den største forsigtighed og advarer indtrængende mod at tillægge spekulationer om enkeltheder betydning.

«Vi tror ganske enkelt, at hele personen, Gud og menneske, efter begravelsen for ned til helvede, overvandt Djævelen, ødelagde helvedes magt og tog al hans magt fra Djævelen. Vi skal dog ikke plage os selv med høje og spidsfindige tanker om, hvordan dette skete» (Konkordieformlen, s. 643).

«Hvordan dette skete, skal vi gemme til den anden verden, hvor ikke blot dette punkt, men også andre punkter, som vi her ganske enkelt tror og ikke kan fatte med vor blinde fornuft, bliver afklaret» (s. 522).

Kristus forkyndte for ånderne, ikke en forkyndelse af evangeliet

44. Kan forkyndelsen for ånderne i fængslet have været en forkyndelse af evangeliet?

Nej. Det græske ord er ikke ordet for «at forkynde evangeliet», euaggelizo, men kerusso, der blot betyder «at kundgøre» eller «at forkynde». Det kunne uden tvivl betyde «at forkynde evangeliet», hvis den tanke var udtrykt andre steder i Den Hellige Skrift. Der er imidlertid intet grundlag for at tro, at man efter døden får nogen lejlighed til at høre evangeliet. Hvis det var sådan, ville det store flertal få evangeliet forkyndt efter døden, og det under forhold, hvor indbydelsen ville virke endnu stærkere end i denne verden, hvor sansernes slør skjuler den kommende verdens virkelighed. Så kunne dette liv ikke kaldes «den gunstige tid», «frelsens dag», nådetiden (2 Kor 6,2), hvor Gud byder alle mennesker alle vegne at omvende sig (ApG 17,30). Det ville kun være en forberedende ordning, porten eller forhallen til det, der skal komme. (Se kap. 35, spm. 17.)

45. Men tales der ikke i den umiddelbare sammenhæng med 1 Pet 3,18–19 om en forkyndelse af evangeliet for de døde, nemlig i 1 Pet 4,6: «Derfor blev evangeliet også forkyndt for de døde»?

Det betyder ikke, at evangeliet blev forkyndt for dem, efter at de var døde, men at de, som nu er døde, engang hørte evangeliet ligesom de mennesker, apostlen skrev til. I vers 5 henvises der til dommens dag, hvor «levende og døde» skal dømmes. Ligesom det dér handler om en dom over dem, der nu er døde, efter at de er gjort levende, sådan betyder «døde» i vers 6 dem, der nu er døde, men set på den tid, da de levede på jorden. Der tænkes især på dem, der havde hørt og troet evangeliet. Her forudsiges dagen for deres udfrielse.

Hvorfor til menneskene før syndfloden

46. Hvorfor nævnes menneskene før syndfloden særligt som dem, Kristus forkyndte for?

Deres åbne trods mod Noa, retfærdighedens forkynder, og deres hån mod ham var et forbillede på dem, der på Peters tid «spottede» evangeliets forkyndere (2 Pet 3,3–4). Det nederlag, som spotterne fra tiden før syndfloden led, da Kristus kundgjorde sin sejr i åndeverdenen, var et forbillede på den skæbne, der rammer alle, som på samme måde sætter sig op imod hans sag.

Blev der forkyndt for Det Gamle Testamentes hellige

47. Gjaldt denne kundgørelse af Kristi sejr også Det Gamle Testamentes hellige, som døde i troen på de løfter, der blev opfyldt ved hans død og opstandelse?

Den Romersk-Katolske Kirke lærer, at de ved denne forkyndelse blev løst fra den såkaldte limbus patrum [fædrenes forgård] og flyttet til himlen. Om det siger Skriften dog intet. Rent spekulativt kan vi anse det for sandsynligt, at den sejrskundgørelse, der lød for én gruppe til deres rædsel, lød for en anden gruppe til deres glæde og triumf. Vi tør ikke tænke på dem, der døde i troen, som om de indtil da var «i fængsel».

48. Efter hvilken natur foretog Kristus nedfarten (descensus)?

Den guddommelige person for ned til helvede efter den menneskelige natur.

49. Hvilke trin har ophøjelsens stand altså?

Nedfarten til helvede, opstandelsen, himmelfarten og det, at han sidder ved Guds højre hånd.

Opstandelsen

50. Hvad er opstandelsen?

Den handling, hvorved Kristus førte sit legeme ud af graven og ved forskellige prøver og på forskellige tidspunkter viste sig levende for sine disciple, som et bevis på sin guddommelige myndighed, et tegn på, at hans forløsningsværk var fuldført, og en bekræftelse af troen på de dødes kommende opstandelse. 51. Var opstandelsen en handling, der var særegen for Sønnen? Alle tre personer i treenigheden var virksomme, som i alle Guds udadvendte gerninger. Ef 1,20 siger, at Faderen oprejste Kristus fra de døde (jf. Rom 6,4; Kol 2,12). I Joh 10,17 siger Kristus, at han tager sit liv igen af sig selv. I Rom 8,11 siges det, at Ånden oprejste Jesus fra de døde.

52. Hvornår opstod Kristus fra de døde?

På den tredje dag, som Skriften gang på gang siger, og som kirken bekender. Jødisk tidsregning tæller hver dag, han var død, som én, hvad enten det var hele dagen eller kun en del af den. Der var én hel dag og dele af to andre, for jøderne regnede deres døgn fra solnedgang til solnedgang.

Kendetegn ved Kristi opstandelseslegeme

53. Hvilke kendetegn havde hans opstandelseslegeme?

A. Det var et sandt legeme.

Luk 24,39: «Føl på mig og se; for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.»

For at bevise dette «spiste han det for deres øjne» (v. 43).

B. Det var det samme legeme, som han havde haft før, med naglemærkerne og arret efter spyddet (Joh 20,25.27).

C. Det var et herliggjort legeme.

Fil 3,21: «som vil forvandle vores fornedrede krop til samme skikkelse som hans forherligede krop.»

54. Hvad menes der med «et herliggjort legeme»?

I det netop anførte skriftsted siges det, at de troendes opstandelseslegeme skal formes efter Kristi, og i 1 Kor 15,42–44 beskrives de troendes opstandelseslegeme. Heraf følger, at Kristi legeme i højeste grad har det, der beskrives dér. Det hele sammenfattes i udtrykket «et åndeligt legeme». «Et åndeligt legeme» er dog ikke et legeme, der er forvandlet til ånd. For der er en modsætning mellem legemet i det nuværende liv som et «sjæleligt» legeme og legemet i opstandelsen som et «åndeligt» legeme. Men ligesom det «sjælelige legeme» ikke er et legeme, der er «sjæl», men et legeme, der har sjælens egenskaber (jf. ovenfor, kap. 7, spm. 13), sådan er det åndelige legeme et legeme, der har åndens egenskaber. Der tænkes på en højere grad af gaver end dem, vi kender nu. I kraft heraf gik Kristus allerede før sin død og opstandelse på bølgerne på Galilæas Sø (Matt 14,25), og efter opstandelsen gik han ind i et rum, selv om dørene var lukkede (Joh 20,19), forsvandt, når han ville (Luk 24,31), eller gav sig pludselig til kende (Mark 16,12). (Se kap. 36, spm. 12–16.)

55. Hvordan forklarer man, at han havde disse gaver allerede før opstandelsen, som i Matt 14,25?

I kraft af den personlige forening havde han dem gennem hele fornedrelsens stand, selv om han normalt ikke brugte dem. Men i ophøjelsens stand bruger han dem frit.

56. Gælder det samme princip, når udtrykkene «herliggøre» og «herliggjort» bruges?

Ja. I fornedrelsens stand var Jesus i én forstand efter sin menneskelige natur «endnu ikke herliggjort» (Joh 7,39; 17,1.5). Det vil sige, at han ikke brugte den ære og magt, som var hans. Men i en anden forstand var han herliggjort, hver gang han lod den ære og magt stråle frem, som i hans undere (Joh 2,11). Fordi hele guddomsfylden boede i hans legeme (Kol 2,9), havde det disse åndelige egenskaber fra begyndelsen, men brugen af dem blev holdt tilbage og gemt til ophøjelsens stand.

57. Hvorfor blev stenen væltet bort fra gravens indgang?

Ikke fordi den forhindrede Kristus i at komme ud. Ligesom han gik gennem vægge med sit opstandelseslegeme, kunne han lige så let være gået gennem den forseglede klippe. Stenen blev væltet bort for at give hans disciple og de troende kvinder et sikkert bevis på, at graven var tom. Intet i beretningen viser, at opstandelsen først fandt sted, efter at stenen var væltet bort.

Læren om opstandelsen i apostlenes forkyndelse

58. Hvorfor står Kristi opstandelse så centralt i apostlenes forkyndelse og undervisning?

A. Fordi vor Herre selv henviste til den som prøven på, at det, han sagde om sig selv, var sandt (Matt 16,21; 17,9; Joh 2,19). For de første kristne var den det største af alle beviser for hans guddommelige myndighed og især for hans guddom (Rom 1,4; 1 Kor 15,14–19; ApG 2,32; 3,15; 4,33 osv.).

B. Fordi den bekræftede, at den retfærdighed, Kristus vandt ved sin mellemmandsgerning, var fuldkommen. Han var menneskets stedfortræder.

Som stedfortræder bar han menneskets synder og døde, den retfærdige for de uretfærdige. Hvis døden havde holdt ham fast, ville den have bundet os. Men fordi døden ikke kan holde ham, er vi frie. Han har gjort fyldest for loven, og den retfærdighed, han har vundet for os, er stærkere end alle dødens magter.

Rom 4,25: «Han blev overgivet for vores overtrædelsers skyld og oprejst til vores retfærdiggørelse.»

Det vil sige: Ligesom vore synder var årsag til hans død, således var den retfærdiggørelse, der står parat for os, eller alt det, han fuldt ud har tilvejebragt til vores retfærdiggørelse, årsag til hans opstandelse.

C. Fordi den er pantet på vores egen opstandelse.

1 Kor 15,20: «Men nu er Kristus blevet oprejst fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.» 2 Kor 4,14.

D. Fordi Helligåndens nåde, der tilegner os frelsen, udspringer af den.

Rom 6,4: «For at vi, ligesom Kristus er blevet oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, også skal leve et nyt liv.»

Opstandelsen i apologetikken

59. Hvilken plads har Kristi opstandelse i apologetikken?

«Kristi opstandelse er en kendsgerning. Den er det faste punkt, som al apologetiks tråde altid vil være knyttet til. Apologetikken vil altid være nødt til at tage sit udgangspunkt i Kristi opstandelse. Ved den er det historisk bevist, at han er det personlige under. At Jesus blev oprejst fra de døde, er det store under, som rummer og bærer de mægtige gerninger, han selv gjorde, og som er beskrevet i evangelierne, og ligeledes dem, der blev gjort i hans navn. Kort sagt: Ved sin opstandelse er han indsat som Guds søn i kraft ifølge helligheds ånd. I ham er verden fuldstændig overvundet, og Gud er herliggjort. Heraf bevises også, at der findes en levende og livgivende Gud. Både Paulus og Jesus forklarer fornægtelsen af opstandelsen med uvidenhed om Guds kraft (1 Kor 15,34; Matt 22,29)» (Auberlen).

Kirkehistorikeren F. C. Baur, hvis frie kritik af kristendommen med god grund selv er blevet kritiseret af senere forskere, sagde ganske rigtigt, at den kraft og begejstring, der gav oldkirken dens fremadstormende styrke og gjorde den sejrrig, var «overbevisningen om, at Jesu opstandelse var den fasteste og mest uomstødelige vished».

Himmelfarten

60. Hvad er Kristi himmelfart?

«Kristi synlige og herlige triumf som sejrherre, hvor han løftede sit legeme op over skyerne og derefter på en usynlig måde udstrakte det over alle himle for at indtage sit rige indtil verdens ende og overalt på en himmelsk måde give os hjælp» (Calov).

61. Kunne det ikke blot have været en forsvinden, ligesom når det i 1 Mos 17,22 siges, at Gud steg op fra Abraham?

Nej, for disciplene så ham gå bort ved en synlig bevægelse fra sted til sted (Luk 24,51; ApG 1,9). Det skete i kraft af de gaver, et herliggjort og overnaturligt legeme har, idet han nu tog sin majestæt i brug i højere grad end i tiden mellem opstandelsen og himmelfarten.

«Det var en sand og virkelig himmelfart, idet legemet blev løftet op over jorden. Se ApG 1,9. Alligevel må den ikke granskes alt for nøje eller bestemmes efter den naturlige måde, så at man benægter, at det legeme, der blev løftet op til himlen, er nærværende på jorden. For det er ikke kun i himlen, men vi læser i Ef 4,10, at ’han steg op over alle himle for at fylde alt’» (Baier).

62. Hvilken himmel er det, Kristus gik ind i?

Ikke den synlige, astronomiske himmel, som er dens billede, men den stand eller tilstand, hvor Guds herlighed åbenbares fuldest.

Joh 17,5: «Og nu, Fader, herliggør mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.»

63. Hvad var formålet med himmelfarten?

Først og fremmest hans herlige triumf (Kol 2,15). Dernæst: Selv om han ifølge sit løfte aldrig er fraværende på jorden indtil verdens ende (Matt 28,20), tog han alligevel sit synlige nærvær bort for at sende Helligånden (Joh 16,7), berede boliger i himlen for de troende (Joh 14,2) og opdrage dem til at tro på ham, som om han var fraværende.

Joh 20,29: «Salige er de som ikke har set og dog tror.»

1 Pet 1,8: «Ham elsker I, skønt I ikke har set ham; ham tror I på, skønt I ikke ser ham nu, og I jubler med en uudsigelig og forklaret glæde.»

64. Hvilken formaning og trøst giver himmelfarten?

Formaningen:

Kol 3,1–2: «Når I altså er blevet oprejst med Kristus, så søg det foroven, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd» osv.

Trøsten:

Joh 17,24: «Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal de, som du har givet mig, også være sammen med mig, så de kan se min herlighed.»

Kristus sidder ved Guds højre hånd

65. Hvad vil det sige, at Kristus sidder ved Guds højre hånd?

Det er åbenlyst, at hverken «højre hånd» eller «sidde» kan tages bogstaveligt. At gøre «højre hånd» til et bestemt sted strider mod, at Gud er ånd. Om Guds højre hånd siges det, at den er allestedsnærværende.

Sl 139,7–10: «Hvor skal jeg gå hen fra din ånd? Hvor skal jeg flygte hen fra dit ansigt? Farer jeg op til himlen, så er du der; reder jeg mit leje i dødsriget, se, så er du der. Tager jeg morgenens vinger og bor ved havets yderste ende, så skal også dér din hånd lede mig og din højre hånd holde mig.»

66. Hvad menes der med, at forskellige organer og dele af menneskets legeme tillægges Gud?

Øjet og øret er billeder på hans viden og omsorg.

Sl 34,16: «Herrens øjne er vendt mod de retfærdige, og hans ører er åbne for deres råb.»

Fingeren er billede på, at magt og visdom er forenet.

Luk 11,20: «Hvis jeg uddriver de onde ånder ved Guds finger, så er Guds rige jo kommet til jer.»

Armen er billede på hans almægtige kraft.

Luk 1,51: «Han har øvet vælde med sin arm.»

Fødderne er billede på hans ubegrænsede herredømme og suverænitet.

Sl 8,7: «Du har lagt alt under hans fødder.»

Armen og den højre hånd nævnes ofte sammen for at betegne kraften i dens forskellige udfoldelser.

5 Mos 5,15: «Herren din Gud førte dig ud derfra med en mægtig hånd og en udstrakt arm.»

Sl 89,14: «Du har en mægtig arm. Stærk er din hånd, og høj er din højre hånd.»

Den højre hånd betegner altså Guds magt og majestæt i allerhøjeste grad.

2 Mos 15,6: «Din højre hånd, Herre, er herlig i magt. Din højre hånd, Herre, slår fjenden i stykker.»

Sl 18,36: «Din højre hånd har holdt mig oppe.» Sl 21,9: «Din højre hånd vil opspore dem, der hader dig.»

Derfor kaldes den «kraftens højre hånd» (Matt 26,64), «majestætens højre hånd» (Hebr 1,3), «højre side af Majestætens trone» (Hebr 8,1) og «den højre side af Guds trone» (Hebr 12,2).

67. For nu at vende tilbage til spm. 65: Hvad menes der da med, at Kristus sidder ved Guds højre hånd?

Det er, at Kristi menneskelige natur fuldt ud har del i Guds herredømme over alle ting i himlen og på jorden. Kristus, den guddommelige person, udøver efter sin menneskelige natur fuldt ud det herredømme over alle ting, som tilhørte ham i den menneskelige natur lige så vel som i den guddommelige fra den personlige forenings første øjeblik.¹

¹ Over for andre udtalelser, hvor de reformerte synes at stille sig imod de lutherske lærere i dette spørgsmål, kan man henvise til Calvins fortræffelige forklaring af Ef 1,20: «Dette sted viser klart, hvad Guds højre hånd betyder, nemlig ikke et bestemt sted, men den magt, som Faderen har givet Kristus, for at denne i hans navn skal forvalte styret over himmel og jord. Det siges, at Gud har ophøjet Kristus til sin højre hånd, fordi han har gjort ham til medregent, og gennem ham udøver han al sin magt. Da Guds højre hånd fylder himmel og jord, følger det, at Kristi rige og hans magt er udbredt overalt. Derfor tager de fejl, som ud fra, at Kristus sidder ved Guds højre hånd, forsøger at bevise, at Kristus kun er i himlen.»

68. Er det ensbetydende med at «regere»?

Ikke helt. Det er at regere med et bestemt mål for øje. Bemærk nemlig, at dette er et trin i hans mellemmandsembede, og at det er rettet mod menneskers frelse. Det er den forvaltning af det trefoldige rige – magtens, nådens og herlighedens rige – som Kristus udøver efter sin menneskelige natur, det vil sige tilegnelsen af forløsningen.

69. Hvordan udtrykkes dette i vore bekendelsesskrifter?

«Han steg op til himlen for at sidde ved Faderens højre hånd og regere for evigt og herske over alle skabninger og hellige dem, der tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter for at styre, trøste og levendegøre dem og forsvare dem mod Djævelen og syndens magt» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 3).