Kapitel 19. Kaldet ved evangeliet

Frelsesordenen

1. Hvad forstås ved frelsesordenen?

Den måde, hvorpå Helligånden giver troen og virker gennem dens virksomhed; eller den række af handlinger, hvorved Helligånden giver troen, opholder den og virker gennem den.

2. Hvor finder vi en folkelig sammenfatning af denne orden?

I Katekismen, i forklaringen til trosbekendelsens tredje artikel:

«Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og opholdt mig i den sande tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne kirke på jorden og opholder den i forening med Jesus Kristus i den sande tro.»

3. Hvilke handlinger hører til denne orden?

Kaldet, oplysningen, genfødslen og omvendelsen, den mystiske forening og helliggørelsen.

4. Hvilken vanskelighed møder man, når man behandler dem?

Grænsen mellem dem er ikke altid skarpt trukket.

De griber ind i hinanden. Sammenhængen mellem dem er også så nær, at ordet for én handling, taget i videre forstand, undertiden ved synekdoke står for det, som i strengeste forstand betegnes med et andet ord.

Definition

5. Hvad er kaldet?

At Guds nådige vilje og det, han har sørget for til menneskenes frelse ved Kristi mellemmandsgerning, bliver forkyndt for dem, ledsaget af indbydelsen til at tage imod disse velsignelser ved troen (Matt 22,3–9.14).

To led

6. Hvilke to ting virker sammen i kaldet?

At evangeliets store sandheder ved Ordets forkyndelse fremstilles som bestemt for hvert enkelt menneske, og at disse sandheder indprentes i hjertet og samvittigheden, så de påvirker, hvad menneskets vilje beslutter.

Joh 6,44: «Ingen kan komme til mig uden at Faderen, som sendte mig, drager ham.»

1 Kor 12,3: «Ingen kan sige: ›Jesus er Herre‹, uden ved Helligånden.»

Findes der et dobbelt ord?

7. Er det så sandt, at der findes et dobbelt Guds ord, og at der ud over det ydre ord, som tilbydes alle, findes et indre ord, som kun tilbydes nogle få?

«At mange er kaldede og få udvalgte, kommer ikke af, at kaldet, som sker ved Ordet, skulle betyde det samme, som hvis Gud sagde: ’Udadtil kalder jeg ganske vist ved Ordet alle jer, som jeg giver mit ord, til mit rige, men i mit hjerte mener jeg det ikke med alle, men kun med nogle få; for det er min vilje, at størstedelen af dem, jeg kalder ved Ordet, ikke skal oplyses eller omvendes, men være og forblive fortabt, selv om jeg ved Ordet erklærer mig anderledes over for dem.’ For dette ville være at tillægge Gud modstridende viljer. Det vil sige, man ville på den måde lære, at Gud, som er den evige sandhed, var i modstrid med sig selv; og dog straffer Gud den synd, at man siger én ting og tænker og mener noget andet i hjertet (Sl 5,10; 12,3f)» (Konkordieformlen, s. 655).

Jf. kap. 24, spm. 22.

Hvorfor udfaldet bliver forskelligt

8. Er Helligånden da indvendig til stede med Ordet, hvor det end forkyndes?

Altid. Forskellen i kaldets udfald afhænger ikke af en forskel i Guds vilje eller af, at kaldet i ét tilfælde har en uimodståelig virkekraft knyttet til sig og i et andet slet ingen. Ordets og kaldets virkekraft er altid den samme; forskellen i udfaldet bestemmes af en forskel i menneskets holdning til kaldet.

9. Hvordan er dette udtrykt i bekendelsen?

Grunden til, at «kun få tager imod Ordet og følger det, mens de fleste foragter Ordet og ikke vil komme til brylluppet», er «menneskets forvendte vilje, som forkaster eller forvrænger Helligåndens middel og redskab, som Gud tilbyder det ved kaldet, og står Helligånden imod, han som vil være virksom og virker gennem Ordet, sådan som Kristus siger (Matt 23,37): ’Hvor ofte har jeg villet samle dig, men I ville ikke.’»

Rom 8,30

10. Men begrænser Rom 8,30: «Dem han har forudbestemt, har han også kaldet», ikke kaldet til en bestemt gruppe, nemlig til dem, der er forudbestemt fra evighed og til sidst bliver «herliggjort»?

Nej. Paulus siger ikke, at ingen blev kaldet uden de forudbestemte, eller at ingen blev kaldet uden de retfærdiggjorte; men han viser rækken af handlinger, hvorved de, der til sidst bliver herliggjort, føres til frelse. Handlingerne følger i den nævnte orden: forudbestemmelse, kald, retfærdiggørelse, herliggørelse.¹

¹ Se min kommentar til Romerbrevet, s. 172.

Kaldets egenskaber

11. Hvilke egenskaber hører altså til kaldet?

Det er oprigtigt, alvorligt, tilstrækkeligt og virkekraftigt. Matt 23,37, som er citeret under spm. 9, er bevis nok, selv om man ikke havde det bevis, der følger af nådens almenhed (kap. 9, spm. 10).

Hvem kaldet gælder

12. Hvem er kaldet rettet til?

Til dem, som i denne verden ikke ved troen har del i Kristus.

Ef 2,12: «I var på den tid uden Kristus, adskilt fra borgerskab i Israel og fremmede fra løftets pagter, uden håb og uden Gud i verden.»

Luk 1,79: «For at skinne for dem, som sidder i mørke og i dødens skygge, for at lede vore fødder ind på fredens vej.»

Matt 11,28: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.»

13. Hvad tilskynder kaldet til?

ApG 26,17–18: «… som jeg sender dig til, for at åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud og ved troen på mig få tilgivelse for deres synder og få del i arven sammen med dem, der er helliget.»

1 Pet 2,9: «… han som kaldte jer ud af mørket til hans forunderlige lys.»

Lov og evangelium i kaldet

14. Ved hvilket middel kommer kaldet?

Ved det ydre ord, som er det altid virkekraftige redskab, hvorigennem Helligånden virker.

Rom 10,14.17: «Hvordan skal de komme til tro på ham som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre uden at nogen forkynder? … Altså kommer troen af det som høres, og det som høres, kommer ved Kristi ord.»

Lovens embede er, som vi skal se på det rette sted, at bane vejen for evangeliets forkyndelse (Gal 3,24). Det er ikke loven, men evangeliet, som er kaldets egentlige middel.

Rom 1,16: «Evangeliet … er Guds kraft til frelse for enhver som tror.» Mark 16,15: «Forkynd evangeliet for hele skabningen.»

Forkyndelsen af Guds nåde i Kristus er evangelium og ikke lov.

Ordet kommer heller ikke kun i sin almene form, men også i sakramenterne, hvor det anvendes på den enkelte.

«Kristus lader ikke kun evangeliets løfte blive tilbudt i almindelighed; ved sakramenterne, som han knytter til løftet som segl, besegler og stadfæster han det også for hver enkelt troende.»

Uligheder

15. Men kommer evangeliet til alle i samme form eller i samme grad?

Det er ikke kun Guds vilje, at alle skal frelses (1 Tim 2,4), men Kristus har også befalet, at evangeliet skal forkyndes overalt og for alle mennesker (Matt 28,19; Mark 16,15). Men man kan ikke påstå, at evangeliet forkyndes til alle tider, i alle lande og i lige grad. Paulus siger, at det er Guds kraft til frelse «først for jøde og derefter for græker». Det var en frelsesplan, der i tidsaldre havde været skjult i Gud og først blev gjort kendt i en sen tid (Ef 3,5.9–10). Selv de troende under den gamle pagt modtog det i en meget uklar og ubestemt form (Matt 13,17). Kaldet når kun efterhånden ud til mennesker af forskellige folk. Hele historien om kirkens missionsvirksomhed er tegnet i omrids i ApG 1,8:

«I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil jordens ende.»

Først når verdens ende nærmer sig, bliver Kristi vilje og befaling fuldt ud opfyldt.

Matt 24,14: «Og dette evangelium om riget skal forkyndes i hele verden til vidnesbyrd for alle folk, og så skal enden komme.»

16. Hvad følger der af at betragte denne ulighed?

Det rejser vanskeligheder, som vi ærligt bør indrømme, at vi ikke kan forklare. Teologien har med åbenbarede kendsgerninger at gøre, ikke med formodninger.

«Når vi ser, at Gud giver sit ord ét sted, men ikke et andet; tager det bort fra ét sted og lader det blive et andet … i disse og lignende spørgsmål sætter Paulus en grænse for, hvor langt vi skal gå» (Konkordieformlen, s. 659).

Rom 11,22: «Se da Guds godhed og strenghed; hans strenghed mod dem som faldt, men Guds godhed mod dig hvis du bliver i hans godhed, ellers vil du også blive hugget af.»

Læren om kaldet er en praktisk sag for dem, der har hørt evangeliet. Det er ikke deres sag at spekulere over dem, som ikke har hørt det, eller som ikke har hørt det i samme grad eller under lige så gunstige forhold.

5 Mos 29,28: «Det skjulte hører Herren vor Gud til, men det åbenbarede hører os og vore børn til for evigt.»

17. Betyder det, at vi ikke skal bekymre os om de mange millioner, som ikke har hørt kaldet?

Slet ikke. Men kaldet kommer kun ved Ordets forkyndelse, og for at dette ord kan blive forkyndt, må der sendes mennesker ud (Rom 10,14ff). Desuden er det Kristi befaling, at kaldet skal rettes til alle mennesker. Derfor bliver dette den store drivkraft for missionsarbejdet. Hans vilje om, at kaldet skal nå ud til alle, lægger en uafviselig pligt på dem, som han har kaldet og sendt som sine sendebud (2 Kor 5,20; Matt 28,18–19).

Forberedende indbydelser

18. Findes der ikke et forberedende værk af Helligånden, ja, endog før og uden evangeliet, som undertiden kaldes et kald eller en kaldelse?

Der findes «indbydelser og tilskyndelser til at spørge efter den rette dyrkelse af Gud og efter Guds folk», som undertiden kaldes «det indirekte kald», men det er ikke et kald i egentlig forstand. «For deres umiddelbare mål er ikke at give mennesket den evige frelse eller kundskaben om Kristus som Forløser, men kun at føre menneskene hen til den sande kirkes port» (Quenstedt). Hertil hører sporene af, at Gud i sit forsyn styrer verdensaltet, og samvittighedens stemme.

Rom 1,20: «For Guds usynlige væsen, som erkendes ved hans gerninger, ses fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og guddommelighed, så de er uden undskyldning.»

Rom 2,15: «De viser nemlig at lovens gerning står skrevet i deres hjerter når deres samvittighed vidner med, det vil sige, når tankerne indbyrdes anklager eller forsvarer dem.»

ApG 17,23: «Det, I altså dyrker uden at kende det, forkynder jeg jer» osv.

ApG 17,27: «For at de skulle søge Gud, om de måske kunne famle sig frem til ham og finde ham.»

Rom 10,18: «Deres stemme er nået ud til hele verden og deres ord til verdens grænser.»

Kristendommens første apologeter fulgte Paulus' eksempel på Areopagos og appellerede til disse overbevisninger og tilskyndelser, som når Tertullian udbryder: «O testimonium animae naturaliter Christianae!» [Å, vidnesbyrd fra en sjæl, der af naturen er kristen!], og i det, som Justin Martyr og andre skrev om Logos spermatikos [det sædbærende Ord, dvs. den guddommelige fornufts spirer i alle mennesker]. En anden form for indirekte påvirkning er de beretninger om kristendommen, som spredes blandt hedningerne.

1 Thess 1,8: «På ethvert sted er jeres tro på Gud nået ud.»

Kaldet under den gamle pagt

19. Blev evangeliets kald rettet til dem, der levede under den gamle pagt?

Ja, fra 1 Mos 3,15 og frem. Romerbrevets fjerde kapitel viser, at frelsesvejen er den samme under den gamle og den nye pagt. Abraham blev retfærdiggjort ved troen på løftet (Rom 4,3). Det løfte, han fik før omskærelsen, var grundlaget for kaldet; i tillid til det drog han ud «uden at vide hvor han kom hen» (Hebr 11,8). Der var en forskel i, hvor tydeligt det blev udtrykt; men ellers var kald og løfte de samme (se kap. 16, spm. 4). Evangeliet i Det Gamle Testamente tilbød Guds nåde i og gennem løftet om en mellemmandsgerning og en mellemmand, som Gud i sin tid ville sørge for (kap. 17, spm. 14). At man tog imod dette løfte, så vidt det dengang var åbenbaret, var grunden til de gammeltestamentlige helliges retfærdighed.

ApG 10,43: «Om ham vidner profeterne at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.»

20. Var der ikke en forskel på kaldets rækkevidde i Det Gamle og Det Nye Testamente?

Jo. Under den gamle pagt var det partikulært og kun rettet til dem, der hørte til det udvalgte folk; under den nye pagt er det universelt.

Ef 3,4–6: «Kristi hemmelighed, den som i tidligere generationer ikke blev meddelt menneskenes børn. Den er nu blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden: at hedningerne er medarvinger og medlemmer af kroppen og har del i løfterne i Kristus Jesus ved evangeliet.»

ApG 10,45: «De omskårne troende … blev meget forbavsede over at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne.»