Kapitel 20. Oplysningen

Menneskets tilstand, når kaldet når det

1. I hvilken tilstand finder evangeliets kald mennesket?

Af sig selv er det hverken i stand til at svare på kaldet eller blot til at forstå, hvad det betyder.

2. Hvordan læres dette i vore bekendelsesskrifter?

«Skønt menneskets fornuft eller naturlige forstand ganske vist endnu har en svag gnist af kundskab om, at der er en Gud, og ligeledes (Rom 1,19 ff.) om lovens lære, er den dog så uvidende, blind og forvendt, at selv de dygtigste og mest lærde mennesker på jorden, når de læser eller hører evangeliet om Guds Søn og løftet om den evige frelse, ikke af egne kræfter kan fatte, gribe, forstå eller tro det og holde det for sandt. Jo mere flid og alvor de anvender for med deres fornuft at begribe disse åndelige ting, des mindre forstår eller tror de dem. Og før de bliver oplyst eller undervist af Helligånden, anser de alt dette for lutter dårskab eller opspind» (Konkordieformlen).

3. Har denne udtalelse grund i Skriften?

1 Kor 2,14: «Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds Ånd, for det er ham en tåbelighed, og han kan ikke forstå det, for det skal bedømmes åndeligt.»

1 Kor 1,21: «… da verden i Guds visdom ikke kendte Gud ved sin visdom …»

Ef 4,17–18: «… hedningerne vandrer i deres tankers tomhed, formørkede i deres tænkning, fremmede for Guds liv på grund af den uvidenhed som er i dem, og på grund af deres hjertes forhærdelse.»

Matt 13,13: «… de ikke ser når de ser, og ikke hører når de hører, og de forstår heller ikke.»

Rom 3,11: «Der er ingen forstandig.»

Derfor kaldes mennesket i sin naturlige tilstand mørke, og det siges at bo i mørket.

Ef 5,8: «For før var I mørke, men nu er I lys i Herren.»

ApG 26,18: «For at åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørke til lys.»

Joh 1,5: «Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke magt over det.»

Luk 1,79: «For at skinne for dem, som sidder i mørke og i dødens skygge.»

4. Hvilket eksempel kan anføres herpå?

«De helliges bønner, hvori de beder om at blive undervist, oplyst og helliggjort af Gud. Dermed erklærer de, at det, de beder Gud om, kan de ikke få af deres egne naturlige kræfter. Således beder David alene i Sl 119 mere end ti gange om, at Gud vil give ham forstand. Lignende bønner i Paulus’ skrifter findes i Ef 1,17; Kol 1,9; Fil 1,9» (Konkordieformlen, s. 554).

Luther gør i fortalen til første bind af den tyske udgave af sine værker (Walch XIV, 424) opmærksom på Davids bønner i Sl 119 om oplysning og undervisning. Han bad dem som en, der havde Mosebøgerne i hænderne, men som trængte til «en sand mester» til at udlægge deres mening.

5. Er menneskets naturlige tilstand blot en tilstand af uvidenhed?

Nej. Den er mere end det. Den er ikke blot en mangel på kundskab, men en tilstand af forvendthed, fordærvelse og fjendskab mod sandheden.

«Guds ord vidner, at det naturlige, ikke genfødte menneskes forstand, hjerte og vilje i guddommelige ting ikke alene er vendt helt bort fra Gud, men også vendt og forvendt imod Gud til alt ondt. Ligeledes vidner det, at mennesket ikke alene er svagt, kraftesløst, magtesløst og dødt til det gode, men også ved arvesynden er så jammerligt forvendt, smittet og fordærvet, at det efter sit sindelag og sin natur er helt igennem ondt, forvendt og fjendtligt mod Gud» (Konkordieformlen, s. 555).

6. Hvilke skriftbeviser er der?

Rom 8,7: «Kødets stræben» (dvs. det naturlige menneskes, Joh 3,6) «er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke under Guds lov, ja, det kan heller ikke.»

Gal 5,17: «For kødet begærer mod Ånden … for disse ligger i strid med hinanden.»

Jer 17,9: «Hjertet er svigefuldt frem for alt og dybt fordærvet; hvem kan kende det?»

1 Kor 1,18: «For ordet om korset er for dem som fortabes, en tåbelighed.»

7. Hvad er der derfor brug for, for at evangeliets kald kan nå det mål, det er bestemt til?

Uden en særlig virksomhed af Helligånden, som ledsager kaldet og gør mennesket modtageligt og lærvilligt over for dets budskab, er kaldet frugtesløst (Es 28,11–12; Joh 1,5).

Definition

8. Hvad er denne virksomhed?

Oplysningen. Ved den meddeles der ikke alene nye sandheder, men også kraft til at gribe og værdsætte dem og lyst til at lære deres virkelige betydning at kende. Den fjerner fordomme, afvæbner fjendskab, udlægger rigtigt de kendsgerninger, som evangeliets budskab lærer, viser dem i deres sammenhæng og anvender dem personligt. Den giver, bevarer og opøver en fast holdning eller sindsstemning, der ser de guddommelige sandheder i et lys, som ikke alene er ukendt for naturen, men også står i modsætning til den.

1 Kor 2,14–15: «Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds Ånd, for det er ham en tåbelighed, og han kan ikke forstå det, for det skal bedømmes åndeligt.»

Bekendelsesskrifternes udsagn

9. Hvordan udtrykkes dette i vore bekendelsesskrifter?

«Helligånden åbner forstanden og hjertet til at forstå Skrifterne og til at agte på Ordet, som der står skrevet (Luk 24,45): ’Da oplod han deres forstand til at forstå Skrifterne’;¹ ligeledes (ApG 16,14): ’Lydia hørte os, og Herren åbnede hendes hjerte’» (Konkordieformlen, s. 557).

¹ Gerhard i Evangelieharmonien: Non solum exteriori vaticiniorum explicatione, sed etiam interna mentis illuminatione. [Ikke alene ved en ydre udlægning af profetierne, men også ved en indre oplysning af sindet.]

Skriftbeviser

10. Anfør nogle flere skriftsteder, der handler om oplysningen.

2 Kor 4,6: «Gud … har ladet lyset skinne i vores hjerter til oplysning om kundskaben om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.»

Ef 1,18–19: «… oplyste øjne i jeres hjerter så at I kan forstå det håb han har kaldet jer til, hvor rig hans herlige arv er i de hellige, og hvor overvældende hans krafts styrke er mod os, som tror.»

Joh 8,12: «Jeg er verdens lys; den som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys.»

Midlerne

11. Hvad er oplysningens midler?

Guds ord.

Sl 119,105: «Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.»

Sl 119,130: «Dine ords åbning giver lys.»

2 Pet 1,19: «Det profetiske ord … det ord gør I ret i at være opmærksomme på, som på en lampe der lyser på et mørkt sted indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.»

Rom 14,17.

Både loven,

Rom 3,20: «Ved loven kommer erkendelse af synd.»

og evangeliet,

2 Kor 4,4: «… så de ikke ser lyset fra evangeliet om Kristi herlighed.»

Findes der nogensinde umiddelbar oplysning?

12. Findes der ingen umiddelbar oplysning?

Der findes intet eksempel herpå i Den Hellige Skrift. Selv hvor det underfulde kommer til, som ved Paulus’ omvendelse og ved de tusinders omvendelse på pinsedag, er det Ordet, Ånden virker igennem. For Paulus var det ordene fra den åbne himmel: «Hvorfor forfølger du mig?», for skaren var det Peters prædiken.

13. Men skal oplysningen ikke søges ved at drage sindet bort fra de jordiske ting og i stilhed vente på et overnaturligt guddommeligt lys?

Det gavner kun at vende sig bort fra andre ting, når det sker for at fæste opmærksomheden på et Guds ord eller på dets anvendelse i vores erfaring. Og der er intet andet overnaturligt guddommeligt lys at vente end det, vi har løfte om ved den almindelige brug af Den Hellige Skrift. Meditation og bøn skal altid bruges som de øvelser, hvorved vi tyer til Ordet (se kap. 1, spm. 40). Her hører ordene fra en af kollekterne til:

«Velsignede Herre, du som har ladet hele Den Hellige Skrift skrive til vor belæring: Giv, at vi således må høre den, læse den, mærke os den, lære den og inderligt fordøje den, at vi ved dit hellige ords tålmodighed og trøst må tage imod og altid holde fast ved det salige håb om det evige liv» (almindelig kollekt nr. 49, Common Service).

Former

14. Er Ordets oplysende kraft begrænset til det at høre, læse og meditere?

Nej. Det ord, som er hørt og lagt på hjerte, optages i livet hos den, der har modtaget det i tro, og bliver en blivende kilde til lys og trøst. «Det kaldes ’det indplantede ord’ (Jak 1,21). Når det forenes med hørernes og læsernes hjerter, som maden med legemet, surdejen med dejen, sæden med marken og podekvisten med træet, kan det som Helligåndens almindelige middel oplyse sjælene ikke mindre end frelse dem» (Hollaz). (2 Kor 3,2–3.)

Lovens og evangeliets oplysning

15. Hvilke to slags oplysning findes der?

De svarer til, at loven og evangeliet har hver sit embede. Virkningen af lovens oplysning er at overbevise om synd (Rom 3,20 [se ovenfor, spm. 11]; Rom 7,7). Det gør loven ikke blot ved at afsløre ydre overtrædelser af Guds bud, men især ved at bedømme «hjertets tanker og ideer» (Hebr 4,12). Evangeliets oplysning fører til tro og gør «vis til frelse» (2 Tim 3,15). De to former for oplysning stilles over for hinanden i 2 Kor 3,6–9.

16. Hvilke gaver meddeles ved denne oplysning, som vor katekismus taler om med ordene «oplyst mig med sine gaver»?

Es 11,2: «Og Guds Ånd skal hvile over ham, visdommens og forstandens ånd, rådets og styrkens ånd, kundskabens ånd og frygt for Herren»,

«Åndens syvfoldige gave».

17. Er oplysningen begrænset til forstanden?

Den hører først og fremmest til forstanden, men gennem forstanden påvirker den også viljen. Når erkendelsen af synd uundgåeligt gør sig gældende, kan viljen standse oplysningens gang ved sin modstand. Derfor griber Åndens nådige virksomhed ind for at overvinde denne modstand og meddele mere kundskab. Lovens oplysning kan standses på et hvilket som helst punkt, medmindre viljen tager del i bevægelsen. Den højeste grad nås først, efter at troen er kommet til. Når vi ved troen er blevet ført til at elske Gud, lærer vi at kende ham, som han er.

«Hvis nogen vil praktisere hans vilje, skal han erkende om læren er fra Gud» (Joh 7,17).

«I dit lys skal vi se lys» (Sl 36,10).

Gradvis

18. Oplysningen sker altså gradvis?

Utvivlsomt. Den naturlige kundskab går forud for den overnaturlige. Der findes endda en naturlig og ydre kundskab om det, som er åbenbaret overnaturligt. Den overnaturlige kundskab begynder med lovens oplysning eller «opvækkelsen», som har forskellige grader. Den efterfølges af evangeliets oplysning, som også har sine trin: før troen, samtidig med troen og efter troen, eller, som Paulus siger, «af tro til tro» (Rom 1,17). Der findes ingen uimodståelig nåde. Så længe dette liv varer, kan processen til enhver tid standses ved, at mennesket sætter sin vilje op imod Guds.

19. Men var Paulus’ oplysning på vejen til Damaskus ikke pludselig og fuldstændig?

For det første må vi skelne mellem to ting. På den ene side står de usædvanlige omstændigheder ved Paulus’ omvendelse. De hørte snarere til hans forberedelse til apostelembedet og til hans kald, der, som han siger til galaterne, var «ikke fra mennesker eller ved et menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader» (Gal 1,1). På den anden side står de forskellige handlinger, som førte til selve omvendelsen. For det andet bemærker vi, at synet af den opstandne Jesus overbeviste Paulus om, at det var sandt, hvad han, som Paulus havde forfulgt, hævdede om sig selv. Ikke desto mindre var der gået år med forberedelse forud for den afgørende time. Stefanus’ prædiken havde indprentet ham sandheder, som Paulus kæmpede med i sit indre, mens han forsøgte at undslippe deres kraft ved sin ydre voldsomhed. Med det, der skete på rejsen, gik hans oplysning blot fra ét trin til et andet, som også skred gradvis frem, sådan som beretningen i Apostlenes Gerninger og i Galaterbrevet viser. I folkenes og kirkernes liv såvel som i den enkeltes findes der øjeblikke, som synes afgørende, men som kun er højdepunktet af lange forløb, der er skjult for øjet.

20. Hvilke eksempler er blevet anført?

Chemnitz siger, at «disse ting læres bedst, ikke af ørkesløse disputationer eller af andres eksempler, men af de alvorlige øvelser i ens egen omvendelse. Men da de fleste lever uden nogen øvelse i tro og bøn, ophober de mange uløselige spørgsmål om ting, som de ikke har nogen kundskab om».²

² Med denne indledning går han i gang med en grundig undersøgelse af de forskellige trin, som Augustin har beskrevet i sine Bekendelser om sin omvendelse (Loci Theologici 1,185). Hollaz har efter Calixt anført den beretning, som en jøde, Gerson, havde givet om sin erfaring. Han var pantelåner og havde lånt en kristen kvinde otte skilling mod et tysk Nyt Testamente i pant. Da han nu havde bogen i sin besiddelse, gav han sig til at læse det, «ikke fordi jeg tvivlede på den jødiske religions sandhed, eller fordi jeg troede på nogen artikel i den kristne tro, men for at lære at kende, hvad det mon var for en mægtig vildfarelse, som havde forført og ødelagt så mange tusinder. I nærværelse af to af mine slægtninge læste jeg det igennem, ikke uden gudsbespottelser. Men imens blev mit hjerte rørt. Og da jeg lagde mærke til, at evangelisterne og apostlene og Kristus selv så ofte henviste til Det Gamle Testamente og hele tiden citerede det ene sted efter det andet derfra, blev jeg bevæget til at læse det en gang til, i hemmelighed, uden nogens vidende, ikke engang min hustrus, og til at sammenligne de anførte steder med teksten i Det Gamle Testamente. Da jeg gjorde det, skinnede der et sådant lys for mig, at jeg evigt takker Gud for det.» «Hvem ser ikke her», tilføjer Hollaz, «at der var en oplysning, som en tid var uden genfødsel og helliggørelse?»

21. Hvilken forsigtighed må man udvise, når man studerer alle sådanne eksempler?

Man må ikke gøre et enkelt tilfælde til den målestok, som alle andre bedømmes efter (1 Kor 12,4–6). Vor tro skal prøves efter de målestokke, som Den Hellige Skrift har fastsat (se kap. 17, spm. 44–45 og 47–49).

Ordets forskellige betydninger

22. Bruges ordet oplysning altid kun om det særlige nådestrin, som netop er forklaret?

I kirkelig sprogbrug bruges det undertiden i en vid betydning om hele nådens værk som en udfrielse fra mørket. Således siger Chemnitz i sin Evangelieharmoni om Joh 1,9:

«(1) Over for uvidenhedens mørke oplyser han os ved åbenbaringen af sit ord og ved sin Ånds oplysning til sand kundskab.

(2) Over for syndernes mørke oplyser han os ved tilregnelsen af retfærdigheden, syndernes forladelse og den fornyelse, som begynder i dette liv.

(3) Over for Guds vredes mørke lader han Guds ansigt lyse over os ved forsoningen og barnekåret.

(4) Over for elendighedens mørke stråler han over os med trøst, lindring og udfrielse.

(5) Over for dødens og fordømmelsens ydre mørke oplyser han os med det evige liv og frelsen (2 Tim 1,10; Kol 1,12).»

Her bliver oplysning ensbetydende med frelse. De tidlige græske kirkeforfattere brugte også ordet om dåben.