Kapitel 18. Retfærdiggørelsen

Ordets forskellige betydninger

1. I hvilke betydninger bruges ordet «retfærdiggøre» i Den Hellige Skrift?

Intet sted i Det Gamle eller Det Nye Testamente betyder det, at mennesket får indgydt en ny egenskab. Men ordet har forskellige andre betydninger: I Sl 51,6 betyder det at anerkende og prise Guds retfærdighed; i Jak 2,21 at bevise eller vise den retfærdiggørelse, man allerede havde modtaget; i Ez 16,51 at fremstå som forholdsvis retfærdig, når man sammenlignes med andres større skyld, fordi de har syndet langt værre; i Luk 10,29 den farisæiske ærgerrighed efter at blive regnet for retfærdig osv. En fast og sikker betydning er den juridiske: at en dommer officielt erklærer, at en person har retten på sin side, og derfor frikender den anklagede for de anklager, der er rejst mod ham.

5 Mos 25,1: «Når der er strid mellem nogle mænd, og de kommer for retten, og dommerne dømmer dem, så skal de erklære den retfærdige retfærdig og kende den skyldige skyldig.»

Ordsp 17,15: «Den, der erklærer den skyldige retfærdig, og den, der kender den retfærdige skyldig – begge er de en vederstyggelighed for Herren.»

Es 5,23: «Ve dem, der erklærer den skyldige retfærdig for bestikkelse.» 2 Sam 15,4.

Beviser for den juridiske betydning her

2. I hvilken betydning bruges ordet, når der er tale om, at mennesket, synderen, bliver retfærdiggjort for Gud?

I den juridiske betydning. Beviserne for det er:

A. Modsætningen mellem «retfærdiggøre» og «fordømme», som viser, at de to ord udelukker hinanden.

Rom 8,33–34: «Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som erklærer retfærdig. Hvem vil fordømme?»

Rom 5,16: «Dommen førte fra én til fordømmelse, men nådegaven førte fra mange fejltrin til retfærdiggørelse.»

Matt 12,37: «For på grund af dine ord skal du erklæres retfærdig, og på grund af dine ord skal du fordømmes.»

B. At der bruges andre juridiske udtryk med samme betydning.

I Sl 143,2 betyder det det samme som «gå ikke i rette med»; i Joh 3,18 det samme som «fordømmes ikke»; i Joh 5,24 det samme som «kommer ikke til fordømmelsen».

C. Hele argumentet i Romerbrevets tredje og fjerde kapitel.

Vi behøver kun at citere ét vers:

Rom 4,5: «Men for ham, som ikke arbejder, men som tror på ham, der erklærer den ugudelige retfærdig, tilregnes hans tro til retfærdighed.»

D. Alle de led, der hører til en domstol, findes i de skriftsteder, der taler om retfærdiggørelsen.

Dommeren.

Rom 8,33: «Gud er den, som erklærer retfærdig.»

En anklaget.

Rom 3,19: «… for at enhver mund skal lukkes, og hele verden blive strafskyldig over for Gud.»

En sagsøger eller anklager.

Joh 5,45: «Moses er den, som anklager jer.»

Et vidne.

Rom 2,15: «… når deres samvittighed vidner med.»

Et anklageskrift.

Kol 2,14: «Gældsbrevet mod os med dets bestemmelser.»

En dom.

5 Mos 27,26: «Forbandet er enhver, som ikke bliver ved alt det, der står skrevet i lovens bog, så han gør det.»

En lovbog.

5 Mos 27,26: «Lovens bog.»

En forsvarer.

1 Joh 2,1: «Hvis nogen begår synd, har vi en talsmand hos Faderen.»

En fyldestgørelse.

Rom 5,19: «… ved den enes lydighed vil de mange blive indsat som retfærdige.»

En frifindelse.

Rom 8,1: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus.» Sl 32,1.

Definition

3. Når retfærdiggørelse altså bruges i juridisk betydning, hvordan skal den så defineres?

Den består i, at synderne ikke tilregnes – det vil sige syndernes forladelse – og at Kristi retfærdighed tilregnes. Det er i virkeligheden to sider af én og samme handling. For der kan ikke være syndernes forladelse uden retfærdighed, og hvor Kristi retfærdighed træder imellem, er der syndernes forladelse.

4. Hvilke beviser fra Skriften er der for det?

A. At synderne ikke tilregnes.

Sl 32,1–2: «Salig den, hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er skjult. Salig det menneske, hvis misgerning Herren ikke tilregner.» 2 Kor 5,19: «Det var Gud i Kristus, som forsonede verden med sig selv, og han tilregnede dem ikke deres fejltrin.»

B. At Kristi retfærdighed tilregnes.

Rom 5,19: «For ligesom de mange blev indsat som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således vil de mange blive indsat som retfærdige ved den enes lydighed.» 2 Kor 5,21: «… for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.» Fil 3,9: «… og blive fundet i ham, ikke ved min egen retfærdighed på grund af loven, men ved retfærdigheden ved tro på Kristus, nemlig retfærdigheden fra Gud på grund af troen.»

Hvilke synder der ikke tilregnes

5. Hvilke synder er det, der ikke tilregnes?

Da Kristi fyldestgørelse er sket for alle synder (kap. 14, spm. 14), bliver ingen af den retfærdiggjortes synder tilregnet ham: de er alle tilgivet.

Hvilken retfærdighed hos Kristus der tilregnes

6. Hvilken retfærdighed hos Kristus er det, der tilregnes?

«Vi tror, lærer og bekender enstemmigt, at Kristus er vor retfærdighed, hverken efter den guddommelige natur alene eller efter den menneskelige natur alene, men hele Kristus efter begge naturer, i sin lydighed, som han som Gud og menneske viste Faderen helt til døden» (Konkordieformlen, s. 501). Grundlaget for det er Rom 5,19, som er citeret ovenfor. Det er altså ikke den retfærdighed, som Guds Søn havde fra evighed, før han blev menneske, og heller ikke den retfærdighed, Kristus har ved Guds højre hånd, og som på en mystisk måde er forenet med den troende. Det er alene den retfærdighed, som Gud-mennesket vandt ved at underlægge sig loven (Gal 4,4–5).

Hvad «tilregne» betyder

7. Hvad betyder ordet «tilregne» eller «regne»?

Det lærer man bedst ved at studere Romerbrevets fjerde kapitel, hvor ordet forekommer elleve gange, nemlig i vers 3, 4, 5, 6, 8, 9, 10, 11, 22, 23 og 24. Man vil se, at det i disse vers helt tydeligt betyder «at føre på nogens regning». Når det bruges om synder, betyder det «at skrive som gæld på ens regning», men når det bruges om Kristi retfærdighed, «at godskrive én».

8. Hvor skelner Skriften sådan?

Rom 4,4–5: «Men for ham, som arbejder, tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyld, men for ham, som ikke arbejder, men som tror på ham, der erklærer den ugudelige retfærdig, tilregnes hans tro til retfærdighed.»

Selve tilregnelsen er den samme i begge tilfælde, men forskellen i dens grundlag giver to slags tilregnelse:

A. Tilregnelse efter skyld

Når virkningen af en handling tilregnes den, der har handlet, eller med andre ord når tilregnelsen bygger på noget hos den person, som virkningen eller frugten af en handling tilregnes.

B. Tilregnelse efter nåde

Når virkningen ikke regnes for at tilhøre den, der har handlet, men den, som arbejdet blev udført til gavn for. Den kaldes udtrykkeligt «efter nåde», det vil sige gratis, «uforskyldt», ikke fordi den er helt uden grundlag, men fordi den er uden grundlag hos den, der får gaven. Når Paulus siger (v. 5), at det er de ugudelige, der bliver retfærdiggjort «efter nåde», viser han, at det, der findes i dem selv, er det stik modsatte af den løn, de får. Hvis en ven gjorde en anden vens arbejde, for at lønnen ikke skulle gives til ham, der arbejdede, men til ham, som arbejdet blev gjort i stedet for, ville det være tilregnelse efter nåde, eller stedfortrædende tilregnelse.

9. Anvend dette på artiklen om retfærdiggørelsen.

«Tilregnelsen af retfærdigheden består i Guds nåde og barmhjertighed, som på grund af et grundlag, der findes i Kristus, dækker synden, så den ikke tilregnes, og så det grundlag, som ikke findes i den troende, tilregnes ham af nåde, som om det fandtes i ham med den fuldkommenhed, som kræves» (Chemnitz).

Tilregnelsens grundlag

10. Men er der brug for noget grundlag? Kunne Gud ikke have retfærdiggjort mennesket helt uden grundlag?

«Gud har åbenbaret sin vilje i loven, og den kan ikke brydes. Ikke det mindste bogstav eller én tøddel skal forgå af loven, før alt er sket (Matt 5,18). Efter sin åbenbarede vilje vil Gud derfor ikke retfærdiggøre nogen uden retfærdighed, det vil sige uden at der efter loven er gjort fyldest for synden og ydet fuldkommen lydighed. Men i Rom 3,31 siger Paulus, at når troen tilregnes til retfærdighed, bliver loven ikke ophævet, men bekræftet, det vil sige retfærdigheden tilregnes ikke uden grundlag. Dette grundlag findes, som vist, ikke i de troende. Men Gud har stillet sin Søn frem som mellemmand, født under loven, og han har gjort fyldest for den ved at bære synderne og ved sin fuldkomne lydighed (1 Kor 1,30; 2 Kor 5,21; Rom 5,19; Rom 8,4)» (Chemnitz).

I hvilken forstand troen tilregnes (Rom 4,5)

11. Hvad menes der med udtrykket «troen tilregnes» (Rom 4,5)?

Troen, som tager imod Kristi retfærdighed, eller Kristi retfærdighed, som troen tager imod. Hele troens værdi ligger i det, den griber. (Se kap. 17, spm. 12 og 15–19.)

«Troen tilregnes ikke til retfærdighed, for så vidt den er vores handling, men kun for så vidt den tager imod Kristi retfærdighed» (König).

«Troen retfærdiggør ikke, fordi den er så god en gerning og så smuk en dyd, men fordi den i evangeliets løfte griber og tager imod Kristi fortjeneste» (Konkordieformlen, s. 572).

12. Hvad menes der med udtrykket «troen retfærdiggør»?

Ikke at troen i sig selv retfærdiggør, men at Gud retfærdiggør i betragtning af troen, der griber Kristi fortjeneste, eller i betragtning af Kristi fortjeneste, som mennesket griber i troen.

Mennesket virker ikke med

13. Har mennesket da ingen andel i sin egen retfærdiggørelse?

Overhovedet ingen. Den er Guds værk alene: Faderens (Rom 8,33), Sønnens (Matt 9,6) og Helligåndens (1 Kor 6,11).

Retfærdiggørelsen er ikke noget, der sker inden i mennesket

14. Er den en gerning, Gud gør inden i mennesket?

Retfærdiggørelsen kan ikke skilles fra genfødslen, som er en gerning, Gud gør inden i mennesket. Men selve retfærdiggørelsen ligger helt uden for mennesket. Den er en gerning, hvorved Gud sætter mennesket i det rette forhold til loven.

15. Hvorfor kan kærligheden ikke retfærdiggøre eller bidrage til retfærdiggørelsen?

Fordi det ikke er ved kærligheden, men ved troen, at mennesket tager imod evangeliets løfte og Kristi fortjeneste. Mennesket kan heller ikke elske Gud, før det er retfærdiggjort.

«Hvordan kan menneskets hjerte elske Gud, så længe det ved, at han er frygtelig vred?» (Apologien, s. 104).

Troen retfærdiggør ikke, fordi den er en rod

16. Kan vi ikke sige, at troen retfærdiggør, fordi den er roden til de gode gerninger?

Så ville man flytte retfærdiggørelsens grundlag fra Kristi fortjeneste til noget inden i mennesket. Mennesket ville ikke blive retfærdiggjort ved troen for Kristi skyld, men kun ved Kristus for det nye lydige livs skyld, som skulle følge. Gode gerninger og et gudfrygtigt liv er troens uundgåelige frugt, men de er ingen betingelse for retfærdiggørelsen, hverken før, under eller efter genfødslen.

Hvorfor de udelukkende ord er vigtige

17. I hvilke formler er denne lære blevet udtrykt?

I de såkaldte udelukkende ord (particulae exclusivae):

«uden gerninger», «uden lov», «uforskyldt», «ikke af gerninger».

18. Hvad er deres betydning?

«Disse udelukkende ord er alle sammenfattet i udtrykket: ’Alene ved troen på Kristus bliver vi retfærdiggjort for Gud og frelst.’ For derved udelukkes gerningerne, ikke i den forstand, at en sand tro kan være til uden anger, eller at gode gerninger ikke skal følge troen som visse frugter …, men sådan, at de udelukkes i artiklen om retfærdiggørelsen for Gud … Deres sande betydning er:

(1) At al tillid til vore gerninger skal udelukkes helt i artiklen om retfærdiggørelsen, så vore gerninger hverken helt eller halvt eller i den mindste del anses for årsag til eller fortjeneste af retfærdiggørelsen.

(2) At denne opgave forbliver hos troen alene, så den alene og slet intet andet er det middel eller redskab, hvormed og hvorved Guds nåde og Kristi fortjeneste tilegnes i evangeliets løfte, og at kærligheden og alle Åndens frugter er udelukket fra denne opgave.

(3) At hverken fornyelse, helliggørelse, dyder eller gode gerninger gøres til form, del eller årsag til vor retfærdiggørelse» (Konkordieformlen, s. 576).

19. Hvad betyder da formlen:

«Vi bliver retfærdiggjort ved troen alene, uden gerninger»?

Ikke at troen nogen sinde kan være alene eller nogen sinde være uden gode gerninger, men at kun den tro, der griber Kristus, tager imod retfærdiggørelsen, og at de gerninger, der uadskilleligt hører til troen, slet intet har at gøre med, at troen tilegner sig Guds løfte og Kristi fortjeneste. Ordene «uden gerninger» blev nødvendige, da man fandt «ved troen alene» så tvetydigt, at troen kunne opfattes som intet andet end gode gerninger i spirende form.

20. Hvilke fire grunde fremførte Melanchthon for altid at holde disse udelukkende ord (particulae exclusivae) for øje?

1. Kristi ære.

Når mennesker søger et grundlag for retfærdiggørelsen i sig selv, gør de Guds vrede mindre, gør synden mindre alvorlig og tager noget af æren for deres frelse fra Kristus. Som Luther et sted har sagt, gør de Kristus til en lap på deres egen retfærdigheds klædning.

2. Trøsten for de anfægtede samvittigheder.

Hvis mennesket selv skal bidrage med den mindste del til sin egen retfærdiggørelse, vil det altid leve i angst for, om denne del faktisk er ydet med den fuldkommenhed, loven kræver, og det vil aldrig blive befriet for sin tvivl. Så kan der aldrig være trosvished. Derfor er hele det romersk-katolske system «en tvivlens teologi», og det forkaster læren om troens vished.¹

¹ «Cum nullus scire valeat certitudine fidei, cui non potest subesse falsum, se gratiam Dei esse consecutum» [«Eftersom ingen med en troens vished, der ikke kan tage fejl, kan vide, at han har opnået Guds nåde»]. Tridentinerkoncilets dekret «Om retfærdiggørelsen», kap. 9. Det er en sådan lære, Luther kritiserer i sin udlægning af 1 Mos 41: «Jeg bør være vis på, hvad jeg skal tænke om Gud, eller rettere, hvad Gud tænker om mig. Det var en frygtelig vildfarelse i den pavelige lære, at den førte menneskene til at tvivle om syndernes forladelse og nåden. ’Indrøm,’ sagde de, ’at du er en synder, og det endda en sådan synder, at du ikke kan være vis på din frelse.’ Sådan blev hele verden sænket ned i tvivl og vildfarende meninger om Gud.»

3. Den sande bøn.

Man kan nemlig ikke bede sandt, før man virkelig ved, at Gud er forsonet med en selv.

4. Forskellen mellem loven og evangeliet.

Det er ordet «uforskyldt» (gratis), der markerer forskellen (Melanchthons «Loci», tredje udgave, Corpus Reformatorum 21, 753–755).

Jak 2,24

21. Hvordan skal Jak 2,21–24 forstås?

Jak 2,24: «I ser, at et menneske erklæres retfærdigt på grund af gerninger og ikke på grund af tro alene.»

Vores svar er:

1. Vi fastslår som almindelig regel, at de skriftsteder, der udtrykkeligt og udførligt behandler et emne, skal være rettesnor, når man bedømmer, hvad der kun nævnes i forbifarten andre steder. Anvender vi denne regel her, bliver resultatet, at Paulus’ breve til romerne og galaterne er de egentlige læresteder (sedes doctrinae) om retfærdiggørelsen. Hvis man kunne påvise en modsigelse mellem Paulus og Jakob på dette punkt, ville Paulus’ ord veje tungest.

2. Men vi hævder, at der ikke kan påvises nogen sådan modsigelse, og begrunder det sådan: Paulus taler om retfærdiggørelsen for Gud, mens Jakob taler om, hvordan retfærdiggørelsen kan kendes af mennesker. For mennesker bliver man retfærdiggjort, det vil sige erklæret retfærdig, ved gerningerne som troens uundgåelige frugter. «Paulus taler om dem, der skal retfærdiggøres for Gud, og for dem kan kun troen, der tilegner sig Guds nåde og Kristi fortjeneste, gælde. Men Jakob taler om mennesker, som allerede er retfærdiggjort ved troen, men som skal kendes i denne verden på deres gode gerninger» (Hutter). Se Apologien, s. 125–128.

Retfærdiggørelsen har ingen grader

22. Sker retfærdiggørelsen gradvis?

Nej. Den er ikke en proces, men en handling af Gud, og som sådan sker den på én gang, fuldkomment og ens for alle. Troen har grader. Helliggørelsen har grader. Men retfærdiggørelsen er altid den samme, hvad enten troen er svag eller stærk. Det, der giver troen hele dens værdi, er Kristi fortjeneste, og denne fortjeneste virker lige så fuldt, hvor troen er svag, som hvor den er stærk – i det allerførste øjeblik, hvor den mindste gnist af tro viser sig, lige så vel som når den har nået det højeste trin, der kan nås.

23. Kan nogle synder ikke være tilgivet, mens andre forbliver utilgivne?

Er den mindste synd tilgivet, er alle synder tilgivet. Er den mindste synd utilgivet, er ikke en eneste synd i virkeligheden tilgivet. Enten er hele Kristi retfærdighed fuldt og helt vores, eller også er vi uden nogen retfærdighed og uden ly for Guds vrede. Kristi retfærdighed gælder ikke mere for de forløste i himlen, end den gælder her på jorden for den ringeste kristne, som med stammende tunge kalder Gud sin forsonede Fader, og hvis tro er formørket af mange skrøbeligheder.

1 Joh 1,7: «Jesu Kristi, hans søns, blod renser os fra al synd.»

Rom 8,1: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus.»

24. Men er nogle troendes retfærdighed ikke langt større end andres? Er for eksempel Marias, Jesu mors, apostlen Johannes’, apostlen Paulus’ og andres retfærdighed ikke større end den angrende røvers?

Der er store forskelle, hvad angår den iboende retfærdighed, som vindes ved helliggørelsen. Men hvad angår den tilregnede retfærdighed, som alene er grundlaget for syndernes forladelse og Guds velbehag, er alle lige. Der er ingen del af Kristi retfærdighed, som man kan nå, hverken i denne verden eller i den kommende, og som det ringeste Guds barn ikke allerede har.

Rom 3,22: «… nemlig Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. For der er ikke forskel.»