Kapitel 24. Ordet som nådemiddel

Henvisning til det foregående

1. Hvad har i vores gennemgang været det mest fremtrædende træk ved alle de forskellige handlinger, som Helligåndens tilegnende nåde udfører?

At de virkes gennem midler. (Se kap. 19, Kaldet, spm. 2, 6, 7, 8 og 14; kap. 20, Oplysningen, spm. 11, 12 og 14; kap. 21, Genfødslen, spm. 10–12 og 38; kap. 23, Fornyelsen, spm. 11–14.) Bekendelsesskrifternes udsagn findes i Den Augsburgske Bekendelse, art. 5, s. 28, 10; Apologien, s. 170, 36; s. 215, 13; De Schmalkaldiske Artikler, s. 332, 3; s. 333, 10; Den Store Katekismus, s. 444, 42; Konkordieformlen, s. 497, 4; s. 552, 4; s. 555, 16; s. 561, 48; s. 562, 50; s. 662, 76; s. 669, 30.

Er læren om midlerne en begrænsning af Guds suverænitet?

2. Er det ikke en begrænsning af Guds suverænitet og magt at hævde, at disse handlinger kun udføres gennem midler?

Teologien beskæftiger sig ikke med, hvad Gud kunne gøre, men med det, Gud har åbenbaret om sig selv og sine forskellige former for virksomhed. Vi har ikke blot intet løfte om, at han vil gribe ind på anden måde; han vender os tværtimod hele tiden bort fra enhver forventning om en sådan hjælp og henviser os til de enkle midler. I og gennem dem lover han altid at være at finde med hele sin virkekraft.

Undværer Gud nogen gang midlerne?

3. Men undværer han ikke midlerne i ekstraordinære tilfælde?

Også dér bruges midler, men på en ekstraordinær måde. På pinsedagen blev folkeskarerne omvendt ved Ordet, selv om dette ord blev givet under ekstraordinære forhold og omstændigheder – ligesom skarerne i ødemarken ikke blev mættet uden brød, men med brød, der blev skaffet på en ekstraordinær måde.

Ordets og sakramenternes indbyrdes forhold

4. Omtales disse midler ikke på forskellig måde?

Undertiden siges ord og sakramenter at være disse midler, som i Den Augsburgske Bekendelse, art. 5:

«Gennem Ordet og sakramenterne som gennem redskaber gives Helligånden.» Andre gange nævnes Ordet alene, som i De Schmalkaldiske Artikler, s. 332, 3:

«Gud giver ingen sin Ånd og nåde undtagen gennem eller med det forudgående ydre ord.» Atter andre gange er det «forkyndelsen af Ordet» (Konkordieformlen, s. 566, 71) eller «den daglige læsning af Ordet» (sst., s. 555, 16), der nævnes. Den samme forskellighed ses også i Den Hellige Skrift. I 1 Pet 1,23 tilskrives genfødslen således Helligånden, der virker gennem Ordet, mens den i Joh 3,5 føres tilbage til hans virke gennem dåben.

5. Hvordan kan disse udsagn forenes?

Ved at betragte Ordet som det eneste egentlige nådemiddel og erkende, at det kommer til menneskene i to forskellige former. Undertiden når det os uden nogen ydre handling eller ceremoni, som når det prædikes eller læses (Rom 10,8); undertiden ledsaget af en ceremoni, som Gud har indstiftet, nemlig i sakramenterne (Ef 5,26). Det er grundlaget for at skelne mellem det hørlige og det synlige ord.

Hvad er Ordet?

6. Men hvad er Ordet?

I sin videste betydning er det hele den åbenbaring, Gud har givet om sig selv til menneskets frelse. I sin snævrere betydning er det forsikringen om Guds nåde i Kristus. Forud for den går fremholdelsen af Guds krav og åbenbaringen af menneskets synd og nød, og efter den følger den kundskab, der gives til troens støtte, trøst, forsvar og vækst til det evige liv.

Rom 10,8–9: «Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte, det vil sige troens ord som vi forkynder. For hvis du bekender med din mund at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.»

«Sjælen kan undvære alt undtagen Guds ord … Men du vil spørge: ’Hvad er da dette ord, og hvordan skal det bruges, når der er så mange Guds ord?’ Jeg svarer, at apostlen Paulus forklarer, hvad det er, nemlig evangeliet om Guds Søn, der blev menneske, led, opstod og blev herliggjort» (Luther, «Om et kristenmenneskes frihed»).

Den Hellige Skrift som den skrevne åbenbaring

7. Hvor findes det?

I Den Hellige Skrift som en inspireret og fejlfri nedskrivning af åbenbaringen og i al prædiken og undervisning, der stemmer overens med den som rettesnor (se kap. 1, spm. 35).

I hvilke betydninger er de inspireret? a) Ved Helligåndens virksomhed i og gennem forfatterne; b) ved hans virksomhed, da han bevarede skrifterne og samlede dem i ét bind, så resultatet blev én organisk helhed; c) ved Helligåndens nærvær og virksomhed i de troendes samfund i dets forhold til Den Hellige Skrift; d) ved hans nærvær og virksomhed i den sandhed, de indeholder, også når dens form ændres; e) ved Kristi person i Ordet; f) ved Helligåndens nærvær og virksomhed, hver gang og overalt hvor Ordet bruges i dag.

8. I hvilke betydninger er Den Hellige Skrift inspireret?

A. Ved Helligåndens virksomhed i og gennem forfatterne, da skrifterne blev skrevet. Skriften «er inspireret, for den kommer fra Gud; den er menneskelig, for den kommer gennem mennesker. Men husk, at vi ikke siger, at det menneskelige er uden det guddommelige. Ånden er blevet kød i Ordet, ligesom Sønnen blev kød i Kristus. Det har dyb betydning, at titlen ’Ordet’ gives både til Kristus, åbenbareren, og til Bibelen, Guds åbenbaring, så store fortolkere på nogle steder er uenige om, hvilken af dem der menes. Ligesom Kristus uden sammenblanding af naturerne er sandt menneske og sand Gud, sådan er det også med dette ord. Det menneskelige i Kristus var vel forskelligt fra det guddommelige, men aldrig adskilt fra det, og hans menneskelige gerninger var aldrig et blot menneskes gerninger; hans møje, hans fortjeneste og hans blod var Guds. Sådan er også det skrevne ord sandt guddommeligt, skønt det er den mest menneskelige af alle bøger, ligesom Kristus, Menneskesønnen, var den mest menneskelige af alle mennesker. Dets menneskelige træk er ingen tilfældigheder; de er planlagt af Gud. Det hører væsentligt med til Guds tanke med denne bog, at den skulle skrives af netop disse mænd og på netop denne måde. Han skabte, opfostrede, dannede og udvalgte disse mænd og inspirerede dem til at gøre dette på deres måde, fordi deres måde var hans måde» (Krauth, The Bible a Perfect Book). Hver enkelt bogs og hvert enkelt udsagns form blev til dels bestemt af den enkelte forfatters frihed og omstændigheder. Men bag de menneskelige forfattere stod den guddommelige ophavsmand, som forstår at udnytte ethvert element i forfatterens frihed og begrænsninger til sine formål – ligesom ingen spurv under forsynet falder til jorden, uden at det har betydning i Guds plan for verden. «De blev drevet, ikke ved at blive berøvet deres egen forstand (som den ’begejstring’, hedningerne forestillede sig hos deres profeter), men fordi de intet forsøgte af sig selv, men kun lydigt fulgte Ånden som deres fører» (Calvin, til 2 Pet 1,21).

B. Ved Helligåndens virksomhed, da han bevarede skrifterne og samlede dem i ét bind, hvor den ene del er afstemt efter den anden, så hver forfatters bidrag finder sin plads i én organisk helhed. De er ikke blot et bibliotek af bøger, der tilfældigt er samlet, men udgør én indre sammenhængende helhed, hvor de fortolker hinanden. «Hvor er samklangen mellem Den Hellige Skrifts begyndelse og slutning dog forunderlig – fra skabelsen af himlen og jorden til den kommende verdens nye himmel og nye jord! Og hele vejen fra denne begyndelse til denne slutning er én stor, fremadskridende og sammenhængende helhed. Skønt skrifterne er skrevet i forskellige tidsaldre, under forskellige forhold og omstændigheder og af forfattere med forskellig stand og dannelse, gennemtrænger én tanke det hele; fra begyndelsen til enden er der kun ét formål» (Luthardt, Glaubenslehre). Tota Scriptura sacra unus liber dicitur, quia uno Spiritu scripta est [Hele Den Hellige Skrift kaldes én bog, fordi den er skrevet af én Ånd] (Hieronymus, til Es 29). «De, der skrev de enkelte dele, vidste ofte intet om hinanden; de vidste intet om den helhed, de arbejdede for. Hverken tilfældet eller menneskelig hensigt fik dette til at ske, men en højere Ånd. Skriften er en forunderlig bygning – en bygning, som må have haft en bygmester. Det er den styrende ånd, der forstår at udnytte og forene de enkeltes bestræbelser» (Luthardt, Saving Truths of Christianity, s. 211 ff.). «Ikke blot er de forskellige skrifter, hver for sig betragtet, Gud værdige, men tilsammen fremviser de ét fuldstændigt og harmonisk legeme uden overflod eller mangler» (Bengel). «Hvorfor tage mange lutter og fløjter, hvis ikke åbenbaringen skulle være en symfoni og ikke blot en melodi? Dens enhed skulle ikke være den enkle stemmes, men den enhed, hvor den store komponist udgyder sin egen guddommelige musikalske ånd i mange stemmer, mens blæst og anslag på instrumenter, der er tro mod deres egen natur, forenes i ’Skabelsen’ eller ’Messias’ for at frembringe det, der på én gang virkelig er deres, og netop derfor virkelig er hans?» (Krauth).

Hvis altså ingen del eller intet sted i Den Hellige Skrift kan forstås rigtigt, uden at det undersøges i det lys, alle de andre dele kaster over det, og betragtes på sin særlige plads i hele kanon, og hvis indsamlingen af denne kanon var en gradvis proces, der strakte sig over århundreder, så var den virksomhed af Helligånden, som vi kalder «inspiration», ikke begrænset til den blotte nedskrivning af hver enkelt bog for sig.

C. Dette fører os til endnu et udsagn om denne proces. Resultatet blev nået ved Helligåndens nærvær i de troendes samfund eller den kristne kirke i egentlig forstand. Løftet lyder:

«Herrens ord bliver til evig tid» (1 Pet 1,25). Men det gør Gud ved at grundlægge en organisme, som tager imod dette ord, viderefører det og virker gennem det. Det er i denne betydning, kirken kaldes «sandhedens søjle og fundament» (1 Tim 3,15). Her må vi hele tiden vende os bort fra den overfladiske opfattelse af kirken som et ydre legeme med lovgivende funktioner og traditionsbåren myndighed og se på kirken som den samlede skare af dem, der som sande troende udgør Kristi ene legeme, «den kreds af menneskeheden, som Gud bor i indefra», og «den sande begyndelse på Guds rige på jorden» (Kähler).

Dens medlemmer har hver for sig og alle sammen løftet om, at Kristus altid vil være hos dem (Matt 18,20; 28,20), og at også Helligånden vil blive hos dem og føre dem ind i hele sandheden (Joh 14,26; 15,26–27; 16,13). Dette nærvær af Helligånden giver enhver, der tager imod ham, en ny evne (1 Kor 2,14–15). Ånden i den enkelte troendes hjerte og Ånden i Den Hellige Skrift svarer til hinanden og stemmer overens (Rom 8,16). Udrustet med denne nye åndelige sans skelner de nøjagtigt mellem det, der kommer fra Gud, og det, der ikke gør, for Kristus siger (Joh 10,4–5): «Fårene følger ham fordi de kender hans stemme. En fremmed følger de ikke, … fordi de ikke kender de fremmedes stemme.» Som Luther siger om Joh 7,14: «En kristen lugter snart på lang afstand, hvor Guds ord er, og hvor der er menneskelære, som man taler af sig selv» (Erlangerudgaven, 48, 144).

Den guddommelige bygmester bag Den Hellige Skrifts forunderlige bygning, som er beskrevet under B, har altså samlet den del for del og opretholdt den – ikke ved dekreter fra noget koncil, hverken i Laodikea eller andre steder, eller ved beslutninger på nogen synode eller ved teologers afgørelser, ja, ikke engang ved en lang række ydre vidner, men ved sin gerning som «ophavsmand og bygmester i de gudfrygtiges hjerter», som Flacius kalder det (Tractatus 7, 658; 1, 63). Han «vender menneskets hjerte, hvorhen han vil» (Ordsp 21,1).

Den gradvise dannelse af Skriftens kanon og dens udskillelse som noget, der er forskelligt fra andre bøger, er således frugten af en sand inspiration, der gennemtrænger de troendes fællesskab som helhed indtil tidens ende.

En sådan inspiration er ikke den yderliggående mystiks sværmeri, som fordømmes i art. 5 i Den Augsburgske Bekendelse, men resultatet af Helligåndens gerning gennem Ordet, som forud er blevet modtaget, lagt på hjerte og tilegnet, og som nu virker i de enkelte mennesker. Ånd og ord, eller ord og Ånd, adskilles aldrig. Men de første trin i deres fælles gerning er grundlaget for deres gaver i rigere mål. Helligånden virker ved Ordet, først i den enkelte troende og derefter ved at forene alle i mangfoldige vidnesbyrd, der arbejder sammen mod ét mål. Ved hans tilskyndelse virker derfor utallige faktorer sammen til resultater, der ligger langt ud over, hvad nogen af forfatterne bevidst tilstræbte, da de skrev. Med tiden går falske og uægte bøger tabt eller mister den myndighed, de har tilranet sig, fordi de troendes religiøse liv ikke har brug for dem. Andre derimod består prøven fra slægt til slægt – ikke den blotte lærde forsknings prøve, som kun er en underordnet faktor, men prøven på deres religiøse værdi for sjæle, der er oplyst af Guds Ånd, dvs. for den sande kirke. Det har Claus Harms udtrykt godt i den femte af sine «Prædikener om Bibelen» (Kiel 1842):

«Troende mænd, udrustet med ånd til at granske og skelne og kaldet til opgaven både udvortes og indvortes, har truffet deres afgørelse; de har forkastet, og de har antaget. Det, de har erkendt og modtaget som Guds rene ord, har de samlet og givet videre til de troendes menighed til læsning. Sådan blev både Det Gamle og Det Nye Testamente hver især én bog – ikke blæst sammen af vinden, men bygget af Ånden, som, når han blev påkaldt og virkede på troende mænd, har gjort ikke mindre end firs enkeltskrifter til ét skrift. Det er i denne betydning, vi siger, at Bibelen er bragt til os af kirken.»

D. Ved Helligåndens virksomhed i den guddommelige sandhed, som de indeholder, eller som direkte eller indirekte er øst af disse «Israels rene kilder». For denne sandhed er så uafhængig af den nøjagtige form, den først blev fremlagt i, at den ikke er mindre inspireret end før, når den udtrykkes med andre ord. Den måde, Det Gamle Testamentes steder citeres på i Det Nye, belyser dette. De nytestamentlige forfattere hæver sig under inspirationens ledelse ofte over bogstaven i en gammeltestamentlig tekst, så de trænger ind til dens inderste kerne og fanger dens ånd i stedet for at være bundet til en rent mekanisk gentagelse af netop dens ord. For selv om hvert ord skal værdsættes, er ordene dog, som Flacius bemærker, «signa tantum et umbrae» [kun tegn og skygger] og kun af værdi, for så vidt som de står for «res», dvs. realiteterne (Tractatus 5, 480).

E. Ved Kristi person i Ordet, når den bringes i den nærmeste berøring med læseren. Den Hellige Skrifts hjerte er åbenbaret sandhed, dvs. de sandheder, som mennesket ikke kan lære ved sine naturlige kræfter, og hjertet i al åbenbaret sandhed er Jesus Kristus.

Joh 20,31: «Dette er skrevet for at I skal tro at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.» – Jf. Joh 5,39.

Luther gengiver Joh 5,39 frit sådan:

«Se til, at I studerer Skrifterne sådan, at I søger og finder mig i dem. Den, der læser dem sådan, at han finder mig i dem, er Skriftens sande mester; støvet er væk fra hans øjne, og han vil helt sikkert finde evigt liv i dem. Men den, der ikke finder mig dér, har ikke studeret eller forstået dem rigtigt og har ikke evigt liv. Selv om han læste dem tusind gange og blev ved med at vende bladene, ville det alt sammen være forgæves» (Erlangerudgaven, 19, 92). Sådan også i den velkendte bemærkning om Jakobsbrevet:

«Den rette prøvesten til at prøve alle bøger er at se efter, om de driver Kristus eller ej, eftersom hele Skriften vidner om Kristus (Rom 3,21), og sankt Paulus ikke vil vide af andet end Kristus (1 Kor 2,2). Hvad der ikke lærer Kristus, er ikke apostolisk, selv om sankt Peter eller Paulus lærer det. Omvendt er alt, hvad der prædiker Kristus, sandt apostolisk, selv om det var Judas, Annas, Pilatus eller Herodes, der gjorde det» (sst., 63, 157).

«Den kristne tror ikke på Kristus, fordi han tror, at Skriften er guddommeligt inspireret; men han tror, at Skriften er guddommeligt inspireret, fordi han gennem den sandhed, der er åbenbaret i den, er nået til tro på Kristus» (Th. Harnack, «Kanon og inspiration», s. 351).

Det er efter denne målestok, de protestantiske kirker forkaster de apokryfe bøger; for disse bøger vidner ikke om Kristus, og Kristus vidner ikke om dem.

F. Ved Helligåndens virksomhed med og i alle, der læser eller hører Ordet i dag. Det er en aldrig svigtende kilde til guddommeligt liv og kraft (Hebr 4,12). Viva Dei voluntas Spiritus Sanctus est [Helligånden er Guds levende vilje] (Melanchthon, Loci communes). Liv betyder virksomhed (se kap. 2, spm. 46). «Skriften var guddommeligt inspireret, ikke blot mens den blev skrevet, idet Gud åndede gennem forfatterne, men også mens den bliver læst, idet Gud ånder gennem Skrifterne, og Skrifterne ånder ham» (Bengel). Den er ikke blot et forrådskammer af oplysninger om Gud; den er Guds åbenbaring af sig selv. Den er ikke blot en række udsagn om, hvordan Gud talte i fortiden; i den taler Gud stadig. Vi læser ikke blot om vejen, men vi finder dér Guds eget liv. Den Hellige Skrifts store ophavsmand blev i den og hos den, da de forfattere, han skrev gennem, lagde pennen og forlod denne verden. Nogle af dem forstod de emner, de behandlede, og derfor også deres egne udsagn, dårligere end andre, der skulle komme efter dem (1 Pet 1,11). Han, hvis budskab det i virkeligheden er, sørger for, at det når det mål, han har beredt det til, og ledsager det med sin oplysende og genfødende kraft. Den er inspireret, fordi Gud gennem den rører direkte ved menneskets sjæl.

Den højeste prøve på Den Hellige Skrift

9. Hvad er da den højeste prøve på Skriftens krav eller på kravene fra en enkelt del eller bog af Skriften?

Ikke den litterær-historiske kritik, men Skriftens religiøse brug, dvs. dens embede og frugter som nådemiddel. For hvis den litterær-historiske kritik var den højeste prøve, kunne kun de få, som havde adgang til de historiske kilder og den nødvendige litterære uddannelse, være dommere. Da der hele tiden indsamles nye kilder og indføres bedre videnskabelige metoder, ville hver ny generation underkende resultaterne fra dem, der gik forud. Kritikken ved begyndelsen af det tyvende århundrede vil være forældet, før det næste århundrede begynder. Men prøven skal kunne foretages af de mest jævne mennesker. Guds ord og dets fejlfri optegnelse er ikke blot for videnskabens aristokrati, men er bestemt for alle. «Lærdommen har aldrig haft nøglen til Himmeriget» (Tischendorf). Den lærde og bonden, den mest dannede og den mest uvidende mødes her på lige fod. Det er en grundlæggende fejl at sætte mennesker, der ikke har andet end sproglige kundskaber, i dommersædet over Skriftens egentlige mening og formål. Ubestridte kundskaber i det engelske sprog og den engelske litteratur gør ikke én skikket til at bedømme og fortolke Blackstones Commentaries eller en afhandling om fysik eller matematik eller et musikteoretisk værk skrevet på engelsk. Selv til at fortolke mesterværkerne i engelsk prosa og poesi kræves der mere end evnen til at læse og skrive engelsk med lethed. På samme måde kan man kende hebraisk som fortidens rabbinere eller græsk som de filosoffer, der hørte Paulus på Areopagos, uden at være en kompetent dommer over Det Gamle eller Det Nye Testamente. Der kræves tre ting af enhver dygtig oversætter, nemlig kendskab til det sprog, han oversætter fra, kendskab til det sprog, han oversætter til, og fortrolighed med det emne, der behandles. Den fremmeste autoritet i semitisk eller arisk filologi kan ikke gøre krav på at være nogen særlig god fortolker af de tekniske afhandlinger, der er tydet fra disse sprog. Juristen må hjælpe ham med retshandlerne, og den moderne lægevidenskab med de spæde begyndelser til dens fagområder, som findes i de dokumenter, det ganske vist er hans opgave at oversætte. Så snart han går ud over grænserne for sit eget kald som filolog, mister han sin anseelse som lærd. Ingen steder passer den klassiske regel Ne sutor supra crepidam [Skomager, bliv ved din læst] bedre end i bibelkritikken.

10. Men hvordan virker denne religiøse prøve?

Ved Helligåndens nærvær bevidner Skriften sig selv.

«Ikke den menneskelige fornuft, ikke en oplysning uden for og over Ordet, ikke et koncil, ikke en pave, men alene Ordet er den rette fortolker af Ordet selv. Spørger man om beviset, må spørgsmålet afvises; for Guds ords sandhed, tilstrækkelighed og klarhed behøver intet bevis. Det er et aksiom, et grundprincip. Sandheden af enhver påstand skal bevises ud fra Ordet, men Ordet selv henter ikke sin sandhed fra noget højere princip. At denne påstand som aksiom ikke behøver yderligere bevis, kommer af, at Guds ord ikke er et blot og bart ord, men ånd og liv … At Ordet bevidner sig selv, er det samme som at sige, at Guds Ånd, som Ordet er bærer af, viser menneskets ånd Ordets sandhed. Derfor er ingen en kompetent dommer over Ordets guddommelige oprindelse, sandhed, klarhed og tilstrækkelighed, medmindre han har erfaret dets oplysende og levendegørende kraft» (Philippi, Symbolik, s. 327). «Skriften er sit eget lys» (Luther, Erlangen-udg., 15, 422).

«Åndens vidnesbyrd står over al fornuft. For ligesom Gud alene er et tilstrækkeligt vidne i sit eget ord, sådan vil Ordet heller aldrig vinde tiltro i menneskenes hjerter, før det er stadfæstet ved Åndens indre vidnesbyrd. Derfor er det nødvendigt, at den samme Ånd, som talte gennem profeternes mund, trænger ind i vores hjerter for at overbevise os om, at de trofast har overleveret de guddomsord, som var betroet dem … Det er en ubestridelig sandhed, at de, som indvendig er undervist af Ånden, hviler fuldt og helt i Skriften, og at den bevidner sig selv, bærer sit eget bevis i sig og ikke bør gøres til genstand for bevisførelse og fornuftsgrunde … For sandheden er hævet over al tvivl, når den uden fremmed hjælp er nok til at bære sig selv. Men at dette er Skriftens særlige egenskab, ses af, at intet menneskeligt skrift formår at gøre et lignende indtryk på vores hjerter» (Calvin, Institutio, I, kap. 7–8).

Til dem, der spørger efter beviset for dens kilde, har den derfor kun ét svar:

«Kom og læs!» Og når de læser med sindet rettet mod sandheden, fortolker Helligånden (jf. von Oettingen: «Ethvert teoretisk bevis, som man måtte forsøge, enhver logisk påvisning af sandheden, ja selv den praktiske henvisning til erfaringen er forgæves, hvis der ikke forudsættes et modtageligt organ, en udviklet sans for det særlige livsområde, det drejer sig om. Hvem kan forklare den blinde, eller blot den, der er uden sans for det skønne, et maleris sande skønhed, eller bringe ham til videnskabelig forståelse af de æstetiske principper, der her råder? Hvem kan åbne den døve, eller blot den umusikalske, for de dybe hemmeligheder i de store musikalske mesterværker? Hvem er i stand til at overbevise den materialistiske sløvhed, som kun regner det fattelige og sanseligt iagttagelige for sandt, om verdensbygningens overvældende magt? Naturens og Åndens verdener og de love, der gensidigt betinger og forbinder dem, forbliver døde og uforståelige, hvor vores sans er død») og bekræfter Skriften, sådan som Kristus gjorde det for disciplene på vejen til Emmaus (Luk 24,27). Den er ikke ren litteratur som Homers digte eller Thukydids historie. Den henvender sig personligt til hver læsers hjerte. Den handler ikke om løsrevne, abstrakte spørgsmål, men om dem, der angår hver ny generation, der kommer under dens indflydelse, og alle slags mennesker, fra slaven til monarken. Dens rækkevidde er ikke blot lige så universel som menneskehedens historie, men den trænger ind i enhver tænkelig form og side af menneskets erfaring.

Hebr 4,12: «For Guds ord er levende, aktivt og skarpere end noget toægget sværd og trænger igennem så det skiller sjæl og krop, sener og marv, og er dommer over hjertets tanker og ideer.»

11. Giv et eksempel på dette.

Præsten ved Zions- og Sankt Michaels-menigheden i Philadelphia (1779–1822) var en dygtig hebraist og professor ved University of Pennsylvania. Men i 1793 mistede han på få uger over seks hundrede af sine menighedsmedlemmer til den gule feber. Hele dage tilbragte han på kirkegården, hvor den ene begravelse fulgte tæt på den anden, mens han skyndte sig hid og did for at forberede de døende på døden og trøste de sørgende. Ligesom Moses i 4 Mos 17,13 holdt han hver dag en kort gudstjeneste i sin kirke for dem, der endnu var raske – men også blandt dem skulle ødelæggelsens engel nat efter nat finde flere ofre. Da lærte han mere om Guds ords virkelighed og kraft, end hundrede menneskealdres lærde forskning nogensinde kunne have givet ham. Det er, når evangeliet anvendes nært og praktisk på menneskers dybeste behov, og især i den største prøvelses timer, at der gives det bevis, som fejer al tvivl bort.* *Kun to dage før sin død skrev Luther i Eisleben:

«1. Virgilium in Bucolicis nemo potest intelligere, nisi fuerit quinque annis pastor. Virgilium in Georgicis nemo potest intelligere, nisi fuerit quinque annis agricola. [Vergils Bucolica kan ingen forstå, medmindre han har været hyrde i fem år. Vergils Georgica kan ingen forstå, medmindre han har været bonde i fem år.]

«2. Ciceronem in epistolis (sic praecipio) nemo integre intelligit, nisi viginti annis sit versatus in republica aliqua insigni. [Ciceros breve (sådan lærer jeg) forstår ingen fuldt ud, medmindre han i tyve år har virket i et betydeligt statsstyre.]

«3. Scripturas sacras sciat se nemo degustasse satis, nisi centum annis cum Prophetis, ut Elia et Elisaeo, Joanne Baptista, Christo et Apostolis ecclesias gubernarit.» [Ingen skal tro, at han har smagt nok af de hellige skrifter, medmindre han i hundrede år har styret menighederne sammen med profeterne, som Elias og Elisa, med Johannes Døberen, med Kristus og apostlene.]

Salmernes Bog findes for eksempel ikke blot som en samling sange til jødernes gudstjeneste i gamle dage. Hver salme, ja hvert vers har en vidunderlig historie i den kristne tid, for den er gået ind i de gudfrygtiges dybeste erfaringer og mest skjulte kampe og sejre i alle kirkens tider. Hvilken historie om Salme 23 kunne man ikke samle ud fra Guds erindringsbog, hvis han gav mennesker adgang til det, den rummer herom! Hvilken erfaring af kristent liv og kristen tanke ville Johannesevangeliet ikke give den, som fik lov at læse beretningen om blot en lille del af dets brug i de århundreder, der er fulgt, siden det blev skrevet! Hvordan kan det fjerde evangelium skilles fra kristendommen, eller kristendommen fra det fjerde evangelium, sådan som nogle moderne fortalere for en rekonstruktion af kristendommen foreslår? Hvis blot ét vers, Joh 3,16, blev revet fra os, ville det være, som om en af de klareste planeter var forsvundet fra vores himmel.

12. Men kan nogen enkelt person eller nogen tid i kirken anvende denne prøve på alle Den Hellige Skrifts enkeltheder eller blot på alle dens bøger?

Nej. Men vi har tillid til én, som vi gang på gang har fundet trofast, og tror uden forbehold, at hans ord er sande og hans karakter pletfri, på grund af det, han har vist sig at være i de tilfælde, hvor prøven er sket for vores øjne. På samme måde er vores erfaring med Guds ord og med dets optegnelse mange steder grunden til, at vi har tillid til dets sandhed og kraft alle steder. Selv den, der er nået længst i studiet af Skriften, har trods alt kun fattet en lille del af dens indhold. Ligesom den enkelte kristne gør kirken fremskridt fra tid til tid i at fatte og bekende, hvad Skriften rummer, men den udtømmer aldrig dens rigdom. «For så dybe er de kristne skrifter, at selv om jeg forsøgte at studere dem og intet andet fra den tidlige drengealder til den skrøbelige alderdom, med den største ro, den mest utrættelige iver og større evner, end jeg har, ville jeg dog daglig gøre fremskridt i at opdage deres skatte. Det er ikke, fordi det er så vanskeligt gennem dem at lære det at kende, som er nødvendigt til frelse. Men når nogen har taget imod disse sandheder med den tro, som er uundværlig for et gudfrygtigt og retskaffent liv, er der så mange ting tilbage, skjult under hemmelighedens mangfoldige skygger, som de, der går fremad i studiet, skal granske. Og så stor er visdommens dybde, ikke blot i de ord, som disse ting er udtrykt i, men også i tingene selv, at de ældste, dygtigste og ivrigste bibellæseres erfaring bekræfter, hvad Skriften selv har sagt: ’Når et menneske er færdigt, er det lige begyndt’» (Augustin, brev 137, Nicene and Post-Nicene Fathers, I, 474). «Maleren viser sin kunsts højeste mesterskab ved penslens fineste strøg, musikeren ved den hurtigste berøring af flygtige toner. I alt, hvad der er fint udført, er det netop de mindste enkeltheder, som undgår grove ører og øjne, men som dog skænker den mest udsøgte og dybe glæde. Sådan er det med Den Hellige Skrift» (Bengel).

«Selv om alt i Skriften er til for mennesket, følger det ikke, at hver del er lige værdifuld for hvert menneske. Bibelen er indrettet efter hele menneskeslægtens gennemsnitlige behov. Alt i den står der for nogens skyld, selv om det måske ikke netop er ment for dig. Og dog kan de dele, som den enkelte synes passer mindst til hans behov, også for ham have en uvurderlig værdi. De kan vække en sans for nye behov hos ham, udvide hans sind og hjerte og føre ham ud af sig selv og ind i en større verden» (Krauth, sst.).

Den litteraturhistoriske kritiks rette plads

13. Skal man da slet ikke tillægge den litteraturhistoriske kritik nogen vægt?

Den har en meget vigtig plads, når den er underordnet den religiøse brug af Skriften. Den litteraturhistoriske kritik beskæftiger sig udelukkende med det rent menneskelige, den religiøse brug hovedsagelig, men ikke udelukkende, med Skriftens guddommelige side. Kritikken kan til tider og inden for visse grænser tjene til at rette forkerte slutninger, som drages af den religiøse brug af Skriften og af, hvad den indebærer. En sådan kritiks vigtigste opgave er at vise åbenbaringens fremadskridende karakter og at påvise de forskellige trin, som de troende gik igennem, indtil de fik Guds fulde åbenbaring i Kristus og den fuldstændige optegnelse af denne åbenbaring i Det Nye Testamentes skrifter.

14. Skeln videre mellem den religiøse brug af litteraturhistorisk kritik og en litteraturhistorisk kritik, der er skilt fra den religiøse kritik.

Det siger Auberlen godt:

«En sådan kritik er kun mulig, når man ved Åndens virkning er bragt i indre samklang med åbenbaringens sind og væsen – med Kristi sind (1 Kor 2,15–16). Ud fra et sådant standpunkt vurderes Skriftens enkelte bøger, og de tillægges forskellig værdi, alt efter hvor meget de beskæftiger sig med Kristus, dvs. alt efter om de står i nærmere eller fjernere forbindelse med evangeliets midtpunkt. Således er Det Gamle Testamente mindre centralt end Det Nye, Esters Bog mindre end Første Mosebog, Prædikerens Bog mindre end Esajas, Jakobs Brev mindre end Romerbrevet, skønt de alle har deres væsentlige plads og betydning i Bibelen som helhed. Det er helt almindeligt, at det fromme sind i den praktiske brug af Skriften til opbyggelse gør sådanne forskelle, selv om det ofte sker ubevidst [Jacobs har her en fodnote: Som eksempel kan man nævne den stadige efterspørgsel efter «Det Nye Testamente og Salmernes Bog» i et særskilt bind. Sjælen søger i sine dybeste sorger ikke trøst i Krønikebøgerne eller Ordsprogenes Bog, men i evangelierne eller brevene.]; og ingen har været dristigere i denne henseende end den, vi er vant til at regne for et af de mest åndelige mennesker siden apostlenes dage: Luther. Hans velkendte meninger om Jakobs Brev og andre bibelske bøger skal ganske vist ikke følges, og de formaner os til forsigtighed og ydmyghed i denne sag. Men når Skriften nu så ofte og med rette kaldes en organisme, må den også have sine mere og mindre ærefulde lemmer.» Således «gives der et hovedsynspunkt for et fordomsfrit historisk studium af Bibelen. Det tjener på ingen måde til at nedværdige Guds ord, men snarere til at åbne og udfolde dets mangfoldige rigdom og til at åbenbare Guds visdom, når han opdrager menneskene ved at sørge for deres mest forskelligartede behov og for de forskellige trin i deres fremgang. Det tydeligste eksempel på dette er evangelierne, der danner en stigende linje fra Markus til Johannes. Denne form for dogmatisk kritik, nemlig den åndelige, er himmelvidt forskellig fra en rationalistisk dogmatismes uåndelige kritik» (Divine Revelation, eng. overs., s. 269 ff.).

15. Findes der en sådan kritik i Det Nye Testamentes skrifter selv?

Ja. Hebræerbrevet forener litteraturhistorisk og religiøs kritik, og ved sin ærbødige behandling af Det Gamle Testamente giver det et forbillede for kritikere i alle senere tider.

16. Hvilket princip skal man altid huske ved sådanne studier?

Princippet om, at al lærdom er magtesløs og forkvaklet, når den ikke er helt gennemtrængt af Helligåndens oplysende påvirkning. Husk, hvad Konkordieformlen har erklæret om «selv de dygtigste og lærdeste mennesker på jorden» (kap. 20, spm. 2).

Vurdering af den menneskelige faktor

17. Men kan man ikke også kritisere nogle af de mest konservative forsvarere af de overleverede inspirationsteorier?

Jo, når de overser eller forsøger at skjule det menneskelige element i Skriften (se ovenfor, spm. 8 a), eller – hvad der er det samme – hæver den menneskelige faktor op på lige fod med den guddommelige. Det sker, når man hævder, at de hebraiske vokaltegn er inspirerede, eller – for igen at citere dr. Krauth – når «man mente, at det grænsede til synden mod Helligånden at antyde, at det græsk, han inspirerede Matthæus til at skrive på, ikke var lige så rent som Platons. Det var uhyrlige antagelser, der stred mod kendsgerningerne og slet ikke var påkrævet af hensyn til den sag, de skulle støtte. Selv da de var mest udbredt, blev de forkastet af mange af de dybeste ånder og de frommeste hjerter i alle kirkens tider. En sådan opfattelse strider mod hver side i Bibelen; én dags læsning af den rejser flere vanskeligheder mod teorien, end nogen skarpsindighed ville kunne løse på tusind år. Denne opfattelse skæmmer imidlertid Bibelen og gør selve dens plan meningsløs. Den gør spørgsmål om liv og død ud af ting, der ikke har mere forbindelse med åbenbaringens liv, end et ords stavemåde har med storheden i ’Det tabte paradis’» (som ovenfor).

18. Vil du da sige, at noget i Skriften er uvæsentligt og uden videre kan opgives?

På ingen måde. Selv Skriftens tilfældige træk, om man må sige sådan, er vigtige på deres plads. In sacris Scripturis nil est supervacuum [I De Hellige Skrifter er intet overflødigt] (Chrysostomos). Men «Åndens sind» kan ikke udledes af løsrevne og isolerede steder, lige så lidt som man kan bedømme et hus ud fra en enkelt skifer eller et enkelt tagspån, en blomst ud fra ét kronblad eller én støvdrager eller en opera ud fra en enkelt takt. Tag et par bogstaver ud af en sætning – hvad er de så værd? At Erastos var kasserer i Korinth, at Paulus lod sin kappe blive i Troas, at Manasse var tolv år gammel, da han blev konge, at Eliud blev far til Eleazar – det er enkeltheder, der slet ingen betydning har, undtagen som detaljer, der er med til at danne den baggrund, i hvis lys de historiske begivenheder, der hører til evangeliets midtpunkt, udfoldes. At sætte dem i centrum er ikke at ære, men at vanære og mistolke Den Hellige Skrift. Luthardt går i sin Glaubenslehre så vidt, at han viser, at selv Skriftens tavshed er inspireret. For det er netop Det Gamle Testamentes tavshed om Melkisedek, som Hebræerbrevet bruger til at vise, hvordan han er et forbillede på Kristus.

Selv afvigelserne og uoverensstemmelserne, når den samme begivenhed fortælles, viser kun, hvordan Helligånden – ikke af mangel på forudseenhed – har bevaret beretningens virkelig menneskelige ramme med alle dens begrænsninger og samtidig fyldt den med sin egen guddommelige kraft, hvad angår de centrale kendsgerninger, der fremstilles. Augustin havde ret, da han fandt en hensigt selv i Den Hellige Skrifts dunkle steder. «Denne dunkelhed er gavnlig, hvad enten man til sidst når frem til forfatterens mening efter at have drøftet mange andre fortolkninger, eller denne mening forbliver skjult, mens andre sandheder bringes frem ved drøftelsen af det dunkle» (De civitate Dei, 20, 19).

Delenes organiske sammenhæng

19. Hvilket fortolkningsprincip har den lutherske kirke derfor altid holdt fast ved?

At intet skriftsted må betragtes for sig selv, og at der, fordi Skriften danner en sammenhængende helhed, er en «troens analogi», som er midtpunktet og rettesnoren for resten. Hvert vers og hvert ord har sin plads, men hvad denne plads er, må «troens analogi» afgøre. Se kap. 1, spm. 22–26.

20. Vil du på baggrund af alt, hvad der hidtil er fremlagt i dette kapitel, sige «Bibelen er Guds ord» eller «Bibelen indeholder Guds ord»?

Dette spørgsmål er allerede besvaret i spm. 8 b og 18. De forskellige optegnelser af Guds forskellige åbenbaringer (Hebr 1,1) er forenet i én optegnelse og én åbenbaring. Helheden må fortolkes i lyset af hver enkelt del, og hver enkelt del må fortolkes i lyset af helheden. I denne forstand kan vi sige: «Bibelen er Guds ord.»

Udtrykket «Bibelen indeholder Guds ord» kan forstås på én rigtig og på nogle meget fejlagtige måder. Det kan betyde, at der blandt megen avne er noget hvede og blandt megen slagge noget guld, og at vi, når det menneskelige element omhyggeligt er skilt fra det guddommelige, til sidst har det rene Guds ord. I denne forstand kan det tydeligvis ikke godtages. Hver tone i den ophøjede melodi og hvert penselstrøg fra maleren er nødvendigt for den fulde virkning. Selv det fine træk i beskrivelsen i Mark 6,39, at græsset, hvor mængden fik sit måltid, var «grønt», er ikke overflødigt. Det guddommelige element er virksomt i og gennem alt det menneskelige i Skriften.

Det kan også forstås sådan, at Bibelen er et kar fuldt af livets vand, og at hver dråbe, der øses af det, er lige værdifuld. Nogle gode mennesker slår op i Bibelen på må og få og håber at finde guddommelig vejledning i det første skriftsted, deres øjne falder på, uden at tænke over, hvilken plads stedet har i den guddommelige åbenbarings samlede tankegang. Nogle prædikanter tager ved valget og behandlingen af en tekst intet hensyn til den sammenhæng eller tankegang, den står i, eller til dens forhold til evangeliets centrale lære. Bogstaverne i et ord, ordene i en sætning, sætningerne i et afsnit, afsnittet eller kapitlet i en bog, bogen i et «testamente», ja, selv testamentet som helhed har brug for hele Bibelen for at blive fortolket.

Men i én rigtig forstand siger vi ikke blot, at «Bibelen er», men også, at «Bibelen indeholder Guds ord». Det sker, når hver del – selv den mest ubetydelige og tilsyneladende uvæsentlige, selv uoverensstemmelserne mellem forskellige menneskelige, inspirerede forfattere og alt, hvad der hører til begrænsningerne i deres natur, omgivelser, tid og sprog – betragtes som rettet mod åbenbaringens ene store mål og ene store emne og dens klare og fejlfri optegnelse.

Det sker også, hvor Gud i Skriften ikke blot taler gennem en hel tankegang eller ved at berette menneskelig historie, men i klare og direkte, kortere udsagn, som i De Ti Bud, Fadervor, Bjergprædikenen, indstiftelsen af sakramenterne, afskedstalen til disciplene, den ypperstepræstelige bøn, evangeliehistorien i det hele og i det enkelte, apostlenes prædikener i Apostlenes Gerninger, behandlingen af troens store emne i Paulus’ breve, af kærlighedens i Johannes’ og af håbets i Peters. Her finder vi selve midtpunktet og nøglen, som alt andet forklares ud fra. Vil man udtrykke sig helt nøjagtigt, kan man sige: Den Hellige Skrift er et højt organiseret og guddommeligt beredt redskab til at meddele menneskene Guds ord. Ligesom legemet, sjælens organ, har sit hjerte, sine lunger og sit hoved, sådan har Den Hellige Skrift som Helligåndens organ til at bringe Guds ord en orden i sine forskellige dele. Som Melanchthon siger i første udgave af sine Loci communes med Luthers tilslutning: «Romerbrevet er hele Skriftens indeks og kanon.»

21. Hvorfor tillagde man én bog i Bibelen og én forfatter en så særlig stilling?

Fordi den på grundlag af en meget grundig gennemgang af alt, hvad Det Gamle Testamente lærte, påtager sig at udlægge den virkelige betydning af Guds Søns menneskevorden og af Jesu liv, død, opstandelse og himmelfart. Den hviler ikke blot på apostlens ydre autoritet, men på den indre autoritet hos det ord, den indeholder. Den samler hele Det Gamle Testamentes tankegang i ét brændpunkt og føjer så hertil Det Nye Testamentes ord, som Kristus har forkyndt, og som har fået eftertryk ved, at han sidder ved Guds højre hånd, og ved Helligåndens gave. Her vender vi igen tilbage til en glimrende fremstilling af Paulus’ betydning, skrevet i reformationens første år med en glød som hos én, der har gjort en ny opdagelse:

«Blandt de guddommelige bøger optegner nogle love, andre eksempler på liv og karakter, nogle dunkle profetier om Kristus og atter andre, hvad Kristus gjorde. Men hvem har grundigere, nøjagtigere og udførligere end Paulus forklaret de gaver, som Kristus har erhvervet hele menneskeslægten ved sit blod? Det er noget at gentage livets love, så man kan vide, hvad man skal og ikke skal gøre; det er noget at stille eksempler på livet frem for øjnene som en ansporing til dyd; det er noget at fortælle, hvad Kristus gjorde, som et forbillede på fuldkommen dyd. Men langt det vigtigste er at vide, hvad Kristi sande herlighed er, hvorfor han steg ned på jorden, og hvad det evige Ords menneskevorden gavner verden; for det er heri, summen af vores frelse består. Love foreskriver, hvad der er hæderligt, og giver os eksempler, og Kristus er frem for alle andre urbilledet. Men hvad Kristi godhed har vundet for menneskeslægten, blev forkyndt for hele verden ved Paulus’ evangelium. Love og dydsforbilleder tegner et skyggerids, men Kristi godhed, som Paulus forkynder, fuldender og opfylder … Det er særlig af Paulus, vi lærer, hvad de velgerninger, Kristus har vundet, betyder, og hvad de er værd … For det at kende Kristus er ikke blot at kende hans gerninger, men med et taknemmeligt hjerte at tage imod de velgerninger, som den himmelske Fader gennem ham har udøst over hele verden, og som alene skiller de sande kristne fra de ugudelige hedninger … Andre hellige forfattere har ganske vist nævnt disse velgerninger hist og her, men mere dunkelt, og sådan at de ikke let ville være blevet forstået, hvis ikke Paulus i sine mange breve og udredninger havde gjort hele sagen klar» (Melanchthon, 25. januar 1520). «Hverken profeternes forudsigelser eller evangeliets beretninger kan forstås, medmindre man følger hans kommentarer som en flod til havet. For da summen og kernen af teologien består i behandlingen af den menneskelige natur, syndens tyranni, lovens herredømme og den fuldkomne dyds oprindelse og udbredelse og sakramenterne, er det kun Paulus, der har stillet disse emner frem for de dødeliges øjne. Kort sagt ville vi ikke kende vor forløsnings nåde og derfor heller ikke Kristus selv, hvis Gud havde holdt Paulus tilbage fra verden. For det at kende Kristus er ikke at kende historien om hans gerninger, men at erkende de store velgerninger, som Gud gennem ham har udbredt over verden … Forgæves studerer man evangeliehistorien, medmindre man under Paulus’ vejledning ser denne histories formål og brug» (Melanchthon, samme år).

Ingen forskel på et indre og et ydre ord

22. Kan man godtage en forskel på et indre og et ydre ord?

Der er ikke to ord, hvoraf det ene er et nådemiddel og det andet ikke. Helligånden virker gennem det ydre ord og alene gennem det. (Se kap. 19, spm. 7.)

«Ånden skal ingen andre steder søges end i og med Ordet» (Luther, Erlangerudgaven, 48, 73).

A. Fra Salmerne, Sl 119,92:

«Havde din lov ikke været min glæde, var jeg gået til grunde.» Sl 119,105:

«Dit ord er en lampe for mine fødder og et lys på min vej.» Sl 19,8:

«Herrens lov er fuldkommen, den genopretter sjælen.»

Gud underviser, omvender og oplyser som hovedårsagen; Ordet er den redskabelige årsag eller midlet.

B. Fra profeterne, Es 55,10–11:

«Mit ord skal ikke vende tomt tilbage til mig, men det skal udrette det, jeg vil, og lykkes i det, som jeg sendte det til.»

C. Fra Kristi ord

Især lignelsen om sædemanden, Matt 13,23; Mark 4,20; Luk 8,15.

D. Fra apostlenes vidnesbyrd

Rom 1,16: «Evangeliet … er Guds kraft til frelse.»

Rom 10,17: «Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer ved Kristi ord.»

Rom 15,4: «… for at vi kan bevare håbet ved den udholdenhed og trøst, Skrifterne giver.»

Ef 1,13; Kol 1,6; 2 Tim 3,15–16; Hebr 4,12; Jak 1,18.21; 1 Pet 1,23.

E. Fra de steder, som siger, at det er Gud, der taler og handler gennem præsternes prædiken og undervisning

Matt 10,20; Rom 15,18; 2 Kor 13,3; ApG 11,14; ApG 9,15; ApG 2,40–41.

Hertil kan vi føje alle de steder, som fører mennesker bort fra indbildte eller ønskede supplerende åbenbaringer og hen til Skriftens vidnesbyrd.

Es 8,19–20: «Når de siger til jer: Søg til dem, der maner ånder frem, og til troldkarlene, der pipper og mumler … Til loven og til vidnesbyrdet! Taler de ikke efter dette ord, så er der sandelig ingen morgen for dem.»

Luk 16,29: «De har Moses og profeterne, dem skal de høre!»

Selv apostlenes prædiken måtte prøves ved Skriftens vidnesbyrd, ApG 17,11.

23. Hvilke beviser kan der gives for dette?

«Gud binder os til sit mundtlige ord, for han siger i Luk 10,16: ’Den, som hører jer, hører mig.’ Her taler han om det mundtlige ord, som udgår af et menneskes mund og lyder i andre menneskers ører – ikke om et åndeligt ord fra himlen, men om det, der lyder gennem menneskers mund» (Luther, Erlangerudgaven, 57, 63).

Skriften er mere end en «vejviser»

24. Er det Ordets opgave blot at give anvisninger, som man skal følge for at blive frelst?

Ordet er mere end en vejviser og en vejleder til Kristus. Det gør mere end at «give anvisninger på, hvordan man skal leve». Det bringer og meddeler den nåde, som det underviser om. Det har en iboende og objektiv kraft, som det har i kraft af sin guddommelige indstiftelse og sit løfte, og som har sin forklaring i, at Helligånden stadig er til stede og virker i og med det.

Rom 1,16: «Evangeliet … er Guds kraft til frelse.»

Joh 6,63: «De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.»

1 Pet 1,23: «… genfødte ikke af en forgængelig sæd, men af en uforgængelig ved Guds … ord.»

Matt 4,4: «Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.»

Ef 6,17; Hebr 4,12; Rom 10,5–10; Es 55,10.

Ånd og ord er uadskillelige

25. Hvilket vidnesbyrd gives der om, at Helligånden er til stede i og med Ordet?

Skriftens ord anføres gang på gang som Helligåndens ord.

ApG 1,16: «Skriftens ord burde opfyldes, som Helligånden forud havde talt ved Davids mund.»

ApG 28,25: «Det var godt sagt af Helligånden … gennem profeten Esajas.»

Hebr 3,7: «Helligånden siger» – som indledning til et citat fra en salme. Hebr 10,15: «Helligånden vidner også» – som indledning til et citat fra Jeremias.

Skriften erklærer, at Ånd og ord til alle tider er uadskillelige.

Es 59,21: «Min Ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din mund eller fra dine efterkommeres mund eller fra dine efterkommeres efterkommeres mund, siger Herren, fra nu af og til evig tid.»

Ordets kraft

26. Er Ordet da altid virksomt?

For at nå sit mål må Ordet tages imod af det menneske, som det kommer til. Men at det forkastes, viser lige så lidt, at der mangler kraft i selve Ordet, som det beviser, at et lægemiddel er værdiløst, når nogen nægter at tage det. Når vore teologer siger, at Ordet har kraft, også uden hensyn til, om det bliver brugt, mener de, at Helligånden er til stede med sin oplysende og genfødende virkning, hvor Ordet end findes. At nogle tror og andre ikke tror, at nogle bliver omvendt og andre forbliver ubodfærdige, beror ikke på forskellige grader af nærvær og kraft (se kap. 19, spm. 8), men på, om man står Helligånden imod eller ej, når han kommer til os i og gennem Ordet (se kap. 19, spm. 9; kap. 21, spm. 7–8).

Forklaring af bønnen om Ånden som fortolker

27. Men hvis Helligånden altid er i og med Ordet, hvorfor beder vi så hele tiden om, at Ånden må komme og være til stede?

Det gør vi på samme måde, som vi beder om, at Guds rige må komme. Om det lærer vores katekismus:

«Guds rige kommer vel af sig selv uden vores bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os.»

Når vi beder Gud om at give os sin Helligånd, beder vi altså om, at vi altid må huske Åndens nærvær og gribe det ved troen og altid være åbne for hans påvirkning.

Rom 8,26: «På samme måde kommer også Ånden til hjælp for vores svaghed; for vi ved ikke, hvad vi skal bede om, som vi bør, men Ånden selv går i forbøn for os med sukke, som ikke kan udsiges.»

Forud for bønnen om Åndens gave er Ånden allerede til stede i hjertet hos den, der beder. Det er som med Kristi komme, som vi fejrer i adventstiden. Han kom ganske vist for næsten 2000 år siden som svar på profetien, men hans komme gentages i hvert hjerte, der længes efter mere fuldt at erfare alt det, hans komme betyder for det.

Kirken som redskabet til at meddele Ordet

28. Hvordan når Ordet ud til mennesker?

Gennem kirken og dens prædikeembede som redskab.

Rom 10,14–15: «Hvordan skal de da påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de komme til tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen forkynder? Hvordan skal de forkynde, uden at de er blevet sendt?»

«Helligånden har en særlig menighed i verden, som er den moder, der føder hver kristen ved Guds ord, som han åbenbarer og prædiker, og hvorved han oplyser og optænder hjerterne» (Luther, Den Store Katekismus, s. 444, stk. 42).

29. Men hvordan gribes det?

Enten som prædiket eller læst, eller som beseglet med et element i sakramenterne.

Det prædikede ord

30. Hvad er den særlige opgave for det prædikede og for det læste ord?

Det prædikede ord forudsætter, at prædikanten og menigheden vidner samstemmende. Det bruges mere som et middel til at vække, opmuntre og tilskynde og til at skabe overbevisning og afgørelse.

«Når Ordet læses hjemme, er det ikke så frugtbart eller så kraftigt som i den offentlige prædiken og gennem munden på den prædikant, som Gud har kaldet dertil» (Luther, Erlangerudgaven, 3, 401).

1 Kor 1,21: «… besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved forkyndelsens tåbelighed.»

Jf. ovenfor Rom 10,14–15; desuden Rom 10,8: «… troens ord, som vi forkynder.» Rom 10,17: «Troen kommer af det, som høres.»

Helligåndens stemme høres gennem prædikantens stemme eller gennem den forsamlede menigheds stemmer i bekendelse, bøn og salme (som også er forskellige former for prædiken, se kap. 29, spm. 27). De omvendelser, som Det Nye Testamente beretter om, skete ved det prædikede ord. Selv om man i nogle tilfælde kan se, at det læste ord har virket forberedende, var det den levende prædikants stemme, båret af en dyb overbevisning, der bragte sådanne påvirkninger til endelig modenhed.

«Fordi prædikenens ord er gennemtrængt af Ånden, dvs. fordi Guds personlige Ånd er virksomt til stede i, med og under menneskets stemme, udgår prædikenen fra Guds ord som solstrålerne fra den strålende sol» (Besser om Rom 10,17).

«For det at høre og prædike Guds ord er Helligåndens redskaber, ved, med og gennem hvilke han vil virke kraftigt og omvende mennesker til Gud og virke i dem både at ville og at udføre» (Konkordieformlen, s. 562).

Alligevel: «Det er ikke fra prædikantens inspirerede personlighed, men fra det inspirerede ord selv, at kraften udgår.»

«Den, der i ord og gerning tydeligt viser Ordets subjektive virkning i sit eget liv, får utvivlsomt mange til at åbne ørerne for evangeliets prædiken – mange, som ellers ville have lukket dem, hvis der havde været en grel modsætning mellem prædikantens personlighed og hans budskab. Alligevel er denne personlige faktor kun pædagogisk eller propædeutisk (forberedende). Den svarer til åbenbaringens objektive undere, hvis opgave er at føre til Ordet. Ordet er i sig selv genfødslens levende sæd; den hånd, der sår, kan ikke føje yderligere kraft til det» (Philippi, 5:2:15).

Det læste ord

31. Hvordan adskiller det læste ord sig?

Det er «ved den daglige øvelse i at læse Guds ord og omsætte det i praksis», at vi «bevares i troen og hans himmelske gaver, styrkes dag for dag og opholdes til enden» (Konkordieformlen, s. 555). Det er altså forberedende eller supplerende i forhold til det prædikede ord. Det har nødvendigvis et mere begrænset omfang end det prædikede ord, for først siden reformationen har trykte bibler været vidt udbredt. Selv om kundskab og uddannelse i dag er vidt udbredt, er der stadig millioner af kristne, som er afhængige af den levende prædikants stemme for al deres religiøse kundskab. Men det skrevne ord er for alle tider den regel og rettesnor, som det prædikede ord skal bedømmes efter, og den kilde, som prædikanten henter stof og inspiration til sine prædikener fra. Det prædikede ord kan aldrig undvære det læste ord, og det læste ord kan heller ikke undvære det prædikede. Bibel og prædikant hører sammen. «Hvad Gud har sammenføjet, skal et menneske ikke adskille.» Skibsladninger af bibler uden missionærer vil aldrig omvende hedningerne. Hære af prædikanter uden Den Hellige Skrift i hænderne, på læberne og i hjertet ville kun føre os tilbage til vore forfædres hedenskab.

32. Hvordan skal denne «daglige øvelse i at læse» foregå, så den giver os det udbytte, som Skriften er givet for?

A. Ved altid at huske Skriftens formål.

Ikke som et litterært forbillede, en samling historiske dokumenter eller et forrådskammer af verdslig lærdom, men som et nådemiddel.

B. Ved altid at holde blikket fæstnet på Skriftens midtpunkt, Kristus.

Og ved at bedømme alle bøger og alle steder ud fra deres forhold til ham og hans fortolkning af dem.

C. Ved at lære de enkelte bøgers og afsnits omfang og hensigt stadig bedre at kende – og for at gribe deres enhed

Ved at læse store stykker ad gangen, ligesom vi i den almindelige litteratur læser en tale, et foredrag eller endda en lang argumentation i ét stræk. Det sindelag og den grundholdning, som vi vinder ved længe at omgås Guds livgivende Ånd, der taler gennem Ordet, skal skattes endnu højere end alle de kendsgerninger eller løsrevne skriftsteder, vi kan fylde hukommelsen med. Gud gav ikke Bibelen som et lager af skriftsteder, men som én fuldstændig åbenbaring af sig selv for det syndige menneske.

D. Ved kun at skatte Skriftens enkelte ord og steder i forhold til den helhed, de er en del af.

Den mikroskopiske granskning af Skriften har sin plads, hvor enkelte ord samler en hel argumentation i ét brændpunkt eller bringer den til sit højdepunkt.

E. Ved at sammenligne Skrift med Skrift.

Tabellerne over parallelsteder i nogle af vore bibler er vigtige hjælpemidler, men efterhånden som man kommer videre, må man især øse af sit eget kendskab til Skriften.

F. Ved at leve i Skriften, gøre den til nøglen til at tyde sit eget liv og i hver time af et sådant liv finde eksempler på dens kraft og sandhed.

«Når du læser, så tænk, at hver stavelse angår dig selv, og sug Skriftens marv ud, og væbn dig mod alle angreb» (Tyndale).

«Hvad er alle Davids salmer andet end definitioner og beskrivelser af troen, kærligheden og håbet?» «Psalteret er intet andet end en skole og en række øvelser i troen.»

«Den, der læser den uden tro, finder intet andet der end mørke og kulde; han forbliver uden lys og uden varme» (Luther).

Prædikenen som nådemiddel

33. Afhænger prædikenens frugt som nådemiddel af, at prædikanten følger lignende grundsætninger?

Utvivlsomt. For det er ikke prædikenen i sig selv, men Ordet, sådan som det prædikes, der er et nådemiddel. Det kræver ikke blot, at der ikke prædikes andet end det, der direkte eller indirekte kommer fra Den Hellige Skrift. Det kræver også, at Skriftens indhold prædikes i det rette forhold og i den rette orden. Intet af det, Gud har åbenbaret, er uden sin passende brug og anvendelse. Men det er af største betydning, at det, der er Skriftens midte, får førstepladsen, og at alt andet kun indskærpes i forhold til denne midte. Alt, hvad der angår mennesket som et moralsk og religiøst væsen, skal behandles i lyset af lov og evangelium. Kristus er ikke blot midten i al sand forkyndelse af Ordet; vi må også lære at gribe og indprente det, der er midten i læren om Kristus. Sand forkyndelse er i virkeligheden ikke så meget en forkyndelse om Kristus som en forkyndelse af Kristus selv, og vel at mærke den korsfæstede Kristus.

1 Kor 1,23–24: «Men vi forkynder Kristus som korsfæstet, for jøder et anstød til fald og for grækere en tåbelighed, men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom.»

1 Kor 2,2: «Jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet.»

Prædikestolens egentlige emne er ikke filosofi, ikke litteratur, ikke etiske, økonomiske eller sociologiske teorier, heller ikke for en tilhørerskare af højt uddannede mennesker. Det er korset i dets mange forbindelser og med dets mange lærdomme. Den, der holder sig tæt til korset, vil helt sikkert finde tilhørere, og for dem vil hans ord være som koldt vand for den udtørrede tunge. Al forkyndelse, der har haft varig virkning, har været en forkyndelse af den korsfæstede Jesus. Den er, som det vil blive vist nedenfor (kap. 25, spm. 24), en forkyndelse af både lov og evangelium. I nadverens sakramente ligger hovedvægten på denne kristendommens centrale kendsgerning. Hver gang nadveren holdes, kalder den kirken tilbage til det, der må være både rettesnoren for og begyndelsen og enden på al dens forkyndelse. Selv krucifikset havde under pavedømmet sin nytte, mente Luther (Walch-udgaven, 21, 441): Det kunne drage de døendes sind bort fra deres egne fortjenester og gerninger og hen til den lidende Frelser som deres eneste håb.

34. Hvad holder forkyndelsen tæt ved denne midte?

A. Den rette forståelse af Skriften.

Den, der læser Skriften for at finde Kristus på hvert punkt, kan ikke andet end gøre Kristus til begyndelsen, midten og enden på hver prædiken.

B. Vidnesbyrdet fra livet hos dem, der er gået forud for os.

I dem blev «Jesus Kristus, den samme i går, i dag og til evig tid» åbenbaret og forherliget (Hebr 13,8).

C. En ret sans for det åndelige liv, sådan som det kæmper under megen svaghed i hjertet hos selv de jævneste af vore tilhørere.

Skal de, hvis hjerter hungrer efter evangeliet, spises af med blotte skaller?

D. Derfor tæt forbindelse med Kristi fælles liv, sådan som det gennemtrænger hele «de helliges samfund», fra de hellige, der taler eller omtales i Skriften (fx Hebr 11), til dem, der i dag er sammen med os i vore menigheder og andre steder.

35. Hvilken særlig ordning har været en vigtig hjælp til at bevare det rette forhold i forkyndelsen af Ordet?

Kirkeåret med dets tekster. Det har bevaret sin plads, ikke fordi en kirkelig myndighed har fastsat det, men fordi det har dækket et vigtigt behov i det religiøse liv i de helliges samfund med det, som århundreders erfaring har vist er mest opbyggeligt. Den lutherske kirke lægger stor vægt på den rene lære og den videnskabelige teologi, og dogmatikken har haft en fremtrædende plads i dens historie. Alligevel er dens forkyndelse blevet bevaret for at blive dogmatisk, fordi den har holdt fast ved den årlige række af evangelietekster. I dem fremtræder Kristus ikke som en abstraktion, men i alle sine forbindelser som en konkret virkelighed, idet han skridt for skridt udfolder sin åbenbaring af Guds rige.

En kendt reformert teolog anbefaler kirkeåret for dem, der ikke som vi har det i arv, og skriver:

«Således stiller kirkeåret hele frelsesordenen frem for vore øjne, og dets forskellige søndage er som lige så mange perler, der i fast orden er trukket på én snor. På denne måde fremmes forkyndelsen af den historiske Kristus i hele hans fylde for menigheden og gøres frugtbar. Han males for deres øjne på de forskellige trin af sit liv i fornedrelse og ophøjelse, og frelsens store kendsgerninger bringes igen og igen frem i lyset i deres naturlige orden. Med denne fremgangsmåde får prædikanten ikke en lænke om foden, men snarere en ledetråd i hånden. Den afgør af sig selv hans valg af tekster, sparer ham for rådvildhed og tidsspilde og skærper hans homiletiske opfindsomhed ved nu og da at lede hans blik hen på tekster, der ligger uden for de mest kendte teksters slagne veje. Endelig fremmes og bevares de helliges samfund, hvor valget af stof til forkyndelsen ikke længere afhænger af ren vilkårlighed, men hvor kirkens blik, selv i forskellige lande og samfund, planmæssigt rettes mod de samme eller lignende kendsgerninger. Således bliver Guds frelsende åbenbaring i Kristus år efter år i stadig større grad gennemlevet indefra» (Van Oosterzee, Practical Theology, s. 228 ff.).

36. Hvordan kan denne ordning misbruges?

Ved at man slår sig til ro med den i stedet for blot at gøre den til den ramme, som hele Den Hellige Skrifts indhold samles om. Ingen foreskreven tekstrække kan nogensinde træde i stedet for hele åbenbaringens kanon. Den bedste ordning giver kun forslag. De kan ikke være bindende overalt, og tidens, stedets og omstændighedernes særlige krav vil altid give grund til at ændre dem. Hvor der er sandt liv, er der også evne til at tilpasse sig forandring og stadig skiftende forhold.

Modsætningen til Den Romersk-Katolske Kirke

37. Hvordan adskiller Den Romersk-Katolske Kirkes lære om Ordet som nådemiddel sig fra den lutherske kirkes?

Ifølge Rom er sakramenterne de eneste egentlige nådemidler. Ordets opgave er at føre til sakramenterne, enten som den overlevering, paven kundgør med sin myndighed, eller som Den Hellige Skrift i den latinske Vulgata.

Forskellen i den reformerte opfattelse

38. Hvordan adskiller den reformerte kirkes eller de reformerte kirkers lære sig fra den lutherske på dette punkt?

Selv om de ofte nærmer sig den lutherske opfattelse, siger de alligevel ikke klart, at det ydre ord virkelig er et middel, som Helligånden meddeler sin nåde igennem. Zwingli gjorde indsigelse mod tanken om «nådemidler».

«En kanal eller et redskab,» siger han (Ratio fidei), «er ikke nødvendig for Ånden, for han er selv den kraft eller virkekraft, som bærer alle ting, og han har ikke brug for at blive båret.»

Hos de reformerte er «nådemidlerne» derfor snarere ordninger, hvorved mennesket nærmer sig Gud, end redskaber, hvorved Gud nærmer sig mennesket. Ifølge Calvin er Ordets opgave blot at forkynde os Guds vilje, en tanke, der er sand, så langt den rækker. Ordet betragtes derfor, ligesom sakramenterne i deres system, som et tegn, et pant, et segl på det, der først bliver vort ved Åndens indre oplysning. Men vi fastholder i overensstemmelse med de skriftsteder, som allerede er anført, at Ordet er mere end et tegn eller segl eller pant eller en vejleder eller vejviser. Ud over at lære os livets vej giver det ved Helligåndens virke virkelig de troende det, som det taler om. Det tilbyder ikke blot troen velsignelserne, men ved Helligånden, som er med det, frembringer det også den tro, der tager imod disse velsignelser. Det gør os ikke blot modtagelige for Helligånden, men er det middel, som Ånden virker igennem. Hos de reformerte betragtes Den Hellige Skrift hovedsagelig som et forrådskammer af guddommelige sandheder, et sammendrag af lærdomme, som skal antages. For den lutherske kirke er den først og fremmest et nådemiddel, fyldt med guddommeligt liv, kraft og frelse, som meddeles alle, der bruger den ret; den er Helligåndens bolig med alle hans gaver. Hos de reformerte betragtes Den Hellige Skrift mere som en lovbog; hos lutheranerne mere som en guddommelig sæd, der ved Åndens nærvær skal bære en rig høst.