VII. Om at ransage sin samvittighed og om forsæt til bedring

1. Frem for alt skal Guds præst træde frem for at holde, forvalte og modtage dette sakramente med hjertets dybeste ydmyghed og bønfaldende ærefrygt, med fuld tro og from hensigt til Guds ære. Ransag omhyggeligt din samvittighed, og rens og klar den efter evne med sand anger og ydmygt skriftemål, så du ikke har eller ved af noget tungt, som nager dig og hindrer din frie adgang. Luthersk note: Thomas forudsætter den middelalderlige ordning, hvor man før altergangen skal rense samvittigheden ved anger og skriftemål for alle alvorlige synder. Den lutherske kirke beholder skriftemålet og afløsningen som en trøst, men kræver ikke, at alle synder opregnes, og det er ikke en renset samvittighed, men troen på Kristi ord, der gør værdig til nadveren (CA XI og XXV; Den Lille Katekismus, Alterets sakramente). Hav mishag til alle dine synder i almindelighed, og sørg og suk særligt over dine daglige overtrædelser; og hvis tiden tillader det, så bekend for Gud i dit hjertes lønkammer alle dine lidenskabers elendighed.

2. Suk og sørg over, at du stadig er så kødelig og verdslig, så lidt død fra dine lidenskaber, så fuld af begærets tilskyndelser, så ubevogtet i dine ydre sanser, så ofte viklet ind i mange slags tomme forestillinger, så meget vendt mod det ydre, så forsømmelig mod det indre, så let til latter og løssluppenhed, så hård mod gråd og anger, så rask til det magelige og kødets bekvemmelighed, så træg til strenghed og iver, så nysgerrig efter at erfare og høre nyt og se det smukke, så slap til at tage det ringe og foragtede i favn, så begærlig efter at eje meget, så sparsom til at give, så fast i at holde på, så ubetænksom i tale, så ude af stand til at tie, så uordnet i din færd, så påtrængende i dine handlinger, så grådig efter mad, så døv for Guds ord, så hurtig til at hvile, så langsom til at arbejde, så vågen ved snak, så søvnig ved de hellige nattevagter, så hastig til at blive færdig, så omflakkende i opmærksomheden, så forsømmelig, når tidebønnerne skal bedes, så lunken, når du holder messe, så tør, når du går til alters, så hurtigt adspredt, så sjældent rigtig samlet hos dig selv, så pludselig opbragt til vrede, så hurtig til mishag over andre, så tilbøjelig til at dømme, så streng til at irettesætte, så glad i medgang, så svag i modgang, så ofte fuld af gode forsætter, som du kun i ringe grad fører ud i livet.

3. Når du med smerte og stort mishag over din egen svaghed har bekendt og begrædt disse og andre af dine mangler, så fat et fast forsæt om altid at forbedre dit liv og gøre fremgang i det gode. Ofr dernæst dig selv med fuld hengivelse og hel vilje til mit navns ære på dit hjertes alter som et evigt brændoffer, idet du trofast overgiver mig dit legeme og din sjæl, så du kan blive værdig til at træde frem for at bringe Gud offeret og modtage mit legemes sakramente til frelse. Luthersk note: Latinen siger, at man på denne måde skal «fortjene» (merearis) at blive værdig til at bringe Gud offeret og modtage sakramentet. Efter luthersk lære er værdigheden troen på løftet, ikke ens forsæt eller selvhengivelse, og messen er ikke et offer, præsten bringer (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente; Apologien XXIV).

4. For der findes intet værdigere offer og ingen større fyldestgørelse til at udslette synderne end at ofre sig selv rent og helt til Gud sammen med ofringen af Kristi legeme i messen og i altergangen. Luthersk note: Thomas forudsætter her, at messeofret sammen med ens eget selvoffer er en fyldestgørelse, der udsletter synder. Efter luthersk lære er Kristi offer på korset den eneste fyldestgørelse for synden, og nadveren giver syndernes forladelse som en gave, der modtages ved tro; vores selvhengivelse er et takoffer, ikke et sonoffer (CA IV og XXIV; Apologien XXIV; De Schmalkaldiske Artikler III,3). Når et menneske gør, hvad der står i dets magt, og i sandhed angrer, så gælder det, hver gang det kommer til mig for at få tilgivelse og nåde: «Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg vil ikke synderens død, men at han skal omvende sig og leve, for hans synder vil jeg ikke mere komme i hu, men alt skal være ham tilgivet» (Ez 33,11; 18,22). Luthersk note: Thomas forudsætter den middelalderlige læresætning, at Gud giver sin nåde til den, der «gør, hvad der står i hans magt» (facere quod in se est). De Schmalkaldiske Artikler afviser den udtrykkeligt (III,1,8): mennesket kan ikke af egne kræfter forberede sig til nåden, men syndernes forladelse gives af nåde for Kristi skyld og modtages ved troen på løftet, sådan som profetens ord netop lover (CA IV og XVIII; Konkordieformlen, Solida Declaratio II).