1. søndag efter helligtrekonger (Luk 2,42–52)

Evangeliet på 1. søndag efter helligtrekonger, Luk 2,42–52

Dette er et evangelium, som stiller os et eksempel på det hellige kors for øje: hvordan det går dem, der er kristne, og hvordan de skal forholde sig i det. For den, der vil være kristen, må gøre sig klart, at han skal hjælpe med at bære korset; for Gud vil sætte sporerne i ham og ride ham godt til, så han bliver mør, og ingen vil kunne komme til Kristus uden lidelse. Derfor er der her stillet os et eksempel på det, som vi skal følge. Det vil vi nu høre.

Selv om den hellige mor Maria, som er velsignet og højt benådet med al slags nåde, uden tvivl har haft den største lyst og glæde ved sit barn, så har Herren dog styret hende sådan, at hun ikke har haft paradiset i ham; han har sparet det op til det kommende liv for hende lige så vel som for de andre. Derfor har også hun måttet have megen ulykke, smerte og hjertesorg på jorden. For det var den første jammer, der overgik hende, at hun måtte føde i Betlehem, et fremmed sted, hvor hun ikke havde anden plads med sit barn end at ligge i stalden. Den anden, at hun straks derefter, efter de seks ugers barselstid, måtte flygte til et fremmed land, til Egypten, med det lille barn; og det har rigtignok været en ringe trøst. Af den slags stød har hun uden tvivl haft mange flere, som ikke er beskrevet.

Således er også dette her et af dem: at han atter lægger hende en ulykke på halsen, sniger sig bort fra hende i templet og lader sig lede efter så længe, og hun finder ham ikke. Det har gjort hende så forskrækket og bedrøvet, at hun kunne være fortvivlet, som hun også selv siger: «Din far og jeg har ledt efter dig med smerte.» For man må tænke sig, at hendes hjerte har stået sådan: «Se, barnet er mit alene, det ved jeg; Gud har givet mig det og befalet mig at tage mig af det; hvordan kan det da være, at han kommer bort fra mig? Det er nu min skyld, at jeg ikke har passet på ham og ikke holdt øje med ham; og måske vil Gud ikke, at jeg skal være værdig til at tage mig af ham, og vil nu tage det fra mig igen.» Da er hendes hjerte uden tvivl blevet så forskrækket, at det har sprællet og været fuldt af smerte.

Der ser du, hvordan det går hende, skønt hun er moderen og godt kunne rose sig af barnet frem for alle andre mødre, så hendes glæde var umådelig, så stor som ingen nogensinde har haft den; alligevel ser du, hvordan Gud klæder hendes hjerte nøgent og bart af, så hun nu ikke kan sige: «Jeg er hans mor»; og han får det til, at hun får sådan en forskrækkelse over barnet, at hun kunne have ønsket, at hun aldrig havde hørt eller set ham, og således kunne have gjort større synd, end nogen anden mor nogensinde har gjort osv.

Således kan vor Herre Gud handle: Han tager vor glæde og trøst fra os, når han vil, og kan forskrække os mest netop med det, vi har den største glæde af; og omvendt giver han den største glæde af det, som forskrækker os mest. For det har været hendes største glæde, at hun var blevet barnets mor; og nu har hun ingen større forskrækkelse end netop derfra. Således har heller ikke vi nogen større forskrækkelse end fra synd og død; dog kan Gud trøste os sådan midt i det, at vi tør rose os af det, som Sankt Paulus siger (Rom 7), at synden netop har tjent til, at vi blev retfærdige, og at vi endda gerne ville være døde og længes efter at dø.

Her har vi altså denne Kristi mors store lidelse: at hun var berøvet sit barn, og desuden at også hendes tillid til Gud blev taget fra hende; for hun måtte frygte, at Gud var vred på hende og ikke ville have hende til mor for sin Søn. Men ingen vil forstå, hvordan hun da har haft det til mode, uden den, der også selv til dels erfarer det. Derfor skal vi også drage eksemplet til os selv; for det er ikke skrevet for hendes skyld, men for vores. Hun er jo nu kommet igennem; derfor må vi rette os efter det og ruste os til det, så vi, hvis noget sådant også skulle overgå os, kunne finde os i det.

Således: Når Gud har givet os en god, stærk tro, så vi går frem i stærk tillid og er sikre på, at vi har en nådig Gud, og også kan trodse på det, så er vi i paradiset. Men når Gud lader hjertet synke for os, så vi mener, at han vil rive Herren Kristus ud af vort hjerte, således at vor samvittighed føler, at den har mistet ham, og så sprælder og fortvivler, så tilliden går til grunde, så er der jammer og nød. For selv om den ikke ved af nogen synd, står den dog i en sådan sprællen, at den tænker: «Hvem ved, om Gud vil have mig?», ligesom moderen her tvivler, så hun ikke ved, om han længere vil have hende til mor. Sådan siger hjertet også, når det føler den slags stød: «Ja, Gud har vel hidtil givet dig en god tro, men måske vil han tage den fra dig og ikke have dig længere.» Men til at holde sådanne puf ud hører der stærke ånder, og der er ikke mange mennesker, som Gud angriber sådan. Men vi må alligevel ruste os til det, så vi, hvis det skulle gå os sådan, ikke fortvivler.

Og den slags eksempler har vi flere af hist og her i Skriften; som når vi læser om Josva i Jos 7,6–7. Ham havde Gud givet så store og stærke løfter om, at han skulle udrydde hedningerne helt, og han formanede ham selv til endelig at være dristig og gå frisk frem mod fjenderne, som han også gjorde. Men hvad skete der? Mens han stod i en sådan herlig tro, hændte det, at han engang sendte omkring tre tusind mand mod en by, for at de skulle indtage den; de var også overmodige, fordi de så, at det var en lille by med kun få folk i. Og da de nu kom derhen, brød fjenderne ud af den lille by og slog folket på flugt. Da faldt Josva ned på jorden på sit ansigt og turde ikke hele dagen se op mod himlen og begyndte at råbe og klage til Gud og sagde: «Ak, hvorfor har du ført os herhen, så du lader os falde i fjendernes hænder?» Der lå hans tro ned og ville fortvivle, så Gud selv måtte rejse ham op. Sådan gør Gud med sine store hellige: Han tager undertiden Kristus ud af deres hjerte, det vil sige deres tro og tillid.

Men alt dette sker af overstrømmende nåde og godhed, for at vi på alle sider skal mærke, hvor venligt og kærligt Faderen omgås os og bevarer os, så vor tro bliver øvet og bliver stærkere og stærkere. Og især gør han det for at bevare de sine mod to slags ulykke, som ellers kunne følge.

For det første: Når de er så stærke i ånden og trodsige, kunne de til sidst komme til at forlade sig på sig selv, så de mente, at de gjorde det af egen kraft. Derfor lader han undertiden deres tro svigte og ligge ned, så de ser, hvem de er, og må sige: «Selv om jeg gerne ville tro, så kan jeg ikke.» Sådan ydmyger den almægtige Gud de hellige og holder dem i deres erkendelse. For naturen og fornuften vil altid forlade sig på Guds gaver og hænge ved dem. Derfor må han handle sådan med os, så vi ser, at han må give os troen i hjertet, og at vi ikke selv kunne frembringe den. Således skal begge dele stå side om side, frygt for Gud og tillid til ham, så vi går frem gennem begge, for at mennesket ikke skal blive overmodigt og alt for sikkert og forlade sig på sig selv. Dette er én grund til, at Gud frister de hellige så hårdt.

For det andet gør han det for at give os et eksempel. For hvis vi ikke havde noget eksempel i Skriften på hellige, som det også er gået sådan, så kunne vi ikke bære det, og samvittigheden ville sige: «Det er kun mig, der sidder i sådan en lidelse, og Gud har aldrig ladet nogen ligge sådan; derfor må det være et tegn på, at Gud ikke vil have mig.» Men når vi ser, at det også er gået Jomfruen og andre hellige sådan, så har vi dog en trøst, så vi ikke fortvivler, og et eksempel på, at vi skal holde os stille og vente, til Gud kommer og styrker os.

For om den slags lidelse har vi mange eksempler i Skriften, og hertil hører også det, profeten David siger i Sl 31,23: «Jeg sagde, da jeg var bortrykket: Jeg er forstødt fra dit ansigt»; det vil sige, når samvittigheden siger sådan: «Gud vil ikke vide af dig.» Disse lidelser er ubærlige og tunge over al måde; derfor råber de hellige i dem overmåde højt; for hvis Gud ikke hjalp dem ud af dem, så var de i helvede. De andre anfægtelser og lidelser er alt sammen kun som at blive strøget med en rævehale imod dem, når man tager gods eller ære fra én og lignende: som da man dræbte de uskyldige små børn, og Jesus måtte flygte til Egypten.

Det siger profeten også et andet sted, Sl 94,17: «Havde du ikke hjulpet mig, Herre Gud, så havde det ikke manglet et hår i, at min sjæl var blevet i helvede.» Så stor bliver forskrækkelsen og angsten i disse nødsituationer. Derfor lader Gud det nu gå sådan, for at vi skal gribe sådanne eksempler og trøste os med dem, så vi ikke fortvivler. For når døden kommer, så vil den slags anfægtelser falde ind over os. Derfor må vi ruste os til det.

Det er historien om og eksemplet på den høje lidelse, som er stillet os for øje i dette evangelium; men ved siden af er der omvendt vist, hvor man skal finde trøst. For hans forældre mister ham og kommer en dagsrejse bort fra ham, leder efter ham blandt slægtninge og bekendte – der er han ikke; og de går videre til Jerusalem – der finder de ham heller ikke; på den tredje dag kommer de ind i templet, der lader han sig finde. Dermed har Gud vist os, hvor vi skal finde trøst og styrke i al slags lidelse, og især i denne høje lidelse, så vi kan finde Herren Kristus: nemlig at vi søger ham i templet. For sådan siger han til dem: «Ved I ikke, at jeg må være i det, som er min Faders?»

Og her skal man lægge mærke til, at Lukas siger, at de ikke forstod det ord, han talte til dem. For dermed har han stoppet munden på de unyttige sludrehoveder, som hæver og priser Jomfru Maria alt for højt, som om hun havde vidst alting godt og ikke kunne tage fejl. For her ser du, hvordan Herren lader hende fejle, så hun leder længe efter ham og dog ikke finder ham før på den tredje dag i templet. Dertil farer han ovenikøbet ud imod hende og siger: «Hvorfor leder I efter mig? Ved I ikke, at jeg må være i det, som er min Faders?» Og hun forstår heller ikke det ord, han siger til hende. Derfor er alt det, de andre siger, det rene løgnesnak; og den hellige jomfru har ikke brug for den falske, opdigtede ros. Gud har ført hende sådan, at han har skjult meget for hende og kastet hende i megen ulykke, for at han kunne holde hende i ydmyghed, så hun ikke skulle synes, at hun var bedre end andre.

Men her er nu trøsten, som jeg har sagt: at Kristus ikke lader sig finde andre steder end alene i templet, det vil sige i det, som er Guds. Men hvad er Guds? Er det ikke alle skabninger? Det er sandt, at alt er Guds; men egentlig er det den hellige Skrift og hans ord, for alt det andet er givet os. Summa summarum [latin: summen af det hele] er altså dette: Ingen skal driste sig til at øse eller finde nogen som helst trøst andre steder end i Guds ord; for Sønnen finder du ingen andre steder end i templet. Se nu på moderen: Hun forstår det endnu ikke, ved ikke, at hun skal søge ham i templet; og fordi hun søger ham blandt de bekendte og slægtningene og ikke på det rette sted, så fejler hun.

Derfor har jeg ofte sagt og siger det endnu: I kristenheden skal der ikke prædikes andet end det rene Guds ord. Dertil stemmer også dette evangelium, at de ikke finder Herren blandt de bekendte og slægtningene. Derfor gælder det ikke, når man siger, at man må tro, hvad koncilierne har vedtaget, eller hvad Hieronymus, Augustin og andre hellige fædre har skrevet; men man må vise et sted, hvor man finder Kristus, og intet andet: nemlig det, han selv viser og siger, at han må være i det, som er hans Faders; det vil sige: Ingen vil finde ham andre steder end i Guds ord. Derfor skal man endelig ikke tage imod det, de hellige fædre lærer, sådan at man forlader sig på det med samvittigheden og søger trøst i det. Når man nu siger til dig: «Ej, skal man da ikke tro de hellige fædre?», så kan du svare: «Kristus lader sig ikke finde blandt de bekendte og slægtningene.» Og det ville være godt og rigtigt, om vi kristne gjorde dette eksempel fra evangeliet almindeligt blandt os og ligefrem gjorde et ordsprog ud af det, som vi brugte imod al lære, der ikke er Guds ord.

Men for at vi kan fremstille dette bedre og gøre det klart, må vi se, hvad man har lært os andet end Guds ord. Hidtil har vi haft tre slags lære. For det første – og det er den groveste – det, som Sankt Thomas (hvis han ellers er hellig) har lært; den kommer fra den hedenske lære og kunst, som naturens store lys, Aristoteles, har skrevet. Om det siger de, at det er som en smuk, lys tavle, og Kristi ord er som solen. Og ligesom solen skinner på sådan en tavle, så den lyser og glinser så meget smukkere, sådan skinner også det guddommelige lys på naturens lys og oplyser det. Med denne smukke lignelse har de også bragt den hedenske lære ind i kristenheden; det har de høje skoler alene lært og drevet, og ud af det har man gjort doktorer og prædikanter. Det har Djævelen ladet dem sige. Således har Guds ord ligget under fødderne; for når det kommer frem, knuser det al sådan djævlelære til støv.

For det andet har man lært og påbudt os menneskelove, som man kalder den hellige kristne kirkes ordning og bud; med dem har narrene ment at føre verden til himlen, og med dem har de villet trøste vor samvittighed og grunde den på dem. Det har man bragt sådan i sving, at det som en syndflod er brudt ind over hele verden, og hele verden er druknet i den, så næsten ingen er til at redde op af helvedes dyb. For der skriger de uophørligt, som var de afsindige: «Ej, det har de hellige koncilier vedtaget, det har kirken påbudt, det har man holdt så længe; skulle vi så ikke tro på det?»

Derfor skal man svare på det, som jeg har sagt, ud fra dette evangelium: Om så Maria, den hellige jomfru, selv havde gjort det, ville det ikke være noget under, om hun havde taget fejl; hun var dog Guds mor, og alligevel kommer hun i den uvidenhed, at hun ikke ved, hvor hun skal finde Kristus, søger ham blandt slægtninge og bekendte og fejler, så hun ikke finder ham. Har hun nu fejlet og ikke kunnet finde Kristus blandt slægtningene, men måtte til sidst komme i templet, hvordan vil vi så finde ham uden for Guds ord, i menneskelære og i det, som koncilierne har vedtaget eller doktorerne har lært? Biskopperne og koncilierne har uden tvivl ikke haft så meget af Helligånden som hun. Har hun da fejlet, hvordan skulle så de andre ikke tage fejl, når de mener at finde Kristus andre steder end i det, som er hans Faders, det vil sige i Guds ord?

Derfor, når du hører en, der hænger ved de to slags lære og tror, at det er rigtigt, står og forlader sig på det, så spørg ham, om han også med vished forlader sig på, at han kan trøste sin sjæl med det, når døden skal komme, eller Guds dom og vrede, så han da med uforsagt samvittighed tør sige: «Sådan har paven og biskopperne sagt og vedtaget på koncilierne; det forlader jeg mig på og er vis på, at det ikke skal slå fejl for mig»; så vil han snart måtte sige: «Hvordan kan jeg være så vis på det?» Således, når det nu kommer til slaget, så døden trænger sig ind på dig, vil din samvittighed sige: «Det er nok sandt, koncilierne har vedtaget det osv.; ja, men hvad så, hvis de nu havde fejlet? Hvem ved, om det er rigtigt?» Når du så kommer i sådan tvivl, så kan du aldrig bestå; da kommer Djævelen og river dig omkring og styrter dig, så du ligger ned.

For det tredje har de ved siden af disse to slags lære dog også ført os til den hellige Skrift og sagt, at frem for al anden lære skal pavens lov holdes, og hvad han vedtager i de ting, der angår troen; dog med undtagelse af nogle hellige fædres lære, som har udlagt Skriften; den har de alligevel gjort så stor, at den skal gælde lige så meget som pavens i Rom eller lidt mere; og ved siden af har de sagt, at de ikke kunne tage fejl, og de forlader sig også på det, så de skriger: «Ej, hvordan skulle disse hellige fædre ikke have forstået Skriften?» Men lad narrene sige, hvad de vil, og hold dem bare hele tiden frem, hvad Kristus siger her: «Ved I ikke, at jeg må være i det, som er min Faders?» Guds ord må man have frem for alle ting og hænge ved det alene; for der vil Kristus være og intet andet sted. Derfor er det forgæves, at du søger ham andetsteds. For hvordan kan du gøre mig vis på, at de hellige fædre er det sted, hvor Kristus må være?

Derfor er dette evangelium et hårdt stød imod al lære og al trøst, hvad det så end måtte være, som ikke er Guds ord og ikke flyder af Ordet. Så kan du altså sige: «Jeg lader det ske: Hæv fornuften og det naturlige lys så højt, du vil; dog vil jeg forbeholde mig, at jeg ikke må forlade mig på det. Koncilierne kan have vedtaget og paven eller de hellige fædre have lært, hvad de vil – det lader jeg gå; men jeg vil ikke forlade mig på det.» Vil de indrømme mig det, så skal vi snart blive enige: at jeg beholder friheden, så de kan vedtage og fastsætte, hvad de bare vil, mens jeg tør sige: «Behager det mig, så holder jeg det; men jeg vil ikke holde det sådan, som om jeg gjorde noget kostbart ved det.» Men det vil de ikke indrømme os; for de har ikke nok i, at man holder det frit, men vil have den tilføjelse med, at man skal sætte sin tillid og trøst til det, og at det skal gælde lige så meget, når du stoler på det, som når du stoler på Kristus og Helligånden. Denne falske indbildning og tillid skal vi ikke tåle: at de mener, man gør en god gerning, når man holder det, og omvendt, at det er synd, når man ikke holder det. For de siger: Hvad paven og kirken påbyder eller lærer, det er Helligånden og Guds ord; derfor skal man tro og holde det – og det er en åbenbar, uforskammet løgn; for hvordan kan de bevise det?

«Ja,» siger de, «den kristne kirke har jo Helligånden; han lader den ikke tage fejl eller fejle.» Svar, som sagt ovenfor: Kirken være, som den vil, så har den dog endnu ikke haft så meget af Ånden som Maria; og skønt han har styret hende, lader han hende dog også tage fejl, os til eksempel. Er hun da uvis, hvordan vil du så gøre mig vis? Hvor skal vi så hen? Ind i templet må også vi komme; det vil sige: Vi må gribe Guds ord; det er vist for mig og slår ikke fejl; der finder jeg Kristus med vished. Derfor: Hvor Ordet er, der må også jeg blive, når jeg hænger ved det. Ligesom det går midt ind i døden og trænger igennem og forbliver levende, sådan må også jeg trænge igennem døden og komme ind i livet, så intet kan holde mig tilbage eller vælte mig, hverken synd eller død eller Djævel. Den trøst og den trods, som jeg har af Guds ord, kan ingen anden lære give mig; derfor kan den på ingen måde sammenlignes med det.

Derfor er det nødvendigt, at man griber dette godt og sætter det op imod tilliden til menneskelære og til de hellige fædres. For Gud har også vist det i mange andre eksempler, for at man skal se, hvor lidt man skal bygge og stole på mennesker, eftersom også de hellige undertiden kan fejle; som når vi læser i ApG 15,5ff., at kort efter, ikke over atten år efter Kristi himmelfart, kom apostlene sammen og den fornemste skare af dem, der var kristne. Da opstod det spørgsmål, om man skulle tvinge hedningerne til at lade sig omskære. Og de øverste fra farisæernes parti og af de lærde, som var blevet troende, stod frem og sagde, at man måtte omskære dem og befale dem at holde Moses’ lov; og der opstod et oprør over det, så hele skaren ville give dem medhold.

Da stod alene Peter, Paulus, Barnabas og Jakob frem og satte sig imod det, og især Peter stod op og konkluderede således: «Gud har givet hedningerne, som har hørt evangeliet af min mund, Helligånden lige så vel som os og har ikke gjort nogen forskel på dem og os, men renset deres hjerter ved troen. Har de da fået Helligånden og har aldrig været omskåret, hvorfor vil I så binde dem dertil og lægge et åg på deres hals, som hverken vore fædre eller vi har kunnet bære? For vi tror at blive frelst ved Herren Kristi nåde ligesom også de.»

Se nu, her har der været så mange kristne, som troede, dengang kirken endnu var ung og stod bedst, og Gud lader dem alle tage fejl undtagen disse tre eller fire alene; så hvis de ikke havde været der og stået imod, så var der blevet lært noget vildfarende og indført et bud imod Kristus. Alligevel er vi sådanne narre og så blinde, at vi ikke kunne sige andet end: «Det har koncilierne og kirken påbudt; de kan ikke tage fejl, og hvad de vedtager, det skal man følge.»

Videre læser vi også, at senere faldt også de to fornemste, Peter og Barnabas, og med dem alle de andre jøder. Da stod den ene mand Paulus frem og irettesatte Peter offentligt, som han selv skriver til galaterne i Gal 2,11. Har nu disse hellige koncilier og de hellige folk taget fejl, hvordan kan vi så stole på vore koncilier? Hvis man holder dem op imod dem, som apostlene holdt, kunne de ikke række dem vand.

Hvorfor lader Gud da sådan noget ske? Det gør han, fordi han ikke vil have, at vi skal støtte og trøste os til noget menneskes ord og lære, hvor hellige de end måtte være, men alene sætte vor tillid til hans ord. Derfor, om så en apostel kom eller endog en engel fra himlen (som Paulus siger i Gal 1,8–9) og lærte noget andet, skal man frit sige: «Det er ikke Guds ord, derfor vil jeg ikke høre det.» Og bliv du bare ved det, at man ingen andre steder vil finde barnet end i templet, eller i det, som er Guds. Maria søger ham nok også blandt slægtningene: Det er rigtignok store, lærde og fromme folk; men der finder hun ham ikke.

Den slags eksempler og forbilleder finder vi også andre steder i evangeliet, og de viser netop det samme: at man ikke skal lære andet end Guds ord og ikke tage imod nogen anden lære, fordi man ikke finder Kristus andre steder end i Skriften. Således læser vi i evangeliet på juledag, Luk 2,12. Der siger englen, som forkynder hyrderne Kristi fødsel: «Dette skal I have som tegn: I skal finde barnet svøbt i klude og liggende i en krybbe.» Hvorfor giver han dem ikke moderen Maria og Josef som tegn, men tager alene svøbet og kludene og krybben? Fordi Gud ikke vil henvise os til nogen helgen, heller ikke til moderen selv; for alt det kan fejle. Derfor må han vise os et sikkert sted, hvor Kristus ligger; det er krybben; der finder man ham med vished, selv om Josef og Maria ikke var der. Det er det samme som at sige: Kristus er viklet ind i Skriften helt igennem, ligesom legemet i kludene. Krybben er nu prædikenen, som han ligger i og er fattet i, og som man tager mad og foder af. Nu har det jo et større skin, at barnet skulle ligge der, hvor Maria og Josef er, de store hellige folk; alligevel peger englen alene på krybben; den vil han ikke have foragtet. Det er et ringe, enfoldigt ord; alligevel ligger Kristus i det.

Ligeledes ser vi det også i andre beretninger; som med den hellige Simeon, der havde et løfte fra Gud om, at han ikke skulle dø, før han havde set Kristus. Han kommer på Helligåndens tilskyndelse ind i templet, der finder han barnet og tager det på sine arme. Men dér er alene dette vist, at han finder Kristus i templet. Derfor er summa summarum dette: Gud vil advare os således mod menneskelære, hvor god den end måtte være, så man endelig ikke forlader sig på den, men alene hænger ved det ene og rette kendetegn, som er Guds ord. Alt det andet skal du lade fare. Det kan nok være godt og rigtigt sagt eller vedtaget, men med hjertet vil vi ikke stole på det.

Dette er nu den trøst, vi har af dette evangelium, når den høje lidelse kommer over os, som vi har talt om ovenfor: at vi da ved, at ingen anden trøst er at finde end i Skriften, i Guds ord. Og derfor har Gud ladet det skrive, for at vi skal lære det deraf, som Sankt Paulus siger i Rom 15,4: «Hvad der er skrevet, det er skrevet os til belæring, for at vi ved Skriftens tålmodighed og trøst kan have håb.» Der siger han også, at Skriften er trøstefuld eller giver tålmodighed og trøst; derfor kan ingen anden ting trøste sjælen, heller ikke i de mindste anfægtelser. For hvad der ellers er, som et menneske vil trøste sig med, hvor stort det end er, det er alt sammen uvist; dér tænker hjertet hele tiden: «Ej, hvem ved, om det er rigtigt? Ej, hvis jeg bare var vis på det osv.» Men når det hænger ved Guds ord, så kan det uden at vakle sige: «Her er Guds ord; det kan ikke lyve for mig eller slå fejl; det er jeg vis på.» Men det er den højeste kamp, vi har: at vi beholder Ordet og bliver ved det; når det bliver revet ud af hjertet, så er mennesket fortabt.

Lad os derfor endelig ruste os til, når man kommer og holder os frem, at den kristne kirke ikke kunne tage fejl, at vi da forstår at møde det og gendrive det og sige: «Se, det er ikke menneskers, men Guds ord; her står det i evangeliet, at moderen er fuld, fuld af Helligånden, og alligevel fejler hun. Ligeledes i Apostlenes Gerninger, at der var en kristen menighed af dem, der troede og havde Ånden, og som dog snublede og ville have lavet en ukristelig lov, hvis ikke de andre havde stået imod.» Derfor skal man ikke tro nogen koncilier eller hellige, hvis de ikke bringer Guds ord. Dermed har vi hovedstykket og summen af dette evangelium. Men hvad der ellers står i det, vil vi overlade til dem, der har tid til det, at behandle; og den, der giver agt på det, vil let selv finde det.

Man har brudt hovedet med, hvordan det kan være gået til, at Lukas siger, at Kristus voksede i visdom og nåde, skønt han dog var Gud og havde fuld nåde og visdom, så snart han var kommet i moders liv. Der har de forvansket teksten skændigt med deres glosser. Lad derfor sådan opdigtet snak fare, og lad ordene blive stående lige, som de ligger, uden nogen glosse, og forstå det helt enfoldigt: at han hele tiden er vokset mere og mere og er blevet stærk i ånden som et andet menneske, sådan som der er sagt mere om det ovenfor i evangeliet på søndagen efter juledag.