Helligtrekongers dag (Matt 2,1–12)

Evangeliet på de vise mænds dag, som man plejer at kalde de hellige tre konger, Matt 2,1–12

Dette evangelium stemmer overens med epistlen og fortæller om hedningernes legemlige komme til Kristus, som betegner og begynder det åndelige komme, som epistlen taler om. Og det er et meget forfærdende og trøstefuldt evangelium: forfærdende for de store, de lærde, de hellige og de mægtige, fordi de alle sammen foragter Kristus; trøstefuldt for de ringe og foragtede, for hvem alene Kristus bliver åbenbaret.

Om historien

For det første nævner evangelisten kong Herodes for at minde om profetien fra patriarken Jakob, som havde sagt i 1 Mos 49,10: «Scepteret skal ikke tages fra Juda, ej heller en hersker fra hans fødder, indtil helten kommer, og ham skal folkene holde sig til.»

Af denne profeti er det klart, at Kristus måtte være kommet, når jødernes rige eller regimente blev taget fra dem, så ingen konge eller hersker af Judas stamme sad på tronen. Det skete nu ved denne Herodes, som hverken var af Judas stamme eller af jødisk blod, men fra Edom, en fremmed, som romerne havde sat til konge over jøderne, men stærkt mod jødernes vilje, så han i omkring tredive år lå i strid med dem om det, udgød meget blod og dræbte de bedste blandt jøderne, indtil han havde lammet dem og tvunget dem i knæ.

Da nu denne første fremmede havde regeret i tredive år og fået regimentet så godt under sig, at han sad trygt i det, og jøderne havde givet sig, så der ikke længere var håb om at blive ham kvit, og Jakobs profeti således var opfyldt, da var det tid; da kom Kristus og blev født under den første fremmede og indfandt sig efter profetien. Det er, som ville han sige: Judas scepter er hørt op, en fremmed sidder over mit folk; nu er det tid, at jeg kommer og også bliver konge; nu hører regimentet mig selv til.

Disse vise mænd kalder man almindeligvis de tre konger, måske efter tallet på de tre ofre. Det lader vi de enfoldige beholde, for der ligger ikke stor vægt på det. Men det vides ikke, om de var to, tre eller hvor mange de var. Dog har de sikkert været fra det rige Arabien eller Saba; det viser ofrene: guld, røgelse og myrra, som alle tre er kostbare i det land; og man kan ikke tænke sig, at de har købt dem andetsteds. For det er skik i disse østerlande at give gaver og æresgaver af landets bedste frugter og egne goder. Ligesom også Jakob, 1 Mos 43,11, befalede sine sønner, at de skulle bringe af landets bedste frugter med til Egypten som gave til Josef osv. Hvis det ikke havde været deres eget lands frugter, hvorfor skulle de da netop have bragt røgelse, myrra og guld, som vokser i det land, og ikke hellere sølv og ædelstene eller et andet lands frugter?

Derfor er denne gave nok ikke blevet ofret til Kristus sådan, som malerne maler det, at den ene gav guld, den anden røgelse, den tredje myrra; men de har alle sammen givet alle tre ting i fællesskab, som var de én person. Og de har vel været en lille flok, og nogle af dem var herrer: ligesom en fyrste eller en by endnu i dag kan sende nogle ansete mænd af deres egne som gesandter med gaver til kejseren, sådan er det også gået til her.

Dem, evangelisten her kalder magos, kalder vi på dansk spåmænd, ikke sådan som profeterne spår, men sådan som man taler om de kloge mænd og kloge koner, som kan sige folk alle slags ting, kender mange hemmelige kunster og driver forunderlige sager. Og deres kunst hedder magia, og den går undertiden til ved sort kunst og ved Djævelens værk; dog ikke helt, som når heksene og troldkvinderne gør det. For en magus efterligner de rette profeter og spår ligesom de rette profeter, men dog ikke af Guds Ånd; derfor rammer de undertiden rigtigt, for deres sag er ikke rent djævelskab som heksenes, men blandet med naturlig fornuft og Djævelens bistand.

Ligeledes er heller ikke deres undergerninger rent djævlespøgeri, som heksenes sag er, men blandet med naturlige gerninger og Djævelens gerninger; derfor efterligner en magus altid den rette naturlige kunst. For der er megen skjult virkning i naturen; den, der forstår at bruge den, gør så at sige undere for dem, der ikke kender til det; ligesom alkymisterne laver guld af kobber. Af denne skjulte kundskab om naturen har Salomo ved Guds Ånd vidst meget, og han brugte den særdeles fint, 1 Kong 3,25, da han dømte mellem de to kvinder om det levende og det døde barn og fandt ud af, hvem der var den rette mor, ud fra naturens allerdybeste grund. Ligeledes brugte Jakob den samme kunst, 1 Mos 30,37–39, da han med de brogede stokke fik det til at ske, at der blev født lutter brogede får.

Denne kunst er en fin og ret naturlig kunst; derfra stammer alt, hvad lægerne og deres lige ved om urternes, frugternes, malmenes, stenenes og den slags tings kræfter, og hvad de beskriver og bruger. Den bliver også ofte anført i Skriften, idet Skriften bruger lignelser om dyr, sten, træer og urter osv. Den kunst har perserne og araberne og andre østerlændinge brugt meget, de har studeret i den, og den har været en ærbar kunst og har også gjort folk vise.

Men siden er svinene og de grove hoveder faldet over den, som det sker i alle kunster og lærdomme; de er kommet for langt væk fra vejen og har blandet denne ædle kunst med gøgl og trolddom; de har villet efterligne denne kunst og blive den lig. Og da de ikke kunne det, har de ladet den rette kunst fare, og så er der blevet gøglere og troldmænd af dem, som spår og gør undere ved Djævelens værk, dog undertiden ved naturen; for Djævelen har beholdt meget af denne kunst og bruger den undertiden i magerne. Derfor er magus nu blevet et skændigt navn og betyder ikke andet end dem, der således spår og gør undere ved den onde ånd; dog sådan, at de undertiden rammer og hjælper, fordi naturens værk (som ikke kan lyve) bliver blandet ind, hvad den onde ånd godt kan.

Derfor har disse magi eller vise mænd ikke været konger, men lærde og erfarne folk i en sådan naturlig kunst; skønt det uden tvivl ikke har været helt rent med dem, så de ved siden af også har drevet meget gøglerværk. For endnu i dag findes der stor og mangfoldig trolddom i de samme østerlande, og derfra er trolddommen også kommet ud i hele verden, da denne kunst blev foragtet og gik tilbage; og før den tid havde de lagt sig stærkt efter himlens løb og stjernerne. Således har den formastelige fornuft altid blandet og ødelagt det, der var godt, med sin efterabelse og nysgerrighed, der driver den som en abe til at gøre alt, hvad den ser og hører. Således gør de falske profeter efter de rette profeter, de falske gerningshellige efter de rette hellige, de falske lærde efter de rette lærde; og når man ser på hele verden, finder man, at fornuftens værk ikke er andet end et rent abespil, hvormed den vil følge det gode og bare forvender det og forfører sig selv og alle andre.

Derfor har disse magi ikke været andet end det, som filosofferne var i Grækenland og præsterne i Egypten, og det, som de høje skolers lærde nu er hos os; kort sagt: de har været de gejstlige og de lærde i det rige Arabien; ligesom hvis man nu sendte gejstlige, lærde folk fra de høje skoler med gaver til en fyrste. For de høje skoler roser sig også af, at de lærer den naturlige kunst, som de kalder philosophia, og dog lærer de ikke alene abespil, men giftig vildfarelse og lutter drømme.

For den naturlige kunst, som før i tiden hed magia og nu physiologia, er den, hvor man lærer at kende naturens kræfter og værk; som at en hjort med sin ånde gennem næsen trækker slangerne ud af klipperevnerne, dræber dem og æder dem, og at den bagefter af giftens store hede tørster efter en frisk kilde, som Sl 42,2 viser. Ligeledes hvordan en væsel lokker slangen ud: den logrer med sin lille hale foran slangens hul, og når så slangen vred kryber ud, ligger den lille væsel på lur oven over hullet; og når slangen ser op efter sin fjende, slår væselen sine tænder i slangens hals ved siden af giften og kvæler således sin fjende i dens eget hul.

I sådanne kunster har magerne studeret, og i dem ligger der stor visdom gemt om Kristus, og om hvordan mennesket skal forholde sig i sit liv. Men denne kunst tænker man ikke på nu i de høje skoler, og bønderne ved mere om den end vore magi, naturens mestre, så de ikke uden grund kaldes naturens narre, som med så store omkostninger og så meget besvær kun lærer baglæns og er Djævelens spottefugle. Ville vi nu oversætte dette evangelium helt nøjagtigt, måtte vi sige: Der kom naturens mestre fra Østerland, eller de naturkyndige fra det rige Arabien.

Nogle undrer sig også over, hvordan de har kunnet tilbagelægge så lang en vej på så få dage; for man tror, at de kom på den trettende dag efter Kristi fødsel, og dog skriver geograferne, at hovedstaden Saba i det rige Arabien ligger omkring tres dagsrejser fra Middelhavet, som ikke ligger ret meget mere end tre tyske mil fra Betlehem. Men sådanne og lignende spørgsmål bekymrer mig ikke meget; det er heller ingen trosartikel at tro, at de kom på den trettende dag. Det er heller ikke nødvendigt, at de kom fra hovedstaden Saba eller fra landets yderste egn; de kan godt være kommet fra et sted ikke langt fra grænsen, i passende tid og på naturlig vis.

For Maria måtte efter loven som enhver anden kvinde være uren i seks uger og blive inde i Betlehem, så hun godt kunne findes dér efter tyve eller tredive dage. Dog vil jeg dermed ikke forbyde den almindelige mening, at det er gået til ved et under, så længe ingen bliver tvunget til at tro det som en trosartikel, sådan som de har gjort og plejer at gøre i mange lignende stykker. Hvad den guddommelige Skrift ikke fastsætter, behøver man ikke at holde for trosartikler.

Så er nu evangelistens mening: Da Kristus var født under Herodes’, den første fremmede konges, regimente, og profetiernes tid var opfyldt, se, da skete det store under. Ham, som hans egne, landets indbyggere og borgere, hverken søgte eller ville kende, ham søgte et sådant fremmed, udenlandsk folk over så mange dagsrejser. Ham, som de højlærde og præsterne ikke ville komme til og tilbede, til ham kommer spåmændene og stjernekiggerne. Det var da en stor skam for hele det jødiske land og folk, at de havde fået Kristus født hos sig og først skulle høre det af fremmede, hedenske folk fra fjerne lande. Og især i hovedstaden Jerusalem burde de da have vidst det. Dermed får de en stærk formaning til at kende og søge Kristus. Men deres pande har været af kobber og deres nakke af jern, som Esajas siger om dem (Es 48,4).

Hvor er jødernes nyfødte konge? Vi har set hans stjerne i østen og er kommet med gaver for at tilbede ham.

Teksten og nøden tvinger os til at tale noget mere om de naturkyndige eller naturens mestre, eftersom de vise mænd her har erkendt en konges fødsel ud fra stjernen, sådan som de selv bekender. Man skal vide, at kundskaben om naturen for en del er kendt af ethvert menneske. Jeg ved da, at hundetunge er god til sår, at en kat fanger mus, også når den er mæt, at en høg fanger agerhøns, og så videre; den ene ved mere om naturen end den anden, af egen erfaring eller ved andres undervisning. Men Gud har ikke åbenbaret hele naturen, kun den mindste del; nu er fornuften nysgerrig og vil altid vide mere og mere; derfra er studiet og udforskningen af naturen opstået.

Nu er det ikke muligt for fornuften efter Adams fald, som har blindet den, at erkende naturen længere, end erfaringen eller guddommelig oplysning giver. Men den urolige fornuft kan ikke holde sig i ro og lade sig nøje med det; den vil vide og se alt, som en abe. Derfor begynder den at digte og forske videre, end den har fået befaling til, og foragter det, som erfaringen eller Gud har givet den; og dog griber den heller ikke det, den søger. Således bliver alt dens studium og al dens viden lutter vildfarelse og narreværk. Derfra kommer det, at menneskene, da de foragtede den naturlige kunst eller ikke kunne nå den, har delt sig i utallige stykker og sekter.

Nogle har skrevet om jorden, nogle om vandene, nogle om det ene, nogle om det andet, så der ikke har været noget mål for bogskriveriet og studeringen; til sidst, da de havde studeret sig trætte på jorden, er de faret op til himlen og har også villet kende himlens og stjernernes natur, som man dog aldrig kan få nogen erfaring om. Dér har de fået rigtig frit spillerum til at digte, lyve og bedrage og sige om den uskyldige himmel, hvad de bare ville. For som man siger: «Den, der kommer langvejs fra, kan lyve så meget, han vil», for ingen kan gendrive ham med erfaringen.

Sådan lyver også de med fuld og sikker magt, fordi ingen kan nå op til himlen og hente erfaring om deres lære eller vildfarelse. Så lærer de: Den, der bliver født i det tegn, må blive spiller; den, der bliver født under den stjerne, må blive rig eller vis. Ligeledes: Den må blive slået ihjel; ligeledes: Den, der bygger, gifter sig eller drager ud på den dag eller denne dag, for ham må det gå sådan og sådan; og de siger: Stjernerne på himlen er sådan af natur og virker sådanne ting i de mennesker, som de rammer på den tid. Gud hjælpe os, hvor er alting her lagt ind under denne kunst! Den har fornuften kastet sig over med hele sin andagt, fordi det er store, grove løgne og nydelige, unyttige fabler, som den i sin blindhed har den største lyst til; for sandheden smager den ikke så godt som fablerne og løgnene.

Til sidst er først de rigtige helte trådt frem; de har løftet øjnene rigtig højt og ikke givet sig af med sådan barneværk, men er begyndt at udforske hele verden i ét: hvor den kommer fra, og hvor den vil hen; om den har haft en begyndelse, eller om den er og bliver fra evighed; og om der også er en øverste over verden, som styrer alle ting. Her er naturens ædle lys, den hedenske mester, ærkemesteren over alle naturens mestre, som nu styrer alle de høje skoler og lærer i Kristi sted, den højt berømte Aristoteles; han har lært dem og lærer dem stadig, at en sten er tung og en fjer let, at vandet er vådt og ilden tør. Ligeledes et særligt mesterstykke: at jorden er oppe og himlen nede; det beviser han med, at rødderne på træerne og alle planter sidder i jorden, og grenene går mod himlen. Nu er det jo oppe, hvor man henter næringen fra, og nede, hvor næringen går hen, som vi ser på mennesket. Derfor er mennesket et omvendt træ. Og således, når fjeren flyver, så flyver den nedad; når stenen falder, så falder den opad.

Videre, da han kommer til at tale om den øverste, slutter han, at verden har været sådan fra evighed og bliver ved at være sådan, og at alle sjæle dør med legemet. Og den øverste sidder over himlen og ser slet intet af, hvad der sker; men ligesom man maler den blinde lykke, drejer han himlen rundt i al evighed, én gang hver dag; så kommer hver ting, som den nu kommer. Og hans grund er: Skulle han se alle ting, ville han se meget ondt og uret, og det ville tage lysten fra ham. For at han nu kan beholde sin lyst, skal han ikke se andet end sig selv og således styre verden med lukkede øjne, ligesom en kvinde vugger barnet om natten.

Det er de høje skolers kunst; den, der kan den eller lærer den, sætter man en brun baret på og siger: Værdige hr. magister artium et philosophiae [magister i de frie kunster og filosofien]! Den, der ikke kan denne kunst, kan ikke blive teolog eller forstå den hellige Skrift; ja, han må være kætter og kan aldrig blive kristen. Sig du mig: Hvad skal vi kalde det folk? De er hverken magi, troldmænd eller gøglere, men rasende, tossede og vanvittige. Derfor se, om Kristus ikke har betalt os redeligt, fordi vi, utaknemmelige for hans nåde, har foragtet evangeliet: til gengæld har han ladet os blive så skammelige og skændige djævlenarre, at vi ikke alene ikke kan se det, men søger det som stor visdom med store omkostninger, møje og arbejde.

Alt dette har Sankt Paulus forkyndt, når han siger i Kol 2,8: «Se til, at ingen bedrager jer ved den naturlige kunst og tomt bedrag, som ikke er af Kristus.» Ligeledes 1 Tim 6,20–21: «Bevar det, som er dig betroet, og sky den uåndelige, tomme snak og påfundene fra den falsk berømte kunst, som nogle er faldet fra troen over.» Her fordømmer apostlen sandelig med udtrykkelige ord de høje skolers lære, så intet kan fremføres derimod, eftersom han vil, at alt, hvad der ikke er af Kristus, skal undgås. Så må jo enhver bekende, at Aristoteles, den øverste mester for alle de høje skoler, ikke alene slet intet lærer om Kristus, men lutter sådanne tåbelige ting, som sagt er; så apostlen med rette byder, at vi skal holde fast ved den lære, som er os betroet at vogte, og kalder Aristoteles’ naturlige kunst ukristelige, tomme ord, som der intet ligger bag, og dertil en modsætning mod Kristus, som dog kun er en falsk berømt kunst. Hvordan kunne han have betegnet den klarere, end når han kalder den en falsk berømt kunst? Ingen ros er større end den, Aristoteles’ kunst har i de høje skoler, og dog er rosen falsk; for kunsten er intet, kun en modsætning, der er kommet op for at udrydde Kristus.

Derfor, kære menneske, lad den naturlige kunst fare. Ved du ikke, hvilken kraft hver stjerne, sten, træ, dyr eller enhver skabning har – det, som den naturlige kunst stræber efter, også når den stræber allerbedst –, så lad dig nøje med det, som din erfaring og den almindelige viden lærer dig. Det er heller ikke så vigtigt, at du ikke ved det hele; det er nok, at du ved, at ild er varm, og vand koldt og vådt, og at der er andet arbejde at gøre om sommeren end om vinteren; vid, hvordan du skal passe din mark, dit kvæg, dit hus og dit barn; det er nok for dig i naturlig kunst. Tænk så på, hvordan du kan lære Kristus alene at kende; han vil vise dig, hvem du selv er, og hvad du formår. Således vil du kende Gud og dig selv, hvad ingen naturens mester og ingen naturlig kunst nogen sinde har erfaret, som Sankt Paulus lærer i 1 Kor 2,8.

Når vi nu kommer til teksten, kunne du sige: Ja, men dette evangelium siger jo, hvordan disse vise mænd har lært en konges fødsel at kende af stjernen; dermed bekræfter det, at stjernekunsten bør læres og kendes, eftersom Gud selv hjælper til og lader en stjerne gå op, hvorved han tilskynder og belærer de vise mænd. Svar: Bliv bare ved eksemplet, og lær sådan, som disse vise mænd lærte af stjernen, så gør du ret og farer ikke vild; for der er ingen tvivl om, at solen, månen og stjernerne er skabt, som Moses skriver i 1 Mos 1,14, til at være tegn og tjene jorden med deres skin.

Af solen lærer du, når den står op, at dagen begynder; når den går ned, at dagen er til ende; når den står midt på himlen, at det er middag; og således er den sat for dig til et tegn og et mål for tiden og timerne, så du kan rette dit arbejde og dine forretninger derefter. Sådan også månen og stjernerne om natten. Desuden bruger du solen til at pløje og passe din mark og dit kvæg; alt efter om den er varm eller ikke varm, kan du arbejde. Lad det blive ved det; så meget skal du vide om solen og himlen; hvad du vil vide mere, behøver du ikke, og det er lutter nysgerrighed, dertil også usikkert og for største delen vildfarelse. Som når narrene vil vide, hvor stor solen er, hvor højt den står over jorden, hvordan den har særlig kraft over guldet, og at den, der bliver født i solens tegn, skal blive vis; og meget mere af den slags narreværk, som de ikke har nogen grund for.

Ligeledes skal du også vide, at når solen mister sit skin, er det sikkert et ondt tegn, som en ulykke vil følge efter; ligesådan, når kometen, halestjernen, skinner. For sådan lærer erfaringen, og desuden siger Kristus i Luk 21,25, at der skal ske sådanne tegn i solen, månen og stjernerne, som betyder verdens sidste ulykke.

Sådan er også store uvejr, lyn, oversvømmelser og ild i luften og på jorden et tegn. Men hvordan det går til, eller hvilken naturlig kraft der er i alt dette, eller hvilket værk det virker i det skjulte, sådan som magerne udforsker og gøgler med, er dig hverken nyttigt eller nødvendigt at vide; det er nok, at du deraf kender Guds vrede og bedrer dig. Således har man i disse år set overmåde mange formørkelser og mange tegn på himlen i mange lande; for der er sikkert en stor omvæltning i vente. Således betyder også mørket under Kristi lidelse den ulykke, som har holdt jøderne fanget indtil nu. De er sikre tegn – det har Gud skabt dem til –, men det, gøglerne digter om deres art, er usikkert.

Således har heller ikke disse vise mænd haft mere i denne stjerne end et tegn, og de har heller ikke brugt den videre end som et tegn, og det havde Gud også bestemt den til. Derfor kan stjernekiggerne og spåmændene ikke styrke eller rose deres falske kunst ud fra dette evangelium. For selv om disse vise mænd ellers også var bedåret af den samme kunst, har de dog her ikke brugt stjernen videre end som et tegn. De siger jo ikke, hvad der skal ske Kristus, eller hvordan det skal gå ham, og de spørger heller ikke om det; men det er dem nok, at den er tegn på en stor konge, og de spørger kun, hvor han er at finde.

Og for at Kristus rigtig kunne stoppe munden godt og grundigt på sådanne sludrehoveder, har han skaffet en særlig, egen, ny stjerne til sin fødsel, som endnu var ubesmudset og urørt af deres sludder. Ville de altså sige, at han var født under stjernernes kraft, så kunne han komme dem i forkøbet og sige: Denne stjerne er jo ikke en af dem, som jeres kunst digter om.

Hvis altså alle menneskers fremtidige skæbne ligger i stjernerne, som I lærer, så kan ingen af disse skæbner ligge i denne stjerne, som er ny og af en anden art end hine, og som I jo aldrig før har vidst eller hørt noget om. Videre: Hvis ingen af de andre stjerner virker noget over Kristus, men han har en egen, ny stjerne, så følger det, at de heller ikke virker noget over noget andet menneske; for han er jo et menneske ligesom andre. Omvendt: Hvis denne nye stjerne ikke virker noget over andre mennesker – for den stod der ikke længe –, så virker den sandelig heller ikke noget over Kristus, som er alle mennesker lig. Derfor er den naturlige kunst om stjernerne lutter gøglerværk.

Men hvordan disse vise mænd har kunnet se, at denne stjerne var et sådant tegn, at den sikkert betød en nyfødt konge, kan jeg ikke vide; måske har de fundet i deres historier og krøniker, at flere kongers fødsel tidligere var blevet betegnet på himlen eller ved en stjerne. For man finder også i latinske og græske historier, hvordan nogle store fyrsters og særlige menneskers komme eller fødsel er blevet forkyndt ved under og tegn i luften og på himlen. Og disse vise mænd vidste godt, at dette jødefolk var Guds særlige, udvalgte folk, som Gud gjorde og havde gjort meget for frem for alle folk. Derfor, da dette var en så dejlig stjerne, har de sikkert tænkt, at Gud havde givet dem en ny konge. Men at nogle siger, at de har haft Bileams ord, 4 Mos 24,17: «Der skal gå en stjerne op af Jakob» osv., beviser intet; for det er snarere sagt om Kristi åndelige opgang, og Kristus selv er stjernen. Men den, der ikke lader sig nøje med dette, kan tænke, hvad han vil; måske har de det fra en guddommelig åbenbaring.

De har heller ikke til at begynde med anset denne konge for Gud, men for en konge på de timelige kongers almindelige vis; ligesom dronningen fra det rige Arabien så på Salomo og kom til ham med gaver fra sit land. Derfor kommer de også til Jerusalem, til hovedstaden, og håber at finde ham ved det kongelige hof og i pragt. For stjernen, som de så over det jødiske land, da de endnu var hjemme i det rige Arabien, må siden være forsvundet, så de ikke har set den på vejen, før de rejste fra Jerusalem til Betlehem, som evangeliet siger.

Men når de siger: «Vi har set hans stjerne», mener de på det tidspunkt endnu ikke, at Kristus har skabt den, men at den er hans, fordi den er tegnet på hans fødsel; ligesom stjernemestrene endnu kalder det tegn, et menneske er født i, for hans tegn, ikke fordi han har skabt det. For Kristi guddom forblev skjult indtil hans himmelfart, skønt den mange gange blev tilkendegivet.

Sådan også, når de vil tilbede ham: det gør de i den mening, som Skriften viser, at kongerne i østerlandene blev tilbedt; ikke at man holdt dem for guder, men at falde ned for dem og ære dem kalder Skriften at tilbede, og den bruger det både om Gud og om mennesker, ligesom også ordene herre og konge, ja, også navnet Gud, når han siger til Moses i 2 Mos 7,1: «Se, jeg har sat dig til en gud over Farao.»

Men da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet og hele Jerusalem med ham.

Hvorfor bliver de forfærdede over det? Jøderne ventede dog på Kristus, som Gud havde lovet dem, som sagt ovenfor ud fra 1 Mos 49,10. Der var dog Simeon og Hanna og uden tvivl også mange flere hellige mennesker i Jerusalem på den tid, som ventede Kristi komme og glædede sig over det. At Herodes blev forfærdet, har en åbenlys grund: han frygtede for kongeriget, for han vidste godt med sig selv, at han var en fremmed og havde handlet ilde mod jøderne; han vidste også godt, at jøderne ventede på Kristus, som skulle udfri dem, sådan som Moses havde gjort; så hans samvittighed måtte frygte, at der kunne rejse sig et oprør mod ham, og at han ville blive stødt fra riget.

Omvendt frygtede jøderne Herodes og romerne: det ville koste meget blod, hvis de skulle have en ny konge. For de havde tidligere sat sig op mod romerne og Herodes og havde fået stor ulykke ud af det, og det gik dem, som det gik Israels folk i Egypten, da Moses skulle føre dem ud, og de blev forfulgt hårdere end før, så de straks knurrede mod Moses; det var et tegn på deres svage tro, ligesom også denne forfærdelse i Jerusalem viser en vantro, så de ser mere på menneskelig magt end på guddommelig.

Men de hellige mennesker blev ikke forfærdede, men glade. At evangelisten siger, at hele byen blev forfærdet med Herodes, er ikke sagt om alle indbyggere eller borgere i hele byen, men efter Skriftens vis: når den nævner en by alene og ikke også indbyggerne, så mener den ikke alle, der er i den, men den største del. Som der mange gange står skrevet i Josvabogen, at han ødelagde den og den by, og så tilføjes det, at han dræbte alt, hvad der var af indbyggere og levende i den.

Og han samlede alle ypperstepræsterne og folkets skriftlærde og udspurgte dem om, hvor Kristus skulle fødes. Og de sagde til ham: «I Betlehem i Judæa, for således står der skrevet ved profeten: ’Og du Betlehem i Judæa land, du er slet ikke den ringeste blandt Judæas fyrster, for fra dig skal der udgå en fyrste, som skal være herre over mit folk, Israel.’»

Her spørger vi: Hvorfor har Kristus ikke ladet disse vise mænd føre helt til Betlehem af stjernen, men lader sin fødsel, som nu var kendt, udforske gennem Skriften? Det sker, for at han kan lære os at holde os til Skriften og ikke følge vor egen indbildning eller noget menneskes lære; for han vil ikke have givet sin Skrift forgæves; dér vil han lade sig finde og ellers ingen steder. Den, der foragter den og lader den fare, skal og må aldrig finde ham.

Således har vi hørt ovenfor (Luk 2,12), at englen også gav hyrderne et tegn, ikke Maria eller Josef eller noget menneske, hvor hellige de end var, men alene svøbet og krybben, som han var svøbt i og lagt i; det vil sige: profeternes skrift og loven; i den er han svøbt, den har ham, den taler kun om ham og vidner om ham og er hans sikre tegn, som han selv siger i Joh 5,39: «Søg i Skriften, for I mener, at I har det evige liv i den, og det er den, der vidner om mig.» Og Paulus i Rom 3,21: «Den retfærdighed, som gælder for Gud, er åbenbaret og bevidnet af loven og profeterne.»

Ligeledes har vi også hørt om Simeon og Hanna, at de betyder Skriften, som viser Kristus og bærer ham på armene. Og i Luk 16,29–31 ville Abraham ikke tillade den rige mand i helvede at sende Lazarus til sine brødre, men henviste dem til Skriften og sagde: «De har Moses og profeterne, lad dem høre dem. Hører de ikke Moses og profeterne, så tror de heller ikke, selv om en død stod op.»

Imod denne troskab og guddommelige lære har vore lærde hidtil oprettet mange slags måder at lære sandheden på. Nogle af dem må vi fortælle om, så vi ved at vogte os for dem.

For det første har de bragt utallige love, vedtægter, artikler og lærdomme frem, som mennesker har udtænkt, såsom den gejstlige ret og den slags, ordener og klosterregler. Det er uden tvivl ikke Kristi svøb og krybbe, og heller ikke Simeon og Hanna. Og Sankt Paulus har omhyggeligt advaret os mod sådanne lærdomme, for at vi endelig skal blive ved Guds ord alene. For al menneskelære er farlig og fører til sidst bort fra troen, ligesom Salomo blev forført af fremmede kvinder. Det tyder Sankt Paulus på i Tit 1,14 og siger, at menneskelære vender bort fra sandheden.

Men hvis nogen brugte menneskelæren, sådan som man bruger mad og drikke og klæder, så ville den ikke gøre skade. Ingen spiser og drikker eller klæder sig på, fordi han mener at blive retfærdig og frelst ved det. For en sådan mening eller samvittighed ville enhver regne for en grov dårskab. Nej, hans mening og samvittighed med hensyn til at blive retfærdig er alene den, at han regner med, at når han blot tror fast på Kristus, så bliver han retfærdig og frelst. Den mening er rigtig, og den samvittighed er god.

Altså: Den, der faster, arbejder, bærer munke- eller præstekjole eller holder sin ordens regel, sådan at han regner det for det samme som at spise og drikke – at han ikke er retfærdig, fordi han gør sådan, og heller ikke ond, hvis han lader det være, men ved, at han alene er retfærdig ved troen – han farer og handler ret, og ham skader menneskelæren ikke mere, end mad og drikke eller klæder skader ham. Men hvor er de, der gør sådan? Blandt tusind knap én. For som regel siger de alle sammen: Ja, skulle jeg ikke blive retfærdig og frelst ved sådan et liv, sådan en orden, regel og gerning – hvad lavede jeg så derinde, jeg store nar?

Derfor er det ikke muligt, at menneskelæren ikke skulle vende bort fra sandheden, som Paulus siger. For ét af to må ske: enten bliver den foragtet og forladt, når man hører, at den hverken gør retfærdig eller frelser; eller også binder og kvæler den samvittigheden og meningen, når man regner med, at den gør retfærdig og skal holdes. For dér må troen gå til grunde og sjælen dø, og dér er ingen hjælp og ingen redning.

For troen kan ikke bestå og ikke tåle, at man regner med og har den samvittighed, at noget andet end den alene er nyttigt og nødvendigt for at være retfærdig. Derfor kan den, der har troen, ikke agte menneskebud, men han holder dem, som og når han vil; han er ganske enkelt herre over dem. Men den, der har menneskebud uden tro, kan ikke kende troen; han bliver evigt en træl af menneskelæren og gør heller aldrig en god gerning, som Sankt Paulus siger i Tit 1,16. Derfor må man holde sig til den rene, klare Skrift, som alene lærer Kristus, så vi ved ham bliver retfærdige i troen og derefter gør alle gerninger frit, til gavn for vor næste, som det ofte er sagt.

For det andet stiller de de helliges legender og eksempler frem for os, så de også kan styrke og grundfæste deres menneskelære med dem. Og det trænger sandelig hårdt på og ødelægger utallige sjæle; dér kommer man så lønligt bort fra Skriften og troen, at ingen kan mærke det. Dér stiller de Sankt Benedikt, Gregor, Bernhard, Augustin, Frans, Dominikus og mange store helgener frem, som ingen tør nægte er hellige, og som dog har levet i sådanne menneskelærdomme og ordener og er blevet hellige. Sig mig: Hvordan kan et enfoldigt hjerte tåle sådanne stød og blive i troen? Her må der være en apostolisk eller evangelisk ånd, hvis det skal holde stand. Åh, hvor er de skråsikre, og hvor tramper de klodset af sted! Når de har bragt sådanne helgeners eksempel frem, mener de, at de har tændt den rette lygte.

Hvis jeg nu sagde til dem: Sådanne helgener har også spist, drukket, sovet og haft klæder – ville det så ikke også være en god idé, at vi oprettede en spiseorden, en drikkeorden, en soveorden og en klædeorden? Så siger de: Ja, men de kære fædre har ikke gjort sådan noget for at blive retfærdige ved det, sådan som de har gjort med dette væsen, som de havde regnet for gode og hellige veje. Hertil svarer jeg: Hvis du siger, at de kære fædre er blevet retfærdige ved et sådant væsen, mere end ved at spise, drikke, sove og klæde sig, så farer du åbenlyst vild. For det har Gud fint sørget for, at han aldrig har æret nogen af de hellige med noget som helst under for hans gerningers skyld; nej, de har alle været fulde af Ånd og tro. Så lader du deres ånd og tro fare og griber alene fat i deres ydre væsen. Det er ligesom en nar, der hele sit liv ikke gjorde andet end at sove, fordi han havde hørt, at Sankt Bernhard engang havde sovet, og ville blive retfærdig og frelst ved det. Derfor gør man de hellige uret, når man foregiver, at de har holdt sådanne ordener i den mening, at de gør retfærdig og frelser, og på den måde bedrager man folket med de kære helgeners liv og navn.

Men du siger: Ja, de har jo alligevel holdt dem og ikke forkastet dem og heller ikke agtet dem så ringe, som du lærer at agte dem. Jeg svarer: Det kommer hverken dig eller mig ved at dømme deres mening og hjerte; men det siger vi: Det er ikke umuligt, at de har agtet det alt for højt. Men i det har de taget fejl som mennesker. For det må enhver bekende, at de kære hellige har taget fejl og syndet. Derfor vil Gud, at man kun skal se på hans ord og ikke følge de kære helliges eksempel videre, end hvor de følger Guds ord. Men hvor de som mennesker ved siden af også følger deres egen indbildning eller menneskelære, dér skal vi følge den gode Sem og Jafet, som dækkede deres far Noas blusel til, og ikke prædike og sladre om det sammen med den onde Kam. Sådan skal vi også tie om disse helliges skrøbelighed og ikke brede den ud, så vi alene følger deres styrke.

Det er slet ikke noget under, at de kære hellige har snublet og taget fejl i det her. Det er et så højt og stort stykke, dette med erkendelsen af Kristus og troen, at Guds nåde alene må virke den i os; kød og blod siger intet om den, men alene Faderen i himlen, som Kristus vidner i Matt 16,17. Ja, der har været større hellige end Sankt Augustin, Benedikt, Gregor og deres lige, som har taget fejl i det her. Der var jo allerede på apostlenes tid sådanne lærere; imod dem skriver Sankt Paulus alle sine breve, for at han endelig kan værne om troen mod gerningerne og lærdommene.

Og for at du kan undre dig endnu mere: Hele kirken, da den endnu var ny og på sit bedste, tog fejl i det her, så at alene Sankt Peter, Paulus og Barnabas stod her og fik fastholdt, at ingen lov og ingen gerning var nødvendig og nyttig til at gøre retfærdig. Alt det beskriver Sankt Lukas klart i ApG 15,6. Nu var der jo store hellige til stede, nemlig apostlene og deres disciple; alligevel holdt de fast på det og ville også være blevet ved det, at lov og gerninger var nødvendige til frelse, hvis ikke Sankt Paulus og Peter havde holdt imod. Ja, selv de ville ikke have vidst det, hvis ikke Gud ved undertegn fra himlen havde gjort dem vis på denne mening, at kun troen var nyttig og nødvendig for at blive frelst, som der står i ApG 10,43.

Og oven i det: Selv om Sankt Peter vidste det og selv havde været med til at fastholde det, tog han alligevel også fejl i det i Antiokia og brugte ikke denne frihed ret, så at Sankt Paulus alene stod ham imod, som han skriver i Gal 2,11. Ikke sådan, at Sankt Peter mente, at han måtte holde loven, men sådan, at han ikke ligefremt brugte den frihed, som han godt kendte, for sit eget vedkommende, og mente, at han måtte holde sig tilbage for de andres skyld. Det var ikke rigtigt, og Sankt Paulus irettesatte det.

Derfor er det slet intet og atter intet, når man fører de helliges eksempel frem i det, de har gjort ved siden af eller uden for Skriften. Det bedrager lige så meget, ja langt mere, end nogen kætters eller falsk lærers vildfarelse. For den sande, rette hellighed smykker en sådan skrøbelighed alt for meget, og Gud sender det sådan, for at han kan holde os alene ved sin Skrift og lære, uden for hvilken der intet liv og intet lys er, om så alle engle lærte det.

For det tredje fører de de helliges udlægning af Skriften frem; det skal også være et lys. Dér hænger de også hårdt fast og mener, at her har de noget, som ingen kan forkaste. De værger sig igen og igen imod, at vi endelig ikke skal komme til den rene Skrift, og begynder at sige, at Skriften er dunkel, og at der kommer mange kættere ud af den. Er det ikke et hovedstykke af al gudsbespottelse? Men hvem siger dem, at fædrene ikke også er dunkle? Eller hvem vil gå i borgen for os, at fædrene ikke tager fejl i deres udlægning? Det er jo åbenbart, at de ofte har taget fejl, ofte modsagt sig selv, ofte også hinanden, og meget sjældent stemmer overens. Det sender Gud sådan og gør også denne fædrenes udlægning uvis; han værger på alle sider imod, at vi løber bort fra ham ud af hans Skrift. Alligevel glider vi derhen og lader os ikke holde tilbage.

Derfor skal vi vide, at det ikke er sandt, det de siger: Fædrene oplyser den dunkle Skrift. De gør fædrene uret og lyver om dem. Fædrenes gerning er ikke at oplyse Skriften med deres egne glosser, men at føre klar Skrift frem og på den måde bevise Skrift med Skrift, rent og uden noget som helst eget tillæg.

Men at der kommer kættere ud af Skriften, er sandt; hvor skulle de ellers komme fra? Der er jo ingen anden bog, der lærer troen, end Skriften. Derfor: Ligesom ingen kan blive kristen uden alene ved Skriften, sådan kan heller ingen blive kætter uden alene ved Skriften. Ja, Kristus selv er et tegn, som modsiges, som menneskene støder sig på; nogle falder, og nogle rejser sig. Skulle man derfor forkaste ham eller rejse en anden Kristus ved siden af ham? Du misbruger jo også vin og brød; skulle man derfor lade ager og vingårde ligge brak eller dyrke andre ved siden af? Den onde ånd er Skriftens fjende; derfor har han med dette skrig gennem sin bespottelige mund bragt den i vanry og gjort den mistænkelig i dette stykke.

Men hvad lærer dette evangelium? For det første spørger de vise mænd ikke efter ypperstepræsten og siger ikke: Hvor er Annas eller Kajfas, eller hvordan har denne eller hin levet? Nej, sådan siger de: «Hvor er jødernes konge, som er blevet født?» Ja, Kristus lader dem løbe forkert og fare vild som et eksempel for os, så de søger ham i Jerusalem, i den hellige stad, hos de gejstlige, hos de lærde, hos de øverste. Han lader sig ikke finde på et helligt sted eller i hellige fagter. Og de får heller ikke svar ud fra, hvad menneskeglosser siger, men ud fra, hvad den rene Skrift siger om Kristus; den alene skal man søge hos de hellige folk og på de hellige steder.

Heri har vi et tilstrækkeligt forbillede: Uden at se på noget menneskes gerning, lære, glosse og liv skal vi alene agte på den rene Skrift og over for alle helliges liv og lære bevare den fordel, at vi ikke rager alt til os, hvad de lærer eller lever, men holder dom over det og med skelnen kun tager imod det, som stemmer med Skriften. Men det, der er deres eget og uden Skrift, skal vi agte som menneskeværk og lade det blive, som Sankt Paulus lærer os i 1 Thess 5,21: «Prøv alt, hold fat ved det gode.»

Det har også Moses betegnet i loven, 3 Mos 11,3 og 5 Mos 14,6, hvor han beskriver de rene og urene dyr: at alle dyr, der ikke har kløvede hove og ikke tygger drøv, skulle være urene. Det er de mennesker, der ikke kløver deres fødder, det vil sige, som vandrer klodset ind i deres liv: Hvad der kommer for dem, det rager de til sig og følger det. Men de rene dyr er dem, der handler med Åndens skelnen i alt ydre væsen og alle lærdomme: Hvad de ser stemmer med Skriften, det holder de; men hvad der er uden Skrift og rent menneskepjat, det lader de fare, hvor store de hellige så end vil eller kan være.

For ingen hellig har været så fuldkommen, at han ikke havde kød og blod, ja at han ikke havde en stadig strid med sit kød og blod, så det ikke er muligt at tage imod deres sager som ren ånd og som et eksempel. Mange gange har natur og fornuft måttet løbe med ind, og det skal man slet ikke følge. Derfor byder Moses os at kløve hovene og Paulus at have Åndens skelnen og ikke tage imod alle gerninger og alt væsen.

I disse tre stykker – det vil sige menneskelære, de helliges eksempel og fædrenes glosser – mener de nu, og alle tror det, at de farer godt, og der er ingen, der tør tvivle eller sige imod her, så de ligefrem regerer her i al sikkerhed. De lader sig tykkes, at ingen har den hellige Skrift uden de alene, som har fattet den godt og kostbart ind i disse tre kar. Oven i alt dette er de faldet endnu videre ned i mørkets afgrund, så de foregiver, at det naturlige lys og den hedenske kunst også er en god måde at finde sandheden på. Derpå står de høje skoler nu så grundløst forvildede, at de lærer, at ingen kan blive teolog, det vil sige den bedste kristen, uden Aristoteles. Åh, blindhed over al blindhed!

Nu kunne det tåles, hvis de kaldte det naturlig kunst, at ild er varm, at tre og fem er otte og den slags, som al naturlig fornuft godt ved. Men de farer op over sig selv og digter idel drømme og unyttige tanker op om de ting, som ikke er noget, og som de ikke ved noget om. Det er en jammer at tænke på deres afsindige, tossede studeren, hvor de bruger så mange penge og så megen møje, at den onde ånd blot har sin spot med dem. Dermed plager Gud dem, sådan som de har fortjent, fordi de ikke er blevet ved den rene Skrift. Derfor må de æde idel sådant slam og helvedes stank og gå til grunde.

Derefter er de kommet i Djævelens kløer og har fulgt de eksempler, hvor sjælene viste sig og bad om hjælp; disse ånder har de troet alt, hvad de har sagt, uden nogen som helst sky og frygt. Derved er messen kommet i et sådant misbrug med sjælemesser og handel, at det ikke kan beklages og begrædes nok, om så hele verden græd blod dag og nat. Dér har Djævelen ladet sig besværge og tvinge til at sige sandheden og har dermed gjort sådan en spot og et spil ud af vor tro og vort sakramente, som han selv bare har villet. Alt det er vores nysgerrigheds fortjeneste og løn, fordi vi ikke har ladet os nøje med Guds Skrift og har holdt vor trofaste Gud og Fader for en nar og et fjols, som om han påtog sig at lære os i sin Skrift og dog ikke vidste eller kunne lære os, hvad vi skal vide, eller hvad det er nødvendigt for os at vide. Derfor gør han ret mod os, når han lader os blive Djævelens elever, eftersom vi foragter hans skole.

Så siger du: Skal man da ikke tro, at vandrende ånder går omkring og søger hjælp? Jeg svarer: Lad vandre, hvad der vandrer; du hører, hvad din Gud byder dig. Hvis du holder alle disse ånder for mistænkelige, synder du slet ikke; men hvis du holder én for ægte, er du allerede i fare for vildfarelse. Hvorfor det? Fordi Gud ikke vil have, at du skal lære af de døde og udforske sandheden; han vil selv være din levende, overstrømmende, fuldt tilstrækkelige lærer. Til hans ord skal du holde dig; han ved godt, hvad han skal sige dig om døde og levende, for han ved alle ting.

Men hvad han ikke siger dig og ikke vil sige dig, det skal du ikke begære at vide, og du skal gøre ham så megen ære at tro, at han ved, at det hverken er nødvendigt, nyttigt eller godt for dig at vide. Derfor skal du frit og frejdigt slå al sådan spøgeri af ånder hen i vejret og ikke være bange for dem; så vil de også nok lade dig være i fred. Og hvis det er sådan, at du har en poltergeist eller en rumlende ånd i dit hus, så lav ikke megen disputats, og vid, at der ikke er nogen god ånd dér, og at den ikke kommer fra Gud. Gør korsets tegn for dig, og tag troen til hjerte. Har Gud tilladt den at straffe dig, som han gjorde med den fromme Job, så vær beredt og lid det villigt; men er det dens eget spil, så foragt den i en stærk tro og sæt kun frejdigt din lid til Guds ord; for den vil ikke bide i Guds ord for dig, det skal du ikke tvivle på.

Men jeg mener nu, at ingen af disse poltergeister er sat af Gud til straf; det er deres egen kådhed at skræmme menneskene forgæves, eftersom de ikke har mere magt til at skade. For hvis den havde magt til at skade, ville den ikke vise sig med megen rumlen, men udføre sin ondskab, før du fik at vide, hvem der havde gjort det. Men skal en god ånd komme til dig, så vil det heller ikke ske på den måde, med megen rumlen og sådan letfærdighed. Prøv det, og vis en sådan tro; så vil du se, at sådan spøgeri ikke er af Gud, og det vil holde op. Men tror du ikke, så har den let spil; for Guds ord er ikke til stede, og det alene frygter den.

De Guds ord, du skal trodse med, står i Luk 16,29, hvor Abraham talte til den rige mand i helvede. Han bad om, at den døde Lazarus måtte blive sendt til hans levende brødre i verden; men Abraham afslog ham det og sagde: «De har Moses og profeterne, dem skal de høre!» Af den tekst følger det klart, at Gud ikke vil lade os lære af de døde, men vil have os holdt ved sin Skrift. Derfor: Hvordan og hvor en ånd end kommer til dig, så spørg slet ikke, om den er ond eller god, men stød den blot frejdigt dette ord kort og foragteligt i næsen: «Habent Mosen et Prophetas» [De har Moses og profeterne]; så vil den snart mærke, hvad du mener. Er den god, så holder den blot desto mere af dig, fordi du fører dit og dens Guds ord så frit og frejdigt; er den ikke god, sådan som alle de er, der rumler, så vil den snart sige farvel.

Ligeledes er det andet ord Moses’ i 5 Mos 18,9–11, hvor han siger sådan: «Israel, når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, så skal du ikke lære at gøre disse folks vederstyggeligheder, så der ikke hos dig findes nogen, der lader sin søn eller datter gå gennem ilden, eller en spåmand eller en dagvælger eller en, der agter på fugleskrig, eller troldkarle eller besværgere eller sandsigere eller en tegntyder eller en, der adspørger de døde» osv. Her hører du, at det for Gud er en hedensk vederstyggelighed at spørge de døde eller ånderne, og at det er strengt forbudt. På dette Moses’ ord ser Abraham, når han ikke vil lade Lazarus gå til de levende. Så kan du nu føre dette skriftord imod disse ånder og sige: «Non quaeras a mortuis, dicit Dominus» [Du skal ikke spørge de døde, siger Herren]; Gud siger: «Du skal ikke udforske noget hos de døde.»

Det har Gud holdt så fast ved, at der ikke er noget eksempel, ingen beretning i Skriften, hvor de hellige har udforsket noget hos de døde. Det er det tredje stød, så du kan sige til ånderne: Der er aldrig hørt eller læst noget eksempel i Skriften om sådanne ånder og deres væsen; derfor skal det foragtes og undgås som et sikkert djævlespøgelse.

Heraf er det let at mærke, at det var et spøgelse, da Samuel blev vakt op, 1 Sam 28,12. For alt dér går imod dette Guds bud; derfor er det ikke til at formode, at den rette profet Samuel blev vakt op af sandsigersken dér. Men at Skriften tier dér og ikke siger, om det var den rette eller den falske Samuel, det gør den, fordi den kræver af enhver, at han jo godt skal vide, at Gud ved Moses har forbudt at udforske de døde; og han tager aldrig sit ord tilbage, siger Job, og Bileam i 4 Mos 23,19. Og hvordan skulle troldkvinden have magt over de hellige, som er gemt alene i Guds hænder?

Men siger man: På den måde vil skærsilden også blive fornægtet, så svarer jeg: Om du ikke tror på skærsilden, er du ikke af den grund en kætter; for der står intet om den i Skriften. Og det er bedre, at du ikke tror det, der er uden for Skriften, end at du lader det fare, der er i Skriften. Lad paven og de pavelige vredes her, som de vil, de, som gør skærsilden til en trosartikel, fordi den har bragt hele verdens rigdom til dem og utallige sjæle i helvede, som har forladt sig på den og trøstet sig med at blive løst ud af den med gerninger. Gud har ikke givet dig noget bud om skærsilden, men om at du ikke skal spørge de døde om noget og ikke tro dem, hvad de siger. Lad det bud være dig mere vist og sandt end alle engle, for slet ikke at tale om paven og hans pavelige, som – eftersom alt deres væsen er løgn og bedrag – også gør skærsilden lidet troværdig.

Men vil du bede for de døde, så vil jeg ikke forbyde dig det. Jeg holder for, at skærsilden ikke er så almindelig, som de gør den til, men at kun ganske få sjæle kommer derind. Dog, som jeg har sagt: Det er uden nogen som helst fare for din sjæl, om du ikke tror på skærsilden. Du er ikke skyldig at tro mere end det, der står i Skriften.

Men vil man også her drage Gregor, Augustin og andre hellige frem med deres udsagn, glosser eller eksempler om skærsilden, så har du hørt ovenfor, hvor langt man skal følge og tro de kære hellige. Hvem vil gøre os vis på, at de ikke er blevet bedraget eller har taget fejl i det her, ligesom i mange andre stykker? Vor tro skal have en grund, som er Guds ord, og ikke sand eller mos, som er menneskers mening eller gerning.

Hermed stemmer også Es 8,19–20: «Når de siger til jer: ’Lad os spørge sandsigerne og troldkarlene, som hvisler med deres trolddomskunster’, så skal I svare: ’Skal et folk ikke alene spørge sin Gud, hverken de levende eller de døde, men efter hans lov og vidnesbyrd?’ Vil de ikke det, så skal de aldrig nå morgenlyset» osv. Se, det er også et klart skriftord, som trænger på og tvinger til, at man skal udforske alt, hvad man vil vide, efter Guds lov og vidnesbyrd; og den, der ikke gør det, skal berøves morgenlyset, som uden tvivl er Kristus og sandheden selv. Og læg mærke til: Da han havde sagt, at man skulle spørge Gud, viser han – for at ingen skal gloe op i himlen og vente noget særligt fra Gud – hvor og hvorfra vi skal spørge Gud, og siger: «Efter hans lov og vidnesbyrd.» Han vil ikke tåle, at man spørger Gud selv uden for Skriften; hvor meget mindre vil han så tåle det fra andre.

Moses opregner jo så mange, som man spørger ved, nemlig otte slags: Spåmændene, det er dem, der siger noget om tilkommende ting, som stjernekiggerne og de falske profeter ved Djævelens indskydelse. Ligeledes dagvælgerne, det er dem, der regner nogle dage for ulykkelige og andre for lykkelige til at rejse, bygge, gifte sig, klæde sig, kæmpe og til alle forretninger. Ligeledes åndefællerne – jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde dem – som besværger Djævelen i et spejl, et billede, en stok, et sværd, et glas, en krystal, en finger, en negl, en cirkel, et ris og den slags, og dér vil se skjulte skatte, begivenheder og andre ting. Ligeledes troldkarlene eller heksene, det er de onde djævlehorer, som stjæler mælk, laver uvejr, rider på bukke og koste, farer på kapper, skyder folk, lammer dem og får dem til at visne, piner børnene i vuggen, forhekser ægteskabets lemmer og den slags. Ligeledes for det femte besværgerne, som signer kvæg og folk, besværger slangerne, «taler» stål og jern og kan se og hviske meget og kender tegn. For det sjette sandsigerne, som har Djævelen bag ørerne og kan sige folk, hvad der er tabt, og hvad de gør eller vil gøre, sådan som tatere og sigøjnere plejer. For det syvende de, der driver trolddom, som kan give tingene en anden skikkelse, så det ser ud som en ko eller en okse, der i virkeligheden er et menneske, og som tvinger folk til kærlighed og elskov, og meget af Djævelens kram. Til sidst også de døde, de vandrende ånder.

Se, Moses har jo intet glemt; han har stoppet alle de huller til, hvor man vil udforske og lære uden for Guds ord. Ja, han har mange gange forkastet den egne indbildning og den naturlige fornuft, især i 5 Mos 12,8: «Du skal ikke gøre, hvad der tykkes dig ret.» Og Ordsp 3,5: «Vær ikke vis i dine egne øjne, og stol ikke på din forstand.» Så vi ser, at Gud ikke vil, at vi skal følge hverken det, der er i, eller det, der er over vor fornuft, men alene hans ord; ligesom Esajas ovenfor siger, at man hverken skal spørge de levende eller de døde, men alene Gud i hans lov.

Sådan siger også Sankt Peter i 2 Pet 1,19: «Vi har et fast, profetisk ord, og I gør ret i at være opmærksomme på det som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.» Stemmer Sankt Peter her ikke fint overens med Esajas om Guds ord og morgenlyset? Og når Sankt Peter siger, at alene Ordet er et lys, der skinner på et mørkt sted, viser han så ikke tilstrækkeligt, at alt, hvad der ikke er dette ord, er idel mørke?

Denne omvej har været nødvendig for os, for at vi kan svare de falske ånder og menneskelærdommene og bevare den hellige Skrift ren.

Nu vender vi tilbage til teksten og lærer af disse vise mænd at spørge: «Hvor er jødernes nyfødte konge?» Lad Herodes spørge efter præsterne og de skriftkloge; vi spørger alene efter den nyfødte konge. Lad de høje skoler spørge: Hvor er Aristoteles? Hvor er paven? Hvor er den naturlige fornuft? Hvor er Bernhard? Hvor er Gregor? Hvor er koncilierne? Hvor er doktorerne? osv. Vi spørger: Hvor er Kristus? Og vi lader os ikke nøje og er heller ikke tilfredse, før vi hører Skriften, der siger noget om ham. Vi lader os ikke anfægte af, hvor stort og helligt Jerusalem er, hvor højt og mægtigt Rom er; vi søger hverken Jerusalem eller Rom, men kongen Kristus i hans Skrift. Når vi har den, så lader vi Herodes, præster og skriftkloge blive tilbage sammen med Jerusalem og Rom og følger den, indtil vi finder ham.

Men her ser vi, at Skriften og Kristus har tre slags disciple. De første er præsterne og de skriftkloge; de kender Skriften og lærer den til alle og kommer ikke selv derhen. Er det ikke en stor, forstokket hårdhed og foragt hos det gejstlige, lærde folk? De hører og ser, at så store, hæderlige folk kommer fra så fjerne lande for at søge Kristus, og de får at vide, at en stjerne fra himlen har vidnet om fødslen; tilmed giver de selv vidnesbyrd ud fra Skriften. Og da de er præsterne og de allerlærdeste, burde de i hast have været de allerførste til at løbe til Betlehem med al glæde og længsel. Ja, hvis de havde hørt, at Kristus var født i Østerlandene, burde de have løbet til ham med liv og gods, eftersom alt deres håb og al deres trøst jo stod til Kristi komme.

Men de har været bange for Herodes; han ville sikkert have dræbt dem, hvis de med ét ord havde bekendt Kristus og villet tage imod ham som deres konge – sådan som han tidligere også dræbte Hyrkanos af samme grund og mange sammen med ham og også lod de uskyldige små børn dræbe for den sags skyld. Sådan har de af frygt for døden forladt deres Herre og konge og er blevet under tyrannen Herodes og Djævelen.

Siden, da Kristus ikke viste sig mere og ikke brød frem med verdslig magt, er alt dette blevet stillet hen i foragt og glemsel; de har ment, at de vise mænd var blevet bedraget. Og således er Kristus vokset op helt ukendt iblandt dem, så de ikke mere vidste, hvor han kom fra, som Sankt Johannes siger i evangeliet (Joh 1,26). Det er nu de Kristi disciple, som godt kender sandheden, men ikke tør bekende den og stå ved den; derfor er de også fortabte, som Kristus siger (Matt 10,32–33): «Enhver, som bekender mig over for mennesker, ham skal jeg bekende over for min Far; enhver, som fornægter mig over for mennesker, ham skal jeg fornægte over for min Far.»

De andre disciple er Herodes og hans folk. For Herodes udforsker Skriften og tror den også og holder den for sandheden; han tror også, at Kristus er forkyndt i den og nu er født; ellers ville han have foragtet alt dette og ikke have taget det så alvorligt. Så det er sikkert, at han har holdt for, at det er Guds ord i Skriften, som må opfyldes, og Guds gerning, som er opfyldt i denne Kristi fødsel. Alligevel rejser han sig for at løbe lige med hovedet imod Guds ord og gerning, bevidst og åbenlyst, og mener at kunne vende det, Gud siger og gør, skønt han godt ved, at Gud siger og gør det. Derfor udforsker han Skriften og hører om Kristus, også med stor flid – men kun for at udrydde og tilintetgøre det hele; for han frygter, at det, Gud siger, som ikke kan lyve, skal blive sandt. Er det ikke en utrolig, tåbelig formastelighed? Hvem skulle tro, at et sådant forehavende kunne falde et menneskehjerte ind? Og dog er hele verden altid fuld af den, og det er de øverste og bedste alle steder.

De tredje disciple er de fromme vise mænd, som forlader deres land, hus og ejendom og sætter alt til side for at komme og finde Kristus. Det er dem, der frit bekender Kristus og hans sandhed; men Herodes er dem, der forfølger og udrydder dem – og alligevel er han en Guds tjener, går i templet og gør som andre gode folk.

Om ordet hos Mika

Man kunne også her undre sig over, hvorfor evangelisten ændrer profetens ord og siger: «Og du Betlehem i det jødiske land er ingenlunde den mindste blandt Judas fyrster; for fra dig skal der komme mig den hertug, som skal være herre over mit folk Israel», når profeten dog siger sådan i Mika 5,1: «Og du Betlehem Efrata, som er lille blandt tusinderne i Juda, fra dig skal han komme, som skal være herre i Israel.» Hvordan hænger de to sammen: «du er ikke den mindste», som Matthæus siger, og «du er lille», som Mika siger?

Den anden uoverensstemmelse, at Matthæus siger «blandt Judas fyrster» og Mika «blandt tusinderne i Juda», er let at forlige. For det lille hebraiske ord alphe betyder både fyrster og tusinder, så enhver, der vil, kan tolke profeten enten om fyrster eller om tusinder; ligesom hvis jeg på tysk sagde: Der kommer en Herzog – så kunne man tolke det enten om en fyrste eller om en hær. For Herzog betyder på tysk et hærtog, når en hær drager frem, og hele skaren, og også hovedet eller fyrsten for den samme skare; og hvad skaren gør, vinder eller taber, det siger man, at hertugen eller fyrsten har gjort.

Desuden har Moses’ lov en ordning om, at der blev sat en fyrste over hver tusind mand, 2 Mos 18,21; så det gælder lige meget, om man siger «blandt fyrsterne» eller «blandt tusinderne». For meningen er jo, at han mener mange skarer, hver på tusind og hver med sin fyrste, som folket var delt i. Og blandt disse fyrster eller tusinder i Judas stamme nævner han byen Betlehem og siger, at den er ringe og lille; ligesom vi kan sige: Blandt byerne i Sachsen er Wittenberg lille. Men evangelisten har hellere villet sige «blandt fyrsterne» end «blandt tusinderne»; for der behøver jo ikke at være netop tusind mand, men det er nok, at der er et særskilt styre, hvor der kan være tusind mand, og som altid har sådan en øvrighed, der regerer over tusind.

Således kunne man kalde enhver bys borgmester, eller også menigheden, aluph, det vil sige et tusind eller en menighed, hvor der omtrent kan være tusind, og som har en aluph, en fyrste eller borgmester; så det ville komme ud på ét, hvis vi oversatte evangelisten og profeten sådan: Og du Betlehem er en ringe eller almindelig by blandt menighederne eller byerne i Juda. Den var også på den tid en ringe by i forhold til de andre byer som Hebron, Kirjat, Sefer og lignende.

Men at profeten kalder den Betlehem Efrata og evangelisten Betlehem i Judas land, er også det samme; for de har begge villet tale ganske sikkert og pege tydeligt på Betlehem: at det er den by, der i gamle dage hed Efrata og nu hedder Betlehem, og som ligger i Judas land. På juledag, i det første evangelium, har vi hørt, hvorfor den hedder Efrata og Betlehem: at det er et kornrigt land; og også at Efrat, patriarken Kalebs hustru, ligger der og måske har stadfæstet navnet. For Betlehem betyder et brødhus og Efrata frugtbar, fordi der har været et frugtbart land og god næring.

Således er det også let at forlige, at profeten siger «en herre i Israel» og evangelisten «en hertug, som skal være herre over mit folk Israel», bortset fra at evangelisten udtrykker herredømmet: hvordan det er til gavn og regerer folket. Men hvordan vil de stemme overens med hinanden, når profeten kalder byen lille, og evangelisten siger, at den ikke er lille? Det er jo ganske imod hinanden. Det holder ikke at sige, at bøgerne skulle være forfalskede. Der kan sandelig ikke være nogen anden mening, end at evangelisten mere ser på den åndelige storhed, som også profeten antyder; som ville han sige: Du Betlehem er vel lille for menneskene, men i sandhed er du ikke den ringeste for Gud, eftersom Israels Herre skal komme fra dig. Altså: hvad profeten har ment og dog fortiet, det har evangelisten udtrykt og fuldbyrdet.

Denne figur og måde at tale på, at man fortier noget og dog antyder det, er også meget almindelig i daglig tale. Som når jeg siger: Du er vel min ven, men du holder dig til mine fjender – det er det samme som at sige: Du er ikke en af de mindste blandt mine fjender. Ligeledes: Tiggerne er fattige, men har dog mange penge – det vil sige: de er sandelig ikke de fattigste. Ligeledes som Sankt Paulus i Rom 2,22: «Du tilbeder ingen afgud, men du røver blot fra Gud, hvad hans er» – det vil sige: du tilbeder afguder i ikke ringe grad, netop idet du ikke tilbeder afguder.

Lad det være nok; for det er ikke morsomt at hænge længe ved den slags, og det er heller ikke nødvendigt for et rettroende menneske, der giver Gud æren og ikke tvivler på, at alt står godt og rigtigt i Skriften, selv om han ikke kan bevise det hele. For de lærde er det nyttigt til at forsvare Skriften mod spotterne og forvrængerne.

Derfor kommer vi til Skriftens forstand og mening, som her ikke taler om en jævn, almindelig herre i Israel, sådan som der tidligere har været mange: det må være en ganske særlig herre frem for alle andre, ham som profeterne så højt udråber og forkynder. For ordet hos Mika lyder, som om der før ikke havde været nogen herre i Israel, når han siger: «Fra Betlehem skal han komme mig, som skal være herre i Israel.» Det lyder netop, som om han sagde: Jeg vil også engang give Israels folk en herre, så de også får deres egen fyrste; hidtil har kongerne og fyrsterne kun været tjenere, og folket har ikke været deres eget.

Men denne skal være en herre, som folket tilhører. Derfor har de allerældste også altid forstået sådanne ord sådan, at Kristus ikke alene måtte være menneske, men også Gud, og at hans herredømme ikke skulle have nogen ende og heller ikke skulle regere legemligt, men åndeligt. For intet menneske, ja, ingen engel har et folk, der er hans; Gud alene er herre i sit eget folk, som David siger i Sl 7,9: «HERREN er selv dommeren.» Og da Gideon (Dom 8,23) blev bedt af folket om at være deres herre, sagde han: «Hverken jeg eller mine børn skal være jeres herrer, men Gud skal være jeres herre.» Derfor sagde Gud også i 1 Sam 8,7, da folket bad Samuel om en konge: «Det er ikke dig, de har forkastet, men mig, så jeg ikke skal regere over dem.» Ikke at det var synd at have en konge – han gav dem jo en; men at de satte deres lid mere til menneskelig hjælp og menneskeligt styre end til Gud alene, og det var en svær synd.

Skulle nu Kristus være herre over folket som over sit eget, kunne hans herredømme hverken være timeligt eller legemligt; men han måtte regere over hele folket, det, der var forgangent, nærværende og kommende; derfor måtte han være en evig herre. Det må visselig alene gå åndeligt til. Men når Gud nu giver ham sit eget herredømme, kan han ikke være et rent menneske; for det er umuligt, at Gud skulle give sin ære, sit herredømme, sin ejendom, sit folk til en anden, som ikke er den rette, sande Gud; som han siger gennem Esajas, Es 42,8: «Jeg vil ikke give min ære til en anden.»

Derfor følger der også efter disse ord hos profeten Mika: «Og hans udgang er fra begyndelsen, fra før verdens dage»; som ville han sige: Jeg forkynder den Herre, der skal komme fra Betlehem; men han skal ikke begynde dér; han har allerede været i begyndelsen og fra verdens begyndelse alle dage, så man ikke kan nævne nogen dag, nogen begyndelse, hvor han ikke allerede var udgået og havde sit væsen. Nu har der jo intet været fra begyndelsen og før alle verdens dage uden den rette, naturlige Gud alene; og så kan udgangen fra begyndelsen heller ikke tilhøre én alene, for en udgang viser hen til noget, som den udgår fra. Således gør Mika det uomgængeligt, at denne Herre må være Guds fødte, naturlige Søn og den ene sande Gud med ham, før alle skabninger, i evighed.

Omvendt: når han skal komme fra Betlehem i tiden, må han være et sandt, naturligt menneske. Og det er hovedstykket i den kristne tro; det er hans eget folk og det rette Israel, som erkender ham for en sådan Herre og lader ham regere og virke i sig. Men dem, der ikke tror det, er han ikke Herre for, og de er heller ikke Israel.

Heraf er det nu videre let at slutte, hvordan Kristus har måttet dø og opstå fra døden for at regere evigt og åndeligt. For da ordet her tvinger os til, at han måtte blive et sandt, naturligt, legemligt menneske, følger det, at han måtte forvandle dette legemlige liv til et åndeligt, usynligt liv, eftersom det ikke var muligt, at han legemligt skulle regere så vidt og så længe, som profeten antyder på samme sted.

Og han siger videre: «Imens lader han dem plage indtil den tid, da hun, som skal føde, har født. Da skal resten af hans brødre vende tilbage til Israels børn, og han skal træde frem og vogte sin hjord i HERRENS kraft og i sejren ved sin Guds navn. Og de skal bo trygt, for han skal på den tid blive herlig, så vidt verden er.» Af disse ord er det klart, at Kristi rige skulle øges ved prædiken og lidelse indtil verdens ende; derom siger han her, at han skal prædike og vogte sin hjord i sejren ved Guds navn, og det viser, at han skal få forfølgelse for sin prædikens skyld.

Derfor siger han også, at jøderne skal have frist for deres timelige væsen og styre, indtil et nyt folk bliver født. Og hun, der føder, er apostlenes forsamling, som under Kristi lidelse var i fødselsangst for et nyt, åndeligt folk til denne Herre over Israel, sådan som han selv forkyndte dem det i Joh 16,21.

Så kaldte Herodes i hemmelighed de vise mænd til sig og spurgte dem nøje om tiden, da stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: «Gå og forhør jer nøje om barnet, og når I har fundet det, så meld det til mig, for at også jeg kan komme og tilbede det.»

Af denne tekst kan man godt se, at disse vise mænd hverken har været konger eller fyrster, men jævne, agtværdige folk ligesom de lærde og de gejstlige. For Herodes behandler dem ikke med pomp, men lader dem rejse til Betlehem og passe deres sag og befaler dem at melde tilbage til ham, som var de hans undersåtter. Det havde han ikke gjort, hvis de havde været konger eller store herrer; så havde han indbudt dem til sig, var rejst med dem og havde behandlet dem prægtigt. For som alle historieskriverne fortæller, var Herodes en pragtglad mand, som efter verdens skik forstod at ære folk og holde dem højt, og som ville ses for verden. Men når han nu kalder dem til sig i hemmelighed, uden al pragt og stads, må de have været langt ringere, end han var.

Men hvorfor kalder han dem i hemmelighed? Landet var jo hans, og han rådede over alt. Det gjorde han, fordi han godt vidste, at jøderne var hans fjender af hjertet og gerne ville have været ham kvit. Derfor frygtede han, at hvis han kaldte dem offentligt, og jøderne fik det at vide, så ville de komme ham i forkøbet og undervise de vise mænd, så de ikke gav ham den rette besked, for at den nye konge kunne være i sikkerhed for ham.

At han spørger dem om tiden for stjernen, gør han også af den samme bekymring, og han havde allerede hos sig selv besluttet at slå de uskyldige småbørn ihjel. For han tænkte sådan: Er den nye konge født, så bliver jøderne glade og skjuler ham for mig en tid, indtil han bliver stor, og så falder de fra til ham, sætter ham på tronen og udrydder mig. Derfor må jeg komme dem i forkøbet og listigt udforske tiden for hans fødsel; bliver han så skjult for mig, vil jeg dog ramme ham i flokken, når jeg lader alle småbørn fra den tid slå ihjel, så deres skjul alligevel ikke skal hjælpe dem. Men oven i dette kloge råd lader han, som om han er ivrig efter, at den nye konge kan blive åbenbaret for ham, og befaler de vise mænd at melde tilbage til ham; han stiller sig ganske gudfrygtig og ydmyg an, som om også han ville tilbede ham.

Hvis menneskelig visdom hjalp, havde han handlet behændigt nok til at slå Kristus ihjel. Men det er sandt, hvad Salomo siger (Ordsp 21,30): «Mod Gud hjælper ingen visdom og intet råd.» Og Sl 33,10: «Gud gør menneskenes råd til intet og hindrer folkenes tanker.» Og Sl 37,32–33: «Den ugudelige tænker ondt mod den retfærdige og søger at slå ham ihjel; men Gud ler ad ham og lader ham ikke komme i hans hånd.» Sådanne ord må Herodes her mod sin vilje gøre sande og være et eksempel på dem, os til trøst, så vi er frie og trygge og ikke frygter nogen uden Gud alene. Når han holder med os, kan hverken list eller vold skade.

Men da de havde hørt på kongen, drog de bort, og se, stjernen, som de havde set i østen, gik foran dem, indtil den kom og blev stående over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, blev de overmåde glade.

Han siger ikke, at de har lovet kongen noget, men at de har hørt på ham, da han forlangte af dem, at de skulle melde tilbage til ham. Men af det følgende svar, som de fik i søvne, ser det dog ud til, at de har haft i sinde at komme tilbage til Herodes i deres enfoldige mening, fordi de ikke kendte hans ondskab og forehavende og holdt ham for en ligefrem, retskaffen mand. Deraf lærer vi, at de hellige godt kan blive bedraget og fare vild ved de vantro helliges smukke fagter og hykleri, så de holder for godt, hvad der ikke er godt; men til sidst bliver de ikke i det; de må snarere undervises og udfries fra himlen. Evangelisten kan også have sagt «hørt» i den mening, at de hørte profetens skriftord af ham om, at den nye konge skulle være i Betlehem; det havde de spurgt om, og det var al deres længsel at høre.

Det er et eksempel på, hvordan Kristi fjender undertiden også er til nytte og lærer de andre rigtigt, ligesom Kajfas i Joh 11,50 lærer rigtigt, at det var nødvendigt, at ét menneske døde for folket, og Bileam i 4 Mos 24 taler mange skønne ord om Kristus; skønt de undertiden også gør det mod deres vilje og uden at vide det. Således lærer Kristus i Matt 23,2–3 folket, at det skulle høre de skriftlærde og farisæerne og følge dem, når de sad på Moses’ stol og lærte; men han forbød dog, at de skulle handle efter deres gerninger. Således har disse vise mænd gjort ret og givet os et godt eksempel ved at høre på Herodes – men ikke for Herodes’ skyld og heller ikke, som om det var sagt af ham, men for Skriftens skyld, som han sagde dem, og som de fulgte, og ikke Herodes’ gerninger.

Deraf kommer den gode lære, at man skal høre de onde biskopper og præster lige så vel som de gode og ikke rette sig efter deres liv, men efter læren – dog sådan, at læren er ren Skrift og ikke menneskepjat. For ligesom man skal høre Skriftens lære, selv om Herodes siger den og ved siden af ikke gør andet end at myrde, således skal man omvendt ikke høre menneskelære, selv om Sankt Peter, Paulus eller en engel siger den og lader det regne og hagle med lutter undere ved siden af. Desuden er det sagt ovenfor, at de hellige mange gange farer vild og vækker anstød i menneskelige lærdomme og gerninger.

Derfor vil Gud ikke, at vi skal se på deres eksempel, men på hans Skrift. Af den grund tillader han, at de hellige ofte fremlægger menneskelære og menneskegerninger. Omvendt sørger han for, at de uhellige ofte lærer den rene og klare Skrift, for at han på begge sider kan bevare os godt mod begge slags anstød: på venstre hånd i de uhelliges onde liv, på højre hånd i de helliges skønne, glimrende liv. For når du ikke ser på den blotte Skrift, så er de helliges liv ti gange mere skadeligt, farligt og anstødeligt end de uhelliges; for de uhellige gør onde, grove synder, som er lette at kende og undgå, men de hellige fører et fint og smukt skin i menneskelærdomme, som kunne forføre selv de udvalgte, som Kristus siger i Matt 24,24.

Nu er et sådant anstød hos de hellige lige imod hovedstykket, troen og dens lære; men de grove synder strider dog ikke mod troen eller dens lære. Selv om de falder bort fra den, stormer de dog ikke imod den; men menneskelærdomme er lutter storm mod troen og dens lære, for de får mennesket til at forlade sig på sig selv og sine gerninger. Mod det bevarer Kristus dog de hellige midt i menneskelærdomme og gerninger, ligesom han ifølge 1 Makk 2,59 bevarede de tre mænd Hananja, Azarja og Mishael i Babylon midt i den gloende ovn. Derfor skal de helliges liv på dette punkt ikke efterfølges som et eksempel, men undgås, som lutter undere, der kun skal roses og prises. For han vil ikke gøre undere for enhver i den gloende ovn; og således vil han heller ikke gøre en Bernhard, en Frans, en Gregor, en Benedikt eller en Augustin ud af enhver.

Det har evangelisten haft for øje, når han fortier Herodes’ navn og siger: «De har hørt på kongen»; han nævner ham ved navnet på hans ære og magt, ligesom Joh 11,51 siger, at Kajfas profeterede, ikke fordi han hed Kajfas, men fordi han var ypperstepræst. Kongens og præstens embede er gode og fra Gud, selv om onde folk misbruger dem; ligesom guld og sølv og alle skabninger er gode, og man dog kan bruge dem både godt og ondt.

Således bruger Gud her Herodes på det sted, hvor han godt kan bruges, og hvor han er Guds skabning, og han giver også de vise mænd ham til at bruge på samme sted. Derfor har de ikke set på Herodes eller hørt Herodes, men kongen. For det var dem ligegyldigt, at han i sig selv var ond; de har grebet det i ham, som var Guds og godt, ligesom den lille bi suger honning af blomsten og lader edderkoppens gift blive. De har hørt ham i det, at han bød dem gå til Betlehem og omhyggeligt spørge efter barnet, som profeten forkyndte – og det havde han heller ikke af sig selv, men fra præsterne; men hans onde råd og forehavende eller hans onde liv har de slet ikke villet eller kunnet vide noget om. Således skal også vi lære at hade menneskenes laster og dog elske mennesket, så vi også skiller honning og gift fra hinanden.

Her bliver det også vist, at denne stjerne ikke kan have været højt oppe som de andre på himlen, men må have svævet nær over dem i luften; ellers havde det ikke været muligt for dem at kende, om den stod over Jerusalem eller Betlehem. For stjernerne på himlen er, som astronomerne og erfaringen tydeligt viser, på grund af deres højde ikke godt at mærke, over hvilken by de egentlig står, eftersom det for to byer, der ligger ti eller flere mil fra hinanden, begge synes, at stjernen står over dem. Desuden kan man ikke kende deres løb med øjet, skønt de løber hurtigere end noget øjeblik eller lyn.

Men denne stjerne har de tydeligt set ikke løbe, men gå langsomt foran dem, alt efter som de er gået eller redet. En stjerne på himlen løber på et øjeblik langt længere, end ti rejser fra Jerusalem til Betlehem er; for de løber alle én gang dag og nat rundt om jorden og himlen. Desuden løber alle stjerner fra opgang til nedgang og igen fra nedgang til opgang. Men denne stjerne er, da den går med dem fra Jerusalem til Betlehem, gået fra nord mod syd; så man klart finder, at den har været af en anden art, et andet løb og et andet sted end stjernerne på himlen. Og den har ikke været en fast stjerne, som astronomerne kalder stjernerne, men en fri stjerne, som har kunnet hæve og sænke sig og dreje sig til alle steder. Dermed bliver stjernekiggerne igen stoppet munden: stjernen har ikke haft nogen særlig kraft i Kristi fødsel og liv. Den kan heller ikke have været så stor som de deroppe på himlen, skønt den syntes større på grund af sin nærhed. Kort sagt: den har været Kristi tjener og har ikke haft noget herredømme eller nogen kraft over Kristi fødsel.

Men det er underligt, at stjernen først nu viser sig for dem, da de ikke længere har brug for den og nu kender byen, hvor barnet er, og at den før har skjult sig, da det var nødvendigt, og de ikke kendte byen. Men det er sket for at styrke deres tro ved to vidnesbyrd, som der står i Moses’ lov, at enhver sag skal stå fast på to eller tre vidners udsagn. Således har disse vise mænd først hørt profetens skriftord i Jerusalem som et vidne om Kristi fødsel; nu stemmer stjernen overens med det som det andet vidne og viser også den samme fødsel, så de nu er sikre på deres sag. Profeten siger ikke mere end om Kristus i Betlehem; og stjernen går heller ikke længere end til der, hvor barnet er i Betlehem, og bliver stående over det. Det har med rette glædet dem.

De gik ind i huset og så barnet sammen med Maria, dets mor, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede deres skattekister og bragte det gaver, guld, røgelse og myrra.

Der er omhyggeligt vogtet over, at disse vise mænd ikke har fundet Kristus ved sig selv og ikke ved mennesker, men alene ved profetens skriftord og stjernen fra himlen, for at derved skal forkastes al naturlig kunst, al menneskers fornuft, alt lys uden for Ånden og nåden, som roser sig og formaster sig til at lære sandheden og føre på ret vej; sådan som det blinde folk på de høje skoler nu foregiver, og som det er sagt ovenfor. Her er det endelig afgjort, at Kristus, den frelsende sandhed, ikke lader sig lære eller finde ved menneskelig lære eller hjælp; men alene Skriften og det guddommelige lys må vise ham, som han siger i Matt 16,17: «Lykkelig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min himmelske Far.» Her forkaster Kristus også klart kød og blod med dets åbenbaring, det vil sige mennesker og al menneskelig forstand, som noget, der visselig ikke kan vise Kristus; så må den også visselig være lutter mørke.

Og alligevel raser de høje skoler, Djævelens skoler, og roser ikke alene det naturlige lys, men ophøjer det, som om det var godt, nyttigt og nødvendigt for at kende den kristne sandhed; så det bliver helt klart, at ingen andre har opfundet de høje skoler end Djævelen selv, for at udrydde og formørke den kristne sandhed, sådan som det også er sket, desværre og atter desværre!

Ligeledes siger han også i Joh 6,44: «Ingen kan komme til mig, uden at min Fader drager ham.» Dermed er også al egen og menneskelig fornufts formastelse fordømt, som noget, der ikke kan føre på ret vej, og alle, der følger den, må fare vild. Så omhyggeligt og stærkt værger Gud alle steder mod den naturlige indbildskhed og vil, at vi skal kende os selv som de blinde, fortvivle om vores eget lys, give ham alene hånden og lade ham føre os ad de veje, som fornuften hverken kan kende eller følge.

Om de vise mænds tro

Her lærer disse vise mænd os nu den rette tro. Da de havde hørt prædikenen og Ordet fra profeten, var de hverken dovne eller langsomme til at tro; og se så på deres anstød og hindringer. For det første tager de fejl, kommer til Jerusalem, til hovedstaden, og finder ham ikke; stjernen er også forsvundet. Tror vi ikke, at de har tænkt sådan – eller i hvert fald ville have tænkt sådan, hvis menneskelig fornuft alene havde været der: Ak, vi er rejst så langt forgæves, stjernen har bedraget os, det har været et spøgelse. Var der født en konge, så burde han med rette findes i hovedstaden og ligge i kongens sal. Men nu, da vi kommer, forsvinder stjernen, og vi finder ingen, der ved noget om ham; vi fremmede skal være de første, der fortæller om ham, i hans eget land og hans kongestad. Åh, det er nok altsammen falsk. Oven i købet bliver de forskrækkede over det; hans eget folk hører det ikke gerne, og de viser os fra kongestaden ud til en fattig lille flække; hvem ved, hvad vi finder? Desuden stiller de sig selv så kolde og fremmede over for det, at ingen drager med os og viser os barnet; de tror ikke selv, at der er født dem en konge, og vi kommer rejsende og vil finde en. Åh, hvor øde og vildt ser det dog alt sammen ud ved en konges fødsel! Var der født en hvalp, så skulle det dog give lidt larm. Her skal en konge være født, og alt er så ganske stille. Skulle folk ikke synge og springe, tænde lys og lamper og pynte alle gader med grønne grene og roser? Sikke en stakkels konge, vi søger! Vi tosser, der sådan har ladet os narre og gøre til grin osv.

Uden tvivl var de også for en del endnu kød og blod og ikke uden sådanne eller lignende tanker og indfald; de har udstået en god, hård kamp i deres tro. For den naturlige fornuft havde på ingen måde holdt stand her; den havde straks surmulet og pustet sig op, når kongen ikke blev fundet, sådan som den tænkte at finde ham, og havde sagt: Djævelen har ført mig hertil; hvad skulle der dog være født for en konge her, hvor alt er så stille og går så jammerligt til? Der er jo mere ståhej om vores hyrde, når han får et barn, og en ko, der kælver, er bedre kendt end denne konge.

Se, sådan gør fornuften og naturen altid: den følger ikke længere, end den føler; når den ikke føler mere, så vover den straks at fornægte Gud og sige, som Sl 14,1 har sagt om den: Her er Gud ikke, her må Djævelen være. Det er de høje skolers lys, der skal føre til Gud – ja, i helvedes afgrund! Naturens lys og nådens lys kan ikke være venner. Naturen vil føle og være sikker, før den tror; nåden vil tro, før den føler. Derfor går naturen ikke længere end til sit eget lys. Nåden træder glad ud i mørket, følger det blotte Ord og Skriften, hvordan det end ellers ser ud; om det synes naturen sandt eller falsk, så holder den fast ved Ordet.

Se, for denne strids og kamps skyld – at de kære vise mænd greb profetens ord og fulgte det ind i et så vildt og uskønt syn af en kongelig fødsel – har Gud trøstet og styrket dem ved stjernen, så den går foran dem og viser sig langt venligere mod dem end første gang. Nu ser de den på nært hold, og den er deres ledsager; de er sikre på alt og behøver ikke at spørge; første gang var den langt borte fra dem, og de var endnu usikre på, hvor de skulle finde kongen.

Sådan går det altid i det kristne menneske: Efter den anfægtelse, han består, bliver Gud ham så inderlig sød og bliver så nær og klart kendt, at mennesket ikke alene glemmer angsten og anfægtelsen, men også får lyst og kærlighed til mere anfægtelse og fremover bliver stærk, så han ikke længere så let tager anstød af Kristi uskønne, uanselige liv og væsen. For han har nu smagt og fornummet, at sådan må det gå til, når man vil finde Kristus: at det ser ud, som om man ikke skulle finde andet end skam. Ligesom de vise mænd her ville have måttet skamme sig, hvis de havde taget fejl, og sige – sådan som de måske også hemmeligt har sagt i hjertet: Åh, hvor har vi dog klaret os kønt! Kære ven, rejs en anden gang igen og søg nye konger!

Det må man, mener jeg, kalde rigtig at blive ført efter en abehale, sådan som fru Pynt – naturen – plejer at gøre ved alle Guds ord og gerninger. At disse vise mænd har stået i en sådan anfægtelse og har været helt tungsindige, da det så så øde ud, kan man se af, at de blev så hjerteligt glade, da de så stjernen. Glæden viser, at de har båret på et ikke så lille stød og ulyst i hjertet og har været hårdt anfægtet af vantroen. For der var også grund nok til det, hvis man skulle se på naturen. Derfor siger Kristus med rette, Matt 11,6: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» Ja, salig ganske vist, men det går hårdt og tæt på, for alt skin taler så aldeles imod, at Kristus skulle være der.

Da nu de vise mænd er kommet ud af anfægtelsen og ligesom selv er født på ny af stor glæde, er de nu stærke og forarges ikke længere på Kristus; de har holdt stødet ud. Derfor, selv om de går ind i et fattigt hus og finder en fattig ung kvinde med et fattigt lille barn, og selv om der igen er så lidt, der ligner en konge, at selv deres egen tjener er mere anset og ser mere anselig ud, så lader de sig dog slet ikke anfægte. Nej, i en stor, stærk og fuld tro slår de alt det ud af øjnene og ud af sindet, som naturen med sin egen mening kunne fremføre og gøre gældende; de følger enfoldigt profetens ord og stjernens vidnesbyrd, holder ham for en konge, falder ned, tilbeder ham og giver ham gaver. Åh, hvor er det en mægtig tro, hvor meget har den ikke foragtet, som ville have bevæget naturen! Hvor mange har der vel ikke været til stede, som har tænkt: «Nej, hvor er det dog de største narre, der tilbeder sådan et fattigt barn! De må sandelig være forheksede, siden de gør en konge ud af det.»

Her ligger nu kernen i evangeliet, hvor det lærer os troens art og egenskab: at den er «argumentum non apparentium» [overbevisning om ting, der ikke ses, Hebr 11,1]. Den hænger alene ved Guds blotte ord og retter sig efter de ting, som den ikke ser, men som alene betegnes i dette ord. Og samtidig ser den meget, som frister den til at mene, at det, Ordet siger den, er intet og forgæves. Og netop det, som naturen kalder at gå efter abehalen, og som den springer tilbage fra, det kalder troen den rette vej, og den trænger igennem; den lader naturen være klog og vis og bliver selv dens nar og tåbe, og sådan kommer den til Kristus og finder ham. Dér går Paulus’ ord i 1 Kor 1,25 i opfyldelse: «Guds tåbelighed er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.» For at føle og at tro hører ikke sammen.

At de nu har givet de tre gaver og tilbedt ham, skal ikke forstås sådan, at hver især har givet sin egen gave; men, som sagt ovenfor: det har været én fælles gave af deres lands goder, hvormed de har bekendt ham som en konge. Og tilbedelsen er heller ikke sket, sådan som man tilbeder Gud; for de har, mener jeg, endnu ikke kendt ham som Gud. Nej, det er sket, sådan som det er skik i Skriften at tilbede konger og store folk, hvilket ikke var andet end at falde for deres fødder for at ære dem – ligesom man nu bøjer knæ – og det sker uden mundens tale, alene med legemets fagter.

Hvordan de nu har talt med Maria og Josef, lader jeg de lediggængere spekulere over, som har tid til det. Sprogene i Østerlandene ligger ikke så fjernt og fremmed fra det hebraiske sprog, at de ikke let har kunnet forstå hinanden. For ligesom de har talt med Herodes og præsterne og borgerne i Jerusalem, sådan har de også talt med Maria og Josef. Og selv hvis de havde haft et andet sprog, så var det jødiske folk dog virksomt og kendt ved Det Røde Hav, så begge sprog altid har været kendt i begge lande – ligesom man finder folk fra de romanske lande i de tyske lande og tyskere i de romanske lande. Nu består hele Det Røde Havs ene side af lutter rigt Arabien, hvorfra disse vise mænd er kommet.

Og Gud befalede dem i en drøm, at de ikke skulle vende tilbage til Herodes; og de drog ad en anden vej hjem til deres land

Her viser det sig, at de, som tror på Gud, holdes i hans særlige varetægt. For så nøje giver han agt på disse vise mænd, at han endog sørger for deres hjemrejse og underviser dem om den i søvne. Og hvorfor lader han dem ikke vende tilbage til Herodes, når han dog godt kunne have beskyttet barnet mod hele verden, selv om Herodes havde fået det at vide og fundet det? Det er sket, for at vi skal lære ikke at friste Gud. Hvad man på passende måde og ved skabningens midler kan udrette, skal man ikke foragte og sige: «Ja, jeg vil tro på Gud, det skal nok ske.» Det er, som hvis du ikke ville arbejde og sagde: «Jeg vil tro på Gud, så vokser alligevel det, der skal vokse.» Hvad skulle skabningerne til for, hvis du ikke ville bruge dem? I 1 Mos 1 har han skabt og indrettet alle skabninger med deres gerninger, og hvordan mennesket skal bruge dem og arbejde; det vil han aldrig kalde tilbage eller lave en særordning for dig.

Så kunne du her spørge: «Hvordan rammer jeg det så rigtigt, at jeg tror og dog ikke frister Gud? For du roser og prædiker jo lutter tro og kan ikke råbe den højt nok ud.» Jeg svarer: Du skal ikke tro tidligere og ikke længere, end du har Guds ord. For troens væsen og natur er, at den bygger og forlader sig på Guds ord. Og hvor Guds ord ikke er, der kan og skal ingen tro være. Er det ikke sagt klart og sikkert nok? Derfor kaldes Guds ord i Skriften testamente, testimonia, pacta, foedera [vidnesbyrd, aftaler, pagter], fordi de kræver troen; og han har heller aldrig krævet, at nogen skulle tro på nogen af hans gerninger uden ord.

Men på den anden side har han godt bekræftet sine ord med gerninger og undertegn, for at man skal tro ordene – sådan som også Kristus siger i Joh 10,38: «Hvis I ikke vil tro mig, så tro dog gerningerne.» Hvor du nu ikke har Guds ord, der skal du altid blive ved og bruge dine kræfter, dit gods, dine venner og alt, hvad Gud har givet dig, og sådan blive i den ordning, der er indstiftet i 1 Mos 1. For han har ikke givet dig det for ingenting, og han vil ikke for din skyld gøre vin til vand og brød til sten; men sådan som han har skabt hver ting, sådan skal du lade den være og bruge den, indtil han med ord eller gerninger tvinger dig til at bruge den anderledes.

Men når den time og det sted kommer, hvor skabningerne ikke kan hjælpe længere, og al din formåen kommer til kort – se, så træder Guds ord straks i kraft. For der har han befalet, at vi skal holde ham for Gud, det vil sige vente os alt godt af ham. Dette udsagn og dette ord gælder vel altid, men i nøden, når intet andet kan hjælpe, bliver det først for alvor kendt og til nytte. Derom siger han i Sl 50,15: «Råb til mig i nøden, så vil jeg frelse dig, og du skal prise mig.» Deraf er det klart, at man ikke kan friste Gud i nøden; for alle hans ord og løfter er stemt efter nødens tid, hvor ingen andre end han alene kan hjælpe. Sådan læser vi i Matt 4,7, da Djævelen anfægtede Kristus og ville have ham til at kaste sig ned fra templet: «Nej,» sagde han, «der står skrevet: ’Du må ikke friste Herren, din Gud’» – som om han ville sige: Jeg kan godt gå ned ad trappen, det er ikke nødvendigt at søge undertegn.

Omvendt læser vi i ørkenfædrenes legender, at to brødre var på vandring, og den ene døde af sult for Guds skyld (det vil sige: han fór til helvede), fordi de kom blandt onde folk, som gav dem at spise, og han ville ikke, men sagde, at han ikke ville tage imod brød af folk, men vente på sin føde fra himlen; men den anden tog imod og spiste og blev i live. Hvad har den nar gjort andet end at foragte Guds ordning i skabningerne og friste ham? Lad folk være så onde, de vil, alligevel er de Guds skabning, lige så vel som tidsler og torne. Hvis en torn tjener dig til at stikke en byld op med eller til andet brug – ville du så ringeagte den, fordi den er en ond, stikkende busk?

Sådan læser vi også, at Abraham og Isak gav deres egne hustruer fra sig og lod dem tage for ikke at friste Gud; de lod gå, som det gik, og gjorde, hvad de kunne. Derfor bevarede Gud dem også, så hverken dem eller deres hustruer skete noget ondt; ja, han straffede endog store konger for det. Deraf er det klart nok, at det at friste Gud uden for nødens tid er lutter overmod og frækhed, som man bedriver mod Gud.

Ud over denne fristelse er der endnu en anden måde at friste Gud på, også i nøden, som straffes hårdt hos Israels folk og desværre er mere almindelig end den første; den sker lige modsat den første. For den første fristelse sker, før man har Guds ord; denne sker, efter at man har Guds ord, nemlig sådan: Når man godt ved, at Gud har lovet hjælp i al nød, og ikke lader sig nøje med det, men farer til og ikke vil bie eller vente på dette løfte, men fastsætter og bestemmer mål, sted, tid og måde for hans hjælp – kommer han så ikke, som vi vil og begærer, så er troen forbi. Dér er troen for lang, her er den for kort; dér er den for tidlig, her er den for sen. På begge sider falder de fra Ordet. De første har tro uden ord, det duer ikke; de sidste har ord uden tro, det hjælper ikke. Middelvejen er fin og frelsende: både ord og tro forbundet sammen i ét, ligesom Gud og menneske i den ene Kristus er én person.

Den, som nu alene bliver ved med at hænge blot ved Ordet og stoler på det og venter og ikke tvivler på, at det, som Ordet siger, visselig vil komme, og som dog ikke sætter ham nogen grænse, ikke bestemmer ham nogen tid og ikke vælger nogen måde, men frit overgiver det til Gud i hans vilje og velbehag, at han opfylder sit ord, når, hvordan, hvor og ved hvem han vil – det er en fri og ret tro, som ikke frister Gud og ikke kan friste ham. Lær derfor, hvad det er at friste Gud; det er let at kende: det er visselig en brist i den rette tro. Til troen hører frem for alt Guds ord som troens grund og klippe.

Derfor kan det at friste Gud ikke være andet end at handle med Gud uden hans ord; det vil sige, når man tror der, hvor han ikke har befalet at tro og ikke har givet noget ord; eller når man ikke tror der, hvor han har befalet at tro og har givet sit ord. Nu har han ikke befalet, at du skal tro, at han vil give dig føde, når du har mad foran dig eller godt kan finde den uden undertegn; men hvor du ikke kan finde den, der har han befalet, at du visselig skal tro, at han ikke vil svigte dig. Men du skal ikke bestemme ham nogen tid eller noget mål; for han vil være fri, som rimeligt er, og dog ikke svigte dig, som det sømmer sig for Gud. Hvad vil du mere?

Sådan er det også gået her med Kristus. Gud kunne godt have bevaret ham mod Herodes’ magt. Men da sagen kunne klares uden nogen åbenbar nødvendighed af undertegn, har han, os til et eksempel, brugt den almindelige vej gennem skabningen og ført de vise mænd hjem ad en anden vej. For det ville have krævet undere uden nød, hvis de var vendt tilbage til Herodes og havde sagt ham, i hvilket hus barnet var fundet. Dog har det også sin betydning, og om den skal vi nu tale videre.

Om den åndelige betydning af dette evangelium

Kristi legemlige fødsel betegner overalt hans åndelige fødsel: hvordan han fødes i os og vi i ham, sådan som Paulus siger i Gal 4,19: «Mine kære børn, som jeg igen føder med smerte, indtil Kristus har vundet skikkelse i jer.» Nu er der to ting, der er nødvendige til en sådan fødsel: Guds ord og troen; i disse to fuldbringes Kristi åndelige fødsel. Derfor viser dette evangelium, åndeligt forstået, ikke andet end hvad Guds ords og troens art er; og også hvordan det går dem, som fødes sådan, og hvilken anfægtelse og kamp troen har.

For det første: Ved at lade Herodes, en fremmed, regere over Guds folk har Gud vist, hvad slags regimente de førte inde i sjælen. De havde forkastet Gud, så han ikke længere regerede i dem ved troen. Det var blevet lutter et farisæisk, saddukæisk, hyklerisk og sekterisk folk, som gjorde sig selv retfærdige og frelste med menneskelære og ydre gerninger; der var ingen tro – som hele evangeliet og Kristi liv beviser. Ligesom de nu, vantro i ånden, selv havde oprettet sig en Herodes i Kristi sted, sådan måtte de også i det ydre tåle en legemlig Herodes i stedet for den naturlige kongeslægt fra David, så der begge steder var lutter Herodes’ regimente.

For på græsk kalder man heroes de store folk med stort ry og store bedrifter, sådan som Herkules, Hektor, Akilleus og deres lige har været; dem kalder vi på tysk kæmper, eller på saksisk «Kerle». Derfra kommer navnet Carolus, som hos os betyder det samme som heros eller Herodes hos grækerne. For Herodes kommer af heros og betyder en karl, en kæmpe, en stor bedriftsmand, en Dietrich af Bern eller Hildebrand eller Roland, eller hvad man ellers vil kalde de store mordere og menneskeædere. Sådanne fandtes også før syndfloden, og Moses kalder dem på hebraisk nefilim (1 Mos 6,4), det betyder det samme som «de, der falder», fordi de faldt over andre folk og undertrykte dem med vold. Og Israels folk slog også mange af dem ihjel i det forjættede land; de hed anakitter, refaitter og emitter.

Anak betyder en gylden kæde; derfor hed de anakitter, fordi de var junkerne i landet og bar gyldne kæder. Refaitter betyder frelserne; for man holdt dem for sådanne folk, som reddede land og folk. Emitter betyder de grufulde, de frygtindgydende, fordi man frygtede dem.

Sådan har der altid været herodeser, men med skiftende navne. Sådan må der også før den yderste dag findes herodeser, som Kristus skal udrydde ved sit komme. Dem kalder man nu pave, kardinaler, biskopper, præster, munke, de gejstlige herrer og hellige fædre; de må tåle den store uret, at de kaldes hyrder for Kristi får, skønt de i sandhed er glubske ulve, som flår og opsluger Kristi folk på legeme, gods og sjæl. Det er de sidste og mægtigste karle, kæmper, menneskeædere og herodeser, som ingen andre end Kristus alene fra himlen skal tilintetgøre.

Nu er Kristus og Herodes helt ulige og ganske imod hinanden. For Kristi væsen består ikke i stort og højt ry og store bedrifter; der er ingen kæmpers eller karles gerning, men lutter ydmyghed, så mennesket ikke gør noget ud af sig selv, men er foragtet og lader Gud alene være og gøre alle ting og have navnet. Omvendt er det Herodes’ sag at gøre store ting, have al formåen og al berømmelsen, som om han var den, der ikke manglede noget.

Da nu jøderne indvendig var rigtige herodeser, holdt meget af sig selv og deres gerninger og var i stor anseelse for deres skinhellige livs skyld, så Kristi væsen ikke gjaldt noget hos dem; derfor sendte Gud dem også en kong Herodes, som behandlede dem legemligt sådan, som de behandlede sjælene åndeligt. Fordi de forkastede Kristi og Guds væsen, forkastede han deres kongeblod; og fordi han ikke regerede i deres sjæle, lod han heller ikke deres eget kød og blod regere over deres legemer og gods. Og ligesom de dræbte og undertrykte folket åndeligt med deres regimente og menneskelære, sådan lod han dem blive dræbt, undertrykt og pint legemligt af Herodes. Og således var den legemlige Herodes en straf og et tegn på deres åndelige Herodes.

Ligesom det nu går med alle synder, at man føler og hader straffen, men elsker synden og ikke føler den, sådan gik det også jøderne. Den legemlige Herodes følte de godt, og ham var de fjendtlige mod; men den åndelige Herodes, deres vantro, åndelige tyranni, syntes de var kostelig og god. De gjorde sig store af at fortjene meget hos Gud ved deres farisæiske og sekteriske væsen, i menneskelære og lovgerninger, og så ikke, at de netop dermed fortjente Herodes’ regimente, som de heller ikke kunne blive af med, selv om de gerne ville og også mente sig værdige til at slippe for det på grund af deres store, åndelige og hellige væsen.

Sådan føler vi nu også vor Herodes meget godt, at han flår og kvæler os på legeme og gods; men fordi vi ikke er rene kristne og ikke lader Kristus være vor konge i den rene, frie tro, men holder af det åndelige væsen, som nu regerer, og af vore egne gerninger, så kan vi ikke blive af med ham, og der er intet håb. Vi må lade os æde op og ødelægge, der hjælper intet imod det; han må på én gang være vor legemlige og vor åndelige Herodes.

Lad os først lægge dette til grund: Herodes betegner et regimente – ikke et almindeligt regimente, sådan som de verdslige herrer fører, for Herodes var jo selv en verdslig herre. Derfor kan hans regimente ikke betegne et verdsligt regimente og ikke sig selv, men et andet, nemlig et åndeligt regimente. Så kan det heller ikke regere over legemlige mennesker og gods, men over åndelige mennesker og gods, det vil sige samvittigheden og de ting, der hører til frelsen, såsom gode gerninger, et godt liv, læren om sakramentet og Guds ord.

Videre kan dette åndelige regimente kun føres på to måder: den ene gang til frelse, når Kristus alene regerer i den rette tro og det rene evangelium; den anden gang til fordærv, når et menneske regerer her med gerninger og menneskelære. Ligesom Israels folk den ene gang blev regeret af det naturlige kongeblod og egne konger, den anden gang af Herodes, en fremmed konge. Derfor kan Herodes ikke betegne andet end et sådant åndeligt regimente, som regerer folk, ikke ved troen og evangeliet, men ved gerninger og menneskelære, og som dog har navn og skin af at føre til himlen og lære folk ret, skønt det ikke er andet end vadestedet og den brede vej til helvede.

Summa summarum: Herodes er paven med sit åndelige regimente. For der ser man ingen tro, intet evangelium, men lutter menneskelære og gerninger; og dog har han en rigtig stor herodisk magt og berømmelse. Samvittighederne vil og kan alene ledes, fødes og opholdes ved Guds ord; men han leder og føder dem alene med sit eget snot og sit eget savl, med aflad, med ordener, med messeholden, med bøn, med faste og lignende, og i det er han en mægtig kæmpe, en Roland og en karl. For de siger, at den kristne kirke opholdes ved dette regimente; ellers ville den synke, hvis troen og Kristus alene skulle regere.

Derfor går det her, som bønderne siger: «Kunz Hildebrand, den store hval, bærer verden på halen»; det vil sige: hvis det ikke var for det, paven gør med sit regimente, så var Gud alt for svag, rigsæblet faldt ham visselig ud af hånden, og hverken tro eller evangelium kunne hjælpe. Men nu, da paven kommer ham til hjælp og lægger så mange tonsurer, kutter, reb, træsko, bispe- og kardinalhatte, orgler, klang og røgelsesrøg, klokkeklang og lysesnupning, brøl i kirkerne og rumlen i maverne som grundvold – især hos dem, der faster og ikke spiser mælk, æg, kød og lignende, for deri består pavens hellighed – så bliver det hele opholdt. Og – pave bevar’s! – hvis et sådant åndeligt, ordentligt og helligt regimente blev afskaffet, hvor skulle verden så blive af? Så har vi altså, hvad Herodes og Kristus er: to åndelige regimenter, det ene vantro, det andet troende.

Nu, hvad er stjernen? Den er ikke andet end det nye lys, prædikenen og evangeliet, mundtligt og offentligt prædiket. Kristus har to vidnesbyrd om sin fødsel og sit regimente. Det ene er Skriften, eller Ordet affattet i bogstaver; det andet er røsten, eller ordene råbt ud gennem munden. Dette ord kalder også Paulus (2 Kor 4,6) og Peter (2 Pet 1,19) et lys og en lampe. Nu bliver Skriften ikke forstået, før lyset går op; for ved evangeliet er profeterne blevet lukket op. Derfor må stjernen først gå op og blive set. For i Det Nye Testamente skal prædikenen ske mundtligt, med levende røst, offentligt, og bringe det frem i tale og for øret, som før var skjult i bogstaverne og i det hemmelige syn.

For Det Nye Testamente er ikke andet end en oplukning og åbenbaring af Det Gamle Testamente, sådan som det er bevidnet i Åb 5,9, hvor Guds Lam lukker bogen med de syv segl op. Vi ser også hos apostlene, at hele deres prædiken ikke har været andet end at bringe Skriften frem og bygge på den. Derfor har Kristus heller ikke selv skrevet sin lære, sådan som Moses skrev sin; men han har givet den mundtligt, og befalet at give den mundtligt videre, men ikke givet nogen befaling om at skrive den.

Ligeledes har apostlene kun skrevet lidt, og ikke engang dem alle, men kun Peter, Paulus, Johannes og Matthæus; af de andre apostle har vi intet, for Jakobs og Judas’ breve er efter manges mening ikke apostlenes skrift. Og også de, der har skrevet, gør ikke mere end at vise os hen til den gamle Skrift, ligesom englen viste hyrderne hen til krybben og svøbet, og stjernen viste disse vise mænd til Betlehem. Derfor er det slet ikke nytestamentligt at skrive bøger om den kristne lære; men der burde uden bøger alle steder være gode, lærde, åndelige og flittige prædikanter, som drog det levende Ord ud af den gamle Skrift og uden ophør bankede det ind i folket, sådan som apostlene har gjort. For før de skrev, havde de først prædiket for folk og omvendt dem med legemlig røst, og det var også deres egentlige apostolske og nytestamentlige gerning. Det er også den rette stjerne, som viser Kristi fødsel, og englenes budskab, som fortæller om svøbet og krybben.

Men at man har måttet skrive bøger, er allerede et stort tab og en brist i Ånden; det er nøden, der har tvunget det frem, og det er ikke Det Nye Testamentes art. For da der i stedet for de gode prædikanter stod kættere op, falske lærere og mange slags vildfarelser, som gav Kristi får gift i stedet for græs, da måtte man gribe til det sidste, som det var nødvendigt at gøre, for at i det mindste nogle får kunne reddes fra ulvene. Så begyndte man at skrive og ved skrift, så vidt det var muligt, at føre Kristi små får ind i Skriften, og dermed sørge for, at fårene i det mindste selv kunne finde græs og vogte sig for ulvene, hvor deres hyrder ikke ville vogte dem eller ville blive til ulve.

Derfor siger også Lukas i sin fortale, at han er blevet bevæget til at skrive sit evangelium for nogles skyld, som havde vovet at skrive Kristi historie – uden tvivl, fordi han havde set, at de ikke var gået rigtigt til værks med den. Sådan sigter også alle Paulus’ breve kun på at bevare det, han tidligere havde lært, og han har uden tvivl prædiket langt rigeligere, end han har skrevet. Og hvis det hjalp at ønske, var der intet bedre at ønske, end at alle bøger simpelthen var afskaffet, og at der i hele verden, og frem for alt hos de kristne, intet blev tilbage end den blotte, rene Skrift eller Bibelen. Der er mere end nok i den af al slags kundskab og lære, som et menneske har nytte og brug for at vide. Men det er nu forgæves at ønske; Gud give, at der dog var gode bøger ved siden af Skriften!

Lad det nu være nok for denne gang, at denne stjerne er den legemlige prædiken og den lyse åbenbaring af Kristus, sådan som han er skjult og forjættet i Skriften. Derfor, den, der ser stjernen, kender visselig jødernes konge, den nyfødte Kristus. For evangeliet lærer ikke andet end Kristus; og Skriften har heller ikke andet end Kristus. Men den, der ikke kender Kristus, kan nok høre evangeliet eller bære bogen i hænderne, men dens mening har han endnu ikke. For at have evangeliet uden forstand er ikke at have noget evangelium; og at have Skriften uden kundskab om Kristus er ikke at have nogen Skrift, og det er ikke andet end at lade denne stjerne lyse og dog ikke se den.

Sådan går det disse herodianere og dem, der var i Jerusalem. Stjernen står over deres land og over deres hoved, men de ser den ikke. Sådan har de, da evangeliet gik op over det jødiske folk, som Esajas siger i epistlen, ladet det lyse og dog ikke kendt det. Derom siger Paulus i 2 Kor 4,3–4: «Men hvis vores evangelium er tildækket, er det tildækket for dem, som går fortabt, de vantro, som denne verdens gud (det vil sige Djævelen) har blindet i deres tanker, så de ikke ser det klare lys fra evangeliet om Kristi herlighed.»

Heraf er det åbenbart, at alene vantroen er årsag til den blindhed, som ikke ser evangeliet, selv om det lyser og uden ophør bliver prædiket. For det er umuligt, at Kristus og hans evangelium kendes ved fornuften; men alene troen er her kundskaben. Og at se stjernen betegner netop denne tro.

Og disse vise mænd betegner og er selv den første del af hedningerne, som blev omvendt til troen ved evangeliet. For hedningerne har været magi, det vil sige naturlige mennesker, som levede efter fornuften og ikke havde loven og profeterne som jøderne, men vandrede kun efter naturen, uden guddommelig lov og guddommeligt ord. Ligesom naturlige mestre som disse vise mænd almindeligvis går over stregen og gør trolddom og besværgelser ud af den naturlige kundskab, som sagt ovenfor, sådan farer også naturen, hvor den går alene og ikke bliver hjulpet med Guds lære, visselig vild i skoven og kommer af sig selv ud i lutter vildfarelse og blindhed; den bliver en rigtig troldkvinde og fuld af al slags overtro.

Sådan siger Paulus i Rom 2,14, at hedningerne, selv om Guds lov ikke er givet dem, dog har en naturlig samvittighed og af naturen gør lovens gerninger, som de finder skrevet i deres hjerte. Men ligesom de har været langt fra loven og uden Guds lov, sådan er de også kommet meget nærmere troen og tidligere end jøderne. Og det af følgende grund: Jøderne havde loven, forlod sig på den og mente, at de gjorde fyldest for den ved gerninger; derfor foragter de evangeliet, som noget de ikke havde brug for, og som var falsk, fordi det forkastede de gerninger, som de pralede af, og alene priser troen. Hedningerne havde ingen grund til en sådan oppustethed, fordi de var uden lov; derfor er de let kommet til evangeliet og har erkendt dets nytte og deres egen nød.

At de vise mænd nu kommer til Jerusalem og spørger efter den nye konge, betyder ikke andet, end at hedningerne, oplyst ved evangeliet, kommer ind i den kristne kirke og søger Kristus. For Jerusalem er et billede på og en begyndelse til den kristne kirke, hvor Guds folk er forsamlet, og det betyder på dansk «fredens syn», fordi freden ses i den kristne kirke; det vil sige: alle, som er i den kristne kirke og er rette kristne, har en god samvittighed og en fredfyldt tillid i hjertet ud fra syndernes forladelse ved Guds nåde.

Nu regerer, og vil også altid regere, i dette fredelige sted Herodes, menneskeæderen. For alle, der lærer menneskelære og gerninger, har den plage ved sig, at de med deres væsen forfører, fordærver og undertrykker det rette Jerusalem; de fanger de gode samvittigheder og de fromme, enfoldige hjerter og lærer dem at bygge på gerninger og på sig selv. Dermed går troen under, freden og den gode samvittighed fordærves, og tilbage bliver et Herodes’ regimente, som har stort skin, stor berømmelse og store gerninger, men ved siden af er uden tro og uden grund. Det vil også evangelistens tekst sige, når han fortæller, at Kristus netop fødes og søges på Herodes’ tid, netop i hans regimentes by.

For den evangeliske sandhed har al sin strid med den herodiske hellighed, og hver gang den kommer, finder den herodianere, som regerer i folket med menneskelære og gerninger. Og den kommer også kun for at fordømme dem og i stedet for gerningerne at lære lutter Guds nåde, i stedet for loven lutter tro, og for at forløse Guds folk i Jerusalem fra det herodiske regimente.

Når nu Herodes hører det, bliver han forskrækket, og hele Jerusalem med ham. Hvorfor det? Herodes frygter en anden, den rette konge; han vil selv alene være konge med magt. Det blev opfyldt, da hedningerne ved evangeliet begyndte at prise Kristus og troen imod gerningerne og menneskelæren. Da blev jøderne vrede; de mærkede godt, at hvis det skulle få fremgang, ville deres sag blive regnet for intet og deres store, skinnende væsen i gerninger og lærdomme blive helt til skamme. Det kunne de ikke tåle, og de begyndte at rase, sådan som alt dette viser sig i Apostlenes Gerninger. For dermed skulle deres øvrighed, ære, magt og rigdom få et stort stød, alt det, som de i overflod havde af et sådant regimente af herodisk gejstlighed.

For gerninger og menneskelære indbringer altid mange penge og meget gods. Guds lære og Kristi gerning bringer derimod kors, fattigdom, vanære og al slags ulykke; det kan den herodiske hellighed ikke tåle. Sådan går det altid: De, som har holdt det fattige folk fanget og undertrykt med vildfarne samvittigheder og menneskelærdomme, hører ikke gerne, at de arme, elendige samvittigheder får ret forstand og undervisning og søger efter Guds rene, klare ord og efter troen og taler meget om, at de vil have en ny konge og har set hans stjerne. For så ville paven, biskoppen, de hellige fædre og de gejstlige herrer ikke længere kunne fede deres bug så godt.

Derfor passer det slet ikke deres herodiske regimente og gavner det slet ikke, at de vise mænd – de ulærde, lægfolkene, som intet ved – skal begynde at tale om evangeliets lys og uden hensyn til deres gejstlige pragt spørge efter noget helt andet midt i Jerusalem. Det kan Herodes og hans følge nok forskrækkes over; det gælder pungen og bugen for ham. Ja, hele Jerusalem forskrækkes med ham.

For også mange retskafne folk, selv om de er fjender af det herodiske regimente og ønsker, at det ikke var til, frygter dog, at sandheden bliver bragt frem i utide, så der derved kunne rejse sig oprør og forvirring i verden, så øvrigheden blev angrebet og måske alligevel ikke kunne overvindes uden stor skade. Derfor mener de, at det var bedre at holde sandheden tilbage en tid eller bringe den frem på en sådan måde, at Herodes ikke blev forskrækket eller ophidset til at anrette en endnu større ulykke.

Men de vise mænd bryder sig ikke om hans forskrækkelse eller vrede; de taler frit i Jerusalem om stjernen og om den nye konge og er slet ikke bange for, at himlen skal falde ned. For man må hverken bekende eller fornægte evangeliet for nogens skyld. Det er Guds ord; for det skal Herodes vige, og det skal han følge. Raser han, så lad ham rase – Kristus bliver alligevel stående over for ham.

Men se nu nøje efter: Herodes tænker først ikke på at komme den nye konge til livs med magt, men med list. Han samler alle de lærde og forsker flittigt i Skriften, som om han gerne ville vide sandheden. Og dog er hans mening, at ikke Skriften, men hans egen vilje og hans eget sind skal have ret og sættes igennem. Her kommer vi til Herodes’ rette dyd; her skal vi se paven og hans folk rigtigt malet af.

Men for at ingen skal tage mig ilde op, at jeg anvender dette på paven og så foragteligt sammenligner den gejstlige stand og dens regimente med Herodes, tager jeg hermed det forbehold, at jeg gør det efter min kristne pligt og den troskab, jeg skylder, og som min samvittighed tvinger mig til at vise enhver. Jeg tvinger ingen til at tro mig. Viser sandheden og erfaringen ikke selv alt det, jeg siger, så må enhver, der vil, kalde mig en løgner. Jeg vil gøre fyldest i mit broderlige embede og være uden skyld over for Gud. Foragter nogen min trofaste advarsel, så må han selv stå til ansvar for det. Jeg vil have sagt ham, at Kristus og hans lære hverken kan eller vil forliges med paven og den gejstlige stand.

Derfor må enhver vogte sig for dem som for sin evige fortabelse og alene holde fast ved Kristus. At det ikke bringer paven og de gejstlige meget gods eller megen ære, er mig ligegyldigt; jeg skal prædike Kristus, ikke pavens eller de gejstliges gods og ære. Og hvad der er sagt om paven og de gejstlige, det er sagt om alle dem, som undertrykker folk med gerninger og med deres egne lærdomme og ikke lærer den rene tro, den rene Skrift, den ene Kristus – sådan som jøderne også gjorde, men kun ganske lidt i forhold til paven og hans følge. Den, som vil lade sig forføre, har hermed hørt min mening; jeg er uskyldig i hans blod og fortabelse.

At Herodes nu samler folkets ypperstepræster og skriftkloge og forsker efter Kristi fødsel, det er netop det, som vort gejstlige regimente og alle vantro gerningslærere gør: De vil have Skriften på deres side, og hvad de lærer, skal stå i Skriften – dog sådan, at deres egen mening går forrest, og Skriften må rette sig efter dem. For de tænker kun at bruge Skriften til at undertrykke sandheden og stadfæste det, de selv gør, ligesom Herodes kun søger i Skriften for at slå Kristus ihjel.

Sådan gør vor Herodes, paven, med sine herodianere: Han søger nok i Skriften og bruger den, men han tyder den kun derhen, så han kan udrydde den rette forstand og sætte sin egen mening i stedet. Med et sådant skin bliver også de udvalgte forført. For der er intet større skin, som forskrækker og forfører alle samvittigheder, end når man foregiver Guds navn og stiller sig an, som om man kun ville søge og følge Guds skrift og ord, og dog derunder kun søger det modsatte: at undertrykke Skriften med alt dens indhold. Derfor ser de vise mænd ikke stjernen i Jerusalem og ved heller ikke, hvor de skal gå hen. Og alle, som kommer ind blandt sådant fint, glimrende folk, farer vild og mister den rette kristne forstand over de vantro helgeners store, prægtige væsen, indtil de griber den rene Skrift ret og godt.

Her har både Herodes og de vise mænd Skriften fra præsterne; men Herodes har grebet den med en falsk og ond mening, de vise mænd griber den med en ret og god mening. Derfor får de stjernen at se igen og bliver forløst fra det falske herodiske væsen, under hvilket de havde mistet stjernen.

Sådan vises her mellem Herodes og de vise mænd den strid, som rejser sig mellem de rette og de falske helgener om Skriften: De rette helgener farer nok en smule vild og mister for en lille tid det rette lys, men de bliver ikke i det. Til sidst griber de Skriftens rette mening og kommer igen til det klare lys og lader de herodiske rose sig af deres falske mening om Skriften.

Derom har Sankt Paulus sagt i 2 Tim 3,1–9: «I de sidste tider skal det være farligt. For der skal komme mennesker, som holder meget af sig selv, gerrige, hovmodige, hoffærdige, gudsbespottere, ulydige mod forældrene, utaknemmelige, ugejstlige, ubarmhjertige, stivsindede, bagtalere, ukyske, hårde, uden agt for gode gerninger, forrædere, frække, opblæste, blinde, som elsker lyst mere end Gud. De har skinnet af et gudeligt liv, men dets kraft fornægter de. Vogt dig for dem. Af dem er de, som løber rundt i husene og tager kvinderne til fange, som er tynget af synder og lader sig drive af mange slags begæringer, som altid lærer og dog aldrig kommer til erkendelse af sandheden. Og ligesom Jannes og Jambres stod Moses imod, sådan står også disse sandheden imod. Det er mennesker med et forvendt sind og uduelige til troen. Men de skal ikke holde stand i længden; deres dårskab skal blive åbenbar for enhver, ligesom også hines blev det» osv.

Jeg mener nok, at Sankt Paulus her ikke har taget et blad for munden, men ligesom peger med fingre på vore gejstlige herrer og Herodes’ hellige følge. Der står jo ikke et bogstav her, som ikke enhver kan se herske åbenlyst i den gejstlige stand. Men de har en hård pande og mener, at der slet intet er sagt om dem; de bilder sig ind, at når paven stadfæster dem med sit pergament og bly, gør man dem uret, hvis man vil forstå det om dem. Derfor må vi tænke lidt over denne rige tekst hos Paulus og se nøje efter, så vi lærer Herodes rigtigt godt at kende. Han siger nemlig, at sådant folk skal komme i de sidste tider, som nu har varet i mange år; og de skal være farlige, fordi kun få mennesker bliver frelst på grund af sådanne forførere, som udrydder troen og kvæler sjælene med menneskelærdomme og deres eget pjank.

Apostlen kan heller ikke forstås om de almindelige mennesker, som vi nu kalder de verdslige eller lægfolk; men hans ord er klare og går løs på tonsur- og kuttefolket, på det gejstlige regimente. For blandt deres andre ædle dyder siger han frit ud, hvad deres hoveddyd er: at de har skinnet af det gejstlige liv eller af gudsdyrkelsen og dog fornægter selve gerningen. Hvem ved ikke, hvem de er? Hvor findes gejstligt liv, gudsdyrkelse og hellige stande andre steder end i stifterne og klostrene? Videre, når han siger: «De løber rundt i husene og tager kvinderne til fange og lærer dem altid» – det er jo klart sagt om lærerne og prædikanterne, især om tiggerordenerne og landstrygerne. Videre, at de står sandheden imod, ligesom Jannes og Jambres stod Moses imod, viser også tydeligt nok, at han taler om dem, som prædiker og regerer blandt folket. Men lad os se på det ene stykke efter det andet.

For det første er de Philauti [græsk-latin: «selvelskere», 2 Tim 3,2], som holder meget af sig selv og synes godt om sig selv. Alt, hvad de gør, skal være godt og ret gjort; de alene vil i himlen og har alene ramt den rette vej; de alene er den kristne kirke, de alene bærer himmel og jord. De andre folk er i sammenligning med dem stakkels syndere i en farlig stand og må købe forbøn, gode gerninger og fortjeneste af dem. Til sidst har de bragt det dertil, at alle andre kristne hedder de verdslige, men de selv de gejstlige; så det er ikke til at sige, hvor titlen kildrer dem, og hvor gode de synes, de er frem for andre stande, så der sandelig ikke er kommet noget folk på jorden, som navnet Philauti passer bedre på end dette. Apostlen har ramt dem rigtig godt med det. Men allermest deres overherre, paven: han stinker jo i hele verden af lutter egen indbildning og selvbehag, så de selv må bekende, at hans gejstlige ret er lutter Philautia, lutter selvbehag.

Gud hjælpe os, hvor meget holder den vederstyggelighed af sig selv, hvor godt synes han om sin stand, hvor frækt skiller han sig selv fra alle kristne, ikke alene de verdslige, men også de gejstlige! Han gør ikke andet end at kildre sig selv, så han er lige ved at le sig ihjel af lutter kådhed – sådan som enhver åbenlyst må bekende, der ser på hans liv, hans regimente, hans buller, hans love og hans lære. Den gift øser de andre så af ham, hver i sin stand, og han hjælper dem dertil med friheder, med beskyttelse, med velsignelser og lovord. Siden lærer også lægfolket det af dem, hver med sin gode lille bøn og sin særlige måde. Dermed går den kristne tro til grunde, som alene har sit behag og sin glæde i Kristus; alt andet væsen gælder lige meget for den, og den agter ikke det ene højere end det andet.

For det andet er de hovmodige. Det følger af det første, selvbehaget: at de ophøjer sig i deres hjerte over alle andre og synes, de er bedre end alle andre. Det ser man også i overflod hos paven og de gejstlige, så aldeles over al måde, at de skamløst selv siger og roser sig af, at den gejstlige stand er bedre end den verdslige, selv om de kristne er i den – mens dog den kristne stand alene er god, og den kan heller ikke tåle en sådan forskel, ellers må den synke. Ja, dette giftige hovmod er den grund, som hele deres regimente står på; for hvis de ikke skulle agtes for bedre, måtte hele deres væsen og regimente gå til grunde.

Disse to grufulde, dybe, store laster er så fine og helt åndelige, at de ikke ser den mindste smule af dem; ja, de holder dem for sandheden og den grundfæstede retfærdighed. Sådan farer de da af sted med dem og deres djævelske hellige liv og lader sig kalde og ære som hellige, gejstlige, salige folk for sådanne frygtelige lasters skyld.

For det tredje er de hoffærdige. Det følger af det andet, af hovmodet. For hovmodet lader sig ikke nøje med at ophøje sig i sig selv, men bryder ud og vil også fare lige så højt, som det agter sig selv; det vil svæve øverst og sidde øverst og således fare frem udvendigt, sådan som det sidder indvendigt. For hovmod og hoffærdighed har den forskel, at hovmodet sidder i hjertet, mens hoffærdigheden er det udvendige, højt bærende væsen og den udvendige fremtræden. Hvem ser ikke det hos paven og hele den gejstlige stand? Farer de ikke i gerning frem over kejsere, konger, fyrster og alt, hvad der er stort og småt på jorden? De har selv sat sig over alle menneskers gods, legeme og sjæl og regerer løs med fri, fræk vold, som om de havde den bedste ret og grund dertil.

Og når man siger dem, hvordan Kristus har forbudt en sådan hoffærdighed, da han siger til disciplene (Luk 22,25–26): «Den, som vil være den største blandt jer, skal være den mindste», og: «I skal ikke herske som hedningernes fyrster» – så brækker de alle tænderne ud på det ord og giver en glose, som ingen må give uden de alene, og siger: Kristus har dermed ikke forbudt øvrighed og at fare frem over de andre, men hjertets sindelag, så det ikke skal ophøje sig og synes, det er bedre end de andre. For, som de siger, kan der godt være en prælat, som er ydmyg og ikke ophøjer sig over nogen i hjertet, men alligevel udvendigt må svæve øverst. Derfor fører de nu nogle udsagn af de hellige fædre frem, så de blot kan blænde og narre sig selv og alle andre.

Apostlen taler om at fare højt frem i det udvendige; han ved udmærket godt, at den, som skal lære eller lede de andre, må være den øverste i åndelig forstand. Men de gør det åndeligt, som er legemligt; for de vil svæve øverst på legemlig vis: deres gods, deres ære, deres fremtræden, deres person, deres væsen, deres ret, deres regimente skal fare frem over alles gods, ære, person, væsen og regimente. Derhen vil de, og derhen farer de også, de kære junkere, og gør legemligt gods, ære, person, fremtræden, klæder osv. til åndelige ting for os.

Kristus var også i åndelig forstand den øverste på jorden, for han lærte alle som lærer og mester; men dermed satte han alligevel ikke sin person over noget menneske, ja, han tjente dem med alt, hvad han havde og formåede. Sådan var også profeterne og apostlene uden tvivl de øverste på jorden i åndelig forstand, for de var verdens lys og lærere; men hvornår har nogen af dem nogen sinde sat sin person, sit gods, sit væsen over et menneske, for ikke at tale om over konger og fyrster? De var langt snarere disse underdanige med legeme og gods og bød også andre at være dem underdanige, sådan som også Kristus selv var kejseren underdanig, Matt 17,27. Kære herodianere, det åndelige regimente lader sig ikke se med øjnene; det regerer hverken over gods eller person, men over sjælene og ånderne ved Guds ord. Så gør I et verdsligt regimente ud af det og giver det navnet åndeligt, blot for at dække over og pynte den forbandede hoffærdighed, så I ikke behøver at være nogen underdanig og hverken giver rente, told eller skat, men fri for al pligt alene kan tage ind og røve.

Jeg har glemt og overset, at jeg skulle have sat gerrigheden på andenpladsen; jeg må tage den med her som den fjerde. Denne last er så grov hos paven og den gejstlige stand, at nu råber sten og træ over den. Men det er endnu slet intet mod det, som kun få mennesker ser: at den gejstlige stand næsten er grundlagt på lutter åger, ved det højt fordømte rentekøb, som paven har indsat som gerrighedens rygstød og beskytter, og hvormed den synligt sluger verden. Også den skjulte gerrighed, som hersker blandt dem, ser knap én ud af tusind: at de kun bliver gejstlige for det legemlige udkomme og forsørgelsens skyld.

Sandheden har fundet på det ordsprog: «Fortvivlelse gør en munk.» For hvor mange er der ikke af dem, der alene bliver gejstlige, fordi de er bange for, at de ikke kan ernære sig, eller at de skulle ernære sig med arbejde og møje? For også nu bliver biskopper og domherrer det på samme grund. Men hvad er det andet end gerrighed, der ikke stoler så meget på Gud, at han kan ernære den, han har skabt? Men nogle bliver også gejstlige af den slags fortvivlelse, at de ellers ikke tror at kunne blive frelst. Men dem er der færre af, og det er heller ingen god grund; derfor bygges der heller ikke godt på den.

For det femte er de gudsbespottere. Det må også følge af de foregående dyder. For skal deres hovmod, hoffærdighed, gerrighed og selvbehag holde sig og bestå, så må de sandelig ruste sig med harnisk og værge sig mod dem, som straffer dette med Skriften, sådan som det med rette skal straffes og ikke kan tåles af Skriften. Derfor må paven her lade buller og love gå ud og forbande, fordømme, bespotte og bandlyse alle, som anfægter hans regimente, og sige, at det ikke er Guds, men Djævelens ord, som står hans hellighed og hans gejstlige imod, og at det skal undgås som det værste kætteri – sådan som også Sankt Peter har forkyndt i 2 Pet 2,2, at sådant folk skulle bespotte sandhedens vej. Derefter skal han sige, at han gør alt dette for Guds æres og de gejstlige goders skyld; og hans bande, hans herodiske følge, skal hænge ved ham og udbrede en sådan bespottelse og forbandelse så vidt, som deres gerrighed, hovmod og hoffærdighed regerer, så verden flyder over af gudsbespottelse og forbandelse.

Ak Gud, himmelske Fader, hvor grufuld er din vrede, og hvor frygtelig din dom over verden i disse farlige, elendige tider – og desværre vil ingen erkende det! Vil du da have skabt alle mennesker forgæves?

For det sjette er de ulydige mod forældrene. Gud har næst efter lydigheden mod ham selv befalet lydighed mod forældrene, før alle ting og over alle ting. Men hvad lærer nu paven og det gejstlige regimente? Når en far har en præst eller en biskop, så har han opdraget en herre over sig selv, som på ingen måde længere skylder ham lydighed, på grund af den herodiske højhellige gejstligheds store værdighed. Derfor lever folket også et frit, ustraffet liv, som vi ser. Guds bud om lydighed mod forældrene er revet i stykker, og de foregiver, at de nu står under Guds og en højere lydighed, skønt Gud ikke har befalet et bogstav om deres stand, men de har selv valgt den.

Nu tilbagekalder Gud ikke sit bud for sin egen skyld, endsige da for menneskers valg og udvælgelses skyld. Videre er det nu også blevet skik i klostrene at løse folk fra dette Guds bud: Der løber en søn eller en datter fra sin far ind i klostret uden hans vilje; den hellige fader paven dømmer sammen med sine herodianere, at det er ret og vel gjort, og han tvinger ligefrem folk til at rive Guds bud i stykker for gudsdyrkelsens skyld. Sådan går nu hele den gejstlige stand fri og løs fra dette højeste og første bud af Guds anden tavle.

Men vil du følge mig, så vil jeg af fuld ånd, i vor Herre Kristi Jesu navn, give dig et ret råd: Bliver dit barn gejstlig uden din vilje, hvad enten det bliver præst, munk eller nonne, så kan du, hvis du vil, give dit samtykke bagefter og lade ulydigheden ske. Men vil du ikke give dit samtykke, og er du måske bekymret for dit barn, at det af skrøbelighed ikke kan holde kyskheden eller på anden måde kan komme ind i et vildfarende, råt liv eller måske blive falsk gejstlig, eller har du brug for det, så gør ikke meget væsen og disputeren ud af det, men gå frit hen og tag barnet ud af klostret, ud af kutten, ud af tonsuren, og hvad det ellers har krøbet ind i. Se ikke på det, selv om det havde aflagt hundrede tusinde løfter, og alle biskopperne på én bunke havde velsignet det. Dit barn er af Gud betroet dig til at lede, og han vil kræve det af dig, hvis du lader det gå til grunde, når du godt kan råde og hjælpe det.

Siger man dig noget, så hold dem Guds bud imod, at børn skal være deres forældre lydige, især hvor forældrene er bekymrede for faren og ikke vil tillade det. Pavens lov indeholder jo også, at en hustru må tage sin mand ud af klostret eller præstestanden uden nogen hindring. Nu er det fjerde bud, at man skal være forældrene lydig i de ting, som ikke er imod Gud, jo lige så vel Guds bud som det, at mand og hustru ikke skal skilles.

Derfor siger jeg: Paven tiltager sig af lutter frækhed at tage munke og nonner ud af klostrene og har ingen magt dertil; forældrene har magt dertil og kan lade deres barn blive derinde eller tage det ud, når og hvordan de vil, eller hvordan de ser, at det er gavnligt for børnene.

Men siger de herodiske her, at lydigheden mod forældrene ophører her, fordi gudsdyrkelsen, som er befalet i det første bud, står over det fjerde bud, så skal du frit svare, at gudsdyrkelse ikke er den gejstlige stand, og at Gud heller intet har befalet om den. Sådan lyver de og kalder deres små påfund gudsdyrkelse. Gudsdyrkelse er ikke andet end at holde hans bud. Men hans bud på den første tavle kræver tro og kærlighed til Gud. Nu går de, som bliver gejstlige, jo ikke i tro og kærlighed til Gud, men i et udvendigt særligt væsen, hvor der er mindre kærlighed og tro end i nogen ægteskabelig eller verdslig stand.

Men nu ser desværre mange folk gerne, at deres børn bliver gejstlige; for de ser ikke den fare, som er derinde. Nogle lover også deres barn bort til den gejstlige stand. Alt sådant er kun lutter uvidenhed om troen og om den kristne stand. Men hvis forældrene bød noget, som var imod Guds bud, som imod troen og kærligheden til næsten, da skal man ikke adlyde dem; da gælder Kristi ord: «Den, som elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værdig» (Matt 10,37). Ellers skal buddet om lydighed blive stående. Dog kan og skal forældrene give deres samtykke og lade sig bede, hvor det er muligt, og hvor det gavner barnets sjæl.

Her kommer nu et andet stykke ind, som der også ligger meget på, nemlig om børnenes ægteskab. Ingen er vel så tåbelig, at han tvinger sit barn til ægteskab, og det skal heller ikke ske; men hvis det skete, mener jeg, at barnet skulle sætte lydigheden over jomfrudommen eller bede faderen fri for det. Ligeså skulle man heller ikke tvinge det til at tage den eller den til ægtefælle, men det skal ske med barnets samtykke, sådan som det skete med Rebekka, 1 Mos 24,58. Men hvor lydigheden alligevel tvinger, mener jeg, at det må ske.

Men nu er spørgsmålet: Har faderen magt til at rive ægteskabet i stykker, når hans barn har trolovet sig uden hans vilje og imod hans vilje? Her svarer paven og siger nej og løser barnet fra lydigheden mod faderen. Men jeg siger ja og løser ikke barnet fra lydigheden mod faderen; jeg mener også, at intet menneske har magt til at løse det, især før de har levet sammen. For hvor de har levet sammen eller har fået børn eller gerne er sammen, dér er det uvenligt, at faderen da ville skille og rive dem fra hinanden, selv om han har magten dertil. For hvor stor hans magt end er heri, så skylder han dog kærligheden og venskabet, at han ser lidt gennem fingre med barnet og handler med dets vilje, så en sådan skilsmisse ikke bliver foretaget af lutter egenvilje og kådhed uden nogen grund.

For forældrene er undertiden også sådan sindet, at de ser mere på deres egen kådhed end på barnets gavn eller nød. Selv om et barn skal tåle det, er det dog ikke ret af faderen, som jo er skyldig at hjælpe sit barn venligt og til dets bedste og bruge sin magt over det til gavn – ligesom Manoa og hans hustru lod sig bede af deres søn Samson, så de gav ham den kvinde, han begærede, og som de ikke så gerne, Dom 14,3.

Men hvor det sker, at pigen hemmeligt har trolovet sig, og faderen eller den, der står i faderens sted, giver hende til en anden, da skal hun her træde pavens snarer under fode og uden nogen byrde på samvittigheden lade den første fare og følge den anden. For paven har ingen magt til at handle imod Guds bud eller til at stadfæste det første løfte og rive det andet i stykker. Dermed forvirrer han samvittighederne og siger, at sådan en pige er en ægteskabsbryder, når hun ligger hos den anden; og dog tvinger han hende til ham og siger, at hun skal tåle det og ikke ligge hos ham med vilje og heller ikke kræve den ægteskabelige skyldighed.

O du sjælemorder, hvor trøster du dog samvittighederne! Hvor vikler du det ene ind i det andet, så der ikke bliver plads tilbage til frelsen, og du bringer sandelig farlige tider op! Men kan pigen bede sig fri, så hun kan blive hos den første, når hun nu har så stor lyst til ham, så kan hun godt gøre det; ellers går lydigheden forrest, og hun skal kræve den ægteskabelige skyldighed og gøre, som om hun aldrig havde trolovet sig. Og havde man holdt fast ved denne regel i praksis, så var de hemmelige trolovelser for længst ophørt, og de store, vildfarne strikke for samvittighederne i den pavelige ret var aldrig kommet op.

Nu ser du, mener jeg, hvor skarpt Sankt Paulus har set ind i det gejstlige regimente, som lærer alle børn at være ulydige mod forældrene og giver dem frihed til at gribe til verdslige og gejstlige stande eller i hvert fald at blive i dem, når de har grebet til dem uden forældrenes vilje. Og sådan har det helt ophævet og revet Guds bud om lydighed i stykker og har ved siden af forvirret samvittighederne så jammerligt, at de ingen vegne kunne komme ud. Ligesom de nu ved deres gejstlige hellighed gør sig ulydige mod forældrene og løse fra Guds bud, sådan lærer de også det unge verdslige folk at gøre i ægtestanden.

Men et retskaffent barn skal lære at ære sine forældre, og hvad de bestemmer om det, som ikke er imod Guds bud, det skal det finde sig i og lade være gjort. Og selv om det kunne opvække døde, eller himlen stod åben for det, skulle det dog ikke foretage sig noget af det, hvis det vidste, at det var imod dets forældre. For den, som er forældrene lydig, er også lydig mod Gud, hvis bud lydigheden mod forældrene er. Og derfor skal det gerne lade alt det rive i stykker, som sker imod lydigheden mod forældrene, når det ikke kræves af Gud, hvor godt det end er, eller hvor stor en gudsdyrkelse det end kan være. For det kan ikke behage Gud, som sker imod forældrene, når de ikke byder noget imod Gud. Derfor siger Gud til forældrene ved Jeremias (Jer 29,6): «Giv jeres børn hustruer og jeres døtre mænd» osv. – så børnene ikke selv tager, men forældrene har magt til at give dem bort. Det være nok om det denne gang; der var nok mere at sige om det.

For det syvende er de utaknemmelige, ikke alene mod Gud – det må nødvendigvis følge, når de bespotter ham, forbander hans ord og river hans bud i stykker – men også mod menneskene. For de har stort gods og stor ære fra fyrsterne og hele verden, og hele deres søde liv er de andres sved og blod; alligevel erkender de det så lidt, at hvis en by eller et land skulle gå til grunde, så ville de ikke give det nogen støtte eller hjælp af deres overflødige rigdom og skatte. Dér er der ganske enkelt ikke andet end: I min sæk! Desuden, når deres renter og goder ikke forbliver fulde og urørte, så er der ingen barmhjertighed med bandlysning, tvang og pine. Dér tænker ingen ved sig selv: Nå vel, vi har sådanne goder og sådan overflod fra den og den slægt eller fra det land; nu da det er kommet i nød og fordærv, vil vi vise det kærlighed igen og række det hånden.

Det er gejstligt gods; det må ikke tjene de verdslige. Ja, de holder det for den allerstørste last, hvis de skulle være så taknemmelige, og siger: Den, som gør det, ødelægger stiftet, klostret og den hellige kirke dens goder. Derfor må den kristne kærlighed og den naturlige taknemmelighed gå til grunde, for at kirkens goder nu endelig kan blive; og alligevel er de gejstlige, hellige folk og farer alene til himmels – som koen i musehullet.

For det ottende: de, som ikke agter nogen hellig ting. Her gør apostlen dem stor vold, da han kalder dem Anosios. Osios betyder indviet, hellig, gejstlig: de, som skal omgås hellige ting og er indsat dertil, sådan som man jo ved indvielsen bliver gejstlig eller hellig. Anosios betyder uindviet eller ugejstlig. Er det da ikke en fræk apostel, som lige ud kalder de gejstlige for de ugejstlige og de indviede for de uindviede? De har jo tonsur, er salvet med olie, har også hvide korkåber, holder også messe, synger højt og læser lavt, spiller orgel og piber, ringer med klokker og klinger med bjælder, indvier kirker og kapeller, ryger med røgelse og stænker vand, bærer kors og faner, klæder sig i silke og fløjl og – hvad der er det store – bærer gyldne kalke og sølvmonstranser. Er det ikke gejstlige ting, hvad er så gejstlige ting? Så må paven og biskoppen fare vild. Sandelig, Sankt Paulus er i pavens band og taler imod den hellige gejstlige ret, hvor der kun handles om sådanne såkaldte gejstlige ting.

Ingen ko eller æsel eller so er så aldeles uden forstand, at den ikke kan se, at sådanne ting er legemlige og udvendige ting, som ingen bliver gejstlig eller hellig af; og alligevel skal de nu alene hedde gejstlige og indviede ting under dette herodiske regimente. Derfor kalder Sankt Paulus dem med rette de ugejstlige gejstlige, netop for et sådant ugejstligt gejstligt væsens skyld, for hvis skyld de lader de virkelig gejstlige ting ligge. Han har netop set ind i deres forvendte væsen, hvordan de gør sig selv til de gejstlige, og vender også deres navn om, som om han ville sige: De vil være de gejstlige og siger, at de omgås de gejstlige ting; de er snarere de ugejstlige og går om med narrestreger og lader de rette gejstlige ting ligge.

For osios eller gejstlig er den, som forvalter og rækker Guds ord og sakramenterne, for at han kan bringe sig selv og folket til Gud; det er egentlig de gejstliges embede. Men de gør intet af det; ja, ved deres misbrug i alle sakramenterne, især i messen, bringer de kun sig selv og alle andre længere bort fra Gud. Sådan prædiker de heller intet evangelium og udfører intet gejstligt embede ret, hvorom der var meget at sige. Med dette ord har apostlen omfattet alt, hvad der egentlig angår deres embede, som de hedder gejstlige efter, og siger: De gør intet af det; derfor er de snarere de ugejstlige.

For det niende: ubarmhjertige. De holder ikke af noget menneske af hjertet, det vil sige, de tager sig ikke af noget menneske; de lader enhver gå, som han går, og fare, som han farer; når blot de selv har nok, er de tilfredse. Det er de gejstliges embede, som sagt, at de skal tage sig af folk i åndelige ting; de skal også se til, at ingen lider legemlig nød af fattigdom. Nu er det åbenbart, at der ikke hos noget menneske på jorden er mindre omsorg og omhu for folk end hos de gejstlige; det kommer alt sammen af de foregående laster: gerrighed, utaknemmelighed, ugudelighed. Det er et folk, der kun er rettet mod sin egen fordel og vinding, i verdslige og i åndelige goder.

Med mindre nogen da vil frikende paven og hans folk for den anklage, fordi han er så kærlig, at han udgyder så meget kristenblod, ophidser hele verden til krig og med aflad og al slags skurkestreger suger, udmalker og flår verden. Det er en særlig fin dyd hos regenterne, når de tager sig af deres undersåtter og lader deres sag og nød gå sig til hjerte i verdslige ting; langt finere er den, når de gejstlige også gør sådan i åndelige ting, som de skulle, hvis de var hosioi [græsk: fromme, hellige]; men nu er de anosioi og astorgoi [græsk: ugudelige og ukærlige, 2 Tim 3,2–3], begge dele: uåndelige og ukærlige.

For det tiende er de uforsonlige og ufælles. Her stormer Paulus igen med hovedet først ind i den hellige gejstlige ret, som dog lærer så meget om privilegier, friheder og undtagelser, og han rammer netop det hellige scrinium pectoris [latin: «hjertets skrin»; paven påstod at have al ret i sit hjertes skrin] i Rom. Naturen og Guds ordning siger dette: Når mennesker skal leve med hinanden i et fællesskab, så er det nødvendigt, at de slår sig sammen og bærer de fælles byrder på fælles ryg og gør det fælles arbejde med fælles hånd; således binder det fælles livs nød dem sammen. Imod det har paven og den gejstlige ret deres privilegia, libertates, immunitates, indulta, gratias [latin: privilegier, friheder, fritagelser, indrømmelser, nådesbeviser] og lutter undtagelser, så han og hans folk kun nyder godt af de fælles goder og lader de andre gøre det fælles arbejde og bære de fælles byrder; og det ville være den allerstørste synd, hvis nogen ville følge Paulus og opgive privilegierne og bære byrderne og besværet sammen med menigheden; skønt de ser, at denne deres frihed vækker skæve øjne og ærgrelse og med god grund gør hjerterne bitre og således er imod den broderlige kærlighed.

Derudover har den allerhelligste fader paven magt til at rive alle sådanne forbund i stykker og løse fra ed og løfter, hvis nogle gejstlige ville forbinde sig eller havde forbundet sig med menigheden, som om de var sket til skade for de gejstlige goder. Det er en frugt af ukærligheden, at kun de alene og ellers ingen skal være frie og rige, have nok og have det godt og leve ubesværet uden fare og bekymring.

Ufælles og lutter undtagelser skal deres sager være; derfor kalder Paulus dem aspondoi, de ufælles, de uforsonlige, som ingen kan have glæde af, mens de selv vil have glæde af alle; som vil have fordelen i alle ting og skyde ulempen fra sig. Det kan ingen finde sig i et fællesskab, og det er ikke alene imod den kristne kærlighed, men også imod den naturlige rimelighed og alle menneskers fornuft.

For det ellevte: bagtalere eller bagvaskere. Åh, hvilken stor last er det, Paulus her rører ved! Den hersker som regel hos de gejstlige frem for alle andre mennesker, også hos dem, der for verden er højt berømte for tugt, ære og hæderligt levned. Læg bare mærke til, hvordan de samme folk stiller sig over for andre folks synd eller skrøbelighed, hvordan de stiller deres kærlighed og iver for tugt, ære og hæderlighed til skue; hvordan de lægger så stor alvor for dagen for retfærdighedens skyld, at der slet ingen barmhjertighed eller kærlighed bliver tilbage over for deres næste. For at vi kan se det ordentligt, må vi give os tid til det og tale om det i ro og mag.

I de foregående laster er det vist, hvordan denne flok forholder sig til sin næstes person og goder. Her siger han egentlig, hvordan de forholder sig til deres næstes synd. Åh, hvor blinde og uvidende er de her, hvor fører deres eget selvbehag og hovmod dem! Skriften lærer os at forholde os sådan til vor næstes synd:

For det første skal vi ikke være mistænksomme, men vende alt til det bedste, hvor det på nogen måde lader sig gøre, når vi ser noget hos vor næste, som ikke er åbenlys synd. For sådan skriver Paulus i 1 Kor 13,5: «Kærligheden tænker ikke ondt»; det vil sige, den venter det bedste af enhver og er ikke mistænksom over for nogen; den tænker: Som den selv gør og mener det, sådan gør og mener en anden det også. Men den selv mener det dog godt, også når den gør noget, der ser ondt ud; derfor lægger den også alle andres gerninger ud til det bedste, hvor onde de end ser ud.

For det andet: Hvor næstens gerning er åbenlyst ond, så den ikke kan vendes til det bedste, dér gør kærligheden sådan: Er det skjult, så kun den selv ser eller får det at vide, så tier den stille og lader det være begravet hos sig, siger det ikke til noget menneske, og hvor den kan, dækker den over det, så ingen andre skal få det at vide, og således holder den sin næste i ære; dog tager den ham til side, irettesætter ham for det og beder for ham, har også tålmodighed og barmhjertighed med ham og tænker, som den gamle fader siger: «Han faldt i går, i dag falder jeg», eller: «Synder han i dette stykke, så synder jeg i et andet; vi trænger begge to til den samme nåde.» Derfor tilgiver den og hjælper, ligesom den selv beder om at få tilgivelse og hjælp.

Det lærer Kristus i Matt 18,15: «Synder din bror hos dig» – det vil sige skjult, så kun du ser det – «så gå hen og irettesæt ham, mellem dig og ham alene.» Og Paulus i Gal 6,1: «Bliver et menneske grebet i et fejltrin, så skal I, som er åndelige, hjælpe ham til rette i en mild ånd, og pas på, at ikke også du bliver fristet.»

For det tredje: Hvor næstens synd sker åbenlyst, så den ikke kan dækkes over, men flere folk ved det, så gør kærligheden igen sådan: Den tier stille, fortæller det ikke videre til nogen, går hen og siger det til hans overordnede, som skal irettesætte ham, og lader det blive ved det; den beder for ham og har barmhjertighed med ham som før. Således læser vi i 1 Mos 37,2, at Josef fortalte sin far Jakob, at hans brødre havde et ondt rygte; han fortalte ikke om deres skjulte gerning, men, som teksten siger, det onde rygte om dem, så deres gerning ikke længere var skjult, men åbenlys, og folk talte om den.

Se derimod, hvad de, der elsker al tugt og ære, gør nu. For det første: Fordi de holder meget af sig selv i det skjulte og har behag i sig selv, synes de, at intet menneske gør og mener det så godt som de; de er de mest mistænksomme folk på jorden, fulde af unyttig bekymring og pinlig ængstelse for, at ingen gør det rigtigt; de vender alle ting til det værste, og selv om gerningen er god, tænker de dog, at hensigten er ond. Så forsker og grubler de for at udfritte hensigten og har ingen ro, før de hører noget ondt om deres næste.

Åh, hvilke fine, retskafne folk går i denne last! Og det kan undertiden se ud, som om det var forsigtighed, så de ikke bliver bedraget. Men forsigtigheden ser på den fare, der kan komme, og gør så meget, at den kan være sikker og ikke blive bedraget, og siger frit ud: «Jeg tror, at du ikke mener det ondt, men vi er alle mennesker; det kunne ændre sig og slå fejl med dig lige så vel som med mig» osv. Men mistanken ser kun på den gerning, der foreligger, og tænker intet godt om den, ikke på den fare, der kan komme; den mener, at det allerede er fordærvet, hvad forsigtigheden regner for godt og sætter midler ind for, at det ikke bliver ondt.

For det andet: Når mistanken i det skjulte ser eller får at vide, at næsten har gjort noget ondt, så har den sin lyst; så kan den vise, hvor retskaffen den selv er, og hvor onde andre folk er, og hvor højt den elsker retfærdighed, tugt og ære. Så må den stakkels tolder holde for over for farisæeren; så må Noa lade sin skam blive vist frem af sin søn Kam. «Ej», siger man så, «hvilket hæderligt, retskaffent menneske er det!» Så skal alle og enhver vide, hvad ondt denne næste har gjort.

Nogle har også deres største lyst i at kunne fortælle og høre om andres synder og siger: «Det er dog sandt!» Denne last hersker grueligere, end nogen tror, især blandt de skinnende, hæderlige, tugtige folk: Der er ingen tildækken, ingen irettesættelse, ingen forbedring, ingen forbøn, men lutter vanæren og bagtalen – og så er de dog hellige, gejstlige folk.

For det tredje: Når de så vil irettesætte eller anklage, så farer de så ubarmhjertigt frem med ham, som om de ikke selv trængte til nåde, som om de aldrig havde gjort nogen synd; de siger det ikke til hans overordnede, men skælder ham ud åbenlyst foran de andre, som ikke vidste det i forvejen. Så står kærligheden til retfærdigheden højt i kurs; de bringer dermed deres næste om hans ære og udsætter ham for al skam; de er ligeglade, om han så skulle fortvivle derover, kaste liv og gods bort og blive et menneske, der har opgivet alt; de har straffet synden, som de retskafne, hæderlige folk, de er – om forbedringen må en anden se til. De støder ham også fra sig, som en der aldrig mere kan blive til noget.

Åh, hvilket vanvittigt folk af hellige, hæderlige folk er det! Det gør de sig ingen samvittighed af; de går hen og beder, som om de havde udrettet noget godt. Se, til denne last fører de de foregående: at de er hovmodige og holder meget af sig selv, og de to nærmeste: at de er ubarmhjertige, hårdhjertede, uforsonlige folk, der ikke tager sig af nogen, ikke er til nytte for nogen og kun søger deres egen ære på de andres bekostning, til skam og skade for dem. Af den grund kalder Paulus dem her diaboloi, bagtalere og vanærere, fordi de ikke ved at handle anderledes med deres næstes synd end at gøre ham til skamme og åbenlyst røve hans gode navn, blot for at de selv kan stille sig højt frem som retskafne, tugtige og hæderlige folk. For hvis de var barmhjertige eller godhjertede, ville de kun søge forbedringen og ikke vanære eller forstøde personen, men udrydde synden.

Paulus har sandelig ramt dem rigtigt; for erfaringen viser, hvor vanvittige de gejstlige og deres lige er efter at høre, le ad, fortælle og udbrede andre folks synd og skam, så de med rette hedder diaboloi. Paulus bruger altid ordet diabolos i denne betydning, skønt nogle kalder Djævelen sådan, hvis art det også er at afsløre, vanære, udbrede og gøre menneskers synd stor. Men når Paulus vil nævne Djævelen, siger han som regel Satan. Sådan gør han i 1 Tim 3,6: «En biskop skal ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under _diabolos_’ dom», det vil sige bagtalerens, så denne ikke får grund til at dømme ondt om ham osv.

For det tolvte er de ukyske. Hvad skulle de også gøre ved et sådant hovmodigt, frit, sikkert, lediggængeragtigt, lystigt og kådt liv? Hvordan skulle det være muligt, at de blev kyske med de foregående stykker, når de, der lever ridderligt i lutter dyder, knap nok kan forblive det? Nu, denne last er åbenlyst nok kendt hos dem; de driver det over al måde og er dog uangribelige. Men ingen har skylden for denne ukyskhed uden paven, fordi han har forbudt den gejstlige stand ægteskabet. Hvis de fik lov at gifte sig, ville rigtig mange holde op med de foregående laster, og rigtig mange måtte gå over i en anden stand. Det vidste den onde ånd godt; derfor blæste han paven ind, at han skulle forbyde ægteskabet, for at disse laster kunne blive styrket. Dermed er de kommet i et særligt væsen for sig selv og har behag i sig selv; og endelig har han med dette skin blindet dem, så de ikke kender de foregående elleve laster, aldrig angrer dem eller omvender sig fra dem, men holder dem for stor ret og dyd og farer således til himlen på dem. Alene denne tolvte er så grov, at de ikke kan nægte den; den angrer og skrifter de, og så bliver de snehvide – ligesom en so, der ligger med hele kroppen i mudderet og holder et øre eller nogle børster på ryggen rene.

For det trettende er de umilde, det vil sige helt uprøvede, ubrudte mennesker, der aldrig har lidt noget, og som slet ikke kan forstå spøg; rører du ved dem, så knækker de over. Og det må alt sammen følge af det frie liv, de bliver opdraget i: Ligesom et barn, man lader få sin vilje, bliver ru, knudret og fuldt af grene, sådan er disse også et ubøjeligt, umedgørligt, utåleligt folk. De er vant til, at man ærer dem, giver dem nok, lader dem få deres vilje og lader dem gå ustraffet; derfor tåler de ikke, når noget andet møder dem. Men var de under tugt som andre, så måtte de ofte bøje sig og lade være med det, som de nu gør helt frit, og så ville de nok blive blødere og mildere, så man bedre kunne omgås dem. Også denne last er åbenbar nok, især i klostrene, og de kalder sig selv passionatos [latin: lidenskabelige], som let bliver vrede.

For det fjortende har de ingen lyst til det gode, det vil sige, de agter intet godt, eller de er helt ligegyldige over for at gøre gode gerninger; de farer frem, som om de ikke trængte til gode gerninger og vidste en anden, bedre vej til himlen. For de mener, at de ved at holde messe og bede deres horas [latin: tidebønner] er så overstrømmende rige på gode gerninger, at de også sælger dem til andre; de kender slet ingen andre gode gerninger end disse deres fastsatte og udvalgte små gerninger, som Gud intet har befalet om.

Og de, der er de allerbedste af dem, laver testamente ved deres død, stifter messer og vigilier og forbedrer deres præsensgelder og den hellige kirkes goder og gudstjeneste. Det er deres gode gerninger; ved siden af gør de i livet ingen noget godt, og man kan heller ikke have glæde af dem – med mindre du vil kalde det en god gerning, at de låner penge ud mod renter til de fattige som jøderne og suger alle lande ud med åger og planter deres renter på alle huse og hoveder. Men at de skulle give gratis eller låne uden renter, det skal du ikke engang tænke på; nej, de må samle det til testamente og sjælemesser. Derfor siger et ordsprog, at præsters testamente er en pølse, bliver ved at være en pølse og bliver til en pølse. Sådan går et testamente igennem og igennem hos testamentarierne, fra den ene til den anden: Godset er ikke værdigt til at være til nytte for fattige folk. Sådan også med andre gode gerninger: at besøge de syge, klæde de nøgne, trøste de bedrøvede og så fremdeles, at tjene næsten og være ham til nytte – det agter de slet ikke; det er ingen gudstjeneste hos dem. De bliver ved deres messer og deres kirkehyl og gør messen til en god gerning og et offer; det koster hverken møje eller penge, men det bringer penge ind og giver ledige, gode dage.

Dernæst farer de til og udlægger to slags barmhjertighedsgerninger, åndelige og legemlige, og siger: De åndelige er bedre end de legemlige; derfor foragter de de legemlige som de ringe og holder sig til de åndelige som de større, og således kommer de i det skjulte og uden at mærke det bort fra Kristi vej og bud. For ved de åndelige barmhjertighedsgerninger forstår de messen og deres bøn; derfor stinker alt, hvad der ikke er messe og vigilier, i deres øjne. Så helt og aldeles glemmer og ringeagter de de gode gerninger. Sig du mig: Hvordan kunne Djævelen blinde dem bedre end ved at lære dem, at de skal kalde deres messe og bøn åndelige og bedre gerninger end de legemlige, som Kristus har befalet, mens han intet ved om deres åndelige gerninger?

Derfor har apostlen sandelig ramt dem godt og præcist med dette, at han skælder dem ud for at være ligegyldige over for det gode; han siger ikke, at de ikke ved, hvad gode gerninger er, men at de ikke agter dem. De ved godt, at Kristus har befalet dem, og de bekender også selv, at det er legemlige barmhjertighedsgerninger; men de kommer fint bagom dem med denne glose og gør dem til intet med deres åndelige gode gerninger. Kære, se dog ind i alle stifter og klostre, og sig mig: Hvem af folket har nydt så meget som en skilling af dem? Hvem tjener de? Hvem hjælper de? Lutter åndelige barmhjertighedsgerninger foregiver de, og det er deres afgudiske messer og dovne brøl og mumlen i kirkerne, som ikke Gud, men de selv kalder gode åndelige gerninger, skønt det sikkert kun er Djævelens spøgelse.

Nu ville det være til at bære, hvis bare de selv alene for til helvede med det; men nu forfører dette fordømte folk hele verden med sig til fordømmelse, for den lærer også af dem ikke at agte de gode gerninger, følger dem og falder også efter dem hen på messe, vigilier, bøn, stiftelser og den slags djævelske gode gerninger. Således går det nu til, at de har gode, dovne dage, ikke behøver at gøre nogen noget godt, men lader alle give dem og gøre dem godt, så at nu alle og enhver farer med dem i de åndelige gode gerninger, og de legemlige gode gerninger bliver liggende: Intet menneske hjælper det andet, men enhver sparer op og driver på med disse åndelige gerninger. Det er ganske vist åndelige gode gerninger – men ikke bragt op af Helligånden, men af den onde ånd.

Åh, hvor mange tusind gange saligere er ikke ægteskabets stand eller den verdslige stand! For ægteskabets stand tvinger dog til at øve gode gerninger mod børnene og tjenestefolkene. Et gift menneske må jo være til legemlig nytte for andre end sig selv, og en verdslig øvrighed må jo være sine undersåtter til nogen nytte; karl, pige og alle undersåtter må være andre til nytte og tjene dem. Men dette elendige folk er dog ikke til nytte for noget menneske på jorden; det lader enhver være til nytte for sig og er druknet i ligegyldighed over for alt godt – og imens beder de dog for andre folk og holder messe for dem, akkurat som om bønnen og messen var deres egen og ikke var betroet hele menigheden. Åh, Herre Gud, sikke et fordømt væsen og en forvendt gudstjeneste!

For det femtende er de forrædere. Ej, Paulus, hvor vil du hen? Hvornår vil du holde op? Hvor bider du, hvor stikker du, hvor støder du så grueligt løs på denne fine flok med de bløde ører! Er de nu også forrædere og af Judas’ slægt, han som solgte Kristus? Hvad har de gjort for at fortjene det? En forræder tager penge eller gunst, og med gode ord fører han sin herre eller ven i døden eller i fare, ligesom Judas tog penge og med venlig hilsen og kys gav Herren i hans fjenders hånd. Ganske vist gør paven og hans folk det åndeligt uden ophør: Han tager hele verdens skatte og giver dem aflad, og hans folk prædiker også for det stakkels folk pavens løgne om aflad og falske gerninger og giver dem således gode ord og fører dem fra troen hen på gerningerne, så de kommer fra Kristus og i Djævelens snare, hvilket er et stort og ynkeligt forræderi mod sjælene i hele verden; men det er dog åndeligt – Paulus må også forstås om legemligt forræderi.

Der læser vi om paver, hvor mange gange de har hidset kongerne og fyrsterne op mod tyrkerne og mod hinanden med gode ord, har lovet dem himlen og således bragt dem om liv og sjæl og fyldt verden med kristenblod; og de holder stadig ikke op med at forråde det stakkels folk på den måde, så tit de har lyst; de prædiker og lader prædike, hvor hellige de krige er, der føres for de gejstlige goders og kirkens skyld, skønt det dog alt sammen kun handler om deres bug og er lutter løgn.

Også har paven for sin egen person til alle tider brugt lutter forræderiske kneb mod kejserne og kongerne, som historierne til overflod viser. Heri holder biskopperne og alle de gejstlige med ham og hjælper ham; ellers havde han ikke kunnet udrette det. Så forræderiet er altså fælles for dem alle, og apostlen kalder dem med rette forrædere. De holder heller ikke endnu op med at forråde og sælge kejsere og konger, hvor de blot kan finde og få anledning; for ellers kan de ikke undertrykke og overvælde dem; de må slå sig snart til den ene, snart til den anden, for at de kan kue den ene efter den anden og således svæve ovenpå.

Og heri gør de sig ingen samvittighed; det er lutter stor fortjeneste: Den, der holder med den allerhelligste fader paven, er ingen forræder, men et lydigt barn af den kristne kirke. Og ligesom de således forråder kongerne, land og folk legemligt, sådan forråder de også hinanden indbyrdes åndeligt; de lader sig føre med gode ord ind i forræderiet, som om det var en gudstjeneste, og tager den pavelige velsignelse og nåde som løn og hjælper med at forråde hele verden. Ser du, hvor klart Paulus har forudset alle ting, og hvor præcist han dog rammer, hvordan det går nu og længe er gået? Han tager ikke fejl så meget som en hårsbredde.

For det sekstende er de fremfusende, det vil sige, et sådant forræderi og alle deres laster begår de frit, sikkert og frækt, uden nogen sky for mennesker og uden nogen frygt for Gud, som om det var umuligt, at de kunne fare vild, eller som om der ingen fandtes, der skulle dømme og straffe dem; de er et rent vildt, dumdristigt, frækt og formasteligt folk i alt, hvad de foretager sig. For eftersom de har trukket sig ud af alle pligter og al dom, er der intet, der kommer for dem, som de ikke også tør vove frækt og dristigt, hvor de bare har plads og lejlighed til det.

Denne last skinner især frem hos paven, som lader den kalde plenitudinem potestatis [latin: magtens fylde], ligeså proprium motum et certam scientiam [latin: egen drift og sikker viden; formel i pavelige breve]. De andre har den også og kalder den zelum veritatis et justitiae [latin: nidkærhed for sandheden og retfærdigheden], reverentiam Ecclesiae [latin: ærefrygt for kirken] og lignende. Når et sådant dække bliver holdt frem, så vogt dig; dér er der sikkert lutter fremfusenhed og frækhed.

For det syttende er de opblæste og har et stort, svulmende hjerte. Det skal også følge af den nærmest foregående last, den dumdristige fremfusenhed: Når de har udrettet forræderi og al ondskab på det allerfrækkeste, så bryster de sig af det, puster sig op og siger: «Hvem vil straffe os for det? Hvem vil hindre os i det? Hvem vil dømme os for det? Vi er fritaget og undtaget fra alle; vi skal dømme og straffe, os skal ingen dømme eller straffe.» Således vil de ikke alene have frihed til at gøre alle skurkestreger, men også trodse dem, der vil hindre dem i det, og være udømte; man skal oven i købet tie stille og kalde dem nådige junkere, og de lader gøre skade, så meget de vil, på hele verdens liv, sjæl, gods og ære.

Om denne last siger også Peter i 2 Pet 2,18, at de vil være uangribelige og fulde af opblæste ord og tale, som om deres hals var hævet op. Af den art er mange love i den pavelige ret, hvor paven puster sig op som en hugorm og trodser hele verden, så man ikke skal blande sig i hans spil eller dømme ham eller hans folk; og de gejstlige følger ham, er alle trodsige og opblæste, vil være udømte af alle og truer med lyn, torden og fireogtyve helveder, som erfaringen viser. For Paulus siger intet om dem, som ikke er i åbenlys brug hos dem; og de gør heller intet andet end rigeligt og overstrømmende at opfylde Paulus’ ord.

For det attende er de blinde. Langsomt, hellige apostel, langsomt! Det er de lærde og verdens lys, som har magt til at lave nye trosartikler, og uden dem tør ingen udlægge Skriften. Du ville gerne gøre oprør og ophidse lægfolkene mod de gejstlige; så ville gudstjenesten blive vendt op og ned, og himlen, som alene hviler på dem, ville falde ned. Du burde tie stille eller kun skælde lægfolkene ud; for at skælde de gejstlige ud fører intet godt med sig, det gør folket kåde og får dem til at foragte den gejstlige øvrighed. De bliver heller ikke bedre af det, men bliver vrede og værre; de burde vel lyse dig i band og fordømme og brænde dig som kætter.

Men hvorfor er de blinde? Fordi de går med og stiller sådant narreværk til skue, at selv børn og narre ser, at det er ingenting. De ser ikke en eneste gnist af troens og evangeliets sande lys. Ægyptisk mørke er over og i dem, så man kan gribe det med fingrene; og alligevel er det lutter dyder hos dem. Det er også nu biskoppernes allerhøjeste dyd, at de blot er store, grove, ulærde æselhoveder, og de regner det for en skam, hvis de skulle være lærde.

For det nittende elsker de nydelsen mere end Gud. Her rammer apostlen det almindelige ordsprog: «De gejstlige har gode dage.» Findes der et liv i nydelse på jorden, så er det deres liv; for de lever uden arbejde af andres sved og blod, går ledige, spiser og drikker det bedste, klæder sig også i det bedste, har de bedste jorder og huse og dertil også de kønne jomfruer eller anden lyst og fornøjelse i stedet, så man almindeligvis siger: «Godset hører de gejstlige til.»

Men det hellige kors, som Kristus har lagt på alle sine, og som ikke tåler nydelsen, det har de mesterligt narret: De har indfattet det i sølv, så er det godt at bære og gør ikke ondt; ja, det sælger sine kys og velsignelser og er blevet dem en nyttig tjener for nydelsen. Men ind i hjertet kan det kære kors ikke komme, og med deres liv må det heller intet have at gøre; for deres frihed, frækhed, trods og opblæsthed har sat en slå for det. Dog bærer de Herren hans kors hæderligt i sølv til ære og farer således lige op til himlen.

Når nu Herren vil sige til dem: «Jeg har selv båret mit kors og har ikke befalet, at I skulle bære det, men at enhver skal bære sit eget kors og følge mig», så vil de måske igen kloge sig ud over ham og opfinde to slags kors, ligesom de har opfundet to slags barmhjertighedsgerninger, og sige: Kristi kors er bedre end deres eget; derfor har de holdt sig til det bedste og ladet deres eget kors ligge, så de i hvert fald kunne bære hans hæderligt, ja også ære og tilbede det som en afgud – sådan som de nu desværre fører det stakkels folk og lærer det at tilbede træet, sølvet eller guldet, idet de foregiver deres relation [latin: henførelse] og deres opblik gennem korset til Gud; akkurat som om den stakkels menige mand også kunne udtænke deres spidsfindige narrestreger, når han påkalder det hellige kors. De er fjender af Kristi kors – det er summa summarum [latin: summen af det hele] af det.

For det tyvende og sidste har de det gudfrygtige livs skin, men dets kraft fornægter de. Hvor nøjagtigt går apostlen dog til værks og kommer et stærkt spørgsmål og en indvending i forkøbet, hvis nogen ville sige: «Hvordan kan det være? De beder og synger dog så meget, holder messe hver dag og holder gudstjenesten med stor pragt og ære; og de gejstlige lever jo i lydighed, fattigdom og kyskhed under deres hellige orden og regel.» På dette, og på alt, hvad man ellers kan finde på, giver apostlen et kort svar og siger: Det er kun lutter skin, hykleri og sminke, hvorunder sådanne gruelige laster bliver dækket, pyntet og fedet op; for alle deres ting er selvvalgte og opfundet af mennesker, og Gud har ikke befalet dem.

Således lader de Guds bud ligge og hænger ved deres eget tant, og de er rette korherrer [ordspil på tysk «Korherrn», kannikker, og «erkoren», kåret, udvalgt], som ikke gør, hvad Gud vil, men hvad de selv har kåret. Da Herren Kristus selv i Matt 24,15 kort ville nævne alle disse laster under et sådant skin, kaldte han det en vederstyggelighed og sagde: «Når I ser vederstyggeligheden på det hellige sted» osv. For det er en vederstyggelighed, som enhver med rette gyser for, at der under et så lille skin skal fedes op og herske så store, fæle, stinkende laster.

Han siger også meget bemærkelsesværdigt, at de fornægter det gudfrygtige livs magt eller kraft. Det er sagt langt mere og hårdere, end hvis han havde sagt, at de er uden det gudfrygtige livs kraft eller gerning. Det er at fornægte og at stride imod. Men hvad det er, vil vi se senere, når vi kommer videre til Herodes og skal behandle hans tilbedelse. Nu er det nok, at man i dette skriftsted kan se, hvordan Paulus stemmer med dette evangelium, hvor vismændene søger og har Skriften i den rette hensigt, og Herodes også har den, men kun for skins skyld og i falsk hensigt, for at hindre dem for sit regimentes skyld, sådan som de pavelige også gør. Derfor vil vi se Paulus’ skriftsted helt til ende.

Han siger: «Vogt dig, og hold dig fra dem.» Dermed advarer han os om at tage os i agt for det gejstlige regimente og den gejstlige stand, og han giver lov til, ja befaler den at løbe ud, som er derinde på deres måde, som vi skal høre; han slår alle stifter og klostre op og sætter præster og munke fri. Ligesom også Kristus lærer i Matt 24,26, at man skal flygte fra dem og holde sig fra dem.

Videre maler han nogle af dem særskilt ud og siger: «Af dem er de, som løber rundt i husene og tager kvindfolk til fange, som er læsset med synder og lader sig føre af mange slags lyster; de lærer altid, men kommer dog aldrig til erkendelse af sandheden.» Hvem kan udlægge det om andre end tiggerordenerne, som apostlen her klart har forudset? Det er jo dem, der løber rundt i husene.

Huse kalder Sankt Paulus det, vi nu kalder kirker; for på hans tid fandtes der ingen kirker, men de kristne kom sammen i et hus, ligesom ti eller tyve naboer nu kunne komme sammen i et hus hos en af dem og prædike der, bede og modtage sakramentet. Sådan løber tiggerordenerne nu rundt i alle sognekirkerne, som ikke er deres, og prædiker deres prædiken. Det har paven givet dem af den rene frækhed og vilkårlige magt.

Det andet stykke er, at netop de næsten alene styrer skriftemålet; det har paven også givet dem af den samme magt, hvormed han har givet dem lov til at løbe rundt i husene. Dér har Djævelen sit rette spil; dér hænger kvinderne sig ved dem, især de kvinder, der i hemmelighed har store, svære knuder på sig og, som Sankt Paulus siger her, er læsset med synder. For når samvittigheden bider de tåber, og de ikke ved, hvordan de skal hjælpe og råde sig selv, løber de derhen og hælder det hele ud i kutten og mener, at de har ramt plet. Så er de fanget, og så giver og bærer man til, hvad man kan og har. Og så træder de hellige fædre frem og prædiker om at skrifte synderne og fortæller mange eksempler om, hvordan nogle kvinder er blevet fordømt, efter døden har vist sig og har bekendt, at de er fordømt, fordi de forsømte skriftemålet; og de lyver de allerstørste løgne så pavelige, at stenene kunne ryste og svede.

Læg mærke til deres eksempelprædikener, så vil du opdage, at det som regel kun har været kvinder og ikke mænd, der er blevet fordømt, fordi de forsømte skriftemålet. Det er til at tage og føle på, at en ærkeskurk har fundet på de eksempler, en, der gerne ville kende kvindernes hjerter og hemmeligheder. Han så, at kvindfolket af naturlig forsagthed er mere blufærdigt end manden, og så tænkte han: Jeg skal nok give dem et godt råd og ved at skræmme dem med skriftemålet lære deres hjerter at kende. Og det er lykkedes ham med Djævelens hjælp. Men samtidig har han forstrikket og fordømt mange samvittigheder, som af uovervindelig skam og blyhed ikke har skriftet og dog dermed har syndet mod deres samvittighed, fordi de troede, at det var nødvendigt at skrifte, og alligevel ikke gjorde det.

For som du tror, sådan dømmer Gud dig: Tror du, at du er skyldig at gøre noget, og du ikke gør det, så synder du. Jeg siger min dom: En sådan skurk, der med sådanne eksempler forstrikker og fordømmer samvittighederne med falsk tro, fortjente, at ikke alene hans legeme, men også hans sjæl blev revet i hundrede tusind stykker af alle djævle og knust til pulver. Hvilket gruligt sjælemord begår de helvedes forrædere og pavelige løgnere ikke i hele verden! O, græd, hvem der kan græde, over en så jammerlig ødelæggelse af de stakkels sjæle!

Når nu det stakkels, frygtsomme kvindfolk, som også af naturen er enfoldigt og godtroende, hører sådan en prædiken, vil det også blive andægtigt og gudfrygtigt; så falder det for den og er fanget og søger råd og hjælp hos sin åndelige fader. Så ved det grove æsel og den blinde vejleder intet om troen og intet om Kristus; han farer til og lærer dem at bøde for synden ved gerninger og fyldestgørelse. Så begynder pinen, som Sankt Paulus taler om her: at de altid lærer og aldrig kommer til erkendelse af sandheden. Så har den kvindelige samvittighed ingen ro; synderne trykker og piner den; dem ville den gerne være fri for, og den kan ikke. Så følger det, som Sankt Paulus siger her, at de lader sig føre af mange slags lyster: Så begynder hun at faste på vand og brød, dernæst valfarter hun barfodet og vil til helgenerne; nogle pisker sig til blods, nogle giver her til én kirke og der til en anden, og der er ingen ende og intet mål på de mange slags lyster. Hvad de end hører er godt til at bøde for synd, det kaster de sig over og begærer af hele deres hjerte at gøre, og de finder ingen ro. Imens sidder den åndelige, hellige fader; han har fanget det stakkels dyr, og det er ham vel mere værd end lige så mange malkekøer. Og hvor kvinderne er fanget, er mændene snart også fanget, og så må det gå, som det hemmelige skriftemål tvinger.

Men hvis man prædikede den rette, frie vej og sagde sådan: Kære kvinder, har en af jer synd på sig, så må hun skrifte den, hvis hun vil; men hvad enten hun skrifter eller ikke skrifter, så skal hun have en fast tro på, at Kristus tilgiver hende synden. Og skrifter hun den for ham i det skjulte med hele hjertets tillid til hans nåde, som han har lovet alle dem, der begærer den og ikke tvivler på den, så er synderne visselig tilgivet. Så skal hun også holde op med synden og øve sig i gode gerninger mod sin næste, der trænger til hende: indbyde fattige folk, vaske deres fødder og tjene dem ydmygt. Se, det ville være den rette måde at bringe en syndig kvinde på ret køl igen; det ville gå uden besvær, med lyst og vilje, og det behager Gud.

Men hvis det skete, ville sjælemorderne og åndsplagerne gå glip af skriftepengene, mælken ville tørre ind i koen, og den stakkels samvittighed ville blive fri og ikke mere blive ført rundt i deres endeløse lære og prædiken. Det ville gå den hellige, gejstlige stand for nær; den måtte vel dø af sult over det. For apostlen har ikke for ingenting nævnt de kvinder, der er læsset med synder; for de andre, som er uskyldige, anfægter de ikke med sådanne djævleeksempler, lærdomme og fangenskaber. For at de nu ikke skal komme til at mangle mælk, må de drive en sådan angst ind på samvittighederne, især kvindernes, der let lader sig forføre, og allermest når de går svangre med en ond, syndig samvittighed. Så er der intet, man kan foreholde dem, som de ikke følger, og man kan ikke lægge dem nok frem. Der bliver ustadige og til sidst fortvivlede sjæle ud af det, sjæle, der har lært at trøste sig, ikke ved Guds nåde, men ved deres egne gerninger, og at ville skaffe sig af med synden, ikke ved en ren tro, men ved fyldestgørelse – hvilket er umuligt.

De siger tit, at man skal skåne de gejstlige, ikke skælde dem ud eller straffe dem, men ære dem og undskylde dem. Ja, hvis de bare var onde for deres egen skyld og kun fordærvede sig selv, ville jeg også hellere tie; men deres regimente fordærver hele verden. Den, der tier til det og ikke vover liv og lemmer på det, er ikke ret kristen og elsker heller ikke sin næstes frelse som sin egen. Kunne jeg bare rive sjælene ud af deres helvedesgab, så skulle jeg nok skælde dem mere mådeholdent ud. De sætter ild på byen og siger, at jeg ikke må råbe «brand» eller slukke. «Forbandet være den,» siger Jeremias (Jer 48,10), «som gør Guds gerning svigagtigt og holder sit sværd tilbage fra blod.» Gud vil have, at man frisk hugger til med hans sværd, så blodet følger efter; den, der gør den gerning troløst, er forbandet. Men de vil kun have fnuggene pillet af kjolen og logres for med rævehaler. Ikke sådan, kære menneske.

Videre siger Sankt Paulus: «Ligesom Jannes og Jambres trodsede Moses, således trodser også disse sandheden.» Det siger han ikke alene om tiggerordenerne, men om alle de tidligere gejstlige, hvordan de trodser sandheden og ikke vil tåle, at folk kommer ud af deres angstfulde regimente til erkendelse af den frie tro. Det ser enhver nu godt: De frygter, at deres regimente og tyranni skal forgå. Sådan gik det, da Israels folk var undertrykt af kong Farao i Egypten, og Moses var sendt af Gud for at forløse dem: Først gjorde han to undertegn for at bevise, at han var sendt af Gud; så gjorde kong Faraos to troldmænd, Jannes og Jambres, netop de samme undertegn; dermed holdt de kongen hen og gjorde Moses’ undertegn til intet, så folket måtte blive, indtil det tredje undertegn. Da kunne de ikke mere, og da blev det erkendt, at deres sag ikke var ret, og at Moses’ sag var ret.

Sådan går det altid: Tyrannerne i Guds folk har altid skinnet for sig og fører sig i deres fagter netop som de rette hellige; dermed hindrer de de enfoldige og holder dem hen, så de ikke kan blive fri, for de er svage i samvittigheden og kan ikke frit dømme mellem skin og grund, mellem hykleri og sandhed. Sådan må den stakkels hob altid blive fanget af skin og hykleri og hindret og holdt tilbage fra sandheden. Sådan blev også disse vise mænd i Jerusalem holdt hen af Herodes, der lod, som om han søgte i Skriften. Og nu gør det gejstlige pragtvæsen ikke andet end at hindre folk i troen og sandheden, fordi det ser så smukt ud og ligner gudstjenesten så meget. Videre siger Sankt Paulus:

«Det er mennesker med et forvendt sind og uduelige til troen.» Der har du, hvad de er i grunden: Deres mening og indbildning er forvendt; for de står fast på, at deres væsen er det rette, og at der ikke er noget andet, og de ved intet om troen. Troen alene giver uforvendte sind og åndelige jomfruer; den lærer den rette tanke og den gode mening, som står fast på, at Guds nåde alene er vor trøst. Den, der ikke har det sind, er lige så meget en kristen, som en hore er en jomfru, om han så gjorde alle helgeners gerninger. Og hvor en sådan forvendt mening er, er der kun lidt håb om, at de nogen sinde kommer til den rette tro, især når de er kommet så vidt, at de kæmper imod den, og tidligere er sat ind i den ved dåben og siden har ladet sig forvende.

Videre: «Men de skal ikke holde stand i længden; deres tåbelighed vil blive åbenbar for alle.» Sådan vil det også gå paven og vore gejstlige: Sandheden vil blive stående og være dem for stærk; deres hykleri og skurkestreger må blive åbenbare; dér hjælper intet raseri og ingen larm, om de så havde fire tusind tyrkiske kejsere på deres side. Skin og løgn kan ikke bestå til sidst, det er ikke muligt, selv om de nok redder og forsvarer sig en tid. Dette være nok sagt om Paulus’ ord. Nu vender vi tilbage til evangeliet og dets betydninger.

At Herodes også kalder de vise mænd til sig i hemmelighed og lærer af dem, hvornår stjernen viste sig, betyder, at de gejstlige herodianere ikke fornægter evangeliet i det ydre, men lærer det af de rette kristne – men kun i den hensigt at bruge det til deres egen vilkårlighed, ligesom Herodes her tænker at bruge stjernens tid til at slå Kristus ihjel og befæste sit eget rige. For eksempel: Når man nu holder evangeliet frem for vore gejstlige, så fornægter de ikke, at det er evangeliet; de hører det og tager imod det. Men de siger, at det ikke er den rette forstand; det har en glose og udlægning, og den skal man ikke vente at få hos andre end dem, og alle skal give deres udlægning medhold. Dermed fornægter de ikke evangeliet, men tager bare al dets kraft fra det, og under evangeliets navn og skin fremfører de deres egne drømme.

Det kalder Sankt Paulus at have det gudfrygtige væsens ydre og dog fornægte dets kraft. Han siger ikke, at de ikke har det gudfrygtige væsens kraft, skønt det også er sandt, men noget langt hårdere: at de endog fornægter den. Dermed giver han klart at forstå, at de ikke alene er ugudelige i liv og vandel, men også i lære og regimente, så de med livet fører sig selv og med læren de andre bort fra evangeliets og frelsens vej. Det gør paven nu med de gejstlige i alle prædikener: De råber højt: Evangeliet, evangeliet! og fornægter, fordømmer og forbander dog alt, hvad der står i evangeliet, og hele dets indhold – ligesom Herodes udforsker stjernen og dog vil udrydde alt, hvad stjernen betyder. Lad os derfor se på nogle af deres lærdomme, så vi kan vogte os for dem.

I. Evangeliet lærer, at frelsen helt og holdent ligger i troen. Det hører de og fornægter det ikke. Men derudover tager de al dets kraft fra det og siger, at troen uden gerninger ikke duer; på den måde kommer de i det skjulte fra troen over på gerningerne, så de nu åbenlyst fordømmer troen og tilskriver gerningerne alting. Sådan beholder de det lille ord «tro» kun i skinnet og fornægter, fordømmer og forbander alt, hvad der er troens art. De begynder at dele troen op i mange slags stykker: Noget kalder de den naturlige tro, noget den åndelige, noget den almindelige, noget den særlige, noget den udfoldede, noget den indfoldede [skolastikkens fides explicita og fides implicita, den udtrykkelige og den underforståede tro]; de blinde vejledere ved selv mindre end nogen naturlig nar, hvad det er, de gøgler med. Evangeliet ved intet om sådan en mangfoldighed af tro hos dem; det har kun den ene, der bygger på Guds rene nåde, uden al gerningernes fortjeneste. Om den ved de ikke en gnist, ja, de fordømmer den som det værste kætteri og siger dog, at de vil forsvare evangeliet og den kristne tro.

II. Ligeledes siger evangeliet, at Kristus er vor Frelser. Det hører de; men samtidig gør de alle Kristi egentlige gerninger, art og egenskaber kraftløse og matte, idet de åbenlyst lærer, at mennesket kan fortjene Guds nåde ved naturlige kræfter og gerninger. Således fordømmer de Kristus med hele hans gerning, som Sankt Peter har forudsagt om dem i 2 Pet 2,1, hvor han siger: «Der vil være falske lærere blandt jer, som fornægter Herren, der købte dem.» For hvis naturen af sig selv kan opnå Guds nåde, sådan som alle de høje skoler, stifterne og klostrene nu enstemmigt lærer og holder sammen med paven, så er Kristus født og død forgæves og for ingenting. Hvad skulle han udgyde sit blod for for at skaffe os nåde, hvis vi selv kan opnå den ved vor natur? Alligevel vil de være kristne og hæver Kristi navn højt, og under dets skin skælder de hele det kristne væsen ud for kætteri og fordømmer det.

III. Ligeledes lærer evangeliet, at Guds lov er åndelig og umulig for naturen at opfylde, men at Guds Ånd må opfylde den i os ved troen, Rom 8,2–3. Så fornægter de hverken Ånden eller loven; men samtidig tager de al dens magt fra den og lærer, at mennesket nok kan opfylde Guds lov af naturen i alle sine gerninger uden Åndens hjælp, selv om det ikke dermed fortjener himlen. Det er intet andet end at fornægte lovens og Åndens kraft og kun beholde navnene på dem.

Desuden går de videre og river Guds lov i stykker, hvor den synes dem at være for svær for naturen, og gør råd og overflødige, unødvendige ting ud af den [skolastikkens lære om de «evangeliske råd», som kun de «fuldkomne» var forpligtet på]: for eksempel når de lærer, at det ikke er nødvendigt eller befalet, at man elsker Gud af hele sit hjerte, at man lader kappen fare sammen med kjortlen; ligeledes at man ikke skal trætte for retten; ligeledes at man skal låne og give til enhver uden vinding og rente; ligeledes at man skal lide uret og gøre godt mod sine fjender osv. Dermed har de ophævet hele den kristne stands rette, egentlige væsen, som alene består i, at den lider uret og gør godt mod alle. Dernæst har de i stedet for dette væsen oprettet deres egne bud: at de bærer tonsur og kutte, ikke spiser kød, æg, smør og mælk og brøler meget i kirkerne; og så er der intet blevet tilbage af Guds love.

IV. Ligeledes priser evangeliet Guds rene, blotte nåde, og hvordan den forlader og udsletter al synd. Nu fornægter de ikke det lille ord «nåde», men fører det frem med stort og højt skin; men samtidig lærer de mange slags fyldestgørelse for synden, indstiftelser, ordener, sekter og bodsstande for dermed at afkøbe Gud syndernes forladelse og betale ham hans nåde. Derved bliver nådens art og gerning udslettet og fordømt til grunden; for den vil være ren nåde eller slet intet.

V. Ligeledes lærer evangeliet, hvordan alle mennesker ved arvesynden er under vrede og unåde, så alle deres gerninger derved er syndige. Så fornægter de ikke ordet «arvesynd», men tager dets kraft fra det og siger, at naturen stadig er god, at dens gerninger ikke er synd, og at den også godt kan berede sig selv til nåden. De siger også, at arvesynden ikke har voldt naturen nogen skade, der er fordømmelig, men kun har gjort den svag til det gode og tilbøjelig til det onde. Og hvis den ikke følger tilbøjeligheden – og det kan den jo godt af sig selv – så fortjener den ikke helvede og kan også erhverve Guds nåde. Se, det er lige så meget som at sige: Arvesynd er ikke arvesynd; og under navnet fornægtes syndens gerning og art.

VI. Ligeledes lærer evangeliet, at kærligheden ikke søger sit eget, men kun tjener den anden. Nu holder de godt nok fast ved det lille ord «kærlighed», men skiller al dets art fra det, idet de lærer, at ordnet kærlighed begynder hos sig selv og elsker sig selv først og mest. Dernæst siger de: Det er nok at elske, når den ene vil den anden det godt; man behøver ikke at føje gerningen til og selv tjene; for det ville være uværdigt, at paven ydmygede sig for en, der står under ham; han skal tværtimod lade ham kysse sine fødder, og det er nok, at han bare digter en tanke hos sig selv, der siger: Jeg under alle mennesker godt, undtagen mine fjender. Se, sådan ligger kærlighedens hele væsen og kraft dernede på jorden, og kun det tomme, blotte, fattige navn bliver tilbage.

VII. Ligeledes lærer evangeliet, at håbet bygger på Guds blotte løfte; men de bekender det lille ord «håb» og lærer samtidig, at håbet ikke står på Guds løfte, men på egne fortjenester.

VIII. Ligeledes lærer evangeliet, at Guds forudbestemmelse er evigt vis; så lærer de, at den står på den frie vilje og er uvis. – Og kort sagt: Gud og hans navn bekender de, men alt, hvad Gud ordner, vil, gør, indsætter og skaber, det river de i stykker, udsletter og fordømmer som det højeste kætteri, så det er åbenbart, hvordan Kristi lidelse nu åndeligt bliver fuldbyrdet under pavens regimente. Se, sådan har de i deres lære skinnet af tro, af håb, af kærlighed, af nåde, af synd, af lov, af Kristus, af Gud, af evangeliet; og dog fornægter de al deres kraft og art og fordømmer også det alt sammen som det højeste kætteri.

Derfor har apostlen talt så hårdt, når han siger: De fornægter kraften i hele den gudfrygtige tjeneste og vandel og går kun frem i skinnet. Ak, Herre Gud i himlen, hvor er de vandstrømme, ja blodstrømme, som vore øjne med rette burde græde i denne sidste grufulde, forfærdelige tid under Guds usigelige, umålelige vrede over verden for dens synd og utaknemmeligheds skyld!

Videre: Herodes sender de vise mænd til Betlehem og befaler dem at forhøre sig nøje om barnet og lader, som om han også ville komme og tilbede det. Her betegnes det andet stykke hos vore herodianere: at de også lever, som de lærer. Lære og liv er hos dem lutter skin og fornægtelse af sandheden; for livet må være, som læren fører det. Sådan gør paven og den gejstlige stand nu: Han lader nok de kristne leve retskaffent og byder dem søge Kristus og sandheden, dog med det tillæg, at de skal være hans forrædere og tjene ham i denne søgen.

For det fremholder paven nu uforskammet og dristigt for hele verden: Nok kan man søge Kristus og leve godt; men hvis man ikke også holder hans befalinger og bud og tjener ham og med alt sit gode liv er underlagt hans lydighed, så kan man dog ikke blive frelst. Dermed får han folk til at mene, at der ligger mere eller i hvert fald lige så meget i lydigheden mod ham som i Guds bud. Se, det er Herodes’ tilføjelse: at han ikke alene sender de vise mænd til Betlehem, men også holder dem under sig og forpligtet – kun til forræderi, for at udrydde Kristus.

For alle, der på den måde også holder den pavelige lydighed, som om den var nødvendig til frelse og fordømmelig, hvis den ikke holdes – hvad gør de andet end at forråde og udlevere Kristus, så Herodes kan finde ham og slå ham ihjel? For den kristne tro kan ikke bestå ved siden af en sådan lydighed eller samvittighed, som der ofte er sagt. For troen alene må hjælpe, og en sådan lydighed må regnes for at være ingen hjælp til frelse; eller hvis den regnes for en hjælp og tillades, må troen gå til grunde, og så regerer Herodes i Kristi sted. Det er i sandhed at udlevere og forråde Kristus og hans tro.

Men når Herodes siger: «Jeg vil også komme og tilbede ham», så ser enhver, at han lyver, og at det kun er ord og et skinfagert påskud, hvorunder han dog tænker noget helt andet, nemlig at slå Kristus ihjel og ødelægge hans rige. Her har du billedet af alle de vantro hellige smukt og kort fremstillet i Herodes. For det første: Herodes foregiver ikke en jævn gerning; han siger ikke, at han vil skænke ham guld eller myrra, heller ikke, at han vil hjælpe ham eller være hans gode ven; men han tager den allerhøjeste og bedste gerning i gudstjenesten for sig, nemlig ydmyghed og tilbedelse, og siger: Jeg vil komme som en ydmyg og vise ham den højeste ære, tilbedelsen.

Sådan gør nu også herodianerne, de gejstlige: De tager ikke en ringe gerning for sig, men gudstjenesten, det allerhøjeste væsen; den tilegner de sig selv, i den øver de sig, og de tør frit sige, at de andre menneskers liv er et timeligt og verdsligt liv, men at de selv er i Guds tjeneste dag og nat, og mens de andre arbejder, beder de og tjener Gud for de stakkels folk.

Tror du ikke det? Godt, så spørg klokkerne om det; de ringer jo til deres gudstjeneste. Således går de ydmygt omkring og lader sig udråbe som Guds tjenere frem for alle mennesker, og imens mæsker de deres bug rigtig godt, river hele verdens gods til sig og bygger huse, som om de ville leve her evigt. Derfor må vi her se forskellen på den rette og den falske gudstjeneste, så vi kan kende og undgå skurken Herodes’ hjerte og hensigt.

Om den rette og den falske gudstjeneste

Man kan ikke have nogen bedre måde at skelne på her end Guds ord. Den gudstjeneste, der læres i det, må helt sikkert være den rette gudstjeneste; men den, der er oprettet ved siden af og uden for Guds ord som opfundet af mennesker, må visselig være den falske, skinfagre herodestjeneste. Nu er Guds tjeneste ingen andre steder sammenfattet end i hans bud; for uden tvivl tjener den alene Gud, som holder hans bud. Om en tjener i huset siger man, at han tjener sin herre, når han gør og passer det, hans herre befaler ham; men gør han ikke det, så hedder det dog ikke at tjene sin herre, om han så gjorde hele byens vilje. Sådan tjener den, der ikke gør Guds bud, heller ikke Gud, om han så holdt alle menneskers lære og bud.

Så består Guds tjeneste nu i, at du kender Gud, ærer ham og elsker ham af hele dit hjerte, sætter al din lid og tillid til ham og aldrig tvivler på hans godhed, hverken i liv eller død, hverken i synd eller når du gør godt, sådan som det første bud lærer. Dertil kan vi alene nå ved Kristi fortjeneste og blod; han har erhvervet os et sådant hjerte og giver os det, når vi hører og tror hans ord, og naturen kan ikke have et sådant hjerte af sig selv. Se, det er den fornemste gudstjeneste og det højeste stykke, som vi kalder en oprigtig, kristen tro og kærlighed til Gud ved Kristus. Sådan bliver det første bud opfyldt af os ved Kristi blod, og Gud tjent ret og grundigt.

For det andet: når du ærer Guds navn, påkalder det i nød og åbent bekender det over for tyrannerne og forfølgerne af denne rette gudstjeneste, ikke frygter dem, straffer herodianerne og efter evne forhindrer, at de vanærer Guds navn med deres falske væsen og lære, som fremføres under Guds navn – hvilket er en meget stor ting og drager hele verden over på en. Se, det er det andet stykke af gudstjenesten, som holdes i det andet bud.

For det tredje: når du bærer det hellige kors og må lide meget for en sådan tro og bekendelse, så du må sætte liv og lemmer, gods og ære, venner og gunst ind på det. Det er at holde den rette hvile og hellige sabbatten, når ikke du selv, men Gud alene virker i dig, og du kun er et lidende, forfulgt menneske. Det er det tredje stykke af gudstjenesten, sammenfattet i det tredje bud. Se, det er den første tavle med de første tre bud, som er indbefattet i disse tre stykker: at tro, at bekende og at lide; derved forsager man dette liv og verden og lever alene for Gud.

For det fjerde kommer vi til den anden tavle, og fremdeles tjener du Gud, når du ærer din far og din mor frem for alle mennesker på jorden, er dem underdanig og lydig og hjælper dem, hvor de har brug for det; så du heller ikke bliver gejstlig uden deres vilje, især når de har brug for dig eller vil bruge dig til noget andet.

For det femte: at du ikke gør nogen skade på legemet, men gør godt mod alle, også mod dine fjender, besøger de syge og fangne og rækker alle trængende din hånd og bærer et godt, mildt hjerte over for alle mennesker.

For det sjette: at du lever kysk og mådeholdent eller i hvert fald holder dit ægteskab ret og hjælper andre til at holde det.

For det syvende: at du ikke bedrager eller skader nogen eller tager fordel af ham i timeligt gods, men låner, giver og bytter med enhver, hvor du kan, og afværger din næstes skade.

For det ottende: at du vogter din tunge og ikke skænder, bagtaler eller lyver på nogen, men dækker over, undskylder og skåner enhver.

For det niende og tiende: at du ikke begærer nogens hustru eller gods.

Se, det er stykkerne i Guds grundgode tjeneste; den kræver han af dig og ingen anden; hvad du gør ud over det, agter han ikke. Den er også klar og let nok for enhver at forstå. Nu ser du, at den rette gudstjeneste må være fælles for alle stande og alle mennesker, og at kun denne ene må findes i Guds folk. Og hvor man finder en anden gudstjeneste, må den visselig være falsk og forførerisk – nemlig den, der ikke vil være fælles, men holder sig til visse særlige stande og mennesker. Dette være sagt om den rette, fælles, ene gudstjeneste. Lad os nu se på den falske, særlige, partiske, mangfoldige gudstjeneste, som Gud intet har befalet om, men som er opdigtet af paven og hans gejstlige.

Dér ser du så mange slags stifter, ordener og klostre, og ingen af dem har noget til fælles med de andre: Den ene bærer en stor tonsur, den anden en lille; den ene går i gråt, den anden i sort, den tredje i hvidt, den ene i uld, den anden i linned, den tredje i hårklæder; den ene beder på disse dage og tider, den anden på andre dage og tider; den ene spiser kød, den anden fisk; den ene er kartusianer, den anden barfodsmunk; den ene har sådanne ceremonier, den anden sådanne; den ene beder med stolen i Rom, den anden med bænken i Jerusalem; den ene holder messe sådan, den anden anderledes; den ene er bundet i dette kloster, den anden i et andet; den ene brøler her i koret, den anden i et andet, og de sværmer kirkerne fulde af mumlen. De lever også i kyskhed og har mange slags discipliner; og hvem kan opregne alle de utallige, partiske, ufælles, sekteriske stykker?

Nu er denne gudstjeneste brudt ud og har født en endnu større af sig selv; der er hverken mål eller grænse: at bygge kirker, kapeller, klostre og altre, stifte messer og vigilier, oprette tidebønner, anskaffe messeklæder, korkåber, kalke, monstranser, sølvbilleder og klenodier, lysestager, kerter, lys, røgelse, altertavler og klokker. Ih, hvilket hav og hvilken skov af den slags! Hertil er al lægfolkets andagt, renter, penge og gods gået; det kalder man at øge gudstjenesten og sørge for gudstjenesten, sådan som paven kalder det i sin hellige ret.

Hold nu disse stykker op imod den rette gudstjeneste, og sig mig: Hvor har Gud nogen sinde sagt et bogstav om et eneste af disse stykker? Tvivler du så stadig på, at hele den gejstlige stand under paven er lutter Herodes’ væsen, hykleri og bedrag, som kun hindrer folk og vender dem bort fra den rette gudstjeneste? Det er de altre og lunde, som profeterne klager over hos Israels folk: at der ikke var den by, som ikke rejste sin egen lund og sit eget alter og lod Guds ene tempel fare. Sådan har denne afgudiske, overtroiske, pavelige, herodiske gudstjeneste fyldt alle verdens kroge og fordrevet og udslettet den rette, sande gudstjeneste.

Du ser dig måske omkring og tænker: Hov, skulle så mange mennesker allesammen fare vild? Se dig for, og lad ikke mængden anfægte dig; hold fast ved Guds ord – Gud kan ikke lyve for dig; alle mennesker kan lyve, og som Skriften siger (Sl 116,11): «Alle mennesker er løgnere.» Lad dig ikke undre over, at så mange nu farer vild: Der var jo på Elias’ tid kun syv tusind mand i hele Israels folk, der var fromme. Sig mig, hvad var syv tusind mand mod hele Israel, der havde mere end tolv gange hundrede tusind våbenføre mænd, foruden kvinder og børn? Og hvad var også hele dette folk mod hele verden, som allesammen farer vild?

Hvordan skulle det så ikke være nu, når Kristus og apostlene har sagt så forfærdelige ting om disse tider, at Kristus endog selv siger (Luk 18,8): «Mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde troen på jorden?» Det må være forfærdeligt stort; store og mange folk må fare vild, og allermest de, man mindst venter det af, når Antikrist skal regere og forføre verden. Vi vil være sikre, ikke agte Guds dom og ikke tage hans vrede os til hjerte, så det ikke ville være noget under, om han knap beholdt ét eneste fromt menneske på jorden.

Det er den sidste og værste tid, som hele Skriften har truet så forfærdeligt med. Så tak Gud for, at du ser hans ord, som viser, hvad der er ret og uret gudstjeneste. Se så til, at du bliver ved det og ikke følger den store hob, som farer frem uden Guds ord. Når de knap nok bliver stående, som har Guds ord og hænger ved det, hvor vil så de blive af, som uden Guds ord følger deres egen næse? Så lad dem tvivle, der vil: Guds ord og den rette gudstjeneste overbeviser til fulde om, at paven er Antikrist og de gejstlige stænder hans disciple, som forfører hele verden.

Se nu, er det ikke fint indrettet? Den herodiske gudstjeneste har klokker af malm, og det mange og store, så man med dem kan lokke folket til sådan en gudstjeneste. Som gudstjenesten er, sådan er også klokkerne eller lokkemidlerne. Til den rette gudstjeneste har Gud givet andre og rette klokker, det er prædikanterne, som skal ringe og klinge denne gudstjeneste ud i folket. Men hvor er de nu? Hine er døde, ufornuftige klokker; det var nyttigere, om man gjorde gryder og kander af dem. Sådan er gudstjenesten også død og unyttig; det var bedre, om man drev sådan noget på gøglerpladsen.

Se, det er Herodes’ gudstjeneste, som lader, som om han ville tilbede Kristus og tjene Gud, og der er intet bag ved. Alligevel glimrer den så smukt, at den daglig bedrager også mange hellige, fromme folk og ofte har bedraget dem, som Kristus siger i Matt 24,24, at de skal føre selv de udvalgte vild; sådan som det er gået Sankt Bernhard, Frans, Dominikus og deres lige, skønt de ikke er druknet i vildfarelsen eller blevet i den; for deres rette tro har bevaret dem uskadt gennem en sådan vildfarelse og ført dem ud af den.

Sådan gik det også med disse fromme vise mænd. De havde en god, ret tro og mening; alligevel tog de fejl af Herodes, holdt hans påskud for ret og troede hans løgne og var også rede til at følge ham deri og være ham lydige, hvis de ikke fra himlen var blevet undervist anderledes. Sådan går det også nu, og sådan er det gået, at mange er paven lydige, tror i enfoldig mening, at hans væsen er ret og godt, og farer således vild hen ad vejen; men deres kristne tro hjælper dem, så denne gift til sidst ikke skader dem, som Kristus siger i Mark 16,18: «Hvis de drikker noget dødbringende, skal det ikke skade dem, når de tror i mit navn.» Men hvilken drik er mere dødbringende end sådanne løgne og sådant hykleri i falsk lære om uret gudstjeneste?

Har vi nu lært Herodes’ gudstjeneste at kende og set hans falske, lumske hykleri, så lad os nu også se hans falske hensigt og ondskab, hvormed han tænker ikke alene at udrydde den rette gudstjeneste, men også kongen Kristus og hele hans rige.

På tre måder giver han sig i lag med at gøre det. For det første med denne falske gudstjenestes glimrende påskud. For et sådant skin af gudstjeneste er en stærk og, uden særlig nåde, en uovervindelig lokkemad bort fra den rette gudstjeneste, så Sankt Paulus med god grund kalder det energiam erroris [latin: «vildfarelsens virkning», 2 Thess 2,11], en kraftig virkning af vildfarelsen; og folket kan ikke værge sig mod en sådan forførelse, hvis ikke dygtige biskopper og prædikanter står der og alene prædiker den rette gudstjeneste godt, holder folket ved Guds rene ord og taler imod den falske gudstjeneste; sådan som profeterne gjorde i Israels folk og alle blev slået ihjel for det. For en sådan prædiken koster halsen og kan ikke tåles af Herodes, paven og de gejstlige, hellige folk. Den gør for stor skade på pungen og for meget gavn for sjælen; det kan Djævelen, deres læremester, ikke tåle.

For det andet udrydder han den ved sin lære, som der er talt om ovenfor. Han lærer gerninger i stedet for troen, imod det første bud, imod Guds ære og gerning; i det andet og tredje bud undertrykker han og lærer egne gerninger og formastelse, forbyder også at bekende troen og Guds navn. Han lærer at være ulydig mod far og mor, imod det fjerde, som sagt ovenfor. Han lærer, at det ikke er nødvendigt at elske fjenden og gøre vel, imod det femte. Han river ægteskabet i stykker, imod det sjette. Han raner og stjæler uretfærdigt gods og tillader det, imod det syvende. Han lærer også, at det ikke er nødvendigt at låne ud og give. Kort og godt: Han lærer, at det ikke er nødvendigt at elske Gud og næsten af hjertet. Det må man sandelig kalde at udrydde hele Skriften og gudstjenesten.

For det tredje er han ikke tilfreds med et sådant giftigt eksempel og en sådan dødbringende lære, men farer til og øver også to slags vold imod dem: Åndeligt bandlyser og forbander han de sjæle, som ikke følger ham; dertil brænder, fordriver og forfølger han legemligt deres legemer, gods og ære på det allerskændigste. Hvad mere kan han gøre, som kan være ondt? Jeg skulle mene, han er en Herodes! Alligevel må han lade Kristus blive og kan ikke sætte sin vilje igennem. Han ødelægger mange af dem, men troen bliver til verdens ende, skønt skjult, på flugt og ukendt.

Men her spørger man mig måske: Hvordan skal de så bære sig ad, som nu er gejstlige og fanget under Herodes i den falske gudstjeneste, i klostre og stifter? Jeg svarer: Du kan ikke gøre andet; du må aflægge den falske tjeneste og holde dig til Guds ord og den rette tjeneste; eller gøre som de vise mænd: drikke giften i troen, så den ikke skader dig. Du vil ikke finde nogen anden udvej; Guds ord vil ikke forandre sig i evighed. Men skønt jeg også ovenfor i det andet evangelium har talt om det, må jeg dog tale om det igen.

Nuvel, vi stiller en op foran os, som holder hårdt på det og strider imod os, at en præst, munk eller nonne eller et andet menneske, der har bundet sig ved løfte og er gået i orden, er forpligtet til at holde sit aflagte løfte og på ingen måde må opgive eller ændre det, så længe han lever; og han grunder sig på Skriften, som siger, at man skal holde, hvad man har lovet. Men vi vil tale om de løfter, som Gud ikke har befalet, men som mennesket aflægger frivilligt. At vi i dåben lover Gud at tjene ham og holde hans bud – et sådant løfte kræver Gud af alle mennesker; derom siger Skriften i Sl 22,26: «Jeg vil indfri mit løfte til Gud.» Og Sl 116,18: «Jeg vil indfri mit løfte til Gud for hele hans folk»; og lignende steder. Men de gejstliges løfte har han ikke befalet.

Med denne modpart vil vi handle på to måder: For det første slutte grundigt, så der ikke er nogen tvivl eller disput om det; for det andet disputere med ham, granske og søge sandheden. Hvad det første angår, kan og skal ingen tvivle på, at alt, hvad der går imod Guds bud, hvad enten det er at leve eller dø, at love eller blive fri, at tale eller tie, er fordømmeligt og på alle måder skal opgives, ændres og undgås. For Guds vilje skal stå øverst og ske i himlen og på jorden, som vi beder, selv om et menneske kunne gøre alle undere. Det er da klart og vist nok. Så er der nu ingen tvivl og ingen disput, men det er sikkert afgjort: Hvis nogen bliver præst, munk, nonne eller på anden måde går i orden imod Guds bud, så er et sådant præsteri og munkeri slet intet og på alle måder fordømmeligt, og han er skyldig at opgive og ændre det alt sammen. Altså: Hvis nogen blev præst eller munk alene i den hensigt at stjæle kalke og kostbarheder, så er han visselig blevet gejstlig imod Guds bud, har også syndet derved, og hans løfte binder ham slet ikke, og han skal og må blive fri og verdslig igen, eller han må love på ny, ret af hjertet og af god grund. For hans mening har aldrig været, at han ville blive gejstlig; men havde tyveriet ikke drevet ham, havde han visselig intet lovet og ikke skænket den stand et blik; derfor kan Gud ikke tage imod løftet, og over for ham er man heller ikke skyldig at holde det.

Men over for mennesker går det anderledes til; for dér må den, som har lovet noget, holde det, selv om han ikke mener det med hjertet. For mennesket ser ikke den andens hjerte; derfor tager han imod løftet som oprigtigt og tror, at det er kommet fra hjertet; derfor har han ret til at kræve det og kan med god ret sige, at han ikke er skyldig at tro, at den, der har lovet, nu er kommet på andre tanker og har fortrudt det; har den anden løjet før, så er skaden hans egen. Men Gud kan ikke bedrages, og han dømmer alene efter hjertet; derfor gælder et sådant løfte intet hos ham; han kræver det heller ikke, men vredes over, at man frister ham på den måde.

Hvis nu nogen blev gejstlig imod det højeste, første bud af Gud i den første tavle, så var han jo så meget mere skyldig at opgive sit løfte end denne tyv, som har lovet imod det syvende bud i den anden tavle, eftersom den første tavle og det første bud er højere end den anden tavle og det syvende bud. For den, der stjæler imod det syvende bud, raner kun timeligt gods, den allerringeste skabning. Men den, der handler imod det første bud, raner og fornægter Gud selv, det højeste gode og alle skabningers Skaber; så præster og munke, der bliver det imod det første bud, er umådelig meget værre end denne tyvagtige skurk imod det syvende bud. Hvad nu, hvis vi kunne bevise, at næsten alle præster og munke bliver gejstlige imod det første bud, og at de lige så lidt eller måske mindre bliver gejstlige på ret guddommelig vis, end sådanne tyvagtige, falske skurke bliver det? Åh, det ville åbne stifter og klostre og klippe munke og præster ud af deres stand! Nuvel, se efter og hør godt efter.

Det første bud indeholder den kristne tro; for den, der ikke tror, kan ikke have eller ære nogen Gud: al vantro er afgudsdyrkelse. Men kristen tro er den, som alene overgiver sig til Guds nåde, der er erhvervet og givet os ved Kristi blod, så at ingen gerning er nyttig eller god til at opnå Guds nåde. For det er for højt for naturen, som er undfanget og født i lutter synd og også lever, virker og dør deri, hvis ikke Kristus kommer den til hjælp, han som alene ved sin gerning, ikke ved vores gerning, erhverver os Guds yndest; og således opfylder vi ved ham det første bud og har en Gud, på hvis nåde vi forlader os med al tillid, at han uden vores fortjeneste tilgiver os alle synder i Kristus og frelser os, som der ofte er sagt ovenfor. Derfor er det umuligt, at denne tro skulle tåle ved siden af sig en tillid til gerninger, som om nogen ved dem skulle opnå syndernes forladelse og nåde, blive retfærdig og frelst; for dette tilhører alene Kristus, som ved sin gerning gør alt dette, og vi skal blot tro det og trøstigt forlade os på ham derfor.

Derfor er der ingen bod, ingen fyldestgørelse for synden, ingen opnåelse af nåde, ingen frelse uden alene at tro på Kristus, at han alene har gjort fyldest for vores synder, erhvervet nåde og frelst os. Derefter først skal man gøre gerningerne frit og for intet, ham til ære og næsten til gavn, ikke for derved at blive retfærdig eller frelst eller tage synden bort; for det må forbeholdes Kristus alene i troen og forblive uantastet. Han tillader ingen engle – endsige vore gerninger – at de skulle tage synd bort, erhverve nåde og frelse; det tilkommer ham, han har gjort det og gør det alene, vil også have det troet af os, og når vi tror det, så har vi det også sådan.

Derom siger Sankt Paulus i Gal 2,21: «Kan nogen blive retfærdig ved loven og dens gerninger, så er Kristus død forgæves»; det vil sige: Hvis vi kan gøre så meget, at Gud for vores gørens skyld tilgiver os synden, giver nåde og frelser os, så har vi ikke brug for Kristus. Hvorfor er han ellers død, hvis ikke for at han skulle bøde for synden for os og erhverve nåde, og vi skulle fortvivle over os selv og vore gerninger, intet holde af dem, alene stole trygt på Kristus og med fast tro holde fast ved, at han er den mand, som Gud ser på i vort sted, og for hans fortjeneste alene tilgiver os synd, bliver os nådig og frelser os? Det er en kristen tro, som Kristus taler om i Mark 16,16: «Den som tror, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.»

Lad os nu se på de gejstlige og holde dem op imod dette første bud og den kristne tro. Skal nogen blive gejstlig eller aflægge ordensløfte på kristen vis, så han ikke støder an mod det første bud og fornægter Gud, så må hans hjerte og mening stå sådan og ikke sige andet end dette: Nuvel, jeg vil blive præst, munk, nonne, love dette eller hint, ikke fordi jeg holder standen eller ordenen for en vej til frelse, heller ikke fordi jeg tænker ved et sådant liv at blive retfærdig, bøde for synder og erhverve Guds nåde – Gud bevare mig derfra! det ville være at træde Kristus og hans blod for nær, det ville gøre al hans fortjeneste og ære til intet og være den højeste fornægtelse og bespottelse af Gud. For alt dette vil jeg i den rene tro vente mig hos ham, at han har gjort det for mig, og det tvivler jeg ikke på. Men fordi jeg nu engang må gøre noget på jorden, vil jeg tage dette liv på mig, øve mig deri, tugte mit legeme og tjene min næste: ligesom et andet menneske arbejder på marken, i haven eller i sit håndværk uden at se efter fortjeneste og godhed i gerningerne. Se, hvor denne mening ikke er, dér må Kristus være fornægtet og det første bud gjort til intet, og der må være lutter ukristeligt, vantro, jødisk, hedensk væsen. Det bekræfter Paulus’ mægtige grundord i Rom 14,23: «Alt det som ikke er på grund af tro, er synd.» For uden tro bliver ingen frelst, Mark 16,16. Så kan der heller ikke uden den være nogen retfærdighed eller sandhed.

Sig mig nu: Hvor mange præster og munke mener du at finde, som bliver gejstlige og lever i en sådan kristen mening? Siger de ikke næsten allesammen sådan: Ja, hvis min orden ikke skulle gælde mere for mig til at bøde for synder, blive retfærdig og komme i himlen, end en bondes plov og en skrædders fingerbøl, hvad skulle jeg så i ordenen og præstestanden? Nej sandelig, jeg vil gøre gode gerninger, holde mange messer, bede og bøde for mig selv og andre folk osv. Hvad er det for ord, om ikke et vantro hjertes, som har fornægtet Kristus og tilskriver sin orden og sine gerninger det, som det alene skulle vente sig i Kristus ved troen?

Dertil er, som sagt ovenfor, alle de gejstliges mening og lære, at man ved egne gerninger kan opnå Guds nåde og tage synden bort. Og de er så aldeles uden skam, at de sælger, tilsiger og meddeler andre deres gode gerninger, fortjeneste og broderskab; de understår sig at gøre det for menneskene, som egentlig alene tilkommer Kristus, nemlig at tage menneskenes synd bort og gøre dem retfærdige. Det har Kristus særlig forudsagt i Matt 24,5 og sagt: «Mange skal komme i mit navn og sige: ’Jeg er Kristus.’» Kære ven, hør på de ord! Er det ikke sådan, som nu er sagt, at vore præster og munke gør sig selv til Kristus? Skønt ingen af dem siger med munden: Jeg er Kristus, så siger de dog: Jeg hjælper andre folk, giver dem min fortjeneste, skaffer dem nåde, tager deres synd bort; og det er alene Kristi gerning og embede. Dermed er de Kristus, selv om de ikke kalder sig Kristus. For Matt 24 siger ikke, at de skal sige: Jeg hedder Kristus, men: Jeg er Kristus; ikke navnet, men Kristi embede og gerning tager de på sig.

Derfor slutter vi her uden al disput og uden spørgsmål eller tvivl, at alle gejstlige, som ikke er præster, munke eller nonner i den kristne mening, der er sagt ovenfor, visselig har lovet og lever imod Guds første bud og er ti gange værre end den tyvagtige, falske skurk, der er talt om ovenfor. Og de er visselig den fortabte hob, hedninger og jøder, Djævelens egne, som de går og står; og de er visselig og egentlig dem, som Sankt Peter taler om i 2 Pet 2,1.3: «Der vil blandt jer være falske lærere, som fornægter Herren, som købte dem, og i grådighed vil de med opdigtede ord bedrage jer for penge.» Det gør de også fint; for alt gods og alle renter er kommet til de gejstlige for deres falske, ukristelige gejstlige livs skyld, som de hæver til skyerne med falske ord.

Derfor må man råde dem alle til at lade tonsur og kutte, stifter og klostre fare og holde op med at holde deres løfte, eller til at begynde på ny og love dette liv i kristen tro og mening. For det løfte, der er aflagt i den ukristelige mening, gælder for Gud ikke mere end så meget som: Se, Gud, jeg lover dig, at jeg hele mit liv ikke vil være et kristent menneske; jeg tilbagekalder min dåbs løfte og vil nu aflægge og holde et bedre løfte til dig uden for Kristus, i mit eget væsen og mine egne gerninger. Er det ikke et forfærdeligt, gruligt løfte? Men det er da ikke anderledes, som det grundigt nok er påvist i det foregående. Og alligevel er det dem, man mener bliver gejstlige på den bedste måde.

For den tossede, store hob, som bliver præster og munke for bugens skyld, for at de kan blive forsørget timeligt, og som nu er den største del, er ikke værd, at man skulle handle om den, end sige at dens løfte skulle gælde noget: De kan sandelig blive verdslige, når de vil; de er dog aldrig blevet gejstlige eller har været det. Og de trængte vel til at holde op med at spotte Gud med deres abespil og lade deres præbender, len, sognekald og munkeri og nonneri fare. O Herre Gud, hvor sikker og blind er verden! hvor er alt vendt på hovedet! Verden er nu gejstlig, de gejstlige er verden. Hvor stærkt er Antikrists regimente!

For det andet vil vi nu disputere og stille spørgsmålet: Selv om nogen var blevet ret gejstlig i kristen mening, har han så ikke magt til at blive verdslig igen, når en årsag kræver det? Her ønsker jeg, at kun retskafne, redelige sind ville høre efter, som ikke er hurtige til at dømme, men ivrige efter at lære grunden at kende. For til de tossede pavelige og herodianere er der intet at sige; ingen kan disputere med dem; de kan ikke andet end holde sig for ørerne, bide tænderne sammen og skrige: Kætter, kætter, kætter! Ild, ild, ild! Dem lader vi fare som de vanvittige og taler med dem, der gerne ville have deres egen og andre folks samvittighed undervist.

Det er da uimodsigeligt, at en kristen mening med at blive gejstlig består (som sagt ovenfor) i, at man ikke bliver gejstlig, fordi standen skulle være nyttig og nødvendig til at udslette synd, erhverve nåde, blive retfærdig, tjene Gud særligt og blive frelst; for det er egenskaber, som alene tilhører den almindelige kristne tro, som ingen andre steder end i Kristus venter sig sådanne goder; men at man, fri og løs af et sådant ukristelig vrangforestilling, alene tænker at påtage sig en god øvelse for legemet i dette liv.

Så er det også lige så uimodsigeligt, at Gud ikke tager imod noget løfte eller nogen gejstlig stand, uden at det sker i en sådan kristen mening; eftersom Sankt Paulus her står fast og siger i Rom 14,23: «Alt det som ikke er på grund af tro, er synd.» Men Gud kan ikke tage imod synd, Sl 5,5 og Hab 1,13. Når nu Gud ikke tager imod et sådant løfte og en sådan stand anderledes end som noget, der er frit og ikke nødvendigt at holde til frelse, og den kristne mening heller ikke begynder eller lover det anderledes, så ville jeg gerne høre den, som grundigt og med redelig fornuft kunne nægte, at en gejstlig kan blive verdslig igen uden skade for sin sjæl, med god samvittighed for Gud, især når han har årsag dertil.

Når man siger meget om, at det ikke er sædvane, og at hellige fædre også har gjort og skrevet anderledes, så ser enhver, at det intet beviser. Vi spørger her ikke om, hvad sædvanen gør, eller hvad fædrenes skrifter vil, men om hvad der er behageligt og ret for Gud. Hvem vil stå inde for os, at sædvanen ikke er uret, og at fædrene ikke har taget fejl? eftersom Kristus i Matt 24,24 forudsiger, at også de udvalgte skal føres vild af falske Kristus’er, sådan som de gejstlige er. Sig, hvad du vil, så kan det da ikke rime sig, at noget skulle begyndes eller loves som frit og unødvendigt til sjælens frelse for Gud og samvittigheden og alligevel ikke må opgives, men skal holdes til døden under tab af sjælens frelse. De to er lige imod hinanden; tænk selv efter.

Et kristent løfte om at blive gejstlig må for Gud lyde på denne måde: Se, kære Gud, jeg lover dig at holde dette liv, som af naturen er frit og ikke er nødvendigt at holde til frelse. Skulle Gud ikke svare her: Nå, hvad lover du mig så dermed? og hvad holder du dermed? Har du ikke nok af nødvendige ting at holde? Dermed lover du mig intet andet, end at du kan holde det og lade det igen. Nuvel, det lader jeg ske. Og således medfører løftet af sig selv for Gud, at det gejstlige liv forbliver frit at holde og at lade; ligesom når din tjener lovede dig og sagde: Herre, jeg lover dig på denne overskydende dag en fri tjeneste, som jeg kan gøre og lade; de andre dage er jeg forpligtet til dig af nødvendighed osv. Her mener jeg, at om tjeneren gjorde og lod, som det faldt sig, så havde han da gjort fyldest for sit løfte.

Jeg kan ikke forstå andet, end at alle de gejstliges løfter er af samme slags; af den grund, at troen gør alle ting frie, og det er umuligt, at noget skal være nødvendigt eller skulle gøres nødvendigt til frelse, hverken af os selv, af engle eller af alle skabninger, med undtagelse af troen alene. Og det er den frihed, som Kristus har erhvervet os; den lærer Sankt Paulus om i Gal 5,1, hvor han siger imod alle menneskers lære: «Stå fast i den frihed, som Kristus har forløst os til.» Derfor må alle de gejstliges løfte af sig selv indeholde friheden til at lade det samme liv igen og lyde sådan: Jeg lover Gud og dig kyskhed, fattigdom og lydighed efter Sankt Augustins regel, frit at holde og at lade, indtil døden.

Her ville måske nogen begynde at le og sige, at det var et tåbeligt, latterligt løfte og det rene gøgl og blændværk. Jeg svarer: Lad det ikke forundre dig, at mennesker gør latterlige og tåbelige ting, når de uden for Guds ordning følger deres egen blindhed og gør, hvad der tykkes dem godt, ikke hvad Guds ord lærer. Latterligt, tåbeligt og intetsigende er et sådant løfte; men dog bliver Guds vrede dermed fuldbyrdet og utallige sjæle forført, så de udvalgte knap nok slipper fra det.

Mennesker har udtænkt sådanne løfter og et sådant liv; derfor er det og bliver det vel også menneskepjat. For i gamle dage, da man tog de unge ind for at lære dem og opdrage dem kristeligt, som man nu skulle gøre i skolerne, lod man dem frit være en tid under tugten; nu blev nogle frivilligt deri hele deres liv, og det blev en sædvane, så få løb bort fra fællesskabet, men som regel blev alle deri til enden; således er der til sidst vokset stifter og klostre ud af det.

Da nu mestrene blev dovne og de unge ustyrlige, opfandt de disse løfternes strikke og lænker, fangede dermed samvittighederne og fritog sig selv for omsorgen og opsynet, så enhver måtte tvinge sig selv til at være og blive tugtig og retskaffen for sit løftes bånds skyld: ligesom også på de høje skoler den forbandede skik hersker at hindre og udrette alle ting med eder og løfter og så skændigt at binde de stakkels unge uden nogen nød.

Således er der af de frie kristne skoler blevet tvangsstalde og klostre, og troen er vendt til gerninger, og friheden er udslettet og fanget ved løfter; derfor er det ikke underligt, at de menneskelige løfter ses som latterlige og tåbelige, dér hvor den kristne frihed igen lyser frem. Den kristne frihed kan nu aldrig nogen sinde bestå sammen med ængstelige løfter om udvortes gerninger. Af de to må den ene vige, det er der ikke noget at gøre ved. Troen gør alle udvortes ting frie; løfterne binder dem: Hvordan kan de så begge bestå sammen? Nu er troen guddommelig, løfterne menneskelige; derfor er det ikke muligt, at Gud skulle lade troen fare og se på vore løfter. Derfor er det heller ikke muligt, at den synder imod Gud eller bryder sit løfte, som bliver præst, munk, nonne, så længe han vil, og bliver verdslig, når han vil.

Vi vil disputere endnu bedre herom til trøst for de elendige, fangne samvittigheder, som er trykket ned under denne Herodes og Antikrist. Jeg sætter det tilfælde, at løfterne sker på kristen vis og binder én til at holde dem som nødvendige; hvad vil man så sige til, at et af dem blev umuligt for nogen at holde? Jeg tager for mig det, som er mest iøjnefaldende, nemlig kyskhedsløftet, som man ser for øjnene, hvordan det for de flestes vedkommende er umuligt at holde; også fordi naturen, hvor der ikke er særlig nåde, er alt for svag til at holde det.

Moses har skrevet meget om mands og kvindes naturlige flåd, både i vågen tilstand og i søvne, som ingen nu tør tale åbent om – så meget renere er vore ører blevet end Helligåndens mund; vi skammer os, hvor der ikke er noget at skamme sig over, og skammer os ikke, hvor der er noget at skamme sig over; og dog var det vel nødvendigt, at enhver vidste god besked derom og var undervist, især de unge. Hvor der nu ikke er himmelsk, høj nåde, dér må naturen flyde efter sin art; kommer mand og kvinde ikke sammen, så går den dog sin egen gang og lader sig ikke holde tilbage, så det vel var bedre, at mandfolk og kvindfolk var sammen, som Gud har skabt det og naturen giver det. Derom har man nu skrevet megen lære og mange bøger; Gud give, at det hjalp, og at det alt sammen var godt skrevet.

Så spørger jeg nu: Hvordan vil man råde en sådan, for hvem det er umuligt at holde det? Siger du, at man skal hindre det med forbud, nuvel, så vil en af tre ting følge, når der ikke er høj nåde: Mandfolk og kvindfolk vil løbe sammen, hvor de kan, som det nu sker blandt præsterne; eller naturen vil løse sig selv; eller sker ingen af delene, så vil der være en evig brand og en hemmelig lidelse. Så har du lavet en djævlemarter, og det sker, at manden nok ville tage den grimmeste kvinde på jorden, og kvinden nok ville tage den mest ulystige mand på jorden, af rasende, ond kødets lyst.

Tugtige ører skal og vil tilgive mig; jeg må gribe ind i sjælens sygdom, som en læge i møget og på de hemmelige steder, skal jeg ellers råde bod derpå. Nu kan Gud ikke lide og vil ikke have nogen tvungen, uvillig kyskhed, og der er heller ingen kyskhed for ham, uden at den er villig, ligesom al anden gudstjeneste må være villig, ellers agter han den ikke. Hvad gør du så, når du hele livet holder dette stakkels menneske fast i en ukysk kyskhed? så han uophørligt synder med hjertet imod sit løfte, og det måske var bedre, at mandfolket undertiden havde en kvinde og kvinden en karl hos sig.

Her lærer nogle, at det er nok, at nogen begynder og lover kyskheden frivilligt; det skal hjælpe, om han siden blev uvillig, så det i kraft af den villige begyndelse ikke skader. O I forførere og blinde vejledere, som bedømmer gudstjenesten efter gerningen og ikke efter ånden! Alt, hvad der sker uvilligt, er forgæves; det var også bedre ladt ugjort. For det kan ske, at mandfolk og kvindfolk, når de er sammen, har langt ringere flammer og begær end sådanne enlige mænd og kvinder; men jo større begæret er, des større er ukyskhedens synd. Så kan disse tre slags mennesker nu ikke finde nogen råd; paven lader dem flyde, brænde og pines, som de bedst kan, så jeg mener, at det er de børn, som blev ofret og brændt for den glødende afgud Molek i Israels folk.

Så siger du: Hvordan skal jeg ellers bære mig ad? Det sømmer sig ikke at lade dem gifte sig, for løftets skyld, eftersom Skriften siger: «Vovete et reddite», aflæg løfter og hold dem [Sl 76,12]. Det svar ville jeg have. Svar du mig nu også igen: Det sømmer sig ikke at lade dem gifte sig, siger du; hvorfor sømmer det sig så at lade dem bole, flyde og brænde? Bliver løftet ikke revet værre i stykker her, end hvis de var gift? Hvor fint det dog hjælper løftet, at du hindrer ægteskabet og ser, at du ikke kan hindre boleri, flåd og brand. Jeg mener, det er at lade bjælken blive i øjet og trække pinden ud.

Ja, siger du, manden kan til sidst lade kvinden fare og leve kysk, hvad han ikke kan gøre i ægteskabet. Kære ven, giv mig nogle eksempler på det! Det sker snarere, at ægtefolk skiller sig fra hinanden og frivilligt afholder sig, end at sådanne folk gør det. Men lad det fare til en anden gang. Svar mig her: Sankt Augustin fastsætter i sin regel, at hans brødre ikke skal gå alene, men to og to; det har jeg lovet indtil døden; nuvel, jeg bliver taget til fange og tvunget til at være alene; sig mig, hvor bliver så mit løfte af? Skal jeg holde mit løfte her, så må jeg hellere lade mig slå ihjel, end at jeg finder mig i at være alene. Men hvad, hvis de ikke vil slå mig ihjel og holder mig alene med magt? Så må mit løfte jo brydes, eller det må altid have indeholdt dette tillæg: Jeg lover at holde regelen i dette og dette stykke, så vidt det er mig muligt.

Videre: Jeg lover at bede, at bære bestemte klæder og andre stykker af den slags i regelen. Godt, så bliver jeg syg, må ligge i sengen og hverken kan eller formår at holde noget af det. Hvor bliver så budet her af: «Vovete et reddite» [Lov og hold, Sl 76,12], lov og hold? Det hjælper mig ikke, at jeg er syg; for Guds bud skal man holde urokkeligt, hvad enten det gælder død eller liv, sygdom eller sundhed. Hvad vil du sige til det? Her nytter det ikke at digte løse, dovne, ugrundede udflugter op; vi har med alvorlige ting at gøre, som sjælens frelse hænger på, og dem skal man svare ærligt, ret og grundigt på. Vil du derfor sige: Når jeg er fanget og tvunget til at være alene, og når jeg er syg, så jeg ikke kan holde de andre stykker, er det nok, at jeg dog har viljen til at holde dem og gør imod regelen mod min vilje; Gud ser på viljen, hvor gerningen ikke kan følge efter – kære ven, det hjælper ikke. Mit løfte er aflagt på gerningen og omfatter ikke viljen alene, men gerningen, som den er beskrevet i regelen.

Derfor: hvor gerningen ikke følger, er løftet brudt – eller også undtager løftet det tilfælde, at man ikke formår det. Ellers kunne jeg også tage mig en hustru og sige: Jeg ville gerne holde kyskheden med min vilje, og jeg gør det imod min vilje, men det er umuligt for mig; min natur tvinger mig, griber mig og vinder over mig. Hvem i hele verden ville ikke hellere leve kysk og uden hustru, hvis han kunne lige så godt, som han ville? Du må tale anderledes om det.

Se nu: når umuligheden er forbeholdt i de andre stykker af de gejstlige løfter (det kan ingen nægte), og ingen synder, selv om han aldrig i hele sit liv opfylder løftet, fordi det er umuligt, så ville jeg gerne høre en ærlig grund til, hvorfor kyskheden alene skal holdes, hvad enten den er mulig eller umulig, og hvorfor ikke også dette tillæg skulle være forbeholdt i løftet: Jeg lover kyskhed, så vidt det er mig muligt. Vil vi tale uden dovne narrestreger, så må vi sige: enten bliver den umulige kyskhed, ligesom de andre umulige stykker, aldrig lovet – eller også er der aldrig kommet en eneste munk på jorden. For der har aldrig været nogen, som ikke en eller anden gang er blevet syg eller på anden måde forhindret, så han har måttet lade nogle stykker af sin regel fare, og det er dog imod hans løfte.

Dertil kommer, at det er alle deres enige skik at lade sådanne stykker af regelen stå frit i forstanderens magt, så han kan dispensere sin underordnede og fritage ham for at holde det stykke, han vil – ikke alene på grund af umulighed, men også af bekvemmelighed, og som han synes. Og det er dog altsammen imod løfterne, hvis løfterne skal forstås uden noget tillæg. For hvad du har lovet Gud at holde, kan ingen skabning sandelig fritage dig for. Nu lover du hele regelen, og din prælat fritager dig for det stykke, han vil eller du har brug for. Så må alle munkes løfter uden tvivl forstås, som om dette var deres indhold:

Jeg lover at holde regelen, for så vidt det er mig muligt og behager min prælat. Er det ikke løftets indhold og mening, så er igen alle ordener og klostre falske og fordømte – eller også har der aldrig været en eneste munk på jorden. For ingen har nogen sinde troet og anset dette punkt anderledes. Hvorfor skulle en prælat så ikke også have magt til at give en broder lov til at blive verdslig og gifte sig, når han så, at kødets brændende og urolige anfægtelse plagede ham? Kan han ikke eftergive kyskhedsløftet, hvordan kan han så eftergive alle de andre? Kan han derimod eftergive de andre, hvorfor så ikke også kyskheden, når den har større grund end de andre?

Deraf er det kommet, at de har delt løfterne i substantialia og accidentalia [væsentlige og uvæsentlige]; det vil sige: nogle løfter er urokkelige, nogle rokkelige. Af de urokkelige har de lavet tre: fattigdom, kyskhed og lydighed. Alle de andre, med hele regelen og ordenen, kalder de rokkelige.

Hvor er Djævelen dog en ond skælm og fuld af tusindfold list! Spørger vi dem her, på hvilken grund de gør en sådan forskel, og hvem der har givet dem magt til at gøre det, så kan de ikke sige andet, end at de gør det af egen magt, uden nogen grund og årsag. For da de så, at det var en umulig ting, at de lovede orden og regel, og at den simpelthen ikke kunne holdes, så tænkte de: Ja, hvad skal vi nu gøre? Det er altsammen lovet, og det bliver ikke holdt. Skal de alle sammen fordømmes, så er der ingen munk i frelsens stand, og alle ordener og regler var ikke andet end lutter umulige, tåbelige ting. Vi vil gøre sådan: Vi vil udskille tre stykker, der skal hedde urokkelige, og den, der ikke holder dem, han skal være fordømt; de andre skal hedde rokkelige og ikke medføre fordømmelse. Og sådan er det også gået; sådan holder, bruger og lærer de det også alle sammen. Men hold stille, kære herrer, vi har noget at tale med jer om!

Hvis I har magt til at gøre noget rokkeligt og urokkeligt, så har I også magt til at fordømme og frelse folk. Men sig mig: Hvordan bliver jeg vis på, at denne jeres deling er ret og behager Gud? Hvem vil stille og sikre min samvittighed, når den trænges af dette bud: «Vovete et reddite»? Tror I, at det er nok for mig, at I deler det sådan, eller at I viser, at det ikke bliver holdt? Nej, jeres deling og jeres ikke-holden vil ikke være mig nok imod dette stormløb: «Vovete et reddite.» Jeg har ikke lovet de urokkelige alene, men hele regelen, med både rokkelige og urokkelige. Den øverste Dommer vil ikke finde sig i, at jeg forvansker hans ord og siger: Omnia vovete, aliqua reddite [Lov alt, hold noget]; men han vil sige: Quodcunque voveris, redde [Hvad du end har lovet, så hold det]. Et iterum: Redde vota tua [Og igen: Indfri dine løfter].

Derfor er denne udskillelse af de tre løfter visselig en vildfarende, forførerisk ting, opdigtet af lutter menneskelig formastelse – eller også må alle løfter være lige rokkelige; for de er lige meget lovet, kræves af det samme bud og må også lige meget holdes eller lades fare. Hvad kan I sige til det, kære herrer? I vil sige: Så er det en umulig og forgæves ting med det gejstlige liv, hvis det står sådan til. Det er også sandt. Narre er vi: vi lover og ved ikke, hvad vi lover; bagefter vil vi hjælpe os selv og gør muligt og umuligt, det, der skal holdes, og det, der må lades, rokkeligt og urokkeligt, som vi synes. Men det vil den Øverste ikke tillade os; han lader ikke sit bud væve frem og tilbage efter vor vilje.

Det har I lært af paven. Han tager også dette Guds bud: «Vovete et reddite», og trækker det, hvorhen han vil. Alle løfter vil han afskaffe undtagen kyskhed og pilgrimsfærd til Rom, Sankt Jakob og Jerusalem, og så skal Guds bud nu få denne forstand: Lov kyskhed og pilgrimsfærd til Sankt Jakob, Rom og Jerusalem, og hold det; hvad I ellers lover, behøver I ikke at holde. Se, sådan skal det stå i hans magt, hvad der skal holdes eller ikke holdes af Guds bud. O du forbandede abominatio [vederstyggelighed], hvor fræk og forbryderisk er dit overmod imod din Gud! Men hvad har han for grund og årsag til det? Ingen anden end den, at kyskhed og pilgrimsfærd er store ting, men de andre stykker er små.

Se dér den vanvittige nar og gudsbespotter, som ophæver Guds bud, når det byder små ting, og lærer at holde det, når det byder store ting – lige stik imod Kristus, Matt 5,19: «Den, som ophæver ét af disse mindste bud og underviser menneskene således, skal kaldes den mindste i Himlenes rige.» Ligesom paven siger: Hvad der er små ting, skal du ikke holde, og vi ophæver budet Vovete et reddite i alle små ting – sådan gør også de gejstlige, hans børn, som deres fader lærer dem, og siger: Vovete et reddite [lov og hold] de tre urokkelige løfter, men vovete et non reddite [lov og hold ikke] de rokkelige løfter. Se dér, om ikke den gejstlige stand er Djævelens eget regimente og væsen, grundlagt med lutter løgn og gudsbespottelse.

Ikke sådan, kære menneske! Hvad der er indbefattet i Guds bud, hvad enten det er småt eller stort, skal og må holdes. Her skal man ikke dømme efter gerningerne, men efter budet. Du skal ikke se på, om gerningen er stor eller lille, holdt eller ikke holdt, men alene på, om den er budt. Er den budt, så er der ingen eftergivelse mere, hvordan det end går. For Kristus siger: «Ikke det mindste bogstav eller én tøddel skal forgå af loven; alt skal ske.» Men paven og hans disciple tager ikke alene bogstav og tøddel fra dette bud, «Vovete et reddite», men bogstaver, tekst, mening og alting på én gang.

De gejstlige kan jo ikke nægte, at de lover alle de rokkelige løfter, og at de er indbefattet under ordet vovete; for de kalder dem jo vota, løfter, selv om de gør rokkelige løfter af dem. Så kan de heller aldrig nægte, at de er skyldige at holde dem, og at de også må blive under ordet reddite. Ellers kunne du også godt være fjendsk mod din næste i hjertet og sige, at du ikke er skyldig at elske ham, men at det er nok, at du ikke slår ham ihjel, og at du sådan holder den store del af det femte bud og lader den mindste fare. Sådan kunne vi fremdeles dele alle Guds bud i store og små eller i rokkelige og urokkelige gerninger og sige, at de små eller rokkelige var vi ikke skyldige at holde. Gud forbyde det! – skønt paven med de høje skoler holder og lærer sådan, og dem følger de gejstlige desværre.

Hvad skal vi da gøre her? Skal de gejstlige holde alle deres løfter og regler for urokkelige, hvem af dem vil så blive frelst? Vil du da fordømme dem alle? Jeg ville nødig fordømme en eneste; jeg ville meget hellere, at de alle løb ud af klostrene igen eller blev gejstlige på en anden måde. På den måde må de visselig alle fordømmes, når de river og strækker Guds ord efter deres egen vilkårlighed. Derfor har jeg disputeret alt dette, for at jeg uigendriveligt kunne tvinge det igennem, at enten må alle løfter være rokkelige eller alle urokkelige, og det ene ganske som det andet; og når ét af dem kan eftergives med god samvittighed af en årsag, så kan og skal også kyskheden og alle de andre eftergives, hvor nød og årsag kræver det. Jeg håber, at jeg hermed har stoppet munden på alle modstandere, så de må blive stumme over det og ikke ved, hvad de skal svare.

Da vi nu altså åbenlyst ser, at de umulige løfter bliver eftergivet, også af de hellige folk, og at Gud ikke kræver dem af dem, så vil jeg have det slået fast, at intet løfte bliver antaget for Gud på anden måde, og heller ikke kan aflægges på anden måde, end med dette forbehold og denne mening: Så vidt det er muligt og behager prælaten. Så kan vi give alle unge munke og nonner hustruer og mænd og gøre dem verdslige igen, hvor de har brug for det og ikke kan holde med god samvittighed og med Guds behag og vilje. Dermed kan vi bringe klostrene tilbage til deres gamle, første, oprindelige reformation og væsen, så de er kristne skoler, hvor man lærer drengene og pigerne tugt, ære og troen, og hvor de siden frit kan blive, til døden eller så længe, de vil. Og Gud har heller aldrig anset eller villet dem anderledes.

Videre vil vi endnu tage et slag med dem, så vi kan se, hvor ganske forvirret og bundløs en ting det gejstlige væsen er. Jeg sætter, at deres drøm om de tre urokkelige løfter er sand, nemlig fattigdom, kyskhed og lydighed. Fattigdom er af to slags, åndelig og legemlig. Om den åndelige siger Kristus i Matt 5,3: «Lykkelige er de fattige i Ånden.» Den består i, at mennesket er hengivent og rede til at undvære alle goder og bærer et begær i hjertet, der er skilt fra dem, selv om han har og forvalter meget gods, som Abraham, Isak og Jakob og alle fromme kristne. Denne fattigdom er fælles for alle kristne, lovet i dåben, og den bliver ikke lovet af de gejstlige; for deres løfte kræver, at den kristne, evangeliske, fælles fattigdom er der i forvejen.

Den legemlige fattigdom er ikke at besidde eller have noget gods udvortes. Den er ikke mulig, og Kristus har hverken budt den eller holdt den; for mennesket kan ikke leve uden timelig føde og klæder. Derfor har de tydet det sådan, at legemlig fattigdom er ikke at have noget som sit eget. Denne fattigdom har Lukas beskrevet hos apostlene, ApG 4,34. Kristus holdt den også; for hans kasse, som Judas bar, var fælles for alle apostlene, sådan at Joh 12,6 ikke siger, at Judas bar Kristi kasse, men: «Han havde kassen og bar, hvad der blev givet.» De ord beviser, at kassen var fælles for alle; ellers havde han sagt: Han havde Kristi kasse og bar, hvad der var givet Kristus.

Se nu her: Sankt Bonaventura blev kardinal, pave Eugenius var Sankt Bernhards discipel, og mange gejstlige er blevet biskopper og paver. Sig mig, hvor er da deres fattigdomsløfte blevet af? De er jo hellige. Og havde løftet ikke været rokkeligt og frit for Gud, så var de visselig fordømt, da de ikke havde holdt deres løfte til døden. Nu har jo paver, kardinaler og biskopper deres eget gods og gør med det, hvad de vil; og det er stik imod fattigdomsløftet. Derfor bliver pave-, kardinal- og bispestanden af alle og enhver anset for lige så verdslig som den verdslige stand, når man sammenligner den med munkestanden.

Vil du her sige: De har fulgt lydigheden og er steget op i en mere fuldkommen stand, og det er ikke deres eget, men kirkens gods, de har under sig – kære ven, se, hvad du siger; er det ikke lutter tomme ord? Mener du, at du dermed kan smøre mig om munden? Ikke sådan, kære broder! For det første: Lydighed hid, lydighed did – at holde løfter er Guds bud og lydighed mod Gud, og fra den må man ikke vige, ikke engang for at følge en engel, som Sankt Paulus siger, Gal 1,8, og Peter, ApG 5,29: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker.» Er de nu gået ud af lydigheden mod Gud for lydigheden mod paven, så er de gået fra himlen til helvede. Nej, du skal ikke kaste Guds bud og lydigheden mod Gud sådan bort for mig. For så ville jeg også sige, at du kunne træde ud af kyskhedsløftet for pavens skyld og overtræde alle Guds bud. Må du overtræde ét Guds bud for menneskers skyld, så må du også overtræde dem alle.

For det andet: Selv om kardinal-, pave- og bispestanden var en fuldkommen stand, må man dog ikke træde ud af Guds bud. For uden for Guds bud er der ingen stand, for slet ikke at tale om en fuldkommen stand, men lutter vildfarelse og forførelse. Fuldkommenhed er ikke imod Guds bud; ja, den går alene i Guds bud og river intet af dem i stykker, men holder dem allesammen. Se, med hvilke store løgne og narrestreger dette folk går omkring, så de ikke ved, hvad de siger, eller hvad de taler om: de gør fuldkommenhed til noget uden for Guds bud og vil dermed ophæve Guds bud.

Men nu, da pave-, kardinal- og bispestanden er en ren herrestand, den allerufuldkomneste, så kan vi ikke redde disse helgener, uden at vi bekender, at alle løfter for Gud kun varer en tid og frit kan ændres, sådan som vi her ser fattigdomsløftet ændret. Hvorfor skulle så ikke også kyskheden kunne ændres af nød og årsag, når den ikke er lovet højere end fattigdommen?

Men lad det nu være, at sådanne helgener er gået ud af fattigdomsløftet og ind i en fuldkommen stand; så må du indrømme mig, at ægtestanden er fuldkommen sammenlignet med ukyskhedens stand eller med umulig kyskhed, som Sankt Paulus siger, 1 Kor 7,9: «Det er bedre at gifte sig end at brænde.» Det er jo bedre at ligge hos sin ægtehustru end hos en, man ikke er gift med, eller at flyde eller brænde. Godt, så lad alle dem træde ud i denne fuldkomne ægtestand, som holder en ukysk kyskhed og en ufuldkommen, uvillig kyskhedsstand. Eller vil du ikke det, så gælder din undskyldning med den fuldkomne stand heller ikke noget.

For det tredje: Hvordan tør du være så dristig og sige, at fattigdomsløftet ikke er brudt, fordi det ikke er deres eget, men kirkens gods, de forvalter? Selv om det var sådan, hvad var de så bedre end en verdslig huskarl eller embedsmand? Hvorfor regner I så ikke også dem for gejstlige, fordi de ikke forvalter eget gods? Det er lutter rådden snak. Men nu er det ikke engang sandt: Biskopperne har gods som deres eget, og deres væsen er, sammenlignet med de gejstlige, tusind mil fra det, når det gælder fattigdommen. Derfor er der intet at komme med her; man må bekende, at fattigdommen ikke er lovet videre, end prælaten vil eller årsagen kræver – hvis vi ellers vil redde helgenerne.

Og hvad skal der mange omsvøb til? Det er åbenbart, at en gejstlig mand kun lover den barnlige, tjenende fattigdom, som består i, at han ikke har noget gods i hænderne, men er underordnet og tager, hvad man giver ham. Men så snart han kommer i regimentet, så han står over andre og deler gods ud, så er han ikke længere i fattigdomsløftet, før han bliver afsat og igen bliver underordnet. For hvad er forskellen mellem en sådan forstander og en verdslig husfader eller embedsmand, for så vidt det angår at have, bruge, forvalte og dele godset? Det er kun opdigtede ord, som Sankt Peter siger [2 Pet 2,3], hvad man end siger om det; i grunden er det et ganske verdsligt embede, en verdslig gerning og stand. Derfor ser vi, at Gud ikke antager løfterne anderledes end som frie og rokkelige; ellers måtte intet kloster have en prælat. Så nøden tvinger os til at holde klostrene for de unges skoler og øvelsessteder.

Ligeledes kan og må lydigheden ikke forstås anderledes end som den barnlige og tjenende lydighed; for løftets ord udtrykker klart, at man skal være abbeden eller prioren lydig. Når nu en af dem bliver biskop eller prælat, hvor bliver så lydighedsløftet af? Nu må man være ham lydig, og han er ikke lydig.

Vil du her igen komme med din dovne udflugt, at en sådan træder ind i en højere lydighed eller bevarer hjertet villigt til at blive lydig igen? Det er altsammen allerede gendrevet; for det hedder: «Vovete et reddite.» Imod de ord holder ingen glose stand; Gud vil ikke have sit bud revet i stykker, hverken for en højere, en mellemste eller en lavere lydigheds skyld.

Så er det åbenbart, at de gejstlige ikke lover hjertets, men legemlig underdanighed; for hjertets villige underdanighed er fælles for alle kristne over for enhver, som Sankt Paulus siger, Rom 12,10: «I skal agte hinanden sådan, at enhver regner den anden for den øverste.» Nu må klostrene igen ikke have prælater og ikke kunne give biskopper – eller også går den lovede underdanighed ud sammen med løftet. Se derfor, hvor fint disse to løfter er kaldt urokkelige, og hvordan de går omkring med fabler og opdigtede ord! Gud lader også sine hellige love og leve sådan og tåler deres dårskab; men han antager ikke de urokkelige løfter, som du ser af al denne disputats. For de er imod den kristne frihed og al god orden; det er kun, fordi den onde ånd skal og må have sit spil sådan med de vantro og øve sit narreværk i dem, som Sankt Paulus lærer.

Så bliver nu kun det ene kyskhedsløfte tilbage; det alene skal forblive urokkeligt og uden eftergivelse, og det burde dog med rette være det allerfrieste og mest rokkelige. I alle de andre siger man: Vovete et non reddite; her alene er det af jern og stål: Vovete et reddite. Er det ikke en gruelig forvendelse? Men den onde ånd har gjort det for at holde sjælene des stærkere fast i ukyskheden og gribe dem dér, hvor de er svagest og lettest at holde fast. Han så godt, at alle de andre løfter lettere kunne holdes; derfor trængte han ikke på med dem. Men på dette umulige trænger han alene, så han kunne være vis på sit tyranni. Ak, Herre Gud, hvilket spøgeri og abespil driver han med den gejstlige stand!

Sådan finder vi i hele det gejstlige væsen intet, der er grundet, vist og bestandigt; det vakler og farer altsammen af sted uden Skrift og fornuft. Det alene ville være nok til at lade det hele fare og løbe fra det: at der ingen grund i Skriften er, og at det har så mangfoldig vildfarelse og løgn i hovedstykkerne. Dertil er det så hårdt fordømt og forbandet af Kristus i Matt 24, af Paulus i 2 Tim 3 og af Peter i 2 Pet 2, at selv om du havde aflagt ti løfter, så var du skyldig at træde tilbage, når du ser, at det er gjort efter Djævelens tilskyndelse og imod Gud – eller i det mindste at love på en ny, fri måde, som der er sagt ovenfor.

Én ting kaster de frem: Der har været hellige fædre i den gejstlige stand. Men det burde skræmme dem, at Kristus siger, at de udvalgte kan blive ført vild af dem [Matt 24,24] – sådan som de vise mænd her blev ført vild af Herodes, og der er mange flere eksempler. De tre unge mænd Hananja, Azarja og Mishael blev bevaret i Babylons brændende ovn. Na’aman fra Syrien forblev from i afgudens tempel, ganske alene. Josef forblev from i Egypten. Hvad skal jeg sige? Sankt Agnes forblev kysk i det offentlige horehus, og martyrerne forblev hellige i fangehullerne; og endnu i dag forbliver kristne fromme i kødet, i verden, midt iblandt djævlene. Skulle han så ikke også have kunnet bevare Frans, Bernhard og deres lige midt i vildfarelsen og, når de til tider havde taget fejl, føre dem ud igen?

Han har næsten ikke ladet en eneste stor helgen leve uden vildfarelse. Moses og Aron og Mirjam, David, Salomo, Hizkija og mange flere har han ladet snuble, for at ingen nogen sinde skulle forlade sig på helgenernes nøgne eksempler og gerninger uden Skrift. Men vi tumler blindt ind i alt, hvad vi ser og hører om helgenerne; dér kaster vi os over det og rammer som regel netop det, hvor de som skrøbelige mennesker har taget fejl. Så skal vildfarelsen være os en grundfæstet sandhed, og vi bygger altså på den skæve væg, som Sl 62,4–5 taler om: «Hvordan falder I ind over manden! I vil slå jer selv ihjel, ligesom på en hældende væg og en sammenstyrtende mur. Men de tænker kun på at styrte ham, de søger kun, hvordan de kan lyve; med munden velsigner de, men med hjertet forbander de» osv.

Men selv om alt andet var godt i den gejstlige stand, så ville dog misbruget af messerne være nok til, at man flygtede fra den, hvor man hører den nævnt. Jeg mener, at et sådant misbrug af det høje sakramente er forbeholdt denne stand som den værste, mest fordærvelige og gruelige, der er kommet på jorden, og som blandt de onde vil være den største og den sidste. Dér gør de messen til et offer og en god gerning, som de sælger til folk, og de stifter alle deres renter på den.

O, hvilken frygtelig forvendelse! Hvilken vrede skulle den ikke fortjene? Gud give, at alle bimesserne var afskaffet; så var der et håb om, at Gud ville blive os en smule nådigere. Men nu, da vi er forblindede og mener, at vi gjorde en stor synd, hvis vi lod messerne falde, og formaster os til at forsone Gud og tjene ham med et sådant grueligt misbrug, er der ingen ende på vreden, og al vor bøn bliver lutter synd, som Sl 109,7 har forkyndt. Der skulle kun holdes én messe om dagen, og den skulle behandles som et fælles sakramente; ja, kun én messe om ugen ville være endnu bedre. Men der står ikke til at råde med den ting; den sidder for dybt.

Denne afstikker vil jeg have gjort til gavn for den, der vil bruge den; jeg bryder mig ikke om, at de gejstlige vil blive vrede på mig og skrige op. Jeg vil hellere have, at de er vrede, end at Kristus er det. Jeg ved, at jeg er skyldig at råde og hjælpe de elendige samvittigheder og sjæle og at dele med alle det, Gud har givet mig; den skyld vil jeg ikke have liggende på mig. Den, der ikke tager imod det, skal jeg ikke stå til ansvar for; han må selv se til; han har fået min trofaste tjeneste og mit råd. Kunne jeg mere, så gjorde jeg mere for ham. Lad den blive og forblive gejstlig, som vil; men den, der vil blive frelst, han se til, at han bliver kristen, og lade gejstlige være gejstlige.

Her vil måske de kyske hjerter og hellige Guds præster, som intet behager uden det, de selv siger og skriver, slå munden op og sige: O, hvor trykker kutten munken, hvor gerne ville han have en hustru! Men lad dem bare spotte og have deres egen vilje, de kyske hjerter og store helgener; lad dem være af jern og sten, som de selv gør sig til. Fornægt du bare ikke, at du er et menneske, der har kød og blod; og lad så Gud dømme mellem de engleagtige, stærke helte og dig, den syge, foragtede synder.

Jeg håber, at jeg er kommet så vidt, at jeg af Guds nåde vil blive, som jeg er; skønt jeg endnu ikke er over bjerget og ikke tør sammenligne mig med de kyske hjerter – det ville også gøre mig ondt, og Gud bevare mig nådigt for det. For hvis du kendte dem, hvem de er, de, som foregiver så stor kyskhed og udviser tugt, og hvad det er, Sankt Paulus siger i Ef 5,12: «Det, som de gør i det skjulte, er skammeligt blot at nævne», så ville du ikke agte deres højt priste kyskhed værdig til, at en skøge skulle tørre sine sko af i den. Også her går forvendelsen sådan, at de kyske er de ukyske, og at alt, hvad der glimrer, bedrager.

Kære dreng, skam du dig slet ikke over, at du begærer en pige, og at pigen begærer en dreng. Lad det bare føre til ægteskab, ikke til utugt, så er det ingen skam for dig, lige så lidt som det er en skam at spise og drikke. Kyskhed skal være en dyd, der hører til blandt Guds undergerninger, som når et menneske hverken spiste eller drak. Den er over den sunde natur, for slet ikke at tale om den syndige, fordærvede natur. Gud har ikke ladet mange jomfruer leve længe, men har skyndt sig rask med dem ud af verden, som Cæcilia, Agnes, Lucia, Agatha og deres lige; han ved godt, hvor ædel den skat er, og hvor svært den kan bevares længe. Hvis der i hver by var fem drenge og fem piger, som var tyve år gamle, ganske rene og ikke havde mærket noget til naturens udflåd, så turde jeg sige, at kristenheden stod bedre til end på apostlenes og martyrernes tid.

Ak, Herre Gud, jeg mener, at ukyskhed ikke på nogen anden måde kunne have grebet mere og grueligere om sig end netop gennem sådanne kyskhedsbud og kyskhedsløfter. Hvilket Sodoma og Gomorra har Djævelen ikke indrettet gennem sådanne bud og løfter, og til ulykkelig jammer gjort den sjældne kyskhed så ganske almindelig! Hverken offentlige horehuse eller nogen anden fristelse er så skadelig som disse bud og løfter, opfundet af Djævelen selv.

Herved siger jeg nu: De drenge og piger, som er blevet gejstlige, før de har mærket, hvad kød og blod er, som når de var 15, 16 eller 20 år, dem skal man bare rask rive ud, hvis de ønsker det; for deres løfte er jo ganske intet, som havde et barn lovet det. Her skal man ikke se på fastelavnsvielsen, om han har præste-, diakon- eller en anden hellig orden. Det er gøglerværk med denne vielse, og den gælder intet for Gud. Det være nok om det; lad os nu vende tilbage til vor sag, der hvor vi slap den.

Da de vise mænd kom fra Herodes og vendte sig mod Betlehem, viste stjernen sig for dem igen, og de blev meget glade. Det sker hver gang, hjertet efter vildfarelsen og forførelsen ved menneskelæren igen kommer til erkendelse af den rene sandhed og evangeliet. Da bliver det straks Herodes kvit og ser, hvor vis og lys sandhedens vej er sammenlignet med det skin, som herodianerne foregiver; da bliver hjertet også glad. For evangeliet er en trøsterig lære, der fører os ud af menneskelig formastelse og ind i tilliden til Guds nåde alene, som Sl 4,7–8 siger: «Herre, løft dit ansigts lys over os; dermed glæder du mit hjerte.»

Omvendt fører alle, som vandrer i menneskelære og egen evne, et hårdt og angst liv, og det er dog til ingen nytte. Hvilket hjerte skulle ikke blive glad, når det erkender, at pavens regimente er lutter møje og byrde for samvittighederne og bedrager hele verden med sit skin! Det guddommelige lys og den guddommelige sandhed har den natur, at de opretter samvittighederne, trøster hjerterne og skaber en fri ånd; ligesom menneskelære omvendt efter sin natur trykker samvittighederne ned, martrer hjerterne og slukker ånden.

Desuden går stjernen foran dem og forlader dem ikke, før den har bragt dem til Kristus; den går heller ikke videre, men bliver stående oven over stedet, hvor barnet er. Sådan gør det hellige evangeliums lys, der er som en lysende lampe i mørket, som Sankt Peter kalder det i 2 Pet 1,19. Det går foran os og fører os, når vi bare hænger fast ved det med en fast tro; det forlader os ikke, før det bringer os til Kristus og sandheden, og det går heller ikke videre; for uden for Kristus lærer det intet.

Sådan er der i denne stjernes ledelse betegnet evangeliets art og gerning, og ved de vise mænd alle troende: Ligesom stjernen legemligt førte dem til Kristus, og de legemligt fulgte den, sådan fører evangeliet åndeligt menneskenes hjerter i denne verden, og de troende hjerter ser det og følger det også med glæde, indtil de kommer til Kristus.

Sådan roser Sankt Paulus sig i 1 Kor 2,2: «Jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet.» Og i Kol 2,8 forbyder han, at vi nogen sinde følger en lære, der ikke lærer Kristus. Hvad er det andet, end at denne stjerne alene peger på Kristus og på intet andet og heller ikke går videre? Sådan er al menneskelære fordømt i dette billede, og der skal ikke prædikes andet for de kristne end evangeliets nøgne, rene og eneste lys, og vi skal alene følge den stjerne. Derfor er også paven, biskopperne, præsterne og munkene her fordømt med hele deres regimente og lære som noget, man skal sky ligesom Herodes’ tyranni.

Her bliver også munden stoppet på de pavelige og herodianerne, og deres løgn bliver straffet efter fortjeneste, når de med forsætlig frækhed lærer, at man skal vente at finde den kristne kirke og troen hos dem, og at den, der ikke hører dem, skal regnes for én, der ikke hører den kristne kirke. De vil være tegnet og stjernen, der fører til Kristus og sandheden; men det er falsk og løgn. Vil du vide, hvor Kristus og sandheden er? Så lær det her af denne historie. Se ikke på paven, ikke på bispehuerne, ikke på de høje skoler og klostrene; lad dig ikke vildlede af, at de prædiker, beder, synger og holder messe meget; bryd dig ikke om, at de sidder i apostlenes sted og bryster sig af et gejstligt embede: alt det kan bedrage, og det bedrager uden ophør; de farer vild og lærer vildfarelse.

Der er ikke mere end ét eneste sikkert tegn, som du kan kende på, hvor Kristus og hans kirke er, og det er denne stjerne, det hellige evangelium; alt andet er falsk og slår fejl. Men hvor evangeliet prædikes, dér skinner denne stjerne, dér er Kristus helt sikkert, dér finder du helt sikkert kirken, hvad enten det så er i Tyrkiet, i Rusland, i Bøhmen eller hvor det skal være. Det er ikke muligt, at Guds ord skulle lyde, og Gud, Kristus og Helligånden ikke være dér. Og omvendt er det ikke muligt, at Gud, Kristus, Helligånden, kirken eller noget, der hører frelsen til, skulle være dér, hvor Guds ord ikke lyder, om de så gjorde alle undere; nej, dér må der være lutter herodianere og Djævelens regimente. Nu ser jo enhver, hvordan paven og de gejstlige uden Guds ord kun har med menneskelære at gøre.

Og de gik ind i huset og fandt barnet med Maria, dets mor, og de faldt ned og tilbad det

Dette hus er den kristne kirke, forsamlingen af alle troende på jorden, og i den alene finder du Kristus og hans mor; for alene i den kristne kirke er de, som er svangre og frugtbare af Helligånden, føder kristeligt og fører et kristent liv. Alt, hvad der er uden for dette hus, hvor smukt det end skinner, hvor fornuftigt det end er, dér er hverken Kristus eller hans mor, det vil sige: dér er intet kristent liv, for det kan ikke være til uden troen og Helligånden.

Derfor, når paven, biskopperne eller hvem det så er, kræver af dig, at du skal se på dem, når du vil se kirken, så tænk på dette evangelium og se efter stjernen; vær sikker på, at hvor stjernen ikke står over, dér er det helt sikkert ikke det hus, hvor Kristus og hans mor findes; det vil sige: hvor evangeliet ikke svæver og skinner over, dér er den kristne kirke helt sikkert ikke. Denne stjerne vil ikke svigte dig; men uden den vil du aldrig ramme rigtigt. Den fører til dette hus og bliver stående over dette hus: sådan bringer evangeliet dig ind i kirken og bliver også stående over kirken, står fast og lader sig ikke drive bort derfra af nogen forfølgelse; det lyder og skinner frit og åbenlyst, så det ærgrer alle dets fjender; sådan som vi ser alt det opfyldt i apostlene, martyrerne og alle de hellige og endnu hver dag, hvor det bliver prædiket.

Og de åbnede deres skattekister og gav ham guld, røgelse og myrra

Alle de legemlige ofre i Moses’ lov, og hvor de ellers er sket, betyder det åndelige offer, som der står om i Hebr 13,15: «Lad os altid ved ham frembære et offer til Gud som består i lovprisning, det vil sige frugten af læber som bekender hans navn.» Og Hos 14,2–3: «Vend om, Israel, til HERREN din Gud, for du er faldet på grund af din misgerning. Tag disse ord med jer, og vend om til HERREN, og sig til ham: ’Forlad os al synd, og gør vel imod os, så vil vi ofre dig vore læbers tyre’», det vil sige: lov og tak. Det er de rette kalve, som man skal ofre dig; om det siger også Sl 51,20–21: «Herre, gør vel mod Zion efter din nåde, byg Jerusalems mure. Da skal retfærdighedens ofre behage dig, brændofrene og heloffrene, da skal man ofre tyre på dit alter.»

Ligeledes Sl 50,7–15: «Hør, Israel: Jeg er din Gud; for dine ofres skyld straffer jeg dig ikke. Mener du, at jeg vil spise oksekød eller drikke bukkeblod? Hvis jeg var sulten, ville jeg ikke sige det til dig; jorden er jo min, jeg kender alle fuglene på bjergene, og alle slags dyr på marken er for mit ansigt. Ofre tak til din Gud, og betal ham dine løfter. Og kald på mig i nøden, så vil jeg redde dig, og du skal prise mig.» Ligeledes: «Den, der ofrer tak, priser mig, og dér er vejen, så jeg viser ham Guds frelse.» Af disse skriftsteder er det klart, at skal offeret være Gud velbehageligt, så skal det være lov og tak, eller i hvert fald ikke være uden lov og tak. Og hvor det sker uden lov og tak, vil han det ikke og kan ikke lide det, sådan som han også siger i Es 1,11: «Hvad skal jeg med jeres ofre? Jeg vil ikke have jeres røgelse.»

Vi kan heller ikke give Gud noget andet, for alt er allerede hans, og vi har det alt sammen fra ham; alene lov, tak og ære kan vi give ham. Det mener også Sl 116,12–13: «Hvordan skal jeg gengælde HERREN alle hans velgerninger, som han gør imod mig? Jeg vil tage frelsens bæger og påkalde HERRENS navn. Du har sønderrevet mine bånd, derfor vil jeg ofre tak og prædike HERRENS navn.»

Nu er lovprisning ikke andet end at bekende de velgerninger, man har modtaget fra Gud, og ikke tilskrive os selv dem, men alene ham, og bære dem hjem til ham igen. Og denne lovprisning og bekendelse sker på to måder: den ene gang for Gud alene, den anden gang for menneskene; og den er troens egentlige gerning og frugt.

Det lærer Sankt Paulus om i Rom 10,9–10: «For hvis du bekender med din mund at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst, for med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.»

Det er, som om Sankt Paulus ville sige: Det er ikke den rette tro, at du i hemmelighed i hjertet vil tro på Kristus og rose ham i en krog; du må frit bekende ham med munden for enhver, sådan som du tror i hjertet. Så gælder det straks dit liv. For sådan en bekendelse kan hverken Djævelen eller mennesker tåle at høre, og korset er bundet til sådan en bekendelse; sådan som du ser, at også nu paven, biskopperne, præsterne og munkene hverken kan høre eller tåle Kristi ord; og derfor siger profeten med rette: «Jeg vil tage frelsens bæger og prædike HERRENS navn.» Det er, som om han ville sige: Skal jeg love og bekende Gud, så vil de give mig at drikke og ængste mig med martyriets bæger for det: godt, jeg vil tage imod det i Guds navn og alligevel ikke tie med lovprisningen af Gud; det skal heller ikke skade mig, men være mig til frelse og blot hjælpe mig frejdigt til saligheden. Det vil Kristus også, Mark 8,38: «For den der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, vil Menneskesønnen også skamme sig ved når han kommer i sin Fars herlighed med de hellige engle.»

Mange har udlagt disse tre ofre, den ene på den ene måde, den anden på en anden; dog er de i almindelighed enige om, at det er tre slags bekendelse. Derfor vil vi tage det, der nu forekommer os bedst af alle. Guldofferet, siger de, betyder, at de bekender, at Kristus er en konge; røgelsen, at han er en præst; myrraen, at han er død og begravet. Alle tre stykker skal passe på Kristus efter menneskeheden, dog sådan, at han er Gud, og at det er sket med menneskeheden for guddommens skyld.

For det første bekender og priser den kristne tro, at Kristus er konge og herre over alle ting, efter ordet i Sl 8,7: «Du vil gøre ham til herre over dine hænders værk; alt har du lagt under hans fødder.» Og Sl 110,1: «HERREN sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder.’» Denne bekendelse i ret tro er en høj og mægtig trods og stolthed hos alle, der tror på Kristus, imod alt, hvad der er imod dem, hvad enten det er (som Sankt Paulus siger i Rom 8,35) sværd, sult, frost eller nogen skabning. Hvem vil gøre en kristen skade eller skræmme ham, når han ofrer dette guld, tror og bekender, at hans Herre Kristus også er herre over døden, helvede, djævlene og alle skabninger, og at alt ligger i hans hænder, ja, under hans fødder?

Den, der har en nådig fyrste, frygter ikke noget, der står under den fyrste; han trodser på det, roser sig af og bekender sin herres nåde og magt. Hvor meget mere trodser og roser et kristent menneske sig da imod pinen, døden, helvede og Djævelen og siger trøstigt til ham: Hvad kan du gøre mig? Ligger du ikke under min Herres fødder? Prøv bare, og æd mig uden hans vilje! Se, sådan et frit hjerte giver dette guldoffer. Åh, hvor sjældent er det dog blevet nu! Derfor er det en stor trøst, når noget skræmmer eller skader dig, at du bryder ud, bekender Kristus med munden og siger: «Omnia subjecisti sub pedibus ejus», alle ting er under hans fødder; hvem vil så være imod mig?

For det andet: Røgelse brugte man efter Moses’ lov til gudstjenesten, til at brænde røgelse i templet, og det tilkom præsteembedet. Derfor er det at ofre røgelse ikke andet end at bekende Kristus som en præst, der er mellemmand mellem Gud og os, sådan som Sankt Paulus siger i Rom 8,34, at han taler for os og er vores mellemmand hos Gud; og det er os det allermest nødvendige. For ved sit kongerige og sit herredømme beskytter han os mod alt ondt i alle ting; men ved sit præstedømme beskytter han os mod alle synder og Guds vrede, træder ind for os og ofrer sig selv for at forsone Gud, så vi ved ham har tillid til Gud, og vores samvittighed ikke forfærdes eller frygter for hans vrede og dom, sådan som Sankt Paulus siger i Rom 5,1–2: «Ved ham har vi fred med Gud og adgang til hans nåde i troen.»

Nu er det langt større, at han gør os trygge over for Gud og stiller vores samvittighed tilfreds, så hverken Gud eller vi selv er imod os, end at han gør skabningerne uskadelige for os. For skylden er langt større end straffen, og synden større end døden; eftersom synden bringer døden, og uden synd var døden ikke til, eller i hvert fald ikke skadelig. Ligesom Kristus nu er herre over synd og død og har magt til at give nåde og liv til alle, der tror på ham, sådan er det at ofre guld og røgelse at bekende disse to embeder og gerninger om ham og takke ham for dem, sådan som Sankt Paulus gør i 1 Kor 15,55–57: «Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejr? Men dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men tak til Gud som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus.»

Det er en meget høj trods, at et menneske kan sætte denne præst imod sin synd, imod sin onde samvittighed, imod Guds forfærdelige vrede og dom, og med fast tro sige og bekende: «Tu es sacerdos in aeternum», du er en evig præst. Men er du en præst, så træder du ind for alle syndere, som bekender dig som sådan en præst. Så lidt som Guds dom og vrede, synden og den onde samvittighed kan fordømme eller forfærde dig, så lidt fordømmer og forfærder det også mig, som du er sådan en præst for. Se, det er i sandhed at ofre røgelse: at være uforfærdet imod al synd og Guds vrede ved Kristus i troen.

For det tredje: Myrra brugte man til at salve de døde legemer, så de ikke skulle rådne i graven. Derfor er Kristi død og opstandelse betegnet heri; for han alene er den, der er død og begravet og ikke er rådnet, men igen oprejst fra de døde, sådan som Sl 16,10 siger: «Du vil ikke lade min sjæl blive i dødsriget og ikke tillade, at din hellige ser forrådnelse.» Og denne uforgængelighed er betegnet ved alle dem, der er blevet bevaret og holdt ved legemlig myrra. Så er det altså at ofre myrra det samme som at bekende, at Kristus er død og dog ikke er rådnet; det vil sige, at døden er overvundet i livet, og at han efter guddommen aldrig er død, og at også menneskeheden igen er oprejst fra døden.

Denne bekendelse er den mest nødvendige af de tre, selv om alle tre er nødvendige og må være uadskilte. At han er blevet din konge og præst og har givet dig så stort et gode, må du ikke tro er sket for ingenting eller har kostet lidt eller kommer til dig ved din fortjeneste. Synd og død er overvundet for dig i ham og ved ham, og nåde og liv er givet dig; men det er blevet ham surt, det har kostet ham meget, han har erhvervet det allerdyrest med sit eget blod, legeme og liv. At skaffe Guds vrede og dom, samvittigheden, helvede, døden og alt ondt af vejen og erhverve alt godt kunne ikke ske, uden at der skete fyldest for Guds retfærdighed, synden blev betalt og døden overvundet med rette.

Derfor har Sankt Paulus den skik, at hvor han prædiker Guds nåde i Kristus, rører han i reglen ved hans lidelse og blod ved siden af, for at vise, hvordan alle goder er givet os ved Kristus, ikke uden hans usigelige fortjeneste og omkostning; sådan siger han i Rom 3,25: «Ham viste Gud offentligt frem som en soning ved troen og ved hans blod.» Og i 1 Kor 2,2: «Jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet» osv. Derfor er myrraofferet at bekende den store omkostning og møje, det har kostet Kristus, at han er blevet vores præst og konge.

Se, det er de tre stykker, hvori vi skal love og bekende Kristus, hans tre gerninger, som han har vist os og endnu viser os hver dag indtil den yderste dag. Og rækkefølgen er også fin; men evangelisten begynder med guldet, det højeste. At han kunne være konge over alle ting til gavn for os, var ikke muligt, uden at han først havde forsonet os med Gud og gjort vores samvittighed tryg, så han kunne regere og virke i os med ro og fred som i sit eget rige; derfor måtte han også være præst for os. Men skulle han være præst og efter præsteembedet forsone os med Gud, måtte han gøre fyldest for Guds retfærdighed for os. Men der var ingen anden fyldestgørelse end at give sig selv hen, dø og på den måde overvinde synden med døden i sig selv. Sådan er han gennem døden kommet til præstedømmet og gennem præstedømmet til kongeriget; og han har fået myrraen før røgelsen og røgelsen før guldet.

Men alligevel nævner Skriften altid kongeriget først, derefter præstedømmet og derefter hans død, sådan som også Sl 110 gør, der først beskriver hans kongerige således: «HERREN sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder.’» Derefter følger om hans præstedømme således: «HERREN har svoret, og han vil ikke angre det: ’Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.’» Til sidst slutter han om hans lidelse således: «Han skal drikke af bækken på vejen, derfor skal han løfte hovedet.» Sådan kunne man også sige her: Han skal smage myrraen, derfor skal han blive præst; og han er præst, derfor skal han også være konge: så det ene følger af det andet, det ene er det andets årsag, og de driver hinanden frem.

Ved denne enfoldige, ligefremme udlægning bliver jeg stående og overlader de høje betragtninger til dem, der har bedre tid. Det, vi mest skal give agt på, er, at vi ikke skiller nogen af disse tre bekendelser fra de andre, men ofrer dem sammen. Og når Esajas (Es 60,6) i dagens epistel kun taler om guld og røgelse og tier om myrraen, kan det måske være sket, fordi Kristi kongerige og præstedømme altid har været til fra verdens begyndelse, sådan som Sankt Paulus siger i Hebr 13,8: «Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid.» For alle de hellige er forløst fra døden og synderne ved ham og troen på ham; men på den tid var det tredje stykke, hans lidelse, myrraen, endnu ikke fuldbragt, og det tilkom med rette evangelisten at melde om det, efter at opfyldelsen var sket.

Men herodianerne og de pavelige har ikke alene skilt disse tre ofre ad, men også udryddet dem med en usigelig vederstyggelighed; dog beholder de navnene og bekender med ord, at Kristus er konge og præst og er død for os; men med andre ord, der siger det modsatte, og med hjertet og hele deres væsen fornægter de alt dette og fordømmer det på det allerforfærdeligste. Og for at vi kan se det, så lad os begynde med myrraen: Når de lærer, at mennesket uden Guds nåde af sig selv, af sin fornufts og sin frie viljes naturlige evne, kan gøre sig værdig og modtagelig for Guds yndest, hvad er det så andet end uden Kristi blod og lidelse at ville gøre fyldest for Guds retfærdighed ved egen gerning, stille hans vrede og dom og skaffe samvittigheden fred? Det er jo at gøre Kristi blod og hele hans lidelse, ja, hele hans menneskehed med al hans gerning til intet, regne det for unyttigt og træde det under fode; om det siger Sankt Paulus i Hebr 6,4–6: «For dem som engang er blevet oplyst, har smagt den himmelske gave, har fået del i Helligånden, har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som er faldet fra» (og for dem selv korsfæster Guds søn på ny og gør ham til genstand for spot), «for dem er det umuligt igen at blive fornyet til omvendelse.» For uden for Kristus er der hverken nåde eller omvendelse, men lutter vrede; og alligevel lærer de pavelige, at man skal søge og finde nåde uden for ham. Sådan er myrraofferet helt ophævet.

Så er røgelsesofferet allerede til intet. For hvordan skal Kristus være deres præst og mellemmand, når de er så gode og rene, at de ikke behøver hans blod og hans mellemkomst, men selv kan mægle og selv træde frem for Gud for at opnå nåde og liv ved naturlig evne? Dermed bekender og lærer de jo, at den naturlige evne er ren og god; så behøver Kristus ikke at være præst dér. Hvem skulle nogen sinde have troet, at det skulle komme dertil blandt de kristne, at nogen ville lære eller høre sådan noget, som det er forfærdeligt blot at tænke på?

Nu ser vi jo, at alle de høje skoler sammen med paven og de gejstlige ikke lærer eller holder andet, og det skal være kætteri, hvis nogen lærer anderledes. Hvor præcist har Peter ikke ramt dem i 2 Pet 2,1, hvor han siger: «Der vil være falske lærere blandt jer, som fornægter Herren som købte dem.» Han siger ikke: De vil fornægte Kristus, men: «Herren, som købte dem»; som om han ville sige: Kristus vil de bekende med ord, men de vil ikke holde fast ved, at han har købt dem med sit blod; nej, uden hans blod vil de selv forløse sig og ved egen naturlig kraft opnå Guds nåde, som Kristus dog alene har købt os alle med sit blod. Det er, fordi de mener, at det ikke koster noget og ikke er dyrt at erhverve Guds nåde; derfor farer de til og vil selv erhverve den og kan ikke tåle, at Kristus har købt den.

Hvor Kristus nu ikke bliver kendt som præst, kan han endnu mindre blive kendt som konge; for de er ham på ingen måde underdanige, de er deres egne herrer, det vil sige Djævelens eget tyende; de vil jo ikke lade ham regere over dem og alene virke i dem; men han forbliver dog konge, præst og forløser over alle skabninger, hvad enten de vil eller ej. Se, således kan du forstå, at nu er tiden, da Sankt Peter fornægter Kristus tre gange; gid Gud ville, at de hørte hanen gale, kom til sig selv igen, erkendte deres fald, græd bitterligt og gik ud af Kajfas’ hus, det vil sige ud af pavens helvedesforsamling, hvor ilden af verdslig kærlighed er tændt, og pavens tyende står rundt om og varmer sig; for den guddommelige kærlighed er helt og aldeles kølnet i dem. Det være nok om de åndelige ofre. Så følger:

Og Gud befalede dem i en drøm, at de ikke skulle vende tilbage til Herodes; og de drog ad en anden vej hjem til deres land

Det er den endelige slutning: at vi skal sky menneskelære og ikke falde i den igen, når vi først er blevet forløst fra den, ligesom disse vise mænd, da de først var sluppet fra Herodes, ikke kom tilbage til ham. Sådan siger også jeg, at vi skal sky pavens og alle de paveliges love og lære, hvis vi vil undgå Guds unåde og ikke sætte vores sjæls frelse på spil, eftersom vi nu har lært den rette evangeliske sandhed at kende. For de lærer os kun at komme bort fra Gud, så vi følger vores egen fornuft og gerning; derved bliver Gud hindret i sin gerning, han, som dog skal og vil virke og give alle ting i os og også vil, at vi venter det af ham. Men menneskelære får os til at begynde alle gerninger først; vi vil være de første og søge Gud, og han skal komme bagefter og se på, hvad vi har begyndt.

Lad mig give dig et eksempel på det: De, der nu ser ud til at lære ungdommen allerbedst, siger til dem, at de skal bede gerne og gå i kirke, de skal leve kyskt og være retskafne; men de siger ikke, hvor de skal begynde på det og søge det, som om det var nok, at de har lært dem, at de skal være retskafne. Ligeledes, når de siden skal gifte sig eller gå i den gejstlige stand, mener de, at det er nok, at de selv begynder på det; de ser ikke hen til Gud for at bede ham om det; bagefter, når de har begyndt det, skal Gud så komme og se, hvad de har lavet, finde behag i sagen og gøre den god. Ja, man opdrager de unge sådan, at en pige skammer sig over at bede Gud om en ung mand, og en ung mand over at bede om en pige; de mener, det er en tåbelig ting at bede Gud om det, de skal blot selv plumpe i det.

Derfor går det også så sjældent godt i ægteskabet. Burde man ikke i fuld alvor lære en pige at træde frem for Gud og sige med al tillid: Se, kære Gud, nu er jeg kommet til de år, at jeg kan gifte mig; vær du min Far, og lad mig være dit barn, giv mig en god ung mand, og hjælp mig med nåde ind i ægtestanden, eller, hvis det behager dig, giv mig ånd til at forblive kysk.

Sådan skulle også en ung mand bede om en pige og ikke selv begynde på alle sine ting, men bede Gud om, at han begynder dem og lægger den første sten; det ville være rette Guds børn, som ikke begyndte på noget, uden at de først havde bedt Gud om det, hvor ringe det end var. Så ville Kristus forblive vores konge, og alle vores gerninger ville være hans gerninger og vel gjort. Men menneskelære tåler ikke det; de plumper i det, som om der ikke var nogen Gud, og som om det var dem, der skulle gøre det, som skal være vel gjort. Se, lær af dette eksempel, hvor forførende al menneskelære er, og hvor meget den strider mod Gud.

Men der er tre måder at sky menneskelære på. Den første er, at man alene skyr den med samvittigheden og ikke med gerningen. For eksempel når jeg skrifter, beder og faster efter pavens love, ikke i den mening, at jeg må gøre det, eller at det var synd, hvis jeg lod være; men sådan, at jeg gør det villigt af mig selv, uden at være nødt til det, og godt kunne lade være, hvis jeg ville. Her går menneskelærens gerning nok sin gang, men samvittigheden er fri og regner det at gøre det for det samme som at lade det være; det er ingen synd for den, hvis den lader det være, og intet godt, hvis den gør det: for den yder ikke lydighed, men gør her blot, som den selv har lyst til; det er vel de bedste.

Sådan er de vise mænd endnu i Herodes’ land og drager også under hans herredømme; men de regner ham for intet, kommer ikke til ham og yder ham heller ingen lydighed. Den, der også nu lever under paven og handler sådan, at han holder hans love, ikke af lydighed, men af egen fri vilje (for så vidt det ikke er imod Guds ord), når, hvor og så længe han vil, ham skader de ikke. Men det er en høj forstand, som få mennesker har, og som, ligesom hos disse vise mænd, i søvne og i det skjulte alene erkendes ved Guds Ånd i hjertet; den kan man sandelig ikke tale ind i nogen med ord udefra, hvis hjertet ikke selv fornemmer den fra himlen.

Den anden måde er at sky den både med samvittigheden og med gerningerne; sådan som de gør, der træder den helt og aldeles under fode og gør lige det modsatte med glad og tryg samvittighed. Og denne måde er den mest nødvendige og den bedste for de svage samvittigheders skyld, så man får dem godt ud af det og gør dem lige med de første og stærkeste, fuldkomne og frie; det kan man ikke godt gøre med ord og samvittighed alene, medmindre man går til værks og også med eksempler viser dem det modsatte: ligesom Kristus gjorde, da han lod sine disciple lade være med at vaske hænder imod farisæernes lov. Sådan var det godt, om nogen nu lod det påbudte skriftemål, bøn og faste på bestemte tider ligge, så man med eksempler beviste, at pavens love er narreværk og bedrageri, og gjorde alt dette frivilligt på en anden tid.

Den tredje måde er at sky den alene med gerningen og ikke med samvittigheden; sådan som de gør, der frækt lader den ligge og dog tror, at de gør uret ved ikke at holde den. Og sådan en samvittighed findes desværre hos almindelige folk over hele verden. For deres skyld kalder Sankt Paulus (2 Tim 3,1) denne tid en farlig tid. For sådanne samvittigheder synder uden ophør, hvad enten de holder lovene eller ej, og paven er med sine bud deres sjælemorder og årsag til sådan fare og synd. Holder de dem, så handler de imod troen, som skal være fri for alle menneskelærdomme; holder de dem ikke, så handler de imod deres samvittighed, som tror, at den må holde dem. Disse må man give god undervisning i den frie kristne tro, så de lægger den falske samvittighed fra sig; eller, hvis de ikke formår det, så bære over med deres svaghed en tid (som Sankt Paulus lærer i Rom 15,1) og lade dem ved siden af troen følge sådan en samvittighed og holde lovene, indtil de også bliver store og stærke.

Se, det er den anden vej hjem, så man ikke kommer tilbage til Herodes. For al begyndelse til at blive retfærdig sker i reglen ved menneskelære og udvortes hellighed; men man må komme ud af det og ind i den rene tro og derefter ikke falde tilbage fra troen og ind i gerningerne igen. Sådan kommer vi rigtigt hjem til vores fædreland, hvor vi er kommet fra, det vil sige til Gud, som har skabt os; og enden mødes igen med begyndelsen som en gylden ring. Det hjælpe Gud os til ved Kristus, vores konge og præst, højlovet i evighed.

Her vil vi standse en stund, så bogen ikke bliver for stor og kedelig at læse, skønt jeg håber, at et kristent liv er så rigeligt fremstillet i disse tolv epistler og evangelier, at der er sagt et kristent menneske mere end nok om det, der er nødvendigt for hans frelse. Åh, gid Gud ville, at min og alle læreres udlægning gik til grunde, og at hver kristen selv tog den nøgne Skrift og Guds rene ord for sig! Du ser jo af denne min snak, hvor umådelig ulige Guds ord er alle menneskers ord, og hvordan intet menneske med alle sine ord tilstrækkeligt kan nå og forklare et eneste Guds ord. Det er et uendeligt ord og vil fattes og betragtes med en stille ånd, sådan som den 85. salme siger (Sl 85,9): «Jeg vil høre, hvad Gud selv taler i mig.» Der er heller ingen anden, der fatter det, end sådan en stille, betragtende ånd. Den, der kunne komme dertil uden glosser og udlægninger, for ham var min og alle menneskers glossering slet ikke nødvendig, ja, kun til hinder. Derfor ind, ind, kære kristne, og lad min og alle læreres udlægning kun være et stillads til den rette bygning, så vi selv fatter og smager Guds nøgne, rene ord og bliver dér; for dér alene bor Gud i Zion. Amen.