1. søndag efter helligtrekonger, anden prædiken (Luk 2,42–52)

Evangeliet på 1. søndag efter helligtrekonger, Luk 2,42–52

Hidtil, under pavedømmets blindhed, har man ikke vidst at lære eller prædike andet om Guds kære helgener, end at man overøste dem med umådelig ros og pris og priste dem for lutter forunderligt liv og forunderlige gerninger, høj andagt og himmelske glæder; ligesom om de ikke også havde været mennesker på jorden og aldrig havde lidt eller følt nogen menneskelig ulykke, skrøbelighed og svaghed, og som om man ikke kunne rose dem nok, medmindre man gjorde dem helt til træ og sten. Og det har man siden styrket med falske, skændige løgne og fabler, akkurat som om helgenerne blev højt æret ved, at man kun fortalte lutter undere om dem, og at man skulle se og lære sådanne eksempler af dem, som ingen kunne nå med sit liv eller trøste sig ved. Deraf er det siden kommet, at man har gjort dem helt til afguder og har lært folk at påkalde dem i stedet for Herren Kristus som forbedere, mellemmænd og nødhjælpere – til skændig bespottelse og fornægtelse af vor kære Frelser og Ypperstepræst, Kristus.

Sådan har man også ment at prise Kristi mor højt og ikke vidst at vise hende nogen større ære, end når man fyldte og overlæssede hende så aldeles med nåde og gaver, som om hun aldrig havde lidt nogen anfægtelse, aldrig var snublet eller havde taget fejl, hverken i sin forstand eller i noget andet. Derimod viser Skriften og dette evangelium os, hvor bagvendt og (som Sl 4,4 siger) hvor underligt Gud handler med sine hellige; og jo højere han benåder, ærer og ophøjer dem, desto dybere sænker han dem ned i begge dele: i kors og lidelse, ja, i vanære, skam og forladthed.

Den menneskelige fornuft ville uden tvivl lære og råde Gud til, at han ikke skulle behandle sin egen Søn så skændigt og forsmædeligt (som en morder og røver) og lade hans blod udgyde, men meget hellere sørge for, at alle engle skulle bære ham på hænderne, og at alle konger og herrer måtte falde ham til fode og vise ham al ære. For det er menneskenes visdom, at den ikke ser, tragter efter eller begærer andet end det, der er ærefuldt, højt og kostbart; og omvendt skyr og flygter den intet mere end vanære, foragt, lidelse, elendighed osv. Så vender Gud det netop om og gør det stik modsatte: han omgås sin allerkæreste Søn (efter menneskelig forstand og efter det, man kan se) så uvenligt og forargeligt som intet andet menneske på jorden, som om han ikke var Guds eller et menneskes, men Djævelens eget barn. Sådan gjorde han også med sin kæreste tjener, Sankt Johannes Døberen, om hvem Kristus selv siger i Matt 11,11, at der ikke er oprejst nogen hans lige blandt alle, der er født af kvinder; ham bragte han til den ære, at en letfærdig tøs dansede hovedet af ham. Det var jo en vanærende og skændig nok død.

På samme måde har han også handlet med sin kære mor, så også hun har måttet erfare og lære, hvor underligt han styrer sine hellige. Og evangelierne viser tydeligt nok, at han meget sjældent har ladet hende se og erfare noget, der var herligt, kostbart og glædeligt; men for det meste har hun måttet erfare lutter lidelse og angst, sådan som den hellige gamle Simeon havde forudsagt hende, til et forbillede for hele kristenheden. Dertil talte han som regel hårdt og barsk til hende og afviste hende ligesom uvenligt, som vi siden skal høre.

Altså holder dette evangelium for det første et eksempel frem for os i Kristi mor: et eksempel på det kors og den store lidelse, som Gud lader overgå sine hellige. For selv om den hellige jomfru var højt velsignet med al nåde og var et skønt tempel for Helligånden og udvalgt frem for alle til den ære at være Guds Søns mor, og uden tvivl også har haft den største lyst og glæde ved sit barn, mere end nogen anden mor – sådan som det naturligt måtte være –, så har Gud dog styret hende sådan, at hun ikke har haft lutter paradis ved ham, men megen ulykke, smerte og hjertesorg. For det var den første jammer, der ramte hende, at hun måtte føde i Betlehem, på et fremmed sted, hvor hun ikke havde anden plads med sit barn end at ligge i en åben stald. Den anden, at hun kort efter de seks uger måtte flygte i landflygtighed med barnet, i op til syv år. Af sådan elendighed har hun uden tvivl haft meget mere, som ikke er beskrevet.

En af dem, og ikke den mindste, er også den, han her lægger på hende, da han bliver væk fra hende i templet og lader sig lede efter så længe uden at lade sig finde. Dermed har han gjort hende så forskrækket og bedrøvet, at hun kunne have mistet modet helt, sådan som hun også bekender og siger: «Din far og jeg har ledt efter dig med smerte.» For lad os tænke lidt over, hvordan hun må have haft det i sind og hjerte. Enhver far og mor forstår godt, hvilken jammer og hjertesorg det er, når et barn, som de har kært, uventet kommer bort fra dem, så de ikke ved andet, end at det er gået tabt. Og selv om det kun varer en time, hvilken sorg, gråd og klage er der så ikke, og slet ingen trøst, ingen mad, drikke, søvn eller ro, og sådan en jammer, at de hellere ville være døde. Hvor meget større bliver den ikke, når det varer en hel dag og nat eller endnu længere, så hver time ikke bliver én, men hundrede år lang?

Se så derimod på denne mor: Først mister hun sin eneste søn, som hverken hun eller nogen anden har mage til eller kan få; han er hendes eneste søn, og hun er alene hans mor, uden nogen naturlig far, ja, han er Guds sande enbårne Søn og særligt betroet og overgivet hende af Gud, for at hun som mor skulle passe og pleje ham og se efter ham med al flid. Ham har hun hidtil opdraget, ikke uden stor møje og bekymring, og med nød og næppe forsvaret blandt fremmede og fjender, så han nu er blevet lidt større, og nu skulle hun have sin højeste glæde og trøst ved ham – og så skal hun pludselig miste ham, netop som hun mener, at hun har ham allersikrest og ikke længere behøver at bekymre sig som før; og hun mister ham ikke en eller to timer, ikke en dag og en nat, men tre hele dage, så hun ikke kan tænke andet, end at hun har mistet ham endeligt og for evigt. Hvem kan her sige eller tænke, hvor ængstet og bedrøvet hendes moderhjerte har været over det i de tre hele dage, så det var et under, at hun kunne leve i en sådan hjertesorg?

Nu er denne bedrøvelse og lidelse ikke af den art, at hun blot skulle bære den som noget, der er overgået hende tilfældigt og uden hendes skyld; nej, dertil slår hendes egen samvittighed hende, så hun må tænke på, at Gud har betroet hende barnet, og at ingen andre end hun skal stå til ansvar for det; og sådanne storme brager og tordner ind i hendes hjerte: «Se, du har mistet barnet, og det er ingen andens skyld end din egen; for du skulle passe på ham og se efter ham og ikke lade ham komme et øjeblik fra dig. Hvad vil du nu sige til Gud, når du ikke har passet bedre på ham? Det har du fortjent med dine synder, og nu er du ikke værdig til at være hans mor; ja, du har fortjent, at han fordømmer dig frem for alle mennesker, fordi han har vist dig så stor ære og nåde, at han har udvalgt dig til sin mor.»

Skulle hjertet ikke svigte hende her, og skulle hun ikke vansmægte af angst fra begge sider? For det første, at hun har mistet sønnen og ikke kan finde ham igen; for det andet – og det er det allerhårdeste, som ikke er overgået andre mødre, og som gør denne lidelse tungest –, at hun må stå forfærdet over for Gud, som er dette barns eneste rette Far; og hun må tænke, at han ikke længere vil have hende til mor eller vide af hende, og så er hun i sit eget hjerte mere elendig og bedrøvet end nogen kvinde på jorden.

Og nu står hun (sådan som hun føler det i sit hjerte) i samme synd som vor første mor Eva, der bragte hele menneskeslægten i fordærv. For hvad er alle synder mod denne, at hun har vanrøgtet og mistet dette barn, Guds Søn og verdens Frelser, så slemt? Og hvis han var forblevet tabt, eller (eftersom han ikke kunne gå tabt) Gud havde taget ham til sig igen, så ville hun have været årsag til, at værket med verdens forløsning var blevet forhindret. Det og meget mere er uden tvivl faldet hende ind og har forskrækket hendes hjerte til det yderste; ligesom samvittigheden i forvejen er en øm ting, og hun som et fromt barn har haft et meget ømt hjerte og en meget øm samvittighed.

Der ser du, hvordan Gud handler med denne høje, hellige person, sin Søns mor: Selv om hun er æret af ham på det allerhøjeste, og hendes glæde ved sønnen derfor har været overmåde stor, som ingen mor nogen sinde har haft det, så griber Gud hende alligevel sådan an, og hun må blottes så aldeles for denne ros og trøst, at hun nu ikke kan sige: «Jeg er Sønnens mor.» Før var hun hævet op til himlen, nu ligger hun pludselig i det dybe helvede og i en sådan skræk og hjertesorg, at hun kunne have fortvivlet og være død og have ønsket, at hun aldrig havde set barnet eller hørt om det, og således have gjort en større synd, end noget menneske nogen sinde har gjort.

Se, sådan kan Gud handle med sine hellige: han tager deres glæde og trøst fra dem, når han vil, og lader dem forskrækkes allermest over netop det, som de har deres højeste glæde af. Ligesom han også omvendt kan give den største glæde af det, som forskrækker os mest. For det har været denne hellige jomfrus højeste glæde, at hun var blevet dette barns mor; men nu har hun ingen større skræk og hjertesorg end netop over denne søn. Sådan har vi ingen større skræk end over synd og død; dog kan Gud trøste os sådan i det, at vi tør rose os, som Sankt Paulus siger i Rom 5,20–21, at synden netop har måttet tjene til, at nåden blev så meget større og mere overstrømmende; og døden, som er overvundet i Kristus, gør, at vi endog længes efter at være døde og dør med glæde.

Sådan også omvendt: Når Gud har givet os en fin tro, og vi går frem i stærk tillid til, at vi har en nådig Gud ved Kristus, så er vi i paradis. Men før vi ved af det, kan det vende sig, så Gud lader hjertet svigte os, og vi mener, at han vil rive Herren Kristus ud af vort hjerte; og han bliver så tildækket for os, at vi ikke kan have nogen trøst i ham, men Djævelen indgiver hjertet lutter skrækkelige tanker om ham; så vor samvittighed føler, at den har mistet ham, og så sprælder den og mister modet, som om der var lutter vrede og unåde imod den, som vi har fortjent med vore synder.

Ja, selv om den ikke ved af nogen åbenbare synder, så kan Djævelen dog gøre synder, også af det, der ikke er synd, og således drive og ængste hjertet, så det piner sig med tanker som disse: «Hvem ved, om Gud også vil have dig og unde dig Kristus?» Ligesom den kære mor her tvivler på, om han længere vil have hende til mor, og hendes samvittighed føler, som om hun ved sin uagtsomhed har vanrøgtet og mistet sønnen, skønt hun dog ikke er skyldig i det, ligesom han heller ikke er gået tabt. Sådan siger hjertet også i en sådan anfægtelse: «Ja, Gud har vel hidtil givet dig en fin tro, men nu vil han måske ikke give den mere; det har du fortjent med det ene eller det andet.»

Og det er netop den sværeste og højeste anfægtelse og lidelse, som Gud undertiden angriber og øver sine høje hellige med, og som man plejer at kalde desertionem gratiae [latin: «nådens forladen», at nåden forlader én], hvor menneskets hjerte ikke føler andet, end at Gud har forladt ham med sin nåde og ikke vil vide af ham mere, og hvor han end vender sig hen, ser han ikke andet end lutter vrede og skræk. Men en sådan høj anfægtelse lider ikke enhver, og ingen forstår den heller, uden den, der erfarer den; der skal meget stærke ånder til at holde sådanne stød ud.

Dog bliver dette eksempel holdt frem for os, for at vi deraf skal lære, hvordan vi skal forholde os og trøste os i vore anfægtelser, og også ruste os, hvis Gud en dag skulle ville gribe os an med sådanne eller lignende høje anfægtelser, så vi ikke straks fortvivler af den grund. For det er ikke skrevet for denne jomfrus, Kristi mors, skyld, men for vores skyld, for at vi kan have både lære og trøst af det.

Derfor er der flere eksempler i Skriften på sådanne høje anfægtelser hos de store hellige; som uden tvivl den hellige patriark Jakobs anfægtelse var, om hvem der står skrevet i 1 Mos 32,25, hvordan han kæmpede en hel nat med engelen.

Ligeledes et tilsvarende om Josva, Jos 7. Ham havde Gud givet så store og stærke løfter om, at han skulle udrydde alle de hedninger, som ville sætte sig imod ham; han formanede ham endda selv dertil og befalede ham, at han blot skulle være frimodig og uforfærdet, for han ville selv være med ham osv.; og han gik også glad frem i tillid til et sådant løfte og slog frimodigt til og vandt en stor sejr.

Men hvad skete der? Netop som han stod i et sådant mod og en sådan tro og i den havde indtaget og slået byen Jeriko, skete det, at de ikke sendte flere end omkring tre tusind mand af hele deres folk mod byen Aj, som de skulle indtage og slå; dér var de også stolte og kække, fordi byen var lille og fjenderne få. Men da de kom derhen, vendte det sig pludselig, så de mistede modet og vendte ryggen til fjenderne og flygtede, skønt der dog ikke var faldet flere end toogtredive af dem [Jos 7,5 har seksogtredive]; og Josva selv mistede modet og sank til jorden og lå hele dagen på sit ansigt og klagede og råbte til Gud: «Ak Herre, hvorfor har du ført os over Jordan, og vil du give os i fjendernes hænder? Åh, gid vi aldrig var kommet hertil!» osv.

Se, dér ligger den store, stridbare helt nede med sin tro, han, der dog havde Guds ord så stærkt, at Gud selv må rejse ham op igen. Hvad gør ham da nu så modløs? Intet andet, end at Gud skjuler sig for at prøve ham og således tager modet fra ham, for at han skal lære og erfare, hvad mennesket er og formår, når Gud trækker sin hånd til sig.

En sådan lidelse er over al måde tung og uudholdelig for naturen; derfor råber og klager de hellige i den angstfuldt og jammerligt, sådan som der er mange klager af den slags i Salmernes Bog, som Sl 31,23: «Jeg sagde i min forsagthed: Jeg er stødt bort fra dine øjne»; det vil sige: Jeg vidste og følte ikke andet, end at mit hjerte sagde til mig: «Gud vil ikke vide af dig» osv. Og hvis Gud ikke holdt dem oppe ved sin kraft og hjalp dem ud igen, så måtte de synke helt ned i helvede; som også Sl 94,17 siger: «Hvis HERREN ikke hjalp mig, så lå min sjæl allerede i helvede» osv.

Derfor har denne hellige jomfru i disse tre dage været en sand martyr, og de er blevet hende meget tungere, end nogen anden helgens ydre pine og martyrium er blevet ham; og hun kommer for sin søns skyld i en sådan angst, at hun ikke kunne lide noget bitrere helvede. For det er den største pine og smerte, større end al anden lidelse, når hjertet bliver angrebet og plaget. Andre lidelser, som overgår legemet, er alle endnu til at bære; ja, i dem kan hjertet godt være glad, så det foragter al ydre lidelse, som man læser om Sankt Agnes og andre kvindelige martyrer. Det er pænt delt og kun halvt lidt, når det kun gør ondt på legemet, men hjertet og sjælen forbliver fulde af glæde. Men hvor hjertet alene skal bære, dér skal der store, de allerhøjeste ånder og særlig nåde og styrke til, for at man kan bære det.

Hvorfor lader Gud så sådan noget overgå sine kæreste? Sandelig ikke uden grund, og det sker jo ikke af vrede eller unåde, men af stor nåde og godhed, for derved at vise os, hvor venligt og faderligt han mener det med os i alle stykker, og hvor trofast han sørger for sine og styrer dem sådan, at deres tro altid øves mere og mere og bliver stærkere og stærkere. Men især gør han det af følgende grunde:

For det første for at bevare sine fra formastelse, så de store hellige, som har særlig høj nåde og særlige gaver fra Gud, ikke falder i at stole på dem og forlade sig på sig selv. For hvis de altid var så stærke i ånden og ikke skulle føle andet end lutter glæde og sødme, kunne de til sidst falde i Djævelens lede hovmod, som foragter Gud og trodser på sig selv. Derfor må det saltes og blandes sådan for dem, at de ikke altid føler lutter styrke i ånden, men at deres tro undertiden sprælder og deres hjerte mister modet, så de ser, hvad de er, og må bekende, at de intet formår, hvis Gud ikke holder dem oppe ved sin rene nåde. Sådan bevarer han dem i ydmyghed og selverkendelse, så de ikke bliver stolte eller sikre på deres tro og hellighed; sådan som det gik Sankt Peter, da han formastede sig til at ville sætte sit liv til for Kristus.

Sådan bekender profeten David, at også han har måttet lære det, i Sl 30,7–8: «Jeg sagde, da det gik mig godt: Jeg skal aldrig nogen sinde ligge nede; men da du skjulte dit ansigt, blev jeg forfærdet.» Og Sankt Paulus klager i 2 Kor 1,8–9 over, hvor stor en lidelse han har udstået i Asien, når han siger: «For vi vil ikke, kære brødre, at I skal være uvidende om vores trængsel, som mødte os i Asien, at vi blev bebyrdet over al måde og ud over hvad vi magtede, så vi tvivlede på, om vi ville bevare livet; ja, vi havde selv fældet dødsdommen over os. Men det skete, for at vi ikke skulle have tillid til os selv, men til Gud, som oprejser de døde.» Og i 2 Kor 12,7–9 siger han, at der er givet ham en torn i kødet, en Satans engel, som slog ham med knytnæver, for at han ikke skulle hovmode sig over de høje åbenbaringer. Og Gud har ikke villet tage den fra ham, skønt han tre gange har bønfaldet om det, men han har måttet holde sig til den trøst, at Gud sagde til ham, at han skulle lade sig nøje med hans nåde og ved den sejre i svaghed. Derfor er en sådan fristelse lige så nødvendig, ja, mere nødvendig for de hellige end mad og drikke, så de bliver i frygt og ydmyghed og lærer alene at holde sig til Guds nåde.

For det andet lader Gud dette overgå dem som et eksempel for andre, både for at forskrække de sikre og for at trøste de forsagte og forskræmte. De ryggesløse og ubodfærdige kan spejle sig i dette, så de lærer at forbedre sig og tage sig i agt for synder, når de ser, at Gud også handler sådan med de hellige, at de kommer i en sådan angst, at de ikke føler andet end vrede og unåde, og falder i en sådan skræk, som om de havde begået den sværeste synd, et menneske nogen sinde kunne have gjort.

Ligesom Kristi mor her må kæmpe med en så tung samvittighed lige til den tredje dag, en samvittighed, der anklager hende, som om hun havde mistet Guds kære Søn for ham – en synd, som ingen på jorden har gjort mage til –, så hun nu ikke har andet tilbage end at frygte den Højeste; og dog er det i sandhed ikke en sådan synd, og der er hverken vrede eller unåde.

Når nu de fromme hjerter bliver overfaldet af en så tung og næsten uudholdelig skræk og angst, hvad vil der så blive af de andre, som ligger og bliver i virkelige synder, ryggesløse og sikre, og som fuldt ud fortjener og samler sig Guds vrede? Hvordan vil de bestå, når en angst engang pludselig rammer dem, sådan som det godt kan ske dem hver eneste time?

Omvendt skal sådanne eksempler tjene til at trøste de forskrækkede og ængstede samvittigheder, når de ser, at Gud ikke alene har angrebet dem, men også de allerhøjeste hellige på denne måde og ladet dem lide netop sådan en anfægtelse og skræk. For hvis vi ikke havde noget eksempel i Skriften på, at det også var gået de hellige sådan, så kunne vi ikke bære det, og den forsagte samvittighed ville altid klage således: «Ja, det er kun mig, der sidder fast i sådan en lidelse. Hvornår har Gud ladet de fromme og hellige blive fristet sådan? Derfor må det være et tegn på, at Gud ikke vil have mig.» Men nu, da vi ser og hører, at Gud har handlet sådan med alle de høje hellige og ikke har skånet sin egen mor, så har vi heri denne lære og trøst, at vi ikke skal fortvivle i en sådan lidelse, men holde stille og vente, til han hjælper os ud, sådan som han jo har hjulpet alle de kære hellige.

For det tredje kommer nu den egentlige grund til, at Gud først og fremmest gør dette, nemlig at han vil lære sine hellige, hvordan de skal søge den rette trøst og indrette sig derefter, så de finder Kristus og beholder ham. Det er nu hovedstykket i dette evangelium, som lærer os, hvordan og hvor vi skal søge og finde Kristus. Sådan som teksten siger, at Maria og Josef har ledt efter barnet Jesus i tre dage og dog ikke fundet ham, hverken i byen Jerusalem eller blandt slægtninge og bekendte, indtil de kommer ind i templet, hvor han sidder blandt lærerne, dér hvor man har med Skriften og Guds ord at gøre. Og da de forfærdes og begynder at klage over, at de har ledt efter ham med stor smerte, svarer han dem:

«Hvorfor har I ledt efter mig? Ved I ikke, at jeg må være i det, der er min Faders?»

Hvad vil det sige: «Jeg må være i det, der er min Faders»? Er ikke alle skabninger hans Faders? Alt er hans; men skabningerne har han skænket os til vort brug, for at vi skal råde over dem her i dette verdslige liv, som vi ved. Men én ting har han forbeholdt sig selv, som kaldes helligt og Guds eget, og som vi særskilt må modtage fra ham. Det er hans hellige ord, ved hvilket han styrer hjerterne og samvittighederne, gør dem hellige og frelser dem. Derfor hed også templet hans helligdom eller hellige bolig, fordi han dér gav sig til kende som nærværende ved sit ord og lod sig høre. Sådan er Kristus i det, der er hans Faders, når han taler med os ved sit ord og derved også fører os til Faderen.

Se, derfor irettesætter han nu sine forældre, fordi de farer sådan vild og søger ham i andre verdslige og menneskelige sager og ærinder, blandt bekendte og venner, og ikke tænker på, at han må være i det, som er hans Faders. Dermed vil han vise, at hans regimente og hele det kristne væsen alene består i Ordet og troen, ikke i andre ydre ting (sådan som jødedommens ydre, skinnende hellighed var), heller ikke i timeligt, verdsligt væsen eller regimente. Kort sagt: han vil ikke lade sig finde, hverken blandt venner eller bekendte eller i noget som helst, der ligger uden for Ordets embede. For han vil ikke være verdslig og ikke være i det, som er verdsligt, men i det, som er Faderens; sådan som han også fra sin fødsel og hele sit liv igennem altid har vist sig. Ganske vist har han været i verden, men han har ikke holdt sig til verden; som han også siger til Pilatus: «Mit rige er ikke af denne verden.» Hos venner og bekendte har han været, og hos hvem han nu kom til; men han tager sig ikke det mindste af hele dette verdslige væsen, andet end at han vandrer igennem det som en gæst og bruger det til sit legemes nødtørft. Han tager alene vare på det, som er Faderens (det vil sige Ordet); dér vil han lade sig finde, dér må man søge ham, hvis man rigtig vil træffe ham.

Det er nu det, jeg har sagt: at Gud ikke vil tåle, at vi skal forlade os på noget andet eller hænge med hjertet ved noget, som ikke er Kristus i hans ord, hvor helligt og fuldt af ånd det så end er. Troen har ingen anden grund, som den kan stå fast på. Derfor går det sådan for Kristi mor og Josef, at deres visdom, tanker og håb må slå fejl, og alt er tabt, mens de længe søger ham fra det ene sted til det andet. For de søger ham ikke, som de skal, men som kød og blod plejer, der altid glor efter en anden trøst end Ordets; for det vil altid have noget, som det kan se og føle og hænge ved med sanser og fornuft.

Derfor lader Gud dem også synke og slå fejl, for at de må lære, at al trøst hos kød og blod, hos mennesker og alle skabninger er intet og hverken hjælp eller råd, medmindre man griber Ordet. Her må alt slippes: venner, bekendte, hele byen Jerusalem, al kunst og forstand og alt, hvad de selv og alle mennesker er; for alt dette giver og hjælper ikke til nogen rigtig trøst, før man søger ham i templet, hvor han er i det, som er Faderens. Dér finder man ham helt sikkert, og hjertet får glæden igen; ellers måtte det forblive trøstesløst, både i sig selv og hos alle skabninger.

Sådan skal også vi lære, når Gud vil lade os komme i en så svær anfægtelse, at vi da ikke følger vores egne tanker eller menneskers råd, som viser os hid og did, hen til os selv eller til andre; men vi skal tænke på, at vi må søge Kristus i det, som er Faderens; det vil sige, at vi holder os enkelt og bart til evangeliets ord, som viser os Kristus rigtigt og giver os ham at kende. Og lær blot i denne og i alle åndelige anfægtelser, hvis du vil trøste andre eller dig selv rigtigt, at sige som Kristus: «Hvorfor løber du sådan hid og did og piner dig selv med ængstelige og bedrøvede tanker, som om Gud ikke længere ville have nåde med dig, og som om der ikke var nogen Kristus at finde, og ikke vil slå dig til tåls, før du finder ham hos dig selv og føler dig hellig og uden synd? Det bliver der intet af; det er lutter spildt møje og arbejde.

«Ved du ikke, at Kristus ikke vil være eller lade sig finde andre steder end i det, som er Faderens? Ikke i det, som du eller alle mennesker er og har. Fejlen ligger ikke hos Kristus og hans nåde; han er og bliver ikke tabt, og han lader sig altid finde. Men fejlen ligger hos dig, at du ikke søger ham rigtigt, der hvor han er at søge, fordi du retter dig efter din følelse og mener at gribe ham med dine tanker. Hertil må du komme, hvor hverken dit eller noget menneskes, men Guds ærinde og regimente er, nemlig der hvor hans ord er; dér vil du træffe ham, høre og se, at der hverken er vrede eller unåde, sådan som du frygter og er forsagt, men lutter nåde og hjertelig kærlighed mod dig, og at han som en venlig, kær mellemmand taler det kæreste og bedste for dig over for Faderen. Han sender dig heller ikke en sådan fristelse, fordi han vil forstøde dig, men for at du skal lære ham så meget bedre at kende og hænge så meget fastere ved hans ord, og straffe din egen uforstand og erfare, hvor hjerteligt og trofast han mener dig det.»

Se, det er den skønne lære i dette evangelium: hvordan man rigtigt skal søge og finde Kristus; og det viser den rette trøst, som stiller de bedrøvede samvittigheder tilfreds, så al skræk og angst falder bort, og hjertet bliver glad igen og så at sige født på ny. Men det bliver svært, før man kommer så vidt, at man griber det; man må først løbe panden mod muren og erfare, at alt er tabt, og at det hedder at søge Kristus forgæves, og at der til sidst dog ikke er andet råd, end at du uden for dig selv og al menneskelig trøst overgiver dig alene til Ordet. I andre legemlige ulykker og nød kan du søge trøst hos det, som er vores: penge, gods, venner og bekendte; men her, i disse sager, må du have noget andet, som ikke er menneskers, men Guds eget, nemlig Ordet, hvorved han alene kan handle med os og vi med ham. Men dette skal man især lægge mærke til, at evangelisten siger:

De forstod ikke det ord, han talte til dem.

Dermed er munden stoppet på de unyttige vrøvlehoveder, som hæver den hellige jomfru Maria og andre helgener alt for højt, som om de havde vidst alt og aldrig kunne fare vild. For her hører du, hvordan de farer vild og snubler, ikke alene i det, at de søger Kristus alle vegne og ikke ved, hvor de skal finde ham, før de tilfældigvis kommer i templet; men også i det, at de ikke forstår dette ord, hvormed han straffer deres uforstand og må sige til dem: «Ved I ikke, at jeg må være i det, som er min Faders?» Det har evangelisten med stor flid vist og ikke villet fortie, for at man ikke skal give plads for de løgnefabler, som uforstandige, uerfarne og opblæste gerningslærere roser helgenerne med, så de helt gør dem til afguder.

Den hellige jomfru har ikke brug for en sådan falsk, opdigtet ros. Gud har ført hende sådan, at han har skjult meget for hende og dagligt har ladet ting ske for hende, som hun ikke vidste i forvejen; for at han kunne holde hende i ydmyghed, så hun ikke skulle tykkes sig bedre end andre. Og det er ros og ære nok for hende, at han har styret og bevaret hende ved sin nåde, skønt han har prydet hende med mange høje gaver frem for andre; dog sådan, at hun ligesom andre dagligt har måttet lære og vokse gennem mange slags fristelser og trængsler.

Og sådanne eksempler er også meget nyttige og nødvendige for os, for de viser os, hvordan der også i helgenerne, som er Guds børn og har fået stor nåde frem for andre, alligevel bliver svaghed tilbage, så de ofte farer vild og fejler, ja har mange slags skrøbeligheder ved sig og til tider også snubler groft, dog ikke med forsæt eller med vilje, men af svaghed eller uforstand; sådan som man ser hos apostlene her og der i evangeliet, for at vi skal lære ikke at bygge på eller forlade os på noget menneske, men, som dette evangelium lærer, alene hænge ved Guds ord; og for at vi også kan have trøst i sådanne eksempler, så vi ikke skal fortvivle, selv om vi endnu er svage og uforstandige; blot vi ikke bliver frække og sikre i tillid til denne nåde, sådan som de stolte, falske helgener gør.

Og kort sagt har du i dette evangelium et stærkt eksempel, hvormed man kan slå det almindelige skrig ned, både fra de tossede helgener og fra de store kloge hoveder, som de hidtil har drevet og stadig driver, alene for at de imod Guds ord kan blive ved deres pjat; nemlig at de foreholder os, at man må holde de hellige fædres skrifter og lære og kirkens og konciliernes ordninger og beslutninger; for de har (siger de) haft Helligånden, derfor kan de ikke fare vild, osv.

Dermed vil de vise os bort fra Skriften og fra det sikre sted, hvortil Kristus selv her viser os, hvor han helt sikkert vil lade sig finde, og hen til det usikre, så det også skal gå os, som det her gik Maria, hans mor, og Josef: at vi søger Kristus alle vegne og dog ingen steder finder ham, medmindre vi også til sidst kommer hertil, hvor han er. Det er hidtil med al magt blevet drevet ind i kristenheden ved den forbandede paves regimente, som både med lære og bud, trusler og straffe har hindret, at man overhovedet skulle søge eller finde Kristus i Skriften.

For som det er sagt ovenfor i postillen over det foregående evangelium, har de fyldt verden med tre slags lære, hvorved folk er blevet ført bort fra Guds ord. Den første har været den helt grove, som Sankt Thomas (hvis han ellers er en helgen) og andre skolastiske lærere har skrevet, og som kommer af hedensk kunst og naturlig fornuft. Om den har de sagt sådan: naturens lys er ligesom en smuk, lys tavle, og Skriften er som solen, der skinner på sådan en tavle, så den glinser så meget smukkere; sådan skinner også det guddommelige lys på naturens lys og oplyser det.

Med denne lignelse har de også ført den hedenske lære ind i kristenheden; den har de høje skoler siden alene lært og drevet, ja i den grad, at de selv har vendt lignelsen helt om, så de ved den, nemlig ved fornuftens og Aristoteles’ kunst og lære, har villet oplyse Skriften, som dog er det eneste rette lys, uden hvilket alt fornuftens lys er det rene mørke i guddommelige sager og troens artikler; som der før ofte er sagt om dette.

For det andet har man fyldt hele verden med menneskelære og menneskebud og kaldt dem kirkens ordning og bud, om faste, helligdage, bøn, sang, klædedragt, munkevæsen osv., som hele pavens sværm og summisternes bøger er fulde af [summisterne er forfatterne til middelalderens håndbøger (summae) i skriftemål og kirkeret], og dermed har de lovet folk at bringe dem til himlen. Det er brudt ind som en syndflod og har druknet verden og bundet og fanget alle samvittigheder, så næsten ingen var at redde ud af sådan et helvedes gab. Oven i dette har man ført helgenernes eksempler og løgnelegender frem, og det er blevet stadfæstet af paverne og koncilierne, så man har måttet regne det lige med troens artikler. Derfor skriger de stadig uden ophør som de vanvittige: «Ej, det har de hellige koncilier besluttet, det har kirken befalet, og det er blevet holdt så lang tid» osv.

For det tredje har de ved siden af disse to slags lære dog også ladet den hellige Skrift gå; men sådan, at de har bundet den til nogle fædres skrifter og udlægning, og dog heller ikke det længere, end det behagede paven og ikke var imod hans lov; sådan at ingen måtte behandle den anderledes end efter pavens behag, som alene tilkom det at tyde Skriften, og enhver måtte leve efter hans indsigt og dom; skønt de dog med ord gør fædrene den ære, at man må følge deres tydning og udlægning. Herpå er også hele verden faldet, og alt, hvad fædrene har sagt, er taget imod, som om de ikke kunne fare vild. Og her skriger de igen: «Ej, skulle så mange helgener, lærde og højt forstandige mennesker ikke have forstået Skriften?» osv.

Herimod skal man svare, som sagt, ud fra dette evangelium. Hvad enten det hedder helligt, lærd, fædre, koncilier eller hvad det kan være, ja om det så var Maria, Josef og alle helgener tilsammen, så følger det ikke deraf, at de ikke kan have faret vild og fejlet. For her hører du, at Kristi mor, som dog har høj forstand og oplysning, kommer i den uvidenhed, at hun hverken ved eller tænker på, hvor hun skal finde Kristus, og derfor bliver irettesat af ham, fordi hun ikke ved det, som hun dog burde vide. Har nu hun fejlet og ved sin uvidenhed er kommet i en sådan angst og bedrøvelse, at hun mener, at hun helt har mistet Kristus, hvad under er det så, om andre helgener ofte har faret vild og snublet, når de er gået uden for Skriften og har fulgt deres egne tanker eller trukket dem ind i Skriften?

Derfor gælder det ikke, at man foregiver, at man må tro og holde, hvad koncilierne har besluttet, eller hvad de hellige fædre har lært og skrevet; for alt det kan og kan meget vel fejle. Nej, man må vise et sikkert sted, hvor Kristus er og vil findes, nemlig det, som han selv her viser og siger: at han må være i det, som er hans Faders. Og det ville være rigtig godt, om vi kristne havde sådanne eksempler fra evangeliet i daglig brug og ligefrem gjorde et ordsprog af dem mod al lære og alt, hvad man kan finde på, som ikke er Guds ord; så man sagde: «Kristus skal man ikke søge blandt venner og bekendte, heller ikke i det, som er menneskers, hvor fromme, hellige eller store de end er.» For Kristi mor selv farer vild og fejler i det, at hun ikke ved eller forstår dette.

Derfor kan samvittigheden ikke grunde sig på nogen helgen eller skabning uden på Kristus alene. Jeg lader det gerne ske: hæv og pris fornuften og det naturlige lys så højt, du vil; men det vil jeg forbeholde mig, at jeg ikke skal være nødt til at forlade mig på det. De hellige fædre og koncilierne har lært, levet, besluttet og ordnet, hvad de ville: det lader jeg være så godt, som det er; blot jeg ikke bliver fanget i det, som om jeg skulle være nødt til at holde det og forlade mig på det. Summa: Man må lade alt dette gælde og blive ved sit værd i de ting, som er vores og menneskelige, så man dér ordner, hvad og hvordan man vil; blot man ikke sætter Kristus, det vil sige samvittighedernes trøst, ind i det eller lærer at søge ham dér; men man må lade det være sådanne ting, hvor man er og handler blandt venner og bekendte, og som ikke angår samvittigheden, men det ydre menneskelige liv for verden.

Havde vore pavelige villet indrømme dette, sådan som Guds ord lærer det, så var vi for længst blevet enige med dem og havde været godt tilfredse med, at de fastsatte og ordnede, hvad de ville, i sådanne menneskelige sager; men vi beholdt friheden til ikke at være nødt til at holde det længere, end det også behagede os, ikke af nødvendighed eller som om det skulle gælde noget for Gud. Men det vil de i sandhed ikke gøre; de vil have det tillæg hængt på, at man er skyldig at holde deres ting som nødvendige til frelse; de kalder det den kristne kirkes bud og gør det til lutter dødssynd, når nogen ikke holder det sådan. Det vil vi ikke og skal vi ikke gøre eller tåle.

«Ja», siger de, «kirken, de hellige fædre og koncilierne har besluttet og afgjort meget i omstridte artikler mod kætterne, som man har taget imod overalt, og som enhver må tro og holde; derfor må det også i andre sager gælde, hvad der bliver besluttet af den almindelige kirke eller af koncilierne.»

Svar: Her må de igen give os den frie dom, så vi ikke skal lade os binde af alt uden forskel, hvad der er fastsat af koncilierne, eller hvad fædrene har lært; men vi holder fast ved denne forskel: Har de fastsat og besluttet noget efter Guds ord, så tager vi også imod det, ikke for deres skyld, men for dette ords skyld, som de selv grunder sig på og viser os hen til. Da handler de ikke som mennesker, men fører os til det, som er Guds, og er nu ikke blandt venner og bekendte, men sidder blandt dem, der hører Kristus og rådfører sig med ham ud fra Skriften; da gør vi dem med rette og gerne den ære, at vi hører dem.

Men når de ud over dette og uden for denne regel fastsætter noget om andre ting, ikke ud fra Guds ord, men efter deres eget forgodtbefindende, så kommer det slet ikke samvittigheden ved. Derfor må man også lade det være menneskeligt, noget vi ikke skal være bundet til eller holde, som om den kristne tro og det kristne liv stod i det; men sådan som Sankt Augustin med rette har sagt om dette: Totum hoc genus habet liberas observationes; alt, hvad der er af den slags ting, er frit at holde eller lade være.

Så siger du videre: «Ja, kirken og fædrene har haft Helligånden, og han lader dem jo ikke fare vild.» Det er let at svare på ud fra det, der er sagt: Kirken eller koncilierne kan være nok så hellige, så har de ikke mere af Helligånden end Maria, Kristi mor, som jo også var et lem, ja på den tid det fornemste stykke af kirken. Og skønt hun er helliget ved Helligånden, lader han hende alligevel til tider fare vild, også i troens høje sager. Derfor følger det ikke, at helgenerne, som har Ånden, af den grund ikke kan fare vild, og at alt, hvad de siger, må være rigtigt. Der bliver stadig megen svaghed og uvidenhed tilbage også i de ypperste folk, så man ikke må dømme efter personlig hellighed om læren og troens sager, om hvad der er af Helligånden; for alt det kan fejle. Nej, hertil må du komme, hvor Guds ord er; det er sikkert og fejler ikke; dér finder du helt sikkert Kristus og Helligånden og kan stå fast og blive ved det imod synd, død og Djævel.

Sådanne eksempler på, at også helgenerne og den store flok, som kaldes kirken, farer vild, har vi også andre steder i Skriften, især i ApG 15: hvordan apostlene og flokken af dem, der var kristne, kom sammen i Jerusalem kort efter Kristi himmelfart, ikke over atten år efter. Da trådte de fornemste og lærdeste af farisæernes parti, som var kommet til tro, frem og lærte, at man måtte tvinge hedningerne til omskærelse og til at holde Moses’ lov, og de trak næsten hele flokken med sig. Da var det kun Peter, Paulus, Barnabas og Jakob, der rejste sig og satte sig imod dem og sluttede ud fra Skriften, at man skulle lade hedningerne være fri for at få loven lagt på sig, eftersom Gud i forvejen, uden den, havde givet dem Helligånden ved evangeliets prædiken, lige så vel som jøderne.

Se nu: her var der så mange kristne, som troede, mens kirken endnu var ung og stod bedst; alligevel var de alle i den vildfarelse, at de mente, at Moses’ lov er nødvendig til frelse, undtagen disse tre eller fire apostle; så hvis de ikke havde sat sig imod, var der dér blevet fastsat og stadfæstet en vildfarende artikel og et bud imod Kristus.

Ligeså snubler siden Sankt Peter, som dog selv havde lært dette, over den samme artikel sammen med Barnabas, så de hyklede med jøderne, der ikke ville spise sammen med hedningerne, og dermed gav hedningerne forargelse i brugen af deres frihed, så Sankt Paulus måtte stille ham til regnskab for det offentligt og irettesætte ham, som han siger i Gal 2,11.

Lad os derfor lære af dette eksempel, at vi er kloge i de sager, som angår troen og Kristus, og ikke lader os vise hen til mennesker, men alene bliver ved Ordet og holder os til den regel, som Sankt Paulus giver i Gal 1,8–9: at om så en engel kom fra himlen og prædikede evangeliet anderledes, så skal han være forbandet; og bliv blot ved dette, at man ingen steder finder Kristus uden i det, som er Guds.

Det har vi også hørt ovenfor i mange billeder og eksempler. Som i evangeliet på juledag, Luk 2,12, hvor englen ikke giver hyrderne noget andet tegn, hvorved de skal træffe Kristus, end krybben og svøbet: dér skal de finde ham, liggende og svøbt, ikke ved moderens bryst eller i hendes skød, hvad der dog ville have set mere anseligt ud. Det vil sige: Gud vil ikke vise os hen til nogen helgen eller noget menneskes person, men til det bare ord eller Skriften, hvori Kristus er svøbt som i små klude eller svøb, og til den fattige lille krybbe (det vil sige evangeliets prædiken), som slet ikke ser ud af noget og ikke duer til andet, end at dyrene tager deres foder af den.

Ligeså har vi også hørt om den hellige gamle fader Simeon, som, sådan som Gud havde lovet ham, ikke skulle dø, før han havde set Kristus; men han ser ham ikke, før han ved Åndens tilskyndelse kommer i templet. Ligeså de vise mænd fra Østerland: da de kommer til Jerusalem og ikke længere ser stjernen, hører de intet andet tegn om Kristus, om hvor han er født og er at finde, end profeten Mikas skrift osv. Det være sagt om hovedstykket og den fornemste lære i dette evangelium. Til sidst skal man også lægge mærke til, at evangelisten siger:

Hans mor gemte alle disse ord i sit hjerte.

Det er også sagt os til formaning, at også vi skal stræbe efter at bevare Guds ord i hjertet; sådan som den kære jomfru gjorde, der, da hun ser, at hun har faret vild og ikke har forstået, siden bliver så meget flittigere, efter at hun er blevet klogere af skade, så hun trykker det, hun hører om Kristus, ind i sit hjerte og bevarer det.

Dermed giver hun os igen et eksempel på, at vi frem for alle ting skal holde os til Ordet og ikke slippe det ud af hjertet, men altid omgås det, lære at styrke og trøste os ved det og vokse i det; som det jo også er højst nødvendigt. For når det kommer til stykket, når vi bliver anfægtet eller fristet, så er det hurtigt glemt eller gledet ud af hovedet, også hos dem, der er flittige.

Men hvad der ellers mere var at sige om dette evangelium, som hvordan Kristus går hjem igen med sine forældre og er dem lydig og underdanig osv., det er let og godt at finde. Ligeså, hvordan det skal forstås, at Kristus voksede i nåde og visdom, det er sagt ovenfor i evangeliet på den foregående søndag.