2. søndag efter helligtrekonger (Joh 2,1–11)

Evangeliet på 2. søndag efter helligtrekonger, Joh 2,1–11

Om ægtestanden er der tidligere skrevet nok, og det lader vi nu ligge. I dette evangelium vil vi behandle tre stykker: for det første den trøst, som de gifte har for deres stands skyld ud fra denne beretning; for det andet den tro og kærlighed, som dette evangelium viser; for det tredje den åndelige betydning af dette bryllup.

For det første er denne stand jo herligt æret ved, at Kristus selv går til bryllup sammen med sin mor og sine disciple. Desuden er hans mor dér som den, der står for brylluppet, så det ser ud, som om det har været hendes fattige nærmeste slægtninge eller naboer, siden hun har måttet være brudens mor; så det sandelig ikke har været andet end et almindeligt bryllup, ikke noget pralende gilde. For Kristus har holdt sig til sin egen lære, at han ikke er gået til de rige, men til de fattige; eller hvor han kommer til de store og rige, gør han det jo sådan, at han straffer og skælder ud, så han får skam og ikke fortjener megen tak hos dem – for slet ikke at tale om, at han skulle ære dem med en undergerning, som han gør her.

Den anden ære er nu, at han skænker god vin til det fattige bryllup med et stort undertegn og bliver brudens øverste mundskænk; han har måske heller ikke haft andre penge eller smykker at give i gave. Den ære har han aldrig vist farisæernes stand. For dermed stadfæster han, at ægteskabet er Guds gerning og ordning, og hvor foragtet eller ringe det end er for folk, så kender Gud dog sin gerning og har den kær. Det har også vore Kajfasser selv ofte sagt og prædiket, at ægtestanden er den eneste, som Gud har indstiftet. Hvem har så indstiftet de andre? Uden tvivl ikke Gud, men Djævelen gennem sine mennesker. Alligevel skyr, forkaster og bespotter de netop den stand, og de er så hellige, at de ikke blot selv lader være at gifte sig, sådan som de godt kunne trænge til og burde, men af overmål af hellighed heller ikke vil være med til noget bryllup – som de, der er langt helligere end Kristus selv, der går til bryllup som en uhellig synder.

Når nu ægtestanden har den grund og trøst, at den er stiftet af Gud, og at Gud har den kær, og Kristus selv ærer og trøster den sådan, burde den med rette være kær og dyrebar for enhver, og hjertet burde være ved godt mod, fordi det er sikkert på at stå i den stand, som Gud har kær, og gerne tåle alt, hvad der er tungt i den, selv om det var ti gange tungere. For det kommer også deraf, at der er så megen møje og ulyst i ægtestanden efter det udvortes menneske: alt, hvad der er Guds ord og gerning, må gå sådan, at det er surt, bittert og tungt for det udvortes menneske, hvis det ellers skal være til frelse.

Derfor er det også en stand, som driver og øver troen på Gud og kærligheden til næsten gennem mangfoldig møje, arbejde, ulyst, kors og al slags modgang, sådan som det skal følge med alt, hvad der er Guds ord og gerning. Alt det slipper de kyske horkarle og de hellige blødagtige og sodomitter pænt for, og de tjener Gud uden for Guds stand i deres egne gerninger.

For det viser Kristus også hermed, at han vil udfylde det, der mangler i ægteskabet, idet han giver vin, hvor det skorter, og laver den af vand; som ville han sige: «Skal I drikke vand, det vil sige lide trængsel efter det udvortes væsen, og bliver det surt for jer? Nuvel, jeg vil gøre det sødt for jer og forvandle vandet til vin, så jeres trængsel skal blive jeres glæde og lyst. Det vil jeg ikke gøre på den måde, at jeg vil tage vandet bort eller hælde det ud; det skal blive, ja, jeg vil først rigtig lade der hældes mere i og fylde det til randen. For jeg vil ikke fri det kristne ægteskab for dets trængsel, men snarere lægge endnu mere på. Det skal gå underligt til, så ingen forstår det uden dem, der erfarer det; nemlig sådan:

«Guds ord skal gøre det, ved hvilket alle ting skabes, opholdes og forvandles; det er Guds ord, som gør jeres vand til vin og det sure ægteskab til lyst. At Gud har skabt ægteskabet, 1 Mos 2,22, det ved hedningerne og de vantro ikke; derfor bliver deres vand vand og bliver aldrig til vin. For de føler ikke mit velbehag og min lyst til ægtelivet; følte de det, ville de få en sådan lyst til mit velbehag, at de ikke ville føle halvdelen af deres trængsel, ja, kun føle den udvortes, men ikke indvortes. Og det ville være måden at gøre vin af vand på: at blande mit velbehag i dit mishag og holde dem op mod hinanden; så ville mit velbehag drukne dit mishag i sig og gøre også det til velbehag. Men dette mit velbehag viser og giver ingen dig uden mit ord, 1 Mos 1,31: ’Gud så alt, hvad han havde gjort, og det behagede ham meget vel.’»

Hermed lader Kristus også forstå, at han ikke har mishag til omkostningerne ved brylluppet eller til noget af det, der hører et bryllup til, såsom pynt og at være glad, spise og drikke, sådan som skik og brug i landet kræver – skønt det ser ud, som om det er overflod og spildte udgifter og verdslige ting – for så vidt som alt sådant har sit mål og passer til et bryllup. For brud og brudgom må jo være pyntede, og gæsterne må jo også spise og drikke, hvis de skal være glade. Og sådanne udgifter og sådant væsen kan alt sammen ske med god samvittighed; for Skriften omtaler den slags hist og her, og der står også i evangeliet skrevet om brudepynt, om bryllupsdragt, om gæster og godt traktement ved brylluppet. Ligeså gav Abrahams tjener, 1 Mos 24,53, Rebekka, Isaks brud, og hendes brødre smykker af guld og sølv. Derfor skal ingen her bryde sig om de surmulende hyklere og selvgroede helgener, som intet behager uden det, de selv gør og lærer, og som nødigt vil tåle, at en pige bærer en krans eller pynter sig lidt.

Gud er ikke det mindste optaget af den slags udvortes væsen, når blot tro og kærlighed bliver – for så vidt (som sagt) det er med måde efter hver stands skik. For dette bryllup har, skønt det har været fattigt og lille, dog haft tre borde; det antyder ordet architriclinus [Vulgatas ord for overtjeneren, egentlig «den øverste over triclinium», spisestuen med tre bænke], at overtjeneren har haft tre borde at tage sig af. Desuden har brudgommen ikke selv udført det embede, men har haft tjenere; og de har oven i købet skullet have vin at drikke. Alt det kunne dog have været udeladt, hvis man bare ville følge fattigdommen, sådan som det vel undertiden sker hos os. Gæsterne har heller ikke blot slukket tørsten med vinen; for overtjeneren siger jo, at man skulle give den gode vin først og bagefter, når de var blevet fulde, give den ringere.

Alt det lader Kristus gå, og man skal også lade det gå og ikke gøre sig samvittighed af det. De har ikke af den grund tilhørt Djævelen, fordi nogle har drukket lidt over tørsten af denne vin og er blevet glade; ellers måtte du give Kristus skylden, fordi han har givet anledning til det med sin gave, og hans mor har bedt om den, så at både Kristus og hans mor her er syndere, hvis de surmulende helgener skulle dømme.

Men det overmål, som går i svang i vore dage, er ude af al måde: dér spiser og drikker man ikke, men æder og bæller, frådser og svirer og stiller sig an, som om det var en kunst eller en styrke at æde og drikke meget; dér søger man heller ikke at blive glad, men at blive tosset og fuld. Men det er svin, ikke mennesker; dem ville Kristus ikke have skænket vin, og hos dem ville han ikke være kommet. Sådan er det også med klæderne: de er ikke indrettet på bryllup, men på at blive set og prale, som om de var de bedste, der er stærkest til at bære guld og sølv og perler og ødelægge meget silke og klæde – hvad også æslerne og stokkene vel kunne.

Hvad er så målet? Det burde fornuften lære, og man burde tage eksempel af andre lande og byer, hvor sådan pragt og overmål ikke findes. Men skal jeg sige min mening, så mener jeg: En bonde ville være godt pyntet, hvis han til bryllup bar dobbelt så gode klæder som dem, han daglig bærer i sit arbejde; en borger ligeså; og en adelsmand dobbelt så godt pyntet som en borger; en greve dobbelt så godt som en adelsmand; en fyrste dobbelt så godt som en greve, og så fremdeles. Sådan skulle også mad og drikke og gæstebud rette sig efter standens værdighed, og det gode traktement skulle være indrettet på glæde, ikke på at blive fuld og tosset.

Er det så også synd at spille og danse til bryllup, eftersom man siger, at der kommer megen synd af dansen? Om jøderne har haft dans, ved jeg ikke; men eftersom det er landets skik, ligesom at indbyde gæster, pynte sig, spise og drikke og være glad, kan jeg ikke fordømme det, undtagen overmålet, når det er utugtigt eller for meget. Men at der sker synd ved det, er ikke dansens skyld alene; for den slags sker jo også ved bordet og i kirken, ligesom det ikke er mads og drikkes skyld, at nogle bliver til svin over det. Men hvor det går tugtigt til, lader jeg brylluppet beholde sin ret og skik, og dans du bare løs. Troen og kærligheden lader sig hverken danse ud eller sidde ud, når du er tugtig og mådeholden i det. De små børn danser jo uden synd; gør du ligeså og bliv et barn, så skader dansen dig ikke. Ellers, hvis dans i sig selv var synd, måtte man ikke tillade børnene det. Det være nok om brylluppet.

For det andet – for at vi kommer til evangeliet – ser vi her kærlighedens eksempel i Kristus og hans mor. Moderen tjener og er husmor; Kristus ærer gildet med sin egen person, med under og gave; og det sker alt sammen brudgommen, bruden og gæsterne til gode, sådan som det er kærlighedens og dens gerningers art. Dermed lokker Kristus alle hjerter til sig, så de skal stole på ham som den, der er rede til at hjælpe enhver, også i timeligt gods, og ikke svigte; så at ingen af dem, der tror på ham, skal lide nød, hvad enten det gælder timeligt eller evigt gods. Hellere måtte vand blive til vin og alle skabninger forvandles og vende sig til det, som den, der tror på ham, trænger til. Den, der tror, må have nok, og ingen kan hindre det.

Men troens eksempel er endnu mere underfuldt i dette evangelium. Her lader han det komme til den yderste nød, så manglen føles af alle, der er til stede, og der ikke længere er råd eller hjælp. Dermed er den guddommelige nådes art bevist: at den ikke kan blive nogen til del, som i forvejen har nok og endnu ikke mærker sin mangel. For den mætter ikke dem, der er fulde og mætte, men de sultne, som vi nu ofte har sagt. Den, som endnu er klog, stærk og retfærdig og finder noget godt hos sig selv og endnu ikke er en fattig, elendig, syg synder og nar, han kan ikke komme til Herren Kristus eller opnå nåde.

Men hvor manglen mærkes, griber han ind; og dog giver han ikke straks, hvad man trænger til og begærer, men trækker tiden ud og prøver troen og tilliden, som han gør her; ja, hvad der er endnu bitrere: han stiller sig, som om han slet ikke vil, og taler hårdt og strengt. Det ser du her hos hans mor: hun føler manglen og klager den for ham, begærer også hjælp og råd af ham med et ydmygt og beskedent ord. For hun siger ikke: «Kære søn, skaf os vin», men: «De har ikke mere vin.» Dermed rører hun kun ved hans godhed, som hun forlader sig helt og fuldt på. Som ville hun sige: «Han er så god og nådig, at der ikke behøves nogen bøn; jeg vil bare vise ham, hvad der mangler, så gør han det af sig selv, mere end man beder om.» Sådan er troens sind: den tænker sig Guds godhed sådan og tvivler ikke på, at det er sådan; derfor vover den også at bede og fremlægge sin nød.

Men se, hvor uvenligt han afviser sin mors ydmyge ord, hun som siger det til ham med så stor tillid. Se, hvordan troen er beskaffen: hvad har den nu foran sig? Lutter intet og mørke. Den føler manglen og ser ingen hjælp nogen steder; desuden bliver Gud også fremmed og vild for den og kendes ikke ved den, så der ikke bliver andet end intet tilbage. Sådan går det også til i samvittigheden, når vi føler synden og manglen på retfærdighed; eller i dødsnød, når vi føler, at livet slipper op; eller i helvedesangst, når den evige salighed vil svigte. Da er der nok ydmyg længsel og banken på, bøn og søgen efter, hvordan vi kan blive fri for synd, død og angst; men så stiller han sig, som skulle synden først for alvor komme, og døden blive, og helvede ikke holde op. Ligesom han her gør med sin mor, hvis mangel han ved sin afvisning gør større og tungere, end den var, før hun talte til ham om det; for nu ser det ud, som om alt er helt tabt, nu da også den eneste trøst er borte, som hun forlod sig på i manglen.

Her står troen nu i den rette kamp. Se nu, hvad hans mor gør og lærer os her. Hvor hårdt hans ord end lyder, hvor uvenligt han end stiller sig, så tyder hun dog ikke alt dette i sit hjerte som vrede eller imod hans godhed, men bliver fast ved den tanke, at han er god, og lader sig ikke tage den tanke fra sig ved stødet, så hun af den grund i sit hjerte skulle gøre ham den skam ikke at holde ham for god og nådig – sådan som de gør, der er uden tro og falder tilbage ved første stød og ikke tænker videre om Gud, end de føler, ligesom heste og muldyr gør, Sl 32,9. For havde moderen ladet sig skræmme af disse hårde ord, var hun gået stille og modløs bort; men nu da hun befaler tjenerne at gøre, hvad han ville sige, beviser hun, at hun har overvundet stødet og stadig ikke venter andet end lutter godhed af ham.

Tænk dig, hvilket helvedes stød det er, når det rammer et menneske i dets nød, særlig i samvittighedens høje nød, at han føler, hvordan Gud siger til ham: Quid mihi et tibi? «Hvad har jeg med dig at gøre?» Han må fortvivle og opgive håbet, hvis han ikke ved og kender arten af sådanne Guds gerninger og er øvet i troen. For han gør, som han føler, og tænker heller ikke anderledes om Gud, end som ordene lyder. Men han føler lutter vrede og hører lutter unåde; så holder han Gud for intet andet end sin fjende og vrede dommer. Og som han tænker om Gud, sådan finder han ham også. Så kan han ikke vente sig noget godt af ham. Det kaldes så at fornægte Gud med al hans godhed. Derefter følger, at han flygter fra ham og hader ham og ville ønske, at Gud ikke var Gud, og al den gudsbespottelse, som er vantroens frugter.

Derfor er dette stykke af evangeliet det højeste og værd at lægge mærke til: at vi må give Gud den ære, at han er god og nådig, selv om han selv stiller sig og taler anderledes, og alle sanser og al følelse mente noget andet. For derved bliver følelsen dræbt, og det gamle menneske går under, for at der kun skal blive ren tro på Guds godhed og ingen følelse i os. For her ser du, hvordan moderen beholder en fri tro og holder den frem for os som forbillede. Hun er vis på, at han vil være nådig, skønt hun ikke føler det. Det er også sikkert, at hun føler anderledes, end hun tror. Derfor overlader hun det frit til hans godhed og befaler det til den og sætter ham hverken tid eller sted, hverken måde eller mål, hverken person eller navn. Han gør det, når det behager ham. «Sker det ikke midt under måltidet, så lad det ske ved slutningen eller efter måltidet. Det nederlag vil jeg sluge, at han håner mig sådan og lader mig stå med skam for alle gæsterne og taler så uvenligt til mig og lader os alle rødme af skam. Sur stiller han sig, men sød er han, det ved jeg.» Lad os gøre ligesådan, så er vi rette kristne.

Læg her også mærke til, hvor hård han er mod sin egen mor. Dermed lærer han os ikke alene det ovennævnte forbillede på troen, men stadfæster også, at vi i Guds sager og tjeneste hverken skal kende far eller mor, som Moses siger, 5 Mos 33,9: «Den, der siger til sin far og mor: ’Jeg kender dem ikke’, han holder din tale osv.» For skønt der ikke er større magt på jorden end fars og mors magt, så er den dog forbi, når Guds ord og gerning begynder. For i guddommelige sager skal hverken far eller mor, endsige en biskop eller noget andet menneske, men alene Guds ord lære og føre. Og hvis far og mor ville befale dig, lære dig eller også bede dig om at gøre noget over for Gud og i Guds tjeneste, som ikke klart er påbudt og befalet af Gud, skal du sige til dem: Quid mihi et tibi? «Hvad har jeg og du med hinanden at gøre?» Ligesom Kristus her ligefrem ikke ville gøre Guds gerning, da hans egen mor ville have den.

For far og mor er også skyldige til – ja, netop derfor er far og mor gjort til far og mor af Gud – at de ikke skal lære børnene og føre dem til Gud efter deres egen indbildning og egen andagt, men efter Guds bud; som også Sankt Paulus siger, Ef 6,4: «I fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens opdragelse og vejledning»; det vil sige: lær dem Guds bud og ord, sådan som I har lært det, og ikke jeres eget.

Sådan ser du også her i evangeliet, at Kristi mor viser tjenerne bort fra sig til Kristus og ikke siger: «Gør, hvad jeg siger jer», men: «Gør, hvad han vil sige jer.» Alene til hans ord skal man vise enhver, hvis man vil vise ret; så at dette Marias ord (hvad han siger, det skal I gøre) er og skal være et dagligt ord for hele kristenheden, og dermed skal al menneskelære og alt, hvad der ikke egentlig er Kristi ord, stødes til jorden. Og man skal fast tro, at det, der bydes uden for og ud over Guds ord, ikke er kirkens bud, sådan som de praler og lyver. For Maria siger: «Hvad han siger, det, det, det skal I gøre», og intet andet; for dér vil der være nok at gøre.

Her ser du også, at troen ikke slår fejl, og at Gud ikke forlader den, men giver mere og herligere, end man beder om. For her bliver der ikke alene givet vin, men kostelig og god vin, og det i mængde. Dermed ægger og lokker han os igen til at tro trøstigt på ham, selv om han tøver. For han er sanddru og kan ikke fornægte sig selv; god og nådig er han, det må han bekende om sig selv og også bevise – medmindre man hindrer ham og ikke giver ham tid og sted og måde til det. Til sidst kan han ikke lade det være, lige så lidt som han kan opgive sig selv, når man blot kan holde ud og vente.

Brylluppets betydning

For det tredje skal vi også kort berøre den åndelige betydning. Dette bryllup og alle bryllupper betegner Kristus, den rette brudgom, og hans kristenhed, bruden, sådan som evangeliet, Matt 22,2–14, tilstrækkeligt viser. Dette bryllup fandt sted i Kana i Galilæa; det vil sige, kristenheden begyndte på Kristi tid blandt det jødiske folk og varer også endnu blandt alle, som ligner jøderne.

Men det jødiske folk kaldes Kana, det betyder nidkærhed, fordi det øvede sig ivrigt i loven og holdt med stor nidkærhed fast ved lovens gerninger, så at også evangelierne overalt kalder dem nidkære, særlig Sankt Paulus, Rom 9 og 10. Det er også naturligt, at hvor der er lov og gode gerninger, dér er der nidkærhed og strid indbyrdes, idet den ene vil være bedre end den anden – men først og fremmest mod troen, som ikke vil regne deres gerninger for noget og alene pukker på Guds nåde. Nu er der altid, hvor Kristus er, sådanne nidkære, og hans bryllup må holdes i Nidkærhedsby; for man finder altid ved siden af evangeliet og troen gerningshellige og jødiske nidkære, som strides med troen.

Galilæa betyder grænse eller landets ende, hvor man træder fra det ene land over i det andet. Det betegner også, at det samme folk i Nidkærhedsby bor mellem loven og evangeliet og skulle skride ud og træde fra gerningerne over i troen, fra loven over i den kristne frihed; sådan som også nogle gjorde og stadig gør. Men den største del bliver i gerningerne og ved grænserne, så de hverken opnår gode gerninger eller tro, og skjuler sig bag gerningernes skin og glans.

At Kristus var indbudt til brylluppet, betyder, at han længe forinden var lovet i loven og profeterne, og at man inderligt ventede og kaldte på ham, for at han skulle gøre vandet til vin, opfylde loven og oprette troen og gøre os til rette galilæere. Hans disciple med ham: for man ventede, at han skulle blive en stor konge, som måtte bruge mange apostle og disciple til det, så hans ord rigeligt kunne blive prædiket overalt. Ligeså er hans mor den kristne kirke, taget af jøderne; hun var dér som den, der allermest hørte brylluppet til; for Kristus var egentlig lovet det jødiske folk osv.

De seks vandkar af sten, som jøderne vaskede sig af, er Det Gamle Testamentes bøger, der ved lov og bud kun gjorde det jødiske folk udvortes retfærdigt og rent. Derfor siger evangelisten også, at karrene stod dér efter jødernes renselse; som ville han sige: Det betegner den renhed, som sker med gerninger uden tro, der aldrig renser hjertet, men gør det endnu mere urent; og det er en jødisk renselse og ikke en kristen eller åndelig.

At der var seks kar, betyder den møje og det arbejde, som de har i sådan renselse, der giver sig af med gerninger. For hjertet har ingen hvile i det, fordi sabbatten, den syvende dag, ikke er der, da vi hviler fra vore gerninger og lader Gud virke i os. For hverdagene er seks; på dem skabte Gud himmel og jord, og på dem har han befalet os at arbejde. Den syvende dag er hviledagen, da vi ikke slider med lovens gerninger, men lader Gud virke i os ved troen, og vi holder stille og holder fri fra vore lovgerninger.

Vandet i dem er lovens forstand og mening, som samvittigheden retter sig efter, og det er fattet i bogstaver (som i kar). Og de er af sten, sådan som Moses’ tavler var, men betegner det halsstarrige jødiske folk. For som deres hjerte er over for loven, sådan viser loven sig udadtil over for dem. Den synes dem hård og tung, derfor er den også hård og tung; det kommer af, at deres hjerte er hårdt og tungt over for loven – sådan som vi alle finder, føler og erfarer, at vi er hårde og tunge til det gode og bløde og lette til det onde. Og det føler ikke de ryggesløse, men de, der gerne ville være retfærdige og slider hårdt med gerninger. Det er de to eller tre spande i disse kar.

At forvandle vandet til vin er at gøre lovens forstand liflig. Det går sådan til: Før evangeliet kommer, forstår enhver loven på den måde, at den kræver vore gerninger, og at vi må gøre fyldest for den med vore gerninger. Af den forstand bliver der enten forhærdede, formastelige skinhellige og hyklere, hårdere end noget stenkar, eller ængstelige, urolige samvittigheder. For vandet bliver altid i karret: frygt og forsagthed over for Guds dom. Det er vandforstanden; den drikker man ikke af, og ingen bliver glad af den; der er kun lutter vasken og rensen, og dog bliver man aldrig rigtig ren indvendig.

Men evangeliet forklarer loven sådan, at den kræver mere, end vi formår, og vil have en anden mand, end vi er, som kan holde den; det vil sige, den kræver Kristus og driver os til ham, så at vi ved hans nåde først i troen bliver andre folk og bliver Kristus lig og så gør rette gode gerninger. Lovens rette forstand og mening er at føre os til erkendelse af vores afmagt og drive os bort fra os selv til en anden, nemlig til Kristus, for at søge nåde og hjælp.

Derfor, da Jesus ville lave vin, lod han hælde endnu mere vand i, helt til randen. For evangeliet kommer og forklarer lovens forstand (som sagt) allerfuldest: at vort væsen ikke er andet end lutter synd, og at vi derfor ikke kan blive fri for synden ved loven. Når nu de to eller tre spande hører dette – de gode hjerter, der har slidt sig efter loven med gerninger og allerede i sig selv er frygtsomme og har en urolig samvittighed – så forskrækker denne forstand dem endnu meget mere, og nu vil vandet gå over alle bredder. Før følte de sig tunge og hårde til det gode, men tænkte dog at nå op med gerninger; nu hører de, at de slet ikke duer til det, og at det er umuligt at nå op med gerninger. Dér er karret alt for fuldt af vand, så der ikke kan komme mere i; dér er loven forstået på det højeste, og der er lutter fortvivlelse.

Da kommer det trøstefulde evangelium og gør vandet til vin. For når hjertet hører, at Kristus har opfyldt loven for os og tager vore synder på sig, så bryder det sig ikke længere om, at loven kræver umulige ting, og at vi må fortvivle over det og opgive gerningerne. Ja, nu er det en kostelig ting og smager godt, at loven er så dyb og høj, så hellig og ret og god og kræver så store ting, og den bliver elsket og lovet, netop fordi den kræver så meget og så stort. Det kommer af, at et sådant hjerte nu har alt det i Kristus, som loven kræver, og det ville gøre det allermest ondt, om den krævede mindre. Se, sådan er loven nu kær og let, den som før var hård, tung, ja umulig; for den lever nu ved Ånden i hjertet. Vandet er ikke længere i karrene; det er blevet til vin, delt ud, drukket og har gjort hjertet glad.

Disse tjenere er nu alle Det Nye Testamentes prædikanter, såsom apostlene og deres efterfølgere. At øse og skænke i er at tage denne forstand af Skriften og prædike den for al verden, som er indbudt til Kristi bryllup. Og de samme tjenere ved godt (siger evangelisten), hvor vinen kommer fra, at den har været vand. For apostlene og deres efterfølgere forstår alene, hvordan loven bliver kær og liflig ved Kristus, og hvordan evangeliet ved troen opfylder loven, ikke med gerninger, og er blevet et helt andet væsen end før i gerningerne.

Men overtjeneren smager godt nok, at vinen er god, og ved ikke, hvor den kommer fra. Denne overtjener er det gamle præstedømme blandt jøderne, der kun ved besked om gerninger, sådan som Nikodemus var en af dem, Joh 3,9; han mærker nok, at det var en fin ting med Kristus, men ved ikke, hvordan det går til, og hvor det kommer fra, og hænger stadig ved gerninger. For gerningslærere kan ikke forstå eller kende evangeliet og troens sag.

Han kalder på brudgommen og foreholder ham, at han har givet den gode vin til sidst, skønt alle mennesker giver den ringe til sidst. Det er jødernes forundring endnu i dag: at evangeliets prædiken skulle være udsat så længe og nu først komme til hedningerne, og at de skulle have drukket dårlig vin så længe og i loven så længe have båret dagens byrde og hede, sådan som det også betegnes et andet sted i evangeliet (Matt 20,12).

Og læg mærke til, at Gud og mennesker går modsat til værks. Menneskene giver først det bedste, derefter det værste; Gud giver først korset og lidelsen, derefter ære og salighed. Det kommer af, at menneskene søger at bevare det gamle menneske; derfor lærer de også at holde lovene med gerninger og giver store, søde løfter. Men det ender fladt, og enden smager ilde; for samvittigheden bliver derved værre og værre, skønt den af stor beruselse af de store løfter ikke føler denne jammer. Men til sidst, når vinen er fordøjet, og de falske løfter er forbi, vil det vise sig. Gud derimod giver først en ond samvittighed og giver dårlig vin, ja lutter vand; men bagefter trøster han med sine evangeliske løfter, som varer evigt.