Kirkeindvielsesdag (Luk 19,1–10)

Evangeliet på kirkeindvielsesdag, Luk 19,1–10

I dette evangelium bliver Guds godhed igen stillet frem for os som i et spejl, nemlig sådan at han må se til, tage imod og trøste alle dem, der er bedrøvede i ånden og søger ham; og jo mere foragtede de er for menneskene, des mere velbehagelige er de for Guds øjne. For navnet tolder var hos jøderne et berygtet og foragtet navn. Nu var denne Zakæus den fornemste og øverste blandt tolderne og altså den allermest foragtede. Oven i købet var han også rig, ham, som Guds rige med rette burde have været frataget efter dette Kristi ord hos Lukas (18,25): «Det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig at gå ind i Guds rige.» For de rige plejer i almindelighed at vikle sig så meget ind i kærligheden til og lysten efter rigdom, at de ikke kan søge Kristus; ja, de begærer ikke engang at se ham. For al deres trøst står til penge og gods: jo mere de får af det, des større begær får de efter det. Men når lykken vender, og de lider nogen skade på penge og gods, så begynder der sådan et skrig og en jamren, at hele verden kan fortælle om det; de giver onde mennesker skylden og hverken ved eller erkender, at det kommer fra Gud. Med sådanne rige har Kristus intet fællesskab: de spørger ikke efter ham, så spørger han heller ikke efter dem; de søger ham ikke, så lader han dem også fare.

Derfor er denne beretning om Zakæus fortalt her som et under: at han var rig og dog begærede at se Kristus. Men hvad for en mand han er, og hvordan han er rig, lærer vi klart af evangeliet. Gud give, at vore rige folk også var sådan, så ville de uden tvivl også se Kristus. Derfor vil vi først se på denne Zakæus: hvad han holdt om sig selv, og hvad han holdt om Kristus.

Af evangeliet ser man klart, at han stank for sig selv og slet ikke duede til noget i sine egne øjne; han regnede sig også for uværdig til, at sådan en stor, mægtig profet skulle tage ind hos ham som gæst; ypperstepræsterne i Jerusalem og mange andre holdt han for værdige til sådan en gæst. Og hvis du havde spurgt ham, om han ville tage Jesus ind i sit hus, ville han uden tvivl have svaret sådan: «Ak, hvem skulle jeg stakkels menneske være, at jeg skulle have sådan en fremragende mand til gæst? Jeg vil gerne lade mig nøje med, at jeg må få ham at se.» Derfor stiger han også op i et morbærtræ for at kunne se Herren, når han gik forbi. Men hvis du videre havde spurgt ham, om han gerne ville have ham hos sig, hvis det kunne ske, ville han sandelig have svaret: «Åh, Gud give, at jeg havde opnået så stor en nåde hos ham, at han bare ville! Men det er jeg ikke værdig til; han søger nok andre folk, som er langt mere end jeg.» Denne hans ydmyghed og foragt for sig selv giver evangelisten bagefter klart at forstå, når han siger, at han tog imod Herren i sit hus med glæde.

Der står skrevet hos profeten Jeremias (17,9–10), hvor Gud siger sådan: «Menneskets hjerte er ondt og uransageligt; hvem kan kende det? Jeg, Herren, ransager hjertet og prøver det.» Zakæus her erkendte ikke, at hans hjerte var oprigtigt for Gud; men Kristus kendte det godt og åbenbarer det også for hele verden. Hvor er der nu en Gud som vor Gud, der sidder højt i himlen og ser ned i dybet? (Sl 113,5–6). Må det menneske nu ikke med rette glæde sig, som dets egen samvittighed fordømmer og straffer, og som hele verden foragter? For Gud er sådan en mand, som er den Allerhøjeste og dog ransager hjertets allerdybeste afgrunde, og som også kender de allerhemmeligste tanker og begær i mennesket, sådan som vi her kan se på Zakæus.

Vi må her også give nøje agt på, hvad Guds tanker og velbehag er over for disse menneskelige og udvortes ting, som har et skin og bliver holdt for store; for hvis Gud så på disse udvortes og glimrende ting, som mennesket holder for gode og guddommelige og beundrer, så ville Kristus sandelig ikke have haft fællesskab med tolderen og med sådan et foragteligt menneske. Han var langt hellere gået til de højt berømte biskopper i Jerusalem, som var Guds stedfortrædere, som var indsat og sat over folket til at prædike og lære det Guds lov, og som også havde magt til at ændre både guddommelig og verdslig ret, som det behagede dem. Ej, Kristus, du er sandelig en kætter og en foragter af den biskoppelige værdighed og magt, fordi du med denne tolder gør lovens højlærde doktorer forbitrede og vrede og oven i købet gør dem foragtede for folket. Var det så ikke med rette, at de fordømte dig og dømte dig til døden? Men det være langt fra! Tværtimod: ve alle dem, som under skin og dække af magten foragter Guds sandhed! For de, som i vore dage praler højt af de biskoppelige titler og af, at de er Guds stedfortrædere, er langt værre end, eller i hvert fald lige så slemme som Kajfas og Annas og hele den farisæiske bande. For Gud ser ikke på personen og dømmer heller ikke efter udvortes skin og væsen.

Hvem tror ikke, at Kristus her havde en stor mængde folk efter sig, ja vel flere tusind mennesker? Men hvem af så mange tager han så venligt imod? Måske ham, der råber højt? eller ham, som går dér i en korkåbe af guld og fløjl? eller ham, som bærer en stor monstrans fuld af relikvier? eller dem, som bærer store lys og brændende fakler? Nej, ingen af dem ser han på, men den allermest foragtede Zakæus, som ikke havde nogen krans af roser på hovedet og heller ikke var prydet med nogen biskoppelig værdighed eller magt, men som inderligt og ivrigt, med et andægtigt, ydmygt hjerte, kun begærede at se Kristus. Det var hans helligdom, det var hans snehvide smykke for Guds øjne; det smykke befalede Kristus især sine disciple, da han sagde: «Vær uden svig som duerne» (Matt 10,16).

Omvendt ser vi, at Kristus både med eksempel og lære fuldt og helt har haft lede og afsky for den udvortes, kostbare pragt, som verden nu under pavedømmet går med og priser højt, sådan som processionerne og kirkeindvielserne, hvor man driver stor og umådelig pragt, og hvor biskopperne oven i købet giver aflad, og prædikanterne roser og basunerer det højt ud. Vil I prædikanter så, fordi I ikke har Guds Ånd, lære og prædike det, som er en vederstyggelighed for Gud? Kristus siger hos Lukas (16,15): «Det, som er højt iblandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.» Medmindre I redder menneskenes hjerter fra denne pragt og disse udvortes masker og gør dem fri, vil Kristus ikke finde rum eller sted i dem. Det må alt sammen væk, hvis Kristus ellers skal bo i dig. Han siger selv: «Hvis I ikke bliver omvendt og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himlenes rige» (Matt 18,3). For det er umuligt, at menneskene erkender, hvad der hører Kristus til, medmindre disse udvortes ting først bliver revet ud af hjertet og udryddet. Kristus har ingen glans og intet skin for verden; for profeten Esajas (53,3) siger, at han er den allermest foragtede blandt alle mænd; men han ser og ransager hjerterne og giver dem fred. «Guds rige,» siger Kristus (Luk 17,20–21), «kommer ikke med udvortes fagter. Man vil heller ikke sige: Se, her eller der er det. For se, Guds rige er inden i jer.» Det vil sige: Guds rige består ikke i gerninger, der er bundet til sted, mad, klæder, tid og person, men frit i tro og kærlighed. Derfor er det vist, at denne pragt ved kirkemesserne slet ikke rimer med Kristus. Zakæus begærede kun at se Kristus, hvem han var, og på grund af sin uværdighed vovede han ikke at forlange noget mere. Derfor er vi alle sammen tåber, når vi tager os for at gøre os en nådig, god Gud med udvortes pragt, og især med de menneskelige, opdigtede, skinnende, glimrende gerninger og forordninger.

Alle ord i dette evangelium har en særlig kraft og egenskab i sig og betyder noget skjult, hvis vi blot bad Gud om nåde til at forstå det. Jeriko betyder måne, som hebræerne siger. Nu siger evangeliet, at Herren gik gennem Jeriko; og det passer udmærket netop hertil. For ligesom månen er ustadig og aldrig ses af os i samme størrelse – snart tager den til, snart tager den af, og der er ingen bestandighed –, sådan er mennesket også i sin samvittighed: det kan ikke blive fast ved nogen ting; snart falder det, snart står det; snart trykker samvittigheden det her, snart der, og det er helt ustadigt og ville blive i denne ustadighed, hvis ikke Kristus, den rette læge, var der og gjorde det sundt. For når dette råb går ud: «Himlenes rige er kommet nær, omvend jer!», så tager mennesket i denne sin ustadighed sin tilflugt til sine gerninger og vil smykke sig med dem. Men det udretter intet med dem; det bliver ustadigt, vankelmodigt og ubestandigt som før. For gerninger stiller ikke samvittigheden og skaber heller ingen fred i hjertet; og jo mere man piner sig med dem, des mere urolig og uvis bliver man. Men når nu Kristus, fredens budbringer, kommer gående, så hører ustadigheden op; for da bliver samvittigheden hængende ved ham som ved en fast, stærk, urokkelig klippe, som helvedes porte ikke kan få magt over (Matt 16,18).

Når Kristus altså drager gennem Jeriko, så begærer Zakæus i sin enfoldighed at se ham. For når en enkel, enfoldig lægmand hører, at frelsen alene står i Kristus, så løber han forbi bedragerne og hjerternes forførere, sådan som Zakæus gør her, og stiger op i morbærtræet eller det vilde figentræ. Dette vilde figentræ har smukke grønne blade, dejlige kviste og yndige grene og er overalt smukt at se på for enhver; men når du søger frugt under bladene, finder du slet ingen nogen steder. Derfor kaldes det også med rette et vildt eller tosset figentræ, fordi det giver sig ud for noget, nemlig skin og ingen nytte; derfor bliver det heller ikke uden grund forbandet af Kristus, da han gik hen til sin lidelse (Mark 11,13–14).

Dette vilde figentræ betyder den, som til skue lærer udvortes og menneskelige ting, binder folk noget på ærmet og får dem til at spærre øjne og mund op, men slet ikke nærer, for han bærer ingen frugt. Når der nu er en tørstig, sulten sjæl, så løber den derhen og stiger op i det for at kunne se Herren; så hører og lærer den alt, hvad man forelægger den, for den synes, at det alt sammen er smukt og grønt, ligesom bladene på det vilde figentræ. Men når Kristus kommer, så råber han straks til den og siger, at den skal stige ned, for der er ingen frugter deroppe, og siger, at han er det levende brød, som altid mætter sine egne. «Jeg,» siger han her til Zakæus (ikke menneskelige forordninger), «må blive i dit hus»; for salige er de, som tørster efter Kristus (Matt 5,6).

Men hvad gør den stakkels, tørstige, forsmægtende sjæl? Den stiger hastigt ned og tager imod Herren Jesus med glæde, for at den kan være et helliget tempel for Herren i evighed, som Paulus siger til korintherne (1 Kor 6,19–20): «Ved I ikke, at jeres krop er et tempel for Helligånden, som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? For I er dyrt købt; ær da Gud i jeres krop og i jeres ånd, som er Guds.» Når der er kirkeindvielse i dette tempel, så ringer man ikke med klokker og cymbler, så spiller man ikke på orgel, så hører man ingen skalmejer, så stikker man ingen faner ud fra tårnet; men det er et skjult tempel, som alene er kendt af Helligånden, og som hverken mennesker eller djævel ved noget om; alene Gud ser til dette tempel, han, som ser alt i det skjulte. For Gud vil ikke lade verden vide det, når han sover hos sin brud.

Derfor udretter de prædikanter intet, som i dag ved kirkeindvielsen i deres prædikener forkynder og udråber dem, der har gjort testamente til kirken, til træ og sten, eller har stiftet en årtid, så at enhver kan vide, at den og den har gjort det. Om det siger Kristus hos Matthæus (6,1–4) sådan: «Giv agt på jeres almisse, at I ikke giver den foran folk for at blive set af dem; ellers får I ikke løn hos jeres Far i himlen. Når du altså giver almisse, lad da ikke blæse i basun foran dig, ligesom hyklerne gør i synagoger og på gader for at blive prist af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du giver almisse, så skal din venstre hånd ikke vide, hvad din højre hånd gør, for at din almisse kan være i det skjulte; og din Far, som ser i det skjulte, skal lønne dig åbenlyst.» Derfor tjener det slet ikke Kristus og slet ikke evangeliet, at man anretter sådan et abespil med kirkemesserne. Det udvortes tempel har sin udvortes pris, men det indvortes og åndelige tempel siger: «Saligt er det folk, hvis Gud Herren er!» (Sl 144,15).

Men dette åndelige tempel bliver indviet til Herren i dåben, hvor det har givet sit navn til høvedsmanden Kristus og har modtaget Guds forjættelses ord. Og dette tempel skal være helliget Gud evigt, såfremt det ellers bliver i troen og i kærligheden og i helligheden, ja, så helligt, at den, som krænker og vanhelliger dette tempel, ham vil Herren selv ødelægge og straffe, som Sankt Paulus siger: «Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham, for Guds tempel er helligt, og det tempel er I» (1 Kor 3,16–17). Kristus har givet sig selv hen for dette sit tempel, for at det skulle være ham et helliget tempel, som han selv ville bo i, som Sankt Paulus igen siger til korintherne (2 Kor 6,16): «I er den levende Guds tempel.» Sådan som Gud siger (3 Mos 26,11–12): «Jeg vil bo i dem og vandre i dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.» Hvem ville dog nu ikke lovprise sådan en god, venlig hjælper, som tager ind hos en synder, hvis vi blot vil tage imod ham? For alle dem, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn (Joh 1,12), for de holder hans ord og elsker ham. «Derfor,» siger Kristus, «skal jeg og Faderen komme til dem og tage bolig hos dem» (Joh 14,23).

Men når Herren helliger dette sit tempel og bor i det, så må verden knurre over det og se surt til, at Herren tager ind hos en synder og ikke meget hellere hos de store hanser, hos de skriftkloge og farisæerne, hos de gerningshellige, som netop derfor sætter sig op imod Gud og hans Salvede, fordi deres retfærdighed og hellighed skal foragtes ved en synder. Så lyder disse ord: «Hvem er du da? Vil du belære os? Siger du, at vore ceremonier og vor kirkepragt intet er? Forsvind, din kætter! Holder du ikke noget af vor kirkepryd? Har Kristus ikke selv sagt: ’Mit hus er et bedehus’?» (Luk 19,46). Sådan går det; det må vi vente, og sådan vil det gå og ikke anderledes. Men min Kristus spørger ikke efter det; han lader dem skændes, vredes og knurre over det, til de holder op; han bor alligevel imens i sit hellige tempel og ved, at de hverken ved eller forstår noget.

Hvad kan vores modstandere sige til, at Kristus siger, at templernes og kirkernes ydre pragt nu er hørt op, så at tiden nu er kommet til at tilbede, hverken i Jerusalem eller på dette bjerg, men i ånd og sandhed (Joh 4,21.23)? Men jøderne, som ikke ville tro på Kristus og derfor endnu var bundet til loven og underlagt den, dem straffer han med alvorlige ord, fordi de vanhelligede Guds tempel, som var bestemt og indrettet til bøn, med deres kræmmeri. Men det folk, som tror på Kristus, er alle retfærdige og ikke underlagt nogen lov, især ikke hvad kirkepragten angår. Derfor er templet eller kirken ikke længere bestemt til bøn hos dem. For de skal ikke sige: Her er det, der er det. Ja, der skal stå falske profeter frem og sige: «Se, her er Kristus, man finder ham i templet, som er bygget med hænder.» Tro det ikke! For Gud bor ikke i templer, som er gjort med hænder, som Stefanus siger og Sankt Paulus i Apostlenes Gerninger (7,48; 17,24).

Da nu Herren bor i sit tempel, så lever mennesket ikke længere, men Kristus lever i ham, han, som har gennemstrømmet hans hjerte og ånd med nåde, så at han nu går derhen, hvor Herren vil. For «I tilhører ikke jer selv», siger Sankt Paulus (1 Kor 6,19). Vi drives af Guds Ånd, derhen hvor han vil, og vi følger ham villigt og gerne.

Så må der snart følge andre frugter efter; så bliver mennesket helt anderledes og begynder også et andet liv, sådan som Zakæus gør her. Han havde været tolder og ågerkarl; men da han nu får Herren ind til sig, bliver det helt anderledes med ham, og han er rede til at give alt tilbage, hvor han har snydt nogen, og giver også halvdelen af sit gods til de fattige. For han mener, at de alle er ham lige og Kristi lemmer – hvor han før, inden Kristus kom til ham, gjorde det stik modsatte: tog fra de fattige, flåede og skrabede, hvor han bare vidste at flå og skrabe. Med ét vender det sig med ham; nu spørger han ikke længere efter noget, rigdommen er ikke længere hans skat, men Kristus. Nu bruger han godset uden forskel, så at han kun har til føde og klæder og også giver de fattige føde og hjælp; han holder sig til ordet i Salmen (62,11): «Får I rigdom, så hæng ikke hjertet ved den.» Han bruger godset, som havde han det ikke; for Herren er hans arvedel. Tager Gud det bort igen, så takker han Gud for det og synger ham den lille sang som Job: «Herren gav, Herren tog, Herrens navn være velsignet!» (Job 1,21).

Hvorfor sker alt dette? Fordi frelsen er kommet til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. «Abraham troede Gud», siger Skriften (1 Mos 15,6), «og det blev regnet ham til retfærdighed»; og ved denne tro fik han det løfte af Herren, at han skulle være far til alle de troende (Rom 4,3.18). Derfor bliver alle de, som er af troen, velsignet sammen med den troende Abraham. For han taler ikke om den legemlige eller kødelige fødsel, sådan som Paulus mesterligt udfolder det i Romerbrevet. Derfor siger Johannes Døberen i Matthæus (3,9) til farisæerne: «Tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til far. For jeg siger jer: Gud kan af disse sten opvække børn til Abraham.» Sådan en var Zakæus, som Gud gjorde til kød af en meget hård sten, som han siger hos profeten Ezekiel (11,19–20): «Jeg vil give dem et hjerte af kød; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.» Altså var Zakæus en sand Abrahams søn, for han tog imod Kristus i sit hjertes tempel, og Kristus kendte ham som sin egen; Kristus skuffede altså ikke den, som troede på ham. Ja, Kristus kan ikke skuffe eller narre nogen, som holder sig til ham; derfor: salig den, som håber på ham!

Jeg holder for, at det er sket ved Guds særlige forsyn, at de kære fædre har bestemt, at dette evangelium skulle læses og prædikes på denne dag, da de indstiftede den ydre kirkeindvielses masker og pragt; skønt disse masker og denne pragt med en dristig frækhed i høj grad hindrer menneskehjertet, som er fanget af ydre ting, så det imens ikke kan tænke over noget dybere. Dog viser evangeliet, som er ånd og liv, at templet skal være helliget Gud: ikke det tempel, som er bygget af sten eller træ og tækket med skifer; men det siger, at frelsen er kommet til det hus, som er en Abrahams søn. Og jo mere menneskets nysgerrighed blev forført til ydre, legemlige bygninger, desto mere skulle evangeliet omvendt drive os til at kende Guds sande og rette tempel, så at de, der hører Kristus til, altid hørte deres hyrdes røst (Joh 10,16) og ikke agtede på kirkeindvielsens mangfoldige ydre masker i stedet for Guds rette helligelse.

Men i disse sidste tider er det kommet til den dårskab, at vi har vovet at lukke evangeliets åbenbare sandhed ind i de gamle forbilleder; og de hørte til Det Gamle Testamente, hvor Salomos smukt byggede tempel betød vores legemer, at de skulle være rette boliger for Helligånden. Hvilken djævel har dog forhekset og forblindet os sådan, at vi vender sandheden og selve sagen tilbage til tegnene? Skulle man ikke med rette holde den for gal og tåbelig, som kom hjem fra et fremmed land og så ville vende om igen og give agt på de tegn eller vejkors, som havde vist ham vejen hjem? Eller handlede ikke den som en nar, der havde betalte penge i hænderne og dog hellere ville have gældsbrevene i stedet for de rede penge? Så rasende og afsindige er vi, at vi hellere vil have alt det, som menneskehoveder finder på, end Guds godhed og barmhjertighed, som han viser os og tilbyder os for intet. Sådan er det også gået med denne dag i dag, som vi har gjort til et rent abespil og en ydre pragt, som ikke gavner nogen ret meget.

Oven i det er der endnu én ting tilbage: for at fluesværmen så meget lettere skulle flyve sammen om det døde ådsel, har man stænket lidt honning eller blod på det. De ugudelige biskopper har, for at føre os rigtig sanseløse og ubetænksomme ind i denne vildfarelse, smurt hele sagen ind i deres aflad, så at de enfoldiges sjæle skulle bedrages af sådan et skin og ikke tænke på deres frelse. Med sådanne kneb og kunstgreb måtte vi lege. For da biskopperne holdt op med at være biskopper, måtte man finde på et andet biskoppeligt embede, så at de kunne bevare deres embedes ære, for at de jo ikke skulle gå ledige og være ulydige mod Sankt Paulus, som siger: «Hvis nogen begærer et biskopsembede, attrår han en god gerning» (1 Tim 3,1). Han siger en gerning og ikke lediggang. Men gerningen er at prædike evangeliet, som Paulus siger: «Ve mig, hvis jeg ikke forkynder evangeliet!» (1 Kor 9,16).

Hvordan skal vores ledige og unyttige biskopper, som roser sig af at være kommet i apostlenes sted, undgå det ve? Men det er et foragtet embede at være prædikant; for det bringer ikke meget i køkkenet, når man prædiker evangeliet, der er kun en lille gevinst ved det. Men når man en gang indvier en kirke, så fylder det mange punge og gør køkkenet fedt. Det var på sin plads, at vi græd over, at vi er kommet i sådan en vildfarelse, at ingen i dag tør sige sandheden: vi er alle bange, vi hykler alle sammen, for at vi ikke skal miste vores præbender og len, hvis vi prædikede imod det; og vi vil ikke i stedet frygte ham, som siger: «Den, der fornægter mig over for mennesker, skal fornægtes over for Guds engle» (Luk 12,9). Kirker og templer må man have, for at vi kan høre Guds ord i dem og forvalte sakramenterne; men det er en tåbelig gerning, at vi mener, at vi har bygget Gud et hus, så at han vil høre os netop i templet og ikke også andre steder. Vi skal takke Gud for, at han har lovet at høre os alle steder; men vi vil trænge Guds vide tempel ind på et snævert sted og fange Gud i en lille krog, ham, som himmel og jord ikke kan rumme. Ve dig, du skændige vantro!

Men hvad er der at undre sig over i, at de verdslige ting og det, som mennesker har fundet på, tager sig sådan ud for verden, og at det, der er sandt og kristent, er så uanseligt og ubehageligt i vores øjne, når hele Skriften vidner om, at den guddommelige visdom er en dårskab for verden (1 Kor 1,18), og at Kristus Jesus med sit ord må være en forkastet og foragtet ting for verden? Derfor skal I ikke dømme og bedømme efter tingenes ydre udseende, men døm med en retfærdig dom.

Når vi nu fejrer den ydre kirkeindvielse, hvorfor skulle vi så ikke også fejre den indre kirkeindvielse, dåbens dag? Men alt skal vendes på hovedet. Der har en jævn præst eller kapellan indviet og helliget Guds rette tempel; det andet tempel, træ og sten, har biskoppen indviet: den kirkeindvielse fejrer man, men den første ikke. For det er Guds gerning, og den skal være intet for verden og regnes for ringe; men hvad verden finder på, det er kostbart og herligt for den, men for Gud gælder det til gengæld heller ikke noget.

Sådan har det behaget Gud, at de ledige, unyttige biskopper aldrig gjorde noget godt eller nyttigt, og at verdens afguder beholdt deres afgudsdyrkelse; dog med det forbehold, at de solgte pengemarkederne dyrt nok og jagtede pengene foran alle kirkedøre, og at man aldrig kunne få noget af dem uden penge: derfra har det fattige folks sved måttet komme. Hvis nogen i sit testamente havde betænkt kirken med penge, ham har man udråbt fra prædikestolen og anbefalet ham i folkets andægtige bøn, for at de også kunne lokke andre til det. Sådanne penge skulle man have givet til Guds levende tempel; men de har ikke selv nok, de bugtjenere, til at æde og drikke af dem. Til testamenter, som angår det døde tempel, formaner man hele verden, at de ikke må glemme det, så at sten og træ jo kunne beholde deres smykker og have fine malede billeder; men Guds levende tempel nævnes ikke med ét ord; der er ingen, der gør testamente til de fattige; dem forsømmer vi og lader dem lide nød; for her er det Guds bud og Guds gerning, og det har heller intet skin for verden. Men hvad mennesker finder på, det holder og driver man med alvor, det er man villig til, og man giver, så længe man kan give.

Zakæus ville langt hellere betænke det rette og sande Guds tempel med sit testamente, halvdelen af sit gods; for han var også selv Guds levende tempel, som frelsen var kommet til, og som Kristi nåde boede i. Men vi, som er døde, sørger også for døde ting og testamenterer vores penge til sten og træ, for vi er hårdere end sten. Det var på tide, at vi vendte om; siden får vi ingen tid til at omvende os. Når vi har templer, hvor vi kan tage imod Guds gaver, og ikke giver Gud noget i dem, så lad os nøjes med det. Lad os ikke ophøje den afgud og det gudebillede, som er gjort med menneskehænder, så højt; Gud behøver hverken vores gods eller vores smykker. Men vi vender det lige på hovedet: hvad vi skulle gøre mod de levende templer, det lægger vi på de døde templer. Derfor er det intet under, at tordenen slår mere ned i kirkerne end i horehusene; ja, man hører sjældent, at tordenen gør skade i de huse. For Gud vil helt sikkert vise dermed, at sådan en afgudisk gudstjeneste mishager ham overmåde. Men hor og ægteskabsbrud er så grove synder, at selv en so kunne lugte dem med næsen. Men hvor gruelig og forfærdelig denne afgudsdyrkelse er, som går frem under skin af en ret gudstjeneste, det ved og kender ingen andre end den, der har Guds Ånd.

Hertil hører også markkirkerne, som man valfarter til, og som ikke gavner andre end pengenarrene, og hvorved Djævelens hær bliver forøget; for de er de allerskændigste horehuse, hvor alle bruder, alle troende sjæle, falder fra Kristus, deres brudgom, og bryder ægteskabet, fordi de søger deres frelse der. Djævelen ved udmærket, at vi bliver så mesterligt bedraget, og at man fører vores hjerter fint vild med de forførende tegn, som Gud lader ske til mærkbar skade for dem, som ikke håber på ham og ikke har taget imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst, som Paulus siger til thessalonikerne (2 Thess 2,10). «Men Herrens øjne ser til de retfærdige og hans ører til deres skrig» (Sl 34,16). Dette være sagt om dette evangelium; lad os bede Gud om den rette tro og påkalde ham.