1. søndag i advent (Rom 13,11–14)

Epistlen på 1. søndag i advent, Rom 13,11–14

Denne epistel lærer ikke om troen, men om troens gerninger og frugter, og viser, hvordan et kristent liv udadtil skal føres efter legemet her på jorden blandt menneskene. For hvordan mennesket skal vandre i ånden og for Gud, det lærer troen, som han før denne epistel har skrevet og lært rigeligt og helt apostolisk om. Og når vi ser nøje på epistlen, så lærer den ikke, men tilskynder, formaner, driver og vækker dem op, som allerede ved, hvad de skal gøre. For Sankt Paulus deler prædikeembedet i to stykker, Rom 12,7–8: doctrinam et exhortationem, lære og formaning. Lære er, når man prædiker det, som er ukendt, så folk bliver vidende eller forstandige; formaning er, når man tilskynder og holder folk til det, som enhver allerede ved godt. Begge stykker er nødvendige for en prædikant; derfor øver Sankt Paulus også dem begge.

Derfor bruger han også, for at formaningen kan blive så meget stærkere og gå lifligt ind, mange smukke billedlige ord og laver en fin, broget tale: han nævner søvn, mørke, lys, at vågne, våben, gerning, dag og nat. Det er lutter billedlige ord, hvormed der menes noget andet, end deres egen natur giver til kende. For han taler jo ikke om den naturlige nat, dag, mørke, lys, våge, sove, våben og gerninger, men gennem dette naturlige væsen stiller han os en lignelse for øje for at tilskynde os og føre os ind i vores åndelige væsen. Som om han ville sige: «I ser, at menneskene for timelige goders skyld står op af søvnen, lægger mørkets gerninger af og tager fat på dagens gerninger, når natten er gået og dagen er kommet nær; hvor meget mere skal da vi vågne op af vores søvn, kaste vores mørkes gerninger fra os og begynde vores lys' gerninger, eftersom vores nat er gået og vores dag er brudt frem.»

Ved søvnen betegner han ondskabens og vantroens gerninger. For at sove er en gerning, som egentlig sker om natten, og han udlægger det også selv sådan, når han siger: «Lad os aflægge mørkets gerninger.» Omvendt betegner det at vågne og stå op troens og retskaffenhedens gerninger. For at stå op er egentlig morgenens og dagens gerning; derom siger han også i 1 Thess 5,4–10: «Kære brødre, I er ikke i mørket; I er alle lysets børn og dagens børn. Vi hører ikke natten eller mørket til; lad os derfor ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru. For de, som sover, sover om natten, og de, som er drukne, er drukne om natten; men vi, som hører dagen til, skal være ædru, iført troens og kærlighedens brynje og med håbet om frelsen som hjelm. For Gud har ikke bestemt os til vrede, men til at vinde frelsen ved Jesus Kristus, vores Herre, som døde for os, for at vi, hvad enten vi våger eller sover, skal leve med ham.»

Her er det åbenbart, at han ikke forbyder den naturlige søvn, og dog bruger han lignelsen om den naturlige søvn og vågen om den åndelige søvn og vågen, det vil sige om at leve godt og ondt. Og kort sagt: at stå op af søvnen betyder det samme som det, han siger i Tit 2,11–13: «Den frelsebringende nåde fra vores Frelser er blevet åbenbaret og opdrager os til at sige nej til det ugudelige væsen og de verdslige lyster og til at leve ædrueligt, retsindigt, tugtigt, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden og vente på det salige håb og på den store Guds og vores Frelsers Jesu Kristi komme.» At sige nej til det ugudelige væsen og de verdslige lyster kalder han her at stå op af søvnen; og at leve tugtigt, retfærdigt og gudfrygtigt kalder han her at våge og iføre sig lysets våben. Nådens tilsynekomst er dagen og lyset, som vi skal høre.

Se nu, hvordan naturlig og åndelig søvn ligner hinanden. Den, der sover, ser og mærker ingen af de ting eller goder, som er i verden og omkring ham. Han ligger midt iblandt tingene som et dødt, unyttigt menneske, der hverken bruger eller agter på noget; og selv om han lever i sig selv, er han dog som død for alle ting. For det andet går han i stedet for de virkelige ting i drømme omkring med lutter billeder og tomme skikkelser af de virkelige goder og er så tåbelig, at han mener, at det er rigtige, sande goder. Men når han vågner, falder drømmebillederne bort og bliver til intet; da begynder mennesket at omgås de rigtige ting uden nogen billeder.

Sådan også åndeligt. Det menneske, der lever i et ugudeligt væsen, sover og er som død for Gud; det ser og mærker ikke de rette åndelige goder, som tilbydes og loves det gennem evangeliet, men lader dem stå forgæves foran sig og omkring sig; for sådanne goder kan kun ses med hjertets tro, og de er også endnu skjulte. Imens fordyber det sig i de timelige, forgængelige goder, lyst og ære, og de er, sammenlignet med det evige liv, den evige glæde og salighed, ikke mere end drømmebilleder sammenlignet med de naturlige, legemlige skabninger. Men når mennesket vågner og får troen, så falder alt sådant forgængeligt bort, og man erkender, hvor aldeles intet det er. Derom siger Sl 76,6: «De har sovet deres søvn, rigdommens mænd, og fandt intet i deres hænder.» Og Sl 73,20: «Som en drøm, når man vågner, sådan gør du, Herre, deres billede til intet.» Og Es 29,8: «Som en sulten drømmer, at han spiser, og når han vågner, er hans sjæl stadig tom; og som en tørstig drømmer, at han drikker, og når han vågner, er han mat og tørstig: sådan skal mængden af alle folkene være, som strider mod Zions bjerg.»

Se, er det ikke skarpt og hånligt talt om verdens højeste magt, rigdom, lyst og ære, at det alt sammen sammenlignes med en drøm og et drømmebillede? Hvem turde sige, at kongers og fyrsters riger, goder, lyst og magt er drømmeværk, når de dog raser og larmer for deres skyld her i verden? Det kommer af, at de sover og ikke står op og endnu ikke ser dette lys i troen.

«For nu er vores frelse nærmere, end da vi troede.»

Hvad betyder det? Har vi troet før, eller tror vi ikke nu? Her skal man vide, at Gud, som Sankt Paulus siger i Rom 1,2–3, ved sine profeter i Den Hellige Skrift har lovet evangeliet om sin Søn Jesus Kristus, vores Herre, om hvordan hele verden skulle blive frelst ved ham, sådan som ordene lyder til Abraham i 1 Mos 22,18: «I dit afkom skal alle folk på jorden velsignes.» Denne velsignelse, som dér blev lovet Abraham i hans afkom, er intet andet end nåden og frelsen i Kristus, som gennem evangeliet er båret frem for hele verden, sådan som Sankt Paulus også fremhæver det i Rom 4 og Gal 4. For Kristus er Abrahams afkom, det vil sige hans naturlige kød og blod, i hvem alle bliver velsignet, som tror på ham og påkalder ham.

Dette Guds løfte er siden af profeterne drevet kraftigt frem og udbredt videre, og de har alle sammen skrevet om Kristi komme, hans nåde og evangelium, som Sankt Peter siger i ApG 3,17–28. Dette guddommelige løfte har alle de hellige før Kristi fødsel troet, og således er de ved en sådan tro bevaret og frelst i og ved den Kristus, som skulle komme, så at Kristus endog kalder dette løfte Abrahams skød, Luk 16,22, hvor alle de hellige efter Abraham og indtil Kristus blev samlet.

Det er nu det, Sankt Paulus her mener, når han siger: «Vores frelse er nu nærmere, end da vi troede.» Som om han ville sige: «Guds løfte, som blev givet Abraham, skal man nu ikke længere vente på som noget, der skal komme; det er opfyldt, Kristus er kommet, evangeliet er gået op, og velsignelsen er delt ud i hele verden, og nu er alt det her, som vi har ventet på og troet på i løftet.» Dermed har apostlen beskrevet den åndelige dag, som han siden taler om, og som egentlig er evangeliets opgang og lys, som vi skal høre.

Men derfor er troen ikke ophævet, den er langt snarere stadfæstet. For ligesom de før troede på Guds løfte, at det ville blive opfyldt, sådan tror vi på det samme løfte, at det nu er opfyldt; og den ene tro er i sig selv den samme som den anden, bortset fra at de følger efter hinanden, ligesom løftet og opfyldelsen også følger efter hinanden; for begge hænger ved Abrahams afkom (det vil sige Kristus), den ene før og den anden efter hans komme. For den, der nu ville tro som jøderne, at Kristus endnu skulle komme, som om løftet ikke var opfyldt, han ville blive fordømt, fordi han gør Gud til en løgner og påstår, at han endnu ikke har opfyldt sit løfte, som han dog har opfyldt. Så ville frelsen endnu være fjern og foran os, og vi måtte endnu vente på, at den skulle komme.

Ud fra disse to slags tro kan man forstå det, som Sankt Paulus siger i Rom 1,17: «I evangeliet åbenbares den retfærdighed, der gives af Gud, af tro til tro.» Det vil sige: «af tro til tro» er ikke andet end dette: Skønt det er én og samme tro, fædrenes og vores, som tror på den Kristus, der skulle komme, og den Kristus, der er kommet, så fører evangeliet dog fra hin tro ind i denne tro, så at det nu er nødvendigt ikke alene at tro løftet, men også den opfyldelse, som er sket, og som Abraham og de gamle endnu ikke behøvede at tro, skønt de havde den samme Kristus, som vi har. Én tro, én Ånd, én Kristus, ét samfund af alle hellige, bortset fra at hine går foran Kristus og vi efter ham.

Sådan har vi (det vil sige fædrene sammen med os) i den samme fælles tro troet på én Kristus, og vi tror også endnu på ham, men på en anden måde. Og ligesom vi for den fælles tros og for Kristi skyld siger: «Vi har troet», skønt vi dog ikke levede på den tid, men fædrene har troet det, sådan siger de omvendt også, at de vil eller skal høre, se og tro Kristus, skønt de dog ikke lever i vores tid, men vi gør det. For sådan siger David i Sl 8,4: «Jeg skal se dine himle, dine hænders gerninger», det vil sige apostlene; og dog oplevede han det ikke. Ligeså Sl 9,2: «Jeg vil love Herren og forkynde alle hans undere» osv. Og mange flere af den slags, så at den ene person gør den andens sag til sin for den fælles tros skyld, ved hvilken de har Kristus i midten og er én flok.

At han nu siger: «Vores frelse er nu nærmere, end da vi troede», kan ikke forstås om nærheden i det at have og besidde den. For fædrene har haft den samme tro og netop den samme Kristus; han har været dem lige så nær som os, som Hebr 13,8 siger: «Kristus i går, i dag og til evig tid», det vil sige: Kristus har været fra verdens begyndelse og indtil enden, og alle er bevaret ved ham og i ham. Den, der tror mest, har ham nærmest, og for den, der tror mindst, er frelsen fjernest, når man taler om at besidde og have ham. Men Sankt Paulus taler her om åbenbaringens nærhed: at løftet på Kristi tid blev opfyldt og evangeliet gik op i hele verden, og at Kristus ved det kom til alle mennesker og blev prædiket offentligt. Det kalder han her, at vores frelse er nærmere, end da den endnu lå skjult i løftet og ikke var gået op. Sådan siger han i Tit 2,11: «Guds frelsebringende nåde er blevet åbenbaret», det vil sige: den er gået op og prædiket offentligt, skønt den også før har været i alle de hellige.

Sådan siger Skriften, at Kristus kommer og er kommet, skønt han dog også før har været i alle fædrene. Men ved den offentlige prædiken er han ikke kommet til enhver før efter sin opstandelse fra de døde, og om dette komme taler Skriften mest; for dets skyld er han også kommet legemligt i den menneskelige natur. For hans menneskevordelse ville ikke gavne nogen, hvis der ikke var kommet et evangelium ud af den, så han ved det kunne komme til hele verden, og man kunne få at vide, hvorfor han er blevet menneske: for at den lovede velsignelse skulle deles ud til alle, som ved evangeliet troede på Kristus. Derfor siger Sankt Paulus også med god grund i Rom 1,2, at evangeliet er lovet af Gud. Som om han ville sige: «Gud har lagt mere vægt på evangeliet og dette offentlige komme ved Ordet end på den legemlige fødsel eller hans komme i menneskeheden.» Det er evangeliet og vores tro, han har haft for øje; derfor har han ladet sin Søn blive menneske, for at evangeliet kunne prædikes om ham, og hans frelse således ved det offentlige Ord kunne nærme sig og komme til hele verden.

Nogle har opstillet fire slags komme af Kristus, svarende til de fire søndage i advent. Men dette komme, som er det allernødvendigste, og som alt afhænger af, og som Sankt Paulus taler om her, har de ikke fået øje på; for de ved ikke, hvad evangeliet er, eller hvortil og hvorfor det er givet. De vrøvler meget om Kristi komme og jager ham dog længere bort fra os, end himmel og jord er fra hinanden. Hvad gavner Kristus, når han ikke besiddes ved troen? Men hvordan kan han besiddes ved troen, hvor evangeliet ikke prædikes?

«Natten er gået, og dagen er kommet nær.»

Det betyder det samme som: Vores frelse er nær. For Paulus mener med dagen evangeliet, som er en dag, der oplyser hjerterne eller sjælene. Derfor, fordi dagen er brudt frem, er vores frelse nær hos os; det vil sige: Kristus og hans nåde, som blev lovet Abraham, er nu gået op, prædikes i hele verden, oplyser alle mennesker, vækker os alle op af søvnen og viser os de rette, evige goder, så at vi skal have med dem at gøre og vandre sømmeligt i dagen. Omvendt må man ved natten forstå al lære, som ikke er evangeliet; for der er ingen lære til frelse uden for evangeliet, alt er nat og mørke.

Og læg mærke til Paulus' ord: Han beskriver her det allerdejligste og mest fryderige stykke af dagen, nemlig den kære, glade morgenrøde og solopgangen. For morgenrøden er, når natten er forbi og gået, og dagen er kommet nær. Da ser vi, at alle fugle synger ved morgenrøden, alle dyr rører sig, alle mennesker rejser sig, så det ser ud, som om verden bliver ny og alle ting levende, når dagen bryder frem og morgenrøden kommer farende. Derfor sammenlignes evangeliets trøstefulde, glade, levende prædiken mange steder i Skriften med morgenrøden og solopgangen, til tider i billeder, til tider med åbenlyse ord, som her, hvor Paulus med klare ord kalder evangeliet den frembrydende dag. Ligeså Sl 110,3: «Dit folk skal være de villige på din krafts dag, og af morgenrødens moderliv skal dine børns dug fødes.» Her kalder han også klart evangeliet morgenrødens moderliv og Kristi krafts dag, hvori vi undfanges og fødes som Kristi børn ligesom duggen, det vil sige uden menneskers gerning, fra himlen og af Helligåndens nåde.

Denne dag skaber den allerdejligste sol, Jesus Kristus; derfor kalder Malakias ham en retfærdighedens sol og siger i Mal 3,20: «For jer, som frygter mit navn, skal retfærdighedens sol gå op med frelse under sine vinger.» For alle, som tror på Kristus, modtager af ham hans nådes og retfærdigheds glans og bliver frelst under hans vinger. Derom siger også Sl 118,24: «Dette er den dag, som Herren gør; lad os fryde os og glæde os på den.» Som om han ville sige: «Den legemlige sol skaber den legemlige dag, men denne dag skaber Herren selv.» Han er selv solen, fra hvem glansen og dagen, det vil sige evangeliet, udgår og lyser i hele verden; derfor kalder han sig også verdens lys, Joh 9,5: «Jeg er verdens lys.»

Og i Sl 19,2 beskriver han allerdejligst begge dele, solen og dagen, Kristus og evangeliet, og siger: «Himlene forkynder Guds ære»; det vil sige: ligesom de legemlige himle bringer solen og dagen, og solen er i himlene, sådan bringer og har apostlene med deres prædiken den rette sol i sig, Kristus osv. Og så følger der: «Han har gjort et telt til solen i dem, og den går ud som en brudgom fra sit brudekammer; den glæder sig som en helt til at løbe sin bane; den går op ved himlens ene ende og løber rundt til den samme ende igen, og intet er skjult for dens hede.» Alt det er sagt om dette dejlige daggry, det vil sige om evangeliet, som Skriften priser højt og dejligt; for det gør også menneskene levende, glade, fryderige og virksomme og bringer alt godt med sig. Derfor hedder det også evangelium, det vil sige et fryderigt budskab.

Men hvem kan fortælle alt det, som dagen åbenbarer for os? Alle ting lærer den os: hvad Gud er, hvad vi er, hvad der er forbi, hvad der skal komme, om himmel, helvede, jord, engle og djævle; der ser vi, hvordan vi skal forholde os i alt dette og over for alt dette, hvorfra vi kommer, og hvorhen vi går. Alligevel har Djævelen bedraget os, så at vi forlader dagen og søger sandheden hos filosofferne og hedningerne, som dog ikke har vidst et eneste stykke af alt dette, og vi lader os blænde med menneskelære og føre tilbage i natten. Det, som ikke er denne dag, kan jo umuligt være noget lys; ellers ville Sankt Paulus og hele Skriften ikke sætte denne dag alene op og kalde alt det andet nat.

Det må være en stor plage af Guds vrede, at vi mod Skriftens lyse, klare ord søger andre bilys, når Herren selv kalder sig verdens lys og sol. Og om der ikke var noget andet kendetegn, hvoraf man kunne kende, at pavens høje skoler var Djævelens allergrueligste horeri og skurkestreger, så måtte dette alene jo være mere end nok: at de så aldeles skamløst sætter Aristoteles op og roser ham som et bilys og øver sig mere i ham end i Kristus – ja, øver sig slet ikke i Kristus, men alene i Aristoteles.

«Lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben.»

Ligesom Kristus er solen og evangeliet dagen, sådan er troen lyset eller det at se og våge på denne dag. For det hjælper intet, at solen skinner og laver dag, hvor øjnene ikke modtager lyset. Derfor er der, skønt evangeliet er gået op i hele verden og prædiker Kristus, dog ingen andre oplyst derved end alene de, som har taget imod det og ved troens lys er stået op af søvnen. Men for dem, der sover, er solen og dagen unyttige; for de har intet lys af dem og ser lige så lidt, som om der hverken var sol eller dag. Det er nu den tid og time, som han taler om: «Kære brødre, eftersom vi nu ved dette, at det er tid og time til at stå op af søvnen» osv. Det er en åndelig tid og time, dog gået op i den legemlige tid, og den går stadig op hver dag; i den skal vi stå op af søvnen og aflægge mørkets gerninger osv. Dermed viser Sankt Paulus, at han ikke taler til dem, som endnu er i vantro. For som sagt: han lærer her ikke troen, men troens gerninger og frugt. Han siger, at de ved, at tiden er inde, at natten er gået, og dagen er kommet nær.

Men spørger du: «Hvad behøver de da sådan en skrivelse?», så er det sagt ovenfor, at der er to slags prædiken: én, som lærer, og en anden, som driver og holder til. Nu kan mennesket aldrig vide så meget, at det ikke er nødvendigt for ham, at han bliver formanet og altid holdes frisk i erindring om det, han ved, så Djævelen, verden og kødet, de uophørlige fjender, ikke gør ham træt og doven, så han til sidst falder i søvn og bliver sløv. For Sankt Peter siger i 1 Pet 5,8, at Djævelen er en sådan modstander, som går omkring som en brølende løve og søger, om han kan sluge nogen; «derfor», siger han, «våg og vær ædru». Det er også det, Sankt Paulus vil her: Eftersom Djævelen, kødet og verden aldrig holder op med at bekæmpe os, skal man heller aldrig holde op med at formane, tilskynde og drive til at våge og virke. Derfor hedder Helligånden også Paracletus, en tilskynder, som tilskynder og holder os til det gode.

Af samme grund sætter Sankt Paulus også sine ord meget omhyggeligt: mørkets gerninger kalder han ikke våben, men lysets gerninger kalder han våben og ikke gerninger. Hvorfor det? Uden tvivl for at vise, at det er en kamp, og at det koster møje, arbejde og fare at våge og føre et godt liv, eftersom tre så stærke fjender – Djævelen, kødet og verden – står os imod uden ophør, dag og nat. Derfor siger også Job (Job 7,1): «Menneskets liv på jorden er en kamp og anfægtelse.»

Nu er det en stor ting at stå i kamp uden ophør hele livet igennem; derfor er der i sandhed brug for gode basuner og pauker, det vil sige for en sådan prædiken og formaning, som styrker os og holder os mandige i kampen. Gode gerninger er våben; onde gerninger er ikke våben, så længe vi ikke følger dem og ikke lader dem vinde; ellers er de også våben, som han siger i Rom 6,13: «I skal ikke stille jeres lemmer til rådighed som uretfærdigheds våben» – som om han ville sige: Lad ikke mørkets gerninger overvinde jer, så jeres lemmer bliver uretfærdighedens våben.

Nu er der sagt nok om, at lys her betyder troen, som fra evangeliets dag, fra solen Kristus, lyser ind i vores hjerte; derfor er lysets våben intet andet end troens gerninger. Omvendt er mørke vantroen, som kommer af, at evangeliet og Kristus er borte, og af menneskelære og egen fornuft, og som regeres af Djævelen; derfor er mørkets gerninger vantroens gerninger. For ligesom Kristus er herre og hersker over den lyse tro, sådan kalder Sankt Paulus i Ef 6,12 djævlene dette mørkes herskere, det vil sige herskere over de vantro; som han også siger i 2 Kor 4,3–4: «Er vores evangelium tildækket, så er det kun tildækket for dem, som går fortabt, for de vantro, som denne verdens gud (det vil sige Djævelen) har blindet i deres tanker, så lyset fra Kristi evangelium ikke kan lyse for dem.» Men hvad begge slags gerninger er, skal komme nedenfor.

«Lad os vandre sømmeligt som ved dag.»

Om dagen gør man ingen mørkets gerninger; enhver skammer sig over for den anden og opfører sig sømmeligt. Man siger: «Natten er uden skam.» Det er også sandt; derfor gør man også om natten de gerninger, man skammer sig over om dagen. Men dagen har blufærdighed og tvinger til en sømmelig vandel. Sådan skal også et kristent liv føres og holdes, så alle dets gerninger er af den art, at de ikke skal skamme sig, om så hele verden så dem. For den, der lever og handler sådan, at han ikke gerne ville lade sine gerninger blive set eller hørt åbenlyst for alle, han lever sandelig ikke kristeligt. Herom siger Kristus i Joh 3,20–21: «Enhver, som gør ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres; men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at hans gerninger skal åbenbares, for de er gjort i Gud.»

Heraf ser du, hvor nødvendig en sådan tilskyndelse og formaning er til at våge og til lysets våben. Hvor mange kristne er der vel nu, som kunne tåle, at alle deres gerninger kom for dagens lys? Men hvad er det for et kristent liv hos os hyklere, når vi ikke kan tåle, at vores vandel ligger åben for menneskene, skønt den allerede ligger åben for Gud, hans engle og alle skabninger og på den yderste dag også skal lægges åben for alle?

Derfor skal en kristen leve, sådan som han ville findes på den yderste dag og for alle, Ef 5,8–9: «Vandr som lysets børn. Åndens frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.» Og Rom 12,17: «Stræb efter det sømmelige, ikke alene for Gud, men også for alle mennesker.» Ligeså 2 Kor 1,12: «Dette er vores ros, vores samvittigheds vidnesbyrd, at vi har vandret i denne verden i enfoldigt hjerte og guddommelig renhed og ikke i kødelig visdom.» Men et sådant liv bliver nok aldrig ført, hvor troen ikke er; for den vågne, friske, mandige tro har nok at gøre med at blive i et sådant liv og ikke falde i søvn eller blive træt. Derfor: lige så nødvendigt som det er at prædike læren for de uvidende, lige så nødvendigt er det at prædike tilskyndelse for dem, der ved besked, så de ikke falder fra det gode liv, de er begyndt på, når det rasende kød, den listige verden og den lumske Djævel strider imod.

«Ikke i fråseri og drukkenskab, ikke i sengekamre og utugt, ikke i kiv og misundelse.»

Her opregner han mørkets gerninger ved navn; én af dem nævnte han allerede ovenfor, nemlig søvnen, som der står skrevet i 1 Thess 5,6: «Lad os ikke sove som de andre, men våge og være ædru.» Ikke sådan at han forbyder den naturlige søvn, men den åndelige, som består i vantro, og af den følger sådanne mørkets gerninger. Dog er også den naturlige søvn en mørkets gerning, når den kommer af dovenskab og overdreven druk og hindrer lyset og dets våben.

Disse seks mørkets gerninger omfatter alle de andre; for i Gal 5,19–21 og Kol 3,5.8 opregner han langt flere af dem. Og vi vil også kort dele dem i to sider, til højre og til venstre. På højre side kæmper de fire: fråseri, drukkenskab, sengekamre og utugt. På venstre side: trætte og kiv. For i Skriften betyder venstre side modgang og det, som kommer af modgang, såsom vrede, kiv osv. Højre side betyder lykke og det, som følger af lykke, såsom vellyst, fråseri, drukkenskab og søvn.

Det er altså sikkert, at Sankt Paulus under de to mørkets gerninger, kiv og trætte, vil have alt af samme slags indbefattet, sådan som han opregner det i Ef 4,31: «Al bitterhed, harme og vrede, skrig og bespottelse være fjernt fra jer», og i Gal 5,20: «Kødets gerninger er fjendskab, kiv, misundelse, vrede, trætte, splid, partier, had, mord osv.» – kort sagt alt det onde, som kan ske af vrede med ord og gerninger, og som slet ikke kan tælles.

Ligeså indbefatter han under de fire stykker, fråseri og drukkenskab, dovenskab og liderlighed, alle ukyskhedens laster i ord og gerninger, som heller ingen kan opregne dem alle. Kort sagt skal man ved disse seks opregnede gerninger forstå, hvordan det menneske, som lever under mørket i vantro, ikke holder sig rent over for sig selv og ikke ret over for sin næste; hele hans færd er uordentlig over for ham selv og hans næste. Ordene behøver egentlig ikke mere forklaring; enhver ved jo godt, hvad fråseri og drukkenskab er, eller at æde og drikke for meget, mere efter lyst end efter behov. Ligeså ved enhver, hvad det er at dovne sig i sengen og i kammeret og at være liderlig og utugtig, det vil sige at søge kødets vellyst og kildren med at sove længe, med at drive den af, med al slags utugt og skændighed, som bedrives i sengene af de mætte, de ledige, de søvnige og de dovne, det være sig om dagen eller om natten, i sengen eller andetsteds, alene eller to sammen; alle disse laster søger også det naturlige mørke og de skjulte steder, og Sankt Paulus nævner dem alle under ordene sengekamre og utugt. Ligeledes er det alle bekendt, hvad trætte og kiv med sin lige er.

«Men ifør jer Herren Jesus Kristus.»

Her viser han kort alle lysets våben i én samlet bunke, idet han formaner os til at klæde os i Kristus. Kristus iføres på to måder. For det første sådan, at vi klæder os i hans egen dyd; det sker ved troen, som forlader sig på, at Kristus er død for den, der tror, og har gjort alle ting for ham. For ikke vores, men Kristi retfærdighed har forsonet os med Gud og forløst os fra synder. Denne måde hører hjemme der, hvor man lærer om troen, og på denne måde er Kristus givet os som gave og pant; herom skal der siges mere i epistlen på nytårsdag, Gal 3,27: «Alle I, som er døbt i Kristus, har iført jer Kristus.»

For det andet er han vores eksempel og forbillede, som vi skal følge og blive ham lig, så vi går i netop den dyds klædning, som han går i. Herom siger Sankt Paulus her, at vi skal iføre os Kristus; ligeså 1 Kor 15,49: «Ligesom vi har båret det første, jordiske menneskes billede, lad os således nu også bære det himmelske menneskes billede.» Og Ef 4,22–24: «Aflæg den tidligere vandel efter det gamle menneske, som ødelægges af lysterne i vildfarelse, og bliv fornyet i jeres sinds ånd, og ifør jer det nye menneske, som er skabt efter Gud i sand retfærdighed og hellighed.»

Nu ser vi i Kristus intet andet end lutter lysets våben. Dér er intet fråseri og ingen drukkenskab, men faste, mådehold og tugtelse af kødet med arbejde, vandring, prædiken, bøn og ved at gøre vel mod folk; dér er ingen dovenskab, søvn og utugt, men lutter tugt, renhed og kyskhed, at våge, at stå op, at sove på marken og hverken have hus eller kammer eller seng. Dér er ingen vrede, trætte og kiv, men lutter godhed, sødme, sagtmodighed, kærlighed, barmhjertighed, tålmodighed osv. Derfor: det, som Paulus her siger med få ord ved at stille Kristus frem som eksempel, siger han med andre ord i Kol 3,12–15 således: «Ifør jer som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed, så den ene bærer over med den anden, og tilgiv hinanden, hvis nogen har noget at klage over en anden; ligesom Kristus har tilgivet jer, således skal også I gøre. Men ifør jer frem for alt kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd osv. Og Kristi fred skal råde i jeres hjerter, den I også er kaldet til i ét legeme, og vær taknemmelige.»

Ligeså i Fil 2, hvor han havde pålagt dem at have kærlighed til hinanden, så den ene tjente den anden og blev hans tjener, giver han dem også Kristus som eksempel herpå, han som er blevet vores tjener, og siger (Fil 2,5–7): «Enhver skal have det sind, som også Jesus Kristus havde, han som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke holdt det for et rov at være Gud lig, men gav selv afkald på det og tog en tjeners skikkelse på, blev lig et andet menneske og i sit ydre fundet som et menneske.»

Summa summarum er altså, at lysets våben er de gode gerninger mod fråseri, drukkenskab, liderlighed og dovenskab, trætte og kiv, såsom: at faste, våge, bede, arbejde, lide sult, tørst, kulde og hede, at være kysk, tugtig, mådeholden og god. Og for at jeg ikke skal føre mine egne ord, så lad os høre Sankt Paulus selv, hvordan han opregner dem, Gal 5,22: «Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, godhed, venlighed, tro, mildhed, kyskhed osv.»

Men langt rigere opregner han dem i 2 Kor 6,1–10: «Vi beder jer om ikke at modtage Guds nåde forgæves; for han siger: ’Jeg har hørt dig i den gunstige tid, og på frelsens dag har jeg hjulpet dig.’ Se, nu er det den gunstige tid, nu er det frelsens dag» (som om han ville sige: Vores frelse er nu nærmere, end da vi kom til tro, og her er tiden til at stå op af søvnen). «Lad os ikke give nogen anstød, for at vores embede ikke skal blive spottet, men lad os i alle ting vise os som Guds tjenere, i stor tålmodighed, i trængsler, i nød, i angst, under slag, i fængsler, i uroligheder, i arbejde, i nattevågen, i faste, i renhed, i kundskab, i langmodighed, i venlighed, i Ånden, som er hellig, i uskrømtet kærlighed, i at prædike sandhedens ord, i Guds kraft, ved retfærdighedens våben til højre og til venstre side, under ære og vanære, under godt rygte og dårligt rygte; som forførere og dog sanddru; som ukendte og dog kendte; som døende og dog levende; som tugtede og dog ikke dræbt; som bedrøvede og dog altid glade; som fattige og dog gør vi mange rige; som de, der intet ejer, og dog har alle ting.» Se, hvilken rig, gylden strøm der går ud af Sankt Paulus’ mund! Dér ser du jo mere end nok, hvad lysets våben er, til venstre og til højre side. Det hedder at iføre sig Jesus Kristus for alvor.

Men det er meget fint i denne epistel, at han stiller det højeste eksempel frem, Herren selv, og siger: «Ifør jer Herren»; det tilskynder meget stærkt. For det må være en slyngel, som ser sin herre faste og lide sult, arbejde, våge og blive træt, og så selv ville svire og frådse, sove, dovne sig og leve i vellyst. Hvilken herre kunne finde sig i det fra sin tjener? Eller hvilken tjener turde vove sig til det? Det kan jo ikke gå; mennesket må skamme sig, når det ser på Kristus og finder sig selv så helt ulig ham, ja det stik modsatte.

Den, som ikke bliver opvarmet, gjort mandig og tilskyndet af Kristi eget eksempel, hvem vil så kunne tilskynde ham og få ham på benene? Hvad skulle bladene og ordene udrette med deres raslen, når disse tordenbrag fra Kristi eksempel ikke rører ham? Derfor har Paulus særligt føjet ordet «Herren» til og sagt: «Ifør jer Herren Jesus Kristus» – som om han ville sige: Lad det ikke synes jer meget og stort, I som er tjenere; se på jeres Herre, som selv gør ligeså og dog ikke er forpligtet til det.

«Og drag omsorg for kødet, dog sådan at det ikke bliver liderligt.»

To slags omsorg for kødet berører Sankt Paulus her med korte ord. Den første er naturlig: at legemet bliver forsørget med mad og klæder efter behov, så det kan leve og arbejde, for at det ikke skal blive sygt og udueligt til arbejde af for meget afkald.

Den anden er syndig: når man sørger for det efter dets lyster og begæringer; den forbyder Sankt Paulus her. Deraf kommer jo mørkets gerninger. For kødet skal tugtes sådan, at det tjener og er underlagt ånden og ikke kaster herren af sadlen. Og omvendt også sådan, at det kan gå og bære herren. Sir 33,25 siger: «Sæk, foder og ris behøver æslet; mad, straf og arbejde tjeneren.» Der står ikke, at du skal skamride æslet eller gøre det lamt, heller ikke at du skal kvæle tjeneren eller kaste ham i fængsel. Sådan tilkommer der også legemet sin tugt og sit arbejde og det, det behøver. Og Paulus selv siger: «Jeg tugter mit legeme og tvinger det til tjeneste»; han siger ikke: Jeg bringer det i sygdom eller død, men at det skal være underlagt ånden og tjene den.

Denne tilføjelse har Sankt Paulus gjort for to slags menneskers skyld. De første er dem, som under skin af naturligt behov tilfredsstiller lysten og dækker over den; og her forser man sig så let, at mange hellige klager over det og for at modvirke det ofte har gjort for meget ved deres legeme. Naturen er så listig og lumsk, når det gælder dens egen fordel og lyst, at ingen kan værge sig nok imod den, og mennesket her må vandre i bekymring og usikkerhed. De andre er blinde hellige, som mener, at Guds rige og hans retfærdighed består i mad og drikke, klæder og leje, som de selv vælger; de ser ikke længere end til gerningen og mener, at når de faster sådan, at hovedet bliver tosset, eller maven bliver ødelagt, eller legemet ellers svinder hen, så har de gjort det godt. Herom siger Paulus i 1 Kor 8,8: «Mad og drikke gør os ikke velbehagelige for Gud; spiser vi, bliver vi ikke bedre af den grund; spiser vi ikke, bliver vi ikke ringere af den grund.» Ligeså Kol 2,23: «Vogt jer for de englelige åndeligheder, som har skin af visdom i ydmyghed og overtro, idet de ikke skåner legemet og ikke giver kødet den ære, det behøver.»

Gerson roser kartuserne, fordi de ikke spiser kød, heller ikke i sygdom, om de så skulle dø af det; sådan er den store mand blevet bedraget af den overtroiske, englelige åndelighed. Men hvad nu, hvis Gud dømmer dem som mordere på deres eget legeme? Der kan jo ingen orden, ingen statut og intet løfte oprettes imod Guds bud; og skete det, så gælder det ikke, lige så lidt som hvis du lovede at bryde dit ægteskab. Nu har Gud her ved Sankt Paulus jo forbudt et sådant mord på sit eget legeme; og man skylder kødet det, det behøver, det være sig vin, kød, æg eller hvad det skal være, og det være sig om fredagen eller om søndagen, i fasten eller efter påske, uden hensyn til alle ordeners vedtægter og løfter, ja også pavens. Mod Guds bud hjælper intet forbud, om så alle engle udstedte det.

Men en sådan elendig tåbelighed følger af mørket og blindheden: at de ser på gerningerne i sig selv, som om de ville blive frelst ved gerningernes størrelse og mængde. Sankt Paulus vil gøre lysets våben af dem og bruge dem til, at mørkets gerninger bliver overvundet; så vidt og ikke videre skal man bruge faste, vågen og arbejde. Derfor: for Gud ligger der slet intet i, om du spiser fisk eller kød, drikker vand eller vin, går i rødt eller grønt, gør dette eller hint; det er alt sammen Guds gode skabning, skabt til at man skal bruge den. Du skal kun se til, at du er mådeholden heri og giver afkald på så meget, som du behøver, for at stride imod mørkets gerninger. Derfor er det umuligt at sætte et fælles mål for denne afholdenhed; for alle legemer er ikke ens: den ene behøver mere, den anden mindre. Enhver må selv have agt på sig selv og regere sit legeme efter dette ord af Paulus: «Drag omsorg for legemet, dog sådan at det ikke bliver liderligt.» Havde der været et andet mål at sætte, ville Sankt Paulus ikke have udeladt det her.

Heraf ser du, at de gejstliges vedtægter, som ligefrem forbyder at spise kød, strider mod evangeliet og er forudsagt af Paulus i 1 Tim 4,1–3, hvor han siger: «Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste dage vil nogle falde fra troen og holde sig til djævlenes lærdomme, som lærer løgn i hykleri, forbyder ægteskab og mad, som Gud har skabt til at bruges med taksigelse.» At disse ord går på de gejstliges ordener og hele pavedømmet, kan ingen nægte; ordene er klare, og deres væsen er åbenbart.

Du ser også her, at Sankt Paulus ikke vil vide af den tossede andagt i en vis kvindagtig hellighed, som vælger sig særlige dage at faste på som en særlig gudstjeneste, den ene for denne helgen, den anden for hin. Det er alt sammen blinde veje og goder bygget på gerningerne. Uden forskel på dage og mad skal hele livet være mådeholdent og ædru. For skal det være lysets våben, og skal hele livet være kysk og rent, så må vi aldrig lægge våbnene fra os, men altid findes ædru, mådeholdne, vågne, arbejdende, bedende osv.

Men de tossede hellige faster én dag på vand og brød og drikker og æder sig så bagefter fulde og tossede hver dag et kvart år. Nogle faster også på den måde, at de ikke spiser om aftenen, men drikker sig mætte. Og hvem kan opregne al den narrestreg og disse mørkets gerninger? De kommer alle af, at man kun ser på gerningen og ikke på gerningens brug; de gør harnisket til et spejl og ved ikke, hvorfor de faster eller giver afkald, ligesom en, der kun bærer et sværd for at se på det og ikke bruger det, når han bliver slået. Dette være nok om epistlen.