Studiebibelen

📚 Kirkepostillen · Festdagene: evangelierne · Martin Luther, 1521–1544

Kristi legemsfest (Joh 6,55–58)

📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold

Evangeliet på den hellige Kristi legemsfest, Joh 6,55–58

Dette evangelium har to forstande. Den ene har Kristus selv givet det, den anden paven eller rettere Djævelen. Den første, som Kristus selv giver, følger med ordene i begyndelsen af evangeliet, hvor Herren siger: «Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den som spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham.» Det er et stærkt løfte: at den, som spiser denne mad, må blive i Kristus og leve evigt. Den anden forstand, som paven har givet det, er, at han har trukket det over på alterets sakramente – en forstand, man dog kun kan bruge med skam. Og hvis vi vil forstå dette evangelium om alterets brød, sådan som vore pavelige har gjort, da de indstiftede denne fest med det, så giver vi bøhmerne sværdet i hænderne, så de kan hugge os over hovedet med det. For ud fra dette evangelium og hele kapitlet slutter de med stor kraft imod os, at vi skal nyde og bruge begge skikkelser, imod pavens ordning og indstiftelse. For sådan lyder teksten lige før dette evangelium: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer selv.»

Hvad vil de sige til det? Jeg ville gerne høre vore paver, biskopper og hele deres flok, hvad de vil fremføre imod det. For vi kan ikke nægte, at dette evangelium efter deres forstand skal forstås om alterets sakramente, når vi nu fejrer denne fest for dets skyld i hele verden; og alligevel vil vi skælde bøhmerne ud for kættere, fordi de tager sakramentet under begge skikkelser. Enhver må selv dømme, hvordan det rimer. Det kalder jeg at løbe sig selv på grund! Sådan hugger man sig selv i hælen! Sådan går det, når man vil give Skriften en anden, tvungen forstand. Derfor, når der her står klart: «Den som spiser dette brød, vil leve evigt», så tvinger teksten os til at forstå det om en anden spisning. Det må være en anden mad, Herren her giver, end alterets sakramente, som paven udlægger det om; for sakramentet kan man bruge til stor skade. Man kan jo ikke stoppe munden på Sankt Paulus, når han siger til korintherne (1 Kor 11,27): «Den som spiser dette brød eller drikker Herrens bæger uværdigt, er skyldig over for Herrens legeme og blod.» Og lidt efter (1 Kor 11,29–30): «Den som spiser og drikker uværdigt, spiser og drikker sig selv en dom til, fordi han ikke skelner Herrens legeme. Derfor er der også så mange syge og svage blandt jer, og en god del sover.» Alle disse ord går ud på, at man kan tage sakramentet uværdigt; men den mad, Herren her taler om, kan man aldrig nogensinde modtage uværdigt.

Derfor kan dette evangelium ikke passe på alterets brød; dertil har det alt for klare løfter i sig. Lad det derfor blive i sin rette, enkle forstand, og drag det ikke over på dagens fest, sådan som paven har gjort – sådan som han også gør med alle de andre beretninger. Lad nogen se på dagens beretninger, så vil han finde en vederstyggelighed i dem. For de indeholder de allerskønneste og dejligste beretninger og ord, som med rette skulle vederkvæge en forsagt samvittighed; dem har de alle sammen trukket over på denne fest, og dog passer ikke et eneste bogstav til den. Man giver Thomas Aquinas skylden og siger, at det er ham, der har gjort det. Det ved jeg ikke; ellers ligner det i høj grad hans ånd og skrifter. Sådan har de taget teksten ud af munden på os og strøget en anden farve på den, så ingen skulle kunne fatte den rette forstand.

I en sådan blindhed er vi kommet på grund af vore synder. I gamle dage, da vor Herre Gud var mere barmhjertig mod os, hjemsøgte han os, når vi havde syndet, med pest, sult, krig og andre plager; og det var endda nådige plager og faderens ris, som han siger om Israel i Salmen (Sl 89,31–35): «Hvis hans børn forlader min lov og ikke vandrer efter mine retter, hvis de vanhelliger mine skikke og ikke holder mine bud, så vil jeg hjemsøge deres overtrædelse med riset og deres misgerning med plager. Men min godhed vil jeg ikke tage fra ham, og min trofasthed vil jeg ikke lade svigte. Jeg vil ikke vanhellige min pagt og ikke ændre det, som er gået ud af mine læber.» Der ser I, hvor nådig og god Gud har vist sig mod overtræderne i sit folk. Nu slår han os med blindhed og rasende vanvid; og det er den største og sværeste plage, sådan som Moses også forkyndte den for jøderne blandt de andre plager, som skulle komme over dem, der foragter og overtræder Guds ord, og siger: «Herren skal slå dig med vanvid, blindhed og hjertets raseri» (5 Mos 28,28).

I en sådan blindhed har vi været under pavedømmet, og paven giver sig ikke af med andet end sådanne blinde stykker: at han forfalsker Skriften, giver den en anden forstand og trækker den over på sit narreværk – sådan som han også har gjort med dette evangelium, som han her trækker over på denne fest, og der er ikke et bogstav i det, som passer til denne fest. Derfor har jeg aldrig været nogen fest så fjendtlig som denne fest, alene fordi paven således misbrugte Skriften til den. Han har foregivet, at han ikke kunne fejre og holde den skærtorsdag med den værdighed, den fortjener, og derfor har han flyttet den til denne dag; men det har ikke været hans mening. Denne fest er begyndt for at stadfæste pavernes messer, for det er dem, pavens regimente er grundlagt på. Det vil vi nu lade fare; der er drevet og skrevet nok om, hvordan vi er blevet forført af paven; den, der vil rette sig efter det, kan gøre det. Dog vil jeg råde til, at man helt og holdent afskaffer denne fest, for den er den allerskadeligste fest i hele året. På ingen fest bliver Gud og hans Kristus mere bespottet end på denne dag, og især med processionen, som man frem for alt bør afskaffe. For dér gør man det hellige sakramente al vanære og hån ved, at man bare bærer det omkring til skue og bedriver ren og skær afgudsdyrkelse med det. Men for at vi ikke skal være kommet sammen forgæves, vil jeg kort løbe evangeliet igennem og vise den rette forstand i det. Kristus sagde til jøderne:

«Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.»

At spise og drikke er ikke andet end at tro på Herren Kristus, som har givet sit kød og blod hen for min skyld, for at han kunne forløse mig fra synd, død, Djævel, helvede og al ulykke. En sådan tro kan aldrig nogensinde være uden liv; derfor må den, der tror, leve og være retfærdig, som Habakkuk siger (Hab 2,4): «Den retfærdige skal leve af sin tro.» Derfor sker denne spisning i hjertet og ikke med munden. Spisningen i hjertet bedrager ikke, men spisningen med munden, den bedrager; spisningen med munden hører op, men den anden varer evigt uden ophør, for hjertet nærer sig og græsser altid i troen på Kristus. Der ser I klart, at disse ord ikke skal forstås om alterets sakramente.

Men hvorfor trænger han så hårdt på dette næsten i hele kapitlet og siger hele tiden: Den som spiser mit kød og drikker mit blod, skal leve og blive frelst; den som ikke spiser mit kød og drikker mit blod, skal dø og blive fordømt? Det er for at man ikke skal skaffe dette middel, Herren Kristus, af vejen; for han alene er stillet frem for os af Gud Fader som mellemmand og nådestol, så at den, der vil blive frelst, må blive det ved denne Søn og ikke ved noget andet. Det er sandt, at den blotte tro frelser og ikke koster os noget; men alligevel har det kostet Gud noget, og det så meget, at hans enbårne Søn har måttet blive menneske og forløse os. Denne forløsning er sket ved, at Kristi blod blev udgydt, sådan som Sankt Paulus siger det så smukt til romerne (Rom 3,23–26), hvor han siger således:

«Her er ingen forskel; de er alle sammen syndere og mangler den ære, som de skulle have hos Gud; og de bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen, som er sket ved Kristus, som Gud har stillet frem som en nådestol ved troen i hans blod, for at han kunne vise den retfærdighed, som gælder for ham, ved at han tilgiver de synder, som tidligere er sket under Guds tålmodighed, som han bar, for at han i denne tid kunne vise den retfærdighed, som gælder for ham, så at han alene er retfærdig og retfærdiggør den, som har troen på Jesus.» Sådan må jeg indrette min tro, så at jeg aldrig støder midlet af vejen og tænker at komme frem for Gud uden en sådan pris. For det er besluttet, at Gud ikke vil tage imod noget uden i denne Søn; derfor lyder ordene i Johannes, især hvor Kristus siger, at man skal bede Faderen i hans navn, så skal vi blive bønhørt (Joh 14,13; 15,7.16; 16,23).

Men at dette er evangeliets rette forstand, nemlig at det skal forstås om den åndelige spisning og drikning, viser de ord, som Herren siger i slutningen af kapitlet: «Det er Ånden, som levendegør, kødet gavner intet; de ord, som jeg taler, er ånd og liv.» Med de ord vil Kristus sige, at den legemlige spisning af kødet ikke gavner noget; men at tro, at dette kød er Guds Søn, som er kommet fra himlen for min skyld og har udgydt sit blod for mig – det gavner, og det er livet. Derfor er det at spise Guds Søns kød og drikke hans blod, som sagt, ikke andet end at jeg tror, at hans kød er givet for mig, og hans blod er udgydt for mig, og at han har overvundet synd, død, Djævel, helvede og al ulykke til gavn for mig. Af en sådan tro vokser der så en stor og mægtig tillid til ham og en trods og et frejdigt mod imod al ulykke, så jeg herefter ikke behøver at frygte for noget, hverken synd, død, Djævel eller helvede, fordi jeg ved, at min Herre har kastet dem under sine fødder og overvundet dem til gavn for mig.

Det udretter den åndelige og ikke den legemlige spisning; den åndelige og indvortes spisning i hjertet gør det, ikke den udvortes, som sker i sakramentet, når det modtages uden tro. Og tro for alt i verden ikke, at det er nok, når du nyder Kristi legeme og blod udvortes i sakramentet; ligesom det ikke er nok, når man maler havre op for en hest, og den så skulle mættes af det og tage det for rigtig havre; den vil have rigtig havre. Sådan går det også til her. Selv om sakramentet er en sand mad, så hjælper det ikke den, som ikke tager det i hjertet ved troen; for det gør ingen retfærdig eller troende, men det kræver, at han i forvejen er retfærdig og troende. Derfor, når man tror, at Kristus er Guds sande Søn, kommet fra himlen, og har udgydt sit blod og har frelst mig, gjort mig retfærdig og levende, så er jeg mæt og har spist denne mad rigtigt; da forvandler jeg mig til denne mad, og maden forvandler sig igen til mig, sådan som det jo går til med den naturlige mad. Det mener Herren, når han siger:

«Den som spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham.»

For når jeg tror på Kristus, så spiser jeg i sandhed hans kød og drikker i sandhed hans blod; så bliver jeg i ham og bliver én kage med ham. Men hvad vil det sige at blive i Kristus og være én kage med ham? Ikke andet end at jeg har alle hans goder, som han har: hans retfærdighed, visdom, liv og al dyd, de er mine; dem kan jeg tage i brug og gøre krav på som mit eget gods. Det bekræfter de ord, som følger efter:

«Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever på grund af Faderen, så vil også den, som spiser mig, leve på grund af mig. Dette er brødet, som er kommet ned fra himlen; ikke sådan som jeres fædre spiste himmelbrød og døde. Den som spiser dette brød, vil leve evigt.»

Det er lutter løfter, som livet visselig ligger i, og hjertet må sige: «Ja, når han da er Guds Søn, steget ned fra himlen og blevet menneske for min skyld, er død for mig og har slået døden ihjel, så må mine synder jo være borte. Og er synderne borte, så kan døden intet stille op mod mig; så skal jeg visselig leve med ham evigt.» Det er så en sand mad, som sjælen græsser af og bliver fed og stærk af. Derfor må denne spisning ikke være en udvortes spisning, men en evig spisning, som aldrig nogensinde hører op. Og det er så ikke andet end at tro, som I har hørt. Og det er netop det, Kristus mener med de ord, han forud sagde til jøderne (Joh 6,29): «Dette er Guds gerning, at I tror på ham, som han har udsendt.» Når vi nu holder det for vist, at Kristus er Guds Søn og givet hen for os, så har vi livet i Kristus.

Så er da dette summen af hele dette evangelium: Når du af hjertet tror, at Kristus er blevet menneske og har taget dine synder på sig, overvundet helvede, slået døden ihjel, opslugt alt, hvad der kan skade dig, og forsonet dig med Gud Fader, så spiser du hans kød og drikker hans blod, og deraf har du det evige liv. Således frelser troen alene, som Paulus siger: «Den retfærdige skal leve af sin tro.»

Det er den rette forstand af dette evangelium, og vogt jer for den anden forstand, som de pavelige har givet det. Lad Skriften blive i sin rette, enkle forstand; ellers vil I vanskeligt kunne bestå med den.

Deraf ser I også, at de tager og har taget groft fejl, som for eksempel bøhmerne, der har villet tvinge det ud af dette evangelium, at det er ret at give de små børn sakramentet, og de giver dem det også. Men som I har hørt, taler Herren ikke om alterets sakramente, heller ikke om en legemlig, men om en åndelig spisning, som alene sker ved troen på Kristus; det kalder han her at spise hans kød og drikke hans blod, og ved denne tro bliver mennesket dannet ind i Kristus og bliver helt og holdent én kage med ham. Derom har vi skrevet mere i nogle småskrifter og prædikener; det vil vi nu lade blive ved og bede Gud om hans nåde.

Kirkepostillen (Martin Luther, 1521–1544) er oversat fra tysk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Kirchenpostille (Wittenberg 1540/43; sommer- og festdelen ved Roth og Cruciger), efter Enders’ Erlanger-udgave: Dr. Martin Luther’s sämmtliche Werke, 2. udg., bd. 7–15, Frankfurt/Erlangen 1866–69 (public domain); skanninger og OCR: Bayerische Staatsbibliothek, MDZ. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.