Sankt Hans dag (Johannes Døberens fødsel) (Luk 1,57–80)

Evangeliet på Johannes Døberens dag, Luk 1,57–80

Randglose til v. 78: Kristus er efter sin guddom solopgangen fra det høje, fra Faderen.

Denne hellige Sankt Johannes har en anden grund til, at man fejrer hans fest, end de andre helgener; derfor er hans legende også beskrevet så fint og herligt i dette evangelium som ingen andens. De andre fejrer man jo for deres gode livs skyld; og det er kommet dertil, at man hæver dem højere, end man skal. Jeg har før sagt, at læren og livet er to forskellige ting; derfor skal I skelne dem meget vel fra hinanden, for Gud ligger ikke så meget på sinde med livet som med læren. Derfor lader han ofte sine snuble i deres liv, sådan som vi læser mange eksempler på i Skriften; men hvad læren angår, dér har han ikke ladet dem falde en hårsbred: for et ondt liv er ingen steder så skadeligt som en ond lære. Det onde liv skader ingen mere end den, der fører det; men ond lære forfører ofte et helt land. At paven fører et ondt liv med horer, med gerrighed og utallige andre laster, det kan vi godt bære over med ham, og godt kaste kappen og hætten over det og hjælpe med at dække det til; men at han skyller ond lære ud over hele verden og forfører enhver, det er døden, og det kan på ingen måde tåles. Derfor skal helgenerne æres meget mere for lærens skyld end for deres livs skyld.

Dette vender fornuften på hovedet, for den kan ikke fatte det, som Helligånden fatter; den falder så hen og ser på skinnet og det ydre liv og vil efterfølge det, og så bliver der et abespil ud af det. Derfra kommer ordenerne. Sankt Augustin førte et fint liv: ham ville de efterfølge, derfor har de fattet hans liv i en regel og stiftet en orden på hans liv. Sådan også Frans, Dominikus og flere andre helgener; skønt det dog er usikkert med livet, for man ved ikke, om Gud har skånet dem i deres liv, eller om han har haft velbehag i det. Derfor skal man ikke stadfæste noget med deres liv, sådan som alle klostre, der er stiftet på helgenernes liv, gør; for ingen helgens liv er så godt, at vi skal grunde og bygge vor samvittighed på det. For de har jo også været syndere og har måttet bede ligesom vi: «Herre, forlad os vor skyld.» Deraf slutter vi, at ingen helgens liv er nok til at stadfæste læren; men deres lære skal man tage imod som sandhedens lære og bygge samvittigheden på den, således at vi ikke står på nogen skabning, men alene på Guds ord, som bliver evigt, som Esajas siger (Es 59,21).

Derfor er det første misbrug, at vi stiller os helgenernes liv for øje som et forbillede og har fattet deres lære i regler, sådan som det nu går til med ordenerne. Dernæst, at man trøster sig ved helgenernes gerninger og fortjeneste, og det er kommet dertil, at man bygger meget mere på helgenernes fortjeneste end på Kristi fortjeneste. Men Kristus er alene den, der taler for os og fører vor sag; som Paulus siger til romerne (Rom 3,23–25): «De er alle sammen syndere og mangler den ære, som de skulle have hos Gud, og de bliver retfærdiggjort uden fortjeneste af hans nåde ved forløsningen, som er sket ved Kristus; ham har Gud stillet frem som en nådestol ved troen i hans blod for at bevise den retfærdighed, som gælder for ham.» Og siden, i det femte kapitel (Rom 5,1–2), siger han: «Da vi nu altså er blevet retfærdige ved troen, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi også har adgang i troen til denne nåde, som vi står i.»

Her ser og hører I klart, at Kristus er sat til mellemmand for os. Gør jeg nu ikke det, men søger en anden mellemmand, så gør jeg Kristus vanære og hans blod skam og skubber denne mellemmand af vejen, uden hvem jeg aldrig nogen sinde kan blive frelst. Det er sandt: vi skal ære hinanden og holde hinanden for Guds børn, og det samme skal vi også gøre mod helgenerne; men at jeg skulle ydmyge mig sådan, at jeg ikke trådte frem for Gud, men stillede en helgen som mellemmand, det skal jeg ikke gøre. For ved Kristus har jeg lige så vel en sikker adgang til Faderen som Sankt Peter eller Paulus; om de så end har været rigere i troen end jeg, det gør intet, for jeg har lige så vel Kristus, blodet, adgangen og kosten som de.

Man har gjort Kristus til en streng, grusom dommer; derfor har ingen villet gå hen til ham uden en mellemmand, og det er kommet dertil, at man har udvalgt sig Sankt Peter, Sankt Paulus og flere andre helgener til skytshelgen og således vendt tilliden bort fra Kristus og sat den på helgenerne og sagt: «Jeg har Sankt Peter til skytshelgen, Sankt Paulus er min apostel, jeg mener at blive frelst ved den eller den helgens forbøn» – sådan som vi desværre alle hidtil har erfaret og mærket en sådan forførelse. På den måde og på den vis er Kristus sat ud af midten. Det er sandt, som de siger, at vi ikke skal gå til Gud uden en mellemmand; men mellemmanden er Kristus, som Sankt Paulus siger. Derfor må vi ære vor Kristus, som vi har vort navn fra, og visselig holde det for sandt og tro, at jeg lige så vel ved Kristus tør gå til Gud som Sankt Peter og Paulus. Dermed falder nu tilliden til helgenerne bort, eftersom vi alene ved Kristus har adgang til Faderen.

Derfor er det sandelig blevet en stor afgudsdyrkelse – uden helgenernes skyld – at vi har forladt Kristus, den eneste mellemmand, og vendt vort hjerte mod dem, sat vort håb til dem og hængt ved dem. Men med forbønnen forholder det sig således, at enhvers forbøn er sådan, at jeg beder for dig og du for mig her i livet; men at bede for de døde eller at påkalde dem, det er ikke befalet os, for vi ved intet sikkert om det, som jeg har sagt mere om et andet sted. Men hvordan kan man fælde denne afgudsdyrkelse? Tilliden skal man sætte alene til Kristus, så falder al tillid til helgenerne bort og bliver glemt. Ikke sådan, at man skal slå deres billeder i stykker eller smadre dem. For kunne man rive hjerterne løs fra afgudsdyrkelsen, så ville billederne nok falde af sig selv. Sådan gør man nu denne afgudsdyrkelse til intet, når man gør disse to ting: For det første, at man ikke tager deres liv som et nødvendigt forbillede; for det er usikkert og farligt. Dernæst, at man tager tilliden bort derfra; for så kommer man alene til Kristus og sænker sig ned i hans blod. Og hvor vi har tilliden til Kristus, dér glemmer vi nok helgenerne.

Så kan du nu sige: «Hvad skal vi da stille op med helgenerne?» Det skal du gøre med dem, som du gør med din næste. Ligesom du siger til din næste: «Bed til Gud for mig», sådan kan du også her sige: «Kære Sankt Peter, bed for mig.» Du synder ikke, når du påkalder dem sådan; heller ikke, når du ikke påkalder dem. Men som jeg ville råde, skulle du give dig alene hen til Kristus; ellers kommer det ene spørgsmål altid ud af det andet: om de også hører os, om de sover, og hvad der ellers er af den slags spørgsmål. Og når man kommer nok så vidt omkring, så er der dog intet befalet os om det i Skriften. Derfor skal vi ikke bekymre os om, hvordan de har det, og hvor de er, og hvad de gør; for det er nok, at vi ved, at de er i Kristus og Kristus i dem. Men hvordan det går til, det skal vi overlade til Gud og tage os af de levende helgener, som vi har for øjnene, så vi hjælper og råder dem og visselig holder for sandt, at hvad vi gør mod dem, det gør vi mod Gud og hans Kristus selv; sådan som han skal vidne om det på den yderste dag og sige: «Sandelig siger jeg jer: Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig» (Matt 25,40).

Den anden ære, som man kan ære helgenerne med, er for lærens skyld; den er ganske og aldeles herligt prist i Johannes: for han er forløberen og forkynder Herren; derfor fremhæves han så højt for sit embedes skyld, som jo er det største, hvorved frelsen kommer til os. Det går nu alt sammen ud på, at han skal være en lærer og vise folk vejen til frelsen og til Himmeriget. Livet lader vi fare. Hvordan han har ført et strengt liv med mad og drikke og klæder, beskriver næsten alle evangelisterne; men læren vil vi se på.

Skriften viser Johannes sådan, at han står midt imellem Det Gamle og Det Nye Testamente, nemlig at han er en mellemmand mellem Moses og Kristus. Det er en stor ting og skal sættes over alle gerninger; ligesom også Kristus har gjort den største gerning med sin lære, for undertegnene er intet imod hans lære. Men at det forholder sig sådan, at Johannes står midt imellem Det Nye og Det Gamle Testamente, det bevidner Kristus selv, når han siger om ham i Matthæus (Matt 11,12–13): A diebus Johannis, «Fra Johannes Døberens dage indtil nu lider Himmeriget vold, og de voldsomme river det til sig. For alle profeterne og hele loven har profeteret indtil Johannes.» For Johannes forklarer loven; dér ser vi så, at vi er intet; og han viser os Kristus, vor frelse; om ham river hele verden sig så, ligesom om en skat, der er åbnet for enhver.

Og derfor er Johannes også sat midt imellem Det Gamle og Det Nye Testamente, for at han skal føre folk ind i himlen og tage helvede bort. For hans røst har gjort bogstaven levende og har bragt Ånden til Skriften og har ført loven og evangeliet sammen. Og det er Johannes’ to prædikener: den første, som lægger ned, den anden, som rejser op; den ene fører i helvede, den anden fører i himlen; den ene slår ihjel, den anden gør levende; den ene sårer, den anden gør rask. For han prædiker begge dele: loven og evangeliet, død og frelse, bogstaven og Ånden, synd og retfærdighed. Det ser vi i Johannes.

Den første prædiken, han holder, dér lægger han loven frem; den består i, at man udlægger loven åndeligt, så at alle menneskers liv og gerninger er syndige og fortjener den evige død. Derfor straffer han også så hårdt hyklerne, som kom og ville løfte sig ind i himlen for gerningernes skyld; og jo frommere de var, des hårdere straffede han dem og sagde: «I slangeyngel, hvem har dog gjort jer så sikre på, at I skal undfly den kommende vrede?» (Matt 3,7). Dér lægger han alle deres gerninger ned og siger, at de fortjener helvedes ild, og siger (Matt 3,8): «Se til, bær den rette omvendelses frugter.» Dér er alle helgeners liv slået ned, alt, hvad der skinner, glimrer og i verdens øjne regnes for stort og helligt; for det bedrager alt sammen. Som om man nu også sagde: «Alle menneskers gerninger fortjener døden og helvedes ild»; for de gerninger, der er tvunget frem af loven, må holde op.

Men Johannes’ røst vil ingen tage imod; derfor kan han heller ikke komme til at udføre sit embede og berede folket for Herren, som englen sagde til Zakarias (Luk 1,16–17): «Han skal omvende mange af Israels børn til Herren, deres Gud, og han skal gå foran for hans ansigt i Elias’ ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de vantro til de retfærdiges klogskab, for at berede Herren et rustet folk.»

Men den, som Johannes’ røst rammer, det vil sige den, for hvem loven bliver åbnet rigtigt, han siger i sit hjerte: «Ja, det er desværre sandt, jeg hører Djævelen til, jeg er et vredens og helvedes barn»; han begynder så at bæve og skælve. Så har Johannes udført sit embede og beredt folket for Herren; det er så Sankt Johannes’ første prædiken. Således har loven varet indtil Johannes, og farisæernes skin er også gået indtil Johannes; han har ophævet det.

Når nu denne lære er sat i værk, så jeg er slået i min samvittighed, så alt mit er intet, hvor skal jeg så gå hen? Så bliver verden for snæver for mig. Så må Johannes nu komme med sin anden prædiken og begynde Det Nye Testamente og tage fat på den rette lære, nemlig at han er en ret mellemmand, og sige: «Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke god nok til at bære hans sko; han skal døbe jer med Helligånden og ild» (Matt 3,11). Han rækker sin finger ud og peger på Guds lam og siger: «Se, det er Guds lam, som tager verdens synd på sig!» (Joh 1,29). Som om han ville sige: «Kend ham som et lille lam, på hvis hals dine synder ligger, for at du kan blive frelst; så er du det visselig.» Dér kommer nu Det Nye Testamentes lære frem, som alene peger på Kristus, Frelseren, at han kan hjælpe synderne, og ellers ingen.

Således må man først slå hjertet ihjel og støde det i helvede, dernæst løfte det op igen og gøre det levende, sætte det ud af den ængstede samvittighed og sige: «Loven gør intet til frelsen, for vi kan ikke gøre det, loven kræver; derfor må du alene falde hen på Lammet og ligge på dets hals; det alene tager synden bort, og intet andet, hverken i himlen eller på jorden.» Den ære må vi give Gud alene, at han har udfriet os fra synderne ved sin Søns blod, som I har hørt af Sankt Paulus; for vi kan ikke bøde for nogen synd og ikke erhverve nogen nåde – dét og intet andet.

Således er døden i loven, livet i Kristus. Loven støder i helvede og slår ihjel, Kristus løfter op i himlen og gør levende; loven giver en forsagt samvittighed, Kristus en glad og salig samvittighed. Kristus giver Ånden, loven bogstaven; loven tynger samvittighederne og giver synden, Kristus oplyser samvittighederne og giver retfærdigheden. Det er Johannes’ to prædikener; derfor regnes han for lærens skyld så stor for Gud og prises så højt, fordi han bereder Gud et rustet folk. For når han med lovens ord har knust dig og lært dig, at du i hjertet er intet, og du priser Guds gerning, det gør, at du fortvivler om dig selv og bygger alene på Kristus; så kommer Gud ind i dig med Ånd og ild og gør dig retfærdig. Alt dette vises os i historien om dagens fest, som Lukas begynder at beskrive i begyndelsen af sin bog.

Således må Gud have forløberen, som kommer i Elias’ ånd og kraft, sådan som Malakias har forkyndt om det (Mal 3,1), og Kristus selv har tydet det på Johannes, når han siger i Matthæus (Matt 11,14): «Og hvis I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme.» For ligesom Elias straffede den fromme kong Akab, og jo mere hellighed kongen rejste op, des mere væltede Elias omkuld (1 Kong 18,18), sådan må også Johannes gøre; han må støde alt, hvad der er vort, i stumper og stykker. «Vogt jer for den kommende vrede», må han sige, «for I er fordømt til død og helvede»; og han må prædike, at vi alene må komme til Kristus. Og det er så at komme i Elias’ kraft og ånd. Således forstår I også, hvad det er, når teksten siger: «Han skal vende børnenes hjerter til fædrene»; det vil sige: han ser i Skriften og ser på fædrenes tro og fører børnene til den samme tro, som fædrene havde. Således gjorde Sankt Peter også i Apostlenes Gerninger, da han sagde til dem, der ville lægge omskærelsen på hedningerne: «Hvorfor sætter I så nu Gud på prøve ved at lægge et åg på disciplenes skuldre, som hverken vore fædre eller vi har kunnet bære? Nej, vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu Kristi nåde på samme måde som de» (ApG 15,10–11). Og Sankt Paulus fremhæver også højt ordet om Abrahams tro, når han siger til romerne (Rom 4,3): «Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham til retfærdighed.» Det er at vende børnenes hjerte til fædrene.

Det være nu nok sagt om lovprisningen af Johannes’ lære; og se endelig til, at I skelner godt mellem helgenernes lære og liv. Læren er hele verdens frelse og hjælper sjælen, giver den det evige liv; men helgenernes liv kan bedrage og fejler såre ofte. I dette skal vi nu glæde os og takke Gud, fordi han har givet os sådan en mand, som således lærer og viser os, hvordan vi skal blive frelst, ligesom Elisabets naboer og slægt glædede sig over Johannes’ legemlige fødsel, som I har hørt i evangeliet. Hvad der ellers er at sige her, vil vi behandle en anden gang. Nu vil jeg befale jer til Gud; han give os sin nåde til at forbedre vort liv og fortsætte i den tro, vi har begyndt på.