Apostlen Matthias’ dag (Matt 11,25–30)

Evangeliet på den hellige apostel Matthias’ dag, Matt 11,25–30

Først vil vi gennemgå evangeliet lidt og derefter se på beretningen om dagens fest, hvordan Matthias blev kaldet og udvalgt til apostelembedet, sådan som Lukas beskriver den i Apostlenes Gerninger (ApG 1,15–26).

Dette evangelium er et af de rigtige, sande evangelier. For de andre evangelier, hvor der kun beskrives Kristi undergerninger, er ikke så trøstende som dem, der rummer Kristi prædikener, hvor han så venligt lærer os og lokker os til sig. Jeg er ikke så sikker på den nåde, der vises andre i miraklerne, som når jeg har klare, tydelige ord foran mig. Det er også mere trøstende for mig at høre sådanne venlige formaninger og lokkeord end at prædike om miraklerne; skønt de også styrker min tro og er eksempler på, at ligesom han har hjulpet disse, sådan vil han også hjælpe mig. Nu, dette evangelium er ikke andet end en erkendelse af Gud Fader og af Kristus, hans Søn, og det viser desuden, hvorfra denne erkendelse kommer; og dette evangeliums kraft ligger i disse to ord: vise og umyndige.

Men for at vi ikke, når vi hører dette, skal sige: «Det angår ikke os, det er sagt til andre», sådan som jøderne gjorde med profeterne, når de tydede det hele på hedningerne, så viser de foregående ord klart, til hvem eller om hvem Kristus taler disse ord. For forinden taler han om dem, der foragtede evangeliet og ikke ville tage imod det, skønt de burde have taget sig allermest af det, og som også ville anses for at være de eneste, der omgikkes Guds ord og hørte til Guds folk. Om dem siger han: «Med hvem skal jeg sammenligne denne slægt? Den er lig børn, som sidder på torvet og råber til deres kammerater og siger: Vi spillede på fløjte for jer, og I ville ikke danse; vi sang klagesange for jer, og I ville ikke græde» (Matt 11,16–17). Det anvender Herren på sig selv og på Johannes Døberen, som ville han sige: «Vi har prædiket evangeliet for jer, Johannes med alvor og skarpt, jeg derimod venligt og blidt; men I foragter det og vil ikke tage imod det. I skal få at se, at det ikke vil gå jer godt til sidst.» Det er også sandt: hvordan man end bærer sig ad med folket, sødt eller surt, venligt eller uvenligt, så gør man det aldrig tilpas for det.

Dem kalder Herren her vise og forstandige; for dem er evangeliet skjult. Og her kalder han ikke dem vise, der er rigtigt og sandt vise i guddommelige ting; for det er en stor nåde at blive kaldt vis eller klog eller forstandig. For sand visdom er ikke andet end erkendelse af Gud: at jeg ved, hvad jeg skal tænke om Gud, og kender hans guddommelige velbehag. Men forstand betyder, at jeg kan bedømme alle ting i verden, hvad der er ret eller uret, sådan som Paulus ofte sætter de to sammen, især i Efeserbrevet (1,8–9) og Kolossenserbrevet (1,9). Om den visdom taler Kristus ikke her, men om den verdslige visdom, som griber ind i Guds ord og gerning, som gør folk opblæste og ikke vil give plads for den rette, guddommelige visdom. Sådanne karle er vi alle af naturen, vi rejser os imod Guds visdom.

Med verdslig visdom kalder du det godt, der bringer lyst, ære og fordel; men det, der står imod, som bedrøvelse, skam og skade, kalder du ondt; for den menneskelige natur kan og formår ikke andet end at søge sit eget. Det, den synes om og finder godt, holder den for det bedste; men det, der går den imod, holder den for det værste, om det så er nok så godt. Derfor siger jeg: Herren taler her om de vise og forstandige, der med deres visdom kaster sig op imod Guds visdom. For den verdslige visdom er så behændig, at den ikke alene vil regere timelige, verdslige ting, men også de ting, der hører Gud til; den grubler og udtænker altid noget nyt, også i åndelige og guddommelige sager. Sådan har den af sin visdom opfundet kutter og tonsurer og næsten alt, hvad der drives i hele pavedømmet. Dér har enhver valgt sig sin egen gerning: den ene har udtænkt dette, den anden hint, og når én er hørt op eller ikke længere ville behage, så har de straks udtænkt en anden; sådan som vi desværre har set og stadig ser i dag, og der vil ingen ende blive på det. Alt dette kommer af, at vi ikke vil lade Guds ord og sandheden få ret, men hele tiden kun tænker på noget nyt.

For det er vist: når vi indretter en ny gudstjeneste uden og imod Guds ord, så bliver vi forblindet og falder fra den ene vildfarelse i den anden; og det er den største plage og straf. Derfor siger Paulus til thessalonikerne sådan (2 Thess 2,11–12): «Derfor sender Gud dem kraftig vildfarelse, så de tror løgnen, for at alle de skal dømmes, som ikke har troet sandheden, men fandt glæde i uretfærdigheden.» Ja, til sidst kommer de dertil, at de intet ved om Gud, som salmen siger (Sl 14,1): «Dårerne siger i deres hjerte: Der er ingen Gud.» For det er umuligt, at et naturligt menneske, der er kød og blod og ikke er undervist ved Guds Ånd, skulle kunne bedømme og forstå de ting, der hører Gud til, som Paulus siger til korintherne (1 Kor 2,14): «Det naturlige menneske fatter intet af det, der kommer fra Guds Ånd; det er ham en tåbelighed, og han kan ikke forstå det, for det skal bedømmes åndeligt.»

Den, der vil læse mere om det, kan se efter i Paulus’ første kapitel til romerne; dér vil han nok finde, hvad blindhed gør, og hvilken straf der følger, når vi slipper Guds ord og følger vores egne påfund og tanker. Alt det ser vi hos vores gejstlige, munke, nonner og præster og erfarer det desværre alt for sandt. Gud give, at de dog engang må erkende sig selv og give Gud hans ære! Paulus siger dér (Rom 1,23) om hedningerne, at de har udskiftet den uforgængelige Guds herlighed med et billede, der ligner et forgængeligt menneske og fugle og firbenede dyr og krybdyr. Sådan gør vores pavelige også, ja, endnu meget mere tåbeligt og dumt: de laver sig en gud, der giver sig af med kutter og tonsurer, med hampereb, med kødspisning og fiskespisning. Derfor har Gud også givet dem hen i deres hjerters lyster og urenhed ligesom hedningerne, så skændigt, at man næsten ikke kan tale om det. For er det gået sådan til hos hedningerne, der dog havde mange hustruer og skøger, hvordan skulle det så slå fejl hos de gejstlige, som forbyder at have hustru? Kort sagt: det går ikke anderledes til, hvor Djævelen er, og hvor Guds ord ikke regerer; det kan man trygt regne med. Ja, det er så vist sådan, at børnene på gaden kan synge og fortælle om det.

Det skal nu ikke kun forstås om de gejstlige, men det går også sådan til blandt almindelige folk, når de ikke tager imod Guds ord; sådan som vi ser, at borgerne handler med falske varer, købmændene med bedrageri, og der er så mange slags list og snyd iblandt dem, så meget åger og overvorteri, at man næsten ikke kan tælle det alt sammen. Og imens bliver de alligevel ved på samme måde, lader holde messe, sætter lys op og mener, at Gud lader sig forsone med det; de stræber kun efter, at deres gode rygte hos verden må forblive urørt og ubesmittet, hvordan det så end står til med Gud. Om disse vise og forstandige taler Herren Kristus her i evangeliet: de hører nok evangeliet og ser også undertegnene, men det hjælper dem ikke, for det kommer ikke ind i deres hjerte. Og han siger sådan:

«Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for de vise og forstandige og har åbenbaret det for de umyndige; ja, Fader, for således har det behaget dig.»

Umyndige kalder Kristus her tåbelige, enfoldige, jævne mennesker, og han taler ikke om virkelig umyndige børn, heller ikke om dem, som verden regner for tåber. Det kan godt være en stor doktor, som han her kalder umyndig; og omvendt kan det godt være en bonde, som han her kalder vis og forstandig. I Salmernes Bog (Sl 8,3) kalder David dem også umyndige og børn, når han siger: «Af små børns og diendes mund har du rejst en magt for dine fjenders skyld.» Det må i sandhed være rigtige umyndige børn, ved hvem Gud rejser en magt mod sine fjender, og som skal prise og berømme hans ære over hele verden.

Sådan kalder Herren altså her de mennesker umyndige, der intet holder af deres egen gøren, intet tilskriver deres egen visdom, slet ikke regner sig selv for noget, men holder Gud alene for vis og klog. Derfor holder de sig også stille og underkaster sig Gud helt og holdent og lader sig belære af ham alene. Men de andre er for kloge, de vil intet lære af Gud, ja, de understår sig endog at ville sætte sig til dommer over Guds lære og gerning. Om det kan du se efter i første og andet kapitel i Paulus’ første brev til korintherne.

Derfor siger Kristus hos Lukas (16,8): «Denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt.» Men de enfoldige lysets børn gælder mere for Gud end verdens kloge børn. Om de umyndige taler Herren her i evangeliet. Så må altså de kloge være uvise og de enfoldige kloge; for der er ikke sagt andet end: «Fader, du har skjult dette for de vise og forstandige, men for de umyndige har du åbenbaret det.» For de vise og forstandige ved det ikke, men de umyndige og enfoldige ved det. Hvorfor ved hine det ikke? Du har skjult det for dem. Men hvorfor ved disse det? Du har åbenbaret det for dem.

Men hvad han mener med ordet «dette», må man forstå ud fra det, han har sagt forinden, nemlig at han havde prædiket evangeliet om Guds rige i mange byer i jødernes land, som Korazin, Betsajda og i sin egen by Kapernaum, og de tog ikke imod det på grund af deres store visdom, som hindrede dem, så de ikke kunne tage imod evangeliets tåbelige, naragtige prædiken.

Evangeliet er et godt, glædeligt budskab, der lærer mig, hvordan jeg skal kende Gud; ved den erkendelse får jeg syndernes forladelse og det evige liv. Som Kristus siger til sin Fader hos Johannes (17,3): «Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus.» Sådan siger han også her i dette evangelium: «Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for.» Dér taler han om erkendelsen af både Faderen og Sønnen. Den, som det nu bliver åbenbaret for, han kender det, og han har det evige liv. Det har Faderen nu skjult for de vise og forstandige, så at de hverken kender Faderen eller Sønnen; og han har åbenbaret det for de umyndige, så at de kender Faderen og Sønnen og således har det evige liv.

Er det nu sandt, og det er det visselig, hvor bliver så den frie vilje af? Når du ser, at der også sker så skammelige, skændige ting med legemet, som der står i Romerbrevets første kapitel, så gå hen og ros dig af din frie vilje! Jeg synes også, det er en fin fri vilje at leve i et sådant gruopvækkende, umenneskeligt væsen, som end ikke kendes blandt de ufornuftige dyr. Man kan godt rose sig af den frie vilje; man ser jo, hvad den udretter. Nu, det går ikke anderledes end sådan, hvor vi bliver forladt af Gud. Når vi er forladt af Gud, så er Djævelen straks i os med sit regimente; i hans rige går det sådan til, at der ikke sker andet end laster og skam, og alligevel kan han så mesterligt dække det med et sådant smukt skin og glimmer, at man endog anser det for det allerhelligste, ja, for et englelevned. Hvad formår her de menneskelige kræfter, som nogle mener at kunne udrette meget med, ja, endog erhverve himlen med, hvis de bare vil?

Men her hører du, at Kristus siger: Faderen åbenbarer det; ligeledes: det behager Faderen sådan. Dermed ophæver han i sandhed al menneskelig fortjeneste. Her hjælper ingen fyldestgørelser, her gælder ingen gerninger; det sker alene af Faderens vilje og velbehag. Han ser ikke på personen, sådan som den er for verden; han hverken forsmår eller forkaster synderen, om han så kommer med nok så mange synder. Sådan siger Kristus også hos Lukas (12,32) til sine disciple: «Frygt ikke, du lille hjord! For det er jeres Faders velbehag at give jer riget.» Det kan hyklerne og de gerningshellige ikke tåle; ja, det gør dem rasende, gale og tossede, at de enfoldige og jævne, tolderne og de åbenlyse syndere skal gå foran dem ind i Guds rige (Matt 21,31), og de selv med deres hellighed og deres pæne, smukke, glimrende gerninger skal lukkes ude. Det kunne nok ærgre én og gøre én tosset. Nu, hvad skal man gøre ved det? Det er Guds velbehag: den, han åbenbarer det for, han har det; den, han skjuler det for, for ham er det skjult; der bliver ikke andet ud af det.

Og læg her særlig mærke til, at Kristus siger: «Ja, Fader, således har det behaget dig.» For dig, ja, før verden blev skabt, som Paulus siger til efeserne (Ef 1,4–6): «Gud har udvalgt os ved Kristus, før verdens grundvold blev lagt, til at vi skulle være hellige og ulastelige for ham i kærlighed, og han har forudbestemt os til barnekår hos sig selv ved Jesus Kristus efter sin viljes velbehag, til pris for sin herlige nåde, ved hvilken han har gjort os velbehagelige i den elskede.» Dér er al fortjeneste udelukket; tænk derfor bare ikke, at du her vil fortjene noget eller pukke stort på dine gerninger, på din visdom eller på dine fortjenester. Her er al ros taget bort, for at den, der vil rose sig, skal rose sig af Herren, som Paulus siger til korintherne (1 Kor 1,31; jf. Jer 9,23). Så følger der videre i evangeliet:

«Alle ting er mig overgivet af min Fader, og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for.»

Her ser du den tryghed, der er i Kristi rige, ved hvem vi har erkendelsen og lyset. Har Kristus nu alting i sine hænder og er han lige så mægtig over alle ting som Faderen selv, så kan ingen rive noget ud af hans hænder, som han selv siger hos Johannes (10,28–29): «Jeg giver mine får det evige liv, og de skal aldrig nogen sinde gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Faderen, som har givet mig dem, er større end alt, og ingen kan rive dem ud af min Faders hånd. Jeg og Faderen er ét.» Derfor kan enhver kristen, når han har taget imod evangeliet, godt glæde sig over, at han er under denne Kristus, og han skal ikke lade sig forvirre af sine synder. Har han taget imod evangeliet, så vil Kristus, som han er under, nok føre det videre. Djævelen vil nok stadig anfægte ham med denne og hin last, med ægteskabsbrud, hor, tyveri, drab, misundelse, had, vrede, og hvad syndene ellers hedder; men det har ingen nød, han har en stærk, mægtig konge, som nok skal forsvare ham. Det vil falde dig tungt, det vil blive surt for dig; derfor er der vel brug for at bede. Andre må også gerne bede for dig, for at du kan have et stærkt mod og et frejdigt hjerte til at stå Djævelen imod; men så meget er vist: du bliver ikke forladt, Kristus skal nok frelse dig, det har ingen nød; fald blot ikke ud af hans rige.

Sådan ser du nu her i dette evangelium, at Kristus er Gud og menneske: menneske, idet han priser og takker Gud; Gud, idet alle ting er ham overgivet af Faderen. Det skal være os meget trøstende i alle slags anfægtelser.

Men når han siger: «Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for», så er det alt sammen sagt imod den frie vilje, som vil kende Gud og Kristus, når og som det passer den. Men her står det klart, hvorfra erkendelsen af Gud og Kristus kommer. Faderen (siger han) kender Sønnen, og Sønnen Faderen. Hvordan kender vi dem da? Ved denne eller hin prædikant? Nej, de er kun midler dertil; men den, som Sønnen vil åbenbare det for. Lige før har han sagt, at Faderen åbenbarer det; nu siger han her, at Sønnen gør det. Ja, begge, Faderen og Sønnen, åbenbarer det; og ligesom Faderen åbenbarer det, sådan åbenbarer også Sønnen det; som Kristus også siger hos Johannes (14,26): «Helligånden skal lære jer alle ting.» Derfor: ligesom Faderen nu lærer, sådan lærer også Sønnen, og sådan lærer også Helligånden. Hvor nu Gud Fader og Søn og Helligånd ikke lærer, dér forbliver det nok ulært. Så følger der videre i evangeliet:

«Kom hid til mig, alle I, som er trætte og belastede, og jeg vil vederkvæge jer. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er blidt, og min byrde er let.»

Hidtil har vi hørt, hvordan Gud handler med de vise og forstandige, nemlig at han forblinder dem og skjuler evangeliet for dem; og ligeledes hvordan han omgås de umyndige og enfoldige, nemlig at han giver dem den rette forstand og åbenbarer dem evangeliet. Nu kunne én sige: «Går det sådan til, så må jeg imens stå i stor fare i min samvittighed, før jeg hører og ved, at evangeliet også angår mig. Jeg er en synder, og måske angår evangeliet ikke mig; jeg er uværdig til det.» Derfor siger Kristus nu, for at trøste sådanne forsagte, forskræmte, bedrøvede samvittigheder: «Kom hid til mig, alle I, som er trætte og belastede, og jeg vil vederkvæge jer.» Dér bliver vi kaldt til denne trøst, til evangeliet. Tænk her endelig ikke på din værdighed, for han siger netop: «I, som er trætte og belastede», nemlig med loven, med synden, med angst og bekymring og med hvad det end kan være, der kunne tynge en samvittighed. Derfor giver han det heller ikke noget særligt navn; han siger ikke: med denne eller hin nød, men siger ganske enkelt: «I, som er trætte og belastede.» Han vil heller ikke have nogen udelukket; for han siger: «alle» – og det er et særdeles herligt, mægtigt trøsteord i anfægtelsen, hvad slags anfægtelse det så end er. Derfor: den, der nu føler sin synd og erkender sin uformuenhed til at opfylde Guds lov, han kan træde frem her; han skal komme trøstigt og frejdigt, han skal visselig blive hjulpet. «Jeg vil vederkvæge jer», siger han, jer, som er trykket ned og tynget af tungt arbejde og møje; se bare til, at du tror denne venlige lokken og dette løfte.

Sådan råbte Kristus også i templet ved en fest i Jerusalem og sagde: «Hvis nogen tørster, skal han komme til mig og drikke. Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften siger, strømme floder af levende vand.» Men dette sagde han, siger Johannes, om Ånden, som de, der troede på ham, skulle modtage (Joh 7,37–39). Det går nu sådan til: Først lader han evangeliet prædike for os; denne prædiken tror jeg; men så snart jeg tror denne prædiken og slutter mig til den, så er Helligånden der; når Helligånden er der, så bliver mine synder mig forladt. Men så mærker du, at Helligånden er der, når du tror og er vis på, at dine synder er dig forladt. Sandelig, det kaldes at vederkvæge dem rigtigt, som er tynget i samvittigheden: når de mærker, at deres synder er dem forladt, og at de er blevet arvinger til Himmeriget. Og han vederkvæger ikke alene i syndens angst og anfægtelser, men i alle andre nødsituationer vil han være hos os, i sult, krig, dyrtid og hvilke andre trængsler der ellers måtte trykke; dér vil han ikke forlade os, ligesom Gud ikke forlod den kære patriark Josef, heller ikke i et fremmed land, men altid var hos ham, hvad enten det gik ham godt eller ilde. Nu, det er en tung byrde, når synderne trykker én; fra den bliver ingen forløst uden den, som Guds Søn, Kristus Jesus, forløser ved Helligånden, som han har erhvervet os hos Faderen. Han gør da vores hjerter glade og raske og villige til alt, hvad Gud vil have af os.

Men hvad betyder det, at han siger: «Tag mit åg på jer»? Kaldes det at vederkvæge, når jeg tager én byrde af halsen på nogen og lægger ham en anden på? Det er det, vi ofte har sagt: evangeliet forskrækker i begyndelsen og er kødet imod; for det siger, at alt vores er intet, vores hellighed og retfærdighed gælder ikke, alt, hvad der er i os, er fordømt, vi er vredens og unådens børn. Det er nu tungt for kødet og en ubærlig byrde; derfor kalder han det en byrde eller et åg.

Men for at ingen skal forskrækkes for denne mand og tænke, at han er stor, høj og vældig og ikke kan tåle stakkels syndere og ringe folk eller behandler dem uvenligt, så siger han: «Lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet.» At Augustin her siger, at vi skal lære mildhed og ydmyghed af Kristus for at efterfølge den, er godt sagt, men det passer ikke rigtig hertil. For Kristus vil her lokke os venligt til sin lære, for han har talt om erkendelsen af Faderen; som ville han sige: «Kødet og den forsagte natur ser på mig, som var jeg grusom, barsk og streng; men det er jeg ikke, jeg er mild og ydmyg af hjertet. Jeg forskrækker ikke folk som Moses; jeg prædiker ikke: Gør dette, gør det, gør hint, men jeg prædiker syndernes forladelse; jeg prædiker, at man kun skal tage imod, ikke at man skal give noget. Jeg er ikke som farisæerne, der gerne vil anses for at være noget stort, men jeg er helt venlig og ydmyg af hjertet og rede til at tage imod syndere; og selv om de falder i synd igen, så kaster jeg dem dog ikke fra mig, når de blot kommer til mig og venter trøst og hjælp hos mig. Jeg lyser ikke folk i band som farisæerne, der også lyser folk i band for deres påbuds og menneskepåfunds skyld, og som hellere ville, at alle Guds bud blev overtrådt, end at ét af deres statutter og forordninger ikke blev holdt.» Sådan som vi har set i pavedømmet, at det var en meget større synd at spise kød om fredagen, eller at en præst giftede sig, end tyve ægteskabsbrud eller endog ti mord. Men her hører du, at Gud endog lader sin lov falde for blot at lokke synderne til sig.

Og Kristus siger her særligt, at han er mild; som ville han sige: «Jeg ved, hvordan jeg skal omgås syndere; jeg har selv erfaret, hvad en forsagt, forskræmt samvittighed er (for Hebræerbrevet siger i 4,15, at han er blevet fristet i alle ting i lighed med os, dog uden synd). Derfor skal ingen blive forfærdet for mig; jeg vil omgås ham ganske venligt og mildt, jeg vil ikke fare løs på ham eller forskrække ham; lad ham bare komme glad hid til mig, hos mig skal han finde hvile for sin sjæl.» For sin sjæl, siger han; som ville han sige: «Der kan nok være ydre trængsel og forfølgelse på legemet, og der kan ramme jer modgang, men alt det skal I bære let og roligt»; som han også siger til sine disciple hos Johannes (16,33): «I mig har I fred, men i verden har I trængsel.» Derfor, selv om det udadtil ser ud, som om alt er imod os, som ville det knuse os og æde os, så har det dog ingen nød; for indadtil i samvittigheden har vi god fred. Og det er troens første og nærmeste frugt: fred i samvittigheden; som Paulus siger til romerne (5,1): «Da vi altså er blevet retfærdiggjort ved troen, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus.» Hvor nu vores samvittighed står fri og har fred med Gud, dér kan intet bevæge os eller skade os, om det så er nok så ondt.

Men for at ingen skal tænke og sige: «Dermed er sagen ikke hjulpet, når jeg tager én byrde af halsen på nogen og lægger ham en anden på», som sagt ovenfor, så siger han sådan: «Mit åg er blidt, og min byrde er let.» Som ville han sige: «Bliv ikke forskrækkede for mit åg; lovens åg, som I før har vandret under, har været tungt for jer; men mit åg er ikke så tungt, det er et let og blidt åg, I kan godt bære det.» Kloghovederne siger nu også, at Kristi åg er tungere end lovens åg, og de drager Matthæusevangeliets femte kapitel frem; men dér udlægger Kristus loven, hvordan den skal forstås, og giver ikke lov, men siger, at mord kommer af et ondt hjerte, og at ægteskabsbrud flyder ud af et urent hjerte. Altså tyder han dér kun Moses’ lov og giver ingen lov.

Men derfor er Kristi åg blidt og hans byrde let, fordi han ikke alene tager ceremonierne og de menneskelige forordninger bort, men også hele loven, forbandelsen, synden, døden og alt, hvad der kan ramme os på grund af loven; alt det tager Kristus bort fra mig og giver mig Ånden, ved hvem jeg med lyst, villigt og gerne gør alt, hvad jeg skal gøre. Og det kaldes derfor blidt, sødt og let, fordi han hjælper os at bære, og når det bliver os for tungt, så lægger han sig selv sammen med os under byrden. Verden anser det nok for tungt og ubærligt; men det er det ikke, for man har en god kammerat, der hjælper én at bære, som man siger: «Med en god kammerat er det godt at synge.» To kan let bære en byrde, selv om den ene ikke bærer så godt. Det være nok om evangeliet; nu vil vi se på beretningen om dagens fest, hvordan Matthias blev udvalgt til apostelembedet. Lukas beskriver den i Apostlenes Gerninger og siger sådan (ApG 1,15–26):

Beretningen om apostlen Matthias’ udvælgelse

I de dage stod Peter frem midt iblandt disciplene og sagde (der var en skare på omkring hundrede og tyve navne samlet): «I mænd og brødre, dette skriftord måtte opfyldes, som Helligånden forud har talt ved Davids mund om Judas, der blev vejviser for dem, som greb Jesus; for han var regnet med iblandt os og havde fået sin lod i dette embede. Han har ganske vist fået en mark i eje for sin uretfærdigheds løn og har hængt sig og er bristet midt over, og alle hans indvolde væltede ud; og det er blevet kendt for alle, som bor i Jerusalem, så at den mark på deres sprog kaldes Hakeldama, det er Blodmarken.

For der står skrevet i Salmernes Bog: ’Hans bolig skal lægges øde, og der skal ingen bo i den’, og: ’Hans tilsynsembede skal en anden få.’ Derfor må én af de mænd, som har været samlet med os hele den tid, Herren Jesus gik ind og ud iblandt os, lige fra Johannes’ dåb til den dag, da han blev taget op fra os, blive vidne sammen med os om hans opstandelse, én af disse.»

Og de stillede to frem, Josef, kaldet Barsabbas, med tilnavnet Justus, og Matthias, og de bad og sagde: «Herre, du som kender alles hjerter, vis, hvem af disse to du har udvalgt til at få denne tjenestes og dette apostelembedes lod, som Judas er faldet fra for at gå bort til sit eget sted.» Og de kastede lod om dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet sammen med de elleve apostle.