Kristi fremstilling i templet (kyndelmisse), anden prædiken (Luk 2,22–32)

En anden prædiken over evangeliet på dagen for Kristi fremstilling i templet, over det foregående evangelium, Luk 2,22–32

Kære venner, denne prædiken vil jeg dele i to stykker. For det første vil jeg gennemgå historien om dagens fest. For det andet vil jeg udlægge Simeons lovsang, som man kalder Nunc dimittis [«Nu lader du», lovsangens første ord på latin, Luk 2,29].

For det første, lad os se på historien; så vil I se, hvordan den hellige evangelist Lukas med stor flid og alvor beskriver og viser, hvordan Maria kom i templet med sin søn Jesus og blev renset, og hvad der hørte til renselsen efter Mose lov; og han siger således:

«Og da deres renselsesdage efter Mose lov var fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren, som der er skrevet i Herrens lov, at alt mandkøn, som åbner moders liv, skal kaldes helligt for Herren, og for at bringe offer efter det, som er sagt i Herrens lov, et par turtelduer eller to unge duer.»

Det vil sige: De har ventet renselsesdagene ud, som hos os hedder «de seks uger», den tid en kvinde ligger i barselseng efter sin fødsel. Buddet står i Tredje Mosebog i det tolvte kapitel (3 Mos 12,2–5), hvor Gud ved Moses befaler jøderne (for os kristne og hedningerne vedkommer dette og Mose andre love ikke), at når en kvinde modtager sæd og føder et drengebarn, så skulle kvinden være uren i fyrretyve dage. Så blev hun sat til side, skilt fra andre mennesker, ligesom de spedalske hos os, som man ikke havde noget fællesskab med. Men når hun fødte et pigebarn, måtte hun blive hjemme i firs dage, lige så mange dage til, og hun blev skyet og regnet for uren og modbydelig af alle.

Det var nu et tungt bud, og det ville hos os slet ikke være til at bære eller udholde, hvis man skulle holde det lige så strengt hos os som hos dem. Hos os er det en let sag: Kvinderne ligger nu i barselseng, går ud, når de vil, og man skyr dem ikke så hårdt som jødernes kvinder; for hos dem var det en forbandet ting og voldte jøderne stor ulyst. Ingen måtte spise, drikke eller sove med kvinderne, ikke sidde eller ligge hos dem, og alt, hvad de rørte ved, var urent: sengen, stolen, bordet, klæderne, fadet, drikkekarret, mad og drikke. Summa summarum: Hvad de tog i, måtte være besmittet og kasseret. Og det varede seks uger, når hun fødte et drengebarn; men når hun fødte et pigebarn, tolv uger. Den slags bud havde de mange af, og meget tunge, så de seks uger hos os kun er en skygge mod deres seks uger. Det er nu det første bud: at hun måtte sidde inde de seks uger og blev regnet som en spedalsk og modbydelig kvinde.

Den anden lov

Når nu de fyrretyve dage var gået, måtte kvinden gå til præsten, vise sig frem og give et offer, nemlig når det var et førstefødt barn, som der står i Anden Mosebog (2 Mos 34,19), hvor Gud siger således: «Alt, hvad der først åbner sin moders liv, er mit; hvad der er af hankøn, også af kvæget, hvad der åbner sin moders liv, er Herrens»; det blev helliget Gud. Var det et dyr, en ged, en hest, en okse eller et får, så tilhørte det helt og holdent præsten; eller ville han beholde det, måtte han løse eller købe det fra præsten. Men var det et menneske, og han ikke kunne undvære det, men måtte have det til arving, så behøvede han ikke give det til præsten; men han måtte føre det frem for præsten og vise det frem og løse det fra ham og give en sølvsekel for det, det vil sige en kvart gylden, og andre ting, som der står skrevet i loven. Således var jøderne ved loven tvunget til at give det førstefødte drengebarn til præsten og derefter løse det fra ham igen; og dertil kom, at alt, hvad der var førstefødt i huset, var præstens.

Således blev folket godt plaget af loven, og Gud har lagt dette folk sådan en lov på for med den at holde dem i tømme, trænge dem, tvinge dem, ængste dem og gøre dem flittige. For det var et groft, tølperagtigt, råt og vildt folk; ingen kunne regere det, betvinge det og holde det i tømme, medmindre Gud selv lagde det sådan et åg og en byrde på ryggen og plagede dem med sådanne love, så de ikke kunne bryste sig. For det er alt for sandt, at der ikke under solen har været noget stoltere, trodsigere og hovmodigere folk end jøderne; derfor har Gud også plaget dem godt, givet dem en ordentlig omgang prygl og således ført dem i tømme.

Kristus er fri for loven

Nu står der alle vegne i loven om de kvinder, der undfanger børn ved mænd: Når barnet har en kødelig fader og er født efter kødet, så hører det ind under loven, så det sammen med moderen er urent en tid. Altså hører Kristus ikke ind under loven, og den vedkommer heller ikke Maria det mindste; for teksten står der tørt og klart: «en kvinde, når hun modtager sæd». Med ordet «modtager sæd» er Maria undtaget; for hun har jo ikke modtaget sæd, hun har jo ikke kendt nogen mand, som hun selv bekender for englen hos Lukas, men er blevet ved at være jomfru, som Esajas siger (Es 7,14), og har stik imod andre kvinders almindelige gang undfanget ovenfra, fra himlen, af Helligånden, uden nogen mandlig sæd.

Således gælder loven kun de kvinder, der bliver mødre efter kødet; men denne blev moder efter Ånden. Altså har Moses med hele sin lov ingen ret over denne jomfru og over hendes barn. Derfor sker der dem uret, at de må holde den og ligge fangne under den, skønt de dog står højt over den.

Men Lukas har ikke uden grund beskrevet det så omhyggeligt; for det gælder os, han vil lære os, hvordan vores hjerte skal blive trøstet ved det. Det drager også den hellige Paulus meget smukt frem i Galaterbrevet (Gal 4,4–5) og siger: «Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem under loven, for at vi skulle få status som sønner.» Paulus taler her om loven som om en tyran, en fangevogter eller en bøddel, som om en fjendtlig, modbydelig ting: ikke for lovens egen skyld, for loven er god og hellig, men for det embedes skyld, som den udøver i vores hjerte. Derfor, når Paulus taler således om loven, skal man forstå det efter det embede, som den udøver, og ikke efter dens væsen.

Lovens embede

Hvad gør da loven? Det gør den: Den er en årsag til synden. Ja, den er «syndens kraft», siger Paulus (1 Kor 15,56; Rom 4,15); den stifter strid, den gør ikke retfærdig (forstå: i hjertet), sådan som de pavelige vrøvler og de verdslige vise foregiver. Udvortes holder den nok hånden tilbage, men deraf bliver der ikke andet end hykleri for Gud; men i hjertet anretter den sådan en jammer, at den ikke alene ikke gør mennesket retfærdigt, men gør det langt værre end før; for den vækker synden og anklager den og gør samvittigheden urolig, for ved den erkender samvittigheden synden (Rom 3,20). Det er nu en fangevogters embede: Han sætter tyven i fængsel, trækker ham frem, martrer ham og spænder ham op i hejsen eller på stigen, så længe til han bekender synden. Så kommer bødlen og fører tyven ud; når nu synden er bekendt, så følger straffen.

Således er det også med loven. Når synden sker og bliver åbenbar i hjertet, så har vi straks Guds vrede på halsen; dommen står der i samvittigheden, samvittigheden skælver, mennesket sidder fast i synden, i døden og i Guds vrede; for hans hjerte siger ham, at Gud ikke kan tåle synden. Så er loven ved hånden, banker ham det ind og siger: «Gør du det, så støder Gud dig i helvede.» Så ligger samvittigheden ned, føler, at den ikke kan gøre det, loven kræver, og må således fortvivle. Det er da det, Paulus siger (Rom 3,20): «Ved loven kommer erkendelse af synd», det vil sige: Ved loven vokser samvittigheden hos mig og gør mig vred på loven og på Gud, som har givet loven, så at synden således bliver «overmåde syndig ved buddet», som Paulus siger (Rom 7,13); det vil sige: Jeg mener og holder for, at jeg har en vred Gud. For hvis jeg ikke erkendte synden ved loven, så havde jeg ikke den jammer i mit hjerte, bekymrede mig ikke om noget, var en lystig fyr og spurgte ikke efter Gud. Men når synden bliver erkendt, og jeg ved loven ved, hvordan jeg står med Gud, så står jeg altid i frygt, sorg og angst, ja, lader mig (som Moses siger, 3 Mos 26,36) skræmme af et raslende blad, frygter et tordenskrald og må altid være bange for, at Gud kommer efter mig med en kølle og slår mig i hovedet.

Alt det vokser frem af, at loven således tager mig til fange, sætter mig i blokken og i lænker; og fordi den således skræmmer og viser Guds vrede, kan jeg ikke holde af loven, men er den fjendtlig af hjertet; for den bringer mig i al jammer, støder mig i helvede og stiller mig døden for øje. Nu har jeg det af naturen, at jeg frygter og flygter for døden, straffen, helvede og Guds dom. Naturen kan ikke smile til den død, der kommer af Guds vrede og følger synden; derfor er der lutter fjendskab og ulyst over for loven. Og da nu loven er god og hellig, så har jeg også fjendskab i mit hjerte mod det, der er godt og helligt.

Loven kan ingen opfylde

Denne jammer ved loven har været blandt jøderne, som særlig har fået den skrevne lov, den lov, som vi og alle hedninger har af naturen. For disse love her, som evangeliet taler om, om renselsen, om offeret og om alt det andet, som står i Moses, har aldrig nogen jøde holdt rigtigt i hjertet; de har nok udvortes gjort gerningerne efter masken, men deres hjerte har været langt derfra. Hvis man havde spurgt de kvinder, som således efter deres fødsel blev skilt fra menneskene og regnet for urene, om de gjorde det gerne og med vilje, om de havde lyst og kærlighed til det, så havde de uden tvivl, hvis de skulle svare ret af hjertens grund, sagt: «Kære Moses, du kan beholde din lov og have et godt år med den! Skal jeg sidde her for din skyld som en hospitalslem eller som et spedalsk menneske? Hvorfor skal jeg finde mig i det? Det er jo lutter gift, hvad jeg rører ved; jeg er foragtet af alle, bliver holdt som et urent dyr og tør ikke gå blandt folk. Hvor i alverden kommer du med sådan en lov fra? Jeg ville ønske, du og din lov hang i galgen!»

Ligeså, når de skulle fremstille barnet og bringe et offer for det, skete det også med uvilje og ulyst; det ærgrede dem, at de skulle give noget ud, og de sagde uden tvivl: «Skal jeg stoppe det i halsen på præsterne og selv undvære det?» Sådan var de ulystne over for alle buddene: Hjertet ville ikke sige ja, det strittede imod og vægrede sig altid ved det, ja, det kunne ikke sige ja; for loven gav ikke den nåde, at de fuldførte den med lyst og vilje.

Som de nu har gjort, således gør vi også: Efter den udvortes maske holder vi nok loven, tager os godt ud og tager fat på den med hånden; men hjertet skyr den, gør det uvilligt og har af naturen ingen lyst dertil, medmindre Helligånden oplyser hjertet med sin nåde. Derfor, selv om vi holder loven med gerninger, sker det dog ikke af hjertet, rent og klart; for det sker for egen nyttes skyld eller for en fordels skyld eller af frygt for straffen.

Øvrigheden skal drive loven udvortes

Når nu Gud således har givet loven og ved, at ingen holder den, så har han desuden indsat fangevogtere, drivere og opsynsmænd; for sådan kalder Skriften øvrigheden i en lignelse, ligesom æseldriverne: Æslerne må man altid ligge på halsen og drive med stokken, for ellers går de ikke fremad. Således må øvrigheden drive pøbelen, Herr Omnes [«hr. Alle», Luthers spøgende navn på den menige hob], slå, kvæle, hænge, brænde, halshugge og radbrække, så man frygter den, og folket således bliver holdt i tømme. For Gud vil ikke, at man alene skal forelægge folket loven, men at man også driver den, håndhæver den og med magt tvinger den igennem i gerning. For hvis man alene forelagde folket den og ikke drev den, så blev der intet af det. For hjertet kan ikke hænge ved loven, den er det alt for meget imod. For hvis der ikke fulgte nogen straf, så ville der ikke være andet i verden end mord, hor, tyveri, røveri og drab, og alle laster ville tage overhånd, og ingen ville være sikker for den anden. Men når øvrigheden er der og straffer synden, sådanne grove knolde, så må pøbelen holde inde og tør ikke fare så frækt frem. Derfor er det nødvendigt, at lovens drivere holder fast over folket og tvinger og driver den rå, uopdragne hr. Omnes, ligesom man driver og tvinger svinene og de vilde dyr.

Når vi nu må gøre det, loven kræver, og ikke gør det gerne, så bliver vi loven fjendtlige; for den står vores egenrådighed i vejen. Men det har Gud alt sammen gjort, for at den skulle gøre os trætte, og for at vi skulle lære at kende vores evne, hvad vi formår, og således gå i os selv og sige: «Jeg arme menneske, jeg må holde loven og gør det ikke gerne, ja, jeg har slet ingen lyst dertil.» Så går jeg jo helt glip af lønnen og al den tak, jeg ville få for det, hvis jeg holdt loven ret og med lyst. Summa summarum: Alle, som er under loven, gør det med uvilje; således bliver vi plaget af den, må holde den og kan ikke holde den og har oven i købet ingen løn af det.

Kristus opfylder loven for os

Det er altså det, jeg har sagt: at Paulus (Gal 3,24) gør loven til en fangevogter, som gør os til syndere og til skamme for Gud. Denne plage går over alle mennesker, hvor loven rører dem, og samvittigheden bliver synden var.

Men Kristus er kommet til verden for at holde loven for os, og han har også haft lyst dertil og har holdt den gerne, frivilligt, af hjertet og utvunget, og han har ikke haft brug for det. Men med os er det lige omvendt: Jeg må holde loven, trænger til det og har dog hverken lyst eller vilje dertil. Kristus trænger slet ikke til det og gør det med lyst; loven har slet ingen ret over ham, for han har i sin person mere retfærdighed, fromhed, lyst og kærlighed, end loven nogen sinde kan og formår at kræve. Derfor har loven ingen magt, ja, ikke det allermindste, over Kristus; han går højt hen over loven, og han er herre over loven, for han er født uskyldig af en jomfru. Altså kan loven ikke sige til ham: «Gør det, lad det være.» Han kunne godt sige: «Aj, min kære, jeg gør og lader, og har gjort og ladet, hvad der er at gøre og lade; jeg behøver slet ikke dit krav dertil.» Sæt det nu op mod hinanden: Jeg trænger til loven og gør den ikke; Kristus trænger ikke til den og gør den, er fri for den og kryber villigt ind under den og holder den alt sammen, hvad der står i Moses, fra det første bogstav til enden af alle love, ikke fordi han trængte til dem og var tvunget dertil, men frivilligt tager han den på sig.

Således går det her til med jødernes lov om renselsen. Så snart barnet er født, står Moses straks parat og befaler barnet: «Sådan og sådan skal man handle med dig, det skal du holde, det skal du lade»; han stikker straks barnet i lovens fængsel. Men Kristus er født under loven, ikke fordi han sad fast i loven eller skyldte den noget; men han har selv frit og villigt lagt sig ind under den. Det er nu vores trøst, som vi skal tage af evangeliet: at vi ved, at Kristus har ligget under loven. Hvorfor? Hvad skulle han med det? Ikke for sin egen persons skyld; men som Paulus skriver til galaterne (Gal 4,5): for at han skulle befri dem, der sidder fast under loven. Han var ikke under loven, men han går ind under den og kaster sig ind i den som i et fængsel og et fangehul; han satte sig ved Mose fødder og blev hans elev. Så kan Moses vel sige: «Skal jeg have mange af den slags elever, så vil jeg ikke blive ved med at være mester.» Da det nu ikke er nødvendigt for Kristus at være under loven, så går han til og skænker os det og siger: «Jeg skylder loven ingenting, men du skylder loven; jeg vil se, hvad loven formår, jeg vil træde i dit sted, jeg vil opfylde loven, som plager og martrer dig således.» Således går han ind under den og opfylder alt, hvad Moses har befalet.

Det går nu til, som når en fangevogter sætter sin herres, kongens, søn i fængsel, og fangevogteren ikke vidste, at han havde sin herres søn i fængslet, men havde taget ham for en anden, for et helt almindeligt menneske. Hvad skulle kongen vel sige til det, når han fik det at vide? Han ville sandelig sige: «Hvad har du gjort? Hvem har givet dig ret over min søn? Du har nok haft ret og magt over tyve og skurke, men på min søn har du forgrebet dig ganske groft.» Herren havde nu to retskrav mod fangevogteren: for det første, at han er hans herre; for det andet, at han har forgrebet sig på hans søn. Hvis nu fangevogteren endnu havde en fanget tyv, og hans herre var vred på ham, fordi han havde fanget hans søn og sat ham i blokken og i lænker, og nu ikke ville lade forhånelsen gå uhævnet hen, så ville han sige: «Du har mistet din ret; over den tyv, du har fanget, har du haft ret, men tyven skal være fri og få din ret, og således vil jeg skænke ham det, som min søn med urette har lidt af dig.» Hvad ville fangen vel gøre? Han ville uden tvivl blive glad og falde ned for herrens fødder og med glæde sige: «Tak, min kære herre!» Således var tyven blevet herre over fangevogteren, og fangevogteren måtte skamme sig over for herren, ikke for tyvens skyld, men for den unge herres skyld, som han så uskyldigt havde sat i blokken og i lænker.

Sådan også her. Kristus, den evige Faders Søn, ligger under loven; men vi er tyve og skurke, for vi holder ikke loven. Derfor sætter Moses os i stokken og blokken, det vil sige: loven tager os til fange, nemlig den naturlige lov, som Gud har åbnet i vores hjerter, for Moses’ lov angår hverken de kristne eller hedningerne. Så kommer Kristus og kryber i al hemmelighed ind under loven, sådan at loven ikke opdager det. Nu mener loven, at den har fat i et almindeligt menneske, ligesom ethvert andet menneske, der er avlet af en mand i synd og har forskyldt døden (for som Paulus siger (Fil 2,7; Hebr 4,15), har han taget en tjeners og synders skikkelse på sig). Så går loven og døden løs på Guds barn, sætter ham i stokken og blokken, straffer ham og handler med ham som med et hvilket som helst andet syndigt menneske.

Hvad sker der så? Med døden beviser Kristus, at han er Herren. Så flygter loven og døden bort fra Kristus til Djævelen; og så kommer Kristus og siger til os: «Du var under loven og kunne ikke holde den, du sad fast i døden og i Guds vrede; jeg har befriet dig, jeg har narret loven. Den mente, at jeg skulle dø som en anden synder, og har så øvet sin overmod på mig; nu skænker jeg dig retten imod loven, synden og døden.» Hvis vi nu troede det, ville vi falde Kristus til fode og takke ham med stor glæde.

Kære Gud, hvis vi kunne nå frem til den trods mod døden og synden og sige: «Ved I ikke, hvad I har gjort mod min Herre? I har gjort ham uret og taget ham til fange, skønt han var uskyldig; det er nu mit, han har skænket mig det. Hvad har I nu imod mig?» – så ville døden og synden nok forsvinde, hvis vi kunne sige det med et troende hjerte og således trodse og spotte dem: «Ganske vist er jeg skyldig til døden, for mit hjerte holder ikke loven. Er jeg for min egen persons skyld skyldig til helvedes ild, så gør med mig, hvad I vil, kog eller steg mig; men se på Kristus, æd ham, hvis I kan!» Det er den rette trods mod døden og synden. Når synden nu trykker dig, så hold Kristus op mod loven. Vil den forskrække dig med døden, fordi du ikke har gjort loven fyldest, så vend straks dine øjne bort fra dig selv til Kristus, som har været under loven og har opfyldt den, og sig: «Kære ven, om du så forskrækker mig, så forskræk også ham, der har overvundet dig og gjort dig mat, og som har givet mig din ret; prøv bare at gøre ham noget!» Så må loven vige, og døden flygte, og de kan ikke længere forskrække; for jeg har den ret, som Kristus har: døden har jeg kvalt, synden overvundet, Djævelen trådt under fode – ikke ved mig selv, men ved den unge Herre og Konge; jeg nyder ikke mit eget, men min Herres.

Det er nu grunden til, at Lukas med stor flid beskriver både moderen og Sønnen: for at han rigtigt kan male, hvordan de uskyldigt har været under loven, og at det er sket os til gode. Den, der griber det sådan, skal takke Gud; for han kan berede sig til døden. Sådan er det sandt, hvad Jakob siger (2,13): Misericordia exaltat judicium, det vil sige: nåden har trodsen mod dommen. Er nåden borte, så trodser dommen imod os. Men det er nåden, at Guds Søn har været under loven og har skænket mig det, han har vundet; han giver mig trodsen mod loven, synden og døden. Loven står altså imod mig og siger: «Du er i synder, du er døden værd og fortjener helvede.» Den dom fælder den over mig. Nuvel, det er sandt, jeg kan ikke nægte det; hvordan skal jeg så undslippe den? Så må jeg trække trodsen frem og holde den op for øjnene af loven og sige: «Det er sandt, jeg er en synder og har fortjent helvede; men hvad siger du så til det her: Du har forgrebet dig på min Herre, du har pint Kristus uskyldig og kastet ham i døden. Hvor er nu din trods? Han har været under dig, og det har han skænket mig; han har vendt dommen om: du har fordømt mig, så har han fordømt dig; og således er bladet vendt. Du vil fordømme mig; så har jeg retten fra Kristus til at fordømme dig.» Den, der kunne gribe det med troen i hjertet, ville være en kristen og kunne bestå i døden. Den trods må vi have, når vores hjerte sprælder og frygter for Guds vrede: at vi slår knips ad loven, synden og døden og siger: «Trods! Se på den unge Herre her!»

Den, der nu kunne gribe Kristus sådan, ville nok trænge igennem. Det er hurtigt prædiket, men ikke hurtigt lært; der skal en til, som kan skabe et sådant hjerte. Derfor er det narreværk og spildt med vores lusede gerninger. Vi bliver ikke retfærdige ved gerninger; gerningerne kan langtfra skaffe en sådan trods til veje. Om så hundredtusind kartusianermunke, alle hårskjorter, reb, kutter og tonsurer og al jomfrudom oven i købet lå i én bunke, så ville de dog ikke bestå med deres hellighed over for døden, men ville blive jaget bort som støvet for vinden og smelte som smør i solen; for de kunne dog ikke redde fra dødsfrygten. De kan prise deres gerninger, som de vil; når de kommer til døden, må de alligevel fortvivle, for intet menneske består for Guds dom, som profeten David siger: «Herre, gå ikke i rette med din tjener, for for dig bliver ingen levende retfærdig» (Sl 143,2).

Derfor: lad alle gerninger fare; for den unge Herre alene vinder prisen og trodsen mod alt, hvad der er imod os. Loven har brændt fingrene på ham og forgrebet sig på ham og mistet sin ret; trodsen har han givet mig, så jeg holder hans uskyld op mod loven og således bides med loven – og ikke med mine gerninger og min egen hellighed, men med min Herres gave. Han er alt for stærk for loven og kan træde den under fode; den kan ikke gøre ham til en synder, for han er en herre over loven.

Dette er nu om evangeliets første del: hvordan Kristus for vores skyld har givet sig ind under loven sammen med sin mor Maria, og hvordan de dog ikke var loven noget skyldige.

Den anden del

Den anden del handler om Simeons lovsang, om Nunc dimittis [«Nu lader du», Simeons lovsang, Luk 2,29–32]. Den bliver nu et eksempel på læren; den vil vi også se på. Der følger i teksten:

«Og se, der var en mand i Jerusalem ved navn Simeon, og denne mand var from og gudfrygtig og forventede Israels trøst.»

Det vil sige: han har ventet på Frelseren, som for vores skyld har givet sig ind under loven; for med vores gerninger var det tabt. Derfor måtte de slagne og forskrækkede samvittigheder rejses op ved den trøst, der var lovet dem. Videre:

«Og Helligånden var over ham, og det var blevet åbenbaret ham af Helligånden, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.»

I ved, hvad Kristus er, nemlig den Salvede. I Det Gamle Testamente salvede man to slags personer med balsam, præsterne og kongerne, ligesom man også hos os plejer at salve kejserne og præsterne. Det jødiske sprog kalder ham Messias, det græske Kristus, det latinske Unctum, men på vores tyske sprog den Salvede. Nu skulle den fromme og gudfrygtige Simeon se den Salvede før sin død, det vil sige den rette Konge og Præst, som profeterne længe forinden havde længtes inderligt efter, og som denne fromme, gudfrygtige Simeon havde fået løfte om at se før sin død. Men hvordan kommer han til det? Der følger i teksten:

«Og han kom, drevet af Ånden, til templet.»

Han gik i templet for at se ham, som han efter Åndens svar havde fået løfte om at se før sin død.

«Og da forældrene bragte barnet Jesus ind i templet for at gøre med ham, som det var skik efter loven,»

Den uskyldige Konge og Præst ligger under loven, Herren bliver en tjener og bliver os alles tjener. Gid Gud ville, at vi også så på denne Konge med troen sådan som den hellige Simeon!

«da tog han ham i sine arme og lovpriste Gud.»

Denne grå gamle mand tog barnet til sig, var glad, og hans hjerte blev ungt af stor glæde; ja, han var så fuld af glæde, at ingen kan beskrive eller udsige det. For da han så på det lille barn, stod hans hjerte sådan: «Her har jeg et lille barn, seks uger gammelt, ukendt af verden; men han er den rette Frelser, han er den rette skat, som jeg længe har længtes efter.» Ham så hverken fyrste, kejser eller konge på; men hans hjerte, som kendte ham ret, blev så glad, at det ikke ville være underligt, om han var død af glæde. For hans længsel blev så rigeligt opfyldt, at han ikke alene fik ham at se, men også tog ham i sine arme. Derfor siger han af en sådan glæde:

«Herre, nu lader du din tjener fare i fred, som du har sagt.»

Som ville han sige: «Gud ske lov og tak, at jeg har oplevet denne dag! Lad mig nu fare herfra, nu vil jeg gerne dø, nu skal døden være mig kær; for det er opfyldt, som var lovet mig.» Men hvorfor vil du så gerne dø, kære, fromme Simeon?

«For mine øjne har set din Frelser.»

Det er den skat, som glæder mig og gør døden kær for mig. Det vil sige, som jeg sagde lige før: når vi ser ham, som har været under loven, og kender ham som den, der hjælper os, så er det ikke muligt andet, end at vi bliver glade og uforfærdede over for døden og over for al ulykke. Se nu, hvad den gode gamle olding har i sit hjerte: han skulle dø nu, og han siger, at han vil fare herfra i fred. Det er et stort, trøsterigt og dejligt ord: at dø glad og i fred. Hvor har han sådan en kær død fra? Alene fra barnet. Hvem har nogen sinde set sådan en død? Se på dem, der forlader sig på gerninger, når de skal dø, om de også farer i fred! Der ser man, hvordan deres hjerte banker, bæver og hamrer; de bliver helt blege, fornuften og alle kræfter synker sammen, for døden er for stærk og for mægtig. Om alle kejsere, konger og fyrster stod der med deres hingste, bøsser, kyradser og harnisker, og dødens rædsel kom, så ville de stå som stokke over for døden. Se, hvordan gik det, da bønderne gjorde oprør? Der var døden endnu ikke for hånden, der var kun frygten for at miste deres gods; og hvilken fortvivlelse og forstenelse var der ikke hos alle fyrsterne! Hjælp, Gud! Hjælp, Gud! hvordan vil det så gå, når døden bryder ind, siden dette allerede gav en sådan skælven og bæven, at man hverken kunne føre spyd eller harnisk, og enhver fortvivlede?

Men den fromme Simeon roser sig af, at han vil fare herfra i fred, som om der ingen død var for hånden; ja, han kalder det ikke en død, han vil ikke give den den ære. Han siger: «Nu lader du din tjener fare i fred», han siger ikke: «Lad mig nu dø.» Han kalder det en bortfart og en afsked, en sød og blid søvn. Hvor har han den kunst fra, at han slet ikke frygter døden, som hele verden forskrækkes over, og som alle dyr også gøer, river og raser over – men han regner den for en sød søvn? Skal vi være uden frygt, må loven, synden og døden ud af hjertet. Han har ikke frygtet loven, derfor var dødens rædsel heller ikke der. For hvor loven er, der er en samvittighed om synden; men hvor loven er borte, der er lutter retfærdighed, og Moses er borte og så helt skaffet ud af syne, at man ikke engang ved, hvor hans grav er, hvor han er jordet (5 Mos 34,6). Når Moses nu er væk, så er synden også borte, og således bliver døden til en kær søvn.

Men hvor har Simeon det fra? Han siger ikke: «Du lader mig fare i fred, fordi jeg har fastet, gjort undere, stiftet kirker, er blevet munk, har trukket en grå kutte på» og den slags; skulle gerningerne gøre det, så måtte det stå her. Men han nævner ingen gerninger, han siger ikke: «Det har jeg gjort», men han siger: «For mine øjne har set Frelseren.» Han tænker ikke på, at han har gjort det med næven, men på, at han har set det med øjnene; her gælder synet og ikke næven. Det er to små stykker: at se, og Frelseren. Det hører til en fredfyldt død, at vi ser Kristus. Ser vi ham, så kan vi dø glade; men ser vi ham ikke, så er han der forgæves. I templet så mange ham, men ikke ret; men ret så Maria, Josef, Simeon og profetinden Anna ham. Alle de andre, som ikke så på ham sådan som Maria og Simeon, har hverken set Kristus eller Frelseren. Kajfas, Annas, Pilatus og Herodes har nok set på ham, men de så ikke, at han var Frelseren. Hvor fejler det da, at de ikke ser ham? Det fejler i hjertets øjne; de må være rene, så de ser den unge Herre, som er gået i stokken for os, har lidt uret for os og har gjort os fri – ikke for vores fortjenestes skyld, men for sin nådes og kærligheds skyld. Den, der ser ham sådan, kan trodse og sige: «Jeg ved intet om loven, synden og døden», og således trygt pukke på det.

Men det rette syn står ikke i de legemlige øjne, for sådan har mange set ham; det må troen i hjertet gøre. Det er muligt, at de har set ham legemligt, men de har ikke troet, at det var Frelseren; de har tænkt sådan: «Skulle denne lille dreng være ham? Han er knap seks uger gammel og kan endnu ikke løfte hovedet. Den rette Frelser vil komme med ryttere, med store, høje hingste, med pragt og stor magt» osv. Men den gode Simeon har set anderledes på ham; han fik et ord givet ind i hjertet, og der blev sagt til ham: «Det er ham»; han havde et andet lys, et andet syn. Han har det ikke fra hørensagn; det var ham alvor i hjertet. Sådan må vi heller ikke bare høre om Kristus, men tro i hjertet ved Helligånden, og hjertet må oplyses ved Helligånden, hvis vi som Simeon skal kende Kristus som den rette Frelser. For af naturen er det forhærdet, for hårdt og for mørkt til at kende en sådan frelse og se et sådant lys. Det er heller ikke nok, at Maria, Josef, Simeon og Anna har set ham; jeg må også se ham, må også kende ham og må også vide, at det er den rette Messias.

Din Frelser

Hvad er nu frelsen? Hvem er Frelseren? Det er ham, som den gode, fromme Simeon bærer på sine arme; han skal forløse verden, tage synden bort, kvæle døden, gøre levende og stifte og udrette sådanne undere, som profeterne har forkyndt meget om. Og dette barn skal nu komme for dagen og prædikes for alle folk, som Simeon videre siger til Gud:

«som du har beredt for alle folk.»

Barnet skal udbredes blandt alle folk; man skal synge og sige om ham, hele verden skal vide om ham. Her priser den gode mand, at evangeliet skal gå ud i hele verden og dér forkyndes: at han alene er Herre over synd, død, helvede, Djævelen og al ulykke, og at ingen skal rose sig af noget som helst andet end af barnet, som Gud har beredt for alle folks ansigt. Og ved denne beredelse skal han være det, som følger:

«et lys til oplysning for hedningerne»

Det vil sige: han skal være et lys for hedningerne, så de vantro oplyses ved ham, som Johannes siger (1,9), for at de kan kende ham; og så de, som før ikke kendte ham ved Moses’ lov, sådan som jøderne, ved lyset kan komme til og se klart, at det er ham. Det er en klar og tør tekst imod de gode gerninger og al vores fortjeneste. Der hører kun et se og vide i hjertet til; den udvortes gerning hjælper og tjener aldeles ikke dertil. Derfor skal vi gribe det godt og lære, at dette lys er Kristus, og at intet andet tjener dertil end synet i hjertet, det vil sige at tro ret på Kristus. Videre siger han:

«og til pris for dit folk Israel.»

Han er blevet lovet jøderne; de er de første, der har haft ham. Han er født og opfostret hos dem, kommet af deres kød og blod, og således er han kommet gennem dem til hedningerne. For apostlene er de første, der har troet på ham, taget imod hans ord og prædiket det i hele verden, både for jøderne og for hedningerne. De er hjørnestenene og søjlerne; derfor kalder Simeon her Kristus deres pris og ære. Det er nu (som jeg har sagt) et eksempel på læren om loven og om Kristus: hvordan vi opfylder loven ved Kristus, og hvad godt loven udretter. Lad os nu lade det blive ved det og påkalde Gud om nåde.