Marias undfangelse (Luk 11,27–28)

Evangeliet på dagen for Marias, Guds moders, undfangelse, Luk 11,27–28

I dag fejrer man festen for Jomfru Maria, nemlig at hun skulle være undfanget uden arvesynd; den fest har voldt megen fortræd, kiv og strid blandt munkene, uden nogen som helst nytte og gavn, eftersom der ikke står ét bogstav om den i evangeliet eller andre steder i Skriften. Deraf skal vi også se, hvordan Djævelen har blindet og forført os, så vi mest har drevet på med det, som ikke er os befalet, og som vi heller ikke behøver at vide; men det, som er os befalet, lader vi ligge. Sådan er det altid gået, sådan går det stadig, og sådan vil det gå, så længe verden står; derfor skal ingen tage forargelse af det, for verden bliver verden, hvordan man end bærer sig ad. Nu har man på denne dag sagt meget om arvesynden – gid de havde ramt rigtigt! Derfor må vi også tale lidt om den, men først vil vi se lidt på evangeliet.

I dette evangelium er kort sammenfattet alt, hvad der tjener til vores frelse, nemlig at høre Guds ord og bevare det. For menneskets sjæl kan ikke holdes i live ved noget andet end ved Guds ord; det er dens føde og græsgang, og i samme grad som den bruger det, hænger ved det og tror det, i samme grad er den bjærget og hjulpet. Derfor siger Sankt Paulus (Rom 1,16): «Evangeliet eller Guds ord er en Guds kraft for alle dem, som tror på det.» Derfor kan Gud ikke straffe og plage menneskene hårdere, end når han tager dette foder fra dem. Det har vi desværre erfaret godt nok, dengang vi var under pavedømmet: hvad det vil sige at mangle Guds ord. Hvordan gik vi ikke dér som de fortabte får, den ene derud, den anden derhen, og der var jammer og nød. Og fordi Guds ord således er en så nødvendig ting, sætter Herren det også her højere end sin egen ære og også højere end sin mors ære.

Heraf skal vi lære, at menneskelig følelse og det, naturen søger, her helt og holdent fordømmes og forkastes af Kristus, og at intet er godt af det, som vores fornuft synes er godt, og som har stor anseelse for verden, ja, som endog ser ud til at være det allerhelligste. Hvad kunne denne kvinde i verdens øjne have gjort, der var mere kostbart, end at hun træder frem foran hele folket og priser den mor, som har givet verden sådan en søn – en, som alle menneskers øjne ser hen til, som hele verden løber efter, som alle holder af, som hjælper alle og gør vel mod dem? Alligevel griber Kristus her ind og slår hendes lovprisning helt til jorden. Den gode kvinde taler ud fra en kødelig, kvindagtig følelse; sådan som man da også stadig hører en tåbelig, kvindagtig tale, når man siger: «Salig er den mor, som bærer en præst!» Og sådan som man stadig finder mangen en mor, der, når hun hører en lærd, from prædikant, som hele verden gaber efter, siger: «Ak, gid Gud, at min søn også måtte blive sådan en mand!» Det er kødelige tanker; dem forkaster Herren her helt og viser os, hvad der er mere nødvendigt end dette, nemlig at høre Guds ord og bevare det. For således siger han her til kvinden, som priste ham således foran folket og sagde: «Saligt er det moderliv, som har båret dig, og de bryster, du har diet»:

«Ja, salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.»

Som om Herren ville sige: «Jeg vil ikke have kødelig ros; min mor er heller ikke salig af den grund. Din lovprisning er forkert, for du forstår endnu ikke det, som hører Gud til; du søger kødets nytte og lyst og behager dig selv med sådanne kvindagtige, skadelige tanker; dermed opnår du ikke din sjæls frelse og salighed. Vend derfor dit hjerte bort fra sådanne unyttige, forgæves og tomme tanker, og lær, at de er evigt salige, som flittigt hører Guds ord og lukker det inde i deres hjerte og sætter al deres trøst og tillid til det; for det kan ikke bedrage. Det er dem, som bygger deres hus på klippen, som vandets og vindens storm ikke kan overvælde (Matt 7,25); så tro du derfor på Guds Søn, så bliver du frelst.»

Således ser vi, at Guds ord altid strider imod menneskelige, kødelige følelser og tanker og aldrig kan stemme overens med dem. Ligeledes har vi også hos Matthæus (12,46–50) en beretning: Da Herren holdt en lang prædiken for sine disciple og for folket, stod hans mor og hans brødre udenfor og ville tale med ham. Da siger en til Herren: «Se, din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig.» Herren sagde til ham, som meldte ham det: «Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?» Han rakte hånden ud over sine disciple og sagde: «Se, dér er min mor og mine brødre. For den, som gør min himmelske Faders vilje, han er min bror og søster og mor.» Det siger han her endnu tydeligere, når han siger: «Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.» Dette være nok om evangeliet; nu vil vi også sige lidt om arvesynden.

Om arvesynden

For det første skal man lægge mærke til, hvad arvesynden er, så vi kan forstå, hvordan Jomfru Maria er blevet fri for den. Arvesynden er, sådan som alle doktorerne enstemmigt skriver, intet andet end mangel på arveretfærdigheden; med den arvesynd er vi blevet straffet i Paradis ved Adams første synd. Og den hedder arvesynd, fordi vi ikke har gjort den, men bringer den med os fra vore forældre, og den tilregnes os ikke mindre, end som om vi selv havde gjort den. For ligesom en søn med arveret og med rette besidder faderens gods, som han ikke selv har vundet, således er han også efter den samme arverets art forpligtet til at betale den gæld, som faderen har efterladt sig ved sin død, eftersom han besidder og har faderens gods. For den, der vil have nytten, må med rette også bære skaden. Sådan går det også her til med arvesynden, som vi ikke har gjort, men vore forældre; den må vi også være med til at bære og betale.

Det skal forstås således: Før Adam spiste af det forbudte træ, var han skabt af Gud retfærdig, from og hellig; han havde i sig hverken lyst eller tilbøjelighed til det onde, hverken til hovmod eller til vrede, hverken til ukyskhed eller til nogen anden last, men var kun tilbøjelig til det gode, til kyskhed, sagtmodighed, kærlighed, ydmyghed og andre dyder, som han udøvede af naturen, uden forskel, og han så ikke hen til noget andet, som han skulle gøre det for; ligesom vi nu af naturen kan se, høre, spise, drikke, gå, føle og tale. Og lige så let, som det nu falder os at se, høre, tale og lignende, lige så let ville det dér have været for os at holde alle dyder, og alle gode gerninger ville have været os en lyst og let at gøre – de gerninger, som vi nu ikke kan gøre uden stort og hårdt arbejde, møje, anfægtelse, fare, synd og besvær. For som Adam var dengang, sådan ville vi alle, som er født af ham, have været. Og derfor, som sagt, hedder den også en arveretfærdighed, fordi den af herkomst og fra vor første fader ved fødslen bliver os medfødt; ligesom man kunne kalde synet og hørelsen arvelige. For ligesom synet og hørelsen har været i Adam og Eva, således er de også ved fødslen medfødt os. Men at en sådan arvelig retfærdighed har været i vore første forældre, Adam og Eva, bevidner Moses (1 Mos 2,25) med disse ord: «De var begge nøgne, mennesket og hans hustru, og de skammede sig ikke.» Sådan ville også alle de mennesker have været, som var blevet født af dem, og de ville også have kunnet leve nøgne; for de mærkede dengang ingen ond tilbøjelighed hos den ene til den anden, sådan som alle mennesker nu mærker det.

For det andet: Men så snart de spiste af det forbudte træ og havde syndet, faldt denne arvelige retfærdighed straks bort og blev fordærvet. Da begyndte onde lyster at røre sig og vokse i dem; da blev de tilbøjelige til hovmod, ukyskhed, kødets vellyst og alle synder, sådan som vi er nu; for som Adam og Eva var dengang efter overtrædelsen, sådan er alle deres børn. For ligesom han dér havde et kød, der var forgiftet med synder, således har også alle hans børn, som er født af ham, netop sådan et kød, tilbøjeligt til alt ondt, og den synd, som var i forældrene, bliver også alle deres børn medfødt. Ligesom en spedalsk far med en spedalsk mor avler spedalske sønner og døtre, af samme kød som forældrene, således bliver vi alle født i og med synder af vore syndige forældre. Deraf kommer det, at alle levende mennesker er tilbøjelige til det onde, som der står hos Moses: «Da Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt deres hjertes tanke og stræben altid kun var ond, da angrede han, at han havde skabt menneskene på jorden, og det bedrøvede ham i hans hjerte» (1 Mos 6,5–6). Og efter syndfloden sagde Herren: «Jeg vil herefter ikke mere forbande jorden for menneskenes skyld, for det menneskelige hjertes tanke er ond fra ungdommen af» (1 Mos 8,21).

Ud af denne første, medfødte synd flyder derfor så mange synder, som mennesket er belæsset med, som mord, ægteskabsbrud, tyveri og utallige andre laster, så den med god grund næsten kunne hedde originale peccatum [latin: oprindelsens synd, dvs. arvesynden], fordi den er udspring og begyndelse til alle andre synder; for alle synder kommer af vort hjertes onde tilbøjelighed, som Kristus siger hos Matthæus (15,19): «Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd, bespottelse.» Og et andet sted siger han også: «For munden taler af hjertets overflod» (Matt 12,34).

Af alt dette er det nu klart og åbenbart, at arvesynden ikke er andet end hele denne ondskab og tilbøjelighed til det onde, som alle mennesker mærker i sig, og som er født til hovmod, vrede, misundelse, ukyskhed og flere andre laster; for sådan var Adam og Eva også efter overtrædelsen.

For det tredje. Men nu har Gud ordnet det sådan, at ingen skal blive frelst, uden han er ren for denne synd. Og derfor har Gud givet bud, hvormed han forbyder denne synd og vil, at vi igen skal være fromme og retfærdige, sådan som Adam var før synden. Men da vi ikke kan gøre det, har han givet Kristus, sin enbårne Søn, i døden for os, for at han ved sit blod skulle frelse og befri os fra denne arvesynd og fra alle de synder, som flyder af arvesynden. Derfor lærer Kristus os, at vi skal tro på ham og påkalde ham om nåde, og ved den bliver denne synd renset. Og det er ikke andet end at prædike evangeliet, som han sagde til sine disciple: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt» (Mark 16,15–16). For når vi er døbt og tror, så modtager vi nåde, som strider imod den onde tilbøjelighed i os og uddriver og udsletter arvesynden; da rejser der sig i os gode og hæderlige begær, til ydmyghed, kyskhed, sagtmodighed og alle dyder, og så sker de gode gerninger også med et glad hjerte. Alt det udretter nåden, som vi har modtaget i dåben ved troen på Kristus; for det er umuligt, at en sådan nåde skulle ligge ørkesløs i os, den må gøre gode gerninger. Det siger Herren Kristus meget smukt med en fin lignelse til sine disciple efter nadveren, da han sagde således (Joh 15,1–8): «Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den skærer han af, og hver den, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt. I er nu rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig.»

«Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre. Den, som ikke bliver i mig, bliver kastet ud som en gren og visner, og man samler dem og kaster dem i ilden og brænder dem. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, skal I bede om, hvad I vil, og det skal blive jer til del. Derved bliver min Fader æret, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.»

Men for at vi ikke skulle glemme dette, har Gud ordnet og indrettet det sådan, at vi skal sige trosbekendelsen og bede Fadervor, så vi dagligt kan øve os i troen og bønnen og altid påkalde hans nåde imod arvesynden. For så længe vi lever her, er vi ikke uden synd; der bliver stadig onde lyster og begær tilbage i os, som pirrer os til synd, og dem må vi stride og kæmpe imod, som Sankt Peter siger (1 Pet 2,11–12): «Kære brødre, jeg formaner jer som fremmede og udlændinge til at afholde jer fra de kødelige lyster, som fører krig mod sjælen, og at føre en god vandel blandt hedningerne, så de, som bagtaler jer som ugerningsmænd, ser jeres gode gerninger og priser Gud, når det kommer for dagen.» Derfor må vi stadig øve os og altid bede og kæmpe imod synden, så længe vi lever her, indtil vi dør; for først da bliver hele kødet dræbt.

For det fjerde. «Når arvesynden bliver taget bort i dåben, hvorfor siger du da, at den stadig bliver tilbage, og at man hele tiden må kæmpe med den?» Det svarer Augustin sådan på: Arvesynden bliver ganske vist tilgivet i dåben, ikke sådan at den ikke er der mere, men sådan at Gud ikke længere vil tilregne den; ligesom samaritanen hos Lukas (10,34–35) ikke straks gjorde den sårede rask, da han hældte olie og vin i hans sår, men førte ham til herberget og lod først værten pleje ham, til han kom tilbage. Således bliver alle synder vel taget bort ved dåben, dog sådan at Gud ikke tilregner dem; men derfor er de ikke borte, men man må hele tiden helbrede dem, sådan som man er begyndt at helbrede dem. Men når vi dør, så vil de alle være fuldkommen helbredt. Derfor: så ofte du mærker, at du bliver pirret til utålmodighed, hovmod, ukyskhed og andre synder, så ofte skal du vide, at du mærker arvesyndens dødbringende pile, som Djævelen har skudt ind i Adams kød, som dit er født af; og du skal straks tænke på at stå disse pile imod og bede Herren Jesus om, at denne synd ikke må tage overhånd og overvinde dig, men at den må blive overvundet ved hans nåde.

Således siger Paulus til galaterne (5,16–17): «Vandr i Ånden, så vil I ikke opfylde kødets begær; for kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod kødet; de står hinanden imod, så I ikke gør det, I vil.» Og til romerne (13,13–14) siger han således: «Lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og druk, ikke i løsagtighed og udsvævelse, ikke i strid og misundelse, men ifør jer Herren Jesus Kristus, og drag ikke omsorg for kødet, så begær vækkes.» Derom kan du også læse hele det syvende kapitel i Romerbrevet. Den, der nu således strider med sine synder, ham bliver synden ikke alene ikke tilregnet af Gud, hvor stærkt den end stadig lever i ham; men han skal også få en krone og blive udfriet fra den. Men de, som ikke strider imod deres synder, men samtykker i dem, de falder helt tilbage i arvesynden og bliver, som de var før dåben.

For det femte. Heraf udspringer nu et spørgsmål, som man går og tumler med her og der: Hvordan går det dog til, at forældrene føder børn i arvesynden, når de dog er døbt, og arvesynden er dem tilgivet? Det svarer Augustin atter på og giver en smuk lignelse og siger: Ligesom et lille korn, som man kaster i ageren uden aks og skaller eller avner, ikke frembringer andre korn uden skaller, uden strå og uden aks, sådan som det ligger åbent for dagen, således avler de døbte forældre ingen børn uden arvesynden, selv om de, forældrene, er døbt og ved dåben befriet fra arvesynden. Og han giver også et andet eksempel med oliventræet: Når man planter en frugt af det, så vokser der ikke et godt, men et vildt oliventræ op af den; sådan går det også her til: Selv om forældrene ved dåben er udfriet fra arvesynden, så føder de dog deres børn med arvesynd. Men hele grunden er denne: Menneskenes kød kan aldrig i dette liv nå fuldkomment frem til sin renhed, så det var uden lyst og syndigt begær; derfor kan forældrene ikke undfange eller føde børn uden en sådan lyst og et sådant begær.

Derfor siger også David i salmen (Sl 51,7): «Se, jeg er skabt i uret, og min mor har undfanget mig i synd.» Og det er det, som Sankt Augustin siger: «Arvesynden kommer ikke af stammen eller fødslen, men af lysten.» Som om han ville sige: Hvis forældrene kunne undfange og føde uden lyst og begær, så ville intet barn blive født i arvesynd. Men Gud Herren tåler en sådan lyst og et sådant begær hos forældrene for ægteskabets skyld, som han har indstiftet, og for at menneskeslægten kan forøges, men især og først og fremmest for dåbens og troens på Kristus skyld. For en sådan lyst kan ikke helt og holdent tages bort i dette liv; og menneskeslægten må jo også avles og således forøges. Og derfor prædiker man meget om jomfrueligheden i Det Nye Testamente og roser og ophøjer den meget højt, så at den, der ikke ville, ikke behøvede en sådan lyst, men straks slukkede arvesynden; men man ser jo godt, hvad der er ved det.

For det sjette. Det er nu også grunden til, at Kristus ville fødes af en jomfru, ved Helligånden, uden mand: nemlig for at han ikke også skulle blive besmittet med arvesynden, som af naturen følger med menneskers fødsel af mand og kvinde, sådan som vi har hørt. Derfor siger man alene om denne Marias søn, som Elisabet sagde til Maria: «Velsignet er dit livs frugt» (Luk 1,42). For alle andre kvinders frugt er forbandet, for den er undfanget i synd, som sagt er; og fra den forbandelse bliver den ikke befriet, uden når den holder sig til denne velsignede frugt af Jomfru Maria, til Herren Kristus; og det sker ved dåben og troen på denne samme Kristus. For da bliver den genfødt til en anden frugt, og der bliver en åndelig frugt af den. Derfor sagde Kristus til Nikodemus: «Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige» (Joh 3,3). Men hvordan denne genfødsel skal gå til, og hvordan den skal ske åndeligt, siger han videre til ham (Joh 3,5): «Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.»

Og af den grund siger man også det, som englen Gabriel sagde til Maria: «Velsignet er du blandt kvinderne» (Luk 1,28). For ingen kvinde er så hellig – der har heller aldrig været nogen, og der skal heller ikke komme nogen – at hun føder sit livs frugt velsignet; eftersom ingen undfanger uden lyst og synd. Davids ord bliver nok stående sandt: «Se, jeg er skabt i uret, og min mor har undfanget mig i synd.» Den titel må alle menneskebørn bære, med undtagelse af Kristus alene. Her bliver også den frie vilje slået til jorden; for ingen kan ved den frie vilje stå imod en sådan lyst, eftersom den har ædt sig igennem mennesket fra isse til hæl.

For det syvende. Men fordi Jomfru Maria også er født naturligt af far og mor, har mange villet sige, at hun også er undfanget i arvesynd; dog holder de alle enstemmigt fast ved, at hun blev helliget i moders liv, og at hendes forældre har undfanget uden lyst og begær. Men nogle har villet ramme midtvejen og har sagt, at menneskets undfangelse er dobbelt: den ene kommer af mandens og kvindens naturlige forening; den anden undfangelse sker så, når legemet er dannet færdigt i moders liv, og når sjælen bliver indgydt af Gud, Skaberen. Om den første undfangelse taler vi ikke her; der ligger heller ikke meget i det, selv om Jomfru Maria er undfanget på den almindelige måde som alle mennesker, så at på denne måde alene Kristus er undtaget, som også alene er undfanget på denne særlige måde, uden en mands medvirken. For det måtte være sådan, at Kristus blev undfanget som Gud og menneske, fuldkommen i alle lemmer; og derfor var det nødvendigt, at der her var den allermest åndelige og helligste undfangelse.

Men ved Jomfru Marias undfangelse, hvis legeme med tiden ligesom andre små børns er blevet dannet indtil sjælens indgydelse, har det ikke været nødvendigt, at det var en sådan undfangelse; for hun kunne være holdt fri for arvesynden indtil sjælen. Men hvad Gud har gjort med Maria ved den anden undfangelse, står der intet om i Skriften; derfor kan der heller ikke prædikes noget sikkert at tro om det her. Men «tanker er toldfri»; enhver kan tænke, hvad han vil, dog sådan at han ikke gør en trosartikel ud af det.

Men om den anden undfangelse, nemlig sjælens indgydelse, tror man fromt og saligt, at den er gået til uden arvesynd; så at hun, da sjælen blev indgydt, samtidig også blev renset for arvesynden og prydet med Guds gaver til at modtage en hellig sjæl, som Gud indgød hende, og således var hun uden al synd fra det første øjeblik, da hun begyndte at leve. For før hun levede, kunne man vel sige, at der hverken var synd eller ikke-synd, hvad der alene tilkommer sjælen og et levende menneske. [Her følger Luther den opfattelse, som var udbredt i senmiddelalderen, at Maria blev undfanget uden arvesynd, om end med forbeholdet i afsnittet før: Skriften siger intet om det, og det må ikke gøres til en trosartikel. Opfattelsen står ikke i de lutherske bekendelsesskrifter.]

Således står Jomfru Maria netop i midten mellem Kristus og andre mennesker. For Kristus var fuld af nåde i samme øjeblik, som han blev undfanget og levede. De andre mennesker er uden nåde både i den første og i den anden undfangelse. Men Jomfru Maria var, skønt hun efter den første undfangelse var uden nåde, dog fuld af nåde efter den anden undfangelse. Og det ikke med urette, for hun har også stået i midten mellem al fødsel: Hun er født af far og mor, men hun har født uden far og er blevet mor dels til en legemlig, dels til en åndelig søn. For Kristus er undfanget både af hendes kød og af Helligånden. Men Kristus er far til mange børn uden legemlig far og uden legemlig mor. Ligesom Jomfru Maria nu i sandhed står i midten mellem den legemlige og den åndelige fødsel, som en ende på den legemlige og en begyndelse på den åndelige, således står hun også i sandhed i midten, hvad undfangelsen angår. For ligesom de andre mennesker undfanges i synd både på sjæl og legeme, men Kristus uden synd både på legeme og sjæl, således er Maria, Jomfruen, vel undfanget uden nåde efter legemet, men fuld af nåde efter sjælen.

Det er det, disse ord vil sige, som englen Gabriel siger til hende: «Velsignet er du blandt kvinderne.» For man kunne ikke sige til hende: «Velsignet er du», hvis hun nogen sinde havde ligget under forbandelsen; det var også ret og rimeligt, at denne person blev holdt fri for synd, af hvem Kristus skulle tage det kød, som skulle overvinde alle synder. For velsignet betyder egentlig det, som er begavet med guddommelig nåde, det vil sige det, som er uden synd. Derom har andre skrevet meget mere og påvist smukke grunde, som det ville føre for vidt at fortælle her. Det være nok for denne gang; lad os påkalde Gud om nåde.