Apostlen Thomas’ dag (Joh 20,24–29)

Evangeliet på den hellige apostel Thomas’ dag, Joh 20,24–29

Om Sankt Thomas ved jeg intet mere sikkert end det, som dette evangelium her skriver om ham; det andet, man ellers fortæller om ham ud af legendebogen, er alt sammen opspind og løgn, og selv om noget af det var sandt, så kan man dog intet bygge på det, og det gør os heller ikke bedre. Derfor vil vi lade det ligge og sige noget om dette evangelium, som vil være mere nyttigt og nødvendigt for os end alle legender.

Den første del af beretningen i dette evangelium skete påskedag om aftenen, da de to fra Emmaus kom tilbage og forkyndte for de andre disciple, at Herren var opstået. Den sidste del skete otte dage efter. Derfor læser man også dette evangelium på ottendedagen efter påske; dér har I hørt udlægningen af evangeliet til fulde – Gud give, at I havde husket den! For det er et meget trøstefuldt evangelium, som viser os troens frugter, nemlig fred og glæde, som også Paulus siger (Rom 5,1): «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige på grund af tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus.» Men nu vil vi sige lidt om, hvad det betyder, at Herren viser disciplene sine hænder og fødder; dermed er det vist os, hvad Kristus gavner os, hvad han tjener os til, og hvad vi skal vente os af ham.

Det er ligesom plantet af naturen i alle menneskers hjerter, at vi gerne vil være retfærdige, og enhver tænker på, hvordan han kan blive frelst; derfor har også den ene udtænkt dette, den anden hint, og ment, at han dermed ville vinde sig en nådig Gud og fortjene himlen. Men ingen har nogen sinde ramt den rette vej, eftersom de alle har stået fast på, at de ville udrette det med deres gøren og med gerninger. Også de højlærde doktorer og hellige fædre har skrevet og lært meget om, hvordan man skulle nå til retfærdigheden, og de har gjort sig stor møje dermed; men som man ser, og som vi desværre også har erfaret til vores store skade, har de udrettet lidt. Derfor er det sandelig nødvendigt, at man kender den rette grund i dette, hvordan vi dog kan nå til den sande retfærdighed, eftersom der ligger så meget i det; for den, der fejler her, har forfejlet det rette hovedstykke i det kristne liv. Om det må vi sige lidt.

Den rette, sande retfærdighed, som gælder for Gud, består i fremmede gerninger og ikke i egne gerninger. Tag et eksempel: Én bygger kirker; en anden valfarter til Sankt Jakob, til Aachen, til Rom, til Den Hellige Grav; en tredje faster, beder, bærer munkekutte, går barfodet eller gør en eller anden gerning, hvad det så kan være. Det er egne gerninger; Gud har ikke befalet dem, men menneskene og hyklerne, de gerningshellige, har selv udtænkt dem og ment, at det var kostelige, gode gerninger, som havde stor anseelse for Gud; de vidste ikke andet, end at de ville og skulle blive fri for deres synder og vinde en nådig Gud ved dem. Men sådanne selvvalgte gerninger er aldeles intet og må gå til grunde, eftersom de sker uden tro, og de er synd, som Sankt Paulus siger: «Alt det som ikke er på grund af tro, er synd» (Rom 14,23). For sådanne vore gerninger er besmittede og urene for Guds øjne, ja, han har en gru og en væmmelse for dem.

Vil vi derfor handle med Gud, så må vi ikke komme derop med vore egne gerninger, men med fremmede. Hvad er da de fremmede gerninger, som gælder for Gud? Det er vor Herre Jesu Kristi gerninger, han, som Gud Fader har sendt fra himlen for at gøre fyldest for vore synder ved sin død og lidelse. Denne fyldestgørelse gik sådan til: Vi var i stor fare og havde svære tyranner over os, som ængstede os dag og nat uden ophør. Loven, som Gud lagde på mennesket, drev os og krævede meget af os; og vi kunne ikke gøre det, derfor fordømte den os. Synden lå os på halsen, og loven gjorde den stadig større og større. Døden ville æde os, fordi den er syndens løn. Djævelen ville rive os i helvede, fordi han skulle straffe os for synden; dér var jammer og nød. Over denne jammer forbarmede Gud sig og sendte sin enbårne Søn af lutter nåde og godhed, uden vor fortjeneste, for at han skulle frelse os fra sådanne grusomme tyranner; og det gjorde han med magt på denne måde:

Loven gjorde han fyldest; han har opfyldt loven helt og fuldt, for han har elsket Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af al sin kraft, af hele sit sind, og sin næste som sig selv. For deri består hele loven og profeterne, som Kristus selv siger (Matt 22,40). Alt, hvad Kristus nu har gjort, går op i disse to stykker. Han elskede Gud deri, at han adlød hans vilje, blev menneske og i al lydighed udrettede det, han skulle udrette, og det, som var ham befalet af hans himmelske Fader, som Paulus siger til filipperne (Fil 2,8): «Han var Faderen lydig til døden, ja, døden på et kors.» Dernæst elskede han sin næste; for alle hans gerninger, som han gjorde her på jorden, gik ud på, at han dermed tjente menneskene; ja, så højt elskede han sin næste, at han endog satte sit liv til. Som han også siger til sine disciple (Joh 15,13): «Større kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit liv til for sine venner.» Ja, Sankt Paulus gør det større og siger: for sine fjender, når han siger sådan til romerne (Rom 5,8): «Gud viser sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.»

Da Kristus nu således har opfyldt loven, så har den ikke kunnet anklage ham; så har synden heller ikke kunnet udrette noget hos ham. Den lagde sig nok an med ham, men han var den for mægtig, han slugte den, i ham måtte den slukkes som en lille gnist i hele havet; for dér var lutter retfærdighed. Døden kom også og ville også æde ham; den åd ham nok, men den kunne ikke fordøje ham og måtte spytte ham ud igen; ja, denne bid kom døden til stor skade, og spillet vendte sig, så Kristus åd døden; for den lagde sig an med ham, som den ingen ret havde til, eftersom der ingen synder var. Hvor der ingen synd er, dér har døden intet at gøre, som Sankt Paulus siger (1 Kor 15,56): «Synden er dødens brod» eller spyd, som den dræber med; ellers var den sløv og kunne intet udrette. Djævelen prøvede også sin magt på ham, men han måtte finde sig i det; for han angreb ham, som han ingen ret havde til; han blev overvundet i denne kamp og udrettede kun lidt, som Kristus siger: «Denne verdens fyrste kommer, og han har slet intet i mig» (Joh 14,30). Ligeledes spærrede helvede sit gab op og ville sluge Kristus; men det blev selv slugt af ham. Så er altså lov, synd, død, djævel og helvede blevet til skamme i denne kamp, og han har ført dem alle i et triumftog og gjort et skue af dem, som Sankt Paulus siger (Kol 2,15).

Alt dette er nu ikke blot sket os til gode, men også skænket os, når vi tror på denne Herre Kristus. For alt, hvad han har, er vores. Han selv er også vores, som Paulus siger (Rom 8,32): «Gud har skænket os sin Søn; hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?» Så jeg kan rose mig af hele den sejr, han har vundet over loven, synden, døden, Djævelen og helvede, og kan tilskrive mig alle hans gerninger, som var de mine egne, og som havde jeg selv gjort dem – når jeg blot tror på Kristus; ellers ville hans gerninger slet ikke hjælpe mig, hvis de ikke var skænket mig. Det er de fremmede gerninger, som gør os retfærdige for Gud og frelser os; vore gerninger gør det ikke, vi er med alle vore kræfter for svage i rustningen til at modstå selv den mindste synd, for slet ikke at tale om at gå døden, Djævelen og helvede under øjne og kæmpe med dem.

Når derfor loven kommer og anklager dig for, at du ikke har holdt den, så vis den hen til Kristus og sig: «Dér er manden, som har gjort det; ham hænger jeg ved; han har opfyldt den for mig og skænket mig sin opfyldelse.» Så må den tie stille. Kommer synden og vil kvæle dig, så vis den derhen til Kristus og sig: «Så meget som du kan gøre ham, så meget kan du også gøre mig; for jeg er i ham og han i mig.» Kommer døden og vil æde dig, så sig til den: «Kære død, kender du også manden dér? Gå hen og bid en tand ud på ham for min skyld; han har engang gjort dit bid surt nok. Har du lyst til noget, så gnub dig endnu en gang op ad ham. Du mente, at du også ville have del i ham, dengang han hang mellem to mordere og døde en skændig død, som også var fordømt for Gud og for verden; men hvad hjalp det dig? Dér tog du en bid, som ikke bekom dig vel. Den mand hører jeg til. Jeg er hans, han er min, og hvor han bliver, dér bliver jeg også; du har intet kunnet gøre ham, du vil vel også lade mig i fred.» Kommer Djævelen og vil også have del i dig, og vil helvede sluge dig, så vis dem hen til Kristus; dér skal du nok få dem til at tie.

Således ser I, hvad vi har i Kristus, nemlig manden, som er skænket os af Gud, og som skulle udslette synden, knuse døden, sprænge helvede og tage Djævelen til fange, og alt det os til gode. For hvis han ikke havde gjort det og skænket os det, havde vi evigt måttet sidde fast under lovens forbandelse, under synden, under døden, under Djævelen og under helvede. Derfra har Gud frelst os ved denne Kristus; derfor siger Sankt Paulus til korintherne (1 Kor 15,54–57) ud fra profeten Hoseas (Hos 13,14): «Døden er opslugt til sejr! Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Men dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men tak til Gud, som har givet os sejren ved vores Herre Jesus Kristus!»

Heraf ser vi nu klart, hvilke gerninger det er, som skal gøre os fromme og retfærdige for Gud, nemlig fremmede gerninger og ikke vore egne, selvvalgte gerninger. Derfor falder hermed hele pavedømmet til jorden med alle sine, også de kosteligste og helligste gerninger; det er ganske indrettet på, at de arme, elendige, forblindede folk mener at vinde himlen med deres fortjeneste og egne gerninger. Derfor er der vokset så mange ordener op, at man næsten ikke kan tælle dem, og den ene har altid villet være helligere end den anden, alt efter som han har drevet hårde, store, svære gerninger. Men al deres arbejde, møje og plage, bøn, faste, tugtelse af legemet og hvad der ellers er af den slags, er aldeles spildt og forgæves og har ikke formået så meget, at det kunne have taget den allermindste daglige synd bort. De har ikke taget sig dette ord fra Esajas (Es 29,13) til hjerte, som Herren gentager hos Matthæus (Matt 15,8–9): «Dette folk nærmer sig mig med sin mund og ærer mig med sine læber, men deres hjerte er langt borte fra mig. Men forgæves dyrker de mig, idet de lærer en lære, som ikke er andet end menneskebud.»

Heraf kan du nu slutte, at alle de hellige, hvor hellige de end har været, dog ikke har opnået frelsen ved deres hellighed, fortjeneste og gerninger. Heller ikke Maria, Guds mor, er blevet from, frelst eller retfærdig på grund af sin jomfrudom, eller fordi hun har været Guds mor; men de er alle blevet frelst ved Herren Kristus, det vil sige ved fremmede gerninger. Læg derfor nøje mærke til, at vor frelse ikke består i vore, men i fremmede gerninger, nemlig Kristi Jesu, vor Frelsers, som vi alene ved troen på ham får del i.

Det er også meningen med beretningen her i dette evangelium, når Herren viste disciplene, og især den kære Thomas, sine hænder og fødder; dermed gav han at forstå, at det var disse hænder og fødder, som måtte gøre det, og ingen andre, det vil sige: hans gerninger hørte til frelsen og ikke andre. For ved hænder og fødder forstås i Den Hellige Skrift gerninger og vandel.

Disse hænder og fødder viser Kristus os stadig og siger: «Se, menneske, jeg alene er den, hvis gerninger og vandel gælder noget for Gud; med dine gerninger vil du ikke udrette det; din retskaffenhed duer ikke her, den hører hjemme et andet sted. Er du retskaffen, så nyder du godt af det blandt folk og har ros og pris for det her på jorden, som Paulus siger (Rom 4,2); men for Gud gælder denne retskaffenhed ikke, du må have en anden retfærdighed. Den er jeg; den ser Gud, min Fader, til. For jeg har frelst dig fra synd, død, djævel, helvede og fra al ulykke; for din egen del sidder du nok stadig i det, ja, du ville aldrig nogen sinde komme ud af det. Jeg har taget Guds vrede bort og gjort en vred dommer til en nådig, barmhjertig, god Fader. Tro det, så har det ingen nød med dig, så er du allerede frelst, from og retfærdig. Kom endelig ikke frem for Gud med din retskaffenhed; vil du handle med ham, så kryb ind i mig, ifør dig mig, så vil du få af Faderen, hvad du end vil have og begærer.» Som han siger til sine disciple hos Johannes (Joh 16,23): «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.»

Ligesom vi derfor oprindeligt og fra begyndelsen har fået synden fra Adam, det vil sige som en fremmed synd – for hverken jeg eller du har spist æblet – sådan må vi også gøres retfærdige og fromme igen ved en fremmed retfærdighed. Den er nu Kristus Jesus, ved hvis retfærdighed og gerninger vi alle er blevet frelst, som I har hørt til fulde. Det har Sankt Paulus meget rigt sammenfattet i ét ord, når han siger sådan til korintherne (1 Kor 1,30–31): «Kristus Jesus er af Gud blevet os til visdom og til retfærdighed og til helligelse og til løskøbelse, for at, som der står skrevet: ’Den, som roser sig, skal rose sig af Herren’» (Jer 9,23). Og til romerne (Rom 4,25) siger han: «Jesus Kristus blev overgivet for vore synders skyld og oprejst for vor retfærdigheds skyld.»

I disse to ord har I, ligesom samlet i et lille bundt, alt, hvad vi skal vente os af Kristus. Men alt dette sker ved troen. For den, som ikke har troen, kan umuligt fatte sådan noget; ja, for fornuften er det en tåbelighed, og verden holder det for galskab, som Paulus siger (1 Kor 1,23): «Kristus er for jøder et anstød til fald og for grækere en tåbelighed.» Det vil sige: Når man prædiker Kristus, at han er vor retfærdighed, at vi skal blive frelst og blive det evige livs børn ved ham, uden vore gerninger og vor retfærdighed, så tager de fromme, hellige folk anstød af det, sådan som jøderne var; men for de kloge og vise i denne verden er det en tåbelighed og en narreting, at en korsfæstet, dræbt mand skal udrette sådan noget. Således må alt, hvad der er fromt, helligt, vist og klogt for verden, tage anstød af denne Kristus og støde an mod ham. «Men for dem», siger Sankt Paulus videre (1 Kor 1,24), «som er kaldede, både jøder og grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom.» Og til romerne (Rom 1,16–17) siger han sådan: «Evangeliet om Kristus er en Guds kraft, som frelser alle, der tror på det, jøderne først og også grækerne; for i det åbenbares den retfærdighed, som gælder for Gud, og som kommer af tro til tro, som der står skrevet (Hab 2,4): ’Den retfærdige skal leve af sin tro.’» Derfor siger Herren meget rigtigt til Johannes’ disciple: «Salig er den, som ikke forarges på mig» (Matt 11,6).

Og dér ser du også klart, at denne tro, som vi har på Kristus, kommer af evangeliets prædiken, som Paulus siger (Rom 10,17): «Troen kommer af prædikenen, men prædikenen ved Guds ord.» Ja, dér ligger magten: af Guds ord, ikke af menneskeord; Guds ord gør det – ikke når man prædiker om afladsbreve eller om gerninger, sådan som det desværre hidtil er sket til vor store skade, både på gods, legeme og sjæl. Dog vil vi tie om godset, som vi har givet bort i store mængder, hvis de blot ikke havde plaget os på legemet med faste, legemstugtelse, valfarter og den slags narrespil. Ja, også det kunne vi endnu komme over, hvis de ikke med deres falske tillid til sådanne deres gerninger så jammerligt og ynkeligt havde ført og forført os bort fra den rette tro og tillid til Gud ved Kristus. Gud ske lov, at vi dog nu kender det; for verden har været så fuld af jammer, at den næsten er løbet over; og det er alene Guds straf og vrede, fordi vi har foragtet hans ord og fulgt menneskeord og vort eget hoved og forgodtbefindende. Dér har vi været så forblindede, at vi næsten har troet enhver, hvad han end ville bilde os ind som en gerning.

Fra alt det er vore samvittigheder nu frelst og gjort fri; men ingen takker Gud én gang for det. Ser vi os ikke for, så får vi en større ulykke på halsen, end denne har været; men det ville knap ske os mere end ret, vi fortjener det redeligt med vores utaknemmelighed. Før kunne man give munke og præster så meget, at de næsten blev herrer over verden af al den givning; nu kan man knap underholde seks eller syv fattige mennesker i en by, ja, nu kan man ikke ernære én prædikant eller sognepræst, hvor man før næsten har ernæret tres præster. Dér ser vi tydeligt, hvad vi har været; nu kommer det for en dag. Havde man ikke tvunget og drevet os til det, så havde vi også ladet det ligge, som nu. Derfor må du ikke give evangeliet skylden for sådan et forkvaklet væsen, sådan som vore modstandere nu uforskammet gør. Det byder dig ikke at lade din næste lide nød ved siden af dig; ja, hele evangeliet går netop ud på at vise dig hen til din næste, så du gør ham vel, hjælper ham og råder ham, ligesom Gud har rådet og hjulpet dig.

Og det gør visselig en ret tro: Den farer ud og gør mod andre, som Gud har gjort mod den, og som den ville, at man skulle gøre mod den, hvis den sad i fattigdom, angst og nød. Vore gode gerninger har Gud ikke brug for; i vores bøn og faste, kirkebyggeri og messestiftelser har han intet behag, vores offer begærer han ikke; ja, han siger hos Esajas (Es 1,11), at han hader dem og har en gru for dem. Han har nok i, at vi holder ham for Gud og stoler på ham og takker ham. Som han siger i Salmen (Sl 50,7–15): «Hør, mit folk, lad mig tale, Israel, lad mig vidne iblandt dig: Jeg, Gud, er din Gud. For dine ofres skyld straffer jeg dig ikke; dine brændofre er jo altid for mig. Jeg vil ikke tage tyre fra dit hus eller bukke fra dine stalde. For alle dyr i skoven er mine, og kvæget på tusind bjerge. Jeg kender alle fugle på bjergene, og alle slags dyr på marken er for mig. Hvis jeg var sulten, ville jeg ikke sige det til dig, for jorden er min og alt, hvad der er i den. Mener du, at jeg vil spise oksekød eller drikke bukkeblod? Ofr Gud takoffer, og indfri dine løfter til Den Højeste. Og påkald mig i nødens tid, så vil jeg frelse dig, og du skal prise mig.»

Med gerningerne viser Gud os derimod herned til vore næster, til de fattige, elendige, trøstesløse mennesker; dem skal vi komme til hjælp, dem skal vi trøste, lære og undervise; og hvad vi gør mod dem, det har vi gjort mod Gud selv og hans Kristus, vor Herre, sådan som han vil sige ved den yderste dom: «Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig» (Matt 25,40).

Således har I, at et kristent liv består i, at vi må blive fromme og retfærdige ved fremmede gerninger, nemlig ved Kristi gerninger, som vi alene ved troen kan få del i. Den samme tro fører af sig selv kærligheden med sig, så vi gør mod vores næste, som vi erkender, at Gud har gjort mod os. Om det har I hørt mere andetsteds; nu vil vi lade det blive ved dette og påkalde Gud om nåde.