Sankt Hans dag (Johannes Døberens fødsel), anden prædiken (Luk 1,57–80)

En anden prædiken over evangeliet på Sankt Hans dag, Luk 1,57–80, med en udlægning af Zakarias’ profeti, som man kalder Benedictus

Fortale om ærbødigheden for de hellige: hvori de skal fejres og æres

Denne fest har vi beholdt fra den hellige døber Johannes, ikke for hans egen skyld, men for hans embedes skyld. For som I vil høre i hans far Zakarias’ lovsang, prises Johannes, fordi han drages hen til Kristus og ind i Kristus, så at denne helligdag ikke så meget angår Johannes som Kristus selv; og derfor er hans fest heller ikke andet end at love og prise Kristi fest.

Men I ved, mine venner, hvordan vi hidtil er blevet forført med dyrkelsen af de hellige: den ene har påkaldt denne helgen, den anden hin, lige stik imod den gudsdyrkelse, som Gud kræver af os i sit første, andet og tredje bud osv. Og endnu i dag er nogle så forhærdede og forstokkede, at de ikke alene glemmer det lys, som nu af Guds nåde igen bæres frem for os, men også tænker på og tragter efter at kvæle det og slukke det helt og aldeles, sammen med dem, der bringer det frem og tænder det. Dog, de, der er det værd, vil nok beholde det; de andre, den største flok, slår det hen i vejret og lader ikke være med at spotte – de skal også nok finde deres dommer. Men derfor må vi tale lidt om det for at trøste og redde dem, der endnu ligger viklet ind og fanget i en sådan helgendyrkelse.

Nogle hellige har man fejret for deres strenge livs skyld, fordi de har ført et fint, kysk og tugtigt liv; og det har næsten været det almindelige syn i hele verden: hvor anseligt de har vandret, hvor mange undertegn de har gjort, som at opvække døde, gå tørskoet over Elben og hvad der ellers er af den slags. Sådan har de også rost denne Johannes, fordi han gik klædt i en ru kamelhud og havde et læderbælte om sine lænder, og som Kristus siger om ham hos Matthæus (Matt 11,8): «Ville I se et menneske i fine klæder? Se, de som bærer fine klæder, er i kongelige paladser.» Kort sagt har de kun draget ham frem som et eksempel, så at vi intet andet vidste om ham, end at han ikke drak vin eller øl, men ganske enkelt vand, spiste græshopper og vildhonning og klarede sig med de små urter i ørkenen. Det er nu ikke ondt og ikke at forkaste, eftersom også Kristus levede sådan; han har stundom måttet nøjes med, hvad han havde, har lidt sult og tørst og er ofte gået sulten i seng, som det jo vises her og der i evangeliet.

Men alligevel er dette ikke de højeste gerninger hos Johannes. For om Elias læser vi det samme: hvordan han spiste ristet brød og drak vand og i kraft af den mad gik fyrretyve dage og fyrretyve nætter (1 Kong 19,6.8). Ligeså hvordan Moses var hos Herren på Sinaj bjerg fyrretyve dage og fyrretyve nætter og hverken spiste brød eller drak vand (2 Mos 34,28). Men Gud har særlig sørget for dette: at Sankt Johannes ikke gjorde noget tegn, som der også står hos Johannes (Joh 10,41); det var hans gerning, at han talte om Kristus og pegede på Kristus. Kristus derimod, som ikke førte et så strengt liv, har gjort mange undertegn, ligesom også andre apostle er langt højere end Johannes med undertegn; ja, han har sikkert også haft nogle, der var hans lige, hvad livet angår.

Hvorfor roses han da sådan, at blandt alle, der er født af kvinder, er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døberen, sådan som Kristus selv roser ham (Matt 11,11)? Det er det andet stykke: at vi ser på de hellige, ikke for deres livs skyld og heller ikke for deres gerningers skyld, men for deres embedes skyld. For som jeg ofte og altid siger: gerninger og liv må skilles langt, langt fra Ordet og læren. Gerningerne er det ringeste; men ordene og læren er overvættes større end livet. For når jeg priser en hellig for Ordets og lærens skyld, så kan jeg ikke prise ham højere; og selv om alle de helliges gerninger lå i én bunke, og der var intet ord ved dem, så var det en ringe ting, så var det alt sammen forgæves. Hvorfor det? Fordi Guds ord, som I ved, er Guds visdom, Guds styrke, Guds kraft, Guds magt og alt i alt, hvad Gud er. Ingen gerning er nogen sinde så stor, at Gud agter den en hårsbred, hvor den ikke er fattet i Ordet; så at hvis mennesket ikke havde Ordet i hjertet ved troen, så ville hans gerninger aldrig nogen sinde blive set på. Derfor, eftersom Johannes havde sit ord, gælder også hans gerninger meget for Gud – ikke efter gerningernes vægt, men efter troens vægt.

Ord og gerninger skelner Skriften fra hinanden som himlen fra jorden, som lyset fra mørket, som det står hos Esajas (Es 55,9): Ordet er himlen, gerningerne er jorden. Dog skal de begge roses, og gerningerne hos de hellige skal ikke kastes bort, som om de stank eller slet ikke duede, så at vi skulle føre et mageligt, dovent liv og slet intet godt gøre; sådan som den største flok jo lever råt og søvnigt hen og ikke bryder sig en døjt om noget, men tænker: «Nu ved vi, hvad den rette lære er: Kristus er død for vores synder og opstanden fra de døde, vores gode gerninger gør det ikke; derfor vil vi fare frem og leve, som vi har lyst.» Nej, ikke sådan, brødre, hør her! Det er ganske vist sandt: vi er i nådens rige, skønt vi endnu er svage i Ordet og troen, og kærligheden er kold hos os, og kødet bliver kun lidt dødet; dog vil han have begge dele, nemlig at vi er rige i troen og Ordet og ikke glemmer gerningerne: at tæmme vores legeme og dermed tjene vores næste. Her vil han slet ikke have gerningerne forkastet; blot at du holder dem i denne orden, som nu er sagt.

Men fornuften og verden roser ikke en hellig så højt for Ordets skyld som for gerningernes skyld; den ser kun på gerningerne og undertegnene, højere kan den ikke svinge sig op. Ordet er i dens øjne en ubetydelig ting, en ringe lyd, der snart forgår; den ser imens ikke, at det er en uovervindelig Guds kraft, som ligger skjult i hjertet, og som hverken synd, død, Djævelen eller helvedes porte kan få magt over. Men vi, som hænger ved Kristus og har grundet vores tillid alene på denne klippe, ved, at Ordet ikke er så ringe at agte eller at forkaste; sådan som vi desværre nu ser, at der er så få, der bliver ved det rene Ord og beholder det. Hvor mange er der ikke, som nu alle vil skrive bøger, og blandt dem er der knap tre eller fire, der fører Guds ord rent? Overalt rotter man sig sammen, og der opstår sekter; Ordet bliver gjort urent og så aldeles fordunklet, at vi knap kan kende det – så få er der, der beholder Ordet ret, også blandt dem, der synes, at de har fattet det godt og står helt fast; men før man ser sig om, ligger de i skidtet til op over ørerne. Derfor: «den som mener at stå, skal se til at han ikke falder» (1 Kor 10,12); for skatten er for kostelig og gives også kun få. Andre fører gerninger frem her, og skønt deres gerninger er mange og tilmed rene, så ved de dog kun lidt om Ordet.

Men denne Zakarias roser sin søn, fordi Gud havde besøgt sit folk. Det er sandelig en underlig lovsang. «Ja,» kunne du sige, «Sankt Johannes er jo ikke vores Frelser, han er heller ikke død for vores skyld, og hans blod er heller ikke udgydt for vores synder: hvorfor synger han da sådan på grund af hans fødsel?» Her ser I, at Zakarias har været fuld af Helligånden og ret forstår Kristi rige åndeligt og drager sin søn ind i det: at Gud er der for at besøge og forløse sit folk. Derfor kan dette ikke drages hen på Johannes, men på Kristus og det, der er i Kristus, og derfor fejrer vi også denne fest.

Hos Johannes finder vi kun, at han er vor Herre Kristi forløber; han spiser rødder, drikker vand – det tjener ham nok til det og gør ham egnet, skønt han kunne have gjort det uden det. Men Gud har ikke villet det, og han gør det heller ikke; men at han skulle løbe foran ham, det skulle være hans embede, så at han på den måde begyndte Kristi rige. Således har denne hellige Zakarias ved Helligånden forstået meget vel, hvordan vor Herres rige er begyndt; derfor vil vi tage denne lovsang for os og gennemgå den ord for ord.

Benedictus, eller Zakarias’ profeti, udlagt

«Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.»

Her taler den gode mand om tingene, som om de allerede var sket, når han siger: «Han har besøgt og forløst sit folk.» For han er så aldeles vis på det; og barnet Johannes var også allerede til stede, som skulle begynde forløsningen, sådan som englen havde lovet ham i hans beretning: at han skulle gå foran Herren i Elias’ ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de vantro til de retfærdiges klogskab og berede Herren et velskikket folk. Om dette løfte vidste han, at det ikke ville lyve for ham.

Men hvad denne forløsning står på, og hvad den fører med sig, det ved I nu af Guds nåde ret godt, nemlig at han besøger og forløser os; og denne forløsning og dette besøg sker ikke med sværdet eller nogen anden magt, men alene ved Ordet. For Johannes har kun tjent verden med Ordet, da han pegede på dette Lam, som bærer verdens synd bort: det er vores forløsning og vores besøg, som Kristus har måttet købe med sit blod. Så der ligger mere på Ordet end på blodet og døden på korset, for for sit ords skyld har han givet sit legeme på korset og udgydt sit blod. Nu kommer det igen til os for døren; Gud give, at vi tager imod det og takker ham for det.

Johannes er det første bud, der har prædiket evangeliet for os. Derfor er det for os, der ikke før har hørt evangeliet, ligesom om Johannes selv nu prædikede for os; for her lader han os tilbyde forløsning, lutter venlig tiltale, trøst, redning fra synd, død, Djævelen og al ulykke.

Men at besøge er intet andet end at komme til os, lægge og bære det frelsende ord frem for os, ved hvilket vi bliver frelst. Det er en fin ting, at Zakarias har erkendt denne gerning, som har smagt ham så godt i hjertet, at han ikke kunne holde sig tilbage, men måtte bryde ud – ikke alene for det nye lille barns skyld, skønt det også voldte ham stor glæde, men fordi han i denne fødsel og i dette barn ser en langt højere glæde, nemlig at dette barn er det bud, ved hvem Gud har set til verden, som han besøgte med sit ord. Derfor glæder han sig over, at han skal høre dette ord, og at den gamle mand nu herefter skal blive discipel af barnet i vuggen og bekende ham som en profet, der vidste mere end han; ja, at det, faderen vidste, det ved han for barnets skyld. Og det er værd at undre sig over, at Gud her giver den gamle mand et barn i skødet til læremester.

Her er en naturlig glæde, at dette barn skal fødes ved et under, og en åndelig glæde, at det skal lære Guds ord. Jeg holder også for, at der ikke har været nogen far, der har haft så stor en glæde, som denne Zakarias over barnet, der så underfuldt fødes ved Guds hånd; og netop i sin alderdom, da han nu skal dø, får han først så stor en hellig, der skulle være verdens mester, så hans øjne også løb i vand over hans barn af lutter fryd og glæde – så overøst med stor glæde har han været. Det er jo en glæde og en fryd for os, når vi har et sundt barn, eller et, der er smukt og velskabt; for slet ikke at tale om, hvis det skulle være en apostel i verden.

Således er alt, hvad han før havde lidt af vanære, fordi han var ufrugtbar, ligesom også Elisabet, hans hustru, blevet ham rigeligt gengældt; så megen velsignelse giver Gud ham til gengæld, at det er over al måde. Kunne man blot vente! For når Gud kommer, så kommer han ganske rigeligt og giver mere, end vi nogen sinde havde håbet eller ønsket. Det er det, at han har besøgt og forløst sit folk. Så følger videre:

«Og han har oprejst et frelsens horn i sin tjener Davids hus.»

Dette er heller ikke sagt om Johannes; for han er ikke hornet, som er oprejst i Davids hus; desuden er han heller ikke af Davids hus, for han er født af Levis stamme. Men Kristus, vor Herre, han er af Davids hus, af Davids kongelige stamme og blod. Nu siger han her, at hans søn er født af præsteslægten; og han synger ikke, at hornet er oprejst i Levis hus, men i Davids hus. Således går han hen på ham, der skulle fødes af Davids hus; og her er Kristus endnu ikke født, og alligevel synger han, som om det allerede var sket. Frelsens horn er heller ikke til stede endnu, og dog har han vidst det; men Helligånden har givet ham det.

Horn betyder på hebraisk magt, trods, herredømme og det, som man tør forlade sig på, som I også læser hos Daniel (Dan 8,3.5), hvor profeten på forhånd ser rigerne og ser nogle dyr med ét horn, nogle med to horn osv. Og han udlægger det selv som et rige eller som konger. Det er måden og arten at tale på i dette sprog. Således er også vores rige og vores konge et horn. Og Kristus kaldes særlig derfor et horn, fordi han stanger med det; som I ser på de ufornuftige dyr, der har horn foran på hovedet – der er kun få, der har dem på næsen. Men det betyder, at Kristus er vores hoved, ja vores Gud, og hans rige er hans horn; og kort sagt er det evangeliet, som prædiker om Kristus – og Kristus i evangeliet og evangeliet i Kristus, så at det er én ting og ikke kan skilles fra hinanden; for i hele verden må det stange her og der, og det er vores trods, som vi støtter os til og forlader os på.

Men han tilføjer: et helsens eller frelsens horn. Andre riger har deres navne og goder, som de nævnes efter. Nogle riger er vidtstrakte, har meget gods, mange folk, stor ære – de har kun timelige goder; men dette rige kaldes et saligt rige, et nådens rige, et livets rige, et retfærdighedens rige, et sandhedens rige og hvad der ellers tjener til frelsen. Dermed skilles det fra de andre riger. For hvor store og hvor rige og hvor mægtige de end er, så hedder de dødens riger, for de må dø, forgå og forfalde og må lade godset blive tilbage efter sig. For der er endnu aldrig kommet nogen, der har sagt, at der var et livets rige, som havde liv, fred og frelse; men denne titel fører dette rige alene: at Gud har oprejst et fyrstendømme og et rige, hvori der er lutter helse og frelse.

Her griber jeg intet, som er sagt om livet eller gerningerne. For dette rige består ikke i vores liv og heller ikke i vores gøren, men i hornet, i Kristus og i hans evangelium. Dette er vores rige, som I har hørt, at det er et nådens rige, et livets rige, et retfærdighedens, helsens og barmhjertighedens rige, så at den, der er derinde, selv om han er svag og skrøbelig, ikke så hellig som Johannes, ikke så fuldkommen som Kristus, dog er i riget, hvor der intet andet er end lutter helbredelse og frelse. For deraf har det også navnet, og Gud lyver ikke, når han kalder det et helsens rige, som han har oprejst i Davids hus. Hvorved og hvormed? Ved Helligånden og ved sit ord.

Han siger også: i Davids hus. Det skal være et rige på jorden og et helsens rige; få du de to til at gå sammen! Davids hus er Davids stamme og slægt; han var et menneske, og undersåtterne i hans rige er mennesker, så at du ikke kan sige, at han her taler om et rige i himlen blandt englene; nej, men om et rige, som ligger blandt menneskene, som har kød og blod; for de, der er deroppe i himlen, har allerede nok og er godt forsvarede. David er et menneske, og hans rige er mennesker, som må dø; for som Skriften siger: Hvad der er født af en kvinde, lever en kort tid, og der er sat det en grænse, som ingen kan komme over (Job 14,1.5).

Men hvordan kommer her både ære og skam ind i frelsen, når det skal være et frelsens hus, og folk, der er dødelige, ikke skal dø; de, der har fortjent døden, skal have livet; de, der er fortabte, skal være frelste; de, der hører Djævelen til, skal være Guds børn? Det må man knytte sammen: at der i dette Davids hus skal være dødelige folk, og at det dog skal være et rige og mennesker, der ikke dør. I er tilstrækkeligt undervist om det, og lige så meget som jeg, håber jeg; men alligevel, eftersom teksten giver det, må vi altid sige det igen.

Således har vi sagt, at en kristen, der kommer ind i dette rige, aldrig nogen sinde skal dø; han kan heller ikke dø, for Kristus er død, for at han skulle overvinde døden, så at vi ikke skulle dø. Derfor har han taget vores synder på sig, for at vi ikke skulle bære dem, og kastet Djævelen under sig, for at vi ikke skulle ligge under for ham. Derfor tilskrives det en kristen, at han aldrig nogen sinde kan dø, aldrig kan komme under synden eller Djævelen; for det må være sandt eller løgn, når han siger: «Han har oprejst et frelsens og helsens horn.» Men hvor dette er, der kan hverken død, synd eller Djævel være; og det i Davids hus. Derfor er en kristen levende, uden synd, ikke under Djævelen. Hvordan går det til? Sådan går det til:

I har ofte hørt, kære venner, at skikkelsen og følelsen af døden, synden og Djævelen lader Gud blive i os, så at synden bider mig, angriber mig i samvittigheden og vil drive mig til fortvivlelse; ligeså forskrækker Guds dom mig; sådan angriber døden mig også og vil sluge mig; Djævelen træder mig på halsen og vil trykke mig ned. Det udvortes syn lader han blive og tager det ikke bort; denne maske må blive, så at vi ikke føler andet, end at vi er syndere og ligger under døden og Djævelen; og dog bliver der under denne maske liv, uskyld og herredømme over død, synd og Djævel, som han selv siger hos Matthæus (Matt 16,18): «Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.» Han siger ikke: de skal ikke røre ved den eller kæmpe imod den; for de to ting bliver, både fra døden og fra synden.

Eftersom altså angrebet bliver, så bliver også følelsen, når Djævelen angriber mig; ligeså må jeg jo også føle det, når synden bider mig, Guds vrede forskrækker mig, dødens rædsel og døden selv. Men alt dette er kun et udvortes syn for mig og for verden, som ikke kender andet – og jeg kan heller ikke dømme anderledes – end at synd, død og Djævel er der. Men under det er Ordet og Ånden midt i angrebet og anfægtelsen; han giver mig mod og gør mig tryg og vis på, at Gud ikke er vred, at synden er mig tilgivet, at jeg ikke skal dø og ikke er forladt af ham; hjertet bliver i grunden liggende i håbet, og med en sådan tillid bliver mennesket ikke under synden, synker heller ikke ned i døden, men bliver herre over synden og døden. Og netop det kaldes ikke at få magt over: at Djævelen ikke sejrer, selv om han anfægter. Det kalder vi Davids hus: et dødeligt hus, et syndigt hus, som er underlagt Djævelen, sådan som alt kød og blod jo er; og dog er helsens horn lagt i huset, så at menneskene, som er i riget, har helse og frelse.

Heraf ser I, at dette hus eller rige er et troens rige, som man ikke griber eller føler, som ingen kan vise den anden eller se på, men som ethvert menneske må have hos sig selv; så at han, når slagene går løs, og han føler synden, og døden stirrer ham i øjnene, da i troen mærker riget og tænker: «Du har syndernes forladelse; Kristus er jo død for, at du skal være i helsens rige, derfor kan synden intet gøre dig, døden er borte, Kristus er med dig – hvem vil gøre dig skade, hvem vil gøre dig ondt?» Her bider død og liv, helvede og uskyld, Kristus og Djævelen sig fast i hinanden, og således må liv og uskyld blive hos Kristus. Det er et kort ord, det er hurtigt sagt, men det bliver ikke følt; ja, man føler tværtimod altid det modsatte. Derfor, hvis du vil tyde det efter verden, så tager du langt, langt fejl.

Verden kalder det et godt rige og et fredens rige, når der er stille, når det går lykkeligt og godt til, og der er udvortes helse, fred og uskyld. Men her er et helsens og nådens rige, skønt det altid ser ud til at være det modsatte. Derfor er alle disse stykker åndelige og vil forstås i troen og ikke dømmes efter det udvortes skin. Således passer det nu sammen, at Gud forstår den kunst, at han midt i synden, midt under Djævelen, midt under døden har et evigt, et mægtigt, et englerige; det synger denne Zakarias her om af sit hjertes grund, og han fatter også, hvordan det går til, for han har troen og Helligånden, som lærer ham alt dette.

Men mener du ikke, at det skulle bringe os glæde, hvis vi kunne se sådan én? Jeg har selv endnu ikke set nogen; det fejler overalt. Tag for dig, hvem du vil, så stikker der synd. Paulus, den allerhelligste apostel, roser sig således om sig selv (Rom 7,18–19), at han føler synd i sine lemmer: «Viljen har jeg nok», siger han, «men udførelsen af det gode finder jeg ikke; for det gode, som jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.» Han ville gerne ikke være i synd og må dog være i den; jeg og mange andre ville også gerne blive af med synden, men det vil ikke lykkes. Vi arbejder nok på at dæmpe den; i synd er vi faldet, vi står op igen, piner og banker os selv med den; men så længe vi stikker i dette kød og bærer denne stinkende sæk om halsen, bliver det ikke helt forbi, vi får den ikke helt dræbt. Vi kan nok arbejde på at dræbe den; men den gamle Adam vil også have sit liv, til han en dag kommer i graven.

Kort sagt: Kristi rige er et syndigt rige; ingen hellig her vil slippe for at sige: «O almægtige Gud, jeg bekender mig som en fattig synder, tilregn mig ikke den gamle skyld.» Alle må de synge den lille sang: «Fader vor, du som er i himlene, forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.» De andre fromme hellige, hvis hellighed ingen ende har, forstår intet af dette; derfor er det heller ikke prædiket for dem, eftersom de mener, at det står sådan til med Kristi rige, at der slet ingen synd er der; alt skal være rent og pænt, som om duerne havde pillet det ud; de vil have en sådan kristen, som er helt uden synd og hellig, ja som Kristus selv er – nej, langtfra! Men det er en kristen, som er en synder og kender sin synd, ærgrer sig over den, og som af hjertet er ked af, at han endnu føler synd. Ingen er kristen, som slet ingen synd har eller føler. Men finder du en sådan, så er han en antikrist, ikke en sand kristen.

Således ligger Kristi rige midt i synderne; der stikker det, der har han lagt det hen, i Davids hus. Ja, tag selv David, som han dog tør rose for at være en tjener efter sin Herres velbehag (Sl 78,70ff.). Ingen behøver her at skamme sig ved at bede: «Herre, forlad os vore synder.» Er det da sandt? Ja, det er sandt; for hvis de ville lyve, så var de Djævelens børn. Men fromme kristne hader dette liv og ville gerne over i det andet liv; men så vidt bringer de det ikke her, at de siger: «Jeg er uden al synd.» Kommer de så vidt, så er det den helvedes Djævel. Ingen hellig nægter, at han er i synd, men alle bekender de det, og det gør dem alle inderligt ondt, at de endnu må bære dette elendige kød, og de råber med Sankt Paulus: «Jeg ulykkelige menneske! Hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?» (Rom 7,24). Det brøl og det skrig udstøder de alle, fordi de føler synden og begærer at blive forløst fra den. I denne følelse og erkendelse af synden ligger Kristi rige, sådan at der i synderne ingen synd er; det vil sige: skønt jeg føler og erkender synden, så er helsen og riget dog så stærkt til stede i samvittigheden, at det ærgrer sig over den, og Gud siger: «Jeg vil skænke dig det, fordi du er i troen og stoler på Kristus, min eneste elskede Søn, som er givet for dig; derfor skal intet af det skade dig.»

Men de andre, som ikke føler deres synd og vil holde sig til gerninger, som ikke råber over deres synd, men er rene, de hører Djævelen til og er ikke i Kristi rige. For med synden skal man have møje og hjertesorg. Giv mig altså en hellig, som døden ikke anfægter: du vil ikke finde nogen; alle blegner de og forskrækkes for døden. Men her er samvittigheden der og trøster sig med profeten David, som siger (Sl 118,18): «Han tugter mig nok og lader mig angribe, men han overgiver mig ikke til døden»; han stormer nok, men han overvælder ikke. Således er en kristen i synd, under synd og over synd; men til sidst må han dog vinde. Således er han også under Djævelen og må slide og slås med Djævelen, men dog til sidst vinde. Således må han også slide under verden og dog endelig vinde. For eftersom det er et helsens rige, så sover eller hviler det ikke, men tager alt det på sig, som er i helvede: død, Djævel, synd og al ulykke; og dog siger han: «Her vil jeg holde stand.» Sådanne ting lader Gud blive, for at troen kan vise sig og få plads.

Men det er glæden, og det gør samvittigheden godt, at den har et rige og synger: «Lovet være Gud Herren, som har besøgt og forløst os», for at han kunne oprette et rige i Davids hus; det vil sige: han kommer til os ved sit ord og gør os uskyldige for synderne og bevarer os som herrer midt under Djævelens og dødens magt. Således har I begge dele: riget i Davids hus, og at en kristen er død og levende, at han midt under synderne er uskyldig, at han er under Djævelen og dog Djævelens herre. Begge dele er sande, idet synden, døden og Djævelen angriber kødet, men dette rige og helsen beholder sejren.

Derfor kalder han det meget stolt og meget trodsigt et horn, det vil sige et stridbart, uroligt rige, som hverken hviler eller holder fri; for det angribes af mange fjender, og så værger det sig også dristigt. Sådan også en kristen: han tager dette horn og stanger død, synd og Djævel til jorden med det. Ja, men det står ikke i vores magt, eller som om vi havde gjort det, men Gud, han har gjort det og oprettet det ved prædikeembedet, hvorved vi bliver frelst. Og således synger han, at det ikke går på hans egen søn, men på Kristus. Ja, dette rige roser han kun over for jøderne og synger intet om os hedninger, om hvordan vi kommer til det, sådan som andre synger, som Simeon har sunget i Nunc dimittis [«Herre, nu lader du din tjener gå bort», Luk 2,29–32], om hvordan vi hedninger er kommet ind i riget; men her synger han om, hvordan der er oprettet et rige for dem, et helsens og frelsens rige, og det i Davids, sin tjeners, hus. Derfor siger han videre:

«Som han fordum har talt ved sine hellige profeters mund.»

Derfor er det sket, siger han, for at han kunne stadfæste sit løfte, sådan som han lod sige, at han ville oprette et rige. Nu er tiden der, og det begynder, at han vil holde det. Således trækker han helsens horn, Kristi rige, tilbage i Det Gamle Testamente, for at det kan give vidnesbyrd om et så stærkt og vældigt rige, som hverken kan overvindes eller overvældes. For profeterne efter Davids tid har alle trængt derhen og udlagt Davids stamme sådan, at det skulle være et rige på denne jord, men et åndeligt rige. Og frem for alle andre Esajas og Jeremias, som særlig højt har drevet på, at et sådant rige skulle komme, nemlig et, som skulle bestå og regeres ved Ånden og ved Ordet; dem to mener han her først og fremmest; de andre, som Hoseas, Mika osv., driver det også nok, men ikke så højt.

«At han frelser os fra vores fjender og fra alles hånd, som hader os.»

Hidtil har evangelisten sammenfattet i én sum, hvad Kristi rige er, som tidligere er forkyndt i profeterne; derfor fortæller han det nu og udfolder det videre stykke for stykke, hvad hans rige er, og hvori det består. For det første: at han frelser os fra vores fjender og fra alles hånd, som hader os. Der ser I, at dette vers vidner og bekender, at vi, som er hans folk og hans rige, er under fjenderne og her intet andet har at vente, end at man hader os; for dette riges art består i, at det frelser os fra alles hånd, som hader os, sådan som profeten David siger i Sl 110,2: «Herren skal sende din styrkes stav ud fra Zion; hersk midt blandt dine fjender»; og i en anden salme (Sl 45,6): «Skarpe er dine pile, folkene skal underkaste sig dig, midt blandt kongens fjender.» Det har han lyst til, vor Herre Gud, at hans rige kun skal ligge midt i ufred, midt blandt fjenderne, som hader ham.

Det er skrevet os til trøst, så vi kan lære at finde os i det: at den, der vil være en kristen og være i dette rige, ikke skal forvente sig andet end det, der her er malet for os; han skal ikke søge, hvordan verden her kan være ham venlig, eller hvordan han kan tjene verden vel og have alle til venner; for sådan lyder profeternes skrift, at det gælder: at redde fra fjenderne. Gælder det nu om at redde og rive løs fra dem, som hader os, så er det ikke et fredens rige, men et rige, som alle hader, og som alle mennesker er fjendtlige imod. Det ser I jo nu, da der igen – Gud ske lov – er gået lidt lys op, hvordan de hader og forfølger det. Der er jo intet menneske på jorden så hadet som en kristen; snart angriber paven ham, snart de rasende bisper med deres apostle, snart de afsindige, rasende fyrster, de hellige, de lærde, de vise – alle går de løs på ham og hader ham på det bitreste. Det er dem ikke nok, at de kristne bliver kvalt og slået ihjel, men de skal udryddes helt og slås sådan ihjel, at man (som de mener) aldrig mere skal mindes dem.

Dette er de kristnes art og hoffarve; sådan skal det gå til, når Djævelen ved sine folk hjemsøger os, så han tænker, at han vil udrydde dem helt. For sådan lyder verset: at han er vores konge, som redder og forløser os fra dem, der er os fjendtlige. Det gør han også meget herligt og viser sin magt midt i verden, midt under kødet, midt under Djævelen; for en kristen har slet ingen beskyttelse eller fred uden alene i sin Herre Kristus. Det er nok et kort vers, det går hurtigt forbi, det er hurtigt sagt, at han frelser os fra alles hånd, som hader os – hvis vi blot lagde mærke til, at han dermed giver at forstå, at de er mange, ikke en enkelt, som falder over de kristne; men der er ingen nød: vi har én, som er stærkere end verden og denne verdens fyrste, som Johannes siger (Joh 14,30; 1 Joh 4,4). Og eftersom han nu lover os det, så ved han også, hvor han vil tage det fra. Vi vil nok føle angrebet, men han vil ikke lade os stikke i det, hvis vi blot kunne vente på ham. Så følger videre:

«Og viste vore fædre barmhjertighed og kom sin hellige pagt i hu, det vil sige den ed, som han svor vor fader Abraham, at give os.»

Han vil ikke alene frelse dem fra alt ondt, legemligt og åndeligt, men også fra vores fjender, fra Djævelen og menneskene. Og ligesom alt ondt skal falde på en kristen, sådan må det også alt sammen falde af ham igen. Og denne nåde, denne velsignelse og dette gode viser han dem som noget, der er lovet fædrene. Sådan gør apostlene altid: de løber tilbage i Det Gamle Testamente, sådan som jeg også ovenfor rørte ved, at Gud har talt og lovet ved profeternes mund; sådan også her.

Nu kunne nogen sige: «Jamen, de er jo døde; hvordan vil han så vise dem barmhjertighed? Og hvad behøver man overhovedet at sige, at han har vist fædrene barmhjertighed, og hvordan det er forkyndt i profeterne?» Det sker for at vise Guds sandhed og for at overbevise os, så vi skal vide, at vi ikke har fortjent det af ham. I Første Mosebog (1 Mos 12,3; 22,18) har I hørt, hvordan Gud har lovet Abraham, at ved hans sæd skal alle folk på jorden velsignes; det vil sige: ved Kristus skulle der gå en prædiken ud, som skulle bringe nåde, fred og velsignelse til alle mennesker. Dette løfte har trukket ud i mange år, så det så ud, som om det nu var tabt. Sådan er jo hans art: når han vil fuldføre en ting, så går han så tåbeligt til værks og begynder så underligt, som om det hele ville gå baglæns; men dog, hvordan det end har strittet imod og stillet sig an, så er det alligevel blevet opfyldt, og han har holdt Abraham alt, hvad han havde lovet ham, ikke alene at han frelste ham fra hans fjender, men han har vist ham alt godt og givet ham sig selv med alt, hvad han havde og formåede; og alt det fordi der her står, at en sådan barmhjertighed og godhed i forvejen er talt og tilsvoret dem, som for længst er døde, da vi endnu ikke var til. Derfor er han nådig og barmhjertig, ikke af vores fortjeneste, som om vi havde fortjent det af ham, men af lutter nåde, gunst og barmhjertighed.

Det er vældige tordenslag mod vores fortjeneste og gerninger, så at vi ikke tør rose os af, at vi selv har frelst os fra synderne, og at hans godhed derfor bliver vist os og evangeliet prædiket. Nej, nej, her gælder slet ingen ros, men: «Herre», siger teksten her, «at du har lovet, at du vil gøre det, nogle tusind år før jeg var til.» For hvem har dengang bedt ham om at give mig det, da han besluttede, at han ville gøre det? Herpå trodser profeterne, og her rammer man ret godheden, så at enhvers mund bliver stoppet, og den, der vil rose sig, skal rose sig af Herren (Jer 9,23; 1 Kor 1,31). For at du, siger han, er i mit rige og har min godhed og min nåde, det må du ikke tilskrive dig selv; jeg har lovet det og har også tænkt, at jeg ville gøre det, så at du ikke skulle vide noget om det, men jeg alene. Og her må vi alle blive stumme.

Ligesom nu, da vi – Gud ske lov – har fået evangeliet igen: ingen kan rose sig af, at vi har opnået det ved vores flid, ved vores møje og arbejde, ved vores studeren eller i det mindste ved vores gode levned; for det, der blev holdt for de bedste gode gerninger, for den bedste studeren, er alt sammen stødt bort, såsom at læse messe, at gå i den eller den orden og mange flere ting af den slags; desuden bøgerne på de høje skoler. Dér, dér har vi søgt det. Nuvel, lyset siger dig her det modsatte og lærer noget helt andet; for som nu hørt: hvem kan her rose sig af, at vi har erhvervet det? Ja, evangeliet fordømmer og forkaster alt dette; hvordan kan jeg så komme til evangeliet ved det, som det fordømmer?

Derfor bliver det stående, at alt, hvad vi har, det har vi af lutter nåde og godhed, og vi må lade ham æren og prisen: at vi har fortjent det modsatte: helvede og helvedes ild; giver han os så noget derudover, så er det hans nådes og godheds skyld. Det er det, han siger: at det i forvejen er forkyndt ved profeterne og lovet og tilsvoret fædrene, at han vil give os Abrahams pagt. For således siger han til Abraham: «Ved mig selv har jeg svoret: Jeg vil velsigne dig, og ved din sæd skal alle folk på jorden velsignes» (1 Mos 22,18). Disse ord har profeterne fattet sådan, drevet sådan og trodset sådan på dem, at han her aflægger ed og sværger, for at han jo kan gøre os vis på, at han vil lade sin velsignelse gå over os. Nu er tiden kommet, og den lille time er inde, som han har svoret om, at frelsen skal komme til os. Det er den ed, han ville give os og skænke helt for intet, så enhver kan gribe til; for således lyder ordene: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt» (Mark 16,15–16).

Menneskene har ikke fortjent det, heller ikke Abraham; for han har ikke selv fået del i det, men døde længe før, løftet blev opfyldt. Åndeligt i troen havde han det; men at han skulle have oplevet, at evangeliet skulle lyde så vidt som verden er, det er ikke sket. Derfor er velsignelsen lovet ham, men han har ikke fået den; det vil sige: han har ikke oplevet, at evangeliet skulle lyde i hele verden, skønt han selv for sit eget vedkommende fik den i troen. Derfor kan det ikke siges, at han har fortjent det; ellers havde han også oplevet tiden, og den var blevet givet ham; men nu er den kommet efter hans død, for at man skulle være nødt til at sige, at han ikke har fortjent det. Og omvendt kan man heller ikke sige, at hedningerne, som modtager denne velsignelse, har fortjent den, for de var dengang ikke til. Dem lover han den, og den kommer ikke til dem; disse giver han den, som den ikke var lovet, og som alle sammen dengang endnu ikke var til.

Således vil han altid beholde sin ære og være Gud, skønt han ikke kan få det igennem over for den ondskabsfulde verden. Han slår, han forbander, han skælder ud, han lokker, han ansporer, han gør alt, hvad han skal gøre; men de giver ham den ikke, de tager æren fra ham, det vil sige: de vil ikke erkende, at det, de har, har de af nåde. Når vi så roser os af det, så er vi Gud, og han er tjener; når vi vil købe alt af ham, så er vi junkere, og han må være vores tjener. Således må han blive til skamme, og vi bliver æret. Men dog, skønt vi gør en krohandel ud af det [tysk «einen Kretschmar daraus machen», egentlig «gøre en krovært ud af det», dvs. gøre Guds gave til en handel, hvor man køber og betaler], så har han dog lovet i Skriften, at han alene vil beholde æren, så at han gør alt af lutter godhed (Es 42,8). Den, der nu tror dette, han har det; den, der ikke tror det, han vil til sidst også få sin løn. Videre siger Zakarias:

«At vi, forløst af vores fjenders hånd, skulle tjene ham uden frygt alle vore dage i hellighed og retfærdighed, som behager ham.»

Nu har han beskrevet, hvordan det står til i dette rige; det er den pagt, som han svor vor fader Abraham: «Ved din sæd skal alle folk på jorden velsignes.» Disse velsignelsens ord, siger han, vil jeg udlægge jer sådan: at vi, forløst af alle vores fjenders hånd, tjener ham uden frygt alle vore dage i hellighed og retfærdighed, som er ham behagelig. Det klinger og klapper slet ikke for verden og vores kød. For hertil siger verden: «Ja, jeg troede, han ville give os noget kostbart: en taske fuld af gylden, en rig kone, smukke børn, store huse og hvad verden ellers begærer; så hører jeg nok, at det drejer sig om, at vi skal tjene ham uden frygt i hellighed og retfærdighed, som behager ham?» Nu, hertil hører åndelige øjne og åndelige ører, så at vi ser rigtigt på ordene og fatter dem.

At han siger, at han vil forløse os fra alle vores fjender, det forstås atter sådan, at dette rige ligger i strid og blandt fjenderne, men de skal ikke vinde, men tabe; og at denne redning og forløsning tjener til, at vi skal tjene ham evigt uden frygt. Det er et kristent væsen og et yndigt rige, at et kristenmenneske skal være uden al frygt; ja, det er højt og meget sagt, at en synder skal leve uden al sorg og frygt. Men det har han givet og skænket os, for at vi herefter ikke skal tjene nogen anden end ham alene; for her skal ikke nogle tjene verden og øvrigheden. Det lille ord «uden frygt» rummer, at vi er sikre på både hint og dette livs goder. For en kristen er jo sikker og vis på, at hans synder er ham tilgivet, skønt han endnu føler dem, som sagt ovenfor; han er også sikker på, at døden ikke kan skade ham, Djævelen kan ikke overvælde ham, verden kan intet gøre ham. Et sådant hjerte er jo sikkert mod al fare og skade. Du skal ikke forstå det sådan, at det ikke føler synden; men det gør ondt på det, når synden trykker det, når døden stirrer os i øjnene, når vi bliver skændet og hånet af verden, og når vi må stå så helt blottede og nøgne og ikke har nogen på denne jord uden den eneste Gud alene. Det føles nok; men det udretter intet, det overvinder ikke; hjertet bliver alligevel sikkert i Gud.

Sådan føles det også, når fattigdommen er der, når sulten trykker dig, når du ikke har noget at holde maven i live med, noget at forsørge kone og børn med, og du ikke har noget sikkert sted at bo. Men det har ingen nød; han skal have nok og leve uden frygt, sådan som det lyder her. Men det ligger alene i, at vi ikke er kristne, og at vi dømmer efter følelsen – hvordan verden trykker, vanærer og spotter os – og mener, at det er ude med os.

Ligesådan, når der ikke er korn på loftet og ingen penge i pungen: så mener vi, at vi er helt forladte. Her lukker en kristen øjne og ører og siger med Sankt Paulus: «Verden, død, synd, du er død for mig, og jeg er til gengæld død for dig, og intet lever på jorden uden jeg og Gud; verden er korsfæstet for mig, og jeg er død for den (Gal 6,14) – det vil sige: verden agter mig slet ikke, og at jeg prædiker eller lever, er den til spot. Men som du måler mig, sådan måler jeg dig igen med samme mål; foragter du mig, så foragter jeg dig igen; du holder ikke meget af mig, og jeg holder heller ikke meget af dig. Hvad ligger der mig på, om jeg bliver hadet af verden, når jeg blot behager ham deroppe, om det så varer evigt?» Så lader han synden rase og verden sladre og snakke, til den bliver træt: «Jeg går min vej; det er for mig, som hørte jeg det ikke.»

Se, det er at dø fra verden og være uden frygt: ikke at bekymre sig om andet end det, Gud vil have, ikke at tale andet end det, der behager ham, det, som jeg ved er hans ord; at leve sådan og gøre de gerninger, som jeg ved er hans gerninger, så jeg i hele mit liv, alt hvad jeg lever indvortes og udvortes, er sikker på, at det er hans. Sådan er jeg skilt fra verden og er dog i verden. Ingen er mindre i verden end en kristen, og ingen er mere i verden end en kristen; det vil sige: verden ser mere på ham, og Djævelen kæmper mere mod ham end mod hedningerne. Kristus og Paulus må holde for; dem må man rive og bide sig i, hele verden vil have med ham at gøre. Omvendt er han ikke i verden; hvor grueligt den end raser og tumler mod ham, så siger han: «Herre, jeg er din, du gør det vel med mig, og dem skal du nok også finde; lad det gå mig, som du vil, når blot du er tilfreds.» Og det skal vare, siger Zakarias, «alle vore dage», hele vort liv, det vil sige evigt, så det aldrig nogensinde hører op. Og det «i hellighed og retfærdighed», som behager ham, som gælder for ham.

Her skelner Sankt Lukas eller Zakarias mellem to slags retfærdighed eller to slags hellighed. Den ene findes, som duer for ham; den anden ikke. Og dermed er det klart udtrykt, at Guds retfærdighed og Guds hellighed ikke regnes for noget for verden; ligesom verden heller ikke regner Gud for stort, og han til gengæld intet holder af den. For hvad der er ret for Gud, det kalder den uret; og hvad den kalder ret, det kalder han uret – to herrer, der strider mod hinanden. Hvad Gud kalder helligt, det må være djævelsk og uret. Derfor trøster han os her med, at der må være to slags retfærdighed og hellighed: én, som vi skal holde os til, og en anden, som vi ikke skal holde os til.

Indtil nu har det været den største hellighed, man kunne udtænke, at man løb i kloster, trak en kutte på, lod sig klippe en tonsur, bandt et reb om livet, fastede meget, bad meget, gik med hårskjorte, lå i uldent tøj og førte et hårdt og strengt liv; kort sagt: tog en munkehellighed på sig, så vi gik omkring i skinnet af glinsende gerninger og selv heller ikke vidste andet, end at vi var helt hellige fra isse til hæl. Vi så kun på gerningerne og legemet, ikke på hjertet, skønt vi var propfulde af had, fulde af frygt, fulde af vantro, med en ond samvittighed, og slet intet vidste om Gud. Så sagde verden: «Det er en hellig mand, det er en hellig kvinde; hun har ladet sig mure inde, har ligget på knæ dag og nat, har bedt så og så mange rosenkranse hver dag osv. Åh, det er hellighed, dér bor Gud, her er Helligånden lyslevende.» Det roser verden og holder meget af. Men at man samtidig ser, at de slet ikke beder af et alvorligt hjerte, ikke lærer eller vejleder nogen, ikke giver nogen noget, men kun river til sig og skraber de fattiges blod og sved sammen og forsømmer de rigtige gerninger – det bekymrer verden sig ikke stort om. Nu, denne retfærdighed og hellighed vil verden have, skønt den stinker og er en uhumskhed for Gud; og Gud vil, at vi ikke skal vide af den; men verden vil ingen anden have.

Så kommer nu den anden, som gælder for Gud, den, vi skal se på. Den er denne: at vor hellighed ikke står i en grå kjortel, i en sort eller hvid kutte, men i en ren samvittighed, nemlig når jeg ved, at Kristus er min frelse, og at mine gerninger intet gør dertil, men at han gør det helt, det, som gælder for Gud. Så er alle ting mig uhellige, og jeg alene er hellig; og det er hurtigt afgjort, så jeg ikke mere siger: «En grå kjortel er hellig, en rød kjortel er uhellig»; for jeg ved, at det ikke drejer sig om en grå kjortel, men Kristus, han er det hele. For dertil når ingen, at en grå kjortel vasker hans hjerte, eller at klosteret gør hans hjerte rent; men Gud må rense hjertet ved troen og Helligånden, som Peter siger i Apostlenes Gerninger (ApG 15,9). Når så hjertet er rent, er huset for mig som marken, marken som huset og torvet som klosteret; der er ingen gerning, intet sted eller nogen klædning mere, som jeg kalder uhellig eller hellig, det ene er mig som det andet, eftersom helligheden helt er trukket ind i hjertet. Ud fra det, at han siger til mig: «Du er retfærdig, jeg vil være din Fader, du skal være mit barn!» – deri skal vi stå, så vi er hellige, uden frygt og hans tjenere. Det kalder han at prise og udlægge Abrahams velsignelse: at Gud vil velsigne verden og sætte den fra forbandelsen ind i velsignelsen. Her har en kristen sin titel, og de farver bærer han også: at han er hellig, uden bekymring og frygt, og en Guds tjener.

Men hvilken synder er så dristig, at han tør tage den titel til sig? Hvis jeg er Guds, så giver han mig, at jeg er hans tjener, at jeg er hellig og retfærdig for ham og skal have nok; hvem er nu så dristig? Ingen tør tage det til sig og sige: «Jeg ved, at jeg er from, at jeg er retfærdig og hellig, en Guds tjener, og at jeg har nok til legeme og sjæl.» Se, om nogen tør rose sig af det! Den, der ikke roser sig af det, er ingen kristen; og dog skal det være sandt. Men hvad er det, der hindrer, så ingen tør tilegne sig denne titel? Den forsagte samvittighed: at vi stadig føler synden, og at livet stadig er svagt. Jeg ser intet andet end et tugtigt og ærbart liv. Ganske vist vil han også have det; men han vil ikke lade det være nok; der må endnu være noget højere til det gode, så jeg tør sige: «Åh Herre Gud, himmelens og jordens skaber, for dig er jeg sikker på, at jeg er hellig og din tjener – ikke ved mig selv, for jeg føler endnu synd i mig, men ved Kristus, som har eftergivet mig mine synder og gjort fyldest for mig.» Det skal jeg jo rose mig af, hvis jeg ellers er en kristen.

Nu vel, heri ligger striden: synden tillader det ikke, den forsagte samvittighed sætter sig imod: «Ja, hvordan er jeg hans tjener, når jeg føler i mig, at jeg tjener Djævelen, og føler synden i mig og ikke er hellig?» Jeg taler her ikke om almindelige kristne, sådan som jeg og mine lige er, men om de rigtige, som har en god samvittighed og Helligånden, men samtidig har en forsagt og svag samvittighed og føler deres synd og dog må sige: «Synd hid, synd did, jeg ved ikke af nogen synd, ikke af nogen død, ikke af noget helvede», og sådan kæmpe derom, så de beholder marken, om de så skulle dø derover, og trodsigt sige: «Om de så strider endnu mere imod mig, er jeg dog hellig og Kristi tjener.» Men hvordan skal jeg bære mig ad? Jeg finder det ganske anderledes, når jeg tager mit liv for mig.

Her må du skille liv og ord langt fra hinanden. Vil du se på livet, så skal jeg også give dig Sankt Peters liv, Sankt Paulus' eller Sankt Johannes' liv, og alligevel bliver du til skamme dermed. Vil du være hellig for Gud, så grund dig ikke på dit liv, ellers er du fortabt; men det er lutter gave, barmhjertighed og nåde og er ikke liv eller gerning i dig; er det derimod i dig, så er det ude med dig. Derfor må vort hjerte stå sådan, at jeg tænker: «Åh Herre, hvis vi skulle gøre regnskab med hinanden for, hvordan jeg lever eller handler, så ville jeg ikke bestå, om jeg så var Johannes Døberen; for alt det er endnu ikke gave, skænk og barmhjertighed, men min egen gerning og mit eget liv. Men derved roser jeg mig af at være retfærdig og din tjener, at du giver mig uden ophør, og at du, som du har lovet Abraham, vil være mig barmhjertig ved din Kristus.» Er jeg ikke retfærdig i mig selv, så er han dog retfærdig; er jeg ikke hellig, så er han dog hellig; er jeg ikke Guds tjener, så er han dog Guds tjener; er jeg ikke uden bekymring og frygt, så er han dog fri for al bekymring og uden frygt; så jeg altså svinger mig ud af mig selv og ind i ham og roser mig af, at jeg er retfærdig i Kristus og ved Kristus. Sådan vil han, at vi skal rose os af at være retfærdige og hellige, men ikke ved os selv; for ved os selv må vi rose os som de fortvivlede skurke.

At det er sandt, så se på vort liv, vor gode vandel og færd; se, hvor tåbeligt man nu overalt stiller sig over for evangeliet, så jeg næsten ikke ved, om jeg skal blive ved med at prædike eller ej. Jeg ville for længst have holdt op, hvis jeg ikke vidste, at det også var gået Kristus sådan. For så snart man prædiker, at det ikke står i vort liv eller vore gerninger, men i Guds gaver, så vil ingen gøre noget godt, ingen vil leve tugtigt eller være lydig; de siger, at man forbyder gode gerninger. Nu vel, det må man lade gå; evangeliet bliver dog en prædiken i menigheden; den, der fatter det, han fatter det. Gud vil, at vi udvortes skal føre et fint, tugtigt liv, og den, der ikke fører det, skal nok få sin straf. Sker det så, at man lever retskaffent og ærbart i det udvortes, så vil Djævelen straks også hægte sig på det.

Jeg ved endnu den dag i dag ikke, hvordan jeg skal finde mig til rette deri, ikke for min persons skyld, men for livets skyld. For når man prædiker om et tugtigt, stilfærdigt liv, så vil verden straks kaste sig over det og bygge en stige til himlen. Det vil Gud så ikke tåle. Et skændigt liv duer ikke, og et godt liv duer heller ikke: hvordan skal vi så bære os ad? De, der alene ser på det ærbare, anselige liv, for dem var det bedre, at de var horer og skurke og lå i skidtet; og alligevel vil Gud ikke, at vi skal føre et skændigt, ondt liv, for det tåler han ikke, og du er fordømt. Fører du derimod et godt liv, så vil du hænge ved det; det vil han så heller ikke tåle. Derfor må du se til, at du bliver på den midterste sti og hverken vakler til venstre eller til højre, fører et stille, fint, pænt liv for verden og ikke gør mere ud af det, end om jeg sover eller våger. Og ligesom jeg siger: dermed vil jeg ikke fortjene himlen, sådan skal også alt ærbart og tugtigt liv gøres frit og for intet, så ingen siger: «Jeg vil blive frelst ved denne eller hin gerning.»

Hvad sker der så? Prædiker man på denne måde, så vil ingen gøre det; prædiker man det ikke, så bliver der et vildt, råt væsen, og der kommer rå, grove folk ud af det, hvilket hverken gælder for Gud eller for verden. Sådan styrer Gud sine hellige. Læren er klar og lys; men så underligt fører han dem, at vi ikke ved, hvem der er en kristen eller ej. Og summa summarum: hans domme er hemmelige og skjulte; dermed vil han gøre os til nar, så vi til sidst alligevel må overlade sagen til ham. Jeg ville gerne have sådanne elever, som rigtig forstod, hvad et kristenliv er; men man finder dem ingen steder ens; for den anden flok vil enten være alt for rå eller alt for hellig. Nu vel, den, der kan fatte det, han fatte det: vi kan ikke mere end at bringe det ind i ørerne; Gud må bære det videre ind i hjertet.

Sådan står en kristen uden frygt, hellig, Guds tjener, ikke ved sine gode gerninger, ved sit hellige liv, men ved Kristi nåde. Men den, der kalder sig hellig ud fra sine gerninger, han spotter Gud, tager Gud hans ære og fornægter Kristus; og det var bedre for ham, at han ti gange var en morder eller ægteskabsbryder, end at han skulle kalde sig en kristen, retfærdig og hellig; for han spotter Kristus, og det er lige så meget sagt som: «Kristus er intet.» For derfor hedder han Kristus, at han er min nåde, min barmhjertighed, min forløsning og min hellighed. Skulle jeg ikke tilskrive ham Guds barmhjertighed, at han frelser mig? Hvad var det ellers andet, end at jeg sagde, at han selv ikke er hellig og salig? Derfor, når jeg er en kristen, må jeg sige, at jeg er hellig og en kristen, fordi han er hellig, og sådan dø i det navn; og om min samvittighed så anklager mig for, at jeg er en synder, så må jeg dog blive på denne side: at hans hellighed er større end min synd. Sådan må jeg udvortes føre et ærbart liv og indvortes i hjertet alene holde mig til ham. Nu følger videre, hvordan Zakarias vender sin tale til barnet og siger:

«Og du, barnlille, skal kaldes den Højestes profet; du skal gå foran Herren for at berede hans vej.»

Det bliver dit embede: du skal være den første og begynde det, du skal blive den Allerhøjestes profet. Hvordan skal profetien ske? Hvordan skal det gå til? Sådan skal det gå: du skal gå foran Herren og berede ham hans veje; sådan skal det være. Så nær er du frem for alle andre profeter, at du skal gå foran Herren. Hvad vil det sige at gå foran Herren? Det betyder: Herren kommer; for når tjeneren går foran, så er det sikkert, at herren vil følge efter ham. Denne ros har Sankt Johannes Døberen, at han er Herrens forløber. Som ville Zakarias sige: «Herren er for hånden, han kommer selv, du er kun hans bud, der går i forvejen.» Ligesom når en fyrste kommer, så går der én eller to foran ham, som rydder pladsen og siger: «Træd til side, stå tilbage!» Sådan gør du også, går forud og siger til folket: «Vig til side, giv rum, giv plads, Herren kommer!» En sådan tjener er Johannes, som Herren følger i hælene. Sådan har ingen profet nogensinde talt; det har de vel sagt, at der engang skal komme en profet, som skal oprette et rige, der skal stå evigt osv. Men de er alle døde, ingen af dem har oplevet tiden; denne derimod lever netop på den tid, da Herren selv kommer og følger ham i hælene. For da Johannes kom, begyndte dåben og evangeliet; og snart derefter, da Johannes holdt op, begyndte Kristus – begge næsten i ét og samme år.

Nu, hvad skal hans embede være? Eller hvorfor skal han gå forud? Dette skal være hans embede, at han bereder Herren vejen. Denne beredelse er intet andet end at føre folket op til Herren. Kristus, han er nåden, gaven, kongen, vor frelses horn. Denne Herre og konge tager ingen imod, uden at han først er blevet så ydmyget, at han slet intet holder af sig selv. For de to passer ellers ikke sammen, står ikke ved siden af hinanden i én stald: at Guds nåde eller gave gives, og at man fortjener den. Derfor, eftersom verden står i den vildfarelse, at den vil købslå med Gud, fortjene og vinde noget fra ham, så må Johannes sige nej og sige: «Hold op med alle jeres fortjenester; dette er ikke Guds tjeneste, retfærdighed eller gerning, men en anden hellighed, og Guds tjeneste kommer ikke derfra.» Med dette stykke lærer han altså folk intet andet, end at de er syndere og slet intet. Den, der nu kender og føler sig sådan, at han for Gud er en synder og slet intet, han har følt Johannes' røst: «Bered Herren vejen, giv ham rum, her er en anden, som kommer efter mig, som er større end jeg; ham skal I høre, ham skal I adlyde.»

Johannes' andet embede er derefter, at han bringer os til en sådan erkendelse og med fingeren peger på det påskelam, som tager vore synder på sig, slår dem med sig på korset og udsletter dem. Derom siger han nu videre:

«Og give hans folk erkendelse af frelse, som er i deres synders forladelse.»

Det vil sige: Du skal begynde den prædiken, hvori man lærer og får at kende, hvordan man skal blive frelst for evigt. Denne frelse eller salighed består ikke i, at vi får stor rigdom, ære eller magt her på jorden, sådan som jøderne hidtil forstår det, men i, at vi får syndernes forladelse og bliver delagtige i Guds nåde. Men hvor der er syndernes forladelse, dér er ingen fortjeneste, ingen betaling eller fyldestgørelse; ellers hed det ikke syndernes forladelse. Denne erkendelse må altså bestå i, hvordan Gud uden gerninger og fortjeneste forlader os synden og frelser os, af lutter nåde og barmhjertighed; som det følger:

«Ved vor Guds inderlige barmhjertighed, ved hvilken solopgangen fra det høje har besøgt os.»

De, der nu lærer og holder fast ved lov, gerninger og fortjeneste, de kæmper mod Guds barmhjertighed og mod erkendelsen af frelsen. For han siger ikke, at forladelsen er sket ved fædrenes eller nogle helliges bønner eller gerninger, men ved Guds bundløse barmhjertighed, som Lukas kalder inderlig barmhjertighed.

Dog er denne barmhjertige forladelse ikke sket uden fortjeneste – skønt den er sket uden vor egen fortjeneste – men der er kommet en mellemmand til, som har fortjent den for os og i vort sted. Det er Kristus, vor Herre. For Gud ville alligevel have fyldest gjort for synden og have sin ære og ret betalt. Det kunne vi ikke; men Kristus gjorde det, han, som af Faderens bundløse barmhjertighed er sendt dertil og kommet til os for at udrette det. Derfor siger han: «Ved hvilken bundløs barmhjertighed solopgangen i det høje har besøgt os.» Uden tvivl var det jo ufortjent og lutter bundløs barmhjertighed, at Kristus skulle komme til os, besøge os og fortjene og erhverve os en sådan forladelse til den evige salighed. Og han kalder ham solopgangen i det høje, hvormed han viser hans guddom; han vil altså sige: I det høje, det vil sige over alle skabninger, hvor intet er højere, men der alene er lutter højde, dér er Kristus i sin guddom ligesom en morgenrøde eller solopgang; for han udgår fra Faderen som glansen fra solen, hvorom der er sagt mere i postillen ved julenatsmessen. Derfor kaldes han også det guddommelige væsens glans (Hebr 1,3) eller den guddommelige naturs morgenrøde, sådan som også den toogtyvende salme kalder ham i overskriften: «Hinden ved morgenrøden» (Sl 22,1).

«For at skinne for dem, som sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.»

Det har mange forstået om fædrene i helvedes forgård; men Lukas følger her og stemmer overens med Esajas' ord (Es 9,1): «Det folk, som vandrer i mørket, ser et stort lys; over dem, der bor i det mørke land, skinner det klart» osv. Han vil altså sige: Kristus er kommet, for at han skulle blive verdens lys og ved evangeliet oplyse hjerterne og bringe dem til sig, som lå fangne under Djævelen i vantroens blindhed og mørke, så han på den måde kunne føre vore fødder på fredens vej, det vil sige styre vor samvittighed fint, tryg og glad i sit nåderige, så vi hverken behøver at frygte for Djævel, synd, død, verden, helvede eller nogen ulykke – vi, som før, nogle i grove synder, andre i gode gerninger, begge slet ikke kunne have nogen ro eller fred, men måtte fortvivle under Djævelen og dødsfrygten og ikke vidste, hvordan vi skulle finde vejen til en sådan fred. Sl 14,3: «Fredens vej kender de ikke» osv. [Luther skriver «Sl 13» efter Vulgatas nummerering; ordene står i den græske og latinske gengivelse af Sl 14,3 og i Rom 3,17, ikke i den hebraiske tekst.]

Så ser du, at Zakarias med de allerfineste ord maler evangeliet og Kristi rige med alle dets frugter, farver og egenskaber på det allermesterligste: at det er et ord og et rige af nåde, forladelse, fred, glæde, tryghed, frelse og alt godt. Gud give, at vi erkender og fornemmer det. Amen.