Apostlen Johannes’ dag (Joh 21,19–24)

Evangeliet på apostlen Johannes’ dag, Joh 21,19–24

Da Kristus tre gange spurgte Peter, om han også elskede ham, og Peter tre gange svarede: «Ja, jeg elsker dig, det ved du», befalede han ham tre gange sine får og sagde: «Vogt mine får!» Derefter forkyndte han ham hans død og sagde: «Sandelig, sandelig siger jeg dig, Peter: Da du var ung, spændte du selv bæltet om dig og gik, hvorhen du ville. Men når du nu bliver gammel, skal du strække dine hænder ud, og en anden skal spænde bæltet om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.» Så følger dette evangelium derpå: «Følg mig!» Som om han ville sige: Når det nu skal gå dig sådan, så tænk på det og følg mig, giv dig villigt hen i døden. For at denne efterfølgelse betyder døden, er klart nok, og alle disciplene forstod det også sådan; og det er et lyst og let evangelium.

Men når nogle her gør sig stor møje for at få at vide, om Sankt Johannes er død eller stadig lever, så viser evangelisten tydeligt nok, at Kristus ikke har villet lade os vide det; derfor skal vi heller ikke granske efter det. Han siger: Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, og han siger dog heller ikke, at han skal dø; han lader det altså hænge i det uvisse. Selv om Kristus havde sagt: «Jeg vil, at han skal blive, til jeg kommer», kunne det dog forstås sådan, at han skulle dø på den yderste dag; men nu, da han siger: «Hvis jeg vil, at han skal blive», er det endnu meget mørkere, for han siger ikke ligefrem, om han vil eller ikke vil.

Men en fortræffelig og mærkværdig lære har han givet os heri, og for dens skyld har Kristus også vist Peter af med sådanne ord, og den er denne:

Dette evangeliums lære

Uden hensyn til alle de helliges eksempel og liv skal enhver passe det, han er befalet, og tage vare på sit kald. Åh, det er en så nødvendig og sund lære! Det er en meget almindelig vildfarelse, at vi ser på de helliges gerninger og vil gå i hælene på dem, sådan som de har vandret, og mener, at det er kostelig vel gjort. Dertil hjælper og driver de unyttige sludrehoveder, som prædiker de kære helliges liv og ikke stiller det rigtigt frem for folket som eksempel. Det er det, Kristus her handler og taler imod. Peter er et billede på sådanne vildfarende vandrere. Da Kristus havde befalet ham, at han skulle følge ham lige frem for sig, så vender han sig om og ser efter en anden og bekymrer sig om, hvor han går hen, ham som Jesus elskede.

Sådan gør også disse: de lader ligge det, de er befalet, og ser på de andres vandel og gerninger, dem som Gud elsker, det vil sige hans hellige. Derfor rykker Kristus ham tilbage igen og siger: «Hvad kommer det dig ved, hvor han går hen? Følg du mig, lad mig om, hvad jeg gør med ham. Hvad nu, om jeg ville lade ham blive – ville du så også blive af den grund? Mener du, at jeg vil have netop det samme af dig som af ham? Nej, ikke sådan; pas du dit, og hvad jeg siger dig; den anden skal nok også finde sit. Jeg vil have mange slags tjenere, men de skal ikke alle have én og samme gerning.»

Se, sådan er der mange mennesker, som gør alt muligt undtagen det, de er befalet. En og anden hører, at nogle hellige er gået på pilgrimsfærd og er blevet rost for det; så farer narren til, lader hustru og børn sidde, som Gud har befalet ham, løber også til Sankt Jakob [valfartsstedet Santiago de Compostela] eller hid og did og ser ikke, at hans kald og befaling er en ganske anden end den helliges, som han følger. Sådan gør de også med stiftelser, faste, klædedragt, helligdage, præstevæsen, munkevæsen og nonnevæsen; det er det rene bagudkig efter de disciple, som Kristus elsker, mens man vender ryggen til befalingen og kaldet til at følge Kristus; og bagefter siger de, at det er vel gjort, de har jo fulgt de hellige.

Derfor skal du se, hvor lige en vej Guds vej er. For det første kan den ikke tåle menneskelære og menneskevej eller menneskebud. For det andet kan den ikke tåle selvopsøgte eller selvvalgte gerninger. For det tredje kan den heller ikke tåle de helliges eksempel; men den går ud på, at man ser efter, hvordan Gud fører en, og hvad han vil have af en, som profeten siger i Sl 25,12: «Gud lærer dem den vej, som han har udvalgt.» Ligeledes i Sl 25,9: «Han lærer de elendige sin vej.»

Så kunne du sige: Men hvad nu, hvis jeg ikke er kaldet, hvad skal jeg så gøre? Svar: Hvordan er det muligt, at du ikke skulle være kaldet? Du er jo i en eller anden stand: du er jo en gift mand eller hustru eller barn eller datter eller karl eller pige. Tag den ringeste stand for dig. Er du en gift mand, mener du så, at du ikke har nok at bestille i den stand: at styre din hustru, dine børn, dit tyende og dit gods, så det alt sammen går i lydighed mod Gud, og at du ikke gør nogen uret? Ja, om du havde fire hoveder og ti hænder, ville du dog være for lidt til det, så du hverken behøver at gå på pilgrimsfærd eller at tage nogen helligs gerning for dig.

Ligeledes: Er du søn eller datter, mener du så, at du ikke har nok at gøre med dig selv: at du holder din ungdom tugtig, kysk og mådeholden, er lydig mod dine forældre og ikke kommer nogen for nær med ord eller gerninger? Ja, fordi man er kommet bort fra skikken at agte på en sådan befaling og et sådant kald, så går man hen og beder rosenkranse og gør den slags ting, som slet ikke tjener kaldet, og ingen tænker på at tage vare på sin stand.

Ligeledes: Er du pige eller karl, mener du så, at du kommer til at gå ledig, når du efter din stand og befaling skal tjene din herre eller frue trofast og med al flid og holde din ungdom i tømme?

Ligeledes: Er du fyrste eller herre, gejstlig eller verdslig, hvem har så mere at gøre end du med at sørge for, at dine undersåtter gør det rette, der er fred, og ingen lider uret? Hvor mener du, at ordsproget kommer fra: «En fyrste eller herre er et sjældent vildt i himlen»? Det kommer alene af, at de forsømmer deres embede, vil regere vidt og bredt og ikke kan regere sig selv; bagefter kommer de så og vil gøre det godt igen med messehøren, stiftelser, rosenkranse, små bønner og aflad, som om Gud var en marskandiser eller et barn, der lader sig narre med en skilling.

Sådan også nu biskopperne og de gejstlige prælater: de skulle vogte Kristi får og følge Kristus efter og lide døden for det; så beder de deres syv tidebønner og holder messe og lader sig kalde fromme folk. Men kommer en af biskopperne i himlen, så må der skabes en anden himmel. Det rene helvedesfyrværkeri er alle biskopper nu, fordi ingen af dem passer sit embede så meget som et hårsbred.

Se, ligesom nu ingen er uden befaling og kald, sådan er heller ingen uden gerning, hvis han vil gøre det rette. Gælder det nu for enhver at mærke sig, at han bliver i sin stand, ser på sig selv, tager vare på sin befaling og tjener Gud deri og holder hans bud, så vil han få så meget at bestille, at al tid bliver ham for kort, alle steder for snævre og alle kræfter for små. For den onde ånd anfægter sådanne veje grueligt og gør dem sure for mennesket, så han kun med stort besvær bliver på dem. Men får han ham så vidt, at han glemmer dette kald og slipper det, så anfægter han ham ikke længere så hårdt; han har fået ham bort fra landevejen og lader ham af og til finde en græssti eller en lille skovvej, det vil sige gøre en fremmed lille god gerning; så mener narren, at han går rigtigt, og tænker på store fortjenester i himlen, kommer længere og længere bort fra vejen, indtil han havner i den allerskadeligste vildfarelse, at han mener, at Gud er ude efter gerningerne, sådan som kong Saul gjorde.

Åh nej, kære menneske, Gud er ikke ude efter gerningerne, men efter lydigheden, som den samme bog siger i 1 Sam 15,22: «Gud vil ikke have offer, men lydighed.» Deraf kommer det, at en retskaffen pige, når hun går i sin befaling og efter sit embede fejer gården eller bærer møget ud, eller en karl, som i samme sind pløjer og kører, går lige til himlen ad den lige vej, mens en anden, som går til Sankt Jakob eller i kirke og lader sit embede og sin gerning ligge, går lige til helvede.

Derfor må vi lukke øjnene og ikke se på gerningerne, om de er store, små, ærefulde, foragtelige, åndelige, legemlige, eller hvilken anseelse og hvilket navn de så end kan have på jorden, men på befalingen og lydigheden, som er i dem. Er den til stede, så er gerningen også ret, kostelig og helt guddommelig, selv om den var så ringe som at samle et strå op. Men er lydigheden og befalingen ikke til stede, så er gerningen heller ikke ret, men fordømmelig og visselig Djævelens egen, selv om den var så stor som at opvække døde.

For det står fast: Guds øjne ser ikke på gerningerne, men på lydigheden i gerningerne. Derfor vil han også, at vi skal se på hans befaling og kald; derom siger Sankt Paulus i 1 Kor 7,20: «Enhver skal blive i det kald, han er blevet kaldet til.» Og Sankt Peter i 1 Pet 4,10: «Tjen hinanden, enhver med den gave, han har fået, som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde» osv. Se, der siger Sankt Peter, at Guds nåde og gaver ikke er af én slags, men mangfoldige, og enhver skal tage vare på sin, øve den og dermed være til nytte for de andre.

Hvor fint ville det ikke være, hvis det gik sådan til, at enhver passede sit og dog dermed tjente de andre, og at vi således i flok drog sammen ad den rette vej til himlen! Sådan skriver også Sankt Paulus i Rom 12,4–6 og 1 Kor 12,12, at legemet har mange lemmer, men at ikke alle lemmer har samme gerning; sådan er også vi mange lemmer i én kristen menighed, men har ikke alle samme gerning. Ingen skal tage vare på den andens gerning, men enhver på sin egen, og alle skal vandre endrægtigt i én enfoldig lydighed, i mange slags befalinger og mangfoldige gerninger.

Siger du så: Ja, men skal man da ikke følge de kære helliges liv og eksempel? Hvorfor prædiker man dem så? Svar: Man skal prædike dem sådan, at Gud bliver lovet derfor, for at ægge os til også at trøste os ved hans godhed og nåde; og dernæst skal man ikke vise gerningerne, men lydigheden i dem. Men nu lader man lydigheden ligge og fører os så dybt ind i gerningerne, at vi kommer helt bort fra lydigheden, spærrer munden op efter gerningerne og foragter vores egen befaling og vores eget kald. Derfor er der ingen tvivl om, at det alene er den værste djævels værk, at man har spændt gudstjenesten ind i bare kirke, alter, messe, sang, læsning, offer og den slags, som om alle andre gerninger var forgæves eller slet ikke til nogen nytte. Hvordan kunne Djævelen have ført os bedre bort fra den rette vej, end ved at spænde gudstjenesten så snævert ind, alene i kirken og de gerninger, som sker der?

Vogt dig, se lige frem for dig! Kristus vil ikke tåle, at Sankt Peter ser sig om, selv ikke efter den discipel, som han dog elskede. Mener du, at det er for intet, at netop den discipel, som Kristus elskede, er draget frem for alle apostlene? Det er heller ikke sket for intet, at han ikke nævner ham ved navn. Han kunne godt have sagt: «Peter vendte sig om og så Johannes»; men han siger: «den, som Jesus elskede» osv. Men han ville komme denne last i forkøbet og tage også de helliges gerning bort fra øjnene, så der kun blev lutter ren lydighed tilbage, og ingen kunne rose sig eller undskylde sig med, at han havde fulgt de helliges eksempel.

Se, sådan læser vi i Skriften, at Gud ikke ville have, at David byggede ham en kirke, selv om David havde sat sig det for; for der havde ikke forud været nogen befaling. Men af Salomo ville han have det; ham gav han også en befaling om det. Derfra er al afgudsdyrkelse kommet, at man har set på de helliges gerninger og ikke på lydigheden. De har set, hvordan Noa, Abraham, Isak og Jakob har ofret til Gud på altrene; så er de faret til og har villet gøre det efter, og der er blevet afgudsdyrkelse af det. Sådanne mennesker betegner Skriften ved aberne; det er også et sådant dyr, som kun ser på gerningerne og vil gøre alt efter, skønt det dog intet er befalet. Lad os derfor fatte Kristi ord godt:

«Følg du mig!» Du, du; lad andre passe deres sager, pas du dine; de skal nok komme. For det er ikke forgæves sat til her i evangeliet, at den discipel, som Peter så på, også fulgte efter; men han fulgte uden hensyn til, at Peter så på ham. Næsten hele dette evangelium er skrevet for disse ords og denne læres skyld; for det lærer ikke meget om troen, men om efterfølgelsen og troens gerninger. Han har også heri i Sankt Peters person tiltalt alle gejstlige prælater og lært dem deres embede; derom kunne hele evangeliet handle, men de vil måske ikke lade sig belære af os; derfor må vi også lade det fare og blive ved vores sag.

Den anden lære

Den anden lære af dette evangelium er, at enhver skal lade sig nøje med sin del og ikke misunde den anden noget eller knurre, hvis han ikke er ligestillet med ham. For selv om her alene Johannes kaldes den discipel, som Kristus elskede, så knurrer dog ingen derover, og ingen misunder ham det heller. Ligeledes var der heller ingen, der ærgrede sig over, at han ikke skulle dø, som de mente, og der kom ingen knurren ud blandt dem over det; men som teksten siger: «Der gik et rygte blandt brødrene»; de har (forstå: alle disciple og kristne) talt om det som brødre og godt undt ham det. Og det er ikke nogen ringe dyd, men en, som mange store folk mangler; for også de hellige patriarker manglede en sådan dyd og kunne ikke tåle, at deres broder Josef blev øvrighed over dem.

Og det er en meget almindelig plage, at ingen lader sig nøje med sit eget, så at også hedningen siger: «Hvordan går det til, at der altid er bedre afgrøde på en andens mark, og at naboens kvæg giver mere mælk end vores?» [Ovid, Ars amatoria 1,349–350; det følgende efter Horats, Satirer 1,1,1–3.] Ligeledes: «Hvordan går det til, at ingen er tilfreds med sine kår, men enhver mener, at den andens kår er bedre end hans egne?» Den, der er købmand, roser håndværkeren, fordi han sidder i ro og fred, mens han selv må vandre omkring i landet; omvendt roser håndværkeren købmanden, fordi han er rig og kommer blandt folk, og så videre; enhver er led og ked af sine kår og sukker efter en andens. Er han gift, så roser han den, der ikke har nogen hustru; har han ingen, så roser han ægtestanden; er han gejstlig, så behager den verdslige stand ham; er han omvendt verdslig, så behager den gejstlige ham. Og Gud kan ikke få det dertil med dem, at de blev tilfredse og tjente ham i de kår, han har sat dem i – så ville det hverken blive dem surt eller tungt. Men nu, da de er lede og kede af det, er der ingen, der tynger dem, andre end de selv; de gør selv deres liv surt for sig uden al nød og grund.

Og selv om Gud tillod, at en kunne skifte sine kår helt efter sin vilje for at råde bod på denne ulyst, så ville han dog blive lige så led og ked af alle andre, ja endnu mere, og til sidst blive ved sit eget. Derfor må man ikke tænke på at skifte kår, men på at skifte ulysten ud. Læg ulysten af og skift den ud, så vil de ene kår være dig som de andre, og alle stænder gælde lige meget, sådan som det er faldet i din lod, så du hverken behøver eller ønsker noget skifte.

Således har nogle hedninger ment, at hvis alle menneskers ulykker blev bragt sammen i én bunke, og man så skulle dele dem ud ligeligt derfra, så ville det helt sikkert ende med, at enhver hellere ville beholde sine egne. Så ligeligt styrer Gud verden, at der til enhver fordel hænger en tilsvarende ulempe. Enhver ser kun på, hvor glat skoen sidder på en anden, men ser ikke, hvor den trykker ham; og omvendt: den, der har skoen på, ænser ikke, hvor glat den sidder, men kun hvor slemt den trykker ham. Med den dårskab går verden sin gang, at enhver kun ser på sin egen ulykke og på den andens gode; men så han alene på sit eget gode og også på den andens ulykke, så ville han takke Gud og lade sig nøje i den største fred, hvor ringe og slemt det end stod til med ham.

For at undgå sådan uro, ufred og lede er troen nyttig og nødvendig, den tro, som er helt vis på, at Gud styrer ligeligt og sætter enhver i den stand, som er allernyttigst og allerbedst for ham, så det ikke kunne blive bedre, selv om han selv fik lov at vælge. Denne tro skaber ro, tilfredshed og fred og driver leden bort. Men hvor troen ikke er, og mennesket dømmer efter sin følelse, sin mening og sin fornemmelse, se, dér begynder leden; for han mærker kun ulykken i sin egen stand og ikke i sin næstes, og omvendt ser han ikke fordelen i sin egen stand og heller ikke sin næstes ulykke. Så følger der da af følelsen lede, ulyst, møje og slid i hans liv; han bliver utålmodig og kommer i ufred med Gud. Så forstummer lovprisningen af Gud, kærligheden og taknemmeligheden i ham, og han bliver hele sit liv en lønlig knurrer mod Gud, ligesom jøderne i ørkenen; og alligevel får han ikke andet ud af det, end at han gør sit eget liv surt og dertil fortjener helvede med det.

Derfor ser du, hvordan troen er nødvendig i alle ting, og hvordan den gør alle ting lette, gode og søde, om du så sad i fængsel eller var i døden, sådan som martyrerne beviser; og hvordan alle ting uden den er tunge, onde og bitre, om du så havde al verdens lyst og glæde, sådan som alle de store herrer og de rige beviser, som altid har det allerelendigste liv.

Så siger nogle: «Ja, hvis jeg vidste, at det ikke var min dårskab eller Djævelen, der havde ført mig hertil, og var vis på, at Gud selv havde sat mig sådan, så ville jeg gerne være glad, nøjsom og tilfreds.» Svar: Det er en tåbelig og ukristelig undskyldning, som viser et vantro hjerte. Kristus siger i Matt 6,28: «Bemærk markens liljer, hvorledes de gror.» Ligeså Matt 10,29–31: «Sælges ikke to spurve for en mønt? Og ingen af dem falder til jorden uden jeres Far. Men endog alle jeres hår på hovedet er blevet talt. I er mere værd end mange spurve.»

Når nu din stand er en stand, som ikke i sig selv er synd, så bliver den stand eller det liv ikke af den grund mindre behageligt for Gud, selv om du var kommet ind i den ved synd og dårskab; for Gud har behag i alle ting, siger Moses i 1 Mos 1,31, undtagen synden. Derfor: når du er i en stand, som ikke i sig selv er synd, så er du helt sikkert sat dér af Gud og er i den stand, som Gud har behag i; se blot til, at du ikke synder i den. Hvis du faldt ned fra et loft og brækkede et ben, så ville den stue eller den seng, som faldet havde bragt dig ind i og tvang dig til at blive i, jo ikke af den grund være det mindste dårligere eller mindre behagelig for Gud, selv om en anden kom derind uden sådan et fald.

Ja, lad det være dig et sikkert tegn på, at du er i en ret stand, som Gud har behag i, når du mærker lede og ulyst ved den. Dér er Gud helt sikkert; han lader den onde ånd anfægte dig og prøver dig, om du er vankelmodig eller standhaftig, og giver din tro anledning til at kæmpe og blive stærk.

Og når jeg taler om en stand, som ikke i sig selv er syndig, mener jeg ikke dermed, at nogen kan leve her på jorden uden synd; alle stænder og livsforhold synder dagligt. Men jeg mener de stænder, som Gud har indstiftet, eller hvis indstiftelse ikke er imod Gud, såsom at være gift, karl, pige, husbond, husmor, øvrighed, regent, dommer, embedsmand, bonde, borger osv. Syndig stand kalder jeg røveri, åger, de offentlige kvinders liv, og sådan som de nu er, pavens, kardinalernes, biskoppernes, præsternes, munkenes og nonnernes stand, når de ikke prædiker eller hører prædiken. For disse stænder er helt sikkert imod Gud, når de kun har med messer og sang at gøre og ikke med Guds ord, så at en skøge meget før kan komme i himlen end en af dem.

At være gejstlig og ikke have med Guds ord at gøre (som skulle være deres eneste gerning) er ligesom at være gift og aldrig være sammen, men den ene horer dér, den anden horer dér; så det er at frygte, at mange stifter og klostre er Djævelens mange hore- og skarnshuse, retskafne på legemet og i det ydre, men i det indre på sjælen bare synd.

Den skjulte betydning

Ved disse to lærdomme lader vi os nu nøje. Men Augustin spadserer omkring her og tyder ved disse to apostle, Peter og Johannes, to slags liv: ved Peter det virksomme liv, ved Johannes det beskuende liv. Han siger: derfor må det virksomme liv følge Kristus og dø, men det beskuende liv bliver evigt. Det er smukt og let, bortset fra at nogle har skrevet så meget om disse to slags liv, at de har gjort det helt dunkelt og ikke længere ved, hvad virksomt eller beskuende liv er.

Men jeg går efter min grove forstand sådan til værks, at det virksomme liv ikke alene må høre op og dø legemligt, men også åndeligt, det vil sige: det må forkastes for verden, så at mennesket ikke forlader sig på sine gerninger, skønt de dog er gode og må ske; men alene lever ved sin tro og forlader sig på Kristus. Det er da den discipel, som Kristus elsker. Her bryder evangeliet op og stråler frem med sine åndelige betydninger, som jeg ikke kan få øje på alle sammen. For Kristi ord og vandel driver sådan på gerningerne, at de kun tænker på troen.

Så lad os nu tage Johannes som troen eller sjælens indre liv i troen, Peter som gerningerne eller det ydre liv i gerningerne – dog sådan, at de ikke er skilt fra hinanden i et og samme menneske. Så vil vi se hemmelighederne, og hvad det virksomme og det beskuende liv er, med deres død og deres blivende.

For det første siger han: Dette er den discipel, som Kristus elskede. Dermed betegnes, at alene troen gør Kristi rette, elskede disciple; de samme får også Helligånden ved den samme tro og ikke ved deres gerninger. Gerninger gør vel også disciple, men ikke elskede disciple, men timelige hyklere, som ikke holder stand; for Guds kærlighed holder dem ikke, fordi de ikke tror. For det andet er dette den discipel, som ved aftensmåltidet hvilede ved Kristi bryst. Åh, det er en stor ting! Troen ejer Kristi hjerte, det vil sige: den har alle Kristi goder og al ret forstand.

Jeg har ofte sagt ovenfor, især i epistlen til julemorgenens messe, at troen gør Kristus og mennesket til én ting, så de to får fælles eje. Hvad Kristus er og har, det er det troende menneskes eget, og omvendt; som Paulus siger i Rom 8,32: «Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?» Sådan forlader en, der tror på Kristus, sig på Kristus, trøster sig ved ham og hviler på ham som på sit eget gode, givet ham af Gud; ligesom Johannes her hviler ved Kristi bryst som på sit leje og er tryg og vis.

Se, så overvættes et gode er troen på Kristus, og så meget bringer den med sig, at den lægger mennesket op ad Kristus og lader ham hvile trygt, så allerblødest, at han ikke frygter noget, hverken synd, død, helvede, verden eller Djævelen; for han hviler på livet, på nåden, på frelsen og har alle ting i himlen og på jorden – dog kun i troen, endnu ikke åbenbart. Det betegner, at Johannes ikke efter opstandelsen eller om morgenen, men før opstandelsen og ved aftensmåltidet hvilede ved Kristi bryst, det vil sige: endnu i dette liv, som er et aftensmåltid, det vil sige ved verdens ende, hvor påskelammet og evangeliet bespiser sjælene og bliver anrettet, båret frem og spist i troen og ved prædikenen.

For det tredje nævner han særligt brystet, ikke skødet eller armene; dermed betegnes, at troen har al Guds visdom og den rette forstand på alle ting. Det siger også Paulus i 1 Kor 2,15–16: «Vi har Kristi tanker»; ligeså: «Den åndelige bedømmer alt, men selv bedømmes han af ingen»; ligeså 2 Kor 3,16: «Når en vender om til Herren, tages Moses’ slør bort», så at han kender alle ting. Derfor kan det troende menneske dømme ret om alle stænder, alle gerninger, alle lærdomme og alle ånder, om hvad der er godt og ret, og tager ikke fejl.

Se, sådan har mennesket ved troen på Kristus ikke alene alle ting, men forstår, kender og dømmer også ret, sikkert og viseligt om alle ting. Det har Moses haft for øje i sin lov i 3 Mos 7,31, hvor han lærer, at brystet af alle dyreofre tilkom præsten og skulle være hans eget. Men præster er alle troende og kristne, som Peter siger i 1 Pet 2,9. Derfor bringer en sådan tro dem alt godt og al visdom, så at de ved godset er rige konger og har nok, og ved visdommen er store præster og kan dømme, skelne og lære hele verden.

For det fjerde: Dette er den discipel, som sagde til Jesus: «Herre, hvem er det, der forråder dig?» Hvad betyder det? Judas, forræderen, har været et billede på paven, biskopperne og alle de gejstlige, som forlader Guds ord og fører deres egen lære og deres egne gerninger, hvormed de udrydder den kristne sandhed. Nu har deres væsen sådan et smukt skin i deres gejstlige fagter, skikke og gerninger, at ingen naturlig fornuft kan fatte, at de farer vild; ja, den naturlige fornuft hjælper endda til og roser det.

Da nu sand tro og gerningernes pral ikke kan stå sammen, og ingen kan forlade sig på Guds nåde (det vil sige hvile ved Kristi bryst), som forlader sig på gerninger og sit eget, så må nåden og sandheden gå lige så meget til grunde, som gerningernes pral kommer op. Sådan sker det, at sandheden går til grunde uventet og så lønligt ved disse forrædere, de gejstlige; ja, endda så lønligt, at de rettroende ikke ville opdage det, hvis de ikke med flid søgte efter sandheden. For Kristus har i Matt 24,24 forudsagt, at også de udvalgte kan blive ført vild. Derfor er det her ikke nok for Johannes, at han hviler ved Kristi bryst; men han bliver ved med bekymring og spørger, hvem forræderen er.

Sådan erfarer de rettroende, hvem denne forræder er, ved at granske den kristne sandhed og se på nåden. For idet de lægger mærke til, at alene nåden (det vil sige Kristus) og intet uden for nåden hjælper, og at der ikke skal bygges på noget andet, så ser de let, når de holder nåden og naturen op imod hinanden, at alt, hvad der er uden for nåden, er forførende. Og nåden svarer dem også sådan i hjertet, at de ser, hvordan alle de er forrædere, nådens mordere og udryddere, som uden for nåden opretter lære, liv og gerninger og foregiver, at de dermed gør folk gejstlige og retfærdige.

Så er Kristi forræder altså ingen andre end hyklerne, som går omkring i et godt skin af helligt liv og gejstlig stand og dog dermed udrydder den kristne sandhed og nådens lys i sig selv og i alle andre, så der ikke bliver andet end menneskeligt pjank tilbage hos dem. Det kender ingen uden dem, der har en ret tro; og selv de kender det ikke, før de giver agt på det, gransker, spørger og holder det op imod hinanden; ellers lader de også sådanne gerninger gå deres gang i en enfoldig mening og tænker, at de sker ret i troen, fordi de ligner de sande gerninger så meget.

Deraf har forræderen sit navn, at han hedder Judas Iskariot. Judas betyder en, der bekender; for alle den slags hellige bekender Kristus og fornægter ham ikke offentligt, ja, de synes i deres liv bedre end de rette bekendere. Men Iskariot betyder løn; for den slags hellige er bare nydere, lønjægere og egennyttige; alt, hvad de gør, søger de deres eget med og gør intet frit til Guds ære, ligesom Judas med sin pengepung ikke søgte og skaffede andet end sin egen fordel. Se, sådan er verden fuld af gejstlige folk, men i bund og grund er der ikke andet bag dem end lutter Iskariot, egen vinding og fordel; og med deres skin forfører de hele verden bort fra troens rette vej, og sådan foragter og sælger de Kristus, det vil sige den kristne sandhed og nåde. Mere om det skal siges i passionen.

Se nu, hvorfor Johannes ikke nævner sit navn: for troen laver ingen sekter, ingen forskel, sådan som gerningerne gør; den har heller ingen særlig gerning, som den kunne blive opkaldt efter; for den gør alle slags gerninger, sådan som de kommer for, og den ene er lige så god som den anden. Men Judas Iskariots væsen er delt op i gerninger, uden tro; for én kaldes biskop efter sin hat og stav, ikke efter troen; en anden barfodsmunk efter sin kutte og sine træsko; en tredje augustinermunk efter sin sorte kutte; og så videre, den ene efter dette, den anden efter hint. Men troen bliver gennem alle gerninger og stænder helt navnløs; derfor skaber den også disciple, som Kristus elsker. Peter har også et navn, for troen er ikke uden gerninger; men det er et navn, som Kristus har givet ham, og det er ikke det, der gør ham til den elskede discipel.

Nu ser vi, hvad det betyder, at denne discipel skal blive, og Peter skal følge, som der er sagt ovenfor. For troen bliver, indtil Kristus kommer; da hører den op. Men gerningerne må gå til grunde og blive foragtet. Verden kan tage alle ting fra os og gøre dem til intet, også vore gode gerninger og vort gode liv; men troen må den lade blive i hjertet, og den bliver også indtil den yderste dag.

Af alt dette er det let at forstå, at Johannes ikke har skrevet sådan noget om sig selv til sin egen ros, som om han ville anses for noget særligt frem for andre; men han har villet vise troens skjulte og rige kraft, som han også først efter Kristi himmelfart har forstået, at dette derfor var sket af Kristus.

Det er også et godt tegn, at Peter ser sig om efter Johannes, og ikke Johannes efter Peter. For gerningerne skal se på troen, hvor den bliver, og ikke omvendt troen på gerningerne. Og mange andre betydninger kan findes heri for den, der har tid og lyst til at søge.