Stefanusdag (Matt 23,34–39)

Evangeliet på Sankt Stefans dag, Matt 23,34–39

Dette er et hårdt evangelium mod troens forfølgere. Men jo hårdere det er mod dem, desto mere trøsterigt er det for de troende, som bliver forfulgt. Og dette evangelium lærer, hvilken halsstarrig ting det er med det naturlige lys, selvkløgten og fornuften. Når den først falder ind på gerningerne og budene, så hører den ikke længere på nogen, som der blev sagt i det forrige evangelium; nej, dens gerninger og dens indbildning skal have ret, og det hjælper ikke, hvor meget man prædiker for den, og hvor mange profeter Gud sender til den. Alt, hvad der er imod den, skal forfølges og slås ihjel – den store røde morderske! Sådan maler Sankt Johannes hende også i Åb 17,4 og siger, at hun hedder den store skøge Babylon, har en rød purpurkjortel på, sidder på et dyr, som også var rødt, og har et gyldent bæger i hånden, fuldt af sin utugts skidt og vederstyggelighed, det vil sige menneskelære, som hun fører de rene, troende sjæle bort fra troen med og gør dem til skamme, og for den sags skyld myrder hun alle, der står hende imod.

Denne halsstarrige og morderiske egensindighed viser dette evangelium også, for det første ved at Gud prøver alt muligt med hende og sender hende alle slags prædikanter, som han nævner med tre navne: profeter, vise og skriftlærde.

Profeter er de, som prædiker af Helligåndens rene indskydelse og ikke har øst det af Skriften eller fra mennesker, sådan som Moses og Amos var; og det er de højeste og bedste. De er vise og kan gøre andre vise, skrive Skrift og udlægge den. Af den art var næsten alle fædrene før og sammen med Moses, og efter ham også mange, især apostlene, som var lægfolk og jævne, ulærde folk, som Sankt Lukas siger i ApG 4,13.

De vise er de, som ikke har det blot fra Gud, men gennem Skriften og mennesker. De er profeternes disciple og efterfølgere, men sådan at de selv prædiker og lærer med munden og det levende ord. En sådan var Aron, som sagde alt det, Moses bød ham, sådan som Gud siger til Moses i 2 Mos 4,15–16: «Læg mit ord i hans mund, og lad ham prædike for folket i dit sted, og du skal være en Gud for ham, men han skal være din mund.» Sådan skal også alle præster være, som Zak 11 siger.

Skriverne eller de skriftlærde er de, som lærer med skrifter og bøger, hvor de ikke kan lære personligt eller mundtligt. Sådan har apostlene også været, først og fremmest evangelisterne, og deres efterfølgere, de hellige fædre; dog sådan at de ikke skriver og behandler deres egne indfald, men Guds ord, som de har lært af de vise og af Skriften. Det er altså de tre måder, sandheden kan åbenbares på: skrift, ord, tanker – skrift gennem bøgerne, ord gennem munden, tanker gennem hjertet. Man kan ikke fatte læren med andet end med hjerte, mund og skrift.

Men alt dette hjælper ikke hos den egensindige fornuft; den hører hverken på ord, skrift eller oplysning, hvordan Gud end prøver det med den. Skriften og bøgerne undertrykker og brænder den, sådan som kong Jojakim gjorde med Jeremias’ bøger, Jer 36,23; ordene forbyder, bringer til tavshed og fordømmer den; oplysningen jager den bort og slår den ihjel sammen med profeterne. Og det mærkelige er, at ingen profet er blevet dræbt, fordrevet eller forfulgt, fordi han straffede de grove synder, undtagen Johannes Døberen, som Herodias lod dræbe, fordi han straffede hendes ægteskabsbrud. En så stor mand måtte ikke få andet end den allermest skændige grund til at dø; skønt jøderne heller ikke var fjender af ham af den grund, men fordi han ikke ville lade deres sag have ret; de sagde, at han var besat af en djævel. Sådan har al striden altid stået om den rette og den falske gudstjeneste. Abel blev myrdet af Kain, fordi hans gudstjeneste ikke skulle gælde.

Sådan har alle profeter, vise og lærde straffet den gudstjeneste som afgudsdyrkelse, der skete ud fra fornuft og gerninger uden tro. Så trådte den naturlige indbildning frem og sagde, at den gjorde det til Guds ære, og at det var ret. Derfor måtte profeterne dø, som nogle, der forbød og straffede Guds tjeneste og ære og gode gerninger; som Kristus siger i Joh 16,2: «Den tid kommer, hvor enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han gør Gud en tjeneste dermed.»

Sådan skete al afgudsdyrkelsen i Det Gamle Testamente af dem, ikke fordi de ville tilbede træ og sten, men fordi de ville tjene den sande Gud dermed. Men da Gud havde forbudt det, og det skete af egen indbildning uden tro, så var det sandelig fra Djævelen og ikke fra Gud. Derfor sagde profeterne, at det ikke var Gud, men afguderne, der blev tjent. Det kunne de så hverken tåle eller høre; og profeterne turde ikke tie, for Gud havde befalet dem at tale. Så måtte de dø for det og blive fordrevet og forfulgt.

Derfor drejer al striden sig om dette: De falske hellige trættes med de sande hellige om gudstjenesten og de gode gerninger. De første siger: Dette er gudstjeneste; de andre siger: Nej, det er afgudsdyrkelse og overtro. Og sådan har det været fra begyndelsen, og sådan vil det også vare til enden.

Sådan også nu. De pavelige har selv fundet på gode gerninger og gudstjeneste med deres udvortes gerninger og love, som dog alt sammen er ting uden tro, bygget alene på gerningerne og uden Guds befaling, det rene menneskepjat. Så siger vi: Det er ikke Gud, der bliver tjent, men dem selv og Djævelen, som ved al afgudsdyrkelse, og de fører kun folk bort fra den kristne tro og den almindelige broderlige kærlighed. Det vil de så ikke tåle, og så anretter de den jammer, der nu går for sig.

I selve sagen er begge sider enige om, at man skal tjene Gud og gøre gode gerninger; men i udlægningen af, hvad der er gudstjeneste og gode gerninger, bliver de aldrig enige. For den ene side siger: Det er troen; naturen og fornuften med deres gerninger er fortabt. Den anden side siger: Troen er intet, og naturen med sine gerninger er god og ret.

Ligeledes er de også enige om, at de grove synder, mord, ægteskabsbrud og røveri, ikke er ret; men i hovedgerningerne, som angår gudstjenesten, skilles de som vinter og sommer. Nogle holder sig til Gud og hans barmhjertighed og frygter ham; de andre løber til træ og sten, mad og klæder, dage og tider og vil vinde Gud med at bygge, stifte, faste, skråle i korene og bære tonsur. De frygter intet og er frække og fulde af al slags formastelse, det hellige, lærde, vise folk, for hvem selv Gud ikke er hellig, lærd eller vis nok med alle sine profeter, vise og skriftlærde.

Evangeliet rummer nogle spørgsmål, som vi må se på. Det første: Hvorfor siger Kristus, at alt det retfærdige blod fra Abel af skal komme over jøderne, når de dog ikke har udgydt det alt sammen? Svar: Kristi ord er rettet mod hele flokken og hele slægten af alle dem, som fra begyndelsen har forfulgt profeterne. Det viser han ved, at han ikke alene taler til dem, der levede på hans tid, men til hele Jerusalem: «Jerusalem, Jerusalem, som dræber profeterne og stener dem, der er sendt til dig, hvor ofte har jeg villet samle dine børn» osv. Det gælder jo ikke alene de nærværende, men også de tidligere i Jerusalem.

Ligeledes når han siger: «I dræbte Zakarias mellem templet og alteret», skønt denne Zakarias dog blev dræbt af kong Joash, 2 Krøn 24,21, godt otte hundrede år før Kristi fødsel; alligevel siger han: I har dræbt ham. Sådan har de også dræbt Abel og vil også dræbe profeterne og de vise. Som ville han sige: Det er ét folk, én art, én slægt; som fædrene, sådan også børnene. For den egensindighed, som stræber imod Gud og hans profeter i fædrene, den stræber lige sådan imod dem i deres børn; musen er som sin mor. Og når Herren siger, at alt det retfærdige blod skal komme over dem, vil han dermed ikke sige mere end dette: Det folk må udgyde alt retfærdigt blod; sådan er dets art, det kan ikke andet. Alt det blod, som bliver udgydt, udgyder de; derfor skal det også alt sammen komme over dem.

Men hvorfor nævner han kun de to, Abel og Zakarias? Zakarias var jo ikke den sidste, hvis blod blev udgydt; efter ham kom Esajas, Jeremias, Ezekiel, Urija, Mika og næsten alle, der er nævnt i Skriften. Og ganske vist er Zakarias den første blandt profeterne, hvis udgydte blod Skriften omtaler ved navn. Men Kristus taler her ikke alene om profeterne, men om alle de retfærdiges blod, og rigtig mange af dem blev dræbt under kong Saul, ligeledes mange profeter under kong Akab, hvis navne ikke bliver nævnt.

Jeg ved ikke at sige andet hertil, end at Kristus dermed holder sig til Skriftens brug og sætter os et eksempel på, at vi ikke skal sige, holde fast ved eller bringe noget frem, som ikke er klart grundet i Skriften. For selv om Esajas og andre profeter er blevet dræbt, så er der dog efter denne Zakarias ingen, om hvem Det Gamle Testamentes skrift ved navn beretter, hvordan han blev dræbt. Og således: selv om han ikke er den sidste, hvis blod er udgydt, så er han dog den sidste, om hvem der ved navn er beskrevet, hvordan han prædikede på sin tid og blev dræbt. Så nævner og anfører Kristus altså den første og den sidste retfærdige i Skriften og indbefatter dermed alt det andet retfærdige blod, som ikke er nævnt, men dog er udgydt før og siden.

Der står ganske vist skrevet om profeten Urija i Jer 26,23, at han blev dræbt af kong Jojakim, længe efter denne Zakarias; men det bliver kun fortalt af andre som en historie, der skete for længe siden. På hans egen tid skriver Skriften intet om ham og siger heller ikke, at han nogen sinde har været til, dér hvor den beskriver den samme konges tid og historie i historiebøgerne, 2 Krøn 36,4ff og 2 Kong 24,1ff. Derfor anfører Herren ham heller ikke.

Man spørger også: Hvorfor kalder Kristus ham Barakias’ søn, når Skriften kalder ham Jojadas søn? For sådan lyder teksten i 2 Krøn 24,20–22: «Guds Ånd iklædte Zakarias, præsten Jojadas søn. Han trådte frem over folket og sagde til dem: ’Så siger Gud: Hvorfor overtræder I HERRENS bud? Det skal ikke lykkes for jer. For I har forladt HERREN, så vil han også forlade jer.’ Men de sammensvor sig mod ham og stenede ham på kongens befaling i forgården ved HERRENS hus. Og kong Joash kom ikke den barmhjertighed i hu, som hans far Jojada havde vist ham, men slog hans søn ihjel. Men da han døde, sagde han: ’HERREN vil se det og hjemsøge det’» osv. Det skete også, fordi han straffede deres gudstjeneste, som de havde oprettet.

Sankt Hieronymus mener, at han kaldes Barakias’ søn af en åndelig grund, fordi Barakias på latin betyder benedictus, den velsignede. Men de andre forklarer det lettere: at hans far Jojada også har haft tilnavnet Barakias, måske fordi han havde gjort så meget godt mod den samme konge og mod folket, at de kaldte ham den velsignede, og efter hans død slog de så hans søn ihjel som tak. Sådan plejer det jo at gå i verden, efter ordsproget: «Hjælper man en fra galgen, så hjælper han en selv op i den igen.» Sådan er det også gået Guds Søn: Da Gud havde gjort al verden alt godt, korsfæstede den hans kæreste Søn for ham, sådan som dette forbillede har betydet.

Til sidst spørger man: Når ingen kan stå Guds vilje imod, hvorfor siger han så: «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn, og du har ikke villet»? Man har trukket dette ord i mange retninger, og nogle har bygget den frie vilje og dens evne på det; men det ser jo ud til, at det her ikke er den frie vilje, men egenviljen, der bliver straffet, og det er en sølle frihed, som kun gør imod Gud og bliver så hårdt fordømt og straffet.

Sankt Augustin tvinger ordene ind i den forstand, at Herren skulle mene så meget som: Så mange af dine børn, som jeg har samlet, dem har jeg samlet mod din vilje. Men det er at øve alt for stor vold mod dette enfoldige ord. Langt lettere ville det være at sige: Kristus har her talt som et menneske, der også har båret alt det, mennesker bærer på. Sådan har han gjort meget efter sin menneskehed, som ikke hører guddommen til, såsom at han måtte spise, drikke, sove, gå, græde, lide og dø. Sådan kunne man også her sige, at han efter sin menneskelige natur og sindsbevægelse har sagt: Jeg ville, og du ville ikke. For, som jeg flere gange har sagt, man må give godt agt på Kristi ord, for nogle af dem viser kun den guddommelige natur, andre kun den menneskelige.

Men alligevel, eftersom han her fremstiller sig selv som Gud, når han siger: «Jeg sender til jer» osv. – for at sende profeter hører alene Gud til, og Lukas siger i Luk 11,49, at han har sagt det sådan: «Derfor siger Guds visdom: ’Se, jeg vil sende profeter til dem’» osv. – og eftersom hans ord dertil lyder, som om han ikke alene på sin egen tid, men også før og mange gange har villet samle deres børn, så at det vil forstås om den guddommelige vilje, så vil vi svare sådan:

at ordene kun skal forstås på den allerjævneste og enfoldigste måde om den guddommelige vilje, efter Skriftens sædvane, som taler om Gud som om et menneske for de enfoldiges skyld; sådan som der står skrevet i 1 Mos 6,6, at det angrede ham, at han havde skabt mennesket, skønt der dog ingen anger er i Gud. Ligeledes at han er vred, skønt der dog ingen vrede er i ham. Ligeledes 1 Mos 11,5: Han steg ned fra himlen og så byggeriet i Babel, skønt han dog altid bliver siddende. Og i Salmernes Bog siger profeten tit til ham: «Vågn op, hvorfor sover du så længe?» Ligeledes: «Stå op, kom til mig» og lignende, skønt han dog hverken sover, ligger eller er langt borte. Ligeledes Sl 1,6: «Gud kender intet til de uretfærdiges vej», skønt han dog ved alle ting.

Alle disse ord er sagt efter vores følelse og mening, ikke efter den guddommelige naturs væsen. Derfor skal de ikke føres op i den høje spekulation om de himmelske udsagn om den guddommelige natur, men skal lades hernede for de enfoldiges skyld, og man skal forstå dem efter vores følelse og lade dem være sagt sådan. For vi føler ikke andet, end at han gør sådan, som ordene lyder; og det er en fin, trøsterig måde at tale om Gud på, som hverken er skrækindjagende eller høj. Sådan også her: «Hvor ofte har jeg villet» skal også forstås sådan, at han har handlet sådan, at ingen har kunnet tænke og føle andet, end at han gerne ville samle dem; han har gjort, som et menneske ville gøre, der gerne ville have det sådan. Derfor: Lad de høje ting fare, og bliv ved mælken og Skriftens enfoldige mening.

Troens lære ud fra evangeliet

Men for at vi også kan tage vores lære af evangeliet: Herren sætter her et så yndigt billede og en så yndig lignelse frem af, hvordan det står til med troen og det troende menneske, at jeg ikke kender noget yndigere i hele Skriften. Han har af vrede og harme over jøderne talt mange hårde ord i dette kapitel og råbt et forfærdeligt ve over deres vantro. Derfor gør han også, som vrede mennesker plejer at gøre mod de utaknemmelige: De gør deres velgerninger og gode vilje så store som overhovedet muligt og siger: Jeg ville gerne have givet ham hjertet ud af mit eget bryst osv.

Sådan også Herren her: Så hjerteligt han kan, ophøjer han sin gode vilje og sin velgerning mod jøderne og siger, at han gerne ville have været deres klukhøne, hvis de havde villet være kyllinger. O menneske, læg godt mærke til ordene og lignelsen, og se, af hvilken stor alvor og af hvor helt et hjerte han udøser det! I det billede skal du se, hvordan du skal forholde dig til Kristus, og hvad han er dig til nytte for, hvordan du skal bruge og nyde ham. Se på hønen og dens kyllinger; dér ser du Kristus og dig selv malet og afbildet bedre, end nogen maler kan male det.

For det første er det sikkert, at vores sjæle er kyllingerne, og djævlene og de onde ånder er glenterne i luften. Bortset fra at vi ikke er så kloge som kyllingerne til at flygte ind under vores klukhøne; og djævlene er meget listigere til at røve vores sjæle, end glenterne er til at røve kyllingerne. Nu er der ovenfor i en epistel sagt, at det ikke er nok, at vi er retfærdige, har gode gerninger og lever i nåden. For selv vores retfærdighed kan ikke bestå for Guds øjne og dom, for ikke at tale om uretfærdigheden. Derfor har jeg sagt: Troen, når den er ret, er af den art, at den ikke forlader sig på sig selv, ikke på sin egen tro, men holder sig til Kristus og giver sig ind under hans retfærdighed og lader den være sit værn og sin beskyttelse; ligesom kyllingen ikke forlader sig på sit liv og sit løb, men giver sig ind under hønens krop og vinger.

For den, der skal bestå for Guds dom, er det ikke nok at sige: Jeg tror og har nåde. For alt, hvad der er i ham, kan ikke beskytte ham tilstrækkeligt; men han stiller Kristi egen retfærdighed op over for den dom. Den lader han tage det op med Guds dom; den består med al ære for ham i evighed, som Sl 111,3 og 112,3 siger: «Hans retfærdighed består evigt.» Ind under den kryber, smyger og trykker han sig, stoler og tror uden nogen tvivl, at den vil bevare ham; og sådan sker det også: Han bliver bevaret ved den samme tro, ikke for sin egen eller for en sådan tros skyld, men for Kristi og hans retfærdigheds skyld, som han overgiver sig ind under. Og den tro, som ikke gør sådan, er ikke ret.

Se, det er det, Skriften mener, når den siger i Sl 91,1–7: «Den, som sidder i den Højestes skjul og bliver i den Almægtiges skygge, han siger til HERREN: ’Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg håber på.’ For han redder mig fra jægerens snare og fra den skadelige pest. Han skal dække dig med sine fjer, og din tilflugt skal være under hans vinger. Hans sandhed er spyd og skjold, så du ikke skal frygte for nattens rædsel, for pilen, der flyver om dagen, for pesten, der lister i mørket, for sotten, der ødelægger ved middag. Om tusind falder ved din side og ti tusind ved din højre hånd, så skal det dog ikke ramme dig» osv.

Se, alt dette er sagt om troen på Kristus, hvordan den alene består og bliver beskyttet mod al fare og fordærv, mod falske lærdomme og djævlenes anfægtelse, legemlig og åndelig, på begge sider, så alle andre må falde og gå til grunde, fordi den giver sig ind under Kristi vinger og fjer og sætter sin tilflugt og fortrøstning dér. Sådan siger også Mal 3,20: «For jer, som frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stå op med frelse under sine vinger.» Derfor kalder Sankt Paulus ham i Rom 3,25 propitiatorium, nådestolen, og lærer overalt, at vi må bevares ved ham og under ham i troen. Når nu de troende og hellige behøver et så stort værn, hvor vil så de blive af, som farer af sted uden for Kristus med deres frie vilje og egne gerninger?

O, vi må blive i Kristus, på Kristus og under Kristus og ikke vige fra klukhønen; ellers er alt fortabt. Sankt Peter siger i 1 Pet 4,18: «Den retfærdige bliver knap nok bevaret»; så møjsommeligt er det også at blive under denne høne. For mange slags anfægtelser, legemlige og åndelige, river os bort fra hende, som salmen ovenfor viser.

Se nu, hvordan den naturlige klukhøne gør. Der er næppe noget dyr, der tager sig så ivrigt af sine unger. Hun skifter sin naturlige stemme og får en jamrende og klagende stemme; hun søger, skraber og lokker på kyllingerne; finder hun noget, så æder hun det ikke, men lader kyllingerne få det; med hele sin alvor kæmper og skriger hun mod glenten og breder sine vinger så villigt ud og lader kyllingerne kravle ind under sig og op på sig og finder sig så gerne i det; og det er sandelig et fint og yndigt billede.

Sådan har også Kristus antaget en jamrende stemme, klaget for os og prædiket omvendelse og af hele sit hjerte vist enhver hans synd og jammer; han skraber i Skriften, lokker os derind og lader os æde det, breder sine vinger med al sin retfærdighed, fortjeneste og nåde ud over os og tager os så venligt ind under sig, varmer os med sin naturlige varme, det vil sige med sin Helligånd, som alene kommer ved ham, og kæmper for os mod Djævelen i luften.

Hvor og hvordan gør han det? Uden tvivl ikke legemligt, men åndeligt. Hans to vinger er Den Hellige Skrifts to testamenter; de breder hans retfærdighed ud over os og bringer os ind under ham. Det sker ved, at Skriften lærer dette og intet andet: at Kristus er sådan en klukhøne, at vi i troen bliver bevaret under ham og ved hans retfærdighed. Derfor udlægger den nævnte salme selv vingerne og fjerene og siger: «Hans trofasthed eller sandhed (det vil sige Skriften, fattet i troen) er brynje og skjold» mod al frygt og fare. For Kristus må vi fatte i Ordet og prædikenen og hænge ved det med en fast tro på, at han er sådan, som der nu er sagt om ham; så er vi i det sandelig under hans vinger og sandhed og bliver også vel bevaret derunder.

Sådan er dette evangelium hans vinge eller sandhed, og det samme er alle de andre evangelier; for de lærer alle sammen Kristus på denne måde, dog klarere på ét sted end på et andet. Ovenfor er han kaldt et lys og et liv, ligeledes en herre og hjælper. Her kaldes han en klukhøne, og der lægges hele tiden vægt på troen. Så er hans krop nu ham selv eller den kristne kirke, og hans varme er hans nåde og Helligånd.

Se, det er den allerkæreste klukhøne, som altid gerne ville samle os under sig, breder sine vinger ud og lokker, det vil sige: Den prædiker og lader prædike begge testamenter, sender profeter, vise og skrivere ud til Jerusalem, ud i al verden. Men hvad sker der? Vi vil ikke være kyllinger, allermindst de hovmodige hellige; de kæmper særligt imod det med deres gode gerninger, vil ikke erkende troen som så helt nødvendig og frelsende, vil ikke vide af deres fare og vil ikke lade deres sag være uret. Ja, de bliver derover selv til glenter og svin, æder og forfølger kyllingerne sammen med hønen, river vinger og krop i stykker, dræber profeterne og stener dem, der bliver sendt til dem. Men hvad skal deres løn være? Hør efter, det er en forfærdelig ting.

Se, jeres hus skal efterlades øde til jer

O, hvor forfærdelig en straf er det! Den ser vi også på jøderne. De har dræbt profeter så længe, at Gud ikke sender dem flere; han har nu ladet dem gå i femten hundrede år uden prædiken, uden profeter, har taget sit ord fra dem og trukket vingerne til sig. Og således er deres hus øde; ingen dyrker deres sjæl, og Gud bor heller ikke mere iblandt dem; det er gået dem, som de selv ville. Som Sl 109,17 siger om dem: «Han ville have forbandelsen, den skal også komme over ham; han ville ikke have velsignelsen, så skal den også blive langt fra ham.» Dér kommer alt det blod over dem, som er udgydt på jorden, og dette evangelium er gået i opfyldelse over dem.

Sådan har også Esajas sagt om dem i Es 5,5–6: «Vel, jeg vil vise jer, hvad jeg vil gøre med min vingård. Dens mur skal tages bort, så den bliver ødelagt, og dens gærde skal rives ned, så den bliver nedtrampet. Jeg vil lade den ligge øde, så den hverken bliver beskåret eller hakket, men tidsler og torne skal vokse op i den, og jeg vil byde skyerne, at de ikke skal regne på den.» O, forfærdelige ord!

Hvad er det, at der ingen regn skal komme over dem, andet end at de ikke skal høre evangeliet og troen? De skal hverken beskæres eller hakkes; hvad er det andet, end at ingen vil straffe dem i deres vildfarelse og åbne deres skavanker for dem? Derfor er vingården overladt til menneskelærerne, som river den i stykker og træder den ned, så den må blive liggende øde og ikke bærer andet end krat og torne, det vil sige gerningshellige, som er uden tro og ikke bærer Åndens frugt, men kun vokser op og gøres rede til den evige ild, ligesom krat og torne.

Alt dette må vi hedninger også godt tage os til hjerte. Det står jo lige så slemt til med os, hvis ikke meget værre. Vi har også forfulgt klukhønen og er ikke blevet i troen. Derfor er det også gået os sådan, at han har ladet vores hus ligge øde og forladt vingården. Dér er ingen regn mere i hele verden, evangeliet og troen er bragt til tavshed; dér er ingen beskæring eller hakning; ingen prædiker mod menneskenes falske gerninger og lære og skærer sådanne unyttige ting bort. Nej, han lader os rives i stykker og trædes ned af paven, biskopperne, præsterne og munkene, som hele verden er fuld, fuld, fuld af, og som dog ikke gør andet end at træde denne vingård ned og rive den i stykker. Den ene lærer dette, den anden hint; denne træder ned på dette sted, hin på det andet; enhver vil sætte sin sekt, sin orden, sin stand, sin lære, sine regler, sine gerninger i værk. Dermed er vi så nedtrampede, at der ikke mere er noget kendskab til troen, intet kristent liv, ingen kærlighed, ingen Åndens frugt, men det rene brændsel, krat og torne, det vil sige hyklere og skinhellige, som med vigilier, messer, stiftelser, klokker, kirker, psaltere, rosenkranse, helgendyrkelse, helligdage, kutter, tonsurer, klæder, faste, pilgrimsrejser og utallige flere narrestreger formaster sig til at være kristne.

O Herre Gud, alt for sønderrevne, alt for nedtrampede, o Herre Kristus, alt for øde og forladte er vi elendige mennesker i disse vredens sidste dage! Vore hyrder er ulve, vore vægtere er forrædere, vore beskyttere er fjender, vore fædre er mordere, og vore lærere er forførere. Ak, ak, ak! Hvornår, hvornår, hvornår vil din strenge vrede høre op?

Dog er der til sidst her lovet jøderne trøst, når han siger: «For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: ’Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!’» Disse ord har Kristus talt efter palmesøndag, om tirsdagen, og det er afslutningen og det sidste ord i hans prædiken på jorden; derfor er det endnu ikke opfyldt, men skal opfyldes. De har ganske vist engang modtaget ham sådan på palmesøndag, men dermed er dette ikke opfyldt. Og når han siger: «I skal ikke mere se mig», skal det ikke forstås sådan, at de ikke mere så ham legemligt bagefter, for de korsfæstede ham jo bagefter. Men han mener, at de ikke mere skal se ham som prædikant og som Kristus, det, han var sendt til at være; hans embede, og han i sit embede, er ikke mere blevet set af dem siden. Han har i denne prædiken taget afsked med dem og nu afsluttet det embede, han var sendt til.

Så er det nu sikkert, at jøderne endnu vil sige til Kristus: «Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.» Det har også Moses forkyndt i 5 Mos 4,30–31: «I de sidste dage skal du omvende dig til HERREN din Gud og adlyde hans røst. For HERREN din Gud er en barmhjertig Gud; han vil ikke forlade dig eller ødelægge dig og vil heller ikke glemme den pagt, som han tilsvor dine fædre.» Ligeledes Hos 3,4–5: «Israels børn skal blive lang tid uden konge, uden fyrste, uden offer, uden alter, uden præstekjortel og uden gudstjeneste. Derefter skal Israels børn omvende sig og søge HERREN deres Gud og deres konge David, og de skal ære HERREN og hans nåde i den sidste tid.» Og Azarja i 2 Krøn 15,2–4: «Forlader I HERREN, så vil han også forlade jer. Men der skal komme mange dage i Israel, hvor der ingen sand Gud er, ingen præst, som lærer, og ingen lov. Og når de i deres nød omvender sig til HERREN, Israels Gud, og søger ham, så vil han lade sig finde.»

Disse ord kan ikke forstås om andre end de nuværende jøder; de har jo aldrig før været uden fyrster, uden profeter, uden præster, uden lærere og uden lov. Sankt Paulus stemmer også overens hermed i Rom 11,25–26 og siger: «En delvis forhærdelse er kommet over Israel, indtil fylden af hedningerne er gået ind, og så vil hele Israel blive frelst.» Gud give, at tiden er nær, som vi håber. Amen.