Søndag efter jul (Luk 2,33–40)

Evangeliet på søndag efter jul, Luk 2,33–40

Det ser stærkt ud til, at den foregående epistel er lagt på denne søndag af ren uforstand; den, der ordnede det, har åbenbart ment, at fordi den taler om en ung arving, som er herre over alt godset, så var det sagt om det unge barn Kristus; ligesom der jo er mange flere af disse epistler og evangelier, der af samme uforstand er lagt på dage, hvor de ikke passer. Dog kommer det ikke an på ordningen; det er lige meget, hvad der prædikes hvornår, bare den rette forstand bliver i sin orden.

Dette evangelium er sket på vor Frues kyndelmissedag, da de bragte barnet i templet, og alligevel læses det på denne søndag. Alt det siger jeg, for at ingen skal lade sig forvirre af tidens orden eller lade sig hindre i evangeliets forstand og orden. Vi vil dele det i to stykker: det ene om Simeon, det andet skal være om Anna. Det er et overmåde rigt evangelium og smukt ordnet: for det første manden Simeon, derefter kvinden Anna, begge gamle og hellige.

Første del, om Simeon

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham.

Hvilke er de forunderlige ting, og af hvem blev de sagt om ham? Det er naturligvis de ting, som Simeon lige forinden sagde, da han tog barnet Jesus på sine arme i templet og sagde: «Herre Gud, nu lader du din tjener fare i fred, for mine øjne har set din Frelser, som du har beredt for alle folkeslag, lyset til at oplyse hedningerne og til pris for dit folk Israel.» Over disse ting, siger Lukas, undrede de sig: at den gamle hellige mand stod der foran dem i templet, tog barnet i sine arme og med glæde talte så herligt om ham, at han skulle være et lys for hele verden, en frelser for alle mennesker, en pris for hele Israel; og at han selv satte ham så højt, at han nu gerne døde, da han havde set barnet.

Nu var det jo rimeligt at undre sig over, at sådanne ting blev sagt offentligt dér af den store mand på det offentlige, hellige sted, når det dog var et fattigt, foragtet lille barn, hans mor fattig og ringe og hans far Josef ikke rig. Hvordan skulle man kunne se på sådan et lille barn, at det var alle menneskers Frelser, alle hedningers lys og hele Israels ære og pris? Nu, da det er erkendt, ser det ikke længere så forunderligt ud; men dengang intet endnu var erkendt af det, så det ganske forunderligt ud, og den fattige barndom var overmåde ulig det mægtige, store væsen, som Simeon siger om ham.

Men Josef og Maria troede det alligevel; derfor undrede de sig også over det. Havde de ikke troet det, så havde det været foragteligt for dem og ikke forunderligt, men falsk og unyttigt. Derfor priser denne undren en høj, stor tro i Josef og Maria.

Men nogen kunne sige: Hvorfor undrer de sig kun over dette? De havde jo tidligere også hørt af englene, at han var Kristus og Frelseren, og hyrderne talte også herligt om ham. Det var jo også et under, at kongerne eller de vise mænd fra så fjerne lande tilbad ham med deres offer. Og Maria vidste godt, hvordan hun havde undfanget ham ved Helligånden og født ham på forunderlig vis, og havde hørt af englen Gabriel, at han skulle blive stor og kaldes Guds Søn: kort sagt, at det hele indtil nu var gået til med lutter undere – mens der her ikke sker noget under, men kun forkyndes og siges de ting, som endnu ikke er sket eller set i ham.

Jeg mener, at man her hverken skal stige højt eller søge langt. Evangelisten nægter ikke, at de også før har undret sig, men i al enfoldighed vil han her beskrive, hvad de gjorde, da Simeon talte så herligt om barnet. Som skulle han sige: Da Simeon sagde så store ting om barnet, foragtede hans forældre det ikke, men troede det fast. Derfor stod de der, hørte på ham og undrede sig over hans tale; hvad kunne de ellers gøre ved det? Dermed er det ikke nægtet, at de før har undret sig lige så meget eller mere.

Men hvad denne undren betyder åndeligt, skal vi søge senere; nu er vi ved den bogstavelige forstand. Den tjener som eksempel for vor tro, så vi også skal lære, hvor forunderlige Guds gerninger over os er, så begyndelse og ende ser helt ulige ud. Begyndelsen er intet, enden er alle ting; ligesom her Kristus, barnet, slet intet er at se på, og dog til sidst er blevet alle folkeslags Frelser og lys.

Havde Josef og Maria skullet dømme efter synet, så havde de ikke regnet Kristus for mere end et fattigt lille barn. Men nu lader de synet fare og hænger ved Simeons ord med en fast tro; derfor undrer de sig over hans tale. Således må også vi lade alle sanser fare i Guds gerninger og kun hænge ved hans ord, for at vore øjne eller sanser ikke skal forarge os.

Der står også skrevet, at de undrede sig over denne tale af Simeon, for at vise, at Guds ord aldrig går ud og prædikes uden frugt, som han siger i Es 55,11: «Mit ord, som går ud af min mund» (det vil sige: af Guds sendebuds mund), «skal ikke vende tomt tilbage til mig, men skal gøre alt, hvad jeg vil, og have fremgang i alt, hvortil jeg sender det.» Så vil evangelisten nu sige: Simeon holdt en inderlig smuk tale og prædikede det rene evangelium og Guds ord. For hvad er evangeliet andet end en prædiken om Kristus, at han er hele verdens Frelser, lys og pris? Af den prædiken bliver hjertet glad og undrer sig ligefrem af glæde over så stor nåde og trøst, hvor det tror den.

Men hvor smuk og forunderlig trøstende talen end er, så var der dog kun få dér, som troede ham; ja, de foragtede den som en dårskab, gik og stod i templet, den ene bad, den anden gjorde noget andet, og de gav ikke noget for disse Simeons ord. Men fordi Guds ord må bære frugt, var der dog nogle, som tog imod det med glæde og undren, nemlig Josef og Maria. Og her straffer evangelisten i al stilhed jødernes vantro: at der var mange til stede (for det skete offentligt i templet), og alligevel ville ingen tro; alle tog de anstød af barndommen. Således lærer vi her, at vi gerne skal høre Guds ord, for det går ikke af uden frugt.

Den åndelige betydning af evangeliet om Simeon

Heraf følger nu den åndelige betydning af denne Josefs og Marias undren. Templet er Guds sted; derfor betyder det alle steder, hvor Gud er; derfor betyder det også Den Hellige Skrift, hvor man finder Gud som på hans rette sted. At bringe Kristus i templet er ikke andet end det, de gjorde i ApG 17,11: da de havde taget imod evangeliet med al iver, løb de med det til Skriften og undersøgte hver dag, om det forholdt sig sådan. Nu er Simeon i dette tempel; han er en skikkelse for alle profeterne, som var fulde af Helligånden, sådan som Lukas siger om Simeon, og som har talt og skrevet ved Helligånden og ventet på den Kristus, der skulle komme, ligesom denne Simeon. De holdt heller ikke op og fik ikke ende, før Kristus skulle komme, som Peter siger i ApG 3,24, at alle profeterne har talt om Kristi tid. Og han selv, Kristus, siger i Matt 11,13, at profeterne og loven har varet indtil Johannes, det vil sige: indtil Kristi dåb, da han begyndte at være hele verdens Frelser og lys.

Det er betegnet i Simeon ved, at han ikke skulle dø, før han havde set Kristus. Derfor hedder han også Simeon, det vil sige «en, der hører», fordi profeterne kun har hørt om Kristus som om én, der endnu var bag dem og skulle komme efter dem; derfor har de haft ham i ryggen og hørt ham. Når man nu således kommer i templet med Kristus og evangeliet og ser på Skriften, så stiller profeternes ord sig dog så inderligt til ham, tager ham i armene og siger alle med stor glæde: Det er manden, han, han er det, som vi har talt om; nu er vor tale nået til sin ende med fred og glæde. Og dér tager de fat og giver de allersmukkeste vidnesbyrd om, at denne Kristus er Frelseren, lyset, Israels trøst og pris og alt det, som Simeon her siger og forkynder.

Om det siger Paulus i Rom 1,2, at Gud har forud forkyndt evangeliet ved profeterne i De Hellige Skrifter; han lægger ud, hvad Simeon og templet er. Ligeså i Rom 3,21: Troen er bevidnet af loven og profeterne; og Kristus i Joh 5,39: «Ransag Skrifterne, for de vidner om mig.» Ligeså i Joh 5,46: «Hvis I havde troet Moses, ville I også have troet mig, for han har skrevet om mig.» Dette kunne bevises med eksempler, men det bliver for langt. Ovenfor på juledag, i epistlen og evangeliet til højmessen, har vi set eksempler på det, hvordan apostlene fører så fine og vel afpassede vidnesbyrd ud af Den Hellige Skrift. Ligeså har vi også talt om det i evangeliet til julenatsmessen over svøbet, som barnet er svøbt i.

Nu må det være nok med Moses’ ord i 5 Mos 18,15, som apostlene anfører i ApG 3,22 og 7,37 og mange gange, hvor han siger: «En profet vil HERREN, jeres Gud, lade fremstå for jer af jeres brødre, ligesom mig; ham skal I høre.» Her lader Moses folkets hørelse og sin egen offentlige lære ende ved denne profet, Kristus, så de herefter skulle høre ham. Og det er et vidnesbyrd om, at Kristus skulle være et lys og en Frelser efter Moses, og uden tvivl bedre end Moses; ellers ville Moses ikke lade sin lære og ledelse ende og tie ved ham, men fortsætte ved siden af ham fremover.

Ligeså siger Esajas i Es 28,16: «Se, jeg lægger i Zion en grundsten, en prøvesten, en kostelig hjørnesten, som er vel grundfæstet; den, der tror, skal ikke blive forskrækket.»

Se, disse og lignende ord, hvor jævnt og ens stemmer de med evangeliet; de siger netop det om Kristus, som apostlene har prædiket om ham, og sådan gør hele Den Hellige Skrift fremdeles. Derfor måtte denne Simeon være en gammel mand, for at han kunne være fuld af de gamle profeter og et ret billede på dem. Og han tager ham ikke i hænderne eller i skødet, men i armene. Selv om det har noget dybere i sig, er det nok for os nu, at Skriftens profetier og ord ligeledes bærer Kristus frem og tilbyder ham til alle og ikke beholder ham for sig selv, sådan som man gør med det, man bærer på armene. Om det siger Paulus i Rom 4,23 og 15,4, at alt er skrevet, ikke for hans skyld, men for vores skyld. Og 1 Pet 1,12 siger: Profeterne har ikke givet det til sig selv, men til os, det, som vi har hørt om Kristus.

Derfor har Lukas ikke udtrykkeligt villet sige, at de undrede sig over det, Simeon sagde, men siger: over de ting, der blev sagt om barnet. Han tier om Simeons navn og har dermed med flid villet drage os fra Simeon til denne åndelige betydning, så vi derved skulle forstå Skriftens ord.

Nu er det kun hans far og mor, der undrer sig over disse ord. Men dér har evangelisten sat et mærke, idet han her tier om navnene Josef og Maria og kalder dem far og mor for at give os anledning til den åndelige betydning. Hvem er nu Kristi åndelige far og mor? Han nævner selv sin åndelige mor i Mark 3,35 og Luk 8,21: «Den, som gør min Faders vilje, er min bror og min søster og min mor.»

Paulus kalder sig selv en far i 1 Kor 4,15: «For selv om I har titusind opdragere i Kristus, så har I dog ikke mange fædre; for jeg har avlet jer i Kristus Jesus ved evangeliet.» Så er det nu klart, at den kristne kirke, det vil sige alle troende mennesker, er Kristi åndelige mor, og alle apostle og lærere i folket, når de prædiker evangeliet, er hans åndelige far. Og så ofte et menneske på ny kommer til tro, så ofte bliver Kristus født af dem. Det er dem, der undrer sig over profeternes ord: at de stemmer så smukt og stærkt med Kristus og taler så herligt om ham og bevidner hele evangeliet så mesterligt, at der ingen større lyst er i dette liv end at se og erfare det i Skriften.

Men de andre, den store flok af vantro, foragter denne Simeon, spotter ham tilmed og fordrejer hans ord som en nars; de driver deres abespil og frækhed i templet, ja, sætter afguder og alteret fra Damaskus derind, sådan som kong Akaz gjorde (2 Kong 16,10–16). Det er alle de, som driver deres frækhed med Skriften, skænder den, trækker den ind under menneskelig forstand og fører den stive afgud, fornuften, derind og gør gerningslære og menneskebud ud af den; til sidst vanhelliger og nedbryder de den helt og driver al synd og skændsel derinde, sådan som paven med sine dekretaler og hans høje skoler med deres Aristoteles gør og har gjort. Imens er de andægtige, vier mange kirker, kapeller og altre af sten og træ og giver dem friheder, bliver også forbitrede på tyrken, fordi han skænder og nedbryder sådanne kirker, og mener, at Gud tilmed skal lønne dem for, at de skænder og ødelægger hans allerkæreste tempel, som er uendelig meget bedre og evigt, ti tusind gange værre. Det er et blindt, galt folk, som buldrer derudad; lad dem fare, den ene blinde efter den anden, i den evige grav.

Det kunne måske bekymre en enfoldig, at Lukas kalder Josef Kristi far og ikke tager hensyn til Marias jomfruelighed. Men han har sagt det efter skikken, som de blev regnet og kaldt blandt folk, og efter lovens sædvane, hvor også en stedfar hedder far, sådan som det jo er skik i hele verden. Meget mere kaldes han med rette hans far, fordi han var hans mors eneste trolovede mand og brudgom.

Men der har været grund nok til, at han ikke har taget sig i agt for at tale sådan: han har i forvejen så klart beskrevet hendes jomfruelighed, at han godt tænkte, at ingen kunne forstå Josef som Kristi legemlige far. Derfor, ligesom det ved hans forebyggelse var uden al fare, sådan har han også skrevet det uden al betænkelighed. For hans foregående tekst tvinger mere end nok til, at Maria er hans legemlige mor og Josef hans far efter sædvanen; og således er begge dele sandt, at han har far og mor. Så følger:

Og Simeon velsignede dem

Denne velsignelse er ikke andet, end at han ønsker dem lykke og held, ære og alt godt. Han har heller ikke alene velsignet barnet, men dem alle sammen, siger Lukas: barn, far og mor. Det ser ud, som om denne velsignelse er en enkel og ringe ting, for sådan velsigner folk også hinanden og ønsker hinanden godt. Men at velsigne Kristus og hans forældre er en ganske høj og sjælden gerning, af den grund, at Kristus og naturen er helt imod hinanden. Han fordømmer alt, hvad verden udvælger, giver kors og alt ondt at lide, berøver al denne verdens lyst, gods og ære og lærer, at alt, hvad folk beskæftiger sig med, er dårskab og ondt. Se, det vil og kan ingen tåle af ham; så begynder forbandelsen, bespottelsen og forfølgelsen af Kristus og alle hans, og der er ganske få Simeoner, som velsigner ham, men hele verden er fuld af dem, som forbander ham og ønsker ham alt ondt, skændsel og ulykke. For den, som ikke har det sind, at han villigt foragter alle ting og er rede til at lide alt, vil ikke længe velsigne og prise Kristus, men snart tage anstød af ham.

Der er vel nogle, som priser og velsigner ham, så længe han gør, hvad de vil, og lader dem være, hvad de vil. Men så er han ikke Kristus og gør heller ikke Kristi gerning med dem, men han er det, som de er og vil. Men når han begynder at være Kristus med dem, så de skal lade deres gerninger fare, og så han alene skal være i dem, så er der bare flugt, bespottelse og forbandelse. Ligeså mener nogle, at hvis de så det lille barn Kristus nærværende med sin mor, som Simeon gjorde, så ville de også glade velsigne ham. Men de lyver; de ville helt sikkert have ladet sig skræmme bort af hans barndom og fattigdom og hans foragtede skikkelse. Det beviser de dermed, at de forlader, hader og forfølger den samme fattigdom og skikkelse i Kristi lemmer, under hvilke de dog daglig endnu kunne finde hovedet, Kristus. Derfor: ligesom de nu flygter fra og hader korset og den foragtede skikkelse, så ville de også gøre det, selv om han endnu i dag lå for deres øjne. Hvorfor viser de ikke de fattige en sådan ære? Hvorfor ærer de ikke sandheden? Men Simeon var ikke sådan sindet; han tog ikke anstød af hans skikkelse, ja, han bekender, at han er et tegn, som modsiges, og han synes godt om, at Kristus forkaster al høj skikkelse og bærer korsets skikkelse frem. Dertil velsigner han ikke alene ham, men også hans lemmer, mor og far.

Derfor er Simeon her, som en prædikant og elsker af korset og en fjende af verden, i denne velsignelse et stort og højt eksempel på at prise og ære Kristus i hans foragtede, forbandede, forkastede skikkelse, som han dengang bar i sin egen person og nu endnu bærer i sine lemmer, som for hans skyld bærer fattigdom, forhånelse, død og al slags forbandelse; og dog er der ingen, der holder sig til dem, tager imod dem eller velsigner dem, men med bøn og faste, stiftelser og gerninger vil de være gode folk og kristne.

Betydningen af velsignelsen over Kristi far og mor

Her bryder nu også den åndelige betydning frem: at den åndelige Kristus, hans åndelige far og mor, det vil sige den kristne kirke med apostlene og deres efterfølgere, er underkastet al slags forbandelse på jorden og, som Paulus siger (1 Kor 4,13), er som denne verdens fejeskarn, avner og skum. Derfor har de nok brug for at modtage deres velsignelse og trøst et andet sted fra, fra Simeon i templet, det vil sige fra profeterne i Den Hellige Skrift, som Paulus siger om i Rom 15,4: «Hvad der forud er skrevet for os, er skrevet til lærdom for os, for at vi ved udholdenheden og Skriftens trøst skal have håb.»

Se, sådan må et kristent menneske ikke tænke eller tage sig for at indrette sin sag, så han bliver prist og velsignet af verdens folk. Nej, det er allerede besluttet: skændsel og forbandelse må han vente, overgive sig til den og gøre sig rede til den og slet ingen velsignelse vente uden af Simeon i templet. Skriften er vor trøst; den priser og velsigner alle dem, der bliver forbandet af verden for Kristi skyld. Dertil sigter Sl 37 helt og holdent; ligeså Sl 9 og mange andre, som alle synger om, hvordan Gud forløser alle dem, der lider under verden.

Og Moses skriver i 1 Mos 4,9, at Gud tog sig så stærkt af den retfærdige Abel efter hans død, at han endda ubedt, alene bevæget af hans blod, skred til hævn og gjorde langt mere for ham efter hans død end i hans liv; dermed viser han, at han heller ikke kan forlade de døde, ja, de døde, som tror på ham, endnu mindre end når de lever. Omvendt, da Kain blev slået ihjel, tier han stille og tager sig slet ikke af ham.

Sådanne og lignende ord i Skriften er vor trøst og velsignelse, når vi er kristne; dem må vi holde os til og lade os nøje med. Dér ser vi, hvor salige de er, som lider forbandelse, og hvor usalige de er, som forbander. De første kan Gud ikke glemme eller forlade, de sidste vil han ikke komme i hu eller kende. Hvilken rigere og større trøst og velsignelse kunne vi ønske os? Hvad er verdens velsignelse og trøst mod denne Simeons trøst og velsignelse i templet?

Og han sagde til Maria, hans mor: Se, denne er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som modsiges, og et sværd skal gennembore din sjæl, for at mange hjerters tanker skal åbenbares

Hvorfor siger han ikke også dette til faderen, og hvorfor nævner han tilmed moderen ved navn? Han griber her naturen an, nævner den naturlige mor og ikke faderen. Derfor har det også alene gjort moderen rigtig naturligt ondt, hvad der overgik hendes naturlige barn. Måske er det også sket, fordi Josef ikke skulle opleve tiden for Kristi lidelse, så den alene skulle gå ud over moderen, og så der oven i al lidelsen også skulle komme det, at hun måtte lide som en fattig, forladt enke og Kristus som et fattigt forældreløst barn. Det er overmåde ynkværdigt, så at også Gud selv i Skriften holder strengt over enker og faderløse og kalder sig enkers dommer og faderløses far.

For Maria har levet i alle tre stande: jomfrustanden, ægtestanden og enkestanden; og den sidste er den elendigste, den har hverken værn eller bistand. En jomfru har sine forældre, en hustru har sin mand; en enke er forladt. Og i en sådan elendig stand forkynder Simeon hende så megen lidelse. Dermed viser han og tolker for hende selv, hvordan han mener sin velsignelse: at den er en velsignelse for Guds øjne, ikke for verdens. For i verdens øjne skulle det vende sig om, så hun ikke alene skulle være uden velsignelse, men hendes barn tilmed skulle blive som et mål og en skydeskive, som enhver sigter på og forbander, ligesom alle pile og buer retter sig mod en skydeskive. Se, det kalder jeg at blive velsignet i templet. Hun har nok haft brug for at blive styrket og trøstet med åndelig og guddommelig velsignelse mod beskydningen med den kommende forbandelse, eftersom hun alene i sin sjæl skulle bære og lide en så stor storm af forbandelse over sit barn.

For det første siger han: Kristus er sat til fald og oprejsning for mange i Israel. Det er den første trøst, som hans mor skulle opleve og opdrage ved ham: at mange skulle støde sig på ham, også i Israel, som dog var det udvalgte folk. Derfor er det for menneskers øjne en ganske ringe trøst, at hun er mor til den søn, som så mange skulle tage anstød af og falde over, også i Israel.

Nogle har lagt denne tekst sådan ud, at mange har stødt sig på Kristus, og deres hovmod er faldet til deres frelse, for at de skulle rejse sig i ydmyghed, ligesom Paulus faldt og rejste sig; ligesom også alle gerningshellige må falde og fortvivle om sig selv og rejse sig i Kristus, hvis de ellers skal blive frelst. Det er en god forstand, men ikke nok på dette sted. Simeon taler om Kristus på den måde, at mange jøder vil støde sig og tage anstød af ham og derved falde i vantro, sådan som det er sket og endnu sker. Det har været et ganske bedrøveligt billede og syn og dertil en forfærdelig forkyndelse at høre i denne hellige mors ører. Men årsagen til et sådant fald er ikke Kristus, men jødernes formastelighed, og det går således til:

Kristus er kommet for at blive et lys og en Frelser for hele verden, som Simeon siger, og for at enhver skulle blive retfærdig og frelst ved troen på ham. Skulle det ske, måtte al anden retfærdighed, som søges ved os selv uden for Kristus med gerninger, forkastes. Det kunne jøderne ikke tåle, som Paulus siger i Rom 10,3: «De kender ikke den retfærdighed, som Gud giver» (ved troen), «og søger at opstille deres egen retfærdighed; derfor har de ikke underordnet sig Guds retfærdighed.» Således støder de sig på troen, falder dybere og dybere i vantro og forhærder sig i deres egen retfærdighed, så de endda på det allerhårdeste forfulgte alle dem, der troede.

Således må også endnu alle gerningshellige gøre: stå på deres gerninger, støde sig på troen og falde sådan over Kristus, at de brænder, fordømmer og forfølger alle dem, der forkaster deres gerninger eller ikke vil lade dem gælde for noget, sådan som vi nu ser det hos paven, biskopperne, doktorerne og alle de pavelige. Og det gør de i den mening, at de gjorde Gud en tjeneste ved at værne om sandheden og opretholde kristenheden; ligesom jøderne også foregav, at de opretholdt gudstjenesten og Moses’ lov, da de dræbte og forfulgte apostlene og de kristne.

Derfor: ligesom Simeon her forudsiger Kristi mor, at ikke hele Israel vil tage imod ham som det lys og den Frelser, han er, og heller ikke bare nogle eller få, men at mange vil støde sig og falde på ham, sådan må Kristi åndelige mor, de kristnes forsamling, ikke undre sig over, at mange af de falske kristne, først og fremmest af den gejstlige stand, ikke tager imod troen. For det er netop det folk, som forlader sig på gerningerne og søger sin egen retfærdighed og skal og må tage anstød af Kristus og hans tro og falde, og som derover tilmed forfølger og dræber, hvad der taler eller handler imod dem.

For dette har også den åndelige Simeon forkyndt for længe siden; det er profeterne, som næsten alle sammen taler om dette fald. Esajas siger således i Es 8,11–15: «Så siger HERREN til mig, som tog han mig ved hånden, og belærer mig om, at jeg ikke skal vandre på dette folks vej, og siger: ’I skal ikke sige: Pagt! Dette folk taler ikke om andet end om pagt. Frygt I ikke sådan, som de gør, og lad jer ikke gribe af gru, men hold HERREN Zebaot hellig; lad ham være jeres frygt og skræk, så skal han være en helligdom, men en anstødssten og en forargelsens klippe for Israels to huse, en snare og et fald for borgerne i Jerusalem, så at mange af dem skal støde sig på den, falde, knuses, blive fanget og taget til fange’» osv.

Der er mange flere ord, som beviser, at Kristus må være en sten, som de allerbedste og højeste støder sig på, som også Sl 68,23 siger: «Dog siger Herren: ’Jeg vil hente nogle blandt de fede, fra havets dyb vil jeg hente nogle.’» For Kristus er sat til Frelser og kan ikke vige eller blive anderledes; så er også disse hovmodige hårde og halsstarrige og vil heller ikke vige fra deres tant, og de løber således med hovedet mod Kristus; så må den ene part brække og falde. Men Kristus må blive og kan ikke falde; derfor må de falde.

Omvendt: så fast som han står over for de gerningshellige og ikke viger for dem, så fast står han også for alle dem, der bygger på ham, som Es 28,16 siger: «Se, jeg lægger i Zion en grundsten, en prøvesten, en kostelig hjørnesten, som er vel grundfæstet; den, der tror, skal ikke blive forskrækket.» Og han selv i Matt 16,18: «På denne klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.»

Ligesom nu faldet og knusningen ikke er andet end vantro og at synke ned i gerningerne, sådan er det at rejse sig og blive bygget på denne klippe ikke andet end at tro og træde ud af gerningerne. Det er nu de troende, for hvem alene og ingen andre Kristus er sat til oprejsning. Ligesom nu mange i Israel på Kristi tid er rejst op ved ham, sådan må det også blive ved til verdens ende: at ingen kan rejse sig ved nogen gerning eller nogen menneskelære, men alene ved Kristus; og det sker ved troen, som ofte sagt, uden alle gerninger og fortjeneste, og gerningerne må først følge efter oprejsningen.

Derfor ser du, hvordan hele Skriften kun driver på troen og forkaster gerningerne som uduelige, ja, som forargelige og hindrende for retfærdiggørelsen og for denne oprejsning. For Kristus alene vil være sat til oprejsning, eller også må han blive til fald. Han lader intet sætte ved siden af sig til oprejsning. Er det da ikke et grueligt væsen med de paveliges og de gejstliges liv, som så hårdt og stærkt løber med hovedet mod denne klippe og vandrer så aldeles på tværs af det kristne liv, at det godt kan kaldes Antikrists væsen og regimente?

Denne oprejsning forkynder også den åndelige Simeon for Kristi åndelige mor. For alle profeterne lærer kristenheden, at alle mennesker kun kan bestå i Kristus; sådan som også Paulus i Rom 1,17 og Hebr 10,38 anfører profeten Habakkuk 2,4: «Den retfærdige skal leve af sin tro.»

Så ser vi nu, at dette fald og denne oprejsning ved Kristus er helt åndelig, og at faldet rammer et andet folk end oprejsningen. Faldet rammer ingen andre end lutter store, højlærde, mægtige og hellige folk, som står alt for fast på sig selv; sådan som evangeliet også viser os, at Kristus slet ingen kiv eller strid har med synderne, men omgås dem på det allervenligste. Men med særlingene, de skriftlærde og ypperstepræsterne kan han ingen vegne komme, og han har heller ingen nåde over for dem. Derfor: ligesom faldet alene kommer over dem, der allerede står, sådan kommer oprejsningen kun til dem, der ligger og er faldet. Det er alle de nådetørstige, tomme ånder, som kender sig selv, så de ved, at de er intet, og Kristus er alt.

Og Simeon har med eftertryk føjet det lille ord «Israel» til. For Kristus er gennem alle profeterne alene lovet det israelitiske folk; samtidig er det også forkyndt, at så mange af netop det folk skulle falde fra, alene for deres egen retfærdigheds skyld. Det er sandelig også forfærdeligt for os hedninger, som intet er blevet lovet; men af lutter nåde, uden at vi tænkte på det eller ventede det, er vi kommet til og er rejst op ved Kristus, sådan som Paulus lærer i Rom 15,9, og som der er sagt ovenfor i epistlen på 2. søndag i advent. Derfor skal dette fald i Israel gå os godt til hjerte, sådan som apostlen foreholder os i Rom 11,20, så vi ikke også falder på samme måde – ja, desværre er vi allerede faldet værre end jøder og tyrkere, forført af Antikrist, så vi kun bærer Kristi navn til Guds vanære og vores egen skade.

For det andet siger Simeon: Kristus er sat til et tegn, som modsiges. Men er det ikke en jammer, at Frelseren og verdens lys skal modsiges, dømmes og fordømmes, han, som man dog med rette skulle løbe efter og søge fra den ene ende af verden til den anden? Men deraf lærer man, hvad verden er, og hvad naturen gør med sin frie vilje: den er nemlig Djævelens rige og Guds fjende, og den handler ikke alene imod Guds bud, men forfølger og dræber også, vanvittig og rasende, Frelseren, som skulle hjælpe den til at holde Guds bud. Men det ene følger af det andet: de, der støder sig på ham, må også modsige ham; de kan ikke gøre andet. Omvendt: de, der rejses op ved ham, må bekende ham, tale vel om ham og prædike ham; de kan heller ikke gøre andet. Men gennem deres sjæl går sværdet, som det følger.

Læg nu mærke til ordene. Han siger ikke således: «Han bliver modsagt», men: «Han er sat op som et mærke, for at han altid skal modsiges» – ligesom man sætter et mål eller en skive op for skytterne, så alle buer og bøsser, pile og sten bliver rettet og skudt mod den; den er sat op, for at skuddene ikke skal gå andre steder hen, men kun mod mærket. Sådan er Kristus målet, som alle hænger sig på; al modsigelse sigter så aldeles på ham. Og selv om de, der modsiger, er så uenige som muligt indbyrdes, bliver de dog enige i dette, at de modsiger Kristus. Det ses deraf, at Pilatus og Herodes var dødsfjender, men alligevel blev enige om og imod Kristus. Farisæerne og saddukæerne var også uenige over al måde, men imod Kristus blev de alle enige, så David undrer sig og siger om det i Sl 2,1–2: «Hvorfor raser hedningerne, og hvorfor taler folkene så forfængeligt? Kongerne i landet rejser sig, og herrerne rådslår sammen imod HERREN og hans salvede.»

Sådan var også alle kættere, hvor forskellige de end var indbyrdes og imod hinanden, alligevel alle sammen enige imod den ene kristne kirke. Og sådan også nu: Selv om ingen biskop agter den anden, intet stift, ingen orden og intet kloster det andet, og der er næsten lige så mange sekter og skel, som der er hoveder, er de dog alle af ét sind imod evangeliet; ligesom profeten Asaf skriver i Sl 83,7–9, at alle folkeslag også samledes imod Israels folk: Edom, Ismael, Moab, hagritterne, Gebal, Ammon, Amalek, filistrene, Tyrus og Assur, skønt ingen af dem var enig med nogen anden. Ondskaben og løgnene er nok uenige indbyrdes, men imod sandheden og retfærdigheden må de blive enige, så al strid og al modsigelse brager løs mod dette mærke og mål. Og det har de, som de mener, god grund til. For hver flok kæmper kun imod sin egen modpart: Pilatus imod Herodes, farisæeren imod saddukæeren, Arius imod Sabellius, munken imod præsten. Men på den anden side har hver flok også sin tilslutning og sine venner, og deres kiv og fred er kun stykkevis.

Men Kristus er helt uhøflig og ufornuftig: han straffer dem alle; Pilatus gælder lige så meget for ham som Herodes, farisæeren lige så meget som saddukæeren, og han holder ikke med nogen af parterne. Derfor: ligesom han er imod dem alle, sådan flokkes de til gengæld også alle sammen imod ham. Sådan er sandheden imod al løgn og falskhed; derfor hænger også al deres løgn sammen imod sandheden og gør den til et mål for modsigelsen. Sådan må det alt sammen gå. For Kristus og sandheden finder intet menneske retfærdigt og på sin side, som Salmen siger (Sl 116,11): «Alle mennesker er løgnere.» Derfor må han straffe dem alle uden forskel og forkaste deres ting, for at de alle sammen kan blive trængende til og tørstige efter hans nåde. Men det vil de ikke alle tåle eller have, ja, kun den mindste del vil.

Så har vi nu de to Simeon’er: den legemlige Simeon forkynder for den legemlige mor, at Kristus i egen person er et mål, sat op for dem, der modsiger. Dermed viser han, hvad den åndelige Simeon, profeterne, siger kristenheden om den kristne tro, nemlig at netop den tro og det evangelium, sandhedens levende ord, er en klippe, som mange falder over og rejser sig ved, og endelig et mål, som modsiges, så også Esajas i Es 53,1 med undren siger om det: «Hvem tror dog vores prædiken?» Som om han ville sige: meget få. Ligeledes siger han i Es 8,15 og 28,13, at så mange falder over dette Ord, at knap bærmen og bundfaldet af folket bliver frelst. I profeterne er der rigeligt beskrevet om sådant fald, sådan oprejsning og sådan modsigelse.

Simeon har jo tidligere sagt, at Kristus er et lys og en frelser for hele verden; det siger profeterne også. Dermed er det forkyndt, hvad Kristus er, og hvordan han stiller sig over for verden. Men her, hvor han taler om fald, oprejsning og modsigelse, forkynder han, hvordan det går og lykkes for ham, hvad verden er, og hvordan den stiller sig over for Kristus. Så viser det sig, at Kristus nok var villig og fuldt i stand til at handle som et lys og en frelser for hele verden, og han viser sig også rigeligt og overstrømmende sådan for den; men verden tager ikke imod ham, den bliver kun værre af det og modsiger og forfølger ham desuden på det allerhårdeste.

Deraf kender man verden: at den er Djævelens rige, ikke alene fuld af ondskab og blindhed, men også en elskerinde af ondskaben og blindheden; som Kristus siger i Joh 3,19: «Lyset er kommet til verden, og verden elskede mørket mere end lyset.» Se, sådan ser vi, at vores vandring på jorden går blandt djævle og Guds fjender, så dette liv med rette burde forfærde os.

Heraf lærer vi og bliver vished om, at når mange mennesker forarges over vores ord og tro og modsiger dem, først og fremmest de store, de lærde og de gejstlige, så kan vi trøste os for vores eget vedkommende og være glade. Det er et tegn på, at vores ord og tro er ret, og at det går dem, sådan som Simeon her og alle profeterne siger om det. Der må stødes, faldes, rejses op og modsiges; anderledes bliver det ikke. Vil nogen have det anderledes, må han søge sig en anden Kristus. Denne Kristus er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et mål eller mærke for modsigelsen; så må sandelig også hans lem, hver kristen, for sin tros og sit ords skyld være det samme. Det hedder antilegumenos, modsagt. Man må fordømme, bandlyse og forbande hans mening og tro som det værste kætteri, den værste vildfarelse og dårskab. Når det sker, så er der sket ham ret; sker det ikke, så er hverken Kristus eller hans mor eller Simeon eller profeter eller tro eller evangelium eller kristne til stede.

Hvad skulle modsigelse være andet end ikke alene at nægte, men at spotte, forbande, fordømme, bandlyse, forbyde og forfølge med al skændsel og vanære som det værste kætteri? Men dette lille ord giver endnu en trøst. Han siger, at han er et mål, som modsiges, men ikke et, der væltes eller udslettes. Hele verden kan fordømme min tro og mit ord, skrige det ud som kættersk og fordreje og forvrænge det på det skændigste; men den må lade mig beholde det, den kan ikke tage det fra mig; med al sin rasen og raseri når den ikke videre end til, at den kun modsiger, og jeg må være dens mærke og mål. Alligevel falder den, og jeg står. Lad dem modsige, så meget de vil; Gud står imod og kæmper med sine gerninger imod deres ord. Vi skal se, hvem der her får overhånd. Her er gerninger, ja Guds gerninger, som sætter tegnet, det vil sige: gør det fast og stærkt på en god grund. Det er lutter et mål, sat af Gud – hvem vil vælte det? Men dér er der ikke mere end flyvende ord og et afmægtigt pust fra munden. Fluerne skraber ivrigt med vingerne og hvæsser snablen, men de gør dog ikke mere end at besudle væggen; den lader de godt stå.

Heraf følger, at pavens, biskoppernes, stifternes, klostrenes og de høje skolers lære og tro er lutter verdslig og djævelsk ting. For dér er intet fald, ingen modsigelse, og det tåler de heller ikke; men lutter ære, magt, rigdom, fred og lyst, og de er vor Herre Guds rette fedesvin i hans sti – medmindre nogen af dem bliver pint af Djævelen med åndelige anfægtelser i tro og håb, sådan som man da nok finder nogle. For hvor Kristus og troen på ham er, dér må der være modsigelse, ellers er Kristus der aldrig: gør mennesker det ikke åbenlyst, så må djævle gøre det i det skjulte. Og det er meget svære anfægtelser i vantro, fortvivlelse og gudsbespottelse. Disse kan blive bevaret, men den anden flok går hen uden Kristus, uden Maria, uden Simeon, uden al sandhed; imens holder de dog mange messer, synger højt og lavt, bærer tonsur og gejstlige klæder og er Salomos aber og marekatte [de aber, Salomos skibe hentede, 1 Kong 10,22; dvs. pynt og abespil]. Ja, eftersom de ikke vil tåle modsigelse, heller ikke er værdige til den, heller ikke har noget og heller ikke gør noget, som kunne få nogen til at modsige dem, så farer de til og bliver selv modsigere. Hvad skulle de ellers gøre? Det er deres egen gerning at fordømme, forbyde, forbande og forfølge sandheden.

Det siger jeg, for at jeg dermed vil have gjort min pligt og vist hver kristen hans fare, så han ved at vogte sig for paven, for de høje skoler, for den gejstlige stand, hvor Guds ord ikke er i gang, som for Djævelens eget rige og væsen; han skal holde sig til evangeliet og se efter, hvor der er modsigelse, og hvor der er lovprisning. Er der ingen modsigelse, så er Kristus heller ikke der – og en sådan modsigelse, som ikke kommer fra tyrken, men fra hans allernærmeste. Kristus er ikke sat som et mærke til fald for mange i Babylonien eller Assyrien, men for mange i Israel, det vil sige: blandt det folk, han er midt iblandt, og som roser sig af ham som hans egne.

For det tredje siger Simeon til Maria, hans mor: «Gennem din sjæl skal et sværd gå.» Det er ikke sagt om et legemligt sværd, men ligesom der står skrevet om Josef i Sl 105,18: «Hans legeme måtte ligge i jern», og Sl 107,10: «Han har forløst dem, der sad i mørke og mulm, fangne i tvang og jern.» Ligeså 5 Mos 4,20: «Jeg har forløst jer fra Egyptens jernovn.» Og det er det samme som at sige, at hun skulle bære stor sorg og smerte i hjertet, selv om hun ikke blev pint på legemet. Hvordan det er gået til, ved enhver vel. Derfor må man tage denne tale efter hebraisk vis, så den på den måde taler om hjertets store sorg og smerte, ligesom vi på tysk kalder sådan smerte et hjertebrud, når man siger: «Mit hjerte vil briste», eller: «Mit hjerte vil springe» osv.

Mere om det må vi gemme til lidelseshistorien; nu er det nok, at vi ser, hvordan Simeon udlægger sin velsignelse med en så bitter glose, for at den ikke skulle forstås om en timelig velsignelse i verdens øjne. Men hvad betyder det nu, at Simeon kun siger dette til Maria, hans mor, ved navn, og ikke til Josef? Det betyder sandelig, at den kristne kirke, den åndelige jomfru Maria, bliver på jorden og ikke udslettes, selv om prædikanterne og deres tro og evangeliet, den åndelige Kristus, bliver forfulgt: ligesom Maria, selv om Josef dør før og Kristus bliver pint, så Maria bliver enke og berøvet sit barn, dog bliver tilbage, og al denne jammer går gennem hendes hjerte. Sådan bliver den kristne kirke altid en enke, og når hendes Josef, de hellige fædre, dør, og evangeliet bliver pint, går det gennem hendes hjerte; hun må lide sværdet og dog altid blive til den yderste dag.

Hvad kan være bitrere for et kristent hjerte, end at det må se og erfare, hvor grumt tyrannerne og de vantro forfølger og udsletter Kristi evangelium? – sådan som det nu sker under paven mere end nogen sinde før. Dér går det hende efter hendes navn; for Maria betyder «et bittert hav». Dermed udtrykkes, at der ikke alene er bitterhed i hende, men megen og lutter bitterhed, så det ikke er en lille dråbe, ja, ikke en flod, men et helt hav af bitterhed; for al lidelse oversvømmer hende, så hun med rette hedder Maria, et bittert hav.

Til sidst siger Simeon, at alt dette sker, for at tankerne fra mange hjerter skal blive afsløret. Åh, hvilken salig og nødvendig frugt af dette fald og denne modsigelse! Men for at vi kan forstå det, skal man mærke sig, at der er to slags forargelse og forførelse blandt menneskene. Den ene er grov, i de grove synder, som er: at være ulydig mod forældre, at slå ihjel, utugt, at stjæle, lyve og bagtale osv., og det er synder imod Moses’ anden tavle. Her er det ikke nødvendigt, at de støder sig på et tegn, som modsiges; deres tanker er allerede åbenbare ved sådant ondt væsen. Om denne forargelse taler Skriften kun lidt.

Men den anden, fru Kozbi, den smukke datter af midjanitterfyrsten Sur, for hvis skyld fireogtyve tusind af Israel blev slået ihjel, som Moses skriver i 4 Mos 25,15 [de fireogtyve tusind står i 4 Mos 25,9] – det er den rette forargelse og forførelse i de hellige og smukke synder, de gode gerninger og gudstjenester; den bringer hele verden i al ulykke, og ingen kan vogte sig nok for den.

Det er synder imod Moses’ første tavle og imod troen, imod Guds ære og hans gerninger. For der er ingen større, farligere og giftigere forargelse end det udvortes gode liv i gode gerninger og gejstlig vandel; dér er lutter redelige, fornuftige, ærbare og retskafne folk, så det ikke ville være muligt for en sjæl at blive reddet eller undgå forførelse, hvis ikke Gud satte dette tegn og mål, som de skulle støde sig på og derved afsløre deres hjerte.

Her ser man gennem deres smukke ord og fine gerninger ind i deres hjerte og finder, at sådanne store helgener og vise folk er hedninger og narre, fordi de forfølger troen for deres gerningers skyld og vil være ustraffede i deres væsen. Sådan afslører deres tanker sig og lader sig se: at de bygger på deres gerninger og på sig selv og således ikke alene uden ophør synder imod de første bud, men også er fjender og stræber efter at udslette og ødelægge alt, hvad der tilkommer troen og Gud – og det endda kun for Guds skyld og for at bevare sandheden. Se, af den slags er nu paven, biskopperne og næsten alle de gejstlige; de har fyldt verden fuld, fuld, fuld af snarer og forargelse med deres smukke hykleri og sminke af det gejstlige liv, hvor der dog ingen tro er, men lutter gerninger, og hvor intet evangelium regerer, men lutter menneskelove.

Med denne forargelse har hele Skriften at gøre; imod den strider Gud med alle profeter og hellige. Det er den rette helvedesport og den brede landevej til fortabelsen; derfor hedder den skøge med rette Kozbi, mendacium meum, min løgn. Alt, hvad der glimrer, lyver og bedrager; men hendes smukke pynt og stads bedrager også Israels fyrster, og hun hedder med rette ikke alene mendacium, sed meum mendacium [løgn, men min løgn], min løgn, fordi et sådant bedrag i høj grad behager og pirrer enhver. For at Gud nu kan bevare os her, har han rejst sin Kristus op som et mål, som de skal støde sig på, falde over og modsige, for at vi ikke, forført af deres gerninger og ord, skal antage deres liv for godt og følge det, men erkende, at intet gerningsliv duer for Gud uden troen, og at hvor der ikke er tro, dér er lutter Kozbi, lutter løgn og bedrag. Det bliver åbenbart på dem, så snart man prædiker sådan imod dem og regner deres ting for intet over for troen.

Se, så må du med din tro være en kætter; så bryder de frem og giver dig deres hjerte til kende, uden at de vil det eller ved det, så du ser, hvilken grufuld vantroens vederstyggelighed der ligger under det smukke liv, hvilken ulv under ulden, hvilken skøge under brudekransen; så hun ligefrem bliver skamløs og vil have sin skam og last regnet for lutter ære og dyd – eller også vil hun slå dig ihjel. Derfor siger Gud med rette til hende gennem Jeremias i Jer 3,3: «Du har en skøges pande, du vil ikke skamme dig mere», og i Es 3,9: «De lægger ikke skjul på deres væsen og roser sig af deres synd ligesom Sodoma og skjuler den ikke.»

Ville det ikke være en gal og skamløs skøge, som lod sit ægteskabsbrud synge sig til ære, ja, endda for sin ægtemand? Sådan gør alle gerningsprædikanterne og lærerne uden tro, som skamløst prædiker gerningerne og desuden fordømmer troen, den ægteskabelige kyskhed; deres horeri skal være kyskhed, og den rette kyskhed skal være horeri. Se, det ville alt sammen forblive skjult; naturen og fornuften kunne ikke opdage en sådan last, gerningerne er for smukke og fagterne for fine. Ja, naturen udtænker alt sådant, har sin lyst til det, mener, at det er ret og vel gjort, bliver ved det og forhærder sig i det.

Derfor sætter Gud den et tegn, som den skal støde sig på, så enhver kan lære, hvor meget højere et kristent liv er end naturen og fornuften. Al dens dyd er synd, alt dens lys er mørke, alle dens veje er vildfarelse. Man må være trådt ind i et andet hjerte, en anden hud og en anden natur; dette hjerte afslører sig ikke anderledes, end at det er Guds fjende. Det blev i gamle dage betegnet ved filistrene, som Gud plagede, så deres tarme gik ud forneden, da de havde Guds ark hos sig [1 Sam 5,6–12]. Tarmene er det vantro hjertes tanker, som bryder frem, så snart Guds ark kommer til dem, det vil sige: når evangeliet og Kristus bliver prædiket; det kan de slet ikke tåle. Sådan sker det, at også disse helgeners hjerte, som ingen kan kende i dem selv, bliver åbenbart, når man holder Kristus op imod dem; som Paulus siger i 1 Kor 2,15: «Den åndelige bedømmer alt, men selv bedømmes han af ingen.» For han ved, hvordan de er sindet, og hvordan det står til med deres hjerte, ud fra det, at han hører, at de ikke tager imod Guds ord og troen. Videre følger der i teksten:

Evangeliets anden del

Og der var en profetinde, Anna, Fanuels datter, af Ashers stamme; hun var højt oppe i årene og havde levet syv år med sin mand efter sin jomfrutid, og hun var nu en enke på fireogfirs år; hun veg aldrig fra templet og tjente Gud med faste og bønner nat og dag.

Nogen kunne her sige: «I denne Anna ser du, at de gode gerninger bliver prist, såsom faste og bøn og at gå i kirke; derfor må de da ikke forkastes sådan.» Svar: Hvem har da nogen sinde forkastet gode gerninger? Vi forkaster kun de falske gode gerninger, som har skin. Faste, bøn og kirkegang er gode gerninger, når de sker ret; men fejlen er, at de blinde hoveder falder sådan ind i Skriften, plumper ind med støvler og sporer, kun ser på de kære helgeners gerninger og eksempler og straks vil lære og følge dem. Så bliver der lutter aber og hyklere af det; for de ser ikke også på, at Skriften viser personen langt mere end gerningerne.

Skriften roser også Abels offer og gerning, men forinden roser den personen langt mere [1 Mos 4,4; Hebr 11,4]. Så lader de personen ligge og griber kun eksemplet. Dermed fatter de kun gerningerne og går glip af troen; de spiser klidet og spilder melet, som også profeten Hoseas siger i Hos 3,1: «De ser efter en anden gud og elsker presseresterne af druerne.» Vil du faste og bede med denne hellige Anna, er det godt nok; men se til, at du først følger personen og derefter gerningerne, at du først selv bliver en Anna. Men lad os se, hvordan Lukas behandler gerningerne og personen, så vi kan fatte eksemplet ret.

For det første siger han, at hun var en profetinde, uden tvivl en hellig og from profetinde; så har Helligånden sandelig været i hende. Derved har personen, uden alle gerninger, først været god og retfærdig; derfor har også de gerninger, der fulgte, været gode og retfærdige. Så ser du, at Lukas dermed ikke vil sige, at hun er blevet retfærdig og en profetinde ved gerninger, men at hun først var en from profetinde, og at så også de gode gerninger blev til ved hende. Hvorfor vil du da stykke eksemplet og evangeliet ud og fordreje det, først og alene læse gerningerne, når Lukas først beskriver personen og ikke alene gerningerne?

For det andet roser han hende som en enke, der også har gjort de gerninger, der hørte sig til for hendes enkestand, og som er blevet i sit kald. Men dermed maler han ikke disse gerninger frem og skiller dem ikke ud, som var de alene de rette gode gerninger og gudstjenester og alle andre forkastet. Paulus beskriver i 1 Tim 5,3–6 enkernes liv således: «Du skal ære de enker, som virkelig er enker. Men har en enke børn eller børnebørn, så lad dem først lære at regere deres eget hus gudfrygtigt og gøre gengæld mod forældrene. For det er vel gjort og velbehageligt for Gud. Men den, som virkelig er enke, er alene, har sat sit håb til Gud og er vedholdende i bøn og påkaldelse nat og dag. Men den, der lever i vellyst, er levende død» osv.

Heraf ser du, at denne Anna må have været en enke, alene, uden børn og forældre, som hun skulle passe; ellers havde hun ikke tjent Gud, men Djævelen ved aldrig at komme bort fra kirken og lade det stå hen at regere sit hus gudfrygtigt. Og det antyder Lukas også, når han skriver, at hun havde været enke til sit fireogfirsindstyvende år; dermed vil han, at enhver let kan regne ud, at hendes forældre må have været døde og hendes børn forsørget, så hun som en gammel mor er blevet forsørget af dem og fremover ikke har haft andet at gøre end at bede og faste og sige nej til al vellyst. For Lukas siger heller ikke, at hun har levet sådan alle de fireogfirs år, men at hun først på den tid, da Kristus blev født og bragt til templet, er begyndt at leve sådan, da hun havde sørget for alle ting, for alle børn og forældre, og var blevet helt alene.

Derfor er det en meget farlig ting, når man kun ser på gerningerne og hverken ser på personen eller standen eller kaldet. Det er Gud aldeles utåleligt, at nogen lader sit kalds eller sin stands gerninger fare og vil tage fat på helgenernes gerninger. Hvis derfor en gift kvinde ville følge denne Anna og forlade mand og barn, hus og forældre for at gå på valfart, bede, faste og gå i kirke, hvad ville det være andet end at friste Gud, blande ægtestand og enkestand sammen, forlade sit eget kald og hænge ved fremmede gerninger? Det ville netop være at gå på ørerne, sætte slør på fødderne og trække støvler på hovedet og vende alle ting på hovedet.

Gode gerninger skal man gøre, bede og faste, for så vidt dit kalds og din stands gerninger ikke derved bliver forsømt eller hindret. Gudstjenesten er ikke bundet til en eller to gerninger og heller ikke fattet i en eller to stænder, men fordelt i alle gerninger og alle stænder. Annas og hendes lige, de ensomme enkers, gerning er lutter faste og bøn, sådan som Lukas her stemmer overens med Paulus. En gift kvindes og hendes liges gerning er ikke lutter bøn og faste, men at regere børnene og huset gudfrygtigt og passe forældrene, som Paulus siger. Det har også bevæget evangelisten til, da han ville skrive om denne Annas gerninger, med så mange ord og så omhyggeligt at fremhæve hendes stand og alder, for dermed at støde alle dem tilbage, som ville kaste sig over gerningerne og suge gift af roserne, og først at formane dem om deres kald.

For det tredje skriver han af samme grund også, at hun havde levet syv år med sin mand efter sin jomfrutid. Dermed roser han også hendes ægteskabelige liv og denne stands gerninger, for at ingen skulle tro, at han kun ville regne bøn og faste for gode gerninger. For hun gjorde ikke sådan, da hun levede med sin mand, heller ikke i sin jomfrutid, men da hun var blevet en gammel, ensom enke. Og dog er også hendes jomfrutid og ægtestand med dens gerninger rost og sat som eksempel som rette gode gerninger. Hvorfor ville du da lade dem fare sådan og kun klæbe ved enkens gerninger?

Det er heller ikke for ingenting, at evangelisten først har rost hendes ægtestand og derefter enkestanden; han vil jo rigeligt stoppe alle huller for de blinde gerningshellige. Hun har været en from jomfru, en from hustru og en from enke og har i alle tre stænder passet de gerninger, der hørte sig til. Sådan skal også du gøre: se på din stand, så vil du finde gode gerninger nok at gøre, hvis du vil være retskaffen; hver stand har gerninger nok, så den ikke behøver at søge fremmede.

Se, da er det sandt, at man tjener Gud, sådan som Lukas siger her: Hanna tjente Gud med faste og bøn nat og dag. Men gerningsmagerne tjener ikke Gud, men sig selv, ja, Djævelen, fordi de ikke passer deres egne gerninger og falder fra deres kald. Se, så helt hænger alle gerningers godhed ved personerne og kaldet, som der også er sagt om ovenfor i evangeliet på Johannes’ dag. Lad det være nok om det for nu. Lad os nu se, hvad denne Hanna betyder åndeligt.

Den skjulte betydning af Hanna, profetinden

Simeon betyder, som sagt ovenfor, de hellige profeter, der taler om Kristus i Den Hellige Skrift; så må Hanna betyde dem, der står ved og hører det og bekender netop det samme og siger det om sig selv, sådan som Hanna gør her, hun som står ved, da Simeon taler om Kristus. Så er denne Hanna altså intet andet end den hellige synagoge, Israels folk, hvis liv og historie står skrevet i Bibelen. For i templet, det vil sige i Skriften, findes denne Hanna. Og ligesom Maria betyder kristenheden, Guds folk efter Kristi fødsel, sådan betyder Hanna folket før Kristi fødsel. Derfor er Hanna gammel, over hundrede år, nær ved sin død; Maria er ung, nær ved sin fødsel, fordi synagogen på Kristi tid var ved sin ende og kirken ved sin begyndelse.

Så er det altså lige så meget som at sige, at de kære hellige før Kristi fødsel forstod og troede profeterne og således alle sammen er frelst i Kristus og troen på ham, så at også Kristus selv siger om Abraham i Joh 8,56: «Abraham, jeres far, jublede over at skulle se min dag, og han så den og glædede sig.» Ligeledes Luk 10,24: «Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og at høre det, I hører.» Ligeledes Paulus i Hebr 13,8: «Kristus i går og i dag og den samme også til evig tid.» Og endnu meget, meget klarere 1 Kor 10,1–4: «I skal vide, kære brødre, at vores fædre alle var under skyen og alle gik gennem Det Røde Hav, og alle blev døbt til Moses i skyen og i havet, og alle spiste den samme åndelige mad, og alle drak den samme åndelige drik; men de drak af den åndelige klippe, som fulgte med, og klippen var Kristus.»

Disse og lignende ord viser, hvordan alle hellige før Kristi fødsel også er blevet frelst i Kristus ligesom vi. Og derfor opregner han i Hebr 11,2ff. mange eksempler på deres tro, Abel, Enok, Noa, Abraham, Moses og lignende, så at hele deres liv er gået i Kristus og hen imod Kristus, som de hørte om, forstod gennem profeterne, troede på og ventede på hans komme.

Deraf kommer det også, at alle Det Gamle Testamentes historier så yndigt og smukt rimer på Kristus og alle sammen bekender ham med gerningen og står omkring ham, ligesom denne Hanna legemligt stod omkring ham, så det er en stor lyst at læse og høre, hvordan de alle ser hen på Kristus og peger på ham.

Og lad os se én af dem som eksempel. Isak blev ofret af sin far og blev dog i live; i hans sted kom en vædder, som Abraham så bag sig hænge med hornene i krattet. Dér er Kristus, Guds Søn, betegnet, som i alle ting lig et døende menneske døde på korset, og dog blev den guddommelige natur i live, og for den blev den menneskelige natur ofret, som ligesom vædderen hang med sine horn (det vil sige med prædikenen, hvormed den stødte og straffede det ru, krattede, uordentlige folk af skriftkloge og præster) i de samme buske og var bag Abraham, skulle komme efter ham. Og der ligger meget mere stort begravet i denne historie.

Ligeledes at Josef blev solgt til Egypten og efter sit fangenskab blev herre over det samme land: det er alt sammen sket og skrevet om Kristus, der ved sin lidelse er blevet herre i hele verden. Og hvem kunne have tid nok til at udlægge alle sådanne historier og se, hvordan Samson, David, Salomo, Aron og lignende så egentlig og fint mener Kristus alene, med al alvor?

Derfor har Lukas her sat et kækt lille ord: at denne Hanna epistasa, det vil sige, hun stod over eller ved siden af og hos den begivenhed, der skete i templet med Kristus; ikke, som der står på latin, superveniens, at hun kom til, skønt det også ville være sandt. Men dette er bedre, at hun har stået over denne begivenhed. Det lyder, som om hun har sluttet sig til og med stor iver trængt sig hen for at se ham; ligesom man siger på dansk: «Nej, hvor folk trænger sig om den ting!» osv. Sådan gør alle Den Hellige Skrifts historier over Kristus, idet de er hans forbilleder.

Dog var de ikke blevet frelst ved det, og det kan godt være, at de ikke alle selv vidste på den tid, at det, de gjorde, rimede sådan på Kristus. For forbilleder og udlægninger er ikke nok til at grunde troen; den må først være grundet med klar Skrift, enfoldigt forstået efter ordenes lyd og mening. Og så, efter sådanne ord og troens grund, skal sådanne udlægninger af historierne bygges på troen og vande og styrke den. Derfor, som jeg har sagt, har det ikke alene været deres færd, som de udvortes førte i gerninger, der var Kristi forbillede – ved den ville ingen være blevet hellig; men de har også i hjertet troet på den kommende Kristus, forstået gennem klare ord og Guds ord, uden forbilleder.

Således havde Adam og Eva dette løfte efter deres fald, da Gud sagde til slangen i 1 Mos 3,15: «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; han skal knuse dit hoved, og du skal stikke ham i hælen.» Ved dette ord og løfte er Adam og Eva frelst; de har troet på kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved, indtil Noa; han fik yderligere et andet løfte, 1 Mos 6,18, da Gud siger: «Jeg vil oprette min pagt med dig.» Derfor, da Eva fødte sin første søn, Kain, blev hun glad og tænkte, at det var den sæd, som Gud havde talt om, og sagde glad: «Jeg har fået Guds mand» [1 Mos 4,1]; som om hun ville sige: Det bliver helt sikkert manden, den sæd, der skal kæmpe mod slangen. Hun ville gerne have set Kristus, men det var endnu ikke tid. Siden så hun nok, at det ikke var ham, og måtte strække sin tro videre til en anden kvinde.

Derefter kom det klare løfte til Abraham, 1 Mos 12,3 og 22,18, da Gud sagde: «I din sæd skal alle folk på jorden velsignes»; det har vi talt om i epistlen. I dette ord er alle helliges tro før Kristi fødsel blevet stående indtil hans komme, så at netop dette ord godt kan forstås ved Abrahams skød, som Kristus taler om i Luk 16,22, skønt det siden også er blevet udtrykt videre over for David, men dog alt sammen i kraft af ordet til Abraham.

Dette er nu kvindens sæd, Marias barn, som kæmper mod slangen for at udslette synden og døden. Derfor siger teksten, at sæden skal knuse slangens hoved; uden tvivl har han ment den slange, som forførte Eva, og det var Djævelen i slangen, og Adam og Eva har også helt sikkert forstået det sådan. Hvem vil ellers påvise en søn eller sæd, der knuser hovedet? Skulle det være sagt om et rent menneske, så havde Adam lige så vel haft denne knusning som nogen af hans børn; men det skulle hverken Adam eller Adams barn gøre, men alene en kvindes, en jomfrus barn.

Og det er fint delt, at denne sæd knuser Djævelens hoved, hvori hele hans liv er. Men Djævelen knuser til gengæld ikke denne sæds hoved, men hans hæl eller fodsål; det vil sige, den onde ånd vanærer og gør til intet og dræber nok Kristi udvortes, legemlige liv og hans vandel eller gerning; men hovedet bliver i live, guddommen, og vækker også fodsålerne, den menneskelige natur, som Djævelen har knust, op igen.

Sådan knuser han også i alle kristne deres såler, vanærer og dræber deres liv og gerning; men troen, hovedet, må han lade være i fred, og ved den bliver også gerningerne og livet bragt tilbage. Men til gengæld bliver hans fødder tilbage for ham; hans udvortes væsen er stærkt og raser, men hans hoved, synden og det indvortes væsen, bliver knust; derfor må til sidst også hans fødder knuses, og han helt dø evigt med synden og med døden. Se, sådan har Gud ved sit ord og deres tro forløst og bevaret alle de gamle fra synd og Djævelens magt, i tillid til den kommende Kristus; det er denne hellige Hanna med sine forbilleder.

Af den grund tager hun ikke barnet Kristus i armene som Simeon og siger heller ikke noget over ham som Simeon, men står ved og taler om ham til andre. For de kære gamle fædre og hellige har ikke lavet profetier om Kristus som profeterne og har heller ikke selv sagt noget om ham; men de har holdt fast ved og stået ved det, som er sagt gennem profeterne, med stærk tro, og har bragt det videre til andre folk og til børnebørn osv., sådan som Lukas her siger om denne Hanna.

Derfor stemmer nu alle hendes egenskaber, som Lukas her opregner. For det første, at hun er en profetinde, det vil sige, hun har profeternes forstand. Sådan har de gamle hellige alle forstået Kristus i ordene ved deres tro, så de alle har været profeter.

For det andet hedder hun Hanna, det er på latin gratia, gunst eller nåde. For de to navne Hanna og Johannes er næsten ét navn på hebraisk; derfor betyder Hanna én, som er yndig, eller som man er gunstig og huld imod, på tysk Huldrich [tysk navn, der betyder «den huldrige»]. Dermed betegnes, at de gamle fædre og hellige ikke har haft en sådan tro og Guds løfte af deres fortjeneste, men af Guds gunst og nåde, og at de var yndige eller hulde for ham af hans barmhjertighed. Sådan er alle mennesker ikke for deres værdigheds skyld, men af lutter Guds nåde velbehagelige og elskelige; som man plejer at sige også om naturen, der tit kaster sin gunst på en uudholdelig ting: «Gunst og kærlighed falder lige så snart på frøen som på purpuret.» Ligeså: «Hvad jeg holder af, kan ingen få mig til at lede ved.» På samme måde har Gud også os syndere og uværdige kær, og vi må alle være hans små Hanser og Hannaer. Der er lutter Johannes og Hanna for ham.

For det tredje er hun en datter af Fanuel. I 1 Mos 32,31, da Jakob havde brudtes og kæmpet med englen, kaldte han det sted Peniel eller Penuel og sagde: «Jeg har set Gud ansigt til ansigt, og derved er min sjæl blevet frelst.» Så betyder Peniel eller Penuel altså Guds ansigt. Men Guds ansigt er intet andet end kendskab til Gud. Nu kender ingen Gud uden alene troen i hans ord. I Guds ord og løfter loves der lutter trøst og nåde i Kristus; derfor: den, der tror dem, ser Guds nåde og godhed. Og det betyder at kende Gud ret, hvoraf hjertet bliver glad og frelst; sådan som også David siger i Sl 4,7–8: «Herre, løft dit ansigts lys over os, dermed giver du mit hjerte glæde.» Og Sl 80,4: «Gud, trøst os og lad dit ansigt lyse, så bliver vi frelst.» Om dette, at Guds ansigt vendes bort og vendes til, står der meget i Skriften.

Se, sådan har alle de gamle fædre og hellige været Penuels åndelige børn, børn af det guddommelige kendskab og den guddommelige visdom, hvorved de er blevet glade; for dertil har deres tro på de guddommelige løfter bragt dem, og den gjorde dem til profeter; men til troen og løftet bragte intet dem uden dette, at de var den kære lille Hanna, det vil sige: lutter Guds gunst og barmhjertighed.

Deraf følger nu det fjerde, at hun var af Asers stamme. Aser betyder salig. Sådan gør troen til børn af den guddommelige visdom og af saligheden. For troen udsletter synden og forløser fra døden, som Kristus siger i Mark 16,16: «Den, som tror, skal blive frelst.» Nu er frelse intet andet end forløsning fra synd og fra døden.

Således er denne Hanna en datter af Fanuel og af Aser, så hun er fuld af visdom og har en god samvittighed, fri for alle synder og dødens rædsel. Alt det giver troen på Guds løfte om hans barmhjertighed, så det følger meget fint efter hinanden: Hanna, profetinden, en datter af Fanuel, af Asers stamme, det vil sige: af Guds gunst modtager man hans løfte og tror på det, derved kender man Gud og hans godhed ret, deraf bliver hjertet glad, trygt og frelst, i alle måder fri og løs fra synd og død.

For det femte kommer vi endnu dybere ind i de åndelige udlægninger. Hun er gift og lever med sin mand i syv år, derefter er hun enke i fireogfirs år, uden mand. Hele Bibelen kunne vel findes og fattes alene i dette tal, hvis nogen havde tid og evne til det. Men for at man kan se, hvor lidt vi kristne trænger til Aristoteles eller menneskelære, men til evig tid finder nok at studere i Skriften, hvis vi ville, vil vi også betragte tallet ud over de forannævnte under i Skriften.

Syvtallet betyder efter den almindelige udlægning dette timelige liv, som føres i legemet, fordi al tid er fattet i ugens syv dage, 1 Mos 1, og det er den første og fornemste indfatning af tiden, som findes i Skriften. For i 1 Mos 1 fortæller Moses, hvordan Gud først skabte dagene og allerførst fattede dem i syvtallet; derefter er ugerne samlet i måneder, måneder i år, år i et helt livsløb osv. Så skal disse syv år altså betyde de gamle helliges hele liv, ført i udvortes og legemlig vandel.

Men hvem har manden været? Paulus udlægger i Rom 7,2, at en ægtemand betyder loven. For ligesom man er bundet til en mand, så længe han lever, sådan er alle, der lever under loven, bundet til loven. Nu er loven ikke givet noget folk på jorden uden alene denne Hanna, det jødiske folk, som Paulus siger i Rom 3,2: «Guds ord er betroet dem» frem for alle hedninger; og Sl 147,19: «Han viser Jakob sit ord, Israel sine skikke og love. Sådan har han ikke gjort mod noget folk, og sine domme har han ikke åbenbaret for dem.» Ligeså Sl 103,7: «Han lod Moses kende sine veje, Israels børn sine gerninger.» Men evangeliet har han ikke åbenbaret for dette folk alene, men for hele verden, hvorom Sl 19,5 siger: «Deres snor går ud over alle lande og deres tale til verdens ende»; det vil sige apostlenes. Derfor er denne Hanna, gift i syv år med sin mand, alene dette folk under loven, efter den udvortes vandel og det legemlige væsen.

Nu har vi hørt i den foregående epistel, at de, der lever under loven, ikke lever godt; for de gør kun lovens gerninger, uden vilje og lyst, og er trælle, ikke børn. For ingen holder loven ret, uden at han gør det af fri vilje. Men en sådan vilje giver intet uden troen på Kristus, som ofte er sagt; men hvor den er, dér gør mennesket rette gerninger og opfylder loven, og det er ham lige meget, om han er under loven eller ikke under den, ligesom også Kristus var under den.

Derfor, for at Lukas, eller rettere Helligånden, ikke skulle kaste denne hellige Hanna, det hellige gamle folk, alene ind under loven og gøre trælle af dem, viser han videre, hvordan hun ved siden af denne vandel under loven også har vandret i den frie tro og i Ånden og har opfyldt loven ikke alene med gerninger som trællene, men meget mere med troen. Det er, hvad hendes fireogfirs års enkestand vil sige, hvorved de gamle helliges åndelige liv i troen er betegnet; for enkestanden, som er uden mand, betyder, at de har været løst fra loven.

Og sådan er begge liv løbet samtidig med hinanden. Efter sjælen er de blevet retfærdige uden loven og dens gerninger, alene ved troen; dér har de været rette enker; men efter legemet er de gået i loven og dens gerninger. Dog ikke i den mening, at de skulle blive retfærdige derved, men, da de forud var retfærdige ved troen, har de holdt loven frit, for intet, Gud til ære. Og den, der lever sådan, kunne også endnu holde loven, og så skader gerningerne ham ikke og gør ham heller ikke til træl, sådan som Kristus og apostlene jo har holdt den.

Se, det er dem, som på én gang lever syv år med manden og fireogfirs år uden mand, som på én gang er uden lov og under loven, sådan som Paulus siger om sig selv i 1 Kor 9,20: «For dem, der var under loven, er jeg blevet som en under loven, skønt jeg dog ikke var under loven.» Hvordan er han på én gang under loven og uden lov? Jo, sådan at han udvortes og gerne holdt den med gerningerne, de andre til tjeneste; men indvortes holdt han sig til troen, og ved den blev han retfærdig uden alle lovens gerninger; for han gjorde lovens gerninger og ville dog ikke være retfærdig ved dem, sådan som det jo heller ikke kan lade sig gøre.

På den måde har hele denne Hanna, det hellige folk, også holdt loven. For den, der tror og derved er blevet retfærdig, kan godt gøre hele verdens love og gerninger, ikke alene Guds lov; og de hindrer ham dog ikke, for han gør dem frit, uden den tanke at blive retfærdig derved.

Men de, som alene er den gifte Hanna i syv år og ikke ved siden af også enken Hanna i 84 år, det er dem, der alene lever under loven, uden Ånd og uden tro, tvungne trælle; de mener, at når de holder lovens gerninger, så bliver de retfærdige derved; derfor bliver de aldrig nogen sinde retfærdige, som der er sagt nok om i epistlen. Dog er det fint ordnet, at de syv ægteskabsår er sat først og derefter de 84 enkeår. For også Paulus siger i 1 Kor 15,46: «Det åndelige menneske er ikke det første, men det naturlige, derefter det åndelige.»

Skal mennesket blive åndeligt og få troen, er det nødvendigt for ham, at han først er under loven, fordi ingen uden loven kender sig selv og ved, hvad han mangler; men den, der ikke kender sig selv, søger ikke nåde. Men når loven kommer, så kræver den så meget, at mennesket mærker og må bekende, at han ikke formår det; så må han fortvivle om sig selv og ydmyget sukke efter Guds nåde.

Se, derfor går de syv år forud, loven foran nåden, ligesom Johannes, Kristi forløber. Loven dræber og fordømmer det naturlige, fornuftige menneske, for at nåden kan rejse det åndelige, indvortes menneske op. Men hendes jomfrustand får ingen år; den betyder det ufrugtbare liv før loven og før nåden, som for Gud er intet. Derfor var jomfrustanden i Det Gamle Testamente, som en ufrugtbar stand, helt foragtet og forkastet.

Men hvordan kommer det sig, at troen eller det indvortes menneskes åndelige liv, som er uden lov, en enke uden mand, betegnes ved 84? Her vil vi, som Augustin plejer, gå en lille åndelig tur og lege lidt. Det er enhver bekendt, at disse to tal, syv og tolv, næsten er de herligste i Skriften. For der er mange syvtaller og mange tolvtaller i den, uden al tvivl for de tolv apostles skyld, som har begyndt og grundlagt troen i hele verden, og hvis lære og væsen er lutter tro. Ligesom den ene Moses modtog loven fra englene, hvorved han gør den gifte Hanna og tvinger gerninger frem i det udvortes menneske, sådan har apostlene, som var tolv gange flere end Moses, ikke fra engle, men fra Herren selv modtaget evangeliet, hvorved lutter enker, mennesker, der tror frit, bliver retfærdiggjort uden alle gerninger.

Nu har de gamle hellige, som sagt, også haft den samme apostoliske tro ved siden af loven. Derfor har de ikke alene fået syvtallet, men også tolvtallet, og ikke alene haft den ene Moses, men også apostlene, som var tolv gange flere, og har levet i begge slags lære og væsen, som vi har hørt. Sådan at syvtallet ret betyder den ene Moses, og tolvtallet apostlene, som var tolv gange så mange som Moses. Så lad det nu være afgjort, at tolvtallet betyder apostlene, den apostoliske lære, den apostoliske tro og den rette enkestand, den åndelige, lovfri stand; ligesom syvtallet betyder Moses, Moses’ lære, lovens gerning og væsen, den rette gifte, bundne stand.

Disse tolv apostle er betegnet ved de tolv patriarker, ved de tolv ædelstene på Arons præstedragt, ved Israels folks tolv fyrster, ved de tolv sten fra Jordan, ved Jerusalems tolv grundsten og porte og mange flere af den slags. For hele Skriften driver på troen og evangeliet, som er begyndt og grundlagt ved apostlene. Sådan betegnes den samme tro også ved disse 84 år, hvori tolvtallet er forunderligt indeholdt.

For det første er 84 netop tolv gange syv; dermed er betegnet, at der kun er én lovens lærer, Moses; han gør kun én gang syv, det er hans lov og lovens liv. Men apostlene er tolv, og tolv gange så mange som Moses. Når nu fireogfirs i forhold til syv er lige så meget som tolv i forhold til én, og loven er givet ved én, evangeliet ved tolv, så passer det i alle måder fint, at syv betyder Moses og fireogfirs apostlene, og altså at Moses’ folk er den gifte Hanna, apostlenes folk enken Hanna; det ene udvortes, i legemet og gerningerne, det andet indvortes, i Ånden og troen.

Dermed er også betegnet, at troen overgår gerningerne lige så meget, som tolv overgår én, og fireogfirs syv. Og den omfatter hele summen og arven, sådan som apostlen kalder den i 1 Thess 5,23, at den er holokleros, hele arvegodset [det græske ord betyder «helt, uskadt»; Luther udlægger det efter kleros, «arvelod»]; ligesom tolvtallet omfatter hele Israels folk, delt i tolv stammer. For den, der tror, har det alt sammen, er arving, barn og frelst. Se derfor den guddommelige orden: da denne Hanna ikke kunne være enke i tolv år og heller ikke gift i ét eneste år, har han dog lagt det til rette i disse syv og fireogfirs år, så at dette enkelte tal kunne findes og rime med tolvtallet; og ved siden af har han endda blandet meget mere betydning ind i det, om syvtallet, om ægteskabet og enkestanden, som vi har set.

For det andet lærer regnemestrene at dele tallene og kalder det aliquoter, det vil sige, de ser på, hvor mange gange et tal kan deles sådan, at alle delene er lige store. Således kan man dele tolv fem gange, hver gang i lige store dele. For tolv er for det første tolv gange én, som alle er lige; for det andet seks gange to; for det tredje fire gange tre; for det fjerde tre gange fire; for det femte to gange seks. Ud over denne deling er der ingen flere, der deler sig ligeligt; syv og fem er nok også tolv, ligeså tre og ni, én og elleve, men stykkerne er ulige, og det er ikke den lige delings art. Nu tager de tallene for disse lige stykker og lægger dem sammen for sig og ser, hvor meget de giver. Således er tolv her delt fem gange; så tager jeg 1, 2, 3, 4, 5 sammen, og de giver femten, godt tre over hovedsummen [rettelig 1, 2, 3, 4 og 6, som giver 16]. Derfor kalder de sådan et tal det rige, overflødige tal, fordi dets delinger bringer mere, end det selv har. Omvendt bringer nogle tals delinger mindre, end hovedtallet er. Således deler otte sig tre gange ligeligt, nemlig otte gange én, fire gange to, to gange fire. Nu giver én, to, fire kun syv, én under otte; det kalder de det aftagende tal. Mellem de to sætter de nu det tredje tal, hvor delingerne giver netop hovedsummen; således er seks seks gange én, tre gange to og to gange tre. Nu giver én, to, tre også netop seks.

Sådan også her: Moses, syvtallet, tåler ingen af disse delinger, sådan som det er med alle ulige tal; for denne lige deling må have lutter lige tal. Men apostlene, tallet 84, er et rigt, overflødigt tal, som deler sig elleve gange i lige dele. For forræderen Judas vil ikke være med i den rige deling, skønt han er med i tallet. Han efterlader her et hul i delingen, så der ikke bliver tolv, og gør dog de tolv fulde i tallet. Han er med i tallet og navnet, men ikke i gerningen. For det første er tallet fireogfirs 84 gange én; for det andet 42 gange to; for det tredje 28 gange tre; for det fjerde 21 gange fire; for det femte 14 gange seks; for det sjette 12 gange syv; for det syvende 7 gange tolv; for det ottende 6 gange fjorten; for det niende 4 gange enogtyve; for det tiende 3 gange otteogtyve; for det ellevte 2 gange toogfyrre. Læg nu delingernes tal sammen: 1, 2, 3, 4, 6, 7, 12, 14, 21, 28, 42, så finder du 140, godt 56 over hovedtallet.

Hvad er nu alt dette andet, end at den udelte Moses, loven, ligesom syvtallet, er blevet i sig selv og ikke er kommet videre end til det jødiske folk og hverken har omfattet færre eller flere folk? Men apostlene, det nåderige åndelige liv og evangeliet, er brudt frem og flydt rigeligt over i hele verden. Og ligesom én i forhold til tolv er så fattigt og lidt, at det ikke kunne være mindre eller fattigere, sådan er også syv i forhold til 84 en enlig, fattig ting. For loven med sine gerninger giver jo slet intet til alle sine trælle uden timeligt gods og ære i dette liv; et fattigt, elendigt gods, som ikke formerer sig selv, men kun fortæres.

Således er omvendt tolv i forhold til én en rig ting, og den formerer sig endda selv og fortæres ikke; for troen er velsignet og flyder evigt over med gods og ære. Lad det være nok spadseret for denne gang, så man kan se, hvordan ikke en tøddel i Skriften er skrevet forgæves, og hvordan de kære gamle fædre med deres tro har stillet os eksempler frem, men med deres gerninger altid har afbildet det, som vi skal tro på, nemlig Kristus og hans evangelium; så at intet læses forgæves om dem, men alt deres væsen styrker og forbedrer vores tro. Nu går vi videre med denne Hanna.

Lukas siger, at hun aldrig kom bort fra templet. O, en heldbringende, nødvendig formaning! Vi har hørt, at dette tempel er Den Hellige Skrift. Nu var der i det jødiske folk en særlig plage, at de så gerne hørte falske profeter og menneskelære; det beviste de også ved, at de uden for templet på bjergene og i dalene rejste mange altre og gudstjenester, hvad Moses strengt forbød dem i 5 Mos 5,32 og 13,1, idet han sagde: «Alt, hvad jeg befaler jer, skal I holde, så I gør derefter; I skal ikke lægge noget til eller tage noget fra»; som om han ville sige: Jeg vil, at du skal blive sådan en Hanna, der ikke kommer bort fra templet. Men de var ikke alle Hanna; derfor veg de fra templet til deres altre, det vil sige: fra Guds bud, og ud over Guds bud fulgte de også deres egne påfund og falske profeter.

Men det var intet imod vort væsen nu. Vi er ikke alene blevet forført bort fra templet ved pavens og menneskers lære, men vi har også brudt det ned og skændet det med al slags forbrydelse og vederstyggelighed, og derfor går vi rundt i lutter egenrådighed, mere end nogen kan klage over. Men det burde i sandhed være, som Sankt Antonius flittigt lærte sine, at ingen skulle foretage sig noget, som Gud ikke har befalet eller rådet til i Skriften, så vi dog bliver i templet. Derom siger Sl 1,1–2: «Salig den, som ikke vandrer i de ugudeliges råd og ikke træder på synderes vej og ikke sidder, hvor spotterne sidder, men har lyst til HERRENS lov og taler om hans lov dag og nat.» Sankt Peter siger i 1 Pet 4,18: «Den retfærdige bliver knap frelst» – han, som er i templet; det vil sige: Den onde ånd river også dem til sig, som alene bygger på Guds ord, og de kan dog knap blive stående; hvor vil så de sikre, vilde ånder blive, som farer hid og did efter menneskelære?

Åh, et godt liv kan ikke tåle menneskelærdomme; de er det til forargelse og fare som en snare, der er lagt på vejen. Det må blive i templet og aldrig komme derfra. Sådan gjorde de gamle hellige, om hvem Sankt Paulus siger i Rom 11,4, at Gud sagde til Elias: «Jeg har ladet syv tusind mænd blive tilbage, som ikke har bøjet deres knæ for Ba’al.» Derfor klager David over sådanne jægere og forførere i Sl 140,5–6: «Bevar mig, HERRE, fra de ugudeliges hånd, vogt mig mod de voldsmænd, som tænker på at vælte mine skridt. De hovmodige lægger snarer for mig og breder reb ud til net for mig og stiller fælder for mig ved vejen. Sela.» Det er altsammen sagt imod menneskelærdomme, som river en bort fra templet. For Guds ord og menneskelære kan slet ikke forliges med hinanden i ét hjerte. Alligevel siger de afsindige sjælemordere, de pavelige, med deres Antikrist, paven: Man må have og holde flere ting, end der står i Bibelen; og de forfører hele verden til helvede med deres gejstlige stænder og ordener.

Til sidst siger han, at hun tjente Gud med faste og bøn dag og nat. Her følger nu troens gerninger. Først måtte hun være Hanna, en profetinde, en datter af Fanuel, af Ashers stamme, syv år gift, 84 år enke og altid i templet; så er fasten og bønnen ret, så er Abels offer behageligt, så tjener man Gud med faste og bøn dag og nat. Men den, der begynder med gerningerne, han vender op og ned på alle ting og opnår intet. Således: Da Sankt Paulus havde lært romerne troen, begynder han derefter i 12. kapitel (Rom 12,1ff) og lærer dem mange gode gerninger og siger, at de skal ofre deres legeme som et helligt, levende, behageligt offer til Guds tjeneste; det sker, når man spæger legemet med faste, nattevågen, klæder og arbejde. Det gør nu denne Hanna.

Sådan har alle de gamle hellige gjort; for ved fasten betegnes al slags spægelse og tugt af legemet, som, skønt sjælen ved troen er blevet retfærdig og hellig, dog ikke er helt rent for synder og onde tilbøjeligheder; derfor behøves det, at det tvinges og spæges, så det bliver sjælen underdanigt, som Sankt Paulus siger om sig selv i 1 Kor 9,27: «Jeg kuer mit legeme og tæmmer det, for at jeg ikke, når jeg prædiker for andre, selv skal blive forkastet.» Sådan lærer også Sankt Peter i 1 Pet 2,5: «I skal bringe åndelige ofre»; det vil sige: ikke får eller kalve som i Moses’ lov, men jeres eget legeme og jer selv, ved at synden i kødet dødes og legemet spæges. Det gør nu ingen uden den, der først er troende.

Derfor har jeg ofte sagt, at gerningerne efter troen kun skal være af den art og have den mening: ikke at fortjene meget med dem eller blive retfærdig ved dem – for det må være der før gerningerne – men alene at spæge legemet og være næsten til gavn. Og det er den rette gudstjeneste i gerningerne, at sådanne gerninger sker frit og for intet, Gud til ære. Hvad skal han ellers med din faste, når du ikke dermed dæmper synden og kødet, som han vil have dæmpet? Sådan gør de, som faster for helgenerne og på særlige dage og tider uden at se på legemets spægelse; for de gør kun en ufrugtbar gerning ud af det.

Men denne Hanna har ingen bestemte, særlige dage; hun faster ikke om lørdagen og fredagen, heller ikke på apostlenes helligaftener eller på tamperdagene, og hun gør heller ikke forskel på maden; men «dag og nat» (siger Sankt Lukas), og dermed tjener hun Gud; det vil sige, hun tager uden ophør fra sit legeme, ikke for at gøre en gerning dermed, men for at tjene Gud dermed og dæmpe synden. Om den faste lærer også Sankt Paulus i 2 Kor 6,4–5 og siger blandt andre ord: «Med megen faste lad os vise os som Guds tjenere.» Men vores tåbelige faste, som mennesker har fundet på, synes sig selv kostelig, når den ikke spiser kød eller æg eller smør eller mælk på visse dage, og den er slet ikke indrettet på at spæge legemet og synden, det vil sige på Guds tjeneste; men paven og de pavelige tjener vi dermed – og fiskerne.

Hun har også bedt dag og nat; så har hun sikkert også våget. Dog skal det ikke forstås, som om hun uden ophør har bedt og fastet dag og nat; hun måtte jo også spise, drikke, sove og hvile; men at sådanne gerninger har været hendes livsførelse, som hun færdedes i dag og nat. Hvad et menneske gør om dagen eller om natten, skal ikke af den grund forstås, som om det gøres hele dagen og hele natten.

Det er nu det andet stykke af gudstjenesten, hvori sjælen ofres til Gud, ligesom legemet i fasten. Og ved bøn forstås ikke alene den mundtlige bøn, men alt, hvad sjælen virker i at høre, tale, digte og betragte Guds ord osv. For rigtig mange salmer bliver sagt i bønnen, hvori dog knap tre vers beder om noget; de andre fortæller og lærer noget, straffer synd, taler med Gud, med sig selv og med menneskene. Se, en sådan gudstjenestens gerning har alle de kære fædre og gamle hellige haft, og de søgte intet andet dermed, end at Guds ære og menneskenes frelse måtte blive fuldbragt. Således læser vi i Skriften rigtig mange suk og længsler hos de gamle fædre efter Kristus og verdens frelse, som enhver især kan se i Salmernes Bog.

Men vores bøn er nu kun at mumle de syv tidebønner, tælle rosenkranse og den slags ordplapren. Men ingen tænker med alvor på at bede Gud om noget og få det; man udfører det som en pligtig gerning og lader det blive ved det: Som en tærsker, der slår med sin plejl, sådan slår de med tungen og fortjener kun brødet til maven. Endnu meget mindre ser de på, at de skulle tjene Gud dermed, det vil sige bede for kristenhedens fælles nød; men de allerbedste mener, det er godt gjort, når de for sig selv er fromme og beder for sig selv. Derfor fortjener de også, ligesom hyklerne, kun mere helvede med deres bøn; for den tjener hverken Gud eller menneskene, men deres mave og deres eget. Skulle de derimod tjene Gud og næsten dermed, som det sømmer sig, så måtte de nok lade deres antal ord ligge og glemme det og ikke tænke på, hvor mange salmer eller ord, men på, hvor inderligt de dermed søgte Guds ære og næstens frelse, det vil sige den rette gudstjeneste; og de ville ofte bede en hel dag over ét stykke, det, som tyngede dem hårdest. Det ville være en ret Hanna-bøn og gudstjeneste.

For Lukas har ikke for intet skrevet om hende, at hun tjente Gud med sin bøn, men for at han kunne forkaste al den sværm og alt det kryb af vore tåbelige bønner, hvormed vi kun hober og øger synd, eftersom vi ikke tjener og søger Gud i dem. Nu vil vi vende tilbage til teksten.

Hun trådte også frem i samme stund og priste Herren og talte om ham til alle, som ventede på forløsningen i Jerusalem

Vores gamle latinske tekst har sådan: «på Israels forløsning»; men den græske har sådan: «som ventede på forløsningen i Jerusalem»; så at Hanna har talt til dem, som var i Jerusalem og ventede på forløsningen. For da hun aldrig kom fra templet, har hun ikke kunnet fortælle det til andre end dem, som var i Jerusalem, hvad enten de nu var borgere der eller kom derind af anden grund. Men hvad det skal betyde, at hun trådte til eller stod ved, er sagt nok i den åndelige udlægning. For hvor man kommer med Kristus ind i Skriftens tempel for dér at fremstille ham for Gud og takke, dér finder denne hellige Hanna sig til stede i samme stund med alle de hellige i hele synagogen, som endrægtigt ser hen til ham og peger på ham med deres tro og hele deres liv.

Men ved siden af er også denne hellige kvindes store værdighed vist legemligt: at hun frem for så mange store mennesker havde den nåde, at hun kendte det fattige barn som den rette Frelser; skønt der uden tvivl var præster til stede, som modtog sådanne ofre af Maria og Josef og dog ikke kendte barnet og måske tilmed holdt alt, hvad de hørte og så af Simeon og Hanna, for kællingesnak. Der må have været en ganske særlig oplysning af Ånden i hende, og hun må have været anset for en stor helgen for Guds øjne, han som gav hende lyset frem for alle mennesker.

Og læg mærke til: Fem personer er her sammen: barnet Kristus, moderen Maria, Josef, Simeon og Hanna; alligevel er alle slags stænder rummet i det lille tal: mand og kvinde, ung og gammel, jomfru og enke, gift og ugift. Så tidligt begynder Kristus og samler alle de stænder til sig, hvori man kan blive frelst, og vil ikke være alene. Derfor: Den, som ikke findes i en af disse stænder, han er ikke i frelsens stand.

Hun priste Herren. Det hebraiske sprog bruger ordet «bekende» meget vidt og bredt, så vi knap kan gengive det med tre ord: skrifte, bekende, prise; derfor, når det vil sige «prise», siger det «bekende», og det er heller ikke dårligt eller uheldigt sagt. For at prise er ikke andet end at bekende den modtagne velgerning og velgørerens godhed og den trængendes uværdighed. Den, der erkender og bekender dette, han priser ret. Desuden betyder «bekende» også at vedgå en ting; derom siger Kristus i Matt 10,32–33: «Den, som bekender mig over for menneskene, ham vil jeg bekende over for min himmelske Fader. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil jeg også fornægte over for min himmelske Fader.»

Alt, hvad der nu ovenfor er sagt om Simeons velsignelse – hvordan det er en sjælden, høj dyd at velsigne Kristus, som dog hele verden forbander – sådan er det også en sjælden, høj gerning at takke Gud for den samme Kristus. De, som kender ham, gør det; men af dem er der få. De andre spotter Gud, fordømmer, forfølger og modsiger Kristus og hans lære. Men hvad de gør mod hans lære, det gør de også mod ham selv og mod Gud, hans Fader, som han siger i Luk 10,16: «Den, som foragter jer, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som har sendt mig.» Det er forfærdeligt, at verden skal være så fuld af gudsbespottere og forbandere, og at vi må bo iblandt dem. Således har Sankt Paulus forkyndt i 2 Tim 3,1–2, at der i disse sidste tider skulle være mange gudsbespottere. Det opfylder nu paven med de høje skoler, stifterne og klostrene, som ikke gør andet end at fordømme, forfølge og forbande Kristi evangelium.

Derfor skal du ikke regne det for en ringe nåde, når du kommer så vidt, at du kan kende Kristus og takke Gud for ham og ikke holder ham for en fordømt, forbandet kætter og forfører, så du spotter Gud i hans lære, foragter og forlader den, som den største hob gør. For det er ikke Kristus om at gøre, at man ærer hans person og navn meget, sådan som alle hans fjender gør; men hans lære vil han have æret – dér ligger den rette kunst – som han siger i Luk 6,46: «Hvorfor kalder I mig Herre, Herre, og gør ikke, hvad jeg siger jer?» Og i Mark 8,38: «Den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, ved ham vil også Menneskesønnen skamme sig» osv. Her hører du: Det er ham om at gøre hans lære. Paven med sine pavelige kalder ham også Herre; ja, i hans navn og til ære og tjeneste for ham fordømmer de hans lære, slår hans Hanna ihjel og forfølger hende ud af verden. Det er forfærdeligt og ikke til at bære at se den utallige hob, som spotter Gud over Kristus og i vild sværm farer til helvede.

Det er et tegn, som bliver modsagt, hvor flere nu støder an og falder end nogensinde før. Det er et almindeligt mundheld: Deo gratias [Gud ske tak]; men blandt tusind er der knap én, som siger det i sandhed. På Elias’ tid var kun syv tusind mænd bevaret blandt så mange jøder, som uden tvivl var mere end ti gange hundrede tusind, og dengang var det endnu nådens tid; hvordan skulle det så være nu i den unådige sidste tid, som Daniel kalder vredens tid (Dan 11,36)? Man kunne vel nu sige til Gud med Sl 89,50: «Almægtige Gud, hvor er nu din barmhjertighed, som før var så stor? Har du da skabt alle mennesker forgæves?»

Hun har heller ikke alene priset Gud, men også talt om ham til alle, som ventede på forløsningen. Den tilføjelse gør Sankt Lukas ikke for intet, at denne Hanna kun har talt om Kristus til dem, som ventede på forløsningen. Af dem har der ikke været mange, og blandt de højlærde præster ingen; hvad skulle så høje, hellige, lærde folk høre og lære af en gammel, tåbelig kælling? Vi er de rette mestre i folket! Uden al tvivl er hendes tale blevet agtet sådan af de samme store herrer. For Guds ord, sagt om Kristus, har den art, og der bliver ikke andet ud af det, end at det må være foragteligt, tåbeligt, kættersk, frækt og formasteligt i de høje, lærde, gejstlige ører. Derfor griber kun de sultne, tomme sjæle, de som venter på forløsningen, som Lukas siger her; det er dem, som føler deres synd og begærer nåde, lys og trøst, og som intet ved af deres egen visdom og retfærdighed.

Nu kan troen og kundskaben om Kristus ikke tie. Den bryder ud og fortæller, hvad den ved, så den også kan hjælpe andre og meddele dem sit lys, som Sl 116,10 siger: «Jeg tror, derfor taler jeg.» Den er alt for gavmild og god til at ville beholde en sådan skat for sig selv alene. Men taler den, så møder al ulykke den fra de vantro hellige; det bryder den sig ikke om, men går frejdigt igennem. Og hvem ved, hvordan det er gået denne Hanna? Havde man ikke taget hensyn til hendes alder og til, at hun var en kvinde, og foragtet hende som en tåbelig nar, ville hun næppe have beholdt livet, fordi hun satte en sådan vildfarelse og kætteri i gang og talte meget om Kristus, så nye og uhørte ting, imod alle de højlærde præsters og lovkyndiges lære og kunst, de som er mætte og fulde af visdom og retfærdighed og ikke behøver nogen forløsning, men kun kronen og lønnen for deres gerninger og fortjeneste.

For den, der vil tale om Kristi forløsning, han hævder, at de er fangne i synder og blindhed. Men det ville gå sådanne høje hellige for nær, at de skulle være syndere og blinde; derfor kan de ikke tåle at høre om Kristus og hans forløsning eller lade nogen tale derom, og de må fordømme det som en skadelig vildfarelse og djævelsk kætteri.

Heraf forstår man nu let, hvordan den åndelige Hanna takker Gud og taler om Kristus til alle, som venter på forløsningen i Jerusalem. For de kære hellige i Det Gamle Testamente har godt kendt Kristus. Derfor lover og takker hele deres liv Gud, fortæller det, som står i Bibelen, og fortæller heller ikke andet end om denne forløsning, hvordan Kristus kun er givet de trængende og sultne. Det beviser alle historierne. For Gud har endnu aldrig hjulpet dem, som var stærke i sig selv og ikke følte sig forladt, og omvendt har han aldrig forladt dem, som var trængende og begærede hans hjælp. Derpå kunne man fremføre mange, ja, alle Bibelens eksempler. Men det er klart nok og åbenbart for enhver, som læser den.

At han beskriver denne tale, hørelse og venten i Jerusalem, har den grund: Jerusalem betyder «fredens syn» og betegner de hjerter, som kun ser efter freden og ikke er stridbare. For Sankt Paulus skriver i Rom 2,8, at de, som er stridbare, ikke kan fatte sandheden; den guddommelige sandhed vil have stille hjerter, som lytter og lader sig sige noget; men de, som larmer og tumler, selv vil have ret eller først vil kende tegn og grunde, de fatter den aldrig: De er i Babylon i tummelen, ikke i Jerusalem, hvor man ser efter freden. Derfor venter de heller ikke på og hører heller ikke denne Hannas tale og forløsningen. Men vil nogen læse Israel i stedet for Jerusalem, må han også gøre det; der ligger ikke så stor fare i ombytningen af disse to ord, Jerusalem og Israel.

Og da de havde fuldført det hele efter Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres by Nazaret

Hvad de ting er, som de fuldbragte efter Guds lov, vil evangeliet på Vor Frue Kyndelmisse give. Men hvad Galilæa og Nazaret er, skal siges ved evangeliet Annunciationis [om Marias bebudelse]. Her skal man lægge mærke til følgende: Sankt Matthæus skriver (Matt 2,13f), at efter at de vise mænd, som fandt Kristus i Betlehem og ofrede ham guld, røgelse og myrra osv. dér, var draget hjem igen, viste englen sig for Josef i søvne og bød ham flygte til Egypten med barnet og moderen, og Josef gjorde sådan. Hvordan rimer det så med, at Lukas siger, at de er draget hjem igen til Nazaret, da de seks uger var omme, og har fuldbragt alle ting efter Guds lov?

Her må vi holde os til én af to veje: enten at de først er draget til Egypten, kort efter de seks uger, og derefter til sin tid er draget hjem fra Egypten til Nazaret igen. Eller – og det synes jeg, og det bliver jeg ved – at de først er draget lige hjem efter de seks uger, som Lukas siger her; og englens tilsynekomst, som Matthæus fortæller om, at de skulle flygte til Egypten, er sket i Nazaret, ikke i Betlehem; og den er vel sket efter de vise mænds bortrejse, som Matthæus siger, men ikke så snart derefter. Men at han siger, at det skete derefter, er for fremstillingens rækkefølges skyld; for han skriver straks efter de vise mænd om flugten til Egypten og springer over det, som Lukas her skriver om ofret i templet. Og sådan bliver det klart, at de to evangelister ikke er imod hinanden.

Dermed er også det hellige kors så meget bedre malet: Den fattige moder med barnet har i syv eller otte uger været ude at rejse på grund af denne fødsel, der kom over dem uventet; og knap er de kommet hjem igen og har sat sig til ro og indrettet huset igen, før de hurtigt må op igen, lade alt ligge og vandre længere end før. Og Herren Kristus begynder sine pilgrimsfærder ved sin fødsel og vandrer altid som pilgrim på denne jord og har intet fast sted eller ophold. Hvor ulige bliver det kongelige barn opdraget og holdt i forhold til andre børn! Hvor ville et sådant tilfælde ikke synes os uretfærdigt og tungt! Men den fattige moder må af sted med det fattige lille barn til Egypten for Herodes’ vrede; derom mere til sin tid i evangeliet.

Men barnet voksede og blev stærkt i Ånden, fuldt af visdom, og Guds nåde var med det

Der har været nogle nysgerrige, som ikke nøjedes med det, Skriften siger, men ville vide, hvad Kristus dog foretog sig i sin barndom; dem er der sket deres ret for deres nysgerrighed: Der er stået frem en nar eller en skurk, som har digtet en bog om Kristi barndom og ikke har frygtet eller skammet sig ved at fremlægge sine løgne; han gøgler løs om, hvordan Kristus gik i skole, og meget mere af den slags tåbelige, bespottelige narrestreger. Således driver han med sine løgne spøg med Herren, som alle engle tilbeder og frygter og alle skabninger skælver for, så skurken havde fortjent, at man havde hængt en møllesten om hans hals og druknet ham i det dybe hav, fordi han ikke har agtet sin og alles Herre højere end en, han kunne gøre til sin nar og abekat. Alligevel finder man folk, som trykker og læser og tror sådan en bog; det er, hvad skurken ville. Derfor siger jeg: Sådanne bøger burde paven, biskopperne og de høje skoler brænde, hvis de var kristne. Men nu laver de endnu langt værre dertil; de er blinde vejledere og bliver blinde vejledere.

Kristus er ikke gået i skole, og sådanne skoler var der heller ikke dengang. Han har heller aldrig lært et eneste bogstav, som evangeliet siger (Joh 7,15), at jøderne undrede sig og sagde: «Hvordan kan han Skriften, når han ikke har lært den?» Ligeså undrede de sig også over hans kunst og sagde (Mark 6,3): «Er det ikke Josefs og Marias søn? Kender vi ikke hans slægtninge? Hvorfra har han da sådan visdom og alt dette?» Det forekom dem underligt, at en lægmand og en tømrers søn skulle være så lærd, og han havde dog intet lært. Derfor tog de også anstød af ham, som evangeliet siger, og tænkte, at han måtte være besat af den onde ånd.

Så lad os blive ved evangeliet; det siger nok om hans barndom, som Lukas skriver her: «Han voksede og blev stærk i ånden og fuld af visdom» osv. Ligeså senere, at han var sine forældre lydig. Hvad skulle han skrive mere? Det var endnu ikke tid til, at han gjorde undergerninger. Han er gået og blevet opdraget som et andet barn, bortset fra at ligesom nogle børn er meget velbegavede frem for andre, sådan har også Kristus været et særligt velbegavet barn frem for andre. Derfor har der ikke været mere at skrive om ham, end Lukas skriver. Skulle han også skrive, hvad han spiste, drak og tog på hver dag, hvordan han gik, stod, sov og vågede, hvad ville det være for en skrift?

Derfor er det heller ikke nødvendigt at tro – og jeg mener heller ikke, at det er sandt – at hans vævede kjortel, som hans korsfæstere ikke ville dele, er vokset med ham fra hans ungdom; måske har hans moder heller ikke lavet den, men den har været en almindelig klædning i landet for de fattige. Man skal have en ren tro, som intet tror uden grund i Skriften. Der står alt i Skriften, og mere end nok, af det, man skal tro, særlig eftersom Kristi undere og gerninger først begyndte efter hans dåb, som der står skrevet i Joh 2,11ff og ApG 10,37.

Dernæst plager de spidsfindige sig også her over Lukas’ ord: hvordan Kristus, når han dog altid har været Gud, kunne tage til i ånd og visdom. For at han voksede, indrømmer de dog – hvilket er et under, så behændige som de er til at gøre undere, hvor der ingen er, og til at foragte dem, hvor de er. Den møje og det spørgsmål laver de sig selv, for de har digtet sig en trosartikel om, at Kristus fra det første øjeblik af sin undfangelse var så fuld af visdom og ånd, at der ikke kunne komme mere ind. Lige som om sjælen var en vinsæk, man fylder, til der ikke kan gå mere i! De ved ikke selv, hvad de siger, eller hvad de taler om, som Sankt Paulus skriver i 1 Tim 1,7.

Hvis jeg ikke kunne forstå, hvad Lukas mener med, at Kristus tog til i ånd og visdom, så ville jeg vise hans ord, som Guds ord, den ære at tro, at det var sandt, selv om jeg aldrig kunne erfare, hvordan det kunne være sandt; og jeg ville lade mine egne opdigtede trosartikler fare som menneskelig dårskab, der er alt for ringe til at være mål og rettesnor for den guddommelige sandhed. Vi må dog alle bekende, at Kristus ikke altid har været lige glad, uanset at den, der er fuld af Ånden, også er fuld af glæde, eftersom glæde er en Åndens frugt (Gal 5,22). Ligeså har Kristus heller ikke altid været lige blid og mild. Han blev undertiden vred og led ved det, da han drev jøderne ud af templet (Joh 2,15–17), og han blev bedrøvet i vrede over deres blindhed (Mark 3,5) osv.

Derfor skal vi forstå Lukas’ ord på den allerenkleste måde om Kristi menneskelige natur, som har været Guddommens redskab og hus. Og selv om han altid har været fuld af Ånd og nåde, så har Ånden dog ikke altid bevæget ham lige meget, men vakt ham snart til dette, snart til hint, alt efter som sagen faldt. Således også: Skønt Ånden har været i ham fra begyndelsen af hans undfangelse, så sænkede Ånden sig dog, ligesom hans legeme voksede og hans fornuft tog til på naturlig vis som hos andre mennesker, også mere og mere ned i ham og bevægede ham mere og mere. Så det er ikke et skinspil, når Lukas siger, at han blev stærk i Ånden; men ligesom ordene klart lyder, sådan er det også gået til på den allerenkleste måde: at han i sandhed er blevet, jo ældre, jo større, og jo større, jo mere forstandig, og jo mere forstandig, jo stærkere i Ånden og fuldere af visdom, for Gud og i sig selv og for menneskene; her behøves ingen glosse. Og denne forståelse er uden al fare og kristelig; det gør intet, om den støder an mod deres opdigtede trosartikel.

Dertil stemmer Sankt Paulus i Fil 2,7, hvor han siger, at Kristus gav afkald på sin guddommelige skikkelse og tog en tjeners skikkelse på, blev ligesom et andet menneske og i sin fremtræden fundet som et menneske. Disse ord siger Sankt Paulus ikke om naturens lighed, for han siger: Kristus, mennesket, blev, efter at han allerede var menneske, ligesom et andet menneske og i sin fremtræden fundet som et menneske. Men nu tager alle mennesker af naturen til på legeme, fornuft, ånd og visdom, og der er ingen, der fremtræder anderledes, så vil Lukas stemme overens med Paulus i, at Kristus også har taget til på den måde i alle stykker og har været et særligt barn, som i særlig grad frem for andre har taget til på den måde. For hans naturlige beskaffenhed var ædlere, og Guds gaver og nåde var rigere i ham end i andre. Så disse Lukas’ ord har en ganske let, lys og enkel forstand, hvis bare disse skarpsindige kloge hoveder ville lade deres spidsfindigheder blive udenfor. Det være sagt om evangeliet.