Juledag, anden tekst (julemorgen) (Luk 2,15–20)

Evangeliet på juledag, anden tekst, Luk 2,15–20

Dette evangelium er temmelig let at forstå ud fra udlægningen af det foregående; for det viser et eksempel på, hvordan den lære, der blev givet i det foregående evangelium, bliver ført ud i livet: hyrderne har gjort og fundet det, sådan som englene havde sagt dem. Derfor indeholder evangeliet, hvad der er frugterne og følgerne af Guds ord, og hvilke tegn man kan kende på, om Guds ord har slået rod i os og har virket.

Det første og vigtigste stykke er troen. For havde disse hyrder ikke troet englen, var de ikke gået til Betlehem og havde heller ikke gjort nogen af de ting, som evangeliet fortæller om dem. Men når nogen vil sige: «Ja, jeg ville også gerne tro, hvis en engel forkyndte mig det sådan fra himlen», så er det tom snak. For den, der ikke tager imod Ordet for dets egen skyld, han tager aldrig imod det for prædikantens skyld, om så alle englene prædikede for ham. Og den, der tager imod det for prædikantens skyld, han tror ikke Ordet og heller ikke på Gud ved Ordet; han tror prædikanten og på prædikanten. Derfor holder hans tro heller ikke længe.

Men den, der tror Ordet, han ser ikke på, hvem den person er, der siger Ordet, og han ærer heller ikke Ordet for personens skyld; tværtimod ærer han personen for Ordets skyld og sætter altid personen under Ordet. Og om personen gik til grunde eller endog faldt fra troen og prædikede noget andet, så slipper han hellere personen end Ordet; han bliver ved det, han har hørt, hvem personen så end er, og hvem der så end kommer og går, og hvordan og hvornår det så sker.

Det er også den rette forskel mellem den guddommelige tro og den menneskelige tro: Den menneskelige tro hænger ved personen; den tror, stoler på og ærer Ordet for hans skyld, der siger det. Men den guddommelige tro hænger omvendt ved Ordet, som er Gud selv; den tror, stoler på og ærer Ordet, ikke for hans skyld, der har sagt det, men den mærker, at det er så vist sandt, at ingen kan rive den bort fra det, ikke engang hvis den samme prædikant selv forsøgte det. Det ses på samaritanerne i Joh 4,42. Først havde de hørt om Kristus af den lille hedenske kvinde og var på hendes ord gået ud af byen til Kristus; men da de selv hørte ham, sagde de til kvinden: «Nu tror vi ikke længere på grund af din tale, for vi har nu selv erkendt, at dette er verdens frelser.»

Omvendt faldt alle de fra, som troede på Kristus for hans persons og hans undergerningers skyld, da han blev korsfæstet. Sådan er det nu, og sådan har det altid været. Ordet i sig selv, uden noget hensyn til personen, må være nok for hjertet; det må omslutte og gribe mennesket, så han ligesom er fanget i det og føler, hvor sandt og ret det er, om så hele verden, alle engle, alle helvedes fyrster sagde noget andet – ja, om Gud selv sagde noget andet. Det gør han nemlig undertiden, når han prøver sine udvalgte og stiller sig, som ville han noget andet end det, han før har sagt; sådan som det gik Abraham, da han fik befaling om at ofre sin søn Isak, og Jakob i hans kamp med englen, og David, da han blev jaget bort af sin søn Absalom osv.

Denne tro holder stand i liv og død, i helvede og himmel, og intet kan vælte den; for den står på det nøgne Ord og agter alle personer for intet. En sådan tro har hyrderne også haft; for de tager så fast fat i Ordet og hænger så fast ved det, at de glemmer englene, som havde sagt dem det. De siger ikke: «Lad os gå hen og se det ord, som englene har kundgjort os», men: «som Gud har kundgjort os». Englen er allerede glemt, så hurtigt går det, og kun Guds ord er grebet.

På samme måde siger Lukas i teksten om Maria, at hun har gemt ordene i sit hjerte og overvejet dem. Uden tvivl har hyrdernes ringe person slet ikke gjort hende usikker, men hun har holdt det alt sammen for Guds ord. Og ikke alene hun, men også alle de andre, som hørte hyrdernes tale og undrede sig, som teksten siger; de har alle kun hængt ved Ordet.

Og selv om det er en vending i det hebraiske sprog, at det, når det taler om en begivenhed, siger: «Lad os se ordet» – sådan som Lukas taler her – fordi begivenhederne indfattes i ord og gøres kendt ved dem, så er det dog også af den grund ordnet sådan af Gud, at troen skulle komme til udtryk, den tro, som hænger ved Ordet og overgiver sig til det ord, der bliver sagt om begivenheden. For var Kristi liv og lidelse ikke indfattet i Ordet, så troen kunne hage sig fast i det, ville det ikke have været til nogen nytte, eftersom alle, der så det med deres øjne, ingen eller kun ganske lidt frugt fik af det.

Det andet stykke: Åndens enighed. For det er den kristne tros art, at den gør hjerterne ét, så de er ét sind og én vilje, som der er sagt om det i Sl 68,7: «Gud Herren, Kristus, vor Gud, lader enige bo sammen i huset», og som der er sagt om det i Sl 133,1: «Se, hvor fint og lifligt det er, at brødre bor endrægtigt sammen.» Om Åndens enhed taler Paulus mange steder, Rom 12,18, 1 Kor 12,4 og Ef 4,3, hvor han siger: «Vær dog ivrige efter at være ét sind og én vilje.» En sådan enhed er ikke mulig uden for troen; for enhver synes godt om sin egen måde, og derfor er landet, som man siger, fuldt af narre. Det ser man af erfaringen: hvordan ordenerne, standene og sekterne er splittet indbyrdes; enhver mener, at hans orden, hans stand, hans væsen, hans gerning, hans forehavende er det bedste og den rette vej til himlen; han foragter den anden og bryder sig ikke om ham – sådan som vi nu ser det blandt præsterne, munkene, biskopperne og alt, hvad der er gejstligt.

Men de, som har en ret tro, ved, at det hele ligger i troen; i det stemmer de endrægtigt overens. Derfor deler og splitter de sig ikke for nogen udvortes stands, levevis eller gernings skyld. Alt, hvad der er udvortes, er dem ens, hvor mangeartet det end er. Sådan er hyrderne her ét sind og én vilje; de taler med hinanden i én mening og med de samme ord og siger: «Lad os gå» osv.

Det tredje er ydmyghed: at de erkender sig selv som mennesker. Derfor tilføjer evangelisten og siger: «Menneskene, hyrderne» osv. [sådan i den byzantinske græske tekst af Luk 2,15] For troen lærer straks, at alt, hvad der er menneskeligt, er intet for Gud. Derfor foragter de sig selv og holder intet af sig selv; og det er sand, grundig ydmyghed og selverkendelse. Ydmygheden har så til følge, at de ikke spørger efter noget af det, som er stort og højt i verden, og holder sig til de ringe, fattige, foragtede mennesker, sådan som Paulus lærer i Rom 12,16, hvor han siger: «Stræb ikke efter det høje, men knyt jer til de ringe.» Som også Sl 15,4 siger: «Den retfærdige foragter den uduelige og ærer dem, der frygter Gud.»

Af alt dette følger så fred. For den, der ikke agter noget af alt det, der er udvortes og stort, han giver let slip på det og strides ikke med nogen om det; han føler jo noget bedre indeni, i sit hjertes tro. Man finder vel også enighed, fred og ydmyghed blandt mordere og åbenlyse syndere, ja også blandt hyklerne; men det er en kødets enhed og ikke Åndens – sådan som Pilatus og Herodes blev enige med hinanden og havde fred og ydmyghed over for hinanden, og det samme gjorde jøderne, som Sl 2,2 siger: «Jordens konger og fyrsterne er blevet enige med hinanden imod Kristus.» Sådan er også paven, munkene og præsterne enige, når de skal kæmpe imod Gud, skønt de ellers er lutter sekter indbyrdes. Derfor kaldes dette en enighed, ydmyghed og fred i Ånden, fordi den er over og i åndelige ting, det vil sige i Kristus.

Det fjerde er kærlighed til næsten og foragt for sig selv. Det viser hyrderne ved, at de forlader deres får og går hen, ikke til de høje og store herrer i Jerusalem, ikke til rådsherrerne i Betlehem, men til den fattige lille flok i stalden; de vender sig til de ringe og holder sig til dem, uden tvivl villige og rede til at tjene og gøre, hvad der måtte blive forlangt af dem. Havde troen ikke været der, ville de ikke være gået fra fårene og have ladet deres eget ligge, og slet ikke når englene ikke havde befalet dem det. For de gjorde det af fri vilje og eget råd, som teksten siger: De talte med hinanden om det og kom i hast; og dog befalede englen dem intet, formanede dem ikke og rådede dem ikke, men viste dem kun, hvad de ville finde, og overlod det til deres frie vilje, om de ville gå hen og søge.

Sådan gør kærligheden også: Den har intet bud; den gør alle ting af sig selv, skynder sig og tøver ikke; den har nok i, at den blot får det vist; den behøver ingen, der driver på, og tåler ingen. Også om det var der meget at sige. Sådan skal et kristent liv forløbe frivilligt i kærligheden, glemme sig selv og sit eget og kun tænke på næsten og skynde sig hen til ham, som Paulus siger i Fil 2,4: «Enhver se ikke på sit eget, men på det, som er den andens.» Og Gal 6,2: «Bær hinandens byrder, og således opfylder I Kristi lov.»

Men nu har paven med sine biskopper og præster fyldt verden med love og tvang, og der er nu i hele verden intet andet end lutter piskeri og angst, ingen frivillig orden eller stand mere; sådan som det jo er forudsagt, at kærligheden skulle slukkes, og verden fordærves med menneskelære.

Det femte er glæde, som viser sig i ordene: at man gerne taler og hører om det, som troen har modtaget i hjertet. Sådan er det her med hyrderne: De snakker glade og venligt med hinanden om det, de havde hørt og troet, og bruger mange ord, som ville de sludre unyttigt. De har ikke nok i at sige: «Lad os gå til Betlehem og se det ord, som er sket»; de lægger til og siger: «som Gud har gjort og kundgjort os». Er det ikke overflødig snak, at de siger: «som er sket, som Gud har gjort»? De kunne jo godt have sagt det med færre ord, sådan: Lad os se det ord, som Gud har gjort der. Men Åndens glæde flyder altid over med glade ord, og dog er intet overflødigt – ja, alt er endnu for lidt, og de kan ikke øse det ud, sådan som de gerne ville. Som Sl 45,2 siger: «Mit hjerte hikster et godt ord frem»; som ville han sige: Jeg ville gerne sige det ud, men jeg kan ikke; det er større, end jeg kan sige det, så min tale næsten ikke er mere end et hik. Derfra kommer talemåden i Sl 51,16 og flere steder: «Min tunge skal springe frem med din retfærdighed», det vil sige: tale, synge og sige om den med glæde og spring osv. Og Sl 119,171: «Mine læber skal skumme over med lovsang til dig», ligesom en kogende gryde vælder og skummer over.

Det sjette er, at de følger efter med gerningen. For som Paulus siger i 1 Kor 4,20: «Guds rige består ikke i ord, men i gerning», sådan siger hyrderne her ikke alene: «Lad os gå hen og se», men de er også gået; ja, de gør mere, end de siger. For teksten siger: «De kom i hast.» Det er jo mere end blot at gå, som de havde sagt. Sådan gør troen og kærligheden altid mere, end den siger, og alt, hvad de har med at gøre, er levende, virksomt, handlekraftigt og overstrømmende. Sådan skal en kristen bruge få ord og gøre mange gerninger, og det gør han også visselig, når han er en ret kristen. Men gør han ikke sådan, så er han endnu ikke en ret kristen.

Det syvende er, at de frit bekender og offentligt prædiker det ord, som var blevet sagt dem om barnet; og det er den højeste gerning i det kristne liv; for den skal man vove liv og lemmer, gods og ære. For at tro ret og leve godt i det skjulte og for sig selv, det anfægter den onde ånd ikke så hårdt; men når man vil træde frem og udbrede det, bekende, prædike og lovprise det, også til gavn for andre, så kan han ikke tåle det. Derfor siger Lukas her, at de ikke alene er kommet og har set, men at de også har forkyndt om barnet, hvad de havde hørt på marken – ikke alene for Maria og Josef, men for alle.

Tror du ikke, at der har været mange, som holdt dem for narre og vanvittige folk, fordi de, grove og ulærde lægfolk som de var, vovede at tale om englesang og englepræken? Hvordan ville en sådan blive modtaget nu, hvis han kom frem for pave, biskop og lærde med en sådan historie – ja, med langt mindre? Men hyrderne, fulde af tro og glæde, var gerne narre for menneskene for Guds skyld. Sådan gør et kristent menneske også. For Guds ord må holdes for narreri og vildfarelse i denne verden.

Det ottende er den kristne frihed, som ikke er bundet til nogen gerning; tværtimod er alle gerninger lige for en kristen, efterhånden som de byder sig. For disse hyrder løber ikke ud i nogen ørken, tager ikke kutter på, rager ikke tonsur, skifter hverken klæder, tid, mad, drikke eller nogen udvortes gerning; de går tilbage til deres folde og tjener Gud i det samme. For det kristne væsen består ikke i en udvortes levevis; det forvandler heller ikke mennesket efter den udvortes stand, men efter den indvortes, det vil sige: Det giver et andet hjerte, et andet sind, en anden vilje og en anden tanke, der gør netop de samme gerninger, som en anden gør uden et sådant sind og en sådan vilje. For en kristen ved, at det hele ligger i troen; derfor går, står, spiser, drikker, klæder sig, arbejder og færdes han som enhver almindelig mand i sin stand, så man ikke mærker hans kristendom. Som Kristus siger i Luk 17,20–21: «Guds rige kommer ikke på udvortes måde, og man kan ikke sige: ’Se her’ eller ’der’; for Guds rige er inden i jer.»

Imod denne frihed kæmper paven og den gejstlige stand med deres love og selvvalgte klæder, mad, bønner, steder og personer; de fanger sig selv og alle andre med sådanne sjælesnarer, som de har fyldt verden med, sådan som Sankt Antonius så det i et syn. For de mener, at det afhænger af deres væsen og gerninger, at man bliver frelst; de kalder andre folk verdslige, skønt de selv vel er syv gange mere verdslige, eftersom alt, hvad de har med at gøre, er menneskegerning, som Gud intet har befalet.

Det niende og sidste er at love og takke Gud. For der er ingen gerning, vi kan give Gud igen for denne hans godhed og nåde, uden lovprisningen og takken; og den kommer da også af hjertet og behøver ikke mange orgler, klokker og megen skrålen. Troen lærer nok en sådan lovprisning og tak, sådan som der står skrevet her om hyrderne, at de er gået tilbage til deres fold med lovprisning og tak; de er fuldt tilfredse, selv om de ikke er blevet rigere, ikke er blevet mere ærede, ikke får bedre at spise og drikke og ikke kommer til at drive et bedre håndværk.

Se, sådan har du i dette evangelium fået udmalet et ret kristent liv, især efter dets udvortes væsen: Udadtil ser det ikke ud af noget eller af ganske lidt for folk, ja, for de fleste er det vildfarelse og narreværk; men indvendig er det lutter lys, glæde og frelse. Deraf ser man nu, hvad apostlen mener, når han i Gal 5,22 opregner Åndens frugter og siger: «Åndens frugter (det vil sige troens gerninger) er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, sagtmodighed og kyskhed.» Der nævnes slet ingen person, tid, mad, klæder, sted eller lignende selvvalgt menneskegerning, sådan som vi ser det myldre i de paveliges liv.

Den skjulte betydning

Men hvad det vil sige at finde Kristus i en sådan fattigdom, og hvad hans svøb og krybbe betyder, er sagt i det foregående evangelium: at hans fattigdom lærer os, hvordan vi skal finde ham i vor næste, den ringeste og trængende, og at hans svøb er den hellige Skrift; så vi i det virksomme liv skal holde os til de trængende og i studierne og det beskuende liv kun til Skriften, for at Kristus alene skal være den, det hele drejer sig om, i begge slags liv og overalt ligge foran os. Aristoteles’, pavens og alle menneskers bøger skal man undgå eller læse sådan, at vi ikke søger sjælens forbedring i dem, men bruger dem til tiden og dette liv, sådan som man lærer et håndværk eller verdslig ret.

Men det er ikke sket forgæves, at Lukas sætter Maria før Josef og dem begge før barnet og siger: «De fandt Maria og Josef og barnet i krybben.» Nu er det sagt ovenfor, at Maria er den kristne kirke, og Josef kirkens tjener, sådan som biskopperne og sognepræsterne skulle være, når de prædikede evangeliet. Nu sættes kirken foran kirkens prælater, sådan som også Kristus siger i Luk 22,26: «Den, der vil være den største blandt jer, skal være den mindste.» Nu er det imidlertid vendt på hovedet – og det er heller ikke noget under, eftersom de har forkastet evangeliet og ophøjet menneskesnak.

Den kristne kirke gemmer nu alle Guds ord i sit hjerte og overvejer dem, holder dem op mod hinanden og op mod Skriften. Derfor: Den, der skal finde Kristus, må først finde kirken. Hvordan skulle man vide, hvor Kristus og hans tro var, hvis man ikke vidste, hvor hans troende er? Og den, der vil vide noget om Kristus, må ikke stole på sig selv eller bygge sig sin egen bro til himlen ved sin egen fornuft, men gå til kirken, opsøge den og spørge.

Nu er kirken ikke træ og sten, men flokken af kristustroende mennesker; dem må man holde sig til og se, hvordan de tror, lever og lærer; de har visselig Kristus hos sig. For uden for den kristne kirke er der ingen sandhed, ingen Kristus, ingen frelse. Deraf følger, at det er usikkert og falsk, når paven eller en biskop vil, at man skal tro ham alene, og udgiver sig for en mester; for de farer alle vild og kan fare vild.

Men deres lære skal være underlagt flokken. Hvad de lærer, skal menigheden dømme og bedømme; den dom skal man bøje sig for, så Maria findes før Josef, og kirken sættes foran prædikanterne. For ikke Josef, men Maria gemmer disse ord i sit hjerte, overvejer dem og holder dem sammen eller op mod hinanden. Det har også apostlen lært i 1 Kor 14,29–30, hvor han siger: «En eller to skal udlægge Skriften, de andre skal bedømme; og hvis der åbenbares noget for en, der sidder, skal den første tie.»

Men nu er paven og hans folk blevet tyranner; de har vendt op og ned på en sådan kristen, guddommelig og apostolisk ordning og indført en ganske hedensk og pythagoræisk skik [Pythagoras’ disciple skulle tie og tage mesterens ord for gode uden modsigelse], så de kan sige, plapre og fjante, hvad de vil, og ingen må dømme dem, ingen må modsige dem, ingen må byde dem tie. Og dermed har de også udslukt Ånden, så man hos dem hverken finder Maria eller Josef eller Kristus, men lutter rotter, mus, hugorme og slanger – deres giftige lærdomme og hykleri.

Dette evangelium er ikke ret meget et stridsevangelium; for det lærer kristne sæder og gerninger og grunder ikke troens stykker så åbenlyst. Ganske vist ville det være stærkt nok i mysteriis [de skjulte betydninger], som netop er fortalt; men mysteria fører ikke strid; det må være åbenlyse skriftsteder, som klart viser troens artikler.