Juledag (Luk 2,1–14)

Evangeliet på juledag, Luk 2,1–14

Om historien

Der står skrevet i Hag 2,7–8, at Gud siger: «Jeg vil bevæge himmel og jord, når han kommer, som alle folk længes efter.» Det er gået i opfyldelse i dag. Da bevægede himlene sig, det vil sige englene, som er i himlen, og priste Gud med sang; og jorden, det vil sige menneskene på jorden, bevægede sig, så at enhver brød op, og der var en rejsen frem og tilbage, dér til én by, her til en anden, i hele landet, som evangeliet siger. Dog var det ikke et skadeligt, blodigt oprør, men en fredelig bevægelse, som Gud, fredens Gud, havde sat i gang.

Man skal heller ikke forstå det sådan, at alle lande på hele jorden kom i bevægelse på den måde, men kun det, som var under romernes magt; så at denne «verden» kun skal betyde det romerske riges område, som endnu ikke havde halvdelen af hele jorden under sig. Og intet land blev så bevæget som det jødiske land, der var ordentligt delt mellem Israels stammer, skønt det på den tid mest var Judas stamme, der boede i landet, efter at Israels ti stammer var ført bort til Assyrien og var blevet borte.

Denne skattetælling var den allerførste, siger Lukas; for i evangeliet, Matt 17,24 og flere steder, finder man, at den siden blev ved fra år til år, så at man også krævede skattepengen af Kristus og tilmed fristede ham med den, Matt 22,17, og ovenikøbet på hans lidelses dag anklagede ham for den, som om han havde forbudt at betale skattepengen. For jøderne betalte den nødig og kunne dårligt tåle en sådan skattetælling og kejserens befaling; de foregav, at de var Guds folk og fri for kejseren, og havde store disputationer om, hvorvidt de var skyldige at betale den. Alligevel måtte de, og de kunne ikke værge sig med magt. Derfor ville de gerne have trukket Kristus ind i den disputation og bragt ham i romernes vold. Denne skattetælling var altså ikke andet end en almindelig skat i alle lande, så at man hvert år betalte en penning for hvert hoved; og de embedsmænd, som opkrævede og inddrev den og anden told og skat, kaldes publicani [tolderne], som man på tysk gengiver «åbenbare syndere», men ikke rigtigt.

Læg mærke til, hvor sikkert evangelisten fastslår, at Kristi fødsel skete på kejser Augustus’ tid, og da Kvirinius var det romerske riges statholder i landet Syrien, af hvilket det jødiske land er en del, ligesom Østrig er en del af det tyske land. Og det skete ved den allerførste skattetælling, så at denne skattepenning aldrig før var blevet betalt, før netop da Kristus skulle fødes. Dermed viser han, at hans rige ikke skulle være verdsligt og ikke på verdslig vis regere over verdsligt herredømme, men at han underlægger sig selv og sine forældre det. Og da han netop rammer den første skattetælling, lader han ingen tvivl blive tilbage om det. For havde han villet lade det stå hen i tvivl, kunne han være født senere ved en anden skattetælling, så at man kunne have sagt, at det var sket tilfældigt og på slump, uden nogen særlig hensigt.

Og havde han ikke villet være underdanig, kunne han være født før, uden for denne skattetælling. Men nu da alle hans gerninger er lutter kostelig lære, kan man ikke vende eller dreje det her anderledes, end at han efter Guds råd og forsæt ikke vil regere verdsligt, men være underdanig. Og det er det første stød mod pavens og alle hans folks regimente, som forliges med Kristi rige som nat med dag.

Evangeliet er så klart, at det ikke behøver megen udlægning; det vil blot betragtes vel, ses på og tages dybt til hjertet. Og ingen vil få mere gavn af det end de, som holder deres hjerte stille, slår alle ting ud af tankerne og ser flittigt derind. Ligesom solen viser sig helt klart i et stille vand og varmer kraftigt, mens man ikke kan se den således i brusende og rindende vand, og den kan heller ikke varme således.

Vil du derfor også her blive oplyst og varm, se Guds nåde og under, så at dit hjerte bliver brændende, oplyst, andægtigt og glad, så gå hen, hvor du kan være i stilhed, og tag dette billede dybt ind i dit hjerte; så vil du finde under på under. Men for at give de enfoldige en begyndelse og en anledning vil vi tegne en del af det op for dem; siden kan de selv trænge videre ind.

For det første: Se, hvor enkelt og jævnt tingene går til på jorden, og dog regnes de for så store i himlen. På jorden går det sådan til: Der er en fattig ung kvinde, Maria, i Nazaret, som ingen agter på, og som regnes blandt de ringeste borgerkoner i byen. Ingen lægger mærke til det store under, hun bærer; hun tier også stille, gør ikke noget væsen af det og regner sig selv for den ringeste i byen. Hun bryder op med sin husbond Josef; de har måske hverken pige eller karl, men han er både herre og karl, hun både frue og pige i huset; så de har ladet huset stå eller betroet det til andre.

Lad nu være, at de har haft et æsel, som Maria har siddet på, skønt evangeliet intet siger om det, og det er troligt, at hun er gået til fods sammen med Josef. Tænk dig, hvor ringeagtet hun har været undervejs i herbergerne, hun, som dog var værdig til, at man havde kørt hende i forgyldte vogne og med al pragt.

Hvor mange store herrers hustruer og døtre har der vel ikke på den tid levet i gode stuer og stor anseelse, mens denne Guds moder her midt om vinteren, til fods, højgravid rejser over land! Hvor ulige går det dog til! Og det har jo været mere end en dagsrejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i det jødiske land. De har jo måttet rejse forbi Jerusalem eller tværs igennem den. For Betlehem ligger syd for Jerusalem, Nazaret mod nord.

Da de nu kommer til Betlehem, viser evangelisten, hvordan de har været de allerringeste og mest foragtede: de har måttet vige for alle, indtil de blev vist ud i en stald og har måttet tage til takke med et fælles herberg, fælles bord, fælles kammer og leje med kvæget, mens mangt et ondt menneske sad øverst ved bordet i gæstgiveriet og lod sig ære som en herre. Dér er der ingen, som mærker eller kender, hvad Gud virker i stalden. Han lader de store huse og kostelige stuer stå tomme, lader dem spise, drikke og være ved godt mod; men denne trøst og denne skat er skjult for dem.

Åh, hvilken mørk nat har der dengang ligget over Betlehem, som ikke blev vidende om et sådant lys! Hvor viser Gud, at han slet intet agter det, som verden er, har og formår; og omvendt beviser verden også, hvor aldeles intet den kender eller agter det, som Gud er, har og virker.

Se, det er det allerførste billede, hvormed Kristus gør verden til skamme og viser os, at alt dens gøren, viden og væsen er at forkaste: at dens største visdom er dårskab, dens bedste gøren uret, dens største gode kun ulykke. Hvad havde Betlehem, da det ikke havde Kristus? Hvad har de nu, som dengang havde nok? Hvad fattes Maria og Josef nu, skønt de dengang ikke havde plads til at sove ordentligt en nat?

Nogle har her forklaret ordet diversorium [herberg], som skulle det betyde en åben hvælving ud mod gaden, hvor alle går igennem, og hvor almindelige æsler stod; de mener, at Maria slet ikke har fået noget herberg. Det er ikke rigtigt. Evangelisten vil vise, at Josef og Maria derfor måtte vige ud i stalden, fordi de ikke havde plads i herberget og i stuen, hvor gæsterne plejer at være. Alle gæsterne var i herberget forsynet med stue, mad og leje; kun dette fattige folk måtte krybe ud bagved i en stald, hvor dyrene plejer at være.

For dette ord diversorium, som Lukas kalder katalyma, er ikke andet end et værelse til gæsterne, som det bevises af Kristi ord i Luk 22,11, da han sendte disciplene ud for at gøre aftensmåltidet rede og sagde: «Gå hen og sig til husets ejer: ’Mesteren spørger dig: Hvor er _katalyma_’», det vil sige gæsteværelset, «’hvor jeg kan spise påskelammet sammen med mine disciple?’» Sådan har Josef og Maria heller ikke her haft plads i katalyma, i gæsteværelset, men kun i stalden, i gården hos samme vært, som heller ikke var værdig til at kunne huse og ære en sådan gæst ret. Der var hverken penge eller magt, derfor måtte de blive i stalden. O verden, hvor er du gal! O menneske, hvor er du blind!

Men fødslen er endnu mere ynkværdig: at ingen forbarmede sig over en sådan ung kvinde, som skulle føde for første gang; at ingen tog sig hendes svangre legeme til hjerte; at ingen så, at hun på fremmed sted ikke havde det allermindste, som en barselkone har brug for, men var der helt uden forberedelse, uden lys, uden ild, midt om natten, alene i mørket. Ingen byder hende nogen tjeneste, sådan som man dog af naturen plejer at gøre for svangre kvinder. Dér er alle fulde og støjende i herberget, en sværm af gæster fra alle egne, så at ingen tager sig af denne kvinde. Jeg tror også, at hun ikke selv havde ventet sin fødsel så snart; ellers var hun måske blevet i Nazaret.

Tænk nu, hvad det kan have været for klude, hun svøbte ham i; måske hendes slør, eller hvad hun kunne undvære af det, hun havde på kroppen. Men at hun skulle have svøbt ham i Josefs bukser, som man fremviser dem i Aachen, det lyder alt for løgnagtigt og letsindigt. Det er fabler, som der vel findes flere af rundt om i hele verden. Er det nu ikke alt sammen ubekvemme ting, at Kristus fødes i den kolde vinter, i et fremmed land, ude på rejse, så foragteligt og så fattigt?

Nogle disputerer også om, hvordan denne fødsel skete, som om hun skulle være nedkommet med barnet under bøn, i stor glæde, før hun selv mærkede det, uden nogen smerte. Den andagt forkaster jeg ikke; den er måske opfundet sådan for de enfoldiges skyld. Men vi skal blive ved evangeliet, som siger, at hun fødte ham, og ved trosartiklen, hvor vi siger: «Født af Jomfru Maria.» Her er intet bedrag, men, som ordene lyder, en virkelig fødsel.

Nu ved man jo, hvad det er at føde, og hvordan det går til. Det gik hende ligesom andre kvinder, ved fuld bevidsthed og med hendes lemmers medvirken, sådan som det hører sig til ved en fødsel, for at hun kunne være hans rette, naturlige moder, og han hendes naturlige, rette søn. Derfor har hendes legeme ikke undladt sine naturlige gerninger, som hører til fødslen, bortset fra at hun fødte uden synd, uden skam, uden smerte og uden skade, ligesom hun også undfangede uden synd. Evas forbandelse er ikke gået over hende, den, der lyder (1 Mos 3,16): «Med smerte skal du føde dine børn.» Ellers er det gået hende i alle måder, som det går enhver kvinde, der føder.

For nåden bryder ikke naturen ned og hindrer heller ikke den og dens gerninger; ja, den forbedrer og fremmer dem. Ligesom hun også på naturlig vis har ernæret ham med mælk fra sine bryster – uden al tvivl ikke fremmed mælk, og ikke givet ham den ved noget andet lem end brysterne – som dog overnaturligt var fyldt af Gud med mælk, uden skade og urenhed, sådan som vi synger om hende: «Ubere de coelo pleno» [med et bryst fyldt fra himlen].

Det siger jeg, for at vi kan have vor tros grund og lade Kristus være et naturligt menneske i alle måder som vi, og ikke skille ham fra os i noget ved naturen, uden hvor det angår synden og nåden. Naturen var ren i ham og i hans moder i alle lemmer og i alle lemmernes gerninger. Og aldrig er noget kvindeligt legeme eller lem kommet til sin naturlige gerning uden synd, uden alene i denne ene jomfru; der har Gud én gang sat naturen og dens gerninger i ære. Vi kan ikke drage Kristus for dybt ind i naturen og kødet; det er os kun desto mere trøsteligt. Derfor skal man slet intet tage fra hans og hans moders natur af det, som ikke strider mod nåden. Teksten står klart dér og siger, at hun fødte ham; og han er også født, siger englene.

Hvordan kunne Gud have vist sin godhed større, end at han sænker sig så dybt ned i kød og blod, at han ikke engang foragter det, som naturen holder skjult, og ærer naturen allerhøjest på det sted, hvor den i Adam og Eva blev allermest til skamme? Så at fremover også det nu er guddommeligt, ærbart og rent, som i alle mennesker er det mest ugudelige, skamfulde og urene. Det er rigtige Guds undergerninger. Hvordan kunne han også have stillet os et stærkere, kraftigere og renere billede af kyskhed for øje end denne fødsel?

Hvor aldeles falder dog al ond lyst og alle onde tanker bort, hvor stærke de end er, når vi ikke gør andet end at se på denne fødsel og betænke, hvordan den høje majestæt med så stort alvor, med så overstrømmende kærlighed og godhed virker og har at gøre i denne jomfrus kvindelige kød og blod. Intet kvindemenneske giver en mand så rene tanker som denne jomfru; og omvendt intet mandfolk en kvinde så rene tanker som dette barn. Lutter tugt og renhed vælder frem af denne fødsel, hvordan man end ser på den, hvis man ellers lægger mærke til Guds gerninger i den.

Men hvad sker der i himlen over denne fødsel? Så foragtet som den er på jorden, så højt og tusind gange mere er den æret i himlen. Hvis en engel fra himlen roste dig og dine gerninger, er det så ikke sandt, at du ville tage det for mere end al verdens ros og ære og mene, at du ikke kunne bære nok ydmyghed og foragt til gengæld for det? Hvad er det da for en ære, at alle englene i himlen ikke kan holde sig af glæde, men bryder ud og lader sig høre også for fattige hyrder på marken, prædiker, lovpriser, synger og udøser deres glæde over al måde? Hvad har al glæde og ære hos dem i Betlehem været, ja, hos alle konger og herrer på jorden, sammenlignet med denne glæde og ære, andet end et sådant skidt og en sådan vederstyggelighed, som ingen gerne tænker på, når han ser denne glæde og ære?

Se, hvor aldeles overstrømmende Gud ærer dem, som bliver foragtet af mennesker og gerne lader sig foragte. Dér ser du, hvorhen hans øjne ser: kun ned i dybet og det lave, som der står skrevet: «Han sidder over keruberne og ser ned i dybet» eller afgrunden [jf. Asarjas bøn, Dan 3,55 i Vulgata, og Sl 113,5–6]. Englene kunne heller ikke finde fyrster eller mægtige, men kun de ulærde lægfolk og de allerringeste folk på jorden. Kunne de ikke have talt til ypperstepræsterne, de lærde i Jerusalem, som dog ved så meget at sige om Gud og engle? Nej, de fattige hyrder, som intet var på jorden, skal være værdige til at have en så stor nåde og ære i himlen.

Hvor aldeles forkaster Gud dog det, som er højt; og vi raser og stormer ikke efter andet end lutter højhed, så vi for alt i verden ikke skal komme til ære i himlen. Gang på gang træder vi ud af Guds syn, så han jo ikke skal se os i dybet, hvor han alene ser hen.

Det være nok til at give de enfoldige en anledning til at betragte det. Enhver tænke videre over det hos sig selv. Alle ordene er lutter ild, som gør hjertet varmt, hvis man blot tager dem ind i det, som han siger i Jer 23,29: «Mine ord er som ilden.» Og som vi ser, er det Guds ords art, at de lærer os at kende Gud og hans gerninger, og de er kun rettet mod, at dette liv intet er. For da han ikke lever efter dette liv og ikke har det timelige livs gods, ære og magt, så agter han heller ikke på dem og taler heller ikke om dem, men lærer kun det modsatte, virker også på tværs, ser derhen, hvorfra verden vender sig bort, lærer det, som den flygter fra, og løfter det op, som den lader ligge.

Og selv om vi nødig finder os i sådan en Guds gerning og ikke vil give afkald på gods, ære og liv på den måde, så må det dog være sådan. For der bliver ikke andet af det. Gud lærer og gør ikke anderledes. Vi må rette os efter ham; han vil ikke rette sig efter os. Og den, der ikke agter på hans ord, på denne hans gerning, på denne hans trøst, har visselig intet godt tegn på frelse i sig. Hvordan kunne han mere kærligt have vist, hvor nådig han er mod alle ringe og foragtede på jorden, end i denne fattige fødsel, som englene glæder sig over, og som han ikke gør kendt for nogen andre end de fattige hyrder?

Nu vil vi også se, hvilke mysteria, skjulte ting, der bliver stillet frem for os i denne historie. To ting bliver især vist i alle mysteria: evangeliet og troen, det vil sige, hvad man skal prædike, og hvad man skal tro, hvem prædikanterne og hvem tilhørerne skal være. Det vil vi også se her.

Lære om troen

Det første er troen, som med rette skal erkendes først i alle Guds ord. Denne tro er ikke blot, at du tror, at denne historie er sand, sådan som den lyder; for det hjælper intet, eftersom alle syndere, også de fordømte, tror det. Om den tro lærer Skriften og Guds ord ikke; den er en naturlig gerning uden nåde. Nej, dette er den rette, nåderige tro, som Guds ord og gerning kræver: at du fast tror, at Kristus er født for dig, og at hans fødsel er din og er sket dig til gode. For evangeliet lærer, at Kristus er født for vores skyld, og at alle ting er gjort og lidt for vores skyld, som englen også siger her: «Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. For i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren.» I disse ord ser du klart, at han er født for os.

Han siger ikke bare: «Kristus er født», men: «jer, jer er han født». Ligeledes siger han ikke: «Jeg forkynder en glæde», men: «jer, jer forkynder jeg en stor glæde». Ligeledes: den glæde skal ikke blive i Kristus, men skal være for alle mennesker. Denne tro har intet fordømt eller ondt menneske, og det kan heller ikke have den. For den er den rette grund for al frelse, som forener Kristus og det troende hjerte sådan, at alt, hvad de har på begge sider, bliver fælles. Men hvad har de?

Kristus har en ren, uskyldig, hellig fødsel. Mennesket har en uren, syndig, fordømt fødsel, som David siger i Sl 51,7: «Se, jeg er avlet af syndig sæd, og min moder har undfanget mig i synd.» Den kan ikke hjælpes uden ved Kristi rene fødsel. Nu kan Kristi fødsel ikke uddeles legemligt, og det ville heller ikke hjælpe noget; derfor uddeles den åndeligt ved Ordet til enhver, som englen siger her, så at den, der fast tror, at den er givet ham på den måde, ikke skal skades af sin urene fødsel.

Det er måden og midlet til at blive ren fra vor elendige Adamsfødsel. Derfor ville Kristus fødes, for at vi kunne fødes på ny ved ham, som han siger i Joh 3,3. Det sker ved en sådan tro, som Jak 1,18 siger: «Af sin egen vilje fødte han os ved sandhedens ord», så vi begynder at være hans nye skabning.

Se, sådan tager Kristus vor fødsel fra os til sig og sænker den ned i sin fødsel og skænker os sin, så at vi bliver rene og nye i den, som om den var vor egen; så at enhver kristen kan glæde sig over og rose sig af denne Kristi fødsel ikke mindre, end om han også, ligesom Kristus, var født legemligt af Maria. Den, der ikke tror det eller tvivler om det, er ingen kristen.

Åh, det er den store glæde, som englen taler om. Det er Guds trøst og overstrømmende godhed, at mennesket (når det tror dette) kan rose sig af en sådan skat: at Maria er dets rette moder, Kristus dets broder, Gud dets fader. For alle disse ting er sande og sker, når vi tror dem. Det er hovedstykket og hovedgodet i alle evangelierne, før man tager lære om de gode gerninger ud af dem. Kristus må frem for alle ting blive vor, og vi hans, før vi tager fat på gerningerne.

Men det sker ikke uden ved en sådan tro; den lærer at forstå evangelierne ret, og den griber dem også på det rette sted. Det er at kende Kristus ret. Deraf bliver samvittigheden glad, fri og tilfreds; deraf vokser kærlighed og lovprisning til Gud som den, der har givet os så overstrømmende goder uforskyldt i Kristus. Så følger der et ret villigt sind til at gøre, lade og lide alt, hvad Gud har velbehag i, hvad enten det er i liv eller død, som jeg ofte har sagt. Det er det, Es 9,5 mener: «Et barn er født os, en søn er givet os.» Os, os, os født, og os givet.

Se derfor til, at du ikke tager glæde i evangeliet alene over historien i sig selv, for den holder ikke længe; heller ikke alene eksemplet, for det hænger ikke fast uden troen. Men se til, at du gør fødslen til din egen og bytter med ham, så du bliver din fødsel kvit og får hans. Det sker, når du tror sådan; så sidder du visselig i Jomfru Marias skød og er hendes kære barn. I denne tro skal du øve dig og bede om den, så længe du lever; du kan aldrig styrke den nok. Det er vor grund og vor arv, som de gode gerninger skal bygges på.

Når nu Kristus på den måde er blevet din, og du ved ham er blevet ren i en sådan tro og har fået din arv og dit hovedgode uden al din fortjeneste, som du ser, men af lutter kærlighed fra Gud, der giver dig sin Søns gode og gerning til eje – så følger nu eksemplet på gode gerninger: at du også gør mod din næste, sådan som du ser, at Kristus har gjort mod dig. Her lærer de gode gerninger nu sig selv. For sig mig: Hvad har Kristus for gode gerninger? Er det ikke sandt, at de alle sammen er gode, fordi de er sket dig til gode, for Guds skyld, som har befalet ham at gøre sådanne gerninger dig til gode? Og sådan har Kristus været Faderen lydig i det, at han har elsket og tjent os.

Altså, nu da du er mæt og rig, har du intet andet bud, hvori du skal tjene Kristus og være ham lydig, end at du retter alle dine gerninger mod, at de skal være gode og nyttige for din næste, ligesom Kristi gerninger er gode og nyttige for dig. Derfor sagde han ved aftensmåltidet: «Det er mit bud, at I elsker hinanden, som jeg har elsket jer» (Joh 13,34).

Ser du her, at han har elsket os og gjort alle sine gerninger for os, for at vi igen skal gøre sådan, ikke mod ham (for han har ikke brug for det), men mod vor næste? Det er hans bud, det er vor lydighed. Sådan gør troen, at Kristus er vor, og hans kærlighed gør, at vi er hans. Han elsker, så tror vi; deraf bliver der én kage. Omvendt tror vor næste og venter på vor kærlighed; så skal vi også elske ham og ikke lade ham begære og vente på os forgæves. Det ene er ligesom det andet: Kristus hjælper os, så hjælper vi vor næste, og alle har nok.

Mærk nu selv heraf, hvor langt de er kommet bort fra vejen, som har bundet de gode gerninger til sten, træ, klæder, mad og drikke. Hvad hjælper det din næste, om du kunne bygge en kirke af lutter guld? Hvad hjælper den store og mange klokkers klang ham? Hvad hjælper den megen glans og alle gebærderne i kirken ham, med messeklæder, relikvier, sølvbilleder og kar? Hvad hjælper det ham, at der brændes mange lys og røges med røgelse? Hvad hjælper al den larm og mumlen og sang ved vigilier og messer ham? Mener du, at Gud vil lade sig betale med klokkeklang, lysrøg, guldglans og den slags kram? Han har ikke befalet dig noget af det. Men når du ser din næste fare vild, synde, lide nød på legeme, gods eller sjæl, dér, dér skal du fare til, lade alt andet fare og hjælpe ham med alt, hvad du er og har; kan du ikke mere, så hjælp ham dog med ord og fagter. For sådan har Kristus gjort mod dig og givet dig et eksempel på, at du også skal gøre sådan.

Se, det er de to stykker, en kristen skal øve sig i: det ene mod Kristus, at han tager ham godt ind i sig og gør ham til sin egen ved troen, ifører sig Kristi goder og bygger frimodigt på dem; det andet mod sin næste, at han bøjer sig ned til ham og lader også ham råde over sine goder, sådan som han selv råder over Kristi goder. Den, der ikke øver sig i disse to stykker, hjælper det intet, om han fastede sig ihjel, pinte sig, lod sig brænde og gjorde alle under, som Paulus lærer i 1 Kor 13,1ff.

Den skjulte betydning: om evangeliets lære

Det andet mysterium eller den anden skjulte lære er, at der i kirken intet andet skal prædikes end evangeliet. Men evangeliet lærer intet andet end de to foregående stykker, Kristus og hans eksempel, to slags gode gerninger: de ene Kristi egne, ved hvilke vi bliver frelst i troen, de andre vore egne, ved hvilke vor næste bliver hjulpet. Og den, der lærer noget andet end evangeliet, han forfører; og den, der ikke lærer evangeliet efter disse to stykker, han forfører endnu værre og er værre end den første, som lærer uden evangeliet, fordi han vanærer og forfalsker Guds ord, sådan som Paulus klager over nogle (2 Kor 2,17).

Nu har naturen ikke selv kunnet finde på en sådan lære, og alle menneskers forstand, fornuft og visdom kan endnu ikke udtænke den. For hvem ville af sig selv udgrunde, at troen på Kristus gør os til ét med Kristus og giver os alle Kristi goder til eje? Hvem ville også udtænke, at ingen gerninger er gode uden dem, der bliver vendt mod vor næste eller dog anlagt på ham? Naturen lærer ikke mere end at virke efter budenes ord. Derfor falder den på sine egne gerninger, så at den ene med stiftelser, den anden med faste, den tredje med klæder, den fjerde med valfarter, den ene sådan, den anden sådan, mener at opfylde budene; og dog er det ikke andet end selvvalgte, unyttige gerninger, som ingen bliver hjulpet af. Sådan går nu desværre hele verden forblindet og vildfarende omkring på grund af menneskelære og menneskegerninger, så at troen og kærligheden er gået til grunde sammen med evangeliet. Derfor er evangeliet og forståelsen af det en ganske overnaturlig prædiken og et overnaturligt lys, som kun viser Kristus.

Det er for det første betegnet ved, at det ikke var et menneske, der forkyndte et andet, men en engel fra himlen, der kom og forkyndte hyrderne denne Kristi fødsel; intet menneske vidste noget om den.

For det andet betegner også midnatten, hvor Kristus blev født, det; dermed viser han, at hele verden er mørk ved hans komme, og at ingen fornuft kan kende Kristus. Det må åbenbares fra himlen.

For det tredje betegner lyset, som skinnede om hyrderne, det, for at lære, at her må der være et helt andet lys end al fornuft.

Og Lukas siger her udtrykkeligt: «Gloria Dei» [Guds herlighed], «Guds klarhed skinnede om dem»; han kalder dette lys Guds klarhed eller ære. Hvorfor det? Jo, for at røre ved dette mysterium og vise evangeliets art. For da evangeliet er et himmelsk lys, som ikke lærer andet end Kristus, i hvem Guds nåde gives os og vore egne ting bliver aldeles forkastet, så rejser det alene Guds ære, så at ingen fremover kan rose sig af nogen evne, men må give Gud æren og lade ham rosen, at det er hans lutter kærlighed og godhed, at vi bliver frelst ved Kristus.

Se, den guddommelige ros, den guddommelige ære er lyset i evangeliet, som skinner om os fra himlen ved apostlene og deres efterfølgere, der prædiker evangeliet. For englen har stået i stedet for alle evangeliets prædikanter, og hyrderne i stedet for alle tilhørere, som vi skal se. Derfor kan evangeliet ikke tåle nogen anden lære ved siden af sig. For menneskelære er et jordisk lys og er også menneskers klarhed; den rejser også menneskers ros og pris og gør sjælene formastelige i tillid til deres egne gerninger, mens evangeliet lærer at sætte sin lid til Kristus, til Guds nåde og godhed, og at rose sig af Kristus og trodse i tillid til ham.

Desuden har for det fjerde navnene Judæa og Betlehem, hvor Kristus ville fødes, også en betydning. Judæa betyder på dansk: bekendelse eller taksigelse; som når vi bekender, lover og takker Gud for, at alle vores goder er hans gaver. En sådan bekender og lovpriser hedder Judaeus. Sådanne jøders konge er Kristus, som hans indskrift lyder: «Jesus Nazarenus, rex Judaeorum» [Jesus fra Nazaret, jødernes konge]. Sådan siger vi også på dansk om en taknemmelig eller en utaknemmelig: Han kendes dog ved det; han kendes ikke ved det osv. Dermed er det vist, at ingen lære skaber en sådan bekendelse uden alene evangeliet, som lærer Kristus.

Videre: Beth betyder et hus, lehem betyder mad eller brød, Betlehem et brødhus. Og byen havde fået sit navn, fordi den lå i et godt, frugtbart land og var rig på korn, så den blandt de omliggende byer blev regnet for et kornhus – ligesom vi kalder sådan en by for et spisekammer. Og i gamle dage hed den Efrata, det vil sige frugtbar; begge navne af samme grund, nemlig at den havde en frugtbar, kornrig jord. Hermed er det nu betegnet, at uden evangeliet er der bare ørken på jorden, og heller ingen bekendelse af Gud og ingen taksigelse.

Men hvor evangeliet og Kristus er, dér er det kornrige Betlehem og det taknemmelige Judæa. Dér har enhver nok i Kristus, og dér er der bare taksigelse for Guds nåde. Men menneskelære takker sig selv og lader alligevel det tørre land og den dødelige sult blive. Intet hjerte bliver nogensinde mæt, uden at det hører Kristus prædiket ret i evangeliet; dér kommer det til Betlehem og finder ham; dér kommer det også til Judæa og bliver der og takker sin Gud evigt; dér bliver det mæt; dér får Gud også sin lovprisning og bekendelse – og uden for evangeliet får han intet andet end utak, og vi intet andet end hungersdød.

Men allertydeligst viser engelen med sine ord evangeliet, og at der ellers intet andet er at prædike i kristenheden. Han påtager sig det embede og det ord, der svarer til evangeliet, og siger: «Euangeliso» [græsk: «jeg forkynder et godt budskab»]. Han siger ikke: Jeg prædiker for jer, men: Et evangelium siger jeg jer, jeg er en evangelist, mit ord er et evangelium. Således betyder evangelium (som der er sagt ovenfor i advent) et godt, glædeligt budskab, og det skal være prædikenen i Det Nye Testamente. Hvad handler så evangeliet om? Hør efter, han siger: «En stor glæde forkynder jeg jer»; mit evangelium fortæller om en stor glæde. Hvor er den? Hør videre: «For i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by.»

Se, dér har du, hvad evangeliet er, nemlig en glædelig prædiken om Kristus, vor Frelser. Den, der prædiker ham ret, prædiker evangeliet og bare glæde. Hvordan kan et hjerte høre en større glæde, end at Kristus bliver givet det til ejendom? Engelen siger ikke bare: «Kristus er født», men han gør hans fødsel til vores og siger: «jeres Frelser».

Altså lærer evangeliet ikke alene Kristi historie og beretning, men tilegner og giver den til alle, som tror på den; og det er også (som sagt ovenfor) evangeliets rette, egentlige art. Hvad skulle det hjælpe mig, at han var født tusind gange, og at det blev sunget for mig hver dag på det allerdejligste, hvis jeg ikke skulle høre, at det gjaldt mig og skulle være mit eget? Når den røst lyder, hvor jævnt og ringe den end lyder, så lytter mit hjerte med glæde; den trænger igennem og lyder inderlig godt. Hvis der nu var noget andet at prædike, ville den evangeliske engel og engleevangelisten også have rørt ved det.

Betydningen af tegnene

Videre siger han: «Og dette skal I have som tegn: I skal finde et barn der er svøbt og ligger i en krybbe.» Svøbeklæderne er intet andet end Den Hellige Skrift, som den kristne sandhed ligger svøbt i; dér finder man troen beskrevet. For hele Det Gamle Testamente indeholder intet andet end Kristus, sådan som han er prædiket af evangeliet. Derfor ser vi, hvordan apostlene fører vidnesbyrd fra Skriften og dermed beviser alt det, der skal prædikes og troes om Kristus. Sådan siger Paulus i Rom 3,21, at troen på Kristus, som vi bliver retfærdige ved, er bevidnet af loven og profeterne. Og han selv, Kristus, åbner efter sin opstandelse Skriften for dem og viser, hvordan den taler om ham (Luk 24,27).

Videre: På bjerget Tabor (Matt 17,3), hvor han blev forklaret, stod de to, Moses og Elias, hos ham; det vil sige: loven og profeterne er som hans to vidner, tegn der peger på ham. Derfor siger engelen med rette, at tegnet, som man skal kende ham på, er svøbeklæderne. For der er intet andet vidnesbyrd på jorden om den kristne sandhed end Den Hellige Skrift.

Ligeledes betyder Kristi usønderdelte kjortel Det Nye Testamentes skrift, som blev delt ud og spillet om i hans lidelse (Joh 19,23–24). Det betyder, at paven, Antikrist, ikke ville fornægte evangelierne, men dog rive dem sådan i stykker og gøgle med dem ved falske gloser, at Kristus ikke længere ville findes i dem.

For de fire soldater, der korsfæstede Herren, har været billeder på alle biskopper og lærere i verdens fire hjørner, som river evangeliet i stykker og dræber Kristus og hans tro med deres menneskelære. Det har paven med sine pavelige nu for længst fuldbragt.

Sådan ser vi, at heller ikke loven og profeterne bliver prædiket og forstået ret, medmindre vi ser Kristus svøbt ind i dem. Sandt nok: Det ser ikke ud, som om Kristus er i dem; jøderne ser ham heller ikke i dem. Det er uanselige, ringe svøbeklæder, enkle ord, og de synes at tale om ringe, udvortes ting, så man ikke af dem selv kan erkende ham; men Det Nye Testamente, evangeliet, må vise, åbne og oplyse det, som sagt.

Først må evangeliet høres, og engelens tilsynekomst og røst må troes. Havde hyrderne ikke hørt af englene, at Kristus lå dér, så ville de – om de så havde set på ham tusind og atter tusind gange – alligevel ikke deraf være blevet klar over, at barnet var Kristus. Sådan siger Sankt Paulus i 2 Kor 3,16: Loven forbliver mørk og tildækket for jøderne, indtil de bliver omvendt til Kristus.

For Kristus må først høres i evangeliet; så ser man, hvor fint hele Det Gamle Testamente stemmer med ham alene og rimer så dejligt, at mennesket må overgive sig som fange til troen og bliver klar over, hvor sandt det er, som Kristus siger i Joh 5,46: «For hvis I havde troet Moses, ville I have troet mig, for han har skrevet om mig.» Lad os derfor vogte os for al lære, der ikke lærer Kristus. Hvad vil du mere vide? Hvad har du mere brug for, når du kender Kristus på den måde, som der er sagt ovenfor: at du ved ham vandrer i troen over for Gud og i kærligheden over for din næste og gør mod din næste, som han har gjort mod dig? Dét er jo hele Skriften sammenfattet på det korteste, så der ikke behøves flere ord eller bøger, men kun at leve og handle sådan.

Han ligger i krybben. Se dér, så du kan være helt vis på, at der intet andet end Kristus skal prædikes i hele verden. Hvad er krybben andet end det kristne folks forsamling i kirken til prædiken? Vi er dyrene ved denne krybbe; dér bliver Kristus lagt frem for os, og af ham skal vi give vores sjæle føde – det vil sige: føres til prædikenen. Den, der går til prædiken, går til denne krybbe; ja, men det må være prædikener om Kristus! For ikke alle krybber har Kristus, og ikke alle prædikener lærer troen; ja, der var kun én krybbe i Betlehem, som denne skat lå i, og den var endda en tom, foragtet krybbe, hvor der ellers intet foder var.

Altså er evangeliets prædiken tom for alle andre ting; den har og lærer intet andet end Kristus. Lærer den derimod noget andet, så er den allerede ikke længere Kristi krybbe, men rytterhestenes krybbe, fuld af timelig lære, af legemligt foder. Men for at man kan se, hvordan Kristus i svøbeklæderne betegner troen i Det Gamle Testamente, vil vi vise nogle eksempler.

Vi læser i Matt 8,4, at da Kristus renser den spedalske, siger han til ham: «Gå hen og vis dig for præsten og bring den gave som Moses har befalet, til vidnesbyrd for dem.» Her hører du, at Moses’ lov er givet jøderne til et vidnesbyrd eller tegn, sådan som engelen også siger her, nemlig at denne lov betyder noget andet end sig selv. Hvad? Kristus er præsten; alle mennesker er åndeligt spedalske på grund af vantroen; men når vi tror på ham, så rører han os med sin hånd, giver og lægger sine gerninger på os, og derved bliver vi rene og raske uden nogen som helst fortjeneste fra vores side. Så skal vi vise os for ham, det vil sige: være taknemmelige og bekende, at vi ikke er blevet retfærdige ved vores gerninger, men ved hans nåde; så står vi ret over for Gud. Dertil skal vi ofre vores gave, det vil sige: give vores eget hen til vores næste og også gøre ham godt, ligesom Kristus har gjort mod os. Det kaldes da at tjene Kristus og ofre til den rette præst; for det sker for hans skyld og af kærlighed til ham og til hans pris.

Ser du her, hvor fint Kristus og troen er svøbt ind i det enkle skriftord og billede? Dér kan du tage og føle på, at Moses med loven kun har givet et vidnesbyrd om og en henvisning til Kristus. På den måde skal man forstå hele Det Gamle Testamente og lade det være disse svøbeklæder, hans tegn, som viser Kristus frem og gør ham kendt.

Videre: At sabbatten var så strengt befalet, og at der ingen gerning måtte gøres på den, viser, at det ikke er vores gerninger, men Kristi gerninger, der skal være i os; for, som sagt, ikke vores, men Kristi gerninger frelser os.

Nu er disse gerninger af to slags, som vist ovenfor. Den ene slags er dem, Kristus personligt har gjort uden os; det er hovedgerningerne, som vi tror på. Den anden slags er dem, han virker i os over for næsten i kærligheden. De første kan kaldes aftengerningerne og de andre morgengerningerne, og så bliver det aften og morgen, én dag, sådan som der står skrevet i 1 Mos 1,5. For Skriften begynder dagen om aftenen og ender den om morgenen; det vil sige: aftenen med natten er den første halvdel, morgenen med dagen er den anden halvdel af hele det naturlige døgn. Og ligesom den første halvdel er mørk og den anden lys, sådan er Kristi første gerninger vores, skjult i troen, men de andre, kærlighedens, skal komme frem i dagens lys og vises åbenlyst over for næsten. Se, sådan er hele sabbatten fejret og helliget.

Ser du nu, hvor fint Kristus ligger her i dette svøb? Hvor fint viser Det Gamle Testamente troen og kærligheden i Kristus og i hans kristne? Nu er børnenes svøb som regel af to slags: et groft uldklæde udenpå og et finere linnedklæde indenunder. Det grove, udvortes uldklæde er billederne, som nu er fortalt fra loven; men linnedet er profeternes ord, sagt uden billeder. Som når Es 7,14 siger: «Se, en jomfru er med barn og skal føde en søn, og ham skal hun kalde Immanuel»; og lignende ord, som heller ikke ville blive forstået om Kristus, hvis evangeliet ikke viste det og pegede på Kristus i dem.

Således har vi nu vist de to ting, troen og evangeliet: at de og intet andet skal prædikes i kristenheden. Lad os nu se, hvem prædikanterne og eleverne skal være. Prædikanterne skal være engle, det vil sige Guds sendebud, og føre et himmelsk liv og altid have med Guds ord at gøre, så de aldrig prædiker menneskelære. Det er en meget upassende ting at være Guds sendebud og ikke bringe hans budskab. Angelus betyder nemlig et sendebud, og Lukas kalder ham her «Angelus Domini», Guds sendebud. Der ligger også mere på budskabet end på hans liv. Fører han et ondt liv, så skader han sig selv; men bringer han et falsk budskab for Guds budskab, så forfører han og skader enhver, der hører ham, og skaber afgudsdyrkelse i folket, så de ærer løgn for sandhed og mennesker for Gud og tilbeder Djævelen i Guds sted.

Derfor er der ingen grusommere plage, jammer og ulykke på jorden end en prædikant, som ikke prædiker Guds ord; og af dem er hele verden desværre fuld nu. Og dog mener de, at de gør det godt og er retskafne, og deres færd er intet andet end at myrde sjæle, spotte Gud og oprette afgudsdyrkelse, så det ville være langt bedre for dem, om de i mellemtiden havde været røvere, mordere og de værste skurke; så vidste de dog, at de gjorde ondt. Men nu går de omkring under præstens, biskoppens, pavens og de gejstliges navn og skin og er bare glubske ulve i fåreklæder, så det ville være godt, om ingen hørte deres prædiken.

Eleverne er hyrder, fattige folk ude på marken. Her holder Kristus, hvad han siger i Matt 11,5: «Evangeliet forkyndes for fattige.» Og i Matt 5,3: «Lykkelige er de fattige, for Himlenes rige er deres.» Her er ingen lærde, ingen rige, ingen mægtige; for sådan et folk tager ikke imod evangeliet. Evangeliet er en himmelsk skat; den vil ikke tåle en anden skat ved siden af sig og kan ikke forliges i hjertet med en jordisk gæst. Derfor må den, der har det ene kært, give slip på det andet, som Kristus siger i Matt 6,24: «I kan ikke tjene både Gud og mammon.»

Det viser hyrderne ved, at de findes ude på marken under himlen og ikke i husene: De klæber og hænger ikke ved timeligt gods. Desuden er de ude på marken om natten; det betyder, at de er foragtede og ukendte for verden, som sover om natten og om dagen gerne går omkring og lader sig se; men de fattige hyrder passer deres arbejde om natten. Det er alle de ringe, som fører et fattigt, foragtet, uanseligt liv på jorden og kun bor under himlen i Guds varetægt; de er modtagelige for evangeliet.

Men at det netop er hyrder, betyder, at ingen skal høre evangeliet for sig selv alene, men at enhver skal sige det til den anden, som ikke kender det. For den, der selv tror, har nok og skal fremover se til, hvordan han også kan bringe andre til samme tro og erkendelse, så den ene er den andens hyrde, vogter ham og tager sig af ham i denne verden, i dette livs nat.

Engelen forskrækker også først hyrderne. For naturen bliver først forfærdet, når den i evangeliet hører, at alt vores er intet og fordømt for Gud, og den giver ikke gerne slip på sin egen indbildskhed og formastelighed.

Nu skal enhver holde sig selv op mod evangeliet og se, hvor nær eller fjern han er fra Kristus, og hvordan det står til med ham, hvad tro og kærlighed angår. Der er mange, som bliver grebet af en drømmende andagt, når de hører om Kristi fattigdom; de er næsten vrede på borgerne i Betlehem, bebrejder dem deres blindhed og utaknemmelighed og mener, at hvis de havde været der, ville de have vist Herren og hans mor en stor tjeneste og ikke have ladet det gå så ynkeligt til. Men de ser ikke ved siden af sig, hvor mange af deres næste der er omkring dem, som godt kunne trænge til deres hjælp, og som de dog lader gå og blive, som de er. Hvem er der på jorden, som ikke har fattige, elendige, syge, vildfarne eller syndige mennesker omkring sig? Hvorfor øver han da ikke sin kærlighed her? Hvorfor gør han ikke mod dem, som Kristus har gjort mod ham?

Det er løgn og falsk, når du mener, at du ville have gjort Kristus meget godt, så længe du ikke gør det mod disse. Hvis du havde været i Betlehem, ville du have agtet lige så lidt på ham som de andre; ja, nu, hvor det er gjort klart, hvem han er, vil du tjene ham. Hvis han nu kom og lagde sig i krybben og lod dig vide, at det var ham, som du nu ved så meget om, så ville du måske gøre noget; men før ville du ikke have gjort det. Hvis nogen havde sagt til den rige mand i evangeliet, hvor stor den fattige Lazarus siden skulle blive, så han var sikker på det, så ville han ikke have ladet ham ligge sådan og gå til grunde.

Altså: Hvis din næste nu var det, han siden skal blive, og lå foran dig, så ville du nok tage dig af ham. Men fordi det ikke er sådan nu, slår du det hele hen og kender ikke din Herre i din næste og gør ikke mod ham, som han har gjort mod dig. Derfor lader Gud dig også blive blind og blive bedraget af paven og falske prædikanter, så du giver til træ og sten, papir og voks og spilder det, som du kunne have hjulpet din næste med.

Forklaring af englenes sang

Til sidst må vi også behandle englenes sang, som vi har i messen hver dag: «Gloria in excelsis Deo» [Ære være Gud i det højeste]. Tre ting nævner de i denne sang: æren, freden, velbehaget eller den gode vilje. Æren giver de Gud, freden jorden, velbehaget menneskene. Den gode vilje eller velbehaget kunne forstås om Guds gode vilje og velbehag, som han har over menneskene ved Kristus. Men vi vil lade det blive ved den gode vilje, som menneskene får af denne fødsel, sådan som ordene også giver det, når de lyder således: «anthropis eudokia, hominibus beneplacitum» [græsk og latin: «menneskene velbehag»].

Det første er Guds ære. Dér skal man også begynde, så Gud i alle ting får berømmelsen og æren som den, der gør, giver og har alle ting, så ingen tilskriver sig selv noget eller tager æren for nogen ting. For æren tilkommer ingen uden Gud alene; den lader sig ikke dele med nogen eller gøre fælles.

Den ære har Adam ved den onde ånd stjålet og tilegnet sig selv, så alle mennesker derfor er i unåde sammen med ham; og den er endnu så dybt rodfæstet i alle mennesker, at ingen last sidder så dybt i dem som æresygen. Ingen vil være intet eller formå intet; enhver behager sig selv, og deraf kommer al jammer, ufred og krig på jorden.

Den ære har Kristus bragt tilbage til Gud ved at lære os, at alt vores ikke er andet end bare vrede og unåde for Gud, så vi på ingen måde kan rose os af det eller behage os selv i det, men må frygte og skamme os som i den største fare og skam; så vores ære og selvbehag bliver stødt til jorden og bliver til intet, og vi bliver glade for at slippe af med den, så vi kan findes og bevares i Kristus, som sagt.

Det andet er fred på jorden. For ligesom der må være ufred, hvor Guds ære ikke er – som Salomo siger i Ordsp 13,10: «Inter superbos, blandt de hovmodige er der altid strid» – sådan må der omvendt være fred, hvor Guds ære er. Hvorfor skulle de strides, når de ved, at intet er deres eget, men at alt, hvad de er, har og formår, er Guds? Ham lader de råde over det og nøjes med, at de har en nådig Gud. Den, der ved, at alt hans eget er intet for Gud, agter heller ikke meget på det, men tænker på noget andet, som er noget for Gud, nemlig Kristus.

Heraf følger, at hvor der er sande kristne, dér kan der ikke være kiv, strid og ufred iblandt dem, som Esajas forkynder i Es 11,9 og siger: «De skal ikke dræbe eller skade hinanden på mit hellige bjerg» (det vil sige i kristenheden). Så følger grunden: «For landet er fuldt af kundskab om HERREN»; det vil sige: fordi de kender Gud og ved, at alt er hans og vores eget intet, så kan de godt have fred indbyrdes. Sådan siger den samme Esajas også i Es 2,4: «De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til segle, for intet folk skal løfte sværd mod et andet, og de skal ikke mere lære at føre krig.»

Derfor kaldes vor Herre Kristus en fredskonge, og han er betegnet ved kong Salomo, hvis navn på dansk betyder «den fredsrige», fordi han skaber os fred indadtil over for Gud i vores samvittighed ved troen, der er bygget på ham, og udadtil over for menneskene i den legemlige vandel ved kærligheden, så der ved ham er fred overalt på jorden.

Det tredje er menneskenes gode vilje. Her menes ikke den gode vilje, som gør gode gerninger, men velbehaget og det fredelige hjerte, der lader sig alt behage, hvad der overgår det, være sig godt eller ondt. For englene vidste godt, at den fred, som de synger om, ikke strækker sig videre end til dem, som i sandhed tror på Kristus; de har sandelig fred indbyrdes. Men verden og Djævelen har ingen ro og lader dem heller ikke have fred, men forfølger dem til døden, som Kristus siger i Joh 16,33: «I mig har I fred, i verden har I trængsel.»

Derfor var det ikke nok for englene at synge om fred på jorden; de sang også om menneskenes velbehag, det vil sige, at de lader sig alt behage, lover og takker Gud og synes, at det er ret og godt, sådan som Gud handler med dem og lader det gå dem. De knurrer ikke, men står stille, hengivne og villige i Guds vilje; ja, fordi de ved, at Gud gør og skaber alt – ham, som de dog ved Kristus i troen har fået til en nådig Fader – så roser de sig og glæder sig, når de bliver forfulgt, som Sankt Paulus siger i Rom 5,3: «Vi roser os også af trængslerne.» De synes, at alt, hvad der møder dem, er det bedste, ud af overfloden af den glade samvittighed, som de har i Kristus.

Se, sådan en god vilje, et sådant velbehag og sådan et godt syn på alle ting, hvad enten de er gode eller onde, mener englene her i deres sang. For hvor den gode vilje ikke er, dér varer freden ikke længe. Et sådant menneske lægger også alting ud på det værste, gør altid ondet stort og gør én ulykke til to. Derfor: Hvordan Gud end gør med dem, så behager det dem ikke, og de vil have det anderledes. Så sker det, som der står i Sl 18,26–27: «Hos de hellige er du hellig, og hos de fromme er du from, og hos de rene er du ren (det vil sige: den, der har sådan et velbehag i alle ting, ham lader du til gengæld behage dig og alle), og hos de forvendte er du forvendt»; så ligesom du og alt dit værk og din gerning ikke behager ham, sådan behager han heller ikke dig og alt dit.

Om den gode vilje siger Sankt Paulus i 1 Kor 10,33: «Gør jer flid for at behage alle, ligesom jeg behager alle.» Hvordan sker det? Når du lader alle ting være gode for dig og behage dig, så behager du til gengæld alle. Det er en kort regel: Vil du ikke behage nogen, så lad ingen behage dig; vil du behage alle, så lad alle behage dig – dog kun så vidt, at du ikke giver slip på Guds ord for det, for dér hører al behag og mishag op. Men hvad der kan gives efter uden at give slip på Guds ord, det skal du give efter i, så du kan være til behag for alle, og lad det synes dig godt for Gud; så har du denne gode vilje, som englene synger om.

Af denne sang kan vi lære, hvad slags skabninger englene er. Lad fare, hvad de naturkyndige mestre drømmer om dem; her er de alle sammen malet sådan, at de ikke kan males bedre, så man også her kan kende deres hjerte og tanker. For det første viser de, ved at de med glæde synger Gud æren, hvor fulde af lys og ild de er; de erkender, at alle ting alene er Guds, giver sig selv intet og tilskriver med stor glød æren alene ham, som den tilhører. Derfor: Som du ville tænke om et ydmygt, rent, lydigt, Gud-lovende og glad hjerte i Gud, sådan skal du tænke om englene. Og det er det første, som de vandrer i over for Gud.

Det andet er kærligheden til os, sådan som vi ovenfor er blevet lært at øve den. Her ser du, hvor velvillige og store venner de er for os, så de ikke under os mindre end sig selv; de glæder sig også over vores frelse lige så meget som over deres egen, så de i sandhed i denne sang giver os en trøstelig tilskyndelse til at forvente det bedste af dem som af de bedste venner. Se, dét er at forstå englene ret, ikke efter deres væsen, som de naturkyndige mestre beskæftiger sig med uden nogen frugt, men efter deres inderste hjerte, sind og tanke, så jeg ved, ikke hvad de er, men hvad deres højeste lyst og stadige gerning er; dér ser man dem ind i hjertet. Dette være nok om dette evangelium. Hvad Maria, Josef og Nazaret betyder, skal siges ved evangeliet Luk 1.

Dette evangeliums rustning

I dette evangelium er troens artikel grundlagt, når vi siger: «Jeg tror på Jesus Kristus, som er født af Jomfru Maria.» For selv om denne artikel er grundlagt flere steder i Skriften, så dog intet sted så klart og fyldigt. Sankt Markus siger ikke mere, end at Kristus har en mor, og det samme gør Sankt Johannes; begge siger intet om fødslen. Sankt Matthæus siger, at han er født af Maria i Betlehem, og lader det også blive ved det, bortset fra at han herligt prædiker Marias jomfruelighed, som vi skal høre i sin tid. Men Lukas beskriver fødslen klart og omhyggeligt.

Den er også i gamle dage forkyndt hos patriarkerne og profeterne. Som når Gud siger til Abraham i 1 Mos 22,18: «I din sæd skal alle jordens folk velsignes.» Videre til David i Sl 89,4 og Sl 132,11: «Gud har svoret David en sand ed, og han skal ikke svigte den: ’Af dit livs frugt vil jeg sætte en konge på din trone.’» Men det er mørke ord i sammenligning med evangeliet.

Den er også forudbildet i mange billeder, som i Arons mandelstav, der blomstrede overnaturligt, skønt den var en tør træstok (4 Mos 17,20). Sådan har Maria, fri for al naturlig og kødelig blodsforbindelse, kraft og gerning, på overnaturlig vis alligevel født en sand, naturlig søn – hun en naturlig mor; ligesom staven også bar naturlige mandler og blev ved med at være en naturlig stav.

Videre ved Gideons uldskind (Dom 6,37), der blev vådt af himlens dug, mens landet blev ved med at være tørt; og mange flere, som det ikke er nødvendigt at fortælle om nu. Billederne duer heller ikke til strid, men de smykker troen; for den må først være troet og grundlagt, før jeg tror, at billedet tjener til den. Nu ligger der meget på denne artikel, så vi i anfægtelsen aldrig lader den tage fra os; for den onde ånd anfægter intet så hårdt som troen. Derfor må vi være rustet og vide, hvor den er grundlagt i Den Hellige Skrift, og henvise hans anfægtelse dertil; så er den allerede mat, for mod Guds ord kan han ikke bestå.

Der er også mange sædelige lærdomme i evangeliet, som om ydmyghed, tålmodighed, fattigdom og mange flere; men dem har vi rørt tilstrækkeligt ved, og de hører heller ikke med til striden, for de er troens frugter og gode gerninger.