Juledag, tredje tekst (Joh 1) (Joh 1,1–14)

Evangeliet på juledag, tredje tekst, Joh 1,1–14

Dette er det højeste evangelium af dem alle, men dog ikke, som nogle mener, mørkt eller svært. For her er den høje artikel om Kristi guddom grundlagt så klart som overhovedet muligt, en artikel, som alle kristne med rette bør kende, og som de også godt kan forstå. For troen er intet for højt. Derfor vil vi, så godt vi kan, behandle den så tydeligt som muligt og ikke, som skolelærerne [dvs. de skolastiske teologer] med deres opdigtede spidsfindigheder, skjule den for menigmand eller skræmme nogen bort. Der behøves ikke megen spids og skarp grublen, men kun en enfoldig, ligefrem opmærksomhed på ordene.

For det første skal man vide, at alt, hvad apostlene har lært og skrevet, det har de hentet fra Det Gamle Testamente. For i det er alt det forkyndt, som skulle ske med Kristus i fremtiden og prædikes, sådan som Paulus siger i Rom 1,2: «Gud har forud lovet evangeliet om sin Søn Kristus ved profeterne i den hellige Skrift.» Derfor grunder også al deres prædiken sig på Det Gamle Testamente, og der er ikke et ord i Det Nye Testamente, som ikke ser tilbage til Det Gamle, hvor det forud er forkyndt.

Således har vi set i epistlen, hvordan apostlen beviser Kristi guddom ud fra Det Gamle Testamentes skriftord. For Det Nye Testamente er ikke andet end en åbenbaring af Det Gamle. Det er som med en, der først havde et lukket brev og siden brød det op: sådan er Det Gamle Testamente Kristi testamentsbrev, som han efter sin død har åbnet og ladet læse op ved evangeliet og forkynde overalt. Det er betegnet i Åb 5,5 ved Guds Lam, som alene åbnede bogen med de syv segl, som ellers ingen kunne åbne, hverken i himlen eller på jorden eller under jorden.

For at nu også dette evangelium kan blive klarere og lettere, må vi løbe tilbage til Det Gamle Testamente, til de steder, hvor dette evangelium har sin grund. Og det er Moses i 1. kapitel, i begyndelsen af hans bog Genesis. Der læser vi således: «I begyndelsen skabte Gud himmel og jord. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over dybet, og Guds Ånd svævede over vandet. Da sagde Gud: ’Der blive lys!’ Og der blev lys» osv. Sådan fortæller Moses videre, hvordan alle skabninger er skabt på samme måde som lyset, nemlig ved Guds tale eller Ord. For eksempel: Gud sagde: Der blive en himmel. Gud sagde: Der blive sol, måne og stjerner osv.

Af Moses’ tekst følger og sluttes det klart, at Gud har et Ord, som han talte ved, før alle skabninger blev skabt. Og dette Ord kan ikke være en skabning, eftersom alle skabninger er skabt ved denne guddommelige tale, sådan som Moses’ tekst klart og med magt tvinger til, når han siger: «Gud sagde: ’Der blive lys!’ Og der blev lys.» Da må Ordet jo være før lyset, eftersom lyset bliver til ved Ordet; altså også før alle andre skabninger, som også bliver til ved Ordet, sådan som Moses skriver.

Lad os nu gå videre. Har Ordet været før alle skabninger, og er alle skabninger blevet til og skabt ved det, så må det være et andet væsen end skabningen. Og det er ikke blevet til eller skabt som skabningen; så må det være evigt og ikke have nogen begyndelse. For da alle ting begyndte, var det der allerede, og det lader sig ikke fatte i tiden eller i skabningen, men svæver over tid og skabning; ja, tid og skabning bliver til og begynder ved det. Så er dette uimodsigeligt: Hvad der ikke er timeligt, må være evigt; og hvad der ikke har nogen begyndelse, kan ikke være timeligt; og hvad der ikke er skabning, må være Gud. For uden for Gud og skabningen er der intet og intet væsen. Så har vi af denne Moses’ tekst, at Guds Ord, som var i begyndelsen, og ved hvilket skabningerne er blevet til og talt frem, må være en evig Gud og ikke en skabning.

Videre: Ordet og den, der taler det, kan ikke være én person. For det lader sig ikke gøre, at den talende selv er Ordet. Hvad skulle det være for en talende, der selv var Ordet? Han måtte være stum, eller Ordet måtte lyde af sig selv uden den talende og tale sig selv. Nu står Skriften her stærkt og klart med udtrykkelige ord: «Gud sagde» – så at Gud og hans Ord må være to forskellige.

Hvis han havde skrevet sådan: Der var en tale, eller: Der har været en tale, så ville det ikke være så klart, at der var to: Ordet og den talende. Men nu, da han udtrykkeligt siger: «Gud sagde», og nævner både den talende og hans Ord, tvinger han med magt til, at der er to, og at den talende ikke er Ordet, og Ordet heller ikke er den talende; men at Ordet kommer fra den talende og ikke har sit væsen af sig selv, men af den talende. Den talende derimod kommer ikke fra Ordet og har heller ikke sit væsen af Ordet, men af sig selv. Så slutter Moses nu, at der her er to personer i guddommen fra evighed, før alle skabninger, og at den ene har sit væsen af den anden, men den første af ingen uden af sig selv.

På den anden side står Skriften fast og urokkeligt på, at der ikke er mere end én Gud, sådan som Moses begynder og siger: «I begyndelsen skabte Gud himmel og jord.» Og 5 Mos 6,4: «Hør, Israel, din Gud er kun én Gud.» Se, sådan går Skriften frem med enfoldige, forståelige ord og lærer så høje ting så klart, at enhver godt kan fatte det, og så mægtigt, at ingen kan bestride det. Hvem kan her ud fra disse Moses’ ord ikke begribe, at der i guddommen må være to personer og dog kun én guddom? – medmindre han vil fornægte den klare Skrift.

Og på den anden side: Hvem er så skarpsindig, at han kan sige noget imod dette? Han må lade Ordet være noget andet end Gud, der taler det; og han må dog bekende, at det har været før alle skabninger, og at skabningen er gjort ved det. Så må han sandelig også lade det være Gud; for uden for skabningerne er der intet uden Gud. Så må han også bekende, at der kun er én Gud. Og således tvinger og slutter Skriften, at disse to personer er én fuldkommen Gud, og at hver af dem er den sande, eneste, fuldkomne Gud af natur, som har skabt alle ting; og at den talende ikke har sit væsen af Ordet, men at Ordet har sit væsen af den talende, dog alt sammen evigt og fra evighed, uden for alle skabninger.

Her har kætterne, arianerne, villet lægge en tåge over dette klare skriftord og bore et hul gennem himlen, da de ikke kunne komme uden om det, og de sagde, at dette Guds Ord vel også var en gud, men ikke af natur, men skabt. Og alle ting var gjort ved det, men det var selv gjort først, og derefter alle de andre ved det. Det sagde de uden nogen grund i Skriften, ud af deres egen drøm, fordi de lod Skriftens enfoldige ord fare og fulgte deres egne tanker.

Derfor har jeg sagt: Den, der vil gå sikkert og holde stand, skal ikke agte meget på spidsfindige og skarpsindige ord og påfund, men blive ved Skriftens enfoldige, mægtige og klare ord, så bliver han bevaret. Vi skal også se, hvordan Johannes er kommet disse kættere i forkøbet og har mødt dem i en sådan udflugt og opdigtelse. Således har vi nu her hos Moses den rette guldmine, hvorfra alt det er taget, som er skrevet om Kristi guddom i Det Nye Testamente. Her ser du, hvorfra Johannes’ evangelium strømmer, og hvor dets grund ligger; og ud fra dette er det nu let at forstå.

Se, derfra strømmer skriftordet i Sl 33,6: «Himlene er gjort ved Guds ord.» Og når Salomo i Ordsp 8,22 beskriver Guds visdom, hvordan den har været hos Gud før alle ting, med mange skønne ord, så har han taget det alt sammen fra dette kapitel hos Moses. Og alle profeterne har arbejdet flittigt i denne mine og gravet deres skat op af den.

Men om Helligånden findes der også andre skriftord hos den samme Moses, nemlig hvor han siger: «Guds Ånd svævede over vandene.» Da må Guds Ånd også være noget andet end den, der ånder ham ud, og dog være før alle skabninger.

Ligeledes hvor han siger (1 Mos 1,28.31), at Gud velsignede skabningerne, så på dem og havde velbehag i dem. Denne velsignelse og dette venlige blik viser hen til Helligånden, og derfor tilskriver Skriften ham livet og godheden. Men disse skriftord er endnu ikke så godt gennemarbejdede som dem, der viser hen til Sønnen; derfor skinner de endnu ikke så klart. Malmen ligger endnu halvt i gruben, fordi det er let at tro det, når fornuften først er så vidt taget til fange, at den tror to personer. Men den, der havde tid og ville holde skriftordene om Helligånden i Det Nye Testamente op mod denne Moses’ tekst, han ville finde stort lys, lyst og glæde.

Nu må vi lukke hjertet og forstanden vidt op, så vi ikke agter et sådant Ord som et menneskes ringe, forgængelige ord; men så stor som han er, der taler det, så stort må vi også agte hans Ord. Det er et Ord, som han taler i sig selv, og som bliver i ham og aldrig bliver skilt fra ham.

Derfor må vi efter apostlens tanke tænke sådan, at Gud taler med sig selv til sig selv og lader et Ord udgå fra sig selv i sig selv. Men dette Ord er ikke en tom vind eller lyd, men bringer hele den guddommelige naturs væsen med sig. Og ligesom der ovenfor i epistlen er sagt om glansen og billedet, at den guddommelige natur afbildes sådan, at den følger helt med ind i billedet og selv bliver og er billedet, og at klarheden også således udstråler glansen, at den går væsensmæssigt ind i glansen – på samme måde taler Gud også her sit Ord fra sig sådan, at hele hans guddom følger Ordet og af natur bliver i Ordet og er væsensmæssigt til stede i det.

Se, her ser vi, hvorfra apostlen har sin tale, når han kalder Kristus et billede af det guddommelige væsen og en glans af den guddommelige herlighed: nemlig fra denne Moses’ tekst, som lærer, at Gud taler et Ord fra sig, som ikke kan være andet end et billede, der afbilder ham. For ethvert ord er et tegn, der betyder noget. Men her er det, der betegnes, af natur til stede i tegnet eller i Ordet, hvad det ikke er i noget andet tegn; derfor kalder han det med rette et væsensbillede eller et tegn for hans natur.

Det menneskelige ord viser også noget hen til dette, for i det kender man menneskets hjerte. Som man almindeligvis siger: Jeg har hans hjerte eller hans mening – skønt man dog kun har hans ord; det kommer af, at hjertets mening følger ordet og kendes gennem ordet, som om den var i ordet. Derfor har erfaringen også lært hedningerne at sige: «Qualis quisque est, talia loquitur», hvad for en mand en er, sådan taler han også. Ligeledes: «Oratio est character animi», talen er et afbillede eller et portræt af hjertet. Er hjertet rent, så taler det rene ord; er hjertet urent, så taler det urene ord.

Og hermed stemmer evangeliet (Matt 12,34), hvor Kristus siger: «Munden taler af hjertets overflod.» Og fremdeles: «Hvordan kan I tale godt, når I er onde?» Også Johannes Døberen i Joh 3,31: «Den som er af jorden, taler af jorden.» Ligeledes det tyske ordsprog: «Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.» På sangen kender man fuglen, for den synger, som næbbet er vokset på den. Således bekender hele verden, at intet billede ligner hjertet så nøje og så sikkert som mundens tale, som om hjertet var væsensmæssigt til stede i ordet.

Sådan er det også i Gud: Der ligner hans Ord ham så nøje, at guddommen er helt i det, og den, der har Ordet, har hele guddommen. Men her slår også denne sammenligning fejl. For det menneskelige ord bringer ikke hjertet eller dets natur med sig væsensmæssigt, men kun som betydning eller som et tegn, ligesom et billede af træ eller guld ikke bringer det menneskelige væsen med sig, som det betegner. Men her i Gud bringer Ordet ikke alene tegnet og billedet, men også hele væsenet med sig og er lige så fuldt Gud som han, hvis billede eller Ord det er. Hvis menneskets ord var lutter hjerte eller hjertets mening, eller hjertets mening var ord, så ville det være en fuldkommen sammenligning. Men det kan ikke være; derfor er Guds Ord over alle ord, uden lige blandt alle skabninger.

De har nok disputeret skarpt om hjertets indre ord i mennesket, som bliver derinde, og som det skal komme af, at mennesket er skabt i Guds billede. Men det er hidtil forblevet så dybt og mørkt, og vil vel også blive ved med det, at de ikke selv ved, hvordan det forholder sig med det. Derfor lader vi det også fare og kommer nu til evangeliet, som nu af sig selv er klart og åbent.

I begyndelsen var Ordet

Hvilken begyndelse mener han andet end den, som Moses taler om: «I begyndelsen skabte Gud himmel og jord»? Det er den begyndelse, da skabningerne begyndte deres væsen; ellers har der ikke været nogen begyndelse før, for Gud er ikke begyndt at være til, men er evig. Så følger det, at Ordet også er evigt, eftersom det ikke begyndte i begyndelsen, men det var allerede i begyndelsen, siger Johannes her. Det begyndte ikke, men da alle ting begyndte, var det der allerede; og dets væsen begyndte ikke, men det var til stede, da alle tings væsen begyndte.

Hvor forsigtigt taler evangelisten, når han ikke siger: I begyndelsen blev Ordet til, men: Det var der, og blev ikke til. Det har en anden oprindelse til sit væsen end at blive til eller begynde. Desuden siger han: «I begyndelsen». Var han gjort før verden, som arianerne ville, så havde han ikke været i begyndelsen, men han havde selv været selve det at begynde. Men nu står Johannes fast og klart: «I begyndelsen var Ordet», og han har ikke været selve det at begynde. Hvorfra har Johannes sådanne ord? Fra Moses, som sagt, 1 Mos 1,3: «Gud sagde: ’Der blive lys!’» Af den tekst følger håndgribeligt denne tekst: «I begyndelsen var Ordet.» For har Gud talt, så måtte der være et Ord. Talte han det altså i begyndelsen, da skabningerne begyndte, så var det jo allerede i begyndelsen og er ikke begyndt med skabningerne.

Men hvorfor siger han ikke sådan: Før begyndelsen var Ordet? Det havde været klarere, efter hvad det ser ud til, sådan som Paulus ofte siger: «før verdens grundlæggelse» osv. Svar: Fordi det er det samme at være i begyndelsen og før begyndelsen; det ene følger jo af det andet. Desuden ville Johannes som evangelist stemme overens med Moses’ skrift og åbne den og dermed vise sin grund; det var ikke sket så godt, hvis han havde sagt: før begyndelsen. For Moses siger intet om det, der er før begyndelsen, men beskriver Ordet i begyndelsen, så han desto bedre kunne beskrive skabelsen, som skete ved Ordet. Af samme grund kalder han ham også et Ord, skønt han godt kunne have kaldt ham et lys, liv eller andet, som han gør senere; for Moses skriver om et Ord.

Nu er det ikke at begynde og dog at være i begyndelsen lige så meget som at være før begyndelsen. Skulle det derimod have været i begyndelsen og ikke før begyndelsen, så måtte det være begyndt at være til før begyndelsen; så havde begyndelsen været før begyndelsen. Det ville modsige sig selv og være det samme som at sige, at begyndelsen ikke var begyndelsen. Derfor er det mesterligt sagt: «I begyndelsen var Ordet»; dermed er det vist, at det ikke er begyndt og derfor nødvendigvis har været evigt før begyndelsen.

Og Ordet var hos Gud

Hvor skulle det ellers være? Der var jo intet uden for Gud. Det siger også Moses, når han skriver: «Gud sagde: ’Der blive lys!’» Skulle han tale, så måtte Ordet jo være hos ham. Men han adskiller her personerne klart, så at Ordet er en anden person end den Gud, som det var hos. Dette Johannes’ ord tåler ikke, at Gud har været alene, eftersom han siger, at der har været noget hos Gud, nemlig hans Ord. Hvis der kun havde været én eneste, hvad skulle han så behøve at sige: «Hos Gud var Ordet»? At der er noget hos ham, er ikke, at han er alene eller for sig selv.

Og man skal godt lægge mærke til, at evangelisten trykker hårdt på det lille ord «hos»; for han vil sige det endnu en gang, for at han kan udtrykke den personlige forskel helt klart og møde den naturlige fornuft og de kættere, der skulle komme. For eftersom den naturlige fornuft lettere fatter, at der kun er én Gud, og mange skriftord bekræfter det, hvad der jo også er sandt, så stritter den meget hårdt imod, at mere end én person skulle være den samme Gud.

Og derfra er kætteren Sabellius kommet, som sagde: Fader, Søn og Helligånd er én person. Omvendt Arius: Skønt han indrømmede, at Ordet var hos Gud, ville han dog ikke, at han var sand Gud. Den ene bekender og lærer en alt for stor enkelhed i Gud, den anden lærer en alt for stor mangfoldighed. Den ene blander personerne sammen, den anden skiller naturen ad. Men den kristne tros sandhed går midt imellem og lærer og bekender ublandede personer og udelt natur. Faderen er en anden person end Sønnen, men han er ikke en anden Gud. At den naturlige fornuft ikke fatter det, er i sin orden; troen alene skal fatte det. Den naturlige fornuft skaber kætteri og vildfarelse; troen lærer og holder fast ved sandheden, for den hænger ved Skriften, som hverken bedrager eller lyver.

Og Gud var Ordet

Eftersom der ikke er mere end én Gud, så må det være sandt, at Gud selv er dette Ord, som var i begyndelsen før alle skabninger. Nogle læser og ordner disse ord således: «Og Ordet var Gud», for at gøre klart, at dette Ord ikke alene er hos Gud og en forskellig person, men også i sit væsen i sandhed er én Gud med Faderen. Men vi lader dem nu stå, som de står efter hinanden: «Og Gud var Ordet», så at meningen er denne: Eftersom der ingen anden Gud er end den ene, så er den samme Gud helt og i sit væsen netop dette Ord, som han taler om, og der er intet i den guddommelige natur, som ikke er i Ordet; for at det klart kan udtrykkes, hvor sandt dette Ord er Gud, så at det ikke alene er sandt, at Ordet er Gud, men også, at Gud er Ordet.

Lige så hårdt som dette ord går imod Arius, der lærte, at Ordet ikke var Gud, lige så stærkt synes det at styrke Sabellius. For det lyder, som om det blander personerne sammen og dermed tilbagekalder eller forklarer det foregående ord, hvor han skilte personerne ad og sagde: «Ordet var hos Gud.»

Men evangelisten har villet sætte sine ord sådan, at han slår alle kættere ned. Derfor støder han her Arius til jorden og giver Ordet den sande guddom af natur, idet han siger: «Og Gud var Ordet.» Som ville han sige: Jeg siger ikke blot: Ordet er Gud – en tale, som kunne forstås, som om guddommen kun blev sagt om ham, og han ikke var det i sit væsen, sådan som du, Arius, siger. Men jeg siger sådan: Og Gud var Ordet. Det kan ikke forstås anderledes end således: Det, som enhver kalder og regner for Gud, netop det er dette Ord.

Og på den anden side, for at Sabellius og fornuften ikke her skal mene, at jeg holder med ham og blander personerne sammen og tilbagekalder, hvad jeg har sagt om det, så siger jeg det endnu en gang og siger:

Det var i begyndelsen hos Gud

Hos Gud, hos Gud var det, og dog var Gud Ordet. Se, sådan fægter evangelisten på begge sider, så at begge dele er sande: Gud er Ordet, og Ordet er hos Gud; én natur i det guddommelige væsen og dog ikke kun én person; og hver person er fuldt og helt Gud, i begyndelsen og evigt. Det er de skriftord, som vor tro er grundlagt på, og som vi også må holde os til. For det er jo alt for højt for fornuften, at der skal være tre personer, og at hver af dem fuldkomment er hele den ene Gud, og at de dog ikke er tre guder, men én Gud.

Vore skolelærere har drevet det frem og tilbage med store spidsfindigheder for at gøre det begribeligt. Men vil du ikke falde i den onde fjendes net, så lad deres klogskab, indbildninger og spidsfindigheder fare, og hold dig til disse guddommelige ord. Kryb ind i dem og bliv i dem som en hare i sin klipperevne. Går du ud og spadserer og giver dig af med deres menneskesnak, så fører fjenden dig og styrter dig til sidst, så du ikke ved, hvor det bliver af fornuften, troen, Gud og dig selv.

Tro mig, som en, der har erfaret og prøvet dette og ikke taler hen i vejret: Skriften er ikke givet os forgæves. Havde fornuften kunnet gå den rette vej, så havde vi ikke haft brug for Skriften. Lad Arius og Sabellius skræmme dig. Var de blevet i Skriften og havde ladet fornuften gå sine spadsereture, så var de ikke blevet ophav til så stor skade. Og vore skolelærere kunne også godt være kristne, hvis de lod deres narrestreger med deres spidsfindigheder fare og blev i Skriften.

Alle ting er gjort ved det

Er det ikke sagt klart nok? Hvem vil undre sig over, at de stædige i dag ikke lader sig overtale fra deres vildfarelse, hvor klart og groft man end siger dem sandheden? Når arianerne kunne slippe uden om dette lyse og klare skriftord og sige: Alle ting var gjort ved Ordet, men han var gjort først og siden alle ting ved ham – skønt der dog her ligefrem står: «Alle ting er gjort ved ham», uden tvivl, så at han ikke selv er gjort og heller ikke hører med til tallet af de gjorte ting. For den, der nævner alt, udelukker intet; sådan som også Paulus i Hebr 2,8 udlægger ordet i Sl 8,7: «Alt har du lagt under hans fødder.» «Idet han (siger han) har lagt alt under hans fødder, har han intet ladet tilbage, som han ikke har underlagt ham.» Og 1 Kor 15,27: «Han har underlagt ham alt»; uden tvivl undtagen ham, som har underlagt ham alt.

Således må det også her forstås: «Alle ting er gjort ved ham» – uden tvivl undtagen ham, ved hvem alle ting er gjort; og uden ham er der intet, som ikke er gjort.

Dette ord henter han også fra Moses, 1 Mos 1,7, hvor han opregner alle de skabninger, Gud har gjort, og hver gang siger: «Gud sagde, og det skete således»; dermed viser han, at de alle er gjort ved Ordet. Alligevel udtrykker Johannes det endnu tydeligere og forklarer sig selv og siger:

Og uden det er intet gjort, som er gjort

Er intet gjort uden ham, så er han endnu mindre selv gjort, han, uden hvem intet er gjort; for at Arius’ vildfarelse jo intet skulle kunne udrette, skønt det ikke har hjulpet. Det behøver jo ingen forklaring, at dette Ord er Gud og den rette Skaber af alle skabninger, når intet er gjort uden ham, som dog er gjort.

Hos nogle har der været tvivl om denne tekst, hvad ordningen angår, og stykket («som er gjort») drager nogle til den følgende tekst på denne måde: «Det, som er gjort, var i ham liv.» Den mening har Augustin. Men den rette ordning er denne, at det hører til den foregående tekst, sådan som jeg har sat det, således: «Og uden det er intet gjort, som er gjort.» Som ville han sige: Af de ting, som er gjort, er ingen gjort uden ham; dermed udtrykker han klart, at alle ting er gjort ved ham, og at han ikke er gjort, og fastholder således ligefrem og fast, at han er sand Gud, skønt ikke af sig selv, men af Faderen. Derfor siger han, at det er gjort ved ham og gjort af Faderen.

I ham var livet

Dette ord trækker de almindeligvis ind i høje spekulationer og en vanskelig forståelse af skabningens dobbelte væsen, som den platoniske filosofi er berømt for: nemlig at alle skabninger har deres væsen for det første i deres egen natur og art, sådan som de er skabt; for det andet i Guds forsyn fra evighed, hvori han hos sig selv har besluttet at skabe alle ting; og at altså, ligesom han lever, sådan lever også alle ting i ham. Og dette skabningens væsen i Gud (siger de) er ædlere end væsenet i deres egen art og natur; for i Gud lever også det, som ikke lever i sig selv, som sten, jord, vand osv.

Og således siger Augustin, at dette Ord er et billede af alle skabninger og ligesom et skatkammer fuldt af sådanne billeder, som de kalder ideas [idéer], efter hvilke skabningen er gjort, hver efter sit billede. Og om det skal Johannes her have sagt: «I ham var livet»; og de knytter teksten til den foregående sådan: «Det, som er gjort, var liv i ham», det vil sige: Alt, hvad der nogen sinde er skabt, har levet i ham, før det blev skabt.

Men dette er søgt for vidt og en tvungen forståelse på dette sted. For Johannes taler meget enfoldigt og ligefremt og tænker ikke at føre os ind i så spidsfindige og subtile betragtninger. Jeg ved heller ikke, at hele Skriften noget sted taler på den måde om skabningerne. Den siger nok, at alle ting forud er kendt, udvalgt og ligesom rede for Gud og lever, som om det allerede var sket, sådan som Kristus siger i Luk 20,38 om Abraham, Isak og Jakob: «Han er ikke en Gud for døde, men for levende, for for ham lever alle.» Men man finder ikke skrevet på den måde: I ham lever alle ting.

Desuden siger dette ord noget mere end om skabningens liv i ham, som har været før verden; men helt enfoldigt mener han, at han er livets kilde og oprindelse, så at alt, hvad der lever, lever af ham og ved ham og i ham, og at der uden for ham intet liv er; som han selv siger i Joh 14,6: «Jeg er vejen og sandheden og livet.» Ligeledes Joh 11,25: «Jeg er opstandelsen og livet.» Derfor kalder Johannes ham i sit brev, 1 Joh 1,1, «livets ord». Og især taler han om det liv, som menneskene har af ham, det vil sige det evige liv, for hvis skyld han har begyndt at skrive evangeliet.

Det beviser også hele teksten. For hvilket liv han taler om, forklarer han selv og siger: «Livet var lyset for mennesker.» Dermed viser han uden tvivl, at han taler om det liv og lys, som Kristus giver menneskene ved sig selv. Derfor fører han også Johannes Døberen frem som et vidne om dette lys. Nu er det jo åbenbart, at Johannes Døberen har prædiket om Kristus, ikke efter den høje spekulation, som de taler om, men enfoldigt og ligefremt: at Kristus er et lys og liv for alle mennesker til frelse.

Derfor skal man vide, at Johannes har skrevet sit evangelium, som historierne beretter, af den grund, at kætteren Kerinth stod frem på hans tid og lærte, at Kristus ikke havde været til før sin mor Maria; han gjorde ham altså til et rent menneske eller en skabning. For at møde denne kætter begynder han sit evangelium så højt og fører det også således igennem, at han næsten i hvert bogstav prædiker Kristi guddom, hvad ingen af de andre evangelister gør. Det gør han også med så stor flid, at han i Joh 2,4 fremstiller Kristus sådan, at han stiller sig så fremmed over for sin mor og taler hårdt til hende, som var hun ikke hans mor. «Kvinde, hvad har jeg med dig at gøre?» sagde han til hende. Var det ikke et fremmed, hårdt ord fra en søn til en mor? Sådan også på korset (Joh 19,26): «Kvinde, dér er din søn!» Alt dette er sket, for at han helt igennem kan bevise, at Kristus er sand Gud, imod Kerinth; og dog sætter han ordene sådan, at han ikke alene møder Kerinth, men også Arius, Sabellius og alle kættere.

Vi læser også, at den samme hellige Johannes engang så Kerinth i badet og sagde til sine disciple: «Lad os skyndsomt flygte ud, så vi ikke går til grunde sammen med det menneske.» Og da han var kommet ud, skal badehuset være styrtet sammen og have tilintetgjort sandhedens fjende. Derfor skærper og retter han alle sine ord mod Kerinths vildfarelse og siger: Kristus har ikke alene været til før sin mor, ja, han var i begyndelsen det Ord, som Moses skriver om i den allerførste begyndelse, og alle ting er gjort ved ham, og han var hos Gud, og Gud var Ordet, og han var i begyndelsen hos Gud. Han slår løs på Kerinth med lutter tordenslag.

Så mener vi nu, at evangelistens mening med dette ord, forstået enfoldigt og ligefremt, er denne: Den, som ikke kender og tror Kristus som en sand Gud, sådan som jeg hidtil har beskrevet ham – at han var Ordet i begyndelsen hos Gud, og at alle ting er gjort ved ham – men kun vil holde ham for en skabning, som er begyndt med tiden og først er blevet til efter sin mor, sådan som Kerinth lærer, han er fortabt evigt og kan ikke have livet. For der er intet liv uden for dette Ord og Guds Søn; i ham alene er livet. Mennesket Kristus ville, hvis han var for sig selv og uden Gud, intet gavne, sådan som han også selv siger i Joh 6,63.55: «Kødet gavner intet. Men mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.»

Hvorfor gavner kødet intet, og dog er mit kød den eneste sande mad? Fordi jeg ikke er tomt kød eller et rent menneske, men Guds Søn. Således er mit kød mad, ikke fordi det er kød, men fordi det er mit kød. Det vil sige: Den, som tror, at jeg, som er et menneske og har kød og blod som et andet menneske, også er Guds Søn og Gud, han nærer sig ret ved mig og skal leve. Men den, som tror, at jeg kun er et menneske, for ham gavner kødet intet; for så er det ikke mit kød eller Guds kød.

Sådan siger han også i Joh 8,24: «Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.» Ligeledes (Joh 8,36): «Hvis Sønnen får frigjort jer, vil I virkelig være frie.» Det vil også dette ord sige: «I ham var livet» – Guds Ord i begyndelsen, og Gud selv må være vort liv, vor mad, vort lys og vor frelse. Derfor skal det ikke tilskrives Kristi menneskehed, at den gør os levende; men i Ordet er livet, det Ord, som bor i kødet og gør os levende ved kødet.

Se, denne forståelse er enfoldig og til opbyggelse, sådan som Paulus plejer at kalde evangeliets lære doctrinam pietatis [gudsfrygtens lære], en lære, som gør mennesket rigt på nåde. Men den anden forståelse, som også hedningerne har – at alle skabninger lever i Gud – frembringer nok spidsfindige snakkehoveder, er også mørk og svær, men lærer intet om nåden og gør heller ingen mennesker rige på nåde; derfor holder Skriften sig fra den som fra noget, der blot er nysgerrighed.

Ligesom man nu udlægger Kristi ord, når han siger: «Jeg er livet», sådan skal man også udlægge dette – slet ikke om skabningernes liv i Gud på filosofisk vis, men omvendt om, hvordan Gud lever i os og gør os delagtige i sit liv, så at vi lever ved ham, af ham og i ham. For det kan jo ikke nægtes, at også det naturlige liv består ved ham, det, som også de vantro har af ham, sådan som Paulus siger i ApG 17,28: «For i ham lever vi, bevæger os og er til, og vi er af hans slægt.»

Ja, det naturlige liv er et stykke af det evige liv og en begyndelse til det; men det får ende ved døden, fordi det ikke kender og ærer ham, som det kommer fra. Den synd skærer det af, så at det må dø evigt. Omvendt: De, som tror og kender ham, som de lever af, dør aldrig nogen sinde; men det naturlige liv bliver strakt ud i det evige liv, så at det aldrig nogen sinde smager døden, sådan som han siger i Joh 8,51: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis nogen bevarer mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.» Og Joh 11,25: «Den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør.» Dette og lignende bliver godt forstået, når man ret kender Kristus, hvordan han har dræbt døden og bragt livet tilbage.

Men at evangelisten siger: «I ham var livet», og ikke: I ham er livet, som talte han om en forgangen ting, det må man ikke henføre til tiden før verden eller før begyndelsen. For han siger her ikke: I begyndelsen var livet i ham, sådan som han lige før siger om Ordet, som var i begyndelsen hos Gud. Man skal henføre det til tiden for Kristi liv og vandel på jorden, da Guds Ord viste sig over for menneskene og blandt menneskene. For evangelisten har i sinde at skrive om Kristus og hans liv, hvori han har udrettet alt, hvad vi har brug for til livet.

Og det er sagt på netop samme måde, som når han siger om Johannes Døberen: «Der kom et menneske, udsendt af Gud»; ligeledes: «Han var ikke lyset» osv.; ligeledes, som han siden siger om Ordet: «Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os»; ligeledes: «Han kom til verden»; ligeledes: «Han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham», og lignende. På den måde siger også Kristus om Johannes Døberen i Joh 5,35: «Han var et brændende og skinnende lys.»

Således også her: «I ham var livet»; sådan som han også selv siger i Joh 9,5: «Så længe jeg er i verden, er jeg verdens lys» – så at evangelistens ord blot forstås enfoldigt om Kristi forgangne vandel. For som jeg sagde i begyndelsen: Dette evangelium er ikke så svært, som man mener; de har gjort det svært med deres høje, dybe og voldsomme granskning. Han har skrevet det for alle kristne, hvor enfoldige de end er, og valgt sine ord helt forståeligt. For den, der ville lade Kristi liv og vandel fare og nu søge ham på sin egen måde, sådan som han sidder i himlen, han ville atter tage fejl. Han må søge ham, sådan som han har været og vandret på jorden; der vil han finde livet. Der er han kommet til os som liv, lys og frelse; der er alt det sket, som vi skal tro om ham. Så det er sagt overmåde rammende: «I ham var livet» – ikke fordi han ikke nu er vort liv, men fordi han ikke nu gør det, han gjorde dengang.

At det nu er meningen, kan man se af, at han siger, at Johannes Døberen er kommet for at vidne om dette lys og liv, for at alle skulle komme til tro på ham ved hans vidnesbyrd.

Nu er det jo åbenbart nok, at Johannes ikke er kommet for andet end alene at vidne om Kristus, og han har været Kristi forløber; og dog har han slet ikke sagt noget om skabningens liv i Gud efter hin mening, men har sagt og prædiket alt om Kristi vandel på jorden, hvori han er blevet menneskenes liv og lys. Videre følger:

Og livet var menneskenes lys

Ligesom de har trukket livet bort fra den evangeliske menings vej, sådan har de også gjort med lyset og digter skarpsindigt og højt om, hvordan Guds Ord efter guddommen er et lys, som skinner naturligt og altid har skinnet i menneskenes fornuft, også hos hedningerne. Derfor har de styrket fornuftens lys og grundet det på dette skriftord. Det er altsammen endnu menneskelige, platoniske og filosofiske tanker, som fører os ud af Kristus og ind i os selv; skønt evangelisten dog vil føre os ud af os selv og ind i Kristus. For han vil ikke handle om Guds guddommelige, almægtige, evige Ord eller tale om det på anden måde end som i det kød og blod, der er gået på jorden. Han vil ikke sprede os ud i skabningerne, som er skabt ved ham, så vi skulle løbe efter ham der, søge og spekulere, sådan som platonikerne gør; men han vil samle os ud af de samme vidtløftige, omflakkende tanker og ind i Kristus.

Som ville han sige: Hvorfor løber du ud og søger så langt borte? Se, i Kristus, mennesket, er alt; han har gjort alt, i ham er livet, han er Ordet, ved hvilket alle ting er gjort. Bliv i ham, så finder du det altsammen; han er alle menneskers liv og lys. Den, der vil vise dig ham et andet sted, han forfører dig. For han har selv givet sig hen i dette kød og blod og vil lade sig finde og søges deri. Følg Johannes Døberens vidnesbyrd; han viser dig heller intet andet liv eller lys end dette menneske, som selv er Gud. Derfor må dette lys forstås som nådens sande lys i Kristus og ikke det naturlige lys, som også syndere, jøder, hedninger og djævle har, lysets værste fjender.

Men her skal ingen kaste mig i ansigtet, at jeg her mener noget andet end Augustin, som har forstået denne tekst om et sådant naturligt lys. Jeg forkaster ikke den forståelse; jeg ved udmærket, at al fornufts lys bliver tændt af det guddommelige lys. Og ligesom jeg har sagt om det naturlige liv, at det er et stykke og en begyndelse af det sande liv, når det kommer til den rette erkendelse, sådan er også fornuftens lys et stykke af det sande lys og en begyndelse til det, når det kender og ærer ham, som det er tændt af.

Men det gør det ikke af sig selv; det bliver i sig selv og bliver forvendt og forvender alle ting med sig; derfor vil det slukkes og gå til grunde. For nådens lys udsletter ikke det naturlige lys. For eksempel: At tre og to gør fem, er ganske klart i naturens lys; og at man skal gøre det gode og sky det onde, er også klart, og nådens lys slukker ikke det. Men så langt kan det naturlige lys ikke nå, at det kunne sige, hvilke ting der er gode og onde. Og det går det, ligesom det gik ham, der skulle til Rom og gik baglæns. For han vidste selv godt, at den, der ville gå til Rom, skulle gå ad den rette vej; men han vidste ikke, hvilken der var den rette vej. Sådan gør også det naturlige lys: Det går ikke ad nogen ret vej til Gud, det ved og kender den heller ikke, skønt det godt nok ved, at man skal gå ad den rette vej. Derfor tager fornuften altid det onde for det gode; og den ville aldrig tage det for det gode, hvis den ikke med klart syn vidste, at man alene skal tage det gode til sig.

Dog er en sådan forståelse ikke på sin plads på dette sted i evangeliet, hvor kun nådens lys bliver prædiket. Og Augustin har været et menneske; hans forståelse tvinger ikke, så at man må følge ham, eftersom teksten her klart viser, at evangelisten taler om det lys, som Johannes Døberen har vidnet om, og som jo er nådens lys, Kristus selv.

Og eftersom der er plads til det, vil vi vise det samme falske naturlige lys, som anretter al jammer og ulykke, nærmere. Det er med det naturlige lys som med alle menneskets andre lemmer og kræfter. Hvem tvivler på, at mennesket med alle sine kræfter er skabt ved Guds evige Ord ligesom alle andre ting og er Guds skabning? Men dog er der intet godt i ham; det vil sige (som Moses siger i 1 Mos 6,5): Alle hans tanker og hans sind med alle kræfter er kun tilbøjelige til det onde.

Derfor: Så sandt kødet er en Guds skabning, så er det dog ikke tilbøjeligt til kyskhed, men til ukyskhed. Så sandt hjertet er Guds skabning, så er det dog ikke tilbøjeligt til ydmyghed og kærlighed til næsten, men til hovmod og egenkærlighed, og det handler også efter denne tilbøjelighed, hvor det ikke med magt bliver hindret. Sådan også med det naturlige lys: Skønt det i sit væsen er så klart, at det ved, at man kun skal gøre det gode, så er det dog så forvendt, at det aldrig rammer rigtigt, hvad der er godt; men hvad der behager det, det kalder det godt, og så kaster det sig over det og slutter frækt, at dets selvvalgte gode skal gøres. Så farer det af sted og følger altid det onde i stedet for det gode.

Det vil vi også bevise med eksempler. Fornuften ved godt, at man skal være retfærdig og tjene Gud; derom kan den snakke meget og mener at kunne sætte hele verden i rette. Nuvel, det er sandt og godt sagt. Men når det så kommer til stykket, og den skal vise, hvordan og hvori man skal blive retfærdig eller tjene Gud, så kan den slet intet; så er den stokblind og begynder og siger, at man skal faste, bede, synge og gøre lovens gerninger. Og så bliver den ved med at gøre nar med gerningerne, indtil den kommer så dybt, at den mener, man tjener Gud med at bygge kirker, ringe med klokker, røge, skråle, synge, bære kutter, have tonsurer, brænde lys og alle de utallige narrestreger, som hele verden nu er fuld og overfuld af. I en sådan stor, blind vildfarelse farer den af sted, og dog bliver det klare lys hele tiden ved: Man skal være retfærdig og tjene Gud.

Når nu nådens lys kommer, Kristus, så lærer han også, at man skal være retfærdig og tjene Gud; han slukker ikke det samme naturlige lys, men kæmper imod den måde og det mål, som fornuften har lært for at blive retfærdig og tjene Gud, og siger: At blive retfærdig er ikke at gøre gerningerne, men først at tro på Gud uden alle gerninger og derefter at gøre gerninger; og uden tro er ingen gerning god.

Så begynder striden; så raser fornuften imod nåden og skriger op over nådens lys, beskylder det for at forbyde gode gerninger og vil ikke tåle, at dens måde og mål for at blive retfærdig bliver forkastet. Den raser bestandig videre: Man skal være retfærdig og tjene Gud. Og så må nådens lys være dens nar, ja, være vildfarelse og kætteri, må forfølges og jages bort. Se, det er det naturlige lys’ dyd, at det kun raser imod det sande lys og altid roser: Være retfærdig, være retfærdig! Det skriger altid: Gode gerninger, gode gerninger! Men det vil og kan ikke tåle, at man lærer det, hvad det er at være retfærdig, og hvad gode gerninger er; men hvad det synes og foregiver, det skal være godt og ret.

Se, der har du kort grunden og årsagen til al afgudsdyrkelse, alt kætteri, alt hykleri, al vildfarelse, og det, som alle profeterne skriger over og er blevet dræbt for, og det, som hele Skriften handler imod. Det drejer sig altsammen om den naturlige fornufts halsstarrige, egensindige indbildning og mening, som forlader sig på og blæser sig op af, at den ved, at man skal være retfærdig og tjene Gud. Derudover vil den ikke høre eller tåle nogen mester; den mener, at den nu ved nok og nu godt selv vil finde ud af, hvad og hvordan man skal være retfærdig og tjene Gud. Det kan og skal den guddommelige sandhed heller ikke tåle af den; for det er den største vildfarelse og imod Guds ære. Så begynder striden og korset.

Se, så er det, mener jeg, klart, at Johannes her ikke taler om det falske lys og heller ikke om det klare naturlige lys, som dømmer rigtigt, at man skal være retfærdig. For det er der allerede, og Kristus er ikke kommet for at bringe det, men for at blænde og dæmpe den falske, egensindige indbildning og sætte sin nådes lys, troen, i dens sted. Og det viser også ordene selv, når han siger: «Livet var menneskenes lys.» Er det menneskenes lys, så må det være et andet lys end det, der er i mennesket, eftersom mennesket af naturen allerede har det naturlige lys i sig. Og den, der oplyser et menneske, han oplyser det naturlige lys i mennesket og bringer et andet lys ud over det lys, som er i mennesket.

Han siger jo ikke, at det er et lys for de ufornuftige dyr, men for menneskene, som er fornuftige dyr. For der er ikke et menneske, i hvem fornuftens naturlige lys ikke er; det er også alene derfor, han hedder et menneske og er et menneskes navn værd. For havde han villet have dette lys forstået om fornuftens naturlige lys, så skulle han have sagt: Livet var mørkets lys – sådan som Moses skriver i 1 Mos 1,2, at der var mørke over vandene. Derfor må dette lys forstås som det, der i Kristus er åbenbaret for verden på jorden.

Se nu ordenes rækkefølge. Han sætter først livet, derefter lyset; han siger ikke, at lyset var menneskenes liv, men omvendt: «Livet var menneskenes lys.» Det er, fordi der i Kristus er grund og sandhed og ikke, som hos menneskene, kun skin. For ligesom Lukas siger om Kristi ydre væsen, i sidste kapitel (Luk 24,19): «Han var en profet, mægtig i gerning og ord», ligeledes i ApG 1,1: «Jesus begyndte både at gøre og lære» – så at gerningerne går forud for læren; ellers er det hykleri, hvor der er ord uden gerninger – og ligesom han i Joh 5,35 siger om Johannes Døberen, at han brændte og lyste – for at lyse uden først at brænde er bedragerisk – således også her: For at Kristus kan blive kendt som et sandt, ubedrageligt lys, siger han først, at alt i ham var liv, og at dette samme liv derefter var menneskenes lys.

Deraf følger nu, at mennesket ikke har noget andet lys end Kristus, Guds Søn i menneskeheden. Og den, som tror, at Kristus er sand Gud, og at livet er i ham, han bliver oplyst af dette lys, ja, også gjort levende. Lyset holder ham oppe, så at han bliver, hvor Kristus bliver. For ligesom guddommen er et evigt liv, sådan er det samme liv også et evigt lys; og ligesom det samme liv ikke kan dø, sådan kan det samme lys heller ikke slukkes; så kan troen i et sådant lys heller ikke gå til grunde.

Man skal også særlig lægge mærke til, at han giver Kristus livet som det evige Ord og ikke som mennesket, når han siger: «I ham (forstå: Ordet) var livet.» For selv om han er død som et menneske, er han dog altid blevet ved med at leve; for livet kunne og kan ikke dø. Derfor er også døden kvalt og overvundet i det samme liv, så fuldstændigt, at også menneskeheden straks igen måtte blive levende.

Og dette samme liv er menneskenes lys; for den, der kender og tror et sådant liv i Kristus, han går også igennem døden og dør aldrig nogen sinde, som der er sagt ovenfor. For et sådant livs lys holder ham oppe, så at døden ikke rører ham. Selv om legemet må dø og rådne, så føler sjælen dog ikke denne død, fordi den er i dette lys og ved lyset helt omsluttet af Kristi liv.

Men den, der ikke tror det, han bliver i mørket og døden. Og selv om hans legeme blev ved ham, sådan som det jo på den yderste dag skal blive evigt, så smager og føler sjælen dog døden og dør således evigt. Se, heraf kender vi, hvilken skade det er, som Kerinth ville, og alle, som tror og lærer, at Kristus kun er et menneske og ikke sand Gud. For menneskeheden ville intet gavne, hvis guddommen ikke var i den. Men omvendt vil og kan Gud ikke findes uden ved og i denne menneskehed, som han (som Esajas siger i Es 11,12) har rejst som et sikkert tegn og dermed samlet alle sine børn til sig ud af verden.

Se, tror du nu, at der i Kristus er et sådant liv, som også er blevet i døden og har overvundet døden, så lyser lyset dig ret og bliver også i din død et lys og et liv for dig. Så må det følge, at et sådant liv og lys ikke kan være nogen skabning; for ingen skabning kan overvinde døden, hverken i sig selv eller i en anden.

Se, hvor godt denne forståelse af lyset passer, og hvor opbyggelig den er til frelse, og hvor langt de er fra den, som gør et naturligt fornuftens lys ud af det. For det opbygger ingen, ja, det fører kun langt bort fra Kristus og ind i skabningen og i den falske fornuft. Ind i Kristus må vi fare og ikke se på de lys, som udgår fra ham, men på hans lys, som lysene udgår fra. Vi må ikke følge kildens strømme bort fra kilden, men alene stræbe hen til kilden. Der følger:

Og lyset skinner i mørket, og mørket har ikke grebet det

Også dette ord har de trukket hen til de høje tanker og forstået det således, at fornuften har et naturligt lys, som sagt ovenfor, og det bliver tændt af Gud; og dog kender og griber og fornemmer den ikke ham eller det lys, som den er tændt af. Derfor er den i mørke og ser ikke lyset, som den dog har alt sit lys og syn fra.

Åh, gid denne forståelse var revet ud af mit hjerte; hvor dybt har den dog sat sig fast i mig! Ikke fordi den er falsk eller forkert, men fordi den ikke passer og ikke er på sin plads på dette sted i evangeliet og ikke lader de salige, trøstefulde ord blive enfoldige og rene for mig i deres rette forstand. Hvorfor taler de dog kun om fornuften alene på den måde, at den er tændt af det guddommelige lys? Hvorfor siger de ikke også sådan om det naturlige liv? Det naturlige liv er jo lige så vel gjort levende af det guddommelige liv, som fornuftens lys er oplyst af det guddommelige lys.

Så skulle de også med rette sige: Livet gør de døde levende, og de døde griber det ikke – ligesom de siger: Lyset lyser for den mørke fornuft, og fornuften griber det ikke. Ligeledes kunne jeg også sige: Den evige vilje giver vilje til uviljen, og uviljen griber den ikke. Og således videre med alle andre naturlige gaver og kræfter. Hvordan kommer fornuften og dens lys alene ind i en sådan spekulation? Platonikerne har først bragt Augustin til denne mening over denne tekst med deres unyttige og uforstandige snak – skønt den glimrer så smukt, at de derfor er blevet kaldt de guddommelige filosoffer – og siden har Augustin trukket os alle med sig ind i den.

Hvad kan deres snak give andet end dette, at fornuften bliver oplyst af Gud, som er et ubegribeligt lys? Jamen, sådan bliver også livet givet af Gud, som er et ubegribeligt liv, og al vor kraft får kraft af Gud, som er en ubegribelig kraft. Og lige så nær som han er fornuftens lys med sit ubegribelige lys, er han livet med sit ubegribelige liv og kræfterne med sin ubegribelige kraft, sådan som Paulus siger i ApG 17,28: «I ham lever vi, bevæger os og er til.» Og som Jeremias siger (Jer 23,23–24): «Himlen og jorden fylder jeg; hvordan skulle jeg så være en Gud, der var fjern og ikke nær?»

Således har vi ovenfor i epistlen hørt, at han bærer alt med sit kraftfulde ord (Hebr 1,3). Derfor er han ikke alene nær ved fornuftens lys og lyser ind i det, men ved alle skabninger; han flyder og strømmer og lyser og virker ind i dem og fylder alle ting. Derfor er det ikke til at tro, at Johannes her taler om disse ting; han tager kun menneskene for sig og taler om, hvilket lys de har i Kristus uden for naturen og over naturen.

Det er også en blind, ubehjælpsom tale, når de endog siger om det naturlige lys, at mørket ikke griber lyset. Hvad andet skulle det sige, end at fornuften bliver oplyst og tændt af det guddommelige lys og dog bliver mørk og ikke får noget lys? Hvor kommer så dens naturlige lys fra? Der kan jo ikke være mørke, når lyset bliver tændt, skønt der nok er mørke af mangel på nådens lys. Men om nådens lys taler de ikke; så må de heller ikke tale om det mørke. Derfor strider det mod hinanden, at et lys skulle oplyse mørket, og mørket ikke skulle gribe det, men blive ved at være mørkt; ligesom det strider mod hinanden, at liv skulle gives den døde, og den døde ikke skulle gribe livet eller blive det var, men blive død.

Men vil man sige, at man ikke griber ham, som giver lyset og livet, så hører jeg nok – hvilken engel griber ham? Hvilken helgen griber ham, som giver ham nåden? Han bliver nok skjult og ubegrebet. Men det er ikke det, evangelisten her kalder, at lyset ikke bliver grebet af mørket. Nej, som ordene lyder, er meningen denne: Lyset lyser ind i mørket, men mørket bliver ved at være mørkt og bliver ikke oplyst af det; de lader det lyse og ser dog ikke, ligesom solen skinner for de blinde, og de dog ikke bliver det var. Se, hvor mange ord må jeg spilde for at rydde denne fremmede forståelse af vejen!

Lad os derfor blive ved den enfoldige forståelse, som disse ord giver uden tvang. Alle, som bliver oplyst med naturlig fornuft, de griber lyset og bliver oplyst, hver efter sit mål. Men dette nådens lys, som er givet menneskene ud over det naturlige lys, skinner i mørket, det vil sige blandt verdens blinde og nådeløse mennesker; men de tager ikke imod det, ja, de forfølger det oven i købet. I den mening siger han i Joh 3,19: «Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset.»

Se, således var Kristus, før han blev forkyndt af Johannes Døberen, blandt folk på jorden; men ingen agtede på ham. Han var jo livet og menneskenes lys. Han levede og lyste også, men der var lutter mørke, og det mørke fornemmede ham ikke. Der var lutter verden, blindt og mørkt folk. Havde de kendt ham, hvem han var, så havde de givet ham hans ære, sådan som Paulus siger i 1 Kor 2,8: «Havde de kendt Guds visdom, så ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre.»

På samme måde har Kristus også før sin fødsel, fra begyndelsen og indtil enden, altid været et liv og lys og lyser til alle tider i alle skabninger, i den hellige Skrift, ved sine hellige mennesker, profeter og prædikanter, med gerninger og ord; han er endnu aldrig holdt op med at skinne. Men det er altsammen mørkt, hvor han skinner hen, og mørket greb ham ikke.

Således kunne Johannes også godt have rettet disse ord mod sin Kerinth: at han så den klare Skrift og sandhed, som lyste for ham, og dog greb hans store mørke den ikke. Sådan går det altid, også nu. Selv om man viser de blinde lærere Skriften, så de kan tage og føle på den, så griber de den dog ikke; og det bliver ved at være sandt, at lyset skinner i mørket, og mørket griber det ikke.

Og man skal lægge mærke til, at evangelisten her siger: «Lyset skinner» (phainei), det vil sige: det er åbenbart eller nærværende for øjnene i mørket. Men den, der ikke har mere af det, bliver i mørket; ligesom solen skinner for den blinde, men han ser ikke en smule mere af den grund. Sådan er dette lys’ art: det skinner i mørket, men mørket bliver ikke en smule lysere af det. Men i de troende skinner det ikke alene, men gør dem gennemlyste og seende, og det lever i dem, så at det med rette kan hedde: Livet er menneskenes lys. Omvendt er lyset uden liv et skin for mørket; derfor hjælper intet skin hos de vantro; hvor klart man end viser dem sandheden og holder den frem for dem, så bliver de dog i mørket.

Så vil vi nu forstå alle disse foregående ord af evangelisten som Kristi almindelige egenskaber og titler, hvormed han som i en fortale og indledning til sit evangelium i almindelighed har villet vise, hvad der skal skrives om Kristus i hele evangeliet: nemlig at han er sand Gud og menneske, som har skabt alle ting, og at han er givet menneskene til liv og lys, selv om kun få af alle dem, som han bliver åbenbaret for, tager imod ham; for det og ikke mere indeholder evangeliet. Og Paulus laver også på samme måde en fortale og indledning til sit brev i Rom 1. Nu følger den egentlige begyndelse på evangeliet.

Der kom et menneske, sendt fra Gud; hans navn var Johannes

Sådan begynder også Markus og Lukas deres evangelier med Johannes Døberen; og det er også dér, man skal begynde, som Kristus selv siger i Matt 11,12: «Fra Johannes Døbers dage indtil nu lider Himlenes rige vold.» Og i ApG 1,22 siger Peter, at Kristus har begyndt fra Johannes’ dåb, i hvilken han også er blevet indsat og kaldet til lærer; som Johannes Døberen viser det, da han sagde i Joh 1,32: «Jeg har set Helligånden komme over Kristus som en due og har hørt Faderens røst: ’Denne er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag’» (Matt 3,17). Dér blev Kristus gjort til doktor, dér begyndte han også, og dér gik evangeliet først op ved Kristus selv. For ingen skulle begynde på det høje, salige, trøstefulde Ord uden Kristus alene. Og derfor måtte Johannes komme forud og berede folket til denne prædiken, så at de skulle tage imod lyset og livet.

For som vi har hørt: Skønt Kristus overalt er et lys, der skinner i mørket og ikke bliver grebet, så har han dog blandt jøderne i sin menneskehed været særligt og legemligt nærværende ved menneskeheden, er kommet til syne og er ikke blevet kendt; derfor er hans forløber Johannes også kommet alene dér og har prædiket om ham, for at han kunne blive kendt og modtaget. Derfor følger denne tekst fint og passende efter den foregående: at eftersom Kristus, det skinnende lys, ikke er blevet kendt, kom Johannes forud og åbnede menneskenes øjne og viste dem det nærværende, skinnende lys, som derefter ved sig selv, uden at Johannes viste det, skulle blive modtaget, hørt og kendt.

Nu mener jeg, at vi er kommet igennem det sværeste og højeste stykke af evangeliet; for hvad der nu siges herefter, er let og det samme, som de andre evangelister også siger om Johannes og Kristus. Skønt, som jeg har sagt, også dette stykke i sig selv ikke er svært; man har med vilje gjort det svært med de naturlige og menneskelige glosser. Det må jo blive svært, når man fører et ord bort fra dets betydning over i en fremmed betydning. Hvem ville vide, hvad et menneske betød, og ikke tænke de underligste ting, når han hørte, at et menneske var noget andet end det, alverden mener? Sådan er det også gået her med evangelistens enkle, klare ord.

Dog har han sin egen måde, nemlig at han hele tiden drager Johannes Døberens vidnesbyrd hen på Kristi guddom for Kerinths skyld; det gør de andre evangelister ikke, men drager det kun hen på Kristus uden udtrykkeligt at nævne hans guddom. Men her siger han: Johannes er kommet for at vidne om lyset og forkynde Kristus som livet, lyset og Gud, som vi skal høre.

Hvad der i advent er sagt om Johannes Døberen, skal også forstås her: at ligesom han kom forud for Kristus og viste folket hen til ham, sådan skal også evangeliets mundtlige ord kun prædike og vise hen til Kristus; for alene dertil er det indstiftet af Gud, ligesom Johannes er sendt fra Gud. Således har vi hørt, at Johannes er en røst i ørkenen, som med sit embede betegner evangeliets mundtlige prædiken. Ligesom mørket ikke af sig selv kunne gribe dette lys, skønt det var nærværende, men Johannes måtte åbenbare og vise dem det, sådan kan heller ingen naturlig fornuft endnu gribe det af sig selv, skønt det er nærværende i hele verden; evangeliets mundtlige ord må åbenbare og vise det.

Nu ser vi, at dette lys ikke bliver hentet langvejs fra ved evangeliet, og at vi heller ikke behøver at løbe langt efter det; men det er os aller nærmest og skinner også i vort hjerte; det behøver ikke mere, end at det bliver vist og prædiket. Og den, der hører det prædiket og tror, han finder det i sit hjerte; for troen kan ikke være andre steder end i hjertet, og så kan dette lys ikke være andre steder end i troen. Derfor siger jeg: Det er nær hos os og i os, men det bliver ikke grebet af os selv; det må prædikes og tros.

Det mener også Paulus i Rom 10,6–8, hvor han ud fra Moses i 5 Mos 30,11–14 siger: «Du behøver ikke at fare over havet eller stige op til himlen eller ned i helvede efter det. Ordet er nær, nemlig i din mund og i dit hjerte.» Se, det betyder, at dette lys skinner i mørket og ikke bliver kendt, indtil Johannes og evangeliet kommer og åbenbarer det; så bliver mennesket oplyst af det og griber det, og dog forandrer det hverken tid, sted, person eller alder, men alene hjertet.

Videre: Ligesom Johannes ikke kom af sig selv, men blev sendt fra Gud, sådan kan heller ikke evangeliet eller nogen prædiken om dette lys komme af sig selv eller af menneskers fornuft, men Gud må sende det. Derfor slår evangelisten her al menneskelære ned; for hvad menneskene lærer, viser aldrig nogen sinde hen til Kristus, dette lys, ja, det hindrer det kun. Men hvad der viser hen til Kristus, det er visselig sendt fra Gud og ikke opfundet af mennesker.

Derfor nævner evangelisten navnet udtrykkeligt og siger: «Hans navn var Johannes.» Men Johannes betyder på hebraisk nåde eller gunst, for at betegne, at en sådan prædiken og et sådant budskab ikke bliver sendt ud på grund af nogen fortjeneste hos os, men af Guds rene nåde og gunst, og at det også bringer lutter nåde og Guds gunst med sig. Det siger også Paulus i Rom 10,15: «Hvordan skal de forkynde uden at være sendt?»

Og af alt dette ser vi, at evangelisten behandler Kristus således, at han bliver kendt som Gud. For når han er lyset, som er nærværende alle steder og skinner i mørket, så at det ikke behøver mere, end at det bliver åbenbaret ved Ordet og kendt ved hjerternes tro, så må det visselig være Gud. For ingen skabning kan på den måde skinne så nær alle steder og i alle hjerter. Og omvendt er det dog en sådan Gud, som alligevel er menneske og bliver prædiket i og om netop dette menneske. Så følger:

Han kom for at vidne, for at han skulle vidne om lyset, for at de alle skulle tro ved ham

Se, det er nu klart ud fra det, der netop er sagt: hvordan evangeliet kun forkynder dette lys, mennesket Kristus, og gør, at mørket kan gribe det; dog ikke ved fornuft eller følelse, men ved troen. For han siger nemlig: «For at de alle skulle tro ved ham.» Ligeledes: «Han er kommet for at vidne og skulle aflægge vidnesbyrd.» Nu er det et vidnesbyrds natur, at det taler om den ting, som man hverken ser, ved eller føler, men må tro vidnet, der bevidner den. Sådan kræver evangeliet heller ikke fornuftige slutninger og tilslutning, men en tro, som er over fornuften; ellers kan dette lys ikke blive kendt.

Så er der ovenfor sagt tilstrækkeligt om, hvordan fornuften med sit lys kæmper og raser imod dette lys, for slet ikke at tale om, at den skulle gribe det og give det medhold. For det står fast, når der siges: «Mørket griber ikke dette lys»; derfor må fornuften med sit lys tages til fange og blindes; som han siger i Es 60,19: «Jeg vil dække din sol (det vil sige din fornuft) med en sky», det vil sige med evangeliet eller Guds ord eller Johannes’ vidnesbyrd, som kræver troen og gør fornuften til nar. Ligeledes: «Din sol skal ikke mere lyse for dig, og din månes lys skal ikke mere være i dig, men din Gud skal være dig et evigt lys.» For derfor bliver dette lys bevidnet ved Ordet, at fornuften skal træde ud af sig selv og følge vidnesbyrdet; så griber den lyset i den samme tro, og dens mørke bliver oplyst. For hvis den af sig selv kunne gribe dette lys eller give det medhold, var der ingen brug for Johannes og hans vidnesbyrd.

Således har evangeliet kun det formål at være et vidnesbyrd for den egensindige, blinde, hårdnakkede fornufts skyld, for at stå den imod og føre den bort fra dens eget lys og indbildskhed ind i troen, ved hvilken den griber dette levende og evige lys.

Han var ikke lyset, men han skulle vidne om lyset

Kære ven, hvorfor siger han det og gentager ordene endnu en gang, at Johannes kun har været et vidne om dette lys? Åh, en nødvendig gentagelse! For det første for at bevise, at dette lys ikke er et menneske, men Gud selv; for som jeg har sagt, ville evangelisten gerne i alle ord vise Kristi guddom. Er Johannes, den store helgen, ikke lyset, men kun et vidne om det, så må dette lys være langt mere end alt, hvad der er helligt, hvad enten det er engel eller menneske. For skulle hellighed gøre et sådant lys, så havde den også gjort Johannes til et. Men nu er det over helligheden; derfor må det også være over englene, som heller ikke er over helligheden.

For det andet for at stå de frække menneskeprædikanter imod, som ikke vidner om Kristus, lyset, men om sig selv. For det er i sandhed sådan: Alle, der prædiker menneskelære, gør et menneske til et lys og fører folk bort fra dette lys hen til sig selv og sætter sig i stedet for dette sande lys, sådan som paven og hans folk gør; derfor er han også Antikrist, det vil sige en modkristus, og imod dette sande lys.

Evangeliet kan ikke tåle nogen anden lære ved siden af sig; det vil kun være Kristi vidne og føre folk til dette lys, Kristus. Derfor, o Herre Gud, var disse ord – «Han var ikke lyset» – nok værd at skrive med store bogstaver og lægge omhyggeligt mærke til imod de mennesker, som træder frem og vil give folk lære og love ud af deres eget hoved og foregiver at oplyse dem og fører dem med sig i helvedes afgrund; for de lærer jo ikke troen og kan ikke lære den; den lærer ingen andre end den, der er sendt fra Gud, Johannes, det hellige evangelium. Ak, derom var der meget at sige!

Kort sagt: Den, der ikke prædiker evangeliet for dig, ham skal du bare frit forkaste og ikke høre. Men den prædiker evangeliet, der lærer dig at tro på Kristus og stole på det evige lys og ikke bygge på nogen af dine gerninger. Derfor: Alt, hvad der bliver sagt dig uden for evangeliet, det skal du vogte dig for; stol endelig ikke på det, og hold det slet ikke for et lys, som oplyser og forbedrer din sjæl, men hold det som en udvortes ting, ligesom mad og drikke til legemets fornødenhed, som du kan bruge efter din vilje eller for at gøre en anden en tjeneste, men endelig ikke til din frelse; for dertil skal intet være dig nyttigt eller nødvendigt uden dette lys.

Åh, hvilket grueligt væsen med menneskelærerne, som nu regerer og så fuldstændig har drevet dette lys bort! De vil alle selv være dette lys og ikke vidner om lyset; de lærer sig selv og deres eget, tier stille om dette lys eller lærer det sådan, at de også lærer sig selv ved siden af. Det er endnu værre end helt at tie; for deraf bliver der samaritanere, som tjener halvt Gud og halvt afguderne (2 Kong 17,33).

Det var det sande lys, som oplyser alle mennesker, der kommer til verden

Hverken Johannes eller nogen helgen er lyset; men det er et sandt lys, som Johannes og alle evangeliske prædikanter vidner om. Nu er der for denne gang sagt nok om lyset, hvad det er: hvordan det bliver kendt ved troen og holder os oppe i livet og døden evigt, så at intet mørke nogen sinde kan skade os. Men det er underligt, at han siger: «Det oplyser alle mennesker, som kommer til denne verden.» Skal det være sagt om det naturlige lys, så strider det imod, at han siger, at det er det sande lys. Desuden har han ovenfor sagt: «Mørket griber det ikke»; og alle ordene er rettet mod nådens lys. Og så følger der bagefter: «Han er kommet til verden, og verden har ikke kendt ham, og hans egne har ikke taget imod ham.» Men den, som det sande lys oplyser, han er oplyst med nåde og kender ham.

Omvendt tvinger det os til at mene, at det ikke er sagt om nådens lys, at han siger: «Det oplyser alle mennesker, som kommer til denne verden.» Det er jo meget klart sagt om alle mennesker, der bliver født. Augustin siger, at det skal forstås sådan, at intet menneske bliver oplyst uden af dette lys; på den måde, som man plejer at sige om en lærer i en by, når der ikke er nogen anden lærer i den: Denne lærer lærer dem alle i byen, det vil sige: Der er ingen lærer i byen uden ham alene; han alene har alle eleverne. Dermed siges der ikke, at han lærer alle mennesker i byen, men at han er den eneste lærer i byen, og at ingen bliver undervist af nogen anden.

Sådan vil evangelisten også her sige, at Johannes ikke er lyset, og heller ikke noget menneske eller nogen skabning; men at der kun er ét eneste lys, som oplyser enhver, og at der ikke kommer et menneske på jorden, som kan blive oplyst af nogen anden. Og denne forståelse kan jeg ikke forkaste; for på den måde taler også Paulus i Rom 5,18: «Ligesom fordømmelsen er kommet over alle mennesker ved ét menneskes synd, sådan er retfærdiggørelsen kommet over alle mennesker ved ét menneskes retfærdighed»; og dog bliver ikke alle mennesker retfærdige ved Kristus; men alligevel er han alene det menneske, ved hvem al retfærdiggørelse kommer.

Sådan også her: Selv om ikke alle mennesker bliver oplyst, så er dette dog det lys, fra hvilket alene al oplysning kommer. Og denne måde at tale på har evangelisten frit brugt uden at være bange for, at nogle ville støde sig på, at han nævner alle mennesker; han har tænkt, at han godt kunne afhjælpe en sådan anstødssten, idet han både før og efter forklarer sig og siger: «Mørket har ikke grebet det, og verden har ikke kendt ham, og hans egne har ikke taget imod ham.» Sådanne ord var jo stærke nok til, at ingen kan sige, at han har ment, at alle mennesker bliver oplyst; men at han alene er det lys, som oplyser enhver, og at ingen bliver oplyst uden ham.

Men skulle det være sagt om fornuftens naturlige lys, så var det en ringe ting at sige; for det oplyser jo ikke alene alle mennesker, der kommer til verden, men også dem, der går ud af verden, og djævlene. For i de døde, i djævlene og i de fordømte bliver det samme fornuftige lys tilbage, ja, det bliver kun klarere, så at de bliver plaget så meget mere af det. Men nu da han kun nævner de mennesker, der kommer til denne verden, viser han, at han taler om troens lys, som kun lyser og hjælper i dette liv; for efter døden bliver ingen oplyst ved det. Det må ske her i troen ved mennesket Kristus, dog ud fra hans guddom. Efter dette liv skal vi ikke se ved menneskeheden og i troen, men åbenlyst i sig selv den rene guddom.

Således sætter evangelisten sine ord, så han endelig ikke forkaster mennesket Kristus og dog udråber hans guddom. Derfor har det været nødvendigt for ham at nævne alle mennesker, så han kun prædikede ét lys over alle og advarede os imod at tage imod menneskelys eller andre lys i dette liv. Intet menneske skal lyse for det andet, men dette lys alene skal lyse for dem alle; og prædikanterne skal kun være forløbere og vidner om dette lys til menneskene, for at de alle kan tro på dette lys.

Se, derfor: Da han havde sagt: «Det oplyser alle mennesker», så han, at det var sagt for vidt, og føjede til: «som kommer til denne verden»; så at han gjorde Kristus til et lys i denne verden. For i den anden verden skal lyset ophøre og forvandles til den evige herlighed. Som også Paulus siger i 1 Kor 15,24, at Kristus da skal overgive riget til Faderen; men nu regerer han ved sin menneskehed.

Nu: Ligesom han skal overgive riget, sådan skal han også overgive lyset. Ikke sådan, at det er to slags lys, eller at vi skal se noget andet end nu; men sådan, at vi skal se netop det samme lys, netop den samme Gud, som vi nu ser i troen, på en anden måde. Nu ser vi ham skjult i troen, da skal vi se ham uskjult. Ligesom når jeg ser et gyldent billede gennem et malet glas eller på anden måde tildækket og bagefter blottet og afdækket. Sådan siger Paulus i 1 Kor 13,12: «Vi ser nu gennem et spejl i et dunkelt ord, men da ansigt til ansigt.» Se, så har du, hvilket lys evangelisten taler om: at Kristus er menneskenes lys ved sin menneskehed, det vil sige i troen; gennem menneskeheden lyser hans guddom som gennem et spejl eller farvet glas, eller som solen gennem en lys sky; så at lyset endelig tilskrives guddommen, ikke menneskeheden, dog uden at menneskeheden bliver foragtet, for den er dette lys’ sky og forhæng.

Det er jo sagt klart nok, og den, der har troen, forstår alt dette godt: at det forholder sig sådan med dette lys. Men den, der ikke tror, forstår det ikke, og det gør heller ikke noget; han skal ikke forstå det, og det var bedre, at han hverken vidste noget om Bibelen eller studerede i den; for han forfører sig selv og alle andre med sit vildfarne lys, idet han mener, at det er Skriftens lys, som dog ikke lader sig forstå uden den rette tro. For dette lys lyser i mørket, men bliver ikke grebet af dem.

Dette ord kan også have den mening, at evangelisten vil sige, at evangeliet og troen er prædiket i hele verden, og at dette lys er gået op for alle mennesker i denne verden, ligesom solen går op over alle mennesker; ligesom Paulus siger i Kol 1,23: «Evangeliet er prædiket for hele skabningen under himlen»; og han selv sagde i Mark 16,15: «Gå ud i hele verden og prædik evangeliet for hele skabningen»; som også Sl 19,7 siger om ham: «Den går op ved himlens ene ende og løber rundt til den samme ende igen, og intet bliver skjult for dens hede.» Hvordan det skal forstås, er sagt ovenfor ved epistlen til julenat.

Så var dette en let og enfoldig forståelse: at dette lys oplyser alle mennesker, der kommer til denne verden, så at hverken jøderne eller nogen anden skal driste sig til selv at oprette et eget lys et eller andet sted. Og denne forståelse følger godt efter den foregående tekst. For før lyset bliver bevidnet ved Johannes og evangeliet, lyser det i mørket og bliver ikke grebet; men efter at det bliver forkyndt og bevidnet offentligt, lyser det, så vidt verden er, over alle mennesker, selv om ikke alle tager imod det; som det følger:

Det var i verden, og verden er blevet til ved det, og verden kendte det ikke

Det er alt sammen sagt om mennesket Kristus, og især efter hans dåb, da han begyndte at lyse efter Johannes’ vidnesbyrd. Dér var han jo midt i verden. Men hvilket sted i verden vidste det? Hvem tog sig af ham? Han blev jo ikke engang modtaget af dem, hos hvem han var personligt til stede; som det følger:

Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham

Det er også sagt om hans prædikens komme og ikke om hans fødsel. For hans komme betyder hans prædiken og hans lysen. Som Døberen siger i Matt 3,11; Luk 3,16; Mark 1,7; Joh 1,27: «Der skal komme en efter mig, som jeg ikke er værdig til at løse skoremmen for.» Og efter dette komme kaldes Johannes også hans forløber, som Gabriel siger til hans far Zakarias i Luk 1,17: «Han skal gå foran ham og berede hans vej.» For som der er sagt ovenfor, begynder evangelierne med Kristus efter hans dåb; da begyndte han at være lyset og at gøre det, han var kommet for.

Således siger han nu, at han er kommet til sit eget folk midt i verden, og at de ikke har taget imod ham. Var det ikke sagt om hans komme ved prædiken og lysen, så ville han ikke straffe dem sådan for, at de ikke har taget imod ham. Hvem kunne vide, at det var ham, hvis han ikke var blevet åbenbaret? Derfor er det deres skyld, at de ikke tog imod ham, skønt han kom og blev åbenbaret ved Johannes og ved sig selv. Derfor siger også Johannes i Joh 1,31: «For at han skulle blive åbenbaret for Israel, derfor er jeg kommet for at døbe med vand.» Og han selv i Joh 5,43: «Jeg er kommet i min Faders navn, og I tager ikke imod mig. Hvis en anden kommer i sit eget navn, vil I tage imod ham.» Det er også tydeligt sagt om prædikenens og åbenbaringens komme.

Han kalder jøderne sit eget folk, fordi de var udvalgt af hele verden til at være hans folk, og fordi han var lovet dem ved Abraham, Isak, Jakob og David. For os hedninger er der intet lovet om Kristus; derfor er vi fremmede og ikke kaldt hans egne, men nu af lutter nåde taget imod og også blevet hans folk. Skønt vi desværre også endnu dagligt lader ham komme ved hans evangelium og foragter ham. Derfor må vi også finde os i, at en anden kommer i hans sted, paven, og bliver taget imod af os, så at vi må tjene den onde fjende, fordi vi ikke vil tjene vor Gud.

Men her skal man ikke glemme, at evangelisten viser Kristi guddom to gange. For det første, når han siger: «Verden er blevet til ved ham.» For det andet, når han siger: «Han er kommet til sine egne.» For at have et eget folk hører en sand Gud til. Det jødiske folk var jo Guds eget folk, som Skriften mange gange siger; når de altså er Kristi eget folk, må han visselig være den Gud, som Skriften siger, at folket tilhører.

Men hvilken skam og skændsel det er, at verden ikke kender sin skaber, og at det jødiske folk ikke tager imod sin Gud, det overlader evangelisten til enhver at betænke. Hvordan kunne man skælde verden hårdere ud end ved at sige, at den ikke kender sin skaber? Hvilke onde laster og navne følger ikke af dette ene stykke? Hvad godt kan der være dér, hvor der er lutter uvidenhed, mørke og blindhed? Hvad ondt skulle der ikke være dér, hvor der ikke er kundskab om Gud? Åh ve, hvilken grufuld og forfærdelig ting verden er! Den, der kendte den og ret betænkte dette stykke, han ville lige så gerne være i helvede. Han kunne ikke være glad i dette liv, som der står en så ond titel skrevet over.

Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn

Nu ser vi jo, hvad det er for et lys, som han hidtil har talt om. Det er jo Kristus, det trøstefulde nådens lys, og ikke det naturlige lys eller fornuften. For Johannes er en evangelist og ikke en platoniker. Alle, der får det naturlige lys eller fornuften, de tager jo imod ham efter dette lys – hvordan skulle de ellers få det? – ligesom de får det naturlige liv fra det guddommelige liv. Men alligevel giver dette lys og liv dem ikke magt til at blive Guds børn. Ja, de bliver ved med at være dette lys’ fjender, kender det ikke og tager ikke imod det. Derfor kan der intet være talt om det naturlige lys i dette evangelium, men alt sammen kun om Kristus, i den mening, at han skal blive kendt som sand Gud.

Nu er resten af evangeliet velkendt, for det taler om troen på Kristi navn: at den gør til Guds børn. Det er herlige ord, og de strider mægtigt imod gerningsmestrene og lovlærerne. Gode gerninger gør aldrig personen anderledes. Derfor, selv om de gerningshellige forandrer og forbedrer deres gerninger, som de mener, så bliver de dog i personen som før, og deres gerninger bliver kun et skalkeskjul og hykleri.

Men troen forandrer personen og gør et barn ud af fjenden, så skjult, at de udvortes gerninger, stand og vandel bliver, som de er, når det ikke er gerninger, der af natur er onde, som ofte er sagt. Derfor bringer troen hele arven og hovedgodset af retfærdighed og frelse med sig, så at man ikke behøver at søge noget af det ved gerningerne, sådan som de falske forvanskere narrer os. For når man er Guds barn, har man også Guds arv allerede forud i kraft af dette barnekår. Når altså troen giver et sådant barnekår, er det jo klart, at de gode gerninger skal ske frit og for intet, alene til Guds ære, som af dem, der allerede har frelsen og Guds arv ved troen; som der ovenfor er sagt tilstrækkeligt i den anden epistel.

De er ikke født af blod eller af køds vilje eller af mands vilje, men af Gud

Her taler han for at forklare sig selv: hvad troen virker, og hvor fuldstændig intet af det, der er uden for troen, duer. Her slår han jo med magt naturen ned, lyset, fornuften og alt, hvad der ikke er tro, for slet ikke at tale om, at han skulle prise det. Barnekåret er alt for højt og ædelt til, at det skulle komme af naturen eller kunne kræves af den.

Han opregner fire slags barnekår: ét af blodet, det andet af kødets vilje, det tredje af en mands vilje, det fjerde af Gud.

Det første barnekår, det af blodet, er let at forstå: at det er det naturlige barnekår; dermed går han imod jøderne, der roser sig af Abrahams og patriarkernes blod og holder Skriftens ord frem, hvori Gud har lovet Abrahams afkom velsignelsen og frelsens arv. Derfor vil de alene være det rette folk og Guds børn. Men her siger han: Der må være mere end blodet; ellers er der intet Guds barnekår. For også Abraham og patriarkerne selv har ikke for blodets skyld, men for troens skyld haft arven i eje, som Paulus lærer i Hebr 11,8. Og hvis det naturlige blodsslægtskab var nok til dette barnekår, så havde forræderen Judas, Kajfas, Annas og alle de onde jøder, som i fordums tid blev fordømt i ørkenen, med rette haft fuld ret til denne arv. For de har alle været af patriarkernes blod. Derfor hedder det ikke: de, der er født af blodet, men: «de, der er født af Gud».

De to andre slags slægtskab eller barnekår, «af køds vilje» og «af mands vilje», er endnu ikke helt klare for mig selv. Men jeg ser godt, at evangelisten dermed vil have forkastet alt, hvad naturen er og formår, og alene ophøje fødslen af Gud. Derfor er det ufarligt, hvordan vi henfører og fordeler disse to stykker til naturen uden for nåden. Det kommer dog ud på ét.

Nogle forstår ved barnekåret «af køds vilje» det, der ikke kommer af blodets stamme, men efter Moses’ lov. Den bød, at en afdød mands hustru skulle tages til ægte af hans nærmeste slægtning, og at denne skulle avle børn i den afdødes navn og til hans arv, så hans slægtnings blodstamme kunne bestå. Og herunder hører også stedslægtskabet, som altsammen kommer af køds vilje og ikke af den ordentlige blodstamme.

Men ved «kød» mener han her mennesket, sådan som det lever i kødet, som Skriften plejer at tale, så meningen er: ikke sådan som menneskene får børn uden for blodstammen; for det er altsammen endnu kødeligt og menneskeligt og sker af et menneskes frie vilje. Men hvad der fødes af blod, det sker ikke af fri vilje, men naturligt, hvad enten mennesket vil eller ej.

Det tredje, «af mands vilje», tager de om det fremmede barnekår, som man kalder adoptionem [adoption], når en mand udvælger og antager et fremmed barn som sit eget barn. Om du nu så var Abrahams eller Davids rette barn, stedbarn, udvalgt barn eller fremmed, så hjælper det dig ikke; du må være født af Gud. Kristi egne slægtninge troede jo ikke, som Joh 7,5 siger.

Men vil nogen, kan han også ordne dette slægtskab sådan, at man ved «af blod» forstår alle dem, der hører til slægten, hvad enten det er af stammen eller ved stedslægtskab; «af køds vilje» er alt slægtskab uden for blodet, som de udvalgte børn, som sagt er. Men «af mands vilje» er de åndelige børn, sådan som disciplene er over for deres lærere; så evangelisten altså lægger alt ned, hvad blod, kød, natur, fornuft, kunnen, lære, lov og fri vilje formår, med alle deres kræfter, for at ingen skal formaste sig til ved sin lære, sine gerninger, sin kunnen og sin frie vilje at hjælpe nogen eller lade sig hjælpe af noget menneske på jorden til Guds rige; men man skal forkaste alt og stræbe efter den guddommelige fødsel.

Så synes jeg, at en «mand» i Skriften almindeligvis betyder en overordnet, der regerer, fører og lærer andre. For de skal med rette mest af alle forkastes og nævnes, eftersom intet slægtskab formaster sig mere hårdnakket og frækt og stoler på sig selv, så at de også altid står nåden allermest imod og forfølger den. Heri kan enhver mene, hvad han vil, når han blot ved, at alt, hvad der er uden for fødslen af Gud, ikke duer til noget. For havde noget duet, så ville evangelisten (eftersom han går så nøje til værks) uden tvivl have sat det ved siden af fødslen af Gud og ikke prist den alene.

Den guddommelige fødsel er nu intet andet end troen. Hvordan går det til? Ovenfor er det sagt, hvordan nådens lys strider mod fornuftens naturlige lys og blænder det. Når så evangeliet kommer og nådens lys vidner, at mennesket ikke skal gøre eller leve efter sin indbildning, men at dets naturlige lys må forkastes, dræbes og skaffes af vejen – når et menneske tager imod et sådant vidnesbyrd og følger det, opgiver sit lys og sin indbildning, gerne vil være en nar og lade sig føre, lære og oplyse, se, så bliver han forvandlet i sit hovedstykke, det vil sige i sit naturlige lys. Da går hans gamle lys ud, og der går et nyt lys ind: troen. Den følger han gennem død og liv, hænger kun ved Johannes’ eller evangeliets vidnesbyrd, om han så skulle miste alt, hvad han har og formår, derover.

Se, så er han nu født af Gud ved evangeliet; i det bliver han og lader sit lys og sin indbildning fare, sådan som Sankt Paulus siger i 1 Kor 4,15: «Jeg er ved evangeliet blevet jeres far i Kristus Jesus»; og Jak 1,18: «Af nådig vilje fødte han os ved sandhedens ord, for at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger.» Derfor kalder Sankt Peter os nyfødte Guds børn, 1 Pet 2,2. Ligeledes kaldes evangeliet derfor Guds moderliv, fordi han i det undfanger, bærer og føder os, ligesom en kvinde undfanger, bærer og føder et barn i sit moderliv. Es 46,3: «Hør mig, I lille, fattige rest, som jeg bærer i mit skød» osv.

Men denne fødsel viser sig for alvor, når anfægtelsen og døden kommer; da mærker man, hvem der er født på ny eller er den gamle. Da vrider og vånder fornuften sig, det gamle lys, og slipper nødig, hvad den synes og vil; den kan ikke tage mod til sig og overgive sig til evangeliet og lade sit lys fare. Men de, der er født på ny eller bliver født på ny dér, de går med og følger, lader lys, liv, gods, ære og hvad de har fare, stoler på Johannes’ vidnesbyrd og holder fast ved det. Derfor kommer de også til den evige arv, som de rette børn.

Se, når nu lyset, fornuften, den gamle indbildning, er død og mørk og forvandlet til et nyt lys, så må også hele livet og alle menneskets kræfter følge efter og forvandles. For hvor fornuften går hen, dér følger viljen efter; hvor viljen går hen, dér følger kærligheden og lysten efter. Og således må hele mennesket krybe ind i evangeliet og blive nyt dér og trække den gamle ham af; ligesom slangen gør: når dens ham bliver gammel, søger den et snævert hul i klippen, kryber igennem det, trækker selv hammen af og lader den ligge udenfor hullet.

Sådan må også mennesket give sig ind i evangeliet og Guds ord og frimodigt følge hans løfte, at han ikke vil lyve; så trækker han sin gamle ham af, lader sit lys, sin indbildning, sin vilje, sin kærlighed, sin lyst, sin tale og sin gerning blive udenfor og bliver således et helt andet, nyt menneske, der ser anderledes på alle ting end før, dømmer anderledes, bedømmer anderledes, synes anderledes, vil anderledes, taler anderledes, elsker anderledes, lyster anderledes, virker og færdes anderledes end før. Siden kan han kende alle menneskers stande og gerninger, om de færdes ret eller uret, sådan som Sankt Paulus siger i 1 Kor 2,15: «Den åndelige bedømmer alt, men selv bedømmes han af ingen.»

Så ser han så klart, hvilke store narre alle de er, der vil blive gode ved gerninger. Da giver han ikke en skilling for alle præster, munke, pave, biskopper, tonsurer, kutter, røgelse, lys, kærtebrænding, sang, orgelspil, bøn og alt deres ydre væsen; for han ser, at det altsammen er lutter afgudsdyrkelse og tåbeligt hykleri, ligesom når jøderne tilbad deres Ba’al, Astarte og kalven i ørkenen, som de dog holdt for kostelige ting ved deres gamle lys, den egenrådige og selvkloge fornuft.

Heraf er det nu klart, at til dette barnekår hos Gud er intet blod, intet slægtskab, intet bud, ingen lære, ingen fornuft, ingen fri vilje, ingen god gerning, intet godt liv, ingen kartusianerorden og ingen gejstlig stand, om den så var engleagtig, til nytte eller hjælp, ja, kun til hinder. For hvis fornuften ikke først bliver fornyet og så falder ind i et af disse væsener, så falder den over det, forhærder og forblinder sig i det, så den aldrig eller kun med stort besvær kan hjælpes ud af det igen, og mener, at dens væsen og stand er ret og god; siden raser og farer den frem mod alle, der foragter og forkaster dette dens væsen. Så må den blive det gamle menneske, fjende af Gud og hans nåde, af Kristus og hans lys, hugge hovedet af Johannes, hans vidne, det vil sige af evangeliet, og rejse sin egen menneskelære i stedet. Sådan går spillet nu med fuld pragt og magt og raser i pavens og de gejstliges væsen; de ved altsammen intet om denne guddommelige fødsel, men lirer og pludrer med deres lærdomme og bud om visse gerninger, som de vil opnå nåde med, og bliver dog i den gamle ham.

Men det vil nok blive stående, som er sagt her: Ikke af blod, ikke af køds eller mands vilje, men af Gud sker denne fødsel. Man må fortvivle om vor vilje, vore gerninger og vort liv, eftersom de er forgiftet af fornuftens falske, egenrådige, selviske lys, og frem for alt høre Døberens røst og vidnesbyrd, tro det og følge det; så vil lyset, Kristus, oplyse os, gøre os nye og give os magt til at blive Guds børn. For derfor er han kommet og blevet menneske, som det følger: «Og Ordet blev kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søns fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.»

Her skal man ved «kød» forstå hele menneskenaturen, legeme og sjæl, efter Skriftens sædvane, der kalder mennesket kød, som ovenfor, hvor han siger: «Ikke af køds vilje»; og i trosbekendelsen siger vi: «Jeg tror på kødets opstandelse», det vil sige alle menneskers. Ligeledes Kristus i Matt 24,22: «Hvis de dage ikke blev afkortet, ville intet kød blive frelst», det vil sige intet menneske. Og Sl 78,39: «Han kom i hu, at de er kød, et vindpust, der farer bort og ikke kommer igen.» Ligeledes Joh 17,2: «Du har givet din Søn magt over alt kød, for at han skal give evigt liv til alle dem, du har givet ham.»

Det siger jeg så omhyggeligt, fordi dette skriftord har været udsat for mange angreb fra kætterne på den tid, da der var lærde og store biskopper. Nogle, som Fotin og Apollinaris, lærte, at Kristus var et menneske uden sjæl, og at guddommen havde været i ham i sjælens sted. Men Mani lærte, at Kristus ikke havde haft naturligt, virkeligt kød, men var et skin, der var gået gennem Maria, hans mor, uden at han havde taget hendes blod og kød; ligesom solen skinner gennem et glas og ikke tager glassets natur med sig. Derfor har evangelisten brugt et håndgribeligt ord: Han er blevet kød, det vil sige et menneske som et andet menneske, der har kød og blod, legeme og sjæl.

Sådan har Skriften dengang måttet prøves og stå sin prøve, det ene stykke efter det andet, indtil Antikrists tid, der ikke undertrykker den stykkevis, men i ét og alt. For det er forudsagt, at på Antikrists tid skulle alt kætteri samle sig i ét bundfald og opsluge verden. Det kunne ikke ske bedre, end når hele Skriften blev lagt ned af paven og hans egen lov rejst. Derfor er biskopperne nu ikke længere kættere og kan heller ikke blive kættere; for de har ikke et eneste stykke af den bog, hvori man bliver kætter, det vil sige evangelierne. Og de har samlet alt kætteri hos sig i én bunke.

Fordum blev kætterne dog, hvor onde de end var, i Skriften og lod nogle stykker blive hele. Men hvad er der nu blevet tilbage, når denne fødsel af Gud og troen ikke mere kendes eller prædikes, men der drives lutter menneskelove og gerninger? Hvad ville det gøre, om Kristus er Gud eller ikke Gud, virkeligt kød eller et skin, har sjæl eller ingen sjæl, er kommet før eller efter sin mor, og om alle de vildfarelser og kætterier, der nogen sinde har været, gik i svang – når vi dog ikke har mere af ham end alle disse kættere, heller ikke bruger ham, og det er det samme, som om han var blevet menneske forgæves og alt var skrevet om ham for intet, eftersom vi har fundet ud af, hvordan vi ved vore gerninger kan komme til Guds nåde?

Derfor er der nu ingen forskel mellem vore biskopper og alle de kættere, der nogen sinde har været, uden den ene, at vi nævner Kristus med mund og pen som et dække og et skin, men under det holder os så aldeles borte fra ham og har lige så lidt gavn og brug af ham, som om han var sådan, som alle kætterne i deres dårskab har gjort ham til; sådan som Sankt Peter har forudsagt det i 2 Pet 2,1 og sagt: «Der vil blandt jer komme falske lærere, som fornægter Herren, der købte dem, og spotter sandhedens vej.»

Hvad hjælper det nu, at Kristus ikke er sådan, som kætterne har prædiket ham, når han alligevel ikke er eller udretter mere for os end for dem? Hvad hjælper det, at vi med munden fordømmer sådanne kætterier og bekender Kristus ret, når hjertet alligevel ikke holder anderledes om ham end de? Jeg ser ikke, hvad de kan pege på, som Kristus skulle være nødvendig til, hvis jeg kan opnå Guds nåde ved mine gerninger. Så er det ikke nødvendigt, at han er Gud og bliver menneske; kort sagt, alt, hvad der er skrevet om ham, er ikke nødvendigt; det ville være nok, at Gud alene blev prædiket, sådan som jøderne tror, og at jeg siden opnåede hans nåde med mine gerninger. Hvad skulle jeg mere have? Hvad skulle jeg mere behøve?

Således er Kristus og Skriften slet ikke nødvendige, hvis pavens og hans universiteters lære står ved magt. Derfor har jeg sagt: Pave, biskopper og de høje skoler er ikke gode nok til at være kættere; men de overgår alle andre kættere og er bundfaldet af alle kætterier, vildfarelser og afgudsdyrkelser, der har været fra begyndelsen, idet de undertrykker Kristus helt og Guds ord også helt og kun beholder navnet derpå som et skin; det har aldrig nogen afgudsdyrker, aldrig nogen kætter, aldrig nogen jøde gjort, og tyrken gør det heller ikke så slemt. Og selv om hedningerne før Kristi fødsel også var uden Kristus og Skriften, så har de dog ikke handlet imod Skriften og Kristus, som disse gør. Derfor har de været uden sammenligning bedre end de pavelige.

Lad os derfor i denne allerværste, antikristelige tid være vise og hænge ved evangeliet, som ikke lærer, at vor fornuft er et lys, sådan som mennesker kan lære os, men fremholder Kristus for os som den, vi ikke kan undvære, og siger: Ordet, ved hvilket alle ting er skabt, er livet, og dette liv er menneskenes lys. Tro trygt, at det er sandt: Han er menneskenes lys, så at der uden ham er lutter mørke i mennesket, så det ikke kan vide, hvad og hvordan det skal gøre, end sige at det skulle opnå Guds nåde med sine gerninger, sådan som de tossede høje skoler lærer med deres afgud, paven, og forfører hele verden.

Og for at han skulle blive menneskenes lys, det vil sige for at han skulle blive kendt, er han kommet, har vist sig legemligt og personligt blandt dem og er blevet menneske. Da er lyset sat i lygten, og det er ikke den tabte mønt, der ved sine gerninger og sit lys er løbet efter lygten og har søgt den, men lygten har søgt mønten og fundet den med sit lys; den har derfor fejet hele denne verdens hus med den rette kost og søgt i alle kroge; den søger, fejer og finder også stadig indtil den yderste dag.

Men det er en høj artikel, at Ordet alene er blevet kød og ikke Faderen, skønt de dog begge er én fuld, eneste og sand Gud. Men troen fatter det altsammen, og det er rimeligt, at fornuften ikke fatter det; for det er sket og skrevet, for at den ikke skal fatte det, men blive helt blind, mørk og en nar og træde ud af sit gamle, falske lys ind i et nyt lys.

Dog strider denne artikel ikke imod fornuftens lys, der siger, at man skal tjene Gud, tro og være god; det bliver stående sammen med denne artikel. Men når den skal ramme og sige, hvem denne Gud er, så springer den tilbage og siger: «Det er ikke Gud!» og vil kalde det Gud, som den synes. Derfor, når den hører, at dette Ord er Gud, og at Faderen også er den samme Gud, så ryster den på hovedet, vil ikke derhen, synes ikke, at det er ret eller sandt, bliver ved sin indbildning og mener, at den ved bedre, hvad og hvem Gud er, end nogen kan sige den.

Se, sådan bliver jøderne ved deres indbildning; de tvivler slet ikke om, at Gud skal troes og æres, men hvem denne Gud er, det forbeholder de sig selv at afgøre; dér vil de være mestre, dér må Gud selv lyve for dem og have uret. Se, sådan gør fornuften i alle Guds gerninger og ord: Den råber altid, at Guds gerning og ord skal æres, men dog sådan, at det står til dens behag og dom, hvad der skal være Guds gerning og ord. Den vil dømme Gud i alle hans gerninger og ord og selv være udømt af ham. Det skal stå til dens forgodtbefindende, hvad der er Gud eller ikke er Gud.

Se nu, om Gud ikke med rette i Skriften er fjendsk mod en sådan umådelig frækhed; om han ikke med rette foretrækker åbenlyse syndere og synderinder for sådanne hellige? Hvad kan man udtænke, der er mere forargeligt end en sådan gruelig formastelse? Det siger jeg, for at vi ret skal lære den fine frugt at kende, hvem hun er, hun som paven og de høje skoler giver og tillægger så meget, at hun uden Kristus af sig selv skal kunne opnå Guds nåde med sine gerninger – hun, som er Guds største fjende og gerne ville gøre ham til intet, for at hun alene kunne være Gud og have ret; hun skal opnå Guds nåde! Jeg mener, det er da mørke!

Se, så må fornuften lave afguder og kan ikke andet; for den ved godt at tale om Guds ære, men den går altid hen og giver denne ære til det, som den synes er Gud. Det er så visselig ikke Gud, men dens egen indbildning og vildfarelse, sådan som profeterne mangfoldigt klager over.

Det hjælper heller ikke, at nogen vil sige som jøderne: «Ja, jeg mener den Gud, der har skabt himmel og jord; der kan jeg da ikke fejle, men må ramme rigtigt.» Han svarer selv ved Es 48,1: «I sværger ved Guds navn og ihukommer Israels Gud, men ikke i sandhed og ikke i retfærdighed.» Og Jer 5,2: «Og selv når de siger: ’Ved den levende Gud!’, så sværger de dog falsk.»

Hvordan går det til? Det går sådan til: Den, der ikke tager imod Gud i ét stykke, især i det, Gud lader fremholde, har siden ingen gavn af at ville tage imod ham i de stykker, han selv vælger. Hvis Abraham havde villet sige, at det ikke var Gud eller Guds gerning, da han fik befaling om at ofre sin søn Isak, og havde fulgt sin fornuft og sagt: Han ville ikke ofre sin søn, men han ville ellers tjene Gud, der har skabt himmel og jord – hvad havde det så hjulpet ham? Han ville have løjet; for netop deri ville han have forkastet den Gud, der har skabt himmel og jord, og have opdigtet en anden gud under navnet på den Gud, der har skabt himmel og jord, og have foragtet den rette Gud, som forelagde ham budet.

Se, sådan lyver alle, der siger, at de mener den rette Gud, der har skabt himmel og jord, og dog ikke tager imod hans gerning og ord, men sætter deres indbildning over Gud og hans ord. Hvis de nu virkelig troede på en Gud, der har skabt himmel og jord, så ville de også vide, at den samme Gud også var skaber over deres indbildning og skulle skabe den, bryde den og dømme den, som han ville. Men nu da de ikke lader ham være skaber over dem selv og deres indbildning i et så lille stykke, kan det ikke være sandt, at de tror, at han er skaber af hele skabningen.

Så siger du: «Ja, men hvad om jeg blev forført, og det ikke var Gud?» Svar: Ti stille, kære menneske; et sådant hjerte, som ikke står på sin indbildning, lader Gud ikke blive forført; for det er ikke muligt, at han ikke skulle komme og bo i et sådant hjerte, sådan som Guds mor siger (Luk 1,53): «Hungrige har han mættet», og Sl 107,9: «De tomme sjæle fylder han.» Men bliver nogen forført, så er det sikkert, at han har stået på sin indbildning, hemmeligt eller åbenlyst. Derfor står et tomt hjerte altid i frygt i de ting, der er uvisse, om de er af Gud. Men de indbildske falder straks for dem og lader sig nøje med, at det glimrer og synes dem godt. Omvendt: Hvad der visselig er af Gud, det tager de tomme hurtigt imod, men de indbildske forfølger det.

Nu er der intet sikrere tegn på, at noget er af Gud, end når det går imod og over indbildningen. Men de indbildske mener, at intet er et sikrere tegn på, at noget ikke er af Gud, end når det går imod deres indbildning; for de er gudemagere og mestre over Gud: Hvad der er ret efter deres indbildning, det skal være Gud og Guds. Således må alle de blive forført, som står på sig selv, og alle de komme på ret vej, som er tømt for sig selv og står ledige, det vil sige de, der holder den rette sabbat. Og hvor denne indbildning når så vidt, at den fører Guds ord hen til sin frækhed og således falder ind i Skriften med sit lys, dér er der ingen råd eller hjælp mere. For da mener den, at Guds ord er med den, og at den må holde fast ved det; det er det sidste fald og selve Lucifers ulykke, som Salomo taler om (Ordsp 24,16): «Den retfærdige falder syv gange og rejser sig igen, men de vantro falder i al ulykke.»

Det være nok om det for nu; lad os vende tilbage til evangeliet. Han siger: Ordet, som er blevet kød, har boet iblandt os; det vil sige, han har vandret blandt menneskene på jorden som et andet menneske; skønt han er Gud, er han dog blevet borger i Nazaret og Kapernaum og har også båret sig ad som et andet menneske, sådan som Sankt Paulus også siger i Fil 2,6–8: «Skønt han var i Guds skikkelse, betragtede han det ikke som et rov at være Gud lig, men gav afkald på sig selv og tog en tjeners skikkelse på, blev lig et andet menneske og fundet i sin færd som et menneske, ydmygede sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.»

Derfor skal denne Kristi «blive lig» og hans boen ikke forstås om hans menneskelige natur. For efter den er han blevet menneskene lig ved sin fødsel af Maria; dér er han kommet ind i den menneskelige natur og blevet menneskene lig efter naturen. Men det skal forstås om hans ydre væsen og vandel: at han også har spist, drukket, sovet, våget, arbejdet, hvilet, haft hus og by, gået og stået, haft klæder og dragt og al menneskelig vandel og færd, så ingen kunne have kendt ham som Gud, hvis han ikke var blevet forkyndt ved Johannes og evangeliet.

Videre siger han: «Og vi har set hans ære eller herlighed», det vil sige hans guddom i hans undere og lærdomme. Ordet «ære» har vi også hørt ovenfor i epistlen, hvor han siger om Kristus: «Han er hans herligheds eller æres glans», og således kalder han guddommen. For det, som på hebraisk hedder kabod, på græsk doxa og på latin gloria, det kalder vi på dansk herlighed. For sådan siger vi om en herre og stor mand: Han har udrettet det herligt, og det er gået til med stor herlighed, når det er gået kosteligt, rigt og dog prægtigt til.

Så herlighed betyder ikke alene et stort ry eller en vidt udbredt ære, men også de ting, der giver anledning til en sådan ros, som kostelige huse, boliger, klæder, spise, tjenestefolk og lignende, sådan som Kristus siger om Salomo i Matt 6,28–29: «Bemærk markens liljer, hvordan de gror» osv. «Jeg siger jer, at ikke engang Salomo i al sin herlighed var klædt som en af dem.» Dér kalder han jo visselig gloria for herligheden. Ligeledes Est 1,3–4: «Kong Ahasverus holdt et stort gæstebud» osv., «for at han kunne lade se sit riges herlige rigdom.» Således kunne vi også gengive det ovenfor i epistlen på dansk: «Han er hans herligheds glans.» Således siger vi på dansk: Det er en herlig ting, et herligt væsen, en herlig gerning, gloriosa res [en herlig ting]. Det vil evangelisten også sige her: Vi har set hans herlighed, hans herlige væsen og gerning, der ikke har været en jævn, almindelig herlighed, men en herlighed som den enbårne Søns fra Faderen.

Her udtrykker han, hvem Ordet er, som han og Moses hidtil har talt om, nemlig Guds eneste Søn, der har al den herlighed, som Faderen har; derfor kalder han ham den eneste, enbårne, for at skille ham ud over alle Guds børn, som ikke er naturlige børn som denne ene. Og dermed er hans sande guddom også tilkendegivet; for var han ikke Gud, kunne han ikke frem for de andre hedde den enbårne Søn, hvilket er det samme som at sige: Han og ingen anden er Guds Søn. Det kan ikke siges om de hellige engle og mennesker; for ingen af dem er alene Guds søn, men de er alle brødre og ligeligt skabte skabninger, udvalgte børn af nåde, ikke fødte af natur.

Men dette at se herligheden må man ikke alene drage hen på det legemlige syn; for jøderne så også hans herlighed og holdt den dog ikke for en herlighed som Guds enbårne Søns; men meningen er, at de troende har set det og troet det med hjertet. De vantro, hvis øjne ser på den verdslige herlighed, har ikke agtet på denne guddommelige herlighed. De tåler heller ikke hinanden. Den, der vil være herlig for verden, må være vanæret for Gud. Omvendt: Den, der er vanæret for verden for Guds skyld, han er herlig for Gud.

Fuld af nåde og sandhed

Disse to ord sætter Skriften almindeligvis sammen. Nåde betyder, at alt, hvad han er og gør, er velbehageligt for Gud. Sandhed betyder, at alt, hvad han er og gør, er grundgodt og ret i sig selv, så der ikke er noget i ham, som ikke er velbehageligt og retskaffent. Omvendt er det med menneskene: Dér er lutter unåde og falskhed, så alt, hvad de gør, er ubehageligt for Gud. Det er også falsk i grunden og kun lutter hykleri, som Sl 116,11: «Alle mennesker er løgnere»; ligeledes Sl 39,6: «Hvor aldeles intet er alle mennesker.»

Men det er sagt imod de formastelige pavelige og pelagianere, der uden for Kristus, i hvem alene der er nåde og sandhed, endnu finder noget, som er godt og sandt. Og som sagt ovenfor er det vel sandt, at visse ting er sande og velbehagelige, som det naturlige lys, der siger: Tre og to er fem, Gud skal æres osv.

Men dette lys kommer aldrig til sin gerning; så snart fornuften skal ramme og bringe et sådant lys i brug og øvelse, vender den op og ned på det og kalder det godt, som er ondt, og det ondt, som er godt, kalder det Guds ære, som er Guds vanære, og omvendt. Derfor er mennesket kun en løgner og tomhed, så det heller ikke kan bruge et sådant naturligt lys uden kun imod Gud, sådan som der er sagt meget om ovenfor.

I dette evangelium er det ikke nødvendigt at lede efter rustningen; det er lutter rustning og hovedstykker, der grunder troens artikel, at Kristus er sand Gud og menneske, og at naturen, den frie vilje og gerningerne uden nåde ikke er andet end løgn, synd, vildfarelse og kætteri – imod de pavelige og pelagianerne.