1. søndag efter påske, tredje prædiken (Joh 20,19–31)

Tredje prædiken over evangeliet på 1. søndag efter påske, Joh 20,19–31

Det første stykke af dette evangelium er netop den samme historie, som vi også har hørt i evangeliet på tredje påskedag. Men den skete påskedag om aftenen (som evangelisterne kalder den første dag efter sabbatten), da Kristus første gang viste sig for sine forskræmte disciple, mens de alle var samlet (undtagen Sankt Thomas), og trøstede dem og styrkede dem i troen på hans opstandelse. Her hører vi igen, hvad opstandelsens kraft og nytte er, nemlig at når Kristus kommer med en sådan prædiken, bringer han fred og glæde. Det er troens rette frugter, sådan som også Sankt Paulus regner dem op blandt Åndens andre frugter, Gal 5,22.

For da han kommer, finder han dem endnu siddende i frygt og rædsel, både udadtil på grund af jøderne og indadtil på grund af deres samvittighed, og endnu helt svage og tungsindede, så det var svært for dem at tro, skønt de havde hørt af kvinderne og af nogle af disciplene, at han var opstået. Men mens de bekymrer sig over det og taler sammen om sagen, står han der og byder dem den venlige hilsen på hebraisk vis: «Fred være med jer!» På vores sprog betyder det: at ønske alt godt. For fred kalder de det, hvor det går vel til, og hjertet er tilfreds og ved godt mod. Det er det venlige ord, som Kristus altid har med sig, sådan som han også gentager det anden og tredje gang i denne beretning.

Men denne Kristi fred er helt skjult og gemt for øjne og sanser. For den er ikke af den slags, som verden maler og søger den, eller som kød og blod forstår den. For sådan står det til med de kristne, at de for Kristi skyld ikke kan få fred eller noget godt af hans fjender, Djævelen og verden. Der må de lide ulykke og ufred hver dag: Djævelen ængster, trykker og plager dem med rædsel for synden og for syndens straf, verden med sin forfølgelse og tyranni, kødet med sin egen svaghed, utålmodighed osv.

Derfor er det ikke en fred, man kan se eller tage og føle på i det ydre, men en indre og åndelig fred i troen. Troen griber og fatter intet andet end det, den her hører, nemlig dette venlige ord fra Kristus, som han siger til alle forskræmte og bedrøvede: Pax tibi, «Fred være med dig, frygt ikke» osv. Og så lader et sådant menneske sig nøje og er tilfreds med, at Kristus er hans ven, og at Gud vil ham det godt og lader alt godt tilbyde ham, selv om han udadtil i verden ikke mærker nogen fred, men det stik modsatte.

Det er den fred, som Sankt Paulus taler om i Fil 4,7: «Guds fred, som overgår enhver tanke, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.» Og Kristus siger i Joh 16,33: «Dette har jeg talt til jer, for at I skulle have fred i mig. I verden har I trængsel» osv. For Djævelen kan ikke tåle, at en kristen har fred. Derfor må Kristus give fred på en anden måde, end verden har og giver den, nemlig sådan at han gør hjertet stille og tilfreds og tager frygten og rædslen bort indeni, selv om ufreden og ulykken bliver ved udenfor.

Det ser du her, hvordan det går Kristi disciple. De sidder der bag lukkede døre i stor frygt for jøderne, tør ikke gå ud og har døden for øje. Og skønt de har fred udenfor, og ingen gør dem noget, så sprælder hjertet dog indeni og har hverken fred eller ro. I denne frygt og angst kommer Herren, stiller hjertet og gør dem tilfredse – ikke ved at tage faren bort, men ved at hjertet ikke længere frygter. For jødernes ondskab bliver ikke taget bort eller forandret derved: de vredes og raser ligesom før, og udadtil bliver alt, som det er. Men disciplene bliver forandret indvendig, så de bliver frimodige og dristige; derfor bryder de sig ikke længere om, hvordan jøderne raser.

Det er den rette fred, som kan stille hjertet: ikke på et tidspunkt, hvor der ingen ulykke er, men midt i ulykken, når der udadtil ikke er andet end ufred for øjnene. Og det er forskellen på verdslig og åndelig fred. Verdslig fred består i, at det ydre onde, som skaber ufred, bliver taget bort. Når fjender ligger foran en by, er der ufred; men når de er draget bort, er der fred igen. Sådan er det også med fattigdom og sygdom: så længe den trykker dig, er du ikke tilfreds; men når den går over, og du bliver ulykken kvit, så er der igen fred og ro udefra. Men den, der lider det, bliver ikke forandret; han bliver lige så modløs, hvad enten ulykken er der eller ej, bortset fra at han mærker den, og den ængster ham, når den er til stede.

Men den kristne eller åndelige fred vender det netop om: ulykken bliver udenfor – fjender, sygdom, fattigdom, synd, Djævel og død; de er der, de holder ikke op, og de ligger hele vejen rundt om. Alligevel er der fred, styrke og trøst indeni i hjertet, så det ikke bryder sig om nogen ulykke, ja, bliver endda modigere og gladere, når den er der, end når den ikke er der. Derfor hedder det med god grund en fred, som overgår fornuften og alle sanser. For fornuften forstår og søger ikke mere end den fred, der kommer udefra, af de goder, verden kan give; den ved intet om, hvordan man skal stille hjertet tilfreds og trøste det i de nødstider, hvor alt dette svigter.

Men når Kristus kommer, lader han den ydre modgang blive, men styrker personen og gør et frygtsomt hjerte uforfærdet, det sprællende hjerte dristigt og en urolig samvittighed fredfyldt og stille, så et sådant menneske er frimodigt, modigt og glad i de ting, hvor hele verden ellers er forskrækket, det vil sige i døden, i rædslen for synden og i al nød, hvor verden ikke længere kan hjælpe med sin trøst og sit gods. Det er da en ret og varig fred, som varer evigt og ikke kan overvindes, så længe hjertet hænger ved Kristus.

Altså er denne fred intet andet end, at hjertet bliver visst på, at det har en nådig Gud og syndernes forladelse. For uden det kan det dog ikke bestå i nogen nød, og intet gods på jorden kan gøre det tilfreds.

Men det sker og kommer også alene deraf, at Kristus viser os sine hænder og sin side, det vil sige, at han ved Ordet viser os, hvordan han er blevet korsfæstet for os, har udgydt sit blod og er død og dermed har betalt for vores synder og forsonet og afvendt Guds vrede. Det er det rette kendetegn til at trøste de forskræmte samvittigheder og hjerter og gøre dem visse på Guds nåde og syndernes forladelse. Det viser han dem, for at de slet ikke skal tvivle, men være visse på, at det er ham selv, og at han ikke er vred på dem, men er deres kære Frelser. For denne fred er ikke så let at fatte for dem og for alle bedrøvede samvittigheder, mens de bliver ængstet og ligger i kamp. Derfor kommer han og styrker dem, både med Ordet og med synlige tegn.

Sådan gør han stadig efter sin opstandelse, ikke synligt, men gennem prædikeembedet (som vi skal tro, selv om vi ikke ser ham, sådan som han siger i slutningen af evangeliet). Gennem det holder han også os netop det samme frem, hvordan han har udgydt sit blod for os. For det er nok, at han én gang synligt har vist disciplene det for at styrke både deres og vores tro på, at han i sandhed er opstået og er den samme Kristus, der for vores skyld blev naglet til korset og gennemboret.

Det er nu det andet stykke, som følger efter Kristi venlige hilsen, eller efter at han tilbyder fred og viser sine hænder og sin side (når det bliver modtaget i tro): det hedder glæde. Som teksten siger: «Så blev disciplene glade, da de så Herren.» For det er i sandhed den store glæde, et menneskes hjerte kan føle, når det igen ser og kender Kristus, som før var død og borte for det, og med ham al trøst og glæde – men nu kan det trøste sig glad ved ham og ved, at det i ham har en venlig, kær Frelser og ved ham hos Gud bare nåde og trøst imod rædslen for synd og død og imod verdens og helvedes magt. Det er det, Sankt Paulus siger i Rom 5,1–2: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige på grund af tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus, ved hvem vi også har en glad adgang eller tilgang i troen» osv.

Derom synger man også på denne tid i den almindelige gamle påskesang om Herrens opstandelse: «Kristus er opstanden fra sin pine al.» For sangen lader det ikke være nok at fortælle om opstandelsens begivenhed, men bringer den hjem til os og siger, at vi alle skal være glade derfor, som for vores skat og frelse, ved hvilken vi har fred og alt godt hos Gud. For hvordan skulle vi ellers kunne glæde os over ham, hvis vi intet havde deraf og ikke måtte tilegne os det, han har gjort, som vores eget gods? Derfor slutter den også med at lære os dette: «Kristus vil være vor trøst», så vi skal forlade os visseligt på det og hverken kan eller skal have nogen anden trøst at holde os til i al nød. For han har overvundet det alt sammen ved sin opstandelse og giver os til ejendom alt, hvad han har gjort og lidt.

Men at Kristus kommer til disciplene gennem lukkede døre, viser, at han efter sin opstandelse og i sit rige på jorden ikke længere vil være bundet til legemligt, synligt, håndgribeligt, verdsligt væsen, til tid, sted, rum og den slags, men vil kendes og tros sådan, at han ved sin kraft regerer nærværende overalt, på alle steder og til alle tider, og vil være hos os og hjælpe os, når og hvor vi har brug for det, uden at verden og al dens magt kan fange eller hindre ham.

For det andet viser han også, at hvor han kommer med sit regimente gennem Ordets embede, der kommer han ikke med bulder og brag, storm og spektakel, men går fint og stille frem; han flytter, bryder og ødelægger intet i det ydre menneskelige liv og regimente, men lader det gå og blive i sine stænder og embeder, sådan som han finder det, og regerer altså kristenheden sådan, at den ordnede regering på jorden ikke bliver væltet eller ødelagt derved. Sådan forstyrrer og forrykker han heller ikke noget indvendig i mennesket, hverken menneskets sanser eller fornuft, men oplyser og forbedrer hjerte og forstand.

Djævelen derimod forstyrrer og ødelægger alt ved sine sværmeånder, bulderbasser, larmere og urostiftere, både i det ydre og verdslige regimente og væsen og indvendig i menneskenes hjerter, som han med sit åndesværmeri gør helt vanvittige og formørkede. Det har vi i denne tid sandelig erfaret ved hans oprørske profeter, sværmere og gendøbere.

Det er det første stykke af dette evangelium: hvordan Kristus ved sin opstandelse igen trøster sine kære disciple, gør dem glade og samtidig med sig selv levende igen fra den tunge død og jammer i deres hjerte, at Kristus nu var tabt for dem og død for evigt. Men da de nu har denne nytte og frugt deraf, går han videre, for at han også kan bringe opstandelsens samme kraft og trøst længere ud, og giver dem befaling om at udbrede den i verden ved deres embede, som det følger:

«Jesus sagde da atter til dem: ‘Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.’ Da han havde sagt dette, åndede han på dem, idet han sagde til dem: ‘Modtag Helligånden! Hvem I forlader synderne, dem er de forladt, og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.’»

Med disse ord viser Herren, hvad han har udrettet ved sin opstandelse, nemlig at han har stiftet et regimente, som ikke skal have at gøre og at handle med penge eller guld og med det, der angår dette timelige liv, og hvordan man skal opnå og bevare det. For det rige er der allerede i forvejen; det er stiftet fra verdens begyndelse og lagt under menneskets fornuft ved Guds ord, da han siger i 1 Mos 1,28: «Hersk over fiskene i havet og over fuglene under himlen og over alle dyr på jorden» osv. Det er det gamle regimente, som den verdslige øvrighed har at gøre og at skaffe med; dertil behøver den intet af Helligånden, og derom behøver man heller ikke at lære meget i kristenheden. Juristerne kan råde og hjælpe med, hvordan det skal gå til.

Men ved siden af og ud over det er der et andet regimente, som går over samvittighederne og angår de sager, hvor man har med Gud at gøre. Det er af to slags: det ene stiftet ved Moses, det andet det, Herren her stifter, når han siger: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer» osv. Moses’ regimente skal tjene til at lære os, hvad der er synd og ikke synd; og det hører til dem, som endnu ikke kender eller føler synden, som nu antinomisterne, der foregiver, at man ikke skal prædike loven. Hos dem er det forgæves at lære meget om nåden. For når loven ikke bliver prædiket, kan man ikke vide af nogen synd, som Sankt Paulus siger: «Uden lov er synden død» [Rom 7,8]; og ligeledes: «Hvor der ikke er lov, er der heller ikke overtrædelse» [Rom 4,15]. For synden, hvor stor den er, og Guds vrede kender man ikke uden ved loven. Derfor bliver folk helt hedenske, hvor loven ikke bliver drevet; de mener, at de gør ret, skønt de dog synder grueligt imod Guds bud.

Den verdslige øvrighed hindrer og straffer ganske vist den åbenbare synd; men den er alt for lidt til at kunne vise eller lære, hvad synd er for Gud, selv om den tager alle juristernes bøger med på råd. Derfor er loven givet, for at folk skal lære af den, hvad synd er. Hvor synden bliver ukendt, kan man ikke forstå nåden og tilgivelsen, langt mindre begære den; ja, så er nåden ikke til nytte. For nåden skal kæmpe og sejre i os imod loven og synden, så vi ikke fortvivler.

Ligesom en god læge må være erfaren i sin kunst, så han først og fremmest ved, hvad sygdommen er, og hvad slags den er – ellers, hvis han vil hjælpe den syge og ikke kender sygdommens årsag, kan han lige så snart give ham skadelig gift som lægemiddel – sådan må synden først og forud være kendt, før man prædiker nåden. Men til en sådan erkendelse hører loven: at man holder folk katekismen for og flittigt driver de ti bud. For som jeg har sagt, er fornuften for svag dertil med sin visdom og al juristernes kunst. Og selv om noget af en sådan erkendelse er plantet i den, er det dog for lidt og for ringe. Derfor har Gud stiftet en sådan prædiken af loven ved Moses, som Moses forinden havde modtaget fra fædrene.

Den prædiken har også Kristus selv stadfæstet, da han befaler sine disciple, som vi hørte i det forrige evangelium, først at prædike omvendelse i hans navn [Luk 24,47, evangeliet på tredje påskedag], og i Joh 16,8 siger: «Helligånden skal overbevise verden om synd» osv. For selv om det egentlig hører til Moses’ regimente at påvise synden, så må Kristus dog lade det begynde med lovprædikenen, hvor synden ikke er erkendt, for at han kan komme til sit regimente og sin gerning. For hvor det ikke sker, kan synden heller ikke blive forladt.

Det andet regimente er det, som Herren Kristi opstandelse har stiftet. For ved den har han villet oprette et nyt rige, som skal have at gøre og at handle med synder (som først er erkendt ved loven) og med døden og helvede. Det lærer intet om, hvordan man skal gifte sig, styre hus, by og land, bevare den verdslige fred, bygge, plante osv.; men det er rettet derhen, hvor man kan blive, når dette legemlige, forgængelige regimente og væsen hører op, når man jo må forlade gods, ære, hus, gård, verden og alt, hvad der er på jorden og vokser op af jorden, sammen med dette liv, sådan som vi alle må vente det hvert øjeblik.

Hvis Adam ikke havde syndet, skulle vi hverken have frygtet for døden eller for nogen ulykke. Men nu har synden bragt døden ind i verden over hele menneskeslægten, så ingen er sikker for den et eneste øjeblik. Hvor vil du så hen, når den kommer og henter dig?

Hertil hører nu dette Kristi rige. Han er derfor sat til en evig konge, for at han skal være herre over synd og retfærdighed, over død og liv; det skal hans rige have at gøre og at råde over.

Det mener Herren her, når han siger: «Modtag Helligånden! Hvem I forlader synderne, dem er de forladt, og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.» Her hører du, at hans ærinde er at hjælpe folk ud af synderne eller lade dem blive siddende i dem og vise dem, at de er fordømt.

Her kan man jo ikke sige, at han dermed har stiftet et verdsligt rige, sådan som paven praler af sin binde- og løsenøgle, nemlig at han har magt til at løse og binde, også det, som ikke er synd, ja, det, som Kristus heller ikke binder eller løser; og så har han gjort en helt verdslig magt ud af det. Men Kristus viser her klart nok, hvad hans nøgler er: ikke at lave love og ophæve dem igen, sådan som paven gør, men at forlade eller fastholde synder.

Han vil altså sige: «Deri skal mit rige bestå: for det første, at folk erkender, at de er syndere. Det har jeg befalet Moses at lære og drive, ikke for at jeg vil binde dem, for de er allerede bundet. Jeg vil heller ikke først lave synder eller have med opdigtede synder at gøre (sådan som paven gør ved sine love og med sin bindenøgle: han laver synd, hvor der ingen synd er), men have at gøre med dem, som af naturen er synder imod Guds bud, nemlig foragt for Gud og vantro, bespottelse af hans navn, foragt for hans ord, ulydighed osv. Det er ikke synder, som er gjort til synder ved pavens lov, men sande synder, som stikker i kød og blod og er født med mennesket. De lader sig ikke løse eller tage bort ved pavens løsenøgle, sådan som han bruger den, men bliver i mennesket helt til graven.»

Men at man så kan vide, hvordan man bliver dem kvit – det er det, Kristi rige går ud på. Derfor kalder han det også overalt ikke et verdsligt eller jordisk rige, men Himmeriget. For det skal netop begynde der, hvor dette jordiske hører op (ved døden), så folk ved, hvordan de da skal komme til himlen. Et sådant rige, siger han, skal gå og stå sådan:

«Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.»

Med disse ord tager han først den kødelige mening fra dem, som disciplene endnu havde efter hans opstandelse, at han skulle regere og herske som en verdslig konge og herre med ydre, legemlig magt. Derfor siger han: «Nu har I set, hvad slags embede jeg har ført på jorden, som jeg er sendt til af min Fader, nemlig at jeg skulle begynde et åndeligt rige imod Djævelens, syndens og dødens magt og derved bringe dem, som tror på mig, til det evige liv. Det har jeg gjort, og således har jeg fuldbragt det for min egen person, og jeg har slet ikke taget mig af det verdslige væsen og regimente. Ja, jeg er også blevet dræbt af verden for dette mit embede og min tjeneste og er således skilt fra den, men nu er jeg ved min opstandelse trådt ind i herligheden, hvor jeg ved Faderens højre hånd skal herske evigt over alle skabninger.

Derfor sender jeg nu også jer således, at I skal være mine sendebud og ikke have med verdslige sager at gøre, men føre og udøve netop det samme embede, som jeg hidtil har gjort, nemlig at prædike det ord, som I har hørt og modtaget af mig. Det er et embede, hvorved folk skal hjælpes ud af synd og død, de, der føler synden og døden og vil lade sig hjælpe» osv.

Hermed er apostlene og deres efterfølgere indtil verdens ende også sat til herrer, og de har fået lige så stor magt og myndighed (efter embedet) som Kristus, Guds Søn, selv har haft. Al verdens magt og herredømme er intet imod den (skønt det ikke ser sådan ud for verden og ikke hedder herredømme der), og dog skal og kan den ikke gå videre end alene over det, der hedder synd for Gud: hvor synden begynder og ender, der skal også deres regimente både begynde og ende. Og alt, hvad der lever og hedder menneske på jorden, skal være dette regimente underlagt, hvad enten det er kejser, konge, stor eller lille; ingen er undtaget. For derfor siger han: «Hvem I forlader synderne.» Dette «hvem» betyder intet andet end alle sammen, jøder, hedninger, høje og lave, vise og uvise, hellige eller uhellige, så ingen skal komme til himlen og til det evige liv uden den, der modtager det af jer, det vil sige gennem jeres embede.

For med dette ord er de også alle sammen kastet ind under synden og lukket inde under den. Dermed viser han, at de på jorden og i verden ikke skal finde andet end synd, og han fælder den dom, at alle mennesker, som apostlene og deres efterfølgere bliver sendt til, er syndere og fordømte for Gud med deres person og liv, og at én af to ting må ske: enten at deres synder bliver tilgivet og forladt dem, når de erkender dem og begærer tilgivelsen, eller at de må blive evigt bundet i synderne til død og fordømmelse.

Men for at udøve og udrette en sådan magt og et sådant regimente kræves der også en særlig kraft, som ikke er menneskelig, men guddommelig. Derfor giver han dem hertil ikke sværd og våben og udruster dem heller ikke med harnisk og verdslig magt, men ånder på dem og siger: «Modtag Helligånden!» – nemlig for at de skal vide, at et sådant embede og en sådan gerning ikke udgår fra deres egen magt, men fra hans kraft, ved Helligånden, som vil virke gennem deres embede og ord. Så skal det være og hedde Helligåndens embede, han, som Kristus giver dertil, så at selv om det ser ud som en svag prædiken og ikke andet end et ringe pust fra et menneskes mund, er der dog en sådan kraft hos det og i det, at synd, Guds vrede, død og helvede må vige for det.

Ud fra dette er det nu også let at svare, når man her spørger og spekulerer over, hvordan et menneske kan forlade synder, når det dog alene tilkommer Gud selv. For det er sandt, at det ikke ligger i menneskelig kraft eller evne, fortjeneste eller værdighed at forlade en eneste synd, om nogen så var lige så hellig som alle apostlene og alle englene i himlen. Derfor fordømmer også vi selv paven med hans munke, som har lovet folk syndernes forladelse på grund af deres egne gerningers og deres helligheds fortjeneste og har udtalt tilgivelsen (absolutionen), så de stakkels folk, som gerne ville have haft ret og sikker trøst, er blevet skændigt og jammerligt bedraget.

Men her må man have den rette forskel, som de pavelige og andre sekter hverken kender eller kan give, mellem det, som mennesker gør efter eget forsæt og i kraft af deres egen værdighed, og det, som Kristus befaler at gøre i sit navn, og hvor han virker ved sin kraft. For det gælder i sandhed intet, at en usling af en barfodsmunk af egen dristighed kommer og vover at tilsige en stakkels samvittighed tilgivelsen og forladelsen i kraft af den angrendes egen anger og skriftemål og helgenernes og hans ordens fortjeneste. Sådan lyder nemlig deres tilgivelsesformel (det kan man endnu bevise dem ved deres breve, som de har solgt til folk for deres broderskab): «Fortjenesten af Kristi lidelse og af Maria, den salige jomfru, og af alle helgener, fortjenesten af denne hårde og strenge orden, ydmygheden i dit skriftemål og dit hjertes anger og alle gode gerninger, som du har gjort eller vil gøre, skal være dig skænket til forladelse for dine synder og til det evige liv» osv.

Det er intet andet end grufuld bespottelse af Kristus og en forvrængning af den rette tilgivelse (absolution); for selv om de også ihukommer hans lidelse, så er det dem dog ikke alvor; de holder den ikke for god og kraftig nok til syndernes forladelse, men må endnu have Marias og alle helgeners fortjeneste og allermest deres egen orden og munkevæsen med og stille det lige med Kristus. Det gør de uden nogen befaling fra Kristus, ja, imod hans ord og befaling, ikke af Helligånden, men af deres egen ånd, Djævelen, som er fader til og stifter af en sådan løgnelære.

Skal tilgivelsen derimod være ret og kraftig, så må den udgå fra denne Kristi befaling, så den lyder sådan: «Jeg løser dig fra dine synder, ikke i mit eget navn eller i nogen helgens navn eller for nogen menneskelig fortjenestes skyld, men i Kristi navn og i kraft af hans befaling, han som har befalet mig at sige dig, at dine synder skal være dig tilgivet.» Sådan at det ikke er mig, men ham selv (gennem min mund), der tilgiver dig synden, og du er skyldig at tage imod det og fast at tro det, ikke som et menneskes ord, men som havde du hørt det af hans, Herren Kristi, egen mund.

Derfor, selv om magten til at forlade synder er Guds alene, skal vi dog også vide, at han udøver og uddeler denne magt gennem dette ydre embede, som Kristus kalder sine apostle til, og befaler dem, at de i hans navn skal forkynde syndernes forladelse for alle dem, der begærer den; så det ikke sker af menneskelig vilje og kraft, men efter Kristi befaling, hvortil han da også giver Helligånden til at forlade synden.

Det gør Gud også os selv til gode, for at vi ikke skal behøve forgæves at gloe op mod himlen efter den, hvor vi ikke kunne nå den, og måtte sige (som Paulus anfører fra Moses i Rom 10,6): «Hvem kan stige op til himlen?» osv.; men for at vi kunne være vis på sagen, har han lagt syndernes forladelse ind i det offentlige embede og ord, så vi altid kan have den hos os i vores mund og hjerte. Dér skal vi finde tilgivelsen og forladelsen og vide, at når vi hører et sådant ord forkyndt for os efter Kristi befaling, så er vi skyldige at tro det, som var det forkyndt for os af Kristus selv.

Se, det er den magt, som gennem dette apostlenes embede er givet kirken; den står langt og højt over al magt på jorden, så uden den skal og kan ingen, hvor stor og mægtig han end er, komme til Gud eller få trøst i samvittigheden, så han bliver løst fra Guds vrede og den evige død. For selv om alle kejsere og konger bragte deres magt og kraft, penge og gods sammen, kunne de dog hverken hjælpe sig selv eller noget menneske fra den mindste synd; for når menneskets hjerte er forskrækket, hvad hjælper det ham da, at han er en mægtig konge eller kejser? Hvad hjalp det den store, mægtigste kong Nebukadnesar i Babylon, da han blev afsindig, så han blev stødt bort fra menneskene og måtte ligge på marken hos de ufornuftige dyr og æde græs, og han ikke kunne hjælpes på anden måde end ved, at profeten Daniel måtte løse ham fra hans synder? (Dan 4.)

Men hvem kan udsige, hvilken usigelig, mægtig og salig trøst det er, at et menneske med et ord kan lukke himlen op for et andet og lukke helvede til? For i dette nådens rige, som Kristus har stiftet ved sin opstandelse, gør vi ikke andet end at åbne munden og sige: «Jeg tilgiver dig dine synder, ikke af mig selv eller af egen magt, men i Jesu Kristi sted og navn.» For han siger ikke sådan: «I skal forlade synden på jeres egne vegne» – ligesom heller intet menneske kan gøre synd eller fastholde den – men sådan lyder det: «Jeg sender jer, ligesom Faderen har sendt mig. Jeg har ikke selv gjort det efter eget valg eller råd, men er sendt dertil af Faderen; den samme befaling giver jeg også jer, indtil verdens ende, så I og hele verden kan vide, at en sådan forladelse eller fastholdelse af synden ikke sker af menneskelig kraft eller magt, men efter hans befaling, som sender jer.»

Det er ikke alene sagt om dem, der er prædikanter eller kirkens tjenere, men også om alle kristne; dér kan enhver trøste den anden i dødsnød, eller hvor der ellers er nød, og tilsige ham tilgivelse. Når du nu hører et sådant ord af mig: «Dine synder er dig tilgivet», så hører du, at Gud vil være dig nådig, hjælpe dig fra synd og død og gøre dig retfærdig og frelst.

«Ja», siger du, «du har nok tilsagt mig tilgivelse; men hvem ved, om det er vist og sandt hos Gud, at mine synder er mig tilgivet?» Svar: Har jeg sagt og gjort det som et menneske, så kan du nok sige: «Jeg ved ikke, om din tilgivelse gælder og er kraftig eller ej.» Sådan har jeg selv hørt mange, der i deres sidste time sagde: «Jeg ville gerne give alt mit gods for at kunne vide sikkert, at mine synder var mig tilgivet.» For selv om det menneske, der tilsiger tilgivelsen, for sin egen person er retskaffen og sanddru, så holder det ikke stik; ja, når du alene ser på ham og hører ham som et menneske, så må du nok tvivle og kan slet ikke bygge på hans tilgivelse.

Men for at du kan være vis på sagen, må du være undervist sådan af Guds ord, at du kan sige: «Det er hverken prædikanten eller noget andet menneske, der har tilsagt mig tilgivelse; det er heller ikke sognepræsten, der har befalet mig at tro sådan, men Gud har talt det gennem ham og gjort det; det er jeg vis på. For min Herre Kristus har befalet det og sagt: ’Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.’» Dér stiller han dem, som han giver en sådan befaling, helt lig med sig selv i sendelsen, så de, sendt af ham, skal gøre og udrette netop det, som han er sendt til af Faderen, nemlig at forlade og fastholde synden. Det er dér, det hænger, og det er det, der gør udslaget; ellers, uden en sådan befaling, var tilgivelsen intet.

Er du nu bedrøvet og nedslået for din synds skyld og forfærdet over døden, som Gud vil straffe synden med evigt, og du hører af din sjælesørger eller (når nøden er så stor, at du ikke kan få ham) af dit nærmeste kristne medmenneske, at han trøster dig med disse eller lignende ord: «Kære bror eller søster, jeg ser, at du er forsagt og modløs og frygter for Guds vrede og dom for din synds skyld, som du føler, så du nu er så bange; men hør efter, og lad dig sige: Vær trøstig og uforsagt, for Kristus, din Herre og Frelser, som er kommet for synderes skyld for at frelse dem, har befalet både de kaldede tjenere gennem det offentlige embede og i nøden enhver især, at den ene skal trøste den anden på hans vegne og i hans navn løse ham fra synderne.»

Når du (siger jeg) hører en sådan trøst, så tag imod den med glæde og tak, som hørte du den af Kristus selv; for han har befalet det sådan og sagt: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer»; ligeledes: «Hvem I forlader synderne» osv., det vil sige: I skal føre netop den samme befaling og det samme embede, som jeg har ført. Griber du nu disse Kristi ord, så bliver dit hjerte visselig stillet tilfreds, rejst op og trøstet, og du kan så frimodigt sige: «Jeg har hørt et menneske tale med mig og trøste mig; for hans egen persons skyld ville jeg ikke tro ham et eneste lille ord; men jeg tror min Herre Kristus, som har stiftet et sådant rige med nåde og syndernes forladelse og givet mennesker en sådan befaling og magt, at de i hans navn skal forlade eller fastholde synden.»

Derfor skal enhver kristen vænne sig til, når Djævelen anfægter ham og indgiver ham, at han er en stor synder, at han må gå fortabt og blive fordømt osv., at han ikke længe kives med ham eller bliver alene; men han skal gå hen eller lade sin sjælesørger hente til sig eller ellers en god ven, som han venter sig godt af, og klage sin nød og sin sag for ham og bede ham om råd og trøst. Og han skal grunde sig på det, at Kristus her siger: «Hvem I forlader synderne» osv., og andetsteds (Matt 18,20): «Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.» Og hvad den anden så siger ham i Kristi navn ud fra Skriften, det skal han tro; som han nu tror, sådan sker det ham. Tror han tilgivelsen, hvormed den anden løser ham fra hans synder i Kristi navn, så har han fået tilgivelse osv.

Men to eller flere kommer da sammen i Kristi navn, når de ikke handler med hinanden om legemlige sager, hvordan man skal erhverve eller vinde penge eller gods, eller om andre legemlige ting, der angår dette timelige liv, men når de handler med hinanden om det, der tjener til sjælens frelse og salighed. Som når du i skriftemålet eller ellers bekender dine skrøbeligheder og anfægtelser, og den, du klager det for, mærker, at Moses ved loven har taget dig mellem sporerne, så synden bider og trykker dig, døden ængster og forskrækker dig, og du sukker og klager over dit eget liv, hvor sådanne ord plejer at falde: «Ak, gid jeg aldrig var født!» Ligeledes: «Ak, ville Gud dog skåne mit liv, så ville jeg forbedre mig» osv. Sådan gjorde også tjeneren i evangeliet, han som skyldte sin herre ti tusind pund og siger: «Herre, hav tålmodighed med mig, og jeg vil betale dig alt.»

Når så din sognepræst, eller hvem det nu er, begynder og trøster dig, ikke på verdslig vis, og heller ikke gør det for penges skyld som paven, der siger, at han har magt og ret til at løse og binde, men ikke før du giver ham penge for hans breve osv.; men fordi han ser, at du er angst og bange af skræk for synden og døden, og så siger til dig: «Lad alt fare, hvad der er på jorden, penge, gods, alle menneskers gøren og laden; men giv nu agt på dette: Dit hjerte er i stor angst og tænker: ’Hvordan bliver jeg fri for min sorg, min jammer og min onde samvittighed? Hvordan undslipper jeg Moses med hans stangende horn?’» – her (siger jeg) skal du høre efter, når han taler med dig på den måde eller lignende: «Jeg siger dig i Herren Kristi navn, han som er død for dine synder, at du skal lade dig trøste, tro og være vis på, at dine synder er dig tilgivet, og at døden ikke skal skade dig.»

«Ja, kære», siger du, «hvordan vil du bevise, at det forholder sig sådan?» Svar: Kristus, vor Herre, har sagt til sine disciple og hele kristenheden: «Jeg befaler og byder jer, at I skal forlade eller fastholde synderne. Hvad I nu gør af den slags, det gør I ikke af jer selv; men fordi I gør det efter min befaling og mit bud, så gør jeg det selv.» Nu er sognepræsten eller prædikanten som din sjælesørger, eller også enhver kristen i et sådant tilfælde, kaldet og sendt til at trøste dig. Derfor er du lige så vel skyldig – eftersom han ikke søger andet end din sjæls frelse – at tro ham, som stod Kristus selv der, lagde hånden på dig og tilsagde dig tilgivelse. For sådan siger han: «Jeg sender jer», det vil sige: Jeg giver jer fuld befaling og magt til at gøre det, som jeg er sendt til af Faderen og selv har gjort. Derfor, når nogen lægger hænderne på dig og forkynder dig syndernes forladelse efter en sådan Kristi befaling, så gælder det lige så meget, som havde Kristus selv gjort det. Ellers bevare Gud mig og enhver for, at vi skulle vove at påtage os det uden hans bud!

Se, det er måden at omgås synderne på, at løse og forlade dem. Ellers er der intet råd eller nogen hjælp for dem, hvad end paven foregiver med sin løgnelære, når han viser folk hen til deres egne gerninger eller fyldestgørelse og byder dem at løbe i klostre, til Sankt Jakob, til Rom, til helgenerne, spæge sig selv, bygge kirker, stifte store stifter og klostre, holde messe, løse aflad osv. Det er ikke vejene dertil. Anvend dit løberi, dine penge og dine gerninger anderledes og bedre; ellers er det idel spildt møje og arbejde. Her går det sådan til (som sagt): Når Moses sætter sine horn op og stanger dig med dem, det vil sige, gennem loven åbenbarer dig dine synder og viser, hvor store og mange de er, og således fører dig i stor forskrækkelse og forsagthed, så du ikke længere er blandt den store, ryggesløse, forhærdede hob, men blandt den lille flok, der erkender og føler deres elendighed og jammer og derfor også nok bliver forskrækket for et raslende blad – så er dette den eneste hjælp: «Jeg, jeg», siger Kristus, «har stiftet et nådens rige; det skal slås og bides med synd og død, sluge dem begge og bringe retfærdighed og liv.»

Derfor skal du ikke sige: «Hvor skal jeg finde det? Skal jeg løbe til Rom eller Jerusalem efter det?» Ikke sådan; ja, om du så kunne stige op til himlen ad en gylden stige, hvis det var muligt, så ville der dog intet komme ud af det; men sådan må det gå til: Se på hans ord og befaling, hvor han siger: «Jeg sender jer» osv. Som ville han sige: Jeg må først komme til jer, forkynde jer min Faders vilje gennem evangeliet og stifte de hellige sakramenter og tilgivelsen, hvis I ellers skal komme til mig. Men da jeg nu ikke legemligt kan være alle steder i hele verden og heller ikke altid vil være synligt nærværende hos jer, så gør jeg sådan, som min Fader har gjort: Han tog sig et lille hjørne på jorden, nemlig jødernes land; dertil sendte han mig, for at jeg skulle være prædikant dér. Dér vandrede jeg gennem Galilæa og Judæa, så meget jeg personligt kunne nå; jeg prædikede evangeliet til trøst for de arme syndere i det jødiske folk, gjorde de syge raske, oprejste de døde osv.

Se, det var hans befalede gerning, som han var sendt til af Faderen. Dér lod han sig finde, ikke ved hoffet blandt frådserne og svinene, ikke hos Annas, Kajfas og andre hellige, rige, vise osv. folk, men blandt de blinde, lamme, spedalske, døve, døde og forførte, arme, bedrøvede små får; dem hjælper han på legeme og sjæl og bringer dem den allerdyreste skat, som ingen har, og endnu mindre kan give, medmindre han får den af ham, nemlig retfærdighed og frelse.

«Det samme», siger han her, «skal også I øve alle steder, hvor I kommer hen. Og netop dertil sender jeg jer, at I skal løbe (som mine sendebud) gennem hele verden og desuden ved siden af jer og efter jer også indsætte og ordinere andre, som skal løbe og prædike og gøre netop det, som jeg er sendt til af Faderen, og som jeg har sendt jer til, indtil verdens ende. Og jeg vil altid være med, så I skal vide, at det ikke er jer, der gør det, men mig gennem jer.»

Af denne befaling har også vi magt til at trøste de bedrøvede samvittigheder og løse dem fra synderne, og vi ved, at når vi udøver et sådant embede, så er det ikke os, men Kristus selv, der gør det. Derfor skal enhver kristen i dette tilfælde lige så vel som på prædikestolen høre sognepræsten eller prædikanten ikke som et menneske, men som Gud selv; så kan han da være vis og behøver slet ikke tvivle på, at han har syndernes forladelse. For Kristus har ved sin opstandelse stiftet det sådan, at når en kaldet kirkens tjener, eller hvem det nu er i nøden, tilsiger sin næste, som er ængstet og begærer trøst, tilgivelse, så skal det gælde lige så meget, som havde han selv gjort det; for det sker efter hans befaling og i hans navn.

Derfor, når to handler med hinanden på denne måde, så er de forsamlet i Kristi navn; for (som også sagt ovenfor) ingen af dem søger den andens penge eller gods, sådan som pavens håndlangere gør, der taler sådan til de syge: «Kære menneske, nu er tiden kommet, da du skal dø; hvor skal dit gods gøre af? Tænk på din arme sjæl, og giv os en del, så vil vi bede Gud for dig og gøre meget godt for dig efter din død» osv.; men sådan taler han med den syge: «Nu er det ikke tid til at handle om penge og gods, lad andre sørge for det; jeg ser nok, at dit hjerte er forsagt og forskrækket, du kæmper med fortvivlelse og kan ikke hjælpe dig selv eller arbejde dig ud af det; men Kristus har stiftet et trøsterigt og saligt rige på jorden, hvor han siger: ’Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer’; dér har han indviet os alle til præster, for at den ene skal forkynde den anden syndernes forladelse.

«Derfor kommer jeg til dig i den samme vor Herre Kristi navn og siger dig: Du skal ikke ryste, skælve og være forsagt sådan, som om der ikke længere var trøst, hjælp og råd; hører du vel: Kristus siger, at han er kommet for synderes (ikke de retfærdiges) skyld for at frelse dem. Vær derfor tilfreds, tag imod dette glade budskab med glæde, og tak ham af hjertet for det budskab, som han lader dig forkynde gennem mig uden al din møje og bekostning, og han giver desuden befaling til at forlade dig synden. Derfor løser også jeg dig og gør dig fri for alle dine synder i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Og sig du så bare frimodigt: ’Jeg takker dig, barmhjertige Gud, du himmelske Fader, fordi du har tilgivet mig mine synder ved din kære Søn Kristus’; og tvivl ikke på, at du visselig har fået tilgivelsen af Gud Fader selv.»

Heraf ser du, at dette ord om nøglernes embede slet ikke stadfæster pavens tyranni; for det er ikke indsat, for at du skal gøre mig rig, eller jeg dig, eller for at jeg skal være din herre og du må være mig underdanig, sådan som paven, den ærkeskalk og Guds forræder, vil gøre verdslig pragt og magt ud af det; men det sigter dertil: Når jeg kommer til dig i dine nøder og samvittighedsangster for at råde og hjælpe dig i den sidste time eller ellers og siger: «Magt, penge, ære og gods er nu alt sat til side og viklet op på et nøgle; nu skal vi tale om Kristi rige, hvorved alene, og ellers ved intet, du må hjælpes fra synd og død.»

Det kaldes jo ikke et ydre, verdsligt herredømme eller en verdslig magt, men en tjeneste; for jeg søger intet hos dig hermed, men jeg tjener dig og bringer dig en stor, dyrebar skat; ikke penge og sølv, men fordi dit hjerte begærer at blive sikkert og trøstet og at have en nådig Gud i himlen, kommer jeg til dig og bringer dig et glædeligt budskab, ikke efter eget valg eller forgodtbefindende, men efter Kristi befaling og sendelse, han som siger: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile» osv.; ligeledes: «Hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen»; eller som han siger her: «Hvem I forlader synderne, dem er de forladt.»

Er det ikke at tjene, når man helt for intet bringer en usigelig, himmelsk, evig skat, som hverken du eller verden med alt sit gods og al sin rigdom kan betale? For hvad er al verdens skatte og alle kongers kroner, penge, sølv, ædelstene og alt, hvad verden sætter højt, imod denne skat, som hedder syndernes forladelse, hvorved du bliver befriet fra Djævelens, dødens og helvedes magt og får vished for, at Gud i himlen nu vil være dig nådig, og så nådig, at du for Kristi skyld skal være hans barn og arving og Kristi bror og medarving? Derfor er det ikke muligt at sælge en så dyrebar skat for penge eller betale den med penge, sådan som vor Judas Iskariot, paven, har gjort. Den må gives og modtages ganske for intet, ellers er du ikke spor bedre faren med den; for Guds gave fås ikke for penge, ApG 8,20.

Men det siger jeg ikke, for at man ikke skal give kirkens tjenere, som lærer Guds ord rent og trofast, noget, sådan som man nu desværre gerne ville gøre; og mange er desværre allerede sådan, at de tæller hver bid, deres sognepræst putter i munden, og river kirkens og sognenes gods til sig, så godt de kan, og således med gerningen beviser, at de gerne ville udsulte deres sognepræster og blive dem kvit. Men hvilket vildt væsen og hvilken jammer der vil komme ud af det, vil man snart få at mærke, hvis øvrigheden ikke griber ind. Nej, det er slet ikke meningen; man skal give dem underhold, for har de ikke mad, drikke, klæder og andre fornødenheder, så kan de ikke længe passe deres embede, men må tænke på, hvordan de ellers kan ernære sig; så bliver evangeliet ikke længe, og det er netop det, Djævelen er ude efter.

Men at man er skyldig at give dem underhold, lærer Kristus selv, når han siger i Luk 10,7: «Arbejderen er sin løn værd.» Og Paulus i Gal 6,6: «Den som undervises i Ordet, skal give den som underviser, del i alle goder»; og han føjer et hårdt ord til (Gal 6,7): «Lad jer ikke bedrage. Gud lader sig ikke spotte.» Og 1 Tim 5,17: «De ældste eller præster, som leder godt, skal man regne for dobbelt ære værd, især dem som arbejder i Ordet.» Sørger man nu for andre, der sidder i verdslige embeder, hvor de tjener menigheden, så de kan passe deres tjeneste, så er man meget mere skyldig at gøre det for Ordets tjenere, for Paulus siger, at de frem for andre er dobbelt ære værd. Og når man også gør det villigt og med al troskab, skal man sige: «De penge eller det korn, vi giver vor sognepræst, prædikant osv., giver vi ikke for prædikenens eller tilgivelsens skyld; de er ikke deres, men Guds, og derfor kan de heller ikke sælge dem for penge. Men fordi Gud har ordnet det sådan, at vi skal høre og modtage hans ord og sakramente gennem mennesker, så må vi og vil også gerne lægge sammen og give dem deres underhold, så de kan passe deres tjeneste; ellers ville de ikke længe prædike, og vi ville ikke længe kunne høre evangeliet» osv.

Og skal evangeliets lære også fremover blive ren på prædikestolen, så også vore efterkommere kan have og høre den, så er man ikke alene skyldig at forsørge kirkens tjenere, men også med al flid at sørge for, at skolerne bliver besat med dygtige personer, som man også trofast skal give deres underhold, så der kan opdrages folk, som ikke alene er jævne, almindelige prædikanter, dygtige til at undervise den kristne menighed i Ordet, men også særligt lærde folk, som ikke alene kan lære, men også hindre og afværge sekterne og de falske ånder. Dertil burde ikke alene fyrster og herrer, men også borger og bonde osv. villigt og gerne hjælpe og give.

For af det, som er sagt, kan enhver selv betænke, hvilken stor og dyrebar skat det er at høre evangeliet eller tilgivelsen med ret forstand af sognepræsten eller prædikanten. Kommer han til dig i din sygdom og trøster dig, så skal du visselig holde for, at Kristus, Herren, selv besøger og trøster dig. For ingen ville nogen sinde vove at komme sådan til dig uden hans guddommelige befaling, og han ville heller ikke vide at hjælpe eller råde dig. Men da du hører, at han selv befaler det, så kan du sikkert og glad sige: «Dér kommer Kristus selv til mig i min skriftefader; for han taler ikke sit eget, men Guds ord, som han er sendt til og har befaling om.»

Dér har du da en sikker trøst mod samvittighedens skræk og forsagthed og behøver ikke at svæve og dingle, sådan som pavens lære har vist os, som ikke tilsagde nogen tilgivelse for synderne, medmindre han havde angret nok og skriftet rent. Dér blev troen og nøglernes kraft, som Kristus har indstiftet, ikke omtalt med det mindste ord; for en sådan lære og erkendelse var blevet så aldeles ukendt, at jeg selv som doktor (der dog burde have vidst bedre) ikke har ment og lært andet, end at når jeg havde angret og gjort bod nok, så ville mine synder blive tilgivet. Men bliver synderne ikke tilgivet, før de bliver opvejet af vor anger, bod og gode gerninger, så har vi slet ingen forladelse at håbe; for jeg kan aldrig nogen sinde slutte hos mig selv, at min anger og bod er tilstrækkelig, og derfor kan heller ingen på det grundlag tilsige mig tilgivelse og løse mig, hvad enten han hedder pave eller hvad han vil.

Således er samvittighederne ved pavens løgne jammerligt blevet forført bort fra troens ord og Guds befaling og hen til deres egen uvisse anger og bod. Det har givet mange penge; derfra er også så mange kirker, klostre, stifter, kapeller og altre bygget og rigeligt begavet, og pavens buller og breve findes endnu, som peger derpå og stadfæster det. Dermed har han bedraget hele verden så jammerligt, at ingen kan betænke den skade og jammer, som er kommet deraf, endsige udsige den. Derfor formaner vi trofast og bestandig, at den, der kan hjælpe, skal hjælpe til, at man holder skoler, sognekald og prædikestole ved lige, så en sådan eller værre vildfarelse (som Djævelen visselig går og pønser på) ikke bryder ind igen. Men skal man komme en sådan ulykke i forkøbet, kan det ikke ske på anden måde, end at den kære ungdom bliver ret og kristeligt oplært og opdraget, så den kan træde i vort sted, når vi nu lægger hovedet ned og sover, og ikke alene forelægge folket den rette lære og med al flid indprente den, men også bevare den mod sekterne og de falske lærere. Det er en meget stor nåde, når prædikestolen er forsynet med personer, som lærer Ordet ret og rent. Men der må ved siden af også være folk, som forsvarer læren og værger mod kætterne, så den ikke bliver forfalsket af dem. Dertil må man holde skoler, så der derfra kan komme sådanne folk, som kan stride for læren.

Når man nu hjælper til eller giver, så man kan have sådanne folk, som lærer ret, ja som også kan trøste de bedrøvede efter Kristi befaling, som sagt, og værge mod ulvene, og når man også sørger godt for deres underhold, skal man ikke regne det for en betaling, men for et lov- eller takoffer, som man skylder Gud. Og desuden skal man med al alvor bede, som Kristus formaner os, at han vil sende sådanne arbejdere ud til sin høst. Lærere mangler det ikke på; men skal de være de rette, så må han sende dem osv.

Se, dét er ret lært og troet om Kristi rige og nøglernes embede; og retter vi os derefter, så bliver vi ved at være kristne og kan skikke os ret i alle sager over for Gud og mennesker. Vi vil også af hjertet takke Gud for, at han har udfriet os fra pavens tvang og tyranni. For paven har af nøglernes magt gjort lutter pragt og verdsligt herredømme, skønt den dog alene er stiftet og forordnet af Kristus til at hjælpe hele verden til en sådan skat, som man ikke kan betale med nogen penge eller noget gods. Dog skal man vise sig venlig og taknemmelig over for dem, som fører et sådant embede, da de er dobbelt ære værd, 1 Tim 5.

Så lad os nu være vor kære Herre Kristus taknemmelige, som ved sin opstandelse har stiftet et sådant nådens rige, der er indrettet på, at vi i det skal finde sikker hjælp og trøst i al nød og angst uden ophør. Og vi behøver ikke at hente en så dyrebar skat langt borte eller løbe efter den med stor møje og bekostning; men han har givet sine apostle og alle deres efterfølgere, og i nøden enhver kristen, befaling og fuld magt indtil verdens ende til at trøste og styrke de svage og forsagte og i hans navn forlade synderne osv. Nok om det denne gang.

Den anden del af evangeliet: om Sankt Thomas

Videre skriver evangelisten Johannes, at Thomas ikke var med, da Herren første gang viste sig for alle disciplene samlet påskedag om aftenen. Nu, at Herren kommer netop, da Sankt Thomas første gang ikke er der, er ikke sket uden grund; for han kunne vel have ramt den time, så han havde fundet Thomas sammen med de andre apostle. Men det er sket for os, både til lære og til trøst, for at Herrens opstandelse kunne få så meget mere og stærkere vidnesbyrd og bevis. Nu, påskedag viste han sig for de elleve samlet; den ottende dag derefter, som i dag, viser han sig for dem igen og samtidig for Thomas, og alene for hans skyld er også denne tilsynekomst og åbenbaring sket, som er skønnere og herligere end den for otte dage siden.

Men vi ser her for det første, hvilken stakkels ting et menneskehjerte er, når det begynder at blive svagt, så man ikke kan rejse det op igen. Både de andre apostle og Thomas havde i den tid, de havde været hos Herren, ikke alene hørt, hvordan han lærte folket med stor myndighed, og derefter også set, hvordan han havde bekræftet sin lære med store undertegn, da han gjorde blinde, lamme, spedalske, døve osv. raske; men de havde også set, at han havde opvakt tre døde, særlig Lazarus, der allerede havde ligget fire dage i graven.

Og blandt dem alle var Sankt Thomas, som det synes, den dristigste og modigste, så han endog sagde, Joh 11,16 (da Kristus ville gå til Judæa igen til den døde Lazarus): «Lad os gå med ham, så vi kan dø sammen med ham.» Sådanne fine folk som Kristi apostle, og særlig Sankt Thomas, der synes at have haft et mandigt hjerte frem for de andre og desuden nylig havde set, hvordan Kristus havde opvakt Lazarus, som allerede havde ligget fire dage i graven, og havde spist og drukket med ham – alligevel kan de ikke tro, at Herren selv er opstået fra de døde og lever.

Således ser vi på apostlene, at vi er aldeles intet, når han drager sin hånd tilbage, og vi er overladt til os selv. Kvinderne, Magdalene og de andre, og nu apostlene selv havde forkyndt, at de havde set Herren opstanden. Alligevel sætter Sankt Thomas sig på tværs og vil ikke tro det, ja, vil heller ikke lade sig nøje, selv om han så ham, medmindre han ser naglemærkerne i hans hænder og stikker sin finger i naglemærkerne og sin hånd i hans side.

Og således vil den kære apostel selv være fortabt og fordømt, idet han ikke vil tro. For der kan ingen syndernes forladelse og ingen frelse være, hvis man ikke tror denne artikel om Kristi opstandelse, eftersom al troens og det evige livs kraft ligger i den; som Sankt Paulus siger, 1 Kor 15,14.17–18: «Hvis Kristus ikke er blevet oprejst, så er vores forkyndelse tom, så er også jeres tro forgæves, så er I endnu i jeres synder, så er også de hensovede i Kristus gået fortabt» osv. Dér vil Sankt Thomas også hen: han vil ikke frelses, men være fortabt, fordi han ikke vil tro, at Kristus er opstået. Og han var også gået til grunde og blevet fordømt i en sådan vantro, hvis Kristus ikke havde hjulpet ham ud af den ved denne åbenbaring.

Så viser og lærer Helligånden os nu i dette eksempel, at vi uden troen er rent blinde og aldeles forhærdede. Det kan man overalt i den hellige Skrift se: et menneskehjerte er den hårdeste ting, hårdere end alt stål og diamant; og omvendt, når det bliver frygtsomt, forsagt og blødt, så er intet vand og ingen olie så blød som menneskets hjerte.

Dér finder du i Skriften mange eksempler og beretninger om det. Farao, for hvem Moses gjorde så mange skrækkelige tegn og undere, at han ikke kunne sige noget imod dem, ja, måtte tage og føle på, at det var Guds finger, og derfor også bekendte, at han havde syndet mod Gud og hans folk osv. – alligevel blev hans hjerte mere og mere forhærdet og forstokket, indtil Herren styrtede ham med al hans magt midt i havet.

Ligeledes jøderne: jo mere Kristus både ved ord og gerning med magt beviste, at han var den, som var lovet deres fædre, og som skulle velsigne dem og hele verden, desto voldsommere og bitrere blev de vrede på ham, og der var hverken mål eller ende på deres had, bespottelse og forfølgelse, indtil de dømte deres Herre og Gud til den allermest forsmædelige død som en gudsbespotter og oprører og korsfæstede ham mellem to forbrydere. Dér hjalp intet: hverken at Pilatus, dommeren selv, erklærede ham uskyldig imod dem, eller at skabningerne skikkede sig anderledes end sædvanligt og dermed vidnede om, at deres Herre og Skaber hang dér på korset osv.; heller ikke, at røveren frit og åbenlyst bekendte, at skønt han hang og døde dér, var han dog en konge, som havde et evigt, himmelsk rige, og at den hedenske officer åbenlyst råbte: «Sandelig, han var Guds søn!» osv. (Matt 27,54). Alt dette (siger jeg) hjalp intet til at omvende dem.

Sådan plejer den ugudelige, fordømte verden altid at gøre: jo mere nåde og velgerning Gud viser den, desto utaknemmeligere og værre bliver den. Nu burde vi med rette alle takke Gud af hjertet for, at han før den yderste dag har åbenbaret os sit hellige ord så rent og klart, så vi deraf erkender, hvilke uudsigelige goder han har skænket os i Kristus, nemlig at vi ved ham er forløst fra synd og død og nu skal være retfærdige og frelste osv. Hvordan stiller verden sig til det? Som den plejer: den kan ikke få nok af at vanære, bespotte og fordømme et sådant nådens og livets ord og af at forfølge og myrde dem, som bekender det, hvor den kan.

Og selv om den hører, at Gud vil straffe en sådan synd grueligt med helvedes ild og evig fordømmelse, bryder den sig ikke det mindste om det, men går sikker og forhærdet hen, som var det lutter ingenting, og gør nar af det; sådan som man nu tydeligt ser på paven og hans flok. Og dog er det en så gruelig, skrækkelig vrede, at alle skabninger forfærdes over den. Derfor er det visselig sandt, at ingen sten, intet stål, ingen diamant, ja ingen ting på jorden er så hård som et ubodfærdigt menneskes hjerte.

Omvendt: når et hjerte bliver forsagt og forskrækket, så er det blødere end noget vand og nogen olie, så det endog frygter (som Skriften siger) for et raslende blad. Og er et sådant menneske alene i et kammer og hører spærene eller bjælkerne knage en smule, så mener han, at lynet og tordenen slår ned hos ham, og kommer i en sådan angst og forsagthed (som jeg har set mange af), at ingen kan trøste eller rejse ham op, og så er alle prædikener og trøstesprog for lidt til at stille ham. Så aldeles uden mål er menneskets hjerte: enten alt for stok- og stenhårdt, så det slet ikke spørger efter hverken Gud eller Djævelen, eller omvendt alt for forsagt, flygtende og fortvivlet.

Således er apostlene her så skræmte og forskrækkede af forargelsen, da de ser deres Herre så jammerligt bespottet, bespyttet, hudstrøget, gennemstukket og til sidst korsfæstet på den allerjammerligste måde, at de ikke længere har noget mod i livet. Og dog var de før, mens de havde Kristus hos sig, så dristige og modige, at Jakob og Johannes dristede sig til at befale, at ild skulle falde ned fra himlen og fortære samaritanerne, som ikke ville tage imod Kristus (Luk 9,54), og ganske prægtigt vidste at rose sig af, at selv djævlene var dem underlagt i Jesu navn; og Thomas formanede de andre og sagde (Joh 11,16): «Lad os også gå med, så vi kan dø sammen med ham»; og Peter frem for de andre i en fart slog ind i flokken med sværdet, da de ville gribe og fange Kristus. Men nu ligger de indelukkede af stor frygt og rædsel og vil ikke lade nogen komme ind til sig.

Derfor forfærdes de også over Herren, da han kommer til dem og hilser dem, og de dog mener (hvilket jo er et tegn på, at de er aldeles forskrækkede og forsagte), at de ser en ånd eller et spøgelse. Så hurtigt har de glemt alle mirakler, tegn og ord, som de havde set og hørt af ham, at Herren i de fyrretyve dage efter sin opstandelse, før han skiltes fra dem, havde nok at gøre med at vise sig og åbenbare sig på mange måder, snart for kvinderne, snart for apostlene, både hver for sig og samlet, og oven i købet spiste og drak med dem; alt sammen for at de skal være visse på, at han er opstået. Alligevel vil det næppe gå ind i dem.

Ligeledes: efter at han i de fyrretyve dage havde talt med dem ud fra Skriften om Guds rige, som nu skulle begynde og være et sådant rige, hvor omvendelse og syndernes forladelse skulle forkyndes i hans navn blandt alle folk, begynder de (da han nu skulle optages fra dem i en sky) at spørge ham og siger: «Herre! Opretter du nu riget igen for Israel?» De har helt andre tanker om Kristi rige, end han havde sagt dem om det. Dér ser du, hvor overmåde svært det er, at frygtsomme, forsagte hjerter bliver trøstet og rejst op og derefter ret oplært, så de ved, hvad Kristus er for en konge, og hvad han har udrettet ved sin død og opstandelse – indtil Helligånden kommer osv.

Således er både menneskehjertets forhærdelse og dets frygtsomhed uudsigelig. Så længe faren er langt borte, er det over al måde så hårdt og forhærdet, at det ikke agter på nogen Guds vrede eller trussel. Selv om det længe hører, at Gud vil straffe synden med evig død og fordømmelse, hjælper det intet; det farer dog bestandig videre, druknet i hovmod, gerrighed osv. Omvendt: når det begynder at frygte, kommer det dertil, at det også bliver så frygtsomt og forsagt, at man ikke kan få det samlet igen. Det er jo en stor jammer, at vi er så elendige folk. Er der ingen nød for hånden, så lever vi sikkert hen i synderne uden al frygt og skyhed, ja, ligger stive som et dødt lig; hvad man siger til os, er lige så meget, som sagde man det til en klippe.

Vender det sig derimod med os, så vi føler vore synder og forskrækkes for døden, Guds vrede og dom, så stivner vi omvendt af stor angst og bedrøvelse, så ingen kan rejse os op igen; ja, vi forskrækkes også for det, som skal trøste os, sådan som disciplene forskrækkedes for Kristus, der jo netop kom til dem, for at de skulle blive trøstige og glade. Alligevel får han dem ikke straks på ret køl, men har at lappe på dem i de fyrretyve dage, som sagt, tager og bruger al slags trøst og lægemiddel og kan dog knap hjælpe dem op igen, indtil han giver dem den rette, stærke drik, nemlig Helligånden, så de bliver berusede af den og ret trøstede og flyder over af Guds kærlighed, så de ikke længere er frygtsomme og forskrækkede som før.

Heraf ser vi, hvem der har brug for trøst, nemlig dem, der erkender og føler deres synd, elendighed og fordømmelse og derfor er frygtsomme og forsagte. Dem skal man tage sig af med al alvor, tale med dem ud fra Skriften og trøste dem efter Kristi eksempel, som på den måde omgås sine disciple, der var forsagte og forskrækkede, osv. Men på de ubodfærdige og forhærdede syndere er al revselse og formaning spildt. For selv om man længe truer dem med Guds vrede og dom, forskrækkes de slet ikke; og så kan de heller ikke begære nåden, for de føler ikke deres synd, nød og jammer. Derfor bærer prædikenen, hverken om vreden eller om nåden, nogen frugt hos dem, men de går bestandig hen, blinde og forhærdede, i deres afgudsdyrkelse, kætteri, vantro, hovmod, gerrighed og andre synder, indtil tordenen og lynet slår dem ned, det vil sige, indtil døden kommer og strækker deres ben; da kryber nogle (dem, Gud under det godt) til korset og begærer nåde osv. Ellers bliver det vel ved det, som Kristus siger, at evangeliet tilhører de fattige, det vil sige de elendige, bedrøvede hjerter, som Kristus andetsteds kalder fattige i ånden.

Til sidst bliver også Kristi opstandelses kraft vist os i Sankt Thomas. Ovenfor har vi hørt, hvordan han er så fast og nærmest hårdnakket i sin vantro, at skønt de andre disciple alle sammen vidner om, at de har set Herren opstanden, vil han dog slet ikke tro det. Det ser ud til, at han har været en fin, dygtig mand, som havde tænkt godt over sagen, så han ikke straks ville tro de andre. For han havde set, at Herren for blot tre dage siden var blevet slået på korset, at naglerne var gået gennem både hans hænder og fødder, og at spyddet var stukket i hans side. Det havde han indprentet sig så fast, at han slet ikke regnede det for noget, når de andre sagde til ham, at han var opstået.

Derfor siger han ganske trodsigt: «Hvis ikke jeg får set naglemærkerne i hans hænder og stikker mine hænder i hans side, vil jeg ikke tro det.» Han gør altså en stærk overdrivelse (hyperbole), idet han ikke vil tro øjnene alene, men også vil føle og famle med hænderne. Som ville han sige: «Ingen skal overtale mig til at tro det; nej, jeg vil stå så fast på mit nej, at jeg ikke engang vil tro det, selv om jeg ser det, sådan som I siger, at I har set ham. Skal jeg tro det, så må han komme mig så nær, at jeg, om det var muligt, kunne røre ved hans sjæl og gribe ham i øjnene.» Som skulle han sige: «Syng og sig, hvad I vil; jeg kan og vil slet ikke tro det, for det er umuligt» osv.

Det er jo at sidde meget hårdt og stift fast i vantroen. Og det er underligt, hvad han mener med straks at fremføre noget så urimeligt som at ville stikke sin hånd og finger i sårenes huller. For så klog burde han jo være, at han havde betænkt: Hvis Kristus lever igen, har overvundet døden og er fri af alle sårene fra hudstrygningen og tornekronen, så har han jo også helet og fjernet de fem sår.

Nu, det er sket os til eksempel og trøst, at også de høje apostle må fejle og snuble; deri ser vi, hvordan Kristus i sit rige viser sig og forholder sig over for sine svage: at han også kan tåle dem, som er nok så hårde og genstridige (som Sankt Thomas her), og ikke vil fordømme eller forstøde dem derfor, når de ellers kun gerne vil blive ved at være hans disciple og ikke med vilje bespotter ham og bliver hans fjender. Og dermed lærer han os, at vi ikke skal forarges eller fortvivle over sådanne, men efter dette hans eksempel fare lempeligt med dem og tjene deres svaghed med vor styrke, indtil de bliver rejst op igen og også bliver stærke. Men endnu mere tjener det til (som jeg begyndte at sige), at Herrens opstandelse ikke alene bliver vist og bevidnet med vished ved denne vantro og hårdnakkede Thomas, som bliver i en sådan vantro lige til den ottende dag og ligger der næsten helt stivnet, men også at dens kraft bliver erkendt og kommer os til gavn; sådan som man kan se på denne Thomas, som derved bliver bragt fra vantro til tro og fra tvivl til en sikker erkendelse og en herlig, skøn bekendelse.

Det sker nu (siger evangelisten) først på den ottende dag efter hans opstandelse, da Thomas mod alle de andres vidnesbyrd har styrket sig i sin vantro og nu er helt død, og ingen håber, at Kristus særskilt skal vise sig for ham. Da kommer han og viser ham netop de samme ar og sår lige så friske, som han havde vist de andre dem for otte dage siden, og byder ham at række sin finger og hånd frem og stikke dem i naglemærkerne og siden. Han giver ham så meget efter, at han ikke alene ser, som de andre, men også med vished griber og føler (som han havde sagt: «Hvis ikke jeg får set i hans hænder» osv.), og siger dertil: «Vær ikke vantro, men troende!»

Dér ser du, at Kristus ikke lader det blive ved historien; men det er ham om at gøre, at Thomas bliver troende og også selv opstår fra sin hårdnakkede vantro og synd. Som det da også følger med magt, at Sankt Thomas straks begynder og siger til Kristus: «Min Herre og min Gud!» Dér er han allerede en anden mand, ikke den gamle Thomas Didymos (hvilket på dansk betyder tvilling, ikke en tvivler, som man har udlagt det ud fra denne tekst, men uden forstand) som kort forinden, da han var så aldeles stivnet og død i vantroen, at han ikke engang ville tro, medmindre han stak fingrene i hans sår.

Nej, han begynder pludselig at gøre en så herlig bekendelse og prædiken om Kristus, som ingen af apostlene endnu havde prædiket på den tid, nemlig at den person, som er opstået, er sand Gud og menneske. For det er et fortræffeligt ord, han siger: «Min Herre og min Gud!» Han er ikke beruset og taler heller ikke for spøg eller skæmt; han mener heller ikke en falsk gud; derfor lyver han visselig ikke. Han bliver heller ikke irettesat af Kristus for dette, men hans tro bliver stadfæstet, og det må være sandhed og alvor.

Det er nu Kristi opstandelses kraft, at Sankt Thomas, som frem for alle andre sad så dybt og forstokket i vantroen, så pludselig bliver forvandlet og bliver en helt anden mand, som nu frit ud bekender, at han ikke alene tror, at Kristus er opstået. Nej, han bliver således oplyst ved kraften i Kristi opstandelse, at han nu også med vished tror og bekender, at han, hans Herre, er sand Gud og menneske, og at han ved ham, ligesom han nu er opstået fra vantroen, alle synders hovedkilde, også på den yderste dag skal opstå fra døden og leve evigt med ham i uudsigelig herlighed og salighed. Dog ikke han alene, men også alle, som tror dette. Som Kristus selv videre siger til ham: «Thomas, fordi du har set, har du troet; salige er de, som ikke har set og dog tror.» Herom var der meget at sige, men tiden tillader det ikke nu.

Til sidst, at han stikker sine fingre i sårene: jeg vil ikke strides om, hvorvidt Kristus også efter opstandelsen har beholdt sårene og naglemærkerne, dog sådan at det ikke ser afskyeligt ud som ellers, men skønt og trøsteligt. Det kan være, at han har beholdt arrene efter sin lidelse i hænder, fødder og side. Men om de skulle have været friske, åbne og røde, sådan som malerne maler dem, lader jeg andre udrede. Ellers er det meget fint, at det bliver stillet den menige mand for øje, så han har et minde og et billede, der minder og formaner ham om Kristi lidelse og sår. Og det kan vel være, som jeg har sagt, at han har beholdt de samme tegn eller mærker, som måske vil lyse langt skønnere og herligere på den yderste dag end hele hans legeme, og at han vil vise dem for al verden, som Skriften siger: «De skal se ham, som de har gennemstukket» (Zak 12,10). Men det overlader jeg til enhver at betænke efter sin andagt.

Men dette er hovedstykket, som vi skal lære og beholde af dette evangelium: at vi tror, at Kristi opstandelse er vor og virker i os, så vi også skal opstå både fra synden og fra døden; sådan som Sankt Paulus overalt taler rigeligt og trøsteligt om det, Ef 2, og Kristus selv her, når han siger: «Salige er de, som ikke har set og dog tror.» Og Sankt Johannes lærer og formaner til slut i dette evangelium om opstandelsens brug og nytte og siger: «Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Guds Søn, og for at I ved troen skal have livet i hans navn.»

Det er jo også et vældigt, klart ord, som herligt priser troen og giver det vidnesbyrd, at vi ved den visselig har det evige liv; og at en sådan tro ikke er en tom, død tanke om historien om denne Jesus, men en tro, som slutter og er vis på, at han er Kristus, det vil sige den lovede konge og Frelser, Guds Søn, ved hvem vi alle forløses fra synden og den evige død – derfor er han jo også død og opstået – og at vi alene for hans skyld opnår det evige liv, sådan at det hedder i hans navn, ikke i Moses’ eller vort eget eller i noget andet navn; det vil sige, ikke for lovens skyld og heller ikke for vor værdigheds og vore gerningers skyld, men alene for hans fortjenestes skyld, som Peter også siger, ApG 4,12: «Der er ikke givet mennesker noget andet navn, som vi kan blive frelst ved» osv.

Dertil hjælpe os vor kære Herre Kristus Jesus, som er opstået fra døden og nu sidder ved Faderens højre hånd, en evig konge og ypperstepræst for dem, som tror på ham og bekender ham. Ham være sammen med Faderen og Helligånden lov, ære og pris i evighed. Amen, amen.