3. påskedag (Luk 24,36–47)

Evangeliet på 3. påskedag, Luk 24,36–47

Jeg mener, kære venner, at I i denne tid har hørt nok om Kristi opstandelse: hvad den virker, hvorfor den er sket, og hvilken frugt den bærer. Men eftersom Herren har befalet dem, der skal prædike evangeliet, at de altid skal drive og øve det, må også vi tale mere og mere om det.

For det første vises det her i dette evangelium, hvem de er, som hører nyttigt og frugtbart om Herrens opstandelse: nemlig dem, der her sidder lukket inde i frygt og rædsel. Det passer netop for dem, og de er de bedste elever; for dem skal man også prædike det mest, skønt det må prædikes blandt alle folkeslag, som Herren siger her sidst i evangeliet. Lad os derfor først fatte ret, hvordan de er beskaffet, som hører evangeliet ret.

Disciplene sidder skjult sammen i en flok, frygter for jøderne, er også i livsfare, er modløse, forsagte og forskrækkede over synd og død. For havde de været stærke i troen og modige, så ville de ikke have krøbet sådan i skjul – ligesom de siden blev modige, da Helligånden kom, som styrkede og trøstede dem, så de trådte frem og prædikede offentligt uden frygt. Og dette er skrevet til os, for at vi skal lære, at evangeliet om Herren Kristi opstandelse kun er til trøst for dem, der er modløse. Men hvem er de? Egentlig er det de arme, forsagte samvittigheder, som deres synd trykker, og som føler deres modløse hjerte, nødigt går i døden og frygter og forskrækkes næsten ved et raslende blad; netop de er det, de knuste, elendige og fattige sjæle. Dem kommer evangeliet til trøst, dem smager det også.

Det kan man også mærke af evangeliets art; for evangeliet er et budskab og en prædiken, som forkynder, at Herren Jesus Kristus er opstået fra de døde, for at han skal tage synd og død og al ulykke bort fra dem, der tror på ham. Og når jeg kender ham sådan, at han er en sådan frelser, så har jeg hørt evangeliet ret, så har han også åbenbaret sig ret for mig. Er det nu sådan, at evangeliet ikke lærer andet, end at Kristus ved sin opstandelse har overvundet synd og død, så må vi sandelig bekende, at det ikke kan komme nogen til hjælp uden dem, der føler synd og død. For dem, der ikke føler deres synd og ikke er modløse og ikke ser deres brøst, gavner det slet ikke, og det smager dem heller ikke. Og selv om de længe hører evangeliet, udretter det dog intet hos dem, andet end at de lærer ordene og taler om det, sådan som de har hørt det; men de fatter det ikke med hjertet, og det giver dem hverken trøst eller glæde.

Derfor ville det være godt, om det kunne være sådan, at man prædikede evangeliet alene dér, hvor der var sådanne forsagte og forskrækkede samvittigheder. Men det kan man ikke; derfor sker det også, at det bærer så lidt frugt. Og så bebrejder man os, at vi vil prædike meget nyt, og dog bliver ingen bedre af vor lære. Det skorter ikke på evangeliet, men på eleverne; de hører det alle godt, men de føler ikke alle deres jammer og hjertesorg, har heller aldrig prøvet det og går trygt og sorgløst hen som de ufornuftige dyr.

Derfor skal ingen undre sig over, at evangeliet ikke bærer frugt overalt. For ud over disse rette elever, som vi har talt om, er der også mange andre, som slet ikke tager sig af det, som hverken har samvittighed eller hjerte og hverken tænker på døden eller på sjælens frelse; dem må man drive med magt som æsler og ufornuftige dyr, og dertil er jo det verdslige sværd indsat. Dernæst er der nogle, som ikke foragter evangeliet og forstår det godt, men ikke bliver bedre, ikke stræber efter at leve efter det, men kun får ordene med sig og kan snakke meget om det; men der følger ingen gerning eller frugt efter. Men de tredje, og de færreste, er dem, der smager det ret og kommer rigtigt så vidt, at det bærer frugt hos dem.

Så er dette nu summen af dette stykke: at evangeliet er en prædiken om Kristi opstandelse, som skal tjene til at trøste og vederkvæge de arme, bedrøvede og forskrækkede samvittigheder. Dette stykke vil det være nødvendigt at have fattet godt, når man skal dø, og også i alle slags andre nøder, så du er rustet med det, når du tænker sådan: «Se, nu kommer døden og træder mig under øjne; havde jeg nu bare nogen, der trøstede mig, så jeg ikke fortvivlede!» Dertil er evangeliet godt, og dér hører det hjemme; dér kan man bruge det godt og til frelse.

Så snart mennesket nu ved og forstår dette og tror evangeliet, får hjertet fred og siger: «Har min Herre Kristus ved sin opstandelse overvundet mine synder og trådt dem under fødder, hvorfor skulle jeg så frygte, og hvad skulle jeg forskrækkes over? Hvorfor skulle mit hjerte ikke være ved godt mod og glad?» Men en sådan trøst, fred og hjertets glæde mærker ingen uden den lille flok, som forinden er så forskrækket og fuld af sorg og har følt sin brøst; derfor forstår de ubrudte, grove folk hverken dette eller andre evangelier. For den, der ikke har smagt noget bittert, smager ikke det søde; og den, der ikke har ulykke, forstår sig ikke på lykke. For ligesom det af naturen går sådan i verden, at det menneske ikke duer til noget, som ikke vover sig ud og prøver og lider noget, sådan, og meget mere, er det også her i åndelige sager: det er ikke muligt, at nogen fatter evangeliet ret, uden den, der har følt et sådant forsagt og forskrækket hjerte.

Heraf skal I nu slutte, at det ikke er noget under, at ikke alle, der hører evangeliet, fatter det og gør derefter. Der er mange af dem overalt, som foragter og forfølger det; dem må man lade gå og vænne sig til det. Hvor man prædiker evangeliet, dér vil man helt sikkert finde sådan nogle folk; og gik det ikke sådan, ville det ikke være ret, for det må have den slags forskellige elever. Dernæst vil I også finde mange, som ikke forfølger det, men heller ikke tager imod det, for de bærer ingen frugt af det, men fører det samme liv som før. Alt det skal du ikke tage dig af. For kort sagt: selv når man længe har prædiket og drevet evangeliet, kommer dog altid klagen, at man siger: «Ak, der er jo ingen, der vil tage fat, og alt bliver ved det gamle.» Derfor må man ikke lade sig anfægte eller forskrække af det.

For se, hvad der skete i Jerusalem, da man første gang hørte evangeliet, og der var så meget folk – man skriver, at der i byen ved påskefesten var over elleve hundrede tusind mand: hvor mange af dem blev omvendt? Da Sankt Peter stod frem og prædikede, gjorde de nar af det og holdt apostlene for fulde narre; og da de længe havde drevet evangeliet, fik de samlet tre tusind mænd og kvinder. Hvad var det mod den anden flok? Ja, man kunne ikke mærke, at det havde virket noget; for alt blev ved det gamle i væsen og styre, så man ikke så nogen forandring, og næsten ingen blev var, at der var kristne dér. Sådan er det stadig væk. Derfor skal man ikke måle evangeliet efter mængden af dem, der hører det, men efter den lille flok af dem, der fatter det: de ses ikke, ja, man foragter og forfølger dem, ingen holder dem for det, de er, og dog handler Gud skjult i dem.

Endnu er der én ting, som skjuler evangeliet slemt, nemlig de troendes svaghed, som beskrives hos disciplene i denne beretning, og som også siden, efter Kristi himmelfart, blev ved at være i apostlene. Det kan vi se i mange eksempler. Som da Peter allerede var fuld af tro og af Helligånden, faldt han dog og snublede sammen med alle, der var hos ham, da han ikke levede efter evangeliet, sådan som han selv havde lært, så Paulus offentligt måtte irettesætte ham (Gal 2,14). Dengang hang mange store, hellige mennesker ved ham, som alle snublede med ham. Ligeså læser vi, at Markus drog med Paulus og siden faldt fra og løb fra ham, som vi har det i Apostlenes Gerninger (ApG 15,37ff.). Ligeså da Paulus og Barnabas blev uenige og stødte hårdt sammen. Og før det læser vi i evangeliet, hvor tit apostlene tog fejl i grove stykker, og de var dog de bedste kristne. Disse brøst hos de kristne og troende formørker evangeliet allermest, så at de folk, der vil være kloge og vise, støder sig på det og forarges, og der er få mennesker, som ret og vel ved at finde sig i det, så de ikke forarges; derfor siger de: «Ja, de praler af evangeliet, de vil være gode kristne, og er dog stadig så underlige, misundelige, hadske og vrede, så man skulle tro, at evangeliet er prædiket forgæves.» Det er egentlig at forarges over den svage og syge Kristus.

Sådan er det også gået Kristi disciple her. Før, da Kristus gik frem i dygtige og mægtige gerninger, så han trængte igennem med stor ære, og når han tog fat på en gerning, så var den gjort, holdt de fast; skønt mange dog forargedes, nemlig de høje og store herrer, de hellige og lærde, fordi han ikke ville holde med dem. Men derimod blev den menige mand meget opbygget, og folket hang ved ham, fordi de så, at han gjorde mægtige gerninger med stor magt og også levede sådan, at ingen kunne dadle ham, men enhver måtte sige: «Ja, det er en hellig, stor profet.» Men da det kom til hans lidelse, trådte de alle tilbage og veg fra ham, og ikke én af hans disciple blev hos ham, for slet ikke at tale om den menige pøbel. Hvad skortede det på dér? På det, at de ikke holdt ham for den stærke, men for den svage Kristus. For han var nu i jødernes hænder, gjorde hverken gerning eller under, som om han ikke kunne mere, og som om han var forladt af Gud. Dér gik hans kraft og høje navn helt til grunde. Før holdt man ham for en profet, hvis lige aldrig var kommet; nu regner man ham for en morder og et fordømt menneske. Hvem kunne dér se, at det var Kristus, Guds Søn? Dér måtte al fornuft falde, ja, også de retskafne, store hellige. For de tænkte: Var det Kristus, så måtte frugterne også være der, så man kunne mærke, at det var ham; men man ser intet ved ham uden lutter svaghed, synd og død.

Derfor er dette den allerhøjeste visdom på jorden, og som meget få kender: at man forstår at finde sig til rette med den svage Kristus. For når jeg ser en from, hellig mand, som fører et helligt og smukt liv, hvem takker mig for, at jeg roser ham og siger: «Dér er Kristus, dér går det, som det skal, sådan som det skal gå med en kristen»? Det er ganske vist sandt: selv om biskopper og store herrer forarges over sådan en, så bliver den menige mand dog opbygget. Men når han engang er skrøbelig og snubler, så støder enhver sig straks og siger: «Ak, jeg havde dog ment, at han var en from kristen; nu ser jeg nok, at det skorter.» Men når de ser sig om, vil de ikke finde nogen, som ikke er skrøbelig på samme måde. Ja, de vil opdage det hos sig selv; alligevel mener de, at det er ude med evangeliet. Ja, var Gud ikke så klog, at han kunne skjule det, sådan som han lagde et dække over Kristus, da han trak døden og lutter kraftløshed hen over ham, og Kristus dog var derunder; det kunne intet menneske se. Derfor siger han også forud til disciplene (Matt 26,31): «I vil alle, alle forarges på mig», så I ikke længere vil mene eller tro, at jeg er Kristus. Derfor er dette en meget stor hindring, som jeg har sagt, som man støder sig på, så man mener, at evangeliet går uden kraft, når man ser på det ud fra de kristnes brøst og svaghed, når de engang imellem snubler.

Derfor: Den, der vil kende Kristus ret, må ikke lade sig anfægte af dækket. Selv om du ser, at du eller en anden snubler, skal du alligevel ikke fortvivle eller tænke, at det nu er ude, men sådan skal du tænke: «Måske vil Gud handle sådan med ham, at han skal bære den svage Kristus, ligesom en anden bærer den stærke»; for begge dele må gå og blive på jorden, skønt den største del synes at være svag og også er det, især i vore tider. Men når du frisk trænger igennem en sådan svaghed og går gennem døden, vil du se, at Kristus ligger skjult dér under den svage person; han kommer så og springer frem og lader sig se.

Det er det, Paulus mener, når han siger til korintherne (1 Kor 2,2): «Jeg gav mig ikke ud for blandt jer at vide noget andet end alene Jesus Kristus, den korsfæstede.» Hvad er det for en ros, at han skriver, at han intet ved uden den korsfæstede Kristus? Det er en ting, som fornuften og ingen menneskelig visdom kan begribe, og som heller ikke de ved nok om, som allerede har studeret og lært evangeliet; for det er en visdom, som er mægtig, hemmelig og skjult og slet ikke ser ud af noget, fordi han er korsfæstet og har givet afkald på al styrke og Guds kraft, hænger dér som et elendigt, forladt menneske, og det ser ud, som om Gud ikke vil hjælpe ham. Om ham alene ved jeg at sige og prædike, siger Sankt Paulus. For den Kristus, der sidder deroppe, gør undere, går frem og bryder ind med magt, så enhver ser, hvem han er; derfor er det hurtigt lært at kende ham. Men at kende den svage Kristus, som hænger på korset og ligger i døden, dertil hører stor forstand; den, der ikke ved det, må støde sig på det og forarges.

Ja, man finder også nogle, som godt kan evangeliet og alligevel forarges over deres eget liv og tænker, at de dog også gerne ville blive fromme, men føler hos sig selv, at det ingen vegne vil, så de begynder at fortvivle og mener, at det er forbi med dem, fordi de ikke mærker den styrke, som de burde have; de ville også gerne, at Kristus var stærk i dem og viste sig i store gerninger. Men vor Herre Gud gør det for at ydmyge os sådan, at vi ser, hvor svage skabninger vi er, elendige, fordømte og fortabte mennesker, hvis ikke Kristus kom os til hjælp med sin retfærdighed og ved sin styrke bar vor svaghed og hjalp os. Se, det er den høje visdom, som vi har, og som hele verden forarges over.

Dermed har vi dog ikke givet lov til, at man skal gå hen og altid blive ved at være svag. For vi prædiker ikke sådan, at man skal være svag, men at man skal kende og bære svagheden hos de kristne. Det var ikke det, det gjaldt, at Kristus skulle hænge på korset som en morder og ugerningsmand, men at man derved skulle lære, hvor dybt styrken ligger skjult under svagheden, og at man skal lære at kende Guds kraft i svagheden. Det er altså ikke noget at rose sig af, at vi er svage, som om vi skulle være og blive sådan; men man skal lære, at ingen derfor skal tænke, at de, der er så svage, ikke er kristne, og at man ikke fortvivler, når man føler sin egen svaghed. Det er sket, for at vi skal kende vor svaghed og altid stræbe efter at blive stærke. For Kristus skal ikke altid lide og ligge død i graven, men komme frem igen og træde ind i livet.

Derfor skal ingen tænke, at dette er den rette måde og stand; det er først en begyndelse, hvori man skal vokse fra dag til dag. Man skal blot se til, at man ikke derfor holder op og fortvivler, når man er så svag, som om alt var tabt; men at man arbejder med det, indtil man bliver stærkere og stærkere, og at man tåler og bærer svagheden så længe, indtil Gud hjælper og tager den bort. Når du altså ser din næste skrøbelig, så han snubler, så tænk ikke, at det derfor er ude med ham. Gud vil ikke have, at den ene fordømmer den anden og selv er vel tilfreds med sig selv, eftersom vi dog alle er syndere, men at den ene bærer den andens brøst, Rom 14 og Gal 5. Derfor: Gør du ikke det, så vil han lade dig falde og kaste dig ned og løfte den anden op. Han vil, at vi skal hjælpe hinanden, og at den ene skal bære den andens svaghed.

Dette være sagt om de kristnes svaghed, for at I kan få en ret forståelse; for det er meget nødvendigt at vide, især i denne tid. Åh, havde vore biskopper, fyrster og prælater, som allermest burde have den, haft denne visdom, hvor godt ville det så stå til i kristenheden: så kunne de bære de svage samvittigheder og vidste, hvordan de skulle omgås dem. Men nu er det kommet så vidt, at man ikke ser hen til andet end lutter stærke kristne, og at man ikke kan bære de svage, men kun handler efter strenghed og farer frem med magt. Også i gamle dage, da det endnu stod godt til, skortede det meget for biskopperne på dette stykke; de har dog været høje og hellige folk, og alligevel har de drevet og trængt samvittighederne for meget. Sådan går det ikke til med de kristne; for Kristus vil endnu en tid være svag og syg, vil have begge dele sammen, kød og ben, som han siger til disciplene i evangeliet: «Føl på mig og se; for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.» Han vil have begge dele, ikke ben alene eller kød alene, men begge dele sammen, sådan som det må være i menneskets naturlige legeme. Sådan læser vi i Første Mosebog (1 Mos 2,23), at da Gud skabte Eva, sagde Adam: «Det er da endelig ben af mine ben og kød af mit kød.» Han siger ikke kød alene eller ben alene; han tilskrev også sig selv begge dele, idet han siger: af mine ben og af mit kød; for han må også have begge dele. Sådan er det også med Kristus og med os.

Derfor siger han her: «Jeg har begge dele, kød og ben; I skal ikke finde lutter ben på mig og heller ikke lutter kød», det vil sige: I skal finde begge dele, at jeg er stærk og svag. Sådan må det også gå til indbyrdes blandt mine kristne, at nogle er stærke og nogle svage. De stærke går friske og sunde omkring og må bære de andre; det er benene. De andre er de svage, som hænger ved de stærke. Det er også den største flok, ligesom man ser, at der altid er mere kød end ben på legemet. Derfor er Kristus begge dele: korsfæstet og død og igen blevet levende og sat i ære, så han ikke er en ånd, sådan som disciplene her holder ham for en ånd og bliver forfærdede over ham og tænker: «Fordi han ikke er lutter ben og den stærke Kristus, så er det ikke ham, men et spøgelse.»

Denne visdom har apostlene og Kristus selv drevet stærkt, og ud over dem kender jeg ingen bog, hvor den bliver drevet. Den bliver vel berørt engang imellem, men drevet bliver den ingen steder; det er den ene bog, Det Nye Testamente, der driver den hele tiden og overalt beskæftiger sig med at indprente folk den svage og den stærke Kristus. Sådan siger Paulus til romerne (Rom 15,1–3): «Vi som er stærke, skal bære de svages skrøbelighed og ikke glæde os selv. Men enhver af os skal stille sig sådan, at han glæder sin næste til gode, til opbyggelse; for heller ikke Kristus glædede sig selv.» Derfor må vi også gøre lige så, og det skal være vores visdom, som vi må lære her.

Og i denne skole hører alle de hjemme, som her i evangeliet er malet af, dem som Kristus finder modløse og forsagte. De andre, som ikke hører hjemme her, kan man let kende, fordi de slår evangeliet helt hen i vejret og foragter det. Sådan kan også enhver mærke hos sig selv, om han tænker sådan: «Evangeliet behager mig godt.» Ser du også hos en anden, at han viser sig sådan, at du kan mærke på ham, at han af hjertet gerne ville være from, så skal du ikke foragte ham.

Dette fremlægger evangeliet nu i rækkefølge. For det første, at Herren står der blandt disciplene og nu er stærk; han havde overvundet alt, synd, død og Djævel. Men de står endnu ikke, de sidder der, og han træder frem og står midt iblandt dem. Hvor står han da? Blandt den fattige, modløse og svage flok, som sidder der forskrækket og svag; men han er stærk og mægtig, selvom det endnu ikke ses for verden. For selvom det ikke ses for verden, så ses det dog for Gud. For det andet viser han dem hænder og fødder og trøster dem og siger:

«Hvorfor er I så forfærdede, og hvorfor kommer der sådanne tanker op i jeres hjerte? Se mine hænder og mine fødder, det er mig selv; føl på mig og se; for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.»

Det er intet andet end den prædiken, som lærer, at man ikke skal tage anstød af den svage Kristus. Han farer ikke hårdt frem mod disciplene og siger ikke: «Væk med jer, jeg vil ikke have jer; I skulle være stærke og frimodige, og så sidder I der modløse og forskrækkede.» Det gør han ikke, men for at gøre dem stærke og uforsagte trøster han dem; derfor blev de også siden stærke og uforsagte, og ikke alene det, men også glade og frejdige. Derfor skal man ikke forkaste de svage, men omgås dem sådan, at man dag for dag bringer dem mere og mere dertil, at de også bliver stærke og trøstige og siden også glade. Meningen er ikke, at det er rigtigt, når de er svage, så de skal blive ved at være det; for derfor står Kristus ikke midt iblandt dem, men for at de skal vokse i troen og blive uforfærdede.

Her kunne man også tale om de ånder, der viser sig eller går igen (fordi evangeliet giver anledning dertil); for vi ser her, at man også blandt det jødiske folk og hos apostlene selv har regnet med, at ånder går omkring både om natten og ellers og bliver set; ligesom også i Matt 14,25f, da disciplene sejlede i båden om natten og så Jesus gå på søen, blev de forfærdede som over et spøgelse og skreg af frygt. Og her hører vi, at Kristus heller ikke benægter det, men med sit svar bekræfter, at ånder viser sig, når han siger: «En ånd har ikke kød og ben» osv.

Men det siger Skriften ikke, og den har heller ikke noget eksempel på, at sådanne skulle være afdøde menneskers sjæle, der vandrer omkring blandt folk og søger hjælp, sådan som vi hidtil har troet i vores blindhed, bedraget af Djævelen. Derfra har paven også oprettet sin opdigtede skærsild og sit skændige messemarked; og på denne løgnelære og vederstyggelighed som på frugten kan man godt se, at også grunden, den er bygget på, nemlig læren om de omvandrende sjæle, kommer fra løgnens fader, Djævelen, som har bedraget folk i de afdøde menneskers navn.

For at man ikke skal tro på sådanne spøgelser af omvandrende ånder, der går under navn af sjæle, har vi grund nok. For det første, at Skriften overhovedet intet siger om, at afdøde menneskers sjæle, som endnu ikke er opstået, skulle gå omkring blandt folk, skønt alt andet, som er nødvendigt for os at vide, er tilstrækkeligt åbenbaret i Skriften. Den har heller ikke villet lade os vide et ord om (som det jo heller ikke er muligt for os at fatte og forstå), hvordan det står til med de ånder, som er skilt fra legemet før opstandelsen og den yderste dag, eftersom de nu er helt skilt og adskilt fra verden og fra denne tid. For det andet, at det også klart er forbudt i Skriften at spørge de døde om noget eller tro dem, 5 Mos 18,11; Es 8,19. Og i Luk 16,31 vises det, at Gud ikke vil lade nogen opstå fra de døde og prædike, fordi Moses og Skriften er der.

Derfor skal man vide, at alle sådanne spøgelser og syner, som lader sig se eller høre på den måde, især med rumlen og bulder, ikke er noget menneskes sjæl, men ganske vist djævle, som driver deres spil sådan, enten for at bedrage folk med falske påstande og løgne eller for at skræmme og plage dem til ingen nytte. Derfor skal en kristen ikke forholde sig anderledes over for sådanne spøgelser, der giver sig ud for sjæle, end over for den lyslevende Djævel; og han skal være således rustet med Guds ord og troen, at han ikke lader sig forvirre eller skræmme, men bliver ved den lære, som han har lært og bekendt af evangeliet om Kristus, og frejdigt foragter Djævelen med hans bulder; han bliver da heller ikke længe, hvor han mærker, at man stoler på Kristus og foragter ham. Det siger jeg, for at vi skal være kloge, så vi ikke igen lader os forføre af sådant bedrageri og sådanne løgne, sådan som han hidtil under navn af sjæle også har bedraget og narret fremragende folk som Sankt Gregor.

Hvad betyder det da, at han viser disciplene sine hænder og fødder? Han vil sige sådan: «Lær mig dér at kende: Jeg er nu stærk, I er svage, som jeg også var; se derfor nu til, at I også bliver stærke.»

Sådan har vi ét hovedstykke af evangeliet; nu følger det andet ved slutningen af evangeliet, hvor Herren slutter og siger sådan:

«Således er der skrevet, og således skulle Kristus lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslag.»

Dér ser du, at evangeliet er en sådan prædiken, som forkynder omvendelse og syndernes forladelse, og at det ikke skal prædikes i en krog, men for alle og enhver i flok, hvad enten man fatter det eller ej; for det går længere og længere ud, at man hører det sådan, for at det kan bære frugt. Derfor skal man ikke tage anstød af, at få fatter det, og ikke sige, at det er spildt, men lade sig nøje med, at Kristus har befalet og budt, at det skal prædikes i hele verden: «Den, der fatter det, han fatte det.» Men her skal man især lægge mærke til, at han siger: «Således er der skrevet, og således skulle Kristus lide og opstå, for at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse.»

For det første vil vi se på de to stykker. Omvendelse betyder hos ham forbedring; ikke det, vi har kaldt bod, når man pisker og spæger sig for at gøre fyldest for synden, og når præsten pålægger én så og så meget som bod; sådan taler Skriften ikke om det. Men omvendelse betyder her egentlig en forandring og forbedring af hele livet, når mennesket erkender, at det er en synder, og føler, at dets liv er uret, så det holder op med det og træder ind i et bedre væsen med hele sit liv, i ord og gerninger, og det også af hjertet. Hvad er så omvendelse i hans navn? Dermed skiller han den omvendelse fra, som ikke sker i hans navn; derfor tvinger teksten os klart til at se på to slags omvendelse.

For det første: Omvendelse, der ikke sker i hans navn, er det, når jeg går i gang med egne gerninger og derved forsøger at udslette synd, sådan som vi alle hidtil har lært og forsøgt; derfor er det ikke en omvendelse i Guds navn, men i Djævelens navn. For man har stået fast på, at man ville forsone Gud med vores gerninger og egne kræfter; det kan Gud ikke tåle. For det andet: Omvendelse i hans navn er sådan: Dem, der tror på Kristus, giver Gud ved den samme tro forbedring, ikke et øjeblik eller en time, men hele livet igennem. For et kristent menneske bliver ikke pludselig og straks i en håndevending helt rent, men forbedringen og forandringen varer, så længe det lever, indtil døden. Selvom vi gør vores bedste, vil vi dog altid finde, at vi har noget at feje. For selv når alle laster er overvundet, er dette endnu ikke overvundet, at vi gruer for døden; for der er meget få, der når så vidt, at de ønsker døden med glæde. Derfor må vi dag for dag blive bedre og bedre. Det mener Sankt Paulus, når han siger (2 Kor 4,16): «Det ydre menneske går til grunde, men det indre fornyes dag for dag.» For vi hører hver dag evangeliet, og hver dag viser Kristus os sine hænder og fødder, så vi stadig bliver bedre oplyst i vores forstand og bliver mere og mere fromme. Derfor vil Kristus sige: «Lad ingen tage sig for at forbedre sit liv med egne gerninger og i sit eget navn; for ingen er synden fjendtlig, ingen omvender sig og tænker på at forbedre sit liv. Der udrettes intet uden i mit navn.» Navnet alene gør det og fører det med sig, at man har lyst dertil og gerne vil blive anderledes. Ellers, når man driver menneskelære og gerninger, så går jeg hen og tænker: «Åh, gid du ikke behøvede at bede og ikke skulle skrifte eller gå til sakramentet!» Hvad hjælper din omvendelse mig så, når der hverken er kærlighed eller lyst, og du gør det tvunget, fordi det er påbudt, eller for skams skyld, og ellers hellere lod det være? Men hvad er årsagen? Det er dette, at det er en omvendelse i Djævelens navn og i dit navn eller pavens; derfor går du også hen og gør det bare værre og ville hellere, at der hverken var skriftemål eller sakramente, hvis du ikke var nødt til det. Det kaldes omvendelse i vores navn, den, der udgår af vores egne kræfter.

Men når jeg begynder at tro på Kristus og fatter evangeliet og ikke tvivler på, at han har taget mine synder bort og udslettet dem, og trøster mig ved hans opstandelse, så kommer der en lyst i hjertet, så jeg uden tvang og pres af mig selv går i gang og gerne gør, hvad jeg skal, og siger: «Fordi min Herre har gjort dette for mig, vil jeg også gøre, hvad han vil, at jeg forbedrer mig og omvender mig, min Herre til kærlighed og til ære.» Deraf kommer en ret forbedring, som går ud fra hjertets grund og sker af lyst, der flyder af troen, når jeg erkender, hvor stor kærlighed Kristus har vist mig.

For det andet skal man også prædike syndernes forladelse i hans navn. Det er intet andet, end at man skal prædike evangeliet, som forkynder for hele verden, at i Kristus er hele verdens synd opslugt, og at han derfor er gået i døden for at tage synden bort fra os, og derfor er opstået for at æde den op og udslette den, så alle, der tror det, har en sådan trøst og vished, at det er lige så meget, som havde de selv gjort det, så hans gerning er din og min og os alles, ja, så han giver os sig selv med alle de goder, han har, til ejendom. Derfor: Ligesom han er uden synd og ved sin opstandelse ikke dør, sådan er jeg også, når jeg tror på ham, og så øver jeg mig hele tiden, så jeg bliver mere og mere from, indtil der ingen synd er mere. Det varer, mens vi lever her, indtil den yderste dag. For han er stillet frem for os som et billede: Ligesom han er uden synd, sådan skal vi også blive. Men det er vi dog endnu ikke, så længe vi lever her.

Derom taler Sankt Paulus, når han siger sådan til korintherne (2 Kor 3,18): «I os alle spejler Herrens herlighed sig med utildækket ansigt, og vi forvandles til det samme billede fra herlighed til herlighed, som af Herrens Ånd.» Kristus er billedet, sådan som han er opstået, og han stilles frem for os, for at vi skal erkende, at han er opstået for vores synders skyld for at overvinde dem. Billedet står foran os og holdes frem for os ved evangeliet og spejler sig sådan i vores hjerte, at vi fanger det ved troen, når vi holder det for sandt og daglig øver og driver det. Sådan går herligheden ud fra ham ind i os, og det sker, at vi bliver stadig klarere og klarere og kommer ind i det samme billede, som han er. Derfor siger han også, at vi ikke så hurtigt bliver fuldkomne og stærke, men må vokse dag for dag, indtil vi når dertil, at vi bliver ham lige. Og sådanne skriftord har vi mange af rundt omkring i Skriften.

Det kalder man nu at prædike syndernes forladelse i hans navn: at man ikke kun lægger det ud om skriftemålet eller om en enkelt time; for man må forholde sig sådan, at det ikke står på mine gerninger, men på hele personen. Når jeg nu begynder at tro, bliver der dog stadig svaghed og synd tilbage, så der intet rent er, og vi godt fortjente at blive fordømt. Men nu er forladelsen så stor og stærk, at Gud ikke alene tilgiver de tidligere synder, som du har gjort, men også ser gennem fingre med og skænker dig det, du endnu gør; han vil ikke fordømme os for de daglige skrøbeligheder, men tilgive alt i betragtning af, at vi tror på ham, når vi blot tænker på at gå fremad og komme ud af det.

Dér ser I, hvilken forskel der er mellem dette og det, man hidtil har prædiket om at købe afladsbreve og om skriftemål, og ment at udslette synden dermed; man er endda gået så vidt og har sat sådan en lid til det, at man har ment, at den, der nu døde i tillid dertil, han for lige til himmels; og man har ikke vidst, at vi endnu havde flere synder på halsen og ikke ville blive dem kvit, så længe vi lever, men ment, at alt var i orden, når vi havde skriftet. Derfor er det en forladelse i Djævelens navn. Men sådan skal du forstå det rigtigt: Ved tilgivelsen (absolutionen) bliver du løst, det vil sige: sat i den stand, hvor der uophørligt er syndernes forladelse, som aldrig holder op, og ikke alene for de forgangne synder, men også for dem, du har nu, når du tror, at Gud bærer over med dig og skænker dig det, du har syndet, og at han, selvom du endnu snubler, dog ikke vil forkaste eller fordømme dig, så længe du bliver i troen. Denne prædiken går nok ud over hele verden, men der er få, som forstår den.

Sådan har I hørt, hvad evangeliet er, og hvad omvendelse og syndernes forladelse er, hvorved vi træder ud af den gamle stand ind i en anden og ny. Men se også til, at du ikke forlader dig på det og bliver doven, som om du ville gå hen, når du synder, og tænke: «Det har ingen nød», og så blive ved med at synde frit løs. Det ville være at synde på Guds barmhjertighed og friste Gud. Men tænker du på at komme ud af det, så er du godt stillet, og alt er dig tilgivet. Dette være sagt om det andet stykke af evangeliet, og dermed vil vi lade det blive ved for denne gang.