10. søndag efter trinitatis (Luk 19,41–48)

Evangeliet på 10. søndag efter trinitatis, Luk 19,41–48

Dette evangelium skete på palmesøndag, da Herren red ind i Jerusalem; dengang prædikede han to eller tre dage i templet, hvad han aldrig havde gjort før. Summen og indholdet af dette evangelium er, at han sørger over og klager over den jammer, der rammer dem, som foragter Guds ord.

I har nu ofte hørt, hvad Guds ord er, hvad det bringer med sig, og hvilke elever det har; det siges der intet om her: her vises alene den straf og jammer, som skulle gå over jøderne, fordi de ikke kendte deres besøgelsestid. Og lad os se nøje på netop det, for det gælder også os. Bliver de straffet, som ikke kender, at de er blevet besøgt, hvad skal der så ske med dem, som med vilje forfølger, bespotter og vanærer evangeliet og Guds ord? – skønt han her alene taler om dem, som ikke kender det.

Der er to måder at prædike imod dem, der foragter Guds ord. For det første med trusler, sådan som Kristus truer dem i Matthæus (Matt 11,21–24): «Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de magtgerninger som er sket hos jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Men jeg siger jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum» (som var hans by, hvor han gjorde flest undere), «som er ophøjet til himlen, du skal styrtes ned i helvede, for hvis de magtgerninger som er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået indtil i dag. Men jeg siger jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.» Det er trusselsord, som han forskrækker dem med, for at de ikke skal slå det ord, som Gud sender dem, sådan hen i vinden.

Den anden måde viser Herren her, hvor han græder og forbarmer sig over de stakkels blinde mennesker; han skælder og truer dem, ikke som forhærdede og forblindede, men smelter hen i kærlighed og forbarmer sig over sine fjender, og af stor, inderlig medlidenhed og klage viser han, hvad der skal ske med dem; han ville gerne afvende det, men det er forgæves. Ovenfor i Matthæus, hvor han skælder dem ud, handler han ikke med dem ud fra kærligheden, men ud fra troens strenghed; her derimod er det lutter kærlighed og barmhjertighed. Det vil vi se på.

For det første: Da han nærmede sig byen, gik de foran og bag ham, sang med stor glæde og sagde: «Hosianna for Davids søn!», lagde klæder på vejen, huggede grene af træerne og strøede dem på vejen, og det gik ganske prægtigt til. Midt i glæden begynder han at græde; han lader alverden være glad, men hans øjne løb over, da han så byen, og han sagde:

«Vidste dog du på denne din dag, ja du, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.»

Som om Herren ville sige: Åh, vidste du, hvad der tjener til din fred, så du ikke blev ødelagt, men blev stående og kunne beholde både timelig og evig fred, så ville du endnu i dag betænke det og indrette dig derefter. Nu var det tid til, at du erkendte, hvad der er dit bedste; men du er blind og vil forsømme tiden; så vil der hverken være hjælp eller råd. Som om han ville sige: Her står du, godt bygget, og der er mægtige folk i dig; de er trygge og glade og mener, at der ingen nød er; men inden fyrre år er det ude med dig. Det siger Herren ganske tydeligt med disse ord, når han siger således:

«For der skal komme dage over dig hvor dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig fordi du ikke kendte din besøgelsestid.»

Men jøderne stod fast og stolede på Guds løfte, så de ikke mente andet, end at de skulle bestå evigt; de var trygge og mente: «Sådan noget gør Gud ikke; vi har templet, her bor Gud selv; desuden har vi fremragende folk, penge og gods nok; lad os se den, der vover at gøre os noget!» For også romerne og kejseren har, efter at han havde indtaget byen, selv indrømmet, at byen var så godt bygget og så stærk, at det ville have været umuligt at indtage den, hvis ikke Gud særligt havde villet det. Derfor stod de på deres egen ros og satte deres tillid til en falsk indbildning; det har også bedraget dem.

Men Herren så dybere end de, da han siger: Åh, Jerusalem, vidste du, hvad jeg ved, så ville du søge efter din fred. (Fred betyder i Skriften, at det går en godt.) Du mener, at du har gode dage; men vidste du, hvordan dine fjender vil belejre dig, trænge dig og drive dig på alle sider, jævne dig med jorden, rive alle huse ned og ikke lade sten på sten tilbage, så ville du nok tage imod Ordet, som ville bringe dig sand fred og alt godt. Den, der læser historien, vil forstå evangeliet godt.

For Gud har netop føjet det sådan, at byen blev belejret ved påsketid, da jøderne fra alle lande kom sammen i Jerusalem, og de var samlet (som Josefus skriver) næsten tredive gange hundrede tusind mand. Det er et forfærdeligt stort folk; det ville endda være mange nok, hvis de havde været hundrede tusind én gang. Dem ville Gud bage sammen, smelte og smede sammen i én bunke. Men apostlene og de kristne var alle draget ud; de ville ikke lade sig finde blandt dette folk og drog ind i Herodes’ land, ikke langt fra Jerusalem. Således tog Gud kornet ud og skyttede avnerne sammen i én bunke. Men der var så stor en mængde, at de kunne have ædt et helt kongerige op, for slet ikke at tale om en by. De kom også i en sådan jammer og hungersnød, da de havde fortæret alt og intet mere havde, at de til sidst måtte spise strengene fra armbrøsterne og remmene og læderlapperne fra skoene, ja, de måtte af stor sult slagte deres egne børn. Krigsknægtene tog de kogte børn fra kvinderne; de lugtede stegen to gader væk. Duemøg brugte de som salt, og det kostede mange penge. Kort sagt, der var en sådan jammer og en sådan blodsudgydelse, at selv en sten kunne være blevet rørt. Den, der havde set det, ville have ment, at Gud ikke kunne vredes så forfærdeligt og pine et folk så jammerligt. Husene og gaderne lå fulde af døde, som var døde af sult, og alligevel var jøderne så rasende, at de trodsigt forlod sig på Gud og ikke ville overgive sig, indtil kejseren greb ind med magt, og de heller ikke længere kunne holde sig i byen; og så indtog han byen.

Men da nogle af jøderne var så snu, at de slugte penge, for at man ikke skulle tage dem fra dem, mente krigsknægtene, at de alle havde slugt penge; derfor skar de bugen op på vel tusind af dem og ledte efter penge i dem. Så blev der en sådan slagtning og myrderi, at endog hedningerne fik medlidenhed, og kejseren måtte befale, at man ikke mere skulle myrde dem sådan, men tage dem til fange og sælge dem. Da var jøderne så billige, at man købte tredive af dem for én penning; således blev de spredt ud over hele verden og holdt for det allermest foragtede folk, så det endnu i dag er det mest foragtede folk på jorden, spredt overalt, uden egne byer eller land; og de kan ikke komme sammen, så de heller aldrig mere vil kunne genoprette deres præstedømme og kongerige, sådan som de dog mener. Således har Gud hævnet Kristi og alle profeternes død; således er det blevet gengældt dem, at de ikke kendte besøgelsestiden.

Anvendt på Tyskland

Lad os lære af dette, for det gælder os – ikke alene os, der er her, men hele Tyskland. Det er ingen spøg, og vi tør heller ikke bilde os ind, at det vil gå os anderledes. Jøderne ville heller ikke tro det, før de oplevede det og fik det at mærke. Vi bliver nu også besøgt sådan af Gud: han har åbnet en skat for os, sit hellige evangelium, hvorved vi kender hans vilje og ser, hvordan vi har siddet i Djævelens vold; men ingen vil tage imod det for alvor, ja, vi foragter det endda og gør nar af det; ingen by tager sig af det, ingen fyrste lader som om det er ham alvor; og hvad der er endnu større: de fleste forfølger og håner det. Gud er tålmodig og ser på os en tid; men forsømmer vi det én gang, så han tager Ordet bort igen, så vil netop den vrede, som gik over jøderne, også gå over os. For det er det samme Ord, nøjagtig den samme Gud, den samme Kristus, som jøderne havde; derfor vil straffen på legeme og sjæl helt sikkert også blive den samme. Vi gør nok nar af det, ingen gør noget ved det. Det er da et stort tegn på blindhed; vi burde kunne tage og føle på, at Gud forhærder os, for ingen by tager sig af det, ingen fyrste lader som om det er ham alvor. Det er en jammerlig ting, og jeg frygter, at det endnu vil komme dertil, at Tyskland vil ligge i én bunke. Det er også godt begyndt med bønderne; vi har mistet et stort folk, næsten hundrede tusind mand, alene mellem påske og pinse; det er en stor Guds gerning; jeg frygter, at det ikke bliver ved det, men kun er et forspil og en trussel, hvormed han vil forskrække os, så vi skal tage os i agt. Det er endnu ikke mere end en rævehale [et let, nærmest legende slag]; kommer han bagefter med den rigtige pisk, så vil han slå ordentligt til.

Men vi vil også gøre ligesom jøderne og ikke agte på det, før der hverken er råd eller hjælp for os. Nu kunne vi komme det i forkøbet; nu var det tid til, at vi erkendte vort bedste og tog imod evangeliet med fred, mens nåden bliver båret frem for os og freden tilbudt; men vi lader den ene dag efter den anden og det ene år efter det andet gå hen og gør dog mindre ved det end før; ingen beder nu, ingen er det alvor. Når tiden er ude, hjælper ingen bøn mere. Vi tager os det ikke til hjerte, mener, at vi er trygge, og ser ikke den store jammer, der allerede er sket; vi ser ikke, at Gud straffer os så jammerligt med de falske profeter og sekter, som han sender os overalt, og som prædiker så trygt, som om de havde slugt Helligånden med hud og hår.

Dem, vi har holdt for de allerbedste, farer frem og vildleder folk, så de næsten ikke ved, hvad de skal gøre eller lade være. Men det er først en begyndelse, skønt forskrækkelig og forfærdelig nok. For der er ingen større hjertesorg og jammer, end når Gud sender os sekter og falske ånder, fordi de er så frække og vover sig så dristigt frem, at det er til at græde over. Omvendt er Guds ord så stor en skat, at ingen kan fatte den tilstrækkeligt. For Gud selv agter sin skat vældig stor, og når han besøger os med nåde, vil han gerne, at vi tager imod den med glæde og frit af os selv; han vil ikke tvinge os til det, hvad han nok kunne; men han vil, at vi af os selv gerne følger, med lyst og med kærlighed. Dog venter han ikke, til vi kommer, men kommer os i forkøbet: han kommer til verden, bliver menneske, tjener os, dør for os, står op igen, sender os Helligånden, giver os sit ord igen, lukker himlen så vidt op, at alt står åbent, giver os desuden rige forjættelser og løfter om, at han vil sørge for os timeligt og evigt, her og hisset, og udøser sin nåde helt og fuldt. Derfor er den nåderige tid nu her; men vi foragter den og slår den hen i vinden; det vil han ikke eftergive os, og han kan ikke eftergive os det.

For når vi ellers overtræder og synder, kan han nok skåne og se gennem fingre med det; men at vi sådan foragter hans ord, dertil hører den sidste straf, og han vil også straffe os, om det så skulle lade vente på sig i hundrede år. Men så længe vil det ikke vare. Og jo klarere Ordet er, jo større vil straffen blive, så jeg frygter, at det vil koste hele Tyskland; Gud give, at jeg er en falsk profet i denne sag; men det vil alt for sikkert ske. Gud kan ikke lade den skurkagtighed gå uhævnet, og han vil heller ikke se længe til, for evangeliet er prædiket så rigeligt, at det ikke har været så klart siden apostlenes tid, som det nu er, Gud ske lov. Derfor vil det gå ud over Tyskland, så jeg frygter, at det må gå til grunde, hvis vi ikke indretter os anderledes i sagen.

Vi, som længe har hørt evangeliet, burde inderligt bede Gud om, at han ville give fred længere. Fyrsterne og herrerne vil klare det alene med sværdet og griber Gud for frækt i skægget; han vil også slå dem på munden. Derfor var det på høje tid at bede Gud for alvor, så evangeliet kunne komme videre ud i Tyskland til dem, som endnu ikke har hørt det. For hvis straffen kom så hurtigt over os, så var det allerede ude, og mange sjæle ville blive tilbage, før Ordet kom til dem. Derfor ville jeg ønske, at vi ikke foragtede evangeliet, den kostelige skat, så forfærdeligt – ikke alene for vor egen skyld, men også for deres skyld, som endnu skal høre det. Det er blevet lidt stille; Gud give, at det bliver ved med det, og at hverken fyrsterne eller bønderne bliver mere rasende; for skulle det begynde igen, er der grund til at frygte, at det ikke ville få nogen ende.

Men vi gør ligesom jøderne; de agtede mere på bugen end på Gud og gjorde sig mere umage for at fylde bugen end for at blive frelst; derfor har de mistet begge dele, og det er sket dem ret. Fordi de ikke ville tage imod det evige liv og fred, har Gud også taget bugen fra dem, så de nu har mistet både legeme og sjæl. De har også brugt den samme undskyldning som vore folk nu: «Vi ville nok gerne tage imod evangeliet, hvis det ikke førte fare for liv og gods med sig, hvis det ikke kostede hustru og børn»; for «hvis vi tror på ham» (sagde de), «så kommer romerne og tager land og folk fra os» (Joh 11,48). Det skete alligevel; for «hvad den ugudelige frygter, det kommer over ham», siger Salomo, Ordsp 10,24.

Det har hindret jøderne i at ville tro Gud, og de har ikke set på de store, rige løfter, som Gud havde givet dem. Sådan går også vi forbi og ser ikke de mægtige, trøstende forjættelser, som Kristus giver os, som når han siger (Matt 19,29): «Jeg vil give dig det hundredfold igen her og dernæst det evige liv. Lad hustru og barn fare; jeg skal nok bevare dem; jeg vil give dig det igen; vov det bare frisk på mig. Mener du, at jeg ikke kunne bygge dig et andet hus? Holder du mig for så ringe en mand? Og jeg vil give dig himlen; vil du ikke vove det på mig? Bliver godset taget fra dig, vel dig; himmel og jord er mine, jeg skal sandelig betale dig godt.»

Over disse og mange lignende skriftsteder går vi forbi; ja, vi foragter dem endda, ser kun på, hvad vi har i kisten, og hvordan lommerne kan blive fulde, og ser ikke, at Gud også har givet os dette, som vi har, og vil give os endnu mere; vi ser heller ikke, at når vi mister Gud, må bugen også af sted. Derfor sker det os ganske ret, at vi mister begge dele, både Gud og skabningerne.

Men de, som tror Gud, vover det på Gud og overlader alt til Guds magt, så han kan gøre med det efter sin vilje, og tænker sådan: «Gud har givet dig dit hus og din hustru; du har ikke selv frembragt dem; da det nu er Guds, så vil jeg vove det på ham; han skal nok bevare det. Jeg måtte jo alligevel forlade det; derfor vil jeg frisk vove det på ham og for hans skyld forlade, hvad jeg har. Vil han have mig her, så vil han nok give mig noget andet, for han har lovet at give nok her og hisset i evighed; vil han ikke have mig her, så skylder jeg ham en død, som bringer mig til det evige liv; når han kræver mig, så vover jeg det for Ordets skyld.»

Den, der ikke gør sådan, fornægter Gud og må alligevel miste både det timelige og det evige liv. Den stinkende bug, som er vor gud, gør, at vi ikke holder fast ved Guds ord. «Jeg vil først være sikker på, hvordan jeg skal ernære mig, og hvor mit gods er.» Evangeliet siger: «Stol på Gud»; så vil jeg have bugen sikkert forsørget og hverken tro eller stole. Og hvis jeg bare har ti gylden, så giver de mig sådant mod, at jeg tænker: «Jeg har vel mad for ti dage»; jeg stoler på mit forråd og stoler ikke på, at Gud, som hidtil har ernæret mig, også vil sørge for mig i morgen.

Er det ikke en skændig plage, at jeg kun stoler på en groschen for at have noget at spise i morgen? Fy, den skændige bug! Skal en groschen gælde mere hos mig og give mig større mod end Gud selv, som har himmel og jord under sig, som giver os luft og vand, lader kornet vokse for os og giver os alle ting? Det er så skændigt, at det ikke er til at sige, at Gud ikke skal gælde så meget hos os som hundrede gylden. Hvorfor tænker du ikke: «Den Gud, som har skabt mig, vil nok ernære mig, hvis han vil have mig i live; vil han ikke, ja, så vil jeg intet have»?

«Ja,» siger bugen, «jeg finder ingen Gud i min kiste!» Dit tossede æsel, hvem gør dig sikker på, at du lever i morgen? Du er ikke sikker på, om du har bugen i morgen, og vil vide, hvor foderet og maden er. Nej, hvor er du dog sikker! Hvis det gik os til hjerte, så ville vi se, hvilket helvedes regimente der var i verden, ja, at det var Djævelen selv. Er det ikke forfærdeligt, at Gud, som mætter så mange munde, ikke skal gælde så meget hos mig, at jeg stoler på, at han også vil ernære mig; ja, at en gylden skal gælde mere end Gud, som udøser sine goder så rigeligt? For verden er fuld af Gud og fuld af Guds værk; han er overalt med sine goder, og alligevel vil vi ikke forlade os på ham eller tage imod hans besøgelse. Fy, den forbandede verden! Hvad er den for et barn, at den ikke kan stole på Gud en eneste dag og dog stoler på en gylden?

Nu ser vi, mener jeg, hvad verden er: hvordan den foragter Gud for bugens skyld og dog må miste bugen med liv og sjæl. Åh, hvor er vi dog elendige folk; vi burde jo spytte på verden! Hvis en tænkte på, at han var så elendig en stakkel, at han ikke kunne stole sådan på Gud, så burde han ikke ønske sig at leve. Bare kvæl ham, for vi sidder for dybt fanget i den gamle Adam. Verden er et forhelvede, ja, et sandt djævlerige og en forgård til helvede, bortset fra at legemet endnu er her; ellers er den det rene helvede helt igennem.

Derfor formaner Kristus os med grædende øjne til at erkende vor frelse og tage imod hans besøgelse, så ikke plagen også skal følge, som visselig vil komme over dem, der ikke tager imod den, og som er trygge, indtil den bratte og pludselige undergang falder over dem. Gud give sin nåde, så vi erkender os selv. Nu følger videre i evangeliet:

Og han gik ind i templet og begyndte at drive dem ud, som solgte og købte derinde, og sagde til dem: «Der står skrevet: Mit hus er et bedehus; men I har gjort det til en morderkule.»

Om Guds tempel

Det er det andet stykke i dette evangelium, hvor Herren griber ind med alvor og med næven, da han går ind i templet og driver dem ud, som køber og sælger derinde. For det første stykke var ikke andet end en formaning og en tilskyndelse til troen. Her viser Herren os nu, hvad Guds tempel er, og han anfører skriftsteder, særlig fra profeten Esajas (Es 56,7), hvor Gud siger sådan: «Mit hus kaldes et bedehus for alle folkeslag; men I har gjort det til et købmandshus.» Det er et stærkt ord, når profeten siger: «for alle hedninger eller folkeslag». Det er sagt imod jøderne, som stolede på Guds tempel i Jerusalem og mente, at dette materielle hus i Jerusalem skulle blive stående evigt, og at det var umuligt, at Gud skulle bryde dette tempel ned eller ødelægge byen; Guds ord lyver jo ikke. Derfor slog de også Stefanus ihjel, fordi han talte imod de hellige steder og sagde, at Jesus ville ødelægge denne by og forandre de skikke, som Moses havde givet dem (ApG 6,14ff). Da sagde de: «Profeterne har jo prist dette hus, og Kristus siger selv her, at det er et bedehus; og I apostle siger, at han vil ødelægge det.»

Men sådan skal man forstå dette ord: Byen Jerusalem, templet og folket skulle bestå indtil Kristi tid. Det sigtede alle profeterne til; de har lagt det hele i Kristi hænder: som han gjorde det, sådan skulle det være og blive. Derfor rækker Esajas’ ord ikke længere end til Kristus, sådan som også alle profeterne siger, at der derefter skal komme et kongerige, så vidt som hele verden er. Sådan står der hos Malakias (Mal 1,10–11): «Hvem ville vel lukke en dør op for mig for intet? Fra solens opgang til dens nedgang er mit navn stort, og jeg har et offer i hele verden; for mit navn er stort blandt hedningerne.» Her taler profeten om Kristi åndelige rige: Han skulle bygge sig et bedehus, så vidt som verden er.

Det er sandt, at Gud selv har stadfæstet templet i Jerusalem, så at det var helligt: ikke fordi det havde smukke sten og kostbare bygninger, eller fordi det var indviet af biskopper, sådan som man nu farer frem med narreri og gøgl; men Gud havde indviet og helliget det med sit ord, da han sagde: «Dette hus er mit hus»; for hans ord blev prædiket derinde. Hvor nu Guds ord prædikes, dér er hans rette hus, dér bor Gud visselig med sin nåde. Hvor hans evangelium er, dér er et bedehus; dér skal og kan man bede ret, og Gud vil også bønhøre det, som Kristus siger hos Johannes (Joh 16,23–24): «Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, og I skal få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.» Omvendt: Hvor Ordet ikke er, dér er Djævelen helt og holdent.

At vi har gjort jøderne det efter og bygget så mange kirker, det kunne godt gå an, hvis vi havde gjort det, for at Guds ord skulle prædikes i dem; for hvor Ordet går, dér er Gud nærværende, ser ned fra himlen og øser sin nåde ud. Derfor siger han her til jøderne: «Jeg vil ikke, at I skal gøre mit hus til en morderkule.» For der var vekselerere derinde, og de solgte får og okser, for at de fremmede kunne købe dem til offer og gudstjeneste. Hvorfor kalder han det da en morderkule? Han giver det sandelig et skændigt navn. Men sagen var den: De holdt ikke længere huset for Guds hus, men for et markedshus. Det vil sige: Præsterne spurgte ikke efter, om Guds ord blev prædiket derinde, skønt de sang, brægede og læste profeterne og Moses; men Gud agter ikke sådan en mumlen af salmerne, når det sker uden hjerte. Dog skal man nok læse salmer og synge andre åndelige sange i kirken og øve sig i dem; men det hører til for børnene.

De har båret sig ad ligesom vore paper og munke. De har også gjort kirkerne og klostrene til morderkuler, har prædiket gift og i grunden alene holdt messe, for at man skulle give dem penge og præsenspenge [de penge, gejstlige fik for at være til stede ved tidebønner og messer], så de kunne fylde bugen. Sådan har de gjort et købmandshus, hvor de falbyder deres kram og ødelægger og kvæler fårene med deres skændige, falske lære, så at det med rette hedder en morderkule for sjælene. Man burde også skrive denne titel på alle kirker, hvor evangeliet ikke bliver prædiket; for dér spotter de Gud, kvæler sjælene, driver det rette Ord ud og øver det rene mord: Den, der hører deres ord, må dø. Åh, hvor er vi blevet skændigt forført! Men nu skal vi love Gud for, at dette Ord bringer os livet igen, jager morderne ud og lærer os at bede ret; for et oprigtigt hjerte må bede, ikke med munden, men med hjertet.

Afslutning

Så har vi det andet stykke i evangeliet: hvordan Kristus driver sælgerne ud, det vil sige bugtjenerne, og giver sit ord plads. Det ville være godt, om man også fejede klostrene ud på den måde og gjorde dem til skoler eller prædikeklostre; hvis ikke, så er og bliver de morderkuler. For når Kristus kalder sit eget hus en morderkule, hvor meget mere vil så ikke vore templer, som Gud ikke har indviet, blive skældt ud for morderkuler?

Jeg har ofte opfordret jer til at bede Gud om, at han vil vende sin vrede bort og hindre Djævelen, som nu er i verden. For I har jo hørt om den store jammer, at så mange af dem er blevet slået ihjel i oprøret; man må frygte, at de alle er fortabte. For Gud vil have lydighed og har selv fældet dommen (Matt 26,52): «Alle, som griber deres sværd, skal omkomme ved sværd.» Djævelen har taget verden i besiddelse; hvem ved, hvornår turen kommer til os? Lad os derfor bede Gud om, at hans rige må komme til os, at de kristne må blive flere, og at han vil sende kloge, forstandige prædikanter, som folket vil tage imod og adlyde. Den, der kender Guds gave, han skal bede for de andre, som endnu ikke har hørt Ordet. Det er højeste tid. Bed et fadervor.

Nuvel: Hvor denne plage begynder og tager overhånd, så man for bugens skyld og for en lille timelig nytte og fordel med vilje foragter den dag, da Gud besøger os ved sit ord og sin nåde, dér må også den endelige straf og vrede følge efter. Den gør det helt af, slår bunden ud af tønden og vender land og folk op og ned fra grunden, så man må miste begge dele, både det timelige og det evige. For hvad skal han da ellers gøre ved os for sådan en bespottelig utaknemmelighed for så stor kærlighed og velgerning, som han har vist os ved sin nådige besøgelse? Hvordan skal eller kan han hjælpe os mere, når vi med frækhed og trods slår hjælpen fra os og bliver ved med at kæmpe og stræbe efter vrede og fordærv? For når de ikke slipper for straf, som overtræder loven og synder mod de ti bud, hvor meget mindre vil han så lade dem gå ustraffet, som bespotter og foragter hans nådes evangelium? Loven bringer jo ikke nær så meget godt som evangeliet.

Vil vi ikke have den glade dag, som han giver os til nåde og frelse, så kan han også i stedet lade os se og føle bare mørk og trist nat med al jammer og ulykke. Og fordi vi ikke vil høre dette kære Ord og fredens prædiken, så må vi i stedet høre Djævelens mordskrig gjalde for ørerne på alle sider. Nu er tiden, da vi burde kende dagen og gøre god brug af det rige, gyldne år, mens vi har markedet for døren og ser, at han besøger os. Forsømmer vi det og lader det gå forbi, så tør vi heller ikke mere håbe på eller vente nogen bedre dag eller fred; for Herren vil heller ikke være der mere, han, som er fredens Herre.

Men når Kristus ikke er der mere, så skal vore sager heller ikke bestå mere; og hvor man støder denne kære gæst ud og ikke længere vil tåle hans kristne, dér skal også regimente, fred og alt gå til grunde. For han vil også spise med og regere og give nok. Men han vil også kendes som en sådan Herre, at vi er ham taknemmelige og også lader denne gæst og hans kristne spise med os og betaler skattemønten for ham. Hvis ikke, så må vi give den til en anden, som vil takke og lønne os sådan for det, at vi ikke beholder en bid brød eller en øre i fred. Men det vil verden ikke tro, ligesom jøderne heller ikke ville tro det, før den får det at føle, og troen kommer den i hænderne. For det er jo besluttet af Gud, at denne Kristus skal være Herre og Konge på jorden, han, som alt er lagt under fødderne på; og den, der vil have det godt og have fred, må hylde ham og være ham lydig, eller også skal han slås i stykker som en lerkrukke (Sl 2,9).

Den anden del af evangeliet

Og han gik ind i templet og begyndte at drive dem ud, som solgte og købte derinde, og sagde til dem: «Der står skrevet: Mit hus er et bedehus; men I har gjort det til en morderkule.»

Her viser han, hvad det er ham om at gøre, og hvad der ligger ham mest på sinde, og som også gav ham grund til at græde. Og det er en ganske forunderlig beretning, at han, som lige før græd af stor medlidenhed og barmhjertighed, så hurtigt forvandles og farer frem med stor vrede. For han brænder, den kære Herre, af stor andagt og nidkærhed, og således går han ind i templet som i en storm og griber ind med næven som templets Herre, sandelig af en mægtig, glødende ånd, som han er blevet optændt i. For han ser hovedårsagen til den jammer og det fordærv, som han har talt om og grædt over: nemlig at i det fornemste regimente, som skulle være Guds eget og hedder hans tempel, er alt forvendt og lagt øde, og Guds ord og den rette gudstjeneste er helt undertrykt og ødelagt, netop af dem, som skulle være hoveder og lærere, for deres skændige gerrigheds og egen æres skyld. Det er, som om han ville sige: «Ja, det er det; det vil gøre jammeren fuld og gøre ende på alt i dette folk.»

Derfor: Så barmhjertig og medlidende han viser sig over for den stakkels flok af folket, som så jammerligt bliver forført til deres fordærv, så stor vrede viser han mod dem, som er årsag til et sådant fordærv. Ellers har han ikke ofte selv grebet ind med næven og larmet sådan, som han gør her, så man kan undre sig over det hos en så fortræffelig og god mand, så fuld af kærlighed. Men det gør Åndens store, mægtige ild og glød, som ser, hvorfra al jammer og hjertesorg kommer: nemlig at man ødelægger den rette gudstjeneste på den måde og vanærer Guds navn, som man fører frem som skalkeskjul.

For templet og hele præsteskabet var indrettet til, at man skulle drive Guds ord, prise hans nåde og barmhjertighed osv., og med den udvortes gudstjeneste, ofringen, bevidne det og takke ham for det. I stedet lærte de ikke at love og takke Gud, men gjorde også en munkeagtig gerningslære ud af det: at man med sådanne ofre fortjente Guds nåde, og at Gud ville give dem himlen og alt godt på jorden for det, når de bare ofrede meget. Således byggede de alt det, som de skulle vente fra Gud af lutter godhed og nåde, på deres gerninger og fortjeneste. Og oven i købet kom de i Djævelens navn så vidt, at de af gerrighed havde stillet vekselborde og bænke op dér i templet og kræmmere med duer og al slags kvæg, som man brugte til ofring, så at de, som kom dertil fra fjerne lande og byer, kunne finde nok af det at købe dér, eller, hvis de ikke havde penge, kunne veksle eller låne hos dem, for at ofret endelig kunne blive stort og rigeligt.

Det er netop at vende den rette gudstjeneste på hovedet og udslette den under navn af gudstjeneste: at gøre Guds nåde og godhed til vores fortjeneste og hans gave til vores gerning, som han skulle tage imod af os og takke os for, og at han må finde sig i at blive holdt for en afgud, der må gøre det, som det behager os, og blive vred eller le, alt efter som vi vil. Og oven i købet at fylde deres skændige gerrighed med sådan en afgudsdyrkelse og skamløst drive et offentligt marked.

Ligesådan har også vores pavehob, paper og munke båret sig ad. De har ikke lært andet end at stole på vore gerninger og har indrettet alt i deres kirkeregimente efter det, så man måtte købe det af dem, og de har stiftet et dagligt marked i hele verden. Dér er intet blevet tilbage, som ikke har måttet tjene deres gerrighed og er blevet falbudt for penge: Gud, Kristus, sakramentet i messen, absolutio [latin: tilsigelse af tilgivelse] og syndernes forladelse, løsen og binden. Desuden også deres eget opdigtede menneskekram, som de udgav for gudstjeneste, som munkenes broderskab og deres overskydende fortjenester, ja, også kutter og reb til at iføre de døde; ligeledes biskoppernes og papernes ækle krisma, al slags dødningeben, som de kaldte helligdomme, smørbreve [aflad til at spise smør og mælkemad i fasten], hustruer, præstebørn osv. Alt det har dagligt måttet bringe og give dem penge.

Og især den store rottekonge i Rom med sin Judaspung: Han er først rigtig det pengesvælg, som under Kristi og kirkens navn har revet hele verdens gods til sig. For han har forbeholdt sig magten til at forbyde alt, hvad han ville, og så tillade det igen for penge, ja, også til at tage og give kongeriger, når og så tit han ville, og han har brandskattet kongerne og herrerne, som han ville.

Det kalder jeg at gøre Guds tempel til et købmandshus, ja, en morderkule, langt mere skændigt og skamløst, end disse i Jerusalem gjorde. Det sømmer sig jo for Antikrist, sådan som det er profeteret om ham, at han skulle opkræve verdens skatte og samle dem til sig; og Sankt Peter siger om sådan en hob (2 Pet 2,3): «Af gerrighed vil de med opdigtede ord handle med jer» osv.

Derfor vredes Kristus her med rette over, at disse gerrige vomme vanhelliger hans tempel sådan. De foragter og forsømmer ikke alene den rette gudstjeneste, men vender den også på hovedet og træder den under fødder. Og således har de i sandhed gjort templet, som Gud indrettede, for at man skulle lære folk Guds ord og bringe dem til himlen, til intet andet end en morderkule, hvor der sker bare fordærv og sjælemord, fordi man tier om Guds ord, som sjælene bliver frelst ved, og i stedet viser hen til Djævelens løgne osv.

Det er den egentlige hovedsynd og årsag, hvorved de har fortjent, at de måtte gå til grunde med tempel og alt: For fordi de selv ødelægger Guds rige, vil han heller ikke bygge deres længere. Derfor siger han: «Fordi I farer til og bygger Djævelens rige i stedet for mit rige, så vil jeg fare frem mod jer på samme måde og ødelægge alt fra grunden, hvad jeg har bygget hos jer.» Det har han denne dag, da han larmer sådan iblandt dem i templet, givet et forspil til, netop til afsked før sin bortgang; og det skulle romerne siden, når han var borte, føre helt ud: nemlig at de sådan skulle ryddes bort med alt, hvad de havde, ligesom han her rydder dem ud af templet, så at de hverken skulle have gudstjeneste, tempel eller præsteskab, land eller folk mere.

Han har, Gud ske lov, nu også begyndt at lægge vore afguder og masker ned, pavedømmets bespottelige skrammelmarked, og at rense sin kirke ved sit evangelium, også som et forspil, så man kan se, at han også vil gøre ende på dem. Sådan som man allerede for øjnene ser, at det er begyndt at falde, og det må falde mere og mere dag for dag og vil blive stødt langt grueligere til jorden og gå til grunde for evigt, end jøderne er blevet ødelagt og udryddet, eftersom det også er en langt skændigere vederstyggelighed. Det skal først rigtig begynde, når nu evangeliet bliver taget bort for den skændige, gruelige bespottelses skyld; men til sidst skal det med den yderste dag først rigtig få sin endelige og evige ødelæggelse.

Tyskland, som, Gud ske lov, nu har evangeliet, må se til, at det ikke også går det sådan, som det desværre allerede alt for kraftigt ser ud til; for vi må ikke tro, at den foragt og utaknemmelighed, som tager overhånd hos os, lige så stor som hos jøderne, skal blive ustraffet. Så vil han også lade den ugudelige verden klage og skrige: «Var evangeliet ikke kommet, så var dette ikke overgået os»; ligesom jøderne i Jerusalem gav det, apostlene prædikede, skylden for alle deres plager og selv profeterede over deres egen hals: Hvis Kristus fik lov at fortsætte med sit evangelium, så ville romerne komme og tage land og folk fra dem osv. Sådan gav siden også romerne denne nye Gud og den nye lære skylden for deres ødelæggelse; ligesom man nu siger: «Siden evangeliet er kommet frem, har det aldrig været godt.»

Men det skal også gå verden sådan, at den, ud over at den foragter og forfølger Guds ord, også bliver så forhærdet og forblindet, at den ikke lægger årsagen til og skylden for sit fordærv på nogen anden end på det kære evangelium. Og dog er det alene det, som (Gud ske lov!) holder sammen på det, som endnu holdes; ellers lå det for længst i en bunke. Alligevel må det bære skylden for alt, hvad Djævelen og hans skæl [billedet er Leviatans skæl, Job 41, dvs. Djævelens håndlangere] udretter. Når man nu bliver ved med at bespotte sådan og ikke vil erkende, hvad vi selv har fortjent, og den nåde og velgerning, vi har af evangeliet, så må Gud også betale sådanne bespottere på den måde, så de bliver deres egne profeter og får dobbelt løn for dobbelt ondskab.

Forspillet til det er også allerede begyndt, bortset fra at det endnu holdes tilbage for nogle få frommes skyld. Ligesådan gav han jøderne et forspil med dette eksempel, da han stødte sælgerne og køberne ud af templet og derefter selv gik ind i templet og til afsked endnu underviste lige til sin lidelses dag; han holdt det tilbage en tid, så længe han kunne, og siden ved sine apostle, indtil man ikke længere ville tåle dem. Sådan holder også vi det nu endnu tilbage, så længe vi lever, vi, som hænger ved Kristus; men når også de lægger hovedet ned, så kan verden se, hvad den har haft.