17. søndag efter trinitatis (Luk 14,1–11)

Evangeliet på 17. søndag efter trinitatis, Luk 14,1–11

To ting har vi at behandle i dagens evangelium: Den ene er noget almindeligt, nemlig det, som det har til fælles med alle evangelier; den anden er noget særligt. Det første, som er fælles for alle evangelier, er dette, at det stiller os Herren Kristus for øje: hvem han er, og hvad vi har at vente af ham. Og deri bliver troen og kærligheden vist os. Troen i det, at denne vattersottige sætter sin lid til Kristus og fast tror, at han vil hjælpe ham. Og den tro fik han deraf, at han forud havde hørt evangeliet, nemlig hvordan Herren Kristus var sådan en venlig, god og velgørende mand, der hjalp enhver og ikke lod nogen gå fra sig uden hjælp og uden trøst. For havde han ikke hørt sådan et rygte om Herren, så var han ikke løbet efter ham helt ind i huset. Han må sandelig have haft kendskab til ham og hørt noget stort om ham og have troet det, han hørte.

Og det er evangeliet, som sagt; det må først prædikes og høres, før vi tror: nemlig hvor venlig og barmhjertig Gud er imod os, at han har sendt denne sin Søn ned fra himlen for at hjælpe os. Det må samvittigheden høre og tro; ellers hjælper det os intet, om så alle skabninger var venlige imod os, når Gud er unådig og uvenlig imod os. Og omvendt: når Gud er tilfreds med os, så kan ingen skabning skade os, som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 8,31): «Når Gud er for os, hvem kan da være imod os?» Lad så død, Djævel, helvede og alle skabninger rase, de kan dog intet skade os. Derfor må evangeliet gøre det, at det stiller os denne mand for øje som nådig, han, som er Gud. Deraf øser vort hjerte så troen og en fortrolig tillid til Gud, at han vil hjælpe det både gennem død og liv.

Det ser vi også her i dette vattersottige menneske; han havde forud hørt om Kristi venlighed, og derefter troede han, at Kristus også ville vise sin venlighed og godhed mod ham. For det havde været umuligt, at han var blevet hjulpet, hvis han ikke havde troet. Evangeliet lyder ud i hele verden, men ikke alle hører det. For farisæerne sad der også, så det med deres øjne og tog og følte på, at han var en venlig mand; men de troede det ikke, derfor kunne det hverken gøre dem bedre, trøste dem eller hjælpe dem. Således er evangeliet meget almindeligt, men det er ikke almindeligt at gribe det. Det er sagt om troen. Dernæst er også kærligheden i Kristus her stillet os for øje, den, som går ud og bærer frugt, ikke for sig selv, men for andre, sådan som den rette kærlighed gør. Det er nu sagt i almindelighed om den første del af dette evangelium.

Men for det andet lærer dette evangelium os i særdeleshed en nødvendig lære, som man må have, når man skal bruge de love, der ordner ydre, legemlige ting og forhold, som skal holdes i kirken. Med dem må man omgås meget viseligt og varsomt, hvis man vil gøre det rigtigt, særlig hvor der er svage og frygtsomme samvittigheder. For der er intet i himmel og på jord, der er ømmere og tåler mindre spøg end samvittigheden. Man siger: «Øjet er en øm ting»; men samvittigheden er endnu langt ømmere og blødere. Derfor ser vi hos apostlene overalt, hvor nænsomt de har omgået samvittighederne, så de ikke skulle forvirre dem med love.

Da man nu ikke kan leve uden love, og det dog er farligt at omgås med lovene – for samvittigheden falder hurtigt i og vikler sig ind i dem – vil vi sige lidt om, hvordan man skal omgås med lovene, og hvor langt de skal holdes. Man siger jo i ordsproget: «Det hele kommer an på en god udlægger.» Det er særlig sandt her, når man omgås med love; for hvor der ikke er én, der forstår at tyde og udlægge lovene ret, dér er det svært og farligt at omgås med dem. Se, hvor der er en regent, der lever som en tyran og farer frem med vold: når han giver en lov og trykker så hårdt på den, så man skulle tro, at himlen faldt ned, så omgås han samvittighederne, ligesom havde han et sværd i hånden og stak dem ihjel det ene efter det andet. Sådan har man hidtil erfaret det under pavelovenes tyranniske regimente: hvordan samvittighederne er blevet plaget med dem og kun drevet til helvede og fordømmelse. Så stor en fare er det, hvor man ikke forstår at mildne og lempe lovene ret.

Derfor slutter vi til sidst, at alle love, guddommelige og menneskelige, der byder om ydre gerninger, ikke skal binde længere, end kærligheden rækker. Kærligheden skal være udlægningen af alle love; hvor den ikke er, dér er det allerede forbi, dér skader loven straks, hvad det så end er for en lov. Sådan står der også i pavens bog: «Når en lov eller et bud vil gå imod kærligheden, så skal det straks ophøre.» Og det er kort og godt sagt om guddommelige og menneskelige bud. Årsagen er, at alle love alene er givet for at oprette kærlighed, som Paulus siger (Rom 13,10): «Kærligheden er lovens opfyldelse»; og ligeså (Rom 13,8): Vi skylder ikke andet, end at den ene elsker den anden. For når jeg elsker min næste, så hjælper jeg ham, beskytter ham, holder ham i ære og gør det, jeg selv ville have gjort mod mig.

Når det nu er sådan, at lovene alle sammen alene skal oprette kærligheden, så må de straks ophøre, når de vil gå imod kærligheden. Derfor kommer det her helt an på en god regent, der lemper og udlægger lovene efter kærligheden. Tag et eksempel fra præsterne og munkene. De har fastsat i love og statutter, at de skal holde messe i den time, bede i den time, og så fremdeles drive deres gøglerier efter tid og time. Kommer der nu en fattig mand og beder dem om en tjeneste i den samme time, hvor de skal holde messe eller bede, så siger de: «Nej, forsvind, jeg skal læse messe nu, jeg må passe mine bønner»; og så gør de ikke den fattige mand nogen tjeneste, om han så skulle dø. Det gør også de allerhelligste munke og kartæusere; de holder deres bud og statutter så strengt, at selv om de så sjælen gå ud af en fattig mand og godt kunne hjælpe ham, så gjorde de det alligevel ikke. Men de gode folk burde, hvis de var kristne, være sådan indstillet, at de udlagde loven eller deres statutter efter kærligheden og sagde: «Far vel, messe; far vel, sakramente; far vel, bøn; far vel, orden; den gerning vil jeg gerne undvære, jeg vil tjene min næste; den kærlighed, jeg øver mod min næste, er guld i sammenligning med den gerning.»

Og sådan skal man lempe alle love efter, hvad kærligheden viser, så man holder dem, hvor de er til tjeneste og nytte for næsten, og lader dem fare, hvor de vil skade. Tag et groft eksempel! Hvis der var en husfader, som havde den orden i sit hus, at han nu gav fisk, nu kød, nu vin, nu øl at spise og drikke, alt efter hvad han havde og kunne få fat i, og så måske en af hans folk blev syg og ikke kunne drikke øl eller vin, ikke kunne spise kød eller fisk, og husfaderen ikke ville give ham noget andet, men sagde: «Nej, min lov og orden siger sådan, jeg giver dig ikke andet» – hvad ville det være for en husfader? Man burde med rette give ham nyserod, så han kunne få hjernen renset. For hvis han var en forstandig mand, ville han med rette sige: «Det er vel sandt, at min lov og orden siger, at vi skal spise kød eller fisk i dag; men da denne mad ikke er god for dig, så spis, hvad du har lyst til.» Se, ligesom husfaderen lemper og bøjer sin lov efter den kærlighed, han bærer til sine folk, sådan skal alle love lempes og bøjes efter kærligheden til næsten.

Derfor, da Moseloven i Det Gamle Testamente ikke blev forstået og ikke blev mildnet efter kærligheden, lovede Gud folket gennem Moses, at han ville lade en profet fremstå, som skulle udlægge loven. For sådan siger Moses i den femte bog (5 Mos 18,15): «En profet som mig vil Herren din Gud lade fremstå for dig, af din midte og af dine brødre; ham skal I lyde.» Profeterne lod Gud alle sammen fremstå, for at de skulle udlægge loven og føre den ikke efter skarpheden, men efter kærligheden. Det har vi et eksempel på hos Moses selv. Moses førte Israels børn ud af Egypten, fyrretyve år frem og tilbage i ørkenen. Nu var det befalet Abraham (1 Mos 17,12), at man skulle omskære ethvert drengebarn på den ottende dag; dette bud stod klart, så man måtte gøre det, og alligevel slap Moses det og omskar ingen i alle de fyrretyve år.

Hvem gav så Moses den magt, at han ikke holdt denne lov, når Gud selv havde givet Abraham den? Det gav ham den, at han forstod at lempe lovene efter kærligheden til næsten: nemlig at lovene måtte tjene ham og folket og ikke han eller folket loven. For på rejsen måtte de drage af sted hver dag i fuld rustning; derfor slap han omskærelsen, for at de kunne være så meget bedre i stand til at rejse og ikke blive hindret deri, og han sagde: «Selv om denne lov er befalet, og man skal holde den, så kan man dog lempe den, når kærligheden kræver det.» Og således udsatte han omskærelsen, indtil de var nået til ende med rejsen. Sådan skal man tyde alle love efter kærligheden og efter nøden; derfor er det eneste, der fattes, en god udlægger.

På samme måde gik det også til med David, da han spiste skuebrødene, som ingen måtte spise uden præsterne (1 Sam 21,7), et eksempel, Kristus selv ofte anfører i evangelierne (Matt 12,3). Nu var David ikke indviet, hans tjenere heller ikke; alligevel, da han var sulten, kom han til Abimelek og bad ham give ham og hans folk noget at spise; da sagde Abimelek: «Jeg har sandelig intet andet end skuebrødene, der ligger dér»; så går David hen og spiser dem frit. Har nu David syndet her, når Guds bud dog står der? Nej. Hvorfor? Fordi nøden tvang ham, og han havde ellers intet at spise. Således ophæver nøden og kærligheden alle love. [Luther skriver Abimelek; i 1 Sam 21 hedder præsten Ahimelek.]

Sådan gør også Kristus her i evangeliet: han gør den vattersottige rask på sabbatten, som det dog var befalet i Det Gamle Testamente at holde overmåde strengt. Se, hvad farisæerne gør: de står der, lurer på Herren og ser, hvad han vil gøre. De ville ikke have hjulpet den vattersottige, om de så kunne have hjulpet ham med en skefuld vin. Men Kristus griber ind i loven, så det knager, og hjælper frit den fattige vattersottige mand og viser dem åbenlyst årsagen til, at han gør det, og siger: «Det er vel befalet at holde sabbatten hellig; men hvor det gælder kærligheden, dér må loven vige.» Og han giver dem et groft eksempel og lukker munden på dem dermed, så de må give ham ret og ikke kan svare ham et ord derpå; og han siger således:

«Hvem iblandt jer vil ikke straks trække sin okse eller sit æsel op på sabbatsdagen, hvis det falder i en brønd?»

Som ville han sige: I narre, er I ikke gale og tåbelige? Gør I det for en okse eller et æsel, der måske er et par gylden værd, så burde I meget mere gøre det ved jeres næste, hjælpe ham og gøre ham rask, uden at se på, at det sker på sabbatten; for sabbatten er, som han siger et andet sted (Mark 2,27–28), blevet til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld; altså er Menneskesønnen herre også over sabbatten.

Hos jøderne var lovene strengt påbudt, og kongerne trykkede også hårdt på, at man skulle holde dem. Når nu profeterne kom og ville tyde lovene efter kærligheden og sagde: «Sådan mener Moses det, sådan skal man forstå loven», så stod de falske profeter dér sammen med kongerne og holdt hårdt fast ved bogstaven og sagde: «Dér, dér står det skrevet, det er Guds ord, man må ikke tyde det anderledes.» Hvor meget profeterne end råbte, at det skulle forstås sådan, så hjalp det dog intet. Så for kongerne til, de stakkels blinde folk, og slog den ene profet ihjel efter den anden. Sådan gør nu også de pavelige, munkene og præsterne; siger nogen: «Man skal ikke holde deres love, men stille dem under kærligheden», så skriger de straks: «Kætter, kætter!» og kunne de, så slog de ham også ihjel; ja, det gør de allerede dygtigt.

Ligesom Kristus her gør med sabbatten og lader den tjene mennesket, sådan skal også vi gå frem med alle den slags love og ikke holde dem længere, end de tjener kærligheden; tjener de ikke kærligheden, så skal man straks rive dem i stykker, hvad enten det er Guds eller menneskers bud. Tag et eksempel fra vor tidligere vildfarelse under pavedømmet: En har lovet at gå til Sankt Jakob. Nu står buddet der: «Hvad man har lovet, skal man holde.» Denne mand har kone og børn, folk og husholdning. Hvad skal han gøre? Skal han drage af sted og gå til Sankt Jakob, eller skal han blive hjemme og forsørge kone og børn? Afgør nu selv, hvad der er mest nødvendigt, og hvad der mest drager mod kærligheden. Jeg mener, det er nyttigere, at han bliver hjemme og arbejder og passer sit erhverv og ser til sin kone, sine børn og sine folk; med sin valfart til Sankt Jakob – om den så i øvrigt ikke var uret og ingen afgudsdyrkelse – vil han kun gøre ringe nytte, ja, han vil fortære og forsømme mere, end han vinder. [Sankt Jakob er valfartsstedet Santiago de Compostela i Spanien.]

Et andet eksempel: En kvinde går med barn og har lovet ikke at spise kød om onsdagen, sådan som mangen tåbelig kvinde gør. Denne kvinde går måske i stor fare for fosteret og også for sit eget liv; så kommer narrene, skriftefædrene, og siger: «Kære datter, der står skrevet i Skriften: Hvad man har lovet, skal man også holde; det er Guds bud, du må sandelig holde det.» Så er den gode kvinde straks fanget og bundet i sin samvittighed, går hen og holder løftet og skader både sig selv og fosteret. Dér har de begge uret: både de, der lærer hende sådan, og hun selv, fordi hun ikke agter kærligheden højere end løftet, hvormed hun dog ikke gør Gud nogen tjeneste eller noget til behag; ja, hun vækker meget mere hans vrede ved at holde sit løfte. Derfor skal man sige sådan til den tåbelige kvinde: «Se, du bærer et foster; det må du tjene og lade narrestregerne fare, så der ikke opstår en stor ulykke deraf»; for alle love er indbefattet i kærligheden.

Sådan skal man også omgås med præsterne, munkene og nonnerne. Når de siger: «Ja, vi har lovet det, og der står skrevet: Aflægger I løfter, så hold dem for Herren jeres Gud» (Sl 76,12), så sig: «Se, dér står også et bud: Du skal tjene din næste. Men i den stand kan du ikke tjene din næste og kan heller ikke leve i den uden synd. Gå derfor frit ud af den, og tag en stand på dig, hvor du ikke gør så meget synd, men hvor du kan tjene din næste, hjælpe ham og råde ham; og se ikke på løftet, som du ikke har aflagt over for Gud, din Herre, men over for Djævelen, ikke til sjælens frelse og salighed, men til fordømmelse og fordærv for både legeme og sjæl.»

Og dér har du magt til at give dispensation fra alle bud, blot du er en kristen, når de vil hindre dig i kærligheden; sådan som Kristus gør her: han farer frit frem, skønt det var sabbat, og hjælper denne vattersottige og viser også tilstrækkelig og tydelig årsag til, hvorfor han gjorde sådan en gerning på sabbatten.

Der er endnu et stykke i evangeliet, om at sidde øverst til bords; det må vi også berøre ganske lidt. Da Herren mærkede, hvordan gæsterne, farisæerne, valgte at sidde øverst, sagde han denne lignelse til dem:

«Når du bliver indbudt af nogen til bryllup, så sæt dig ikke øverst til bords, for at ikke en fornemmere end du skulle være indbudt af ham, og han, som indbød dig og ham, så kommer og siger til dig: ’Ven, giv ham plads’, og du da med skam må sidde nederst. Men når du bliver indbudt, så gå hen og sæt dig nederst, for at han, når han kommer, som har indbudt dig, må sige til dig: ’Ven, ryk højere op.’ Da skal du blive æret over for dem, der sidder til bords.»

Denne lignelse sigter til farisæernes og de skriftkloges bud og forskrift, at man skulle vise de store og mægtige ære, vige for dem og lade dem sidde øverst. Kristus vender det her om og siger: «Den, der vil være den største, skal sidde nederst.» Ikke sådan, at en bonde skulle sidde over en fyrste; det vil Kristus ikke, og det sømmer sig heller ikke. Men Herren taler her ikke om det verdslige, men om det åndelige regimente; det vil have ydmyghed af alle. Ganske vist holder det verdslige og ydre regimente det sådan, at de øverste sidder øverst; men det kommer ikke det åndelige regimente ved og giver det kun lidt at bestille, for det har alene med hjertet at gøre. Kristus gør ikke borgmestre og dommere, fyrster eller herrer; men det overlader han til fornuften, som har med de ydre ting at gøre; dér må der være øvrighed, og den tilkommer så æren for dens stands skyld. Men det åndelige regimente holder fast ved, at man må ned på jorden, når man vil være stor.

Derfor sagde Herren til sine disciple, som skændtes om, hvem af dem der skulle være den største: «De verdslige konger hersker, og de mægtige kalder man nådige herrer; men sådan skal det ikke være hos jer; men den største blandt jer skal være som den yngste, og den fornemste som en tjener» (Luk 22,25–27); og nu giver han et eksempel ud fra sig selv og spørger: «Hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er midt iblandt jer som en tjener.» Og et andet sted sagde han: «Hvis nogen blandt jer vil anses for mægtig, skal han være jeres tjener, og den, som vil være den fornemste, skal være jeres træl; ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange» (Matt 20,26–28).

Disse ord har vore papister udlagt fint og gjort evangeliet til en voksnæse og sagt: «Ja, paven skal nok være den mindste eller yngste, sidde nederst og tjene de andre; men det skal ske i hjertet.» De har bildt sig ind, at de i hjertet sidder nederst, er de ringeste og tjener andre; men siden er de gået hen over alle kejsere, konger og fyrster, ja, har oven i købet trådt dem under fødder: som om kejsere, konger, fyrster og herrer ikke også skulle have denne kristne ydmyghed, som Herren her taler om, i hjertet. Sådan gør de med deres åndelige udlægning kødelig, verdslig pragt og hovmod; havde de ydmygheden i hjertet, så ville de nok vise den med gerningen. For Kristus taler her ikke kun om ydre ydmyghed; for det indre driver det ydre: er det ikke i hjertet, så vil det næppe være udvendigt på legemet.

Derfor vil evangeliet have alle sammen ned, hvordan og hvem de end er, så ingen skal ophøje sig selv, medmindre han af en ordentlig myndighed bliver tvunget og sat i vejret. Og det vil Herren også her have med denne lignelse, som han siger til alle, og alle skal gøre det, hvad enten de er høje eller lave. Derfor revser han også her farisæerne og de store hanser, der ville sidde øverst, stræbte derefter og altid valgte de øverste pladser. For de skal først tage imod det, når de med ordentlig myndighed bliver valgt dertil og så at sige trukket op i håret. Alt dette siger jeg, for at man skal foragte deres falske åndelige udlægning.

Men nu farer de til og blander det åndelige regimente ind i det verdslige og mener, at det er nok, når de er ydmyge i hjertet; så kan de godt sidde øverst. Ja, kære ven, hjertets ydmyghed må strømme ud i gerningen og vise sig dér, ellers er ydmygheden falsk. Derfor skal enhver sidde nederst, kaste sig ned for den andens fødder og ikke komme op, medmindre han bliver tvunget dertil. Gør han det, vel ham; gør han det ikke, så vil han komme til skamme derover. Det er det, Herren vil, når han slutter lignelsen og siger:

«For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.»

Sankt Augustin har her lavet en glose; jeg ville ønske, han havde ladet den være, for den lugter af Adams tønde, når han siger: «En regent skal ikke ydmyge sig for meget, for at øvrighedens anseelse ikke skal blive vanæret.» Det er talt hedensk og verdsligt, ikke kristeligt; men man kan godt tilgive sådan en mand det; heller ikke i de hellige er alt fuldkomment endnu.

Så er dette nu summen af dette evangelium: Kærlighed og nød er herre over alle bud; og der skal ingen lov være, uden at den skal bøjes og lempes efter kærligheden; hvis ikke, så skal det være forbi med den, om så en engel fra himlen havde lavet den. Alt det tjener til, at vore hjerter og samvittigheder derved bliver styrket. Dernæst lærer Herren os selv, hvordan vi skal ydmyge os og underordne os den ene under den anden. Men om denne dyd, hvad ret ydmyghed er, har vi sagt nok i de tidligere postiller. Det være nok om dette evangelium.