22. søndag efter trinitatis (Matt 18,22–35)

Evangeliet på 22. søndag efter trinitatis, Matt 18,22–35

Dette evangelium eller denne lignelse har Herren Kristus sagt i forbindelse med det svar, han gav Sankt Peter, som han tidligere havde betroet nøglerne til at løse og binde (Matt 16,19). Da Sankt Peter spurgte ham, hvor ofte han skulle tilgive sin næste, om det var nok med syv gange, og han svarede ham: «Ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange», fortæller han derefter denne lignelse og slutter med, at den himmelske Fader også vil fare sådan frem med os, hvis vi ikke tilgiver vores næste, ligesom denne konge for frem med sin tjener, der ikke ville eftergive sin medtjener så ringe en gæld, skønt han selv havde fået eftergivet så stor en gæld.

For det første, før vi for alvor tager fat på evangeliet, så lad os se, hvilket stød det er, at denne tjener også her bliver frakendt sin ret. For den anden tjener, som skyldte ham hundrede groschen, burde jo med rette have givet ham de penge efter al ret; så havde denne også god ret til at kræve, hvad der var hans. Var sagen kommet for hele verden, så havde alle måttet give ham medhold og sige: «Det er ret og rimeligt, at han betaler, når han skylder.» Hvordan går det så til, at herren ophæver retten og oven i købet fordømmer denne tjener, fordi han kræver sin ret og fører den igennem?

Svar: Det er skrevet sådan, for at vi skal se, at det er en helt anden sag for Gud end for verden, og at det, som er uret for Gud, ofte er ret og rimeligt for verden. I verdens øjne står denne tjener som en retskaffen mand; men for Gud kaldes han en skalk, og han får skyld for at have handlet som en, der har fortjent den evige fordømmelse. Derfor er det sådan besluttet: Når vi vil handle for Gud, så må vi stå frit og give slip på gods, ære, ret, uret og alt, hvad vi har; og det vil ikke undskylde os, at vi siger: «Jeg har ret, derfor vil jeg ikke finde mig i, at man gør mig uret», eftersom Gud vil have, at vi alle skal give afkald på vores ret. Men herom har vores høje skoler og lærde hidtil prædiket og sagt noget helt andet, nemlig at vi ikke er forpligtet til at vige for en anden og give afkald på vores ret, men at det er rimeligt, at enhver fører sin ret igennem. Det er altså her det første stød. Lad os nu komme bedre ind på evangeliet.

Vi har ofte sagt, at evangeliet eller Guds rige ikke er andet end en stand eller et styre, hvor der er lutter syndernes forladelse; og hvor der ikke er et sådant styre, hvor man tilgiver synden, dér er hverken evangelium eller Guds rige. Derfor må man skille de to riger langt fra hinanden: det, hvor man straffer synd, og det, hvor man tilgiver synd, eller det, hvor man kræver ret, og det, hvor man eftergiver ret. I Guds rige, hvor han regerer ved evangeliet, kræver man ingen ret, man har heller ikke med nogen ret at gøre, men der er lutter tilgivelse, eftergivelse og gave, og ingen vrede eller straf, men lutter broderlig tjeneste og velgerning.

Dog er den verdslige ret ikke hermed ophævet. For denne parabel eller lignelse lærer intet om det verdslige rige, men alene om Guds rige. Derfor: Den, der er under det verdslige styre, er dermed endnu langt fra Himmeriget, for det hører alt sammen endnu hjemme i helvede. Som når en fyrste regerer sit folk sådan, at han ikke lader nogen gøre uret og straffer misdæderne, så gør han vel og får ros. For i det styre lyder det sådan: «Betal, hvad du skylder; hvis ikke, kaster man dig i fængsel.» Et sådant styre må vi have; men det kommer man ikke i himlen med, og verden bliver heller ikke frelst ved det, men det er nødvendigt, for at den ikke skal blive værre; det er kun et værn og en dæmning mod ondskaben. For hvis det ikke var der, ville den ene æde den anden, og ingen kunne beholde sit liv, gods, hustru og børn. For at nu ikke alt skal gå under, har Gud indsat sværdet, så ondskaben dog for en del kan blive hindret, og så det ydre styre dog kan skabe fred, og ingen gør den anden uret. Derfor må man lade det gå sin gang. Men det er dog, som sagt, ikke indsat for dem, der hører hjemme i himlen, men kun for at folk ikke skal komme dybere ned i helvede og gøre ondt værre.

Derfor kan ingen, der er under det verdslige styre, rose sig af, at han dermed handler ret for Gud; for Gud er det alt sammen endnu uret. For det må dog komme så vidt, at du også giver afkald på det, som verden holder for ret. Det er, hvad evangeliet her vil; det beskriver for os på begge sider lutter tilgivelse. For det første eftergiver herren tjeneren hele hans gæld. For det andet kræver han af ham, at han ligeledes skal tilgive sin medtjener og eftergive ham hans gæld. Det vil Gud have, og sådan skal hans rige stå: Ingen skal være så ond og lade sig gøre så vred, at han ikke kan tilgive sin næste; og (som der står skrevet lige forud) om han så gør dig vred halvfjerdsindstyve gange syv gange, det vil sige, hvor ofte han end kan gøre noget imod dig, skal du give slip på din ret og skænke ham det hele frit hen.

Hvorfor det? Fordi Kristus også har gjort det samme mod dig; for han har begyndt og oprettet et sådant rige, hvor der er lutter nåde, som aldrig nogen sinde skal høre op, så at alt skal være dig tilgivet, hvor ofte du end synder, eftersom han har ladet evangeliet gå ud, som ikke forkynder nogen straf, men lutter nåde. Når nu dette styre står, så kan du altid rejse dig igen, hvor dybt og hvor ofte du end falder fra det. For selv om du falder, så bliver dog evangeliet og denne nådestol altid stående; derfor, så snart du kommer igen og rejser dig, så har du nåden igen. Men det vil han have af dig, at du også på samme måde tilgiver din næste, når han gør noget imod dig; ellers vil du ikke være i dette nådige rige og heller ikke få gavn af evangeliet, så dine synder bliver dig tilgivet. Det er kort sagt indholdet og meningen i dette evangelium.

Men det er heller ikke glemt i teksten, hvem de er, som tager imod evangeliet, og hvem det smager. For det er vel et fint kongerige og et nådigt styre, eftersom der i det prædikes lutter syndernes forladelse, men det går ikke alle til hjertet. Derfor er der mange ryggesløse folk, som misbruger evangeliet, lever frit hen og gør, hvad de vil, og mener, at ingen skal straffe dem, eftersom evangeliet prædiker lutter syndernes forladelse. For dem, som på den måde foragter den høje skat og omgås den letsindigt, er evangeliet ikke prædiket; derfor hører de ikke til i kongeriget, men i det verdslige styre, så man kan hindre dem i at gøre alt, hvad de har lyst til.

Hvem er det da prædiket for? For dem, som føler en sådan jammer som denne tjener her. Se derfor, hvordan det går ham. Herren forbarmer sig over hans elendighed og skænker ham oven i købet mere, end han turde bede om. Men før det sker, siger teksten, at herren først ville holde regnskab med sine tjenere; og da han begyndte at regne, kommer denne frem for ham, som skyldte ham ti tusind pund; men da han ikke havde at betale med, befalede herren, at han, hans hustru og børn og alt, hvad han havde, skulle sælges, så han kunne få betaling. Det var jo ikke en glædelig prædiken, men lutter stor alvor og den allerforfærdeligste dom; da bliver han så angst, at han falder ned, beder om nåde og lover mere, end han har og kan betale, og siger: «Herre, hav tålmodighed med mig, og jeg vil betale dig alt.» Her er det fremstillet og afmalet for os, hvem de er, som evangeliet rigtig kommer til pas.

For sådan går det også til mellem Gud og os. Når Gud vil holde regnskab, så lader han prædikenen om sin lov gå ud, hvorved vi lærer at kende, hvad vi skylder. Som når Gud siger til samvittigheden: «Du skal ikke have andre guder, men holde mig alene for Gud, elske mig af hele dit hjerte og sætte din lid alene til mig» – det er regnskabet og registret, hvor der står skrevet, hvad vi skylder. Det tager han i hånden, læser det op for os og siger: «Ser du, det skulle du gøre; du skulle frygte, elske og ære mig alene, du skulle stole alene på mig og vente dig alt godt af mig; men du gør det modsatte og er min fjende, du tror ikke på mig og sætter din lid til andre ting; kort og godt: Dér ser du, at du ikke holder et bogstav af loven.»

Når nu samvittigheden hører det, og loven for alvor rammer den, så ser den, hvad den er skyldig at gøre og ikke har gjort, og bliver var, at den ikke har holdt et eneste bogstav, og må bekende, at den ikke et øjeblik har troet på Gud eller elsket ham. Hvad gør Herren så? Når samvittigheden er fanget på den måde og erkender, at den må være fortabt, og bliver så angst og bange, så siger Herren: «Sælg ham og alt, hvad han har, og lad ham betale.» Det er dommen, som følger straks, når loven åbenbarer synden og siger: «Det skal du gøre og skulle have gjort, men du har ikke gjort det.» For på synden hører straffen, så man må betale. For Gud har ikke givet sin lov sådan, at han lader dem, som ikke holder den, gå ustraffet hen; den er hverken sød eller venlig, men fører bitter, grufuld straf med sig og giver os til Djævelen, kaster os i helvede og lader os blive siddende i straffen, så vi må betale også den sidste skilling.

Det har Sankt Paulus udlagt rigtigt til romerne (Rom 4,15), hvor han siger: «Loven virker ikke andet end vrede»; det vil sige: Når den åbenbarer os, at vi har handlet uret, så bringer den os intet andet med hjem end vrede og unåde. For når samvittigheden ser, at den har handlet ilde, så føler den, at den må være den evige døds bytte; og straffen følger snart derpå, så må den da fortvivle. Det er det, der ligger i, at herren befaler at sælge denne tjener med alt, hvad han har, fordi han ikke kan betale.

Hvad gør nu tjeneren? Han farer til, den nar, og mener, at han endnu kan betale, falder ned og beder om, at herren må have tålmodighed med ham. Det er alle samvittigheders plage: Når synden kommer og bider dem, så de føler, hvor ilde de står med Gud, så har de ingen ro, løber hid og did, søger hjælp her og der for at blive synden kvit og formaster sig til endnu at gøre så meget, at de kan betale Gud. Sådan har man også hidtil lært os, og deraf er der kommet så mange valfarter, stiftelser, klostre, messer og andet narreværk; dér har vi fastet og pisket os og er blevet munke og nonner, alt sammen fordi vi har påtaget os at begynde et sådant liv og gøre så mange gerninger, at Gud skulle se på det og lade sig betale dermed; og vi har ment, at vi ville stille samvittigheden og gøre den tilfreds over for Gud. Vi gør netop som denne nar her.

Et sådant hjerte, som på den måde er ramt af loven og føler sin jammer og nød, det er rigtig ydmyget; derfor falder det ned for herren og beder om nåde, bortset fra at det endnu har den fejl, at det selv vil hjælpe sig; og den kan man ikke rive ud af naturen. Når samvittigheden føler en sådan elendighed, så tør den love mere, end alle engle i himlen ville kunne gøre. Da kan man let overtale den til at forpligte sig til at gøre alt, hvad man kan kræve af den; for den er altid sådan stemt, at den endnu håber at gøre fyldest for synden med gerninger.

Se blot på det væsen, man hidtil har drevet i verden, så vil du finde, at det er sådan. Dér har man prædiket sådan: «Giv dér til kirken, løb i kloster, stift så og så mange messer, så bliver dine synder dig tilgivet»; og når man har trængt samvittighederne i skriftemålet, så har vi gjort alt, hvad man pålagde os, og givet mere, end man bad om. Hvad skulle de stakkels folk gøre? De blev glade for, at de kunne hjælpes sådan; derfor løb de og pinte sig selv for at skille sig af med deres synder; alligevel har det intet hjulpet, for samvittigheden er blevet i tvivl som før, så den ikke vidste, hvordan den stod med Gud; eller hvis den var sikker, er det blevet endnu værre, og den er kommet i en formastelse, som om Gud skulle se på gerningerne. Det kan fornuften hverken lade være med eller komme uden om, så den ville holde op med det.

Derfor kommer nu herren og forbarmer sig over jammeren, fordi tjeneren ligger dér fanget og bundet i sine synder og desuden er sådan en nar, at han selv vil hjælpe sig ud, ikke ser efter nogen barmhjertighed, ikke ved noget at sige om nåde, men ikke føler andet end synden, som trykker ham hårdt, og ikke kender nogen, der kan hjælpe ham. Da forbarmer herren sig over ham og lader ham gå fri.

Her er det nu afmalet for os, hvad evangeliet og dets art er, og hvordan Gud handler med os. Når du således sidder fast i synder og ængster dig for at hjælpe dig selv ud, så kommer evangeliet og siger: «Nej, nej, ikke sådan, min kære ven; det hjælper ikke, at du piner og ængster dig fra forstanden; dine gerninger gør det ikke, men Guds barmhjertighed gør det, at han lader din elendighed gå sig til hjerte og ser, at du sidder i en sådan angst og kvæler dig i dyndet og ikke kan hjælpe dig selv ud; det ser han på, at du ikke kan betale; derfor skænker han dig det hele.»

Derfor er det her lutter barmhjertighed; for han tilgiver dig gælden, ikke for dine gerningers og din fortjenestes skyld, men fordi dit skrig, din klage og dit knæfald går ham til hjerte. Det vil sige, at Gud ser til et ydmygt hjerte, som profeten David siger i salmen (Sl 51,19): «Ofrene for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt og sønderknust hjerte vil du, Gud, ikke foragte.» Et sådant hjerte, som er sønderknust (siger han) og kastet ned, som ikke kan hjælpe sig selv og bliver glad for, at Gud rækker det hånden, det er det bedste offer for Gud og den rette vej til himlen.

Af barmhjertigheden følger så dette: Eftersom Gud lader elendigheden gå sig til hjerte, så giver han slip på sin ret og ophæver den og siger ikke mere: «Sælg, hvad du har, og betal.» Han kunne godt have fortsat og sagt: «Du må betale, jeg har ret til det, jeg vil ikke for din skyld ophæve min ret»; så kunne ingen heller have bebrejdet ham det. Alligevel vil han ikke handle med ham efter retten, men vender retten til nåde, forbarmer sig over ham og lader ham gå fri med hustru og børn og alt, hvad han har, og skænker ham oven i købet gælden.

Det er dette, at Gud lader forkynde ved evangeliet: Den, der tror, ham skal ikke alene skylden, men også straffen være eftergivet. Dertil må nu ingen gerning komme; for den, der prædiker, at man ved gerninger kan aflægge skyld og straf, han har allerede fornægtet evangeliet. For det kan ikke gå sammen, at Gud forbarmer sig, og at du skal fortjene noget. Er det nåde, så er det ikke fortjeneste; men er det fortjeneste, så er det ret og ikke nåde (Rom 11,6). For når du betaler, hvad du skylder, så viser han dig ingen barmhjertighed; men viser han dig barmhjertighed, så betaler du ikke. Derfor må vi lade ham alene handle over for os, tage imod af ham og tro. Det er det, evangeliet her vil.

Se nu: fordi denne tjener således er ydmyget ved at erkende sin synd, så er det ord ham overmåde trøsterigt, at herren frikender ham og eftergiver ham begge dele, skyld og straf. Dermed vises det, at evangeliet ikke rammer de ryggesløse hjerter eller dem, der farer frækt af sted, men alene sådanne ængstede samvittigheder, som deres synd trykker, og som gerne ville være fri for den; over dem forbarmer Gud sig og skænker dem alt.

Således har denne tjener nu måttet tage imod ordet og er derved blevet Guds ven. For havde han ikke taget imod det, så havde det ikke hjulpet ham, og eftergivelsen havde været intet. Derfor er det ikke nok, at Gud lader os tilbyde syndernes forladelse og forkynde et nådigt gyldent år; men det må også gribes og tros. Tror du det, så er du fri for synderne, og alt er ligetil. Det er nu det første stykke af et kristent liv, som dette og alle evangelier lærer os, og som egentlig består i troen, der alene handler med Gud. Samtidig vises det, at man ikke kan gribe evangeliet, medmindre der forud er en bedrøvet, elendig samvittighed.

Heraf skal du nu slutte, at det er det rene bedrag, hvad man prædiker om vore gerninger og den frie vilje, og når man lærer at udslette synden og opnå nåde på en anden måde, end evangeliet her viser: nemlig at den guddommelige majestæt ser til vor jammer og forbarmer sig over os. For teksten siger klart, at han skænker og eftergiver dem, som intet har; og den slutter således, at vi intet har, som vi kan betale Gud med. Så hav nu en fri vilje, så meget du vil, i timelige ting; her hører du, at den intet er for Gud. Hvad skulle den frie vilje her formå? Der er jo intet andet end idel sprællen og forsagthed. Derfor: vil du blive fri for synden, så må du lade alle dine gerninger fare og opgive alt håb til dem og krybe til korset og bede om nåde og derefter gribe evangeliet med troen.

Nu følger den anden del; her må medtjeneren også frem. Hvad troen angår, kunne vi alle gerne dø hver time; for denne tjener har nu nok, beholder sit liv og gods, hustru og børn og har en nådig herre. Så ville han dog være en stor nar, hvis han nu gik hen og gjorde alt, hvad han kunne, for at få en nådig herre, og herren kunne godt sige, at han gjorde nar af ham. Derfor behøver han slet ingen gerning at gøre dertil, andet end at han tager imod den nåde, som tilbydes ham, er glad og takker herren og gør ligeså mod andre, som herren har gjort mod ham.

Således er det nu også med os. Når vi tror, så har vi en nådig Gud og behøver nu intet mere, og det var vel på tide, at vi straks døde. Men skal vi leve på jorden, så må vort liv ikke være rettet mod, at vi med gerninger erhverver Guds yndest; for den, der gør det, han spotter og bespotter Gud – sådan som man hidtil har lært, at man så længe må ligge Gud i ørerne med gode gerninger, bøn, faste og lignende, indtil vi opnår nåde. Nåde har vi fået, dog ikke af gerninger, men af barmhjertighed. Skal du nu leve, så må du gøre noget og have noget at bestille; det må alt sammen være rettet mod næsten, siger Kristus.

For tjeneren går ud. Hvordan går han ud? Hvor har han været inde? I troen har han været inde; men nu går han ud, og der skal han vise sig over for menneskene ved kærligheden. For troen fører folk bort fra folk og ind til Gud, kærligheden fører ham ud til menneskene. Før var han inde, alene mellem Gud og sig selv; for troen kan ingen se eller blive var, hvad de to har med hinanden at gøre. Derfor hedder det at gå bort fra menneskenes øjne, hvor man ikke mærker eller ser nogen anden end Gud, og det udrettes alene ved troen, og ingen udvortes gerning kan komme dertil. Nu kommer han ud til næsten. Var han blevet derinde, så kunne han godt dø; men han må ud og leve blandt andre mennesker og omgås dem. Her begynder nu kærligheden. Dér finder han en medtjener; ham sætter han i blokken og stokken, kvæler ham, vil have betaling og ingen barmhjertighed vise.

Det er det, vi har sagt: at vi kristne skal bryde frem og med gerningen bevise over for menneskene, at vi har en ret tro. Gud behøver ikke dine gerninger, han har nok i din tro; men han vil have dem gjort, for at du derved kan bevise din tro over for dig selv og hele verden. For han ser troen godt, men du og menneskene ser den endnu ikke. Så skal du nu rette disse gerninger derhen, at de gavner næsten.

Således er denne tjener et eksempel og billede på alle dem, som af troen skal tjene deres næste. Men hvad gør han? Han gør netop som vi, der bilder os ind, at vi tror – og vi tror da også til dels og glæder os over at have hørt evangeliet og kan tale meget om det; men ingen vil følge efter med livet. Så vidt har vi bragt det, at Djævelens lære og gøglespil delvis er lagt ned, og at vi nu ser og ved, hvad der er ret og uret: at man alene ved troen må handle med Gud, men med næsten ved gerningerne. Men så vidt kan vi ikke bringe det, at kærligheden kommer i gang, og at den ene gør mod den anden, som Gud har gjort mod ham – sådan som vi også selv klager over, at nogle af os bliver meget værre, end de var før.

Ligesom denne tjener nu ikke vil eftergive sin næste, men vil beholde sin ret, sådan gør vi også og siger: «Jeg er ikke skyldig at give en anden, hvad der er mit, og lade min ret fare; har han gjort mig vred, så er han mig skyldig at forsone mig og bede mig om forladelse.» For sådan lærer og gør verden. Og den ret har du; så vil heller ingen fyrste eller konge tvinge dig til at give en anden, hvad der er dit; han må tillade dig at gøre med dit gods, hvad du vil. Den verdslige øvrighed går kun så vidt, at du ikke må gøre med en andens gods, hvad du vil, ikke at du giver dit gods hen til en anden. Det er den verdslige ret, sådan som fornuften slutter: «Hver skal have sit.» Derfor gør han ikke uret, som bruger sit gods, som han vil, og ikke tager fra nogen, hvad der er hans.

Men hvad siger evangeliet? Hvis Gud også havde gjort sådan og beholdt sin ret og sagt: «Jeg gør ret i at straffe de onde og tage, hvad der er mit; hvem vil forhindre mig?» – hvor skulle vi så alle sammen blive af? Vi måtte alle fare til Djævelen. Derfor, eftersom han har opgivet sin ret over for dig, vil han, at du også gør sådan. Derfor skal du også lade din ret fare og tænke: «Har Gud skænket mig ti tusind pund, hvorfor skulle jeg så ikke skænke min næste hundrede groschen?»

Således er dit gods nu ikke længere dit, men din næstes. Gud kunne godt have beholdt sit, han var heller ikke forpligtet over for dig i noget; alligevel giver han sig helt til dig, bliver din nådige herre og er dig god og tjener dig med alle sine goder, og alt, hvad han har, er dit eget. Hvorfor skulle du så ikke også gøre sådan? Derfor: vil du være i hans rige, så må du gøre, som han gør; men vil du blive i det verdslige rige, så kommer du ikke ind i hans rige.

Hertil hører dette ord i Matthæus (25,42), som Kristus på den yderste dag vil sige til de ukristne: «Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke», og så fremdeles. Men siger du: «Du siger jo, at Gud ikke vil se på gerningerne og ikke frelse nogen for deres skyld?» Svar: Han vil have dem gjort frit og for intet, ikke for at vi skal erhverve noget dermed, men for at vi gør dem mod næsten og dermed bevidner, at vi har en ret tro. For hvad har du dog, som du har givet ham, og hvormed du kunne fortjene noget, så han forbarmede sig over dig og skænkede dig alt, hvad du har gjort imod ham? Eller hvad får han ud af det? Intet får han, andet end at du siger ham lov og tak og gør, som han har gjort, så at man også takker Gud i dig; for så er du i hans rige og har alt, hvad du skal have. Det er det andet stykke af det kristne liv, som hedder kærligheden; ved den går man ud fra Gud til næsten.

De, som nu ikke beviser troen ved kærlighedens gerning, er sådanne tjenere, der vil, at man skal tilgive dem, mens de dog ikke tilgiver deres næste eller lader deres ret fare; så vil det også gå dem som denne tjener her. For når de andre tjenere (det vil sige de, der prædiker evangeliet) ser, at Gud har skænket dem alt, og de ikke vil tilgive nogen, så bliver de bedrøvede over at skulle se sådan noget, og det gør dem ondt, at man stiller sig så tåbeligt an over for evangeliet, og at ingen vil gå i gang. Hvad gør de så? De kan ikke andet end gå frem for deres herre og klage det for ham og sige: «Sådan går det til: Du tilgiver dem begge dele, skyld og straf, og skænker dem det alt sammen; men vi kan ikke bringe det så vidt, at de også gør sådan mod andre, som du har gjort mod dem.» Det er klagen. Så vil Gud kalde dem frem ved den yderste dom og holde dem det for og sige: «Da du var sulten, trængende og elendig, da hjalp jeg dig; da du lå i synder, da ynkedes jeg over dig og eftergav dig din skyld; har du nu også gjort sådan mod din næste?» Så vil han også lade en sådan dom gå over dem: «Du onde tjener, jeg har forbarmet mig over dig og ladet min ret fare; og du har ikke villet forbarme dig over andre eller eftergive skylden; derfor må du nu også betale din skyld.» Dér er nu ingen nåde eller barmhjertighed, men idel vrede og evig fordømmelse; dér hjælper ingen bøn mere. Derfor må han forstumme og bliver kastet i pinen, indtil han har betalt den sidste skilling.

Det er det, som Sankt Peter også har sagt om dem, der har hørt evangeliet og falder tilbage igen (2 Pet 2,21): «Det havde været bedre for dem ikke at have kendt retfærdighedens vej end at have kendt den og så vende sig fra det hellige bud, som blev givet dem.» Hvorfor ville det være bedre? Fordi det, når de træder tilbage, bliver dobbelt så slemt, som det var før, inden de havde hørt evangeliet – som Kristus siger i Matthæus (12,45) om den urene ånd, der tager syv andre ånder med sig, som er værre end den selv, og kommer med dem og bor i det menneske, som den før var faret ud af, og således bliver det siden værre med det menneske, end det var før.

Sådan går det nu også os, og det vil gå endnu mere sådan. I Rom er det også gået sådan. Dér stod det i begyndelsen godt til på martyrernes tid; men siden er det faldet bort, og vederstyggeligheden er kommet op, så Antikrist regerer dér, og der er kommet en sådan tilstand, at det ikke kunne være værre. Guds nåde, som forkyndes ved evangeliet, er så stor, at folk ikke fatter den; derfor må der også følge en stor, kraftig straf. Således vil vi også se, at der vil gå en ordentlig straf over os, eftersom vi ikke adlyder det evangelium, som vi har og kender. For så ofte som Gud har ladet en frygtelig straf komme, har han forinden rejst et stort lys; som da han ville lade jøderne føre bort fra deres land i fangenskabet i Babylon, da rejste han forinden den fromme kong Josija, så han genoprettede loven, for at folket kunne blive fromt; men da de faldt fra igen, lod Gud dem straffe, som de havde fortjent.

Også da han ville lade egypterne gå til grunde, lod han Moses og Aron tænde lyset for dem og prædike (2 Mos 4,14ff.). Ligeledes, da han ville ødelægge verden med syndfloden, rejste han patriarken Noa (1 Mos 6 og 7); men da folk ikke troede og kun blev værre, fulgte en så frygtelig straf bagefter. På samme måde blev også de fem byer, Sodoma og Gomorra sammen med de andre, straffet, da de ikke ville høre den fromme Lot (1 Mos 19).

Derfor vil en sådan skrækkelig straf nu også gå over dem, der hører evangeliet og ikke tager imod det – sådan som denne tjener i evangeliet bliver kastet bort og må betale, hvad han skylder. Det vil sige: Han må bære straffen. Men den, der bærer straffen for skylden, bliver aldrig frelst. For til synden hører døden, og når han dør, så dør han evigt, og der er ingen hjælp eller redning mere. Derfor lad os tage dette til os som en advarsel; men de, der er forhærdede og ikke vil høre, de må vogte sig for det.

Det er et fint, trøsterigt evangelium og sødt for de bedrøvede samvittigheder, idet det indeholder idel syndernes forladelse. Men omvendt er det for de hårde hoveder og de forhærdede en skrækkelig dom, og især fordi tjeneren ikke er en hedning, men hører ind under evangeliet og har haft en tro. For eftersom herren forbarmer sig over ham og tilgiver ham, hvad han har gjort, så må han uden tvivl være en kristen. Derfor er dette ikke en straf for hedningerne eller over den almindelige hob, som ikke hører noget Guds ord, men for dem, der griber evangeliet med ørerne og har det på tungen, men ikke vil leve efter det.

Således har vi summen af dette evangelium. Men at sofisterne ved siden af plejer at disputere om, hvorvidt synden kommer igen, som tidligere er tilgivet, det lader jeg fare; for de ved ikke, hvad syndernes forladelse er, og mener, at det er en ting, der klæber i hjertet og ligger stille, mens det dog netop er hele Kristi kongerige, som varer evigt uden ophør. For ligesom solen ikke desto mindre skinner og lyser, selv om jeg lukker øjnene, således står denne nådestol eller syndernes forladelse altid, selv om jeg falder. Og ligesom jeg ser solen igen, når jeg åbner øjnene igen, således har jeg syndernes forladelse igen, når jeg ser op og kommer til Kristus igen. Derfor skal man ikke spænde forladelsen så snævert, som narrene drømmer. Dette være sagt om dette evangelium.