23. søndag efter trinitatis (Matt 22,15–22)

Evangeliet på 23. søndag efter trinitatis, Matt 22,15–22

I dette evangelium bliver det malet for os, hvordan den høje fornuft og den menneskelige visdom støder sammen med den guddommelige visdom, og hvordan den løber så skændigt an, også når den vil være allerklogest. Sådan går det her med farisæerne, som dog var de bedste og mest forstandige folk blandt jøderne, hvad de også viser; alligevel må deres klogskab blive til dårskab. De kunne ikke dadle Kristus for hans prædiken og heller ikke for hans gerninger, og dog ville de så gerne have haft en grund til at slå ham ihjel. Derfor fandt de på at angribe ham på den allerklogeste måde og lagde en spidsfindig slutning frem for ham, så spidsfindig, at den menneskelige fornuft ikke kunne have udtænkt nogen mere spidsfindig, og de sagde til ham:

«Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer Guds vej i sandhed og ikke bekymrer dig om nogens mening, for du gør ikke forskel på folk; sig os da hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ikke?»

De tænkte sådan: «Her vil vi fange ham; for han må enten sige ja eller nej. Siger han ja, så har vi overvundet ham; siger han nej, så er han lige så fanget.» Når de siger «Lærer», vil de have, at han skal svare og sige det rette; og når de siger: «Vi ved, at du er sandfærdig», minder de ham om hans embede. Hvor skulle Kristus gøre af sig? Alle døre var spærret for ham! Men han ville ikke ud ad det hul.

Var det ikke et listigt påfund? Viser de ikke tydeligt nok, at de var kloge folk? Hvordan Herren end havde svaret, ville han have været fanget. Ja, var det ikke også klogt nok gjort, at de tog Herodes’ folk med sig? De mener jo, at de vil komme sagen så listigt til livs, at han ikke skal slippe fra dem, og tænkte: «Vent bare, nu skal vi nok give ham et godt råd! Siger han nej, så er Herodes’ folk der og slår ham ihjel som en oprører, der sætter sig op imod Romerriget. Siger han ja, så taler han imod jødernes frihed, og så vil vi hidse folket op imod ham.» For jøderne ville være et frit folk og have deres egen konge af deres egen stamme, sådan som Gud havde lovet dem ved Moses, når han siger i den femte bog: «Du skal sætte en af dine brødre til konge over dig; du kan ikke sætte en fremmed over dig, som ikke er din bror» (5 Mos 17,15). De vidste heller ikke andet, end at dette kongerige skulle bestå indtil den rette konges tid, indtil Kristus, sådan som patriarken Jakob forkyndte det og sagde: «Scepteret skal ikke vige fra Juda, ej heller en hersker fra hans fødder, indtil helten kommer» (1 Mos 49,10). Og derfor har Gud også særligt udvalgt sig dette folk og gjort et kongerige af det for den ene Kristi skyld. De havde også mange andre skriftsteder om, at de ikke skulle tjene nogen, de skulle være hovedet og ikke halen osv. (5 Mos 28,44). Disse og flere lignende skriftsteder har farisæerne og de skriftkloge drevet ind i folket, og dem har de også pukket på, ligesom man nu har banket ind i folket, at kirken ikke kan tage fejl. Derfor tænkte de: «Siger han ja, så spotter han Gud, og så er han skyldig til døden som en gudsbespotter, og folket vil stene ham; for Gud har tilsagt og lovet dette folk frihed, og de har også altid været Guds folk, selv midt i fangenskabet.»

Men på den tid havde de ingen konge, ligesom nu heller ikke, og derfor rejste der sig megen knurren, sammenrotning og oprør blandt menigmand. For folket var undervist ud fra loven om, at de skulle have deres egen konge af deres eget kød og blod og deres egen stamme, som sagt; derfor holdt de aldrig op med at sætte sig imod de fremmede konger og overherrer, før de fik tæsk, og mangen en blev liggende død. Og det skete ofte, for det var et hårdnakket, uopdragent, hårdt folk. Derfor måtte romerne, som på den tid havde regeringen og øvrigheden over dem, holde godt øje med landet; de måtte dele det i fire fyrstendømmer og besætte alle steder godt med fyrster og landshøvdinger, for at de, når de således var delt, ikke så hurtigt kunne slå sig sammen og gøre oprør, og for at man så meget lettere kunne holde dem nede, hvis de ville sætte sig op imod Romerriget. Derfor var Pilatus landshøvding i jødernes land, indsat af romerne, Herodes fjerdingsfyrste i Galilæa, hans bror Filip i Ituræa og egnen Trakonitis og Lysanias fjerdingsfyrste i Abilene, sådan som Lukas regner dem op (Luk 3,1), og alt det for at holde jøderne i tømme. Derfor blev jøderne vrede, rasende og vanvittige, og særligt på Kristi tid, da ville de så gerne have haft deres egen konge.

Derfor fandt farisæerne nu på dette råd og tænkte: «Vent bare, romerne vil have øvrigheden; siger han nej til spørgsmålet, så er landshøvdingen der og hugger hovedet af ham; siger han derimod ja, så vækker han menigmand imod sig, og så vil vi for alvor komme ham til livs.» Således ville de, mente de, finde en grund til at slå Herren ihjel eller i hvert fald bringe hans lære og hans gerninger i vanry hos folket.

Sådan som jøderne gør her, går det altid: man lader hovedsagen ligge og bekymrer sig om andre unødvendige ting. Sådan tager farisæerne det her op og bekymrer sig om, hvorvidt de er frie eller ej, eftersom det stod i loven og Guds ord, at de ikke skulle være underlagt nogen uden deres egen konge, og så måtte de nu alligevel være undersåtter under den romerske kejser. De havde Skriften om, hvordan de skulle ære Gud og elske deres næste; det lader de fare og går op i andre ting. Det var lovet dem, at hvis de gjorde efter Guds ord og befaling, skulle de være et frit folk. Det første lader de ligge, og alligevel vil de være frie og have en konge for sig selv. Sådan gør vi også. Vi vil have kristen frihed og mener, at når vi stormer billeder eller ikke adlyder øvrigheden, så er vi derved kristne, og imens lader vi troen og kærligheden ligge.

Men hvad gør Kristus, da farisæerne angriber ham så listigt? Han slår dem med deres eget ord og fanger dem i deres eget råd, som de havde tænkt at fange ham med, og siger hverken ja eller nej, sådan som evangelisten skriver:

«Men da Jesus kendte deres ondskab, sagde han: ’Hvorfor prøver I mig, hyklere? Vis mig skattens mønt.’ De bragte ham en denar, og han sagde til dem: ’Hvis billede og indskrift er det?’ De sagde til ham: ’Kejserens.’»

Der ser du det mesterstykke, som Herren her bruger. Han lader dem række sig skattemønten og spørger efter billedet og indskriften. Da de svarer ham, at den er kejserens, slutter han ligefrem, at de var under kejseren og derfor også måtte give ham afgift og skat. Som om han ville sige: «Har I ladet kejseren komme så langt ind, at han slår mønt, og at hans mønt går fra hånd til hånd hos jer, så har han vundet spillet.» Som om han sagde: «Det er jeres egen skyld, at kejseren er jeres herre.» Hvad skulle de gøre over for dette svar? De undrede sig og gik deres vej. De mente, at de ville overvinde ham mesterligt, men deres visdom og klogskab bedrog dem.

Dette er skrevet til trøst for os, for at vi, som tror på Kristus, skal vide, at vi har en visdom, som overgår al visdom, en styrke og en retfærdighed, som ingen menneskelig styrke eller retfærdighed kan sammenlignes med; for mod Helligånden hjælper intet råd. Ved Kristus har vi denne magt til at træde synden under fødder og løbe over døden, og også en visdom, som overgår hele verdens visdom. Når Kristus bor i os ved troen, så har vi ham, og han virker det i os; men man mærker det ikke uden i anfægtelsen. Derfor: når jeg skal bruge det, så kommer han og giver mig kræfter til frejdigt at gå igennem.

Derfor skal vi ikke være bange for, at vores lære skal gå til grunde og blive til skamme. For lad bare alle de kloge og vise i verden rejse sig imod Guds ord: begår de den fejl at sætte sig imod det, så er det ude med dem. Det kan godt ske, at de gør og bider imod det, så folk synes, at evangeliet skal gå under; men når de går løs på det og vil vælte det, så er det sikkert, at de vil blotte sig, og med det greb, som de vil gribe og fange med, bliver de til sidst selv fanget. Det ser vi her i evangeliet og hist og her hos Paulus, og særligt i beretningen om Sankt Stefan; dér ser vi, hvordan de ikke har ført Skriften rigtigt, ja, den Skrift, de har ført, har netop talt imod dem selv. For jøderne beskyldte Stefanus for at tale imod templet (ApG 6 og 7) og dermed imod Gud, som havde befalet at bygge templet; de trak skriftsteder frem, som de mente at kunne kvæle og overvinde ham med. Men Stefanus, fuld af Helligånden, viser dem ud fra Skriften, det ene efter det andet, at Gud ikke bor i huse, der er gjort med hænder. David ville bygge ham et hus, men han ville ikke have det. Hvad var grunden? Gud havde boet blandt sit folk i lang tid før, inden David var til; det måtte være en fattig Gud, som trængte til et hus. Og sådan beviser han gennem mange beretninger, at Gud ikke bor i huse, som mennesker har gjort. Hvad skulle jøderne gøre? Den tekst, de selv førte imod Stefanus, står klart der og taler imod dem selv.

Således må alle de, der sætter sig imod denne guddommelige visdom og Guds ord, blive til skamme og gå til grunde. Derfor skal ingen være bange, selv om al verdens klogskab og magt rejser sig imod evangeliet, ja, selv om man vil kvæle det med blodsudgydelse; for jo mere blod man udgyder, jo flere kristne bliver der. «De kristnes blod,» siger Tertullian, «er den sæd, som de kristne vokser op af.» Djævelen skal drukne i de kristnes blod. Derfor nytter det ikke at ville undertrykke evangeliet med magt. Det går med evangeliet som med palmetræet; det har den art og natur, at det vil ligge øverst, hvor meget man så belaster det, og særligt når der laves en bjælke af det, så viger det ikke for nogen byrde, men rejser sig imod byrden. Sådan er evangeliet også: jo mere man står det imod, jo mere breder det sig, og jo mere man vil kvæle det, jo mere og mere vokser det.

Derfor skal vi ikke frygte magten; men lykke og gode dage skal vi frygte; de kan skade os mere end angst og forfølgelse. Vi skal heller ikke frygte verdens visdom og klogskab, for den kan ikke skade os. Ja, jo mere verdens visdom sætter sig op imod sandheden, jo renere og klarere bliver sandheden. Derfor kan der ikke ske evangeliet noget bedre, end når verden sætter sig imod det med magt og klogskab. Jo mere min samvittighed, synden og Djævelen anfægter mig, jo stærkere bliver min retfærdighed. For synderne, som trykker mig, gør mig ondt; så holder jeg hårdere og hårdere ved med at bede og råbe til Gud, og så bliver troen og retfærdigheden hele tiden stærkere og stærkere. Det er det, Sankt Paulus mener, når han siger: «Kraften bliver stærkere i svaghed» (2 Kor 12,9). Da vi nu har sådan en skat, som bliver stærkere af anfægtelse og modgang, så skal vi ikke frygte, men være ved godt mod og glæde os over trængslen, som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 5,3); og som apostlene gjorde, der gik fra rådhusene med stor glæde og takkede Gud, fordi de var blevet regnet for værdige til at lide vanære for Kristi navns skyld (ApG 5,41). Hvis Djævelen var så klog at tie stille og lade evangeliet prædike, ville han tage mindre skade; for når evangeliet ikke bliver anfægtet, så ruster det helt og har ingen anledning til at vise sin magt og kraft.

Sådan sidder vi her endnu trygt; ingen anfægter os, og derfor bliver vi stadig, som vi var før, ja, vi bliver værre. At nogle modstandere går løs på os med skrifter, betyder kun lidt. Med det, de har skrevet imod os, har de ikke udrettet andet, end at de har pustet til ilden; men havde man kastet os på bålet og slået os ned, så ville der nok være flere kristne blandt os.

Derfor har vi her en trøst, når vi bliver anfægtet: at Kristus er i os og vinder sejren gennem os. Så nær er Kristus os, at vi altid sejrer ved ham, fordi vi er i Kristus. Så længe vi ikke har modgang på halsen, gør han ingenting; men når vi bliver anfægtet og trykket ned, så er han her og gør alle vores fjender til skamme.

Her skal vi også lære, at de, som er noget mere end andre folk, klogere, mægtigere og begavet med særlige gaver både i forstand, natur og lykke, de, som er mere kunstfærdige, lærde og forstandige end andre, som kan tale godt og er dygtige til at stå i spidsen for andre og kan regere og ordne alt på det bedste – at netop de er allermest imod Gud og imod troen og stoler mere på deres egne kræfter og deres fornuft end på Gud. For den forgiftede natur fører dem dertil, at de hverken kan eller vil bruge disse gaver til det bedste, til nytte og gavn for deres næste; for de stoler på gaverne og mener, at de vil opnå snart dette, snart hint, og tænker ikke på, at de også har brug for Guds hjælp og kraft dertil. Sådan gør farisæerne og de skriftkloge her; de er sikre på, sådan som de bilder sig ind, at når de angreb Herren på denne måde, så ville de få ham fanget. «For det er ikke muligt,» siger de, «at han kan slippe fra os her; her har vi ham som i en fælde, hvad enten han siger ja eller nej.»

Se bare, hvor listig og forkvaklet den menneskelige natur er; jeg synes, den er fint malet her. Der er jo intet andet i mennesket end ondskab, løgn og bedrag, list og al slags uart; ja, af naturen er mennesket intet andet end en løgner, som salmen siger (Sl 116,11). Man kan ikke betro noget menneske noget som helst. Tro bare ikke, at nogen siger et sandt ord til dig; mennesket lyver, hvad det end siger. Hvorfor det? Kilden er ond, det vil sige: hjertet er ikke godt; derfor kan strømmene heller ikke være gode. Og det er derfor, Herren hist og her kalder menneskene øgleyngel og slangeyngel (Matt 12,34). Er det ikke en fin titel for mennesket! Lad nu nogen gå hen og rose sig af sin fromhed, sine kræfter eller sin frie vilje! Man kan godt være smuk, from og hellig for verden og skinne; men der er ikke andet end en øgleyngel og slangeyngel, og det allermest hos de prægtige, fremragende, forstandige og klogeste folk. Når du læser alle grækernes, jødernes og romernes historier igennem, vil du finde, at de allerbedste og klogeste fyrster, som regerede godt efter menneskers ros, ikke regnede Gud for noget, men stolede på sig selv alene og ikke tilskrev Guds magt noget.

Heraf følger, at jo mindre dygtig man er for verden, jo mindre gør man imod Gud; og de, der er snedige og har anseelse for verden, bedrager og lyver mere end de andre. De mener, at når de handler så bedragerisk og lumskt, så skal man ikke mærke deres bedrag og uart. Det er sandt, de kan dække over det mesterligt og godt; men alligevel ser Helligånden skarpt og kender dem overmåde godt. Derfor kalder Skriften tit sådanne fyre løver, ulve, bjørne, svin og vilde dyr, nemlig dem, der raser og æder og fortærer alt med deres bedrageri. Hertil hører det, at i Det Gamle Testamente var visse dyr som urene forbudt jøderne at spise, sådan som dem, der nu er nævnt, og flere andre, af ingen anden grund end at man skulle have et billede og et tegn på, at der er visse folk, der er stærke, mægtige, rige, dygtige, lærde, forstandige og vise, som man skulle sky og flygte fra som noget urent, nemlig sådanne folk, der forfører og bedrager andre med deres skin, magt og klogskab. For man vil ikke regne dem for sådan og ikke tænke, at de er folk, som har noget ondt i sinde eller ville vove at gøre det. Derfor skal man slet ikke sætte nogen tillid eller tro til noget menneske. Tro ingen; han forfører dig, hvor han bare kan; ja, når du stoler på ham, så er du imod Gud, fordi du ikke stoler på Gud. For der står skrevet: «Forbandet være den, der stoler på et menneske, og velsignet være den, der stoler på Herren» (Jer 17,5.7).

Nu kunne nogen sige: «Hvordan skal det så gå til? Man må jo omgås og handle med hinanden; hvordan skulle det menneskelige liv ellers bestå? Vi må jo købe og sælge og omsætte vores varer med folk. Hvis nu ingen skulle tro eller stole på den anden, ville al menneskelig handel så ikke gå til grunde?» Svar: Det er sandt, man må handle med hinanden, og den ene har brug for den andens hjælp; men det, jeg vil, er dette: Hvad du end handler med et menneske, hvad enten det er køb eller salg, skal du regne det for en usikker ting, som man ikke kan sætte sin lid til og ikke kan bygge noget på. For det er sikkert: stoler du på et menneske, så er du allerede bedraget, eftersom den menneskelige natur (så vidt det står til den) ikke kan andet end lyve og bedrage. Alting er også usikkert med mennesket; hans gerning og ord er den rene ubestandighed. Det kan du trygt tro.

Derfor skal vi sætte al vores tillid til Gud alene og sige: «O Herre, du er mit liv, min sjæl og mit legeme, mit gods og min ejendom og alt, hvad der er mit; styr og ordn det alt efter din guddommelige vilje. For dig tror jeg, på dig stoler jeg; du vil ikke forlade mig i denne farlige handel med dette eller hint menneske, for mennesket stoler jeg ikke på. Ser du, at det er godt for mig, så sørg for, at han holder sit ord over for mig; ser du, at det ikke gavner mig, så lad ham ikke holde ord over for mig. Jeg er godt tilfreds; ske din vilje.»

Men så snart du tænker: «Køberen er en retskaffen mand og holder sit ord; jeg er sikker på, at han ikke vil bedrage mig», så er du allerede faldet fra Gud og har tilbedt en maske og sat din tillid til en løgner. Derfor: når du handler med et menneske, så tænk bare frejdigt: «Holder han sit ord, så er det godt; holder han det ikke, så lad ham i Guds navn fare, han kan jo ikke andet end lyve og bedrage. Jeg vil overlade det alt til Guds vilje; han vil nok gøre det godt.»

Af denne falske og ugudelige tillid, som man har sat til menneskene, er også den skade sneget sig ind i vores kristenhed, nemlig helgendyrkelsen og helgenæren, hvorved den kristne kirke, det vil sige de troendes sande forsamling, har lidt en mærkbar, stor skade og et stort fald. Hvad har helgendyrkelsen og helgenæren været andet end det rene djævelskab? For sådan har man båret sig ad: «Denne mand har været hellig; det har han sagt, det har han gjort; derfor vil vi efterfølge ham og også lære og gøre sådan. Hieronymus, Augustin, Gregor har sagt det; derfor er det rigtigt, og jeg vil tro det. Frans, Benedikt, Dominikus, Bernhard har levet sådan, har gjort det og det; derfor vil jeg også leve sådan og gøre, hvad de har gjort.» Ligeså: «Augustin er blevet frelst ved denne regel.» O, hvor er det en fattig, ustadig, elendig ting; den rene løgn og rene menneskedrømme er det. Her tænkes der jo ikke med ét ord på Kristus eller hans ord, men det er den rene menneskesnak. Jeg ville skide Sankt Augustin i hans regel, hvis han havde stiftet den for at blive frelst ved den. Så blind og vanvittig er fornuften, at den også tager imod en maske og et opdigtet påfund, skønt man i de ting, der angår frelsen, alene skal tage imod Guds ord. For eksempel: Hvis Herodes, Pilatus, Kajfas og Annas prædikede evangeliet, så skulle jeg tage imod det. Og omvendt: Hvis de, man regner for hellige, stod op og prædikede løgn om regler, kutter, tonsurer, ceremonier og andre menneskepåfund, så skal jeg ikke tage imod dem. For dér skal man ikke se på personen, men på det, de prædiker.

Nogen kunne sige: «Se, vil du da være klogere end alle fædrene og de hellige, end alle biskopper og fyrster i hele verden?» Det være langt fra! Jeg vil ikke være klogere end dem; men det er sandt: det er umuligt, at det, der er vist, klogt, stort, smukt, mægtigt og magtfuldt for verden, kan stemme overens med Guds ord. For sådan er det forordnet af Gud, at disse altid må forfølge evangeliet; var det ikke sådanne folk, så havde evangeliet ikke en sådan glans og triumf. De romerske kejsere Hadrian, Trajan og Diokletian var de allerklogeste kejsere og regerede meget godt, så hele verden roste deres regering; alligevel forfulgte de evangeliet og kunne ikke tåle sandheden. Ligeså læser vi om jødernes konger, som Ahaz og andre, der regerede godt, hvordan de foragtede Guds ord og handlede imod Gud. I vores tid har vi aldrig haft sådanne kejsere og fyrster og andre folk, som kunne sammenlignes med dem. Men dér måtte det blive sandt, at Gud ville gøre denne verdens klogskab til skamme med en tåbelig, dåragtig prædiken, som Sankt Paulus siger til korintherne (1 Kor 1,21).

Alt dette bliver vist os her i dette evangelium, som nok ser enkelt og jævnt ud, men som er overmåde rigt og rummer meget. Men hvordan lukker Herren nu munden på farisæerne her, da de havde vist ham skattemønten og svaret, at billedet og indskriften var kejserens? Evangelisten siger, at han svarede således:

«Giv da kejseren det der tilhører kejseren, og Gud det der tilhører Gud.»

Skønt de ikke havde fortjent det af Herren, lærer han dem dog den rette vej. Og med disse ord stadfæster han også det verdslige sværd. De håbede, at han ville fordømme det og tale imod det; men det gør han ikke. Han roser tværtimod den verdslige øvrighed og befaler, at de skal give den, hvad den tilkommer. Dermed vil han jo, at der skal være øvrighed, fyrster og herrer, som vi skal adlyde, hvem de end er, og hvordan de end vil, og uden at vi spørger efter, om de har og besidder regeringen og øvrigheden med rette eller med urette. Man skal alene se på magten og øvrigheden, som er god, for den er forordnet og indsat af Gud (Rom 13,1). Du må ikke skælde øvrigheden ud, når du til tider bliver trykket ned af fyrsterne og tyrannerne, og når de misbruger den magt, de har fra Gud; de vil nok komme til at stå til regnskab for det. Misbrug af en ting gør ikke derfor den ting ond, som i sig selv er god. En gylden kæde er god; men den bliver ikke værre af, at en hore bærer den om halsen; eller hvis nogen ødelagde mit øje med den, ville jeg så give kæden skylden? Nej, sandelig ej!

Sådan må man også tåle fyrstens magt. Misbruger han sin magt, så skal jeg ikke derfor bære nag til fyrsten og heller ikke hævne det på ham eller straffe det med handling. Man skal være ham lydig alene for Guds skyld, for han står der i Guds sted. Lad dem nu skatte så utåleligt, som de vil, så skal man adlyde dem og tålmodigt lide alt for Guds skyld. Om de gør ret eller uret, vil vise sig, når tiden kommer. Derfor: når dit gods, dit legeme og liv og hvad du har, bliver taget fra dig af øvrigheden, så sig: «Jeg giver jer det gerne; jeg anerkender jer som min herre, og jeg vil gerne være jer lydig; om I bruger den magt, Gud har givet jer, godt eller ilde, det må I selv se til.»

Men hvad nu, hvis de vil tage evangeliet fra os eller forbyde at prædike det? Så skal du sige: «Evangeliet og Guds ord vil jeg ikke give jer; over det har I heller ingen magt, for jeres regering er en timelig regering over verdslige goder, men evangeliet er et åndeligt, himmelsk gode; derfor rækker jeres magt ikke til evangeliet og Guds ord. Vi anerkender kejseren som herre over timelige goder og ikke over Guds ord; det lader vi os ikke rive fra; for det er Guds kraft (Rom 1,16; 1 Kor 1,18), som dødsrigets porte heller ikke formår noget imod (Matt 16,18).»

Derfor sammenfatter Herren fint disse to stykker og skiller dem fra hinanden med ét ord og siger: «Giv kejseren det der tilhører kejseren, og Gud det der tilhører Gud.» Det, der tilkommer Gud, er hans ære, at jeg regner ham for en sanddru, almægtig og vis Gud og tilskriver ham alt godt, som overhovedet kan siges. Og selv om jeg ikke giver ham denne ære, så beholder han den alligevel; han får hverken mere eller mindre af din ære. Men i mig er han sanddru, almægtig og vis, når jeg regner ham for det og tror, at han er sådan, som han lader sige om sig selv. Men kejseren og øvrigheden tilkommer frygt, told, afgift, skat og lydighed. Hjertet vil Gud have; legemet og godset hører øvrigheden til, og over det skal den regere i Guds sted. Det siger Sankt Paulus meget smukt med rene, klare ord til romerne (Rom 13,1–7), hvor han siger:

«Enhver person skal underordne sig under de myndigheder som står over dem, for der findes ikke en myndighed uden at den er fra Gud. De som findes, er indsatte af Gud. Derfor, den som sætter sig op imod myndigheden, sætter sig op imod Guds ordning, og de som sætter sig imod, vil blive dømt. Herskerne er ikke genstand for frygt for den der gør det gode, men for den der gør det onde. Men ønsker du ikke at frygte myndigheden, så gør det gode, og du vil få ros fra den. For den er Guds tjener til bedste for dig. Men hvis du gør det onde, så frygt, for myndigheden bærer ikke sværdet forgæves, for den er Guds tjener, en hævner, som viser sin vrede mod den der gør det onde. Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene på grund af vreden, men også på grund af samvittigheden. For derfor betaler I også skat, for de er Guds tjenere, de som beskæftiger sig med netop dette. Giv alle hvad I skylder dem: Skat til dem I skylder skat, told til dem I skylder told, frygt til dem I skylder frygt, og respekt til dem I skylder respekt.»

Og derfor er øvrigheden også forordnet af Gud, for at den skal opretholde den almindelige fred, som ikke kunne betales med hele verdens gods. Det har vi nu fået en smule at mærke ved bøndernes oprør: hvilken skade, jammer og hjertesorg oprør og ufred volder i landene. Gud give, at det bliver ved det, så vi ikke får det værre at føle. Dette være nok om dette evangelium. Om den verdslige øvrighed har vi skrevet en særlig lille bog; den, der vil læse den, kan gøre det; der vil han finde mere om det. [Luthers skrift «Om verdslig øvrighed, hvor langt man er den lydighed skyldig» fra 1523.]