3. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Luk 15,1–10)

En anden prædiken over evangeliet på 3. søndag efter trinitatis, Luk 15,1–10

Også dette evangelium indeholder den lære, som vi holder for og priser som vor hovedlære, og som hedder den rette kristne lære, nemlig læren om nåden og syndernes forladelse og om den kristne frihed fra loven. Og det er en meget yndig og venlig formaning til omvendelse og til at kende Kristus. Og det er altid en skam, at et gudløst, frækt menneske skal høre så herlig, trøstende og glad en prædiken. Og langt værre er det, at enhver så hurtigt har lært den til bunds og bliver mester i den og bilder sig ind, at han kan den så godt, at han ikke behøver at lære mere af den; mens Gud, vor Herre, dog ikke selv bliver ked af det eller træt af at lade den gentage og drive hvert år, ja, hver dag, som om han ikke vidste at prædike andet og ikke selv kunne mere. Og vi arme, elendige mennesker bliver så hurtigt alt for lærde og desuden så mætte, trætte og lede ved den, at vi hverken har lyst eller kærlighed til den mere.

Men før vi tager fat på den artikel, som læres her, vil vi først se på det, som Lukas sætter foran som en fortale, og hvor han viser, hvad der havde givet Kristus anledning til den prædiken, der følger. Han siger: Toldere og alle slags syndere havde sluttet sig til Kristus, så de ville være nær hos ham og omkring ham og høre hans ord; og han siger det rent ud uden omsvøb, hvad slags folk han havde omkring sig, nemlig sådanne, der levede åbenlyst, som de ikke skulle leve, og som hed rigtige syndere og onde mennesker. Så det ser ud til, at farisæerne havde grund nok til at dadle ham, fordi han, som ville være en from og hellig mand, havde fællesskab med sådanne.

For toldere kaldte man dengang de folk rundt omkring i landene, som forpagtede en by, en told eller ellers et len eller et embede af romerne og gav dem en fastsat sum penge for det; ligesom nu tyrken eller venetianerne overlader en mand en by eller et embede og lægger så og så mange tusind gylden om året på det, som han skal betale for det, og hvad han så skraber sammen ud over det, er hans. Sådan gjorde også de, der opkrævede disse tolde og pålagte afgifter, så de havde deres fortjeneste af det. Og fordi den sum, der på den måde var lagt på en by eller et embede, var stor, måtte disse embedsmænd flå folk ganske dristigt, for at de også selv kunne få noget ud af det; for deres herrer spændte dem så hårdt for, at de ikke kunne tjene meget, hvis de ville handle redeligt og ikke tage for meget af nogen. Derfor var de berygtede i alle lande for at være sådanne flåere, hos hvem der ikke var megen retskaffenhed og ærbarhed at finde.

Ligeså kaldte man syndere den anden store hob i almindelighed, som ellers var rå folk og levede åbenlyst et skændigt, vildt liv i griskhed, hor osv. Sådanne finder sig her ind hos Kristus og kommer, fordi de også vil høre ham, eftersom de havde hørt, at han var en fremragende mand med sin lære og gjorde mange undere.

Nu er der dog en gnist eller to af dyd og retskaffenhed i dem, så de har lyst til Kristus og gerne vil høre hans prædiken og se, hvad han gør; for de ved jo, at han er en from mand, og hører ikke andet end lutter godt om ham, både i ord og gerninger; og skønt deres levned slet ikke rimer eller stemmer overens med hans liv, er de alligevel ikke fjendtlige mod ham og flygter ikke fra ham, men løber til ham og kan slet ikke finde noget ondt hos ham, men vil se og høre noget godt hos ham, og der er håb om, at de kan blive forbedret.

Derimod farisæerne og de skriftkloge, som blev holdt for og priset som de frommeste og helligste – de er alligevel sådanne giftige orme, at de ikke alene er fjendtlige mod Kristus og hverken vil se eller høre ham, men heller ikke kan tåle, at de arme syndere kommer til ham og hører ham, så de kunne blive forbedret; ja, de knurrer og dadler ham, fordi han lader dem komme til sig og tåler dem hos sig, og siger: «Se, er det den fremragende hellige mand? Hvem vil nu sige, at han er fra Gud, når han holder sig til sådanne slyngler og onde mennesker? Ja, han er en frådser og ødsler (siger de et andet sted) og en vinsvelg, ven med toldere og syndere.»

Det navn må han have af de hellige folk, ikke fordi han frådser og æder og drikker med, men alene fordi han lader sådanne komme til sig og ikke støder dem fra sig eller foragter dem; mens han, efter deres mening, skulle have gjort sådan: gået i grå kjortel, set sur ud og holdt sig for sig selv borte fra de jævne folk; og hvor han så sådanne toldere og syndere, skulle han have holdt sig for næsen og vendt øjnene bort, så han ikke blev tilsølet af dem – sådan som de plejede at gøre som hellige folk. Som også Esajas skriver om dem i kapitel 65 (Es 65,5), at de holdt sig så rene, at de ikke kunne tåle, at en synder rørte ved dem; sådan som man også ser i eksemplet Luk 7,39, hvor farisæeren forarger sig sådan over Kristus, fordi han lod sig røre af den syndige kvinde. Det var nu dem, som altid ville sætte ham i rette og foreskrive ham og opstille regler for, hvordan han skulle holde sig og leve helligt. Derfor knurrer de her over, at han ikke holder sig til dem og ikke skyr sådanne åbenlyse syndere, sådan som de gør.

Nu er Kristus også en smule egensindig og viser her, at han ganske enkelt ikke vil sættes i rette og vil være ubundet i alle ting; ligesom man også overalt i evangeliet ser, at der stikker et særligt egensind i den mand, som ellers var så mild, villig og tjenstvillig en mand, som der ikke findes nogen på jorden. Men når de kommer til ham med love og vil sætte ham i rette, så er det forbi med al venlighed; han støder og preller tilbage, som når man slår på en ambolt, og siger og gør netop det modsatte af det, de forlanger af ham, selv om det, de siger, er rigtigt og godt, og de fører Guds ord; sådan som de gør her, når de kommer og siger: «Sådan skulle du gøre, du skulle holde dig til de fromme og ikke til syndere.» Det er en kostelig lære og taget af Skriften; for Moses skriver selv sådan, at de skal sky de onde og skaffe det onde bort fra deres midte. Den tekst har de på deres side, og så kommer de travende med deres Moses og vil slå deres lov ned over manden og styre ham efter den.

Men hvad enten det hedder Guds lov eller menneskers lov, så vil han kort og godt være ubundet og er ligesom en enhjørning, som man siger, at man ikke kan fange levende, hvor meget man så hidser og jager den; stikke ned, skyde og dræbe lader den sig nok, men fange lader den sig ikke. Sådan gør han også: selv om man vil gå løs på ham med love og slå ned over ham, så tåler han det dog ikke, men river sig igennem som igennem et spindelvæv og læser dem oven i købet en ordentlig tekst. Som i Matt 12,3, da de beskyldte hans disciple for at plukke aks på sabbatten og holdt Guds bud frem for ham om, at man skal holde sabbatten hellig osv.: da vender han det helt om og river sig igennem buddet og beviser oven i købet det modsatte, både med skriftsteder og eksempler. Ligeså i Matt 16,22–23, da han fortæller apostlene, hvordan han skal lide og blive korsfæstet, og Peter også af god mening kommer frem med kærlighedens lov og holder Guds bud frem for ham og siger: «Herre, skån dig selv, dette må aldrig ske dig»; da giver han ham også et godt, kraftigt kapitel og farer ilde og uvenligt løs på ham og siger: «Vig bort fra mig, Satan, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.»

Kort sagt: overalt, hvor man bare begynder at handle med ham med love, vil han ikke tåle det, men være fri for alle love og herre over dem, så han støder dem tilbage, og han vil slet ikke holde nogen lov, som om han var nødt til det. Og dog igen, når det kommer fra ham selv, så er ingen lov så lille, at han ikke gerne gør den, ja, gør langt mere, end loven kunne kræve, så man ikke kunne finde et villigere, mere tjenstvilligt menneske, når man lader være med at sætte ham i rette. Ja, han nedlader sig så dybt, at han vasker og kysser sin forræder Judas’ fødder og selv lægger tæppet over sine disciple om natten (som legenden fortæller om ham, og som man godt kan tro), sådan som han også selv siger (Matt 20,28): «Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene alle.»

Dertil hører jo lovens gerninger, men ikke som ud fra loven eller tvunget frem af loven; sådan som man også ser i hans liv, at han hele tiden drager og går hid og did i landet, sover om natten på jorden, faster fyrre dage og ingen ro har, og arbejder så meget, at de var bange for, at han skulle gå fra forstanden (Mark 3,21) eller skade sit legeme; og han gør alt, hvad han overhovedet skal og kan, blot at han vil være utvungen og ikke lade nogen lov lægge på sig; og hvor man begynder på det, der sætter han sig til modværge og stritter imod af alle kræfter. Sådan er han både den allermest egensindige og den allermest godhjertede, og på én gang så stivnakket og så tjenstvillig som ingen anden: han vil intet gøre af det, man vil drive ham til med loven, og dog gør han alt og flyder over med gode gerninger som en syndflod, når man bare lader ham gøre det af sig selv uden at sætte ham i rette og belære ham.

Det er nu skrevet os til eksempel, for at vi skal lære, hvad et ret kristenmenneske er efter Ånden, og ikke dømme ham efter loven eller sætte ham i rette efter vor klogskab; for derfor er Kristus også vor Herre, for at han skal gøre os til sådanne folk, som han selv er. Og ligesom han ikke tåler, at man binder ham med love, men er herre over loven og alle ting, sådan skal heller ikke en kristens tro tåle det. For vi skal ved Kristus og hans dåb være sat så højt og gjort så fri, at vor samvittighed efter troen ikke ved af nogen lov, men ganske enkelt forbliver usat i rette og udømt af den, så vi ikke har det anderledes til mode i denne samvittighedens indre væsen, end om der aldrig var kommet nogen lov på jorden, hverken ti bud eller ét bud, hverken Guds eller pavens eller kejserens, men altid står i friheden, så vi kan sige: «Jeg ved ikke af nogen lov og vil heller ikke vide af nogen.»

For i den stand og det væsen, hvorved vi bliver kristne, der hører vore og alle menneskers gerninger op, og dermed også alle love. For hvor der ingen gerning er, der kan heller ingen lov være, som kræver gerninger og siger: «Det skal du gøre, det skal du lade være»; men vi er ganske enkelt ved dåben og ved Kristi blod fri for alle gerninger, retfærdige af lutter nåde og barmhjertighed, og lever også alene af den for Gud. Det er (siger jeg) vor skat, hvorefter vi er kristne og lever og består for Gud; for hvordan vi efter det udvortes væsen skal leve i kød og blod for verden, det hører slet ikke hjemme her.

Derfor må en kristen også lære at styre sin samvittighed for Gud sådan, at han ikke lader sig tage til fange af nogen lov dér, men, hvor man vil anfægte hans tro med den, sætter sig til modværge og gør, som Kristus gør her og andre steder, hvor han gør sig så egensindig, sær og underlig, at ingen Moses eller lovdriver kan komme til rette med ham, skønt han ellers er den allerydmygeste, mildeste og venligste mand. Men det er en mageløs, stor kunst, som ingen kunne andre end han alene, som har været mester i den, han, som kunne støde alle love og lovlærere tilbage. Men vi kan ikke nå så vidt, for Djævelen har sit spil i vort kød og blod, når han griber et menneske i samvittigheden og stiller ham til regnskab for, hvad han har gjort og ikke gjort, og disputerer med os både om vore synder og om vor retfærdighed.

Så er mennesket ført ned i en lergrav og et dybt dynd, så det ikke kan komme op, men kun synker dybere og dybere; for det ligger på ham som en tung byrde og trykker ham, så han ikke kan hæve sig over det, og han går og fortærer sig selv med det og kan ikke finde fred. Sådan som jeg også mærker på mig selv, at jeg ikke kan arbejde mig ud, skønt jeg hele tiden arbejder og slider mig halvt ihjel for at komme op af hullet, så jeg kunne svinge mig op over loven og bringe så meget i stand, at den måtte tie og sige: «Vel, nu har du gjort nok, nu er jeg tilfreds med dig.» Men der bliver intet af det; for det er sådan en dyb grav og sump, at ingen kan komme op af den, om han så tog hele verden til hjælp; det kan de bevidne sammen med mig, som har forsøgt det og stadig erfarer det dagligt.

Det kommer nu af, at hele vor natur er sådan beskaffen, at den kort og godt vil omgås gerninger og love og høre, hvad de siger, og følge dem, der siger: «Hvorfor spiser han med toldere og syndere? Hvis han spiste og drak med os, så gjorde han ret.» Ligeså: «Hvorfor plukker dine disciple aks og gør, hvad man ikke må gøre på sabbatten?» osv. Og den vil hele tiden handle og disputere med den, så længe til den siger: «Nu er du retfærdig.» For den kan ikke komme højere eller forstå mere, end at lovlæren er den højeste lære, og at lovens retfærdighed er det bedste liv for Gud; og så bliver den evigt fanget og bundet i den. Og hvordan den end tager fat og forsøger, kan den dog aldrig nogen sinde nå så vidt, at den kom op over den og kunne bringe loven til tavshed, så den ikke havde noget at kræve af den eller straffe den for, men den må forblive fanget under den hele sit liv som i et evigt fængsel. Og jo længere den slider og slås med det, jo værre gør den det, indtil den helt går til grunde derunder.

«Hvad skal jeg da gøre, når loven sætter mig hårdt til og trænger min samvittighed, fordi jeg mærker, at jeg ikke gør, hvad den kræver?» Svar: Se, hvordan Kristus gør her og sætter hovedet op imod den og også gør sig egensindig og ikke vil lade nogen lov drive over sig, selv om den er taget af Guds bud. Sådan skal du også lære at gøre og sige lige ud til den: «Kære lov, lad dit disputeren fare og gå din vej, for jeg har nu intet med dig at skaffe; ja, netop fordi du kommer og vil handle med mig og spørge, hvor retfærdig jeg er, vil jeg ikke høre dig; for for denne dommer, som vi nu strides for, gælder det ikke, hvad jeg er og skal gøre eller ikke gøre, men hvad Kristus er, giver og gør. Vi er nu i sovekammeret, hvor bruden og brudgommen skal være alene; dér har du ingen ret til at komme ind eller blande dig med et ord.»

Men den banker alligevel hele tiden på og siger: «Ja, men du skal dog gøre gode gerninger og holde Guds bud, hvis du vil blive frelst.» Svar igen: «Hører du ikke, at det nu ikke gælder om at handle om det? For jeg har allerede min retfærdighed og hovedstykket i hele frelsen uden alle gerninger i min Herre Kristus og er allerede frelst, før du kommer, så jeg slet ikke behøver dig til det.» For (som jeg har sagt) hvor gerninger ikke gælder, der gælder heller ingen lov; og hvor loven ikke er, der er heller ingen synd. Derfor skal intet andet end alene bruden i sit kammer regere dér med Kristus, i hvem hun har alt sammen og intet mangler, som er nødvendigt til frelsen; og loven skal hun lade blive udenfor med dens trommer og piber og frimodigt foragte den og støde den fra sig, når den vil angribe samvittigheden. For den hører ikke hjemme her og kommer i utide og vil have noget at gøre dér, hvor den ikke skal komme; for her er vi i den artikel, som lyder: «Jeg tror på Jesus Kristus, min Herre, der led for mig, døde, opstod osv.» For den skal både Moses og kejserens og Guds lov vige, og man skal bare frisk slå alt bort, som vil disputere med mig om synd, ret eller uret og om alt, hvad jeg kan gøre.

Se, en sådan frihed vil Kristus her stille os for øje som forbillede, så vi som kristne efter vor tro ikke tåler nogen anden mester, men ganske enkelt holder os til, at vi er døbt og kaldet til Kristus og ved ham er blevet retfærdige og helliggjorte, og siger: «Det er min ret, min skat, min gerning og alt, imod synd og uret (som loven kan gøre og bringe over mig). Vil du have anden ret, gerning, lov, synd, så tag dem, hvor du vil; hos mig skal du ikke finde noget sted.» Sådan kunne et menneske værge sig og bestå imod Djævelens indskydelser og anfægtelser, hvad enten det gælder fortidige eller nuværende synder; nemlig sådan, at man skiller disse to vidt fra hinanden: Moses og Kristus, gerning og tro, samvittighed og det udvortes liv. Så når loven vil løs på mig og forskrække mit hjerte, da er det tid til, at jeg giver den kære lov afsked, og hvis den ikke vil gå, frimodigt slår den bort og siger: «Jeg vil gerne gøre og fremme gode gerninger, hvor jeg kan, i sin tid, når vi kommer ud blandt folk; men her, hvor min samvittighed skal stå for Gud, vil jeg intet vide af dem; her skal du lade mig være i fred og ikke sige mig noget om, hvad jeg gør eller lader være; her hører jeg hverken Moses eller farisæerne, men min dåb og Kristus skal her alene regere og være alt; og jeg vil ligesom Maria sidde ved hans fødder og høre hans ord; men udenfor skal Marta blive og gå i køkkenet og gøre sit husarbejde» – kort sagt: lade samvittigheden være i fred.

«Men hvad så, når jeg stadig har synd i mig? Det er jo ikke ret.» Svar: Ja, det er sandt, jeg er jo en synder og gør uret; men derfor skal man ikke fortvivle eller løbe i helvede eller flygte fra loven; for jeg har endnu en ret og en gerning, som er over Moses, hvorved jeg griber ham, som har grebet mig, og holder mig til ham, som har omfavnet mig i dåben og lagt mig i sit skød og ved evangeliet kaldet mig til fællesskab i alle sine goder og byder mig at tro på sig. Hvor han er, der byd bare straks farisæerne og Moses med sine tavler, alle juristerne med deres bøger og alle mennesker med deres gerninger at tie og vige; for der har ingen lov nogen ret til at anklage eller kræve, selv om jeg ikke har gjort det og ikke kan gøre det; for i Kristus har jeg rigeligt alt, hvad jeg mangler og fattes.

Dette er (siger jeg) de kristnes lære og kunst, og den hører alene hjemme dér, hvor Kristus skal regere, og hvor samvittigheden har med Gud at gøre; men den prædikes ikke for grove, frække, letsindige folk, for sådanne forstår intet af den og forvirrer og forvrænger en sådan lære (som også Sankt Peter siger) til deres egen fortabelse; de tager den som et påskud til at leve, som de vil, og siger: «Ho! Hvad skal jeg gøre gode gerninger for? Hvad skader det, at jeg er en synder? Kristus har jo ophævet loven!» osv. Det gælder nu heller ikke; for her må du også se Kristus fra den anden side, hvad han ellers gør. For her siger han selv, at han er den mand, som søger det arme, fortabte lille får, og beviser det oven i købet med sin gerning lige her, idet han tager imod syndere og toldere og prædiker for dem. Dér vil du se, at han udretter langt mere, end loven har budt, og ved sådant et eksempel lærer dig også at gøre ligeså. Så stolt er han, at han ikke vil være under loven; og omvendt så villig, at han også vil gøre langt mere, end loven kan kræve.

Sådan skal også du leve, så du ikke først venter, til man må drive og plage dig med loven, men uden love af dig selv gør, hvad du skal gøre, sådan som Sankt Peter formaner, 1 Pet 2,16: «som frie og ikke som nogle der har friheden som et dække for ondskab, men som Guds tjenere»; og Paulus i Rom 6,18: «Efter at I er blevet befriet fra synden, er I blevet slaver for retfærdigheden.» Det er dem, som gør alt med fri samvittighed uden lovens tvang.

For evangeliet, hvor det virkelig er i hjertet, skal gøre et menneske til sådan en, som ikke venter så længe, til loven kommer, men er så fuld af glæde i Kristus og har lyst og kærlighed til det gode, så han gerne hjælper og gør vel mod enhver, hvor han kan, af et frit hjerte, før han overhovedet tænker på loven, og sætter liv og legeme helt ind på det uden at spørge efter, hvad han må lide for det, og således bliver fuld af gode gerninger, som flyder ud af sig selv; ligesom Kristus ikke vil løfte et halmstrå, når han bliver tvunget, men utvunget lader han sig slå på korset for mig og hele verden og dør for det fortabte lille får: det kan man da kalde gerninger over alle gerninger.

Lær derfor nu at skelne godt og at sætte disse to stykker rigtigt på plads og dele dem ad, når det kommer til kamp, og loven og synden disputerer med samvittigheden: så du frimodigt griber Moses i munden og byder ham tie og viser ham ud til dit gamle menneske med de fem sanser. Ham skal du føre i skole hos Moses, så han kan disputere med ham og sige: «Hører du, du er alt for doven og træg til at gøre godt og tjene din næste. Når du skulle prise Kristus, drikker du hellere en kande øl; før du skulle udsætte dig for fare for Kristi skyld, røver du langt hellere og bedrager din næste, hvor du kan.» Mod den dovne slubbert, som ikke vil af sted, og hvis næver ikke vil arbejde, hvis fødder ikke vil gå, hvor de skal, og hvis øjne ikke vil se tugtigt – dér må du godt tage stentavler og slå æslet med dem, så det må af sted.

Derfor: Hvor du griber fat i mig, dér hvor det er ret (sådan skal man sige til Moses), dér vil jeg gerne høre dig og følge dig, nemlig hvad angår næven og mit liv, uden for troen og min samvittigheds retfærdighed over for Gud. Dér må du gerne regere som en tugtemester over tyendet i huset og byde mig at være lydig, tugtig og tålmodig, at gøre vel mod min næste og hjælpe de fattige, at love og prise Gud, ja, også lade mig vanære og spotte for hans ords skyld og finde mig i, at verden lægger al slags plage på mig. Alt det er jeg vel tilfreds med, og jeg vil gerne gøre mere, end jeg efter det udvortes menneske kan gøre. For «Ånden er villig», siger Kristus, ja, mere end villig, selv om «kødet er svagt». For sådan lader han sig selv omskære, ofre i templet, hudstryge og korsfæste, han, der ikke havde brug for noget af det, og som loven heller ikke havde noget at kræve af.

Men vil du gribe videre, dér hvor du ikke skal komme, ind i mit hjerte og min tro, så vil jeg hverken høre eller se dig. For dér har jeg en anden stor, uudsigelig skat, som hedder Kristus med sin dåb og sit evangelium. Kort sagt: Hvad der angår det udvortes menneske, dér kan du ikke lægge for meget på eller drive for hårdt; men samvittigheden skal du slet intet lægge på. For hvor Ånden er, som bringer os Kristus, dér står man over alle love, som Paulus siger (1 Tim 1,9): «Loven er ikke bestemt for en retfærdig»; og dog gør man alligevel mere, end man efter kødet kunne opfylde. For efter kødet er vi intet andet end syndere, og hvad vor egen person angår, måtte vi vel forblive fordømte under loven; men for Kristi og dåbens skyld svæver vi højt over al lov.

Altså skal Moses uden for Kristus udøve sit grove værk, at han driver dem, som ikke er kristne, eller i hvert fald det gamle menneske, og gør dem retskafne for verden. For de kristne gør han dermed hverken retskafne eller retfærdige; men det gør han nok, at han viser dem, hvad deres embede er, det, som de efter ånden gerne gør og også gør meget mere af – bortset fra at kødet ikke vil følge så godt med og ikke kan følge ånden, så de for kødets skyld også stadig behøver formaning og tilskyndelse. Men samvittigheden forbliver alligevel fri, så loven ingen ret har over den til at anklage og fordømme dem for Gud. Derfor må man i kristenheden også lade sådan lære og formaning gå i svang (sådan som også apostlene har gjort), så man formaner og minder enhver om, hvad han skal gøre i sin stand.

Men over de andre, som ikke er kristne, må man lade Moses regere helt og holdent og bebyrde både næve og samvittighed, så han tvinger og plager dem, så de må gøre, hvad der er ret, og lade det onde fare, selv om de ikke gør det gerne. Sådan er den kåde pøbel og det halsstarrige folk, som ikke agter Kristi frihed eller ikke forstår den, selv om de nok kan snakke om evangeliet og rose sig af det, som de dog kun misbruger til deres kådhed. De skal vide, at de hører ind under Moses.

For det er ikke de folk, der kan fatte denne lære, de, som går så sikre omkring og bilder sig ind, at de ikke behøver evangeliet, eller at de i forvejen kan det godt nok; men alene de, som står i en sådan disput mellem samvittigheden og loven på grund af deres synd og Guds vrede, som forfærdes derover og mærker, at deres hjerte siger til dem: «Ak og ve! Hvordan har jeg levet? Hvordan skal jeg kunne bestå for Gud?» – og som altså går omkring alt for frygtsomme og forsagte, mens de andre er alt for hårde og formastelige, så de hverken mærker eller agter nogen lov eller deres synd og nød. Og således er det fordelt forkert for begge parter: De, som slet intet skulle have med loven at skaffe, har alt for meget af den, ja, de alene mærker den; men de andre, som alene burde mærke den, bekymrer sig slet ikke om den; ja, jo mere man vil forskrække dem med loven og Guds vrede, jo hårdere bliver de. Derfor hører der også en anden mester til dem, nemlig bødlen og fangevogteren, som skal lære dem, at når de ikke vil gøre godt i Guds navn, så må de gøre det i en andens navn og ikke få tak, men helvedes ild og al plage til løn.

Derimod vil Kristus her og overalt (som jeg har sagt) både med sit eksempel og sin prædiken lære os, som mærker vor synd og lovens byrde og gerne ville være kristne, at vi også vænner os til at værge os derimod og pege væk fra os selv hen på ham og ikke give plads for Djævelen, som gennem loven vil bryde ind i Kristi brudekammer og sætte sig i hans sted, det vil sige tage samvittighedens glæde og trøst fra den, for at han kan drive mennesket ud i fortvivlelse, så det hverken kan løfte hovedet eller sit hjerte op for Gud. For det kaldes de kristnes kunst – de skal jo lære og vide noget mere, end den almindelige rå hob ved og kan forstå – nemlig at de kan slås med Djævelen og stå imod ham, når han angriber os og vil disputere med os ud fra Moses. Det skal ske på den måde, at man bare ikke indlader sig på nogen disput eller forhandling med ham, men ligefrem viser fra Moses til Kristus og bliver hos ham. For Djævelen går alene ud på at bringe os listigt bort fra Kristus og ind under Moses; for han ved, at når han får os dertil, så har han allerede vundet.

Se derfor bare til, at du ikke lader dig føre af banen eller lokke ud af denne kreds; men selv om han holder dig meget af loven for, som også er Guds ord, som du er skyldig at adlyde, så kan du svare ham og sige: «Hør nu: Nu vil jeg hverken vide eller høre af nogen lov, for nu er vi i den kreds og på den plads, hvor man ikke spørger om, hvad jeg skal gøre og lade. Jeg ved i forvejen godt, at jeg ikke har gjort og heller ikke gør, hvad loven kræver; men her er spørgsmålet, hvordan man skal få en nådig Gud og syndernes forladelse og lære artiklen om Kristus. Dér vil jeg blive i Herren Kristi arme og hænge mig om hans hals og krybe ind i hans dåb; lad så loven sige til mig og mit hjerte føle, hvad det vil. Når vi blot beholder hovedstykket rent og denne borg fast og vel bevaret, så vil jeg bagefter gerne udvortes gøre og lide, så meget man lægger på mig.»

Se, den, der lærte denne kunst godt, han ville være et virkelig fuldkomment menneske, som Kristus har været, så langt over al lov, at han også turde kalde Sankt Peter en djævel, farisæerne tåber og blinde vejledere, og gribe Moses i munden og byde ham tie, og altså leve helt uden lov og dog opfylde al lov, både stolt og egenrådig imod alt, hvad der ville binde ham og tage ham til fange, og dog også af sig selv tjenstvillig og underdanig over for alle mennesker. Men det er altid manglen, at vi aldrig nogen sinde kan lære det ret, men at Djævelen ligger i vejen og fører os dertil, at vi vender det om og er alt for villige og ydmyge til at høre alt, hvad loven siger, og forfærdes derover, hvor vi skulle sætte hovedet op og hverken høre eller følge; og omvendt vil vi udvortes alt for meget give os hen i friheden, hvor vi skulle trykke legemet frimodigt ned og øve det med loven, så det måtte lide alt, hvad der gør det ondt, eftersom det stadig væk synder. Sådan skulle synden blive herude, hvor den skal blive, og have sin Moses, som ligger den på ryggen og driver den; men indvendig skulle hverken synd eller lov regere, men alene Kristus med lutter nåde, glæde og trøst. Så gik det hele ret, og mennesket ville være skikket til alt godt, både til at gøre og til at lide alt med lyst og med et villigt, glad hjerte, ud fra en fin, oprigtig tro på Guds nåde ved Kristus, sådan at samvittigheden forbliver herre over al lov, men kødet under al lov.

Den, som nu kan dette, han skal takke Gud og se til, at han bare ikke kan det for godt og ikke formaster sig af stor kunst. For jeg og mine lige kan det jo endnu ikke, sådan som vi burde kunne det, selv om vi har prøvet det mest og drevet det længst. For det er, som jeg har sagt, en sådan kunst, som ingen kan uden de kristne, og de må alle blive ved at være elever og lære på den hele deres liv – undtagen bare de andre sikre ånder, som alene kan det hele, men netop på grund af en sådan indbildt kunst slet intet kan og derved er kommet allerlængst bort fra den. Og der overgår ikke kristenheden nogen mere ærgerlig ting eller større jammer og skade end gennem sådanne kloge hoveder; for gennem dem bliver alt fuldt af sekter og partier og af lutter sådanne folk, som hverken tjener Gud eller verden, og som hverken hører loven eller evangeliet ret, men trygt foragter den ene og bliver træt af det andet og hele tiden søger anden lære. Men vi prædiker heller ikke for deres skyld, eftersom de ikke er det værd og er straffet af Gud, så de aldrig lærer det eller får noget ud af det, selv om de hører det; så vi alligevel alene beholder det, og de intet tager fra os, undtagen at de hører den tomme tone og klang deraf.

Det er det første stykke, som Kristus her lærer med sit eksempel: hvordan man skal holde vor samvittighed fri for al disputeren om loven og for al forskrækkelse over Guds vrede og synden. Nu vil vi også se på Herrens smukke prædiken, hvor han begynder og siger:

II

«Hvem af jer som har hundrede får og har mistet ét af dem, forlader ikke de nioghalvfems i ødemarken og går ud efter det han har mistet, indtil han finder det?» osv.

Herren Kristus er ikke alene egenrådig, så han ikke vil følge deres lære og mesterskab; men han viser også den gode grund dertil og gendriver det med stor, fin kunst og stopper munden på dem, så de intet har at kny imod det; ja, han slår dem med deres egen gerning og deres eget eksempel, så de må skamme sig i hjertet over, at de forlanger det af ham og dadler ham i så store sager for det, som de selv gør i langt ringere sager og oven i købet vil have ære af at gøre.

For hvordan kunne han svare dem bedre end ved at sige: «I store mestre og kære kloge hoveder, vil I byde mig og lære mig, at jeg skal støde de stakkels syndere fra mig, som begærer mig og kommer til mig, for at de kan høre mig? I gør jo selv langt mere for et enkelt mistet lille fårs skyld: Når I savner et eneste af hundrede, så lader I de nioghalvfems stå alene i ødemarken (det vil sige ude på marken ved foldene) og løber efter det ene, det hundrede, og har ingen ro, før I finder det igen; og det kalder I vel gjort og en prisværdig gerning, og hvis nogen irettesatte jer for det, ville I holde ham for gal og tåbelig. Og jeg, som er sjælenes frelser, skulle ikke gøre sådan med menneskene, som I gør med et lille får – når der dog slet ingen sammenligning er mellem en sjæl og alt det, der lever og rører sig af alle dyr på jorden? Skulle I så ikke skamme jer i hjertet over at mestre mig og irettesætte mig for en sådan gerning, som er umåleligt bedre end den gerning, I selv roser og må rose? For hvis I irettesætter mig, må I først fordømme jer selv.»

Det kalder man da at svare godt for sig og med al ære stoppe munden på dem og vise grund nok til, hvorfor han slet ikke har brug for deres mesterskab, ja, heller ikke vil eller skal finde sig i det. Sådan går det dem også, som det sig hør og bør: De indhenter intet andet derved end deres egen synd og skam. For det er med rette en skam for alle mestre, ja, også en utålelig frækhed, at de understår sig i at ville mestre den mand, som dog er sat af Gud til alles mester. Og sådan skal det også gå (som jeg har sagt) den, der vil mestre og dømme en kristen og føre ham bort fra hans dåb og fra artiklen om Kristus for at regere ham med sin klogskab eller med loven: at han ikke alene må blive til nar, men også anretter vederstyggelighed og mord. For han vanærer Guds tempel og helligdom og griber med djævelsk frækhed ind i hans rige, hvor han alene skal regere ved sin Helligånd. Derfor har sådan en ærligt og redeligt fortjent, at Gud til gengæld gør ham til synd og skam for al verden, fordi han i Djævelens navn vil være mester, hvor Kristus alene er mester, og løber med hovedet mod den mand, der er ham for høj og for klog.

Derfor er det ikke godt at spøge med de kristne, for de er levende helgener; og al verden skal bare lade være at lægge sig ud med den mand, der hedder Kristus, for man vinder dog intet over ham, og han vil ikke finde sig i, at man belærer og mestrer ham. Sådan kan og skal en kristen heller ikke finde sig i det; eller hvis han finder sig i det og giver plads for sådan en indskydelse eller viger for den, når man vil mestre og dadle Kristus i ham eller anfægte hans tro med lov og gerningslære, så er han fortabt og faldet fra Kristus. Lad os derfor bare holde fast ved ham og ikke ænse det, selv om al verden overgår os i klogskab og mestrer os. For når vi bliver hos ham og beholder den rette forståelse af denne artikel, så skal vi nok drive alle sådanne klogere i snævringen og gøre dem til skamme. For denne Kristus skal og vil dog forblive uirettesat og umestret; han vil tværtimod alene mestre og irettesætte al verden, så de enten må kende ham i nåde som deres herre og mester og kende sig selv som tåber, eller i unåde blive til skamme og gå til grunde.

Men jeg har før sagt, at denne prædiken er alt for god, sød og trøsterig for den grove, rå hob og den gale, knudrede pøbel, og at vi slet ikke prædiker den for dem – det skal de vide –, men alene for dem, som er i samvittighedens skræk og angst eller i dødsfare og nød, og som Djævelen disputerer med om deres synder for at drive dem ud i tungsind og fortvivlelse. For dem skal man holde dette yndige billede frem, så de bliver trøstede og glade. Men de andre, som i forvejen lever i sus og dus og ikke ved ret meget om, hvad tungsind og åndelig sorg er, dem skal man vise hen til Moses og til mester Hans med hans svende [mester Hans = bødlen], og bagefter til Djævelen. For det er alt for venligt og meget bedre malet, end noget menneske kan male, og ingen er så veltalende, at han kan udmale det og nå det med ord; men det må fattes med troen i hjertet (så vidt det er muligt). Dog må vi vise lidt af det, så vi giver anledning til at tænke videre over det.

«Jeg har også», siger han, «hundrede får», det vil sige hele kristenhedens lille flok, og blandt dem er ét gået tabt og kommet ud af kristenhedens fællesskab. Vil du nu vide, hvordan jeg har det i sindet, så mal bare både sådan en hyrde og det tabte får rigtigt af. For denne hyrde er dog kun et menneske og vogter ufornuftigt kvæg, der er skabt til at slagtes og dræbes, og alligevel har han sådan et hjerte for sit tabte lille får, at han er lige så ængstelig for, hvordan han skal få det igen, som det lille får selv er efter sin hyrde.

Og det lille får, når det forstår (som det jo af naturen forstår), at det er dets hyrde, så frygter det slet ikke, men løber hen til ham med al tillid og går foran ham med fuld fortrøstning; ja, så snart det bare hører hans stemme, så bræger det og løber efter ham og har ingen ro, før han kommer til det. Og således er der af naturen lutter venskab og kærlighed mellem dem begge, ja, helt ét hjerte og sind mod hinanden; så hvis det lille får kunne tale og udøse sit hjerte, ville det intet andet begære end at komme til sin hyrde. Og omvendt har hyrden ingen anden sorg eller tanke end, hvordan han skal finde det lille får igen, som er kommet bort fra ham og er faret vild; han løber og sender karle ud, hvor han bare ved at lede efter det, og holder ikke op, før han har fundet det og bragt det hjem igen.

For han ved godt, hvilket stakkels dyr det er, som alene må leve af hyrdens hjælp og beskyttelse og slet ikke kan hjælpe sig selv, men er helt fortabt og må gå til grunde, hvis det ikke har sin hyrde, og som desuden af naturen er sky og let farer vild. Og så snart det kommer bort fra vejen og fra hyrden, så er det allerede ude med det, og det kan ikke blive nogen steder, selv om det kommer til andre hyrder og får, og en fremmed kalder på det; men det løber og løber gennem hække, vand og hvad der ellers er foran det, så længe til det bliver ulvens bytte eller går til grunde på anden måde.

Men på den anden side har det den dyd og gode art ved sig, at det med al flid holder sig til sin hyrde og kender hans stemme meget godt; og når det hører den, så løber det lige hen til ham og lader sig ikke vise bort fra ham, selv om al verden ellers kalder og lokker på det. Og selv om det allerede er tabt og faret vild, så har det dog det håb, så vidt dets natur giver det: Bare det kunne høre sin hyrde igen, så ville det være glad og fri for al bekymring. Hyrden er heller ikke til for at blive vred på det, når han finder det igen, eller for at støde det fra sig eller kaste det i gabet på ulven; men al hans omsorg og tanke er, at han bare lokker det så venligt som overhovedet muligt og omgås det så blidt som muligt: Han tager det op på sin egen ryg, løfter og bærer det, lige til han får det hjem igen.

Det er det maleri, der er forbilledet i skabningen, hvormed Kristus vil vise os, hvordan han er sindet, og hvad han gør mod os, og hvad vi skal vente os af ham. For når dette er sandt i naturen, så gælder det meget mere i Kristi rige, som er et nådens rige og lutter kærlighed og trøst. Tag derfor også det lille får, som hører denne hyrde til, for dig selv, så skal du finde, hvor meget mere og højere han tager sig af det, og hvor inderligt og venligt han sørger for at bringe det tilbage. Og dermed vil han have udmalet, ja, udøst sin uudgrundelige kærlighed og brændende længsel mod de stakkels, syndige, forskrækkede, forsagte samvittigheder, som er hans rette små får.

For når et menneske har mistet denne hyrde og ikke hører hans stemme, så går det ham netop som det tabte lille får, der hele tiden kommer længere og længere bort fra ham. Og selv om man lokker og kalder på det med andre lærdomme, for at det skal komme løbende og mene, at det kommer til sin hyrde, så finder det ham dog ikke, men løber bare fra den ene krog til den anden og farer mere og mere vild, og der er ingen trøst eller hjælp, før det igen hører sin rette hyrdes stemme lyde. Sådan viser også erfaringen det for øjnene, og enhver kan erfare det i sit hjerte: Når artiklen om Kristus er taget bort eller ikke bliver drevet, så kommer der her en sværmeånd, dér en sværmer; dér forvrænger én sakramentet, en anden dåben, og én prædiker ét, en anden noget andet om en særlig hellighed, og hver af dem lokker det stakkels lille får til sig og stiller sig an, som om han var hyrden; dermed farer fåret vild og atter vild, til det kommer helt bort fra vejen.

Så kommer Djævelen også til med sine egne tanker, som han driver ind i hjertet: «Ak, havde du dog gjort det og det, eller ladet det være!» og dermed gør han bare hjertet mere flygtigt og forvildet, så det ikke ved, hvor det skal blive. Det sker helt sikkert, når Kristus kommer ud af syne, og artiklen ikke lyder; lad man så lære, råde eller vise vej, som man vil, så bliver det bare værre og kommer fordærvelsen nærmere – medmindre den rette hyrde kommer til det igen med sin egen stemme.

Derfor skal vi nu lære at kende vor Herre Kristus ret og præge os ham ind, så vi endelig ikke ser på ham som en tyran eller en vred dommer (sådan som man hidtil har prædiket ham, og som Djævelen altid holder ham frem for hjertet), som om han stod bag os med et sværd; men sådan som det lille får af naturen ser på sin hyrde, slet ikke som en, der vil forskrække, jage og slå det, men så snart det bare får øje på ham, så bliver det glad og får et håb, som om det allerede var hjulpet og ikke mere behøvede at frygte eller sørge, og løber straks hen til ham med al tillid.

Sådan må vi også, når vor tillid skal begynde, og vi skal styrkes og trøstes, lære vor hyrdes stemme godt at kende og lade alle andre stemmer fare, som bare gør os vildfarende og jager og driver os hid og did, og alene høre og fatte den artikel, som Kristus maler for os så venligt og trøsterigt, som man nogen sinde kan male ham. Så vi kan sige med fuld tillid: «Min Herre Jesus Kristus er jo den eneste hyrde, og jeg er desværre det tabte får, som er løbet vild, og jeg er angst og bange og ville gerne være retfærdig og have en nådig Gud og fred i samvittigheden. Så hører jeg her, at han er lige så ængstelig efter mig, som jeg er efter ham: Jeg er angst og ve til mode for, hvordan jeg skal komme til ham, så jeg kan få hjælp; og han er i angst og sorg og begærer intet andet end at bringe mig tilbage til sig igen.»

Se, hvis vi sådan kunne male hans hjerte og trykke det ind i vort hjerte, at han har en sådan udøst begæring, angst og længsel efter os, så kunne vi jo ikke forfærdes eller frygte for ham, men ville glade løbe hen til ham og alene blive hos ham og ikke høre nogen anden lære eller mester. For hvor en anden lære kommer, hvad enten det er Moses eller andre, så gør den helt sikkert intet andet end at jage og plage os, så vi ikke kan komme til nogen ro eller fred. Derfor siger Kristus også (Matt 11,28–29): «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, så vil I finde hvile for jeres sjæle» osv.

Som om han ville sige: «Løb og søg, hvor I vil, hør og lær alt, hvad man kan prædike, så finder I dog ingen ro eller fred i hjertet uden alene hos mig.» Vi vil gerne lade prædike om et godt liv, om de ti bud og al slags lære, men ikke længere end for den grove pøbels og vor gamle Adams skyld, så man kan drive ham frem; men når der skal prædikes for samvittigheden, som sidder i angst og rædsel over sine synder, dér må for alt i verden intet andet ord lyde end om Kristus. For det er det stakkels fortabte lille får, som ingen anden mester skal eller kan have og tåle end denne sin eneste hyrde, som slet ikke handler med det ved at drive loven og kræve, men omgås det så sødt og blidt som overhovedet muligt og tager det lille får med al dets nød, synd og angst på sig og selv gør det, som det lille får skulle gøre, sådan som vi skal høre videre.

For her må man skelne nøje (som jeg også før har sagt nok om) mellem de to slags prædiken, eller Moses’ og Kristi røst, så man for alt i verden ikke lader nogen Moses komme til det fortabte lille får, om han så gør det nok så godt. For hvor man vil koge det sammen og trøste en bedrøvet samvittighed med loven sådan: «Vær ved godt mod, du har jo ikke myrdet eller brudt ægteskabet og gjort grove ting, eller du har jo ment det godt» osv., så er det også en trøst; men den varer ikke længe og kan ikke holde til stødene. For det er endnu ikke at blive trøstet videre eller højere end på sig selv; dermed er det stakkels lille får ikke hjulpet, for det bliver alligevel vildfarent og fortabt og kan ikke hjælpe sig selv eller komme til sin hyrde.

Skal det derimod hjælpes, så må man vise det den rette hyrde, som kommer og leder efter det for at hente det tilbage, og lade hans røst lyde; så kan det få en rigtig trøst, så det tør svare Moses og sige: «Nu bryder jeg mig hverken om din trøst eller din rædsel mere; gør det kun så slemt, du kan, lad mig være en morder og atter en morder og have hængt min far og mor; men nu, da jeg er i angst og rædsel for Guds vrede og evig fordømmelse, vil jeg hverken høre dig eller følge dig. For jeg føler og bekender selv, at jeg desværre er et stakkels fortabt får; men det er min frelse og trøst, som jeg trodser på, at jeg har den hyrde, som selv leder efter mig, sit fortabte lille får, og bærer mig på sin ryg. Lad os disputere om det, ikke om hvor retfærdig eller ond jeg er, men om hvordan jeg kommer til Kristus.»

Derfor må man altid prædike efter, hvordan folk er. For jeg har sagt, at denne lære ikke tjener til et groft, hårdt menneske. Ligesom det ikke nytter at give en grov tærsker sukker og kostelige styrkemidler, som hører en syg til, men man skal give ham et godt stykke hårdt brød og ost og en slurk vand og spare den anden bløde og lækre mad til de syge eller de små børn, som ikke kan fordøje noget hårdt. Sådan må du også her se til, at du deler rigtigt ud og giver enhver sit, som en klog husholder; altså at du gemmer Moses’ og lovens prædiken, til du finder hårde, forhærdede folk, som lever trygt og uden frygt: lad dem kun spise grov tærskermad, det vil sige høre den vrede Moses, som tordner og lyner ned fra Sinaj bjerg, slår Israels børn ihjel i ørkenen, drukner kong Farao i Det Røde Hav osv.

Men hvor der er bedrøvede, svage hjerter og samvittigheder, som nu er blevet fortabte små får, dér skal du kun tie om Moses og alle Guds gerninger, som er gjort i loven, og alene tale om de gerninger, som er gjort ved Kristus i nådens tid, og indprent den stakkels samvittighed godt, hvordan han viser sig over for det fortabte lille får: nemlig at han er den kære, gode hyrde, som er så angst og bange for det lille får, at han lader alt ligge, bare så han kan hente det tilbage, og ikke holder op, før han bringer det hjem igen. For det gør ham ondt, at et menneske sidder fast i synder, er bedrøvet og fortvivlet, og han kan ikke tåle, at det bliver i det og går til grunde; men han lokker dig med sit søde evangelium så venligt som overhovedet muligt, at du bare skal komme til ham og lade dig tage på hans skuldre og bære og kaldes hans kære lille får.

For den flok skal ikke hedde det fortabte får, som lever trygt og i sus og dus og ikke bekymrer sig om, hvorvidt Gud deroppe er vred eller ler; den er en vild buk, som hverken lader sig vogte eller holde. Men de hedder vildfarne, fortabte får, som deres synd trykker, og som står i troens kamp, hvor det ikke gælder om at miste Moses, men Kristus og hans hovedartikel, det vil sige, hvor samvittigheden er i sorg og angst for, om Gud er ham nådig. Det er det rette får, som sukker og råber efter sin hyrde og gerne ville have hjælp, sådan som David siger i Sl 119,176: «Jeg er som et vildfarent og fortabt får; Herre, søg din tjener» osv.

De smager også sukkeret og dette venlige, søde styrkemiddel godt, hvormed hjertet bliver vederkvæget, så det ikke falder i fortvivlelse, men rejser sig igen ved en sådan trøst, ikke i Moses, men i Kristus; ikke sådan at det har Moses til ven eller kan stille ham tilfreds, men sådan at det har en nådig Gud i sin Herre Kristus – lad så Moses blive med sin trøst, hvor han kan. Skønt det også er godt og også skal være der, at man ikke lever imod loven, røver, stjæler, myrder eller gør sin næste uret og ondt; men et sådant liv giver endnu ikke hjertet den rette trøst, men er kun en kildren på huden, som hverken går igennem eller bliver. For når Djævelen kommer og angriber hjertet, så tager han dog al sådan trøst bort, og om du end engang har gjort ret, så kommer han nok med ti ting imod, som du har gjort imod det; ja, han kan nok finde meget urent i de allerbedste gerninger og gøre det hele til synd.

Derfor er der intet at bygge på en sådan trøst, men man skal bare frisk slå den bort og sige: «Hvad enten jeg er retfærdig eller ej, det vil jeg gemme til sit sted, hvor man skal lære og handle om gerninger; men i denne kreds, hvor jeg nu står, gælder det ikke om at handle om mine gerninger og min retfærdighed, men om Kristus og hans gerninger, som han gør mod mig som sit fortabte lille får. Vil du nu spørge, om jeg er retfærdig, så svarer jeg ligeud: nej, og jeg vil heller ikke være det i denne kreds.»

Men spørger du, om Kristus er retfærdig, så kan jeg uden tvivl sige ja og stille ham frem som min retfærdighed og trodsigt påberåbe mig den. For jeg er jo døbt på det og har her segl og brev på i evangeliet, at jeg er hans kære lille får, og han er den gode, fromme hyrde, som leder efter sit fortabte lille får og handler med mig helt uden lov, kræver intet af mig, hverken driver, truer eller skræmmer, men viser mig lutter sød nåde og selv lader sig ned under mig og tager mig på sig, så jeg bare ligger på hans ryg og lader mig bære. Hvorfor skulle jeg så frygte Moses’ rædsel og torden og Djævelens tilmed? Jeg ligger jo i den mands værn, som giver mig sin retfærdighed og alt, hvad han har, til eje og bærer og holder mig, så jeg ikke kan blive fortabt, så længe jeg bliver ved at være et lille får og ikke fornægter hyrden eller med vilje falder fra ham.

Således har du billedet stillet frem så venligt, som det nogensinde kan males. Men det kommer alene an på troen. For billedet er nok fint og trøsterigt og den rene sandhed; men fejlen er, at det ikke føles sådan i slaget, når man skal føle det. For når det lille får løber vild, det vil sige når mennesket føler sin synd, så den trykker ham, og ikke ved, hvor han skal blive af, og Djævelen skræmmer ham, så finder han kun det modsatte og kan ikke fatte, at det er sandt; han glemmer helt, hvad han har hørt her, for den nærværende følelse og erfaring. For Djævelen har forvendt synet for ham, så han ikke føler andet end Guds vrede og unåde, og har dermed tynget hjertet så meget, at han ikke kan løfte sig over det eller vende øjnene bort fra det, ja er så dybt sunket ned i det, at han heller ikke ser andet i Kristus end en vred dommer, sådan som han også hidtil er blevet malet og af de skændige pavelige drevet ind i alle hjerter: alene siddende på regnbuen med et sværd i munden.

For det er den rette djævlekunst og ondskab, som han driver mod det stakkels vildfarne lille får, at han forvender dette billede og laver et blændværk for øjnene på det, så det ikke længere kan kende sin hyrde, og under Kristi navn fører mennesket ind under Moses, så han disputerer om Kristus på samme måde, som han før gjorde med Moses, så han i sandhed behøver en stærk tro på, at det er sandt, og mennesket først må kæmpe imod sig selv om det. For følelsen er i sig selv stærk; og så gør Djævelen synden og rædslen så stor, at marv og ben og hjertet i livet kunne svinde bort.

Derfor lærer man det ikke så hurtigt, som man tror. Når der er fred, så tror man fint, at Kristus er så kærlig og venlig; men når angsten og rædslen kommer og falder over hjertet, så er mennesket blindt og vildfarent, vil kun dømme efter sit hjerte og sin følelse, hænger ved den og styrker sig i sin vildfarelse; for han er fanget i den og kan ikke tænke andet, end at det er sådan, og dog er det ikke sandt.

Kunsten er nu, at han kan sige til sit eget hjerte: «Når du bekender dig som et fortabt får, så siger du ret; men at du derfor vil løbe fra Kristus og forestille dig ham, som var han den mand, der vil jage og skræmme dig, det er den lede Djævel. For hvis du så ham rigtigt og kendte ham som din rette hyrde, så ville du ikke sky ham eller blive forskrækket over ham, men løbe til ham med glæde og tillid. For han er jo ikke til for at fordømme dig, men kommer til dig og leder efter dig for at bære dig på sin ryg og hjælpe og frelse dig fra synd, vildfarelse, Djævelens magt og al ulykke.»

Føler du nu, at du er en synder og har fortjent Guds vrede, så skal du netop derfor desto mere råbe og løbe efter den kære hyrde, så han hjælper dig fra det, og ikke lade ham blive malet for dig anderledes, end sådan som det lille får ser sin hyrde for sig: det kan ikke frygte ham, men bliver glad og frimodig, så snart det ser og hører ham, selv om det er løbet fra ham, så det efter sin fortjeneste havde grund til at frygte ham; men det ved godt, at han ikke bærer nogen vrede eller unåde mod et sådant lille får, og kan ikke vente sig andet af ham end lutter kærlighed og alt godt.

Således kommer det også her helt an på, at du bare lærer at se rigtigt på Kristus efter Ordet, ikke efter dine egne tanker og følelser; for menneskers tanker er falske og lyver, men hans ord er sandt og kan ikke lyve. For sådan har han også bevist det med levende gerning og eksempel og beviser det endnu dagligt i hele kristenheden. Derfor må vi alene trykke Ordet ind i hjertet og flette os selv ind i det og lære den kunst at kunne gøre vort eget hjerte til en løgner og sætte denne artikel op imod det. For den alene må blive ved at være sand, og alt, hvad der siger imod den, må være løgn og falsk. Men det er en kunst, som jeg ikke kan, og de andre letfærdige ånder endnu meget mindre, de, som roser sig så meget af den, som om de kan det hele, når de én gang har hørt om det, og dog aldrig smager eller erfarer noget af det. For det lader sig nok sige og prædike, men hvor svært det er at bevise med gerning, det erfarer de nok, som tager sig af det med alvor.

Dette er nu det første træk af den kære Kristus, som han selv har malet i dette evangelium: at han udøser sit hjerte så helt og er så angst for det lille får, at han alene løber efter det og lader de nioghalvfems blive; ikke for at skræmme eller slå det, men for at hjælpe det og bringe det hjem igen og glæde det elendige, bedrøvede hjerte og den bedrøvede samvittighed ved sin venlige, søde røst, så der på begge sider er lutter inderlig kærlighed og glæde til hinanden, så du kan se, hvor stor en kærlighed og glæde du gør ham, når du af hele dit hjerte holder dig til ham og venter dig alt godt af ham.

For det andet ser du, hvordan han udøser denne sin glæde og usigelige godhed med alle slags ydre tegn og fagter, hvor venligt han stiller sig an, når han nu har fundet det lille får; for han handler slet ikke med det med nogen lov eller drift, som han dog havde ret til, så han kunne drive det foran sig som de andre får og lade det gå selv; men han går til og lægger det på skulderen og bærer det selv hele vejen gennem ørkenen; han tager alt arbejde og al møje på sig, bare så det lille får kan have ro og mag, og han gør det af hjertet gerne, ja han er lutter glæde over bare at have det igen. Se derimod også, hvor godt det går det kære lille får, hvor fuldkommen roligt og trygt det ligger på sin hyrdes ryg, og det kan også godt lide at ligge så blødt og ikke behøve at gå, trygt og uden sorg både for hunde og ulve, det vil sige for al vildfarelse og løgn, fare og fordærv. Det kalder jeg da et venligt maleri, og overmåde kært og trøsterigt at se på.

For vor Herre Kristus gør netop sådan, når han forløser os; det har han én gang gjort legemligt i sin lidelse og død, men nu gør han det altid i kraften og åndeligt ved sit ord. Dermed lægger han os på sin skulder, bærer og beskytter os, så vi er trygge for al fare fra synden, Djævelen og døden, om de så skræmmer og stiller sig an, som ville de rive os bort og æde os. For bæringen gør det, at vi bliver reddet og bevaret fra al ulykke og ikke behøver at frygte noget; ligesom det lille får, der ligger på hyrdens ryg, ikke lader sig anfægte af noget, om så hundene gør fjendtligt ad det, og ulven lister omkring, men lader roligt hovedet hænge og sover godt oven i købet.

Sådan også med os, når vi står og bliver i troen på denne artikel: «Jeg tror på Jesus Kristus, vor Herre, som led, døde og opstod for os» osv.; så behøver vi ikke at bekymre os for, at vi bliver fortabt, eller at Djævelen kan æde os, om han så spærrer sit gab vidt op osv. For så er vi ikke på vor egen vej og går heller ikke med vore egne fødder, men hænger om halsen på vor kære hyrde og ligger på hans ryg, hvor vi er godt sikret; for synden, døden og helvede, om de nok så ondt og forfærdeligt stiller sig an, må nok lade ham være uædt; ellers var vi stakkels små får meget snart fortabt og forkommet.

For ligesom fåret ikke selv kan vogte sig eller passe på, så det ikke farer vild, hvis ikke hyrden altid viser og leder det; og når det er faret vild og fortabt, ikke selv kan finde tilbage eller komme til sin hyrde, men hyrden selv må gå efter det og lede så længe, til han finder det, og når han har fundet det, tage det op på sin ryg og bære det, så det ikke igen bliver skræmt bort fra ham, jaget bort eller snappet af ulven.

Sådan kan heller ikke vi hjælpe eller råde os selv, så vi kunne komme til ro og fred i samvittigheden og undslippe Djævelen, døden og helvede, hvis ikke Kristus selv henter os tilbage ved sit ord og kalder os til sig; og når vi kommer til ham og er i troen, formår vi dog ikke selv at holde os i den eller bestå, hvis ikke han selv altid løfter og bærer os ved det samme sit ord og sin kraft, fordi Djævelen overalt og uophørligt lurer på os og lister omkring os som en brølende løve (som Sankt Peter siger) for at æde os; så her gælder det slet ikke at rose sig af noget af vor frie vilje og vore kræfter, hverken til at begynde eller til at fortsætte og blive ved, men Kristus, vor hyrde, må alene gøre alt.

Men nu er vi sikre på, at så længe vi ligger på Kristi ryg, bliver vi bevaret for al rædsel og ulykke. For han vil visselig ikke lade os rive ned fra sin hals eller kaste os fra sig, da han er så glad og ved så godt mod over bare at have det lille får igen og skulle bringe det til den øvrige flok. Kort sagt: her er ingen rædsel, ingen drift og intet krav, men lutter venlig bæring og lutter nådens liv, hvormed han plejer sit lille får så blidt som overhovedet muligt. Derimod driver Moses, ikke som hyrde for de stakkels, svage små får, men for det grove, stærke kvæg, sin hjord foran sig med sin stav og kæp tre dagsrejser ind i ørkenen (2 Mos 3,1), til de bliver trætte; for den slags hører til de hårde, grove folk.

Og også vi: når vi kommer under Moses, nemlig efter kødet og det ydre liv, dér må vi selv gå og gøre, hvad loven kræver. Men efter vor tro skal vi ikke tåle, at man driver nogen gerning ind på os eller kræver den af os, men alene lade os bære og løfte så nænsomt som muligt, ikke på hest og vogn, men liggende på hans egen ryg og skuldre. Det sker (som jeg har sagt), når han lader os prædike Ordet om, at han er død for os og på korset har båret vore synder på sit legeme, har lagt Djævelen sammen med døden og synden under sine fødder og ført os til det evige liv, og at han bærer os altid, så længe vi lever, så vi ikke behøver at se på vort liv, hvor retfærdige og stærke vi er, men alene ligge på hans skuldre. For i denne kreds eller artikel behøver vi ikke at bekymre os for nogen synd, død eller liv, men har alt i Kristus, som bærer og opholder os.

Nu har han ikke nok i de to stykker, at han leder så venligt efter det fortabte lille får og bærer det så blidt og med glæde; men også, når han bringer det hjem, holder han en særlig fest og glæde, kalder naboer og venner sammen, for at de skal glæde sig med ham; ja, han gør det så stort, at Gud i himlen sammen med hele den himmelske hær bliver glad over det, og med dem alle skabninger, over én fattig synder, som omvender sig. Dermed viser og udlægger han, hvem det er, han kalder sit fortabte lille får, nemlig en sådan synder, som omvender sig, det vil sige, som føler sin synd, og hvem den gør inderligt ondt, og som gerne ville blive fri for den og komme til Kristus og forbedre sit liv, også udvortes; det kalder man et jammerfuldt, bedrøvet hjerte og en sønderknust samvittighed, som Djævelen trænger ind på, så den kunne synke hen af sorg og bedrøvelse osv. For han er også sådan en mand, som ikke leder efter eller bærer andet får end det, der er fortabt og ikke selv ved råd eller hjælp.

Se nu, hvordan kunne han dog prædike venligere og mere trøsterigt, eller hvad skulle han gøre mere for at gøre et hjerte glad og vække en stærk tillid til sig? For vi ser en sådan hyrde, af ham selv malet for os stakkels syndere, som så nødig mister sit lille får og leder så længselsfuldt efter det, og når han finder det, bærer det med al glæde og breder en sådan glæde ud, at alle engle og helgener, ja alle skabninger med, glæder sig med ham over os og smiler venligt til os, så selv solen må skinne langt kærere. Sådan som det jo går af naturen: når et menneske er bedrøvet, så ser også solen og alt, hvad han ser, mørkt på ham; omvendt, når hjertet er glad, så ser mennesket også dobbelt så glad ud, og alle ting skinner lysere og klarere for ham.

Den, der nu fast kunne tro det, skulle jo også få rigtig trøst og glæde i og ved Herren Kristus, da han her har det sikre løfte, at når han holder sig sådan til Kristus og lader sig bære på hans skuldre, så er han en kær gæst i Himmeriget og bliver modtaget med al glæde.

Men det føles også helt anderledes i samvittighedens sorg og tungsind, hvor hjertet ikke kan tænke andet, end at hver eneste engel står bag ham med et draget sværd, så han ikke kan øse nogen glæde, hverken fra Gud eller englene, så nogle endog ikke kan se på nogen skabning med glæde, men frygter den kære sol, ja hvert raslende blad. Alt det kommer af, at de bider og æder sig selv med deres egne tanker og gerne ville arbejde sig ud af det, arbejde så meget og føle sig selv så retfærdige, at de ikke behøver at frygte; men dermed gør de kun ondt værre.

Men vil du øse rigtig trøst og glæde i hjertet, så lær kun at indprente dig dette kære billede og evangeliets ord godt, så du søger det, hvor det er at finde, nemlig i Kristus og ellers ingen steder. For i den mand finder du det alt sammen, når du bare bliver i hans varetægt og på hans skuldre. Men hvad der kan søges af trøst uden for ham, det går dog ikke til hjertet, om du så tog alle skabninger til hjælp og havde al verdens glæde og lyst på én bunke.