4. søndag efter trinitatis (Luk 6,36–42)

Evangeliet på 4. søndag efter trinitatis, Luk 6,36–42

Dette evangelium beskriver for os kærlighedens gerninger, som man skal vise sin næste i timelige goder og legemets fornødenheder. Det viser Herren med ganske få ord i evangeliet; for lige før har han sagt: Vi skal elske vore fjender, gøre godt mod dem, der hader os, velsigne dem, der forbander os, bede for dem, der krænker os; slår man os på den ene kind, skal vi vende den anden til, og tager man kjortlen fra os, skal vi også lade ham få kappen. Det samler han her i en kort slutning og siger summa summarum [«kort og godt»]: «Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.» Her ser I de gode gerninger, som alle sammen er beskrevet her i én bunke. Dem skal vi øve mod hinanden, sådan som den himmelske Far har øvet dem mod os og stadig øver dem uden ophør. I har tit hørt, at vi ikke har brug for gerningerne over for Gud, men over for vor næste. Man kan hverken gøre Gud stærkere eller rigere med gerningerne, men mennesket kan man styrke og gøre rigt med dem; det er det, der har brug for dem, og der skal de også gå hen og ikke til Gud. Det har I nu hørt tit, og nu har I det i ørerne; gid Gud ville, at det også kom ud i hænderne og i gerningerne!

Derfor ser I her, hvor forvendt det er, at man vil drive de gerninger over for Gud, som man skal drive over for mennesket, og sætte den tro på menneskene og de hellige, som man alene skal sætte på Gud. Vend det om, så er det rigtigt, sådan: Troen må alene tilkomme Gud; den tager imod guddommelige gerninger, som Gud alene virker, og disse Guds gerninger tager vi alene imod ved troen. Dernæst skal vi gøre os umage over for vor næste og indrette alle vore gerninger sådan, at de tjener næsten. For Gud skal vi ikke handle med noget andet end alene med den bare tro. Grunden er: Der er ingen, der kan hjælpe os, uden Gud alene, og hvad vi har til legeme og sjæl, det har vi alene fra Gud; på ham alene skal vi også sætte vort hjerte.

Nu vender de det om sådan, at de sætter den tro, som tilkommer Gud, på sig selv og på andre mennesker, og så forfalder de til deres egne påfund, og det, de høje mestre har udtænkt, sætter vi vor tillid til. Er det ikke Djævelen og døden? Som Gud siger hos Jeremias (Jer 2,13): «Mit folk har gjort to synder: den ene, at de har forladt mig, den levende kilde, og gravet sig sprukne cisterner, som ikke kan holde vand.» Dernæst siger han (Jer 2,35) til folket: «Du siger: Jeg skal vende min vrede fra dig, du har ikke syndet. Se, jeg vil gå i rette med dig, fordi du har sagt: Jeg har ikke syndet.»

For det første siger han, at bruden er blevet til en skøge og har vendt sig bort fra Gud, den levende kilde, som livet, frelsen og alt godt strømmer ud af; ham har de forladt.

For det andet opretter de deres eget, deres påfund, og laver sig en egen kilde, som der ikke er vand i. Sådan bygger også vore pavelige på deres egne påfund, på deres messestiftelser, faste, bøn og den slags. Det tager sig godt ud, som om det var en kilde, som om de ville øse livet og frelsen deraf, og dog kan det ikke holde vand, og de forlader Gud, den levende kilde.

Dernæst siger han: Så tør de rejse sig imod mig; jeg må ikke vredes på dem, de vil have ret med deres eget og deres gerninger og gå i rette med mig. Se, det er den anden synd, at de vil forsvare deres gerninger. Derfor siger Gud: «Jeg vil gå i rette med dig og vise dig, hvor skændig du er blevet, fordi du hele tiden er gået dine egne veje.»

Se, sådan tilkommer troen Gud alene, og den skal alene erhverve os fra Gud, hvad vi har brug for, timeligt og evigt; og den skal erhverve det alt sammen sådan, at den ikke mener, den har fortjent det på nogen måde. Den samme tro skal dernæst strømme ud igen nedad mod næsten uden nogen tilsætning; ikke sådan at man vil sætte frelsen i det, for det vil Gud ikke have, men han vil alene have samvittigheden sat på sig selv. Ligesom en brud alene må hænge ved brudgommen og ikke ved nogen anden, sådan vil også Gud have, at vi alene skal stole på ham.

Det viser Lukas ved at sige: «Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.» Her må jeg stille min samvittighed sådan over for Gud, at jeg har en god og barmhjertig Far, og dernæst gå ud til næsten og også være barmhjertig mod ham. Troen må jeg bringe ind og op til Gud, gerningerne ud og ned til næsten. Sådan gjorde Abraham, da han steg op på bjerget Morija til Gud: Han lod karlene og æslet blive nedenfor ved foden af bjerget og tog alene Isak med sig (1 Mos 22,5). Sådan skal også vi gøre. Når vi vil stige op til Gud, skal vi alene komme med Isak, det vil sige med Kristus ved troen, og lade karlene og æslet, det vil sige gerningerne, blive nedenfor.

Det være nu sagt som en indledning til evangeliet om troen og gerningerne, nemlig at troen går ind og op, gerningerne ned og ud; dermed er vi da retfærdige over for Gud og mennesker: at vi giver Gud æren og frit ser hen til ham og tror efter hans ord, og at vi gør fyldest over for næsten i kærligheden. Nu vil vi se på evangeliets ord i rækkefølge.

«Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.»

Hvordan er så Gud, vor himmelske Far, barmhjertig? Sådan, at han giver os alle goder, legemlige og åndelige, timelige og evige, for intet og af lutter godhed. For hvis han skulle give os af og efter vor fortjeneste, så måtte han alene give os helvedes ild og den evige fordømmelse. Derfor er det, han giver os af goder og ære, af lutter barmhjertighed. Han ser, at vi ligger i døden; det forbarmer han sig over og giver os livet. Han ser, at vi er helvedes børn; det forbarmer han sig over og giver os himlen. Han ser, at vi er fattige, nøgne og bare, sultne og tørstige; det forbarmer han sig over, klæder os, giver os mad og drikke og mætter os med alle goder. Altså: hvad vi har, åndeligt og legemligt, det giver han os af barmhjertighed og øser sine goder ud over os og i os. Derfor siger Kristus her: Følg jeres Far efter, og vær også barmhjertige, sådan som han er barmhjertig.

Det er nu ikke en almindelig barmhjertighed, og heller ikke en sådan, som fornuften lærer; for den er egennyttig: Den giver til dem, der er store, rige og lærde, og som fortjener det; den elsker dem, der er smukke; den giver til dem, som den har gavn og fordel af. Det er en tiggerbrødsagtig, tiggeragtig, stykkevis og laset barmhjertighed. For giver jeg til den, der har fortjent det, eller ser på skønhed og venskab, så er det en pligt og en skyld og ikke en barmhjertighed.

Det mener også Herren, når han før dette evangelium (Luk 6,32–34) siger: «Og hvis I elsker dem, som elsker jer, hvad tak har I så for det? For også syndere elsker dem, som elsker dem. Og hvis I gør vel mod dem, der gør vel mod jer, hvad tak har I så for det? For også syndere gør det samme. Og hvis I låner til dem, som I håber at få igen af, hvad tak har I så for det? For også syndere låner til syndere for at få lige så meget igen.» Men de kristnes barmhjertighed skal ikke søge sit eget, men skal være sådan: Den må være rund og åbne øjnene og se på alle ens, ven og fjende, sådan som vor himmelske Far gør.

Og hvor denne barmhjertighed ikke er, dér er heller ikke troen. For når dit hjerte står i troen, så du ved, at din Gud har vist sig sådan mod dig, så barmhjertig og god, uden din fortjeneste og helt for intet, mens du endnu var hans fjende og et barn af den evige forbandelse – når du tror det, så kan du ikke lade være, du må også vise dig sådan mod din næste; og det alt sammen af kærlighed til Gud og din næste til gavn. Se derfor til, at du ikke gør forskel på ven og fjende, værdig og uværdig; for I ser, at alle de, der nævnes her, har fortjent noget andet af os, end at vi skal elske dem eller gøre vel mod dem. Og det mener Herren også, når han siger (Luk 6,35): «Men elsk jeres fjender, og gør vel, og lån ud uden at vente noget for det, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; for han er god mod de utaknemmelige og onde.» Det være sagt som det første stykke af evangeliet.

Nu kunne nogen her sige: «Du har jo lige lært, at gerningerne intet gælder over for Gud, så man kan fortjene noget hos ham med dem; hvordan kan det så være, at det stik modsatte står her, når Kristus siger: ’Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig; døm ikke, så skal I ikke dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes; tilgiv, så skal I blive tilgivet; giv, så skal der gives jer’?» Alle disse ord lyder, som om vi skal handle med Gud med vore gerninger og dermed fortjene, at Gud er os barmhjertig og tilgiver, skønt I dog altid har hørt, at troen alene udretter alt. Læg nu godt mærke til, hvad Sankt Paulus og hele Skriften her og der siger om troen; for de driver på for, at man skal tro og alene handle med Gud ved den rene tro.

Derfor skal du forstå disse ord på den måde, at gerningerne alene er troens prøve og bekræftelse: at hvor jeg tror, dér må jeg være barmhjertig, ikke dømme, ikke fordømme, men tilgive og give min næste. Tag et eksempel på det. Hvad gjorde Abraham, da han fik befaling om at ofre sin søn (1 Mos 22)? Han var lydig mod budet og ville nu hugge hovedet af sin søn og trak sværdet. Hvad skete der? HERRENS engel holdt ham tilbage og sagde til ham: «Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget; for nu ved jeg, at du frygter Gud og ikke har holdt din eneste søn tilbage for mig.»

Sådan også her. Vi må først tage imod, før vi giver ud; før vi gør barmhjertighed, må vi først tage imod den fra Gud. Det er ikke os, der lægger den første sten; fåret søger heller ikke hyrden, men hyrden fåret. Derfor skal I endelig sætte gerningerne sådan, at vi ikke opnår noget hos Gud med dem, men at vi uden fortjeneste opnår fra Gud alt, hvad vi opnår. Sådan siger Gud hos profeten Esajas (Es 65,1): «Jeg bliver søgt af dem, der ikke spurgte efter mig. Jeg bliver fundet af dem, der ikke søgte mig; og til hedningerne, som ikke påkaldte mit navn, siger jeg: Her er jeg! Her er jeg!» Og sidst i samme kapitel (Es 65,24) siger han: «Og det skal ske: Før de råber, vil jeg svare; mens de endnu taler, vil jeg høre.» For før vi søger ham, finder han os; før vi spørger efter ham, har han os.

Sådan siger Sankt Paulus til romerne (Rom 3,23–26): «Her er ingen forskel: De er alle sammen syndere og mangler den ære, de skulle have hos Gud, og de bliver uforskyldt gjort retfærdige af hans nåde ved forløsningen, som er sket ved Kristus Jesus, som Gud har stillet frem som en nådestol ved troen i hans blod, for at han kunne tilbyde den retfærdighed, der gælder for ham, ved at han tilgiver de synder, som før er sket under Guds tålmodighed, som han bar med, for at han i denne tid kunne tilbyde den retfærdighed, der gælder for ham, så han alene er retfærdig og gør den retfærdig, som har troen på Jesus Kristus.»

Og i det følgende kapitel (Rom 4,4–5) siger han: «Men for ham, som omgås med gerninger, tilregnes lønnen ikke af nåde, men af pligt; men for ham, som ikke omgås med gerninger, men tror på ham, der gør de ugudelige retfærdige, tilregnes hans tro til retfærdighed.» For er det sket af nåde, så er fortjenesten intet, ellers ville nåden ikke være nåde, som han siger siden i det 11. kapitel (Rom 11,6).

For det andet skal I sætte gerningerne sådan, at de er et sikkert tegn, ligesom et segl trykt på et brev, så jeg bliver vis på, at troen er den rette. Grunden er: Mærker jeg i mit hjerte, at gerningen strømmer ud af kærlighed, så er jeg vis på, at min tro er ægte. Når jeg tilgiver, så gør tilgivelsen mig vis på, at min tro er ægte; den forsikrer mig og beviser min tro, at Gud også har tilgivet mig og dagligt tilgiver mig. Men tilgiver jeg ikke, så kan jeg roligt slutte, at det skorter mig på troen. Sådan gik det også Abraham: Gerningen gjorde hans tro kendt for ham. Gud vidste godt, at han troede; men han måtte også selv vide det og bevise troen.

Derfor er gerningerne herefter kun frie frugter, der følger af en sådan tro, og beviser på den. For hvad gavn havde jeg af den, selv om jeg havde en stærk tro, når jeg ikke vidste det? Havde jeg en kiste fuld af gylden og ikke vidste det, så var den mig til ingen nytte; men viste nogen mig den, så gjorde han mig lige så stor en tjeneste, som om han skænkede mig den. Sådan også: Har jeg troen og ved det ikke, så er den mig til ingen nytte. Derfor må den bryde frem og blive kendt for mig ved de gerninger, der følger efter; de er da tegn og segl på, at troen er der.

Det vil også Sankt Peter, når han (2 Pet 1,10–11) slutter således om kærlighedens gerninger og troens dyder: «Derfor, kære brødre, gør jer så meget større flid for at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; for når I gør det, vil I ikke snuble, og på den måde vil der i rigt mål blive givet jer adgang til vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, evige rige.» Han siger ikke: Gør gode gerninger, for at I kan blive kaldet, men: for at I kan gøre jer jeres kaldelse vis, så gør gode gerninger.

Derfor skal I vænne jer godt til Skriften, så I ikke plumper blindt ud og styrker gerningerne med sådanne ord. For gerningerne bliver forkastet, for så vidt som vi ikke skal mene at blive retfærdige ved dem; men de bliver rost og priset, for så vidt som næsten har brug for dem, og at de er troens tegn og frugter. Se, det sidespring måtte jeg gøre, så jeg ikke skulle styrke de pavelige i deres fejlagtige forståelse af dette evangelium. Nu sætter Gud derfor ofte sådanne ord op imod hinanden, sådan som det synes os og fornuften, for at han kan øve os i at læse, og for at vi ikke skal mene, at vi har hele Skriften, når vi knap har ét ord.

Nogle ord leder ånden, så vi skal handle med Gud alene med den bare tro, som dette: «Uforskyldt er vi blevet frelst.» Dernæst har vi også ord, der leder og øver legemet, for at legemet ikke skal ligge dovent og trægt udadtil, som disse her: «Tilgiv, så skal I også blive tilgivet; giv, så skal der gives jer», og ordet hos Matthæus (Matt 25,42ff), hvor Herren Kristus siger, at han vil kræve gerninger på den yderste dag, når han skal sige til de fordømte: «Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj», og så videre. Disse ord vil de uforstandige, letsindige ånder proppe og banke ind og drive det hele over på gerningerne; det er forkert. Men de, der er åndelige, drager dem alene hen på det bare legeme og står for Gud også bare med ånden; det er rigtigt og også nødvendigt. For mennesket har to slags natur i sig, ånd og kød. Derfor er der nogle ord, der alene leder den bare tro i ånden, og nogle, der leder de bare gerninger i legemet. For ét og samme skriftord kan ikke på én gang lede ånden og også legemet.

Her må vi også sige, hvordan vi skal forholde os til vor næste med det timelige gods. Med godset skal man gøre sådan: Man skal lade det tage, låne og give til vor næste, hvor og når han vil. Derfor er køb og salg det rene hedenskab. Men det, som det verdslige regimente har, lader vi have sin gang. Og det er strenge bud og ikke blot råd, sådan som de udlægger dem, der lærer: «Den, der vil være fuldkommen, kan gøre dem.» [Den middelalderlige lære skelnede mellem bud, som gælder alle, og «evangeliske råd» for dem, der vil være fuldkomne, især munkene.] Derfor er de, der har villet leve efter det, gået i klostrene og har villet være fuldkomne. Derfor er alle klostre bygget på et djævleskarn. For der er intet folk, der er mere gerrigt og lader sig fratage mindre end netop det. Nu, når man vil være kristen, skal man låne bort, hvad man formår, frit uden nogen rente. Ligeledes: Ser vi en, der ikke har noget at give os igen, så skal vi frit skænke ham det og eftergive gælden, som Nehemias gjorde, sådan som vi har det i Nehemias’ Bog (Neh 5,10). For Gud har givet dig det; han kan godt give dig mere, hvis du da tror. Ligeledes: Når man tager noget fra os, skal vi ikke kræve det tilbage; men næsten skal træde frem for os og hjælpe, så der ikke sker os for meget, afværge uretten og klage over voldsmagten.

Se nu, disse gerninger har munke og præster helt og aldeles trukket dertil, at de alene skulle være råd. Og dermed har de trukket alle de andre væk fra dem; og når de så hele deres levetid ikke har gjort én kristen gerning, så forfalder de efter munkenes lære til at stifte messer eller et andet testamente, når de skal dø; dermed skal det så alt sammen være opfyldt og udrettet. Men her hører du: Vil vi være kristne, så må vi låne ud, give og lade det, som er vort, tage, ellers skorter det os på troen. Se derfor til og forstå dette evangelium godt, så I endelig ikke handler med Gud med andet end den bare tro, og lad gerningerne gå ud, så de alene tjener næsten.

Og det være sagt om evangeliets første del. Nu vil vi se, hvad der videre følger i evangeliet, hvor Herren selv udlægger, hvad han mener med barmhjertighed, og siger:

«Døm ikke, så skal I heller ikke dømmes; fordøm ikke, så skal I heller ikke fordømmes; tilgiv, så skal I blive tilgivet; giv, så skal der gives jer.»

Her deler Herren barmhjertigheden i tre dele, for at vi skal vide, hvad den barmhjertighed er, som vi skal vise vor næste: for det første skal vi ikke dømme eller fordømme; for det andet skal du tilgive din næste, når han har gjort dig noget; for det tredje skal du komme den trængende til hjælp. Det betyder ordet barmhjertighed, hvor det står i Skriften.

Og alt dette må komme af et ægte hjerte, så det sker uden hykleri og falskhed, så man ikke ser på personen. For hvis du ville unde dem godt, som under dig godt, eller gøre vel mod dem, som gør vel mod dig, eller skade dem, som skader dig, så var det en stor vildfarelse; men sådan skal du gøre mod ham, som Kristus siger her før dette evangelium: Du skal følge din himmelske Far efter og elske din fjende, gøre vel mod den, der gør dig ondt, tilgive den, der krænker dig, låne til den, der trænger, og så videre, som I har hørt.

Om det første stykke, at vi ikke skal dømme eller fordømme, skal man nu mærke sig, at Gud har indsat det verdslige sværd til at straffe de offentlige laster, blot at man ser til, at det ikke sker imod Guds befaling og bud, så man ikke slår en ihjel, når han er uskyldig. For når dommeren gør uret, er han lige så vel en manddraber som enhver anden. Om denne dom taler Herren ikke her. Hos Lukas (Luk 12,14) kommer han ind på den, da han sagde til ham, der ville have ham til at sige til sin bror, at han skulle dele arven med ham: «Hvem har sat mig til dommer eller skifteforvalter over jer?» For Kristi rige spørger ikke efter de ydre ting.

Men Herren taler her om en anden dom, nemlig om at den ene regner den anden for god eller ond ud fra det, han ikke ser udefra, og det er alene Guds dom. For det kan ske, at du i dag ser din næste synde, som Gud dog i morgen tager imod. Du kan også godt være from i dine egne øjne og ikke tænke på din egen synd. Den slags dømmen har Kristus forbudt; for der kan ikke være nogen kærlighed eller enighed, hvor en sådan dømmen og fordømmen er mellem folk. At dømme eller fordømme en anden er ikke andet end at have en bjælke i sit eget øje, sådan som alle hyklere har i deres øje; for de, der holder sig selv for fromme, forarges over deres brødre; hvad de andre så end gør, mishager dem, og deres egen synd vil de ikke se.

Men sådan går det: Imens du ser så meget af de andres synd, bliver du ikke bjælken i dit eget øje var, og således falder du i Guds dom. Deraf kommer det så, at du, som dømmer en anden sådan, er en større synder for Gud end den allerværste skurk eller den allerværste skøge, om hvem Gud alene ved, hvem der skal blive frelst eller fordømt. Al synd er intet, når du holder den op imod din dømmen.

Disse hyklere er sådan indrettet, at de glæder sig og har lyst til at tale om en andens ægteskabsbrud eller last og rode i deres næstes skidt, og hvad andre mennesker gør, det udlægger de altid til det værste, og ingen kan gøre dem noget tilpas; og selv om de ikke selv gør sådan noget, så hører de dog gerne andre tale om det. Hvis du var from, så skulle du dække over den slags og hjælpe til at dæmpe det, så meget det nogensinde var dig muligt. Og det sker almindeligvis, at de, der dømmer og fælder dom over de andre sådan, selv er de allerværste horkarle, også efter kødet; ja, de dømmer ikke alene menneskene, men også Gud selv.

Derfor: Er din bror en synder, så dæk over hans synd, og bed for ham. Gør du hans synd åbenbar, så er du sandelig ikke et barn af den barmhjertige Far; for ellers var du også barmhjertig som han. Det er ganske vist sandt, at vi ikke kan vise vor næste så stor barmhjertighed, som Gud viser os; men det er Djævelen, at vi handler helt imod barmhjertigheden, og det er et sikkert tegn på, at vi slet ingen barmhjertighed har i os. Alt dette mener teksten i evangeliet, når den siger:

«Mon en blind kan vise en blind vej? Vil de ikke begge falde i graven? En discipel er ikke over sin mester; når disciplen er som sin mester, så er han fuldkommen. Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men bjælken i dit eget øje bliver du ikke var? Eller hvordan kan du sige til din bror: Hold stille, bror, lad mig tage splinten ud af dit øje, du som ikke selv ser bjælken i dit eget øje? Du hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og se så til, at du tager splinten ud af din brors øje.»

Som om Herren ville sige: Du mener, at din bror er blind, og du vil irettesætte en anden, det vil sige, du vil føre en anden, og er selv blind. Du holder ham for en synder og mener, at du selv er retfærdig. Hvad er det andet, end at dit hjerte er sådan sindet, at du er bedre end han? Og det er ikke andet, end at du vil lede andre, du, som dog selv er blind; og den, der følger dig, falder med dig i graven. Om de folk, der syntes, at de var bedre end andre, og som ville, at man skulle følge dem mere end Guds ord, siger også Sankt Paulus til romerne (Rom 2,17–23): «Men se nu: Du kalder dig jøde og stoler på loven og roser dig af Gud og kender hans vilje, og fordi du er undervist af loven, prøver du, hvad der er bedst at gøre, og tiltror dig selv at være en vejleder for blinde, et lys for dem, der er i mørke, en opdrager for uforstandige, en lærer for de enfoldige, og har formen for det, der er værd at vide, og det, der er ret, i loven. Nu lærer du andre og lærer ikke dig selv. Du prædiker, at man ikke må stjæle, og du stjæler. Du siger, at man ikke må begå ægteskabsbrud, og du begår ægteskabsbrud. Du gruer for afguderne og røver fra Gud, hvad der er hans. Du roser dig af loven og vanærer Gud ved at overtræde loven.»

Derfor siger han også i begyndelsen af samme kapitel (Rom 2,1–3) til hyklerne: «Derfor kan du ikke undskylde dig, menneske, hvem du end er, du, som dømmer; for i det, hvori du dømmer en anden, fordømmer du dig selv, eftersom du gør netop det samme, som du dømmer; for vi ved, at Guds dom med rette er over dem, der gør den slags. Men mener du, menneske, du, som dømmer dem, der gør den slags, og selv gør det samme, at du vil undslippe Guds dom?»

Jeg mener, det er at sige hyklerne sandheden, dem, der understår sig i at vise andre den vej, som de ikke selv kender, og således fører andre med sig i graven. Derfor siger Herren: «En discipel er ikke over sin mester; når disciplen er som sin mester, så er han fuldkommen.» Det er et almindeligt ordsprog: «Jeg kan ikke lære mere af min mester, end han ved.» Hvorfor siger Herren dette ordsprog? For to slags mestres skyld: Den første er blind; følger jeg ham, så bliver jeg også blind; falder han i graven, så falder jeg efter. Den anden mester er den barmhjertige Far; af ham skal vi lære barmhjertighed. Følger vi ham efter, så bliver vi også barmhjertige, som han er barmhjertig; og hvis vi altid var barmhjertige, så ville vi blive fuldkomne, som han også er fuldkommen; men det sker ikke, så længe vi er her i dette liv.

Det andet stykke af barmhjertigheden er, at vi skal tilgive dem, der krænker os. En kristen kan aldrig nogensinde blive så hårdt krænket, at han ikke skulle tilgive, ikke syv gange, men halvfjerds gange syv gange, som Herren sagde til Peter (Matt 18,22). Derfor tilgiver Gud også en kristen hans synd eller skrøbelighed, for at han også skal tilgive andre deres skrøbeligheder. Det har Kristus samme sted forinden malet med en smuk lignelse, som han slutter med disse ord (Matt 18,35): «Sådan vil også min himmelske Far gøre mod jer, hvis I ikke af hjertet tilgiver hver sin bror hans fejl.» Og det beder vi også dagligt om i Fadervor, hvor vi beder med en tilføjelse og siger: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.» Er det ikke en stor ting, at når jeg, arme synder, tilgiver min næste hans synd eller fejl, så vil Gud også tilgive mig min synd og skrøbelighed? Selv om nogen havde slået min far ihjel, hvad var det da mod min synd, som jeg har vakt Guds vrede med og krænket ham med?

Det tredje stykke, der hører til barmhjertigheden, er dette, at vi skal give til de fattige og trængende og komme dem til hjælp. Derom siger Johannes i sit brev (1 Joh 3,17): «Den, som har denne verdens goder og ser sin bror lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvordan kan Guds kærlighed blive i ham?» For hvor Guds kærlighed er, må den vise sig udadtil. Derhen hører også Kristi ord hos Matthæus (Matt 5,7): «Salige er de barmhjertige, for de skal få barmhjertighed.» Derfor sætter Herren her i evangeliet et løfte til og siger: «Giv, så skal der gives jer; et fuldt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give jer i skødet.» Og han siger videre: «For med det samme mål, som I måler med, skal I få tilmålt igen.»

Det være for denne gang nok sagt om de tre stykker af barmhjertigheden, som vi skal vise vor næste. Dertil skal særlig Kristi ord hos Matthæus (Matt 7,12) drive os, hvor han, efter at han har sagt meget om det kristne liv og om, hvordan vi skal vise os med kærlighed mod vore brødre, slutter og siger således: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal også I gøre mod dem. Det er loven og profeterne.»

Nu er enhver jo sådan indrettet, at hvis han var syg, så ville han, at hele verden skulle komme ham til hjælp. Er jeg en arm synder, sidder i skam, har en tynget og bekymret samvittighed, så ville jeg, at hele verden trøstede mig og hjalp mig og dækkede over min synd og skam. Sådan skal jeg også forholde mig til min næste: ikke dømme eller fordømme ham, tilgive ham hans fejl, hjælpe ham, råde ham, låne ham og give ham, sådan som jeg ville, at man gjorde mod mig, når jeg sad i angst og nød, i elendighed og fattigdom.

Og netop derpå skal man kende de kristne, når de elsker hinanden, og den ene viser den anden sådanne barmhjertighedens gerninger. Det har også Herren Kristus sagt til sine disciple ved nadveren, hvor han sagde således (Joh 13,34–35): «Et nyt bud giver jeg jer: at I skal elske hinanden, sådan som jeg har elsket jer. Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple: at I har kærlighed til hinanden.» Det er dette evangelium; lad os påkalde Gud om nåde.