4. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Luk 6,36–42)

En anden prædiken over evangeliet på 4. søndag efter trinitatis, Luk 6,36–42

Om dette evangelium, kære venner, kunne der nok prædikes meget, men denne gang vil vi ikke tage det hele for, så vi ikke overlæsser os og til sidst intet får med herfra. I har hørt i teksten, hvordan vor kære Herre og Frelser, Jesus Kristus, holder barmhjertighedens gerninger frem for os: hvordan vi skal være barmhjertige, ikke dømme og ikke fordømme, gerne tilgive enhver og ligeledes gerne give og hjælpe alle, som trænger til det. Gør vi det, siger han, så skal der til gengæld gives os et fuldt, presset, rystet og topfuldt mål. Men gør vi det ikke, så skal der måles os igen med netop det mål, som vi har målt andre med. Dermed vil han med alvor have forbudt sine kristne at fordømme eller dømme nogen, at hævne sig og at tage noget fra nogen; de skal langt hellere tilgive og give.

For at man kan forstå dette evangelium så meget bedre, må vi først svare vores modstandere, som holder denne tekst op for os som et stærkt og fast grundlag for deres lære og bryster sig af den, som om de allerede havde vundet striden og bevist, at man ved gerninger kan opnå syndernes forladelse og det evige liv. «Her står det jo klart skrevet,» siger de: «‘Tilgiv, så skal I blive tilgivet; giv, så skal der gives jer.’ Hvad kan man fremføre imod så klare ord? Derfor følger det sikkert heraf, at man ved gode gerninger kan opnå syndernes forladelse.» Således vil de med dette og lignende skriftsteder om gerningerne have bevist, at vi bliver retfærdige og frelst ved egen fortjeneste, og de skælder os ud og fordømmer os som kættere, fordi vi lærer, at vi alene bliver frelst ved troen på Jesus Kristus, som jo er korsfæstet og død for os, som har givet sit legeme for os og udgydt sit blod for os til syndernes forladelse. Dermed gør de Kristus helt unyttig for os og kalder læren om troen den rene vildfarelse og løgn. Her leder den ene blinde den anden.

Nå, vi lader dem bare fare, når de nu endelig vil være blinde og forstokkede. Men var det dem alvor at erkende sandheden, kunne de udmærket se af dette evangelium, hvad de skriftsteder, som de holder så stift fast ved, egentlig sigter til og vil forstås om. For evangeliet siger jo tydeligt, at Kristus ikke taler med dem, som først skal opnå nåde, men med sine disciple, som allerede er nådens børn og retfærdige og desuden bliver sendt ud af ham for at prædike den samme nåde og frelse for andre. Heraf følger da klart, at de allerede har syndernes forladelse, er fromme og retfærdige og ikke først skal opnå det ved gerninger. Med sådanne, siger jeg, taler han, og han lærer dem, hvordan de skal forholde sig over for deres fjender: når de bliver forfulgt af dem, skal de nemlig ikke forfølge dem igen, men tålmodigt lide alt dette og gøre dem det bedste til gengæld.

Derfor er meningen nu ikke, at de ved de gerninger, som her bliver nævnt, først skal opnå syndernes forladelse og den retfærdighed, der gælder for Gud. Nej, Kristus taler enkelt og ligefremt med sine disciple, som han har udvalgt og kaldt apostle (som Sankt Lukas viser lige før dette evangelium), og lærer dem, hvordan de skal forholde sig, når de nu skal prædike. Det er, som om han sagde: «Kære disciple, jeg sender jer som får midt iblandt ulve og overdrager jer et sådant embede, at I skal prædike, og de andre skal høre jeres prædiken, tage imod den og tro den. Da vil det gå jer sådan, at I vil gøre verden vred og få den til fjende og finde lige så meget venskab og kærlighed hos den, som fårene finder hos ulvene. For den bliver rent rasende og vild over jeres prædiken og vil på ingen måde tåle den.

Indstil jer derfor på, at I skal føre et bedre liv og en bedre vandel end jeres fjender, som vil udøve al slags ubarmhjertighed mod jer med dom og fordømmelse; ikke nok med at de ikke vil tilgive jer nogen synd, de vil endda skrige jeres bedste gerninger og velgerninger ud som de største synder. Ligeså vil de ikke blot ikke give jer noget, men de vil oven i købet jage jer fra jeres eget og tage det og holde det tilbage med magt. Sådan vil de fare frem mod jer. Men vogt jer for at blive som dem. Hvor de dømmer, dér skal I ikke dømme; hvor de fordømmer, dér skal I velsigne; hvor de hævner sig, skal I tilgive; hvor de tager, dér skal I give.» For lige forinden lærer Herren netop det samme, når han siger: «Elsk jeres fjender, gør dem godt, som hader jer, velsign dem, som forbander jer, bed for dem, som krænker jer» osv.

På samme måde formaner også Sankt Paulus de kristne i Rom 12,18–19 og siger: «Hvis det er muligt, så vidt det står til jer, så hold fred med alle mennesker. Hævn jer ikke selv, men giv plads til vreden.» Netop det samme lærer Kristus her, når han siger: «Vær barmhjertige, døm ikke, fordøm ikke, hævn jer ikke, giv og hjælp enhver», så I ikke bliver lige så onde som jeres fjender, men meget mere, så de ved jeres gode og venlige vandel bliver bragt til at give jer et godt vidnesbyrd og til sidst må gå i sig selv og sige: «Se, disse folk dømmer og fordømmer vi og lader al vores overmod gå ud over dem; og de forsvarer sig ikke og hævner sig ikke, men lider alt tålmodigt og overvinder endda det onde med godt. Det må i sandhed ikke være onde folk, når de har så stor tålmodighed og endda betaler det onde med godt; jeg vil også holde mig til dem, når de dog slet ikke gør nogen skade, selv om de har god grund til det» osv.

Heraf kan man nu let mærke, at Kristus her ikke lærer, at man bliver from og retfærdig ved gerninger, men formaner dem, som allerede i forvejen er fromme og retfærdige, til at være barmhjertige, ligesom deres himmelske Far osv., så hedningerne derved kan blive forbedret, og så de altså med deres barmhjertige og uskyldige liv kan lokke de vantro, så de ikke blot ved deres prædiken, men også ved deres gode vandel bliver omvendt og forbedret.

I den mening lærer også Sankt Paulus korintherne, 1 Kor 7,13: «Når en hustru har en vantro mand, skal hun ikke skille sig fra ham», såfremt han også vil tåle, at hun forbliver en kristen. Grunden er, at det kan hænde, at manden ved sin kristne hustrus dyd bliver bevæget til at omvende sig og siger: «Jeg ser på min hustru, at de kristne er gode folk; derfor vil jeg også blive en kristen.» Således læser man også om Sankt Monika, den hellige Augustins mor. Hun havde en underlig og lunefuld mand, og oven i købet en hedning. Men hvad gjorde hun? Hun forstod at forholde sig sådan over for ham, at han ikke gjorde hende noget ondt. De andre kristne hustruer undrede sig meget over det, gik til hende og klagede over deres mænd: at de, skønt de var kristne, ikke kunne gøre dem noget til pas, men oven i købet blev skældt ud og slået af dem. De spurgte hende derfor, hvordan hun dog bar sig ad med ham, så hun slap for at blive slået af ham, når hendes husbond, som alle godt vidste, ikke blot var en lunefuld mand, men også en hedning. De selv kunne ikke opleve en sådan nåde med deres mænd, skønt disse dog ikke var hedninger, men kristne.

Den kære Monika svarede dem og sagde: «Jeg er bange for, at I selv giver jeres mænd og herrer grund til det. Hvis I var underdanige mod dem, ikke gøede imod dem eller svarede igen på hvert ord – især når de begynder at blive lunefulde – men var tålmodige, gav efter for dem og adlød dem eller formildede dem med venlige ord, så slap I nok for at blive slået. For sådan plejer jeg at gøre med ham: Når min husbond skælder ud, så beder jeg; bliver han vred, så viger jeg for ham eller giver ham gode ord. Dermed har jeg ikke blot stillet hans vrede, men også bragt det så vidt, at han er blevet omvendt og er blevet en kristen.» Se, den fine frugt kom deraf, at den kære Monika var barmhjertig over for sin ægtemand og ikke fordømte og dømte ham osv. Således kan det stadig tit ske, at (som Sankt Paulus siger) en vantro ægtefælle bliver omvendt ved den anden, som er troende.

«Således skal I kristne også gøre,» siger Herren her, «eftersom I er nådens og fredens børn, ikke vredens og splidens, og er kaldet til at arve velsignelsen. Derfor skal I også bringe velsignelsen ud blandt folk, først ved jeres prædiken og offentlige bekendelse, dernæst også ved jeres udvortes gode vandel: at når de vantro dømmer og fordømmer jer, farer ubarmhjertigt frem mod jer og tager det, som er jeres, så skal I være barmhjertige over for dem, ikke hævne jer på dem, men tilgive dem og give dem og oven i købet elske dem, velsigne dem og tale det bedste om dem for Gud og for verden, så de altså på jeres gode vandel kan mærke, at I er retskafne, uskyldige folk, som ikke alene lider ondt, men også gengælder ondt med godt. Det vil skaffe jer et godt navn blandt hedningerne og være til lov og ære for mig, som er jeres Herre og Gud.»

Således ser du, at denne tekst slet ikke passer til, at man skulle slutte deraf, at syndernes forladelse opnås ved gerninger. For Kristus taler her med dem, som allerede er nådens børn, og han lærer dem ikke, hvordan de ved gerninger skal opnå syndernes forladelse, som de i forvejen har af nåde, sådan som de pavelige drømmer, men hvordan de skal forholde sig, når de nu træder frem og prædiker, over for de folk, som vil forfølge dem, dømme dem, fordømme dem og påføre dem al slags plage og ulykke: at de nemlig skal gøre det stik modsatte, ikke dømme, ikke fordømme, men tilgive og give. Så skal de til gengæld forblive udømte og ufordømte, både for Gud og for verden. Og selv om verden fordømmer dem, så vil Gud dog ikke fordømme dem, som Sl 37,33 siger; således skal der også til gengæld tilgives og gives dem osv.

Så formaner Herren nu med disse ord sine disciple til flittigt at passe deres embede og frimodigt at prædike, lige meget hvem det ærgrer, og til slet ikke at lade sig forvirre, selv om hele verden skælder dem ud og forbander dem, men bare frit at fortsætte; det skal blive dem rigeligt lønnet. For det er allerede besluttet om dem i himlen, at der skal gives dem et fuldt, presset, rystet og topfuldt mål.

Af alt dette er det jo klart, at Kristus her ikke taler om retfærdigheden, om hvordan man bliver retfærdig for Gud, hvad der alene sker ved troen på Jesus Kristus, men at han lærer sine disciple, hvordan de her på jorden skal føre en god vandel blandt de vantro, som vil dømme og fordømme dem, så de derved kan udrette meget godt blandt dem. Gør de det, så skal det lønnes dem godt her og hisset: ikke sådan at de derved fortjener syndernes forladelse, for ingen gerning, hvor god den end måtte være, formår at udrette det; men hvis de lider eller mister noget derved, så skal det også her i dette liv gengældes dem hundredfold (som der står skrevet i Mark 10,30), og i det andet liv skal de være herligere smykket og prydet end andre hellige. Hvorfor? Fordi de har gjort og lidt mere for Kristi skyld end andre. For profeten Daniel siger i kapitel 12 (Dan 12,3), at lærerne efter de dødes opstandelse skal stråle som himlens glans, og de, som fører mange til retfærdighed, som stjernerne evigt og altid. Og Sankt Paulus siger (1 Kor 15,41–42): «Ligesom den ene stjerne overgår den anden i klarhed, således skal det også være med de dødes opstandelse.»

Videre siger Herren: «Men gør I ikke dette, men betaler ondt med ondt, så skal der måles jer igen med netop det mål, som I selv måler med. For når I dømmer og fordømmer dem igen, som dømmer og fordømmer jer, så viser I tilstrækkeligt, at I ikke er mine rette disciple og endnu ikke har syndernes forladelse; ellers gjorde I, hvad jeg har befalet jer. Heraf følger da videre, at jeres tro ikke er ret. Derfor vil det vende sig mod jer, og I vil få at høre af mig, at I ingen tro har og er falske kristne.

Men at dette er sandt, viser tilstrækkeligt det, at I endnu dømmer hinanden, og at den ene ikke hjælper den anden osv. Det gør mine kristne ikke. Derfor bliver jeres synd hos jer og bliver kun større», sådan som der også står i lignelsen i Matt 18,23–34 om tjeneren, der skyldte sin herre ti tusind talenter og ikke kunne betale, og herren eftergav ham gælden af lutter nåde; men da han ikke ville eftergive sin medtjener den ganske ringe gæld, kom han igen til at stå i den gæld, som var eftergivet ham, og pådrog sig sin herres store unåde og blev af ham overgivet til bødlerne.

Således vil vor kære Herre her venligt lokke os til at gøre gode gerninger og føre en kristen vandel, også blandt vores fjender. Men gør vi det ikke, så truer han os med, at han ikke vil regne os for kristne. For sådanne gerninger er ligesom et tegn eller en bekendelse, hvormed vi bekender, at vi er rette kristne. Desuden bliver andre mennesker forbedret ved sådanne gerninger; og vi selv, som gør dem, befæster derved (som Sankt Peter siger [2 Pet 1,10]) vores kaldelse og bliver rigere i troen.

Og denne venlige formaning fra vor Herre Kristus skal vi kristne og især prædikanterne give nøje agt på. For vi har også i dag modstandere for vor tros og læres skyld, og de er store og mægtige: konger, fyrster, herrer, paven, bisper osv. Disse vore fjender viser vi efter denne Kristi lære al barmhjertighed og vil nødig se, at nogen af dem får så meget som et hår krummet eller en skilling taget; vi ønsker dem tværtimod af hjertet, at de ville erkende deres vildfarelse og synd, overgive sig til Guds nåde og tro evangeliet. Og netop derfor dømmer, fordømmer og forfølger de os og tager oven i købet ære, gods, liv og lemmer fra os, som var vi de værste skurke, jorden bærer. Det gør vi, Gud være lovet, ikke igen mod dem, men viser dem al kærlighed og velgerning og vil gerne hjælpe dem, hvis de bare vil lade sig hjælpe.

«Ja,» siger de, «men du skælder os jo ud, både i skrifter og i prædikener, og fordømmer os som kættere og vil ikke lade os være den kristne kirke osv. Kaldes så den slags skænderi og fordømmelse barmhjertighed?» Svar: Det er en anden sag. Kristus taler i dette evangelium om dem, som skal lide uret; så vil du drage det over på dem, som af embeds pligt skal straffe uretten. Det er ikke ret. For de, som har det embede, at de skal dømme og fordømme, gør ikke uret i det, når de gør det. For lige så lidt som det passer sig eller gælder, at et barn ville sige til sin far, når han vil give det ris: «Far, vær barmhjertig, så vil Gud til gengæld være barmhjertig mod dig», lige så lidt gælder det over for dem, der sidder i straffeembedet. For det ville passe sig meget dårligt, om en tyv eller misdæder ville sige til bødlen: «Kære mester, tilgiv mig og døm mig ikke, så vil vor Herre Gud til gengæld tilgive dig.» Nej, kære ven, mester Hans skal af embeds pligt svare dig og sige: «Det er ikke nødvendigt, at jeg tilgiver dig; jeg gør, hvad der er ret. Men at gøre ret behøver ingen tilgivelse; det skal man tværtimod rose.» Sådan er det også med far og mor: Når de straffer deres børn, gør de ret; for det kaldes at straffe ret, når embedet kræver det. Men se dig for, at du ikke hævner dig på den, som skal straffe dig, også selv om han undertiden gør dig uret.

Derfor passer det slet ikke, at man vil trække denne tekst derhen, som skulle Herren tale om dem, der har befaling til at straffe uretten – sådan som prædikanter og al slags øvrighed, far, mor, fyrster, herrer og til sidst også mester Hans. Han skal ikke sige til misdæderen, som han skal fuldbyrde dommen på, sådan som de dog plejer: «Kære N.N., tilgiv mig det, jeg i dag skal gøre ved dig.» For hvorfor vil han sige sådan? Han gør jo ret i det; derfor behøver han ingen tilgivelse, for den gælder alene synden og uretten. For hans embede er, at han skal straffe uretten. Ligesom det ville være forkert, om en far sagde til sin søn, når han ville give ham ris: «Kære søn, tilgiv mig, at jeg vil give dig ris.» Nej, det er ret gjort; derfor skal sønnen tåle det, for Gud vil have det sådan.

Sådan gør Sankt Paulus i det andet brev til korintherne, kapitel 5, hvor han (2 Kor 5,13) siger til korintherne: Si excedimus, Deo excedimus; si moderate agimus, vobis osv. [Latin: «Går vi for vidt, går vi for vidt for Gud; er vi mådeholdne, er vi det for jer».] Han havde angrebet korintherne skarpt i det første brev, og det syntes nogle var for meget. Men han undskylder sig ikke længe og beder heller ikke om nåde, men siger ganske enkelt: «Gør vi for meget, så gør vi det for Gud og tjener ham dermed; men er vi mådeholdne og farer lempeligt frem, så gør vi det til gavn for jer.» Han vil slet ikke have gjort nogen synd ved at have straffet dem så hårdt, men siger, at han dermed tjener Gud; og har han slækket for meget, så er det sket til gavn for dem. Det er sandelig et enkelt svar på en sådan klage: «Kære Paulus, hvorfor straffer du os så hårdt?» Men fordi han stod i apostelembedet, giver han intet andet svar end dette: «Hvordan jeg end straffer synden, så gør jeg ret i det og tjener Gud dermed – ikke for min persons skyld, men fordi Gud har pålagt og befalet mig det.»

Sådan kan også en dommer sige, når han er i sit embede og dømmer en misdæder til døden, at han dermed tjener Gud. Ligeså far og mor: giver de barnet ris, efter hvad det har fortjent, så tjener de Gud dermed; men straffer de det lidt mildere, end det har fortjent, så sker det til gavn for barnet.

Dette skal man vide at skelne, så man ikke gør det til én og samme gerning, når en person, der er i embedet, straffer, og når en, der ikke er i embedet, straffer. Et embede, hvad det så end hedder, er indstiftet til at straffe synden, ikke at tåle uretten, men holde fast ved det, som er ret. Derfor, fordi jeg og andre prædikanter er i embedet, gør vi ret, ja, vi gør en barmhjertighedsgerning mod folk (lad så hvem der vil gøre os godt eller ondt til gengæld), når vi straffer dem.

Det er jo en stor barmhjertighed, når man ikke lader de unge få deres vilje, hvad enten man nu opnår det med trusler eller med slag; det koster endda møje og arbejde nok at hindre og standse det onde, selv når man straffer hårdt. Skulle man nu helt lade straffen falde og også sætte barmhjertigheden ind i embedet, så ville landet blive fuldt af skurke og verden en ren røverkule. Så ville den ene sige til den anden: «Stjæler du fra mig, så røver jeg fra dig; går du til min hustru, så går jeg til din igen» osv. Nej, det duer slet ikke. Derfor er mester Hans en meget nyttig og oven i købet en barmhjertig mand. For han standser skurken, så han ikke gør det mere, og afholder de andre fra at gøre ham det efter. Ham, der står foran ham, hugger han hovedet af; de andre bag ham truer han, så de frygter sværdet og holder fred. Det er en stor nåde og den rene barmhjertighed.

Omvendt er det en stor ubarmhjertighed, ja, et grufuldt mord, når en far lader sit barn gå ustraffet; for det er lige så meget, som om han kvalte det med sine egne hænder. Derfor siger Salomo, Ordsp 23,13–14: «Hold ikke op med at tugte drengen; for når du slår ham med riset, så behøver man ikke at slå ham ihjel. Du slår ham med riset, men du redder hans sjæl fra helvede.» Det vil sige: Han dør ikke af det, når du giver ham ris, men du gør ham levende med riset og redder hans liv. For giver du ham ikke ris, så giver mester Hans ham ris, så han dør af det. Det er, som om han sagde: «Giver du ikke din søn ris med det levende ris, hvorved han kan blive i live, så er du hans morder; for du hjælper dit barn til at blive en skurk, og så må mester Hans straffe ham med det dødelige ris. Tag derfor selv riset i hånden og giv ham straks ris, når det er nødvendigt, så han undslipper det dødelige ris. Så gør du en ædel barmhjertighedsgerning mod ham, hvor du ellers, hvis du lod ham få sin egen vilje, ville blive hans morder.»

Derfor passer det slet ikke, når de pavelige skriger: «De lærer nok andre, at de ikke skal dømme eller fordømme, men selv gør de det stik modsatte og straffer, dømmer og fordømmer enhver» osv. For som jeg sagde ovenfor: hvad vi gør i dette, det gør vi af embeds pligt. Desuden er det sådan fat med vores straffen og dømmen, at det ikke skader nogen, men kun gavner. Og vi må nødvendigvis gøre det efter befaling fra vor Herre Kristus, som i Luk 24,47 har befalet, at der i hans navn først skal prædikes omvendelse og dernæst syndernes forladelse blandt alle folkeslag på jorden; og Joh 16,8: «Helligånden skal straffe verden» osv.

Efter denne befaling har alle apostlene først dømt verden, revset den og forkyndt Guds vrede over den; derefter har de prædiket syndernes forladelse i Kristi navn, sådan som Sankt Paulus gør i Rom 1 og 3 osv., Sankt Peter i ApG 2, 3 og 10, og Kristus selv, når han siger i Joh 9,39: «Til dom er jeg kommet til denne verden» osv. De, som nu har taget imod en sådan prædiken og ladet sig revse og dømme af den, har ved evangeliet fået den trøst, at de uforskyldt, af Guds nåde, ved den forløsning, som er sket ved Jesus Kristus, bliver retfærdige og frelst, Rom 3,24.

For sådanne har Kristi og apostlenes dom og revselse ikke været til skade, men kun til stor nytte, trøst og frelse. Omvendt: de, som ikke har villet lade sig dømme af dem, er blevet i deres synder, er døde i dem og evigt gået til grunde i dem; og også legemligt er deres byer, lande og kongeriger, som de boede i, med tiden blevet ynkeligt hærget og ødelagt.

Som apostlene nu har prædiket efter Kristi befaling, sådan må vi også gøre og sige, at alle mennesker er undfanget og født i synd og af natur vredens børn og derfor fordømte, og at de hverken ved deres egen eller nogen anden skabnings hjælp, råd, gerning, fortjeneste osv. kan opnå syndernes forladelse eller blive frelst. Det er jo at revse, dømme og fordømme hver mand; og dog gør vi det ikke af egen lyst, som om vi havde behag i at skælde menneskene ud for syndere og ugudelige, men efter Kristi befaling og bud. Men dermed lader vi det ikke blive; vi rejser dem op igen og trøster dem, som vi har revset, og siger, at Jesus Kristus er kommet til verden for at frelse syndere, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men blive frelst.

Derfor kan gudfrygtige folk ikke give os nogen skyld her; for de mærker, at vi ikke forkynder dem menneskepjat om munkekutter osv., men evangeliet om Kristus. Derfor bliver de glade og takker Gud af hjertet for, at de har oplevet den tid, da de kan kende den kære sandhed og derved få trøst for deres samvittighed, og de tager imod denne vores revselse som en stor barmhjertighed. Omvendt skælder den store, ugudelige hob os ud og fordømmer os for denne revselses skyld som kættere og oprørere, som dem, der ødelægger begge dele: den gamle tro og gudstjeneste og ligeledes det verdslige regimente og freden. Det må vi finde os i; dog giver vores samvittighed os det vidnesbyrd, at de med urette lægger os det til last, og desuden trøster det os, at vi ikke er de første, som en sådan forhånelse overgår. Sankt Paulus måtte også høre af jøder og hedninger, at han var en gudsbespotter og oprører. Ja, Kristus selv blev anklaget for Pilatus for at forføre folket og gøre det ulydigt mod kejseren, og han blev også hængt på korset for det. Sammen med dem vil vi gerne skældes ud for kættere og oprørere, indtil vores uskyld engang kommer ret for dagen.

Men hvis de elendige, forhærdede pavelige ikke var så bitre fjender af sandheden og af os for sandhedens skyld, kunne de jo mærke på vores liv, at vi holdt os pænt efter denne formaning fra Kristus: «Vær barmhjertige» osv. For vi har jo, Gud ske lov, endnu ikke hævnet os på noget menneske, som har gjort os ondt, ikke drevet nogen fra hus og hjem, hustru og børn, ikke kastet nogen i fængsel for troens skyld, endsige halshugget, druknet, brændt eller hængt nogen for den sags skyld osv., sådan som de har gjort, de fine helgener, som nu i en del år har udgydt meget uskyldigt blod og endnu ikke holder op; men vi har holdt os efter denne Kristi lære og formaning: vi har æret deres stand og øvrighed, med vores lære stadfæstet den (for så vidt de handler ret), bedt og bønfaldet for dem, både i enrum og offentligt, og også i skrifter venligt, alvorligt og trofast formanet dem i kraft af det embede, som Gud har befalet os.

Og for denne vores barmhjertighed har vi fået den løn af dem, at de har bandlyst os, forbandet os og forfulgt os og drevet mange af vores brødre fra hus og gods og myrdet dem. Hvad skal vi så gøre mere? Alligevel må vi bære det navn, at vi er utålmodige, vrede, giftige, hævngerrige folk, som dømmer og fordømmer hele verden. Nuvel, den forhånelse må vi bære over for verden, indtil vores kære Herre Jesus Kristus, den rette dommer, engang griber ind og afgør sagen mellem os; imens lader vi dem bare lyve, bespotte og forfølge os; men de skal, om Gud vil, engang få at mærke, hvem de har bespottet og forfulgt i os.

Dette er nu i korthed sagt om meningen med dette evangelium: hvordan vi skal være barmhjertige, også mod vores fjender. Nu burde vi også anvende det på vores eget liv: hvordan vi, som vil være kristne og brødre, holder det indbyrdes; for også for os er det vel nødvendigt at prædike denne formaning. For selv om vi alle kaldes evangeliske, frygter jeg dog, at størstedelen af os er hedninger under det kristne navn. Nuvel, hvad skal man gøre ved det? Navnet må man unde alle, skønt kun ganske få bærer det med sandhed. For Sankt Paulus siger (2 Thess 3,2), at troen ikke er alles; og Kristus klager selv (Matt 22,14) over, at mange er kaldede, men få udvalgte. Men de, som er rette kristne, skal med al flid lægge sig denne Kristi formaning på hjerte, så de stiller sig venligt, ikke alene over for fjenderne, men langt mere over for dem, der kaldes kristne. Derfor skal enhver, som går til sakramentet og udgiver sig for at være kristen, nu give agt på sig selv, så han ikke bedrager sig selv. For man ser jo nu, hvilken skraben, gerrighed og kradsen der er også blandt dem, der vil kaldes kristne, fra den ringeste stand op til den højeste, så det er synd og skam at høre: næsten hver mand falder i den skændige gerrighed, og et sådant væsen kan vel kaldes et svineliv; for ligesom ved svinetruget, hvor den stærkeste skubber de andre væk, som ville den æde det hele selv, sådan går det nu også til i verden. Og hver mand går tryg af sted, giver ikke alene intet, men tager endda oven i købet, hvor han bare kan få fat i det, med rette eller urette; så det ord «giv», som står her i evangeliet, næsten er blegnet helt, og i stedet er der blevet idel røven og stjælen i husene, på torvet og overalt. Hvilken utroskab ser man ikke bare hos daglejerne og tyendet! Hvor skændigt tjener de ikke deres brød med forsætlig utroskab, bedrag, overpris osv.! Men de regner det ikke for tyveri, og dog er det lige så vel stjålet, når de arbejder utro, som stjal de det op af ens pung. Sådan går det også til med tyendet og alle håndværksfolk, hvad de så end hedder.

Men hvordan vil sådanne folk bestå på hin dag, når Kristus spørger dem, om de også har gjort efter hans formaning? For når de kristne skal være barmhjertige også mod deres fjender, som Kristus lærer her, så sømmer det sig langt mere for dem, at de viser al kærlighed og venskab mod deres brødre og medkristne; og når de ikke skal forbande deres fjender, skal de langt mindre forbande deres venner. Ligeså: når de ikke skal hævne sig på de vantro, men give dem og gøre dem godt, skal de langt mere vise en sådan velgerning mod troens fæller. Ja, vend bladet om! At røve, at være gerrig og at tage overpris af hinanden, hvor man kan, det går nu med magt for sig i verden. Nuvel, her hører du i det hellige evangelium, at det hedder: Date, giv, et dabitur vobis, så skal der gives jer igen. Holder vi os ikke efter det, så vil det til gengæld hedde: «Tag og røv I, så skal der igen tages og røves fra jer.»

For vor Herre Gud har endnu nok i forrådet til at kunne sende en ulykke over en by og et land, når man længe har skrabet og kradset, så broder Veit kommer i de iturevne bukser [«broder Veit» er et øgenavn for landsknægten, den hvervede lejesoldat], og ham må man give, ellers tager han det selv med magt. For det kommer dog engang dertil, når man vil glemme dette Date, at vor Herre Gud gør et Rapite [«røv!»] ud af det. Og efter en sådan ulykke stræber vi med al flid; for hvor Herren siger «giv», der vil vi bare gøre «tag» ud af det. Nuvel, tag, stjæl og røv, så længe du vil; du skal se, at bladet engang vender sig, så der igen bliver taget fra dig.

Man ser det ganske vist i alle historier: når et kongerige eller fyrstendømme eller en by er steget til det højeste og blevet rig, så er der kommet en krig eller en anden ulykke, så det igen er blevet fattigt. Sådan går det også til med enkelte slægter og personer: når de pludselig stiger og bliver mægtige, falder de også hurtigt ned igen. Jeg har allerede oplevet adskillige af dem, som sad med stort gods og dog på kort tid igen gik helt til grunde. Hvorfor det? Fordi de ikke har villet give, som Kristus formaner her, men snarere taget fra andre; derfor er det til sidst vendt sådan om for dem, at der igen er taget fra dem; som også erfaringen lærer og det almindelige ordsprog siger: De male quaesitis non gaudet tertius haeres, «gods, der er ilde vundet, når ikke den tredje arving, så han kunne nyde det». Det ser man (siger jeg) dagligt i alle stænder; og selv om det varer en tid og når fra faderen til sønnen, så går det dog til grunde med den tredje arving; for det er forbandet gods, som enten er røvet eller tilskrabet ved gerrighed.

Ved en sådan daglig erfaring burde dog også verdens børn blive kloge, så de tænkte: «Hvorfor vil du længe skrabe og være gerrig? Det gods, du har skrabet sammen ved gerrighed, kan du dog ikke eje med rette; og desuden lykkes det ikke for dig, sådan som du jo har erfaret det hos den og den.» Men os kristne skal det bevæge mere, som den hellige Skrift lærer om det. Sådan siger David i Sl 37,16–18: «Det lidet, en retfærdig har, er bedre end de ugudeliges store gods»; så følger straks grunden: «For de ugudeliges arm skal knuses, men HERREN holder den retfærdige oppe; HERREN kender de retskafnes dage, og deres gods skal blive evigt» osv. Som ville han sige: «Selv om en retskaffen mand har lidt, når han blot har det med Gud og ære, skal det være ham kærere end alle de ugudeliges skatte; for vor Herre Gud vil lægge sin velsignelse over dette lidet, så det skal nå fra børnebørn til det tusinde led.» Det kan man også se for øjnene; for i vore dage finder man mange gamle og hæderlige slægter i byerne, hvor godset har nået gennem adskillige hundrede led, mens det hos de andre er rundet ud i det tredje led.

Det burde man lære af dette og lignende skriftsteder og regne det for, hvad det i sandhed er: at det er bedre, at man har tredive gylden med Gud og ære, end tre tusinde, som er vundet imod Gud og med vanære. For Gud velsigner det lidet, som den retfærdige har, siger salmen (Sl 37,16), så han ikke alene ejer det med god samvittighed, men det også kommer ham til gavn, og han bruger det sådan, at Gud har behag i det. Men af gods, der er ilde vundet, kan man nok tære en tid; men fordi Guds velsignelse ikke er med, bliver det slidt op og forsvinder, så man ikke ved, hvor det er blevet af. For det er erhvervet med gerrighed og uret, og fordi man ikke har regnet det for tyveri, at man sådan har skrabet det til sig og ikke delt noget ud til nogen, er rusten kommet i det, og den æder det op, så man ikke kan se, at der nogensinde har været en skilling. Sådan har også hedningerne lært det af erfaring og sagt: Male quaesitum, male disperit, «ilde vundet, ilde forsvundet».

Men hvad skal man sige meget? Ingen vil blive klog uden af egen skade; man lader bare vor Herre Gud love og true; men hvem spørger efter det? Selv om man længe prædiker (Ordsp 11,4): «Gods hjælper ikke i vredens tid, men retfærdighed redder fra døden», ligeså (Ordsp 11,28): «Den, der stoler på sin rigdom, skal gå til grunde» osv., så tænker enhver imens: «Kære, sig mig, hvad du vil: havde jeg penge og gods, så var jeg ude af alle nøder.» De gør ligefrem vor Herre Gud til en løgner. Men de skal hurtigere, end de bryder sig om, blive klar over, at de er bedraget.

Derfor, kære venner, lad os frygte Gud og stole på ham og dernæst også være barmhjertige og gavmilde, ikke alene mod fjenderne, som dette evangelium lærer, men endnu langt mere mod vores venner og brødre; især fordi vi hører, at vor Herre Gud er den skændige gerrighed så fjendsk og desuden vil blæse i sådant uretfærdigt gods, så det skal støve og flyve bort som støvet for vinden.

Profeten Haggaj (Hag 1,6) siger om de gerrige, at de samler i en hullet pung; som ville han sige: «De kan nok samle, men det skal ikke komme dem til gode, fordi de vil blive rige ved gerrighed og ved andres skade.» Og Salomo siger: Corrosio in domo impii [«fortæring i den ugudeliges hus»; jf. Ordsp 3,33]: den ugudelige, selv om han længe samler gods i dynger, har en sådan forbandelse i sit hus, at han ikke alene ikke bliver bedre stillet af sit gods, men at det også forsvinder for ham under hænderne, som havde rusten ædt det.

Nu, kære venner, foragt ikke en sådan formaning, men lad jer det sige, og selv om I havde siddet fast i gerrigheden, så vend bare om og bedre jer. Før, da man tjente Djævelen i pavedømmet, var hver mand barmhjertig og gavmild; da gav man med begge hænder, glad og med stor andagt, for at opretholde den falske gudstjeneste. Nu, da man med rette burde være gavmild, give gerne og vise sig taknemmelig mod Gud for det hellige evangelium, vil hver mand gå til grunde og dø af sult; ingen vil give noget, men kun tage. Før kunne hver by, alt efter hvor stor den var, rigeligt føde adskillige klostre, for ikke at tale om messepræsterne og de rige stifter; nu, når man bare skal føde to eller tre personer i en by, som prædiker Guds ord, rækker sakramentet, besøger og trøster de syge og underviser ungdommen ærbart og kristeligt, og det ikke af ens eget, men af fremmed gods, som endnu er blevet tilovers fra pavedømmet, så har hver mand svært ved det.

Men sådan skal det være, at Jesus med Maria og Josef i Betlehem ikke har plads i herberget; dog finder han alligevel en lille krybbe, og Maria og Josef en stald, hvor de klarer sig kummerligt, som de kan. Og skønt de ikke er hjemme i Nazaret, men på et fremmed sted og oven i købet på en ubelejlig tid, nemlig midt om vinteren, og folkene i Betlehem helt glemmer dem i stalden, så dør de alligevel ikke af sult. Men før de skulle lide hungersnød blandt deres slægtninge, som slet ikke tager sig af dem, måtte hedningerne komme fra det rige Arabien og skænke Jesusbarnet guld, røgelse og myrra. Kristne forstår godt, hvad jeg mener med dette.

Derfor skal enhver gøre sig flid med at efterkomme denne Kristi formaning, så han giver gerne, hvis han ellers vil, at der igen skal gives ham. Men gør han det ikke, så vil Kristus visselig holde fast ved sit ord, at der heller ikke skal gives ham. Og selv om han har noget, skal der ikke undes ham så megen nåde, at han kunne nyde det, sådan som jeg ovenfor har vist med ord fra Skriften. Nu lader vor Herre Gud os ikke alene ved sit ord vide, at vores gerrighed mishager ham, og at flåerne ikke skal nyde deres gods, men han beviser det også ved daglige eksempler. Ét vil jeg fortælle jer til advarsel, som er sket for nylig, om nogle dog ville tage det til sig: Ikke langt herfra Wittenberg – sådan som jeg er blevet underrettet om det og også omhyggeligt har ladet det efterforske – var der en bonde, som også hele sit liv havde flået folk på torvet og taget overpris af dem, sådan som de nu næsten alle plejer at gøre. Han gik op på sit loft og ville se til sit korn; da gjorde Djævelen et sådant blændværk for hans øjne, at han fandt loftet tomt og ikke kunne se noget korn deroppe. Hvad sker der? Den elendige gnier bliver forskrækket og tror, at kornet i al hemmelighed er stjålet fra loftet, går ned til konen og tyendet med stor hylen og jamren og siger, at man har stjålet alt hans korn fra loftet. Mens konen og tyendet løber derop og vil se efter, hænger det elendige menneske sig imens af jammer og kvæles i strikken, før de kommer tilbage til ham; og dog var det Djævelens bedrag: for kornet lå endnu ganske uskadt på loftet; men Djævelen havde, ved Guds tilskikkelse, dåret ham sådan, at han slet ikke kunne se et eneste lille korn.

Dette (siger jeg) er sket for vores dør for at forskrække og advare os. Hvad har det arme menneske nu fået ud af det? Hvad hjælper hans gods ham, som han så længe med møje og slid har skrabet sammen? Djævelen ville have ham død; derfor blændede han ham sådan, at han ikke kunne se sit eget korn, og gav ham derved anledning til, at han måtte hænge sig selv af sorg. Det er jo, mener jeg, en forbandelse, som er gået over det skændige gods, at han ikke alene ikke skulle nyde det, men heller ikke se det, og derover miste legeme og sjæl. Lignende historier er sket flere gange, som I har hørt af mig ved andre lejligheder; og det er godt, at man ikke glemmer dem, om der dog var nogle, som ville bedre sig derved. Det arme menneske, som så ynkeligt har hængt sig selv, vil få sin dom; men vi siger jer det til advarsel. Tager I ikke imod det, men foragter det, så foragter I ikke mig, som siger jer det, men Herren Kristus, som lader jer det sige gennem mig. Men tager I imod det og bedrer jer, vil jeg ikke give jer noget til løn; for jeg kan ikke lønne en kristens gerninger. Men han, som her siger: «Giv, så skal der gives jer», han vil lønne det, og det rigeligt. – Hvem der nu vil, han tage imod det; hvem der ikke vil, han lade det være. Denne tekst bliver ikke falsk af den grund. For selv om ikke alle bliver straffet sådan som dette menneske, så skal dog enhver, som foragter denne Kristi formaning, få sin fordømmelse på den yderste dag. Og det er i sandhed forunderligt, at vi med vilje og oven i købet med stor sorg, møje og slid (for gerrigheden koster gnieren blodsved, 1 Tim 6,10) først skal bringe vores egen skade og forbandelse ind i vores hus, når vi dog med let arbejde og glad sind kunne være rige, hvis vi efter Kristi lære gav og hjalp vores næste. For han, som har sagt: «Giv, så skal der gives jer», vil visselig holde sit ord og give igen til dem, som adlyder hans formaning, og det rigeligt; for han siger jo: «Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give jer.»

Men var det ikke bedre, at du havde lidt med Gud og med ære og gav og hjalp den trængende efter evne og havde en god samvittighed med det og desuden den herlige trøst, at Gud ville velsigne og forøge dit lidet, end at du har stort gods med bekymring og uro og oven i købet med ond samvittighed, et gods, som du ikke alene ikke kan nyde, men heller ikke er herre over (for en gnier er sin mammons træl og fange); og oven i det hele ved du – ikke alene af Guds ord, hvis du ikke ville tro det, men også af daglig erfaring – at det ikke skal komme dine børn eller arvinger til gode, men få svindsot, så de skal blive fattige over det?

Hvad har du da til sidst ud af det, du elendige menneske, når du længe har skrabet og kradset, andet end at du har gjort dit liv til blodsved i synd, og at Djævelen, når timen kommer, henter dig og river dig ned i helvedes afgrund? Og så mister du ikke alene skændigt dine penge og dit gods, som du heller aldrig er blevet glad for i dit liv, men mister også ynkeligt legeme og sjæl, og oven i alt det fører du med dit fordømte gods Guds unåde og forbandelse over dine børn eller arvinger, så de skal være lige så lidt hjulpet af det som du, ja blive fattige over det og komme i al jammer og ulykke. Nuvel, hvem der vil høre, han høre. Enhver skal dog bære sin egen byrde, som Sankt Paulus siger (Gal 6,5), det mener jeg også. Vil I derfor ikke lade jer sige noget, så svar for jer selv. Det være nok om dette evangelium til en lille formaning. Gud give, at den dog må bære frugt hos nogle! Amen.