5. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Luk 5,1–11)

En anden prædiken over evangeliet på 5. søndag efter trinitatis, Luk 5,1–11

Dette evangelium stiller os to stykker for øje, hvormed det formaner til at tro og styrker troen. For det første viser det, at de, der tror på Kristus, også bliver forsørget af ham i timelige og legemlige nødsituationer og har nok. Dernæst viser det, at han meget mere vil hjælpe dem i åndelig nød. Dermed vil han i gerning vise os det, som Sankt Paulus siger i 1 Tim 4,8: «Gudsfrygten er gavnlig til alt, fordi den rummer et løfte, som gælder både det nuværende og det kommende liv»; ligesom Skriften da overalt er fuld af begge slags løfter.

Troen på timelig og legemlig hjælp bekræfter han ved at give Sankt Peter og hans fæller så stor en fangst fisk, efter at de havde slidt forgæves hele natten, intet havde fanget og nu ikke længere kunne vente eller håbe at fange noget. Men han holder sig her til den orden og regel, som han selv har givet og lært i Matt 6,33: «Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.» Det ord følger han her og viser et eksempel og en erfaring på det: Folket stimler sammen om ham for først at høre hans ord, så han må gå fra land og ud i båden og prædike for dem. Men da han har lært dem, vil han også sørge videre for dem med det, legemet behøver, fordi de lider nød og mangel.

For selv om han ikke er kommet og ikke prædiker for at tage sig af bugen og sørge for den, glemmer han den alligevel ikke, når man først søger hans rige. Derfor tager han sig her af de fattige fiskeres nød. De har med møje og slid hele natten intet fanget; men fordi de har lånt ham deres lille båd, ladet ham prædike til ende og hørt efter, skaffer han dem også, uden at de bekymrer sig, og før de beder om det, så rig en fangst, at de dermed er lært nok og godt kan forstå, at de i ham har en mester, som sørger for dem og ikke vil svigte dem, når de hænger ved hans ord og bliver hans disciple.

Dermed vil han også trøste sin kirke, den lille flok af troende: Han vil sørge for den, så den alligevel skal finde føde og et sted at være her på jorden, selv om den overalt bliver forfulgt og jaget bort og ikke kan være sikker på sit sted og sit underhold i verden. Det siger foruden dette og lignende eksempler også mange skønne skriftsteder, som Sl 34,11: «De rige må lide savn og sulte, men de, der frygter HERREN, mangler intet.» Og Sl 33,18–19: «HERRENS øjne ser til dem, der frygter ham, dem, der håber på hans godhed, for at han kan redde deres sjæl fra døden og holde dem i live i dyrtiden.» Ligeledes Ordsp 10,3: «HERREN lader ikke den retfærdiges sjæl sulte» osv.

Især viser han med dette eksempel, hvordan det går til hos dem, han skal give og hjælpe, og på hvilken måde han plejer at give og hjælpe: nemlig når det står sådan til som med disse fiskere, at man har slidt hele natten, og al møje og slid alligevel er spildt, og der ikke er mere menneskeligt råd eller hjælp at håbe på – sådan som det dagligt går kristenheden gennem mange slags trængsel, elendighed og nød. For uden sådan anfægtelse, møje og slid går det ikke af, og det må komme dertil, når Kristus skal hjælpe, at man må fortvivle om alt menneskeligt råd, al trøst og al formåen. Da kommer han med sin hjælp og viser, at han endnu har trøst, råd, værn og redning og kan give det, hvor det svigter os på alle kanter, og hvor alt, hvad vi har gjort og lidt og endnu kan gøre, er intet og spildt. Ja, han viser, at han (i en sådan mangel og afmagt) giver og hjælper mere og rigeligere, end man nogen sinde kunne udrette med menneskelig kraft, kunst og hjælp.

På den anden side viser han dog også, at han ikke dermed vil have det arbejde og den gerning, som er befalet os, forbudt eller opgivet. Tværtimod byder han selv sine disciple at udøve deres håndværk, når han siger: «Sejl ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst» osv. Og således er begge dele fint sat sammen og sikret: at vores arbejde og gerning ikke er det, der skaffer det. For hvis arbejde og møje havde hjulpet, så havde det også gjort det her hele natten og hjulpet mere, da de gjorde mere (og havde mere håb om at fange noget, fordi det var stille og mørkt), end de gør nu, da Kristus byder dem at kaste garnet ud ved højlys dag, og de alligevel med ét træk (på Kristi ord) får så overvældende meget.

For at enhver heraf kan se og lære, at arbejde og møje aldrig nærer et menneske, hvor stort og uhyre det end er, men Guds velsignelse og nåde, og at det bliver ved, at det hedder, som man siger på dansk: «Gud har sørget for det»; ligeledes: «Gud giver natten over.» De ord er kommet til os fra gamle, fromme folk, som havde erfaret det godt. Det vidner den daglige erfaring stadig om: Mangen en slider sig blodig med ængsteligt, tungt arbejde og tjener dog knap nok sit brød dermed og kommer aldrig ud af gæld og nød, mens det falder og flyder rigeligt til en anden, som tager det med ro og ikke overanstrenger sig, så man må sige: «Det ligger ikke i arbejdet, men i, at Gud sørger for det»; som også Sl 127,2 siger: «Den, han under det, giver han det, mens han sover.» Som om han ville sige: Det er dog forgæves, at I ængster og plager jer med bekymring og møje dag og nat for at skaffe det, der hører til et hus. Det er godt nok meget, men det står slet ikke i jeres hænder og arbejde, og der bliver intet af det, hvis Gud ikke selv er husfar og giver det, så det hedder: givet natten over. Sådan må kornet og al føde fra jorden, ja, alt, hvad alle mennesker har eller kan erhverve, være givet af Gud.

Det beviser han nemlig også på de ugudelige og ikke-kristne: Mangt et ondt menneske, som slet ikke bryder sig om nogen Gud, lader han alligevel få hus og gård fulde, ja, overøser ham mere end andre med timelige goder – ikke ud af eller på grund af hans møje og arbejde, men af lutter velsignelse. Som også Sl 17,14 siger om sådanne: De absconditis tuis repletus est venter eorum. [«Med dine skjulte ting er deres bug fyldt.»] «Red mig fra denne verdens folk (siger han), som har deres del i dette liv, dem, hvis bug du fylder med din skat», det vil sige med sådanne goder, som er dine guddommelige, skjulte skatte, som ingen ved, hvor de kommer fra, eller har i sin magt eller kan skaffe sig selv, men som alene bliver skænket og givet af dig.

Hermed vil Kristus nu tilskynde og styrke de kristne til tro og værne dem mod den lede vantro med dens frugt. Den frugt er især gerrigheden og den ængstelige bekymring for bugen og dette timelige liv. Den hænger i forvejen ved mennesket af naturen som en medfødt plage, der rører sig og raser i kødet med vantroens lyster imod Ånden (som Sankt Paulus siger i Gal 5,17). Dertil kommer, at Djævelen hindrer troen med sine anfægtelser og sine indskydelser af mistillid og tvivl på Gud, og verden ligeledes med had, misundelse og forfølgelse af de fromme, som den efterstræber på gods, ære, liv og lemmer og helst vil tørre fødderne af på. Over for det (siger jeg) ser vi her både troens kraft og dens nytte – den tro, som holder sig til Kristi ord og vover sig derpå, sådan som Sankt Peter gør her, når han siger: «Vi har slidt hele natten og fik ingenting; men på dit ord vil jeg kaste garnet ud.» Det er denne tro, som gør en sådan fangst, at han fylder begge både; for uden den havde han hverken kastet garnet ud eller trukket en eneste fisk op.

Omvendt viser Skriften overalt, hvilken skade vantroens gerrighed og bekymring gør. For den kan visselig intet opnå fra Gud, som er den til gavn eller til trøst og frelse; den berøver blot sig selv Guds velsignelse, så den hverken kan blive mæt af eller glad for de legemlige goder, den begærer, og ikke kan have nogen god og fredelig samvittighed. Derfor kalder også Kristus (Matt 13,22) bekymringen for føden for torne, som Guds ord ikke kan vokse sig stærkt eller bære frugt for. Og Sankt Paulus udlægger (hvad disse torne er) i 1 Tim 6,9–10, hvor han siger: «De, som vil være rige, falder i fristelse og snarer og i mange ufornuftige og skadelige lyster, som styrter mennesker i ødelæggelse og fordømmelse. For gerrighed er en rod til alt ondt; den har nogle haft lyst til, og de er vandret bort fra troen og har påført sig selv mange smerter» osv.

Sæt nu først over for hinanden, hvad godt troen bringer og skaffer, og hvilken skade vantroen derimod gør. For ud over at troen har Guds nåde og velsignelse, har den også løftet om, at den skal have nok af det, den behøver, og den giver et godt, roligt og glad hjerte, så den nok kan kaldes roden til alt godt. Omvendt skal vantroen med sin bekymring og gerrighed også have det i løn, at den ikke bliver det mindste bedre stillet af det, men må falde i mange slags snarer gennem mange skadelige lyster og begæringer, hvorved den intet andet opnår end evig undergang, så den heller ikke er andet end en rod, som al ulykke vokser frem af.

Begge disse stykker ser man ganske vist også for øjnene i verden. De, som lader sig nøje med det, Gud giver dem, har dog ro og fred, går glade og frimodige omkring i deres stand og har alligevel deres udkomme og det nødvendige, så de selv må sige: «Jeg er endnu aldrig gået sulten i seng nogen aften» – selv om det ser ud, som om de må lide bekymring og mangel (som det gik Sankt Peter her). Den nytte har de deraf, at de stoler på Gud og tror, så de ikke behøver at rive og kradse sig på tornene (bekymringen for bugen) eller blive hængende og gå til grunde i dem, men sidder som blandt roserne i en lysthave; som også Salomo siger i Ordsp 15,15: «Et godt mod er et dagligt gilde.»

Men de andre, som stikker sig ind under gerrighedens torne og tragter efter stort gods, får også det ud af det, at de bliver stukket og kradset af dem og må falde – ikke blot i mange slags anfægtelser og farer, hvilket endda ville være nådigt, hvis det blev ved det, men de kommer også i snarerne, så de bliver fanget og således synker ned i både timelig og legemlig undergang og evig fordømmelse, som de ikke kan komme op af igen.

Se de daglige eksempler på det hos de folk, som også vil kalde sig kristne og rose sig af evangeliet: Overalt er der røveri, flåning, brandskat, åger osv., så de for en elendig skillings skyld sætter Gud og deres samvittighed til side. Og som om det ikke var at falde dybt nok, forhærder de sig yderligere og fortsætter med trods og frækhed, indtil de synker så dybt, at de også bliver fjender af Guds ord og ikke kan høre eller se det; ja, de bliver så ulyksalige og forbandede, at de ikke duer til nogen stand og ikke kan gøre noget sundt, godt eller nyttigt, som nogen kunne have glæde eller gavn af – nej, de anretter og bringer kun skade, ulykke og jammer over land og folk.

Alt det kommer af (siger Sankt Paulus), at man kun tragter efter at blive rig. For en sådan gerrighed og bekymring bringer visselig det med sig: Når man vil højt til vejrs og være stor og mægtig, og gerrigheden helst ville rive alt til sig, begynder den først: «Åh, havde jeg bare dette hus, denne mark, dette slot, denne landsby» osv. Og så vokser det videre og videre, og der bliver en dragehale af det, som trækker alt efter sig. Og når gerrigheden først har slået rod, bringer den hver dag hundrede slags bekymringer for at få mere gods og flere penge. Da raser og syder menneskets hjerte med utallige, umættelige lyster og begæringer, som dog ikke tjener til andet end til hans egen undergang, og som kun er frugter af, at mennesket er faldet bort fra troen, fra den ene fristelse og snare i den anden. For det er en så skadelig plage, der besætter mennesket så fuldstændigt, at han for den ikke kan gøre noget godt eller nyttigt i sit embede eller sin stand og aldrig tænker på at tjene hverken Gud eller mennesker.

Når han så har skrabet meget sammen, har han ikke mindre plage og bekymring for, hvordan han skal bevare og forsvare det. Da må han tænke på, hvordan han skaffer sig gunst og venskab, og søge alle slags veje, så han ikke mister sit. Derved falder han i had, misundelse og mange slags besværligheder, som han ikke kan komme ud af, og der er ikke andet end lutter uro og smerte (som Sankt Paulus siger) i samvittigheden og et rent helvede, som han selv har ført sig ind i. Alt det trækker den lede ulykke, junker Gerrighed, efter sig – han, som uden tro på Gud kun tænker på at blive rig ved sig selv. For plagen og forbandelsen er allerede udtalt over ham: at han aldrig kan få nok og oven i købet må have al ulykke og hjertesorg i det, han har sammenskrabet, til sin evige undergang og fordømmelse.

Man ser af den daglige erfaring, hvilken skændig og forbandet last gerrigheden er, og hvilken skade den gør, især i høje embeder og stande, gejstlige og verdslige. For når gerrighedsdjævelen besætter hjertet på en sognepræst eller prædikant, så han kun tragter efter, hvordan han også (som den øvrige verden) kan skaffe sig stort gods, så er han allerede kastet i Djævelens gab som forræderen Judas, så han også kunne finde på at forråde Kristus med hans ord og hans kirke for en gylden. Sådan har paven, for at bevare og styrke sit herredømme og sin rigdom, under Guds og kirkens navn indført al slags afgudsdyrkelse og åbenlyse vederstyggeligheder med magt og for øjnene af alle ført sjælene i flokkevis til Djævelen og dertil skræmt folk så meget med falsk skræk for sin bandlysning, at ingen har turdet sige et ord imod.

Hvor skadeligt er det ikke i det verdslige regimente, når herrer og fyrster også bliver grebet i denne skændige last og tragter efter at rive alt til sig alene! Derved glemmer de deres fyrstelige embede – hvordan de skulle hjælpe land og folk, hvilket er grunden til, at de er herrer, så de kunne blive rost og elsket med ære og pris af alle mennesker som fædre for deres land og folk. De bryder sig ikke om, hvordan Guds ord kan blive fremmet, kirkerne og skolerne forsynet og forsørget og folk ret undervist, eller hvordan tugt og ret kan blive holdt hos undersåtterne. De lader fattige sognepræster med deres små børn, enker og forældreløse lide uret, vold og nød, og imens går de rundt med deres regnskabsbøger og tænker kun på, hvor de kan skrabe penge sammen fra, så de kan strække deres overdrevne og unyttige udgifter og pragt. Og fordi intet er nok til det, flår de og brandskatter de fattige undersåtter helt ind til benet, indtil de selv har ført sig ind i en sådan elendighed og besværlighed, at de derved må forarmes og gå til grunde med land og folk. Eller hvis de allerede har skrabet meget sammen og mener at være blevet godt beriget, stikker og vikler de sig derefter, for at gennemføre deres planer, ind i mange slags sære handeler og sager, som de dog til sidst til straf kommer i besvær og undergang ved.

Hvilken grufuld plage og undergang fører ikke alene den skændige, forbandede åger nu over Tyskland! Den har taget så overhånd overalt, at der her ikke er nogen hindring eller styring, fordi også de, som skulle hindre den, selv stikker i den. Enhver, som kan, suger blot de andre ud med sine penge og sætter derved Gud og samvittighed helt til side og løber således bevidst med en ond, selvfordømt samvittighed til helvede og lader den forbandelse komme over sig, som allerede er udtalt over den lede gerrighed: at de alligevel ikke skal nyde deres sammenågrede gods i fred og ro, men enten selv miste det ved Guds straf, eller også skal det ikke komme deres arvinger til gode. For derfor må Guds vrede og grufulde straf alligevel komme over et sådant ukristeligt væsen, som vi desværre for længst og alt for højt har fortjent, og Gud sender os den allerede for døren med tyrken og andre forfærdelige plager, så han selv kan styre det ukristelige væsen med magt, fordi vi ikke vil høre hans ord og formaning.

Alt dette kan et troende hjerte løbe fra og undfly, når det lever med god samvittighed og gudsfrygt i sin stand og lader sig nøje med det, Gud giver det, i ro og fred. Det giver sig ikke ud i fristelsens fare og snarer, behøver ikke at plage sig selv med bekymring og angst eller at bide og kradse sig med andre folk gennem kiv, strid, misundelse og had. Et sådant menneske er et fint, saligt og nyttigt menneske, som kan tjene og hjælpe mange og har nåde og velsignelse hos Gud og mennesker, så også hans børnebørn har godt og ære af det.

Det skulle dette eksempel i evangeliet lære og formane os, så vi lærte at tro og dermed også kunne komme til at erfare en sådan tro: at Gud sørger for sine kristne og giver dem nok, så de ikke behøver at plage og fordømme sig selv med deres bekymring og gerrighed. Dog skal man (som jeg sagde i begyndelsen) samtidig også vide, at når bekymring og gerrighed bliver forbudt, skal man ikke af den grund lade arbejdet ligge. Verden vil her vende begge dele på hovedet, ligesom den plejer at forvende alt Guds ord og al hans orden. Den vil bekymre sig og tænke over, hvor den kan skaffe penge og gods fra – en bekymring, som alene tilkommer Gud, og som han har forbeholdt sig selv. Men for det arbejde, som er befalet den, vil den lade Gud sørge; ja, den tragter kun efter at rette sin bekymring og gerrighed derhen, at den kan slippe for arbejdet og sit ansigts sved. Gud vil have det stik modsatte: at vi beholder arbejdet og overlader bekymringen til ham. Så havde vi gjort vores del og kunne kort og godt nå dertil, at vi uden vores bekymring havde nok ved et rimeligt og tåleligt arbejde.

For da Kristus vil give Sankt Peter og de andre noget, gør han det ikke sådan – hvad han godt kunne have gjort – at fiskene uden deres arbejde og garn måtte springe op i båden. Nej, han byder dem at sejle ud på dybet og kaste garnene ud, det vil sige at tage fat på deres håndværk, som de kan og har lært og plejer at udøve, og opføre sig som fiskere. For han vil ikke vide af de dovne, utro lediggængere, som intet gør af det, der er befalet dem, og lader hænder og fødder hænge. Således lærer han begge dele: at han ikke vil give uden vores arbejde, og at han dog vil vise os, at det, vi opnår, ikke skyldes vores arbejde, men alene at Gud sørger for det og velsigner det. Arbejdet skal du gøre, men ikke forlade dig på det, du udretter, som om du selv havde skaffet dig det.

Summa: Vores arbejde og gerning skaffer og giver intet, og dog er det nødvendigt, for at vi derved kan tage imod det, han giver os. For disciplene må alligevel lægge hånd på, kaste garnet ud og trække det ind (hvis de vil fange noget) og opføre sig som dem, der ville gøre det; men de må dog bekende og sige, at det ikke var deres arbejde, der gjorde det (ellers havde de nok gjort det før uden Kristus). Derfor lader han dem også prøve og erfare det grundigt, at de må arbejde hele natten forgæves og for intet.

Det lærer han os stadig ved den daglige erfaring i alle slags sager, gerninger og regimenter på jorden. Der lader han os ofte arbejde længe og meget, så det bliver os surt, og dog intet udrette dermed, så vi også må sige og klage med Sankt Peter: «Vi har slidt hele natten og fik ingenting» – for at vi ikke skal forlade os på vores arbejde og blive overmodige af det, men vide, at han må give sit til, så det hedder lykket og givet og ikke gjort eller erhvervet ved vores møje, kunst eller flid.

Hvor stor flid, bekostning og møje har far og mor ikke ofte lagt i en søn for at opdrage ham til ære og dyd osv., med stort håb og stor tillid, som om han skulle blive (som man siger) en engel – og så bliver der for øjnene af dem et vanartet, fortabt barn af ham! Og omvendt: Mangen en fattig, elendig forældreløs, som der er brugt lidt arbejde og flid på, vokser op og bliver opdraget, så man må undre sig og sige: «Det ligger ikke i vores flid og bekymring, men i, om det lykkes.»

Hvad er hele det verdslige regimentes almindelige klage andet end over forgæves arbejde og møje? Også hvor det er i fuld gang og går for sig med alvor, og hvor der er folk, som både vil og kan regere godt, og hvor der ikke mangler visdom, forstand, magt og myndighed, må de dog lære, når de har regeret længe, at de alligevel intet har udrettet dermed. Ja, hvor ofte sker det ikke, at de bedste planer, de viseste råd og de skønneste tanker slår allerværst ud, til skade og undergang (sådan som de allerviseste regenter til alle tider har erfaret og beklaget det) – for at man da kan tage og føle på og lære, at Gud ikke vil give lykke og fremgang gennem den menneskelige visdoms planer og rænker, når man vil forlade sig på dem.

Derfor var det bedste råd, om verden ville lade en enfoldig, ligefrem mand give råd – det vil sige vor Herre Gud (som jo også har nogen erfaring og forstår sig på at regere) – at enhver i sit embede og regimente rettede sine tanker og planer helt enkelt derhen, at han trofast gik efter og i tro gjorde det, som er befalet ham, og ikke satte noget på sine egne planer og tanker, men lod bekymringen være overladt til Gud. Han ville til sidst nok erfare, hvem der udretter og skaffer mest: den, der stoler på Gud, eller den, der vil gennemføre sin sag ved sin egen visdom og sine egne tanker eller ved magt og kraft.

I kirkens åndelige regimente går det også sådan (som det også især er afbildet i denne beretning). Når jeg har prædiket og undervist i ti, tyve år, så kan en anden måske have udrettet mere på ét år, eller en enkelt prædiken kan bære mere frugt end mange andre. Så det heller ikke dér er arbejdet, flittigheden og møjen, der gør det; men de to ting må være sammen: at enhver gør sit og dog siger med Sankt Peter: «Mit arbejde gør det ikke og skaffer det ikke, hvis ikke du giver væksten.» Som også Sankt Paulus siger i 1 Kor 3,6–7: «Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten.» Ligeledes: «Den, som planter, er intet, og den, som vander, er heller intet» (det vil sige, han skaffer intet med sit arbejde og sin møje), «men Gud, som giver væksten» osv.

Og summa: Hele den menneskelige tilværelse og hele livet er sådan indrettet, at man ofte må have arbejdet meget og længe for intet, indtil Gud giver væksten. Og dog skal arbejdet ikke af den grund blive ladet ugjort, og mennesket ikke findes uden arbejde; men det skal vente væksten fra Gud, når han vil give den, som Prædikeren siger i Præd 11,6: «Så din sæd om morgenen, og lad ikke din hånd hvile om aftenen; for du ved ikke, om det ene eller det andet vil lykkes» osv.

Men her er også især vist forskellen på, hvornår og hvor arbejdet er nyttigt og frugtbart: nemlig når Kristus kommer til og byder at kaste garnet ud osv., det vil sige, hvor troen er, som griber hans ord og løfte og derpå frisk og frimodigt gør det, som er befalet den, og ved påkaldelse og bøn venter på hans hjælp og velsignelse. Det betyder da at sige med Sankt Peter: «Herre, jeg har ganske vist gjort, arbejdet og lidt meget, men jeg ved, at jeg intet udretter dermed, medmindre du selv er med og giver kraft og vækst. Derfor vil jeg ikke gå frem i tillid til mig selv eller min gerning, men på dit ord og lade sagen være overladt til dig.» Så går det fremad, og man finder i erfaringen, at hvor Kristus er med, dér giver han med ringe arbejde og møje mere, end nogen havde turdet håbe. For hvor han lægger sin velsignelse til, dér kan det ikke slå fejl eller gå af uden stor frugt.

Således ser og erfarer disciplene her selv, hvilken forskel der er på det arbejde, de før uden troen på Kristus havde gjort hele natten, og dette, hvor der nu ikke var noget håb om at fange noget, og hvor det dog nu i troen på Kristi ord med ét eneste træk falder dem overvældende til. Derfor kan man ikke give andet skylden, når vi med vores arbejde og møje intet eller lidt udretter, end vores vantro eller i hvert fald vores svage tro. Dog er det også sandt, at Kristus ofte tøver med sin hjælp og gave, sådan som han her og andetsteds, i Joh 21, lader disciplene arbejde hele natten og intet fange, så det ser ud, som om han også ville glemme sit ord og sit løfte.

Men det gør han også for at drive os til at råbe så meget stærkere på hans hjælp, og for at troen kan lære at styrke sig og holde fast, så den ikke af den grund tvivler eller holder op med at arbejde, men altid bliver ved og venter, når og på hvilken måde han vil give. For han vil regere de kristne overalt sådan, at de må lære og erfare, at de ikke bliver ernæret, og at der ikke bliver hjulpet dem af det, som de ser for øjnene eller har gjort, men af det, som endnu er usynligt og skjult. Derfor kalder han det også (som sagt ovenfor ud fra Sl 17,14) sine skjulte skatte, det vil sige en sådan velsignelse, hjælp og udfrielse, som vi ikke på forhånd har set eller grebet, men som er tildækket i hans ord og bliver grebet ved troen.

Se, det er det første stykke af dette evangelium, sket og skrevet til lære og trøst for de kristne: at Kristus også sørger for sin kirkes legemlige nød, så den bliver ernæret og opretholdt, selv om den kommer i den nød, hvor alt tager sig ud, som om det ville gå til grunde, og det ser ud, som om den har gjort og lidt alt forgæves. Sådan sker det jo overalt og til alle tider: hvor evangeliet begynder, dér bringer det sin fattigdom med sig og vil sulte, gå nøgent og være forarmet. Men alligevel kommer Kristus til sidst, når Djævelen har rast lidt af, og verdens gab og grådighed er stillet, og siger: «Jeg er dog også en Herre på jorden.» For der står skrevet i Sl 24,1: «Jorden er HERRENS og alt, hvad der er på den» osv. Ligeledes Sl 8,7: «Alt har du lagt under hans fødder, får og okser alle sammen, ja også de vilde dyr, fuglene under himlen og fiskene i vandet.» Det må dog også være denne Herre lydigt og høre med til Kristi rige, så verden dog også må lade ham og hans egne spise med af det.

Men først må der komme (som jeg har sagt) sult og mangel, det vil sige Sankt Peters tomme båd og garn, når de har arbejdet længe. Dog giver han dem efter en sådan udsættelse så meget rigeligere: ikke en balje fuld (det ville de nok have ladet sig nøje med), men hele garnet og to både, som før var tomme, fulde. Det gør Kristus også, for at troen på den åndelige hjælp derved også kan blive styrket; derfor viser han jo dette tegn for Sankt Peter og de andre, som han vil kalde til apostelembedet: ikke alene for at de skal tro, at han også vil sørge for deres bug, men for at han også vil vise sin kraft og hjælp i deres embede, så det ikke skal være forgæves eller uden frugt.

II

Det andet stykke af dette evangelium er den høje lære om den åndelige nød og samvittighedens kamp, og om hvad der i den er den rette trøst. For da Sankt Peter nu ser denne Kristi undergerning og er så rigeligt forsynet, begynder han først at tænke på, hvad dette må være for en mand, og at holde det op imod, hvad han selv er. Netop af denne rige velsignelse kommer han først i større nød, end han nogensinde har været i, mens han led legemlig mangel, og bliver nu ret fattig og nøgen, så han af skræk næsten synker til jorden og beder Kristus gå fra sig. For han begynder at føle sin uværdighed og synd og må selv bekende og klage sig som en fattig synder.

Her skal han nu selv blive en anden mand, og der skal ske et større under med ham end med fiskefangsten; og nu først begynder Kristi prædiken (som han før holdt fra båden) at virke i ham. For før har han nok hørt efter Kristus ligesom de andre, men endnu ikke tænkt over, hvad han var for en person, og heller ikke tænkt på at få noget godt af ham, hverken timeligt eller evigt; han bliver heller ikke endnu forskrækket over sine synder.

Men nu, da han får øje på underet og velsignelsen og af den nærværende gerning erfarer, hvad denne Jesus er for en mand, falder han ind i storheden både af det gode og af personen og af sin egen uværdighed og bliver forskrækket over sin synd. For hans hjerte siger ham, at han ikke har fortjent så stor en velgerning, men langt snarere har fortjent vrede og unåde hos Gud. Og han bliver angst og bange, ikke for legemlig fattigdoms skyld, hvordan han skal blive ernæret – det har han jo nu fået – men for hvordan han kan bestå for Gud og for denne mand, som viser ham, et uværdigt, syndigt menneske, så stor en velgerning.

Det er begyndelsen og måden, når han vil gøre Sankt Peter åndeligt rig på evige goder, så han også kan meddele dem til andre, ja til hele verden. Her går det ham som før: han må først komme i åndelig sult og nød, det vil sige i samvittighedens skræk og angst, før han får syndernes forladelse og trøst, så både båden og verden bliver ham for snævre, og han ikke ved, hvor han skal blive af for Kristus, som han dog ikke har fundet frygtelig, men venlig og hjælpsom.

Og her ser du, hvad en fattig, elendig samvittighed er, som begynder rigtigt at føle sin synd: hvordan den spræller, løber og flygter for Gud, når han kommer den nær, så den helst ville løbe gennem hundrede verdener; ligesom også Adam mente at skjule sig i paradiset, skønt Gud dog taler venligt til ham: «Adam, hvor er du?» [1 Mos 3,9] For et sådant hjerte og en sådan samvittighed er for frygtsom og sky; den bliver også alt for forskrækket, når den er alene og ved sig selv, og flygter også for et raslende blad som for torden og lyn. For den kan ikke bære lovens dom, som viser den dens synd og Guds evige vrede. Og her hjælper det intet til at trøste mennesket, at man holder det for, hvilke velgerninger Gud før har vist det og gjort mod det; nej, det forskrækker det langt mere, fordi det ser, at det ved sin utaknemmelighed og synd blot har fortjent større vrede.

Ja, med denne anfægtelse og skræk må også de, som allerede ved troen har modtaget trøsten om Kristi nåde, bestandig kæmpe. For godheden og nåden er for stor og overvættes, og vores hjerte er derimod alt for snævert og svagt til, mens det føler og ser sin uværdighed, at kunne fatte og begribe så stor en godhed og barmhjertighed; det bliver langt snarere rædselsslagent over den. Derfor viser Gud os også den nåde, at han hyller og dækker det til i det enfoldige Ord og under stor svaghed.

Men det er vores naturs sørgelige uart, at hvor Kristus også kommer til den med sin nåde og trøst, dér skyr og flygter den for sin Frelser, som den dog med rette burde løbe efter, nøgen og barfodet, til verdens ende. Den vrider og vender sig, søger egne gerninger og vil gerne først være ren og værdig nok og ved sig selv fortjene en nådig Gud og Kristus – sådan som Sankt Peter mener at søge fred og løbe fra synden ved at løbe fra Kristus og først vil finde noget hos sig selv, hvormed han kan blive ham værdig, så han kan komme til ham; og dog falder han derved blot stadig dybere i skræk og modløshed, indtil Kristus igen river ham ud ved sit ord.

Men alt dette sker, og må vel ske sådan, hvor der alene er lovens lære og forståelse, og Kristus endnu ikke bliver kendt ret eller fuldt ud ved evangeliet. For kendskabet til loven er også af naturen skrevet og plantet i alle menneskers hjerter, som Sankt Paulus siger i Rom 2,15; den lærer os, hvad vi skal gøre, og anklager vores ulydighed. Og det gør den på mange slags måder: ikke alene ved på frygtelig vis at vise straffen og Guds vrede og lade den føles, men også ud fra alle slags Guds gaver og gerninger, som mennesket ser og hører, og som viser det dets synd og Guds vrede: at det misbruger dem i foragt for Gud og i ulydighed. For det må selv slutte deraf, at de, som er Gud utaknemmelige for hans gaver og goder, er hans vrede og fordømmelsen værd.

Således er alle Guds velgerninger lutter sådanne levende prædikener om omvendelse (hvor de træffer et hjerte), som fører mennesket til erkendelse af dets synd og således kaster det i skræk; som også Sankt Paulus igen i Rom 2,4 siger til de ubodfærdige, forhærdede hyklere: «Foragter du rigdommen af Guds godhed, overbærenhed og tålmodighed? Ved du ikke, at Guds godhed fører dig til omvendelse?»

Derfor er det tom snak, hvad vores antinomister gøgler ud af dette eksempel: at man ikke skal prædike og drive omvendelse ved loven, men ved evangeliet (eller, som de kalder det, per violationem Filii [ved krænkelsen af Sønnen]); og de vender de to stykker om, revelationem gratiae og revelationem irae [nådens åbenbaring og vredens åbenbaring], som om man først skulle prædike om nåden og trøste og derefter forskrække med vreden. Det er lutter blind og tåbelig snak fra folk, som hverken forstår, hvad vrede eller nåde, omvendelse eller samvittighedernes trøst er.

Alt, hvad der prædiker om vores synder og Guds vrede, er lovens prædiken, hvordan og hvornår det end sker. Omvendt er evangeliet en sådan prædiken, som intet andet end nåde og forladelse i Kristus viser og giver. Dog er det sandt og ret, at apostlene og evangeliets prædikanter (som også Kristus selv har gjort) stadfæster lovens prædiken og begynder med den hos dem, som endnu ikke erkender deres synd og ikke er blevet forskrækkede for Guds vrede, som han siger i Joh 16,8: «Helligånden skal overbevise verden om synd» osv. Ja, hvilken alvorligere og frygteligere tilkendegivelse og prædiken om Guds vrede over synden er der end Kristi, hans Søns, lidelse og død?

Men så længe alt dette prædiker Guds vrede og forskrækker mennesket, så er det endnu ikke evangeliets eller Kristi egen prædiken, men Moses' og lovens over de ubodfærdige. For evangeliet og Kristus er jo ikke indstiftet eller givet til at forskrække eller fordømme, men til at trøste og oprejse dem, som er forskrækkede og frygtsomme. Og dog følger det deraf, at mennesket, når Kristi lidelse ret falder ind i dets hjerte, nok af sig selv må se og føle Guds uudholdelige vrede over synden deri og blive forskrækket derover, så verden bliver det for snæver. Som også Sankt Bernhard vidner, at det skete for ham selv, da han ret betragtede Kristi lidelse, og siger: «Ak, jeg mente, jeg var tryg, og vidste ikke af den dom og vrede, som var gået over mig, før jeg så, at Guds enbårne Søn måtte træde i stedet for mig» osv.

For dette billede er så frygteligt, at heller ikke de fordømte i helvede vil have nogen større pine og følelse af Guds vrede og fordømmelse end af at se på Guds Søns død, som de har ladet være spildt på sig selv; ligesom også forræderen Judas, da han ikke ville høre Herren Kristi venlige formaning og advarsel eller betænke, hvad han gjorde mod ham, dog til sidst ved dette blik blev drevet i en sådan skræk, at han selv prædikede loven og fordømmelsen for sig selv, da han sagde: «Jeg har forrådt uskyldigt blod» osv. (Matt 27,4).

Således prædiker også Sankt Peter her selv loven for sig om sin synd og Guds vrede, netop ud fra denne store Kristi velgerning. For han kan heller ikke tage andet deraf end vrede og skræk over sin uværdighed over for Gud; for han har endnu ingen anden forståelse i sit hjerte end lovens, som viser, at Gud er fjende af synden og vil straffe den. Men om Kristi nåde, som ved evangeliet skænkes alle syndere uforskyldt, ved han endnu intet; han kunne heller ikke være kommet til den, men måtte have fortvivlet i sin skræk, hvis ikke Kristus holdt en anden prædiken for ham, hvormed han trøster og opretter ham. For denne lære og forståelse kan et menneske ikke således gribe af sig selv uden Helligåndens åbenbaring ved evangeliets ord.

Derfor er intet af det rigtigt, som de uforstandige ånder foregiver: at man ikke skal prædike loven i den nye pagt, eller at man først ved evangeliet skal forskrække folk med Guds vrede, når man forinden har forkyndt nåde. For evangeliet prædiker visselig ingen vrede og fører ikke i skræk og angst, men kommer alene for at trøste samvittighederne. Men den orden, som Skriften overalt viser og holder, er denne: at synden altid før trøsten om forladelsen må blive erkendt, og skræk for Guds vrede blive følt ved lovens prædiken eller ved at føle den, for at mennesket kan blive drevet til at sukke efter nåden og blive skikket til at modtage evangeliets trøst. Derfor skal man formane og drive dem, som endnu er trygge, hårde og ubrudte uden nogen frygt for Guds vrede, til omvendelse så stærkt som overhovedet muligt med trusler om den og skræk for den; det vil sige: ikke prædike noget evangelium for dem, men lutter lov og Moses.

Omvendt: hvor der nu er sådanne hjerter, i hvilke loven har udført sit embede, så de ved erkendelse af deres synd er forskrækkede, frygtsomme og på flugt, for dem skal man da ikke prædike og sige mere lov, men det rene evangelium og trøst. For det er egentlig Kristi embede, som han er kommet for, og hvorfor han har ladet evangeliet prædike for alle fattige syndere og befalet at tro det: at han ophæver og tager bort al lovens anklage, skræk og trussel og i stedet giver lutter trøst; sådan som han viser overalt i evangeliet og siger i Luk 4,18 ud fra profeten Esajas (Es 61,1): «Herrens ånd er over mig, derfor har han sendt mig for at prædike evangeliet og trøste alle sørgende.» Derfor har jeg ofte sagt, at man ikke skal lade Moses regere i sådanne samvittigheder, som ængster sig i anfægtelse og frygt for Guds vrede, men ganske enkelt vise Moses fra sig med hele loven og ikke ville høre ham.

Men ved siden af dette skal man også vide, at lovens lære heller ikke hos dem, som er kristne, dog skal afskaffes helt; men fordi det endnu står sådan til med de kristne, at de endnu lever i kød og blod, som rører sig med syndige lyster, og de derfor må blive i daglig omvendelse, har de til dette endnu brug for en sådan prædiken og formaning, så de ikke efter at have fået syndernes forladelse igen bliver trygge og giver kødet rum imod Ånden, Gal 5,13.

Således går det også til her med Sankt Peter: han har nu i denne skræk endnu slet ingen åbenbaring eller erkendelse af nåden og syndernes forladelse, men vredens åbenbaring virker og driver i ham, så han endog flygter for Kristus, hvad han visselig ikke ville gøre, hvis han kendte ham ret. Men Kristus er også nu i færd med at gøre en ret kristen ud af ham og lade ham erfare, hvad samvittighedens rette trøst er, ved hvilken lovens skræk bliver overvundet, og som kan løfte et menneske ud af syndens nød til nåde og salighed, fra døden til livet, fra helvede til himlen. Derfor må han også først rigtigt smage, hvad lovens kraft er, som ikke Kristus, men Moses vækker og virker i hans hjerte ved de ti bud.

Se nu her, hvor venligt Kristus trøster et sådant forskrækket hjerte og en sådan samvittighed. «Frygt ikke,» siger han, «for fra nu af skal du fange mennesker.» Det er denne Frelsers rette, liflige røst over for alle, som er i frygt og skræk for deres synders skyld. For hvor der er sådanne, dem vil han ikke have stukket længere ind i frygt og angst, men vil ganske enkelt have al lovens skræk taget fra dem, og han viser dem, at de ikke skal flygte fra ham for deres synds skyld, men snarere løbe til ham, så man lærer at kende ham som den kære Frelser, der netop kommer, ikke for at støde de fattige syndere fra sig, men for at lokke dem til sig og gøre dem rige med trøst og hjælp og frelse dem; som han også siger i Luk 19,10: «Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.» Ligeledes: «Kristus er kommet til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største,» siger Sankt Paulus i 1 Tim 1,15.

Men han giver ikke alene den fattige, forskrækkede Peter trøsten med det venlige ord, hvormed han tilsiger ham sin nåde og giver ham tilgivelsen (absolutionen); han fortsætter og styrker denne trøst med et stort løfte: at han vil give ham og gøre hos ham endnu meget mere og større, end han før har modtaget af ham, så han må mærke og erfare hans hjerte og kærlighed over for sig. «Fra nu af,» siger han, «skal du fange mennesker.» Det er at trøste ham rigeligt og vise ham nåde: at han ikke skal lade sig forskrække af sin uværdighed og sine synder; for han skal ikke alene have syndernes forladelse, men vide, at Gud også vil udrette mange store ting ved ham, så han også kan være til trøst og hjælp for andre.

«Det er alt for lidt, ja intet,» vil han sige, «med den fiskefangst, du nu har gjort; du skal herefter blive en helt anden fisker, i et andet hav og med et andet garn og en anden båd. For jeg vil sætte dig i et sådant embede, som skal hedde at fange mennesker, det vil sige at bringe sjælene, så vidt verden når, ud af Djævelens magt ind i Guds rige. Først da skal du blive en sådan nyttig mand, som kan hjælpe alle folk, ligesom der er blevet hjulpet dig.»

Lad os derfor også ud af dette evangelium ret lære Kristus og hans trøsts kraft at kende og fatte, så vi kan trøste både os selv og andre; så man lærer og påminder de samvittigheder, som er i nød og skræk, at de endelig ikke må løbe og flygte fra Kristus, men meget mere flygte til ham og vente hans trøst. For en sådan flugt og skræk er intet andet end at jage din egen frelse og salighed fra dig. For han er jo ikke til for at forskrække dig, men for at tage din synd og nød fra dig; han kommer heller ikke til dig og går efter dig for at jage dig bort, men for venligt at lokke dig til sig.

Derfor må du ikke gøre ham den vanære at slå ham fra dig eller ville vende den trøst, han bringer dig, til skræk og fortvivlelse for dig selv, men langt snarere løbe til ham med al tillid. Så vil du også snart høre det glade, trøstende ord («Frygt ikke»), hvormed han taler til dit og alle bedrøvede samvittigheders hjerte og tilsiger tilgivelsen for alle synder og tager al skræk bort; ja, han vil oven i købet vise dig langt rigere nåde, så du bliver et helligt, saligt og nyttigt menneske i hans rige, som også kan trøste andre folk og bringe dem til ham, som ligesom du nu er forskrækkede og trænger til trøst og nåde.

Således ser du, hvordan mennesket kommer ud af den åndelige fattigdom og nød, det vil sige får syndernes forladelse og samvittighedens fred, ved dette Kristi ord, og dertil nåde og forøgelse af de åndelige gaver, uden al egen fortjeneste og værdighed, men af Kristi lutter nåde. Det er som med fiskefangstens legemlige under, som de ikke fik for deres arbejdes skyld, men som først blev givet dem, efter at de havde mistet deres arbejde og møje og fortvivlet over det. Men dog: ligesom han dér ikke vil have arbejdet forbudt, men tværtimod byder dem at kaste garnene ud og gøre et træk, sådan vil han heller ikke her ophæve gerningerne, skønt Sankt Peter dermed ikke fortjener nåde og forladelse; men nu, da den er skænket ham uforskyldt, vil han alligevel ikke lade ham gå bort uden gerning og arbejde. Ja, først nu lægger han embedet og gerningen på ham: at han skal bringe andre folk til, og giver ham den trøst, at han, når han lægger et sådant embede på ham, også vil give ham kraft og velsignelse dertil; for «jeg,» siger han, «vil gøre dig til en menneskefisker.» Således er begge dele ret lært: troen, som intet fortjener ved gerninger, og som dog gør alle slags gerninger i sin stand og sit embede efter Guds ord og befaling.

III

Betydningen af denne beretning om Sankt Peters fiskefangst har Kristus selv vist med det ord, han siger: «Fra nu af skal du fange mennesker»; nemlig at kirkens åndelige regimente, som består i prædikeembedet, er afbildet på forhånd deri. For havet eller vandet er verden, fiskene er menneskene, hånden og garnet, som fiskene drages ind med, er det ydre prædikeembede. For ligesom garnet bliver kastet ud under vandet, sådan går prædikenen ud blandt folk. Men et sådant prædikeembede er af to slags. Det ene er det, der vil vinde menneskene uden Kristus: det er lovens prædiken, som alene kræver vores gerninger og enten gør formastelige hellige, som vil gå frit og ufanget omkring i det vilde, vide vand og ikke komme ind, eller blot forskrækker og jager de samvittigheder fra sig, som i forvejen er nøgne og svage.

Derfor er hele nattens arbejde og møje (lovens) forgæves og tabt, indtil Kristus kommer til med det andet prædikeembede og bringer dagen og åbenbaringen af det trøstende, glade evangelium med sig, som oplyser hjerterne med erkendelse af Guds nåde, og så byder at kaste garnet ud og gøre et træk. Hvor det nu sker på hans ord og befaling, dér bærer det stor, rig frugt; for hjerterne kommer nu villigt og gerne til lydighed i troen på Kristus, ja trænger selv på for at komme ind og sætter liv og lemmer på spil for det, som Kristus siger i Matt 11,12: «Fra Johannes' tid lider Himmeriget vold, og de, der gør vold, river det til sig.»

Denne fangst er så rig, at den ene båd (som hidtil har været det jødiske folks kirke) ikke er nok til alene at bringe den op og beholde den; men de må også kalde på dem i den anden lille båd, så de kan hjælpe dem, det vil sige forsamlingen og kirken af hedningerne, som også er oprettet og udbredt ved apostlene. Og således bliver begge både fyldt med én og samme fangst, det vil sige med én prædiken og samme tro og bekendelse.

Under denne fylde begynder garnet at revne, så nogle falder ud. Det er dem, som ikke er ægte og ikke bliver ved evangeliet, men selv kaster sig ud og hellere farer af sted i deres frie, vilde vand end underlægger sig Kristus; sådan som der især blandt jøderne var mange, som ikke adlød evangeliet og modsagde det, og siden alle, der opretter egne sekter og partier. De må og kan ikke blive i kirkens forsamling hos den rette lille flok af Guds folk, men må selv lægge for dagen, at de er uduelige, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 11,19: «Der må være partier og splittelser, for at de, som er ægte, kan blive åbenbare.» Derfor må de falde ud, mens man samler de andre ud af garnet; de bliver lagt i begge både og således bevaret i kirkens enhed, i troen på Kristus, så de ikke falder ud igen; ellers ville de være i samme fare for til sidst at blive forført af de andre partier og måtte falde ud sammen med dem.

Og selv om prædikeembedet (ligesom garnet) må finde sig i, at det kommer i vandet og bliver vådt (ved alle slags anfægtelse og forfølgelse fra verden), så det også bliver revet i stykker og ikke kan skaffe nytte og frugt hos alle, så følger der dog alligevel rig kraft og frugt hos dem, som bliver og bevares. Det er også vores trøst, at vi ved, at vi ikke får gjort alle de folk retfærdige, som vi prædiker for, og heller ikke vil blive i embedet uden forfølgelse; ja, mange, også af dem, vi sikkert mener at have i garnet, vil falde ud, og dog vil Kristus bringe sine egne til og bevare dem ved vores embede.