5. søndag efter trinitatis (Luk 5,1–11)

Evangeliet på 5. søndag efter trinitatis, Luk 5,1–11

Dette evangelium er let for dem, der har troen, og det stiller os to stykker for øje, nemlig troen med hensyn til de timelige goder og dernæst troen med hensyn til de evige goder. For det første viser det, at de, der tror på Kristus, også timeligt skal have nok. Det gør han ved at give Sankt Peter og hans fæller så mange fisk, ja, mere end de havde turdet ønske sig; så Kristus sørger også for, hvordan han vil mætte vores mave, hvis bare den forbandede vantro ikke var. For se på Sankt Peter, og se ham godt ind i hjertet, så finder I, at han ikke tror, at han skal fange så mange fisk; men så kommer Gud og driver dem ind i garnet, og flere, end de alle havde ønsket sig. Derfor er det et eksempel på, at alle, der tror, skal have nok; men de, der ikke tror, kan aldrig få nok og har ingen ro for, hvordan de kan få godset til sig; og så falder de i alle slags laster.

Hertil hører det, Sankt Paulus siger til Timotheus (1 Tim 6,6–10): «Gudsfrygt er en stor vinding, når man lader sig nøje. For vi har ikke bragt noget ind i verden, og derfor er det tydeligt, at vi heller ikke kan bringe noget ud derfra; men når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. For de, der vil være rige, falder i fristelse og i snarer og i mange ufornuftige og skadelige lyster, som styrter menneskene i ødelæggelse og fordømmelse. For gerrighed er roden til alt ondt; den har nogle haft lyst til, og de er faret vild fra troen og har voldt sig selv mange smerter.»

Dette ord af Sankt Paulus viser klart, hvad der følger af vores vantro: nemlig at den, der stræber efter gods og vil være rig, må falde i Djævelens fristelse og snarer. Det kan vi nu ikke se, for det er åndeligt. Men hvis vi lige så godt kunne se den skade, den gør i åndelige ting, som den, den gør i legemlige, så havde vi let ved at prædike. For vi ser i det ydre, hvordan en vantro mand skraber sammen og øver vold mod alle mennesker, bare for at han kan kradse det hele sammen, have noget at stole på og sige: «Se, nu har jeg nok!» Dér ser vi, hvilken gerrig og uvenlig ting vantroen er; for den gør ingen noget godt, er ikke venlig mod nogen og sælger heller ikke noget til nogen, medmindre den ser sin egen fordel.

Det er da sandelig en forbandet ting, at vi ikke kan stole på Gud, hvad maven angår, men altid tænker, at vi skal dø af sult, skønt vi dog skal have nok, som Kristus siger hos Matthæus (Matt 6,25 ff.): «Jeg siger jer: Bekymr jer ikke for jeres liv, hvad I skal spise og drikke, og heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er livet ikke mere end føden, og legemet mere end klæderne? Se på himlens fugle: De sår ikke, de høster ikke, de samler ikke i lader, og jeres himmelske Fader føder dem dog. Er I da ikke meget mere værd end de?

Hvem af jer kan lægge en alen til sin længde, selv om han bekymrer sig for det? Og hvorfor bekymrer I jer så for klæderne? Se på markens liljer, hvordan de vokser: De arbejder ikke, og de spinder ikke. Jeg siger jer, at ikke engang Salomo i al sin herlighed var klædt som en af dem. Når Gud så klæder markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget mere gøre det for jer? I lidettroende!

Derfor skal I ikke bekymre jer og sige: Hvad skal vi spise? Hvad skal vi drikke? Hvad skal vi klæde os med? For alt dette søger hedningerne efter; jeres himmelske Fader ved jo, at I trænger til alt dette. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift. Bekymr jer derfor ikke for dagen i morgen, for dagen i morgen skal sørge for sig selv. Hver dag har nok i sin egen plage.»

Her ser I, hvordan Gud sørger for fuglene og for de små blomster og smykker dem så smukt; meget mere vil han give os, hvad vi har brug for. Alligevel kan vi ikke stole på ham, så fast har Djævelen fanget os i sine snarer. Når nogen kommer så vidt, at han ikke lader sig nøje og ikke stoler på Gud, så må kærligheden straks høre op, for hvor tilliden ikke er, dér gør man ingen noget godt, men skraber alene sammen på sin egen bunke. Og derfra er nu den gejstlige stand kommet, præster og munke: For at de kunne klare sig selv alene og mætte maven og ikke behøvede at arbejde, er de løbet i klostrene. Og det er blevet et rigtigt ordsprog: «Fortvivlelse gør en munk»; ja, ikke alene munke, men også præster, biskopper og paver. For de stoler ikke på, at Gud kan føde dem, og tænker alene på, hvordan de kan slippe for al mangel og fattigdom. Alt det er levet i vantro. Siden går de hen og holder skøger eller bryder ægteskabet: Det er alt sammen frugter, som følger af vantroen; for de har aldrig stolet på, at Gud kunne føde dem, hvis de tog sig en hustru og blev ude i verden.

Her er nu eksemplet, som lokker os til at stole på Gud, og først for maven; for han sørger for os også i timelige goder. Det ser vi her på Peter, da han fangede så mange fisk, og de faldt ham til i hobetal. Dermed er det klart vist, at Gud ikke vil forlade nogen; han skal have nok, når han alene stoler på ham, som salmen siger (Sl 37,25): «Jeg har været ung og er blevet gammel, og aldrig har jeg set den retfærdige forladt eller hans afkom gå og tigge brød.» Det skorter ikke på goderne, det er alene troen, det skorter os på; før måtte englene komme og give. At folk nu lider så stor nød, det gør alene vantroen.

Og selv om Gud er nær hos os og vil give nok, så vil han dog have begge dele af os, gerning og håb, hvis han skulle tøve lidt. Derfor befaler han her Peter at gøre et fiskedræt og siger:

«Sejl ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!»

Som om Herren ville sige: «Kast dit garn ud, og gør det arbejde, der hører en fisker til, og lad mig sørge.» Bekymringen vil han ikke overlade til dig, men gerningerne. Men det vil vi vende om for ham: Sørge vil vi, og ham vil vi lade arbejde. Deraf kommer det så, at enhver tragter efter åger og efter at skaffe sig penge, så han endelig ikke behøver at arbejde.

Derfor: Vil du leve ret kristeligt, så lad din Gud sørge for, hvordan fiskene kommer i garnet, og gå du hen og tag en stand på dig, så du arbejder. Men vi vil alle føre sådanne stande, at vi ikke behøver at arbejde – det er da selve Djævelen! Og derfor er vi blevet munke og præster, alene for at vi kunne leve som junkere og ikke behøvede at arbejde. Derfor har mødrene også ladet deres børn gå i skole, for at de kunne få gode dage og ikke behøvede at arbejde og altså blev gejstlige og tjente Gud med lediggang. Dermed er det kommet så vidt, at man ikke har vidst, hvad et godt liv var, skønt Gud dog befaler og har velbehag i, at man spiser brødet i sin næses sved, som han siger til Adam: «I dit ansigts sved skal du spise dit brød» (1 Mos 3,19). Og jo dybere du sidder i denne lov, des bedre er det. Derfor: Arbejd du, og tro, og lad Gud frit råde.

Så siger de, når man taler om troen, og om hvordan man skal stole på Gud og lade ham sørge: «Ja, jeg kan tro længe nok, at en stegt due flyver mig i munden, hvis jeg ikke arbejder!» Ja, det er sandt, du skal arbejde, for at arbejde er dig befalet; men lad din Gud sørge: Tro og arbejd, så skal der ikke alene flyve en due, men vel også en stegt gås dig i munden. Men dertil hører også det andet stykke, at man skal håbe, selv om Gud tøver lidt. Derfor lader han dem også her arbejde hele natten uden at fange noget og lader det se ud, som om han vil lade dem dø af sult. Dér har Sankt Peter nok kunnet tænke, da han fiskede så længe og intet fangede: «Nu vil Gud lade maven forsmægte.» Men han mister ikke modet, arbejder stadig videre og står og håber, at Gud vil give ham det, skønt han tøver. Så kommer Gud og giver ham så meget på én gang, ja, mere end han kunne have fanget på otte dage.

Derfor skal du lære disse stykker godt: at du arbejder og håber, selv om han skulle tøve lidt. For selv om han holder dig lidt hen og lader dig arbejde i sved, så du nu mener, at dit arbejde er spildt, så skal du være klog og lære din Gud at kende og vide at stole på ham. Så kommer han og giver mere, end du havde brug for, som han her gør med Sankt Peter. Derfor, når Gud holder dig lidt hen, så tænk: «Se, Sankt Peter blev jo også holdt lidt hen og blev alligevel siden rigeligt begavet!» Læg det altså i hans gode vilje, og hold ikke op af den grund, men håb, så bliver dine gerninger gyldne og velbehagelige for ham. For derfor holder han dig hen, at dine gerninger skal blive gyldne, og dér venter håbet, når han holder os hen og ikke straks gør, hvad vi gerne ville. Derfor må han lægge noget til og hænge kostbare sten på, så dine gerninger får vægt. Ædelstenen er troen; men de andres, de vantros, gerninger er af strå, for de er ikke bygget på troen. Det er det første stykke af evangeliet. Nu følger det andet:

Da de nu har fanget fiskene og smagt troens frugt, så forøges troen og tager til. Derhen må vi nu først komme, at vi kan stole på Gud for maven. For den, der ikke kan betro Gud maven, kan aldrig nogen sinde betro ham sjælen. Men dette er alene børnenes tro; her lærer vi at gå langs bænkene og dier endnu ved brystet. Dog må vi derigennem lære også at betro Gud sjælen. Det er det, evangelisten vil, når han siger:

«Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: ’Herre, gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!’ For en rædsel var kommet over ham og alle dem, som var med ham, over den fiskefangst, de havde fået sammen.»

Lad her Peter være et billede på dem, der skal tro de evige goder, og regn ham for en samvittighed, som nu venter og ser hen til de andre goder. En syndig samvittighed er af natur sådan beskaffen, at den gør som Peter her: Den flygter fra sin Frelser og tænker: «Ak Gud, jeg er ikke værd at blive salig og sidde blandt de hellige og englene! Ak og ve, det gode er alt for højt!» Dér kan den snævre samvittighed ikke fatte de store goder, men tænker sådan: «Ja, hvis jeg var som Sankt Peter og Paulus, så kunne jeg nok tro det.» Det er en tåbelig og betænkelig ting; for ville du sætte din lid til din hellighed, så havde du bygget på sand. Nej, ikke sådan, men gør som Sankt Peter her. For idet han holdt sig selv så ringe og mente, at han ikke var en sådan nåde værdig, dér blev han først ret værdig til den. Og netop fordi du er et syndigt menneske, netop derfor skal du have tillid; dér skal du åbne din samvittighed vidt og puste dit hjerte stort op, så nåden kan komme ind, som Sankt Gregor siger.

Når du nu har kendt Gud, så sig endelig ikke nej til noget fra ham; det vil sige: Når vi ser de store goder, skal vi ikke miste modet. Det er ret, at vi kender os selv, og jo dybere, des bedre; men nåden må du ikke afslå for din synds skyld. For når du mærker, at din samvittighed spræller og vil drive nåden ud, så er du allerbedst skikket og beredt; dér vil du finde trøst i din samvittighed og sige som Mika (Mika 7,18): Domine, quis similis tui deus? [«Herre, hvilken gud er som du?»] «O Herre, hvem er som du, der tager synden bort og kaster den i havet og drukner den?» Alle, der ikke tager synden bort, er afguder. Derfor siger han med rette, at ingen gud er som vor Herre; for de andre guder vil finde retfærdighed og ikke bringe den; Gud Herren bringer den og finder den ikke. Derfor skal du ikke miste modet, selv om din samvittighed spræller og mærker synden; for jo skændigere du er, des før giver Gud nåden.

Nu går den største hob hen og pynter sig som en lille kat og mener, at Gud så skal tage imod ham. Nej, Skriften priser Gud for, at han tager synden bort og kaster den i havet. Vi kan ikke råde bod på synderne med vores gerninger og heller ikke blive retfærdige af os selv; Gud, og ingen anden, vil gøre det, uden fortjeneste og uden gerninger, af lutter nåde, som han siger hos Esajas (Es 43,25): «Jeg, jeg sletter din overtrædelse for min egen skyld og kommer ikke din synd i hu.» Og sådan må det være; ellers får du aldrig nogen sinde en glad samvittighed. Derfor gjorde Peter ret, da han sagde: «Jeg er en synder.» Det er sandt, han havde god grund til at frygte og ydmyge sig; men han skulle ikke slå Gud bort, men tage imod ham.

Derfor: Når jeg mærker min synd og her bliver som Sankt Peter og mærker, at jeg nu vil løbe fra Gud, så må jeg først vende om og træde nærmere og nærmere til ham. For hvis Gud var flygtet og ikke ville tage synden fra dig, så var han ikke kommet til dig og havde ikke løbet efter dig. Derfor: Jo mere du mærker, at du er en synder, og jo mere du vil løbe fra Gud, des mere skal du trænge dig ind til ham; det skal du mærke dig godt. For som Sankt Peter gør her, sådan gør alle samvittigheder, der forskrækkes over deres synder og vil løbe fra Gud og søge en anden afgud. Dér skal du ikke give op, men træde frejdigt frem og holde dig til Gud. Ellers, når man vil løbe bort og søge gerninger og hente hjælp hos en anden gud og først bagefter komme til den rette, sande Gud, så finder man ham ligesom de tåbelige jomfruer, for hvem døren blev lukket, mens de gik hen for at købe olie (Matt 25,10).

Men hvad gjorde Kristus, da Peter ydmygede sig sådan og af stor frygt og rædsel bad Herren gå bort fra sig? Lod han ham blive siddende i en sådan fortvivlelse? Nej, han tager fat, trøster ham og siger:

«Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.»

Det er et evangelisk ord, hvormed de svage hjerter bliver trøstet; og netop sådan gør Gud vores gerning og fristelse gyldne. Derfor ser I nu, hvordan Gud sørger for os legemligt, idet han her giver Peter så mange fisk, skønt han havde haft nok med to, og også gør ham åndeligt så fuld og rig, at han også skulle dele ud af sin fylde til de andre; og han gør ham her til fisker både legemligt og åndeligt: legemligt, idet han fanger mange fisk, som han kunne sælge; men åndeligt skal han være en menneskefisker, for nu havde han evangeliet, og med det skal han også føre andre mennesker til og udbrede Kristi rige.

Se, sådan går det: Når man tror, giver Gud så meget, at man kan hjælpe alle mennesker i det ydre med sin ejendom og sit gods; indefra bryder han frem og lærer andre og gør også dem rige i det indre. For et sådant menneske kan ikke tie; det må forkynde for de andre og fortælle, hvordan det er gået det, og bryder således frem i evangeliet, som salmen siger (Sl 51,12–15): «Skab mig, Gud, et rent hjerte, og forny i mig en fast ånd. Forkast mig ikke fra dit ansigt, og tag ikke din hellige Ånd fra mig. Lad trøsten ved din frelse komme igen til mig, og lad den frie ånd holde mig oppe. Jeg vil lære overtræderne dine veje, så synderne omvender sig til dig.» Ligeså siger David i en anden salme (Sl 116,10): «Jeg tror, derfor taler jeg.» Det går sådan til: Når jeg tror, så kender jeg Gud; så ser jeg, hvad andre mennesker fattes, tager fat og prædiker evangeliet for dem.

Sådan ser vi i dette evangelium, hvordan Gud sørger for sine, og hvordan han underholder dem, både legemligt og åndeligt, på legeme og sjæl. Men hvor det endnu til tider skorter, dér er det sikkert vores vantros skyld, eller fordi vi først nylig er begyndt at tro. For når troen endnu er ny og lille, så er også godet til tider lille og ringe, for at vi skal lære at kende Gud og stole på ham. Men når vi nu er kommet så vidt, at vi frit stoler på ham, så kan det ikke slå fejl for os; så øser Gud os fulde af legemlige og åndelige goder og af en så overvældende skat, at vi kan hjælpe alle mennesker. Det er at gøre de fattige rige og mætte de sultne. Lad det være nok om dette evangelium.