4. søndag efter helligtrekonger (Rom 13,8–10)

Epistlen på 4. søndag efter helligtrekonger, Rom 13,8–10

Også dette er en formaningsepistel, der ansporer til troens frugter, ligesom de to nærmeste foregående har været; bortset fra at Sankt Paulus her sammenfatter alt kort og til sidst slutter alle troens frugter sammen i kærligheden. Lige forinden havde han lært, hvordan man skal være den verdslige øvrighed underdanig og give enhver skat, told, frygt og ære, som det tilkommer, fordi al magt og øvrighed er indsat af Gud. Derefter følger denne epistel: «Vær ikke nogen noget skyldig» osv.

Her lader jeg de andres mange forskellige glosser fare, som her har søgt efter, hvad der menes med: «Vær ikke nogen noget skyldig, uden at I elsker hinanden.» Mig synes, at den enfoldige, ligefremme mening er denne: I skal være skyldige, ikke som mennesker, men som kristne, så jeres skyld er en fri kærlighedens skyld, ikke en tvungen skyld efter loven. Dermed viser han to slags skyld: den ene, som er af lovens art; den anden, som er af kærlighedens art.

Den, som er af lovens art, gør folk til skyldnere over for andre, så det ene menneske har ret og krav på det andet på grund af skylden. Af den art er den, man giver øvrigheden: skat, told, lydighed, ære osv. For selv om et kristent menneske ikke har brug for det for sin egen skyld – for han bliver hverken bedre eller retfærdig af sådanne gerninger –, så er han dog, eftersom han må leve på jorden, efter det udvortes menneske skyldig at stille sig lige med alle andre i sådan og lignende skyld og hjælpe med at holde den fælles timelige orden og fred. Således betaler også Kristus skattepengen som en skyld (Matt 17,27), skønt han forinden havde talt med Peter om, at han ikke var den skyldig; og han havde ikke syndet for Gud, om han havde ladet det være.

Den anden skyld er kærlighedens, hvor den kristne af sig selv gør sig til tjener for enhver, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 9,19: «Da jeg var fri, har jeg gjort mig til alles tjener.» Denne skyld kræver ingen menneskelov, den straffer den heller ikke, og intet menneske kræver den heller af et andet; for mennesket og hele verden ved ikke, at kærligheden er befalet, og forstår heller ikke, hvordan enhver skulle tjene den anden, være ham underdanig og skyldig. Det ser man også godt. For når en er rig og kun afholder sig fra at tage nogens gods, ikke vanærer hans hustru, ikke krænker ham på liv og ære, så holder man ham for retskaffen efter al ret; men at han lever for sig selv, oven i købet er gerrig og nærig med sit gods, ikke låner ud, ikke giver, ikke hjælper nogen eller kræver det tilbage, når det tages fra ham, det straffer ingen lov. For de love, der tvinger det udvortes menneske, går kun imod de onde gerninger, så de hindrer og straffer dem; de gode gerninger lader de være frie og tvinger dem ikke frem, hverken med straf eller trusler, men roser og lønner dem; sådan som også Moses' lov gør.

Så vil Sankt Paulus her lære de kristne, at de skal forholde sig sådan over for øvrigheden og enhver, at ingen har en klage eller et krav imod dem, som om de var ham skyldige efter udvortes lov og styre: så den første skyld slet ikke findes hos dem, men de oven i købet gør mere, end en sådan skyld kræver, og af sig selv, uden at det kræves af dem, gør sig til skyldnere og tjener dem, som ikke har nogen ret eller noget krav på dem i den henseende. Sådan siger Sankt Paulus også i Rom 1,14: «Jeg er skyldner både for grækere og ikke-grækere» osv. Sådan en skyld gør mennesket så skikket, at han gør mere, end der kræves af ham; derfor kommer han også i forkøbet og giver øvrigheden og enhver efter det udvortes styre, hvad han skal, så de ikke behøver at kræve nogen skyld af ham.

Derfor er denne tale af apostlen netop, som om jeg sagde: Vær enhver skyldig, for at I ikke skal være nogen skyldig; vær alt skyldig, for at I ikke skal være noget skyldig. Det lyder, som om det strider imod hinanden; men den ene del ser på kærligheden for Gud, den anden på retten og styret for verden. For den, som ved kærlighed gør sig til tjener og skyldner over for enhver, han gør så meget, at ingen i verden har noget at klage over ham, ja, han gør langt mere, end nogen begærer; derfor bliver han løst derved og bliver ikke nogen noget skyldig, netop ved at han selv giver sig skyldig til enhver i alt.

Den samme måde at tale på ville Ånden også bruge i andre sager. Som hvis jeg sagde: Gør ingen god gerning, for at I kan gøre lutter gode gerninger; vær aldrig retfærdige eller hellige, for at I altid kan være retfærdige og hellige. Og som Sankt Paulus siger i Rom 12,16: «Hold jer ikke selv for kloge»; det vil sige, som han også siger i 1 Kor 3,18: «Hvis nogen blandt jer mener at være vis, må han blive en tåbe i denne verden, for at han kan blive vis.» Lige sådan er også dette sagt: Vær enhver skyldig, for at I ikke skal være nogen skyldig; eller: «Vær ikke nogen noget skyldig, uden at I elsker hinanden» osv.

For alt dette og lignende er sagt med henblik på de to slags styre. Den, som vil gøre rigtig gode gerninger for Gud, han vogte sig for de gode gerninger, der glimrer for verden, og hvorved folk mener at blive retfærdige. Og den, som vil være retfærdig og hellig, han vogte sig for helligheden i gerninger uden for troen. Ligeså: den, som vil være vis, han foragte den visdom uden for Ånden, som mennesket og naturen giver sig af med.

Ligeså: den, som ikke vil være nogen noget skyldig, han blive enhver alt skyldig, så beholder han intet eget. Dermed er han straks hævet over alle love, som kun binder dem, der har noget eget. For også menneskene siger med rette: Qui cedit omnibus bonis, omnibus satisfecit, den, som lader alt sit gods fare, har betalt enhver. Hvordan kan han være nogen noget skyldig, når han ikke længere har eller kan have noget eget? Men sådan gør kærligheden. Derfor er det den bedste måde ikke at være nogen noget skyldig på, at et menneske ved kærligheden gør sig skyldig over for enhver i alt.

På samme måde er også dette sagt: Vil du ikke dø, så dø; vil du ikke være fange, så giv dig fangen; vil du ikke komme i helvede, så far derned; vil du ikke være en synder, så bliv en synder; vil du være fri for korset, så tag det på dig; vil du overvinde Djævelen, så lad dig overvinde af ham; vil du tvinge et ondt menneske, så lad dig tvinge af ham. Alt dette er sagt, for at et menneske må give sig frit hen og villigt lade Gud, Djævelen og mennesker gøre med sig, hvad de vil, så han ikke hænger fast nogen steder, men lader alt fare og komme, som det farer og kommer. Derfor har Sankt Paulus også brugt denne måde at tale på her: «Vær ikke nogen noget skyldig» osv. Ellers kunne han godt have ladet det blive ved det, han sagde ovenfor: «Giv enhver, hvad I er skyldige.»

«For den, som elsker en anden, har opfyldt loven.»

Vi har så ofte talt om kærligheden og dens art og frugter, at det ikke er nødvendigt at gennemgå det her. Desuden vil epistlen på søndagen før fasten tale nok om det; derfor lader vi det ligge her og vil se, hvordan sådan kærlighed er befalet ved Guds lov. Der er givet så mange bøger og så megen lære til at vejlede menneskers liv, at der hverken er tal eller ende på dem, og der er endnu intet ophør med at lave bøger og love, som vi ser i den gejstlige og den verdslige ret og i de gejstlige ordener og stænder. Og alt det kunne endda gå an og være en særlig nåde, hvis alle sådanne love og lærdomme blev draget ind under og behandlet efter kærlighedens hovedlov, regel og mål; sådan som den hellige Skrift gør, der også giver mange og mangfoldige love, men drager og samler dem alle sammen i kærligheden og også underlægger kærligheden dem alle. Så de alle må vige og ikke længere være love eller gælde noget, hvor det gælder kærligheden.

Det læser vi rigtig mange eksempler på i Skriften, og især anfører Kristus selv i Matt 12,3–5 og Mark 2,25ff., hvordan David med sine ledsagere spiste de hellige skuebrød. For selv om der var en lov om, at ingen skulle spise sådanne hellige brød uden alene præsterne, så var kærligheden dog her en fri kejserinde over den samme lov og tvang den under sig, så den på det tidspunkt måtte vige og ophøre, da David led sult, og den måtte finde sig i sådan en dom: David lider sult, ham skal man hjælpe; som kærligheden siger: Gør din næste godt, hvor han trænger til det. Derfor hold op, du lov, og hindr ham ikke i at gøre sådan noget godt; men gør du selv ham det gode, og tjen ham i nøden, og fang mig ham ikke med dit forbud.

Ligeså siger han også sammesteds (Mark 3,4), at man på sabbatten skal gøre godt mod næsten, som trænger til det, hvor strengt loven end forbyder at gøre noget på sabbatten; men fordi det dér er nødvendigt at hjælpe næsten, skal kærligheden gå forud og sabbatten intet gælde.

Hvis nu lovene således var draget ind i kærligheden og alle blev mestret efter kærligheden, så ville det ikke komme an på, hvor mange de var. For den, som ikke kunne høre eller lære dem alle, kunne dog høre og lære nogle, én eller to, og i dem lærte han dog den samme kærlighed, som læres i dem alle. Og hvis han hørte og lærte dem alle og ikke kunne kende kærligheden i dem alle, så kunne han dog en gang kende den i én lov.

Denne regel og måde at mestre og forstå lovene på giver Sankt Paulus også her, når han siger: «Vær ikke nogen noget skyldig, uden at I elsker hinanden.» Ligeså: «Den, som elsker en anden, har opfyldt loven.» Ligeså: «Alle bud er sammenfattet i dette bud: Du skal elske din næste som dig selv.» Ligeså: «Kærligheden gør ikke næsten noget ondt.» Ligeså: «Kærligheden er lovens opfyldelse.» Alle ord i denne epistel slutter og siger, at kærligheden er mesterinde over alle love.

Omvendt, hvor man lærer og driver lovene uden kærlighed og uden for kærligheden, dér er der ingen større ulykke, ingen større uret, ingen elendigere jammer på jorden. For dér er loven ikke andet end en plage og et fordærv. Dér er ordsproget sandt: Summum jus, summa injustitia, den strengeste ret er den allerstrengeste uret. Og Salomo (Præd 7,16): Noli nimium esse justus, vær ikke alt for strengt retfærdig. Ja, dér lader man bjælken sidde i vort øje og kender den ikke, og vi giver os af med at rive splinten ud af vor næstes øje; dér gør man samvittighederne sky, forskrækkede og fortvivlede uden nogen nødvendighed og grund, og det med stor skade på legeme og sjæl. Og dér gøres der stor møje og arbejde, og dog er alt forgæves.

For at vise det med eksempler: Hvis præsten i det ovennævnte tilfælde, da David var sulten, ikke havde villet give ham de hellige brød og havde været så blind, at han var blevet stående på loven og ikke havde kendt kærligheden og havde nægtet ham maden – se, hvad ville der så være kommet ud af det? Så vidt det stod til ham, havde David måttet dø af sult, og præsten havde dér begået et mord for lovens skyld; så ville det visselig ikke have været andet end summum jus, summa injustitia, den skarpeste ret, den skarpeste uret. Oven i det: Når du ser ind i sådan en tåbelig præsts hjerte, så finder du den gruelige vederstyggelighed, at han gør noget til synd og samvittighedssag, hvor der hverken er synd eller samvittighedssag; for han mener, at det var synd at spise brødet, skønt det dog var kærlighed og en god gerning. Omvendt holder han det ikke for synd, at han lod David dø af sult, men for en god gerning og gudstjeneste.

Men hvem kan fortælle nok om sådan gruelig, blind, forvendt dårskab? For med sådan en handel gør han så ondt, at Djævelen ikke kunne gøre det værre: nemlig ved at han gør noget til synd og samvittighedssag, hvor der ingen er, tager han nåde, frelse, dyd og Gud med alle hans goder fra menneskene; og alt det uden grund og oven i købet falsk og bedragerisk, hvormed han fornægter og fordømmer Gud fuldstændig. Omvendt, fordi han gør mordet og uretten til en god gerning og gudstjeneste, sætter han Djævelen og løgnen i Guds sted og opretter den højeste afgudsdyrkelse, der kan være, og fordærver legeme og sjæl; han myrder legemet ved sult og sjælen ved samvittigheden; han gør Gud til en djævel og Djævelen til en gud, himlen til et helvede og helvede til en himmel, synd til ret og ret til synd. Det kalder jeg forvendt, og at den skarpeste ret bliver til den skarpeste uret.

Det er det, Ezekiel mener i 13. kapitel (Ez 13,18–23): «Så siger Herren: Ve jer, som syr puder til folk under armene og hynder til hovederne for at fange sjælene. Og når I har fanget sjælene af mit folk, så lover I dem livet, og I vanhelliger mig blandt mit folk for en håndfuld byg og en bid brød, idet I dømmer sjælene til døden, som dog ikke skulle dø, og dømmer dem til livet, som ikke skulle leve, ved jeres løgne til mit folk, som gerne hører løgne.»

Hvad er det sagt andet, end at de blinde lovlærere forskrækker samvittighederne og gør synd og død, hvor der er liv og nåde, og omvendt liv og nåde, hvor der er synd og død? Og alt det for en håndfuld byg og en bid brød; det vil sige: at de binder sådanne love så fast til udvortes ting, som dog fortæres under hænderne som en slurk og en bid mad, og lader kærligheden fare derover og binder samvittigheden med synder til den evige død. Derfor følger det sammesteds:

«Fordi I med løgn har bedrøvet de retfærdiges hjerte, som jeg ikke har bedrøvet, og har styrket den ugudelige i hans gøren, så han ikke omvender sig fra sin onde gøren, så han kunne blive i live, skal I ikke mere prædike unyttig lære eller profetere, men jeg vil redde mit folk ud af jeres hænder, så I skal erfare, at jeg er Herren.» – Se, det betyder at bedrøve de fromme hjerter: at belæsse dem med synder, hvor der er gode gerninger; og at styrke de ugudelige: at holde dem for at gøre gode gerninger, hvor der er lutter synder.

Derom siger også Sl 14,4–5: «De påkalder ikke Herren; dér frygter de»; det vil sige: de gør det til samvittighedssag og frygter, hvor der hverken skal være samvittighedssag eller frygt, de er bange for, at det er synd, som dog er en ædel gudstjeneste. Derfor siger han: Netop dér, hvor de skulle påkalde Gud og tjene ham, dér frygter de, at det er synd og ikke gudstjeneste; og omvendt, hvor de skulle frygte, og hvor det ikke er gudstjeneste, dér er de sikre og frygter ikke. Sådan siger også Es 29,13: «De frygter mig forgæves med menneskebud» osv. Så dette forvendte folk overalt forvender alle ting: de påkalder Gud og frygter ikke, hvor Djævelen er; og påkalder ikke og frygter, hvor Gud er.

Se, det er klagen og jammeren over alle dem, der giver sig af med love og gerninger efter deres blindhed og ikke kender lovens mening og dens mesterinde, kærligheden. Sådan ser vi det også hos vort stakkels folk, de gejstlige og alle, som følger dem: hvor dybt de sidder fast, og hvor hårdt de holder fast ved deres gøren; og om hele verden så skulle gå til grunde, så skal deres ting være i gang og gå og stå uforrykket, uanset om legemet sygner hen eller dør, og sjælen går fortabt og fordærves. Dernæst mener de, at sådant mord og fordærv er en gudstjeneste, frygter ikke og gør sig ingen samvittighed over det, men styrker sig i sådan ondskab, så de aldrig nogensinde omvender sig fra deres gøren til livet. Omvendt, hvis de skulle tillade sådan et stakkels menneske at redde sit legeme og sin sjæl, at spise kød eller at gifte sig: dér er der frygt, dér er der samvittighed, dér er der synd og lov, død og helvede, dér påkalder man ikke Gud og tjener ham ikke, og om så et legeme skulle dø ti gange og en sjæl fare til Djævelen hundrede gange.

Se derfor, hvad verden er, hvad kød og blod gør, når de vil gøre det allerbedst: hvor farligt det er at give sig af med love og regere med dem, ja, hvor umuligt det er uden stor skade at regere og lære sjælene med love, hvor ikke Ånden og kærligheden er til stede, som har alle love i hånden med fuld magt. Derfor står der skrevet i 5 Mos 33,2, at der ved Guds højre hånd er en brændende lov. Det er kærlighedens lov i Ånden; den skal regere alle love til venstre, det vil sige udvortes i verden. Og i 2 Mos 28,30 måtte præsten bære urim og tummim i brystskjoldet på sit bryst, det vil sige lys og retskaffenhed, fordi præsten skulle oplyse loven med ret forstand og holde og lære den fuldt ud og uden brist.

Således burde alle slags love gives, forordnes og holdes, så de ikke blev holdt for deres egen skyld eller for gerningernes skyld, men alene for at øve kærligheden; hvilket også er lovens rette mening, som Sankt Paulus siger her: «Den, som elsker en anden, har opfyldt loven»; således at en lov, hvor man så, at den ikke tjente til næstens gavn, men til skade, skulle bortfalde. For én og samme lov kan godt på én tid være til gavn for næsten og på en anden tid til skade. Derfor skal den rette sig efter næstens gavn.

Og man skal omgås lovene ligesom mad og klæder og andre legemlige fornødenheder. Dér må jeg ikke se på klæderne og maden, men på næstens gavn og nød, han som skal bespises og klædes, så jeg holder op med at bespise og klæde ham, når jeg ser, at han ikke mere vil eller kan tåle det.

Hvis du nu så en sådan tåbe, der tænkte ved sig selv: «Ja, mad og klæder er en god ting!» og ikke tænkte videre, men gik i gang og tog et menneske for sig og ikke gjorde andet end hele tiden at fylde alt det brød og øl i ham, han kunne få fat i, og lagde alle de klæder på ham, han kunne gribe, indtil mennesket blev kvalt og døde, og dog stadig blev ved med at proppe i ham og klæde ham uden ophør; og når nogen sagde til ham: «Hold op, du har kvalt ham, mad og klæder er for meget for ham, og det er nu lutter spildt arbejde», men han blev ved og sagde: «Du kætter, vil du hindre gode gerninger? Mad og drikke og klæder er en god ting, derfor skal man ikke holde op, og man kan ikke gøre for meget af det», og stadig blev ved med at bespise og klæde – sig mig, hvad ville du mene om ham? Selve vanviddet var ikke så rasende og tosset som sådan en tåbe.

Netop sådanne folk har vore gejstlige nu været, og alle er det endnu, de som giver sig af med gerninger og love alene i den mening og med sådan blindhed, at det kommer an på gerningerne; de kvæler legeme og sjæl og ser ikke, at det kommer an på at øve kærligheden. De sætter altså gerningerne over kærligheden, tjenestepigen over fruen, så det er en jammer at tænke på, for slet ikke at tale om at høre og se det eller selv at gøre og lide det.

Således er nu dette kærlighedens bud et kort bud og et langt bud, ét eneste bud og mange bud, ja, intet bud og alle bud. Kort og ét er det i sig selv og hurtigt fattet efter forstanden; men langt og mangfoldigt efter øvelsen, for det omfatter og mestrer alle bud. Og det er slet intet bud, når man ser på gerningerne, for det har ingen særlig gerning for sig selv med navn; men det er alle bud, fordi alle buds gerninger er og skal være dets gerninger. Således ophæver kærlighedens bud alle bud og indsætter dog alle bud.

Alt dette for at vi skal vide og lære ikke at holde eller agte noget bud, nogen gerning længere, end kærligheden kræver det. Fordi vi nu hverken skal eller kan være på jorden uden gerninger, må der også være mange slags bud, som gerningerne indfattes i; dog således at kærligheden beholder sin magt og er overherre over sådanne indfatninger og byder at slippe gerningerne og at indfatte dem, hvor det tjener hende, og at ingen gerning bliver eller går, uden at hun vil det.

Det lad os lære af en kusk. Han har heste og vogn i tømmen efter sin vilje. Hvis han nu ville være tilfreds med, at hestene gik i tømmen, og ikke så på vejen, så han kunne styre heste, tømme og vogn efter den, så ville hele forspandet snart ligge i én bunke med hest, vogn, tømme og kusk og måske drukne i en pyt eller brække halsen over stok og sten. Men hvis han er så klog, at han styrer hele forspandet efter vejen og ser, hvor vejen kan tåle det, og hvor den ikke kan, så kører han rigtigt. Men den, som vil køre lige ud – det er en klog kusk, som vil styre vejen efter vognen, og vejen skal rette sig efter ham, som hans vogn vil; han skal nok få at se, hvor fint han rammer.

Sådan går det til, når man vil regere folk efter love og gerninger og ikke lovene efter folk; ligesom kusken, der retter vejen efter vognen. Nu er det sandt, at vejen ofte passer fint til vognen og går lige ud; men omvendt går den undertiden krumt og ujævnt, og dér vil den sandelig have vognen krum og ujævn efter sig. Således må det jo være, at folk retter sig efter loven og gerningerne, hvor de kan, og hvor det er godt for dem. Men omvendt, hvor det er til skade for dem, skal loven sandelig bøje sig og vige, og den, der regerer, være klog, så han giver kærligheden plads og ophæver gerningerne og lovene. Derfor siger også de verdslige vise, at prudentia eller forsigtighed eller dømmekraft (som de gejstlige kalder det) er alle dyders kusk, og at den må mestre alle dyder.

Og man læser i Fædrenes Bog [Vitae patrum, legenderne om ørkenfædrene.], at de engang kom sammen, og at spørgsmålet rejste sig iblandt dem: Hvilken gerning var vel den ædleste? Og da den ene sagde dette, den anden hint, den ene talte om bøn, den anden om faste, sluttede Sankt Antonius, at af alle gerninger og dyder var skønsomhed den bedste og en sikker vej til himlen osv. Men alt dette har dog kun været en barnlig og verdslig tankegang om de egne og selvvalgte gerninger. En kristen tager anderledes og frisk fat og slutter, at hverken skønsomhed eller uskønsomhed gælder noget for Gud, men alene troen og kærligheden. Men kærligheden er kusken og den rette skønsomhed i de guddommelige gode gerninger; den ser altid på næstens gavn og opbyggelse, ligesom skønsomheden i de verdslige dyder ser på det fælles bedste og retter lovene derefter. Nok om det.

Hvordan kærligheden opfylder loven

Her rejser der sig et spørgsmål: Hvordan kan det være sandt, at kærligheden opfylder loven, når kærligheden dog kun er en frugt af troen? Vi har jo ofte sagt, at alene troen på Kristus udsletter synden, gør retfærdig og fyldestgør loven. Hvordan rimer det sammen? Og Kristus siger jo også sådan i Matt 7,12: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal også I gøre mod dem, for dette er loven og profeterne.» Dermed vidner han også, at kærligheden til næsten opfylder både loven og profeterne. Og Matt 22,39–40: «Du skal elske Gud, din Herre, og din næste som dig selv; på disse to hænger loven og profeterne.» Hvor bliver så Sankt Paulus af her, Rom 3,31: «Vi bekræfter loven ved troen»? Og ligeså Rom 3,28: «Vi mener, at mennesket bliver retfærdigt ved troen uden lovens gerninger»; og Rom 1,17: «Den retfærdige skal leve af sin tro.»

Svar: Som vi ofte har sagt, må man skelne sådan mellem tro og kærlighed, at troen er rettet mod personen og kærligheden mod gerningerne. Troen udsletter synden og gør personen velbehagelig og retfærdig. Men når personen er blevet velbehagelig og retfærdig, så gives Helligånden og kærligheden den, så den gør det gode med lyst. Nu er det lovens art, at den griber personen an og kræver sådanne gode gerninger af den og ikke vil holde op, før den har fået dem. Men personen formår ikke sådanne gerninger uden Ånd og kærlighed; derved bliver den af loven tvunget til at erkende, hvad den mangler, og til at tænke videre, nemlig at den først selv må blive anderledes, for at den kan fyldestgøre loven. For loven trænger ikke så hårdt ind på personen som på gerningerne, ja, den kræver kun gerningerne og tier om personen og lader personen mærke på kravet om gerninger, at også den selv må blive en anden person. Men når troen kommer, gør den en sådan person, som kan yde de gerninger, loven kræver; det kaldes da at opfylde loven.

Derfor taler Sankt Paulus fint og præcist, sådan som sagen ligger i sig selv. Loven kræver gerninger af personen og bliver også opfyldt med gerninger. Man kan altså ikke egentlig sige: Troen opfylder loven, skønt den bereder og gør personen sådan, at den kan opfylde den; for loven kræver ikke personen, men gerningerne af personen. Dog trænger den dermed på og giver at forstå, at personen må blive anderledes, hvis den skal yde sådanne gerninger, eftersom den mærker, at den ikke kan yde dem. Omvendt gør kærligheden og gerningerne heller ikke personen anderledes eller retfærdig, men personen må først være blevet retfærdig og anderledes, hvis den skal elske og gøre gerninger; dog viser og beviser de alligevel, at personen er retfærdig og er blevet anderledes, eftersom sådanne gerninger ikke kunne ske, hvis personen ikke allerede var uden synd og retfærdig.

Dette er sagt, for at man skal mærke sig lovens, troens og kærlighedens rette art og egenskab og give hver sit og derefter forstå Skriftens ord ret og præcist, nemlig at troen gør retfærdig, men dog ikke opfylder loven; kærligheden gør ikke retfærdig, men opfylder dog loven; loven kræver kærligheden og gerningerne og nævner ikke personen; personen mærker nok loven, men kærligheden mærker den ikke.

For ligesom loven før troen kræver gerningerne og netop dermed er et tegn og giver at forstå, slutter og overbeviser, at personen er uden tro og ikke retfærdig, sådan opfylder kærligheden efter troen loven og er også et tegn og beviser, at personen har tro og er retfærdig; så at både loven og kærligheden er vidner om personen, om den er retfærdig eller ond. Loven er før troen et vidne om, at personen ikke er retfærdig; kærligheden er efter troen et vidne om, at personen er retfærdig. Derfor mærker personen nok loven før troen, fordi den ikke har det, loven kræver, skønt loven ikke kræver personen, men gerningerne; men gerningerne og kærligheden mærker ikke loven, fordi de selv er opfyldelsen.

Selv om troen nu ikke opfylder loven, så har den dog det, hvormed den bliver opfyldt; for den får Ånden og kærligheden, hvormed den bliver opfyldt. Omvendt, selv om kærligheden ikke gør retfærdig, så beviser den dog det, hvorved personen er retfærdig, nemlig troen. Og kort sagt, som Sankt Paulus selv siger om det her: «Kærligheden er lovens opfyldelse»; som ville han sige: Det er én ting at være lovens opfyldelse og en anden at gøre eller give lovens opfyldelse. Kærligheden opfylder loven sådan, at den selv er opfyldelsen; men troen opfylder loven sådan, at den rækker det, hvormed den bliver opfyldt. For troen elsker og virker, som Gal 5,6 siger: «Troen er virksom ved kærligheden.» Vandet fylder krukken, skænkeren fylder også krukken; vandet ved sig selv, skænkeren ved vandet. Det kalder sofisterne på deres sprog: Effective et formaliter implere. [«Opfylde virkende og formelt», dvs. som den virkende årsag (skænkeren) og som det, opfyldelsen selv består i (vandet).]

Sådan forbliver troen den, der gør det, og kærligheden forbliver gerningen. Nu kræver loven gerningen og tvinger dermed den, der gør, til at blive anderledes. Derfor bliver den opfyldt med gerningen, som dog den, der gør, må gøre. Og dermed forkaster Sankt Paulus sofisternes drømme, som taler sådan om kærligheden, at de skiller de udvortes gerninger og den indvortes velvilje fra hinanden og siger: Kærligheden er en indvortes velvilje og har næsten kær, når den indvortes under ham det gode; men gerningerne kalder de kærlighedens frugt osv. Lad det fare. Her ser du, at Sankt Paulus ikke kalder kærlighed velvilje alene, men velvillig velgerning, så at troen og personen bliver den, der gør og opfylder loven, som han siger: «Den, som elsker den anden, har opfyldt loven», og at kærligheden er gerningen og opfyldelsen. Som han også siger: «Kærligheden er lovens opfyldelse.»

Et andet spørgsmål: Hvordan kan kærligheden til næsten være lovens opfyldelse, når vi dog også skal elske Gud over alle ting, også over næsten? Svar: Det har Kristus selv løst, idet han siger i Matt 22,39: Det andet bud er lig det første; og han gør kærligheden til Gud og kærligheden til næsten lige. Og det af denne grund: For det første, fordi Gud ikke behøver vore gerninger og velgerninger, men dermed har henvist os til næsten, så vi skal gøre mod ham, hvad vi ville gøre mod Gud. Han behøver ikke mere, end at man tror ham og holder ham for Gud. Også at prædike hans ære og at love og takke ham sker derfor på jorden, for at næsten derved kan blive omvendt og ført til Gud. Og dog kaldes det alt sammen kærlighed til Gud og sker også Gud til kærlighed, men alene til næstens gavn og gode.

For det andet har Gud gjort verden til en nar og vil herefter elskes også under korset og elendigheden, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 1,21: «Da verden ved sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, behagede det Gud at frelse dem, som tror, ved tåbelig prædiken.» Derfor har han også selv givet sig hen på korset i død og jammer og lagt det samme på alle sine, så at den, som før ikke ville elske Gud, da han gav mad, drikke, gods og ære, nu må elske ham i sult og kummer, i ulykke og skam; så at alle kærlighedens gerninger skal være rettet mod de elendige, trængende næster. Der skal man finde og elske Gud, der skal man tjene ham og gøre ham godt, hvis man vil gøre ham godt og tjene ham; så at buddet om kærligheden til Gud helt og holdent er trukket ned i kærligheden til næsten.

Dermed er der sat en stopper for de glatte og flyvske ånder og sat en grænsepæl for dem, som kun søger Gud i store, herlige ting, tragter efter hans storhed og borer sig gennem himlen og mener at tjene og elske ham i sådanne prægtige stykker; imens går de fejl af ham og lader ham gå forbi her nede på jorden i næsten, hvori han vil elskes og æres. Derfor skal de på den yderste dag høre: «Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise» osv. For derfor har han givet afkald på den guddommelige skikkelse og taget tjenerskikkelsen på, for at han kunne drage vor kærlighed til ham ned og hæfte den på næsten; så lader vi dem ligge her og gaber imens op i himlen og vil give os ud for at have stor kærlighed til Gud og gøre ham stor tjeneste.

For det, som er sagt: Du må ikke begå ægteskabsbrud, du må ikke dræbe, du må ikke stjæle, du må ikke bære falsk vidnesbyrd, du må ikke begære, og hvilket andet bud der ellers er, det er sammenfattet i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv.

Hvordan kærligheden er hovedstykket i alle love, er der sagt nok om: at den sammenfatter alle sådanne bud i ét. Fordi den ikke agter på andet end at være næsten til gavn og ikke til skade, lærer den meget fint, hvormed den kan være til gavn og ikke til skade, ud fra at den ser, hvordan mennesket elsker sig selv og er sig selv til gavn og ikke til skade, så den gør netop det samme mod en anden. Derfor vil vi nu behandle dette bud og se, hvor mesterligt og fuldkomment det er sat.

Det omfatter fire ting:

For det første personen, som skal elske, når det siger: Du selv skal elske, det vil sige den bedste, nærmeste og ædleste person, man kan få til gerningen; for Guds lov vil ingen kunne opfylde for en anden, enhver vil måtte opfylde den for sig selv, som Sankt Paulus siger i Gal 6,5: «Enhver skal bære sin byrde»; og 2 Kor 5,10: «Vi må alle åbenbares for Kristi domstol, for at enhver kan få igen i sit legeme efter det, han har gjort, hvad enten det er godt eller ondt.» Derfor hedder det: Du, du, du selv skal elske; ikke: Lad en anden elske for dig. For selv om den ene kan og skal bede for den anden, at Gud vil være ham nådig og hjælpe ham, så bliver dog ingen frelst, uden at han har opfyldt Guds bud for sig selv. Derfor skal man ikke alene bede for nogen om, at han må slippe for straf, sådan som afladsknægtene foregiver, men meget mere om, at han må blive from og holde Guds bud.

For det andet den ædleste dyd, nemlig kærligheden; for han siger ikke: Du skal give din næste mad, drikke, klæder osv., og det er jo også kostelige, gode gerninger; men: Du skal elske ham. Men kærligheden er hovedet, kilden og den fælles dyd for alle dyder. Kærligheden giver mad, giver drikke, klæder, trøster, beder, løskøber, hjælper og redder. Hvad skal man sige? Den giver sig selv hen med liv og lemmer, med gods og ære, med alle kræfter indvortes og udvortes til næstens nød og gavn, både fjendes og vens, og holder intet tilbage, som den ikke tjener den anden med. Derfor kan ingen dyd lignes med den, og der kan heller ikke males eller nævnes en særlig gerning, som er dens egen, sådan som man gør med de andre enkelte dyder som kyskhed, barmhjertighed, tålmodighed, sagtmodighed osv. Kærligheden gør alt og lider også død og liv og alt muligt, også for fjenden, så at Sankt Paulus her med rette siger: Alle bud er sammenfattet i det ord som i én sum: Elsk din næste.

For det tredje det allerædleste værksted og den dyreste ven, som skal elskes, det er næsten. Han siger ikke: Du skal elske den rige, den mægtige, den lærde, den hellige. Nej, den frie kærlighed og det allerfuldkomneste bud stykker og deler sig ikke sådan ud på visse personer; men der er ingen persons anseelse. For det gør den falske, kødelige verdenskærlighed, som alene ser på personen og elsker, så længe den har gavn og håb; hvor gavn og håb er ude, er kærligheden også ude. Men dette bud kræver den frie kærlighed mod enhver, uden hensyn til hvem han er, hvad enten han er fjende eller ven; for den søger ikke gavn eller gods, men den giver og gør gavn og godt. Derfor er den mest virksom og mægtigst over for de fattige, trængende, onde, syndere, tåber, syge og fjender; for der finder den at tåle, lide, bære, tjene og gøre vel, hænderne fulde, altid nok, overalt parat.

Og lad os her mærke os, hvordan dette bud gør os alle lige for Gud og ophæver al forskel på stand, person, embede og gerning. For eftersom buddet er givet til alle og hvert menneske, så må en konge og fyrste (hvis han ellers er et menneske) bekende, at den fattigste tigger og spedalske er hans næste og intet ringere for Gud; så at han ikke alene er skyldig at hjælpe ham, men også efter dette bud at tjene ham med alt, hvad han har og formår. For skal han elske ham, som Gud her byder, så følger det, at han skal have tiggeren kærere end sin krone og hele sit kongerige og, hvor tiggeren havde brug for det, også give sit liv for ham; for han er ham kærlighed skyldig og må lade ham være sin næste.

Er det nu ikke et fint, ædelt bud, som gør så ulige mennesker så fint lige? Er det ikke en vidunderlig trøst, at en tigger har så herlige tjenere og elskere, at så rig en konge må stå til tjeneste for hans fattigdom, og at så skøn en krone og den kongelige prægts søde duft må være underlagt hans stank og sår? Hvor vidunderligt skulle det ikke tage sig ud, hvis vi skulle se, hvordan konger og fyrster, dronninger og fyrstinder tjente den fattige tigger og spedalske, sådan som vi læser om Sankt Elisabeth. Og selv om det skete, var det dog en meget ringe ting, når man holdt det op imod Kristus; for han har sat dette eksempel og bud så højt, at ingen nogen sinde vil gøre ham det efter. For han er Ærens Konge over alle konger, ja, Guds Søn selv; alligevel gør han sig lig de værste syndere og tjener dem, så han endda dør for dem. Hvis nu ti konger sådan tjente en tigger, var det en stor ting; men hvad var det mod Kristi tjeneste? De måtte skamme sig og endda sige, at deres sag ikke var værd at se på.

Se nu deraf, hvad verden er, hvor langt den er ikke alene fra Kristi eksempel, som er umåleligt, men også fra dette bud. Hvor er de, som kender dette lille ord og forstår, hvad «næsten» betyder, skønt dog også den naturlige lov, ligesom dette bud, står skrevet i alle menneskers hjerte? For der er ingen, som ikke mærker og må bekende, at det er ret og sandt, når den naturlige lov siger: «Hvad du vil have gjort og undladt mod dig selv, det skal du også gøre og undlade mod en anden.» Dette lys lever og lyser i alle menneskers fornuft, og hvis de ville se på det, hvad skulle de så med bøger, lærere eller nogen som helst lov? Der bærer de en levende bog hos sig i hjertets grund; den ville sige dem alt rigeligt nok om, hvad de skulle gøre, lade, dømme, tage imod og forkaste.

Nu er det lige så meget sagt: «Hav din næste kær som dig selv», som: «Hvad du vil have gjort mod dig» osv. For enhver mærker, at han vil elskes og ikke hades; så mærker og ser han også, at han er en anden netop det samme skyldig. Og det er at elske den anden som dig selv. Men den onde lyst og kærlighed formørker dette lys og forblinder mennesket, så han ikke ser i denne bog i sit hjerte og ikke følger fornuftens klare bud; derfor må man holde ham i ave og drive ham tilbage med udvortes bud, bøger, sværd og magt og minde ham om hans naturlige lys og stille hans eget hjerte for øjnene af ham. Alligevel hjælper det ikke, alligevel ser de ikke det lys; men den onde lyst og kærlighed hindrer, at de agter på det, og de må dog, tvunget udefra af sværd og lov, holde sig fra gerningen.

For det fjerde det allerædleste eksempel eller forbillede; for det er fine læresætninger og bud, som også giver eksempler. Nu giver dette bud et ret levende eksempel, nemlig dig selv; det eksempel er jo ædlere end alle helgeners eksempel, for de er forgangne og nu døde, men dette eksempel lever uden ophør. For enhver vil jo måtte bekende, at han mærker, hvordan han elsker sig selv: Han mærker jo, hvor heftigt han sørger for sit liv, hvor flittigt han passer sit legeme med mad, klæder og alt godt, hvordan han flyr døden og undgår al ulykke. Se, det er kærligheden til dig selv; den ser du og mærker du. Hvad lærer dette bud dig så? Netop at gøre det samme, som du gør mod dig selv, nemlig lade hans legeme og liv gælde lige så meget for dig som dit eget legeme og liv. Se, hvordan kunne han have givet dig et nærmere, mere levende og kraftigere eksempel, som stikker så dybt i dig selv, ja, er dig selv, lige så dybt, som også buddet står skrevet i dit hjerte?

Hvordan vil det så gå dig for Gud, hvis du ikke elsker din næste? Da vil din egen samvittighed fordømme dig, for den finder dette bud skrevet i sig, og hele dit liv vil som et eksempel vidne imod dig, at du ikke også har gjort sådan mod den anden, som dit eget liv så kraftigt har lært dig, mere end alle helgeners eksempel. O, hvordan vil det især gå de gejstlige med deres sang, bøn, kutter, tonsurer, messer og lignende gøgl! Jeg vil tie om, hvordan de aldrig holder dette bud. Det siger jeg: Hvornår får de for al deres klostertravlhed rum og tid til en eneste gang at se på dette bud i deres hjerte og en eneste gang blive eksemplet på deres eget legeme var, eller dog at læse det i udvortes bøger eller høre det prædiket? O, det arme, elendige folk! Mener du, at Gud for din kutte og tonsurs skyld vil slå dette sit bud hen i vejret, som er skrevet så dybt og klart i hjertet, så fint og tydeligt fremstillet ved dit eget legemes eksempel og desuden forelagt med så mange udvortes skrifter og ord, og agte på det, du selv imens har opdigtet og gjort?

Ak, hvor skændigt har hele verden vendt sig bort fra dette fine, mægtige bud, hvori personen, gerningen, eksemplet og værkstedet er givet så mesterligt, og driver i stedet et så grueligt modspil! For hele skikken og gangen er, at vi nu i vort sted har indstiftet andre personer: Munke og præster skal være fromme og bede for os, så vor person ikke selv behøver at tage fat. I stedet for den ædleste dyd, kærligheden, har vi udtænkt egne gerninger; i stedet for næsten har vi sat træ og sten, klæder og mad, også de døde sjæle og helgenerne i himlen: dem tjener vi, med dem har vi at gøre, det er vort værksted, hvori vi øver os. I stedet for det ædleste eksempel tager vi helgenernes legender og gerninger, vil ligne de udvortes eksempler og lader det ligge, som vort eget legeme og liv fremholder for os og Guds bud afbilder, og som vi dog havde mere at følge og øve os i, end vi nogen sinde formår; og selv om vi formåede det alt sammen, blev vi dog ikke lig Kristus.

Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Så er nu kærligheden lovens opfyldelse.

Eftersom de ti bud forbyder at gøre næsten ondt og skade, når de siger: Du må ikke dræbe, du må ikke begå ægteskabsbrud osv., følger apostlen denne tale og siger, at kærligheden holder det og ikke gør nogen ondt. Men den gør ikke alene ingen ondt, men gør også alle godt. For det kaldes også at gøre ondt, når jeg lader min næste sidde fast i nøden, når jeg kan hjælpe ham, selv om jeg ikke har bragt ham i den. For hvis han sulter, og jeg ikke giver ham mad, når jeg formår det, så er det lige så meget, som om jeg lod og bød ham sulte ihjel. Sådan skal det forstås videre om al næstens skade og nød. Hvordan kærligheden er lovens opfyldelse, har vi hørt ovenfor.